The Project Gutenberg EBook of Fra det moderne Frankrig, by Richard Kaufmann

Copyright laws are changing all over the world. Be sure to check the
copyright laws for your country before downloading or redistributing
this or any other Project Gutenberg eBook.

This header should be the first thing seen when viewing this Project
Gutenberg file.  Please do not remove it.  Do not change or edit the
header without written permission.

Please read the "legal small print," and other information about the
eBook and Project Gutenberg at the bottom of this file.  Included is
important information about your specific rights and restrictions in
how the file may be used.  You can also find out about how to make a
donation to Project Gutenberg, and how to get involved.


**Welcome To The World of Free Plain Vanilla Electronic Texts**

**eBooks Readable By Both Humans and By Computers, Since 1971**

*****These eBooks Were Prepared By Thousands of Volunteers!*****


Title: Fra det moderne Frankrig

Author: Richard Kaufmann

Release Date: February, 2006 [EBook #9843]
[Yes, we are more than one year ahead of schedule]
[This file was first posted on October 23, 2003]

Edition: 10

Language: Danish

Character set encoding: ASCII

*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK FRA DET MODERNE FRANKRIG ***




Bibliotheque nationale de France (BnF/Gallica) at http://gallica.bnf.fr.
Miranda van de Heijning, Steen Christensen and the 
PG Online Distributed Proofreading Team




FRA DET MODERNE FRANKRIG.

AF RICHARD KAUFMANN.

MED ILLUSTRATIONER EFTER FRANSKE KUNSTNERE.

KJOBENHAVN.

1882



I en halv Snes Aar snart har Forfatteren af denne Bog vaeret en jaevnlig
Gjaest i Paris. For hver Gang han er kommen igjen, har han vundet Byen
kjaerere og kjaerere, og i de sidste tre Aar endelig er den bleven ham et
nyt Hjem. Hans Bekjendtskab til den er folgelig intimere end den
almindelige Rejsendes. Paa den anden Side er han stadig vedbleven kun at
vaere en Fremmed, der er paa Besog. Alt det, han har set, har han set paa
med en Nordbos Ojne. Netop paa Grund af denne sin Dobbeltstilling har han
troet at kunne have Et og Andet at fortaelle, der var i Stand til at
interessere hans Landsmaend.

Hans Bog har ikke den Pretension at give en udtommende Skildring af Livet
i det moderne franske Samfund. Han har, mens han skrev, selv bedst folt,
hvor langt udforligere han maatte vaere, hvis et saadant Maal skulde
naaes. Stadig hobede Stoffet sig op, og samtidig nodte de Graendser, der
var afstukne for Arbejdet, ham endog til at udskyde AEmner, som det havde
ligget i den oprindelige Plan at behandle. Paa Sligt er det jo imidlertid
muligt siden at raade Bod, hvis Laeserne finder, at der er lidt Liv og
lidt Anskuelighed i de her tegnede Billeder.

Troskab mod Originalen foler Forfatteren sig forvisset om, at der er. Han
har set det moderne Paris med sympathetiske Ojne. Han har ikke vaeret
blind for Manglerne ved det, men han er gleden lettere over dem og har
ladet, hvad der var smukt og tiltalende, springe staerkere frem. Han har
gjort dette ikke blot af Kourtoisi mod det Land og den By, hvis Gjaest han
er, men ogsaa, fordi han mente derved at komme Sandheden naermest. Han vil
fole sig lykkelig, hvis hans Bog hos nordiske Laesere kan vaekke den samme
Kjaerlighed til vore Dages Frankrig, som den skylder sin Tilblivelse.

Paris, i November 1882.

Richard Kaufmann.




INDHOLD

_Paris og Pariserne_

_Pariserinden_

_Vinter liv i Paris_:

Klimaet

Velgjorenhedsballer

Jule-og Nytaarstiden

Under Karnevalet

Hos Republikens Praesident

_Foraar i Paris_

_I Kammeret_

_Det rode Paris_

_Paa Borsen_

_Kunst og Kunstnere_

_Litteratur og Aviser_

_Paris som Theatercentrum_

_Sommerliv og Fester_:

Grand prix de Paris

Badeliv Ved Kysten

Nationalfesten

Sommer-Sondage ved Paris

_Parisere en evidence:_

Mme. Adams Salon

En Aften hos Victor Hugo

Hos Sarah Bernhardt

Coquelin i sin Loge

Cherbuliez i sit Arbejdsvaerelse

_De Fremmede i Paris_

_Paris paa Vrangsiden:_

Pauperismebaeltet

Samfundets Bundfald

_Kafe- og Gadeliv_

_Skisser fra Sydfrankrig:_

Mellem moderne Troubadurer

En sydfransk Pilgrimsfart

Oldtidslevninger i Provence

Petrarcas Hjem

Marseille

Europas Paradis




PARIS OG PARISERNE.


Det er i Regelen om Aftenen, at den Rejsende fra Norden kommer forste
Gang til Paris. Han gaar ud i Byen. Overalt er der Liv og Faerdsel endnu;
for Midnat laengst er passeret, taenker Paris ikke paa at laegge sig til
Hvile. Hele Timer kan han se den i fuld Soireepuds, hele Timer kan han
drive med Menneskestrommen ned over de fyldte Boulevarder eller paa en
Kafestol sidde og lade de brogede Billeder passere sig Revue. Der er nok
baade for Oje og Ore. Det er som en hel ny Verden, der rulles op for ham
i et Rundmaleri uden Ende. Men naar til Slutning Rejsetraetheden dog gjor
sin Virkning gjaeldende, og han endelig sent vender tilbage til Hotellet,
er han i Grunden yderst forbauset. Han havde ventet at blive overvaeldet,
blaendet, berust, og det er helt andre Indtryk, han bringer med fra sin
forste Visit. Paris har forekommet ham meget mindre, og mindre glimrende
ogsaa, end han havde troet, men den har samtidig forekommet ham saa
maerkvaerdig hjemlig og hyggelig. Det er Fornemmelsen deraf, der behersker
alle andre, og det er med Velbefindendet, som denne Fornemmelse vaekker,
at han gaar i Seng. Naar han den naeste Morgen vaagner, har han slet intet
Hastvaerk for at komme ud igjen. Han synes, han har vaeret laenge i Paris,
og at han allerede er halvvejs fortrolig med dens Liv. Det er det samme
Faenomen, man ogsaa undertiden kan iagttage overfor Mennesker, man seer
forste Gang. Man har hort saa Meget om dem paa Forhaand, at de er voxet
op til Noget, der naesten forskraekker. Og saa, naar man har talt med dem i
fem Minutter, er det, som man havde kjendt hinanden i Aar. Den
instinktmaessige Folelse af, at Tiden vil gjore En til gode Venner, har
tilbagevirkende Kraft.

Dette forste Indtryk af Paris er det, der kommer hyppigst igjen, og det
er ogsaa det, man til Slutning bliver staaende ved. Man skal dog ikke
vaere bange; de andre, som man havde ventet, udeblive langtfra heller.
Under Touristbesogets tumlende Faerd dukker den forste Aftens douce
Fornemmelse af Hygge hurtigt under i lutter Blaending, lutter Beundring
af, hvor Paris er stor og glimrende. Det er fra Morgen til Aften en
Sandserus, der intet Ojeblik horer op. Blot en Vandring ned over
Boulevarderne med deres Tusinder af krydsende Ekvipager, med deres
Spejle, som reflekterer det brogede Gadeliv, saa det bliver et Virvar
uden Ende, med deres Udstillingsvinduer, bag hvilke Alverdens vildeste
Luxus holder sine Saturnalier, blot en Vandring forbi Palais-Royals og
Rue de la Paix' Juveleerboutiker eller gjennem Avenue de I'Operas
Paladsgade i elektrisk Fe-Illumination, alene det er et fortumlende,
overvaeldende Festtog. Og saa kommer Monumenterne: den gigantiske
Triumfbue, der rager op over hele Paris, som den vilde saette Indsegl paa
Byen og sige: dette er storre end selv det antike Rom, storre end Noget,
hvortil Menneskeslaegten endnu er naaet--Triumfbuen med Rudes Trophae, den
mest bevingede Tanke, moderne Skulpturkunst har fodt, et Vaerk, hvori
Enthousiasmen skriger, saa selve Stenen synes at faa Fart og flyve. Paa
den anden Side af Seinen, ligeledes ragende op, saa den kan sees overalt,
Invalidedomens gyldne Kuppel, hvor ved Kejsersarkofagen under den maegtige
Hvaelving ligesom hele Frankrigs historiske Storhed fylder Rummet med
vaeldige Skygger, saa det klemmer En for Brystet, og man er ved at falde
paa Knae og graede. Fremdeles, spredte rundt omkring, de ligesaa
forskjelligartede som hver i sin Stil uforlignelige.

[Illustration: Rudes Trophae: Le Depart.]

[Illustration: Invalidedomen.]

[Illustration: La Salme Chaptlle.]

Kirkearkitekturer: forst og fremmest la Sainte Chapelle, udvendig det
skjonneste og fineste Filigranarbejde af gothisk Bygningskunst, der
existerer nogetsteds i Verden, indvendig et rent Tusindogeennatseventyr
af de vidunderligste gamle Glasmalerier. Man staar som i en Hal, hvor
Loft og Vaegge er lutter farvede aedle Sten, kunstigt satte sammen til
Billeder, der lige fra Syndefaldet illustrerer alle de store Scener af
den hellige Historie. Og saa den middelalderlige Notre-Dame og
Madeleinens graeske Tempel og den fornemt-kolde moderne Saint-Augustin og
den lille antike Juvel Saint-Germain-l'Auxerrois og en halvhundrede
endnu, af hvilke hver enkelt vilde vaere nok til at gjore en hel Stad
beromt. For hver Gadeende naesten moder Ojet et arkitektonisk Storvaerk:
Bygninger som den nye Opera eller Pantheon med Davids Fronton, Paladser
som Louvre og Tuilerierne, Mindesmaerker som Chateau-d'Eau-Pladsens
vaeldige Republikstatue, som Vendome- eller som Frihedssojlen paa
Bastillepladsen. Gallerierne rummer de storste Skatte fra alle
Kunstskoler, Musaeer, Bibliotheker, videnskabelige Institutioner er de
rigeste, Verden ejer, Industrien stiller paa alle Kanter vort
Aarhundredes nyopdagede Vidunderlande tilskue i Fabriker, som ikke har
Rivaler nogetsteds. Og mens Oje og Aand maettes med Indtryk, viser den
glade Verdensstad samtidig ogsaa den anden Side af sit Janushoved, det,
der leer og lokker forforerisk koket til nye og atter nye Adspredelser.
Der existerer paa hele den samlede Klode ikke nogen jordisk Nydelse, som
Paris ikke har akklimatiseret. Alt, hvad Natur og Menneskesnildhed kan
byde for at gjore Livet skjont og lykkeligt at leve i Ojeblikket, alt det
er hobet sammen i denne Stad. Hvor kan det da vaere Andet, end at
Touristen, der just er kommen for i sollyse Feriedage at flagre fra
Blomst til Blomst i dette brogetrige Flor, at han til Slutning ender med
at blive ganske or af Berusning og Begejstring. Den sode Nektar gaar ham
til Hovedet. Paris bliver ham en dejlig Elskerinde, hvis Favntags Sodme
er ham det Vidunderligste, han nogensinde har dromt.

Der er jo imidlertid den Omstaendighed ved enhver Rus, at der uvaegerligt
folger en Morgen bagefter, da man vaagner med Tommermaend. Paris er ikke
det Paradis uden Slange, som Touristbegejstringen vilde gjore det til.
Paradiser horer nu engang til den Slags Sager, som ikke laenger existerer
paa Jorden. Naar den Dag kommer, da han horer op med at see Paris i Skjaer
af et flygtigt Feriebesogs Champagneskumsperler, saa kommer ogsaa
Tommermaendsindtjykket. Og jo storre Rusen har vaeret, desto staerkere
bliver det. Der er en Stund Adskilligt, man faaer Afsmag for, Mere maaske
undertiden, end der i Virkeligheden er Grund til. Heller ikke det skal
man dog bryde sig om. Ogsaa det Indtryk horer til dem, der forsvinder
igjen. Thi Paris kan taale at ses, som det er, med dets Fortrin og dets
Fejl. Touristen lokker det som en Elskerinde, der fortumler Hovedet; for
den, der har sovet Rusen ud og Tommermaendene ogsaa, bliver det en Kvinde,
med hvem han gjerne deler Hus og Hjem, saa laenge det skal vaere, fordi han
ved Siden af menneskelige Skrobeligheder, ved Siden af Luner og Lethed,
som nu engang horer Kvinden til, men som her dog ofte har den gode
Egenskab at klaede ganske kjont, finder saa uhyre Meget, som han aldrig
kan blive traet af at agte og elske. Det Indtryk af hyggeligt
Velbefindende, hvormed man begyndte sin forste Pariservisit, er ogsaa
det, hvormed man ender efter Aars Forlob. Paris er den By i hele Verden,
hvor den Fremmede finder storst Behag ved at leve. Det er ikke noget
Postulat; Tallene kan dokumentere det. Hvis det ikke var saaledes, vilde
ikke det aarlige Besog af Gjaester belobe sig til over et Gjennemsnitstal
af en Million, og Parisermenneskehavet daglig taelle omtrent to hundrede
tusinde Udlaendinge.

Sin Forkjaerlighed for enkelte Pletter af Jorden har man tidt ligesaa
vanskeligt ved at analysere som sin Forkjaerlighed for enkelte Mennesker.
For Paris' Vedkommende lader Sagen sig imidlertid gjore. I de store
Hovedtraek idetmindste er det ikke svaert at sige, hvad der vaekker
Velbefindendet, som man foler her. Til syvende og sidst beroer det
simpelthen derpaa, at Pariserlivet byder en Sum af Fordele og
Behageligheder, som man ikke finder saaledes potenserede, i hvert Fald
ikke samlede i det Omfang noget andet Sted.

Der er, for at begynde lavest nede, forst de materielle. Byen er lys og
luftig, gjennemkrydset med brede, traebeplantede Gader og Boulevarder,
hvor Solen kan traenge ind, oversaaet med Parker, Squarer og offentlige
Pladser. Den er ren, vandet og pudset og fejet fra Morgen til Aften af en
Armee af Arbejdere. Det franske Kjokken er det bedste i Verden af den
simple Grund, at Befolkningen er den rigeste og som Folge deraf den, der
stiller de storste Fordringer. Der er ingen Primor, som ikke kommer forst
til Paris, ingen Gourmandfantasi, der ikke kan blive tilfredsstillet i
samme Ojeblik den er taenkt. Fornojelser kalder paa En for hvert Skridt
man gaar. Man kan vaelge ganske efter sin Smag og sine Midler og behover
dog aldrig at vaere bange for at komme til at mangle. Al den Komfort, vor
moderne Civilisation har udtaenkt for at gjore Livet bekvemt, er i Paris
dreven til sin hojeste Fuldkommenhed. Omgangsformen er let og fri, ingen
Kasteforskjel eller Junkerstivhed trykker. Selskabslivet staar aabent paa
vid Gab for Alle og Enhver, Hoflighed og Urbanitet mellem Mand og Mand er
en Dyd, der er specifik parisisk.

Og alt det er dog kun den ydre Skal, bag hvilken der gjemmer sig en
Kjaerne, som er ikke mindre aedel, end Skallen er skjon og lokkende. Er
Paris det materielle Velvaeres By, saa er den samtidig den Stad, hvor alle
intellektuelle Krav finder rigest Tilfredsstillelse. Den centraliserer
hele Landets aandelige Liv i et langt videre Omfang, end det er Tilfaeldet
med nogen moderne Hovedstad. Hvad Frankrig rummer af Dygtighed drages til
Paris; kun der kan det finde Indvielse og Udfoldning. Og ned gjennem
Menneskealdre, lige fra Molieres og Voltaires og de store
Revolutionsheltes Dage har da under aldrig standset, utraettelig
Propaganda alle den moderne Taenknings og det moderne Fremskridts Heroer
fyldt denne By med en saadan Overflod af Ideer, at den er bleven det
lysende Fyrtaarn for hele Aarhundredets Slaegt. Som hvert Skridt i dens
Gader minder om en berommelig Fortid, som der haenger et Stykke Historie
ved hver Bro og hver Plads, saaledes er det naesten, som hvert Drag, man
aander ind af Byens Luft, er maettet med Atomer af disse store Tanker. Og
nu Kunsten! Det franske Theater behersker Verden, fordi intet andet
Theater i Verden kan maale sig med det; Paris ejer en Samling af sceniske
Artister, som ingen Tid og intet Land har kunnet opvise Mage til. Den
franske Malerskole er den, hos hvilken alle andre Malere gaar i Laere;
Munkacsy, Stevens, Nittis, Madrazzo, alle de store fremmede Mestere
kommer til Paris, fordi de foler, at det kun er der, de har Rod og Bund.
Den franske Musik er ved at overfloje den tydske og italienske, den
franske Skjonlitteratur stadig den, der i Godt som i Ondt er et
Hestehoved fremfor andre i Kappestriden.

Heller ikke Videnskaben er bleven tilbage. Hvad har Paris ikke paa alle
dens Omraader at opvise for uendeligt rige Samlinger, hvor arbejdes der
ikke i dens Fagskoler og Kollegier, med hvilke Opfindelser beriger ikke
Dag for Dag dens Laboratorier Verden! Har Paris Malere som Meissonnier og
Bonnat, Digtere som Victor Hugo og Augier og Dumas, Skuespillere som Got
og Coquelin, Musikere som Gounod og Thomas, saa har den ogsaa Laerde og
Videnskabsmaend som Renan og Pasteur. Der er ikke det Menneske med
aandelige Interesser, af hvilken Art de saa ere, der kan komme til Paris
uden at finde Impuls for sine Evner, Berigelse af sin Viden, Belaering og
Befrugtning.

Det er denne Alsidighed, der gjor Paris enestaaende. Der er Byer
rundtomkring, som kan lokke og drage med enkelte Fortrin, Paris har dem
alle paa en og samme Plet. Den er som et Menneskeaandens uhyre
Verdensudstillingspalads, krandset af Fehaver, hvor Alt er samlet, hvad
der kan gjore Hvilen sod. Den, der alene kommer for at nyde, bliver
derude, og han er dog tilfreds. Men kun den, som kommer med Alvor, og som
med Ojet aabent til at se og Tanken aaben til at laere traenger ind mellem
Paladsets Labyrinthgange, kun han faaer tilfulde Indtrykket af, hvad
Paris er for en Vidunderby. Den er ikke nogen enkelt Stad, den er
Hundreder af Staeder i een, vidt forkjellige fra hinanden som selve
Paris's Fysiognomi i de forskjellige Partier af Byen.

Blot en Gang ned over de store Boulevarder er tilstraekkelig til at se,
hvor dette Fysiognomi skifter. Forst den fornemtaristokratiske Boulevard
de la Madeleine, saa det travle Handelsliv paa Capucines og Italiens, saa
igjen en ny Karakteer, det adstadige Bourgeoispraeg over Poisonniere og
Bonne Nouvelle, og endelig Arbejderboulevarderne Temple og Beaumarchais.
Hvert Kvarters Type er forskjellig. Quartier latin og Faubourg
Saint-Germain, Montmartre og Parc Monceauxkvarteret stoder hinanden paa
Albuerne og er dog saa uensartede, som om de laa Hundreder af Mile fra
hinanden. Som man kan bruge et Liv uden at blive fortrolig med denne
Uendelighed af Byer i Byen, saaledes kan man ogsaa bruge et Liv uden at
komme tilbunds i de aandelige Skatte, der er hobede sammen her. Og da vi
dodelige Mennesker nu engang kun har et at disponere over, er den
Slutning ganske simpel, at det er en Umulighed nogensinde at blive traet
eller kjed af Paris.

Man er mellem dette Virvar et Fnug, der forsvinder, det er sandt. Men
netop i denne Forsvinden ligger et af de store Hovedmomenter, som
bevirker, at man foler sig saa vel tilpas i Paris. Der er Frihed der,
ikke blot den, som Loven, men ogsaa den, som Selskabet, Omverdenen
indrommer. Og det er de fleste Stede ellers den, som det er vanskeligst
at opnaa. Ingen orkeslos Lediggjaengers misundelige Oje vaager over, hvad
Naboen tager sig for, ingen sladderlysten Tunge falder paa at lave
Fantasihistorier derom. Man har nok i at tage vare paa sine egne Affaerer,
der bliver ingen Tid til at bekymre sig om de Andres. Man kan vaelge sit
Selskab, som man vil. Vil man vaere Eneboer, er det den letteste Sag af
Verden. Man behover kun at holde sig for sig selv, saa lever man, som man
var i en Orken. Man kan bo aarvis Dor om Dor i det samme Hus uden at
kjende hinandens Navn, man kan sidde Maaneder Side om Side ved det samme
Restaurationsbord uden at vexle et Ord. Traenger man derimod til Omgang,
saa er Adgangen til den ligesaa let, som Valget er stort. Selv for den
Fremmede er en simpel Praesentation i en Salon nok til at skaffe ham
Invitationer, saalaenge han lyster. Den nivellerende Nutid vaelter de gamle
exklusive Kredses Skranker Dag for Dag. Endogsaa enkelte af Faubourg
Saint-Germains Selskabssale begynder at blive Fortsaettelser af Gaden.
Hundreder og atter Hundreder har vaeret det laenge, ligefra Republikens
Praesidents ned til Millionaerens fra igaar, der ikke forlanger bedre end
at se sine Stuer fyldte. Det har sine Inkonvenienser, men det har ogsaa
sine Fordele. Man kan komme og gaa, som man lyster. Man kan tale med dem,
man synes om, hore paa Musik, pleje Buffeten, dandse, more sig, som man
finder for godt, man behover ikke engang hverken at sige Goddag eller
Farvel. Og denne Maade at omgaas paa er hojst karakteristisk for, hvordan
Pariserlivet er indrettet. Hvad der gjaelder for den enkelte Kreds,
gjaelder ogsaa for det store Hele. Er man kjed af den Verden, hvori man
lever, saa vaelger man en anden. Man flytter til et nyt Kvarter, saa er
det, som man var flyttet til en ny By--Ingen falder paa at soge En op.
Man forlader de gamle Saloner og de gamle Kafeer,--Ingen sporger, hvor
man er bleven af. Man kommer ikke laenger til Theatrenes Premierer, men
til Andenaftensforestillingerne, saa er det helt nye Ansigter, man seer.
Efter lang Tids Forlob kan det da passere, at man traeffer en af de
fordums Bekjendte paa Gaden. Det gaar, som det gik en beromt Kommunist.
Han moder en gammel Ven, der fortroligt trykker hans Haand og beklager
sig over, at man saa sjeldent seer Noget til ham. Det har sin gode Grund,
svarer den Anden, jeg kommer lige fra Noumea, hvor jeg har siddet i
Bagnoet i fem Aar.

Og trods alt det er der alligevel ingen anden By, hvor den Fremmede har
saa let ved at gjore sig det hjemligt som i Paris. Der er ingen, der er
saa kosmopolitisk som den. Pariseren holder haardnakket og konservativt
fast ved sine egne Vaner, men han respekterer de Andres. Han undrer sig
ikke engang over, at de har dem, men han anseer det for sin gjaestevenlige
Pligt at imodekomme dem saa meget som muligt. Kommer der en Kineser ind
paa en Restauration og traekker sine Pinde op af Lommen for at spise med
dem, saa er der Ingen, der falder i Forbauselse over det. Men kommer han
to, tre Gange igjen, anskaffer Vaerten sig selv Pinde og serverer ham, for
at Gjaesten kan folge sit Lands Skik og Brug. Det er haendet, og det er
typisk. Der er ikke den Udlaending, hvilken Nation han end tilhorer, der
ikke kan finde en Krog af Paris, hvor han kan bo, leve og spise, indrette
sig ganske, som han havde flyttet en Stump af sit eget Lands Grund
med sig.

Disse Fordele, disse Ejendommeligheder, om man hellere vil, haenger sammen
med saerlige Sider ved Parisernes Karakteer. Man paastaar, at de er
letsindige. Det er en Beskyldning, der har faaet gammelt Haevd paa sig,
men den er ingenlunde saa sand, som den giver sig ud for. Dette
arbejdslystne, sparsommelige Folkefaerd, der slider Dag ud, Dag ind uden
Hvile for at sikkre de gamle Aar, disse Mennesker, hvis skjonneste Drom,
hvis hojeste Livsmaal er en Stump egen Jord, hvor de kan frede deres Have
og leve af deres Rentepenge, kan man med Rette kalde dem letsindige? Man
dommer Befolkningen efter Gadedriverne. Men det er for en stor Part
Udlaendinge, nydelseslystne Lediggjaengere fra alle Verdens Kanter, og
Letsindighedens Templer, der har givet Paris Ry for at vaere et moderne
Sodoma og Gomorra, de er just til for deres Skyld. Det var ikke
Pariserne, der befolkede det berygtede, nu nedlagte Dandselokale Bal
Mabille; der kom hojst en for hvert tusinde Udlaendinge.

Det er ikke letsindige, Pariserne er; de er lette og letbevaegelige. De
holder af at laegge saa staerkt Solskin over Alt, hvad der haender, som der
kan laegges over det, de lader sig hurtigt rive med baade af Begejstring
og Harme, baade af store Tanker og af store Fraser. Det er derfor, de
gjor Revolution hver anden Dag. De er Optimister helt ud til
Fingerspidserne. Der kan ikke taenkes noget taknemmeligere Folkefaerd end
dem baade for den sande og den falske Messias; de har en usvigelig Tro
paa det Nye, fordi de har en aldrig slappet Forventning om, at det, der
kommer, vil bringe dem Guld og gronne Skove. Det gjor dem til store
Fantaster og til store Born. Men det er ogsaa i Kraft af denne lette,
lyse, frejdige Optimisme, at de saa omtrent er det handledygtigste Folk i
Verden. De kan ikke blot rive ned, de kan ogsaa bygge op. Er det dem, der
har slojfet Bastillen, saa er det ogsaa dem, der har skrevet med
Flammeskrift Devisen over Aarhundredets Historie, de tre magiske smaa
Ord, der har bragt Menneskeslaegten videre fremad end alle Kantske og
Hegelske og Schoppenhauerske og Hartmannske Filosofisystemer tilsammen.
Der er Ingenting, der gjor Mennesket staerkere og sundere, der er Intet,
der giver friskere Kraefter til at udrette Noget, end det altid at gaa til
Arbejdet med en Sang paa Laeben, altid at have et nyt Haab i Hjertet til
Erstatning for dem, der er gaaet i Vadsken. Det er den Slags
Letsindighed, Pariserne har, og den er der langt mere Grund til at
misunde end til at bebrejde dem. Det er maaske, naar det kommer til
Stykket, netop den, der har lagt dem de bevingede Ord paa Laeben, hvormed
de har forlost saa mange af vor Tids store Ideer, og det er i hvert Fald
den, der gjor dem til et saare opmuntrende og fornojelig Folkefaerd at
leve sammen med.

Man siger ogsaa, at Pariserne er egoistiske. Det er sandt, det er de, og
det er jo kjedeligt nok. Men det er paa den anden Side meget naturligt. I
Orkenen og i de store Masser er man altid egoistisk. Man er nodt til at
vaere det, Kampen for Livet gjor det til Selvopholdelsespligt. Det blode
Hjertemenneske kan det genere. Ogsaa ved denne Side af Parisernes
Karakter kunde der dog med god Vilje findes et sundt, opdragende Element.
Man tager sig sammen, man spaender Evner og Energi, naar man veed, at man
maa stole udelukkende paa sig selv, og at der ikke er en Haand, der
lofter sig for at holde igjen, hvis Vognen begynder at lobe ned ad Bakke.
Og desuden har Egoismen et behageligt Modstykke i en exceptionel ydre
Hoflighed. Man er indifferent, kold, ufolsom over for Naboer og Gjenboer,
man fik altfor Meget at bestille, hvis man vilde lade disse to Millioner
Omgivelsers Medgang og Modgang gaa sig til Hjerte; men man er
complaisant, imodekommende mod disse samme Ligegyldige saameget, som
Hensynet til eget Tarv tillader det. Man er ogsaa det med
Naturnodvendighed, Livet i Mylderen vilde vaere uudholdeligt, hvis man
ikke var det. Naar man i Gadestimmelen paa de store Festdage vilde trykke
og puffe og stode hinanden vilde det ende med, at Halvparten blev klemt
ihjel. Man vil nodig selv vaere mellem denne Halvpart, derfor tager man
Hensyn, derfor lader man vaere at traede over Fodderne uden Nodvendighed,
derfor hjaelper man til, saa at Alle kan komme frem. Og som det er i
Gadetraengslen, er det overalt. Man moder Urbanitet og Forekommenhed for
hvert Skridt i Paris. Selv om det kun er en ydre Politur, som der ikke
menes videre med, er den dog derfor ikke mindre behagelig. Naar det
kommer til Stykket, er den i Virkeligheden alt det, man har Behov for til
daglig Brug. At have Alverden til Busenfreunde er en baade kjedsommelig
og besvaerlig Ting. De faa paalidelige Venner, som et Menneske traenger
til, kan han naeppe have Udsigt til at komme til at mangle i en By, hvor
Udvalget er saa uendeligt som i Paris.

Og er Egoismen en Pariseregenskab, saa er Retskaffenheden, Haederligheden
det ikke mindre. Pariserne er bekjendte for deres Soliditet i Handel og
Vandel. Belejringen havde ruineret Masser af Smaafolks Velstand. Men
istedetfor at erklaere sig insolvente begjaerede de Opsaettelse og betalte
siden aerligt og redeligt Hver Sit. Da for nylig den store Borskrach
bragte Hundreder af Ubemidlede til at tabe langt mere, end de ejede,
gjorde de dog ved Slaegtninges og Venners Hjaelp Udveje for Pengene og
modte paa Betalingsdagen med de Summer, som de maaske bagefter kan bruge
et Livs Arbejde for at skaffe Laangiveren igjen.

Pariserne har en uhyre Kapitalfejl: deres graendselose Uvidenhed. Men den
generer de Fremmede mindre; det er dem selv, der lider mest under den. De
daekker den med en Glassur af medfodt Dannelse, af naturlig
Velopdragenhed, der vilde vaere mirakulos, hvis man ikke gjorde sig Rede
for Aarsagerne til den.

Den er et Produkt af Ligheden forst og fremmest, af denne gigantiske
Tanke, der er fodt i selve Paris' Hjerne og siden har gjennemsyret det
vaeldige Legeme helt ud til dets fineste Fibrer. Der existerer i Paris
absolut ingen sociale Skranker. Alle er ikke blot lige for Loven, alle er
Monsieur og intetsomhelst Andet overfor den almindelige Bevidsthed. Den
unge Adelsmand med Ahner fra Korstogene modes i det samme Fornojelsesliv
med Restauratorsonnen, hvis Fader har tjent Millioner ved at servere
Bouillon; Kudsken drikker sin Bock paa Kafeen med den Herre, han kjorer
for; Arbejderen betragter det ikke som en AEre for sig men for
Principalen, naar han byder denne tilbords med sig, og sine Kammerater.
Alle faerdes, blandede mellem hinanden, i det samme tumlende Liv, uden at
der bliver gjort Forskjel. Alle har samme Rettigheder, samme Krav paa
Hensyn. Men det giver ogsaa uundgaaeligt den simple Mand en bestemt
Folelse af, at han maa kunne haevde sin Position, at der i hans ydre
Optraeden ikke maa vaere Noget, som kan skille ham fra den hojest Dannede
og hojest Stillede. Denne Folelse er det, der virker opdragende paa ham,
og til den slutter sig alle Indtrykkene, han modtager rundt omkring i sin
vidunderlige By. At staa ved Kejserens Grav under den gyldne Kuppel og
sige sig selv, at han, der ligger der, ikke var hojere paa Straa, da han
begyndte, end En selv, ogsaa det danner og udvikler en Befolkning. Synet
af Kunstens uendelige Skatte, hvortil Adgangen uden Betaling staar aaben
for Enhver, de stolte historiske Monumenter, den daglige Faerdsel i
Luxusparker, hvor man selv er Politi, Alt, hvad man bevaeger sig imellem,
hjaelper med til denne Udvikling.

Saaledes har da i det Store og Hele Pariserne Egenskaber, der kun kan
foroge Velbefindendet, som den Fremmede foler ved at leve i deres By. De
har Skyggesider ogsaa, og adskillige, der er altfor paafaldende, til at
man kan gaa med aabne Ojne gjennem Paris uden at laegge Maerke til dem. Vi
vil tidt nok faa det se. Men de er livlige, glade, sundt folende og
foretagelsesdygtige Mennesker, som det er let at komme ud af det med, og
som det er opmuntrende at omgaas. Det er atter et af de mange Fortrin ved
Paris. Det forste og sidste af dem alle er dog det, at man i denne Stad
er i selve Verdens Centrum, at al den travle Uro, al den nervose Feber
omkring En ikke er Andet end Blodet, der banker i det uhyre Hjertekammer,
hvor alle Menneskeslaegtens Pulsaarer lober sammen.

[Illustration: Paa Boulevarden.]




PARISERINDEN.


Siden Sedandagen har Frankrig manglet et Vaaben i sit Skjold. Man har
ikke sogt noget nyt istedetfor den kejserlige Orn. Men man skulde skynde
sig at soge. En vittig Tegner kunde ellers let komme Alvoren i Forkjobet.
Han vilde ikke have svaert ved at finde et Motiv; der er et, der ligger
lige for. Et zirligt Dameskjort, der i blode, elegante Silkefolder
draperer sig for Exempel over to korsede Landsestaenger, af hvilke den ene
istedetfor Spids baerer en Rembrandthat med bolgende Strudsfjer, den anden
en Vifte eller et Par langknappede Handsker eller Sligt,--det vilde ikke
vaere fri for at vaere karakteristisk. En lille Smule ondskabsfuldt maaske,
men sanddru paa sin Maneer. Man vilde virkelig fore i Skjoldet, hvad man
hyldede i Livet.

Thi det er i den tredie franske Republik, og ganske specielt i dens
Hovedstad, hverken Praesident eller Ministre eller Folkedeputerede, der er
de egentlig Maegtige. Over dem staar der en hemmelig Regering, som i
Virkeligheden er den, der styrer Alt. Den er ikke at soge hverken i
Palais Bourbon eller paa et eller andet Redaktionskontor eller noget af
de Steder, hvor man til forskjellige Tider har villet paastaa, at den
havde sit Saede.

Den er overhovedet ikke et enkelt Sted; som den gjennemtraenger Alt, er
den ogsaa allestedsnaervaerende. Denne hemmelige Regering er Kvinden. Den
Rolle, hun spiller i Frankrig, er en fuldstaendig anden end den, der er
tildelt hende i den samtlige ovrige Verden. Hendes Haand er med i Alt,
hun er i det store Samfundsuhrvaerk Fjederen, der driver det Hele. Og det
ikke paa den Viis, som for Exempel vore gamle nordiske Skjalde og vore
moderne Digtere ville vide, at hun ogsaa undertiden skal kunne gjore det
hos os: som et Slags beaandende Muse, en Fylgje, der vaekker og flammer op
til Handling. Franskmaendene er et mindre poetisk, mere logisk Folkefaerd,
der ikke forstaar sig synderligt paa en saadan Metafysik. Den skjonne
Halvpart af Menneskeslaegten er hos dem ingenlunde luftige, aetheriske
Vaesener med vaesentlig passive, inciterende Egenskaber, det er aktivt
handlende, stundom adskilligt mere energisk handlende Medskabninger end
det Kjon, som har faaet Ord for at vaere det staerke.

Der er en hojst karakteristisk Scene, som man kan finde igjen i en stor
Hoben franske Komedier, maaske i naestendels alle, naar man vilde soge
rigtigt efter. En Herre og en Dame diskuterer Noget, der vanskeligt lader
sig realisere. Han insisterer paa Vanskelighederne, hun soger at
fremstille deres Betydning som mindre vaesentlig. Det er en Umulighed,
lyder hans sidste Replik, men hun erklaerer saa simpelthen: _"Je le
veux"._ Dermed er Historien forbi, og han maa gjore, som hun onsker. Naar
denne Scene kommer igjen og kommer igjen i det Uendelige, er det, fordi
den afspejler et Virkelighedsbillede, den dramatiske Forfatter daglig har
for Oje. Den franske Kvinde gaar Krog- og Omveje, for hun kommer frem med
sit kategoriske Imperativ. Men det indfinder sig til Slutning, og er det
engang sagt, saa maa Alting boje sig for det. Hun er i alle Forhold den
absolut dominerende. Hun er det ude paa Landet og i de smaa Byer ogsaa,
men hun er det mest i Paris. Man kan tage Pariserinden paa ethvert Trin
af Samfundsstigen; Faenomenet bliver, laempet efter de forskjellige
Omgivelser, bestandig det samme.

Det er i hendes Saloner, at de politiske Konstellationer skabes. Er det
ikke hende, som vaelger Ministrene, saa er det dog hende, der finder ud,
hvem der skal vaelges, og som saetter deres Valg igjennem. Hun forstaerker
den ene parlamentariske Gruppe og svaekker den anden, hun hverver Stemmer
for det og det Lovforslag, hun bringer den og den Interpellation til at
gjore Fiasko. Det er hende, der besaetter alle Statens Embeder. Hun farter
fra Ministre til Departementsdirektorer og fra Departementsdirektorer til
Souschefer, hun gjor Dinerer og gjor sig uimodstaaelig, hun saetter Verden
paa den anden Ende for at saette sin Vilje igjennem. Men hun har ogsaa den
Triumf, at det bestandig gaar efter hendes Hoved. Den, hun vil have til
Praefekt, bliver Praefekt, den Forfatter eller Laerde, som har fundet Naade
for hendes Ojne, bliver valgt til Medlem af Akademiet, den Officeer, som
staar under hendes maegtige Beskyttelse, springer sine Kammerater forbi og
avancerer. Det er hende, der skaber Positioner, det er hende, der uddeler
Ordensbaand og Udmaerkelser, det er ved hendes Reklame, at Kunstneren
faaer Renommee, at Laegen og Advokaten faar Klienter, det er hende, der
bringer Modebankens Aktier til at stige, som det er hende, der skaffer
Modeleverandorerne deres Sogning. _"Ou est la femme,"_ sporger den
franske Dommer, naar han vil tilbunds i Forbrydelsens Ophav. Men det er
ikke blot ved Forbrydelserne, det er ved saa at sige Alt, hvad der haender
i dette Land, at man kan gjore det samme Sporgsmaal. Seer man
Kombinationernes Vaev efter i Sommene, vil man bestandig finde Kvinden
som Islaet.

Gaar vi fra de ledende Kredse ned til den jaevnere Borgerstand, saa
skifter hendes Virkekreds, men den Rolle, hun spiller, bliver ikke mindre
dominerende for det. Hos den Handlende er det hende, der forer Bogerne og
forskriver Varerne; Manden staar bag Disken. I Restaurations- og
Kafelokalerne sidder hun ved Buffeten, tager imod Pengene, passer paa
Opvarterne, sorger for, at Alt gaar, som det skal gaa; Manden bliver
sendt paa Torvet for at gjore Indkjob eller ud i Kjokkenet for at passe
paa Gryderne. Naar man kommer ind til sin Skraedder, saa er det Konen, der
tager imod En; hun viser de forskjellige Stoffer frem og giver Raad om,
hvad man skal vaelge. Manden bliver kun tilkaldt et Ojeblik for at tage
Maal; han forsvinder, naar det er gjort, og man har saa ikke mere med ham
at bestille. Det er hende, der afgjor, om Tojet sidder eller ikke sidder,
det er hende, der ordner Betalingsvilkaarene og kvitterer Regningen.
Enhver, der har boet i Pension i Paris, veed, hvorledes disse ligesaa
talrige som karakteristiske Huse er indrettede. Konen har alle
Departementer under sig: Vaerelsefordelingen, Akkorderingen om Prisen,
Tyendet, Indkjobene, Spisesedlen og Regnskabsforingen. Mandens hele
Livsopgave indskraenker sig til at throne for Bordenden ved Maaltiderne,
ose op og skjaere for. Betroes der Andet til ham, saa er det hojst
saadanne Forretninger som at passe Lamperne og sende Bud efter
Kaminrenseren.

Man kan finde hundrede andre Exempler paa en saadan Fordeling af Mandens
og Kvindens Roller ved Udforelsen af den faelles Haandtering. I hele det
handlende og industridrivende Paris tager hun aerligt og redeligt
Halvparten af Forretningerne paa sig, og det er i Regelen netop den
Halvpart, som kraever Hoved og Omsigt og Talent. Naar den sidste store
Roman- og Dramasucces, Georges Ohnets "Serge Panine", har gjort en saa
umaadelig Opsigt, saa kan Forklaringen dertil kun findes i, at
Forfatteren som Hovedfigur i sin Skildring har stillet en Type, der
belyser dette Forhold fortraeffeligere, end det hidtil er gjort. Han er
ingenlunde nogen eminent Begavelse, han er Begynder, og saavel hans Bog
som hans Komedie har vaesentlige Mangler. Men Madame Desvarennes, denne
praegtige Bagerkone, der begynder med et Brodudsalg i en Forstadsgyde og
udelukkende ved egne Evner ender med at beherske hele Paris'
Brodforsyning, som Millionaerinde, der forhandler paa lige Fod med
Ministre, hun er ganske vist en ypperlig Skikkelse, greben kraftigt og
suffisant lige ud af Livet. Saaledes som hun er Pariserinden af
Middelklassen: kjaernesund, arbejdsomt slidende, med en Villie af Staal og
en Energi til at handle, der gjennemtraenger hendes Vaesen helt ud til
Fingerspidserne. Hun falder lidt af maaske, naar man kommer ned paa de
lavere Trin af Skalaen. Det haarde, mojsommelige Arbejderliv med alle
dets Savn svaekker Evner og Kraefter noget. Men ogsaa i disse Omgivelser
baerer hun dog sin Del af Byrden. Mens Manden gaar paa Arbejde, vadsker
hun, syer paa Maskine eller tager sig Andet for, hvorved hun kan skaffe
sit Bidrag til Livsopholdet. Mandens bliver kun altfor ofte brugt op paa
Knejpen; det er da for hendes Penge, at der haves Hus og Hjem. Og
samtidig bevarer hun stadig Pariserindens dominerende Position. Der er et
hojst karakteristisk Traek, man vil laegge Maerke til, naar man seer en
saadan Arbejderfamilie gaa ud om Sondagen. Det er Manden, der maa baere
Bornene, men det er Konen, der har Portemonnaien i Lommen, naar der
skal betales.

En saadan Rolle i et Samfund kan Kvinden ikke spille, uden at hun i dette
Samfund virkelig er et overlegent Vaesen. Pariserinden er det. Det franske
Galanteri har gjort hende dertil. Kvindetilbedelsen er ganske vist ikke
nogen specifik fransk Kultus. Men det er i Troubadourernes Land, at den
har naaet sin hojeste Udfoldning. Og det har ikke blot sin psykologiske,
det har ligesaa meget sin rent physiologiske Forklaring. Franskmaendene er
Naturer, der har hedere Blod, og som staar langt staerkere under
Sandseberusningens Herredomme end i hvert Fald de Folk, som boer nord og
ost for dem. De vil leve og nyde i Ojeblikket. De kan ikke slaa sig
tiltaals med en Betragtning som den nordiske, der stiller Kvinden paa
Marmorsokkel som et Slags Jomfru Maria, til hvem man kun naermer sig
aerbodigt offrende, gjennemtraengt af den kydske Andagt, der straaler ud
fra hele hendes Vaesen. Man har oversat Bjornsons "Arne" for dem, men de
har ikke forstaaet den; de har let af disse Mennesker, der sidder Aar og
ser paa hinanden og laenges uden engang at kunne faa deres Kjaerlighed paa
Laeben. De kjender ikke til at laenges og sukke og dromme, de kjender kun
til at besidde. Dertil har de et umaadeligt naturligt Behov, et storre
maaske end nogen anden Nation, For at tilfredsstille det er det, at de
uophorligt ligger i Stovet for Kvindens Fodder; Opnaaelsen af hendes
Gunst er Lyset, hvorom de bestandig svaermer. Hun veed det, hun seer dem
offre Alt for hendes Skyld, hun lever i en Atmosphaere, hvor hun horer det
summe omkring sig af et permanent Kor, der tigger om Kjaerlighed. Derfor
er det, at hun ikke blot selv foler sig som en overordnet Skabning, men i
Virkeligheden ogsaa bliver det.

Det franske Galanteri er det, der forst og sidst skaber Pariserindens
dominerende Stilling. Hun har imidlertid ogsaa Egenskaber, som berettiger
hende til at indtage den. For at se dem i fuld Belysning maa man se hende
i de store, kritiske Ojeblikke. Historien har vist hende i saadanne.
Revolutionens Kvinder er Skikkelser, der rager Hoveder op over
almindeligt Menneskemaal. Men det er ikke nodvendigt at gaa saa langt
tilbage. I selve vor Tid har Paris' Belejring paa den mest glimrende
Maade lagt for Dagen, hvad Pariserinden er i Stand til at udrette. Er
disse sorgelige Vintermaaneder trods Alt komne til at staa som et af de
stolte Kapitler i Frankrigs Annaler, saa er det vaesentlig hende, der har
AEren derfor. Hendes Opoffrelser, Udholdenhed, Heltemod var mange, mange
Gange mere vaerd end den mandlige Befolknings. Hvad gjorde Maendene
egentlig, naar man vil se ganske koldt og nogternt paa Sagen? De slap for
at arbejde og agerede Soldater, men det generede dem ingenlunde i nogen
overordentlig Grad. De stod op om Morgenen Klokken Ni og tog deres paene
Uniform paa og spadserede i den stolte og selvtillidsfulde omkring til
Klubberne og Bevaertningsstederne for at deklamere og holde Taler; eller
de trak ud i Forskandsningerne, men heller ikke der var Livet synderlig
surt for dem. Tjenesten var ikke streng; de kunde spille Kort og gjore
sig det fornojeligt paa mange Maader. Udfald blev der kun yderst sjelden
Tale om. Engang imellem sprang der en Bombe; det var til Slutning naesten
blevet en Adspredelse for dem. De var tappre, ganske vist, men det var de
af Natur, og det kostede dem Ingenting.

Kvindernes Rolle derimod var en hel anden. De havde for det Forste med
det Forudseenhedens Instinkt, der er Kvinden egent, anet, at Belejringen
vilde komme og forberedet sig paa den. Da Paris blev indesluttet, rummede
den indenfor sine Volde enorme Oplag af mange andre Livsfornodenheder end
dem, Regeringen havde sorget for. De var blevne hobede sammen ved privat
Initiativ af kloge, forsynlige Kvinder. Ikke for at de selv kunde blive
ved at leve i Overflod; det viste de, da Mangelen kom. De fornemme Damer
forenede sig i Selskaber, der tog sig for at gaa fra Dor til Dor i hele
Byen og banke paa overalt og sporge, om Nogen led Nod. Blev der svaret
ja, gav de med rund Haand, hvad der ikke engang kom paa deres eget Bord.
De Syge fik AEggene, som de havde gjemt, og som til Slutning var en halv
Louis vaerd Stykket, Aspargesbundter, der i de faa Butiker, som endnu
kunde holde aabne, blev solgte for fem hundrede Francs, selv nedsaltet
Kjod og Sligt, der ikke var til at betale. De sendte deres Linned til
Lazaretherne, de tog, naar de modte en forfrossen Stakkel paa Gaden,
deres eget Toj af og haengte paa ham. Og Kvinderne af de lavere Staender
gjorde endnu mere. De stod op om Natten Klokken To, Tre og stillede sig i
Queue udenfor Mairierne for at faa de Kort udleverede, som de kunde hente
Brod paa. Der stod de indtil Morgenstunden, tidt i mange Graders Frost og
i Sne til Knaeerne, ikke Fattigfolk alene, men Koner og Dottre af
Familier, som havde deres ti, femten tusind Francs om Aaret at leve af.
Det var i Virkeligheden Pariserinden, ikke Pariseren, der forte Paris'
Belejring. Og med hvilken vidunderlig Folelse af Solidaritet, med hvilken
Sejghed i at ville holde ud til det Yderste hun taalmodig, aldrig svag og
aldrig modlos, bar de tusinde Opoffrelser, der faldt i hendes Lod, derom
kan man hore Fortaellinger nok af ethvert Ojevidne. En Dansk, der ved den
Post, han beklaedte, ansaae sig forpligtet til at blive i Byen, har
skildret mig disse Dage som en eneste uafbrudt Heroisme af den parisiske
Kvinde. Denne Heroisme har endnu ikke fundet sin Digter. Men han vil
komme, og han vil blive en af de storste, saavist som den Bedrift, han
har at forevige, er en af de storste, vore Dage har set.

Pariserinden er uendeligt mange Gange bedre end sit Rygte. Det
traditionelle Billede af hende som et letfaerdigt, nydelsessygt Vaesen,
uden Hjerte og uden Sands for Livets alvorlige Interesser, er et rent og
purt Fantasibillede, stobt over enkelte iojnefaldende Modeller, men
fuldstaendigt misvisende og forvirrende, naar man vil gjore det alment
gjaeldende. _"La femme du cabaret",_ den Kvindeskikkelse, som Zola har
gjort typisk i "Nana", Forraadnelsesvibrionen, som odelaegger Slaegter og
dekomponerer Samfundet, hun existerer ganske vist, men med den egentlige
Pariserinde har hun i Virkeligheden Intet at skaffe. Hun gjor umaadeligt
Sprael, hun fylder det store, offentlige Paris, Fornojelseslivets Paris
med sin skrigende Toiletteluxus og sit Vilde Nydelsesbegjaer. Touristen
seer hende der for hvert Skridt, han gaar, og han dommer saa let det, han
ikke seer, efter det, han seer. _La femme du cabaret_ er kun til for det
Paris, hvis Faerd begynder paa Hjornet af Boulevard des Italiens og ender
ved Boulogneskovskaskaderne, for Kobbelet af drivende Gommeuxherrer, hvis
hele Liv gaar op i Jagt efter hende af den simple Grund, at de ikke har
hverken Tilbojelighed eller Evner til at lade det gaa op i nogetsomhelst
Andet. De arbejder ikke i Ateliererne, de skriver ikke Boger, de holder
ikke Forelaesninger, de studerer ikke i Laboratorier og Bibliotheker. Men
Noget skal de jo dog have at beskjaeftige sig med, og af deres Behov til
at slaa Tiden ihjel er da _la femme du cabaret_ fodt. Hun existerer kun
for dem. Men dette Kobbel er alt i alt kun et Par tusinde Stykker hojst
af Millionbyens Befolkning, og derimellem er der atter kun nogle faa
hundrede Parisere. Resten horer til den store Rastaqouairslaegt, disse
gaadefulde Vaesener med gulbrun Teint, med en forunderlig fremmedklingende
Dialekt, hvis Oprindelse Ingen er i Stand til at definere, og med
Millioner, som det vil vaere endnu vanskeligere at sige, hvor og hvorledes
de er tjente. Jo mere disse exotiske Planter indpodes i Pariserlivet,
desto frodigere udbreder Forraadnelsesvibrionen sig. Men det er en
naturhistorisk Lov, at den kun saetter sig paa de allerede dodsdomte
Organismer. Den angriber aldrig de sunde, og derfor har den Vibrion,
hvorom der her er Tale, heller ikke angrebet de sunde Samfundslag i
Paris, de Samfundslag, der er Kjaernen af den store Stads Befolkning.

[Illustration: Pariserindetype i Vinterdragt.]

Den franske Romanliteratur og det moderne franske Drama har bidraget
staerkt til at stille disse Nanafigurer _en evidence_ og stotte Overtroen
om, at Pariserinden som Helhed er skabt i deres Billede. Faenomenet er
forklarligt. Ligesaavel som Udlaendingen, der kommer til Paris for et
flygtigt Besog, faester den parisiske Forfatter vaesentlig sin Opmaerksomhed
ved de Sider af Byens Liv, der springer staerkest i Ojnene. Og _la femme
du cabaret_ gjor det unaegtelig mere end nogen anden. Derfor har
Skribenterne kastet sig over hende. Da den yngre Dumas havde opdaget sin
Demimondedame, maatte der ganske naturligt folge en hel Literatur om det
samme Thema efter. Men denne Literatur staar nu ved sin Ende. Forfatterne
har udtomt AEmnet, og Publikum er blevet kjed af det. Det er gaaet her som
hjemme hos os med Komedierne, hvori Konerne lober bort. Figuren existerer
i Livet, og derfor interesserer den til en Tid baade Digtere og Publikum.
Men naar det faar den samme Kost serveret for tidt, saa ender det med at
sige: dette er usundt. For hver, der lober bort, er der Hundreder og
Tusinder, som bliver ved Hjem og Born. De er mindre taknemmelige at
skrive om, men de er Regelen ikkedestomindre, og vi vil ikke have
Undtagelsen praesenteret som Regel. Saaledes ogsaa i Frankrig. Man har
faaet altfor mange Baronesse d'Ange'r og Marguerite'r og Nana'er, man er
nu kjed af dem. Zolas sidste Bog "Pot-Bouille" vakte kun et Indtryk af
Vaemmelse hos Kritik og Laeseverden. En hel anden Literatur om helt andre
Ting er i Faerd med at dukke op. Den vil voxe hurtigt og frodigt, netop
fordi Trangen til den er saa overordentlig stor, og i den vil det ikke
laenger vaere den frivole Kvinde, hvorom der bliver Tale, men
Pariserindetyper af en hel anden Art, der er baade smukkere og sundere
og sandere.

Thi Pariserinden er ikke frivol. Hojst har hun ved Siden af store
borgerlige Dyder den Mangel: at vaere hverken synderlig dyb eller
synderlig trofast i sin Kjaerlighed. Det kommer nu for det Forste af den
omtalte ejendommelige Stilling, hun indtager overfor Manden. Traeffer hun
en sjelden Gang det hende overlegne Vaesen, som hun bestandig soger efter,
saa er der naeppe nogen Kvinde, der kan vaere saa hel og opoffrende i sin
Kjaerlighed som hun. Men i Reglen ser hun ned paa den, der skulde vaere
hendes Herre; hun gjor det, fordi han selv gjor sig til hendes Slave. Og
dernaest skriver Losheden i Kjaerlighedsforholdet sig fra Skyggesider ved
den Institution, som skulde hellige og faestne det. AEgteskabet er i
Frankrig en ganske ejendommelig Ting. Indtil det Ojeblik, da hun er
giftefaerdig, holdes den unge Pige straengt under Moderens eller
Klosterpensionens bestandigt vaagende Oje. Alt, hvad der kan udvikle
hende til Kvinde, fjaernes principmaessigt fra hende; hun skal vaere og
vedbliver at vaere et Barn. Saa en Dag finder hendes Familie en ung Mand,
hvis Stilling byder AEkvivalent for den Medgift, hun kan bringe. Man
arrangerer Partiet, hun selv bliver kun _pro forma_ spurgt om sit
Samtykke. Vielsen folger umiddelbart efter, og hun er da for hele Livet
bunden til et Menneske, som hun ikke kan elske, dels fordi hun ikke
kjender ham, og dels fordi hun ikke har nogetsomhelst Begreb om, hvad
Kjaerlighed er. Sligt kan ikke skabe Trofasthed. Pariserinden er trofast
som Moder, men hun er det ikke som AEgtefaelle. Hele hendes Liv gaar op i
Bornene, i Forholdet til Manden kommer der kun sjelden nogen virkelig
Intimitet. Han er og vedbliver at vaere hende en Fremmed; hojst
karakteristisk siger hun altid "De" til ham og saetter bestandig i Omtale
det ceremonielle "Monsieur" foran hans Navn. Hun har aldrig folt sig noje
knyttet til ham, og Baandet binder derfor ogsaa kun lost. Hun giver sig
let hen; hun gjor det af Fantasi, Kaprice, Nysgjerrighed, og hun laegger
ikke nogen overdreven Vaegt derpaa. Hendes Sjael er kun sjeldent med deri,
og hun betragter det ikke som nogen stor Synd. Men om sine Pligter
overfor Familien har hun en altid vaagen Bevidsthed. Hvad hun end kan
fristes til at gjore, sin Mands borgerlige Stilling kompromitterer hun
aldrig. Tvertimod, hun arbejder for den, hvor hun kan, og hun arbejder
forst og fremmest for Bornene. At skabe deres Fremtid er den Livsopgave,
hvorpaa hun saetter al sin Energi ind.

Hun er i sin daglige Faerd en god Okonom, og hun er alt andet end
fornojelsessyg. Det er i den jaevne, borgerlige Pariserhusholdning Manden,
der stadig turer rundt paa Kafeer og offentlige Steder; Moderen bliver
ved Hjemmet og Bornene. Naar hun et Par Sommersondage kan tage paa
Landet, helst med sin voxne Son, saa er det Alt, hvad hun forlanger. Hun
holder af at pynte sig, det er ganske vist, men hun forstaar tilnod at
gjore det med meget Lidt. Hun kjender den Kunst at kunne klaede sig paa.
Det er ikke Luxus'en, hun udfolder, der gjor det; Arbejdersken, der gaar
barhovedet fra sin Fabrik, har i den fattige sorte Kjole den samme
Chiched, den samme Elegance over hele sin Person som Damerne paa Moden.
Med et Par Baand om Sommeren, en Smule Pelsvaerk om Vinteren tager den
lille Borgerdatter sig ud som en Fyrstinde. Denne Pariserindens Evne er
specifik parisisk. Den er et Produkt af Aarhundreders Civilisation, men
den er et Produkt forst og fremmest af selve Omgivelserne, af den
hemmelighedsfulde sjette Sands, som Alt i denne Kunstens og Pragtens og
Smagens Stad hjaelper til at udvikle. Det er en Hemmelighed af samme Art
som den parisiske Kunstarbejders. Man har gjort Forsog i andre Lande paa
at indforskrive ham; man har budt ham de mest glimrende Betingelser, man
har givet ham indtil fem og tyve Francs om Dagen, og han er kommen. Men
kun en ganske kort Tid beholdt hans Arbejde det samme Ubestemmelige over
sig, som det havde, naar han udforte det i Paris. Han glemte
Hemmeligheden, naar han kom bort fra Paris' Luft. Den ligger i den, og
det gjor Pariserindens ogsaa; den kan ikke exporteres.

Hun selv kan det heller ikke. Hun elsker sin By, hun kan kun trives i
den, og hun horer kun hjemme i den. Hun er selve Personifikationen af
dens Liv--elegant, forforerisk tillokkende i sin ydre Form, let til at
lade sig rive med og ogsaa let til at slippe idag, hvad der tog hende
fangen igaar. Men ved Siden deraf intelligent, arbejdsom, energisk, en
Smule for forelsket maaske i det Ubekjendte, men begejstret for Alt, hvad
der er stort, og i Stand til at kunne voxe op i Hojde med det, i Stand
til i de betydningsfulde kritiske Ojeblikke at kunne blive den overlegne,
heroiske Kvinde, for hvilken en Nation som den franske og en By som Paris
har Behov.




VINTERLIV I PARIS.


Klimaet

Der gives Laeger, som paastaa, at Paris til sine ovrige store og gode
Egenskaber ogsaa fojer den: at besidde et ganske exceptionelt Klima.
Saerlige Hojdeforhold, Dalstrog, gjennem hvilke Sobrisen kan naa Byen,
samt andre lignende gunstige Omstaendigheder ved dens Beliggenhed gjor det
let forklarligt, siger de. Det er muligt, at de har Ret; for Laegfolk er
det vanskeligt at kontrollere deres Udsagns Rigtighed.
Dodelighedsprocenten i Paris, sammenholdt med den i andre store Byer,
taler i Favor af dem; Bronchitis-Epidemien og hele den Mylr af
Vinterskrobeligheder, hvorunder Pariserne lide, mere end nogen anden
Hovedstadsbefolkning, synes derimod at gjore deres Paastands Rigtighed
endel betinget. Men hvad der ialfald er sikkert, det er, at Paris har et
ganske ejendommeligt Vinterklima. Det er saa specielt, at det naesten ikke
kan taenkes andetsteds, udpraeget parisisk som Fiakrernes Kudske, som
Arbejderskernes smaa lakerede Sko og kulorte Stromper, som Gadesaelgernes
Raab om Morgenen, som Alt, hvad der er mest exklusivt parisisk i den
store Stads Fysiognomi.

Morsomt nok er tillige de Hovedtraek, der karakterisere den parisiske
Vinter, de samme, der giver selve Pariserlivet dets vaesentlige Saerpraeg.
Det er et Liv i stadig Feber og Uro, et Liv med de mest skrigende
Kontraster klods op paa hinanden. Og saadan er ogsaa Vinteren. Den ene
Dag bidende Frost og skinnende hvid Sne over alle Gader og Huse. Men om
Natten traekker der Skyer op; naar man vaagner om Morgenen, pisker Regnen
ned i Skyller eller rettere i Skybrud, og om Aftenen er Alt forandret.
Man vil i forste Ojeblik, naar man kommer udenfor Gadedoren, ikke tro
sine egne Sanser. Man springer fra Fortovet ud paa Gaden i den Formening,
at Varmen, som slaar En imode, maa stige op fra et eller andet
Kjaelderkokken, saa maettet kan Luften, vaere med lummer, unaturlig Hede.
Den naeste Dag er Sneen borte; Folk gaar og stonner i Sommeroverfrakker,
Foraarssolen skinner over Boulevarderne, hvor Publikum sidder udenfor paa
Kafeernes Fortovsstole, det er saadant Noget som tolv, tretten Graders
Varme. Pariserne holder ikke af Kulden, og Alverden er folgelig inderlig
fornojet. Man pynter sit Foraarstojs Knaphuller med Violbuketterne fra
Nizza, man kjorer i Boulogneskoven med lidt Pelsvaerk paa, men i aaben
Vogn, og man troer Vinteren skrinlagt for denne Gang. En skjonne Nat
springer imidlertid Vinden atter om til Nord, og det er i en
Haandevending forbi med det sydlandske Klima. Sneen drysser igjen,
Sovekamrenes Vandkander har Is paa sig om Morgenen, Folk slaas om de
opvarmede Drosker, Paris ligner en sibirisk By, skriver Aviserne.

Vinteren i Paris kan vaere alvorlig nok. Men det er ikke rigtig Alvor med
den; den har ingen Stadighed paa sig. Og Pariserne tager den da heller
ikke selv alvorlig. De iforer sig ikke en Oktoberdag Vinterfrakken for
saa at baere den stot til hen i April eller Maj, de kjender ikke til
Aarets Inddeling i to Halvparter, en, da man fyrer i Kakkelovnen, og en,
da man ikke gjor det. De leger med Vinteren, som den leger med dem. Naar
det er koldt, binder de et Torklaede om Halsen af Frygt for at blive haese
eller faa Snue; det Halvkomiske og Ildeklaedende, der er ved den Slags
Upasselighed, har de en overdreven Skraek for. Men egentlig garderede mod
Kulden ser man kun de Faerreste. De fryser med Anstand i Bevidstheden om,
at det ikke er Andet end noget rent Forbigaaende. Naar der er Sne og Is,
giver Aviserne lange Beskrivelser af; hvordan det hvide Vinterklaede har
draperet sig om den og den Statue, hvor eventyrlig Champs Elysees' Traeer
ser ud med den hvide Rim paa deres Grene, eller hvorledes Solreflexerne
bryder sig i Concordefontaenens Iskrystaller. Og den store
Lediggaengerverden i Paris skynder sig ud for at kigge paa dette Skuespil
med samme Nysgjerrighed, som den kigger paa Eskimoerne i Jardin
d'Acclimatation eller paa en Bande Zulukaffere, der danse Krigsdanse i
Folies-Bergere. Sneen bliver for Pariserne, hvor tidt de end har set den,
ved at vaere noget Aparte, Noget, der ikke horer til. Klager man over, at
den gjor Gaderne ufremkommelige, saa smiler de og ryster paa Hovedet ad
Ens Ubekjendtskab med Forholdene. "Aa, i Paris bliver saadant Noget kun
liggende en Dag," siger de. "Naar vi blot faar Regn inat, saa er det
Altsammen borte imorgen tidlig."

Man faar imidlertid ikke altid Regn om Natten. Det kan til Trods for de
kjaere Indfodtes Rysten paa Hovedet sne baade otte og fjorten Dage i Traek
i Paris. Det er sjeldent, men det kan dog arrivere. Og gjor det det, saa
er man temmelig ilde faren med sin Behandling _en canaille_ af Vinteren.
Der kommanderes en Armee paa en Snes tusind Mennesker ud for at rense
Gaderne, og Kommunekassen anvender et Par Millioner til dette Arbejde,
men det hjaelper Altsammen Ingenting. Det er Leg med Skovlingen, Leg med
Bortkjorselen, Leg med det Hele. Sneen spaerrer Faerdselen, Paris er den
forfaerdeligste Mudderso, der kan taenkes, lige til Regnen kommer. Forst
den kan gjore rent, kun den er vant til det. I den Tid, Uforet staar paa,
er Pariserne om en Hals med deres Fodtoj, som kun er beregnet paa blanke
Asfaltfliser. Men drage sig Ubekvemmelighederne til Laere, det falder de
aldrig paa.

Saalaenge Kulden har varet, har de bundet Torklaedet om Halsen og slaaet
Kraven op om Orene, men naar Regnen er kommen og Sydvinden igjen blaeser
den milde Luft fra Violernes og Rosernes Land ind over Byen, saa slaar de
atter Frakkekraven ned, ryger uden Overtoj deres Cigaretter ude paa
Gaderne om Aftenen i Mellemakterne, kjorer i Boulogneskoven i aaben Vogn
og uden Pelsvaerk og ler, naar man fortaeller dem, at det kan vaere akkurat
ligesaa fuldblods Vinter i Paris som oppe i de Lande, hvor de bilder sig
ind, at der spaserer Isbjorne omkring i Gaderne.

Ejendommeligt nok kjender de Sydlaendinge, der er paa Besog i Paris,
Italienere, Spaniere, Orientalere, i Reglen ikke engang denne Forandring
med den op- og nedslaaede Frakkekrave og med Halstorklaedet. Man ser i ti
Graders Frost en burnusklaedt Fyr spasere ganske rolig og flegmatisk
omkring i det samme Kostume som paa en solglodende Augustdag. Jo laengere
mod Syd, desto mere haerdede synes Folk at blive mod Kulden. Det er det
samme Faenomen, som naar en Vestindianer kommer til Norden. Han taaler den
forste Vinter fortraeffeligt, han har saa megen opsparet Varme i sig. Vi
Nordboere derimod er kuldskjaere, Vi finder os kun med Vanskelighed i
Pariservinteren; vi fryser i Stuerne, hvor det flammende Favnestykke ser
saa nydeligt ud, men kun indbilder os, at det varmer, og vi lider under
disse evindelig springende Temperaturforandringer, under disse abrupte
Overgange med kun en Nats Mellemrum fra isnende Vinter til varmt Foraar.
Vi kan ikke taale Kulden, naar den endelig engang imellem gjor Forsog paa
at agere alvorlig, og vi kan endnu mindre taale den permanente Uro
i Vejret.

Man har set Vintere i Paris, i hvilke Pariserne har vaeret ovenpaa, har
gaaet omkring og badet sig i varmt December- og Januarsolskin og bildt
sig ind, at de var i Monaco. Men det er Undtagelserne, Regelen er
adskilligt mindre behagelig. Som oftest kan man taelle de Vinterdage, paa
hvilke Vejret ikke er maettet med nervos Feber, og dem ogsaa, da det ikke
regner. I de fire Maaneder fra November til Slutningen af Februar baerer
man sig ad som en klog Mand, naar man i Paris ikke gaar ud uden Paraply.
Gjor man det, har man de allerstorste Chancer for at komme gjennemblodt
hjem. I December og Januar kan det desvaerre kun altfor grumme ofte falde
paa at ose sine otte og fyrretyve Timer i Traek, i November og Februar
horer det til Regelen, at der vaelter Skybrudsbyger ned hvert femte Minut
paa Dagen. Og kommer der endelig ved Aftentid, en lille Smule Ro, saa er
Taagen der strax. Henimod Slutningen af Vinteren er Alt saaledes
gjennemtraengt af Fugtighed og Vanddampe, at den kan antage ligefrem
faenomenale Dimensioner. Det passerer forholdsvis ofte, at Omnibusserne
maa standse deres Ture flere Timer for reglementeret Tid, fordi de kjorer
vild, hvor Gaderne krydser hinanden, og man har endogsaa oplevet hele
Dogn, da al Faerdsel var spaerret af Taagen. Hele Paris er da fyldt af en
saa absolut uigjennemtraengelig Damp, at der paa hvert Gadehjome maa
opstilles Politibetjente med taendte Fakler for at hjaelpe de Gaaende til
at finde den rette Vej. Pariserne tager alle slige Ubekvemmeligheder
uhyre let og uhyre elskvaerdig som saedvanlig; Paris er og bliver deres
kjaere Paris, hvor Alt med Djaevels Vold og Magt skal vaere fortraeffeligere
end nogetsomhelst andet Sted i Verden. Og de Fremmede, der er komne til
Paris for at befinde sig vel, er ligeledes saerlig oplagte til at se
Alting i Rosenskjaer; det er nu engang Parolen, og med en til Alverden
udstedt Parole har Sandheden svaert ved at kaempe. Derfor holder den gamle
Overtro om, at Vinterklimaet i Paris er sundt og behageligt, sig stadig.
I Virkeligheden kan man saette et rodt Kors i Almanakken ved de Aar, da
Vejret ikke bringer En til Fortvivlelse. Naar der er Tale om Klimaet, er
det Vanvid at rejse til Paris de fire Maaneder, dens Vinter varer.
Efteraaret og Foraaret, hele Forsommeren ogsaa til langt hen i Juli er
henrivende, Vinteren derimod som oftest alt Andet end behagelig.

Velgjorenhedsballer.

Hvori Velgjorenheden bestaar, skal jeg ikke kunne sige. Der er Ingen, som
har kunnet fortaelle mig det. Pariserne bekymrer sig aldrig om at gaa
tilbunds i den Slags Sager. Paa Hjornet af Avenue de l'Opera rejser der
sig to hoje, kolorerede Master med et stort Skjold i Flagindfatning. En
Inskription paa dette Skjold oplyser om, at man mod Erlaeggelsen af en
Louis og under den Betingelse, at man er i Baltoilette, vil kunne blive
admitteret til et "Grand bal de bienfaisance", som den forstkommende
Loverdag gives i Hotel Continental under Protektorat af Handelsstandens
eller andre Staenders Damer. Endvidere fortaeller Plakater, som er
opslaaede i de til Ballokalet horende Spillesale, at et Spil Kort koster
fem Francs i Leje for en halv Time, hvilke fem Francs ere _"au profit de
l'oeuvre"_. Det fremgaar heraf, baade at der er et "oeuvre", og at man
gjor vel mod sine Medborgere ved at give Louis'er og Femfranker ud til
Bedste for det. Videre Oplysning om Velgjorenhedens specielle Ojemed har
Pariserne hverken Tid eller Trang til at forskaffe sig.

Hvad Ballet er, skal jeg derimod tillade mig at fortaelle. Disse
Velgjorenhedsballer spiller en ikke ringe Rolle i det parisiske
Vinterliv. Fra Begyndelsen af December er der regelmaessig et af dem hver
Lordag, og intet af dem har under et Par tusind Deltagere, Et saadant
Besog taler tydeligt nok for deres Hensigtsmaessighed, selv om der ikke
fandtes noget "oeuvre". De udfylder et Hul, de tilfredsstiller en Trang,
Masser af Parisere og fremfor Alt det langt overvejende Flertal af de
Fremmede vilde slet ikke faa danset uden dem hele Vinteren igjennem.
Faubourg St. Germain er endnu saa omtrent en lukket Verden undtagen for
dens Egne. Men det parisiske Bourgeoisi, det aegte, gamle, grundmurede
Bourgeoisi, der har store Hoteller og Formuer, som er store nok til
Baller, det er naesten endnu mere hermetisk lukket. Den officielle Verdens
Soireer er aabne ganske vist, men Kredsen, som kan faa Adgang til dem,
har dog altid sin Begraendsning, og saa kjeder man sig desuden saa
gudsjammerligt paa dem, at Ingen gider komme der. Smaa, hyggelige, jaevne
Familieballer, som hos os, kjender Paris ikke. Kan man sidde ti Personer
sammen i en almindelig Families Dagligstue, saa er det Hojden; kan man
betale Husleje, Husstand og Toiletter, saa er det ogsaa Hojden i dette
dyre Paris, hvor en Familie, der stiller mindste Fordringer til Livet,
umuligt kan leve under ti, femten tusind Francs om Aaret. Til Baller
bliver der paa ingen Maade Raad. Og hvem skulde man ogsaa indbyde? Enten
er der ikke unge Piger i Huset, og saa kommer der ingen unge Mennesker,
eller ogsaa er der unge Piger, og saa kommer der to eller tre. De kommer
der fjorten Dage, til Foraeldrene uden at falde med Doren ind i Huset kan
sporge dem, om de vil vaere Svigersonner. Vil de, saa har man ikke Behov
for nye Ansigter; vil de ikke, saa faar de paa en hoflig Maade Lobepas
for at give Plads for Andre. Bekendtskabskredsen omfatter aldrig paa
samme Tid mer end nogle ganske enkelte AEgteskabskandidater.

Det er derfor, Velgjorenhedsballerne virkelig gjor vel mod de danselystne
Pariserbeboere. Alverden er admitteret for en Louis, og Alverden kommer
der. Det vil sige ikke de, der har deres egne lukkede Baller; de bliver,
forstaar sig, paa egen Grund. Og naturligvis heller ikke paene unge Piger
af paene, dannede Familier. Men dem regner man ikke med i Paris; deres
Existens foregaar i det Skjulte, der findes Parisere, som paastaar, at de
aldrig har set dem. Men ellers kommer der en Smule af Alt paa disse
Baller. Selskabet er broget som Blomsterfloret i en Gartnerbutik, aegte
demokratisk, som det sig hor og bor i en aegte demokratisk Republik.

Det kan deles i tre Hovedgrupper: de Graadige, de Blaserede og
Soupeuserne.

De Graadige kommer Klokken ni, naar Ballet begynder Klokken ti. De er fem
i en Droske, og de fornemme Portierer ser ned paa dem med knusende
Foragt: de veed ikke, de Stakler, at det altid i Paris, naar man er i
Gala, koster ti Sous at faa sin Vogn lukket op. Den mandlige Part af dem
har broderede Skjorter, krollet Haar og hvide Handsker med Fingerspidser,
i hvilke Fingrene ikke kan komme helt ned. Er de i Besiddelse af Klaphat,
saa har den altid kulort Foer, helst violet, men dog ogsaa af og til
ceresa og spanskgront. Damerne excellerer i faerdigsyede Atlaskes
Nederdele fra "Printemps" til niogfyrretyve Francs og halvtreds. Af og
til ser man dog ogsaa sytten-atten-aars Piger i hvidt Alpacca, naesten
altid tre, fire i Folge med en gammel, graahaaret og frakkeklaedt Papa.
Sode Ansigter, tidt uden Sminke, store, glade Barneojne, Halse, hvor
Skulderbenet stikker frem, og Overkroppe, der dingler genert, som om de
ikke sad rigtig fast endnu; de kunde vaere fortryllende, naar de bare ikke
havde Mani for at trippe om paa rode Ben ligesom Storkene. Himlen maa
vide, hvorfor de har forelsket sig i de rode Stromper.

Saa er der dem, der har rode Ansigter, rode Arme, Brudekjoler og Handsker
af Nummer syv og en halv med en, hojst to Knapper. Fremdeles Staklerne,
hvis hele Pynteevne ikke er naaet videre end til Anbringelse af en Gren i
Haaret og en Blomst i Brystet af den simple graa eller sorte uldne Kjole.
De staar i aldeles umiddelbart Forhold til det mystiske "oeuvre", de
andre har kun en fjernere Slaegtskabsforbindelse med det, som har tilladt
dem, ikke at komme gratis ind, men at faa Billetten til modereret Pris.
Hele Kategorien er kommen for at more sig. Ballet er en Begivenhed for
dem, den eneste maaske Aaret rundt, den, der drommes om og spares op til
Maaneder forud.

De foler sig naeppe skuffede; noget saa Feagtigt har de aldrig kunnet
dromme.

Hotel Continental er paa disse Balaftener et veritabelt Eventyrslot. Tre
maegtige Sale, der kan rumme to, tre hundrede Par hver, er viede til
Dandsen. Marmorsojler baerer Loftet med de brogede Rococcobilleder; Guld,
Flojl og Spejle overalt; for Vinduerne tykke Atlaskes Portierer i Farver,
som var de vaevede af Solskin; et Gulv saa blankt og glat, at de Tusinder
af Gasblus spiller igjen paa det som Stjerner. Og allevegne omkring en
Labyrinth af andre Sale, Gange, Korridorer dg overbyggede Verandaer,
stadig med Spejlvaegge, som multiplicerer deres Tal, saa man kan tilbringe
en hel Nat uden at finde Rede i Virvaret. Tommetykke persiske Taepper,
pladskende Springvande i Krat af Palmer og Lavrbaer og med elektrisk Lys
paa sig, duftende Rosenbusketter, mandshoje Kameliatraeer,
Silke-Causeuser, Drapperier, en Atmosfaere dirrende af Vellugt, Varme og
fjern Musik. Nogle af disse Sale er rentud Delirier af Luxusfantasi. Der
er en, som forestiller Vinterhave. Vaeggene er Espalier af slyngende
Blomster, det hoje, hvaelvede blaa Loft en Nathimmel med Stjerner, Lyset
falder som Maaneskin ned fra matte Krystalkupler, i hvilke Jablokoffs
Blus Braender, hele Salen er fuld af sjeldne, exotiske Planter og
blankbladede Traeer. Ved Siden af er man i Alhambra med dets glodende
osterlandske Farver, dets mystiske Uendelighed af Buer, Piller og
kalejdoskopagtige Dekorations-Kapricer. For begge Ender af den aabne Sal
naturligvis Korridorvaegge med Spejle fra Loft til Gulv, saa alle Linier
glider ud og fortsaetter sig i taaget, hemmelighedsfuld Fjernhed. En
Belysning, der er studeret med Kunst for at faa den rette Nuance i
Stemningen: Gassens varme Gulhed og den elektriske Kuppels fantastiske
Skjaer blandes sammen til en underlig, solmaettet Eftermiddagstone, i
hvilken de slanke, indigoblaa Smaapiller mellem Buerne faar en Intensitet
i Farven, som Intet kan beskrive. Saa en Gallerisal med moderne Mesteres
Billeder og morkt resedafarvede Flojlsdivaner, bag Dansesalene Buffeter
med Champagnen i Krystalkaraffer, friske, glacerede Jordbaer, maegtige
Solvopsatser, Kandelabrer og graahaarede gamle Tjenere med Knaebenklaeder
og Silkestromper, Alting druknet i Luxus, Fornemhed og Pragt.

De Graadige gaar i Begyndelsen omkring og kigger paa det med store Ojne.
De er fortumlede, de lober Panden mod Spejlvaeggene i den Tro, at det er
Doraabninger, de prover det blanke Parketgulv som Glidebane, men de tor
ikke danse paa det, skjondt Orkestertonerne bruser og Lysten kribler dem
i Fodderne. Saa kommer der imidlertid efterhaanden Mylr. Der kommer
friskimporterede Yankeer med flirtationslystne amerikanske Misses, som
ikke er bange for Nogetsomhelst, og som strax vil valse. De kan ikke til
den franske Musik, de ler himmelhojt selv over deres Kejtethed, og
Latteren gjor Ende paa den generte Stivhed. De Graadige faar Mod. Et, to,
tre Par begynder; der folger ti, der folger hundrede efter. I et Nu
hvirvler de Allesammen afsted som paa Parole. Hvilken Ihaerdighed, hvilket
Alvor! Ingen Pavser, ingen Snakken ingen Smil engang. De danser som
Gringoire spiser ved Taffelet for Kong Ludvig. Dorene til det dromte,
forjaettede Land er sprungne op; de svaelger i Herligheden, de giver sig
knap Tid til at traekke Vejret engang af Frygt for, at de ikke skal
faa nok.

Hvor de ser ned paa dem med Foragt, de Blaserede, der kommer Klokken
Tolv. Aldrig for. Det vilde ikke vaere blaseret, og for dem er Livets
hojeste Opgave netop at vaere blaseret. De kommer langsomt slentrende,
slaebende efter sig Foden med de lavhaelede, lakerede Sko, som om de i
Grunden fandt det under deres Vaerdighed at tage dem med. Overkroppen
dingler ogsaa hos dem ligesom hos Alpaccafrokenerne; men det er, fordi de
er for traette til at gide baere paa den. De kaster deres Peltsfrakke
tilbage paa Skuldrene, lader de springende Garderobetjenere traekke den
af, smider en Tofranc i Vestiairetallerkenen til Tak, klemmer deres
chamois Handsker fast i Klaphatten med det ulastelige sorte Foer og det
broderede Navnetraek, stopper omhyggeligt Guldkjaeden i Vestelommen, hvis
den haenger frem--Gudbevares, de var ruinerede for Tid og Evighed, om man
saae dem med Guldkjaede til Kjole--saetter Monoclen i det ene Oje, og
driver saa en Runde gjennem Salene.

_Pas de femmes, mon cher!_ Selv om der fandtes Tusinder af de
allerdejligste Pigeborn, vilde de uvaegerligt sige det Samme. Vaesener i
Brude-, Alpacca- eller niogfyrretyve-Francs-Kjoler horer for dem ikke til
Kvindeslaegten, og de Andre med Toiletter, Sminke og nogent Bryst er kun
undtagelsesvis arriverede saa tidligt.

De Blaserede vender derfor haanligt Dansesalene og den hele Stueetage
Ryggen. Ovenpaa er de gronne Borde, der horer de hjemme. De staar og ser
lidt forst paa Baccarat'en, faar saa mellem to Fingre klemt en Louis op
af Vestelommen og lader den sovnigt dratte ned paa Bordet, som om det
egentlig ogsaa aeklede dem at have med det at bestille. Men her gaar
Naturen over Optugtelsen. Naar de har tabt en ti, tyve, tredive Stykker,
begynder der at komme Fut i de livstraette Herrer. Spillet er for dem
Absinthen, der strammer op. Naar de efter et Par Timers Forlob forlader
det med helt fulde eller helt tomme Vestelommer, nogle tusind Francs
rigere eller fattigere, er de medgjorlige ogsaa i Dansesalen. De foragter
end ikke en Kvadrille, selv med Udsigt til i Myldret at blive traadt paa
den slaebende Fod.

Men det forstaar sig, saa er rigtignok Soupeuserne komne. Det er igjen en
tredie Kategori. De er nok blaserede ogsaa, men kun paa Bunden.
Blasertheden har faaet Glasur, ligesom Kinder, Laeber, Hals og Arme. Og
den Glasur er god. Latteren klinger ungt, den nogne Buste skinner
blinkende frisk, saa Ojet ser sig drukkent i den. De Blaserede glemmer at
dingle med Overkroppen. Som Katten om den varme Grod, kredser de om de
Nyankomne. Men Soupeuserne har deres egne Kavallerer med. Med dem valser
og polkerer og ler og lober de og vender Alting paa den anden Ende. Der
er kommet nyt Liv i det Hele. Og forst og fremmest i Restavrationen. Den
har hidtil staaet ode og forladt med en enkelt trist Englaender hist og
her, som spleenlangsomt tyrede sin Otte-francs Souper til en halv Flaske
Medoc. Nu knalder Champagneflaskerne, nu fyldes Bordene, vittige
Journalister holder Taler for Duchamel, for Jaluzot, for Mademoiselle
Chose; og Mademoiselle Chose selv synger Kupletter af "Mascotte" og "le
beau Nicolas" for at bevise, at hun er debuteer-faehig. Garconerne flyver,
Vittighederne holder Festfyrvaerkeri, Latteren faar de Graadige i
Dansesalen til at komme op og klumpe sig i Tilskuerklynger ved Dorene.
Man slaar Bordene sammen. Prinsen betaler. Der er altid en Prins eller en
Nabob paa Halvtreds. Og naar man ikke gider drikke hans Champagne laenger
og ryge hans Cigarer til halvanden Francs, saa laver man Kjaede og farter
ned ad Trapperne og gjennem Dansesale og Alhambrahal og Vinterhave og
Billedgalleri og Korridorer, og haler baade Graadige og Blaserede uden
Personsanseelse med ind i den overgivne Tummel. I et Par Timer er
Velgjorenhedsballet det mest Parisiske af Alt, hvad man kan taenke sig af
Parisisk, broget som Boulevarden, solfornojet som en Dag ved de store
Lob. Det har Stil, det Bal, hvori saa det mystiske "oeuvre" stikker. Den,
som har fundet paa det forst, har vaeret en Fyr, som forstod sit Paris.

[Illustration: Udenfor Boulevardkafeen]

Jule- og Nytaarstiden.

Julen i Paris er ikke Julen hos os. Men at Pariserne slet ikke skulde
kjende Noget til Julen, det er dog ogsaa en Overdrivelse. Det holder en
Jul paa sin Maneer, en, som passer til dets Liv, dets Vaner og
Tilbojeligheder. Den er aegte parisisk, fuld af karakteristiske Traek, der
spejler Befolkningens inderste Vaesen, fremfor Alt fuld af store
Modsaetninger, som de netop horer hjemme i Modsaetningernes maerkelige Stad.

Pariserne ere paa Boulevarden Juleaften. Ved den Tid, da vore Gader
begynder at blive tomme, fyldes deres. Festlighed inden fire Vaegge
forstaar de ikke; de fejrer deres Bryllupsdag i Boulogneskoven, de maa
have Offentlighedens store Sceneri som Ramme om deres Glaede, de maa baere
den ud i fri Luft, for at den skal kunne traekke Vejret rigtig. Hjemmets
Fest kan de ikke holde, de, hvis Sprog ikke engang har noget Ord
for Hjemmet.

Inderligheden og Hjerteligheden, Alt det, der giver Julen dens Saerpraeg
hos os, kjender man i Paris Intet til. Slaegt og Venner gjor ikke lange
Rejser for at vaere sammen, end ikke Julegaverne existerer. Forst
Nytaarsdag foraerer Pariserne hinanden deres Presenter; det er som en
Slags Kvittering for godt Forhold og stadig Forretningsforbindelse i
Lobet af Aaret, paa samme Maade, som Urtekraemmerne hos os giver de Piger
Chokoladekager, der har vaeret flittige Kunder.

Men Alverden maerker alligevel, at det er jul. Paris skifter Fysiognomi;
Byen forvandler sig imellem Jul og Nytaar til en gigantisk Markedsplads,
det er netop dens ejendommelige Maade at holde Fest paa. Om Sommeren har
hvert af de ydre Kvarterer og saerlig hver af de tilstodende
Smaalandsbyer, der halvt om halvt horer med til Paris, deres "fete
foraine", paa den store Nationalfestdag faar den Lov til at brede sig
over en halv Snes forskjellige Kvarterer af Staden, men i Juleugen
erobrer den endogsaa Paris's Allerhelligste, de store Boulevarder. Hele
den over en halv Mil lange Straekning fra Madeleinekirken til
Bastille-pladsen er fyldt med Traeboder. Paa det mest befaerdede Strog,
Boulevard des Capucines, Boulevard des Italiens og Boulevard Montmartre,
staar de saa taet ligeoverfor de store Butikkers Udstillingsvinduer, at
der kun akkurat lige ved Traeerne er en snever Passage, gjennem hvilken
man kan smutte fra Trottoiret ud paa Gaden. Og selv i denne Passage har i
Reglen en fattig Stakkel, der ikke besad Kontanter nok til at leje sig en
Bod hos Kompagniet, som slaar dem op, anbragt sit Bord, hvorfra han under
hoje Raab priser sine Varer, i Reglen en eller anden ny Opfindelse: en
Maskine til at skraelle Gulerodder med, en Plade til at saette paa
Stearinlysene, for at de ikke skal dryppe, et Vaerktoj, der paa samme Tid
er Hammer, Ildtang, Proptraekker, Kniv og Fil, eller et nyt Slags Fyrtoj,
paa hvilket Saelgerne soger at vaekke Opmaerksomhed ved med haes skrigende
Stemme at praesentere det under Titulaturer som _"la mort des allumettes",
"le feu miraculeux", "achetez votre feu pour toute l'eternite, dix
centimes",_ o.s.v.

Halvparten omtrent af, hvad der saelges paa Boulevardernes Julemarked, er
nemlig nye Opfindelser. Det rige, fornemme Paris har ingen Laengsel, som
vi har det efter Julen. Laengsel er atter et Begreb, for hvilket det
franske Sprog ikke ejer noget Ord. Men i de smaa Vaerksteder, i de
flittige Arbejderhuse--og de existerer i Hobetal--straebes og spekuleres
og slides der alligevel hele Aaret rundt med Juleugen for Oje. Den er den
lille Pariserindustris store Fest. Til daglig Brug har Paris ingen Plads
for denne Industri. De storartede Nouveautemagasiner og lignende
Forretninger holder den nede; Haandvaerkeren kan ikke etablere sig paa
egen Haand i det Smaa, fordi han ikke kan tage Konkurrencen op med
Masseproduktionen. Han maa arbejde i dens Sold under Betingelser, der
stadig, bliver mere og mere ugunstige for ham, og vaere glad til, naar den
vil give ham hans daglige Brod. Den lille Rente, Rygstodet for de
kommende Aar, der spiller en saa vaesentlig Rolle i enhver rigtig
Franskmands Liv, kan han ikke tjene sig paa den Vis. Men saa er det, at
Jule- og Nytaarstiden kommer ham til Hjaelp. For en Bagatel lejer han sig
en Bod paa Boulevarderne, og der er han eller hans Kone eller hans Sonner
og Dottre uden nogensomhelst Afgift Handlende paa egen Haand den Snes
Dage dette Marked varer. Det skulde i Grunden kun holde ud til Hellig tre
Konger, men som oftest faar man Tilladelse til at lade Boderne blive
staaende endnu en Ugestid efter. Det gjaelder da at finde paa Noget, som
kan faa Afsaetning paa dette Julemarked. Og den parisiske Arbejder er
Opfindsomheden selv. Man stoder i disse Boder paa Hundreder af snilde
Smaating, der rober hans Talent. Hele den Uendelighed af Luxus- og
Nodvendighedsgjenstande, der gaar Verden rundt under Faellesnavnet
"articles de Paris", har forste Gang vaeret udstillede i Juleboderne paa
Boulevarden. I den oprindelige Skikkelse, hvorunder de dukke op der, har
de maaske ikke havt den Fuldkommenhed, som de senere faar, det mangler
Opfinderne i Reglen Midlerne til at give dem. Men de store Handlende, der
er de flittigste Besogende ved Juleboderne, aner gjennem de forste,
primitive Forsog, hvad der kan komme ud af Opfindelsen, de saetter sig i
Forbindelse med Arbejderen, hvem den skyldes, de sorger for, at han kan
fuldkommengjore den, og naar saa den naeste Decembermaaned kommer, saelges
Artiklen fin og straalende fra de store Nouveautemagasiner for siden at
gjore sin "tour du monde". Desvaerre, det er saa ikke laengere den fattige
Arbejders Ejendom; Masseproducenten giver ham kun Beskjaeftigelse Aaret
igjennem paa den Betingelse, at han udelukkende stiller sin Opfindelse
til hans Raadighed. Men i hvert Fald det daglige Brod har den sikret ham,
og den Snes Dages Salg paa Boulevarden har ogsaa givet en lille
Spareskilling, der kan voxe ad Aare. Thi til naeste Julemarked har han
atter noget Nyt, og paa Julemarkedet tjenes der Penge.

Der er, saalaenge Julemarkedet staar paa, et Mylr foran disse Boder og en
Traengsel uden Ende paa Boulevarden. Men vaerst bliver det naturligvis
selve Helligdagene. Man kan kun komme frem og slippe for at blive klemt
ihjel ved at lade sig fore viljelost med af Strommen. Hastvaerk gjaelder
ikke. Paris har intet Hastvaerk i denne Tid; det handler og ser kun. Men
der er ogsaa Nok at se paa. Alle de store Butikker holde naturligvis
aabent; Alt har aabent i Julen. Theatrene giver forste og anden Juledag
baade Matineer og Aftenforestillinger, en Cirkus har endogsaa drevet det
til at give tre Forestillinger paa samme Dag. De runde Plakatkiosker,
hvorpaa de parisiske Fornojelsesetablissementer annoncerer og som er et
af de ejendommeligeste Traek af Byens Gadefysiognomi, lokke med en
uendelig Mylr af brogede Farver og brogede Adspredelser. Kafeer og
Restaurationer ere fra Middag til Midnat eller rettere til et godt Stykke
paa den anden Side denne, saa fulde, at man maa staa og vente for at faa
Plads. Det ligger ikke for den parisiske Handlende at lade en saadan
Lejlighed til at tjene Penge gaa ubenyttet hen. Han har ingen
Helligdagsanordning, der binder ham, men han har en meget udpraeget
Fornemmelse af, at man gjor ham Konkurrence paa den anden Side af
Fortovet, og hvor fattig end denne Konkurrence muligvis er, kunde det
aldrig falde ham ind at foragte den. Saasnart han har tjent saa mange
Penge, at han ikke vil tjene flere, bliver han fornem ude paa sit
Landsted, men saalaenge han driver Forretning, bukker og skraber han ud
for hver Sou, Publikum vil lade flyde i hans Kasse. Bignon, Ejeren af
Cafe Riche og en stor Part af Paris' fornemste Kafeer, er Millionaer, men
hans Son staar med bart Hoyed og Serviet under Armen ude paa Gaden og
bukker for Blusemanden, naar han bestiller en Bock; den unge Noel Peters
har taget sin Doktorgrad i Jura, men saa saare han fik sin Faders
Restauration i Arv, en af Paris' beromteste, gjorde han sig til
Overgarcon i Lokalet. Storsteparten af Paris's Handlende horer til ganske
den samme Race Mennesker.

Fattigmandsboderne vis-a-vis dem er kun en Stimulation for dem til at
vise sig i al deres Glands og Herlighed. Naar man i Juleboden skriger sig
haes for at anbefale en AErmeknap til to Sous, der er nikkeleret "ved
Elektricitet", saa soger Juveleren ligeoverfor at drage Opmaerksomheden
bort fra dette Raab ved at saette elektrisk Lys paa sine Diamantsmykker
til tyve Tusind Francs. Naar en ivrig Batignollesmand med en Svada uden
Ende lokker Publikum til at betragte hans Maskine til at udhule Roer, saa
neutraliserer Potel paa den anden Side af Fortovet hans Veltalenhed med
Paerer saa store som Graeskar, Druer af Dimensioner som Aprikoser, friske
Jordbaer og Ferskener. Gjor en ung Blomsterpige med et Smil og fagre Ord
Reklame for sine stuedrevne Resedaer og Nelliker, saa fylder den store
Blomsterbutik sine Vinduer med Tusind og en Nats Flora, med Rosenbuketter
til to Hundrede Francs og med favnehoje Orangetraeer, der bugner af modne
Frugter. Der er ikke nogen Tid paa Aaret, hvor Paris's Butikker udfolder
en saadan Rigdom som i Juleugen. Den ene Part af Publikum kommer for af
kigge paa dem, den anden for at kjobe Nytaarsgaver. Det rige og det
fattige Paris modes i Stimmelen, fores nogle Minutter med af den samme
Strom og vender saa tilbage til Luxuspaladser eller Stuer, der er for
fattige til at holde Ild i Kaminen. Julen samler dem Alle i Paris's
Hjerte, paa de store Boulevarder.

[Illustration: Plakat Kiosken.]

Men det er forresten hele Byen, der er festklaedt. De ydre Boulevarder og
Pladser vrimler af Karusseller, af Gynger, af Gjoglere, der dandse paa
Line indenfor en med Snor trukken Kreds, af Sonnambuler og Telte med
Kaempekvinder eller tohovede Kalve. Overalt Gadeliv, som man end ikke ser
det i den skjonneste Forsommertid. Kulden, hvis den skulde komme,
respekterer Pariserne ikke. Men det er iovrig naesten, som den selv
respekterede Boulevardmarkedet. Den kommer kun yderst sjelden, mens det
staar paa. I Regelen er det stadig blaa Himmel og Solskin med flere
Graders Varme.

Den glade Tid begynder Juleaften. Allerede da er der sort af Spadserende
overalt, og de fleste af Boderne lukker op. Men det er en Antecipering.
Forst "Midnatsmessen" og den efterfolgende "Reveillon" ere i Grunden
Festens Aabning. Midnatsmessen er en storartet Kirkekoncert, som kun
Minoriteten af Parisere forsommer. Alle Kirkerne er overfyldte; udenfor
dem, der er bekjendte for at have de bedste Sangere, staar Publikum i
Queue fra Klokken 8-9 for at komme ind. Saerlig til Messen i
Madeleinekirken, St. Roch og St. Augustin vil Alverden. Andagt kan der i
den endelose Traengsel ikke vaere Tale om; men Koncerten med dens glimrende
Orgelmusik, dens Kor og dens Solonumre i komplet Operastil og sungne af
komplette Operastemmer er det ganske vist nok Umagen vaerd at hore. I vor
Julestemning vilde det Hele skurre staerkt, men til Parisernes Julefest er
det en Ouverture, der passer.

Fra Kirken gaar Vejen til "Le Reveillon", det store Julemaaltid med dets
obligatoriske Kalkuner. Der er dem, der holder det hjemme, men en Maengde
har dog ogsaa arrangeret det paa Kafeer og Restaurationer. Disse er
allesammen Julenat aabne til Morgenstunden, og fra dem allesammen lyder
der Sang og lystig Tummel. Holdes der "Reveillon" paa orthodox Vis, maa
Gildet ikke ende, for Solen er staaet op den naeste Morgen. Det er den
eneste Gang hele Aaret rundt, Pariserne har Forpligtelse til at drikke
taet. Til daglig Brug er de det sobreste Folkefaerd, der existerer, men
Julenat horer der en lille Perial til.

Saadan ser Julen ud i Paris. Forskjelligt er Alt dette, det er vist, fra
vor stille, fredelige Fest med gode Venner inden sneomfygede Mure. I det
traengselsfyldte, tumlende, straalende Paris laenges Nordboen efter
Hjemmet. Men for Pariserne er det rette Hjem paa Gaden, i Faerdselen og
Livet, som spaender hans Handlekraft, paa Kafeen, hvor der deklameres og
diskuteres, i det brogede Forretningsvirvar, hvor hans Oje spejder efter
Planken, paa hvilken han skal redde sig fra at gaa tilbunds i det
uendelige Menneskehav.

Med al dens Tummel, alt dens brogede Boulevardliv er Juleugen imidlertid
dog naermest kun et Slags Ouverture til, hvad der skal komme bagefter.
Alle de Motiver, som ligger i den, faar endnu rigere Udfoldning senere,
det Pittoreske Nytaarsnat, det Hexesabbathagtige saerlig paa den forste
Dag af det nyfodte Aar. Man kan ikke med Rette beskylde Pariserne for at
de tager lunkent mod dette. Deres By er i straalende Gala, naar
Midnatsklokkerne ringer det ind, alle Boulevarder taetpakkede af
Mennesker, Alting i fuld Belysning. Ikke et eneste Udsalgsmagasin har
lukket, i Konditor-, Blomster-, Legetojs- og den Slags Boutikker stimier
Publikum saaledes sammen for at gjore Indkjob af "Etrenner", at ikke
engang et tripleret Saelgerpersonale kan tilfredsstille Begjaeret. Alle
Markedsbarakkerne saetter det bedste Ben foran for at tiltraekke sig
Opmaerksomhed i den extraordinaere Stund, da hver aegte Pariser er i
Spendeerhumor, Udraabernes Lyrik er paa Kothurnen, de Spadserendes
Munterhed soger at folge dens Flugt. Illuminationsgirandolerne, hvormed
de Handlende har fundet paa at pynte deres Facade ogsaa til daglig Brug,
de store, leende Klynger omkring mekaniske Legetojsdyr, der hopper og
kravler paa Fortouget, de futtende Petarder, hvormed man fra Vinduerne
skyder det nye Aar ind, Alting saetter Liv og Lune i de drivende
Menneskemasser. Og hvilket Skuespil er det da ikke, naar der over dette
fantastiske Virvar af Farver, af de hvide, teltlignetjde Barakker, af
deres Flag og brogede Lampetmylr, over den sorte Folketraengsel og den
oredovende Stoj hvaelver sig en Himmel, stille, stjernebesat og
maanebeskinnet som den, der ser ned paa Neapels Golf, og naar Luften
maettet til Overflod med denne ejendommelige Pariserodeur, der kommer fra
Blomsternes og Damernes Parfume, fra Gassens og de store Restaurationers
Udstraalinger, naar den ligger om En varm og lun, som om Foraaret vilde
vaagne med den gryende Sol!

Men Paris er Kontrasternes By; naar Nytaarsnattens Rus er sovet ud,
kommer Nytaarsdagen efter. Den er i den gode Seinestad de forfaerdeligste
tolv Timer, man oplever hele Aaret rundt. For hvert Skridt, man gaar, er
der en betlende Invalid, for hvert andet en Lirekasse og for hvert tredie
et Vaesen, der skal have Drikkepenge. Man bliver jaget, hidset, slidt i,
flaaet, som om man var kommen ud, ikke for at spadsere i Januarforaars
Solskin, men for bogstavelig at fungere som Bytte for en Parforce-Jagt.
Nytaarsdagen i Paris er Tiggeriets Festdag. Skjondt det under almindelige
Forhold er principmaessigt forbudt, florerer det dog bestandig paa Gader
og Boulevarder med en Fraekhed, som om der slet ikke existerede Politi.
Men hver forste Januar kvaeler det formelig Byen under sig. Alverden har
paa denne Dag Lov at betle, saameget den lyster, og det er utroligt,
hvilke Haerskarer, der benytter sig af Tilladelsen. Hele det uhyggelige
Paris, der til daglig Brug forer en lyssky, underjordisk Tilvaerelse i
Forstaedernes smudsige Gyder, spyer sin Befolkning ud over Boulevarderne,
Kajerne og de brede Seinebroer. De samler sig familievis med Alt, hvad
der kan praesteres af affaeldige Oldinge, Spedalske og udmagrede Dieborn.
Har Familien det normale Tilbehor af Lemmer, Ojne, Naese og Oren, saa
soger man ved Kunst at supprimere Et og Andet for at gjore Indtryk.
Pariservagabonderne er rene Hexemestre, naar det gjaelder at gjore sig til
Blinde eller Kroblinge for en Dags Tid. Jo mere Jammer og Elendighed, man
kan vise frem, desto flere Sousstykker skraber man ind. Alle Saar og
Skrobeligheder blottes og stilles til Skue, de vaerste Pjalter, man kan
stove op, er paa denne Dag de bedste, Paris's Gader bliver til uhyre
Hospitalsgange, Luxusstaden ser ud, som var den solet ned i al Orientens
Smuds og Misere. De spaedeste Born vralter omkring og spaerrer En Vejen med
deres fremrakte Tallerkener, Fruentimmerne hyler og traekker Kjolen fra
det kraeftbefaengte Bryst, de lamme Oldinge, Invaliderne uden Arme eller
Ben hyler, Luften gjenlyder af Jamren og Klynken, og om kap dermed hviner
Lirekasser, Flojter, Saekkepiber, Violiner, Harper og andre
Raedselsinstrumenter.

Fortumlet flygter man ind i en Kafe. Men ogsaa der finder man Tiggeriet,
det har kun faaet andet Kostume paa. Garconerne ere saa fri "at tilbyde
deres lille Nytaarsgave", det vil sige en Cigar med kulort Baand paa til
Herrerne og en Appelsin eller et Kraemmerhus Bonbon til Damerne. Hvis man
betragter denne Nytaarsgave som en Tak for de regelmaessig efter hver
Konsumation i Aarets Lob erlagte Drikkepenge, tager man imidlertid hojlig
fejl. Den er kun en Invitation til Extraducor i Anledning af det nye Aar.
Er man blot set en halv Snes Gange, udebliver Cigarerne og Appelsinerne
aldrig. Og den langt overvejende Part af Pariserbeboerne har idetmindste
en Snes Kafeer eller Restaurationer, hvor de kommer nogenlunde hyppig.
Slap man saa med dem, kunde det endda gaa an. Men det er i Paris
Alverden, der skal have Nytaar: Brev-, Avis- og Pengepostbude,
Frisorsvende, Handskejomfruer, Skraeddertjenere, Theaterouvreuser og saa
fremdeles i det Uendelige. Endogsaa Pigerne i Tobaksudsalgene have deres
baandpyntede Tallerkener staaende paa Disken, altid omhyggelig fyldte med
Fem- og Tifrancsstykker for at markere, at en Gentleman comme il faut
ikke kan give mindre end en saadan Mont. Det varer ved lige saa laenge som
Boulevardbarakkerne og laenger endnu tidt. For henimod Slutningen af
Januar begynder Paris ikke at blive normal igjen.

Under Karnevalet,

"I overmorgen afholdes det naestsidste Operabal, der lover at blive
ualmindeligt glimrende. De, der onsker at deltage i denne enestaaende
Karnevalsfest, maa derfor vaere om sig i Tide." Saaledes lod en Notits,
som gik igjen, med nogle Variationer hist og her under samtlige
Pariserblades Theaterrubrik. Jeg fulgte det enstemmige Raad, afleverede
itide mit Tyvefrancsstykke i et Lokationsbureau, og da Midnatsklokken
slog sine tolv Slag, styrede jeg gjennem Kredsen af beredne Gendarmer
mine Skridt op mod det straalende illuminerede Academie nationale de
musique, hvor den enestaaende Fest skulde til at tage sin Begyndelse.
Maskerne kom, under Latter og Hvin fra de sammenstimlede Tilskuerskarer,
hoppende ud af Hundreder af Drosker, de brogede Silkekjoler raslede op ad
Vestibulens Marmortrapper, Tusinde Lysreflexer fra Guld og Spejle, en
Luft maettet med Blomsterduft og Parfumer, brusende Dandserhytmer fra
Gungls Orkester bolgede de Indtraedende imode. Det saae ganske vist
overordentlig lovende ud, og havde Enden vaeret Begyndelsen lig, vilde man
ikke havt Anledning til at beklage sig over Bladenes Notits. Men
desvaerre, det gaar med de parisiske Operaballer ikke anderledes end med
saa mange skjonne Sager, som kun taaler at ses paa Afstand. Klokken Tolv
har man Hastvaerk med at komme ind til al den feagtige Pragt, hvis forste
Indtryk vaekker de allerstorste Forventninger, Klokken Tre, naar Olivier
Metra og den ungarske Maestro har loftet Taktstokken for sidste Gang,
gaar man bort stovet og fortraadt, saa skuffet og slukoret som det
er muligt.

[Illustration: Indgangen til Operaballet.]

Det kunde vaere ganske kuriost at vide, om Operaballerne nogensinde har
set ud, som Romanerne fortaeller. En meget gammel Generation paastaar, at
de i deres unge Dage har vaeret baade morsomme og pikante. Men det er saa
sin egen Sag med, hvordan Alting saae ud, dengang de Gamle var unge. Man
bliver en Smule skeptisk til Slutning, naar man ret taenker over de enorme
Tilbageskridt, Verden paa alle Kanter maa have undergaaet siden hine
paradisiske Tider. Faktisk er det, at disse "enestaaende Karnevalsfester"
nu langtfra er enestaaende morsomme; deres vaesentlige Pikanteri er ikke
synderlig forskjelligt fra det, hvis daglige eller rettere natlige
Skueplads er Boulevardtrottoirerne mellem Faubourg Montmartre og Cafe
Americain. Endnu i Romaner fra Firserne findes der overgivne unge Damer
af den fornemme Verden, som en Karnevalsnat gaar paa Eventyr i Operaen,
og hvis rode Skulderslojfer medforer saa maerkvaerdige Kombinationer, at de
kan fylde hele to tykke Bind. I Virkeligheden derimod har kun yderst faa
anstaendige Damer--naar da undtages Udlaendinge, for hvem Alt er tilladt,
og som tillader sig Alt i Paris--sat deres Fod paa et Operabal i de
sidste halvtredsindstyve Aar; ialfald har de kun gjort det af
Nysgjerrighed og under Ledsagelse af deres Maend.

Hovedbestanddelen af det kvindelige Selskab er af den sletteste Art, og
de fleste af Dragterne ere ligesaa smaglose som dekolleterede. Det er
nemlig ikke laenger Fashion for Fruentimmerne at vaere i Kostume. Hvad de
mandlige Gjaester angaar, falder det end ikke en parisisk Urtekraemmersvend
ind at klaede sig ud. De mandlige Masker er lejede allesammen uden
Undtagelse. Skal de tilmed dandse, betales der dem forhojet Taxt, og de
sorger saa ogsaa for at maskere deres Ansigt, saa Ingen kjender dem i
deres nedvaerdigende Bestilling. At dandse paa Operaballerne for sin
Fornojelse er rent ud forhistorisk, I de tre Timer, Dandsemusikken varer,
springer de Ulykkelige, der er domte til dette Traellearbejde i
Kankan-Attituder omkring i den store Sal og giver med deres halvnogne
Dandserinder Forestillinger for dem, det kan more at se paa disse lascive
Scener. Men det er ikke Mange. Hovedparten foretraekker at betragte
Operaballerne som en Slags Promenadekoncert. Med sin Klaphat under Armen
driver man frem og tilbage i forste Etages Couloirer, hvor Gungl spiller
umiddelbart over Hovedtrappen, og kjeder sig med Anstand. Det mest
overfyldte Sted er den store Foyer, til hvilken Adgangen ganske
karakteristisk er forbudt Enhver, der er i Kostume. I Rotunden ved Siden
af er der en Buffet, hvor et Vinglas fuldt af Ol koster en Franc; denne
Buffets Priser er maaske, naar Alt kommer til Alt, det mest Aparte ved
den "enestaaende" Karnevalsfest.

Karnevalslystigheden begynder forst, naar Ballet ender. Pariserne er et
for ceremonielt Folkefaerd til at kunne more sig i Stuer; den gode Tone
paalaegger dem Hundreder og atter Hundreder af minutiose Hensyn, som gjor
dem stramme og stive inden fire Vaegge. Udenfor derimod giver man
Konveniensen en god Dag. De samme Herrer, som i Operaens elegante Lokaler
end ikke af de mest overgivne Dandserhytmer kunde falde paa at lade sig
forstyrre i deres langsomme, slaebende, blaserede Promenademarche, er
ojeblikkelig, saasnart de kommer ud paa Gaden, med til at dandse en
Kvadrille midt paa Fortovet. Boulevardkafeerne har de Naetter, der er
Operabal, aabent lige til Morgenstunden, og ligesaa draebende
kjedsommeligt der har vaeret paa Ballet, ligesaa livligt er der
paa Kafeerne.

Man gjor i det Hele taget det parisiske Gadekarneval Uret. Det skal vaere
dod ud, paastaar man. Ganske vist, paa den venstre Seinebred finder man
det ikke laenger, men ganske simpelt af den Grund, at man der i vore Dage
overhovedet kun undtagelsesvis finder Udslag af det egenlige Pariserfolks
Liv. Paris' Hjerte har flyttet sig med Aarene: det slaar i helt andre
Kvarterer nu end i Studenternes.

Saerligt "Mardi gras" er for den parisiske Arbejderbefolkning og for
Smaaborgerne maaske Aarets storste Festdag. For den lange Fastetid, der i
mange Familier overholdes med en vis Strenghed, gaar fire "fede" Dage,
paa hvilke man ifolge Traditionen skal saette Maven istand til at kunne
staa imod de efterfolgende Savn. Tirsdagen, den sidste af dem, gjor
Alverden det saa grundigt som muligt. De Smaafamilier, som paa denne Dag
spiser deres Middag hjemme, kan taelles. Alt, hvad der existerer af
Restavrationer, Vinknejper, Kafeer og lignende Steder, som i en snever
Vending ogsaa kan servere Spisevarer, er til den Grad overfyldte, at der
maa staas i Queue i halve Timer, for der kan opnaas en Plads ved et Bord.
Jo laengere man kommer ud mod Yderkanten af Paris, desto galere er det.
Oppe i Montmartre kan man en saadan Mardi gras finde Smaarestaurationer,
hvor selve Kjokkenet tages til Hjaelp, og hvor der serveres Gjaesterne ved
improviserede Borde, lavede af Vinkasser, store Kogekjedler og Sligt. Thi
hele Familien slaebes med paa Spisekvarteret, fra den gamle Bedstemoder,
der knap kan rokke afsted, til Skjodebarnet paa et halvt Aar og derunder.
Til daglig Brug slides der i de parisiske Forstaeder, saa man knap kan
danne sig nogen Forestilling derom. Tre hundrede og tredsindstyve af
Aarets Dage er Arbejdsdage for de Fleste, og tidt og mange Gange arbejdes
der de atten Timer af Dognet, uden at man nogensinde faar Sol eller
Himmel at se. Man kan da taenke sig, hvilken Fest det maa vaere for
saadanne Vaesener en enkelt Gang at komme ud. Og naar man kjender en Smule
til, hvilket naturligt, selv af al mulig Modgang uopslideligt godt Humor
der er karakteristisk for det egenlige Pariserfolk, kan man ogsaa nok
taenke sig, hvordan de maa more sig. Tummelen, Snakken, Latteren
oversvommer de smaa, til daglig Brug tomme Restavrationer i Paris'
Yderkanter med et Liv, saa broget, saa animeret, at det spotter al
Beskrivelse. Efter Middagen gaar man naturligvis ikke hjem; Lystigheden
fortsaettes ved Kafebordene udenfor paa Gaden, senere hen paa Aftenen
under spadserende Driven langs Boulevarderne, der fra den ene til den
anden Ende er et uoverskueligt Folkemarked, saa taet proppet, at det paa
sine Steder er rent umuligt at traenge sig gjennem Menneskestrommen. Paa
de "store" Boulevarder er Traengselen i Aarenes Lob bleven mindre, men
samtidig er den voxet paa de ydre. Til dem er nemlig nu Hovedparten af
Maskerne fortrukne, siden de paene Folk blev for blaserede til laengere at
tage Del i Lojerne. Men Karnevalslivet har naeppe tabt derved. Maskerne er
blevne adskilligt tarveligere ganske vist, men samtidigt ogsaa adskilligt
mere oplagte til at slaa Gjaekken los. Rundt omkring paa Gadehjornerne
improviseres der til Musik af en Mundharmonika eller ganske simpelt til
Akkompagnement af en overgiven Gadevise de vildeste Kvadriller, der
naturligvis kun voxe i Overstadighed, efterhaanden som Grupperne flokkes
om de Dandsende og opmuntrer dem med lystige Tilraab og Vittigheder.
Snart er det en hel Flok Klodocher, der skrigende og horntudende stormer
ned over Boulevarden og faar de smaa Arbejdersker til at flygte tilside
under hoje Hvin, snart en flagpyntet Kreaturvogn, paa hvilken
Karrikaturer af forskjellige politiske Personligheder bliver trukne i
Triumf af lystige Ungersvende, der har faaet sig lejet et Dyrehoved og er
ganske overordenlig fornojede med sig selv, snart endelig lange
Kompagnier af Maskerede med en eller anden hornblaesende Forening i
Spidsen. At Lystigheden af og til slaar en Smule ud i Kaadhed, folger af
sig selv, men Alverden er glad og fornojet og morer sig virkelig; det
forsoner dermed.

Naar det lakker henad Midnat til, begynder Indvandringen i Ballokalerne
langs de ydre Boulevarder--der findes et for hvert hundrede Skridt. Til
daglig Brug er disse Lokaler naermest besogte af et Publikum af endnu
vaerre Art end det, der kommer i Bullier, og om muligt endnu mere blottet
for muntert, naturligt Folkeliv end dette sidste Sted, der daglig bereder
saamange paa Traditionen stolende Fremmede de allerstorste Skuffelser. Nu
derimod stiller Sagen sig anderledes. Krapylet er ogsaa da med i den
broget kostumerede Maengde, men det er ikke eneherskende. Smaa skikkelige
Portner- og Haandvaerkerdottre kommer i de guddommeligst kejtede
Forklaedninger, ledsagede af den hele Familie, Vuggebornene
medindbefattede, med Ojne, der straaler af Dandselyst, og med
kirsebaerrode Trikotben, der ikke kan blive kjede af den saa uvante
Motion. Man skulde tro sig milevidt borte fra Paris, midt inde i Hjertet
af den uskyldigste kluntede Landsby.

Det hele Paris er paa Benene den egenlig store Karnevalsnat. Ogsaa det
fornemme Paris; men det bliver paa sin egen Grund og fejrer der disse
Tusind og en Nats Fester, om hvis overdaadige AEventyrpragt der af og til
naaer Rygter til de smaa, fjerne Kroge af Verden, hvor man slaar Haenderne
sammen og korser sig over, hvor Aviserne dog kan lyve. Aviserne lyver
imidlertid ikke; Overdaadigheden fra hine Tider, da Kleopatra loste
Perlerne op til Drikkevand, begynder virkelig at vende tilbage i det
moderne Athen. Millionfyrsterne fra hele Verden har bestandig havt
Passion for at forbause Paris med deres Overdaadighed, og da Paris er
noget vanskelig til at lade sig forbause, maa de efterhaanden tage deres
Tilflugt til storre og storre Extravagancer. De orientalske Nabober er i
saa Henseende laengst dethroniserede af Amerikanerne. Der fortaelles
saaledes blandt Andet om en Karnevalsfest i Mackayhotellet vis-a-vis
Triumfbuen, hvor man unaegtelig kom Kleopatraskikkene ganske naer. Familien
Mackay horer hjemme hinsides Atlanterhavet og skal have sin exempellose
Rigdom fra Solvminer derovre. Der er ingen Ende paa dem, hedder det; i
hvert Fald er der ingen Ende paa Millionaerfamiliens Luxus. Hotellet var
ikke stort nok til at rumme de Gjaester, man vilde indbyde. Men det
generede ikke Naboben. Som en ny Aladdin lod han i et Par Naetter, ved
Hjaelp af Hundreder af Arbejdere og nogle hundrede tusinde Francs, et
Dandsepalais rejse sig paa hans Haveplads, ikke en interimistisk Sal, men
et virkeligt Palais med rode Flojls Vaegge, Spejlglas, Marmor og Guld
overalt, med indlagt Parketgulv og Sligt. I dette Palais serverede han
sine fem hundrede Gjaester friske Jordbaer, forskrevne fra Alverdens
Sollande, Storer fra Rusland, Fuglereder fra Indien og Vildsvineskinke
fra Ungarns Skove. Og ikke nok dermed; efter Bordets Overraskelser bragte
Kotillonen en ny, om muligt endnu storre. Istedetfor den ordinaere
Papirspynt indeholdt Knallerterne pragtfulde Silkebaelter, Skaerf,
Torklaeder o.s.v., alle forsynede med et aegte Smykke, hvorpaa det
amerikanske Vaaben var ciseleret, en lille Kotillonsfinesse, der havde
kostet Hr. Mackay halvandet hundrede tusinde Francs. Han havde den
Tilfredsstillelse, at hans Fest berommedes som den rigeste under Aarets
Karneval. Men han skal tage sig iagt; der er Adskillige, som er lige i
Haelene paa ham. Jordbaerrene og Kotillonen bragte ham Sejren; naeste Gang
vil imidlertid en eller anden Konkurrent soge at overtrumfe dem, og Hr.
Mackay maa saa finde paa nye Overraskelser, hvis hans Renomme ikke skal
gaa flojten. Heldigvis for ham har han de uudtommelige Miner; de er snart
absolut nodvendige, naar man vil fore Hus i Paris. De primitive Tider, da
man nojedes med en Smule Aandrighed i de fornemme Kredses Selskaber, de
er forbi for laenge siden.

Hos Republikens Praesident.

Hr. Jules Grevy er en rar, stilfaerdig Praesident, der ikke beskjaeftiger
Verden altfor forfaerdeligt med sin Personlighed. Ministerierne komme og
gaa. Freycinet afloses af Ferry, og Ferry af Gambetta, og Gambetta igjen
af Freycinet og Ferry; Hr. Grevy lader dem ganske roligt skifte. Han gaar
paa Jagt med sine Venner i Provindsen og spiller Billard med sine Venner
i Paris, og naar engang imellem en Avis, der vil give sig ud for at vaere
inspireret af ham, tillaegger ham en decideret Mening om Sagerne, saa kan
man vaere ganske sikker paa, at den Dagen efter bliver nodt til at
dementere sig selv. For en Republik, der gjor saa meget Spektakel som den
franske kan der ikke taenkes nogen mere hensigtsmaessig Praesident. Hans Ro
boder en Smule paa Uroen ellers. Var han som de Andre, vilde der ikke
vaere til at leve i Frankrig for bare Politik.

[Illustration: Ankomsten til Ballet.]

[Illustration: Jules Grevy, Republikens Praesident.]

Hele Aaret rundt er der i Grunden kun tre Gange Hr. Grevy virkelig
beskjaeftiger Pariserne. Det er, naar han giver sine tre store
Elyseeballer. Kunde han folge sit Hjertes Drift, strog han ganske sikkert
ogsaa dem. Men det--veed han--vilde Pariserne aldrig tilgive ham, og som
en klog Mand finder han sig da i at ofre paa deres Passioners Alter. Han
traekker det sorgelige Ojeblik ud saa laenge som muligt, men henimod Midten
af Februar begynder Aviserne saa smaat at raillere over Stilheden i
Elysee; det er saa nodvendigt, at der gjores Noget. Grevy kalder sin
Overkok til sig og underretter ham om, at der maa kjobes ind til det
forste Bal. Praesidenten for den franske Republik og Praesidenten for
Kjokkenet i Elyseepalaeet have ogsaa ellers--paastaar man--hver Morgen
deres regelmaessige Sammenkomster; men det er kun under
Balforberedelserne, at disse huslige Konferencer udstraekke sig til Timer.
Kjokkenchefen forlader dem med stolt loftet Pande i Bevidstheden om den
AErbodighed, hvormed Leverandorerne vil modtage ham, naar han kommer og
gjor sine exceptionelle Bestillinger; Statschefen gaar fra dem tankefuld
og med Skyer paa sin Pande. Han kan i det Hele taget ikke lide det
Exceptionelle og allermindst den exceptionelle Luxus; Han finder det
langt fornuftigere at anbringe sine Penge i Huse paa Boulevard
Malesherbes end i Spise- og Drikkevarer, og han veed af sorgelig
Erfaring, at et Elyseebal koster mange Penge.

Naar Praesidenten lader spille op til Dands i sit Palais, kan han nemlig
ikke, som naar han gifter sin Datter bort, indskraenke sig til at invitere
Familierne Grevy og Wilson med samt nogle ganske enkelte gode Venner af
Huset. Hele Paris gjor Fordring paa at modtage Indbydelser, hele den Part
af Provinserne og af Udlandet, som tilfaeldigvis opholder sig i Byen,
mener at have om muligt endnu storre Berettigelse til at stille samme
Fordring. Saa saare Rygtet om, at Ballet naermer sig, kommer ud i Staden,
bestormes Praesidentskabets Sekretariat med Anmodninger i massevis om
Billetter. Selv et Theater i Vaelten, der er ifaerd med at bringe et nyt
Stykke af Sardou eller Dumas paa Scenen, kan ikke vaere mere plaget.
Alverden kjender et Municipalraadsmedlem eller en Deputeret, der maa gaa
i Ilden for dem ved denne Lejlighed. De har Allesammen deres alenlange
Lister, og saa indflydelsesrige Personer er det i en Republik grumme
vanskeligt at afslaa Noget. Legationerne paa deres Side ser sig ligeledes
nodsagede til at stille store Krav. Hele Kolonien danner Queue udenfor
Gesandtskabshotellet for at skrive sig paa Listen, og selvfolgelig
betragter hver Enkelt det som en personlig Fornaermelse af Gesandten, naar
hans Begjaering ikke tages til Folge. Det bliver paa denne Maade
Hundredetusinder, der vil med til Grevys Bal; en halv Snes Tusinde af dem
i det Allermindste kan man paa ingensomhelst Maade undgaa at tage med.
Der fojes af Teltdug store Tilbygninger til Palaeet, alle de til daglig
Brug ubeboede Sale stoves af og befries for deres Mobelovertraek, de
Tusinder af Messing-Moderatorlamper, hvormed Huset ved en saadan Fest
belyses fra overst til nederst, poleres og fyldes, der bliver lejet
Planter og Blomster til at dekorere med hos alle Parises Gartnere,
Municipalgardisterne tilhest kommanderes til Tjeneste for at holde de
naermeste Gader ryddelige, og Vognene begynder saa paa den hojtidelige
Aften at rulle ind i Gaarden.

Man er i Republik. Det ceremonielle Reglement fra Kejserdommets Dage, der
gjorde en Vogn uden Numer obligatorisk for Enhver, som indfandt sig til
Hove, existerer ikke laenger. Man kan komme i Droske eller tilfods ganske
efter eget Behag. Adgang naegtes Ingen, som er i Selskabsdragt og
praesterer et Invitationskort. Men det maa han ogsaa af med, og det er for
Mange en stor Skuffelse. Det saae saa imponerende ud: en kaempemaessig
Karton af hvidt Glacepapir, hvorpaa i smagfuld Snirkelskrift laestes:
"Praesidenten for Republiken og Fru Jules Grevy udbede sig AEren af Hr. N.
N.'s behagelige Naervaerelse i Elyseepalaeet den og den Dag", og nedenunder
paa Foden den lille Bemaerkning "on dansera". Paa en Visitkortskaal vilde
det have gjort magelos Effekt. Men Kontrollen ved Indgangen er yderst
streng. Man har adopteret det samme System som i Parisertheatrene. Tre
Herrer i kjole og hvide Halstorklaeder sidde ved et stort Skrivebord og
attrapere enhver Indtraedende med Anmodningen "votre carte, Monsieur". Der
rives et Hjorne af den smukke Glacekarton, og naar man vil ind efter at
have givet sit Overtoj til Opbevaring i et af de uhyre Skabe paa begge
Sider af Entreen, maa ogsaa selve Kortet afleveres til Lakajen, der
vogter Adgangen til den forreste Sal. Udgangsbillet kan ikke faas. Er man
een Gang inde, maa man blive der, til man er traet og maet af Herligheden.
Stundom kan det endogsaa haende, at man maa blive der laengere, end man
selv skjotter om. For at forebygge Traengsel, paastaa Nogle, Andre mene af
faderlig Omsorg hos Praesidenten, for at hans Gjaester skal faa Alting at
se, er der nemlig ved Elyseeballerne foreskrevet Selskabet en permanent
Rotationsbevaegelse. I den forreste Sal, hvor Praesidenten og Fru Grevy
tage imod saerlige Honoratiores, samt i de umiddelbart tilstodende, hvor
Corps diplomatique opholder sig, er det for det almindelige Publikum ikke
tilladt at blive staaende. Standser man et Ojeblik, har man strax en
sortklaedt Lakaj med Solvkjaede om Halsen paa Siden af sig og bliver i en
daempet, men meget bestemt Tone anmodet om at passere videre. I de mindre
hellige Lokaler er det tilladt at blive, hvis man skjotter om det, men
det er ikke tilladt at vende om og gaa tilbage til den Sal, fra hvilken
man er kommen. Op ad Dorstolperne staar der, fra Ballet begynder, til det
ender, plantet to hoje, haandfaste, violette Lakajer i Drabantattitude og
med Muskler som Saint-Marceau's Harlekin. Deres udstrakte Fod spaerrer
Doren. Vil Nogen fremad, traekkes Laeggen i den hvide Silkestrompe aerbodig
ind, men for den, der vil tilbage til det forladte Paradis, spaerrer den
Passagen, og fra Cerberus'ens Mund lyder der et ubonhorligt "on ne passe
pas". Hele Palaeet, Stue, forste og anden Etage med dets labyrinthiske
Virvar af Sale, Trappegange og Korridorer maa vandres igjennem og
Vandringen begyndes forfra igjen, for man kan komme til det Sted, man
engang har forladt. Kun fire Sale i Midten danner en Undtagelse: to, i
hvilke der danses, en, hvor man i uendelig Traengsel slaas om at komme til
Buffeten, og en, pyntet med Palmer og bredbladede Planter, som er bestemt
til Hvilested for de dansende Damer. Mellem dem har man Lov til at
vandre, som man lyster. Det er ganske heldigt. En Kavaleer, der mellem
Dansene onskede at skaffe sin Dame et Glas Is, vilde, hvis han skulde
gjore den ellers foreskrevne Rotationsbevaegelse, blive nodt til at
absentere sig for et Tidsrum af mindst et Par Timer. Han kan bruge Tid
nok, for han faaer banet sig frem mellem Raekkerne, der stadig staar
opstillede ved Buffeten.

[Illustration: Ved Buffeten.]

Forovrigt er det saa viselig indrettet, at dette lille Komplex af Sale,
hvor man har Tilladelse til at bevaege sig frit, ogsaa er det eneste Sted
i hele Palaeet, hvor det er fornojeligt at vaere. Toiletterne opholde sig
ikke der; Traengselen er altfor umaadelig, til at de kan gjore sig
gjaeldende. Men Toiletter behover man i Paris heller ikke at gaa paa
Elyseebal for at beundre. Hvad der derimod traeffes i dets Dansesale, det
er netop det Sjeldneste, der ses i den store Seinestad: unge Piger uden
Toiletter, i en simpel hvid Kjole, men med Foraarsroser paa de usminkede
Kinder, med store, forundrede Ojne og Ansigter, der straaler af
Henrykkelse over at vaere paa Bal, Faenomenet er overraskende, men det er
ikke uforklarligt. Ved Siden af de sextusind Indbydelseskort, der
udstedes til Kreti og Pleti fra Paris og Provinserne, de to tusind, som
Amerikanere og Englaendere erobre, samt det halvandet Tusind, der gives
til andre Udlaendinge, indbydes der ogsaa nogle Hundrede Personer af Hr.
og Fru Grevys private Omgangskreds, det vil sige af det aegte parisiske
Bourgeoisi. Det er til daglig Brug ikke med i Verdensstadens Rummel og
Tummel, og det stiller fremfor Alt ikke sine Koner og Dotre til Parade
mellem store Kokotter og smaa Boulevardlover. Men for Praesidenten har det
saa megen Estime, at det ved hans Baller undtagelsesvis blander sig
mellem den mylrende Skare. Dets Dotre moder med Balkortet ved Viftesnoren
og med Sextenaarsglaede ved at danse, de skriver de unge engagerende
Officerers Navne op paa Kortet med en Alvor, som var det Fredstraktater,
de undertegnede, de valser og polkerer, som gjaldt det Livet, og med
Studsen standser Udlaendingene og Boulevardpublikummet. De har saa tidt
forsvoret, at Dramaforfatternes Ingenuefigurer findes andetsteds end i
Digternes egen Fantasi; her begynder der at dukke en Anelse op hos dem
om, at disse henrivende unge Vaesener virkelig er tro Kopier efter
Naturen. De faar et Indblik i et Paris, som de ikke kjender, men som de
dunkelt fornemmer maaske er det, som det, naar Alt kom til Alt, lonnede
sig bedst at stifte Bekjendtskab med. Det er formelig, som om Luften i
Balsalen blev renset af al den sunde Ungdom. Ellers er der
Svedebadstemperatur og Pestatmosfaere af Lampeos og sammenpakket
Menneskemylr allevegne. Man gisper og stonner, Hovedet vaerker,
Tindingerne banker i Feber, for Rotationsbevaegelsen er tilende, og man
atter kan traekke Vejret i de forreste Sale.

Men Pariserne holder trolig ud. Naar det blot ikke drejer sig om Politik,
er der i hele Verden ikke noget taalmodigere Folkefaerd end dem. Forst
henad Et kommer Ballets store Maerkvaerdighed, og til den maa man aldeles
nodvendig vaere med, om ikke af anden Grund, saa af ren Nysgjerrighed.
Lidt over Midnat viser der sig et oplivende Syn. Salenes Traengsel viger
tilside og aabner i Midten Passage for en stolt fremadskridende Afdeling
Militaer. Man har savnet det hele Aftenen, og Savnet har vaeret saa meget
mere paafaldende, som den stadselige republikanske Garde ellers plejer at
pynte op allevegne i Paris, hvor der er noget Hojtideligt paa Faerde. Nu
kommer den, hoj og strunk og stram i sine lange Ridestovler, hvide
Benklaeder, blanke Harnisker og Hjelme med den vajende Fjerbusk. De
Fremmede bilder sig et Ojeblik ind, at det er Praesidenten, der gjor
ceremoniel Promenadetur omkring mellem sine Gjaester. Men Hr. Grevy er
ikke saa pretentios. Naar han i et Par Timers Tid har taget mod de
Kommende og traenger til at hvile sig lidt i de for ham og hans Familie
reserverede Vaerelser paa forste Sal, ser man en aeldre, graahaaret Herre
gjore Forsog paa at arbejde sig gjennem den roterende Maengde. Det er
Statschefen, men forholdsvis kun meget Faa kjender ham og viger tilside.
Han ser i sin sorte Kjole uden Ordensbaand ud som Pluraliteten af de
mandlige Balgjaester, og Tjenerskab til at bane Vej for ham er der ikke
Tale om. Republikansk Garde vilde han endnu meget mindre kunne falde paa
at rekvirere til sit Behov. Det er Chefen for Elysee-palaeets Kjokken, den
kommer for at assistere. Maerkvaerdigheden, som skal gaa for sig, er
Aabningen af hans Souper, en rigtig Souper med koldt Kjokken og Champagne
i Stromme. Ved de almindelige officielle Fester haves der kun en ordinaer
Forfriskningsbuffet med Sandwich, The, Punsch og Konditorsager. De tre
aarlige Elyseeballer er de eneste, ved hvilke Gjaesterne bydes paa Souper.
De faar den ganske vist kun efter noget Besvaer, men de faar den dog.
Gardistkorpset stiller sig op ved de to Adgange til Salen, hvor den
serveres. Den dem givne Parole er overordentlig streng. Der er dog altid
et mystisk Ord, som gjor Passagen forbi de violette Tjenere mulig. Naar
man hvisker dem "Corps diplomatique" i Oret, traekker de Silkelaeggene
tilbage. Men overfor Gardisterne hjaelper ingensomhelst Parlamenteren og
ingen Personsanseelse. Enhver maa vente, til hans Tur kommer, Og
Pariserne venter; de stiller sig op i Queue og venter timevis, som de
gjorde det i den elektriske Udstilling for at faa det Halve af en Arie
paa Operaen at hore, som de gjor det ved deres Theatres Billetkontorer,
ved deres Omnibusstationer og overalt. Vanen til at gjore Queue er bleven
deres anden Natur, og de finder ingen Inkonveniens ved det laengere. Med
Mellemrum aabnes Soupersalonens Dore, og der slippes saa Mange ind, som
den kan rumme. Naar Holdet er bespist, sendes det ud ad den anden Dor, og
en ny Afdeling af Queuen kommer til Fadet. Det bliver saaledes ved fra
Klokken Et til Klokken Fem om Morgenen. Saa lukker Kjokkenchefen
Bevaertningen, og de sidste Ventende maa gaa hjem med tomme Maver. De har
kun den Trost, at de ved at staa opstillede saa laenge har erhvervet sig
storre Chancer for at faa deres Overtoj end de, der er brudt op paa et
tidligere Stadium af Festen. At komme fra et Elyseebal ligesaa beklaedt,
som man er kommen til det, er at have vundet et Lod i Lotteriet. At komme
derfra uden at vaere fortraadt, forpuffet og fortumlet af kvalmende
Skjaersildstemperatur er en total Umulighed. Men Konveniensen fordrer, at
Republikens Praesident og Fru Jules Grevy tre Gange om Aaret udbede sig
deres tro Republikaneres Naervaerelse til denne Fornojelse, og Konveniensen
fordrer ligeledes, at de tro Republikanere finde Naervaerelsen saa
behagelig, at de saetter Himmel og Jord i Bevaegelse for at opnaa den.
Konveniensen har nu engang Ingenting med det Begribelige at gjore,




FORAAR I PARIS.


Den tyvende Marts skal ifolge den franske Almanak Foraaret begynde, og
den tyvende Marts skal ifolge gammel Tradition det forste Foraarstrae i
Paris staa med gronne Blade. Der er et, der er foran alle de andre; og
morsomt nok, som det hjemme i Kjobenhavn er Holbergs Trae, saaledes er det
her Molieres, der lyser Vaaren ind: et rankt og rundkronet Kastanietrae
ligefor Indgangen til Theatre francais. Der staar det midt i Byens
Hjerte, og der er ikke een Pariser, som ikke kjender det og holder af
det. Saa saare Vinterspleenens Taage letter, og den forste gyldne Solflod
breder sig og svommer ud over Boulevarderne gjor han en Afstikker til
Traeet paa Theaterpladsen, saa tidt han kan komme til det. Laengselsfuldt
kiger han op til de violetbrune Knopper og folger deres voxende Bugnen.
Den Dag, han paa Asfaltflisen finder det forste dryssede, harpixfede
Skjael og ser det forste gronne Blad deroppe titte frem, pjusket som en
lille dunet Kylling, der lige kryber ud af AEgget, den Dag er hans store
Fest. Thi med den begynder den herlige Tid, da hans kjaere Paris Maaneder
igjennem bliver, hvad han saa uendelig gjerne vil have, det skal vaere:
den skjonneste Stad i Verden.

Samtidig med Molieres Trae springer hele Paris ud i et Nu. Under
Boulevardkafeernes Solsejl mylrer det med glade Mennesker, der sidder paa
Trottoiret og leer op til det piplende Gronne og til det endelose Tog
derude paa Gaden, hvor under blaa Himmel og Sol og brogede Parasoller
Vogn efter Vogn farer afsted. De farer gjennem Champs-Elysees i Raekke ved
Siden af Raekke, gjennem Boulogneskovsavenuens Solbundtstraaler og ind
mellem de lovende Alleer. Hele Vejen sidder der Tilskuerhobe i Tusindvis,
Bornene lober og leger mellem de knoppende Syrener eller jubler paa
Karusselhestene eller staar og hviner af Glaede over Forestillingen paa
Marionettheatrene. Henover Skovens lange, snorlige Ridestier galopperer
Kavalkader af elegante Ryttere og Amazoner, i den zirlige lille Kabriolet
promenerer Dandyen sine Vaeddelobere og sin strunke, stoltpudsede Kudsk,
de hvide Frugttraeer drysser deres Blomster, og under dem, paa de store,
gronne Plaener, ligger der boltrende Grupper og bader sig i den varme Sol.
Laengere borte kommer Seinen, uden den mindste Krusning, spejlende hver
lille Fjersky; der glider hen flygtig og luftig som Ringe fra en Cigar.
Kanotiererne har faaet deres stramme Trikottrojer paa og deres rode og
blaa Huer, og i deres lange, spidse Baade flyver de afsted over Vandet og
forsvinder bag Pynten under Haengepilens fantastisk-skjonne Hang af
lysgront Lov. Hele Paris er ude og fylder sine Lunger med den
vidunderlige Luft og svaelger i Bevidstheden om, at den tre Maaneder paa
Rad, lige til de store Junilob er forbi, vil Morgen efter Morgen vaagne
til den samme Herlighed og Fest.

[Illustration: Dandyen promenerer sin Kudsk.]

Pariseren har Ret: der er ingen Stad, der i Foraarsdragt er saa smuk som
hans. Det er nemlig ikke blot Foraaret, der pynter Paris, men ogsaa Paris
og Pariserne, der pynter paa Foraaret. Deres Parker og Avenuer, deres
Boulogneskov, den hele Omegn soignerer det og sorger for, at det kan vise
sig fra sin fordelagtigste Side. De stadser paa det som paa et sodt
Kjaeledaeggebarn, der dog traenger til rentvaskede Kinder og snehvid
broderet Kjole og fintkruset Halsstrimmel for ret at kunne gjore sin
Sodhed gjaeldende. Det gjor de ikke saa ilde i endda. Der er aldeles ingen
Anledning til at komme i lyrisk Fyr og Flamme mod en saadan Servering af
Natur paa Praesenterbakke. Den traenger ikke til nogen Assistance, naar
dens fulde Skjonhed staar i Sommerfloret; saa er der langt vidunderligere
i en Skovskygges Ro, paa en duftende Klovermark eller ved Aalobet, der
risler mellem Enge, hvor Guldsmede og blaa Sommerfugle sidde og dromme
paa de rode Valmuer. Saalaenge der derimod endnu ikke er hverken Romantik
eller Skygge, men kun Sole og vissent Vinterlov under Skovtraeerne,
saalaenge Klovermarken hverken har Blade eller Duft og Aabredden hojst en
lille Anemone bag en graaskiden Snebunke, der er i Faerd med at smelte,
saalaenge har den kjaere Natur dog maaske en Smule for meget Slaegtskab med
de mindre propre Smaaglutter, hvem Naesen lober paa. Man skal vaere Moder
for at have Blik for deres Englelighed, og man skal vaere idetmindste et
Stykke af en Poet for at kunne goutere Foraar i det Kostume.

Pariserne er ikke Poeter; de pynter deres Foraar, som Watteau pyntede
sine Hyrdestykkers Faar og Le Notre sine Versaillesparker. Det er en
gammel Svaghed, de har, og den maa man tilgive dem. Der kommer noget saa
udmaerket Dejligt ud deraf. Paa den forste Foraarsdag er Alt komplet, Alt
i _grande toilette,_ blankt og pillet og pudset. Det er Gjenfodelsesfest,
og Paris har Festens Dragt. Plaenerne straekker sig gronne og tykke og
blode som Flojl i Park Monceau. Der er ikke et Straa, der mangler i det
svulmende, fyldige Taeppe; der er ikke et drysset Knopskjael, der har faaet
Lov til at ligge og saette Plet paa Vaarens jomfruelige Klaedebon. Riven
har glattet Gangenes brune Gruskies og fjernet Alt, hvad der ikke skulde
vaere der; de gule, fjedrende Stole staar paa Raekke og Rad i Solskinnet
som til stor Ceremoni, de runde Blomsterbede pranger i Farver af Aurikler
og store Stedmodersblomster og hvide Bellis og rode Ribes. Om den antike
Sojlekolonnade ranker Efeuen sig uden et vissent Blad, og de unge
AEllinger staar paa Hovedet i Dammen og plasker Vandperler op paa
Laurbaerbuskenes Blade. Ovenover Alt det kan det fine, lyse Bladlov
sagtens tage sig ud, og som det er der, er det allevegne. Paris har Park
ved Park, en lille, firkantet Square idetmindste ved hver anden Gadeende,
hvor den forste Foraarsskjonhed bliver poleret og fredet om og sat i
flatterende Ramme med ikke mindre Omhyggelighed. Saa kommer det mylrende
Virvar af Avenuenettet paa alle Kanter, med dets altid friskvandede
Kjoreveje, med dets Fontaener, dets Statuer og Bosketter, og saa kommer
endelig Boulogneskoven. Man kan tage en Droske til den paa Boulevarden og
naa den i et Kvarter og for halvanden Franc. Den ligger som i selve Byen,
og dens Foraarsapotheose giver hele Paris Relief.

De Fremmede er himmelraabende uretfaerdige mod den stakkels Boulogneskov.
Det har sin ganske naturlige Grund, det kommer simpelthen af, at de i
Reglen aldrig faar den at se, for den er affloreret. Deres Indvandring i
Paris begynder forst, naar deres Sommerferie begynder. Men saa er dens
Glans forbi, saa er den flov som Moderne fra Faubourg Saint-Germain,
baarne af Bondepigen ved et nordisk Kjobstadmarked. Den skal ses helst i
Marts eller April, tilnod i Maj, saa er den enestaaende i Verden. Den har
da ikke blot den allersarteste og allereleganteste Foraarsdragt, som
Natur og Kunst har kunnet komponere i Forening, men den har den
gjennemtrukken med en Parfume af _Tout Paris_ koncentreret i Essens. Det
er, hvad man nu end vil sige, en ganske ejendommelig Ting. Gran- og
Lindeduft kan vaere berusende, Orangers krydrede Vellugt ikke mindre. Men
den er der Tusinder af Skove, som er faelles om. Boulogneskovens er der
derimod kun en, der har, en eneste paa hele den samlede Klode.

Fra den Dag, da Foraarstraeet ved Theatre francais staar i Knop, indtil
Mylret af nummererede Fiakrer og Epiciertraengselen og Stovet paa den
store Vaeddelobsdag ved Longchamps har staenket Banalitet over de fornemme
Alleer, i de tre unge Foraarsmaaneder er Boulogneskoven obligatorisk for
hver aegte Pariser-existens. En Promenade der horer til. Man kan bedre
undvaere Desserten til sin Diner, end man kan undvaere den. Men der er kun
een bestemt Promenade, som gjaelder, den mellem Fire og Syv. Saa ruller
Alt, hvad Paris har af Ekvipager, afsted til den, Faubourgernes Adel
kommer i Karosserne a la Louis quatorze med den vaeldige Fadding vuggende
sig paa Kaempefjedre og med de silkebestrompede, stive Lakajer.
Finansbaronerne kommer med det springende Fuldblod for den elegante
Kabriolet, Politikerne, ukjendte igaar, magtstraalende idag og forglemte
imorgen, kommer i Hyrevognen, der er lejet for deres korte Glorietid;
Kunstens og Videnskabens Stjerner skjuler sig for profane Blikke i
Baggrunden af deres lukkede Koupe, men udfordrende, brammende, med
Rosenbuketter bag Hestens Ore og i Groomens Knaphul, stiller den store
Kokotte sin straalende, friske Toiletteluxus og sin malede Skjonhed ud
paa de polstrede Silkehynder. Alt, hvad der i Paris har et Navn, en
Stilling, en Formue, ruller afsted til Boulogneskovstaevnet.
Fremmedkolonierne folger Trup, denne stadig voxende Mylr af Millionkonger
fra alle Verdens Egne, der kommer en Saeson til Paris, for at Guldfloden,
hvori de vaelter sig, kan kaste en efemer Glans over deres obskure
Tilvaerelse. Alle jager afsted over de friskvandede, brede Veje, gjennem
de blinkende Solbundtstraaler, ud til _le lac_. Der, ved Begyndelsen af
den, hvor Svanehuset titter op mellem den skvulpende Gondolflotille,
strammes pludselig Tojlerne, og hele Strommen af Kjoretojer ruller
langsomt videre i Skridt. Man gjor _le tour_, den verdensberomte _tour du
lac_. Slentrende, standsende ved hvert tiende Skridt, fordi Traengselen er
for taet, kjorer man paa Parade i Queue langs den kunstige Skovsos Bred.
Der er tre, fire, undertiden fem Raekker Vogne ved Siden af hinanden og
ikke en Armlaengdes Plads mellem hver. "Baronesse d'Ange", den store
parisiske Depravations-Baronesse, der altid kjorer selv, maa holde igjen,
for at hendes hvide Hest ikke skal stikke Hovedet ind til Dronning
Isabella af Spanien. Gambetta og Rochefort ruller Side om Side. Mde.
Rothschild og Mile. Eva fra Fantaisies-Parisiennes reklamerer _vis-a-vis_
hinanden for een og den samme Modehat fra igaar. Stadig i Queu'en, stadig
standsende, bevaeger man sig fremad til Enden af Soen. Paa den anden Bred
er der maaske nok saa smukt i den lange, skyggende Allee, men denne anden
Bred foragter man. Der er der ikke en eneste Vogn. _Le Tour_ gjaelder kun
den ene Side, den holder man sig til. Saasnart man er kommen til Enden,
vender man, alle Vognene paa een og den samme Plet, og slentrer tilbage
igjen, ind i Traengselen, langsomt nedad mod Svanehuset, for, naar man har
naaet det, at begynde forfra paany. Det er deri, Promenaden bestaar. Man,
sidder stram og strunk, pyntet og fornem. Et Toilette uden Smag, et Smil
paa urette Sted, en Bevaegelse, der ikke var korrekt, vilde ligefrem saette
Plet paa Ens gode Navn og Rygte.

Landskabet selv er som denne luxuose Ramme omkring det. Det kunde males
paa Bagtaeppet i en Feeriedekoration uden at idealiseres. Alt er her, hvad
der kan udtaenkes af fortryllende fin og yndefuld Natur. En bestandig
spejlblank So med vuggende Gondoler og sejlende Svaner, Smaaoer, der
romantisk bryder Udsigterne i Pynter, hvor Guldregnen haenger ud, saa at
dens Blomsterklaser kysser Vandet, Klippevildnis med Kaskader mellem
Bregner og Efeu og blaarankede Clematis, fantastiske Broer og blomstrende
Bosketter og blode, gronne Engskraenter, hvor de hvide Sommerfugle leger
Tagfat. Og saa rundt omkring de brede, fornemme Alleer og de sarte
Akacielunde og de lange Plaener, der ligger saa rolig, som om de var
vuggede i Drom af Duften fra de store, gulblomstrede Buske, der hegner
dem ind. Ovenover det Hele Solen, som ingen Skovtykning tager Varmen og
Glansen fra, men som lister sig legende ind mellem det unge Lov og tegner
det igjen i Skyggerids paa Graesset nedenunder. Friskhed bestandig fra
Vandbrusens vaskende Regn, ikke et Stovgran paa noget Blad, men smaa
Draabeperler allevegne, der blinker i Solen som evig Foraarsdug over det
fortryllede Land. Man kan saa tusinde Gange sige, at det er Kunst og ikke
Natur, vidunderlig dejligt er det, hvad man end vil kalde det. Det er
Foraaret, der holder kongeligt Indtog med kongelig Pomp. Hele dets Hof er
der paa Parade i Galapuds for at hylde dets Komme.

Saaledes ser Pariser-Foraaret ud ved Boulogneskovens So. Men det ser ud
omtrent ligesaadan paa alle Kanter af den store Luxusby. Allevegne er der
fine Lystslotte og pudsede Parker, Skraenter med Villahaver og ranke
Alleer til at pynte paa det, allevegne rammer Seinens blode Bugtninger
det ind med Romantik, allevegne ligger Kaempestaden i Baggrunden med
Solglans paa de forgyldte Taarnspir. Foraaret er dejligt, hvor det saa
slaar sine Ojne op i den hele Verden. Men det har et Saerpraeg her, som det
intet andet Sted har. Det er badet i Pragt, gjennemsyret med Fest, hyllet
i Elegancens skinnende Klaeder. Det er parisisk fra Top til Taa.

[Illustration: Kaskaderne i Boulogneskoven.]

[Illustration: I Kammeret: En Tilhorerloge. Tegning af Mars.]

[Illustration: Kammerets Talerstol.]




I KAMMERET.


Hvis Parlamentarismen ikke allerede havde vaeret opfundet andetsteds,
vilde Franskmaendene have opfundet den. Den er netop Noget, som passer for
deres Behov. De traenger til at hore og hores. Forst i det talte Ord er
Personligheden helt med, og det er i at give Personligheden som Indsats,
at de har deres Styrke; forst det talte Ord virker paa Sandserne, og de
staar under Sandsernes Herredomme i al deres Faerd.

Men havde Franskmaendene gjort Opfindelsen, vilde der vaere kommen en hel
anden Parlamentarisme for Dagens Lys end den, til hvilken Gjenboerne
hinsides Kanalen har givet Tonen an. Ogsaa nu har de, for at
akklimatisere den, maattet laempe den adskilligt. De har, om man saa vil,
oversat den fra een Races Liv i en andens. Den er i England en rolig,
jaevn, daglig Bestyrelse af Landets Forretninger. Men for en saadan
Bestyrelse og for disse Forretninger har Franskmaendene kun ringe Sans. De
er ikke Politikere, som man er det i England. Der er Politiken bleven
Kjod og Blod af Folket, det interesserer sig for dens smaa og store Sider
uden Forskjel, den gjennemtraenger hele Nationens Liv. Anderledes derimod
med Franskmaendene. De kan i et givet Ojeblik passionere sig for en
Regeringsform, men ogsaa kun et Ojeblik. Saasnart de har den, onsker de,
at den faderligt skal vaage over dem i Et og Alt, uden at de behover at
tage Haand i Hanke med selv. De vil leve i Ro, de vil, at Regeringen skal
sorge for Landets Sager, og at de selv maa have Lov til at passe deres
egne. Mens i England hele Pressen er politisk og netop derigjennem har
sin uhyre Udbredelse, klemmer, hojst karakteristisk, de mest laeste
Pariserblade Politiken ind til et Minimum og stryger den undertiden rent
for udelukkende at blive litteraere. Politiken spiller kun en Rolle i
Franskmaendenes Liv, naar den gjor Spektakel, naar den byder
Tilfredsstillelse for deres stadige Torst efter Sensation. Det forklarer,
hvorfor den engelske Parlamentarisme har maattet oversaettes til fransk
Behov. Den hedder i denne Oversaettelse Tribunen, og den har i den
undergaaet en fuldstaendig Forvandling. Parlamentarismen i England er en
Administration, Tribunen i Frankrig er et Skuespil.

Den theatralske Iscenesaettelse er det Forste, der springer i Ojnene, naar
man kommer ind i det franske Deputeretkammer. Selve Salen ligner et
Theater. Den har sin Scene og sin Tilskuerplads. I en stor Halvkreds
haever de Deputeredes rode, magelige, hojryggede Klaedesbaenke sig over
hinanden, med saa staerk amphitheatralsk Stigning, at den bageste er naaet
op til Rummets halve Hojde. Omkring dem en Kreds af tyve joniske
Marmorsojler med Broncekapitaeler, der baerer Loftsplatfonden, hvor
Fragonnards Arabesker krandser den matte Glaskuppel, ned fra hvilken
Lyset falder. I to Etagers Loger, anbragte mellem disse Sojler og byggede
fuldstaendig efter Monster fra et hvilketsomhelst Parisertheater, har det
profane Publikum Plads. Allevegne fra kan man, idetmindste ved Hjaelp af
Theaterkikkerter--og dem er der bestandig nok af baade i Loger og paa
Amphitheater--tydeligt folge Alt, hvad der foregaar paa Scenen, det vil
sige paa den maegtige Tribune, der indtager hele Rummet en face for
Halvkredsen. Den er ikke nogen simpelt, enkelt, almindelig Talerstol, den
er en formelig Bygning med Etager, Trapper, taeppebelagte Afsatser,
Ornamentsdekorationer og en hel lille Verden af permanente Beboere.
Overst throner i sin gyldne Laenestol Kammerets Praesident, omgivet af
Staben af Sekretaerer og ovrige Embedsmaend. Paa Trapperne farter
Medlemmerne frem og tilbage; Huissierer holder Vagt der i deres elegante
Kjoledragt med Solvhalskjeden og den fine Kaarde. Nederst er
Stenografbordet, flankeret stadig af lyttende Grupper, som Ivrigheden og
Uroen ikke har tilladt at blive paa deres Baenke, og midt imellem, bag
Talerstolens flatterende Brystvaern, paa en Plads, der er saa stor som et
almindeligt Stuegulv, samler da Tribunens egentlige Helt, Taleren, hele
Salens Opmaerksomhed paa sig.

[Illustration: Kammerets Praesidentstol.]

Ingen, som kan finde mindste Anledning dertil, undlader at vise sig paa
denne Scene. I det engelske Parlament rejser den Deputerede sig ligesom
hos os simpelthen op paa sin Plads og holder sit Foredrag der.
Franskmanden derimod maa ved enhver Lejlighed paa Talerstolen, selv om
det kun er for at meddele, at han frafalder Ordet. I det samme Ojeblik,
han begynder at beskjaeftige sig med Politik, bliver Tribunen hans Afgud.
Selve Politiseringen er som en hemmelighedsfuld Elskovsdrik, der drager
ham til den med uophorlig, magisk Magt. Tribunen er Gjenstanden for alle
hans Laengsler, Maalet for al hans AErgjerrighed. Thi Tribunen forer i
Frankrig til Alt. Man vinder der ikke Position i det offentlige Liv
Skridt for Skridt, ved i een betroet Post at laegge Evner for Dagen, der
anbefaler til en hojere, man tager sin Stilling med Storm i et langt
Spring. Den ene Dag er man en ukjendt Deputeret, saa holder man en Tale,
og den naeste er man Minister. Er det sandt, at enhver fransk Soldat baerer
Marchalstaven i sit Tornister, saa er det endnu hundrede Gange sandere,
at enhver fransk Politiker allerede er godt paa Veje til
Ministertabouretten, idet han saetter Foden paa Tribunens forste
Trappetrin. Hvorfor skulde ikke det Samme haende ham, der er haendet
Hundreder af hans Forgjaengere? Han har altid Exempler fra de seneste
Dage. Waldeck-Rousseau var en ung Mand paa nogle og tredive Aar, om hvis
Kapaciteter Ingen havde Anelse. Saa fik han en Dag Ordet i Debatten om
den juridiske Reform, og nogle Uger efter sad han som Medlem i det store
Ministerium. Det er ikke en Undtagelse, det er kun et Paradigma paa
Regelen. Gambettas Exempel staar som det mest lysende af alle. Han gik
som en anden lille, brodlos Advokat omkring og holdt Taler ved Olglasset
og tog paa Borg paa Kafeerne, da han tilfaeldigvis kommer til at fore
Forsvaret i Baudins Proces. Det var ikke engang i Kammeret, men kun for
Retsskranken, at hans Veltalenhed lagde sig for Dagen. Og dog var denne
ene Tale nok til at skabe hans Karriere. Han blev Deputeret, han blev
Partiforer, han blev Landets Diktator, saa at sige inden der var gaaet
Aar og Dag, I det moderne Frankrig er Tribunen Valpladsen, hvor alle de
store Sejre vindes.

[Illustration: Gambetta.]

Men man maa forstaa at vinde dem. Det er en Kunst, der er en hel Del i
Slaegt med Skuespillerens. Kommer man lobende fra Gaden op paa Scenen uden
at kunne hverken gaa eller staa paa den, uden at kunne beherske hverken
sin Stemme eller sine Gestus, og vil tage Publikum med Storm udelukkende
i Kraft af den indvendige Genialitet, saa gjor man ynkeligt Fiasco. Det
er paa Tribunen ligesaadan. Der sporges der meget mindre om, hvad man har
at sige, end om hvorledes man siger det. De nye Ideer passer ikke der;
den Virkning, de frembringer, er en hel anden end den, i Kraft af hvilken
der sejres. De forbauser, men i enhver Forbauselse er der et Element af
Modstand, for Forstaaelsen kommer. De griber ikke ojeblikkeligt og river
med, og det er just deri, den sejergivende Hemmelighed ligger ved Ordet,
der flyver ud fra Tribunen. Det skal simpelthen reproducere de Ideer, der
allerede er modne, det skal fange Tankerne, der ligger og slumrer i hver
enkelt af Tilhorerne og praesentere dem saa paent paaklaedte som muligt,
helst i en eller anden lille skarp Formel, der springer i Oret og kan
blive Feltraab. Kan man finde den, er Slaget halvvejs vundet, og kan man
saa med oratorisk Kunst ciselere Rammen udenom, der stiller den i
tilborlig Relief, saa er det vundet totalt. Gambettas umaadelige Succes
ligger heri. Med de fem smaa Ord _"se soumettre ou se demettre"_ har han
styrtet Majregjeringen, skabt en hel ny Periode i den tredie Republiks
Udvikling og stillet sig selv paa Pjedestal som Landets Afgud. I de
afgjorende Ojeblikke har han bestandig det lykkelige Klarsyn, der finder
Formlen, som slaar ned: det er hans Genialitet. Og ved Siden deraf er han
Herre og Mester i Tribunens tekniske Kunst. Naar man laeser hans Taler,
forstaar man ikke deres Virkning. Men naar man horer dem, forstaar man
dem tilfulde, Stemmens uendeligt varierede Overgange, Ansigtets stadig
skiftende Udtryk, Ojnenes Flammen, Kast med Hovedet, Gestus og Slag i
Bordet, den Maade, hvorpaa han personligt stiller sig i Forhold til
Auditoriet, faestner dets Opmaerksomhed ved direkte Sporgsmaal, lurer paa
hver af dets Bevaegelser og ojeblikkelig fanger selv den mindste af dem,
for at stotte sig paa den, hvis den gaar ham med, og strax slaa den til
Jorden, hvis den gaar ham imod,--Alt det er det Halve og mere end det
Halve af hans Tale. Det er det, der har gjort ham til den, han er. Thi i
den engelske Parlamentarisme er det Indholdet, paa den franske Tribune er
det Formen, det gjaelder.

[Illustration: I Kammeret: Deputerede paa deres Pladser. Tegning af
_Mars_.]

Den er et Skuespil, og i den almindelige Bevidsthed bliver den ogsaa kun
betragtet som et saadant. Kunde Pariserne faa Billetter at kjobe til
Deputeretkammeret, vilde der vaere Dage, da de gjerne betalte Hundreder af
Francs for en Plads, men der vilde ogsaa vaere andre, da man ikke fik dem
til at gaa i Palais Bourbon, om man gav dem Guld derfor. Er det kun en
almindelig Forretningssag, der staar paa Dagsordenen, et
Budgetsporgsmaal, selv om det drejer sig om nok saa mange Millioner, saa
er der altid grumme trist i Salen. Logerne er tomme. Kun hist og her
sidder en ensom Tourist og falder i Sovn efter forgjaeves Forsog paa at
gjenkjende de beromte Hoveder, han har set i Fotografier, eller en
Landvaelger, der er kommen til Hovedstaden, har faaet Kort af sin Kandidat
og nu bilder sig ind, den stakkels Mand, at han skal vaere med til en
rigtig Fest. En tung Atmosfaere, maettet med Kjedsomhed, fylder Rummet.
Ogsaa Amphitheatrets Baenke er yderst sparsomt besatte. De Deputerede, som
sidder der, gjor Orden i deres Skuffer, laeser deres Post, besorger deres
Korrespondence eller anstiller Tegneovelser i Lovforslagenes Margina. Men
Pluraliteten er ude i Koulisserne, faar en Passiar i _Salle des pas
perdus_, drikker en Mazagran ved Buffeten, lader sig interview af
Nyhedsreferenter, gjor Citationsnotitser i Bibliotheket til den Tale, de
selv gaar svanger med. Af og til kigger de ind for at se, om Taleren ikke
endelig er bleven faerdig. Men han staar der endnu, bladende i sine
Papirer, tumlende med Tal, som Ingen bryder sig om. Hojst den Sagen
vedkommende Minister gjor Forsog paa at hore efter. Man har flokket sig i
Grupper og snakker hojt, hele Kammeret i Munden paa hinanden. Som
Minutskud gjentager Huissieren ad hoc, den statelige Figur med de graa
Bakkenbarter og de altid korsede Arme sit _"Faites silence, Messieurs--Un
peu de silence, s'il vous plait,"_ Praesidenten dundrer i Kathedret med
sin store, gule Opskjaererkniv, et Par Saetninger af den ulykkelige Talers
Foredrag bliver horlige, men strax efter drukner igjen hans Stemmes Klang
i den almindelige Summen og Mumlen. Varer det altfor laenge, taber man til
Slutning Taalmodigheden. _"Au vote, au vote!"_ lyder det i Kor fra alle
Ender og Kanter af Salen. Praesidenten farer op; han slaar et, to Slag paa
Klokken, men Utaalmodighedskorets Bolger voxer kun hojere derved. Han
bliver heftigere, han kimer; den store, skingrende Allarmklokke gjor et
Spektakel, saa almindelige Orer er lige ved at blive dove. Men de
Deputerede er vant til den og har kun grumme lidt Respekt for dens Stoj.
Praesidenten maa rette en Appel til Taleren. Han kan ikke fratage ham
Ordet, men han henstiller til ham, hvad han selv finder passende at
gjore. _"Au vote! au vote!"_ broler det opmuntrende Kor endnu mange Gange
hojere end for. Den stakkels Tribunehelt maa vige Pladsen; Stemmeurnerne
gaar rundt. I Gruppemoderne har de Deputerede faaet Parolen; efter den
afleverer de deres hvide eller blaa Stemmesedler. Modet er tilende.
Argumenterne fra Tribunen er der ikke ti Medlemmer af Kammeret der
kjender, for de den naeste Dag laeser dem i Bladene. Den hele Forhandling
har kun fremkaldt et Overmaal af Indifferentisme.

[Illustration: Kammerpraesidentens Klokke.]

[Illustration: En Stemmeurne.]

Helt anderledes derimod, naar der er "grande seance". Det er ikke
fuldkomment definerligt, hvad der falder ind under dette Begreb. Forst og
fremmest gjor naturligvis alle de Moder det, i hvilke man forsoger at
vaelte Regjeringen. Det er, som bekjendt, en ganske yndet Sport i det
franske Deputeretkammer, om den end stundom tager sig adskilligt mere
bister ud, end den i Virkeligheden er paa Bunden. Saa stor en Anledning
behoves nu dog ingenlunde altid for at faa en "grande seance" stillet paa
Benene. Der udkraeves dertil kun Sikkerhed for, at en af de yndede
Tribuneaktorer vil optraede. En meget almindelig Interpellation om et rent
ubetydeligt AEmne kan vaere nok, saafremt den blot giver Lejlighed til
oratorisk Duel mellem Kamphaner, som forstaar deres Kunst. Naar
Clemenceau udbeder sig Oplysninger af Regeringen om, hvorfor en
Politibetjent har pryglet en Kommunist ved en Gadetumult, eller naar
Baudry d'Asson, Kammerets vilde Slagsbroder paa Hojrebaenkene, den unge
Deputerede med det ligblege Ansigt, det store, sorte Rundskjaeg og de
altid ulmende Tendenser til Vesuveruption onsker at vide, hvorfor der er
bleven flyttet et Helgenbillede bort fra en Almueskole, saa er det strax
en "grande seance" af allerforste Rang. Diskussionsthemaet har Ingenting
at sige; det, det kommer an paa, er om Forhandlingen saetter Lidenskaberne
i Bevaegelse, saa der bliver Udsigt til Sensation, til et rhetorisk
Skuespil _a grand spectacle_.

Gjor den det, saa bliver Kammermodet en stor Pariserbegivenhed. Alverden
faaer travlt for at erobre Billetter ligefra Frisorsvenden, der plager
sin Kundekreds mellem de Deputerede for denne nye Art Drikkepenge, som
meget let lader sig realisere i klingende Mont, helt op til de fornemste
Damer, der vel endogsaa kan drive det til at stille en Praefektpost i
Udsigt som Doucor for et passende Antal gode Logepladser. Damerne er det
forst og fremmest, der maa med. Lejlighederne til at udfolde
Toiletteluxus bliver for den rigtig fine Portion af dem sjeldnere og
sjeldnere, efterhaanden som Gjennemdemokratiseringen af Samfundet antager
storre og storre Dimensioner. Under Marschallen var der endnu et Slags
Hof i Palais de l'Elysee og ved de store offentlige Festiviteter. Men med
Hr. Grevys Regeringstiltraedelse er det komplet forsvundet. Selv paa en
Pariserdag som _Grand prix de Paris_ er Publikummet paa Praesidenttribunen
saa blandet med smaa Bourgeoiselementer, at den fornemme Dameverden
finder det under sin Vaerdighed at vise sig der. _"Ca devient horriblement
canaille"_ skriver de royalistiske Blade, Den kvindelige Faubourgadel har
foruden sine Tirsdage i Theatre francais og sine Fredage i Operaen
egentlig kun Receptionerne i Akademiet og de store Kammermoder tilbage,
hvor der er rigtig Fashion at vise sig. Og da det er Fashion ogsaa for
det altformaaende Bourgeoisie, bliver Konkurrencen folgelig enorm. Det er
aldeles utroligt, hvilke Intriger der undertiden kan saettes i Gang for at
opnaa en Plads. Den stakkels Hr. Becherelle, Kammerets lille, vimse _chef
de service_, er overmaade fortvivlet. Han vil saa gjerne vaere alle mulige
Mennesker til Tjeneste, men end ikke de mest formaaende Medlemmer af
Forsamlingen kan han skaffe en Krog, hvor de kan anbringe deres Venner.
"Hans Sal" har vaeret overfyldt allerede for flere Dage siden.

[Illustration: Hr. Becherelle.]

Saa maa da Storsteparten af de Nysgjerrige tage til Takke med at stille
sig op paa Quaien udenfor Palais Bourbon. De staar der fra Klokken Tolv,
skjondt Modet forst skal begynde Klokken To. Staerke Delinger Politi
traekker Kordon paa begge Sider og danner en Allee, gjennem hvilke Vognene
kan kjore ind. Bagved denne Kordon er der sort af Tusinder af Hoveder.
Pluraliteten kan Ingenting se, men de bliver troligt staaende i
Traengselen alligevel. Skulde der virkelig passere Noget, kan de jo dog
saa sige at de har vaeret med, og det er til Syvende og sidst Alt, hvad de
forlanger.

Ogsaa de Begunstigede, der har faaet Kort, kommer tidligt. Pladserne er
desvaerre ikke numererede. Man har maattet sluge Frokosten; hvis det
Forfaerdelige indtraf, at man kom til at sidde paa anden Raekke, vilde det
nye Toilettes Virkning vaere odelagt. Man vilde maaske ikke engang blive
opdaget fra Journalistlogen og folgelig heller ikke blive naevnet i
Aviserne den naeste Dag. Allerede Klokken henad Et begynder da Vognene at
rulle ind i Gaarden. Det er, som der var stor Gallafest. Selv
Pluraliteten af Deputerede lader sig det vaere magtpaaliggende at optraede
standsmaessigt. Til daglig Brug kan det gaa an at komme tilfods, men naar
der er _grande seance_, maa der Vogne til, og det tilmed helst en ikke
numereret. Kun de allerrodeste Medlemmer bruger Fiakrer. De gjor det
grumme nodigt, men de tor ikke risikere deres Popularitet hos
Tilskuerhoben paa Quaien.

Defileen varer en Timestid. Klokken To er Salen fyldt, baade Amphitheater
og Loger. Soldaterne i _Salle de la Paix_ praesenterer Gevaer, Fanfaren
lyder, Kammerets Praesident begiver sig, eskorteret af Huissierer og
Sekretaerer, fra sin private Bolig til Forsamlingssalen. Han bestiger
Tribunen, stiller sig foran den gyldne Stol og slaar et Slag paa Klokken.
Modet er aabnet.

Selve den store Forestilling begynder dog i Regelen aldrig strax. Ligesom
i Theatrene har man som oftest en lille _Piece de rideau_ til at aabne
med, et Par smaa Lovforslag, som Ingen bryder sig om, og som kun er der,
for at de Deputerede kan faa snakket af og blive enige om, hvilken
Holdning de vil indtage til Dagens store Begivenhed, samt for at Damerne
i Logerne kan faa Lejlighed til at studere Kammerets Fysiognomi gjennem
deres Kikkerter, maaske ogsaa til at blive studeret selv en Smule.
Endelig, lidt efter lidt, daemper den bolgende Uro imidlertid af. De
Deputerede har indtaget deres Pladser, de smaa Lovforslag er vedtagne
uden Opposition, Formanden slaar atter paa Klokken, denne Gang fastere og
som med Tilkjendegivelse af, at det nu er Alvor, Betjentene besaetter
Opgangen til Tribunen, for at intet iltert Medlem i Stridens Hede skal
forcere Adgangen til Talerstolen, Huissieren med de graa Bakkenbarter
raaber sit _"Faites silence!"_ --Turneringen begynder.

Undertiden kan det haende, at den fuldstaendig skuffer Forventningerne, at
den bliver en lang, alvorlig Styrkeprove med Tale efter Tale, hvori der
er mange Argumenter og kun faa Personligheder, en ordnet Diskussion uden
Storm og Torden, uden vaesentlige Afbrydelser engang. Saa er man meget
lidt tilfreds oppe i Logerne. Varmen bliver efterhaanden intensivere,
Luften i det overfyldte Rum utaaleligt trykkende. Time slaeber sig hen
efter Time, og man tor dog ikke gaa, thi det vilde jo vaere altfor
harmeligt, om det store Sammenstod indtraf netop som man var forsvunden.
I Journalistlogerne erklaeres Modet for det mest kjedsommelige, der
nogensinde er blevet afholdt, og Boulevardbladene gjentager naeste Morgen
den samme Dom. Man er slet ikke kommen for at overvaere noget Saadant; man
vil have Spektakel. Og det maa da ogsaa siges, at man faar sine
Forventninger opfyldte tiere, end man bliver skuffet. Det er forholdsvis
sjeldent, at Partilidenskaben ved en _grande seance_ ret laenge kan holde
sig i Tomme. Der dumper en lille, bidende Bemaerkning ind, som bliver
fanget op med Protester, Taleren hidses, han streger sine Angreb under,
Pareringen bliver voldsommere, og i et Nu voxer Stormen til Orkan. Fra
alle Kanter af Salen raabes og skriges, applauderes og interpelleres der.
_"Silence au Mexique"_ broler et regeringsvenligt Medlem under vilde
Bifaldshyl af Majoriteten over til Hojre. _"Silence a la commune"_ svarer
Baudry d'Asson eller Paul de Cassagnac tilbage i den voldsomste Extase.
Praesidenten kimer, Larmen er saa altopslugende, at Huissieren ved
Tribunens Fod ikke engang finder det Umagen vaerd at anbringe sit _"Faites
silence."_ Man rejser sig fra sine Baenke, man flokker sig sammen i
Grupper, Taleren forlader fortvivlet Tribunen og en ny saetter derop med
Leopardspring uden at have Ordet og uden at blive hort. Tumulten kan vare
hele Kvarter ad Gangen, fore til personlige Sammenstod og Udfordringer,
fore til, at Modet forelobig maa suspenderes. Man har dog saa faaet lidt
mere af sin grande seance, end man egentlig onsker. Idealet er, at
Stormen kommer, men at den daempes igjen af en oratorisk Koryphae, der
behersker Forsamlingen med sin Autoritet, og at han saa, med de ophidsede
Lidenskaber som Baggrund og med den Spaending, som de saetter paa det Hele,
bringer Forsamlingen under Fortryllelse ved sin Veltalenhed og med et
stort Bravourslag afgjor Dagens Kampagne til Fordel for sig og sit Parti.
Parallelen med Theatret ligger atter lige for. Det er et formeligt Drama,
man vil have. Udviklingen kan gjerne traekkes lidt i det Lange, om det
skal vaere, med smaa skjaemtende Skjaermydsler, men Knuden maa strammes,
Katastrophen maa komme, og efter den maa ogsaa komme den klare,
forsonende, ophojede Losning paa det Hele, den, efter hvilken man gaar
hjem med Ro i Sindet, men bevaeget, loftet ud over det Dagligdags. Forst
naar man har dette Indtryk, er Alverden rigtig tilfreds med sin grande
seance. Aviserne kan saa den naeste Dag med rolig Samvittighed skrive
Spalte op og Spalte ned om Modet, naturligvis forst og fremmest om dets
smaa accessionelle Sider. De kan vaere sikkre paa, at hele Paris vil sluge
dem med Opmaerksomhed. For den Slags Politik har Pariserne altid stor
Passion; en, der er mindre nervepirrende, bekymrer de sig derimod under
almindelige Forhold ikke synderligt om.

[Illustration: "Faites silence, Messieurs!"]

De er ikke Politikere i Hjertet. De er det kun, naar Politiker og Patriot
bliver Et og det Samme. Men saa kommer ogsaa det Ojeblik, da den franske
Tribune bliver mere end et sensationsvaekkende Skuespil. Saadanne
Ojeblikke har Verden set. Hvilke Scener end Forsamlingen i Palais Bourbon
tidt kan frembyde, saa tor det dog aldrig glemmes, at den i lige Linie
stammer ned fra den, som med Menneskerettighedernes Forkyndelse skabte
vor moderne Tid, og at den aldrig endnu, naar det virkelig gjaldt, har
vanslaegtet fra sit store Ophav.




DET RODE PARIS.


Paa den venstre Seinebred, i en af de laengst bortfjernede Udkanter af
Paris, ligger der mellem faldefaerdige Ronner, i en mork, ubrolagt Gade en
lille, smudsig Knejpe, som man fra Centrum af Byen er over tre Kvarter om
at naa i Droske. Bagved Skjaenkestuen med dens grontmalede Traeborde og
tilrogede Vaegge er der et storre Lokale, som af og til plejer at blive
brugt til Feter af Quartier latin's Gymnastik- og Sangforeninger. Ogsaa
Kvarterets "Silkekaskjetter" producerer sig der jaevnligt i koreografiske
Evolutioner. Salen er rummelig, ganske godt oplyst og har Plads til
tusind Personer. Naar man klemmer sig sammen som Sild i en Tonde, kan der
ogsaa til Nod stuves halvandet derind.

En af de sidste Dage i Juli 1880 var der her stort Halloh. Salen var
bleven festlig smykket, det vil sige man havde under Loftet ophaengt en
vaeldig, med rodt Flagdug omviklet Krands af den Slags, som anbringes
udenpaa Skibe for at afparere Stod, og man havde dekoreret Vaeggene med
tre, fire visne Granguirlander samt nogle Stumper rodt Shirting, mellem
hvilke der hist og her var placeret Skillingsbilleder af "Martyrer", og
af Kommunarder, der var blevne skudte paa Sartorysletten. Endvidere var
Klaveret paa Musiktribunen blevet trukket frem, behaengt med rodt Toj og
ved Hjaelp af en foran det anbragt Skammel indrettet til Talerstol. Langs
Vaeggene stod der lange Borde af uhovlede Braedder, bedaekkede med grove
Duge og store Olglas.

Anledningen til alt dette var saare hojtidelig. Tro mod Traditionerne fra
den store Revolutions Dage indviede den franske Ungdom den nye Frihedens,
Broderskabets og Humanitetens AEra, som skulde brede sit Lys ud over hele
Europa. Saaledes hed det idetmindste paa Indbydelsen. Oversat i et mindre
festligt Sprog betod det, at en Borger Lagarde og en halv Snes andre
akademiske Ynglinge i den franske Ungdoms Navn, men dog naturligvis uden
nogensomhelst Bemyndigelse, havde indbudt de mest notable af de nylig
hjemvendte, amnesterede Kommunarder til en "Punch d'honneur".

Festen skulde tage sin Begyndelse Klokken ni, men allerede en god Stund
forinden var alle Pladser omkring Bordene fuldt besatte af Ungersvende
med deres Piger, der stampende og syngende forlangte Punch og Smorrebrod
paa Melodien "Les lampions, les lampions". Paa Slaget Ni viste Blanqui
sig, eskorteret af et halvt Hundrede amnesterede Kommunarder i hvide
Blouser og sorte Silkekaskjetter. De var naeppe komne til Syne, for hele
Selskabet hylede: "Leve Blanqui! Leve den sociale Revolution! Leve
Kommunen!" Men Ingen taenkte paa at gjore Plads for de ankomne Gjaester;
sit Glas ved Bordet havde man faaet, og det vilde man ikke forlade, for
man havde erholdt den lovede Punch i det. Da nu ogsaa Blusemaendene fra
Ny-Kaledonien var torstige, og da de pressede paa for at faa Plads, var
der en Stund al mulig Udsigt til, at Festen kunde komme til at tage sin
Begyndelse med en lille Bataille. Men Borger Lagarde fik et praktisk
Indfald. Han ringede med Formandsklokken og meddelte, at Blusemaendene var
AEresgjaester og kunde tage Plads paa selve Tribunen, hvor man ad en
reserveret Dor vilde bringe dem de dem tilkommende fyldte Glas. Da der
ikke laenger var nogen Fare for, at man selv skulde gaa glip af
Bevaertningen ved at vaere imodekommende, aabnede Raekkerne sig, og
Festforspillet endte. Der blev en Stund forholdsvis Ro, indtil endelig
hoje Raab nede fra Skjaenkestuen meldte Rocheforts Ankomst. Han var
arriveret tilvogns, ledsaget af sin dengang stadige Adjutant, Olivier
Pain, og traadte nu ind i Salen, hilst af den vildeste Akklamation og af
aldrig endende Brol: "Leve Rochefort! Leve Kommunen!" I hans Folge saaes
Staben af "Martyrer": Jules Allix, Amouroux, Eudes, Johannard, Benoit
Malon, Guesde og andre forhenvaerende Kommunechefer. De tog Plads ved et
for Festens Notabileteter forbeholdt Bord umiddelbart nedenfor Tribunen.
Modet var fuldtalligt. Opvarterne praesenterede sig i Salen med
langskaftede Kaffekander, hvoraf Punchen udskjaenkedes samt med store
Brodbakker fulde af "Sandwichs". De hilstes med endnu hojere Hyldestraab
end Martyrerne, sprang op paa Bordene for at kunne tilfredsstille Alle og
stoppede endelig med deres Smorrebrod Munden paa Skraalhalsene.
Formandsklokken ringede; den hojtidelige Del af Festen tog sin
Begyndelse. Det var en uendelig Raekke af Taler, i hvilke Essensen dog
omtrent vedblev at vaere den samme. Ved det souveraene Folks Villie var de
overvundne Helte fra 1871 vendte tilbage til Faedrelandet, fordi det
republikansk-kommunistiske Frankrig satte sit sidste Haab til dem i den
forestaaende Kamp, som Revolutionens Tilhaengere vilde levere det
kapitalistiske og opportunistiske Samfund. Fra denne Dag begyndte
Kommunen igjen; naeste fjortende Juli vilde hele Frankrig kun vaere smykket
med rode Flag, og inden Aartiet var tilende, vilde hele Europa, hele
Verden have fulgt Frankrigs Exempel.

Man lo i Paris meget af denne Fest og af alle dens smaa Intermezzoer. Den
havde i Virkeligheden ogsaa naermest gjort Indtryk af en
Fastelavnsforestilling med dens skrigende Studenter og overgivne,
halvfulde "Studentinder", med dens gamle, rodskjaerfede Borgerinder, der
fik Rundstykker i Hovedet, naar de blev altfor ivrige i at afbryde
Talerne, med de hvert andet Ojeblik vaeltende Borde, med dens opstyltede
Mord- og Brandfloskler, dens Pereater for Bourgeois'erne, Kongerne og "le
bon Dieu", dens hele oredovende, barokke, bindegale Virvar og Spektakel.
Men ikke destomindre var Dagen en Maerkedag i det rode Paris' Historie.
Det traadte paa den ind i en ny Fase af sit Liv, det holdt Rejsegilde paa
den nye Bygning, som det endelig lykkelig og vel havde faaet under Tag,
til Erstatning for det Kommunepalais, der var blevet skudt ned af
Versaillestroppernes Kanoner.

I hele Tiaaret efter Kejserdommets Fald havde man kun kunnet arbejde saa
smaat paa denne Bygning. De kraftigste Arbejdere var blevne skudte paa
Sartorysletten eller vegeterede i Ny-Caledonien, og Belejringstilstanden
holdt et saa uhyggelig skarpt Tilsyn. Saa at sige hver eneste Sten, man
lagde til Bygningen, maatte laegges i Smug. Men saa blev Marschallen
styrtet, der kom ubegraendset Tale- og Skrivefrihed, der kom forst og
fremmest den almindelige Amnesti. De gamle, provede Arme vendte tilbage
fra Landflygtigheden og fra Bagnoerne, Arbejdet kunde atter gaa for sig
ved hojlys Dag og med det Tryk paa sig, som var fornodent, for at det
kunde blive til Noget. Efter den forste "AErespunch" for de hjemvendte
Martyrer, fulgte en lang Raekke Banketter og lignende Festligheder, ved
hvilke man sogte at gyde ny Olie i den kommunistiske Ild. Pariserne blev
ved at le. De seer kun sjelden ud over den Dag, hvori de lever, og i
Ojeblikket var det ganske vist mere Lojer end nogen alvorlig
Samfundsfare, der var paafaerde. Friheden selv, sagde man, vilde vaere den
bedste Skranke for Udskejelserne, og dermed slog man sig til Ro. Man
glemte, at der paa Bunden af al denne tragi-komiske rode Agitation laa et
stort, alvorligt Samfundssporgsmaal og ventede paa sin Losning.

Det stod i Begyndelsen kun i Baggrunden med taette Taager om sig.
Lykkelige over igjen at kunne gjore Spektakler, saa galt de lystede,
flokkede alle Revolutionsmagerne sig sammen hulter til bulter uden andet
faelles Maal end netop at gjore Spektakler. Der kom da den forste Periode
i det rode Paris' nye AEra, den store Enighedstid under Banneret, som
Kommunens Jeanne d'Arc rejste. Hele den sidste Halvpart af 1880, lige til
hen paa Foraaret 1881, koncentrerer sig om den ligesaa pludseligt
opdukkende, som pludseligt igjen forsvindende rode Helgeninde
Louise Michel.

Hun er oprindelig Laererinde og har, skjondt hendes Foraeldre var Bonder,
faaet en ganske god Opdragelse. Fra ganske ung paastod hun at have havt
saerlig Interesse for Historie. Da hun var bleven saa gammel, at hun kunde
reflektere over, hvad hun havde laest, gik det op for hende, at hver Gang
Frankrig havde befundet sig i en ulykkelig Periode, havde det vaeret
tilstraekkeligt _"de supprimer un homme pour sauver le pays"_. Siden det
Ojeblik har hun selv kun levet for at udfore et saadant
Supprimeringsvaerk; hun folte det som en hellig Mission, der var betroet
hende fra oven. At hun hidtil endnu ikke er kommen til at fuldfore den,
er hendes tragiske Skaebnes, ikke hendes egen Skyld; hun har gjort sig
Umage nok. Forst var det Kejseren, der skulde vaere hendes Offer. Hun lod
sig endogsaa, for at hendes Moder kunde have et Billede af hende, hvis
hun blev henrettet, fotografere staaende ved et Bord med den ene Haand
stottet paa et Dodningehoved og den anden loftet theatralsk haevnende i
Vejret. Men den snu Napoleon vilde aldrig give hende den Lejlighed, som
hun stadig lurede paa. Hele de ti Aar af hendes Liv, mellem Tyve og
Tredive, var det hende ikke en eneste Gang muligt at traenge frem til
Kejserens umiddelbare Naerhed, og folgelig kunde hun heller ikke komme til
at stode Dolken i hans trolose Bryst. Da han var styrtet, kastede hun
sine Ojne paa den nye "Undertrykker" Thiers. Hun tilbod Kommuneregeringen
at gaa til Versailles og gjore Brug af sit saa laenge slebne Vaaben, og
for at bevise, at hun var istand dertil, gjorde hun virkelig en Tour til
Versailles og kom uskadt tilbage. Hun forlangte derpaa et officielt
Mandat til at ivaerksaette sin Plan, men Ferre, den Samme, der lod
Gidslerne skyde, mente overfor hende, at Revolutionen ikke burde bygges
paa en Forbrydelse og forbod hende at fuldfore sit Forsaet. Stakkels
Louise Michel! Hun lod sig da noje med at ifore sig en Uniform som
Nationalgardist og kaempe ved Forposterne. Under Forsvaret af Fort Issy
blev hun saaret, og da Versaillestropperne rykkede ind i Paris, meldte
hun sig selv og erklaerede, at hun vilde have rejst en Barriere af Flammer
mod Undertrykkerne, hvis hun blot havde kunnet komme til. "Skyd mig,"
sagde hun til Krigsretten, "eller I er nogle Kujoner tilhobe." Men hun
blev ikke skudt, hun blev sendt til Noumea, hvor hun senere kom til at bo
Dor om Dor med Rochefort, hvad der utvivlsomt ikke har bidraget saa lidt
til hendes Popularitet, idet Lanterneskriveren efter sin Hjemkomst ved
alle Lejligheder forte hendes Ros i Munden. Derovre skal hendes Mordlyst
have valgt sig Kejserprinsen til Gjenstand. For at umuliggjore en
fremtidig napoleonistisk Restauration omgikkes hun med Planer til at
myrde ham. Men for tredie Gang mislykkedes hendes Forsaet, Zuluerne gik
hende i Naeringen.

[Illustration: Louise Michel.]

Ved sin Hjemkomst fra Noumea fandt hun imidlertid Gambetta i hele hans
Glorie. Han var bleven den forste Mand i Republiken, han stod omgivet af
en Popularitet, som selv Thiers i sine mest populaere Dage aldrig havde
naaet, Louise Michels Supprimeringsmission havde et nyt Maal. Hun kastede
sig over det med Lidenskab. Maaneder igjennem afholdt hun den ene
Folkeforsamling efter den anden, snart i Batignolles, snart i Belleville
eller La Villette, og overalt strommede den rode parisiske
Arbejderbefolkning til for at hore "den store Borgerinde". Rochefort
havde arrangeret en hojtidelig Modtagelsesscene paa
Saint-Lazarebanegaarden for hende, da hun kom tilbage efter Amnestien, og
i sit nystiftede Blad "L'Intransigeant" leverede han Legende paa Legende
om hendes ny-caledoniske Nonnegjerning. Hun havde under Landflygtigheden
vist sig som en sand kommunistisk Helgeninde. Den Bolig, man havde givet
hende, indrettede hun til Hospital for alle de syge Kommunarder, som hun
kunde overkomme at pleje, hun underviste gratis Bornene i Omegnen og
skjaenkede stadig de Honorarer, hun modtog hjemmefra, for Smaaskrifter og
Bladartikler, til ulykkelige Lidelsesfaeller i Exilet. Da man i
Betragtning af denne Adfaerd tilbod hende Benaadning, afslog hun den og
erklaerede, at hun vilde blive paa Noumea, saalaenge der var en eneste
Landsmand derude, der traengte til hendes Hjaelp. Og ogsaa efter sin
Hjemkomst sogte hun at give dette Helgenindery ny Naering. Hun afviste
Udbyttet af en Indsamling, Rochefort foranstaltede til Fordel for hende.
Folk, der besogte hende i den lille Landsby ved Paris, hvor hun tog
Ophold for at pleje sin syge Moder, fortalte, at hun levede i den yderste
Armod, og hver Gang hun gav Mode i en Forsamling, undlod hun ikke, efter
at have holdt sit Foredrag, at oplyse Tilhorerne om, at hun desvaerre
maatte forlade dem igjen, da hun paa det eller det Hospital havde en syg
Veninde, som utaalmodig ventede hende. Hvor gjennemsigtig denne hendes
ostentative Praesentation af sig selv som barmhjertig Soster end var,
undlod den ikke at gjore et umaadeligt Indtryk paa de parisiske
Arbejdere, der ikke var vante til at se deres Forere i den Grad
opoffrende og uegennyttige. Naar man talte med dem, horte man dem idelig
sige: "De seer jo, hun gjor Alt for os, Intet for sig selv." Det var det
vaesentlig, der gav hendes Agitation en saa overordentlig Tilslutning. Thi
personlig bestikkende Egenskaber har hun ikke. Havde hun vaeret smuk,
vilde hun deri have havt en Betingelse for Herredommet over Masserne. Men
hun er tvertimod grim som de Faerreste. Paa en lang, mager Hals sidder der
et spidst, rottelignende Hoved med en stor, styg Naese, smaa sorte,
stikkende Ojne og grove, mandlige Traek. Hendes Organ er tort, rustent,
hun taler uden Nuancer og uden Foredrag. Man faaer Indtrykket af, at hvad
hun siger, er en Lektie, hun har laert udenad. Men hvert Ord siges
distinkt, saa at Ingen i Salen gaar tabt af det, og hun fremsaetter sine
Meninger kort og fyndigt, som man ikke er vant til at hore i disse
Forsamlinger. Efter hver Saetning gjor hun en lang Pause, under hvilken
man i hvert Fald i hendes rigtige Popularitetsperiode var naerved at vaelte
Huset i endelos Begejstring. Og naar Talen saa var faerdig, var der i
Regelen en lille rodklaedt Pige ved Haanden, som overrakte hende en
vaeldig, hojrod Rosenbouket, Louise Michel blev rort til Taarer, takkede i
bevaegede Ord og erklaerede, at hun modtog disse Blomster for at laegge dem
paa den store Martyr Flourens Grav. Havde Jubelen ikke vaeret vild for,
blev den det nu. Flere Gange var man lige ved at hale hende ned fra
Tribunen og baere hende i Triumf gjennem Salen. Alt Sligt giver
naturligvis Selvbevidsthed, og den har Louise Michel i allerhojeste Grad,
Hun staar paa Talerstolen i Stillingen fra Tyveaarsfotografiet, med
fremstrakt Pegefinger og tager sig ud, saa hun virkelig uvilkaarlig
vaekker Tanken om en Slags Jeanne d'Arc eller saadant Noget. Hvad hun
siger, er Fraser, men Fraser, der klinge, hojtravende Ord om Folkefrihed
fra Verdens ene Ende til den anden, om Revolutionens hellige Sag og om
Pligterne mod Martyrerne, der have givet deres Blod for den, blandet med
smaa, historiske Fortaellinger om disse Martyrer fra Sartorys Slette,
Versailles' Faengsler og Auberive. Selvfolgelig har hendes Foredrag et
staaende Omkvaed, der gjaelder hendes og hendes Medborgerinders Mission.
Hun har mellem dem formelig skabt Skole, og hun moder stadig med en
kvindelig Adjutantstab, af hvilke nogle, Paule Minck, Leonie Rouzade og
Marie Cadolle jaevnlig tage Ordet. "Vi Kvinder har vaeret underkuede,"
siger hun, "men ogsaa vore Baand skal spraenges. Alle skal vaere
ligeberettigede, og ogsaa vi vil vaere det. For at bevise vor Ret dertil,
forlanger vi i den Kamp, der forestaar, at maatte fore det forste Stod.
Vi Kvinder vil praesentere vort Bryst. Der er flydt Blod nok, og man har
nu kun Brug for nogle Faa, der kan tage Haevnens Vaaben i Haanden og offre
sig selv for de Mange."

Mens hun stadig forgjaeves venter paa Lejligheden til at gjore dette, er
imidlertid Popularitetens Forgyldning saa smaat begyndt at gaa af hende.
Hun viser sig endnu af og til ved storre, hojtidelige Anledninger, men
Begejstringen for hende er blegnet, ti tusind Mennesker staar ikke laenger
som for i Queue i og udenfor Salle Levis for at opfange et Ord af den
rode Manna, der flyder fra hendes Mund, hun er bleven "usee", som det,
saerlig i Paris, er de fleste populaere Afguders Skaebne at blive det. Hun
har slaaet sig paa Romanskrivningen og udsender regelmaessig et nyt Bind
hver anden Maaned. Den rode Bevaegelse, som hun en Stund bidrog til at
give Vind i Sejlene, har ikke laenger Brug for hende; den er kommen ind i
nye Faser.

[Illustration: Paule Minck.]

[Illustration: Leonie Rouzade.]

Man havde en Stund levet paa Gjensynsglaeden efter Noumeaaarene og paa
rene abstrakte Deklamationsnumere. Der kom en Slaphedstid efter, og den
kunde rimeligvis have varet adskilligt laengere, end den varede, hvis ikke
den Allarmanledning, som man gik omkring og sogte uden at kunne finde
den, pludselig var dukket op under Skikkelse af Tuniskrigen. Hvem end de
uheldige Resultater i Afrika skyldtes, saa var Alle enige om, at Kampen
derovre hverken var forberedt med den nodvendige Indsigt eller fortes med
den tilborlige Energi. Stadig vedblev der fra den anden Side Middelhavet
at komme Efterretninger, som foruroligede Paris paa den sorgeligste
Maade. Regeringen manglede Fasthed, en ganske naturlig Folge af, at
Frankrig styredes af et Ministerium, hvis vaesentligste Beskjaeftigelse i
laengere Tid var Forhandlinger om, naar det skulde indgive sin Demission,
i hele to Maaneder var Landets Repraesentation under disse alvorlige
Forhold ikke samlet, den rode Agitation kunde aldrig onske sig heldigere
Betingelser for sin Virksomhed. Man var paa sin Post; de store
Anklagemeetings' Periode kom. Ideen om Folkets souveraene Ret til selv at
konstituere sig som uappellabelt Tribunal var netop kort forinden dukket
op med den forhenvaerende kommunistiske Overgeneral Luiliers Proces for og
Domfaeldelse af Folkeforsamlingen i Ballokalet Elysee Montmartre.
Opflammet af det Held, de der havde havt, betoges de Rode nu af en
formelig Mani for at ville saette under Anklage. Der blev Uge efter Uge i
Anledning af "de skandalose Myrderier paa den afrikanske Befolkning" og
ikke mindst i Anledning af denne "Finanskrig, der kun var en skjaendig
Spekulation af rovbegjaerlige Bourgeois'er, som vilde plyndre Staten",
holdt Ret i store, myldrende, tumultuariske Folkeforsamlinger og faeldet
Dom under Skikkelse af Dagsordener, der satte Alverden ligefra Gambetta
til hele Samfundet under Tiltale. De Rode svaelgede i Spektakelnydelser.
Deres populaere Dandsesale praesenterede sig i straalende Dragt. Fra
Balkonen vajede der rode Flag i Maengde; foran Musiktribunen i Salens ene
Ende var der rejst en stor Talerstol, betrukken med Rodt og flankeret af
sorte Bannere, hvorpaa der med luerode Tal stod "1871". Vaabenskjolde med
Stokkebundter og Liktoroxer, Statuer af Republiken med den rode frygiske
Hue paa Hovedet, lange, rode Silkefaner med gyldne kommunistiske
Inskriptioner overalt. Ganske vist mindedes man i Regelen uhyggelig meget
om Lokalets saedvanlige Anvendelse ved Skilte med Priser paa Ol og
Braendevin, og ved den Lugt, der herskede derinde af disse Drikkevarer og
af Hvidlog, og som ikke forbedredes ved Tobaksrogen fra Hundreder af
Kridtpiber. Men det generede ikke de selvbestaltede Dommere i Udforelsen
af deres Funktioner. De talte og hvinte, braendemaerkede Regeringen med
samt de andre "Forraedere", som var i Pagt med den, vaeltede det gamle
Samfund og lod Kommunen leve ret af Hjertens Lyst.

Til at ville saette under Anklage var de Allesammen med, men saasnart der
blev Tale om, hvem det i Grunden var, Anklagen skulde gjaelde, horte
Enigheden mellem dem op. Rodt er ganske vist altid rodt, men den rode
Farve har jo utallige Nuancer. Karmoisin og Magenta, Koquelicot og Cerise
skriger paa det Gyseligste, hvis man vilde falde paa at stille dem ved
Siden af hinanden. Saalaenge det i Samlingsperioden under Jeanne
d'Arc-fanen kun havde drejet sig om Floskler ins Blaue hinein, havde
Anarkister, Kollektivister og Intransigente broderligt kunnet gaa Haand i
Haand; saa saare derimod et konkret Sporgsmaal tvang dem ind paa
Undersogelse af, hvad der skulde vaere Maalet for deres Spektakler, kunde
der ikke undgaas en Spaltning. Rocheforts "L'Intransigeant" gjorde ganske
vist Kaempeanstrengelser for at holde Enigheden vedlige, men det nyttede
ikke. Der kom Meeting ved Siden af Meeting, Hog over Hog.
Kollektivisterne forkjaettrede de Intransigente, de rene Anarkister
forkjaettrede igjen baade Kollektivister og Intransigente. Disse Sidste
var kun Opportunisternes Arvetagere til Magten. Selv Louis Blanc blev
stemplet som en Reaktionaer. Han havde jo "slikket de kejserlige
Generalers skimlede Stovler", blev der sagt i en Anarkistforsamling, en
Hentydning til, at han stemte for Nationalforsamlingens Takkevotum til
Haeren, efter Pariserkommunens Undertrykkelse. Mens de Intransigente
simpelthen vilde have Ministeriet sat under Tiltale for Domstolene,
erklaerede Gauthier, en af de Hojrodestes Talsmaend, Sligt for ligefrem
Idiotisme, Kun Forbrydere eller Staerblinde kunde fremkomme med et saadant
Forslag. Nej, for Folkets Dom skulde de indstaevnes, for de Modres Dom,
hvis Sonner fortes til Slagterbaenken i Afrika, for de Faedres, de Brodres,
hvis Stotter og kjaereste Slaegtninge myrdedes uhaevnede paa en fremmed
Jord, Da der imidlertid var overvejende Sandsynlighed for, at Ministeriet
ikke vilde vise sig saare villigt til at give Mode for en saadan
folkelig, hellig og suveraen Domstol, foreslog Gauthier, at Folket efterat
have droftet Sagen og afsagt sin Dom over Ministeriet, skulde begive sig
til Deputeretkammeret og forlange Forbryderne udleverede. Vilde yderste
Venstres Deputerede forsoge paa at spaerre Folket Vejen, skulde man gaa
over deres Lig. Dommen vilde da blive exekveret og Forbryderne lide deres
Straf. Af hvilken Beskaffenhed denne Straf skulde vaere, fik man ogsaa at
vide, I Frankrig var det en gammel Skik, at Alt endte med en Sang. "Saa
lad da," saaledes sluttede den unge Revolutionshelt sit Foredrag, "ogsaa
de nuvaerende Institutioner i Frankrig, hele det nuvaerende Samfund ende
med en Sang. Men denne Sang skal vaere sidste Vers af Carmagnolen: "a la
lanterne! a la lanterne! a la lanterne!" Paa et af de sidste Meetings i
Salle Levis gik man endogsaa endnu videre. De nys sammentraadte
Deputerede, blev man enig om, havde ikke opfyldt deres Pligt og
ojeblikkelig realiseret Folkets Trudsler. De var folgelig ikke Andet end
en Hoben Forraedere, Menedere og Bedragere. Clemenceau havde aldrig vaeret
Andet end en forklaedt Royalist af vaerste Sort, selv Tony Revillon, deres
egen Repraesentant og Gambettas Besejrer, havde kun behovet at sidde i
Kammeret tre Dage for at blive gjennemtraengt af dets Raaddenskab. Man
havde folgelig kun Et at gjore: lade hele denne Yngleaets Hoveder falde
under Guillotinen. "Folkets Justitsredskab" blev i dette Mode med rene
Ord anbefalet som en Nodvendighed, og man skiltes med Loftet om snart
atter at overgive Paris til Luerne og saa ikke spare, hvad man sidste
Gang havde vaeret saa ufornuftig ikke at braende.

Man kom dog ikke til at opfylde dette Lofte. Regeringen lagde Proces an
mod Hovedtalerne paa Modet for Ophidselse til Opror, under et tidligere
Meeting havde den samlet Kavalleri og Kanoner i en umiddelbart til
Forsamlingssalen stodende Kaserne for at skride ind, hvis
Spektakelmagerne gik fra Ord over til Gadedemonstrationer, og da endelig
Gambetta kom til Roret, fandt de Rode det endnu hensigtsmaessigere at
stikke Piben ind. De vidste ganske vel, at han i fornodent Fald ikke
vilde vaere bange for at lade dem lugte Krudtet. Men Agitationen under
denne Meetingsperiode havde alligevel i en vis Henseende styrket det rode
Paris meget betydeligt. Den havde losnet Taagerne omkring det; den havde
tilvenstre udskilt de vildeste Anarkister, tilhojre de blakkede, famlende
Intransigente, men den havde samtidig i Midten formet et Parti med en
Fane og et Program. Dette, de rene kollektivistiske Socialister, er det,
der i Fremtiden vil tage Ledelsen af den rode Bevaegelse i sin Haand. Det
kan under givne Forhold faa Assistance fra beslaegtede Revolutionaere paa
begge Sider af det, men kun det har Betingelserne for nogensinde at kunne
komme til at spille en virkelig Rolle.

Anarkisterne tilvenstre for det er ikke noget Parti. Kun en lille Gruppe
af dem, Blanquisterne, har Noget, der ligner en Organisation. Man har
under de forhenvaerende Kommunardchefer Eudes, Grange, Vinant og Cournet
delt hvert af Paris tyve Arrondissementer i Legioner og Batailloner med
Formaend og Underformaend, der skal sorge for Udforelsen af det overste
Raads Beslutninger. Men den parisiske Arbejderbefolkning foler ingen Lyst
til at indrangere sig i disse Legioner og Batailloner, thi der er Ingen
af Cheferne, der kan fortaelle dem, hvad man egentlig vil. Blanqui var
fodt Konspirator. Der er Folk, der fodes til det, som der er Folk, der
fodes Poeter, og Andre, der fodes Kokke. Hans Arvetagere har som han kun
det ene Maal: at konspirere. Om det Program vil de aldrig kunne samle
mere end nogle faa hundrede ligestemte Sjaele. Selv Hovedmassen af dem,
der er tilsinds at vaelte det hele Samfund omkuld ene og alene for at faa
Lov til at vaelte, selv de vil ikke indordne sig under det blanquistiske
Frimurerselskabs strenge Disciplin. Gauthier angav under et af Meetingene
deres Standpunkt. Ethvert Forsog paa Organisation var efter hans Mening
overflodigt og reaktionaert, og folgelig ogsaa Dannelsen af en
hvilkensomhelst Centralkomitee. En saadan kunde jo i et givet Ojeblik
konstituere sig som en Slags Regering til Folkets Undertrykkelse. Al den
Organisation, som behovedes, var Arrondissementskomiteer, der kunde
skaffe Lokaler tilveje, i hvilke det frie Folk selv voterede sine Love,
faeldede sine Domme og sorgede for deres Udforelse. Med en saaledes
beskaffen Samling af Revolutionaere er der under normale Forhold ingen
Anledning til at regne. De kan i tumultuariske Tider forstaerke Grosset af
en eventuel Omvaeltningshaer, men de kan ikke selv hverken forberede eller
fremkalde nogen Omvaeltning.

Heller ikke de Intransigente er noget fast formet Parti med et Program.
De existerer kun i Kraft af Alliancer, det er dem, der giver dem deres
Farve. Rochefort vil paa sin Viis akkurat det Samme som Anarkisterne:
gjore Spektakel for at gjore Spektakel. Men under Kampen mod Gambettas
Opportunisme kunde hans Blad vinde en forholdsvis meget betydelig
Udbredelse og hans Tilhaengere synes talrige, fordi det republikanske
Partis yderste venstre Floj med Clemenceau i Spidsen gik sammen med dem.
Clemenceau aspirerede oprindelig til en Ministerportefeuiile under
Gambetta, og det var forst, da dennes autoritaere Tilbojeligheder begyndte
at stikke Bukkefoden frem, at han i de Intransigentes Lejr sogte Kadrer
for den Oppositionshaer, hvis Chef han haabede at blive. Han har et
Program, men det bunder til syvende og sidst simpelthen i den frie,
demokratiske Republik, gjennemfort ud i alle dens Konsekvenser. Han vil
fare med Damp, hvor de andre Republikanere onsker en langsommere,
gradevis Udvikling, men deres Endemaal er ikke forskjelligt. Der
existerer i Frankrig foruden det store republikanske Parti med dets
forskjellige Afskygninger og de gamle, Dag for Dag mere og mere
forsvindende Konservative, i Virkeligheden kun endnu een Lejr, der har et
Program. Det er Socialisterne. Vil de Intransigente fremtidig spille
nogen Rolle, maa de stotte sig til dem. De indseer det ganske vel selv,
og alle deres Bestraebelser gaar mere og mere ud paa at skaffe sig Farve
ved at skrive det sociale Sporgsmaals Losning paa den Fane, paa hvilken
de ellers vilde have saare vanskeligt ved at indskrive Nogetsomhelst.

Gambetta har i en af sine Taler sagt, at der i Frankrig ikke existerer
noget socialt Sporgsmaal. Hans Udsagn ligger et Par Aar tilbage, og han
kunde muligvis dengang delvis have Ret. Lige til den seneste Tid har det
i Frankrig i alt Fald langtfra existeret med samme akute Karakteer som i
det Ovrige gamle Europa. For det Forste er det allerede ved Revolutionen
af 89 skaaret over paa Midten og den ene Part af det absolut fjernet lige
siden da. Den agrariske Socialisme, saaledes som den efterhaanden med
Naturnodvendighed maa udvikle sig i England, hvor Grundbesiddelsen er
samlet paa nogle ganske faa Haender, er i Frankrig en absolut Umulighed,
simpelthen fordi dens Maal er naaet. I Frankrig er Jorden udstykket saa
staerkt, som det overhovedet kan lade sig gjore. Den langt overvejende
Masse af Folket er i England ejendomslose Nomader, i Frankrig er det en
Nation af smaa Grundbesiddere, der sidder fast ved deres egen Jord og paa
den lever, om ikke i absolut Velstand, saa dog under forholdsvis
antagelige Kaar. Bag Socialismen i Englands og Tysklands store
Industricentrer staar som et endnu mere truende Spogelse det Tidspunkt,
da Landbefolkningen drages med ind i Bevaegelsen; den er den umaadelige
Reservehaer, som til Syvende og sidst giver Kampen dens solideste Stotte.
I Frankrig derimod mangler denne Reserve fuldstaendig; der kan der aldrig
blive Tale om nogen agrarisk, men kun om den rent industrielle
Socialisme. Og selv denne har ialfald lige til den seneste Tid savnet
naturlige Betingelser for at kunne trives. Klimaet i Frankrig er mildt,
Jorden rig, Lonnen ingenlunde knap i Forhold til Livsfornodenhedernes
Pris. Den naaer aldrig ned under et Gjennemsnit af fem Francs daglig. Det
er ikke blot nok til at skaffe den flittige og paapasselige Arbejder et
anstaendigt Udkomme, men gjor ham det ogsaa muligt, naar han er
sparsommelig--og det er jo netop en af de mest fremtraedende Dyder i den
franske Nationalkarakteer--at laegge til Side, saa han kan sikre
sin Alderdom.

Det er da ogsaa forst netop under de sidste Aars rode Agitation, at den
socialistiske Bevaegelse kan siges at have faaet nogen Vind i Sejlene. Der
er naturligvis her kun Tale om den Socialisme, der hviler paa en
okonomisk Basis og har okonomiske Maal for Oje. Lige siden Saint-Simons
og Proudhons Tider har Samfundets herskende Klasser stadig frembragt dels
enkeltstaaende Fantaster, hvis Doktriner ikke fandt nogen Tilslutning hos
Folket, dels politiske Agitatorer, som sogte at blande socialistiske
Fraser med ind i de Lokkemidler, de satte ud for Hoben, som de vilde
lede. Men den egentlige, okonomiske Socialisme er hidtil ikke naaet ned
til Folkets inderste Grund, den har lige til den allerseneste Tid ikke
vaeret nogen Kraeftskade paa det franske Samfund. Selv Kommuneopstanden i
1871 var i Virkeligheden et politisk Faenomen, fremkaldt ved rent
exceptionelle Forhold og uden Forbindelse med en Udvikling for eller
senere. Forst efter den almindelige Amnesti begynder de socialistiske
Tendenser at stikke Hovedet frem. De Rodes Ledere soger en Formel for
deres Agitation, og de finder i det sociale Sporgsmaal den eneste, paa
Basis af hvilken de har Mulighed for at faa Arbejderne med til en
revolutionaer Bevaegelse. Under Meetingsperioden fremtraeder den
socialistiske Centralkomitee i Paris med Benoit Malon og Jules Guesde i
Spidsen og udfolder, beskyttet af den ubegraendsede Tale- og Skrivefrihed,
en overordentlig energisk Virksomhed. Den faaer i Bladet "Le Citoyen" sit
eget Organ, samtidig med at ogsaa Malon gjennem Artikler i Rocheforts
"L'Intransigeant" soger at bearbejde de Samfundslag, hvorfra Proselyter
naermest kunde ventes. Disse Artikler, der oprindelig kun var fremkomne
rent sporadisk, bliver til Slutning, da de Intransigente indser
Nodvendigheden af at slutte sig taet til det nyopdukkende Parti, daglige,
og samtidig bearbejdes Arbejderbefolkningen ved et Utal af smaa billige,
populaere Piecer og ved Foredrag i det Uendelige. Theorierne, der
praedikes, er simpelthen Carl Marx' Kollektivisme, men de fremstilles med
fransk Talent til Popularisering, og den franske Arbejder, der har et
naturligt Hang til kun at passionere sig for, hvad han virkelig veed,
hvad er, opdager hurtigt, at Kollektivismen netop er det, der giver hans
vage revolutionaere Trang et fast Program. Allerede paa den socialistiske
Verdenskongres i Chur i Slutningen af 81 kunde den franske Delegerede
Joffrin henvise til, at hans Parti, der ved Kommunalvalgene i Begyndelsen
af Aaret kun havde talt 65,000 Tilhaengere, ved Valgene til
Deputeretkammeret i September var modte med en Styrke af 106,000. Om
nogle Aar vilde de, tilfojede han, efter hans Overbevisning vaere en
Million og udgjore "et Parti, mod hvilket Bourgeoisiet og Anarkisterne
vilde kaempe lige forgjaeves". Om han end har taget Munden lovlig fuld, saa
vil hans Profetier dog naeppe blive gjort rent til Skamme. Socialismen er
i Opkomst i Frankrig; den er ikke blot den eneste rode Bevaegelse, der
virkelig er at frygte fremtidig, men den er tillige den, der efterhaanden
vil samle alle revolutionaere Tendenser om sin Fane. Det er ikke alene,
fordi dens Ledelse med Centralkomiteen i Spidsen er omhyggelig
organiseret, og fordi den i Modsaetning til de andre rode Partier
fremtraeder med et bestemt Program. Man faaer ingen Saed til at voxe og
trives i en Jordbund, som nu engang ikke egner sig for den. Men Ulykken
er, at de oprindelig i Frankrig ugunstige Betingelser for en socialistisk
Bevaegelses Udbredelse i de sidste Aar har undergaaet saa vaesentlige
Modifikationer, at et socialt Sporgsmaal virkelig er opstaaet, paa Basis
af hvilket der kan rejses en Agitation. Kornhosten er i flere Aar slaaet
fejl, Phyloxeraen har odelagt Vinmarkerne, og forskjellige andre
Omstaendigheder har yderligere bidraget til at fremkalde en gjennemgaaende
Stigning paa alle Livsfornodenheder. Selv om den franske Vindyrkning ikke
har faaet sit Banesaar ved den ulykkelige Epidemi, som har hjemsogt
Vinhaverne, vil der dog altid gaa Aartier, for Skaden kan vaere udbedret.
Desuden maa der tages med i Betragtning det maerkelige okonomiske Faenomen,
der endnu aldrig har slaaet fejl: at de ved forbigaaende uheldige Forhold
i Vejret drevne Priser ikke synker, selv efterat Aarsagen, som fremkaldte
Stigningen, er fjernet. Men samtidig med, at saaledes Dyrheden paa Alt er
tiltagen og ikke kan ventes at ville forsvinde igjen, stiger ligeledes
mere og mere den franske Arbejders Behov. Han er endnu betydelig
heldigere stillet end sine Kaldsfaeller i England og Tyskland; det rent
materielle Udkomme kan han stadig faa uden Besvaer. Det bliver ham
imidlertid, efterhaanden som hans Intelligens udvikles, mindre og mindre
tilstraekkeligt. Med den stadig voxende Folelse af Menneskevaerdighed, med
Nedrivningen af de selskabelige Skranker, med de tiltagende Bestraebelser
for at gjore selv den mest Ubemidlede delagtig i Videnskabens Resultater
og aabne ham vid Adgang til de Kunstskatte, Civilisationen har
sammenhobet, med alt det voxer ogsaa Arbejderens Trang til Noget ud over
det for Livets Ophold absolut Nodvendige, han faar en Sans for Nydelse,
et Behov for Komfort og Luxus, som han hidtil har manglet, men som mere
og mere energisk kraever Tilfredsstillelse.

Den stadige Stigen af Arbejdslonnen, hvori et saadant Krav havner, har
hidtil vaeret mulig i Frankrig. Siden Begyndelsen af Treserne har den
franske Industri taget et umaadeligt Opsving. De da afsluttede
Handelstraktater, som slog Frihandelssystemet fast, gav den et maegtigt
Stod fremad; Dampens Udvikling af Kommunikationsmidlerne og af
Produktionsmethoderne, Nodvendigheden af at gjore den engelske Industri
Konkurrence paa selve fransk Grund i Forbindelse med forskjellige
tilstodende gunstige Omstaendigheder bidrog til at gjore dette Opsving
endnu staerkere; hele det sidste Tiaar af Kejserdommet var en industriel
Guldalder for Frankrig. Krigen medforte vel en uundgaaelig
Stilstandsperiode paa et Par Aar, men den gav saa langtfra noget
dodbringende Stod, at Fremgangen endogsaa fortsattes under Republiken,
indtil den endelig henimod Slutningen af Halvfjerdserne naaede sit
Kulminationspunkt. Denne Industriens Floreren frembod Betingelserne for,
at ogsaa Arbejdernes stigende Fordringer kunde tilfredsstilles. Men
Fremtiden vil i saa Henseende rumme Vanskeligheder, som Fortiden ikke har
kjendt. Samtidig med, at Livsfornodenhederne bestandig bliver dyrere og
dyrere, og at Livsbehovet hos den arbejdende Klasse bliver storre og
storre, vil der rejse sig en saa godt som uovervindelig Hindring for, at
Arbejdslonnen yderligere kan foroges. Denne Hindring er den Konkurrence,
som de Forenede Stater i Amerika efterhaanden byder Europa paa alle
Handelsomraader. Paa Kornmarkedet er den allerede staerkt fremtraadt. De
uhyre Landstraekninger derovre af jomfruelig Jord, hvis Frodighed gjor det
muligt for en Kolonist med sine egne Haender at kultivere et ti Gange saa
stort Areal som en fransk Agerdyrker, har bragt Korn i Handelen, der i
Havres Havn kan saelges billigere end det, som kommer fra Normandiet. For
mangfoldige Industriers Vedkommende har den nye Verden en ligesaa
uendelig Rigdom af Materiale og en ligesaa billig Arbejdskraft. Den har
end yderligere enorme Driftskapitaler og et Virksomhedsinitiativ, der
lader de europaeiske Industridrivende langt tilbage. Kampen, som den har
aabnet paa Kornmarkedet, er den i Faerd med at gjennemfore paa saa godt
som alle Industriens Omraader; denne Kamp vil udvilde sig videre og
videre, og det gamle Europa vil her faa en ganske overordentlig farlig
Konkurrent. Priserne vil trykkes, Arbejdslonnen vil trykkes med dem.

Forholdt det sig nu som i gamle Dage, at de store industrielle
Foretagender var i Haenderne paa Enkeltmand, vilde Sagen maaske endda ikke
vaere saa betaenkelig. Disse private Industridrivende vilde indse Faren for
dem selv ved ikke at imodekomme deres Arbejdere saa meget, som det paa
nogen Maade lod sig gjore, de vilde finde sig i at lide nogle hundrede
Francs Tab om Dagen for dog at kunne stikke et ganske smukt aarligt
Udbytte i deres egen Lomme, de vilde sige sig selv, at om man end giver
Afkald paa at tjene Millioner, for at Ens Medmennesker ogsaa kan leve som
Mennesker, saa er Hundredetusinder heller ikke at foragte. Men en saadan,
af Humanitets- eller Klogskabshensyn dikteret Imodekommen mod den
arbejdende Klasse er ikke laengere mulig. Thi de Tider er forbi, da den
store Industri var i Haenderne paa Privatpersoner; det er nu saa godt som
overalt i Frankrig Aktieselskaber, der har overtaget Driften, det vil
sige et uforsonligt Administrationsraad, der ikke giver sig af med
Humanitetshensyn, og hvis Klogskabshensyn udelukkende munder ud i, at
Udbyttet kan blive saa stort som muligt, for at Aktierne kan stige og
Aktionaerernes stadig videre og videre gaaende Fordringer om Renter af
deres Penge kan tilfredsstilles. Med andre Ord: man befinder sig overfor
den skarpt tilspidsede, rent abstrakte og uforsonlige Kamp mellem Kapital
og Arbejde.

Delvis er de her antydede Forhold endnu kun i Faerd med at forme sig i
Frankrig, men Udviklingen af dem kommer med Nodvendighed og synes i
ethvert Tilfaelde saare vanskelig at standse. Det er i Sammenstodet af
dem, at den socalistiske Centralkomite i Paris vil finde den Jordbund for
sin Udsaed, som hidtil har manglet, men som Omstaendighederne synes hurtig
at skulle opdyrke for den. Og jo flere Proselyter den hverver mellem
selve Arbejderbefolkningen, desto ivrigere vil ogsaa de revolutionaere
Politikere blive for at gaa dens AErinde og derved om muligt fremkalde de
rorte Vande, hvori de kan komme til at fiske. Med deres Hjaelp gaar Alting
grumme hurtig i Frankrig. I Tydskland er man og vil sandsynligvis endnu i
et uoverskueligt Tidsrum vaere i Stand til at holde den socialistiske
Bevaegelse nede ved administrative Forholdsregler. Man udsteder Love mod
Socialisterne, man erklaerer Belejringstilstand, man undertrykker Blade,
arresterer og dommer Partiforerne. I England har Demokratiet gjennem
Aarhundreder bojet sig saa dybt under Autoriteten, at der uden Stod
udefra sikkert vilde gaa nye Aarhundreder, for det atter kunde losgjore
sig saaledes fra den, at en Eruption blev mulig. Begge Steder mangler
Befolkningen desuden det Initiativ, som Tilspidsningen af en Katastrofe
fordrer. Det franske Folk derimod er iltert og hurtigt til Alt. Det vilde
aldrig have kunnet finde sig i at lade et Sporgsmaal som for Exempel det
irske traekke ud i over firsindstyve Aar. Saa saare Sporgsmaalet har rejst
sig tilstraekkelig pointeret til, at det fordrer en Afgjorelse, taaler man
ikke, at denne skydes ud. Dertil kommer yderligere det, at man har Lov
til fuldstaendig frit at diskutere ikke blot Regeringsformens, men hele
Samfundets Omvaeltning og Spraengning saa bindegalt og i saa ophidsende
Udtryk, som man lyster. Under saadanne Forhold kan et stort
Samfundssporgsmaal, naar det en Gang er stillet, ikke laenge blive holdt
in suspenso. Og der er da, tiltrods for Frankrigs oprindelig ringe
Modtagelighed for den socialistiske Smitte, en overvejende Rimelighed
for, at det alligevel vil blive den forste Skueplads for dens
Hovedengagement med det bestaaende Samfund. Det rode Paris har opdaget
dette Hovedengagements Mulighed; det koncentrerer allerede og vil
fremtidig yderligere koncentrere alle sine Kraefter paa Forberedelserne
til det, for endelig, naar Kampens Tid er moden, at fremkalde
Explosionen, saaledes som Paris under alle Revolutioner har gjort det.
Det er en okonomisk, ingen politisk Omvaeltning, der gaas imode. Det
sociale Sporgsmaal vil fremtidig vaere Indskriften paa de Rodes Banner.
Det er deres Styrke. Kollektivismen er en vild, umulig Losning paa
Samtidens store Hovedsporgsmaal, men saalaenge ingen anden er funden, er
dens Doktriner de farligste, det rode Paris kunde bruge som Loftestang
for sin Agitation.




PAA BORSEN.


Lige ved Boulevarderne og heller ikke langt fra Paris's anden, store
Hovedaare: Louvre- og Palais-Royalkvarteret, ligger Borspladsen. Den er
Centrum for Byens Labyrinth af Gader, og den er Braendpunkt tillige for
disse Gaders tumlende, mangfoldige Liv. Mudderen og Mylderet er der under
bestandig Hojtryk. Minut efter Minut ruller de fyldte Omnibusser ind paa
Asfaltfliserne og saetter deres Menneskeladninger af. Men andre staar i
taette Klynger og venter paa at indtage de ledigblevne Pladser. Numrene
raabes op. De, hvis Tour det er, trykker og skubber og slider sig frem
gjennem Traengselen. Vognene proppes paany Med en Behaendighed som
Akrobaten, der dandser mellem AEg, vikler Kudsken sin kluntede Karosse ud
af det sammenfiltrede Virvar, og det gaar saa atter i Galop til alle
Kanter af Kaempebyen. Saaledes bliver det ved hele Dagen igjennem til paa
den anden Side Midnat endogsaa. En Haerskare af Avissaelgere vandrer
omkring og raekker paa lange Staenger deres Blade og Flyveskrifter op til
Passagererne ovenpaa Vognene og raaber og raaber. _Voila le crime de
Boulevard Malesherbes! Voila la France! la 2me edition! Faut voir le
bombardement d'Alexandrie! Les dernieres detailles! Voila le scandale de
l'Elysee! Voila, la mort de Gambetta, dix centimes!_--en ustandselig,
broget Blanding af Sandhed og Roverhistorier imellem hinanden, men mest
det Sidste, de vildeste Sensationsfantasier, man kan finde paa for at
pirre de blaserede Oren og faa Tosousstykkerne til at regne ned fra
Imperialen. Overalt Travlhed, overalt jagende Mennesker, Stimmel og Larm.

Og dog kommer der en Tid paa Dagen, da hele denne Uro drukner naesten i
en, som er endnu uendelig mange Gange vildere, og da alle disse
hundredtungede Raab kun gjor Virkning som enkelte daempede Violinstrenge i
et stort, fuldtbesat Orkester. Denne Tid er de Eftermiddagstimer, i
hvilke Mammontemplet paa Midten af Pladsen samler sin Menighed, Saalaenge
Guldkalvens Kultus staar paa, er det ikke mere blot Verdensstadssummen,
man horer, og Verdensstadsmylder, man seer omkring sig; det Hele er
potenseret op til en Hojde, draget ind i en daemonisk Sfaere, hvor
menneskelige Begreber og menneskelige Betegnelser ikke laenger
straekker til.

Der findes i det moderne Paris ingen anden Kultus, der er saa udbredt som
den, hvis Helligdom er Templet paa Borspladsen, ingen anden, der har saa
fanatiske Tilhaengere, og fremfor alt ingen, der er saa moderne som den.
Dens Praester er ikke her en Kaste for sig af stive, torre,
forretningskolde Vaesener, der Ingenting har med den toneangivende Stab af
"la vie mondaines"'s Regimenter at bestille. Tvertimod. Man kan holde
Revue over hele den Verden, der svommer ovenpaa i Paris, der tumler sig i
dens Nydelsessol og saetter Praeg paa dens offentlige Liv; for hvert
Hundrede vil man finde Halvfemsindstyve, hvis Valgsprog og
Trosbekjendelse, hvis hele Tilvaerelses Indhold rummes i den ene Saetning:
_je vais a la bourse_. Hvor let end Pengene tjenes i en By som Paris, saa
gives de dog endnu lettere ud; hvor stor den Lon end er, der betales for
mangt et Arbejde, saa er Luxus'ens Krav dog endnu storre. Med en
halvhundrede tusind Francs om Aaret kan et enligt Menneske kun akkurat
lige knibe sig igjennem, naar han vil spille en Rolle i det "Tout Paris",
der er med til Alt; hvor mange Hundrede-Tusinder en Families Budget skal
raade over, for at den kan gjore Figur i samme exklusive Verden, er
aldeles uberegneligt. Men blot Halvtredsinstyve Tusind er allerede Renten
af en Million, og Formuer paa en Million, de er sjeldne endogsaa i Paris.
Paa den anden Side skal man vaere svaert i Skuddet eller have en
exceptionel Position, naar de Halvtreds skal tages ind som Vederlag for
det, man udretter med sin Intelligens eller sit Arbejde. Saa er det da,
at hele dette "Tout Paris" supplerer sin Kasse ved at "gaa paa Borsen".
Har man en Smule Bekjendtskab, blot paa anden eller tredie Haand, til
Matadorerne, som regerer der--og et saadant Bekjendtskab har de
Allerfleste i disse Samfundslag--koster det under almindelige Forhold
ikke synderligt Besvaer at foroge den aarlige Indtaegt med baade tyve og
halvtreds og tidt med endnu mange flere Tusinder. Gaar man det moderne
Pariserliv efter i Sommene, vil man finde, at det er forbausende Mange,
der forstaar denne snilde Kunst.

I hvert Fald er det aldeles utroligt Mange, der giver sig ud for at
forstaa den. Den er Fashion for Tiden. I gamle Dage horte man til de
misundte og beundrede Medskabninger, naar man enten selv var et Stykke af
en Poet, en Maler og Billedhugger, eller dog paa en eller anden Maade
kunde regnes med til deres Kreds. Nutildags er det Finantsmaendene, der
staar paa Piedestal som Samfundets Halvguder. Det er dem, der samler
Maengdens Opmaerksomhed, hvor de viser sig, det er dem, man slaas om at
have i sine Saloner, det er deres Gjoren og Laden, der fylder
Boulevardbladenes Nyhedsspalter. Paa den moderne Pariser-Himmel er der
Stjerner ogsaa, og det baade saa klare og skjonne, som der nogensinde har
vaeret. Men de gjor ikke naer saa meget Sprael som den store, guldrode
Borskomet med dens lange, lange Hale af mere eller mindre obskure
Smaamillioner. For rigtigt at vaere med i "Tout Paris"'s Liv er det saa
halvvejs nodvendigt at vaere med i den Hale. En Kavaller _comme il faut_
fra Firserne ma "gaa paa Borsen". Har han ingen Trang eller Lyst til
Finantsoperationer, maa han dog i hvert Fald lade, som han beskjaeftiger
sig med dem. Veed han ikke Besked om, hvorledes det er gaaet med Suez og
Spanierne og Ottomanerne idag, og hvorledes der er Rimelighed for, at det
vil gaa med dem imorgen, saa er han et Menneske uden Spor af Interesse,
en Stakkel, der gaar omkring uden at forstaa sin Tid, og som denne Tids
mere Oplyste selvfolgelig ikke tager med i Betragtning.

I taette Stromme bevaeger da umiddelbart efter Frokosttid de Andaegtiges
Skarer sig til Templet. Rue Montmartre, Rue Vivienne og Rue Richelieu er
ikke til at passere. Vognfloden fylder dem, glider svagt fremad og gyder
sig ud i Borspladshavet, men den faar stadig igjen Tillob fra alle
Kanter. Paa Pladsen rangerer Ekvipagerne sig op som Kavalleriregimenter
og danner en uigjennemtraengelig Skjoldborg omkring den hellige Bygning.
Klokken halv Et kommer Ypperstepraesterne, _le parquet_", de edsvorne, af
Staten ansatte Vexelmaeglere, hvis Antal aldrig maa overstige tyve, og som
derfor ogsaa er saa lukrative Stillinger, at der tidt betales indtil en
Million for et Agent-de-change-Patent. De forste Kurser slaas op. I
lange, febrilske Spring styrter de Kommende ud af Vognene, endnu for de
er standsede, og farter op ad den hoje Marmortrappe. Kun den skjonne Part
af de Andaegtige maa blive tilbage, de har ikke Adgang til Templet. Men
til at sidde roligt hjemme har deres Troesiver, deres Feber, deres
Lidenskab vaeret altfor stor. De er fulgte med og stikker nu det lille
Hoved med de spaendte Ansigtstraek ud af Koupevihduet og sender
forventningsfulde, urolige Ojekast op til den store Bygning, hvor deres
Hjerte er med hvert eneste Slag, som det rummer, op til de smaa Tal, der
staar paa Tavlen mellem Sojlerne, deres Sorgens og Glaedens Evangelium,
det eneste, de kjender. Larmen deroppe fra naaer fortumlende ned til dem,
den kribler med hemmelighedsfuld berusende Magt gjennem hver Nerve og
gjor det lille Hoved ort, som Kjaerligheden gjorde det i de unge Dage, de
knap mindes laenger. Den breder sig ud over dem, denne daemoniske Larm, ud
over Vognborgen, over Pladsen, over alle Gaderne rundtomkring. Den naaer
helt op til Boulevarderne, fyldende Luften med Feber, dragende til sig,
magnetisk forunderligt, overdovende, hvor fjernt og dumpt den end
klinger, selv de skarpeste, mest skrigende Stemmer taetved En. Den har
over sig det Samme som Stojen af en stor, styrtende Fos inde mellem
Bjergene. Den er uhyggelig, denne Stoj, den klemmer for Brystet, den
jager Svedperlerne frem paa Panden, men den lokker alligevel, den
paaskynder Skridtene, den sluger i sin Tummel Alt, hvad man seer og horer
og taenker.

Mellem Sojlekolonnaden, der lober rundt omkring Bygningen, og inde i
selve Borshallen er det mere end Stoj og Larm. Et Tordenbrag kunde rulle
umiddelbart over Guldkalvtemplets Tag, det vilde ikke hores. Den
umaadelige Sal er proppet af en Menneskestime, der staar saa taet, at der
ikke kan saettes en Fod mere paa Gulvets Mosaikfliser. Og Alle skriger de
i Munden paa hinanden.--_Jai--qui est-ce qui a?--Je prends!--je
vends!--Heu! combien?--Un et quart on fait!--Je prends de l'Omnibus!--Je
vends du cinq!--Laissez le passage libre!_ tordner den hoje Borsbetjent i
sin statelige blaa Uniform, den Eneste i hele Mylderen, der intet Ojeblik
mister sin kolde, vaerdige Ro. Men de Andre horer ham ikke. Med funklende
Ojne og faegtende Arme, med hele Legemet i Fart soger de at arbejde sig
frem i Traengselen. Oppe fra Galleriet, der lober rundt omkring Salen,
seer det ud dernede som et vildt, sammenfiltret Haandgemaeng, som en
titanisk Kamp mellem Forrykte. Paa Trappen og i Kolonnaden kan Dagens
Begivenheder endnu diskuteres med Ord og de store Nyheder, der indbringer
Snese og Hundrede Tusinder, hviskes gode Venner i Oret i smaa,
hemmelighedsfulde Saetninger, der alene forstaas af de Indviede. Men inde
i Salen tales der kun med Gestus. Jo mere bevaeget Markedet er, desto
bredere bliver de. Paa de store Baissedage seer det ud, som Alverden
vilde prygle hinanden. Man farer sammen med opspilet Mund, med udspredte
Arme og med Haanden loftet som til Slag. I det naeste Ojeblik synes den at
skulle falde ned paa Gjenboens Kinder. Men det er kun en _Facon de
parler_, en af Borssprogets mange maerkelige Terminusser. _C'est un
Krach!_ raaber den ene Haand, _c'est un vol!_,' raaber den anden, og man
forstaar hinanden.

[Illustration: Kurserne slaas op paa Borsen]

Tummelen og Traengselen og Galehusvirvarret voxer og voxer lige til
Klokken Tre. Saa er det, Dagens sidste Kurser saettes, og saa er det, man
i en Fart maa bestemme, om man vil kjobe eller saelge. Alle strommer til
_le corbeil_, den runde, gitterindhegnede Kreds, hvor
Agents-de-change'erne har Plads. Haandgemaenget naaer sit
Kulminationspunkt. Man trykkes og skubbes og broler og river og flaar i
hinanden, som om det gjaldt Livet. Hundreders og atter Hundreders Velfaerd
i hvert Fald har det vel ogsaa i de bevaegede Krisetider ofte gjaeldt. Men
det gjaelder ikke saa sjaeldent mere endnu. Efterdonningerne af Larmen
derinde naaer ikke blot ud over Plads og Gader, den naaer stundom helt op
til de stille Sale, hvor det ikke er om Aktiers Stigen og Falden, men om
selve Landets storste Interesser, der tages Bestemmelse. Som Borspladsen
er Knudepunktet for Byens Gadeliv og Gadefaerdsel, saaledes er
Pariserborsen snart sagt Hjertet i det moderne Frankrig. Den regulerer de
vigtigste Udslag af dets offentlige Liv. Man har set det tidt allerede,
og man vil faa det at se oftere endnu. En fransk Regering er kun staerk,
naar den har Borsen ubetinget for sig, den vil endog have Vanskelighed
ved at holde sig, naar den har den ubetinget imod sig. Gambettas ellers
naesten uforklarlige Fald saa hurtigt, efterat han var kommen til Magten,
og da Alle antog, at han fra en uoverskuelig Fremtid holdt Frankrigs
Skaebne i sin Haand, skyldes hovedsagelig Borsens Aversion mod hans
Finantsminister Allain-Targe. Med Rette eller Urette betragtede
Finantsmatadorerne denne Mands Budgetsystem som faretruende for
Udviklingen af Landets Velstand; man gjorde direkte Forestillinger i
denne Henseende til Gambetta, og da han i Tillid til sin Styrke modtog
Borsudsendingene koldt og ikke ansaae det nodvendigt at lytte efter deres
Raad, erklaerede man ham Krig gjennem en almindelig Baisse paa alle
Papirer. Der sluttede sig andre Allierede til, men denne Baisse var det
store Artilleriskyts, som selv Frankrigs hidtil populaereste Politiker
ikke kunde holde sig imod. Omvendt blev Sympathierne paa Borsen for Leon
Say det Freycinetske Kabinets Hovedhjornesten. Det havde hverken
Sammenhold eller Program, det havde Intet, som kunde indgyde Tillid til
det undtagen netop dets Finantsminister. Men han var Rothschilds og de
store Borsherrers Mand. Det var deres Syn paa Sagen, der gjennem ham fik
Indpas i Budgetdispositionerne og i Mangt og Meget af den almindelige
Politik ogsaa; havde de tre Praesidenters Ministerium ikke fulgt Vejen,
som Borsen viste det, saa vilde dets Dage have vaeret talte, inden der var
gaaet Uger. Naar man i Paris skal sige sin Mening om et politisk
Sporgsmaal, saa er det forste Dokument, man raadsporger, Borsens
Kursseddel. Gaar den nedefter, saa ryster man betaenkeligt paa Hovedet,
selv om man ellers kunde have nok saa mange Grunde til at finde det, der
er i Gjaere, fortraeffeligt; gaar den derimod i Vejret, saa betragter man
det strax som selvindlysende, at det er det eneste Fornuftige og for
Landets Velfaerd Tjenlige.

Et saadant Faenomen vilde vaere utaenkeligt, hvis det i Borslivets Tummel
alene var Finantsmatadorernes Millioner og de nydelsesgraadige
Pariserlediggjaengeres Indtaegtskilder, der stod paa Spil. I Virkeligheden
drejer det sig om noget langt Mere og noget langt Betydningsfuldere.
Templet paa Borspladsen er Frankrigs Hjerte, ikke fordi der i det
spekuleres og spilles og svindles, men fordi det er Forvalteren af
Landets Velstand og derigjennem Betryggeren af dets Fremtid, Haevderen af
dets Position imellem Staterne.

Det er under den tredie Republik, at Pariserborsen i Ondt som i Godt er
kommen til at spille den dominerende Rolle, som den spiller. Men Spirerne
til det maa soges laengere tilbage. Allerede det andet Kejserdomme gav
Stodet. Det var det, der gjorde Paris til et Slags uhyre Karavanserai for
den hele civiliserede Verden, det var det, der skabte paa den ene Side
den store Industri og de store Spekulationsforetagender, paa den anden
det potenserede Luxus- og Nydelsesliv, der naaede sin Apotheose under
Verdensudstillingen i 66 og i Aarene mellem da og den ulykkelige Krig var
ikke langt fra at skeje ud i et moderne babylonisk Bakkanal. For at kunne
baere de med dette "vie surchauffee" forbundne Udgifter begyndte den
fornemme Verden allerede da at gaa paa Borsen. Saalaenge Adelen holdt sig
fornemt og forventningsfuldt tilbage, gik det endnu an at leve paa
Resterne af de fra Revolutionen reddede Formuer, skjondt de selvfolgelig
ved idelig Udstykning var svundne mere og mere ind. Men da man, blaendet
af det tredie Kejserdommes Glands, fandt sig befojet til saa halvt om
halvt at laegge Fornemheden af og vise sig paa Arenaen igjen, var det
nodvendigt, at man ogsaa saae sig om efter Midlerne til at haevde sin
Position. De gamle Dages Fordom mod Forretnings- og Finantsspekulationen
var forsvunden. Selve Hoffets naermeste Omgivelser oste af den nye
Berigelseskilde med fulde Haender. Millionen var en Stotte for Regeringen,
og den haedrede og begunstigede den paa alle Maader. Pengenes Aristokrati
blev mere og mere det eneste respekterede, og jo dybere Alverden tog
Hatten af for det, desto Flere blev der ogsaa, der fandt det baade ganske
fornuftigt og ganske hensigtsmaessigt at give de gamle rustne
Vaabenskjolde et nyt Overtraek af Louisd'or-Guld. Borsen gjorde ingen
Vanskelighed ved at paatage sig dette Forgylderarbejde, den folte sig vel
endogsaa baade stottet og smigret ved, at man henvendte sig til den
derom. Dens Prestige, dens Indflydelse forogedes, dens hele Liv fik Dag
for Dag under Kejserdommet mere og mere Vind i Sejlene.

[Illustration: I Borssalen Klokken Tre.]

Det er imidlertid forst under den tredie Republik, at den er naaet til
Hojden af sin Position. Krigen havde gjort en Standsning i dens
Forretninger, men denne Standsning var forholdsvis kort, og umiddelbart
for den kom Milliardlaanene. De gav med eet Slag et uhyre, enestaaende
Opsving i dens Liv, de blev et ligefrem Vendepunkt i dens Tilvaerelse.
Greben af patriotisk Begejstring og i fuld Tillid til Frankrigs
uudtommelige naturlige Hjaelpekilder strommede hele Landets Befolkning til
med sine opsparede Kapitaler. De af Regeringen forlangte umaadelige
Summer blev overtegnede tredive Gange i Lobet af en eneste Dag, man stod
i Queue hele Natten igjennem for at komme af med sine Penge, Alverden var
greben af et formeligt Raseri efter at faa Kouponer i det nye Laan. Med
Beundring var Frankrigs Venner, med indaedt Misundelse dets Fjender Vidne
til denne overvaeldende Aabenbaring af Landets Rigdom. Men ogsaa indenfor
selve Rigets Graendser kunde den ikke undgaa at vaekke Forbauselse og, da
Forbauselsen havde sat sig, at blive dragen til Indtaegt. Man havde faaet
det mest evidente Bevis paa, at Pengene var der og kun laa og ventede paa
at blive anbragte; man benyttede sig af, at alt dette Guld nu engang var
kommet ud af Gjemmerne, og at Lysten til at gjore det fluktuerende var
bleven hidset ved Umuligheden for Mange af at komme til at deltage i
Milliardlaanene, man bod det nye Aflobsrender, og det og meget mere til
ostes i dem. Det ene store Forretnings- og Spekulationsforetagende
dukkede op efter det andet. Stadig overtegnedes de forlangte Kapitaler i
en Haandevending, stadig steg og steg Papirerne.

Ganske naturligt steg da ogsaa med dem Borsens Tiltraekningskraft. Der
bredte sig som Oliepletten Dag efter Dag ud over flere og flere Lag af
Samfundet, indtil den endelig sluttede i en formelig Epidemi:
Berigelsesvanviddet. Vort Aarhundredes Franskmaend har bestandig betragtet
deres Liv som forfejlet, naar det ikke endte med Erhvervelsen af en
Formue. Man havde oprindelig nojedes med at forlange den som Resultat af
en Ungdom i ihaerdigt Arbejde. Men hvad der gik for sig paa Borsen,
forstyrrede lidt efter lidt Hovederne. Man saae Exempler paa, at Folk
lagde sig tilsengs som smaa Rentierer den ene Dag og vaagnede som
Millionaerer den naeste. Saadanne Exempler maatte nodvendigvis virke
fortumlende. Man begyndte med at ville vaere rig i Lobet af to, tre Aar,
man endte med at ville vaere det i Lobet af en Uge eller to. De alvorlige,
grundmurede Borsspekulationer blev lagte til Side, man kastede sig over
Spillet. Alverden spillede paa Borsen. Landets forste Slaegter gav Tonen
an; der var Navne som Rohan, Gontot-Biron, La Panouse, Broglie o. s. v.
med i alle Kombinationer. Det dirigerende Bourgeoisie fulgte efter. Selv
Folk, der indtog betroede Stillinger i Republiken, betaenkte sig ikke paa
offentlig at knytte deres Navne til Finantsspekulationer, og naar
Politiken gik galt for dem, kastede de sig helt og holdent i Armene paa
Borsen. En eller anden forhenvaerende Ministers Navn kunde ikke undvaeres
og var ogsaa stadigt med paa Aktieprospektusserne. Deputerede og
Senatorer figurerede saa hyppigt paa dem, at der endogsaa blev Tale om
Love, som kunde saette en Stopper for dette Uvaesen. Og mens
Spillevanviddets Smitte saaledes gik fra Dor til Dor paa Samfundets
Hojder, traengte den samtidig ogsaa laengere og laengere ned i Dybderne. Den
traengte saa dybt ned, som den overhovedet kunde komme. Kudsk og Tjener,
der saae deres Herre kaste Penge ud, skjondt de vidste, at han ingen
Formue ejede og Ingenting bestilte, de laerte snart at opdage den
uudtommelige Guldkilde og at ose af den selv. Portneren saae en skjonne
Dag Kudsken sige Tjenesten op og anskaffe sig Hest og Vogn. De
Operationer, der gav saa magelose Resultater, mente han, maatte han dog
ogsaa forsoge. Og saa spillede Portnerne, og Portnerne fortalte om de
store Summer, de vandt, til Urtekraemmer og Spaekhoker og Gronthandler, og
ogsaa de fulgte Trup. Og Gronthandlerne smittede Saelgekonerne, og saadan
i det Uendelige.

Udenfor Borsen, paa Baenkene langs Omnibuskontoret og under Traeerne, sad i
lange Raekker de gamle "Boursicotierer" og drev Spekulationen i deres
vaerdilose Aktieskrabsammen fra antidiluvianske Aartier med ikke mindre
fanatisk Raseri end den hele myldrende Stimmel inde i Templet. Sygdommen
havde naaet sit Hojdepunkt, der maatte komme en Katastrofe.

[Illustration: "Les boursicotieres".]

Den kom i Affairen med _"Union generale"_, Bontoux's beromte Bank, det
sorgeligste, men tillige mest drastiske Exempel paa Borsspekulationen og
dens Udskejelser i det moderne Frankrig. Bontoux havde for Firserne kun
vaeret lidet bekjendt, da han pludselig dukkede op paa Pariserhimlen som
den af Lykken mest begunstigede Finantsmand i hele Verden. Han havde, da
han grundede sit Bankforetagende, havt den kloge Inspiration at stotte
sig til Mac Mahons naermeste Omgivelser og knytte til sig Folk, der
gjennem denne stod i hoj Gunst hos Kejseren af Osterrig og de osterrigske
AErkehertuger, Maend som Vicomte d'Harcourt, Marquis de Bouvois, Baron de
Wimpfen, Baron de Bourgoing gik strax fra Begyndelsen Haand i Haand med
Bontoux, og de skaffede ham efterhaanden ved deres Indflydelse en Maengde
Koncessioner i Osterrig, Ungarn og Serbien. Paa Basis af dem gjorde
"Union generale" og dens Affodning, den osterrigske "Laenderbank", eller
_la timbale_, som den kaldtes i Frankrig, udmaerkede Forretninger og
erobrede i forbausende kort Tid saa godt som hele Osterrig fra de
tidligere Forretningsmaend. Men dertil kom yderligere en anden, meget
vigtig Omstaendighed. Bontoux's Bank optraadte med Pretensioner paa at
skulle vaere et Slags exklusivt katholsk Finantsforetagende, bestemt til
at modarbejde Jodernes, saerlig de tydske Joders Indflydelse paa det
parisiske Pengemarked og i det Hele taget gjennem den altformaaende
Pengemagt kaempe paa enhver mulig Maade for den ene saliggjorende
katholske Kirke. Den stottedes som Folge deraf af hele Gejstligheden i
Frankrig og Osterrig, og det var Folk, der sad inde med Penge. Greven af
Chambord tog personlig ikke mindre end halvtredie tusind Aktier, og selve
Paven i hvert Fald lovede man som Participant i og Stotte for Banken.
Dens Papirer gik da i Vejret med utrolig Hurtighed. Aktierne lod paa 500
Francs, af hvilke der dog aldrig blev indbetalt mere end halvfjerde
hundrede. Kort for deres Udstedelse stod de imidlertid i 700, saa steg de
til 1200, saa til 2000, 2200, 2500, og godt og vel et Aar efter Bankens
Grundlaeggelse var de naaede op i ikke mindre end 3200 Francs.

Selvfolgelig kunde det ikke vaere gaaet naturligt til. Der havde vaeret
Tillid og berettiget Tillid til Bontoux's Foretagende, men den rent ud
mirakulose Stigning havde han og hans Banks Administration kunstig skabt.
Under Kampen med de jodiske Bankierer, der dannede Konsortier for at
fremtvinge Baisse paa "Union generale"'s Papirer, havde denne selv sogt
at holde Kurserne ved strax at opkjobe de af dens Aktier, der blev
tilbudte. Da den raadede over store Pengemidler, var det en Stund gaaet
godt, og Millionkongernes Konsortier var flere Gange blevne spraengte. Men
til Slutning kunde Katastrofen ikke udeblive. De to, tre Gange slagne
Borsmatadorer rottede sig sammen igjen, og tilsidst sejrede de. Kampen
blev aabnet paa et andet Punkt, Suez-kanalens Aktier var ved en meget
betydelig og meget rig Spekulants Agitationer efterhaanden blevne drevne
op til en ikke mindre fabelagtig Hojde end "Union generale"'s. Fra 900
var de stegne til 3500. Den naevnte Spekulant havde forst ved alle
kunstige Midler, blandt Andet ved at raade sine Venner til at kjobe,
faaet det paagjaeldende Papir til at stige og stige i det Uendelige, og da
saa Hojdepunktet var naaet, kastede han pludselig sine 60,000 Aktier paa
Markedet uden at underrette Nogensomhelst derom i Forvejen, ikke engang
sine naermeste Venner. Disse tresindstyve tusind Aktier budte ud paa en
eneste Dag medforte naturligvis et meget betydeligt Fald. Papiret selv
sank fra 3500 til 2000, og den almindelige Baisse kunde samtidig ikke
undgaas. Dette Ojeblik benyttede Koalitionen af Borsmatadorer for at
ramme Bontoux dodeligt. Ved et uendeligt Salg fremkaldte de en saa uhyre
Baisse, som Paris's Bors endnu aldrig havde set paa noget Papir, ikke
engang i Mires's Dage. Da dette umaadelige Salg ikke modtes af nogen
Kontramine, og da Banken ikke laenger havde Summer nok til at kjobe op som
for, sank "Union generale"'s Aktier paa en enkelt Borsdag fra 3200 til
1300, altsaa noget naer 2000 Francs pr. Aktie. Det kom som et Tordenslag
over Paris, og det medforte en almindelig Panik. Den langt overvejende
Pluralitet af dem, der led Tab paa Unions Papirer, var Spekulanter, som
ikke sad inde udelukkende med dette Papir. For at skaffe Penge maatte de
saelge over en Hals ogsaa alle andre Papirer; deres Agenter maatte
ligeledes saelge for at daekke dem, og Baissen bredte sig da og
oversvommede hele Pengemarkedet. Tusinder og atter Tusinder mistede Alt,
hvad de ejede og havde, det var Milliarder, der 5 disse Dage blev tabte
paa Borserne i Paris og Lyon. Fra den ene Ende af Frankrig til den anden
horte man kun om Ruin paa Ruin. Naturligvis havde der mellem Spillerne
ogsaa vaeret forsynlige Folk, som havde hort op, mens Legen var god, men
de Fleste var blevne ved at spille, til Baissen kom, og paa en eneste Dag
styrtede da alle deres Luftkasteller sammen. Ikke blot Alt, hvad de havde
tjent, og Alt, hvad de ejede, gik tabt i denne Odelaeggelse, men Mange kom
kun ud af Krisen med en Gjaeld paa Halsen, som de kunde behove Aar af
deres Liv til at daekke. Der var saerlig een Klasse af Mennesker, som
Katastrofen ramte haardt: Kunstens og Literaturens letsindige Verden med
dens store Behov for Luxus, dens staerke Fantasi og dens gamle Tro paa, at
Guld og gronne Skove engang maatte dumpe som stegte Duer ned i Munden paa
den. Af hundrede Literater, Journalister og Artister af alle Slags, var
der naeppe ti, som ikke i storre eller mindre Grad kom under Indflydelse
af Berigelsesvanviddet. Verdensberomte Stjerner, der havde gjort Karriere
og tjent sig en Formue, satte Alt overstyr, saa de maatte begynde forfra
igjen med tomme Haender; unge Journalister med en maanedlig Gage paa fem,
sex hundrede Francs, tabte ti, tyve Tusinde. Regelen var, at Alle modte
paa Likvidationsdagen med de Summer de skyldte. Men med hvilke
kaempemaessige Anstrengelser og med hvilke utrolige Opoffrelser af Venner
og Bekjendte de skaffedes tilveje, kan Ingen danne sig nogen Forestilling
om, der ikke selv har havt Lejlighed til at kaste et intimt Blik ind i
disse sorgelige Forhold. Hele Kunstens og Literaturens Verden blev
forarmet ved Katastrofen; de, der ikke selv havde spillet, blev det ved
at hjaelpe deres Kammerater med den sjeldne Redebonhed og Tjenstvillighed
indbyrdes, der er et af de smukkeste Traek i den franske Nationalkarakter.
Overfor Fremmede har Pariseren Hofligheden paa Laeberne og Hjertet lukket;
Ven mellem Ven har han derimod Hjertet og Pungen aaben paa vid Gab.

Denne Redebonhed til at hjaelpe, i Forening med den umaadelige Evne paa
alle Kanter til at kunne gjore det, forhindrede, at Katastrofen med
"Union generale" blev nogen almindelig Krach. Foruden Bontoux's eget
Foretagende gik kun et Par enkelte andre storre Banker tilgrunde i
Krisen. Landets Velstand ramtes ikke foleligt af den, og den gjorde da
maaske kun godt, som Udbruddet af de Sygdomme, der renser Blodet. Den har
vel naeppe forhindret, at der kan folge andre efter, men den har dog for
en Stund gjort de Funktioner normale, som Borsen er bestemt til at udfore
i det moderne franske Samfund. Dens Betydning for Landet tor ikke
undervurderes. Der har vaeret store Tider, da Frankrigs Aandsliv, da dets
maegtige, smittende Ideer, da dets Kunst og Literatur gav det den forste
Plads mellem Nationerne. Der har vaeret andre ogsaa, da det var de franske
Vaabens Gloire, der lagde Verden for dets Fodder. Men Tiderne skifter.
Det nytter ikke at bedrage sig selv: i vore Dage er de materielle Krav
for stor en Magt, til at Taenkere og Digtere kan anvise et Land dets Rang
mellem Staterne. Som Frankrig har vaeret Vuggen for alle Menneskehedens
store, moderne Ideer, saaledes er det endnu det ukraenkelige Tempel, det
eneste maaske, hvor de har Asylret mod en, om end sygnende, dog endnu
mandsstaerk Reaktion. Det er deri, at denne levedygtige Nation har sin
inderste Styrke, men det er ikke dens Styrke udadtil. Og heller ikke dens
Vaaben er det eller vil blive det i en Fremtid, som menneskelige Ojne kan
overse; en demokratisk Republik som den franske bliver aldrig nogen
Militaermagt. Skal Frankrig haevde sin Position i vort Aarhundredes
Slutning, saa bliver det, fordi det er saa lykkeligt ogsaa nu at have,
hvad Tiden gjor til det Storste og Vigtigste, fordi det er det rigeste
Land i Verden. Det er dets lykkelige Jord og Folkets Arbejdslyst og
Arbejdsdygtighed, der forskaffer denne Rigdom, men det er Templet paa
Borspladsen, der forvalter og frugtbargjor den. Pariserborsen behersker
ikke blot det franske, den behersker det hele internationale
Finantsmarked. Der er ikke noget stort Pengeforetagende Verden over, som
ikke bliver udbudt paa den, der er intet Land, der kan skaffe de
nodvendige Kapitaler tilveje, uden at det benytter den som
Forretningsagent og Mellemmand. Da Italien for nogen Tid siden vilde
udstede et Laan paa halvfemte hundrede Million og af politiske
Antipathier mod Frankrig lod det udbyde paa Londonnerborsen, gjorde man
ynkeligt Fiasco og var nodt til at komme til Paris alligevel. Der indgaar
til Frankrig hvert Aar omtrent to Milliarder som Renter af franske Penge,
anbragte i Udlandet; det er altsaa en Kapital af henved halvhundrede
Milliarder, dette Land har vaeret rigt nok til at laane den ovrige Verden.
En saadan Rigdom vilde aldrig vaere kommen, hvis man som i gamle Dage
havde gjemt Udbyttet af sin Jord paa Kistebunden eller i Strompeskafter.
Alle Samfundslag har laert at bringe det til Borsen, derfor er det, at
Frankrigs Formue fordobles og fordobles. Og med Formue naaer man vidt i
vore Dage, Penge regerer Verden, Millionerne regerer Krigene endogsaa.
Frankrigs Position i Europa ligger i Pariserborsens Haand, det er af den
Grund, at den ikke med Urette, til en vis Grad idetmindste, kan, trods
alle dens Udskejelser, betragtes som Hjertet for hele det moderne
franske Samfund.

[Illustration: "C'est un Krach!--C'est un vol!"]




KUNST OG KUNSTNERE.


Frankrig har aldrig havt nogen rigtig Kunstperiode for netop i vore Dage.
David skabte Skole ganske vist, men han blev dog egentlig, den eneste
virkelig Store i hele Kredsen, der samlede sig omkring ham. Folk som
Fragonard eller Watteau staar ene, og de er faa endda. Forst henimod
Fyrretallet, med Piejaden, hvis storste Navne var Delacroix, Millet,
Theodore Rousseau og Corot, begynder den franske Kunst at gjore Epoke.
Siden da har den taget svaer Fart. Den staar nu ikke blot forrest mellem
al moderne Kunst, den ikke blot faester hele Verdens Opmaerksomhed paa sig,
den har foroget Kunsthistorien med et nyt Kapitel, der er fyldigt som de
betydeligste af de gamle og interessant som de interessanteste. Den kan
have sine svage Sider, det er der Ingen, der falder paa at naegte. Men den
har det umaadelige Fortrin, at den strutter af Liv og Friskhed, og at
dette Liv er selve den Tids, i hvilken den er fodt. Den klaeder vore Dage
i kunstnerisk Kjod og Blod. Den gjor det med store Evner, med en uendelig
Sum af Energi og med levende Sandhedskaerlighed tillige. Det er
Forklaringen af, hvorfor den holder Alle fangen under sit Trylleri.

Og som Tiden er en Floreringsperiode for den franske Kunst, saaledes er
den ogsaa en hojst behagelig Tid for de franske Kunstnere. Deres Position
i det moderne Parisersamfund er ligesaa dominerende som
misundelsesvaerdig. Regeringen og Selskabet slaas om at udmaerke dem, Fru
Fortuna oser Louisd'orregn ud over dem uden Ende. Maleriet er,
efterhaanden som Luxus'en i de sidste Aartier er stegen og stegen, mere
og mere blevet dens forste Fornodne. Et Hus, der er indrettet _comme il
faut_, kan ikke undvaere sit Galleri, selv det beskedneste Hjem maa, naar
dets Beboere vil regnes med til den dannede Verden, have et eller andet
Kunstvaerk i sin Salon. At det haenger paa Vaeggen der, er ligesaa
nodvendigt, som at der haenger Diamanter i den gifte franske Dames Oren.
Om man har Noget i Kjokken og Kjaelder faar blive, hvad det er, men
Brillantorenringene og Malerierne, de er som Klaeder paa Kroppen,
Velanstaendigheden forlanger deres Existens. Med Begjaeret stiger Varens
Pris. De enorme Summer, der betales for den franske Malerskoles Arbejder,
har sin forste Grund i, at de er Nodvendighedsgjenstande for den moderne
Pariserluxus; men den er ikke den eneste Grund, der kommer andre
til ogsaa.

Hvert Foraar kommer Amerikanerne. Det er en formelig Invasion. Siden
Frankrig blev Republik, har Flirtationsforholdet mellem Franskmaend og
Yankeer Dag for Dag udviklet sig til storre og storre Intimitet. Ved
enhver Lejlighed haedres Sosterrepubliken paa den anden Side Havet. Dens
Saeder og Institutioner fremstilles som et Exempel til Efterlignelse, dens
Stjernebannere myldre ved Siden af Trikoloren, naar der er Fest i Parises
Gader; dens Pariserkoloni feteres, kjaeles for, lovprises i Aviserne og
begunstiges af _la vie mondaine_. Med al den Opmaerksomhed er Amerikanerne
yderst tilfredse, og de gjengjaelder den ved at bringe Paris deres Penge.
De har imidlertid saa mange af dem, at selv Seinestadens vildeste
Adspredelsesliv ikke kan sluge dem alle. Og naar disse vor Tids Nabober
tager hjem igjen, tager de da med sig, hvad de kan faa fat paa af
"rigtigt Parisisk". Maleriet er Modeluxus ogsaa hos dem, og det franske
Kunstmarked har paa den Maade faaet et uhyre Opland. Der er Malere, som
udelukkende "gjor Forretning" hinsides Atlanterhavet, der er enkelte
Kunsthandlere, som tager mange Millioner ind derfra hvert Aar.

Fremdeles har ogsaa Spekulationen kastet sig over Kunstvaerkerne. Man
kjober nutildags Malerier ikke blot for Fornojelsens, men ogsaa for
Fordelens Skyld. Pengene, som man anbringer i dem, traekker store Renter,
mens Billederne haenger og pynter op og giver deres Ejermand Air og
Anseelse. Naar man har havt dem en halv Snes Aar, kan man naesten vaere
sikker paa at faa dobbelt saa stor en Kapital ud af dem, som man har sat
i dem, og er man en Smule Kjender og lidt praktisk, kan man tidt gjore
det paa langt kortere Tid endogsaa. Med Franskmaendenes udpraegede
Forretningssands har det naturligvis ikke kunnet vare laenge, for de
gjorde den Opdagelse. Langt Flere, end Nogen troer, har draget sig den
til Indtaegt. Ved at spekulere i Aktier klaeber der dog endnu for visse
Kredse noget mindre Nobelt, men at spekulere i Malerier, det er en god
Forretning, der har de tre store Sider forenede: at tilfredsstille
Spekulationstrangen, at vaere en fin, douce, fornem Spekulation. og dog at
give rigtig godt i Lommen. Mod den kan ingen moderne Franskmand have
Nogetsomhelst at indvende. Paa den Maade er da det at vaere fransk Maler,
der er en Smule i Skuddet, efterhaanden blevet ensbetydende med at vaere
et Lykkens Skjodebarn, der har alle mulige materielle Goder liggende
udbredte for sig. Hans Arbejder vil Alle kjobe, og de er de eneste, man
vil kjobe nutildags. De gamle Italienere er sejlede ganske agterud. Der
er en parisisk Kunsthandler, der ti Aar i sin Boutik har havt haengende en
Primaticcio, som han vil saelge for tusinde Francs, men som han ikke
engang til den Pris kan komme af med. Samme Mellemhandler kan derimod med
den storste Lethed faa femten tusind for en lille Akvarel af Detaille,
malet paa en Dag eller to, og bliver det ham muligt at faa fat i et
diminutivt Maleri af Meissonier for tredive, fyrretyvetusind Francs, saa
gjor han store Forretninger. Mesterens bekjendte Billede "La charge des
Cuirassiers" har Amerikaneren Stewart kjobt for 300,000. Naturligvis gaar
der af saadanne Summer ikke lidt i Mellemhandlerens Lomme. Goupil kunde,
da han gav Gerome sin Datter, give hende to Millioner i Medgift og dog
beholde en tyve, tredive Millioner tilbage for sig selv. Megen Svindel
lober der ogsaa med ind, saaledes ved Auktioner, hvor Kunsthandleren
"poussere" sine Malere ved selv paa anden Haand at drive deres Arbejder i
Vejret, som dengang for Exempel et Billede af en Spanier Villegas af
temmelig underordnet Rang blev betalt med 125,000 Francs. Den Slags
Priser kan selvfolgelig ikke holde sig i Laengden. Men hvor meget end
Kunsthandlerne meler deres egen Kage, og hvor mange uholdbare
Reputationer de end skaber, saa er saa meget dog sikkert, at en fransk
Kunstner i Firserne, der har Talent, ogsaa med stor Lethed i Kraft af det
bliver en velstaaende, endog en rig Mand. De Tider er forlaengst forbi, da
Millet manglede Brodet til sine Born, og Rousseaus "Le givre", som han
selv kun med Nod og naeppe kunde faa fem hundrede Francs for, det er nu
hundrede tusind vaerd. De store moderne Mestere har fyrstelige Indtaegter
og forer et Liv som Fyrster. De har deres egne komfortable Hoteller,
deres Villaer i Syden og i Omegnen af Paris, deres Stalde staar fulde af
Heste, deres Saloner bugner af Luxus. Meissonier ejer paa Boulevard
Malesherbes et Hus til en Million, og i Poissy et andet, hvis Vaerdi er
endnu storre. I hans Samling af Billeder, stikker der saadant Noget som
fem, sex Millioner. Han er nu ganske vist fire og tresindstyve Aar, og
han har siden 1833, da han debuterede, malet en femten, tyve Billeder
aarlig, hvis Gjennensnitspris nu idetmihdste er en halvhundrede tusinde
Francs. Men selv de rent Unge har ingen Anledning til at klage over, at
Kunsten ikke lonner sig. Der var paa en af de sidste Saloner af van Beers
udstillet et Billede, som man vistnok kjender, da det er reproduceret
allevegne: den unge Pige, som Marineofficeren forer ned ad
Dampskibstrappen efter et Besog ombord. For at danne mig en Forestilling
om, hvorledes de unge Kunstnere blev betalte, spurgte jeg ham engang,
hvad han havde faaet for det. Han havde ikke kunnet faa det solgt,
svarede han meget beskedent. Da jeg undrede mig over, at et Arbejde, der
havde gjort saa megen Opsigt og behandlede et saa hyggeligt, tiltalende
Sujet, ikke kunde finde Kjobere, kom Sandheden imidlertid frem. Der havde
vaeret Liebhavere nok, men man havde kun budt ham nogle og tyve tusind
Francs for det, og han fandt den Pris latterlig lille. Van Beers horer
endda ikke engang til de Medaillerede. Naar han stiller saadanne
Fordringer, kan man slutte sig til, hvorledes de Unge betales, der trods
deres endnu ikke fyldte tredive Aar allerede er naaede til Succes'ens
Hojde, Folk som Bastien-Lepage, Gervex eller Dagnan.

I hele sin ydre Fremtraeden er da ogsaa denne unge franske Malerskole en
ganske anden Race Mennesker end dens Forgaengere, der forte Bohemienliv
paa den venstre Seinebred. Det lange, vildt flagrende Haar, de bulede
Filthatte, Farveklatterne paa den slidte Frakke, Bochdrikningen med
Grisetter, Kreditten paa Knejperne, Kankannaderne i Bullier og alt det er
der naesten ikke Skygge tilbage af laenger. En ung Kunstner fra vore Dage
er en Kavaller _comme ti faut_, klaedt efter sidste Mode, fint dannet,
elegant, beleven i sin hele Faerd. Han spiser sin Middag hos Sylvain eller
Peters og laegger ingen Vaegt paa, om den koster ham en halv Snes Francs,
naar det, han faaer er godt, og han i behageligt Selskab kan ryge sin
fine Cigar til Kaffen. Naar han kommer sammen med sine Venner,
konverserer han om, hvad der er passeret i "la vie mondaine" og ved de
sidste Premierer; naar man bliver praesenteret for ham, byder han En sit
Kort, paa hvis Fod der staar angivet Dagen, da han tager imod. Og
aflaegger man ham saa et Besog, finder man ham i det fine Monceaukvarter
installeret paa det Allerbrillanteste. Hans store, luftige Atelier er en
fantastisk Modtagelsessalon, fyldt med de kostbareste Sager, dekoreret
med orientalske Taepper og Draperier, antike Kunstmobler, gamle Vaaben,
Sevresporcellain og en Mylder af sjeldne Bibelot'er, der kan gjore
artistisk Virkning. Her kan selv Damer af den fornemme Verden komme til
ham for at se ham ved Arbejdet eller tage hans Studier i Ojesyn, og det
haender heller ikke saa sjeldent, at de kommer.

Thi den moderne Maler i Paris er en af "Selskabet" saare sogt Mand. Han
lever kun lidt sammen med Kammerater. Noget faelles Kunstnerliv, som det
endnu findes i Rom eller i tydske Byer, der er Centrum for Malerne, det
existerer aldeles ikke i Paris. Der er smaa artistiske Kredse paa en halv
Snes Mennesker, som samles en Gang om Maaneden til Middag: den, hvis
Hovednavne er Bastien-Lepage, Dagnan og Courtois for Exempel, den, som
taeller Cazin, Gervex og Finnen Edelfelt mellem sine Medlemmer, eller "Les
Rigoberts", hvor Detaille, Vibert, Jacquet, Leloir og Flere samles for at
more sig med at efterligne Dyr og den Slags Plaseer. Men disse smaa
Dinerer er ogsaa snart sagt det Hele, man faaer Tid til at offre
Vennerne. Man drukner i Indbydelser fra alle Kredse af "le monde", En
Soiree er mislykket, naar Vaertinden ikke kan gjore Stads med en eller
anden Kunstner i Vaelten. Eller rettere sagt: med en Maler, thi
Billedhuggerne holder sig vaesentlig udenfor denne "mondaine" Sus og Dus.
De betales endnu forholdsvis daarligt og forer et Liv som Kunstnerne i
gamle Dage, og det skjondt der mellem dem findes Talenter af allerforste
Rang. Paul Dubois er en af Verdens storste Mestere, Falguiere, Fremiet,
Chapu og adskilligt Flere vil have beholdt deres Plads i Kunsthistorien,
naar mangen Maler er glemt, som Parisersalonerne nu ligger paa Knae for.
d'Epinay og tildels de St. Marceaux er ikke destomindre saa at sige de
Eneste af Billedhuggerne, der er paa Moden. Men navnlig den Forste er det
ogsaa tilgavns. Amerikanermillionaererne navnlig kan ikke leve uden
d'Epinay. Er der Nogen, der kjender ham, saa bliver han bestormet med
Billetter. "De maa absolut praesentere d'Epinay hos os iaften." "Jeg vil
vaere Dem ganske overordentlig forbunden, hvis De kan faa d'Epinay til at
spise til Middag hos mig, Froken Chose vil gaa i Graven, hvis hun skal
rejse hjem uden at have faaet ham at se," saaledes lyder det i Kor fra
alle Kanter. Og er det muligt engang imellem at slippe fra Salonerne, saa
er Cirklerne der strax med deres Krav. Det er i dem stadig Kunstnerne,
der maa agere Maitres de plaisir, det er dem, der maa arrangere og
dekorere og spille Komedie og Gud veed hvad. Hvorledes de med alt det
faaer Tid til at vaere saa flittige, som de i Virkeligheden er, det er en
Hemmelighed, som kun den forstaar, der kjender til det Utrolige, der kan
naaes i Paris.

Flittige er de nemlig, selv de i Selskabslivet mest sogte af dem.
Franskmaendene er i det Hele taget begavede med en Arbejdsdygtighed, som
ikke blot tilnaermelsesvis naaes af noget andet Folk. Men hos deres
Kunstnere, hos deres Digtere og Forfattere findes denne Evne potenseret
til en fabelagtig Hojde. Man behover blot at taelle Balzacs, Victor Hugos,
George Sands eller Alexandre Dumas Boger for at have et klart Billede af,
hvilket titanisk Arbejde disse Navne repraesenterer. Antoine Baryee har
alene produceret Mere, end alle andre Billedhuggere tilsammen, Delacroix'
og Rousseaus Vaerker er utaellelige. Og denne uendelige Produktivitet gaar
paa ingen Maade Haand i Haand med manglende Samvittighedsfuldhed.
Tvertimod. Der er et Traek, der er overordentlig karakteristisk, og det er
tilmed hentet fra en af de mest produktive af alle moderne franske
Malere, Meissonier. En af hans Specialiteter er, som bekjendt, hans
Heste. Da han begyndte at male dem paa sine Bataillebilleder, holdt han
sig endnu til Skoletraditionerne, men det blev ham snart ikke nok. Han
vilde studere Naturen og gjengive den. Er det imidlertid allerede
vanskeligt at faa en Hest til at staa Model, naar den skal vaere i Ro, saa
bliver det saa at sige ugjorligt at portraetere den i Bevaegelse.
Meissonier bar sig saare snildt ad. Han lejede i Poissy, i Naerheden af
sit Hus, en lang, flad Slette og belagde den med Skinner. Paa disse
Skinner anbragte han et Slags bevaegelig Laenestol, i hvilken han tog Plads
med sit Album i Haanden. En Tjener tilhest travede eller galopperede ved
Siden af ham, alt eftersom han havde Brug for den eller den Oplysning,
medens en anden skjod Laenestolen frem paa Skinnerne, parallelt med
Hestens Side. Paa den Maade kunde Kunstneren vende hjem med hele sin
Skizzebog fuld af Tegninger. Det var for Storstedelen rent ud
hieroglyfiske Skizzer, men han forstod dem selv; naar han var tilbage i
sit Atelier, resumerede han disse Studier i Voxstatuetter, og efter dem
malede han saa. Det er paa den Maade, de unge franske Kunstnere mere
eller mindre baerer sig ad alle, og det er paa den Maade, de faar Sandhed
og Liv og Troskab i deres Billeder.

[Illustration: Meissonier]

Der er jo ganske vist ogsaa ved Siden af dem Resterne af Akademikerne,
for hvem Traditionen er Alt og Naturen Ingenting. Der er Klassikere som
Cabanel, og der er _l'art bourgeois_ med Typer som Bouguereau. Bouguereau
er Medlem af Institut de France, han leverer det fineste, elegantest
slikkede Arbejde, der kan taenkes, han holder Ligtaler over sin Ven
Boucicault, Ejeren af Bon Marche, og han driver selv ved Siden af Kunsten
en indbringende lille Biforretning som Husvaert. Samtidig med, at han
sender sine Venus'er til Salonen, sender han til Amerika hellige Jomfruer
med smaa Lam, som han aldrig vilde vove at vise frem i Paris; han gjor
sig til af at male et Hoved hver Dag, prutter med sine Modeller om fem og
ti Francs og tager Hundredetusinde ind om Aaret. Han er kort sagt en god,
fornuftig Borger og en Kunstner, der aldrig lober lobsk. Folk som han vil
altid have et beundrende Publikum, saerlig i Paris, hvor Eliten ganske
vist er storre end noget andet Sted, men hvor samtidig de Profanes Maengde
er ligesaa forfaerdelig stor, som den er forfaerdelig intetsigende. De Unge
gaar imidlertid hverken i Skole hos ham eller hos en Kunstens Corneille
som Cabanel. Der er en skandinavisk Kritiker, der ved Wienerudstillingen
har resumeret sit Indtryk af det moderne franske Maleri i folgende
Slutningspassus: "Den franske Kunst er i Dekadence, og naar den gamle
Bouguereau engang lukker sine Ojne, hvem skal da fore Idealet frem?" I
det har han upaatvivlelig Ret, at der imellem hele de Unges Kreds ikke
vil vaere nogen Eneste til at tage Arv efter gamle Bouguereau, der nu
forresten kun er fem og halvtresindstyve Aar. Men med Hensyn til
Dekadencen ser han dog vistnok lovlig sort paa Tingen, og hvad Idealet
angaar, saa horer det jo nu engang til den Slags luftige Taager, som det
er saa sin egen Sag at faa fat paa og blive rigtig enig om, hvad er.

Sikkert nok: den franske Kunstner grubler ikke synderlig over "Idealet".
Franskmaendene forstaar overhovedet kun daarlig den Sport at ligge paa
Ryggen og fantasere over deres egen Villen og Straeben og sende blaa
Cigarringe og blaa Dromme op i Luften. De gaar los paa Realiteten. Det er
det, der er Styrken i deres Nationalkarakter, og det er det, der er
blevet Storheden i deres moderne Kunst. Den hele lange Raekke af unge
Malere har i Virkeligheden ingen anden Laeremester end Naturen. Det er
ogsaa derfor, at man kun i hojst uegentlig Forstand kan tale om en
moderne fransk Skole. Der er ikke en enkelt, der er omtrent ligesaamange,
som der er Kunstnere af Talent. Selv Mestere som Gerome og Bonnat kan
ikke siges at have skabt Skole; de har kun vaekket og udviklet en Kreds af
Talenter, der senere er gaaede deres egne Veje. Men navnlig Bonnat har
unaegtelig i saa Henseende gjort saare meget. Hans Elever er ogsaa de
talrigste. Der er saa mange Studerende paa hans Atelier, at de om
Vinteren kan arrangere store Maskefester mellem sig selv indbyrdes, og
oppe ved Avenue de Clichy har der endogsaa rejst sig en hel lille By af
Atelierhuse udelukkende for Bonnats Elever. Det er til ham, Storsteparten
soger af de unge skandinaviske Kunstnere, der kommer til Paris. Og der
kommer efterhaanden Mange af dem, i hvert Fald Svenske, Nordmaend og
Finner, Danskerne derimod har kun lige begyndt at finde Vejen til Paris.
Naest efter den spanske og den belgisk-hollandske er den skandinaviske
Malerkoloni den talrigste og den, der spiller den storste Rolle.
Wahlberg, Salmson og Hagborg har allerede en Stund havt Billeder paa
Luxembourg, Edelfelt, hvem den samme AEre nylig er bleven tildel, kappes
om Parisernes Gunst med de af deres egne unge Malere, der er mest i
Vaelten. Smith-Hald, Berndtsson, Heyerdahl, Cederstrom har ligeledes baade
Position og Publikum, og adskillige Yngre er paa gode Veje til at faa det
Samme. Paa den sidste Salon havde over fyrretyve skandinaviske Kunstnere
Arbejder udstillede.

"Salonen", den aarlige Udstilling i det forhenvaerende Industripalads i
Champs-Elysees, er Braendpunktet for det hele Kunst- og Kunstnerliv. Den
er da ogsaa et overordentlig talende Vidnesbyrd om, hvilken betydelig
Rolle Kunsten spiller i det moderne Parisersamfund. Antallet af
udstillede Arbejder er enormt og Interessen for dem fra Publikums Side
ikke mindre stor. Under fem, sex tusind Numere har Salonkatalogen aldrig.
At alt det skulde vaere virkelige Kunstvaerker, er nu naturligvis umuligt,
saa meget mere umuligt, som Salonen ingenlunde er den eneste Aflobsrende
for Paris's aarlige Kunstproduktion. Ved Siden af den er der en Mylr af
andre separate Udstillinger; en halv Snes "Cirkler" med artistisk Tilsnit
har hver deres, i Kunsthandleren Petits nye pragtfulde Lokale i Rue de
Seze er der ligeledes stadig Saloner i det Smaa, og Masser af enkelte
Grupper eller Kunstretninger slaar sig hvert Ojeblik sammen for at
praesentere Publikum deres Vaerker, hvor de kan komme til det. Det horer
snart til Umulighederne at opdage en eneste Dag Aaret rundt, da der ikke
er mindst to eller tre offentlige Kunstudstillinger. Man faaer
ligeoverfor denne umaadelige Produktion et Indtryk af, at hele Paris maa
vaere en By af Malere. Svaert skal det nu i Virkeligheden ogsaa falde at
finde en Familie, hvor ikke idetmindste eet Medlem dyrker Kunsten. Er der
ikke en Neveu eller en Faetter, saa er der i ethvert Tilfaelde en Niece
eller en Kusine eller en Tante. De er utallige disse aeldre eller yngre
Frokener, der giver sig af med Pensel og Palet. Ogsaa de har den ene
Udstilling efter den anden, paa hvilke der ikke maa komme Andet end
Billeder malede af Damer. Det vil nu dog kun sige signerede af Damer, thi
de Frokener er kun faa, der ikke paa en eller anden Maade faaer fat paa
en rigtig Maler, som de da ikke giver Slip paa, for han har "korrigeret"
deres Billede, hvilket naesten altid bliver ensbetydende med, at han gjor
det Hele om. Alt det er Modegalskab og det ynkeligste Dilettanteri, der
kan taenkes. Det holder ogsaa paa "Salonen" sit Indtog med Faner og
klingende Spil; Halvparten af de sex tusind Numere har kun ganske
overordentlig lidt med Kunst at bestille. Men det gjor Ingenting, de
hjaelper den alligevel; jo bredere Pyramidens Basis er, desto hojere naaer
dens Spids i Vejret. Er der altid uhyre meget Daarligt paa
Parisersalonen, saa mangler der heller aldrig Vaerker, der vil leve
bestandigt ved Siden af det Bedste, som nogen Tid og nogen Kunstretning
har frembragt.

[Illustration: Paa Salonen Vernissagedagen.]

Kan man saa fortaenke Pariserne i, at denne Salon for dem er
Hovedbegivenheden i Aarets Liv? En Maaned i Forvejen drejer den
almindelige Konversation sig udelukkende om den, Bladene er fra Ende til
anden Indiskretioner om den, Alle, som har det Mindste med Kunstnere at
gjore, maa spaerre sig inde for ikke at blive flaaet ihjel af
Nyhedsjaegerne. Dagen, da den aabnes, eller rettere Dagen forinden, _"le
jour de vernissage_, er en af de allerstorste Pariserdage, Oprindelig
skulde det kun vaere Kunstnerne, der paa den havde Adgang til Helligdommen
for at gjore sig bekjendte med, hvor deres Billeder var blevne ophaengte
af Komiteen, og for at lade dem faa det Overtraek af Fernis, som de ikke
maa have, naar de indsendes til Bedommelse. Men efterhaanden er det
blevet "Tout Paris", der er med til den store Generalprove. Har man
nogensomhelst Pretensioner paa at hore til den Part af Befolkningen, der
taeller, saa maa man vise sig paa "le jour de vernissage", det koste hvad
det koste vil. Det er Titusinder, der paa den skaffe sig Adgang;
hvorledes de faaer den, er en Gaade, men ind kommer de. Fra Klokken
Elleve er alle Salene proppede fulde; man stoder paa en Beromthed for
hvert Skridt, man gaar. Og Alle har uhyre travlt; man skal ikke blot se
hinanden, men ogsaa Billederne. Naar man Klokken Et, To samles til
Frokost hos Ledoyen eller i Moulin rouge, maa man kunne sige sin Mening
om alle Hovedvaerkerne og kunne give Salonens Fysiognomi. Det er ved den
med Vernissagedagen uadskillelige Rosbif og Saumon, sauce verte, mellem
denne Mylr af Herrer med Rosetter og Damer i lyse Foraarstoiletter, som
allesammen kjender hinanden og vexler Hilsener og Haandtryk og Indtryk,
at Afgjorelsen traeffes, om det er en daarlig Salon eller en af
Mellemslagsen. Er det ikke der, at Priserne uddeles, saa er det dog der,
at de Lykkelige udpeges, som kan vente sig dem. Flyver deres Navne paa
Vernissagedagen fra Mund til Mund ved de smaa Borde i Ledoyens Have, saa
kan de med rolig Samvittighed bestille Champagnen strax, saa er de sikkre
paa deres Medaille. Den Dom, Vernissagedagens Publikum faelder, bliver
ligesaa sjeldent underkjendt som Premierepublikumets i Theatrene.

I sex, syv Uger efter Vernissagen er Salonen saa Paris's Centrum. Den
fine Verden har ligesom i Theatre francais og Operaen sin bestemte Dag,
Fredagen, da den samles der. For at den kan anstille sine
Kunstbetragtninger uden at lobes paa AErmet af den store Maengde, koster
Adgangen paa denne Dag fem Francs. Der er i den demokratiske franske
Republik saa mange Inkonsekvenser, at man sagtens kan begaa den ogsaa.
Man siger, at man har vaeret nodt dertil; Tilstromningen er i hele
Udstillingstiden til daglig Brug saa stor, at Palaiet naesten ikke kan
rumme Publikum. Alle maa have vaeret paa Salonen, for hvor man kommer hen,
tales der ikke om Andet. Hojst karakteristisk er det, at Aviserne, der
kun uhyre sjeldent kan faa Plads til med et Par Ord at omtale en nys
udkommen Bog, allesammen fylder Spalte paa Spalte mange Numere i Rad med
Kritiker over Kunstudstillingen. De skriver kun, hvad de er sikkre paa
bliver laest. Men de kjender deres Publikum, de veed, at deres
Salonartikler horer til det, der sluges. Som den franske bildende Kunst i
vore Dage er et Hestehoved foran Literatur, saaledes er der heller ingen
Tvivl om, at Interessen for den naest efter Theatersvaermeriet i hvert Fald
er den af alle aandelige Interesser, der er staerkest og har bredt sig
videst ud i det moderne Paris.

[Illustration: Bonnat]




LITTERATUR OG AVISER.


Nationalbibliotheket i Paris skal af Alt, hvad der trykkes i Frankrig og
dets Kolonier, have et Exemplar tilsendt gratis. Lige ned til det mindste
cochin-chinesiske Provindsblad og den obscureste Gadevise, der bydes
tilfals i Bellevilles Baggyder, maa Alt, hvad der udgaar fra en
Bogtrykkerpresse, aflevere denne Tribut. Det er paa den Maade muligt
stadig at vaere fuldstaendig paa det Rene med den litteraere Produktions
Omfang; Antallet af de litteraere Fodsler kan opgives med samme
Nojagtighed som Antallet af de almindelig borgerlige. For Ojeblikket
belober de sig til lidt over 30,000 om Aaret. Det vil sige: med saamange
Volumina foroger den lovbefalede Tribut aarlig Nationalbibliotheket, og
Rang som Volumen faar Pjeser, Smaa- og Flyveskrifter forst, naar de er
slaaede sammen til et Bind paa nogle hundrede Sider.

En saadan Produktion er enorm; den naaer Millionen i Lobet af en
Menneskealder. Og den langt overvejende Part af den udgaar fra Paris. Af
ti franske Forfattere lever de ni i Hovedstaden, og selv de, der ikke
gjor det, lader dog deres Boger udkomme der. Forlagsvirksomheden udenfor
den er rent forsvindende. Den indskraenker sig saa at sige til nogle
provencalske Digtsamlinger i Avignon og Nimes. Selv Byer som Marseille og
Lyon giver sig ikke af med at trykke Boger. Som alt Andet er ogsaa hele
det litteraere Liv centraliseret i Paris.

Men man maerker det i Grunden ikke synderligt. Literaturen gjor _"grande
besogne"_, men den gjor ikke stort Sprael. Udkommer der et nyt Vaerk af
Victor Hugo, af Zola eller Daudet, saa vaekker det Opsigt ganske vist og
bliver en Begivenhed, hvorom Aviserne skriver, og hvorom de fleste
Dannede taler. Men det er kun ganske, ganske enkelte Boger, der har en
saadan Evne til at samle Opmaerksomheden og blive Dagens Lover. De fleste
kommer til Verden i al Stilhed og gjor deres Karriere uden Allarm. En
Roman kan vaere trykt og solgt i tyve, tredive tusind Exemplarer, uden at
den har staaet naevnt i et Blad, og uden at dens Existens noget Ojeblik
har vaeret et braendende Thema for Konversationen. Paris er ingen litteraer
By i den Forstand, at en Hovedpart af Befolkningens Interesse samler sig
om Litteraturen. Den er altfor stor, og den har altfor mange andre Sager
at beskjaeftige sig med, til at den kan vaere det.

Pariseren i Almindelighed laeser heller ikke meget. Han gjor det, saalaenge
han er ung, for han endnu har taget alvorlig fat paa at bryde sig Bane.
Fra den Tid medbringer han navnlig et yderst omfattende Bekjendtskab med
den aeldre Litteratur. Han kan sine franske Klassikere paa en Prik og har
dem altid paa rede Haand til Citater. Men saa saare han traeder ind i
Livet som Mand, har han ingen Stunder laenger til Laesning. Forretningerne,
Kampen for at gjore Karriere optager ham helt. Konkurrencen er saa
uendelig; saetter han ikke alle Evner og Kraefter og Tanker ind paa at byde
den Stangen, saa gaar han tilbunds. Kun hvad der strengt kommer hans
Gjerning ved, kan han beskjaeftige sig med. Og naar der endelig engang
imellem bliver Raad til Hvile, er han for nervos overanspaendt til at
kunne soge den i Boger. Rundt omkring sig har han Adspredelse nok, der
ikke koster Besvaer. Desuden har han sine Aviser. Ved deres Hjaelp veed han
altid saa megen Besked om Alting, at han kan tale med. De diskuterer ikke
blot Politik, de strejfer baade Historie og Naturvidenskaber og meget
Andet ogsaa, og saa er de tidt baade aandfulde og underholdende.
Pariserens Gjennemsnitstrang til belletristisk Fode tilfredsstilles
rigeligt af Bladenes Causerier og Romanstof. Ud derover straekker hans
Laesning sig ikke. Hans Kjendskab til den egentlige Litteratur skal man
ikke stole paa, selv om han giver sig Mine af at have det; han har det
kun paa anden Haand, gjennem Referater af sine Damer.

De laeser nemlig; de gjor det baade for sig selv og for Maendene med, og de
gjor mere end det: de kjober Boger. Jeg gjorde engang i Selskab med en
Pariserinde en Rejse paa en Maanedstid. Der var megen Jernbanefart, og
hun laeste bestandig. Paa hver storre Station, hvor Toget stoppede, var
hun strax ude for at kjobe Boger; hun kunde konsumere tre, fire Stykker
om Dagen. Da vi kom tilbage til Paris, gjorde vi op hvor mange hun havde
anskaffet sig forudem dem, hun havde faaet tillaans af sine Medrejsende;
hendes Bibliothek var under Rejsen blevet foroget med fem og tyve Bind,
Det er allevegne i storre eller mindre Grad Damerne, som den skjonne
Litteratur lever af. Men i Frankrig er de ikke alene mere laeselystne, de
har ogsaa baade mere Otium til at laese og flere Penge til at kjobe Boger
for end andetsteds. Og saa er de desuden nodte til at kjobe.
Lejebibliotheker existerer ikke tilnaermelsesvis i det Omfang som for
Exempel i Skandinavien og Tydskland, Laeseforeninger og Laesemapper er
Noget, man overhovedet slet ikke kjender til. Det er den ene store
Hovedstotte for det franske Bogmarked, den andener, at det har hele den
civiliserede Verden til Opland; Paris exporterer godt og vel Halvparten
af sin litteraere Produktion. Paa den Maade forklares det, hvorledes en
fransk Roman, der gjor Opsigt, kan trykkes i tyve, tredive, halvtreds, ja
med enkelte af Zolas har man endogsaa set i hundrede Oplag, mens selv
tydske Forfattere, der er saa populaere som Spielhagen og Heyse, i Regelen
maa nojes med fire, fem af samme Storrelse.

[Illustration: Emile Zola]

Dette betydelige Salg gjor, at i Frankrig en Forfatter, der har noget
Talent; kan leve frit og uafhaengigt af sin Pen. Men det er ogsaa Alt.
Skriver han ikke for Theatret, der kan blive en Guldgrube, og gaar han
heller ikke i Tjeneste hos Journalistiken, der aabner ham Vejen til
Meget, bliver hans Position vanskelig mere end netop taalelig. Som
Kunstneren er han paa ingen Maade situeret. Hverken "la vie mondaine"
eller Regeringen tager ham under Armene. Han er ikke i Mode. Atter her
kommer det karakteristiske Traek hos Franskmaendene igjen, at de kun kan
passionere sig for hvad der gjor Indtryk paa deres Sandser, hvad der kan
blive et Skuespil for dem. Det kan Malerierne, fojede sammen til store
Udstillinger, hvor man flokkes som i Theatret, men det kan en Bog aldrig.
Desuden har Kunstneren visse selskabelige Fortrin, som Forfatteren i
Regelen mangler. Han kan gjore Fruen Foraeringer med sine Skitser, han kan
tegne Portraeter og Karrikaturer af Selskabet, han er som oftest livlig,
glad, underholdende og meddelsom, Forfatteren derimod optaget af Bogen,
hvormed hans Tanker sysler, indesluttet, langt mere tilbojelig til at
gjore Iagttagelser og gjemme sit Vid til sit Arbejde end til at tynde det
ud i selskabelig Elskvaerdighed og Aandfuldhed. Hvad Pariserne siger om
Zola: at han er en ren Bjorn i en Salon, omtrent det Samme kan der siges
om Hobetal af deres moderne Forfattere. Derfor holder man sig til det
Talent og den Esprit, som man finder i deres Boger, og bekymrer sig ikke
synderligt om dem som Mennesker. De forlanger ikke bedre; de har paa den
Maade deres Ro og Frihed til at arbejde. Der er kun den mindre behagelige
Omstaendighed ved det, at ogsaa Regeringen gaar i Modens Spor og lader dem
sejle deres egen So. For Malerne har den _Ecole des beaux-arts_ og _Prix
de Rome_ og Salonen og Kjobet af deres Billeder til de talrige offentlige
Gallerier, for Forfatterne Ingenting, hojst engang imellem en lille
Bibliothekarpost paa et Par tusind Francs. Understottelser paa Statens
Budget til Litteraturen existerer ikke i Frankrig. Akademiet uddeler vel
aarlig tresindstyve tusinde Francs under Form af Prisbelonninger for de
bedste til det indleverede Arbejder; men Akademiet er en fuldstaendig
privat Institution, dets gode Gjerninger kan Staten ikke tage sig til
Indtaegt. Den interesserer sig nu engang ikke for Forfatterne, den viser
det allerbedst ved Fordelingen af sine AEreslegionskors. For hvert, der
gives til dem, gives der fem til Malerne; mellem disse er der ganske unge
Mennesker paa nogle og tyve Aar, der er dekorerede, Forfatterne maa helst
have graa Haar, for der taenkes paa dem. Victor Hugo er endnu kun
Officeer, Mange, hvis Navne Aar igjennem har vaeret paa Alles Laeber, ikke
engang Riddere.

[Illustration: Akademiet og Pont des Arts.]

Udenfor Selskabets og Regeringens Opmuntringer er der jo ganske vist nok
en anden. Der er den fornemme, kuplede Bygning ligefor Pont des Arts,
Udodelighedstemplet for de fyrretyve Akademikere, Men ogsaa dets Glorie
er som saa mange andre blegnet svaert med Tiden. Der har efterhaanden i de
privilegerede Laenestole siddet Raekke paa Raekke af Folk, hvis Adkomst til
Pladsen var saa tvivlsom, at man nu seer Talenter af anden og tredie Rang
frabede sig den AEre at vaelges ind i Kompagniet. Positionen, som det
skulde skaffe sine Medlemmer, kan i vore Dage naermest kaldes rent
illusorisk. Mellem ti tusind Parisere vil man knap finde en, der kan
saameget som blot naevne Navnene paa alle de Fyrre. Balzac fik engang i et
af sine mange penge- og modlose Ojeblikke det Raad af sin Forlaegger: at
forbedre sin Situation og sin Popularitet ved at bejle til en Plads i
Akademiet. "Det vil ikke skaffe mig een Laeser til og endnu mindre en
Kjober," svarede Digteren, "Vil jeg vaere laest, maa jeg gjore mig til
Deputeret; det er den eneste Vej, man har til Popularitet i Frankrig."
Han taenkte i Virkeligheden ogsaa en Stund paa at blive det, men det
lykkedes ligesaalidt for ham som for den gamle Dumas.

Havde han levet i vore Dage, vilde han have gjort sig til Journalist, og
han vilde da uden Besvaer kunne vaere kommen saa hojt tilvejrs paa Lykkens
gronne Gren, som han lystede. Aviserne slaar Litteraturen ihjel, plejer
man at sige. Det er et Postulat, der i hoj Grad traenger til Bevis.
Sikkert er det i hvert Fald, at Forfatterne slaar de ikke ihjel. De
raekker dem i Frankrig materielt en hjaelpende Haand af den allerstorste
Betydning, og en Haand, der med Begjaerlighed gribes af Alle. Selv om en
Bog, i hvilken der er Talent, uden Vanskelighed opnaaer flere Oplag,
tjenes der dog ikke Kapitaler paa den, Forfatteren honoreres i Frankrig
med en vis Sum for hvert trykt Exemplar. Den er i Almindelighed fyrretyve
Centimer, og yderst sjeldent over halvtreds. De franske Boger er saa
billige, Trykningsomkostningerne saa store, at Forlaeggeren ikke kan
betale mere. Oplaget er paa femten hundrede Exemplarer, og Forfatterens
Indtaegt for et enkelt kun mellem sex og halvottende hundrede Francs. Naar
der kommer hundrede, som af Zolas "Nana", saa lober det jo ganske vist
op. Men hvor mange Gange sker det, uden at Skandalen hjaelper med dertil?
Selv den mest renommerede og mest laeste af alle moderne Romanforfattere,
Daudet, selv en saa fabelagtig populaer Skribent som Jules Verne naaer kun
sjeldent de halvtreds. Lad det nu ogsaa repraesentere en Sum paa fyrretyve
tusind Francs, saa maa man jo dog huske paa, at det er et Maximumstal.
Fem, sex Oplag er allerede ganske paent for en almindelig Roman. Men med
Indtaegterne af dem vilde det falde grumme haardt for en Forfatter at leve
i det dyre Paris. Han har imidlertid ogsaa andre Ressourcer. For hans
Fortaelling udgives som Bog, trykkes den som Feuilleton i en Avis, og den
betales ham der med mellem tyve Centimer og en Franc Linien.

Feuilletontrykket bliver folgelig for de mindre bekjendte Forfattere tidt
Hovedsagen. Det bryder derhos Begynderen Vej. Der findes i Paris en
halvhundrede Dagblade, som hver har Behov for fem, sex Romaner om Aaret,
ikke at tale om den mylrende Maengde af literaere Uge- og Tidsskrifter. Af
Oversaettelser ser man hojst en hvert andet Aar; den debuterende Forfatter
kan altsaa i Regelen ikke have Vanskelighed ved at faa sit Arbejde
anbragt i en eller anden Avis. Har det staaet trykt der, findes der altid
en Forlaegger, der er villig til at udgive Fortaellingen som Bog;
Publikummet er tilstraekkelig stort, til at Afsaetningen stadig stiger, jo
mere bekjendt Arbejdet bliver.

[Illustration: Alphonse Daudet.]

Til Feuilletontrykket for Bogudgaven kommer yderligere de mange senere
Reproduktioner i Provindspressen. De omtrent to tusind Provindsaviser
skal have Romanstof ligesaavel som Pariserbladene, og heller ikke de
kjender til Oversaettelser som Udvej. Det er da for alle Parter blevet
indrettet yderst praktisk. Bladet kan aftrykke hvilkensomhelst Bog det
onsker imod at betale den Honorartaxt, hvorom det engang for alle er
blevet enigt med "Societe des gens de lettres". Dette Selskab modtager et
Exemplar af alle periodiske Skrifter, der udkommer i Frankrig og dets
Kolonier, kontrollerer Reproduktionen, indkasserer Honorarerne og
fordeler dem ved hver Maaneds Slutning til sine Medlemmer. Taxten for et
saadant Aftryk er ganske vist meget billig, undertiden ikke hundrede
Francs engang, men der er saamange smaa Baekke, at de alligevel til
Slutning gjor en Aa. Det horer ingenlunde til Sjeldenhederne, at en Roman
bliver trykt i over hundrede forskjellige Provindsblade. Kun tillades den
saakaldte Fraklipningsmethode naturligvis ikke; det er en Uskik, der
overhovedet ikke kjendes i Frankrig.

Til at tage mod den Haand, Dagspressen saaledes byder den rene Literatur,
anser ingen fransk Forfatter sig for fornem. Endogsaa de storste af dem
bringer ikke blot deres Romaner til Aviserne, de gjor sig til stadige,
saa at sige daglige Medarbejdere. Zola var Theaterkritiker ved "Voltaire"
endnu efter at have skrevet "L'Assommoir", i "Le Temps" Redaktionsstab
findes Navne som Legouve, Scherer og Jules Claretie, i "Debats" John
Lemoinne, Cuvillier-Fleury, Paul Leroy-Beaulieu og adskillige Andre, der
er i hele den franske Skjonliteratur ikke een fremragende Personlighed,
som ikke har vaeret mere mere eller mindre naert knyttet til "Figaro", der
er mellem alle de yngre Romanforfattere i Vaelten--ja, man kan gjerne tage
selv de lyriske Digtere med--naeppe nogen, som ikke samtidig er
Journalist. Indtaegtssporgsmaalet spiller derved ikke den afgjorende Rolle
alene. Det er et Lokkemiddel ganske vist, thi Pariserbladene betaler
godt. Den forste Artikel i "Figaro" honoreres aldrig med under to
hundrede Francs, og tidt med mere, naar det er et saerlig fremragende
Navn, der staar under; bekjendte "Kronikorer" som Albert Wolff eller
Aurelien Scholl faaer tredive tusinde Francs aarlig for et Par ugentlige
Artikler, en Gage af ti, femten Tusind kan betragtes som Minimum for en
Journalist med noget Talent. Men det Vaesentlige, der samler alle Evner
omkring Dagspressen, er dog den indflydelsesrige Stilling, den Dag for
Dag mere og mere kommer til at indtage.

Pariserbladene har ikke den Position overfor den store udenlandske
Politik som de engelske Aviser, det er ganske vist; de staar i saa
Henseende tilbage selv for betydeligere tydske Blade. Det kan ikke vaere
Andet, de har lige til den senere Tid ladet Udlandets Forhold ligge hen
uden at beskjaeftige sig med dem. Interessen for dem er hos Franskmaendene
forst bleven vakt efter Krigen og er endnu ingenlunde overvaettes stor.
Desuden tillader et Pariserblads Okonomi ikke de umaadelige Udgifter, som
Kolleger paa den anden Side Kanalen kan offre for at vaere
velunderrettede. De engelske Blade er faa og har en enorm Udbredelse, de
franske derimod snart utaellelige. Saa saare en Politiker i Frankrig er
begyndt at spille en Rolle, maa han have sit eget Organ i Pressen.
Abonnentkredsen bliver derved nodvendigvis meget indskraenket. "Figaro",
der trykkes i 60,000 Exemplarer, er en Undtagelse, i Regelen kan selv de
ansete Pariserblade ikke gjore Regning paa et Oplag af mere end mellem ti
og tyve tusind. Dertil kommer yderligere, at deres Avertissementer er saa
godt som ingen, mens en Avis som "Times" derimod har alle sine Udgifter
daekkede med mindre end Halvparten af, hvad det tager ind ved sine
Annoncespalter. Den ligesaa hurtige som detaillerede Velunderrettethed om
Alt, hvad der passerer hele Verden over, der er de engelske Blades
Hovedstyrke, kan Pariserpressen ikke byde, fordi den hverken har
Laesekreds eller Plads eller Pengemidler dertil. Den gjor i de senere Aar
ogsaa i saa Henseende betydelige Anstrengelser; de udenlandske
Korrespondenters Antal stiger stadig--medens der saaledes for Krigen kun
var tre Pariserblade, der havde faste Korrespondenter i Berlin er der nu
mindst et Dousin--og Blade som "Temps", "Republique francaise", "Debats"
eller endogsaa "Liberte" soger bestandig at gjore sine Laesere Rede for
Alt, hvad der haender i Udlandet af Betydning. Men Mangt og Meget skal
alligevel forandre sig, for de paa dette Omraade kan naa deres
engelske Kolleger.

I alle Sporgsmaal, der angaar Frankrig selv, er de franske Blade derimod
baade bedre betjente og har storre Magt end noget andet Lands Presse. Som
Franskmaendene er fodte Talere, er de ogsaa fodte Journalister. Adskillige
af deres mest udpraegede Nationalejendommeligheder kommer dem herved
tilgode, forst og fremmest deres klare Logik og deres Aversion mod al
unodvendig Brede. Hvad de har paa Hjerte, forstaar de, baade naar de skal
forklare det med Ordet og med Pennen, at samle i et springende Punkt, i
en Frase maaske undertiden, men i ethvert Tilfaelde i en Frase, der slaar
ned. Dette springende Punkt bliver Centrum i deres Journalartikel som i
deres Tale. Omkring det bygger de, for at belyse det, akkurat saa meget
op af Fakta, Argumenter og Konklusioner, som der er nodvendigt, for at
det ret kan glittre og funkle, og de slutter af, mens de spillende Blink
endnu holder Laeserne fangne. Artiklen er gjennemsigtig fra Ende til
anden, den vaekker intet Hovedbrud, og man taber intetsteds Traaden. Naar
man er faerdig, staar dens Tanke anskuelig og klar for En, og Alt, hvad
der kan ligge i den af Interesse er kommet helt til sin Ret. Denne Evne
til at skrive, udviklet som den er det i Frankrig til formelig Kunst, kan
ikke Andet end betydeligt foroge Indflydelsen, som Pressen altid maa ove
i et Land, hvor den er den almindelige Stemmerets Tolk, hvor Diskussionen
er ubegraendset fri, og hvor alle Talenter kappes om at yde den deres
Assistance. Journalistiken er i det moderne Frankrig den Vej, som
sikkrest og lettest forer enhver AErgjerrighed til Maalet. Fra Avisernes
Redaktionskontorer staar Dorene aabne paa vid Gab til alle Statens
overste Poster. Deputerede, Praefekter, ministerielle Embedsmaend, selv
Ministre og Gesandter vaelges ud mellem Journalisterne. Thiers begyndte
sin Karriere i Pressen, og siden ham er der saa at sige ikke en af de
Republikens Maend, der har styret Landets Regering, som ikke oprindelig er
kommen sammesteds fra. Selv Jules Ferry skylder en Raekke Artikler i
"Temps": "Les comptes fantaistiques d'Haussmann" sin Notoritet. Bladene
er simpelthen en Forskole til Magten; undertiden bliver de endogsaa en
Retraite fra den. De har vaeret det for begge den tredie Republiks to mest
fremragende Politikere, for Gambetta, der umiddelbart efter det store
Ministeriums Fald navngav sig som Leder af "Republique francaise", og for
Jules Simon, der som Direktor for "Gaulois" daglig selv skrev Artikler i
Bladet. Det er Traek, der tilstraekkelig tydeligt karakteriserer Pressens
Position i det franske Samfund.

Medaillen har imidlertid ogsaa sin Revers, Pariserbladene nyder en hoj
Grad af Anseelse, og de gjor det med Grund, fordi den Sum af Dygtighed,
der offres i deres Tjeneste, er ganske overordentlig stor. Men de drager
sig stundom denne Anseelse og Indflydelse til Indtaegt paa en Maade, som
kaster betaenkelig Skygge over dem. Materielt er de ikke stillede under de
gunstigste Forhold. Deres Budget udviser aldrig faerre Udgifter end fem,
sex hundrede Tusind Francs om Aaret, og for enkelte af de bedst betjente
kan Summen endog lobe op til over en Million. Det kan kun meget faa tage
ind ad reglementeret Vej. Andetsteds er Bladenes Hovedstotte
Avertissementerne; i Paris spiller denne Indtaegtskilde kun en forholdsvis
underordnet Rolle. Mens Antallet i England af Industridrivende, der
indrykker Annoncer i Aviserne, er over fire Millioner, kan det i Frankrig
kun saettes til nogle faa hundrede tusind. Pressens Publicitet er dyr,
mener de; dens Laesekreds saa spredt, at de for at have noget Udbytte af
deres Avertering maatte gaa til en hel Uendelighed af Blade. De
foretraekker da at hjaelpe sig paa anden Vis, ved Gadeopslag, ved
Uddelingen af Adresser eller allerhelst ved splinternye Opfindelser, der
rigtigt kan tiltraekke sig Opmaerksomheden. Fremgangsmaaden, der folges af
en Ekviperingsforretning "Old England" paa Boulevard des Capucines, er i
saa Henseende meget betegnende. Dag ud, Dag ind ruller fra Morgen til
Aften en halv Snes yderst ejendommelige Kjoretojer med dens Adresse rundt
i Gaderne. De er rodmalede og seer ud som store Skildpadder, kun lige
Hestens og Kudskens Hoved stikker op af den enorme, rullende Skal. En
saadan Kuriositet kan Ingen undgaa at laegge Maerke til, og koster den end
noget mere end Bladannoncerne, hjaelper den dog ogsaa ti Gange bedre end
de. Dernaest er de franske Blades Afsaetningsmaade uheldig. Kun faa af dem
har en fast, solid Abonnentkreds; Gadesalget fra Kioskerne er det
betydeligste. Der er Pariseraviser, der af hele deres Oplag paa ti, tyve
tusind Exemplarer knap afsaetter fem hundrede ved Abonnement. Resten
spredes gjennem Kiosksalg, men det kan variere med flere Tusinde; man er
saaledes aldrig i Stand til at beregne Oplaget, og hvad man vinder den
ene Dag, taber man den naeste. Af Paris's omtrent elleve hundrede Dagblade
og periodiske Skrifter er der naeppe mere end godt og vel et hundrede
Stykker, der kunde vedblive at bestaa, hvis de skulde leve af, hvad
Pressen ellers ordinaert plejer at leve af. Den faaer i Frankrig ikke en
Skillings Tilskud af Regeringen; der existerer ikke Skygge af
Reptiliefond, den eneste Begunstigelse, der vises ministerielle Organer,
er Forsyning engang imellem med interessante Nyheder. Men den har et helt
andet uudtommeligt Fond, den har Borsen, den har "Finanserne" at stotte
sig til. Den saelger sin Indflydelse, og den faaer den glimrende betalt.

Der er i Paris omtrent hundrede bekjendte Bankinstitutioner. Mindst de
firsindstyve af dem lever udelukkende paa Spekulationsforretninger, og
kun en eneste, "Banque de France", befatter sig slet ikke med dem.
Saadanne Spekulationer kan selvfolgelig ikke fores igjennem uden stor
Publicitet, og uden at deres Ros idelig og idelig trompetes ud gjennem
Aviserne. I den daglige eller ugentlige Finantsoversigt har da hver Bank
sin Linie eller sine to, tre, fire Linier, hvor dens Aktiers Stigning
stadig bebudes, hvor dens Kurser erklaeres for faste eller saadant Noget,
og for det betaler den sine to, tre, fire tusind Francs maanedlig, alt
efter det paagjaeldende Blads Betydning. Det er Forklaringen af, hvorfor
ethvert periodisk Skrift i Paris, litteraere Ugeblade, videnskabelige
Tidsskrifter, Kunst- og Modeblade, ja lige ned til Organer for Skomagere
og Portnere, allesammen har deres Finantsbulletin. Den er _nervus rerum
gerendarum_ i det Hele, det er den, der kjaeles for, det er den, der
betaler. Forretningen kan drives svaert i Vejret; af "Figaros"
Finantsspalter har Bladet selv ganske vist ikke mere end halvtredie
hundrede Tusind Francs om Aaret, men Selskabet, som man har vaeret saa
uforsigtig at forpagte dem paa Aaremaal, tager to Millioner ind. Det er
nemlig ikke blot den daglige lille Reklame, der kaster af sig. Hver Gang
en ny Emission skal finde Sted, hver Gang et nyt Foretagende skal
grundlaegges, hver Gang kort sagt Bankerne traenger til Publicitet efter en
storre Maalestok, maa de ogsaa betale store Summer. Ved en Emission for
et Par Aar siden af 500 Millioner Obligationer fordelte "Credit foncier"
tolv Millioner mellem Bladene. Hver nok saa ubetydelig Avis havde herved
en Renindtaegt af 12--15,000 Francs, de storre, mere udbredte Blade det
Dobbelte og Tredobbelte. Man kan uden Overdrivelse regne, at der i de
sidste sex Aar er blevet indfort mindst for fem, sex Milliarder nye
Vaerdipapirer paa Pariserborsen. Af dem allesammen har Bladene faaet sendt
deres rigelige Part "til Anmeldelse".

Og saa er det desuden ikke alene Borsen, som Aviserne har gjort
tributpligtig. "Figaros" Reklamekonto udviser en aarlig Nettoindtaegt for
Bladet af henved tre Millioner Francs. Alting betales der. Der er ikke et
Nummer, i hvilket den, der forstaar at laese mellem Linierne, ikke finder
mindst een Artikel, som er skreven for Penge. Reklamerne for de store
Handelsforretninger er gjennemsigtige nok; dem kan Enhver opdage, men de
gjor dog deres Virkning alligevel. Publikum har nu engang en maerkvaerdig
overtroisk Respekt for, hvad der har vaeret rost i Avisen, om det saa er
Saelgeren selv, der har skrevet Rosen. Ved Siden af disse Handelsreklamer
er der imidlertid mangfoldige andre. Bladomtalen er nodvendig for Enhver,
der vil komme ovenpaa i den parisiske Kamp for Livet. Naar en ny Bog
engang imellem anmeldes, har Forlaeggeren i Regelen betalt derfor. En ny
musikalsk Stjerne kan ikke dukke op paa Pariserhimlen, uden at den forst
har konstateret sin Glands med Guld, ost i Bladenes Kasse. Det er ikke
nok at have Talent, Talenter er der ingen Mangel paa i en By som Paris,
man maa ogsaa have et Navn. Naar man har naaet det, tjener man Millioner,
men for at faae Navnet skal der ikke blot meget Talent til, men ogsaa
mange udlagte Penge. Selv de alvorligste Pariserblade kan ikke sige sig
ganske fri for at vaere inficerede af Reklamesmitten. De egentlige
Boulevardblade har den gjennemsyret fra Ende til anden. En Part af deres
talrige Redaktionsstab er ikke Andet end Reklameagenter. De faar deres
Gage for Artiklerne, de skriver, men den er kun nogle faa hundrede Francs
om Maaneden. Ikke destomindre tjener de Tusinder, Resten kommer ved "les
affaires", det vil sige ved de Reklamer, de skaffer Bladet, og af hvilke
der betales dem fem og tyve Procent. Hvert Blad har sin
Administrationsdelegerede, der omhyggelig bekiger alle Notitser, for de
kommer i Avisen, for at undersoge, om de ikke skulde skjule et eller
andet anbefalende Ord, der, hvor fortjent det end kunde vaere, alligevel
falder indenfor det parisiske Reklamebegreb og folgelig maa vejes op med
Guld ved Kassen, for det kan faae Lov til at passere. Da Sauvages Fodeby
indviede en Statue af den geniale Opfinder, maatte den betale hvert af
Boulevardbladene tusind Francs for at omtale Festen. Byen var et
Badested, og Festen lokkede Folk til dette, folgelig blev Sagen strax
klassificeret som Reklame. Paa den Maade er det, at de elleve hundrede
Blade i Paris allesammen kan leve, paa den Maade er det, at deres Ejere
og Ledere kan holde fyrstelige Landsteder som Girardins i Enghien, paa
den Maade endelig er det, at ogsaa indenfor Litteraturen den fordums
Bohemientype fuldstaendig er forsvunden. Den har i hvert Fald skiftet Ham,
saa den ikke er til at kjende igjen. Bohemien'erne fra Firs drommer ikke
og sulter ikke, de gjor ingen gale Streger, de "gjor Forretninger". Ovre
i Quartier latin har de sunget Visen, som nu er moderne der:

  C'est vingt-cinq francs, c'est vingt six francs,
  C'est vingt-sept francs cinquante,
  C'est ca qui est le vrai bonheur....

Da de vandrede over Vandet og bragte Boulevardbladene deres forste
litteraere Fantasier, har man rystet paa Hovedet af dem og givet dem
Kursus i Aartiets store Visdom: _Il n'y a que les affaires._ Nu, saa har
de laert at tude med de Ulve, de er iblandt. De gaar ikke paa Knejper, de
gaar paa Borsen, de skriver ikke Vers, de skriver Reklamer; det betaler
sig bedre.

Men disse Bohemien'er i nye Klaeder er kun Marodorer ved Journalistikens
store Armee. Den har en Elitegarde af Kombattanter, hvis Dygtighed praeger
hele Haeren. Og paa samme Vis gjor man Uret i at tillaegge det Ormstukne
ved Pariserpressen altfor overdreven Betydning. Det er en Sygdom, der er
kommen naturligt, naesten uundgaaeligt i Folge med det moderne
Parisersamfunds overdrevne Jagen efter Guld. Den egentlige Redaktion er
desuden, undtagen ved enkelte Boulevardaviser, uberort af Reklamevaesenet.
Det er en Forretning, som drives af Ejeren og hans Agenter, som beriger
ham, og som tillader ham at betale Bladets Stab af Kapaciteter. Var
"Finanserne" der ikke, vilde han ikke kunde samle alle de Penne, der nu
gjor Pariserpressen til den, som idetmindste med Hensyn til Talent staar
uovertruffen i Verden. Det gaar her som allevegne: Lys og Skygge folges
ad og haenger uadskilleligt sammen.




PARIS SOM THEATERCENTRUM.


I.

Hvor mange Komedier har I i Frankrig? lader Voltaire Candide
sporge.--Fem, sex tusind, svarer Abbeden.--Det er mange, siger Candide,
men hvor mange af dem er der gode?--Femten, sexten, lyder Svaret.--Det er
mange, siger Martin.--Abbeden kunde i vore Dage trostigt foje et Nul til
begge Tallene. Sandt nok: Forholdet mellem dem blev ikke storre derved.
Men det behoves heller ikke; Martin har Ret, det er stort, som det er.
Frodigheden i det franske Theaters Vaext er uendelig, og de gode Frugter,
den saetter, i hvert Fald saa mange, at intet andet har fler at byde paa.
Her mere end noget Sted kan man kun maale ved Hjaelp af Paralleler.

Paris er den By i hele Verden, der har flest Theatre. Hver Aften kappes
fyrretyve store Skuespilsale om at drage Publikum til sig. De er oftere
helt end halvt fulde; de tager over tyve Millioner Francs ind om Aaret,
det vil sige i Gjennemsnit mere end en halv Million hvert. Deres
Repertoire leveres udelukkende af Frankrig selv, og der er aldrig Mangel.
Er end ikke denne Syndflod af Komedier lutter Mestervaerker, saa er de dog
af den Beskaffenhed, at Pluraliteten fra Paris gjor Rejsen over den
ganske civiliserede Jord. De bliver spillede paa de storste
Nationalscener og i de mindste Provindsbyer, og allevegne er det
vaesentlig kun dem, som Folk vil se. Rejsende kommer fra alle Kanter til
Paris med det Hovedformaal at gaa paa Komedie. Selv det mindste
Parisertheater har sine fremragende Kraefter, og dog bliver der saa mange
betydelige Talenter tilbage, at de maa tage baade Europa og Amerika til
Opland og sprede sig i rejsende Trupper der. Hvor de franske Artister
kommer hen, selv i Lande, hvor deres Sprog ikke forstaas, fylder de
Huset. Deres Portraeter saelges i hver Flaekke, hvad der gaar for sig paa de
parisiske Scener, bliver Begivenheder, som refereres af Alverdens Aviser,
og som allevegne interesserer.

Denne den franske dramatiske Kunsts exceptionelle Position er et Resultat
af mange Ting. Forst og fremmest beroer den naturligvis paa saerlige Anlaeg
hos Nationen. Germanerne med deres Tankes vide, vage Horizonter, med
deres staerkt udviklede Folelsesliv og deres Trang til at spejle
Tilvaerelsen i Abstraktioner, de bliver i deres Digtning overvejende
Lyrikere. Franskmaendene derimod med deres store Sands for logisk Klarhed
og Koncentration, Franskmaendene, hos hvem en let Esprit erstatter den
fuldstaendig manglende Sentimentalitet, hvis Ojne ikke ser vidt, men som
opfanger den Verden, der ligger lige for dem, med Fotografobjektets
Nojagtighed, de faar ganske naturligt deres Force ikke som Poeter, men
som Komedieforfattere. De er et gammelt Kulturfolk, der gjennem
Aarhundreder har folt sig som en maegtig Nation, der har vaeret vant til at
traede op og gjore sig gjaeldende. Det har givet dem den Sikkerhed og
Smidighed over deres Person, der skaber Selskabsmaend og Skuespillere.

Saa kommer dertil den store Tradition, Sammenhaengen i den franske
dramatiske Kunsts Udvikling. Det er en Kjaede, der fortsaetter sig med Led
ved Led uden Afbrydelse. Theatre francais holdt sit
Tohundredeaarsjubilaeum med Grund. Det er stadig i den Grad Molieres Hus,
at man endnu der spiller hans Komedier med Traek opbevarede fra Laerer til
Elev ned gjennem snart en halv Snes Generationer. Paris har i
Konservatoriet sit Skuespilleruniversitet, hvor alle unge dramatiske
Talenter maa tage deres Examiner, for de kan blive til Noget. Har de ikke
gaaet den Skole igjennem, har de ikke der ved Siden af naturlig Begavelse
vist, at de forstaar deres Metier, at de har laert det, som kan laeres i
deres Kunst, saa kan der for det Forste ikke vaere Tale om, at de faaer
Ansaettelse ved nogen af Nationalscenerne, og saa tager heller ikke de
nogenlunde ansete private Theatre imod dem. Baade i Skuespilkunsten og i
den dramatiske Digtning forlanger Franskmaendene forst og fremmest teknisk
Faerdighed. Men det vil i Virkeligheden kun sige, at de forlanger
Sammenhaeng i Udviklingen. De forlanger, at hvert nyt Talent skal bygge
videre paa den Grund, der allerede existerer; jo hojere han kan bygge,
desto bedre, men klatter hver Enkelt sine Murstumper op for sig hist og
her, saa bliver det i Tidens Lob kun en Bunke spredte Ruiner. Fortsaetter
Efterfolgeren derimod sin Forgaengers Vaerk, saa kommer der til Slutning en
Bygning ud deraf, hvori der er Helhed og Skjonhed, som bliver staaende,
og som vaekker Beundring. Det er en saadan Bygning, det franske Theater er
blevet til.

Ved Siden af den Betydning, Traditionen har, ved Siden af Franskmaendenes
Evne til at skrive og spille Komedie, er der dog ogsaa en tredie
Hovedgrund til, at deres dramatiske Kunst er naaet saa hojt i Vejret. Den
er i endnu storre Omfang end noget andet Udslag af Nationens Liv
centraliseret i Paris. Tydskland har Snese af Theaterbyer, til hvilke
Interessen stykkes ud, hvor Kraefterne fordeler sig, og hvor Kappestriden
spredes, Frankrig samler Alt i Paris. Selv Provindsstaederne med to, tre
hundrede tusind Indbyggere bliver ikke Konkurrenter. De har deres
Theatre, der endogsaa tidt subventioneres af Kommunen, men det er og
bliver Provindsscener uden Selvstaendighed. De faaer udelukkende deres
Repertoire fra Paris. Marseille har nogle enkelte Gange gjort
Decentralisationsforsog og opfort nye Stykker af indfodte Forfattere, men
disse Forsog har bestandig havt det ynkeligste Resultat. Nogen virkelig
fast Trup af Skuespillere findes heller ikke udenfor Hovedstaden. Selv
ved de storste Provindstheatre skifter Selskabet hvert Aar; de unge
Talenter, der en Saeson ikke har kunnet faa Ansaettelse i Paris, finder sig
i at udvandre for kortere Tid, men de har altid Hjemlaengsel, og saa saare
Lejligheden tilbyder sig, ombytter de gjerne endog en Forsterangsposition
i Provindsen med det beskedneste Engagement ved et Parisertheater. Dermed
er det imidlertid endnu ikke nok. Paris er i Faerd med paa Theatrets
Omraade ligefrem at afskaffe Provindsen og erobre den som umiddelbart
Opland under sig. Naar et nyt Stykke har gjort saerlig Lykke paa en af de
parisiske Hovedscener, tilkjober en Direktor, der ligger ledig paa
Torvet--og de mangler aldrig i Paris--sig af Forfatteren Eneret til
Opforelse i Provindsen. Ved de forskjellige Theatre laaner han Artister,
som man i Ojeblikket ikke har Brug for. Da Repertoiret som oftest er det
samme Maaneder i Traek, er bestandig en Part af Personalet ubeskjaeftiget,
og den overlader man ham gjerne for derved at formindske sine Udgifter.
Han sammensaetter sig saa af disse Laan et Selskab, indstuderer Stykket,
ofte under Forfatterens personlige Ledelse, og gjor med det Tournee rundt
i hele Landet. Eller ogsaa er det en af de store Stjerner i Vaelten, der
benytter den samme Fremgangsmaade, tager nogle Maaneders Ferie ved sit
Theater og i den Tid viser sig for Provindsen i sine Glandsroller.
Skuespillerinder som Judic, Varietes uforlignelige Vaudevillesangerinde,
har i sin Kontrakt med Theatret en udtrykkelig Bestemmelse om, at hun i
to Maaneder ved Midvintertid skal vaere ude af Repertoiret for at kunne
rejse i Provindsen. Efterat de var bragt i Mode af selve Theatre francais
Senior Got, er det nu saerlig hende, der har givet de moderne Rundrejser
af Parisertrupper et umaadeligt Opsving. De slaar de lokale Theatre
ihjel; Lyon med sine halvfjerdehundrede tusinde Indbyggere er kommen saa
vidt, at Municipalraadet ikke kan finde Direktorer til de to Theatre, det
subventionerer. For Provindsbeboerne kan det vaere ubehageligt, men den
dramatiske Kunst selv faaer en umaadelig Loftestang i denne stadig storre
og storre Koncentration i et eneste straalende Braendpunkt, hvor alle
Kraefterne, al Interessen, al Glandsen hobes op. Kunsten er nu engang
aristokratisk. Den kan ikke fore tarvelig Borgerexistens i smaa
Foderativrepubliker, den traenger til et stort Kongedomme med et glimrende
Hof, hvor den er _en vue_, hvor dens Turneringer bliver Fester og dens
Sejre Triumfer. Forst da er den i sit rette Element, forst da har den
Solen over sig, der kan folde alle dens Evner ud i Blomst. Men et saadant
Hof for Theatret er det moderne Paris og bliver det daglig mere og mere.

[Illustration: Theatre francais's Senior: Got.]

II.

Opforelsen af et nyt Stykke paa en af Hovedscenerne eller blot paa en af
dem, der har Renommee som "parisiske", er en Begivenhed i Byens Liv.
Saasnart en saadan "Premiere" naermer sig, kommer Alverden i Bevaegelse. At
faa Adgang til den er naest efter AEreslegionskorset det hojeste Maal, der
kan saettes for en parisisk AErgjerrighed. Ingen Anstrengelser er for
titaniske, ingen Offre for enorme, naar en Premiere-Billet kan blive
Resultatet af dem. Man bestormer Forfatter og Direktor og Skuespillere,
man farter rundt og smigrer sig ind hos deres Venner og Venners Venner,
man lover deres Leverandorer sin Sogning, man bestikker deres
Tjenestefolk, man gjor det Utrolige for at komme i Besiddelse af en
saadan Billet. Den er nemlig mere end Adgangskortet til en Fornojelse,
den er et Slags Adelsdiplom, der rangerer En ind i den lille Kreds af
nogle faa hundrede Privilegerede, som taeller i Millionbyens Menneskehav.
Forst naar man horer til Premiere-Publikummet, er man "Nogen" i Paris.

Til en forste Forestilling er der ikke Tale om at kjobe sin Billet.
Billetkontoret lukker slet ikke op, og det modtager heller ikke
Bestillinger. Theatret har sine Lister, hvorpaa man maa staa for at komme
med, og det er om at blive indskreven paa dem, at det drejer sig. Forst
er der _"la feuille du service de la presse"_. Bladene har i Paris ikke
permanente Frikort til Theatrene. De kan til de ordinaere Forestillinger
indsende en af Chefredaktoren underskreven Begjaering om Pladser, der da i
Regelen altid stilles til Disposition, naar de haves. Ved Siden deraf har
de Medarbejdere, der staar i naermere Forhold til Theatret, en lignende
Ret, og endelig sendes der til alle Premierer hver af Hovedaviserne en
eller to "Fauteuil d'orchestre". Ugeblade og andre mindre udbredte eller
mindre indflydelsesrige Blade faaer forst denne "service" til den anden
Forestilling. Men de storre Aviser er mange i Paris, allerede
Fribilletterne til dem fylder en betydelig Part af Huset. Saa er der det
Publikum, hvis Naervaerelse Theatret selv af andre Grunde saetter Pris paa,
det vil sige de store Beromtheder i kunstens, Litteraturens og Politikens
Verden. Ogsaa dem sendes der Indbydelser til Premieren som til en anden
stor, offentlig Fest. De pynter Salen, og ethvert Theater, der estimerer
sig selv, lader sig det ved sine forste Forestillinger vaere
magtpaaliggende at kunne fremvise "en smuk Sal". Endelig kommer de, der
betaler. Man tager imidlertid heller ikke dem i Flaeng. For at blive
indskreven paa Listen over de Lykkelige, der mod Erlaeggelsen af forhojet
Pris kan hente Billet til alle Premierer, maa man allerede indtage en
meget fremragende Stilling i det parisiske Selskabsliv eller ogsaa have
saerligt formaaende Protektion, og selv med den altid vente laenge, ofte
aarvis, til der ved Dodsfald bliver en Plads ledig. Ligesaa vanskeligt
det er at komme paa de parisiske Premierelister, ligesaa urokkelig
sikkert bliver man nemlig ogsaa staaende der, naar man een Gang er der.
For erhvervede Rettigheder har Franskmaendene en umaadelig Respekt. Et
karakteristisk Exempel paa denne Konservatisme er en lille, for faa Aar
siden ved et af Boulevardtheatrene passeret Historie. Der var kommet en
ny Direktor. Da Dagen naermede sig for Saesonens forste Forestilling, gik
han med sin Generalsekretaer Listen igjennem over de Personer, hans
Forgaenger havde leveret Service. Der fandtes paa denne Liste ved Siden af
Navne, som Alverden kjendte, ogsaa ikke faa andre, som man forst ved at
forhore sig for hos hele Theaterpersonalet kunde faa en eller anden
Oplysning om. En Frigaenger, en vis Hr. Durand, vidste imidlertid slet
Ingen Besked om. Man henvendte sig til Regissor, til Skuespillere, man
gjennemsogte Navnene paa alle de Forfattere, der havde leveret Stykker
til Theatret; forgjaeves, Hr. Durand var og blev en Gaade. Nu vel, mente
Direktoren, det kunde jo muligvis vaere, at han engang havde vaeret anonym
Medarbejder af et eller andet Stykke, det var bedst at lade ham staa. Og
han blev staaende. Saa en Dag indfinder imidlertid en Herre sig under
Proven og onsker at tale med Direktoren. Direktoren kan Ingen modtage nu,
bliver der svaret. Herren traenger paa; "sig blot, at det er Hr. Durand,
for mig er han ganske sikkert tilstede." Det meldes, og ojeblikkelig
farer naturligvis Direktoren bort fra Proven for endelig at faa at vide,
hvem den mystiske Hr. Durand er. "Undskyld, at jeg forstyrrer," siger en
lille, soigneret Herre, der venter i hans Kontor, "men jeg staar i Begreb
med at forlade Byen og vilde gjerne forinden..."--"Maa jeg bede Dem tage
Plads, for Dem er jeg naturligvis altid tilstede. Hvormed kan jeg vaere
til Tjeneste?"--"Sagen er den, at jeg har solgt min Forretning, og da jeg
nu selv flytter fra Byen, onskede jeg gjerne, at den Billet, Theatret
hidtil har vaeret saa god at sende mig, kunde gaa over paa min
Efterfolger." Hr. Durand var Skraedder; han havde for en Snes Aar tilbage
syet for en af Theatrets Skuespillere, der havde havt Vanskelighed ved at
betale og derfor havde skaffet sin Kreditor Service til Theatret.

Ethvert Parisertheater har sine Durand'er. De har maaske sjeldent
fortjent deres Service ved Naalen, men saa har de fortjent den paa anden,
ligesaa ejendommelig Vis, mest ved indflydelsesrige Damebekjendtskaber. I
Regelen gaar deres Tilvaerelse imidlertid ikke saa stille hen som Hr.
Durands. Naar man horer til det stadige Premierepublikum, har man den
eneste Egenskab, der i Paris erstatter Talent og Formue: man er kjendt.
Man horer til "Tout Paris", man horer til de Toneangivende. Den gamle
Adel existerer ikke laenger, men Premierepublikumet er traadt i Stedet for
den. Ved de rigtigt store, opsigtsvaekkende Premierer leverer endogsaa
Boulevardbladene Plantegninger over Theatret med Navnefortegnelse over
alle de exceptionelle Medborgere, der indtager Pladserne.

Uden tvingende Nodvendighed giver folgelig heller Ingen Afkald paa den
eller de Billetter, han har Ret til efter Listerne. Til hver, der ikke
afhentes, er der hundrede Ansogere. Ved de store Theatre faaer de mest
Protegerede dem, ved de mindre overlader Direktoren dem mod det
Fire-Femdobbelte af forhojet Pris til Billetsjouerne, der saa driver
Handel med dem i en Vinbod ved Siden af Theatret og ikke sjeldent
forlanger flere hundrede Francs for en nogenlunde ordentlig Plads. Naar
undtages Theatre francais, hvor Parterret og overste Etage altid skal
saelges ved Kassen, afhaendes ogsaa alle Galleribilletterne til de samme
Mellemhandlere. For en eller to Louisd'orer kan de i Regelen faas
tilkjobs der. En saadan Pris betales gjerne af Pariserne. Blot at have
vaeret i Huset ved en Premiere, selv om man Intet har kunnet se eller hore
af Stykket, det er allerede en stor Ting.

Naar Bladene den naeste Dag beretter om en saadan Gallaforestilling, har
de ved Siden af deres Kritik over Stykket ogsaa en saeregen, udforlig
Artikel om Publikum. Man faaer at vide hvem der har vaeret i Theatret af
Beromtheder, hvad Damerne har havt paa, hvem der har besogt dem i deres
Loge, hvad de har sagt i Foyeren og andre slige interessante Ting. Flere
Dage efter er Premieren det, Alting drejer sig om. De Lykkelige, der har
vaeret til den, faaer Halvgudsglorie om sig i Befolkningens Ojne. De
overhaenges af Venner og Bekjendte, de sporges ud, de maa fortaelle og
fortaelle om den store Begivenhed, som havde de vaeret med til et Slag, ved
hvilket Nationers Skaebne afgjordes.

Aftenen selv har over sig et umiskjendeligt Praeg af Fest. Herrerne kommer
i Kjole, Damerne i nedringede Selskabstoiletter. Hvor Ojet kiger ind i de
lukkede Loger, glittrer det af Diamanter, store Buketter ligger paa
Brystvaernet og fylder Salen med en tung, duftmaettet Atmosphaere. Endogsaa
helt oppe under Loftet er man pyntet; der er navnlig der fuldt af
Tyveaarsynglinge i det ulasteligste Galla, med frisk Frisering,
guldknappede Spadserestokke, Monocler og smaa Lommespejle, der
omhyggeligt studeres, mens Taeppet er oppe og Klakken paa Baenkene foran
med sine loftede, applauderende Arme spaerrer Udsigten til Scenen. De unge
Mennesker har gjort sig saa fine ikke blot af Respekt for Premieren, men
ogsaa fordi der er Mellemakterne. I dem har de nemlig Lov til at gaa ned
i Foyeren og stille deres Ulastelighed til Skue, mens de med den ene
Tommelfinger i Vestens AErmegab og med den anden Haand stottet tungt til
den guldknappede, slaeber deres smaa lakerede Sko og deres hele fine
Person hen over det blankbonede Gulv, med et muggent, blaseret Udtryk,
som var de dybt kraenkede over af Hensyn til deres Ven Direktoren ikke at
have kunnet lade deres saedvanlige Parketplads staa ledig og endelig
skaffe sig en Friaften i det tumlende parisiske Festliv, der gjor det af
med dem til Slutning.

[Illustration: En Premiere-Loge.]

[Illustration: Alexandre Dumas fils.]

Mellemakterne, der ved en Premiereforestilling altid er meget lange,
giver dem Revanche for Lidelserne i Varmen og Morket oppe under
Hanebjaelkerne. De foler sig uhyre. Men Foyeren er ogsaa uhyre
fashionable. En almindelig Aften kommer den noble Part af
Tilskuerpublikummet der ikke. Man aflaegger hinanden Visit i sine
Forsteetages-Loger og promenerer lidt udenfor dem i den brede, med blode
Taepper belagte Gang, hvor man er for sig selv, men man udsaetter ikke sine
Koner eller Dottre for i Foyeren at blive bekiget af dubiose Blik eller
deres Toiletter for at blive klemte op ad en malproper Arbejderbluse. Ved
Premieren derimod er det en anden Sag. Saa har man hele Theatret for sig,
man er som et sluttet Selskab, man kan bevaege sig, hvor man vil, Foyeren
seer ud som en Salon, fyldt af Gjaester. Gruppe ved Siden af Gruppe,
forbundne allesammen, med Undtagelse maaske netop af Ynglingene fra
Galleriet, til en Helhed ved Hjaelp af ivrigt gestikulerende Herrer, der
farter omkring fra den ene til den anden for at rapportere et Giftermaal,
et Dodsfald, en Udnaevnelse eller en Skandale, de allernyeste
Begivenheder, der er passerede i den faelles exklusive Verden, som hele
dette Premierepublikum tilhorer. Hvert andet Hoved kjender man igjen fra
Fotografivinduerne. Det er ingen Overdrivelse, naar Bladene tidt ved en
saadan Forestilling fortaeller, at Alt, hvad Paris rummer af Beromtheder,
var i Huset.

[Illustration: Korridoren udenfor forste Etages Loger.]

Baade Forfatter og Aktorer anstrenger sig af yderste Evne for at
tilfredsstille dette sjeldne Areopag. Der er i mange moderne Komedier
Repliker, hele Scener undertiden, som kun er skrevne for det, og som
vaesentlig kun forstaas af det. Et Stykke gaar i Paris aldrig saa fuldendt
over Scenen som ved den forste Forestilling. Man holder Prove paa Prove
Maaneder igjennem, til Alt er saa godt, som man overhovedet kan gjore
det, og i en stor Kraftanstrengelse serverer man da Buketten af Evnernes
og Samarbejdets Potensering for Premierepublikummet. Dets Dom er absolut
afgjorende og uden Appel. Falder et Theaterstykke i Paris den forste
Aften, saa er der ikke nogen Mulighed for, at det kan rejse sig igjen;
gjor det derimod Lykke, er det aldeles uberegneligt, hvor laenge det kan
blive ved at spilles. Selv efterat det er blevet ombesat med
Middelmaadigheder; saa det ikke er til at holde ud for Kjedsommelighed,
slaas Publikum om Billetter. Det har Ryet; er man i Paris kommen op at
flyve paa dets Vinger, saa flyver man svimlende hojt, helt op til fem,
sex hundrede Opforelser _de suite_ endogsaa.

[Illustration: Croizette.]

III.

Strax Morgenen efter Premieren bringer de virkelig parisiske af
Pariserbladene udforlige Artikler om det nye Stykke. Theatrene begynder i
Paris til forskjellig Klokkeslet, halv otte, otte, halv ni alt efter
Stykkets Laengde, men de horer aldrig op for Midnat; en forste
Forestilling kan med sine lange Mellemakter tidt traekke ud til et, halv
to. Anmelderen har da et drojt Stykke Nattearbejde. Det nytter imidlertid
ikke; Publikum er altfor spaendt paa Udfaldet af den store Aften, til at
det kan vente. Lyder Parolen paa, at det er Noget, som hele Paris vil
stromme til for at se, saa begynder det ogsaa at stromme ligestrax.
Allerede den forste Dag er Huset udsolgt til ti, tyve Forestillinger,
eller til saa mange, som Billetkontoret kan naa at saelge til. En saa
alvorlig Begivenhed som Overdragelsen af en Theaterbillet gaar nemlig
ikke for sig uden adskillige Formaliteter. Man maa opgive sit Navn, der
omhyggeligt fores ind paa Theatrets Forkjobslister og paa Billetten selv.
Onsker man at medfore Damer, maa derom ligeledes Underretning gives. De
har nemlig i Paris ikke Adgang til Gulvpladserne, det tillades dem kun at
overvaere Forestillingen fra Logerne. Til disse saelges ikke enkelte
Pladser, man maa kjobe en hel Loge, det vil sige mindst fem, sex
Billetter. Saa skal Damen ved Kassen gjennemsoge Listerne for at se, hvad
hun har ledigt omtrent ved det Tidspunkt, da man onsker at gaa i
Theatret, Kjoberen skal, hvad der ikke er mere end billigt, da det drejer
sig for ham om en Udgift paa halvhundrede Francs eller derover, undersoge
Theaterplanen for at se, om den paagjaeldende Loge konvenerer ham, kort
sagt: det er en hel Historie, for man endelig har sit Bevis i Lommen for,
at saa og saa mange Pladser tilhorer En den og den Aften om en fjorten
Dages Tid. Men Pariserne er ikke utaalmodige. Deres hele Raesonnement er
det, at det maa vaere en ganske magelos Fornojelse, der venter dem, naar
der er saa megen Rift om den og saa megen Vanskelighed ved at komme til
at deltage i den. De strommer til, og de bliver ved at stromme.

Parisertheatrene prospererer da i Virkeligheden ogsaa alle, hvor mange
der end er. Det kan haende, at en Direktor beregner sit Budget galt, saa
at han personlig gjor daarlige Affaerer, men en mere omsigtsfuld
Efterfolger bringer hurtigt Ligevaegt igjen mellem Indtaegter og Udgifter.
De sidste er ganske vist med de stadig videre og videre udviklede
Fordringer til Udstyrelsens Rigdom og Korrekthed efterhaanden blevne
meget betydelige; man har set Stykker, som Feeriet "Tusind og een Nat",
koste en halv Million, for de kom paa Scenen; men de Summer, der tages
ind, tillader en saadan Luxus. Billetpriserne er dyre. De nogenlunde
ordentlige Pladser koster mellem fem og ti Francs. Den gjennemsnitlige
aftenlige Indtaegt bliver paa den Maade for de Theatre, der er lidt i
Velten, fire, fem Tusind, de storre kan ganske vel gjore Regning paa at
have en halv Gang saa meget til. Om Operaen er her slet ikke Tale. Dens
aftenlige Indtaegt varierer mellem sexten og tyve tusind, men en
Parketplads koster ogsaa der tretten Francs til ordinaer Pris, og den kan
aldrig faaes undtagen til forhojet. Hvad Theatre francais angaar, saa har
det i de sidste Aar hver Aften taget Maximum ind, det vil sige ni, ti
tusind Francs. Der er heller ingen Udsigt til, at Tallet vil dale.
Vanskeligheden ved at kunne tilfredsstille Riften om Billetter er saa
stor, at man endog saa alvorligt har taenkt paa at indrette den
ligeoverfor liggende Floj af Palais-Royal til et nyt Theater, saa at man
hver Aften kunde give Forestillinger paa to, med hinanden indbyrdes
forbundne Scener.

Med Theatrene svaelger ogsaa Forfattere og Aktorer i Guld. De Forstes
Honorar er mellem ti og femten Procent af Bruttoindtaegten. Er det en stor
Succes, kan de paa den Maade tage indtil en halv Million ind paa en
enkelt Komedie. Ved Theatre francais, hvor de mere fremragende
Skuespillere og Skuespillerinder, de saakaldte "Societairer", deler
Theatrets Overskud mellem sig, er en aarlig Indtaegt af hundrede, hundrede
og tyve tusind Francs ganske almindelig, og selv ved Privattheatrene
spiller de virkelige Stjerner ikke for ringere Gage. Judics Engagement
ved Varietes sikrer hende en halv Million for fem hundrede
Forestillinger, Jeanne Granier, den unge Sangerinde paa Renaissance, til
hvem Paris's Operettekomponister kappes om at skrive Roller i Smag med
"den lille Hertug", har firsindstyve tusind Francs for to hundrede
Forestillinger.

Naturligvis: disse Guldfloder er ikke Kunstens Maal, og de er heller ikke
Maalestokken for, til hvilken Hojde den er naaet i et Land og i en given
Periode. Men det kan ikke nytte at naegte det, i vore Dage er de meget
virkningsfulde og saa halvt om halvt uundvaerlige Midler til at naa de
hoje Maal. Jo mere fristende Lonnen er, desto staerkere anspaendes ogsaa
Evner og Kraefter for at fange den; jo bedre et Arbejde betales, desto
storre Omhyggelighed kan der anvendes paa det. Enhver fransk Forfatter
har Sigte paa Theatret; det er Valpladsen, hvor hans afgjorende Sejr skal
vindes. Eet Held der er nok, saa er hans Karriere gjort, det bringer ham
Ry, Position, materiel Uafhaengighed. Til en saadan Valplads gaar man saa
rustet, som man kan blive. For Aktorens Vedkommende er Sagen den samme.
Foler den unge Mand Kald for Scenen, har han ingensomhelst Grund til ikke
at folge det. Theatret er baade i Stand til at veje hans Talent op med
Guld og til at byde ham en social Stilling, som han skal have stort
Besvaer ved at naa ad anden Vej. At de franske Skuespillere lige til for
nylig ikke kunde blive Riddere af AEreslegionen, var en Anakronisme
simpelthen, der var bleven staaende ind i en Tid, hvor den absolut ikke
horte hjemme. Under den tredie Republik er den dramatiske Kunstner
fuldkomment lige saa anset som enhver anden Talentets Mand. Han er en
feteret Gjaest i de fornemste Saloner, han omgaas paa lige Fod med Folk i
Statens overste Poster. Coquelin er naermeste Ven med Frankrigs forste
Politiker og dets tilkommende Overhoved. Dupuis afslutter literaere
Konventioner med Rusland og indstiller franske Forfattere til russiske
Ordensdekorationer, selv en udelukkende Farceskuespiller som Christian er
Maire i den Kommune, hvor han har sin Sommervilla. Staten giver med sine
Subventioner allertydeligst Attest for, hvilken Respekt den har for
Theatret. Operaen, Opera-comique, Theatre francais og Odeon faaer
halvanden Million aarlig i Statstilskud. Det har hverken Literaturen
eller de bildende Kunster. Og iovrigt er jo nu ogsaa Skuespillernes
Udelukkelse fra den nationale Dekoration haevet. Got baerer sit rode Baand,
og han baerer det saa berettiget som Nogen i Landet.

Theatrets Prosperitet drager imidlertid ikke alene Talenterne til sig,
den udvikler dem ogsaa. Den giver Skuespillerne, hvad der saa mange andre
Steder fattes dem, den tilborlige Tid til at udarbejde en Figur. Det er
hojst karakteristisk, hvilken Betydning der i Frankrig tilskrives en
Rolles "Creation". Allerede Ordet angiver, hvorledes der deri laegges en
ikke blot reproducerende, men originalt skabende Virksomhed. Man taler om
de Roller, en Skuespiller har "kreeret", som man taler om en Digters
Vaerker. Og man gjor det tidt med megen Grund. Figurer som de, Got og
Coquelin viser os i "Les Rantzau", er i Virkeligheden skabte af dem. Men
den Uendelighed af fine, karakteriserende Traek, hvorved de har gjort Jean
Rantzau og den gamle Skolelaerer til saa levende Menneskeskikkelser, som
der nogensinde er set paa en Scene, de er ogsaa kun Resultatet af et
meget stort og meget samvittighedsfuldt Arbejde. Coquelin har i sex
Maaneder anvendt flere Timer daglig paa at udforme det Billede, han havde
taenkt sig, og i to, tre Uger umiddelbart for Stykket skulde gaa, lod han
alle sine ovrige Roller doublere for ikke ved noget Andet at distraheres
fra sin nye "Creation". Sligt er ikke muligt, hvor Theatret skal slide
for Brodet; kun naar det er situeret som i Paris, kan det tillade sig en
saadan aristokratisk Soignering. Der har Talentet alle Betingelser for at
kunne perfektionnere sig. Og ethvert kan komme paa sin Plads. Det er ikke
der en enkelt exklusiv Scene, hvorom al Interessen samler sig, der er en
hel Raekke af Theatre, som kan byde den dramatiske Kunstner en Position af
forste Rang. De storste Forfattere forsyner deres Repertoire, et ligesaa
intelligent som talrigt Publikum fylder deres Sale, de har Traditioner,
de har Anseelse, de har Rigdom, Alt, hvad der kan stille Talentet i
Relief. Derfor kommer det til dem. Palais-Royal har gjennem Aartier
stadig havt og har endnu en Samling af komiske Skuespillere, der er
aldeles uforlignelig, Judics Kunst er saa overlegen som nogen
Skuespillerindes, og Varietes har foruden hende en Dupuis, en Baron, en
Lassouche, en Leonce, det er ikke muligt at faae nogen i sin Art mere
fuldendt Forestilling at se end der. Vaudeville har Blanche Pierson,
Renaissance Granier, selv ved Smaatheatre som Nouveautes finder man
Kraefter som Brasseur og Mlle. Ugalde. Der er knap noget eneste af
samtlige Parisertheatre, som ikke i en eller anden Retning kan byde
noget Udmaerket.

[Illustration: Samary]

IV.

Denne Floreringstilstand er et Resultat af Paris's exceptionelle
Stilling, forst og fremmest som Centrum for det hele dramatiske Liv hos
en Nation, der paa dette Punkt har ganske saerlige naturlige Anlaeg, som
det umaadelige Verdenskaravanserai dernaest, i hvis Fornojelsessvaelg
daglig Tusinder og atter Tusinder af Rejsende fra alle Jordens Egne oser
deres Guld. For Jernbanerne kom, var en Snes Opforelser af et Stykke det
Almindelige, halvtreds det kun overordentlig sjeldent naaede Maximum; nu
spilles Alt det tidobbelte Antal Gange. Saeson efter Saeson kommer man
hojere og hojere i Vejret, Kulminationspunktet er aabenbart ingenlunde
naaet endnu.

[Illustration: Dandserindernes Paaklaedningsloge.]

Sine betaenkelige Sider har disse Forhold imidlertid ogsaa. De ligger
mindre i den Mangel paa Tilforsel af friske Kraefter, som Udslukningen af
det dramatiske Liv i Provindsen kunde synes at maatte drage efter sig.
Hvor de end kommer fra, myldrer det stadig med nye Talenter. Ved Theatre
francais for Exempel er aldrig saasnart Madeleine Brohan begyndt at
blive, gammel, for man har Sarah Bernhardt, og efter hende Croizette, for
slet ikke at tale om Reichemberg og Broissat. For Croizettes Stjerne
endnu er blegnet, dukker Samary op, og naeppe har hun faaet Tid til at
gjore sit Talent gjaeldende, for der paa Trinet under hende er en Yngre,
Baretta, til at faengsle Opmaerksomheden. Allesammen er de komne i ikke
synderligt over en halv Snes Aar, det er ikke blot en uafbrudt
Raekkefolge, det er en Succession, der formelig jager hinanden. Heller
ikke den Mangel paa Plads for den dramatiske Produktion, der bliver en
Folge af Masseopforelserne, har noget AEngstende ved sig. Theatrene i
Paris er saa talrige, at det virkelig Gode altid vil kunne komme frem.
Desuden er Komponisterne allerede begyndt at ty til London, Bruxelles og
St. Petersborg; bliver Tumlepladsen paa Parisertheatrene virkelig de
dramatiske Forfattere for snever, vil de hurtigt folge Exemplet. Derimod
ligger der i Beskaffenheden af det Publikum, som Fremmedtilstromningen
leverer, en alvorlig Fare. Selv om det forstaar Fransk, mangler det dog
Parisernes dramatiske Opdragelse. Det er tilfreds, naar det faaer en
Komedie at se, der har Ry; Udforelse og Sammenspil kan saa vaere, hvordan
det vil. Naar et Stykke er gaaet nogle hundrede Gange i Traek, og de
oprindelige Kraefter ikke laenger kan holde ud at spille i det, ombesaettes
det med andre, der er dem langt underlegne; men Udlaendingene, som nu
udgjor Tilskuernes Pluralitet, laegger ikke engang Maerke til det. Denne
Uskik har allerede grebet saaledes om sig, at man endogsaa paa Theatre
francais kan se den franske Literaturs Mestervaerker gaa over Scenen paa
en Maade, der er noget naer skandalos. Meget ofte forstaar de Rejsende
ikke engang Fransk. De tyer da til de Theatre, hvor der er Noget for
Ojet. Udstyrsstykkerne, saerlig de saakaldte _pieces a femmes_, bliver ved
denne Tilstromning ligesaa aengsteligt talrige som aengsteligt blottede for
Alt, hvad der har det Mindste med dramatisk Kunst at gjore. Man ser
Stykker som det vanvittigt meningslose "Tusind og en Nat" gjore en
aldeles formidabel Lykke, give ti, tolv tusind Francs hver Aften ved
flere hundrede Opforelser ene og alene, fordi det vrimler paa Scenen med
Heste, Hunde og Elefanter, og fordi der i Dekorationer, overlaessede med
Guld og Farver og fantastiske Lysvirkninger, praesenteres
Masseudstillinger af unge Kvinder i Kostumer, der som oftest allerhojst
er Antydninger af Kostume. Man kalder det Ballet, men dandse kan kun den
enkelte Primadonna, og hun er forskreven fra Udlandet, idet Dandsen
nemlig er en Kunst, der overhovedet ikke kjendes i Frankrig. Resten er
Smaapiger fra Portnerloger og Modemagasiner, Sypiger og Kunstnermodeller,
af hvilke man ikke forlanger andre sceniske Kvalifikationer, end at de
kan tage sig ud i Trikot. Udvalg har man nok af altid, skjondt en saadan
Ballet er en hel lille Armee. Saa saare det rygtes, at et nyt
Udstyrsstykke er paa Stabelen, strommer de smaa theaterlystne Evadottre i
Hobetal til fra alle Kanter af Paris for at lade sig hverve, og man har
Kasernen overfyldt i en Haandevending. Gagen er kun en Snes Sous pr.
Aften, Tjenesten streng, Behandlingen, de faaer, rent soldatermaessig. Men
de har Ungdom og Fantasi de Smaa, de har megen Livslyst som Vind i
Sejlene og meget lidt Moral hjemmefra med som Ballast. Naar der er et Par
Minutters Fritid fra Omklaedningerne uden Ende, og de sidder oppe i
Paaklaedningslogerne med deres Kammerater og fortaeller hinanden
Fehistorier om Forgaengerinderne, saa glider det snevre Rums Vaegge
tilside, og ude i Baggrunden dukker der det ene lokkende Billede op efter
det andet. Theaterlivet har sine Changementer storre, mere uforudsete
endnu end de i Eventyrkomedien dernede paa Scenen. Hvad der er haendet de
Andre, hvorfor skulde det ikke kunne haende dem? De har jo nu ogsaa
"deres" Theater, "deres" Loge, "deres" Prover, og de kan anskaffe sig
smaa rosenrode Visitkort, hvor deres Navn staar i Snirkelskrift og et
fint lille "du theatre de la chose" nedenunder. Det er det forste Skridt,
Skridtet, der koster. Siden gaar Alting af sig selv. For Stykket er
spillet til Ende, kan de vaere flyttet fra Paaklaedningslogen over i
"deres" Hotel, _un vrai petit bijou_ af et Hotel med Rosentraesmobler og
lyseblaat Silketapisseri. De kan kjore i Boulogneskoven i "deres" Vogn,
med "deres" Heste og "deres" egen lille sode Groom. Hvem veed, maaske kan
der paa Visitkortet staa "comtesse" eller "baronne" og en Krone ovenover,
som er aegte, og som har Ret til at staa der. Nede mellem Kulisserne er
der ikke blot Brandfolkene til at kurtisere. Der kommer saa mange
distinguerede kjoleklaedte Herrer op, baade unge med Esprit og Humor og
gamle med Diamanter i Brystet og Diamanter paa Fingeren. Og de er saa
magelost elskvaerdige, og de inviterer til Souper og sender Etuier fra Rue
de la Paix og Fontana. Man sporger _maman_ hjemme, hvad man skal gjore.
Maman siger som Mme. Bichon: "Il y a des situations dans lesquelles on
est oblige de prendre quelqu'un." Og saa gjor den Lille _son choix_, og
Alverden er tilfreds--saalaenge det varer.

[Illustration: Mellem Kulisserne.]

Kun Fru Thalia har skjellig Grund til ikke at vaere det. Engang imellem
tager en eller anden Avis sig af hendes Sag og holder Formaningstaler mod
Theatrenes Forvandling til Menagerier og Fruentimmerbazarer. Men
Fremmedtilstromningens Guld har en Klang, der lyder hojere og sodere i
Direktorens Oren. Han stopper det i Lommen og tager de smaa
Formaningstaler med paa Kjobet, og Forholdene bliver, som de er. Nu,
Noget af den Slags maa der naturligvis ganske nodvendigt altid findes i
en By som Paris. Faren er kun, at det ikke breder sig. Og i saa Henseende
er der et fortraeffeligt Bolvaerk til at standse: Parisertheatrenes uhyre
Konservatisme. Man moder den for hvert Skridt. Saasnart man kommer ind,
finder man ved et hojt Bureau tre fine Herrer i Kjole og hvidt
Halstorklaede, der anmoder om Ens Billet. Det er dog ikke for at beholde
den. De bytter den simpelthen om med en anden, som man saa afleverer ved
den egentlige Indgang. Hvad de skal gjore godt for, er der Ingen, der
begriber. Men de har siddet der saalaenge som Theatret har staaet, og
derfor bliver de ved at sidde der. Hele Aftenen sidder de og pynter op i
Entreen og viger ikke af Stedet. Man har en Fornemmelse, som var de
Grundpiller, og som Theatret maatte styrte sammen, hvis de forsvandt. Er
man kommen ind i Korridorerne, har man "Ouvreuserne" paa Halsen. De skal
anvise Ens Pladser. Det vilde vaere langt simplere, om Billetterne bar
Numer, som alle andre Steder i Verden, men saa var Ouvreuserne ingen
Nytte til, og de er et gammelt Inventarium, der for enhver Pris maa
bibeholdes. Saadan er det i Smaat og saadan i Stort. Det, at den franske
Theaterforfatter naesten aldrig vover sig ud fra Salonerne, ud i den frie
Natur mellem andre Mennesker end netop Parisere og Grever og Baronesser,
det er et Udslag af akkurat det Samme. Det er, om man vil, ikke Andet end
Respekt for Traditionen; Alt, hvad der er godt i vor ufuldkomne
menneskelige Verden, har jo i Regelen ogsaa sin svage Side. Men hvad det
end er, saa vil det bevare den virkelige, aegte Komedie paa de
Pariserscener, hvor den har gammel Haevd paa at florere. Deres Antal er
mange. De vil beholde Pariserne som Publikum, og de vil altid trods
Udstyrstheatrene faa en saadan Forstaerkning af de Fremmede, at de kan
gjore glimrende Forretninger selv med det Gode, de praesterer, og at der
folgelig ingen Grund er til Forandring. Paris's Ophojelse til
Theatercentrum ikke blot for hele Frankrig, men saa halvvejs samtidig for
den hele civiliserede Verden bringer da saaledes i Theatrenes forogede
materielle Velvaere den franske dramatiske Kunst en stor Stotte, uden
samtidig at medfore vaesentlige Farer for den. I gamle Dage har Talentet
muligvis kunnet leve af Kildevand og Maaneskin. Det er for vort
Aarhundredes mindre primitive Mennesker vanskeligt at saette sig ind deri.
Nu kan det det i hvert Fald ikke laenger; i vor Tid traenger det til god
Vin og god Fode, naar det ikke skal faa Svindsot. Paris er saa heldig
baade at have dramatiske Talenter nok og at kunne give dem tilstraekkelig
Fode til, at de kan voxe sig store og staerke.

[Illustration: Theatre francais' Yngste: Mlle. Baretta.]




SOMMERLIV OG FESTER.


Grand prix de Paris.

Paris har ligesaavel som London sin Saison, visse Maaneder af Aaret, da
Befolkningens fine Portion er forpligtet til at lyksaliggjore Hovedstaden
med sin Naervaerelse, og da folgelig Byens Liv naaer sin hojeste Potens.
Men man er dog ikke ganske saa rigoros som hos de stive Britter. De kan
ikke, uden at saette deres gode Navn og Rygte paa Spil, vise sig i
Westend-Palaeerne en eneste Dag for den 1ste Maj, og de kan heller ikke
uden Risico for, at de mest kompromitterende Rygter bringes i Omlob om
dem, atter forlade disse Palaeer for netop den 1ste August. Selv for den
allernobleste Franskmand er derimod et Pariserophold tilladeligt paa
hvilkensomhelst Tid af Aaret, det kan vaere ham til Behag. Paris gaar det
an at foretraekke, endogsaa naar "Alverden" er i Nice og Cannes, paa
Jagtslotte paa Landet, eller i Badevillaer ved Kysten. Men sin Saeson har
Byen alligevel. Den falder sammen med den Tid af Aaret, da Paris er
skjonnest. Saasnart de forste Foraarsbebudere kommer, kommer ogsaa den
fornemme Verden hjem fra Rivieraen ved Middelhavskysten. Paris er da paa
sit Hojeste. Den svaelger i Fester, den bugner af Luxus. Theatrene byder
paa Sensationspremierer, de beromte Virtuoser kommer fra alle Jordens
Kanter og lader sig hore ved Koncerter, hvor den simpleste Plads er til
en Louisd'or, der arrangeres straalende Velgjorenhedsmarkeder og elegante
Bazarer, hvor Grevinder og Hertuginder og Fyrstinder staar i Butikerne,
den officielle Verden giver sine store Galamiddage, Faubourgernes,
Pengenes, Kunstens og Litteraturens, ja selv Demimondens Aristokrati
kappes om at holde Soireer og Baller hver eneste Aften. Saaledes bliver
det ved at gaa tre, fire Maaneder paa Rad, indtil endelig det hele
tumlende Fornojelsesliv den forste Sondag i Juni ender med en
Slutnjngsfete, der stikker alle de andre, med _le grand prix de Paris_,
Frankrigs Derbydag, de store Vaeddelob paa Longchamps-Sletten.

Denne Dag er efterhaanden bleven en af Paris allerstorste Festdage. Det
er i Grunden kun Nationalfesten den 14de Juli, der er mere. Og der er
endda den Ting at bemaerke, at ved Nationalfesten holder
Ikke-Republikanerne sig tilbage for at protestere; til de store Lob
derimod maa Alle med uden Menings- og uden Standsforskjel. I den fornemme
Verden har det allerede under Kejserdommet hort til god Tone at tage
Afsked med hinanden ved et Glas Champagne paa Saddelpladsen, for man
laegger sig paa Landet, og denne gode Tone er med Aarene traengt ud til
bestandig bredere og bredere Samfundslag. Nu er der knap en solle Calicot
laenger, der ikke finder Longchampsudflugten nodvendig for at haevde sin
sociale Position. _Le grand prix_ er den Dag, da alle Parisernes
Sparegrise, selv den beskedneste Arbejderfamilies, slaas i Stykker. Og
har man ikke nogen Sparegris, saa har man dog altid en eller anden
Gjenstand, man kan saette paa Mont-de-Pitie for at komme med. Man skal til
Longchamps, hvordan det saa gaar. Det er ikke egentlig for Lobenes Skyld;
Pariserne sidder der ikke som Englaenderne nogen medfodt Sportsmani i
Blodet. Det er just heller ikke for at more sig; naar man vil vaere aerlig,
veed man ganske vel, at Dagens Besvaer tidt bliver storre end dens
Morskab, saafremt man da ikke har hele Lommen fuld af Guld. Men man maa
afsted alligevel. Naboer og Gjenboer, alle mulige Bekjendte er med, saa
kan man jo dog ikke blive siddende hjemme. Og saa er der ogsaa een Grund
til. Man giver sine Penge ud paa Vaeddelobsdagen i det stille Haab, at de
skal komme ind igjen med Renter og Rentes Rente. Man vaedder. Alle gjor
det; Sadlepladsens Publikum saetter Tusindfrancsnoter paa Spil,
Tribunernes Hundredefrancssedler og den store, vulgaere Masse paa
"Gronsvaeret" Louisd'orer og Femfrancer. Spilleraseriet er en af
Kraeftskaderne ved det moderne Parisersamfund. Det er ikke blot paa
Borsen, at Alverden gjor Forsog paa at tjene sig rig i en Haandevending;
overalt, hvor man kan komme til det, tumler man med ind i den vilde
Parforcejagt efter de rullende Guldstykker. I de parisiske "Cercles"
tabes og vindes der ved Baccarat-Bordet Millioner hver eneste Aften, og
den Del af Befolkningen, der ikke kan betale de Hundrede, to eller tre
Hundrede Francs aarlig, som det koster at blive Medlem af en saadan
Spilleklub, rangerer sig da paa anden, billigere Vis ind i Fru Fortunas
Tilbederlegion. Efter Frokosttid, naesten hele Dagen igjennem, er de
parisiske Kafeborde fulde af smaa gronne Klaedesplader, paa hvilke de
jevnere Samfundsklasser, helt ned til Arbejderen, vover deres surt
fortjente Ugelon i Ecarte; der pareres ved Billarderne, der spilles i
Smug alle Slags Hasard i ethvert Bevaertningslokales Bagstuer, der spilles
kort sagt af Alle og overalt. Vaeddelobsdagen er en velkommen, saa at sige
med det Officielles Stempel paatrykt Anledning til at tilfredsstille
denne uhyggelige Passion under exceptionelt fristende Forhold, i fri
Luft, Menneskemylr og Sommersolskin, omgiven af Festvirvarets
nervepirrende Ramme. Enhver maa til Bookmaker'nes Boder. Der er Hundreder
af dem, og de gjor uhyre Forretninger allesammen. Naar det kommer til
Stykket, er det maaske forst og fremmest dem, der gjemmer Alruneaeblet,
som paa den store Vaeddelobsdag drager alle Mennesker til
Longchampssletten.

[Illustration: "Bookmakeren"]

Allerede tidlig paa Morgenstunden begynder Udvandringen. Da det dog
alligevel skal vaere Feriedag, vil man gjore den saa lang som muligt. Og
desuden gjaelder det ogsaa at vaere betids paa Pletten for at faa en Plads,
hvor man nogenlunde kan se. Forsynede med appetitlige Frokostkurve saetter
formelige Haere af Smaaborgerfamilier sig i Bevaegelse i Retningen af
Suresnes. Fra Klokken otte gaar der overfyldte Jernbanetog, Seinedampere,
Sporvogne og Omnibusser hvert andet Minut. Det er, som om det gjaldt en
Massestorm paa Mont Valerien. Men de mylrende sorte Striber af
Menneskemyrer kravler ikke op ad Hojen, de folger Trup over Suresnesbroen
og spreder sig saa og besaetter hver Gronsvaersplet i Terraenet mellem
Neuilly, Boulogneskovs-Kaskaderne og Seinen. Der pakker de Kurvene ud og
holder efter Marchen Siesta i de kolige Skovskygger. De har behov at
forberede sig til at kunne staa imod Eftermiddagens Trykken og Traengsel
og Stov og Solhede; allerede for Et maa de sige Farvel til Traeerne og
foretage deres Kaplob ned til Snoren, som indhegner Vaeddelobsbanen.
Samtidig er ogsaa Vognene begyndt at komme rullende. _Grand prix_ er
Pariserkudskenes store Festdag. De, der nyder den AEre at throne paa
aristokratiske Selvejerekvipagers Bukke, faar Lov til at stille Husets
Maximum af Forspands-, Seletojs-og Kjoretoijs-luxus paa Parade, de
ordinaere Hyrekudske har den Tilfredsstillelse at faa et saadant Maximum
af Kjorepenge, som de ikke fortjener nogen anden Dag af Aaret. I Reglen
slaar Bekjendte sig sammen allerede flere Uger i Forvejen for at leje en
Vogn til de store Lob. Prisen er da noget over et halvhundrede Francs for
de almindelige Droschker og for Kjoretojer med et storre Antal Pladser i
Forhold dertil. Men har man ikke vaeret forsynlig og lejet paa Forhaand,
kan det meget vel haende, at man paa selve Dagen ikke slipper under det
Dobbelte. Ved den Slags Lejligheder er en parisisk Droschkekudsk grumme
lidt medgjorlig. Han farter op og ned ad Boulevarderne og ryster
overlegent paa Hovedet, selv om man stiller sig op paa Fortovet og holder
Louisd'orer frem og viser ham. Han tor ikke standse, har engang en af dem
forklaret mig. Inden den gentile Herre paa Fortovet naaede ud til Vognen,
kunde en brav Bourgeois springe op og tvinge ham til at kjore _a l'heure_
hele Resten af Dagen. Han giver sig ganske rolig Tid, til han kan se sit
Snit og faa god Ladning. Han veed, at for hver Time, der gaar paa den
store Vaeddelobsdag, stiger Vognene i Pris, til der til Slutning saa at
sige ikke er en eneste laenger at faa indenfor Paris's Faestningsvaerker.

Fra Klokken to holder de i endelose Raekker ned over alle Vejene, der
forer til Longchamps. Man vilde naa et Tal af over ti tusinde, hvis man
var i Stand til at taelle dem. Thi fra Klokken to, det Tidspunkt, da det
forste Lob begynder, er Sadlepladsen, Tribunerne, den store
Gronsvaersslette, Alt fuldt af hver sin forskjellige Art af
Tilskuerpublikum. Der kan vaere indtil tre hundrede tusind Mennesker
klumpede sammen paa dette Sted. Man kan overse hele Terraenet fra
Tribunernes overste Baenke; det er et Syn, som det naeppe nogetsteds paa
Jorden er muligt at finde et Sidestykke til. Der er her ikke Tale om
spredte Grupper; det er, som om man vilde taenke sig en vaeldig,
uoverskuelig Kornmark, bevoxet ikke med gule Straa, men med
Menneskekroppe. Vrimmelen er ligesaa taet, Fladen, der dannes af de morke,
hattebeklaedte Hoveder, ligesaa sammenhaengende kompakt som den, der dannes
af de bugnende Ax. Hist og her stikker rode Parasoller frem som glodende
Valmuer; unge Piger er sprungne op paa Vognsaederne og staar der i deres
lysfarvede Sommertoiletter som blaa Kornblomster eller gule
Agerkaalsstilke og saetter brogede Pletter i den sorte Mark. Hele Fladen
gynger og vugger sig som kruset af Vindkast, men ind i Mylren kan Ojet
ikke se, det kan kun ane derinde en mystisk, aeventyrlig Uendelighed af
muntre, vexlende Folkelivsbilleder, som saetter Fantasien i Bevaegelse og
ligesom fylder Rummet med en kondenseret Essens af Liv og Glaede. Fra
denne Hovedmasse straekker sig ud, langt, langt bort i det Fjerne, langs
hele Vaeddelobsbanens Snor, taette sorte Myregange af andre
Tilskuerklynger; Bakker med rigt schatteret Skovbryn indfatter Billedet,
over det Altsammen ligger Guldglands af den varme Junisol.

[Illustration: Paa Tribunen.]

Og saa er der Maleriets Forgrund, som man har lige ved Siden af sig. Hver
af Tribunerne fortsaettes forneden af en Enceinte, fyldt med Straastole.
Ogsaa der er der taetproppet af Tilskuere. Det er den fashionable Part af
Publikum. Allerede paa Femfrancspladserne opdager man det ene
extravagante Toilette ved Siden af det andet; paa dem, hvor det koster en
Louisd'or at komme ind, holder de formelige Saturnalier. Det store
Finantsaristokratis, stundom den virkelige Faubourgadels Damer med, og de
store Kokotter overbyder hinanden i Opfindsomhed. Deres Fantasi bryder
sig ikke om at tage Skjonheden med paa Raad, det gjaelder kun at vaekke
Opmaerksomhed. Om de seer ud som Paafugle og Pappegojer, er dem
ligegyldigt, naar der blot bliver lagt Maerke til dem, og de kommer i
Avisen den naeste Dag. De leverer Forestillingens Ouverture, og
Kappestriden mellem dem kan paa sin Vis vaere fornojeligere end Kaplobet
inde paa Banen. Hvert Ojeblik gaar der som et elektrisk Stod gjennem
Tribunepublikummet.

[Illustration: Paa "Gronsvaeret".]

Alle rejser sig op, Beundrings-Ah'er og Vittigheder regner ned rundt
omkring, man applauderer, man hviner tidt himmelhojt. Det er et
Parasolmonstrum i Solbrandsfarver og oversaaet med Fuglereder, man har
opdaget inde paa Sadlepladsen, en Froken med Lueforgyldningsbroderier paa
den hvide Atlaskeskjole eller en havfrueagtig Fremtoning i Sivgront:
sivgron En-tous-cas, sivgron Kjole, sivgronne Stromper og sivgronne Sko,
Altsammen bedaekket fra Top til Taa med en Mylr af ganske smaabitte
Sneglehuse. Det er kun i Paris, at man ser Sligt, og det er selv i Paris
kun den ene store Vaeddelobsdag, at disse Toilette-Orgier rigtigt kan faa
Lejlighed til at slaa Gjaekken los.

[Illustration: I Enceinten.]

Signalklokken ringer, Jockeyerne farer ud paa deres stolte, fine,
adelige, men gyselig magre Vaeddelobere. Tribunepublikummet har studeret
Programmet, det kjender Dyrene paa Jockeyernes Farver, og det raaber
deres Navne for at gjaelde for Sportsmaend, der veed Besked. Men nogen
overdreven Enthousiasme for de forste af Lobene er der dog egentlig ikke.
De maa mere betragtes som en appetitvaekkende _Piece de rideau_ for den
rigtige, store Forestilling. Det drejer sig kun om fem, sex tusinde
Francs, Summer, der paa en saadan Dag er altfor ubetydelige til at kunne
vaekke nogen virkelig Spaending. Og saa er der ogsaa det, at man ikke er
absolut sikker paa, om disse Lob nu ogsaa kan betragtes som rigtig
alvorlige. Man fortaeller om saa megen _"blague"_ ved Smaalobene, om
bestukne Jockeyer og Ejere, der med Vilje lader deres Dyr tabe, fordi de
i hemmelig Forstaaelse med en Bookmaker har store Pareer imod dem. Alle
mindes Affaeren fornylig ved Chantilly. En Jockey blev kastet af og kom
slemt til Skade, og det oplystes da, at han var betalt af sin Herre for
at holde Hesten tilbage. Men Dyret havde vaeret staerkere end han; dets
Instinkt fortalte det, at der var Noget i Vejen, og det skilte sig saa af
med sin Rytter og sorgede paa egen Haand for at komme ind som Numer Et.
Der skal gaa mange af den Slags Ting i Svang, veed man, og det svaekker
Interessen. Med _"grand prix"_ derimod er det en anden Sag. Der gjaelder
det baade AEren og Prisen, og den sidste er ikke mindre end hundrede
tusinde Francs. Det kan pirre.

[Illustration: I Enceinten.]

Der kommer en umaadelig Bevaegelse mellem Publikum, saa saare Tallene
begynder at springe frem paa den sorte Tavle, hvor de Lobendes Numere
markeres. Alle rejser sig op. _"Assis! assis!"_ broles og hvines der fra
Tribunerne, men Enceintepublikummet nedenfor dem tager ikke Notits af
deres Raab. Damerne springer op paa Stolene og holder deres Kikkerter i
Beredskab; selv den mest stikkende Sol har de i dette Ojeblik ingen Tanke
for. "Hvem lober?" det er det forste store Nysgjerrighedssporgsmaal, det
gjaelder om at faae besvaret. Det ene Tal springer frem efter det andet;
til _"grand prix"_ er der altid ti, femten Konkurrenter mindst, og man
traekker sig kun grumme nodigt tilbage. Selv om den ikke har nogen Udsigt
til at vinde, er det dog altid en uhyre Rekommandation for en Hest, et
Slags Adelsdiplom, at den har vaeret med ved det rigtige store Lob. Man
kiger paa Programmet, man henter biografiske Notitser om Dyrene hos
Naboerne rundtomkring. Der er da ingen Overraskelse i Gjaere? Der findes
forhaabentlig ikke mellem Deltagerne i Lobet nogen af de
hemmelighedsfulde Ubekjendte, som, opdragne i Smug af en
Forsterangstraenor paa et eller andet fjernt, ode Sted, pludselig dukker
frem og gjor alle Sportsmaendenes Beregninger til Skamme? Man har set
Sligt ikke saa sjaeldent endda. Og findes der en saadan Konfusionsmager,
saa er jo alle Chancer, hvorpaa man har stottet sine Vaeddemaal, ikke to
Sous vaerd. Har man derimod udelukkende med bekjendte Lobere at gjore, saa
er det i Regelen muligt at forudse Resultatet med nogenlunde Sikkerhed.
Der mangler sjaelden en stor Stjerne, mod hvilken der kun pareres med
Enere mod Tiere.

Men hvor bliver den af, denne Dagens Helt? Dens Tal staar endnu ikke paa
Tavlen. Om der var tilstodt et Uheld! Om den pludselig var bleven
indisponeret og ikke kunde vise sig paa Arenaen! De store Vaeddelobere er
omfindtlige som de store Primadonnaer. AEngsteligheden begynder at brede
sig. De, der har vaeret bag Kulisserne, beroliger imidlertid. Der kan
umulig vaere haendet Noget. "Bruce" er kommen fra England med specielt for
den lejet Extratog, og siden sin Ankomst har den stadig vaeret omgiven af
en Livvagt paa sex fuldt paalidelige Karle, der med ladte Revolvere har
vaaget over, at ingen snedig Bandit sneg sig ind i dens Stald, beruste
den med Brod, dyppet i Vin, eller paa anden Vis gjorde den uskikket til
at lade sine Evner straale i det skjonneste Lys. Den er sund og frisk,
glodende af Kampiver, forsikrer de; de har vaeret i Stalden endnu om
Morgenen. Herrer og Damer seer paa dem med beundrende, misundelige
Blikke; Hjerterne horer op at banke i Uro. Og der er jo virkelig ogsaa
dens Tal paa Tavlen. Et hojt, tusindtunget Hurraraab hilser det. Men det
skjaeres over paa Midten, Signalklokken klemter, og der bliver i samme Nu
Stilhed over den store Vaeddelobsbane som i Theatret, naar Taeppet haever
sig. Alles Ojne vender sig mod Sadlepladsens Enceinte. En efter en i
Raekke kommer Jockeyerne ridende ud derfra. De gjor en lille Galopfart for
at presentere sig ned over Banen en face for Tribunerne. Saa standser de
foran Dommerestraden, en ny Klemten, og Lobet begynder. Hvor der straekkes
Hals, hvor der hvines, hvor der vinkes med Lommetorklaeder og Hatte og
Parasoller i Et uendeligt Brol fylder hele Sletten. Hver Tilskuer raaber
sin foretrukne Dystlobers Navn og bliver ved at raabe det under hele
Lobet, som om Hesten kunde hore det, og som om det uvaegerligt maatte fore
den til Sejer, naar det blot overdovede alle andre. Der kommer de frem
ved Skovbrynet. "Invincible" er foran! Nej, "Bruce" tager den igjen! Den
holder sig! Den oger Distancen! Hurra for "Bruce"! Hurra! Hurra! Hurra!

De tager ingen Ende disse Hyldestraab, medens den lykkelige Jockey,
forende sig som en Heros, promenerer Dagens Sejervinder i Triumf hele
Vaeddelobsbanen rundt. Gommeuxherrer og Sportsmaend paa Sadlepladsen
flokker sig lykonskende om Ejer og Traenor. Den Forste tager ved dette ene
Lob en halvandet hundrede tusind Francs ind foruden de betydelige Summer,
Bookmakerne muligvis samtidig har ladet flyde i hans Kasse; den Sidste er
efter denne Dag Sportsverdenens store Stjerne, til hvis Gunst hele det
unge Aristokrati bejler mere end til nogen moderne Skjonheds, og hvis
Tjeneste betales hojere end en Adelina Pattis og en Faures Toner.

Efter _"le grand prix_" folger der atter andre, mindre Lob med Priser fra
sex til femten tusind Francs. Det Hele ender forst henimod Aftentid. Men
Vaeddelobsslettens Publikum tyndes ud langt tidligere. Den fornemme Part
maa se itide at faa fat paa sine Kjoretojer, der kan gaa Timer, for de
findes, og den store Hob maa tilbage for fra Stolene paa begge Sider af
Champs-Elyseesavenuen at vaere Vidne til det nye Skuespil: _le retour des
cours,_ den uendelige Mylr af straalende Ekvipagers Hjemkjorsel i Parade.
Hele den brede Allee er opfyldt af et ustandseligt Tog, det er en
formelig Haer af Vogne, og det varer Timer, for Revuen tager Ende. Her
holdes Hovedmonstringen over Toiletterne; hvert Minut bringer
Overraskelse paa Overraskelse. Er _"le grand prix"_. Slutningen af
Parisersaesonen, saa er den ogsaa dens Apotheose. Man vil vise
Udlaendingene sin kjaere Stad i al dens Herlighed, for man overlader den
til deres Indvandring. Fra den forste Mandag i Juni har de Lov til at
fylde den med Rejsekostumer og rode Baedekere, men den store Vaeddelobsdag
skal den vaere sig selv, vaere paa Hojden af sin Glands og Pragt. Og det
er den.

Badeliv ved Kysten.

Sommervarmen i Paris er som oftest ingenlunde uudholdelig. Saalaenge Solen
befinder sig paa Himlen, er i Reglen ogsaa Vandslangerne i Bevaegelse, En
hel Haer af Arbejdere er fra Morgen til Aften beskjaeftiget med at holde
Alting vaadt, der bliver sprojtet og sprojtet paa Makadamiseringen,
Husfacaderne overrisles, Gaardene saettes under Vand, Trottoirerne skures
og vaskes i en Uendelighed. Det giver Friskhed og Kjolighed, saa den
store Bys Indeklemthed ikke trykker.

Men alle Regler har desvaerre sine Undtagelser. Af og til, naar
Temperaturen stiger saerlig hojt, og Sommeren bliver saerlig tor, vil Dhuys
og Vannes, de to smaa Floder, der forsyner Paris med Vand, ikke laenger
gjore deres Skyldighed. Saa begynder Paris's Traengselstid. Byen begraves
i Stov. Som en taet, brunliggul Taage stiger det op fra de milelange
Boulevarder og Avenuer. I de forste Morgentimer staar denne Taage endnu
lavt, som om den ikke rigtig selv vidste, hvorvidt den vilde lofte sig i
Vejret eller lose sig og forsvinde. Men efterhaanden som Byen vaagner,
efterhaanden som der kommer Folk og Faerdsel, med hver ny Vogn og hver ny
Fodgaenger haever den sig hojere og hojere. Den ruller ind over Byen i
voxende Skyer, der breder og breder sig fra Kvarter til Kvarter. Indtil
henimod Middag kan Solen endnu skinne igjennem dem, saa de tager sig ud
som en fin, langsomt faldende Regn af smaa Guldatomer. Men Time efter
Time fortaetter de sig. Laengere frem paa Dagen er det en fedtet, kvalm,
okkergul Os, der hyller Alting ind, saa massiv, at man ikke kan se fra
Lygtepael til Lygtepael. Det Hele er forvandlet til et ubegraendset
askefarvet Hav, i hvilket Mennesker og Vogne, Traeer og Huse glider
sammen. Saa saare man stikker Hovedet ud af Doren, er i det samme Nu
Hals, Lunger og Brystkasse fyldte med Stov; naar man har gaaet en halv
Gade ned, seer man ud som en Melmand, vil man saette sig ved et Kafebord
paa Trottoiret, maa det forst fejes rent med en Kost. De lukkede Fiakrer
ruller langsomt og bedroveligt gjennem Gaderne, som om det tommetykke
graa Lag paa Taget af dem tyngede, saa de ikke kunde komme afsted, over
de lange Boulevarder er der naesten ikke et eneste gront Blad at opdage.
Alle Vinduer og Skodder holdes den hele Dag hermetisk lukkede, men Stovet
ude fra Gaderne traenger sig gjennem hver lille Spraekke og Aabning, laver
Skyer, laegger sig i Lag overalt.

Paa saadanne Dage er det, at selv de Parisere, for hvem Paris er Alt,
faaer Sommerraedsel for den store Stad og flygter. De mindre enragerede
Boulevardtilbedere har allerede taget Vejen afsted for dem. Under den nye
atheniensiske Republik kraever Vinteropholdet i Paris stadig mere og mere
enorme Udgifter Sommeren er den Tid, da man sparer op til dem. Under
Foregivende af, at man har Behov for Landluft, afskaffer man hele det
store Traen fra Saesonen, saetter sig paa landlig Diaet og vegeterer i en
Krog for atter, naar Selskabssalene i Paris paany aabnes, at kunne
udfolde sin Pragt og Luxus i dem. Det er vaesentlig dette Hensyn, der
allerede strax efter "_le grand prix_" begynder at laegge Paris ode. Under
de to folgende Maaneder forsvinder dens Beboere mere og mere. I
Slutningen af Juli er den berovet saa at sige hele sit "tout Paris", det
lille Frimurerselskab af udvalgte, aegte Parisere, der til daglig Brug
ligesom gjennemsyrer hele Staden og giver den dens Fysiognomi. Ikke Spor
af Elegance eller Chiched; Herskabsvogne og Toiletter er blevne saa
sjeldne, at de vaekker Opsigt, naar de viser sig paa Boulevarderne,
Droschkekudskene har saa lidt at bestille, at de endogsaa om Sondagen
formelig plager Folk for at tage dem i timevis. Boulevarderne er halvt
tomme, mest befolkede med Arbejdere, stonnende Forretningsfolk og
langsomt drivende engelske Lorder og Misser.

Paris er paa Landet. Man tager til sit Chateau, naar man har enten et
virkeligt Chateau eller en lille, afsides liggende Gaard, hvilken der med
god Villie kan tillaegges dette stolte Navn; man flytter til Villabyerne i
Omegnen, naar man er nodt til stadig at ture ind i Forretninger, eller
man rejser til Badestederne ved Bretagnes og Normandiets Kyster. Man gjor
helst det Sidste; det er mest Fashion.

Disse Badesteder skyder derfor ogsaa mere og mere op som Paddehatte. I
gamle Dage var der vaesentlig kun Trouville; nu taelles de snart i
hundredevis. Et af de yngste, der samtidig har vist sig i Besiddelse af
virkelig Livskraft, er Etretat. Det er det, vi vil besoge.

Etretat er voxet meget hurtigt i Vejret. For tredive Aar siden laa der
paa dette Sted kun et Par enkelte Fiskerhytter, fremskudte Forposter fra
Fecamp. Men Alphons Karr kom tilfaeldigvis dertil og opdagede Stedet,
ligesom en engelsk Lord nogle Aar tidligere havde opdaget Cannes. Karr
byggede sig en Villa i den lille, lune Dal mellem to hoje, hvide
Skjaergaardspynter, skrev om Stedet, fik sine Venner derud og
propaganderede saa godt for det, at han nu, naar han kommer dertil, kan
spadsere gjennem en lang Gade, der baerer hans Navn, og hvor de Handlende
i deres Butiksvinduer har udstillet alle Paris's Luxusartikler. Foruden
denne Hovedgade er der et Virvar af Veje, langs hvilke der ligger
praegtige Landsteder med Haver i den rigeste Mangfoldighed. Etretat og den
naermeste Omegn har snart en halv Snes Tusind Beboere. Pariserne og
Badegjaesterne fra den anden Side af Kanalen, der er blevne kjede af Wight
og Brighton, har kastet deres Kjaerlighed paa det, og et Sted, der tages
under Armene af saadanne Magter, behover ikke mange Aar for at komme i
Flor. I Virkeligheden har Etretat allerede overflojet de fleste
normanniske Badesteder. Trouville skraemmer trods de demokratiske Tider
Folk bort ved et altfor blandet Selskab, og Vandet ved dets Kyst viger
desuden stadig mere tilbage, saa at man tidt maa kjore lange Straekninger
ud for at naa det. Deauville er for aristokratisk og Fecamp for
provinsielt. Dieppe er vel endnu i Mode, men Parisermoder skifter hurtig,
og Vinden blaeser ad Etretat til. Naar man vil have et Billede af aegte
fransk Badeliv, skal man for Ojeblikket tage dertil.

Turisten, der kommer for et Par Dage, vil vaere henrykt. Det stolte Hav
med dets stadig vexlende Ebbe og Flod, de hvide Skjaergaardsklipper, som
springer ud i det og danner en Raekke af maegtige Portaler, mod hvilke de
herligste Triumfbuer kun er Legevaerk, det muntre, brogede Badeliv paa
Bredden, den friske Luft oppe paa Toppen af de gronne Bakker, Musiken fra
Kasinoet--alt det vil saette ham i Begejstring, og han vil uden Betaenkning
erklaere Etretat for et Paradis. Men Verden har nu engang kun sjeldent
Paradiser undtagen for Turister, der kommer og gaar. Og da muligvis En
eller Anden, som laeser denne Skildring, kunde bygge Rejseplaner paa
Grundlag af den, foretraekker jeg istedetfor Turistens Lyrik at levere et
Billede af Stedet, som det virkelig er, naar man kjender det.

Ubetinget fornojelig er selve Badningen. Er man kun vant til at gaa i
Vandet fra nordiske Badehuse, vaekker den Forbavselse i forste Ojeblik, og
det er meget muligt, at adskillige af vore Damer strax efter Ankomsten
vil erklaere, at Sligt kan de paa ingen Maade vaere med til. I sidste
Instans bliver jo imidlertid alle den Slags Ting kun en Konvenienssag.
Hvad alle Mennesker gjor, kan ikke i Laengden vedblive at vaere stodende
for den Enkelte. Amerikanere, Englaendere, Russere og andre Folkefaerd
folger da ogsaa uden Betaenkning Stedets Skik og blander sig uden Hensyn
til Alder eller Kjon i den brogede Vrimmel af Badende. Der er saerlig to
Tider paa Dagen, da denne Vrimmel praesenterer sig mest malerisk, nemlig
om Formiddagen umiddelbart for Frokosten og lidt ud paa Eftermiddagen, i
Timerne mellem fire og sex. Alt, hvad Etretat rummer af Badegjaester,
befinder sig da paa Skraenten, som fra Kasinoterrassen forer ned til
Vandet. Under Sommerparaplyer og rode Parasoller lejrer man sig i Grupper
paa de smaa graalige Rullesten, hvormed Bredden er bedaekket, plasker i
Vandet eller slaas om en Badehytte, hvor man kan klaede sig af og paa.
Disse smaa Traehuse findes i et Antal af hundrede eller saa omtrent
umiddelbart nedenfor Terrassen; men i den rigtige Badetid kan man dog
ofte komme til at staa og vente halve Timer ad Gangen, for man faaer fat
i en ledig Badehytte. Damernes og Herrernes er ikke adskilte; at en ung
Froken staar paa Vagt, naar man kommer op af Vandet, og tinger om Hytten
efter En, horer til Hverdagsbegivenhederne, ligesaa godt som at en Herre,
uden at stode den gode Tone, banker paa Doren til en Dames
Paaklaedningsvaerelse og sporger, om han snart kan aflose hende. Alt gaar
her paa Badeskraenten for sig fuldstaendig _sans gene._ En Badetur er her
det Samme som et Rideparti eller en Skovudflugt andetsteds. Om Aftenen
saetter man i Kasinoets Dandsesal hinanden Staevne til Badningen den naeste
Formiddag. En isoleret Vandgaenger horer til de store Sjeldenheder; i
Regelen er det hele Selskaber af Damer og Herrer, der folges ad og i
deres Badedragter venter paa hinanden for at tumle i Trup og paa Parade
ned ad Gangbraedtet over de smaa Rullesten og saa hoppe i Vandet.

[Illustration:]

Badekostumet er for Damernes Vedkommende Bluseliv, tidt holdt sammen af
et broget Skjaerf, Benklaeder, hvis normale Laengde er til noget nedenfor
Knaeerne, en stor, koket Solhat samt Sandaler.

Trods al sin Simpelhed tillader det dog en Utallighed af Variationer.
Mellem den bedagede Pebermos folderige, til Anklerne naaende Dragt af
sort Merino og den unge, overgivne Amerikanerindes soignerede
Trikottoilette af lysblaat Uldmusselin, kantet med Guldgaloner, staerkt
nedringet, uden AErmer og stumpende ovenfor Knaeet, kan man vaelge
Overgangsformer nok, der blotter eller daekker alt, efter hver Enkelts
Behov og Tilbojeligheder. Herrerne moder som oftest i stribet Trikot, der
ender midt paa Laaret. Anseer de sig ikke for praesentable i det Kustume,
er det dog ogsaa tilladt for dem at skjule Naturens Skrobeligheder under
en Blusedragt i Smag med de gamle Jomfruers. Selv i den kan de stundom
vaere tilstraekkeligt komiske. Under Vandringen mellem Badehytterne og
Vandet plejer begge Kjon at have en Badekappe kastet over Skuldrene; den
er imidlertid ingenlunde absolut nodvendig, og det er kun Faa, der ikke
under alle Betingelser lader den flagre, som den vil. Den er mest til for
Vandringen opad efter Badet. Under dette laegges den helt nede ved
Bredden, fortojet med et Par af de storste runde Sten, man kan faa fat
paa, og saaledes, at man strax kan kaste den om sig i det Samme man
kommer op af Vandet. En Parade efter Badningen forbi det talrige,
inspicerende Tilskuerpublikum er af let En Bademester forstaaelige Grunde
ikke hensigtsmaessig uden disse Kapper.

[Illustration: En Bademester.]

Badningen er langt mere et Fornojelsesparti end en Sundhedsforholdsregel.
Man bliver ofte indtil tre Kvarter i Vandet, og man bestraeber sig for at
more sig saa godt som muligt. Fra Enden af det hoje Springbraedt styrter
baade Damer og Herrer sig ud paa Hovedet. Herrerne springer Buk over
hinanden, slaar Kolbotter over hinandens Ryg eller under Braedtet, vaelter
sig undertiden ud i Klumper paa en halv Snes Stykker ad Gangen og soger i
det Hele taget paa alle Maader at vise deres Dodsforagt for det vaade
Element. Ved deres Kunster vil de dog sagtens ogsaa stundom tiltraekke sig
en eller anden badende ung Frokens Opmaerksomhed. Damerne kan i Reglen
svomme, og de foretager ofte lange Exkursioner ud ad Havet til, sammen
med deres Kavallerer. Undertiden tager den Skjonne ogsaa Plads i en af de
smaa, kvikke Joller, der ligger ved Bredden, jager afsted i den, fulgt af
Herresvaermen, og styrter sig, naar hun er kommen langt ud, i Bolgerne,
for saa at lade deres Favntag baere hende ind igjen. Fartojets Bjergning
overlader hun ubekymret til den, der har Lyst til at tage sig af det. De
Damer, der ikke er indviede i Svommekunstens Mysterier eller ikke
dristige nok til at vove sig langt ud, holder sig paa lavt Vand, faar
Undervisning af Bademestrene eller af naerbekjendte Herrer, overpjadsker
hinanden med Vand og bliver hvert Ojeblik bange for Bolgerne, som ruller
hen over dem og slynger dem omkuld eller vaelter dem ind mod Land,
Bolgegangen paa Normandiets Kyst er som oftest ganske respektabel, og de
Badendes Kamp med den paa det lave Vand kan fremkalde de pudsigste
Scener, naturligvis stadig ledsagede af Tilskuersvaermens hojrostede
Latter, Tilraab og Vittigheder. Undertiden haender det ogsaa, at en
naergaaende Bolge skyller helt op til de naermeste Stoleraekker og over Hals
og Hoved jager deres Indehavere op ad Skraenten, samtidig med, at den
forer Badekapper og Sandaler, som de Badende har ladet ligge mellem
Stenene, tilbage med sig ud i Havet. Naar Sligt haender, er der ingen Ende
paa Latteren, Virvaret og Tummelen. Hver soger at redde Sit, men Ingen
kan naturligvis finde netop sine Ejendele.

[Illustration: Opgangen fra Badet.]

[Illustration: Paa Rejefangst.]

Den Slags Scener er morsomme. Men det er just ellers ikke let at faae
Tiden til at gaa, og det er netop en af Skyggesiderne ved Opholdet i
Etretat, naar det udstraekkes over et laengere Tidsrum. Folk, der ligger
ved et Badested, har i Regelen den Anskuelse af Tilvaerelsen, at Badeliv
nodvendigt maa vaere ensbetydende med Driverliv. Hos Badegjaesterne i
Etretat synes denne Opfattelse at vaere bleven til et Dogme. De betragter
Driveriet som uafviselig Pligt, ikke blot for sig selv, men ogsaa for
deres Venner og Bekjendte, Naboer og Gjenboer. I en lille Krog som
Etretat horer Alverden efter en fjorten Dages Forlob uundgaaelig til en
af disse Kategorier. Den, der har Trang til at bestille Noget, skal
derfor blive borte fra et saadant Sted; selv om han skjuler nok saa godt,
at han tager sig noget Alvorligt for, vil det dog blive opdaget,
betragtet som en Forbrydelse imod den friske Luft og Landliggeriet og
energisk modarbejdet baade ved theoretiske Forelaesninger og ved praktiske
Forstyrrelser. Dette kunde endda gaa an, hvis det var muligt at drive
Maaneder hen i Etretat uden at traettes; men dertil bliver Stedets
Adspredelser og hele Liv i Laengden for ensformige. Det kan vaere saerdeles
morsomt for en Gang eller to at vaere med til Yndlingssporten ved disse
Badesteder, vade i stort Selskab med bare Ben og primitive Kostumer
omkring mellem Skjaergaardsklipperne og gaa paa Jagt efter Rejer, men det
er dog den Slags Fornojelser, som ikke egner sig til at gjentages hver
Dag. Krocketspillet paa de store Plaener omkring Byen synes at vaere et
Privilegium for Englaenderne, og Ture op til Bjergtoppene gjor man een
Gang i tredive Graders Varme, men saa aldrig mere. Skove findes ikke i
Etretats Omegn, og en Ridetur er en dyr Fornojelse, da man ikke kan faae
en taalelig Ridehest at leje under tyve Francs.

Til daglig Brug er man i Virkeligheden saa godt som udelukkende henvist
til Kasinoet, det vil sige til saadan Noget som en Stump Pariserboulevard
paa halvtredsindstyve Alens Laengde, begraenset paa den ene Side af
Badeskraenten, paa den anden af en Kafe med de hojeste Priser og den
sletteste Opvartning, der existerer i hele Frankrig, saavelsom af
Spille-, Laese-, Koncert- og Dansesale.

Naest efter Badetimerne er det Kasinobesogene, der spiller Hovedrollen i
Badegjaesternes Tilvaerelse. Naar man ikke horer til de Millionaerer, der
paa deres Villaslotte udenfor Byen lever i fornem Ro, omgivne af parisisk
Luxus og alle en storartet Kystnaturs Skjonheder, er man i Etretat ikke
bedre installeret end i en hvilkensomhelst diminutiv Fiskerlejlighed
andetsteds. Stundom er man endogsaa vaerre faren, idet man lever
indestaengt i en lille Kjobstads snevre Gader, uden Haver og uden Udsigt
til Havet. Komfortable Hoteller findes ikke. Etretat har endnu kun to
saadanne Institutioner, der selvfolgelig ikke kan rumme meer end et
Minimum af de Besogende. Pluraliteten lejer sig en Lejlighed af den
Slags, hvor man jager Benene gjennem Sovekammervaeggen, naar man vil
straekke sig lige i Sengen. Opholde sig i den Slags Huler meer end hojst
nodvendigt, gjor man naturligvis ikke, og Kasinoet er og bliver derfor
eneste Tilflugtssted. Hvad enten man vil eller ej drives man ned til det
paa alle Tider af Dagen. Pariserne spiller Ecarte, en meget hoj
Ecarte--der tabes og vindes stundom Titusinder paa en enkelt
Haand--medens Pariserinderne spadserer op og ned ad Boulevardstumpen og
viser deres Toiletter, eller af og til gjor en Tour ned paa
Rullestensskraenten for at hente det ikke sjeldent frugtbart
forhaandenvaerende Stof til Railleri over, hvor gyseligt den eller den
tager sig ud i Vandet, og saa saetter sig i Skyggen under Kasinokafeens
Solsejl for at lade dette Smaarailleri udvikle sig til de forfaerdeligste
Historier om Veninder og Veninders Veninder. Englaenderne gaar omkring i
Jockeyjakke og har Spleen, mens Englaenderinderne derimod sorge for den
almindelige Morskab ved at praesentere sig i hvide Trikotkjoler med
hojrode Livbaand samt alenlange Sko og sorte Stromper.

Om Aftenen paatager Direktionen sig Underholdningen. Hveranden Aften er
der Komedie eller Koncert, hveranden Bal. Af og til kommer ganske vist
Kunstnere som Faure og Mounet-Sully og lader sig hore ved disse
Koncerter, men til daglig Brug er de hverken bedre eller daarligere end
Badestedsunderholdninger i Regelen, hvilket alligevel ikke afholder
Damerne fra at staa timevis i Queue for at erobre en Siddeplads i den
hede Sal. Til Dandsen er Tilstromningen ikke mindre. Tilsynet overholdes
saa strengt, at Damer, hvis Rygte er slet, ikke faaer Adgang, og det
horer folgelig endnu med til god Tone at indfinde sig ved disse landlige
Baller. De reglementerede tre Gange om Ugen vandrer hele Ungdommen--og
meget ofte ogsaa en stor Part af dem, man udenfor Frankrig vilde kalde
Alderdommen--hjem fra Kasinoballet ligesaa drivvaade, som de om
Formiddagen er komne op af Badet. Isaer paa Englaenderinderne er der ingen
stor Forskjel at se, da deres Bade- og deres Balkostume omtrent er ens.
Naar de moder paa Ballet, sidder kun deres Trikottrojer lidt mere stramt.

Alt det kan, som sagt, vaere ganske fornojeligt at se paa og vaere med til
nogle Dage. Men for Uger, ikke at tale om Maaneder, turde det haende, at
Adskillige vilde finde det lovlig monotont. Havet ved Normandiets Kyst er
ganske vist stort og imponerende, men det er ofte trist og melankolsk som
Normandiets Himmel. Luften skal vaere styrkende, siger man, men Alverden
gaar dog omkring og klager over Vejret; paa Skjaergaardsklipperne voxer
der hverken Blomster eller Blade, og de lange, gronne Bakkeskraaninger
ender med at blive ensformige, naar man gaar og kiger paa dem Dag ud, Dag
ind. Man skal tage til Etretat som Turist for nogle Dage. Saa morer man
sig kosteligt over at se "tout Paris" gaa og tumle om mellem Rullesten
paa Kysten. Men naar man har plukket Buketten af dette Kuriosum, saa skal
man flyve afsted igjen. Boulevardstumpen foran Kasinoet er for lille til
aldrig at blive kjedelig, men for meget Boulevard alligevel, til at man
kan bilde sig ind, at man er i Naturen.

Nationalfesten.

Siden Verdensudstillingen 1878 har det republikanske Frankrig hvert Aar
ved Midsommertid sin store nationale Festdag svarende til, hvad
Napoleonsdagen var under Kejserdommet. Et helt Aarti omtrent havde Paris
baaret Sorg efter Krigen og afholdt sig fra alle offentlige Forlystelser.
Men saa kom den stolte 1ste Maj, da Kaempevaerket paa Marsmarken stod
faerdigt og aabnede sine Porte for de Fremmede, der strommede til fra alle
Jordens Egne. Fredens Gjerning havde laeget Krigens Saar. Paris var atter
sig selv: Verdens beundrede, lokkende Metropol, Mekkastaden for
Turisternes Pilgrimsfarter og Maalet for alle de Hjemmeblivendes Laengsler
og Dromme. Den Dag blev Sorgen lagt i Frankrigs Hovedstad og over hele
Landet. Festens Faner kom frem igjen og pyntede den mylrende By,
Marseillaisens Toner foer tusindstetnmigt jublende, elektriserende
gjennem alle Gader. Den 30te Juni fulgte efter, Nationernes Fest,
Verdensdronningens Gallaceremoni for de Hundrede-Tusinder, der havde
samlet sig til Turneringen ved hendes gjenfodte Hof. Siden den Tid fejrer
den franske Republik hvert Aar sin Fodselsdag. Den har valgt dertil den
14de Juli, Aarsdagen for Stormen paa Bastillen, Indvielsesdagen for den
store Revolution, hvis Arv den har taget, og hvis Gjerning den
fortsaetter.

Denne nationale Fest holdes over hele Landet, i enhver Provindsstad og
hver Landsbyflaekke, men hvor store Anstrengelser man end gjor sig
allevegne, bliver det dog, selv Alt tilsammentaget, Ingenting mod Paris's
Fest. Pariserne har en Evne til at kunne arrangere Fester som intet andet
Folkefaerd i hele Verden. Ingen anden By er en saa vidunderlig hurtig.
Leder for Stemningens Elektricitet som Paris, ingen anden udstyret med
dens Midler til at kunne pynte sig i Fest, ingen anden Befolkning forst
og fremmest begavet med det samme Sind som Pariserne til at kunne vaelte
alt Muligt af sig og fornoje sig som Born i uskyldig, overstrommende
Glaede. Disse Egenskaber maa ved enhver ny Lejlighed fore til nye,
storartede Manifestationer; de vil blive ved at gjore det, hvor gammel
end Nationalfesten bliver.

[Illustration: Lygter haenges op.]

En hel Uge allerede forinden den fjortende begyndes der baade af de
offentlige Myndigheder, og af Private paa Stadens Udsmykning. Overalt
tomrer og hamrer man, haenger Lygter op, bygger AEreporte, rejser
Mastetraeer, pynter Huse og kjober Flag forst og fremmest. Trikolorhavet
voxer og voxer, indtil Byen til Slutning formelig er druknet under det.
Pariserne flager ikke, som man gjor det i mindre extravagante nordlige
Egne af Verden. De haenger Faner ud af hvert eneste Vindue i hvert eneste
Hus, de pynter Facaderne med taetsammenpakkede Emblemer af dem, de spaender
dem som Theatersoffitter tvaers over Gaderne fra Tag til Tag, der haever
sig ved hvert tyvende Skridt kolossale Master, hvorfra Faner vajer i
Snesevis. Selv den fattigste Arbejder i Belleville stikker sit Flag ud;
de store Nouveaute-magasiner saelger dem for et Par Francs Stykket, og det
er der i Paris Ingen, som ikke har Raad at betale for at kunne vaere med
til at fejre Nationalfesten. Men for Parisernes extatiske Begejstring er
ikke engang dette Flaghav nok. Butikernes Vinduer udstiller slet ikke
Andet end trikolorfarvede Salgsgjenstande. Det kjobende Publikum svaelger
i trikolore Kjoler, trikolore Damehatte og Herrekaskjetter, trikolore
Stromper og trikolore Halstorklaeder, trikolore Vifter og Lommetorklaeder
og Dukker for Born; alt Muligt, hvad der saelges, maa, naar
Nationalfestdagen naermer sig, vaere trefarvet, selv Herrernes Seler og
Damernes Korsetter. Man er ikke nogen god Borger, naar man ikke er
trefarvet indvendig saavel som udvendig. Ikke engang Heste og Vogne gjor
en Undtagelse fra Regelen; de stakkels Dyr farer afsted med hele Hovedet
druknet i diminutive Flag, og der er ikke en Omnibus, uden at der vajer
mindst fire Nationalbannere fra dens fire Hjorner. Nogle Droschkeejere
maler selve Vognene blaa, hvide og rode, pynter Kudskene med trefarvet
Liberi og anskaffer sig trefarvede Daekkener til Hestene. Samtidig er
Gaderne overspaendte med et saadant Vaev af Guirlander og Blomster, at man
i de snevre af dem slet ikke kan se Himmelen. Det er netop dem, der i
Regelen er de rigest pyntede, og Alt, Tage, Mure og Vinduer, er da
forsvundet under Lov og Farver, ja selv Trappegange og Gaarde pynter man
med trikolore Papirsstrimler og med hojst primitive trikolore
Vaabenskjolde. Er der et Rum paa ti Kvadratalen, hvor der ingen Flag og
ingen Dekorationer findes, bliver Folk staaende stille og sporger
hinanden, hvad der kan vaere i Vejen. Selv Saelgekonernes Frugt- og
Legumevogne maa holde Nationalfest, hvis de ikke vil tabe de gode
Republikanere, de har til Kunder. Paa alle Damelivstykker og i alle
Herreknaphuller seer man "la fleur nationale". Arbejderne anskaffer sig
trikolore Laerredshuer, og Damerne anbringer trefarvede Fjer i deres
Hatte; Bornene gjor man trefarvede fra Top til Taa.

Og saa oprinder da selve den 14de Juli. Paris er underlig paa en saadan
Dag. Den skifter lige fra Morgenstunden Karakter, saa at man ikke kan
kjende den igjen. Det saedvanlige Liv er borte og erstattet af et helt
nyt. Paa de andre Helligdage, selv paa de store af dem, gaar Handel og
Faerdsel sin vante Gang. Forst henad Aften, naar Forstaedernes Beboere gjor
deres Spadseretur ned paa de store Boulevarder, kommer der lidt af
Sondagspraeget over Byen. Men paa Nationalfesten er det anderledes.
Hvorsomhelst og paa hvilkensomhelst Tid af Dagen man saetter sin Fod i
Gaderne, maerker man, at der er noget Aparte over Staden. Der er forst og
fremmest en ganske ejendommelig Fred. Alle Butikker uden Undtagelse er
lukkede, de store offentlige Haller, hvor man flere Dage i Forvejen har
gjort endnu mere omfattende Forberedelser til Festen end alle andre
Steder, de er nu rommede for deres Boder og forvandlede til vaeldige,
guirlandebehaengte Sale, hvor om Eftermiddagen Dandsen skal tage sin
Begyndelse. Der arbejdes ikke paa noget Vaerksted, selv Posten standser
sin Virksomhed fra Klokken elleve om Formiddagen. Efter den Tid tommes
der ingen Brevkasser og uddeles ingen Breve; Postbudene drager i store
Klynger med hinanden under Armen gjennem Byen og synger Marseillaisen,
yderlig fornojede over Fridagen, den eneste, de har Aaret rundt. Den
rastlose, travle Tummel er borte. Folk driver ganske langsomt,
skikkelige, sondagspyntede Grupper med en Mylr af Born, og de standser
hvert Ojeblik for at kige paa Flagpynten og Transparentbillederne, der
skal illumineres om Aftenen. Af og til flokker man sig sammen midt paa
Gaden. En af de tallose Foreninger for Instrumentalmusik har stillet sig
op der omkring et Stativ, der baerer et trikolordrapperet Republikhoved
med frygisk Hue og flankeres af Foreningens medaillebehaengte Faner. Man
opforer Koncert, og unge begejstrede Maend holder Taler til Forsamlingen
mellem Numrene. Pludselig bliver en lille Pige, klaedt paa som
Frihedsgudinde, loftet op over Massen, og man raaber Vivat for hende. Men
over det Altsammen, selv midt i Tummelen, er der den samme fredelige
Sondagshojtidelighed, en absolut Fornemmelse af, at man er ude i den
dejlige Sommersol for at hvile sig efter Hverdagsslid og for at have det
hyggeligt og rart. Pariserne er ganske overordentlig elskvaerdige paa
denne Dag. Man ler til hinanden og vexler smaa gemytlige Bemaerkninger med
hinanden i Forbigaaende, som om man var gode Venner, der modtes, man gaar
omkring med en underkuet Trang til at sladre og til at vaere forekommende,
og man griber med Begjaerlighed den mindste Lejlighed, ved hvilken den kan
give sig Luft. Man gaar saa vidt, at man rommer sin Plads for hinanden i
Queuen ved Omnibusser og Sporvogne, og det vil sige Meget.

[Illustration: Forberedelse til Nationalfesten i Hullerne.]

Thi henimod Ellevetiden skal hele Paris afsted ud ad Longchamps til, hvor
den store Revue finder Sted om Eftermiddagen Klokken to i Overvaerelse af
Republikkens Praesident og med de officielle Tribuner fyldte af alle de
Notabiliteter, som Byen har kunnet holde tilbage efter _grand prix_. Det
er, i hvert Fald for Damernes Vedkommende, ikke overdrevent mange. Der er
uhyre sparsomt med Toiletter derude, Revuen er Longchampsslettens store
populaere Fest. Men den er ogsaa populaer tilgavns. Den Part af Paris's
Befolkning, som paa denne Dag undtagelsesvis kommer paa Farten, er den
tarvelige Verden, som ellers hele Aaret rundt sidder flittig, hjemme ved
Arbejdet, og den er altid ellevild af Begejstring over at se sine
Soldater. Paa selve Revuesletten gjor den ikke synderlig Spektakel; den
staar taalmodig og lader sig stege af Solen, medens de tyve, tredive
tusinde Mand defilerer, og bryder kun engang imellem ud i et paent,
anstaendigt Hyldesttilraab, naar en for dens Hjerte aldeles uimodstaaelig
Deling drager forbi: Saint-Cyreleverne, Pompiererne eller et saadant
Korps. Men paa de smaa Kafeer i Suresnes, Saint Cloud og deromkring, hvor
Soldaterne traekker over, naar de har defileret forbi Praesidenttribunen,
der giver man til Gjengjaeld det glade Humor saa meget mere overgivent
frit Lob. Parisermylren og Pariserlystigheden er i disse Timer derovre
paa den anden Side Boulogneskoven.

Byens store Hovedaarer bliver tommere og tommere, jo laengere man kommer
ud paa Eftermiddagen. Den Part af Befolkningen, der ikke er i
Boulogneskoven, klynger sig sammen paa Pladser og Squarer, hvor
Orpheons-Foreningerne giver Koncert, eller i asfaltbelagte, stille
Sidegader, hvor Kvadrillerne har taget deres Begyndelse allerede
umiddelbart efter Frokost. Vandrer man ved Middagstid ned over de store
Boulevarder, vil man knap tro, at det er dem. De ligger endelose foran
En, fejede rene for al den brogede Faerdsel, som ellers tumler afsted over
dem. Der er ikke en Vogn at se, saa langt Ojet kan naa. Efter Klokken sex
er al Kjorsel i Gaderne forbudt, og Kudskene har sorget for at tage sig
saa godt betalte om Formiddagen, at de ikke finder nogen Gene ved at
holde sig Ordren efterrettelig. I de til Boulevarderne stodende Sidegader
drager man sig med aegte Pariserhumor og i aegte Feststemning den sjeldne
Lejlighed til Indtaegt og flytter Middagsbordet midt ud paa Gadeasfalten.
Der sidder hele Familien under aaben Himmel og krydrer Festmaaltidet med
en Tilgift af frisk Aftenkolighed, og en Haerskare af smaa italienske,
guitarspillende og dandsende Piger leverer for et Par Sous Underholdning
dertil. Ingen bliver staaende og seer paa det, som man vilde gjore
andetsteds; den Slags Indfald forekommer Folk i Paris at vaere en ganske
naturlig Ting.

Befinder man sig imidlertid et Sted paa Boulevarden, hvor man netop ikke
kan kige ind til en saadan Pariseridyl, kan man let komme paa
besynderlige Tanker. Foran En ligger den lange, ode, graa Vej, allevegne
omkring seer man Faner og patriotiske Symboler, paa Afstand horer man
Trommehvirvler, underlige uharmoniske Horntoner og en uafbrudt Knalden og
Plaffen. Det er som et Bombardement; saadan, kommer man uvilkaarlig til
at taenke sig, maa Paris have set ud under Belejringen. Og dette
Bombardementsindtryk forstaerkes kun, naar man drejer ind i en af de
Gader, der forer bort fra Centrum. Politipraefekten udsteder stadig
Plakater, ifolge hvilke den saa yndede Afbraending af smaa Spraengbomber og
andre Fyrvaerkerisager horer til de ikke engang for et Folk, der morer
sig, tilladte Adspredelser. Men Pariserne anerkjender paa Nationalfesten
Ingenting som forbudt og bryder sig ikke om Politiet. Dette er paa sin
Side saa fornuftigt midlertidig at suspendere sine Forretninger og holde
Ferie ligesom Postbudene. Kun ganske umaadelig sjaeldent seer man en
enkelt Betjent i Gaderne, og er han der, er han ikke i Funktion. Det er
blevet slaaet fast som Regel ved den parisiske Nationalfest, at
Befolkningen selv agerer Politi, og hidtil har det ikke vaeret forbundet
med Ulemper. Da nu Befolkningen ikke har Noget mod Spraengbomber,
tvertimod, saa faaer de Lov til at rase saa galt de vil, og det er
undertiden ganske forfaerdelig galt. Efterhaanden som man kommer op mod de
ydre Boulevarder, op til Arbejderkvartererne, hvor Aftenfesten bestandig
har sin mest stojende og overgivne Karakter, blaendes og doves man
fuldstaendig af disse Raketter, Sole, Svaermere og Bomber, der farer ud fra
hvert Vindue og hver Gadedor med Tilbehor af Artillerisalver. Her er der
alt Andet end ode. Menneskeflokken mylrer som Myrer afsted midt i
Ildregnen. Hvergang det plaffer og sprutter, hviner Folk himmelhojt af
Fornojelse. Faaer de Fyrvaerkeriet i Ansigtet selv, bliver de jo nok
yderlig fortornede et Ojeblik og farer med vaeldige Eder over mod den, der
har braendt det af, som skulde det gaa paa Livet los. Men det varer kun et
halvt Minut. Naar han paent har afgivet sin Undskyldning og erklaeret, at
han ikke har gjort det med Villie, forsvinder Vreden igjen ligesaa
hurtigt, som den kom. Godmodigheden ligger paa Bunden her som overalt paa
den glade Nationalfestdag.

Hele Staden over begynder ved Morkets Frembrud Illuminationshavet at
sende sine Stromme ud i alle Retninger. Det breder og breder sig,
gigantisk som Paris selv. Der er ikke den fjerneste Krog af Kaempebyen,
hvor det ikke naaer hen, selv det milevide Terraen paa den anden Side
Faestningsvaerkerne, over hvilket Paris spreder sine yderste Forposter,
selv det har sin Part af Aftenens Feeventyrs-Fest. Men paa enkelte Steder
koncentrerer Anstrengelserne sig. Snart er der over de store Boulevarder
mellem Mastetraeer, der folger efter hinanden for hver tredie Lygtepael,
trukket praegtige Gaskroner, fem i hver Raekke, snart er det en af de
offentlige Pladser, hvor en ny Statue afslores i Tusind-og-en-Nats-Glands
af elektrisk Lys og bengalske Blus og trefarvede Illuminationsguirlander,
slyngede mellem hinanden saa taet som Lianer, snart atter er det Boulogne-
eller Vincennesskoven, der er valgt til Festens Centrum. Inde i Krattet
haenger Tusinder af rode Papirslanterner og tager sig ud, som om Buskene
bar store, forunderlige, fosforiserende Frugter, paa Soerne vrimler det
af Smaafartojer, overhaengte med kinesiske Balloner, Raketternes og de
farvede Fyrvaerkeribombers uophorligt dryssende Regn falder som Myriader
af Stjerneskud ned over Vandet, og det elektriske Lys, der straaler ud
allevegne inde fra Traeernes Tykning, laegger sit dagklare, fantastiske
Skjaer over det Hele og fuldender Illusionen af, at man vandrer i en
fortryllet Skov. Gjennem hele Avenue de Champs-Elyssees er der mellem
Traeerne trukket dobbelte Raekker af Gasguirlander med maelkefarvede Kupler,
og de samme hvide, skinnende Perlesnorsrader fortsaetter sig som et Net ud
over den umaadelige Concordeplads og oversvommer den med Lys, mens
farvede elektriske Blus kaster deres magiske Skjaer ind i Fontaenerne paa
begge Sider af Obelisken. Tuilerianlaeget er blevet en Aladdinshave med
store, straalende koulorte Frugter paa alle Traeerne, Kirkernes Spir rager
op som flammende Kaempefakler, om alle de offentlige Bygningers
arkitektoniske Linier slynger Gasguirandolerne sig og forvandler dem til
Fepaladser i Lueforgyldning. Vidunderligt er der ved Seinen. Saa langt
man kan se, spaender Broerne sig over Vandet snart i gylden
Gasillumination, snart i hemmelighedsfuld daempet Taageglands af rode
orientalske Lygter, paa Floden selv glider de smaa Dampere saa taet
behaengte med Illuminationspynt, som var de byggede kun af farvede
Balloner, og Flammestraalerne fra Palaierne paa Quaien spejler sig i det
morke Vand som tusindslynget Guldfiligran. Overalt er Paris druknet i Lys
og Flammer, allevegne krydses den morkblaa Nathimmel af Raketter fra de
sex Kaempefyrvaerkerier, som Municipalraadet i Aftenens Lob lader afbraende
fra hojtliggende Punkter af Byen.

Ejendommeligst og mest parisisk er dog, hvad Smaaborgerne praesterer i de
snevre Handelsgader i Midten af Byen og ude ad Forstaederne til. Paa begge
Sider langs Fortouget er der bygget Espalier af ganske smaa farvede
Glaslygter, fojede sammen i trikolort Arrangement til en lang,
lovganglignende Allee af Portal ved Portal, lukket for begge Ender med
store Soldekorationer i samme brogede Lygtebygning. Eller ogsaa er der
paa selve Husenes Facade haengt kulorte Papirslanterner op, der daekker
hver eneste Mursten, saa det seer ud, som hele Huset var bygget af dem.
Ud fra Taget skyder der samtidig lange Staenger, som baerer Buketter af
illuminerede Papirsblomster, de haenger paa Snore over Gaden, og de gloder
som store St. Hansorme i Laurbaerbuskene, hvormed man til Overflod har
fyldt Fortouget. Uafbrudt stormer Skarer af marseillaisesyngende Maend og
Kvinder med Lanterner i Form af kaempemaessige Konvolveler afsted gjennem
disse Gader, rode og blaa bengalske Blus kaster deres fantastiske Skjaer
over Mandfolkenes frygiske Huer og over Fruentimmernes store, trefarvede
Kokarder paa Haaret, Svaermerne, der sendes ud fra Husenes Vinduer,
drysser deres Ildgnister som Konfettiregn ned over Maengden. Nu maerker
man, at Pariserne er i Paris igjen. Alle de to Millioner er paa Farten,
og Masser af overfyldte Jernbanetog har i de sidste otte og fyrretyve
Timer bragt en lille en til i Reserve ind til den festpyntede,
festdrukne, fristende, forunderlige Hovedstad. Fra Ende til anden er den
en tumlende, overgiven, uendelig Markedsplads. Alle Torve er blevne til
Dandsesale, alle Fortouge udenfor Kafeerne til Vauxhalshaver med
mylrende, lystige Gilder. Langs de ydre Boulevarder, fra Place du trone
hele Kredsen rundt lige til Batignolles, paa den venstre Seinebreds
Boulevarder, ja selv midt inde i den fine By, paa Theatre-francais- og
Borspladsen holder man _fete foraine_. Hvor den er karakteristisk for
Pariserne! De morer sig med Ingenting. Den blotte Bevidsthed om, at det
er Fest, gaar dem til Hovedet og beruser dem med Jubel. Deres
Yndlingsfornojelse er Karusellerne. Der er en for hvert tiende Skridt
over hele _fete foraine_-Baeltet, og man staar i Queue ved dem allesammen
for at komme op paa Trae-Bucefalerne. Ojnene straaler, man leer og hviner
af Glaede, mens man straekker Brystet frem og stikker efter Ringen, og mens
Udraaberne hyler de fingerede Stationers Navn, som man farer forbi. Der
er en vittig Kronikor, som engang har sagt, at hvis han blev Regering i
Frankrig, vilde han begynde med at udstede et Dekret, lydende paa, at
Karusselhestene skulde vaere i permanent Rotation paa alle Pladser og
Squarer. Naar det var gjort, kunde han rolig laegge Haenderne i Skjodet.
Intet Opror vilde nogensinde banke paa hans Dor, thi de nationale
Lirekasser vilde standse Insurgenterne, og de nationale Karusselheste
vilde vide at dreje Opinionen til hans Fordel. Ved Siden af Karussellerne
er der Barakker med hele Theatre, hvor man opforer store patriotiske
Skuespil i mange Tableauer. Der er et af dem, "Bornene fra 93", som
stadig gjor stormende Succes. Jeg har kun set de sidste Tableauer, men de
er magelose. Saavidt jeg kunde skjonne, hang Stykket ikke sammen, men
fremstillede i skjonsom Afvexling Billeder af den store Revolutions
Historie. Det ene var en Scene mellem en hel Bunke Osterrigere og en
fransk Soldat. Osterrigerne vilde have ham til at forraade hans Generals
Planer, og da han ikke vilde det, skulde han skydes. Men Franskmanden jog
dem under Tilskuernes Jubel paa Flugt allesammen med et Gevaer i den ene
Haand og en Feltkjedel i den anden. Saa kom der et ganske lille Tableau,
hvor et Barn laa paa Dodslejet; det var dod, forklaredes der, fordi dets
Moder ikke havde villet raabe "Leve Republikken". Og endelig endte den
hele Komedie med et Tableau i bengalsk Belysning, hvor Osterrigerne og
Franskmanden og den antirepublikanske Moder og det dode Barn allesammen
stod og viftede med Palmegrene op til en Republikstatue med frygisk Hue
paa Hovedet. Da det var forbi, fik Osterrigerne og Franskmanden Trommer
om Livet og stillede sig op udenfor Theatret og raabte ind til en ny
Forestilling.... Hvor man kommer hen, doves Orerne af saadanne Svadaer,
for hvert Skridt maa man standse og hore paa disse uforlignelige
oratoriske Virtuosstykker af Udraabere til Menagerier og Marionettheatre
og elektriske Fruentimmer og Fiskemaend og Kaempekvinder og Somnambuler, af
Markskrigere, der faaer et nyt Tandpulver til at blive en
verdensomvaeltende Opfindelse, eller af Kroupierer i Skjorteaermer, der
byder ind til Spil, ved hvilke Ingen kan tabe og Alverden vinde Formuer.
Grupperne flokker sig, man traenges og ler og siger Vittigheder. Og stadig
farer der Spraengbomber ind, hvor Mylren er taettest, og syngende og
trommende og trompetende Processioner drager forbi med kulorte Lygter paa
Hattene. Skjaenkevaerterne stiller hele Fade med Vin ud paa Gaden og lader
dem stromme for hvem der vil drikke, Spaekhokeren ved Siden af vil ikke
staa tilbage og kaster trefarvede AEg i Grams til hvem der vil gribe.
Paris holder Fest! Tre Millioner Mennesker tumler mellem hinanden med
Folelsen af, at idag er Alting tilladt, idag maa man vende Verden paa den
anden Ende, om man har Lyst. Man hviner og jubler og jodler, men man gjor
ikke en Kat Fortraed. Hele Natten igjennem er Byen i Delirium. Men naar
Morgenen kommer, er der Ingenting sket alligevel, som den Besindigste
kunde onske usket. Beruset af Fanehavets Farver og af Illuminationens
Glands i deres straalende, vidunderlige Fester har Pariserne moret sig og
vaeret, hvad de er, naar de morer sig, hvad de er inderst inde paa Bunden
af deres Natur: store, godmodige, elskvaerdige Born.

Sommer-Sondage ved Paris,

Udenfor Faestningsvaerkerne, i et Baelte, der snevrer sig ind hist og her,
men vider sig ud paa andre Kanter til flere Miles Brede, straekker sig
rundt om hele Paris et Overgangsdistrikt mellem Land og By, som Pariserne
kalder _La banlieue_. Det har Landets friske Luft og gronne Sommerpynt,
men det har den bymaessig arrangeret mellem Boulevarder og Alleer med
Navnebraedt paa Hjornerne, Sporvognsskinner og Gaslygter. Det er Omegnen,
der i Tidens Lob er bleven inkorporeret af selve Staden. De forhenvaerende
Smaalandsbyer er blevne til Arbejderforstaeder, Markerne mellem dem
stykkede ud til Byggegrunde, paa hvilke der har rejst sig Landsted ved
Siden af Landsted, forbundne ved Haver og Parker til et stort,
sammenhaengende Villakvarter, et solbadet, farvebroget Sommerparis udenom
den graa Kaempeby.

Her er Pariserens forjaettede Land. Et Hus og en Have i Banlieuen er
Endemaalet for al hans Straeben, den lokkende Belonning for et Livs Slid,
Lykken saa stor, som han kjender den.

For at naa den arbejder og arbejder han og paalaegger sig alle Savn. Selv
efterat hans Bedrift har gjort ham til en velstaaende Mand, lever han i
et Hul uden Luft og Lys, under sig ingen Luxus og ingen Hvile. Saalaenge
"Renten" ikke er tjent indtil den sidste Hvid, er han i Arbejdsdragt fra
Morgen til Aften. Men kommer saa endelig den store Dag, da han har Summen
fuld og rund, siges der ogsaa for bestandig Farvel til Butik og Vaerksted.
Han kjober sit "Terrain" og drager med Kone og Born til Banlieuens
Kanaan. Hans AErgjerrigheds Higen kan have stilet hojere eller lavere, alt
efter den Klasse af Samfundet, han horer til, men i Kubikmetre kan den
altid maales.

Denne Kolonisation af en stille, vegeterende Menneskerace, for hvem
Livets Uro er endt, som hygger sine Haver og poder sine Paeretraeer og
forresten lader Verden sejle sin egen So, den laegger over Banlieuebaeltet
en Grundstemning af stor Hvile og forunderlig Fred. Verdensstadsfeberen
gaar af En i det Samme man saetter sin Fod udenfor Paris's Porte, Luften i
de lange, ligesom slumrende Alleer er fyldt med noget Blodt, Bedovende,
en sind- og tankeberoligende Essens af Rentier-Velvaere. Heller ikke
Landliggerne gjor noget Skaar heri. De maa betale deres Sommerotium i en
mobleret Banlieuelejlighed saa dyrt, at de foler sig moralsk forpligtede
til at vegetere tilbunds. Men ved Siden af denne faste og fluktuerende
Befolkning er der de nomadiserende Gjaester, Sondagspublikumet, som kun
kommer for nogle Timer, og som kommer for at more sig, den lange Skare af
smaa Bestillingsmaend, som aldrig naaer op paa "Rentens" gronne Gren,
eller af smaa Haandvaerkere og Handlende i de unge Aar endnu, da Slidet
forst lige er begyndt. De er til daglig Brug bestandig ved deres
Gjerning, Uger, Maaneder igjennem uden Hvile. Det er en stor Vildfarelse,
naar man bilder sig ind, at Pariserne altid er paa Farten for at more
sig. Tvertimod, intet andet Folkefaerd er saa sparsommeligt med sine
Fornojelser som de. Kig ind i Portnerens Celle, Han er i Regelen
Haandvaerker ved Siden af, Skraedder, Skomager eller Sligt. Man finder ham
ved sit Arbejde fra Solen staar op, til han henad Midnat gaar i Seng for
at unde sig den Smule Sovn, han kan faa, naar han hvert Ojeblik skal
traekke i Snoren, som lukker Porten op for Natte-Efternolerne. Kig ind i
Blanchiseusens Stue. Hun holder ikke Kaffeselskab eller Faddersladder med
Naboerne; man vil Dag ud og Dag ind til et hvilketsomhelst Klokkeslet
finde hende uforanderligt paa samme Plet, ved sin Vaskebalje eller
Strygebraedt. Besog de smaa Butiker. Ejeren, hans Sonner og Dottre staar
ved Disken uafbrudt, og Ingen af dem forlader maaske Maaneder igjennem
deres Plads undtagen de Par Ojeblikke, da de skiftes til at gaa ind i
Vaerelset ved Siden af og sluge Maden i sig. Man har ingen
Helligdagsanordning, og man laver sig ingen selv. Hver Fridag, der tages,
bliver kjobt med Opoffrelse af Indtaegt, og den tages derfor kun sjelden.
Men river man sig endelig los engang og gjor et "_partie de campagne_",
saa skal det folgelig ogsaa vaere Fest tilgavns. Livslysten har sparet sig
op, mens den sad staenget inde saa laenge; den maa nu have Luft i en
Udladning, der kan forslaa.

Saa fyldes da Banlieuebaeltet i Folge med disse Landtours-Gjaester og til
deres Behov med en Rummel og Tummel uden Ende. Allevegne er der _fete
foraine, bal champetre_, Kavalkadeoptog, Rosenbrudskroninger, Regattaer,
en Invasion af Fornojelsesvirvar og Fornojelseslarm _a grand orchestre_.
Men underligt nok, den glider ind i den stille Banlieuestemning uden at
skurre; man er vant til Kontraster, man kommer fra deres eget souveraene
Kongerige, man vilde savne dem, hvis man ikke fandt dem igjen herude
under andre Former. Disse Kontraster er det just, der gjor Banlieuen saa
ejendommelig parisisk. Bestandig skifter Karakteren, det er en broget
Vexlen af Kaleidoskopbilleder, man bliver aldrig kjed af den.

Hovedstederne, hvortil der tures ud, har desuden i Regelen ogsaa hver sin
Specialitet. Versailles og Saint-Cloud har deres _grandes eaux_", de
vidtforgrenede Springvandssystemer, der horte med til Le Notres
Parkanlaeg, og som endnu paa bestemte Sommersondage sender deres taarnhoje
Straaler op over de store Plaener, paa hvilke i tusindfoldigt Mylr Grupper
af beundrende Smaaborgere har lejret sig. Bougival har sin _Bains-mixts_,
hvor de smaa Kokotter og Butiksdandyerne kopierer Trouville, sine
Illuminationsfester paa La Grenouillere-Oen og sine Kanotierballer.
Asnieres og Neuilly har deres store Sommermarkeder, der varer Maaneder i
Traek, Nanterre sine Pompier-Processioner, Suresnes sine Rosenbrude,
Sannois sin Molle, Maisons-Laffitte, Auteuil, Vesinet deres Vaeddelob. Man
har hundrede Steder for et at tage hen. _Petit Journal_ indeholder hver
Lordag en Fortegnelse paa flere Spalter over Punkter i Paris's Omegn,
hvor der den naeste Dag er Noget paa Faerde. Befordringen er saa overmaade
let. Fra den halve Snes Jernbanestationer, som Paris har, futter der Tog
afsted som Minutraketter i alle Retninger. Ved Enden af Avenue de
Villiers er der et Punkt, hvor man, naar man boer hojt tilvejrs, mellem
Levallois-Perret og Clichy har Udkig i Horisonten til en Stump af
Saint-Lazares og Nordbanens faelles Linie. Det er mine egne Vinduer, saa
jeg kan tale om det. Stumpen seer paa den lange Afstand ikke ud, som den
havde meer end en Snes Alens Brede, og der er dog ikke noget Sekund fra
Morgen til Aften, uden at mindst een graa Rogslange bugter sig hen over
den. Paa en halv Snes Minutter og for nogle faa Sous spreder disse Tog
hundrede Tusinder over Banlieuen, uden at der nogetsteds er Traengsel
eller Besvaer ved at komme med. Og ved Siden af dem er der saa ovenikjobet
baade Sporvognene, der gaar lige til Saint-Denis, Saint-Cloud og
Versailles, og endelig Mouch'erne paa Seinen ikke at forglemme, de kvikke
smaa Dampbaade-Omnibusser, en aegte parisisk Specialitet og det
fornojeligste Sommerbefordringsmiddel, der kan taenkes.

"_Du cote de la Seine_", er i de ni Tilfaelde af ti Maalet for
Landpartiet, Pariserne naerer en ganske umaadelig Kjaerlighed til Seinen;
deres Passion for den er naesten meer endnu, den er et Slags Kultus, de
tilbeder den, som Brahminerne tilbeder deres Ganges, Alene Ordet Seinen
faaer deres Hjerte til at vibrere.

[Illustration: Sommer Sondag i Saint Cloud]

Det er som Alt, hvad de elsker ved deres skjonne Land, ligger bundet i
dens Flodseng. At hans Stov maatte komme til at hvile "_sur les bords de
la Seine_" var den store Napoleons sidste Onske. "_Au milieu de ce peuple
francais_", fojer han til. Det er netop det: Seinen er Frankrigs Midte,
Frankrigs Sjael, Frankrig selv. Jeg veed en ung Mand, der laa syg Tusinder
af Mile fra Hjemmet. Han taeredes hen af en Sot, som Ingen kjendte, og som
Laegerne Intet kunde gjore ved. Saa sendte en Pariserinde ham en Flaske af
Seinens Vand, og han kom sig. Lad det saa nok saa mange Gange vaere
Afguderi, det er den Slags Afguderi, der udgjor Verdens Skjonhed.

Kun saalaenge de er ved Seinen, har Pariserne den Sindsligevaegt, der
saetter dem i Stand til rigtigt at nyde Landturen. Kommer de blot en Smule
bort fra den, bliver de strax nervose, ubehjaelpsomme, de foler sig
allerede halvvejs som i et fremmed Land, hvor de tager kejtet paa Alting.
Men med Seinen er de fortrolige; ved den morer de sig som i et Lag, hvor
man kun er mellem sig selv, hvor man er sikker paa Alt omkring sig, og
hvor man kan give sig helt hen. Der er nu det Gode ved det, at denne
deres Kjaerlighed til Floden bliver gjengjaeldt. Kan de ikke undvaere den,
saa kan den paa sin Side heller ikke rive sig los fra dem og deres By.
Den slynger og snor sig i Bugtning paa Bugtning frem og tilbage over det
hele Banlieuebaelte. Hvor man kommer hen, er den. Man har sluppet dens Lob
og troer, den fortsaetter det mod Nord; pludselig finder man den igjen i
den stik modsatte Retning. Man har fulgt den langs Boulogneskovens ene
Side, man gaar tvaers gjennem Skoven og traeffer den igjen paa den anden
Kant ogsaa. Den er som Byens Nisse, der titter op allevegne og leer til
En og siger, jeg flytter med. Den gjor En rent tummelumsk paa Banlieuens
Topografi. Selv Folk, der er barnefodte i Byen, kan ikke finde Rede i de
Bugtningers Labyrinth. De veed kun, at deres kjaere Flod er
allestedsnaervaerende. Men det er ogsaa Alt, hvad de forlanger at vide.

Valfarterne til dens Bredder begynder med den forste Foraarssondag i
April allerede, og Pilgrimsskarerne bliver stadig taettere og taettere, jo
mere Sommervarme Solen faaer. Der er Partier ved disse Bredder, der er
forunderligt skjonne. Vejen, som fra Meudonskoven folger Hojdedragets Kam
over Sevres og Saint-Cloud til Suresnes, giver ved hvert andet Skridt fra
store, traeoverskyggede Plaener aaben Udsigt over Floddalen. Mylren af
Villaslotte stikker deres fantastiske Arkitektur i Vejret og ligesom
klaeder Bakkeskraenterne i Fest. Pynter og Oer med gamle Traeer skyder sig
ind i Flodlobet og laver disse hemmelighedsfulde Kroge, hvor Fantasien
kan ane det Vidunderligste bag det lukkende Gronne; hele Terraenet vugger
sig milevidt bolgeformigt op og ned med leende Landskaber, hvor de smaa
Banlieuebyer ligger i brogede Kalejdoskopfigurer stroede ind mellem Lunde
og Parker, og hvor selve Millionstadens Virvar af Tage og Taarne danner
Baggrundsrammen. Allevegne er Billedet nyt, vexlende i Stemning, stort,
straalende, farvefuldt og sommerfornojet. Men det er ikke det alligevel,
der drager Pariserne til Landtour ved Seinen. De har ikke nogen saerlig
vakt Sands for Naturskjonheder. En af deres Kronikorer, der er mest
"parisien", har engang aerligt skriftet, at han var ude af Stand til at
forstaa nogensomhelst anden Landskabsromantik end den, han kunde tage i
Ojesyn fra et Kafebord med Marmorplade, _sous la tonnelle_, hvor han
bekvemt kunde straekke sine Fodder paa Asfaltgulv. Det bredere
Pariserpublikum er ikke absolut saa fordringsfuldt som han. Det kan noje
sig uden Marmorpladen og med Gruskies istedetfor Asfalten, men Kafebordet
og Lovtonnellen undvaerer det nodigt. Det klattrer op paa
Seineskraentshojderne, men det gjor den Tour af saa hurtigt som muligt.
Hvad det vil deroppe, er ikke Andet end forvisse sig om, at det kan se
Paris. En saadan Kigen paa sine egne Vinduer fra et Udsigtspunkt i
Omegnen horer med til et parisisk _partie de campagne_, som skal vaere
fuldt tilfredsstillende. Men naar Hjertet er blevet beroliget ved
Gjenkjendelsen af Triumfbuen, Trocadero og Invalidekuplen, saa har man
ogsaa fyldt sig med al den Naturskjonhed, man har Behov. Man stiger ned
til sin kjaere Seineflod igjen og helliger Dagen til Glaederne ved dens
Bredder. De Gamle lejer sig en Medestang og lover at skaffe "_la
friture_", til Middagen, et Lofte, hvorved de dog i Regelen tilskriver
sig selv mere og Fiskene mindre Klogt, end begge Parter viser sig at
besidde. De Unge dyrker Kanotiersporten, den Sommerfornojelse, der af
alle har hojest Kurs hos den jevnere parisiske Befolkning. Pluraliteten
er Medlemmer af en eller anden Kaproningsforening, og man moder
naturligvis saa i Kostume: Skjorte med broget Somandskrave eller
Laerredsfrakke med Guldankre, Laerredsbenklaeder med kulorte Striber ned
langs Sommen, hvide Gamascher og under alle Betingelser Kanotierhat, det
vil sige en stor, primitiv Straakaske, forsynet med saa formidabel Skygge
som muligt. Forst naar den er alenbred, gjor dens Ejermand rigtig Lykke.
Saaledes udstyret og med en Kjaereste eller idetmindste en "Veninde"
ombord, anbringer man sig i de lange, spidse Kaproningsbaade, der er helt
oversaaede med Flag. Hvor varmt end Solen braender, roer man under Hvin og
Jubel og Vittigheder omkap hele Dagen. Undertiden kaentrer Baaden, og det
hele Selskab dratter i Floden. Men det bryder man sig ikke om, saa er
Morskaben forst rigtig. Saa laegger man sig til Torring i Solskinnet paa
Bredden, slaas med Sand og Graes og Hatte, holder Flojtekoncert paa sine
Mirliton'er, raaber Vivat for de Andre, som flyver forbi, glemmer, at der
er en Verden, som er kjedelig og besvaerlig, og husker kun paa, at den Dag
idag er viet til Ungdom og Solskin og Alt, hvad man kan finde paa af
Piaseer. Bliver Humoret et Ojeblik en Smule mat, er man stadig ikke
laengere fra den lille, landlige Kafe, end at et Glas Absinth eller en
Flaske _petit bleu_ hurtigt kan saette det i Aande igjen. "Tonnellen" har
sit egentlige Hjem ved Seinebredden, og den trives og formerer sig der
med stadig voxende Frodighed.

Festens Glandspunkt er Middagen i disse vinlovomrankede Verandaer. I
selvmedbragte Madkurve og Graesplaener som Spiseborde seer Pariserne
undertiden en Nodvendighed, men aldrig nogen Poesi. De vil leve hojt,
naar de er paa Landtour, og de forlanger en Diner, som der er Stil i.
Flasker med Stov paa og i Kurv har Vorherre skabt for Poularder fra Mans,
og selv de ganske smaa Seinebredsrestaurationer skiller dem ikke ad. Men
den Slags Flasker--og en lille, stiliseret Middag under Tonnellen i det
Hele taget--har sjeldne Gaver til at saette Kronen paa, hvad en Dag i Sol
og Sommerluft har bygget op. Naar Markedsfestens Karusseller og
Udraabertrompeter--der er nemlig bestandig en Markedsfest i umiddelbar
Naerhed--ovenpaa Dosigheden i de lumreste Eftermiddagstimer atter henimod
Aften lader deres Musik skingre for fuldt Orkester, saa er ogsaa
Seinebredsgjaesterne tilstraekkelig animerede til med fuldtaabne Arme at
tage imod denne Musiks Invitation. Mirlitonflojten bliver sat i Aktivitet
af tusinde Struber, og under dens Akkompagnement marcherer man til
Festen. Dandseestrader, Forevisningstelte, Karusseller, Gynger,
Skydebaner og Somnambulevogne oversvommes af stojende Skarer. Larmen
stiger og stiger, kun de store Parktraeer staar stille og forbausede og
seer ned paa dette tumlende Virvar. Den hele Nat igjennem faaer de ikke
Ro til at slumre ind. Der er kun een Allieret, der kan komme dem til
Undsaetning og skaffe dem Ro: "Ouragan"'en, Tordenskyllen, der aabner
Himlens Sluser og jager Landtourpublikummet hjem og i Seng. Men den
forbarmer sig ikke saa sjeldent over de stakkels Traeer. Den horer naesten
uundgaaeligt med til en parisisk Sommersondag. Man er saa vant til at faa
den som Slutning paa Plaseren, at ingen nogenlunde forsigtig Familie gjor
sit _partie de campagne_, uden at hvert Medlem af Selskabet er forsynet
med Paraplui. Og selv Ouragan'en hjaelper saa med til Fornojelsen. Den
giver Festdagen en Ende med Eclat. Eclat er der tilgavns i en aegte
parisisk Sommerskylle. Det er ikke Regn, den kommer med, det er Vandfald,
Saa overgivent kaadt vaelter den sine Stromme ned over Stimen, der klumper
sig sammen og traekker til Jernbanestationen under eet sammenhaengende
Parapluitag, at det er umuligt at blive fornaermet over den. Man vaelger da
det Fornuftige, man morer sig, man leer himmelhojt over hinandens
Gjenvordigheder, og Landtouren slutter med et Virvar, et Spektakel, et
Humor uden Lige.

Saaledes seer Parisernes Sommerudflugter ud naesten allesammen. Skovtoure
kjender de saa at sige ikke. En Times Jernbanefart fra Byen har de
Fontainebleauskoven med dens aarhundredgamle Kaempeege, dens
vildtromantiske Klippeklofter, dens Soer og Vandfald, en af de storste og
en af de skjonneste Skove i Europa. Men den frister dem ikke. Forvilder
de sig en enkelt Gang derud, naaer de under alle Betingelser ikke laenger
end til Karussellerne ved Fronsardklofterne lige i Udkanten af den. Endog
Skoven ved Saint-Germain, der ikke ligger laengere fra Paris end Dyrehaven
fra Kjobenhavn, er saare sparsomt besogt. Gjennem dens praegtige Alleer
ruller Herskabsvogne i Maengde, men Folkeliv er der ikke. Man kan af og
til paa en af de aabne, med alenhojt Graes bevoxede Pletter traeffe et
Selskab, der holder Skovtour paa nordisk Vis med Madkurv og selve Jorden
til Bord, eller inde i Skovtykningen, paa Skraenten ved en lille Baek,
nogle Grupper unge Folk, der giver Fuglesangen Akkompagnement. Men man
kan saa ogsaa vaere sikker paa, at de Forste er meer eller mindre
beslaegtede med den adstadigere gifte Kunstnerverden, og at de Sidste for
hojst en Uge siden er indtraadte i den lykkelige Livsperiode, da de
synger med Digteren:

Rien ne rime comme deux levres,
    Les plus doux vers sont les
baisers.

Foruden Seinebredderne er der kun ganske enkelte Steder, der er virkeligt
_en vogue_. Det mest populaere er Sceaux. Der er her ingen Flod, men der
er "Robinson". Sceaux's Robinson har en umaadelig hoj Stjerne saavel hos
Pariser-Bourgeois'en som forst og fremmest hos den parisiske Student og
"Studentinde". I hvilket Slaegtskabsforhold Stedet staar til Eneboeren paa
den ode O melder Historien Ingenting om. Hans Portraet i Legemsstorrelse
findes over Indgangen til Bevaertningshaven, Lysthusene er anbragte i
Traeerne og daekkede med spidsbuede brune Straatag af den Slags, som man
seer paa Billederne i Campes Bog. Parisernes Fantasi har ikke Mere behov,
Barndomsminderne tager dem strax fangen, og de morer sig som Born i disse
Lysthuse. Enkelte af dem har man endogsaa bygget helt i Toppen af gamle
halvhundrede Fod hoje Traeer. En lang Vindeltrappe slynger sig op om
Stammen, og overst oppe i Kronen, med Udsigt lige til Paris, staar da
Bordet, om hvilket et Selskab paa en halv Snes Personer kan spise til
Middag. Maden hejses op i Kurve, Bestillingerne gjores gjennem Raaber,
det er hojst originalt. Vaerten er bleven Millionaer ved det Indfald, og
den lille Banlieueby et Sondagsvalfartssted af de allermest besogte. Den
har sin egen Jernbane, en uhyre kurios diminutiv en, der snoer sig som en
Snog ind mellem Hegn og Haver, lober rundt om Blomsterbede og bider sig
selv i Halen. Den har ogsaa sin egen Sport, Sondagsrytteriet paa Heste og
AEsler. Det er ikke de aedleste Exemplarer eller de mest rapfodede Gangere.
Men Ungdommen paa Ryggen af dem elektriserer. I den vildeste Galop gaar
det afsted gjennem Skoven; En bliver liggende i Grofterne derude, hver
anden Amazone kommer hjem uden Hat, med vildt flagrende Haar og
sonderreven Kjole. Men hvad gjor det! Det loste Haar klaeder godt, og til
en ny Kjole bliver der sagtens Raad, for man skal i Skoven naeste Gang. En
skummende Tisane i Robinsonteltet kjoler de hede Kinder, men holder
Temperaturen i det hede Blod. Fra Traetoppen seer man Solen laegge
Aftenglands over Skoven, og naar Skyggerne stiger, vandrer man ned og
plukker Roser og Kys i Haven underneden. Men mest det sidste; det er den
Slags Romantik, som Pariserne bedst forstaar.

Det eneste Sommerudflugtssted, som lokker ved ren Romantik, er Enghien.
Men det har derfor ogsaa sit Publikum i en Sfaere, der ligger over de
populaere Lag. Bredderne af dets fortryllende So er krandsede med Villaer,
hvis Ejere er store Financierer, som taeller Rentekapitalen i Millioner,
og Sondagsgjaesterne paa denne So holder ikke deres Indtog til Musik af
Mirliton'er og Kanotierhurlumhej. De glider sagte omkring mellem de
sejlende Svaner, mellem Aakandekrat og drommende Blomsteroer. Fra en
stille Krog, hvor Haengepilen bygger Lovkuppel over Sospejlet, kaster de
Fiskesnoren ud i det gronne Vand, eller de vugger sig, naar Solen daler
ned bag Montmorencys Hoje ud paa et Taeppe af Purpur og Guld og driver og
drommer og synger Serenader omkap med Sangerne derinde i Villaernes
Fehaver. Det er et douce Publikum, som man i Parisertraengselen ellers kun
seer lidt til, vaesentlig rekruteret fra den Part af _le monde_, som
hverken har _le grand monde's_ Praesentationsmidler eller
Praesentationstrang, Embedsmaend med unge Dottre uden Toiletter og uden
Sminke, beskedne Artister, Folk, der lufter sig ud fra Studerestuer og
Bibliotheker. Hele Dagen igjennem har Enghien kun grumme lidt af
Banlieuekarakteren. Men naar Aftenen kommer, stikker den Hovedet frem.
Der er ingen Karusseller, men der er _Jardin des roses_ med dens
Spillekottage, dens Sommertheater, dens Promenadekoncerter og dens
Kokotter. Det er Seinebredsmorskaben om igjen, blot i en lidt finere og
en lidt mindre morsom Forklaedning. Vil man til ren Natur, skal man ud
over det milebrede Sommerparis. Saa langt Banlieuen naaer, slaeber
Pariserne Verdensvirvarret med sig. Men paa den anden Side Banlieuen
kommer hverken det eller de selv. Der, ved Fontainebleau, ved Chantilly,
ved Compiegne, hvor man vil, ligger de store Skove og hyller sig i
uberort, jomfruelig Ensomhed. Der er der Naturfred og Naturstilhed saa
meget man lyster.

[Illustration: Ved Seinebredden.]

[Illustration: Jean Aicard laeser "Othello" hojt hos Mme Adam.]




PARISERE EN EVIDENCE.


Mme. Adam's Salon.

Parisersalonerne har gjennem Aarhundreder spillet en uhyre Rolle. Fra
Hotel Rambouillets Tid hele det gamle Kongedomme til Ende var disse smaa
toneangivende Selskabscentrer i Virkeligheden Frankrigs Hjerte. Der
dirigeredes med souveraen Magtfuldkommenhed Smag og Mode, der dikteredes
Moralens Love, der styredes endogsaa med fine, umaerkelige Drejninger
Politikens Ror. Revolutionen mejede Hovedet af dem som af alt
aristokratisk Konspirationsvaesen. Men de kom igjen med Kejserdommet.
Naaede de end aldrig under dette helt op til gammel Glands og Herlighed,
saa var de dog paa gode Veje til det, da den tredie Republik pludselig
holdt sit Indtog og atter vendte op og ned paa det bestaaende Samfund.
Med den gamle Tingenes Orden forsvandt de gamle Saloner. Nye i deres
Billeder er der ikke dukket op i det moderne Frankrig. Hvis der
nogensinde vil gjore det, vil det i hvert Fald vare en Stund endnu.
Salonens forste Livsbetingelse er en Slaegt af Patriciere. Det har Paris i
vore Dage ikke. Det har kun Millionens Aristokrati, og det kan pynte sig
op saa straalende det vil, det bliver aldrig Andet end Plebejere
alligevel.

Forsaavidt de gamle Adelsslaegter virkelig existerer laenger--man horer saa
lidt til dem, at man har Grund til at tvivle derom --er det i hvert Fald
saa godt, som om de ikke existerede. De venter paa deres hvide Faneridder
i Tornerosepalaier, hvor de hviler saa blodt i Spindelvaev og sover en saa
sod Sovn, at det vilde vaere Synd, om Vorherre ikke blidt lod den glide
over til at blive evig. Men deres Samfundsposition har Ingen taget i Arv.
De politiske Storheder er kun Statens forste Maend i Kraft af deres
Stilling. Det er ikke engang det gamle Bourgeoisi, de er udsprungne fra.
De har naesten alle uden Undtagelse svunget sig op fra aldeles Ingenting,
de er uden selskabelige Forbindelser, og de har endogsaa tidt i deres
Fortid Hindringer for at faa dem. De Kredse, som AEgteskabs-, Familie- og
gamle Venskabsforhold knytter dem til, er langt under dem, til hvilke de
selv er naaet op. Saalaenge der ikke er kommen Orden i Alt det, saalaenge
der ikke har formet sig nye Slaegter, i hvilke det er Tradition at vaere
Nummer Et, saalaenge vil de selskabelige Forhold i Frankrigs Hovedstad
befinde sig i Kaos. Den vil have, hvad den har nu, sit "Tout-Paris", en
Samling af enkelte Personer fra hojst forskjelligartede Samfundslag, hvem
Stilling, Talent, Penge eller rene Tilfaeldigheder for en Stund gjor til
Notabiliteter, som modes paa Gader og Straeder, i Theatre, ved Fester,
overalt, hvor der er Noget paafaerde, og som der skaber Opinionen, men den
vil ikke have noget _societe,_ nogen fast sluttet, toneangivende Kreds,
hvis Saloner er Pariserlivets Centrum.

Af alle de Maend, der har vaeret _en vue_ siden Republikens Indforelse, har
Ingen gjort endog blot Forsog paa at skabe en Salon i de gamles Monster.
De har uden Undtagelse indskraenket sig til deres officielle Receptioner,
denne Form for selskabeligt Liv, som den tredie Republik har AEren af at
have opfundet, og som er den kurioseste, der kan taenkes. Praesidentens
Elyseefester er Modellen. I Stil med hans _Bal-omnibus_ forvandler
Ministre og Soussekretaerer, Seine- og Politipraefekt, Kammerets og
Senatets Formaend, hele Raekken af den store Administrations Funktionaerer
skiftevis deres Beboelseslejligheder til Fortsaettelser af Gaden. Man
udsteder ikke Invitationer, men Billetter som til en anden Revue. Har man
et Koncertprogram at byde paa, der er noget exceptionelt, saa gjor man
sig kostbar, men ellers staar Portene paa vid Gab for Gud og Hvermand,
der vil komme. Man onsker Intet hellere end at se sine Saloner proppede,
det giver en Air af Popularitet, der i disse for politiske Magthavere saa
usikre Tider ikke er at foragte. Selv kjender man ikke Tiendeparten af
sine Gjaester, og man laerer dem heller aldrig at kjende. Praesentationer
betragtes som overflodige. Publikum indfinder sig uden at sige Goddag,
driver rundt og kiger paa Ansigter som i en Theaterfoyer, traeffer maaske
ved et Tilfaelde, men et Tilfaelde, der kun haender sjeldent, en og anden
Bekjendt, drikker et Glas Punsch med ham ved Buffeten, og gaar saa igjen
uden at sige Farvel. Det er karavanseraiagtig Stimmel og Tummel, broget
og mylrende nok, men med selskabeligt Liv har Alt det ikke mere at gjore
end Honningkagemarkedet paa Place du trone. Man har staerkere Fornemmelse
af at vaere i Selskab udenfor en Kafe paa Boulevard des Italiens end i en
af den officielle Verdens Receptionssale. Publikummet paa Kafeen er
betydeligt mere ensartet end i disse Sale, Samtalen hundrede Procent mere
animeret, den Esprit, der gives ud, tusind Gange saa stor. Der er i hele
det moderne Paris kun een Salon, som uden at plumpe ud i disse
Omnibusfesters Banalitet haever sig op over at vaere en ren privat Stue,
med hvis Liv og Tildragelser Offentligheden Intet har at skaffe. Heller
ikke den er de gamle Saloner om igjen, den har vaesentlige Karaktermaerker,
som er absolut forskjeilige fra dem, men den er dem oversatte i det
Samfund, som nu existerer, og det er det netop, der giver den dens
Interesse. Den er et Centralisationspunkt for Talentsiden af "Tout
Paris", det forste Forsog paa at samle som i et Hovedkvarter alle de
Kombattanter fra hojst forskjellige Lejre, som har virkelige Evner og
Kraefter at offre Udviklingen af det nye Frankrig, der er fodt med den
tredie Republik.

Generalissimus i dette Hovedkvarter er Mme. Edmond Adam, en af de mest
aand- og talentfulde Damer i det nuvaerende Paris, halvt Descendent af den
store Revolutions Kvinder, halvt af _l'ancien regimes_ Salondamer.
Naturen har ved en Samling af Egenskaber, der kun sjeldent findes
forenede hos en og samme Person, praedestineret hende til den Plads, hun
indtager, og Tilfaeldet har redebont rakt Haanden til, at hun kom paa sin
rette Hylde. Hun er i Besiddelse forst og fremmest af Ungdomskildens
Hemmelighed. Hverken legemligt eller aandeligt synes hun nogensinde at
skulle aeldes. Skjondt hun allerede en Stund har vaeret Bedstemoder, gjor
hun Indtrykket af at vaere en Dame paa nogle og tyve Aar. Hun er endnu
stadig en _jolie femme_; hendes udtryksfulde, uhyre bevaegelige Ansigt,
store, klare, morkeblaa Ojne, en lille Mund med et ejendommeligt
Barnesmil, rigt kastaniebrunt Haar, blaendende hvide Arme og Taender giver
hende en Charme som de mest Indtagende af hendes Kjon. Over hele hendes
Person er der et Liv, i hendes Maade at vaere paa en ungdommelig Fart, som
smitter. Hun er dernaest til Fuldkommenhed fortrolig med Kunsten at vaere
Vaertinde. Selv naar der er Hundreder i hendes Salon, forstaar hun at dele
sig mellem dem allesammen, samle Grupper, hviske et intimt Ord i Oret paa
En, mens hun leer med Andre, drage Folk fra alle Hjorner, og som maaske
aldrig har set hinanden for, ind i en faelles Konversation, sno sig selv
som Islaet ind allevegne, saa at hele Vaeven kommer til at haenge sammen.
Skjondt hun ikke blot er aesthetisk producerende, men halvvejs laerd
Forfatterinde, er der ikke noget Ojeblik, hvor hun faaer ringeste Staenk
af Blaastrompen. Den lette Esprit, hvormed hun forer Samtalen, er de
gamle Saloners Causerie, men hendes Kundskabers Omfang, hendes Dommes
analytiske Klarhed faengsler en Taine, en Renan, en Pasteur ved Siden af
hende alligevel. Dertil er hun en glodende Patriot, en overbevist
Republikanerinde, levende interesseret for alle sociale Fremskridt,
interesseret i det Hele taget for Alt, hvad der horer hendes Tid og dens
Mennesker til, og heller ikke bange for selv at vaere aktivt handlende ved
Lejligheder, hvor hun kan vaere det, uden at hendes Ynde som Dame
lider derunder.

Selv med Alt det vilde hun dog i denne Millionens Tidsalder have manglet
en vaesentlig Betingelse for at skabe Salon i Paris, hvis Tilfaeldet ikke
havde vaeret ligesaa gavmildt mod hende som Naturen. Det har gjort hende
hovedrig, og det har derved gjort saavel hende som Republiken en stor
Tjeneste. Datter af en fattig Provindslaege aegtede hun, naesten Barn endnu,
en af sin Faders Kollegaer, der heller ikke havde Synderligt. AEgteskabet
blev ikke lykkeligt, saa lidt lykkeligt, at hun tog bort fra Hjemmet og i
Paris sogte at skabe sig en Existens paa egen Haand ved Hjaelp af sit
Talent som Forfatterinde. En Raekke Noveller, og navnlig forskjellige
fortraeffelige, fint malende Landskabsbeskrivelser, som hun udgav under
sit Pigenavn Juliette Lamber, tiltrak sig Opmaerksomhed. Hendes personligt
indtagende Egenskaber kom til, hun skaffede sig mange Venner, og alle
Huse aabnede sig for hende. Da hun nogle Aar senere blev Enke, anholdt
den bekjendte Senator Edmond Adam om hendes Haand; hun gjorde paa samme
Tid et absolut Inklinations- og et glimrende Fornuftparti. Den Formue,
dette Giftermaal bragte hende, var ligesaa betydelig som den Position,
det gav hende, Hendes Mand var naer knyttet til alle fremragende
Kapaciteter i det liberale Frankrig, den fortryllende Vaertinde, han havde
fort ind i sit Hjem, drog dem ganske naturligt endnu mere til dette, hun
selv forte sin talrige Kreds af literaere Venner med sig, og allerede
dengang begyndte hendes Salon at blive et Samlingspunkt for, hvad Paris
rummede af Talent og Dygtighed.

Saa kom Krigen, Belejringen og Republiken. Der er i en af hendes Boger,
en Samling oprindelig kun for hendes Datter bestemte Dagbogsoptegnelser,
som hun imidlertid senere har udgivet under Titelen "Le siege de Paris",
en Passus, der giver et magelost Billede af hende i denne Periode, den
maaske i hele hendes Liv, da hun har vaeret mest sig selv. Hun taler om
den Aften, da efter Budskabet om Sedan Republiken var bleven proklameret,
og alle Mennesker strommede sammen paa Pladsen udenfor Kammeret. Hun var
mellem dem. "Den skjonne Statue af Strasbourg," skriver hun, "er bedaekket
med Blomsterpynt og omringet af tilbedende Grupper. Der behoves en Sang,
en Hymne for denne Kultus; det er endnu engang Marseillaisen. Man
istemmer Refrainet af denne Krigssang, der er bleven som en Psalme. Efter
Refrainet holder de unge Mennesker, der smykker Statuen, og som stadig
vedbliver at modtage Blomster, Lovvaerk og Guirlander, pludselig inde, og
blivende i deres Stillinger, bevarende deres Gestus, synger de,
opflammede af en ubevidst men herlig Kunsts Inspiration, den forste
Strofe af denne Hymne, til hvilken i sin Tid Strasbourg har begejstret
Rouget de l'Isle. Ved Verset:

  "Entendez-vous dans nos campagnes
   Mugir ces feroces soldats"

tror vi at hore Preusserne i Alsace og Lorraine. Kan jeg, Alice, gjengive
Dig den Bevaegelse, som denne Strofe vaekker hos os, denne Strofe, der
taler om vore Born, og som disse Ynglinge synger, af hvilke den aeldste
ikke er tyve Aar. Ved det sidste Vers bryder den unge Alsacer, der har
klamret sig til Statuens ene Arm, ud i Hulken. Maengden foler sig greben,
som man kun gjor det i de store Ojeblikke af sit Liv. Der staar Taarer i
Alles Ojne. Det tager Enhver af os fangen som Svimmelhed. Vore Folelser,
vore Onsker, vor Begejstring soger hinanden, blandes, forener sig og
danner nu kun et eneste Onske, en eneste Folelse, en eneste Begejstring.
Vor Existens har, renset i Patriotismens Aandepust, intet Personligt
laenger; den bliver helt faelles, helt national. Min Stemme tilhorer mig
ikke mere, den klinger for mit Ore, den gaar ud af min Mund, uden at det
er mig bevidst. Jeg har affort mig selv, og jeg er beruset af dette
hemmelighedsfulde Vaesen, der i sig forener saa mange forskjellige
Kraefter, saa mange hinanden modsatte Elementer, saa mange Interesser, saa
mange stridende Folelser, og jeg elsker det hojere end mig selv: min
Kjaerlighed til Faedrelandet er staerkere end Doden! Jeg vier mig til
Frankrig!"

Disse smukke Ord gjorde hun til Sandhed. Under hele Belejringen stod Mme.
Adam i forste Raekke mellem de heroiske Pariserinder, som har gjort denne
Periode til en af de mest oploftende i Frankrigs Historie. Hun indrettede
Lazarether, hun sorgede for Uddelingen af Livsfornodenheder til de
Fattige, hun plejede personlig de Saarede, hun var allevegne, hvor hendes
Hjaelp gjordes nodig, og hun var ved sit Initiativ og sit Exempel paa en
Maade Forsvarsregeringens hojre Haand. Det stillede hende endnu naermere
til de nye ledende Maend i hendes Land, og da der atter kom Fred og
ordnede Forhold, blev hendes Salon ganske naturligt Modestedet for den
unge republikanske Verden, hvis fremragende Medlemmer saa at sige talte
hinanden hos hende. Umiddelbart efter Krigen havde hun gaaet endnu en
tung Provelse igjennem, hun havde mistet sin Mand. Men de store Naturer
voxer kun storre igjennem Sorger; hele hendes Tilvaerelse var fra nu af
dobbelt viet Frankrig og dets nyvaagnende Liv.

I den forste Periode efter Krigen var hendes Salon vaesentlig politisk.
Gambetta og hans Venner udgjorde Generalstaben, men de modtes hos hende
med Repraesentanter fra alle republikanske Lejre, og meer end een Akkord
er bleven sluttet, meer end een faelles Operationsplan mod Reaktionen er
bleven lagt i Mme. Adams Hotel. Hendes ugentlige Dinerer, ved hvilke hun
sogte at samle de af Opinionens Ledere, som hun med sit kloge Blik saae
havde Behov at finde hinanden, var laenge mellem de store Begivenheder i
Paris's Liv, og man debatterede, hvad der blev forhandlet ved dem, med
storre Interesse, end hvad der forhandledes i Ministerraadene. Forst da
den endelige Sejr var vunden, da Republiken ved Marechalens Fald og
Grevys Overtagelse af Praesidentskabet var traadt ind i sin legitime
Existensperiode, forst da begynder det politiske Skjaer over Hotellet paa
Boulevard Poissonniere at vige Pladsen for et mere literaert. Saalaenge
Kampen mod faelles Fjender stod paa, kunde de forskjellige Partiforere
endnu arbejde sammen, men da Striden efter Sejren fortes over i
Republikanernes egen Lejr, blev de selv Fjender, som end ikke den mest
indtagende Vaertinde var i Stand til at forene under samme Tag. Mme. Adam
er kun Diplomat, saalaenge Patriotismen gjor hende dertil. Hun siger det,
hun taenker, seer og forudseer uden Omsvob og uden Frygt for at stode. Hun
har i alle politiske Sporgsmaal sin egen Mening, som hun ikke underordner
under noget Partis; det har gjort hendes Forhold baade til Gambetta og
adskillige Andre kjoligere end i den forste Tid. Hun staar endnu paa en
venskabelig Fod med ham, som hun i det Hele taget kan glaede sig ved
Sympathi hos alle, selv de mest fremskredne republikanske Partier, men
den intime Samvirken er ophort, hver gaar nu sine egne Veje. Maaske har
ogsaa det Offentlighedens grelle Lys, som Avisernes Indiskretioner mere
og mere lod falde over hendes Salon, bortskraemmet fra den de tidligere
Oppositionsledere, der efterhaanden selv blev de Styrende og med deres
nye officielle Stilling nodsagedes til at paalaegge sig selv en
Reservation, som de tidligere havde kunnet saette til Side; nok er det,
Mme. Adams Salon har i de sidste Aar noget skiftet Karakter, den er nu
overvejende litteraer og artistisk, dog naturligvis uden derfor at staenge
Doren ogsaa for andre Interesser. Ved hendes Onsdagssammenkomster finder
man stadig Senat og Kammer talrig repraesenteret, og maaske er det ikke
engang ved et Tilfaelde, at Militaeretaten under den sidste Vintersaeson en
efter en saae alle sine Celebriteter dukke op i Hotellet paa Boulevard
Poissonniere.

Hvad selve dette angaar, udmaerker det sig i Grunden kun ved sin
Simpelhed. Man finder i de fem, sex jaevnt store Sale, i hvilke Mme. Adam
samler sine Gjaester, Intet af den moderne parisiske Luxus. Hele Hotellets
Indretning er holdt i en borgerlig, noget gammeldags Stil, der er ingen
skrammererede Lakajer, Betjeningen besorges af Tjenestepiger i sorte
Merinoskjoler, der bydes The rundt og holdes hverken Bevaertningsbuffet
eller Vestiaire, hvor man faaer Nummer paa sit Toj og betaler dets
Opbevaring med en halv Franc. Allerede disse ydre Smaating hjaelper paa
Hyggen. Selv naar Gjaesterne hober sig sammen i hundredevis, beholder man
Indtrykket af at vaere i et Hjem. Heller ikke de banale Koncertsoireer
existerer. Coquelin'erne siger en Monolog engang imellem; Bornier,
Silvestre, Richepin eller andre Poeter laeser deres Digte op; naar der er
fremragende Virtuoser eller Sangerinder mellem Gjaesterne, improviseres
der ogsaa af og til et lille musikalsk Intermezzo, men Paris's Stjerner
lejes ikke, som det er Mode hos Finans- og Amerikanermillionaererne, for
to, tre tusind Francs til at forvandle Salonen til en formelig
Forestillingssal. De rent litteraere Soireer, der er Mme. Adams
Specialitet, er en helt anden Sag. Digteren giver ved dem hendes Gjaester
en Primeur af sit nye Vaerk og soger en Elitekreds's Dom om det, for han
sender det ud til det store Publikum. Deroulede har paa den Maade laest
sin Moabit, Aicard sin fortraeffelige franske Gjengivelse af Othello hos
hende, hun selv har budt sine Gjaester Premieren af forskjellige af sine
Arbejder, og "Tout Paris" har med Rette betragtet disse Aftener som
Saesonbegivenheder. Til dem indbydes der kun Herrer. Hun selv samt de to
bekjendte Forfatterinder Henry Greville og Claude Vignon repraesenterer
alene det smukke Kjon, Derimod traeffer man ved hendes saedvanlige
Onsdagssammenkomster en talrig Kreds af Damer. Det er _le vrai monde_, og
den Part af den til og med, i hvilken der findes ikke blot
diamantoversaaede Fruer, men tillige unge Frokener. Derfor sluttes der i
Regelen ogsaa med en improviseret Dands, der varer til Morgenstunden, og
som er hojst animeret. Flere Gange i Vinterens Lob samles desuden alle
Husets Venner til storre Fester, stiliserede Kostumeballer og Sligt. Mme.
Adam kan vaere _grande mondaine_ som ingen Anden.

Ved Siden af alt det har hun sin _Nouvelle Revue_, en Konkurrent til
eller rettere en Afloser af _Revue des deux mondes_. Buloz's gamle
Tidsskrift har endnu Kurs i Udlandet, tildels ogsaa i Provindserne. Men
for det moderne Paris er det altfor gammeldags, der laeser kun Faa det
laenger. Mme. Adams har indtaget dets Plads. Den samme Kreds, hun som
Vaertinde samler i sin Salon, samler hun som Udgiverinde og Redaktor i
Revuen. Hun dirigerer selv Alt, hvad der vedrorer den. Hun laeser de
indsendte Artikler igjennem og sender Forfatterne Breve med motiverede
Forslag til Rettelser, hun udfinder AEmnerne, som hun onsker behandlede
og, hvad der er vanskeligere, de Folk, som kan behandle dem, hun skriver
endogsaa selv Oversigten over den inden- og udenlandske Politik.
Ondskabsfulde Tunger paastaar, at hun altid har Halvmorke i sine Saloner
for at skjule, at hun sminker sig. De gjor hende Uret. Er der en Hensigt
i denne daempede Belysning, saa er det at skjule Ojnenes Traethed og
Overanstrengthed efter Nattearbejdet. Ogsaa i sin uendelige
Virksomhedstrang og Virksomhedsevne er hun en Type paa den unge
Generation, hun samler omkring sig; ikke mindst i saa Henseende fortjener
hun at staa som en Pariserinde _en evidence._

En Aften hos Victor Hugo.

Frankrig har ikke, som man til daglig Brug troer, for Tiden kun eet
Overhoved. Det har to ligesom Japan, et verdsligt og et aandeligt. Det
verdslige forer Titel af Republikens Praesident og troner i Palais de
l'Elysee, det aandelige hedder _le grand Maitre_ og har sit Tempel i
Avenue d'Eylau. Af disse Landets to overste Stillinger kan der ikke vaere
nogen Tvivl om, hvilken der er den betydeligste. Praesidentskabet varer
kun et kort, begraendset Aaremaal, og selv indenfor det er det ingenlunde
absolut sikkret. Grand-Maitre Vaerdigheden derimod er given for Livstid,
og ogsaa i Tilfaelde af, at Titulaturens Indehaver skulde afgaa ved Doden
ophorer den kun for at ombyttes med en patriotisk Helgens endnu mere
oploftede Position. Praesidenten maa omgive sig med et Ministerium, der
"har Landets Tillid"; _le grand Maitre_ vaelger selv sine Ypperstepraester,
uden at sporge nogen Opinion tilraads, og de forretter Tjenesten i hans
Tempel uden at vaere ansvarlige for Andre end ham selv. Praesidenten har
Modstandere, der gjor ham Livet surt, _le grand Maitre_ hyldes af alle
Partier. Fra den rodeste Radikale til den hvideste Legitimist bojer
enhver Franskmand sig anerkjendende for Victor Hugo. Han er for dem ikke
nogen Samtidig laenger, hvis Gjerning kan vaere underkastet Kritik, de seer
i ham selve Personifikationen af deres Lands Geni i det nittende
Aarhundrede, en endnu levende Ahne for det hele moderne
intellektuelle Frankrig.

Med aerbodig Beundring vender de da Blikket mod Templet i Avenue d'Eylau.
Her er det, at _le grand Maitre_ sidder i hellig Majestaet, grundende over
Tilvaerelsesgaadernes sidste Hemmeligheder, og herfra er det, han udsteder
sine dybe Profetier om Verdensfredens og Folkebroderskabets kommende
Vidundere. Han grunder Dagen igjennem og nedskriver paa store Folioblade
i Runer, som kun de Indviede forstaar at tyde, de Aabenbaringer, der
viser sig for ham. Enkelte af disse Aabenbaringer bringes strax til
Verdens Kundskab, men Pluraliteten opbevares i Templets Allerhelligste,
det vil sige i _le grand Maitre's_ Skrivebordsskuffe, indtil en vaerdigere
Efterslaegt kan ansees moden for dem. Da det vides, at disse Templets
skjulte Skatte saa godt som alle er i dramatisk Form, gjor stundom en
ulykkelig Theaterdirektor, der ikke kan drage Publikum til sit Hus,
Forsog paa at faa en af dem udleveret. Men det er altid forgjaeves. Det
gaar med disse beaandede Folioblade som med den sjeldne, sekelgamle Vin,
der kun maa udskjaenkes draabevis til Syge og Lidende. Hele Dagen lukker
_le grand Maitre_ sig inde med sit Geni. Men naar Aftendaemringen begynder
at saenke sig, drejer Templets hemmelighedsfulde Port sig lydlost paa sine
Haengsler, og de Troendes Skarer indfinder sig til Tilbedelse, forst
Praesterne og siden de mere Profane.

Som aegte demokratisk Helgen indskraenker _le grand Maitre_ sig ikke til at
modtage de Andaegtige een Gang ugentlig. Hans Tempel er tilgaengeligt hver
Aften, og Adgangen staar aaben for Enhver, der kommer i Ledsagelse af en
Troende samt forsynet med et almindeligt menneskeligt Visitkort. Der
bankes tre Gange med en middelalderlig Dorhammer, og en sortklaedt
Kvindeskikkelse med krusstrimlet Kappe og en Lygte i Haanden viser sig
derpaa efter et Kvarters Forlob med en stor Jernnogle, som aabner
Indgangen til Templets Forhal. Man afleverer sit og den medfolgende
Troendes Visitkort; den sortklaedte Kvindeskikkelse forsvinder med dem og
kommer efter et andet Kvarters Forlob atter tilbage, denne Gang for at
drage et tungt Flojlstaeppe tilside og aabne en ny Dor. Man traeder ind og
befinder sig i selve Templet.

Det er et lille, aflangt Rum, med alle Vaegge betrukne med Rodt. I
Hjornerne braender med mat, mystisk Lys nogle faa Lampetter; det staerkeste
Skjaer kommer fra den monumentale Kamins Flammer. Fra denne Kamin Salens
Laengde nedad udgaar en dobbelt Raekke rode Laenestole, hvidlakerede i
Ryggen og rigt forgyldte. Spredte omkring paa disse Stole sidder de
Ventende, den kvindelige Part af dem tilhojre, den mandlige tilvenstre,
alle tavse, smittede af Stedets Aand, ligesom _le grand Maitre_ selv
grundende over Tilvaerelsesgaaderne. De lofter Blikket et Sekund, naar
Portiererne for Indgangsdoren glider tilside og en Novice traeder ind, men
kun et Sekund, saa synker de atter tilbage i den dybe Grunden. Fra det
helligere Rum paa den anden Side det morke Kabinet, der stoder op til den
rode Sal, lyder i den store Stilhed en fjern Klirren som af Knive og
Gafler, der bevaeges mod Tallerkener. Man lytter andaegtig; det er _le
grand Maitre_ selv, der med sine mere Udvalgte hengiver sig til
Bordets Glaeder.

Portiererne glider tilside den ene Gang efter den anden, Stolene fyldes
lidt efter lidt, der gaar et Kvarter og endnu et. Saa slaar Uhret inde i
det morke Kabinet langsomt sine ti Slag. Pigen med den krusstrimlede
Kappe viser sig og taender den store Lysekrone under Loftet. Et Kvarter
endnu, saa aabnes virkelig ogsaa Doren paa den anden Side af det morke
Rum, man horer Stole blive skudte tilside, et festligt Lysskjaer kommer
derinde langt borte fra. Alle de Andaegtige rejser sig.

Langsomt, alvorlig, vaerdig, som det sommer sig en _grand Maitre,_ skrider
Victor Hugo ind i Salen. Han har under Armen forste Ypperstepraestinde,
Mme. Juliette, der har fulgt ham gjennem alle Landflygtigheder. Bagefter
folger parvis de Udvalgte, i Reglen dog aldrig mere end ti i det Hele,
det Antal, som daglig indbydes til _le grand Maitre's_ Bord. Processionen
vandrer tavst op gjennem de tavse Raekker. Helgenen tager Plads foran den
mystisk flammende Kamin, Mme. Juliette saetter sig paa Stolen tilhojre
naermest ved ham. Hun giver samtidig et Vink til Kvinderne, og ogsaa de
saetter sig, alle paa samme Side som hun, naermere eller fjernere, alt
efter deres Anciennetet. Paa Mandfolkesiden derimod bliver Alle staaende
oprejste som _le grand Maitre_ selv.

[Illustration: Victor Hugos salon.]

Han begynder at tale. Alles Ansigter er spaendte, Ingen vil slippe et
Bogstav, en Betoning af den Stores Ord. Men selv for den Nederste i
Raekken er det heller ikke svaert at hore Alt, _le grand Maitre_ taler
langsomt som en Mand, der veed, at det er Guld og Diamanter, der udgaar
fra hans Mund. Han taler altid om ophojede Ting, det behover ikke at
siges. De to, tre Naermeste paa Mandfolkesiden giver Stikreplikkerne i
Form af korte Sporgsmaal til lange Svar. Da Mesteren er ved at gaa ind i
de Firs, folger det af sig selv, at Udodelighedssporgsmaalet er et Thema,
der behandles med en vis Fortrinsret. De Troende er ofte Tvivlere i det
Kapitel. Men _le grand Maitre_ selv tror. Det kunde synes at maatte give
Anledning til en Divergens, der ikke ret vilde stemme med Stedets
Karakter. Det er imidlertid ikke saaledes; der kommer et Kompromis
istand, som tilfredsstiller alle Parter, baade Mesteren og de Andre. At
hans Sjael er udodelig i enhver Forstand, og at den fra Graven, vil
opstige paa Englevinger til Himlen, indrommes fra den ene Side som noget
Selvfolgeligt, men det indrommes saa samtidig fra den anden, at dette
muligvis kun er en Undtagelse, og at der maa gjores en Forskjel paa, hvad
der gjaelder for almindelige Dodelige og for en _grand Maitre_ som
Victor Hugo.

De offentlige Gudstjenester ligner alle hinanden; Sporgsmaal som det
naevnte droftes i dem alle. Efter en halv Times Forlob holder en Troende,
der aspirerer til Praestevaerdigheden, en kort Lovtale til _le grand
Maitre_, der horer paa den med den ene Haand paa Brystet, den anden af og
til naadig takkende, samt med et permanent Smil udbredt mellem det korte,
strittende, hvide Haar og det isgraa Skjaeg. Naar Lovtalen er til Ende,
rejser Mme. Juliette sig, og alle de Andaegtige paa Kvindesiden gjor det
Samme. _Le grand Maitre_ bevaeger sig nogle Skridt fremad og stiller sig
midt i Salen. Parvis, een fra Mandfolkesiden og een fra Kvindesiden,
vandrer de Troende forbi ham og udstraekker Haanden, medens Laeberne mumler
Formularer, af hvilke kun Ordene _Cher Maitre_ er horlige. _Cher Maitre_
trykker de fremstrakte Haender, Uhret inde i det morke Kabinet slaar
langsomt elleve Slag, Portiererne glider tilside, Udgangsdoren aabnes og
bliver staaende aaben, Receptionen er tilende.

Saaledes gaar det Aften efter Aften, og man har Lov til at komme igjen
saa tidt man lyster. Det bor dog udtrykkelig tilfojes, at den aandelige
Vederkvaegelse er den eneste, _le grand Maitre_ byder sine Gjaester. En
Buffet som i almindelige Dodeliges Saloner vilde tage Gudstjenestepraeget
bort; her kan der fornuftigvis kun vaere Tale om Offergaver, bragte af de
Troende. Saadanne ydes da ogsaa hyppigt. Viktualier har man, saavidt
vides, endnu ikke taenkt paa at frembaere; _le grand Maitre_ er flere Gange
Millionaer og har Raad til at anskaffe sig selv, hvad han behover. Men
derimod hengaar der ikke nogen Aften, uden at hans Lofter foroges med
storre eller mindre Samlinger af Samtidiges Aandsprodukter. Naar en lille
engelsk Miss har faaet en halv Spalte optaget i et Penningmagasin, iler
hun strax til Templet i Avenue d'Eylau og nedlaegger et Maecenatexemplar
paa _le grand Maitre's_ Kaminalter. Af Alt, hvad der trykkes i Frankrig,
har han snart sit reglementerede Friexemplar ligesom
Nationalbibliotheket. Alene hans Samling af Foreningstidsskrifter og
Aarsbulletiner er skraekindjagende. Saasnart ti Mennesker i Frankrig
danner et Selskab, ligegyldigt i hvad Ojemed, er deres forste Skridt at
gjore Victor Hugo til Skytspatron, anmode ham om at overtage
AErespraesidiet, som det hedder paa moderne Fransk.

Naturligvis er der ogsaa Franskmaend, som har Ojet aabent for det
Overdrevne og dermed Komiske i denne afguderiske Hyldest af den gamle
Digter. Men de tier; de veed, at deres opponerende Roster vilde blive
knuste under et milliontunget Indignationsskrig. Victor Hugo er
ukraenkelig; at rore ved hans Ry er en Formastelse i Slaegt med
Landsforraederi. Nu, at han taeller mellem Frankrigs Storste, falder jo
heller Ingen paa at naegte. Han har pustet nyt Liv i den franske Poesi paa
et Tidspunkt, da den var i Faerd med at do, og han har siden da fyldt sit
Aarhundrede med Vaerker, hvis Vaerd muligvis vil mindskes folde kommende
Generationer, men som for det moderne Frankrig har havt en Betydning, der
er uhyre. Han har lidt, og man byder ham nu Erstatning derfor. Det har
ogsaa sin smukke Side. Det seer selv Skeptikerne mellem hans Landsmaend,
og de finder det da ikke blot unyttigt, men tildels usommeligt ogsaa at
lade nogen Mislyd skurre ind i Lovsangene til _le grand Maitre's_ AEre.
Han er en _ancetre_, siger han selv. Hos store Forfaedre glemmer man de
smaa menneskelige Skrobeligheder og bojer sig aerbodigt for det Store, de
har udrettet. Det er Forklaringen paa Victor Hugo-Dyrkelsen.

[Illustration: Victor Hugo]

Hos Sarah Bernhardt.

Langt fra den stojende Part af Paris, i Avenue de Villiers, en rolig,
traebeplantet Gade i det nye Monceauxkvarter, ligger der paa et Hjorne et
indtagende lille Hotel. De rode Murstens a-la-Grecqueborter, Efeuen
omkring Vinduesnicherne, de bredbladede Planter paa Balkonerne bryder det
banale Husvirvar og faengsler Ojet. Over Porten kigger man ind til en
pladskende Fontaene i Blomsterbusket, en Gruppe hoje Popler foran Facaden
giver Krogen et Praeg af douce, stille Fornemhed. En Kunstnerbolig gjor
Hotellet Indtryk af, og Indtrykket er rigtigt. Det er maaske endogsaa det
mest udpraegede Kunstnerhjem, der existerer. Sarah Bernhardt har kjobt
det, da hun dukkede op som Stjerne paa den parisiske Theaterhimmel, og
hun har offret en god Part af de mange Tusinder, hendes Talent har
indbragt hende, paa at arrangere det efter sit eget Hoved.

Strax naar man har passeret hendes to kjaelentdovne Mynder, der holder
Vagt paa Havetrappen, og Indgangsdoren aabnes, foler man, at det er en
aparte Atmosfaere, man kommer ind i. En stor, hoj Forhal med mystisk Lys,
orientalske Taepper, Vaabendekorationer, lange Palmeblade over Malerier,
paa hvilke kun enkelte fantastiske Figurer dukker frem i Halvmorket, et
Kaos af de mest besynderlige Sager. Kun een Ting seer man tydelig, fordi
Dagslyset fra den aabne Dor falder lige derpaa: et Slags indisk Baerestol,
hvori sidder en grinende, mumieagtig Voxfigur med en udstoppet Abekat i
Armen. Dyret er anbragt i en Stilling, som det var paa Spring fremad, de
store, sorte Glasojne stirrer En imode, som var de levende, den lange
Forpote straekker sig ud gjennem Baerestolen og aabner Haanden som
til Goddag.

Mellem de trofaebaerende Piller glider et gult kinesisk Silkeforhaeng
tilside, en ny Dor aabner sig, og man staar i Sarah Bernhardts
Modtagelsessalon, det vil sige i en Blanding af Vinterhave, Menageri,
Museum, Vaabenkammer, Maler- og Billedhuggeratelier, orientalsk
Divanshal, moderne Dagligstue, og Gud veed hvad. Det er det
besynderligste Beboelsesrum, nogen Hjerne har kunnet udspekulere, fyldt
med maerkvaerdige Sager fra alle Verdens Hjorner og Kanter. Skjondt over de
Tredive har Sarah Bernhardt nemlig endnu stadig de samme tusinde,
hinanden jagende Interesser, som man undertiden finder hos unge,
aandslivlige Mennesker, hvis Udvikling endnu ikke er kommen ind i noget
bestemt Spor, og som derfor strax er rede til at passionere sig for Alt,
hvad der mellem Himmel og Jord er Interesse vaerd. Denne Ejendommelighed
er maaske just det Centrale i hendes Vaesen. Det er den, der gjor hende
paa samme Tid til Skuespillerinde, Malerinde, Billedhuggerinde og
Forfatterinde, den hidser hende saaledes ind i permanent Feber, at hun
synker komplet sammen, naar der indtraeder et Ojebliks Ro, den forklarer
og undskylder hendes Extravagancer. Jeg kjender ikke noget Menneske, der
i den Grad er den personificerede Nervositet. Selv naar hun sidder stille
og taler med En, jager hendes Ord, hendes Tanker, hendes Indfald saaledes
hinanden, at man har en Fornemmelse, som man foer afsted med Iltog.
Indretningen af hendes Hjem er saare karakteristisk for denne uafbrudte
nervose Uro, disse tusinde extravagante Passioner. "Jeg vilde helst rejse
altid," sagde hun engang til mig, "fare omkring fra den ene Ende af
Verden til den anden. Der er Ingenting, der traetter mig undtagen Ro." Her
i hendes Atelier kan hendes Ojne i hvert Fald fare om mellem Gjenstande
fra alle Verdens Kanter, og hun har Fantasi nok til selv i Tankerne at
kunne folge med.

Modtagelsesvaerelset har hele det treetages Huses Hojde. Lyset falder ind
gjennem et enkelt stort Vindu, der naesten naaer fra Gulv til Loft, men
som permanent er daekket af et blaahvidt Forhaeng, der daemper Skjaeret.
Tilhojre er der, i Halvmorke, en middelalderlig Trappe med Svalegang,
indenfor hvilken ligger Kunstnerindens Sove-, Toilet- og Badevaerelser;
under denne Svalegang Doren til Spisestuen, skjult af silkebroderede
indiske Taepper. Ned over Trappegelaenderet haenger, som tilfaeldig
henkastet, et i Storrelse enestaaende Stykke solgult kinesisk Silketoj;
men det haenger der altid, det draperer, dets Indtryk af varm, beboet
Nonchalence er beregnet med aegte kunstnerisk Sands.

[Illustration: I Sarah Bernhardts Modtagelsesatelier.]

Tilvenstre er den monumentale Kamin, omrammet af udskaaret Egetrae og
flankeret af Broncestativer til Blomster, antikke Skulpturer og antikt
Porcellaen, lutter Sager, af hvilke hver enkelt repraesenterer store
Summer. Paa Kamingesimsen staar der i omtrent naturlig Storrelse--man kan
deraf danne sig en Forestilling om Rummets Dimensioner--en forgyldt
Broncetiger paa Spring, og over denne haenger Sarah Bernhardts Portraet,
malet af Clairin, den unge Maler, som i sin Tid gjorde alle hendes
Ballonfarter med og illustrerede hendes Fortaellinger derfra. Billedet
viser hende stottet af en Maengde Puder, i halvt liggende, halvt siddende
Stilling paa Divanen ved Siden af Kaminen.

Denne Divan, eller hvad man skal kalde dette Mobel, er aegte Sarah
Bernhardtsk. Ovenpaa et stort Silkepolsters Underlag, der indtager hele
Hjornet mellem Kaminen og den ene Sidevaeg, ligger i vild Forvirring en
Uendelighed af Puder af kostbare Stoffer med indvaevede Guld- og
Solvbroderier. Naar Sarah Bernhardt i sin hvide Silkekjole med det lange
Slaeb drukner mellem disse Puder og halvt forsvinder i det daempede Lys,
som falder ind i Krogen, er der over dette Vaesen med de slanke, naesten
gjennemsigtige Former, det fine, drommende Ansigt og det viltre, som af
Solblink gjennemfarne Haar noget ejendommelig Doresk, der gjor en ganske
aparte Virkning.

Divanskrogen er Sarahs Yndlingsplads. Her ligger hun naesten altid, naar
hun et Ojeblik har sluppet sine mangehaande Beskjaeftigelser for at
passiare lidt med Vennerne og Beundrerne, der strommer til hendes Hotel.
Der kommer mange af dem, og virkelige Venner er sikkert de Fleste. Thi
ligesaa fortryllende og elskvaerdig en Vaertinde Sarah er for dem, hun
foler sig knyttet til ved gjensidig Sympathi, ligesaa stor en Evne har
hun til at holde den banale Hob af Nysgjerrige tre Skridt fra Livet.
Claude, hendes mangeaarige Kammertjener, er godt instrueret. Forhaengene
til Helligdommen glider kun til Side for dem, som han veed er velsete
derinde i Kunstnerkredsen. Graden af Intimitet er der en anden Maalestok
for. De almindelige Dodelige faaer en Stol ved Siden af Divanen, men de
rigtig gamle og gode Venner rykker hun tilside for, saa der bliver en
Plads for dem paa selve denne.

Alt i Atelieret er beregnet paa at ses fra dette fantastiske Leje, og Alt
er arrangeret med udsogt Smag. I denne Mylr af heterogene Sager findes
ingen meningslose Sammenstillinger eller uskjonne Farvevirkninger, Alt
passer sammen. Og hvad findes der saa ikke i dette Rum! Store japanesiske
Kummer, hvorfra Palmer og exotiske Planter skyder op, i hvis Grene der
haenger udstoppede Aber; halvfuldendte Buster skjulte mellem Bregner og
paabegyndte Malerier, som daekkes af indiske Shawler; Tigerskind udspaendte
paa Vaeggen mellem kinesiske Traebilleder; Marmorbuster og fantastiske Dyr
i Bronce, omgivne af Paafuglehaler; Guitarer, Dolke, Pistoler, Landser og
Alverdens forunderligste Vaaben haengende, liggende og staaende overalt;
Trommer tagne fra de Vilde i Nykaledonien og skinnende Varmebaekkener af
Messing fra de aeldste mauriske Tider; afrikanske Fjerbaelter, der engang
har vaeret glade sorte Naturborns eneste Klaededragt, og som nu haenger
skjodeslost kastede om Halsen paa en eller anden udstoppet Papegoje;
Dodningehoveder grinende fra Egetraespanelet over Svalegangen,
Porcellaenssager, Antikviteter og broget Nips paa Konsoller,
Bogskabsgesimser og udskaarne Skabe; Menneske- og Dyrskeletter i Krogene;
udstoppede Slanger, der snor sig om Fortepianobenene, og Dodningehaender,
der stikker op mellem Strengene; Emaille- og Mosaikarbejder i Bunke inde
i et eller andet antikt Mobel, Smyrnataepper ovenpaa hinanden, saa Foden
synker dybt ned, kort sagt, Luxus, Kunst og Excentricitet i den
forunderligste Blanding, et Musaeum, som man kan studere Uger igjennem
uden at blive faerdig med, men paa samme Tid en Kunstners Arbejdsvaerelse,
hvor man snart befinder sig vel og hjemligt. Det er tillige et
Skatkammer, rigt som en osterlandsk Fyrstes. Det er ikke blot Sager som
Saint-Marceaux's Harlekin, en af den moderne Billedhuggerkunsts
skjonneste Frembringelser, hvori der gjemmes Kapitaler; Alt har Vaerd her,
lige til Trommen henne i Krogen, paa hvis Skind Detaille har malet en
skotsk "Piper". Pennen, hvormed hun skriver, er en Strudsfjer af sjelden
Skjonhed, og Brevpresseren, som hun laegger ovenpaa sine smaa Billetter,
en Emailleslange, besat med AEdelsten. Hendes Atelier har slugt
Broderparten af de kolossale Summer, hun har fortjent ved sit Talent, og
naar hun laenge har vaeret ikke blot fattig, men i Gjaeld naesten til op over
begge Orene, saa er ogsaa det vaesentlig Skyld deri.

Efter den amerikanske Rejse er denne Gjaeld imidlertid kommen ud af
Verden. Millionen, som Yankeerne offrede hende, gik i de franske
Kreditorer. De var saa graadige, at de tog naesten den hele. Lidt blev der
dog tilovers, og Sarah vil nu spare, fortaeller hun stadig sine Venner,
for engang at kunne realisere sin Yndlingsdrom. Den er ikke saa ilde,
denne Yndlingsdrom: et stort Herresaede som Adelina Pattis i Skotland, kun
beliggende paa fransk Grund; det forstaar sig af sig selv. Sarah
Bernhardt er ikke blot fransk i Skind og Ben, hun er den mest inkarnerede
Pariserinde i hele Paris, og det er et stort Sporgsmaal, om hun i Laengden
vilde kunne trives paa sit Herresaede, selv om det var nok saa
tusind-og-en-Natagtigt. Allerede nu har hun en lille Villa i
Saint-Adrosse ved Normandiets Kyst, hvor hun ligger paa Landet om
Sommeren. Men hver anden Dag er hun i Paris. Hotellet i Avenue de
Villiers kan hun ikke undvaere. Stadig er der ganske vist en eller anden
Statue, som skal vaere faerdig, og som faaer Skyld for Parisertouren.
Sandheden er dog nok alligevel den, at der kun er een Luft, i hvilken hun
rigtigt kan leve, den, der er Blod af hendes Blod, Nerver af hendes
Nerver--kort sagt, Parises Luft.

Men flittig er hun imidlertid, ogsaa som Billedhuggerinde. Paa den anden
Side Haven ligger en lille Tilbygning til Hotellet, hvor hun har sit
egentlige Atelier, det, hvori der ikke causeres, men arbejdes. Her staar
hun ofte fra den tidlige Morgenstund med Mejselen i Haanden, ifort sin
kokette Billedhuggerdragt, Benklaeder og Blouse af hvidt Flanel. De naere
Venner faaer Lov til at komme til hende her og passiare med hende under
Arbejdet; mere end een kan da ogsaa give Attest for, at Sarah Bernhardt
ikke blot signerer, men virkelig selv udforer sine Statuer og
Basrelieffer. Hendes Mangesidighed maa ikke forundre, Som hun er
Pariserinde, er hun Kunstnerinde ud og ind. I Kraft af et ejendommeligt
kunstnerisk Instinkt bliver hun producerende paa alle Kunstens Omraader.
Hun havde kun modelleret en tre, fire Aar, da hun sendte sin bekjendte
Gruppe "Efter Stormen" til Salonen, og sex Maaneder efter, at hun havde
begyndt at male i Stevens Atelier, udstillede hun Billedet "Den unge Pige
og Doden".

Naesten daglig tilbringer hun nogle Timer for Frokost i
Billedhuggeratelieret. Henimod Spisetid har der altid samlet sig
Besogende ovre i Modtagelsesatelieret, og i sin Arbejdsdragt lober hun da
over til dem for en halv Times Tid at passiare om Literatur og Theater.
Af og til haender det, at hun bliver attrapperet paa Vejen af
Paatraengende, som vil opkalde Eau-de-cologne efter hende eller Sligt. Men
Blusen hjaelper hende. "Tor jeg ikke sporge, om M'me Sarah Bernhardt er
tilstede?"--"Nej, Mama," svarer den overgivne Kunstnerinde og smutter
forbi, "er gaaet paa Prove og kommer slet ikke hjem idag." Som bekjendt
har Sarah en Son paa atten Aar, et flinkt og dygtigt ungt Menneske, der
allerede er Theaterdirektor, idetmindste af Navn. Det er ham, den
ungdommelige Moder ved slige Lejligheder forestiller, og det morer hende
kosteligt.

[Illustration: Sarah Bernhardt i sin Spisestuestol.]

Nogle af de Besogende beholder den gjaestfri Vaertinde altid til sit Bord.
Spisesalen inde ved Siden af Modtagelsessalonen er luxurios og
ejendommelig, om end ikke saa fantastisk udstyret som Atelieret. Den
faaer Lys fra et stort Vindue, i hvis Nische et Vildnis af Slyngplanter
boltrer sig, og hvor man stadig anbringer Frokosternes og Middagenes
Vindruer, Ferskener, Ananas, hvis fine Farver gjor deres Virkning i den
frodiggronne Vinduesnische. Moblementet er af udskaaret morkt Egetrae i
gammeldags Stil; for Enden af Bordet staar en hojrygget maegtig Stol, det
er Husfruens Plads. Naar hun gaar tilbords, rykker hendes Kammertjener
den frem til hende og bliver da staaende bag den under hele Maaltidet.
Hun sidder der som en Dronning ved et Bord, der er rigt som en Dronnings.
Slebet bohmisk Krystal, Guld- og Solvservice, lydlos, fornem Betjening
for hver Gjaest, et udsogt Kjokken, kort sagt Alt, hvad der kan bidrage
til at forvandle Maaltidet til en aesthetisk Nydelse. Ved dette Bord
holdes altid den gamle Regel om Muser og Gratier efterrettelig; i Regelen
sidder der kun en fire, fem gode Venner om det, og det er sjeldent, at
der ikke er et stort Navn i den franske Kunst eller Literatur mellem dem.
Alligevel fores der sjeldent nogen Konversation, i hvilken hun ikke er
den Aandfuldeste, og haender det engang, at man kommer ind paa laerde
Themaer, hun ikke veed Besked om, forstaar hun hurtigt med en
Elskvaerdighed, som er uimodstaaelig, at fore Samtalen ind paa et Omraade,
hvor hun kan vaere med blandt de Forste, helst den Forste. Hun vil herske,
hun vil vaere Dronning, omgiven af Dronningens Luxus og Hyldest; tillader
man hende ikke det, saa kommer det forkjaelede Barns Luner op i hende og
faaer hende til at gjore gale Streger, som dengang hun forlod Theatre
francais. Men bojer man sig for hende, saa er hun trods sine tredive Aar
glad som et lykkeligt Barn, yndefuld og indtagende, saa at hun afvaebner
selv de mest haardnakkede Modstandere.

[Illustration: Coquelin som "Don Caesar".]

Coquelin i sin Loge,

Englaenderne har opfundet et Slags literaere Portraetskizzer, der er komne
staerkt i Mode: Skildringen af beromte Personer _at home_. Genren har sit
Vaerd. Man forstaar afgjort en Meissonier bedre, naar man har set ham ved
hans Staffeli, eller en Edison, naar man har fulgt ham i hans
Laboratorium.

Men det gjaelder at finde Stedet, hvor de paagjaeldende Personer er
virkeligt hjemme, hvor de er helt sig selv. Man lurer sjeldent en stor
Taler synderligt af, fordi man seer ham i hans Spisestue, eller en stor
General, fordi man gjor ham Visit i hans Families Skjod. Der er selv de
Storste i Regelen kun ganske almindelige Dodelige. Coquelin skal man se i
hans Paaklaedningsvaerelse, i hans "Loge", som Franskmaendene kalder det.
Mellem sine Malerisamlinger og Boger i den elegante Lejlighed, han beboer
i Rue Lafayette, er han Kunstven og Forfatter; naar han under
Kammerforhandlingerne spadserer i _Salle des pas perdus_, omringet af
Deputerede og Journalister, der fritter ham ud om hans Mening, er han en
Politiker, der veed Besked; naar han overvaerer Indvielsen af en Skole,
som er stiftet for hans Penge, eller naar han paa Valgdagen laegger sin
Stemmeseddel i Urnen, er han en god og samvittighedsfuld Borger; naar han
elegant, vittig og konversabel faerdes i den store Pariserverdens Saloner,
er han Selskabsmenneske _par excellence_, og naar han paa Havres
Havnemole venter Monsieur Mayer fra London, er han en snild
Forretningsmand; men i sin Loge er han alt dette accessionelt ved Siden
af og samtidig med det, som han dog er forst og fremmest: Theatre
francais' uforlignelige Skuespiller.

Coquelins Loge svarer nu imidlertid heller ikke paa nogen Maade til det
Begreb, der ellers forbindes med en Skuespillers Paaklaedningsvaerelse.
Naturligvis er Verdens forste Theater fornemt ogsaa bag det Taeppe, som
skiller Publikum og Aktorer.

Naar man har passeret Administrationsindgangens gronne Cerberusportner,
kommer man ad en hvidlakeret, forgyldt Trappe med Brysselertaepper,
Marmorbuster og Spejle op paa den ene Side til Kontorlokalerne, paa den
anden til det Allerhelligste, Skuespillerfoyeren, en fin Louis quatorze
Salon, hvor hver Plet paa Vaeggene er behaengt med Billeder af beromte
afdode Artister. Korridoren, som forbinder den med Scenen, er et ikke
mindre imponerende Portraetgalleri, og selv hvor man ved Indgangen til
Scenen drejer af og klattrer op i de ovre Lokaler, der ellers saa tidt i
Thaliatempler kun plejer at vaere et primitivt Sammensurium af
halsbraekkende Honsestiger og Loftsrum, der minder om
Marchandiser-butiker, selv der er Alt soigneret og nobelt: brede Trapper
med Mahognigelaender og Bastmaatter, Couloirer, som leder Tanken hen paa
Gjaestefloje i en gammel Herregaard, hvide Porcellaensplader med
Kunstnernes Navne paa hver Dor. Men alligevel bliver man overrasket, naar
man aabner den, paa hvilken der staar _Coquelin aine_. Det er en formelig
Salon, man kommer ind i. Persiske Taepper paa Gulvet, gobelinsbetrukne
Kanapeer og Causeuser, Kunstbronzer paa Kamin og Skrivebord, hyggelige
Lamper med farvede Net over, der daemper Skjaeret, komfortabel Luxus, hvor
man seer hen i det store Rum. Vaeggene er fyldte med Malerier og
Akvareller, Pluraliteten forestillende Coquelin i hans forskjellige
Hovedroller, andre afbildende Scener fra Maerkedage i Theatrets Historie,
men alle signerede med bekjendte Navne og i Regelen forsynede med en
lille Notits paa Foden, der fortaeller, at de er Gave fra Maleren selv.
Rundtomkring ligger nysudkomne Boger og fintindbundne Manuskripter. Kun
et monumentalt Spejl paa Vaeggen mellem Vinduerne, med gronskjaermede
Lampetter op langs Siderne og med en Maengde smaa Glasaesker paa
Marmorpladen forneden erindrer om, at man er i en Skuespillers
Paaklaedningsvaerelse.

Man er nu i Virkeligheden ogsaa ligesaa meget idetmindste i en Salon.
Coquelin tager imod i sin Loge. En Pariser har ikke Dagen disponibel til
at sladdre hen, allermindst en Pariser _en evidence_. Det paa alle
Punkter optagne Liv, han forer, stiller saa mangehaande Krav til ham;
naar han skal opfylde blot de Halve af dem, maa han tage vare paa
Ojeblikkene. Coquelin har et sjeldent Talent dertil. Alle sine Forhold
til Omverdenen gjor han af, mens han klaeder sig paa. Han er visibel hos
sig selv om Morgenen, naar han staar op, men efterat hans Vogn har hentet
ham ved Titiden og kjort ham hans saedvanlige Tour, horer Dagen hans
Arbejde til, og han er forsvunden for Enhver til om Aftenen, da den nye
Paaklaedning begynder. Han saetter Folk Staevne paa Theatret, og de, der har
Venskabs- eller Forretningsforbindelser med ham, soger ham der. Den
gronne Portner ved Administrationsindgangen er hojlig fornaermet.
Taerskelen, han er sat til at vogte, er ham en Helligdom, som efter hans
Mening ingen Profanes Fodder nogensinde burde have Tilladelse til at
overskride. Men hvert Ojeblik, naar han straekker sin spaerrende
Cerberusarm ud og sporger _qui cherchez vous ?_ lyder Passeer-Parolen
_Monsieur Coquelin_ ham i Oret, og han veed, at saa nytter der ingen
Indvendinger. I sin Loge er Monsieur Coquelin hjemme for Alle.

Doren til den staar ikke noget Minut. Forst kommer Vennerne, der "er i
Salen" og vil aflaegge ham Visit for Forestillingen. Det er Dagens
politiske og mondaine Historie, der repeteres. Coquelin er au courant med
Alt og interesserer sig for Alt. Ivrig, fuld af Liv vandrer han op og ned
af Gulvet og diskuterer og dokumenterer med denne Stemme, der ligesom
meisler hver Saetning i Marmor. Det banker. _Entrez!_ Et lille koket Hoved
titter ind, men traekker sig strax igjen tilbage. _Pardon, je
derange.--Mais pas du tout, Mademoiselle, entrez donc_. Hun kommer for at
tale med ham om Rollen, han har lovet at indstudere med hende. Imorgen
ikke, saa skal han i Kammeret, og iovermorgen maa han til Havre for at
spille ved en Forestilling for Redningsmandskabet, men Dagen efter. Hun
takker, hilser let paa Salonens Gjaester og forsvinder igjen. Men naeppe er
hun ude, for det banker paany. En aeldre, ordinaer Herre, der har pyntet
sig op til at skulle vaere ung og elegant Han kommer overordentlig frejdig
og selvfornojet, men falder strax af, da han seer, at der er Folk for
ham. Coquelin hilser skjodeslost; Manden faaer ham trukken hen i et
Hjorne og begynder en hviskende Samtale med ham. _Mais vous pouvez parler
devant ces Messieurs,_ afbryder Coquelin efter et Ojebliks Forlob; "det
er lutter Venner." Der udspinder sig saa en Forretningsdiskussion om
Tourneer i Rusland, Amerika, Brasilien, Spanien. Siden Coquelin er
begyndt at rejse, vil Alverdens Impressarioer have fat i ham, og
allesammen har de Guld og gronne Skove at love ham. Han holder af at
flakke om. Med sin Evne til at nytte Tiden faaer han Alt at se i de
fremmede Lande, han besoger, og med sin hurtige Intelligens opfatter han
strax selv det ham mest Fremmede. Det er en Maade at studere paa, siger
han, som opvejer alle andre, og i sin Kontrakt med Theatre francais har
han derfor ogsaa udtrykkelig hvert Aar forbeholdt sig to Maaneders Ferie,
som han selv kan tage, naar han vil. Planen til Amerikatouren er allerede
lagt, og han har Tilbud og Planer om mange andre. Disse Rejser foroger
desuden de hundrede og tyve tusind Francs, Theatre francais aarlig
betaler ham, med rigelig ligesaa Meget til, og han er ikke mindst en
moderne Pariser i Trangen til at tage Penge ind. Allerede hans
Malerisamling koster ham uhyre. Hvert andet Ojeblik er der et Billede af
Millet eller Andre til en halvhundrede tusind Francs, som han ikke kan
modstaa Lysten til at kjobe. Saa ernaerer han fattige Slaegtninge og
stifter Legater, Alt det sluger Kapitaler. Han er ligefrem nodt til at
rejse. Men heldigvis forstaar han ogsaa til det at gjore sin Tid
frugtbringende. Saasnart han har nogle Dages Otium ved Theatre francais,
er han i en Haandevending i Bruxelles, Lyon, Anvers, Lille for at give
Gjaesteforestillinger. Hr. Perrin er ingenlunde fornojet ved saaledes
aldrig at vide, om han har ham eller ikke har ham, men han gjor gode
Miner til slet Spil. Coquelin gaar det ikke an at stode, han er Theatrets
Grundpille, og han er paa Basis deraf dets virkelige Herre.

Det bliver imidlertid ved at banke. Der kommer en ung, mager, gardisthoj
Herre med det rode Baand i Knaphullet; det er Deroulede. Coquelin iler
hen og trykker hans Haand, han horer kjendeligt til de mest Velkomne. Man
har i Regelen meget tilovers for de Mennesker, for hvem man har gjort
meget; det er ogsaa Kjaernen i Venskabsforholdet mellem disse To og
overhovedet i Coquelins Forhold til en stor Kreds af Frankrigs yngre
talentfulde Digtere, Manuel, Guiard, Delair forst og fremmest. Han har
saa at sige opfundet dem; de har bragt ham deres Digte, han har reciteret
dem rundtomkring i Saloner og ved Soireer og paa den Maade skabt deres
forste Reputation. En ung Poet har han skaffet Forlaegger, en anden hans
Tragedie antagen ved Theatre francais, han er efterhaanden bleven Forsyn
for hele den yngre lyriske Skole. Det kunde synes at staa i Modstrid med
Grundretningen i hans egen Kunst, men det er dog let forklarligt
alligevel. Coquelins Mesterskab er i forste Rang Kunsten _"de bien
dire"_. Derfor elsker han Verset. En af de Roller, i hvilke han er
uforligneligst, og den, som han selv saetter mest Pris paa og paastaar,
han spiller bedst af alle, er Don Caesar i Victor Hugos "Ruy Blas".

Atter banker det. Denne Gang er det ingen Gjaest, men Regissoren, der
kommer for at varsko forste Gang. _"Je serais pret, mon ami,"_ siger
Coquelin med et Smil og en naadig Haandgestus. Han har endnu knap begyndt
paa Paaklaedningen, og ti Minutter efter skal han staa paa Scenen, men
Regissoren kjender ham og gaar. Han er paa Pletten, naar han skal vaere
der, men heller ikke noget halvt Sekund for. Stadig diskuterende med
Vennerne, som vil rejse sig, men som han beder blive, stadig modtagende
andre, der kommer, forsvindende et Ojeblik ind i det lille
Toilettekabinet, men fortsaettende Samtalen gjennem Portieren, klaeder han
sig paa og maskerer sig med taskenspilleragtig Behaendighed naesten, uden
at Nogen laegger Maerke til det engang. Hver Sminkestreg, han gjor, er han
sikker paa som paa Alt i sin Kunst. Det giver ham den overlegne Ro paa
saavel som bag Scenen, der er hans Styrke.

AEngstelse og Nervositet aner han ikke hvad er. Naar han rejser, bringer
han stadig i de Huse, hvor man har inviteret ham til Middag, sine Vaerter
til Fortvivlelse. Man har sat Dineren tidlig og sorget for, at den kan
vaere endt saa betids, at han kan komme paa Theatret uden Forsinkelse. Men
det er ham selv, der traekker den ud. Hele Selskabet bliver ved aengsteligt
at se paa Klokken undtagen netop han. Endelig minder man ham. _"Tout a
l'heure,"_. svarer han og bliver ved at fortsaette Samtalen. Og naar man
saa tilmed vidste, at dette Theater, som han nogle Minutter efter skal
spille paa for forste Gang, det har han aldrig set. Han har simpelthen
spurgt sin Ven Dieudonne, der stadig rejser med ham, om Alt er paa sin
Plads og i Orden; naar han har faaet Forsikringen derom, veed baade han
selv og hans Kammerater, at han ogsaa vil vaere det, og at han vil spille
sin Rolle ganske paa samme Maade, som han har spillet den Hundreder af
Gange, uden at lade sig forstyrre i sin Ro af Nogetsomhelst.

I sin Loge holder han Diskussionen gaaende lige til det sidste Ojeblik.
Regissoren kommer anden Gang og stikker Hovedet ind. _"On peut
annoncer,"_ raaber Coquelin til ham. Han gjor den sidste Sminkestreg,
retter Parykken foran Spejlet og rejser sig. Vennerne folger ham ned ad
Trappen, og man bliver ved at tale. _"A l'entreacte_," bryder han endelig
af; man horer Maskinkarlen slaa Slaget, der annoncerer Aktens Begyndelse.
Coquelin staar paa Scenen, et Sekund, saa gaar Taeppet op, og han er i
samme Nu helt og holdent den Person, han skal forestille.

Mens han spiller, et flygtigt Blik tilbage paa, hvorledes han er naaet
til den Plads, hvorpaa han nu staar. Han er en Bagerson fra Sokjobstaden
Boulogne. Familien har gjennem lange Slaegtled vaeret denne Stads og det
haederlige Bagerlaugs bedste Maend. Der er endogsaa dem, der vil paastaa,
at man intetsteds i hele Frankrig kan faa saa magelost Hvedebrod som i
Boulogne. Det er Traditioner, der daterer sig fra meget langt tilbage,
Traditioner, som Slaegten foler sig stolt over, og som den derfor kun med
stor Bekymring saae blive brudt, da dens Yngste, den attenaarige Jules
Constant, for en Snes Aar siden pludselig en skjonne Dag erklaerede Papa
Coquelin, at han var kjed af at spadsere omkring i Boulognes Gader med et
Postejfad paa Hovedet, og at det nu var slaaet fast: han lagde den hvide
Hue af, der saa langt man kunde huske tilbage havde vaeret Coquelinernes
Adelssymbol, for at drage til Paris og paa et helt andet Felt vinde ny
Haeder til det gamle Navn.

Papa Coquelin var imidlertid en fornuftig Mand, han indsaa, at det selv
ved en Bagerovn kun er Lysten, der driver Vaerket, og at man aldrig kommer
nogen Vegne, naar den mangler. Jules Constant fik Lov til at gjore, som
han vilde, Han rejste. Fra en Boghandler i Boulogne fik han
Anbefalingsbrev med til Regnier, der dengang var Numer Et ved Theatre
francais, og hos ham praesenterede han sig da. Han vilde vaere Skuespiller,
erklaerede han, men kun, naar man troede, han kunde blive noget Udmaerket.
Ellers rejste han tilbage og tog den hvide Hue paa igjen. Om man nu vilde
se, hvad han duede til.

De aervaerdige Laerere ved Konservatoriet, til hvem dette Hverv som
saedvanlig blev overdraget, fandt ikke, at han duede til Stort. Og saa
fandt de ham altfor grim. "Det er jo en ren Trompetnaese, han har," sagde
Augustine Brohan. "Og hvad der er det Vaerste, han bruger den som en
Trompet," fojede Auber til. Han faldt igjennem ved Examen, og havde
Regnier ikke med sit saedvanlige glimrende Blik for, hvad der boede i den
unge Skuespiller, beholdt ham alligevel for at se, om han dog ikke kunde
faa Noget ud af ham, saa vilde Coquelin den Dag idag have vaeret Bager i
Boulogne og ikke Regniers Efterfolger paa Thronstolen i Molieres Hus.

Regnier blev hans Laerer og Opdrager. Han laerte ham forst og fremmest
Taalmodighed, det, som for alle Kunstnere, men for Skuespillere saerlig er
saa noget naer Alpha og Omega: at studere og studere og vente ganske
rolig, til man virkelig har alle baade ydre og indre Betingelser samlede
for at kunne praestere noget Ordentligt. Selv efterat han i 1860 havde
faaet Konservatoriets forste Pris for Udforelsen af en Crispinrolle og
baade Regnier og adskillige Andre ganske vel indsaae, hvad der boede i
ham, fik han ikke Lov til at rende af Skole, Regnier fortsatte sit
Opdragelsesvaerk, og de smaa Roller, han i det forste Par Aar kom til at
spille ved Theatre francais--Gros Rene p "le Depit amoureux", Bazile i
"Figaros Bryllup", Dubois i "Misanthropen", Loyal i "Tartuffe", o.s.v.
o.s.v.--var naermest at betragte som en gradevis Vaennen til Ilden. Da han
endelig leverede Hovedslaget, var han faerdig; Sejren kunde ikke udeblive,
og den udeblev heller ikke.

[Illustration: Coquelin]

En af Pariserkritikerne i Vaelten har som Ojenvidne fortalt om denne
Triumf. Coquelin havde faaet en Rolle i et nyt Stykke, som Theatrets
davaerende Direktor Thierry imidlertid af Hensyn til en aeldre Skuespiller
atter maatte tage fra ham. Til Gjengjaeld gav han den unge Kunstner Lov
til at vaelge, hvilken han vilde i det gamle Repertoire. "Saa vaelger jeg
Figaro i "Figaros Bryllup"," sagde Coquelin strax. Det var et af de
storste Vovestykker, der kunde taenkes, men Thierry holdt altid sine
Lofter, og Coquelin fik Rollen. Alt gik godt, fortaeller den naevnte
Kritiker, til han skulde ind paa Scenen. Men da han forst var der, blev
han overfalden af en forfaerdelig Frygt. Han begyndte at ryste over hele
Kroppen, Tungen klaebede sig fast til Ganen, og han spillede de forste
fire Akter uden at vide af, hvad han sagde, med slovt Blik, morkt
Ansigtsudtryk og halvkvalt Stemme, som et Menneske, der fores til
Retterstedet. "Men saa le dog, dit lille Dyr," hviskede Augustine Brohan
ganske sagte til ham; "le dog, Du er jo Figaro." Coquelin gjorde
imidlertid kun en fortvivlet Gestus, der betod, at han ikke kunde le.
Heldigvis er det parisiske Publikum yderst overbaerende mod Debutanter.
Man ventede stadig. Femte Akt kom; det er den Akt med den beromte
Monolog. Det var dengang Mode i alle det gamle Repertoires komiske
Roller, saerlig i Molieres, at haelde over mod det Tragiske saa tidt, man
kunde. Denne Mode behagede ved det Nye og Dristige, der laa i den.
Coquelin havde i den Anledning fundet paa at gjore noget Lignende ved
Monologen. Han sogte at gjore den bitter, mork og irriteret. Den staerke
Sindsbevaegelse, hvori han befandt sig, gav hans til daglig Brug
vibrerende Stemme endnu mere Udtryk, hans Mimik og Gestus endnu mere
Fortvivlelse og Vildhed. Han gjorde stormende Lykke. Man applauderede
uforbeholdent: man havde her en Mand for sig, der kunde vaere paa een Gang
Scapin, Crispin og Figaro.

Han blev det hurtigt efter denne forste Sejr; han blev i disse tre og i
alle beslaegtede Roller den mest uforlignelige Skuespiller, Theatre
francais rimeligvis nogensinde har havt. Og hvilken Maengde af dem har han
ikke trods sine knap fyrretyve Aar allerede spillet I Af alle Molieres
Stykker er der siger og skriver kun tre, i hvilke han ikke er optraadt,
og han har i de tyve Aar, han nu har vaeret ved Theatre francais, spillet
ikke mindre end omtrent tresindstyve forskjellige Figurer alene i det
gamle Repertoire. I det moderne er hans Navn knyttet til nogle og tyve
Repriser af beromte Komedier, og samtidig har han skabt Hovedfigurer i en
tredive, fyrretyve nye Stykker. Vilde man med nogle enkelte Roller
markere Hovedpunkterne i hans Skuespillervirksomhed, maatte man forst og
fremmest naevne Figaro i "Figaros Bryllup", Mascarille i "les Precieuses
ridicules", Gringoire i Stykket af samme Navn og Marcel i "Les Ouvriers"
(Arbejderliv). Han har aldrig havt mere uimodstaaeligt smittende godt
Humor, udfoldet mere aegte komisk Liv end i de to forste af disse Stykker,
og han har aldrig talt til Hjertet som i de to sidste. Dog jo, han har i
sin sidste mesterlige Creation, den gamle Skuespiller i
Erckmann-Chatrians "Les Rantzau" gjort begge Dele lige uovertraeffeligt
paa een og samme Tid.

Det er nemlig en Hovedejendommelighed ved Coquelin som Skuespiller, at
hans Talent saa at sige ikke kjender nogen Graendse. Hans Hovedstyrke er
at faa Tilskuerne til at rulle sig i Latterkrampe, men den naeste Aften,
det naeste Ojeblik kan han med samme Uimodstaaelighed lokke Taarerne af
det samme Publikums Ojne. Han har den ene Dag spillet Scapin og den naeste
Jean Dacier, Hovedfiguren i en moderne Revolutionstragedie af samme Navn.
Forbausende er det, til hvilken Grad han forstaar i Stemme, Mimik,
Holdning og Alt at kaste sig selv fuldstaendig bort og paa Scenen
udelukkende vaere de Figurer, han fremstiller. Han tager dem af og paa med
samme virtuosmaessige Lethed som Kostumet, der horer til dem. Det er
forklarligt; hver lille Gestus, hvert Tonefald, hvert Blink med Ojnene er
vejet og provet i Maaneder, for det blev slaaet endelig fast. Coquelin
overlader i sin Kunst Intet til tilfaeldig Inspiration.

Saa spiller han da, og Publikum jubler og applauderer. Han er forgudet og
forkjaelet som en Primadonna. Og han saetter Pris derpaa. Har Bifaldet en
enkelt Gang vaeret kjoligere end saedvanlig, er han forstemt, har det
rystet Huset, straaler han som en Debutant, og naar Vennerne atter kommer
op i Mellemakterne, er en Samtale om, hvorledes de enkelte Repliker har
slaaet an, altid det Forste, hvormed der begyndes, selv om man ender med
Droftelsen af helt andre Materier. Og det gjor man tidt. Er der vigtige
Forhandlinger i Kammeret, saa at Moderne er trukne ud til hen paa
Aftenstunden, er Coquelins Loge det Sted, hvor man sikkrest kan hente
Nyheder fra dem. Han faaer Alt berettet pr. Depesche fra selve Palais
Bourbon. Man har drevet Spot med denne hans Politiseren og med hans naere
Forhold til Gambetta. Man har havt Uret, det er kun tomme
Vittighedsmagere, der kan gjore det, Coquelin har vist, at man kan vaere
en stor Skuespiller og en brav Borger ved Siden af. Han er af et andet
Kuld end sine Forgjaengere i Molieres Hus. Han henter ikke sine
Inspirationer paa Knejpen, han er sober som de Faerreste, til sine
Maaltider nyder han kun Vin og Vand og udenfor dem aldrig det Mindste.
Han horer til det moderne Frankrig, det, der veed, at i vore Dage naaer
man kun en Forsterangs-Position gjennem et Liv i uafbrudt Arbejde. Men
det, at han i Intet er _cabotin,_ at han i samme Ojeblik han saetter sin
Fod udenfor Scenen er en _homme serieux_ med alsidige Kundskaber, alsidig
Dannelse og Interesser for Alt, det er det netop, der har bidraget til at
lofte den moderne franske Skuespillerstand ud over den halvt deklasserede
Stilling, den saa laenge havde indtaget. Naar man nu vil kaste den den
gamle Haan i Ansigtet, rejser Opinionen sig som een Mand mod Fornaermeren.
Det har vist sig saa tydelig, som onskes kan, for nylig ved Bladet
"Figaros" og Hr. Mirbeaus Angreb. Med Gots AEreslegion er den sidste Rest
af Skuespillernes Undtagelsesposition forsvunden. Og det er Coquelin, der
har fremtvunget dette Kors. Han har ikke blot gjort det direkte ved atter
og atter at tage Ordet for sine Kammeraters Ret til at blive betragtede
som alle andre Borgere, han har gjort det endnu mere indirekte ved sit
eget alvorlige, haederfulde Liv. Han er en ny Skuespillertype, og han vil
faa Efterfolgere. Komedieforfatterne vil maaske have Grund til at beklage
sig derover; de faaer ikke laenger Figurer som Kean og Garrick at skrive
om. Men ellers er det vanskeligt at se, hvem der skulde lide derunder.
Naeppe Kunsten, og naeppe Samfundet, og Skuespillerne selv allermindst.

[Illustration: Coquelin som Florence i "Les Rantzau"]

Cherbuliez i sit Arbejdsvaerelse

Mens Millionen og de Fremmede breder deres Herredomme videre og videre ud
over det moderne Paris, forvandler dets Fysiognomi og umaerkeligt gjor det
til en hel ny Stad, er der dog een Part af Byen, hvor denne Erobring
synes at finde et Bolvaerk, som den ikke kan bryde, hvor de gamle Huse og
Gader staar endnu, hvor Saerpraeg og Vaner, hvor Karakteren, som det hele
Liv har; er saaledes, at den nuvaerende Generations Faedre og Bedstefaedre
vilde kjende sig igjen og fole sig hjemligt der, hvis de kunde staa op af
Graven. Denne Part er den venstre Seinebreds Paris. Det begynder saa
smaat at skrumpe ind ganske vist; det kan ikke vise noget Sidestykke til
Quartier de l'Europe eller til den som af Aladdinsaander bebyggede
Monceauslette, det inkorporerer ikke Dag for Dag bredere og bredere
Baelter af Banlieuen, tvertimod, det er ligesom det visnede lidt i Kanten,
de yderste Partier bliver folketommere, falder hist og her i Ruiner,
glider over til at blive en Mellemting mellem Landsby og Stad. Men ikke
desto mindre er det dog ogsaa af vore Dages Paris endnu stadig en saa
vaesentlig Del, at der maa regnes med det. Det er mere endnu. Det er som i
den stolte katholske Kathedral det lille Kapel, der gjemmer Kisten med
Helgenens Relikvier. Tinder og Taarne og Hvaelvinger med deres Marmor og
Guld og Lys og Billeder er kun byggede udenom dette Kapel. Til dets
Forherligelse er den hele Pragt der; det er i Virkeligheden det, der har
gjort Kirken stor, og det er stadig Sjaelen i den, For dets Skyld kommer
de rette Pilegrimme, ved det holder de sande Troende deres Andagt.

De gamle Kvarterer paa den venstre Seinebred gjemmer endnu Paris's egen
saerlige Individualitet, det, der har skjelnet denne forunderlige By fra
alle andre og gjort den til, hvad den er. Millionaerpaladserne har rejst
sig, de Fremmede er komne, Verdenskaravanseraiets Stimmel og Glands er
kommen, men det er som Kathedralen Altsammen kun voxet op, fordi der var
Noget, som kunde baere et saadant Relief. Og dette hemmelighedsfulde,
uhaandgribelige Noget fylder endnu Luften i de snevre Gader mellem
Sorbonne og College de France, mellem Academie des beaux-arts og Ecole
polytechnique og den lange, lange Raekke af Videnskabens og Kunstens
Hojskoler, der klemmer sig sammen her paa en ganske lille Part af den
store Bys Grund; Rastaqouairen og Amerikanermillionaeren, Boulevardieren,
Kokotten og Alt, hvad der er i Slaegt med dem, kan ikke trives i denne
Luft, den aegte Pariser derimod er forst rigtig i sit Element, naar han
indaander den. Af Intelligensens Paris boer ni Tiendeparten paa den
venstre Seinebred.

I Rue Gay-Lussac, en af dette Kvarters venligste og aabneste Gader, og i
den Del af den, hvor Sol og Blomsterduft fra Luxembourghaven frit kan
stromme ind, har det franske Akademis sidstvalgte Udodelige, Victor
Cherbuliez, sit Hjem. Det er helt paa den anden Side Pantheon, han boer.
Han siger nok selv, at det er af Hensyn til hans Sonner, der har deres
Lyceer herude, men i Virkeligheden tager man dog naeppe fejl ved at soge
den egentlige Grund dybere. "Man har det ogsaa fredeligere her," fojer
han til; "selv ved Gadestojen er der noget Douce, saa den ikke generer,
jeg har en Fornemmelse, som om jeg ikke vilde finde Ro til at arbejde,
hvis jeg kom over paa den anden Bred." Det er just Sagen. Han er
instinktmaessig rykket saa langt fra Millionens Paris, som han kunde
komme; Feberen i dets Liv, de skrigende Toner i dets Larm, Guldets Raslen
og Reklametrompeternes Skingren har skraemmet ham. Han er saa lidt i Slaegt
med Alt det, som Nogen kan vaere. Skjondt fodt Genfer har ikke blot Loven
givet ham parisisk Borgerret, hans Gjerning har gjort det for den og
varigere end den. Men i Verdensstadens tumlende Offentlighed er han
aldrig bleven nogen Person _en vue_, han horer ikke til den Slags
Parisere _en evidence_, der samler Oplob, hvor de viser sig; den store
Hob kjender ham ikke, han kan spise sin Frokost paa Cafe Caron, uden at
Nogen i Lokalet veed, hvem han er, og laegger Maerke til ham. Han staar som
Repraesentant for det Paris, som man ikke seer, og som ikke gjor Sprael,
men som dog er Sjaelen i den store By, for Intelligensens stille,
arbejdende Paris paa den venstre Seinebred.

At traenge ind til en rigtig Pariser _en evidence_ er omtrent ligesaa
vanskelig en Sag som at komme med til en Premiere. Han er paa sine
Enemaerker en Konge, der hyller sig i utilnaermelig Majestaet.
Tjenestepersonalet har de strengeste Ordrer til at holde Alle paa
Afstand. Lykkes det end undertiden ved Hjaelp af nogle Francsstykker at
passere Portneren, saa lader Forgemaklakajen sig dog ikke bestikke. Det
nytter kun lidt at sporge ham, om hans Herre er tilstede. Han svarer kun
med et medlidende Smil. Det er ham, der holder Forhor. Han gjor det uden
Personsanseelse; selv en "Monsieur decore", hvem der dog ellers allevegne
i Paris bliver vist Hensyn, respekteres ikke. Forst naar han har leveret
Fyren med Silkelaeggene tilfredsstillende Oplysninger om, hvad han hedder,
og hvad han er, og hvad han vil, meddeles det ham naadigt, at Husets
Herre tager imod mellem Elleve og Tolv den og den bestemte Dag i Ugen.
Han har saa Tilladelse til at komme igjen og antichambrere. Paa den
venstre Bred kjender man derimod ikke saadanne Formaliteter. "Hr.
Cherbuliez," siger den gamle Portnerkone, "jo, det er her; Herren er lige
kommen ind fra Landet. Anden Sal over Entresolen, Doren tilvenstre. Men
De maa ringe lidt staerkt, for Pigen deroppe er noget dov." Hun er saa dov
tidt, at det bliver Fruen, der lukker op. Man bedes vente et Ojeblik,
mens hun underretter sin Mand om Besoget. Men maaske er han beskjaeftiget,
han maa paa ingen Maade lade sig forstyrre, man kan saa udmaerket godt
komme igjen paa en anden Tid, hvis det er mere belejligt. Man forstyrrer
aldeles ikke, svarer hun venligt, det vil vaere hendes Mand en Fornojelse
at se En, han skal komme ligestrax. Man gaar da ind i Salonen. Det er en
lille, hyggelig Stue med Mahognimobler, Stil _premier empire_,
Divantaeppe, mange Blomster ved Vinduet, mange Malerier paa de morkrode
Vaegge, men uden nogensomhelst moderne parisisk Luxus, uden Elegance
engang, en jaevn, lidt gammeldags Salon, gjennemtraengt med den Parfume af
pudset og skuret Renhed, som Vaerelser har, der staar til Stads og kun
bliver brugte ved hojtidelige Lejligheder. Efter nogle faa Minutters
Forlob kommer den lille, venlige Frue tilbage og hilser fra hendes Mand,
om man ikke vil folge med ind i hans egen Stue. Luften er en Smule klam,
og der er lagt i Kaminen hos ham. Man synes naesten allerede, man maerker
Varmen; det er en ganske anden Modtagelse, end man er vant til i Paris.
Man har en Fornemmelse, som om man var mange Mile borte, i saadant Noget
som en nordisk Praestegaard paa Landet.

Det er netop ogsaa Indtrykket, Cherbuliez' Arbejdsvaerelse gjor.
Fuldstaendig Studerekammerstil: en hoj Pult, ved hvilken man skriver
staaende, to store Laenestole med brunt Saffiansbetraek, en dito Sofa af
gammeldags Snit og saa forresten kun Bogreoler. De er af ulige Storrelse
og forskjellig Slags Trae, ojensynlig anskaffede efterhaanden som
Bibliotheket voxede, men nu proppede fra overst til nederst. Revuens
orangegule Hefter ligger klemte ind allevegne, hvor der er mindste Plads
over de staaende Raekker, men iovrigt staar den hele Armee i snorlige
Parade som et preussisk Regiment. Kun Uniformerne er noget brogede. Gamle
Volumina i Laeder og Folio skifter med smaa, kokette, rode Maroquinsbind;
mellem lange Suiter af Klassikere i falmet Shirting skubber gule
Calman-Levyske og blegblaa Dentu'ske Papirsrygge sig ind og drager
moderne Striber. Der er i Virkeligheden Lidt af Alt i denne Samling, mest
historiske Vaerker og Forfattere fra Encyklopedistperioden maaske, men
forovrigt hele den franske Litteratur, lige til de seneste Dage
repraesenteret ved Alt, hvad den har af Fortraeffeligt. Dertil tydske
Filosofer, graeske Poeter og politiske Brochurer i Maengde. Cherbuliez har
i sin Ungdom studeret flere Aar ved tydske Universiteter, han er Sproget
fuldkomment maegtig, og han har endnu Hegelianeren siddende i Blodet. Hvad
Graekerne angaar, saa er de saa at sige hans Yndlingslekture. Han laeser
dem i Grundtexten, og han har for Vane at gjore det hver Morgen, for han
tager fat paa sit Arbejde. Det er i Athen, at han har "fundet sig selv",
som man siger. Mellem Akropolis's Ruiner har han i Virkeligheden skrevet
sit Debutarbejde "le cheval de Phidias", og paa Bunden af de Ojne,
hvormed han seer paa Menneskene og paa Tilvaerelsen, ligger der stadig et
Skjonhedsindtryk, som stammer derfra.

En halv Vaeg er tom for Reoler, og paa den haenger det Eneste, som pynter
op i Stuen. Det er netop forst og fremmest en Gjengivelse i Gibs af en
Part af Parthenonskavalkaden, det Fragment, som har givet ham
Inspirationen til "Phidias's Hest". Dernaest er det et Fotografi af den
milesiske Venus, et Portraet.

[Illustration: Victor Cherbuliez.]

Cherbuliez' Haandskrift.

Dante i hans Ungdom efter en Fresko, der for nogle Aar siden er opdaget i
Florents, samt endelig i Glas og Ramme et Stykke gammelt, optrevlet,
graaagtigt Laerred, en Rest af Tassos Skjorte, med en Haandskrift af
Lamennais, der bekraefter AEgtheden. Endnu et Par enkelte Malerier,
stemningsfulde Landskabsbilleder, paa Kaminen Portraeter af hans Kone og
Sonner og af Buloz, "Revue des deux monde"'s Stifter, en bred
Solskinsstrime faldende ind fra Vinduet, og man har hele Vaerelset.

Ligefrem, fordringslos, venlig som det er Cherbuliez selv. Ved det forste
Ojekast har han i sit Ydre noget staerkt udpraeget Militaerisk, det er
Infanterikaptejn-Typen, som man kjender den fra de smaa franske
Provindsbyer. Men saasnart han taler, gaar det bort. Det var kun
Ansigtsformen, Overskaegget og den store Imperial, det skyldtes; Ojnene
forandrer Udtrykket fuldstaendig. De er smaa, uden Glands, af ubestemmelig
Farve, men der er i dem dette ejendommelige dybe Blik, der ligesom seer
igjennem den, de hviler paa. Naar man vil huske Ansigtet, er det kun dem,
man mindes: det Hjertelige, naesten Blode i dem, som dog, synes man, ved
en ganske lille Nuance maatte kunne blive strengt ogsaa, deres
forunderlig rolige Klarhed fremfor Alt. Disse Ojne giver Cherbuliez helt;
han er, som de fortaeller. Han horer ikke til Tidens nervose, forpinte,
sonderrevne Aander. Den vilde, trosteslose Utilfredshed med Existensen,
som praeger Perioden, hvori vi lever, og som i hele Menneskeslaegtens
Historie maaske ikke har havt noget Sidestykke undtagen netop i den
antike Verdens sidste Dage, ved det romerske Kejserriges Forfald, denne
Utilfredshed finder ikke nogen Apostel i Cherbuliez. Han flygter ikke,
som hans Kolleger paa den anden Side Rhinen gjor det i deres historiske
Romaner, fra en Verden, der er dem uudholdelig, bort til helt andre Tider
og helt andre Slaegter, og han baerer sig heller ikke ad--hvad der tilsidst
kommer ud paa det Samme--som hans Landsmand Zola med Disciple: giver det
malcontente Hysteri Luft i en Fremstilling af Jorden som et Helvede,
befolket af lutter Djaevle. Han er for meget Franskmand til det. Han kan
sin Schopenhauer og Hartmann paa Fingrene, men han har laest dem med samme
Forsigtighed, med hvilken Laegen gaar til en Epidemipatient. Han har
garderet sig med sin sunde romanske Optimisme, og han er ikke bleven
smittet. Han skildrer de Mennesker, mellem hvilke han lever, ikke blot
fordi den Digtform han har valgt til sin, Romanen, efter hans Mening
aldrig kan faa blivende Vaerd undtagen som Gjenspejling af Forfatterens
Tid, men ogsaa fordi disse Mennesker er ham meget interessante og med
deres Fortrin og Fejl ganske sympathetiske. Han skildrer dem, som han
seer dem, og det er hans Overbevisning, at de er, som han seer dem, det
vil sige hverken helt Engle eller helt Djaevle. Med Forkjaerlighed vaelger
han just de mest sammensatte Naturer, i hvilke baade Godt og Ondt er oppe
og strides om Overtaget. Han er i Fremstillingen af denne aegte
menneskelige Kamp bestandig rolig og lidenskabslos; han kan vaere ubojelig
haard, men han er forst og fremmest uendelig human. Det absolut Haesliges
Berettigelse i Kunsten anerkjender han ikke, fordi han i Livet selv kun
seer det som en Undtagelse; endog de sorteste af hans Figurer har deres
sympathetiske Side. Meta Holdenis staar som et slaaende Exempel. Da hans
Fortaelling forste Gang blev offentliggjort i Revuen, modtog han fra alle
Sider Brev paa Brev, hvori man bad ham ikke lade denne unge Kvinde, om
hvilken han havde forstaaet at samle saa megen Interesse, ende altfor
trist, og med Revuens Udgiver var han naerved at brouillere i Anledning af
Romanens Slutning. Buloz havde i den Grad forelsket sig i Meta, at han
endogsaa en Stund gik omkring og dromte sig et Pendant til hende, der
kunde blive hans Sekretaer.

Som han sidder der og strammer den sorte, stukne Hjemmefrakke omkring sig
og skyder de store Laenestole hen til Kaminilden, for at man skal sidde
mere hyggeligt og passiare, er Cherbuliez netop den vindende, elskvaerdige
Personlighed, man har forestillet sig efter hans Romaner. Han har rejst
meget og seet Meget, han har laest og taenkt mere end de Fleste af hans
Samtid. Valberts Artikler (det Pseudonym, hvorunder han skriver i Revuen)
er der for at vise, med hvilken alsidig Sum af Kundskaber han sidder
inde, og med hvilken moden, overlegen Klarhed han seer paa alle Faenomener
i sin Tid. Mildere, mere overbaerende i sine Domme, doucere og lempeligere
i sin Maade at fremstille Alting paa, kan alligevel Ingen vaere end han.
Han har i sin hele Form den soignerede Hoflighed, den fine Delikatesse,
som jo ifolge en aeldre Generations Beretninger engang synes at have vaeret
typisk national hos Franskmaendene, men som nu ogsaa i dette Land findes
hos altfor Faa, og det er naesten, som om denne Hoflighed, denne
Delikatesse forbod ham at bruge et staerkt Udtryk, der kunde skurre i
Samtalen, fremsaette en afgjorende Mening, som han ikke var sikker paa
deltes af den, med hvem han taler. Man har undret sig over, at han, der
dog ved de naevnte Valbertske Artikler har vist et Kjendskab til, en
Forstaaelse af franske politiske og sociale Forhold, som Alle bojer sig
for, at han aldrig har sogt at komme til at spille nogen Rolle i det
offentlige Liv. Man har undret sig, fordi man kun kjendte ham som
Forfatter og ikke som Menneske. Han er den stille Studiets Mand; paa
Politikens Arena, hvor der skal skubbes og puffes og skraales hojt, vilde
han fole sig som en Troubadourridder i Artillerikamp. Og saa har han
desuden en vis Respekt for det hele moderne politiske Vaesen. Han har i en
af sine Romaner givet sit Syn paa Sagen. Siden Revolutionens definitive
Sejr drives der efter hans Mening egentlig slet ikke Politik i Frankrig.
De Revolutionaere har som Program kun Agrarlove samt Afskaffelse af Staten
og Vaabenmagten. For de andre Politikere, siger han, er det store
Sporgsmaal kun et Sporgsmaal om Indflydelse, og hvem der skal udove den.
Enhver vil vaere en Allerhelvedes Fyr, det vil sige et Menneske, som man
horer paa, naar han holder Taler, som man skynder sig at tilfredsstille,
naar han forlanger Noget, og som skraemmer, naar han truer. Det
republikanske Frankrig er en Armee; der har folt Trang til at fornye sine
Kadrer: det er det, man kalder de nye sociale Lag, der skal frem.
Monsieur Jourdoin efterabede Greverne og Marquierne og fandt sig yderst
haedret ved at have dem tilbords; nutildags siger Monsieur Jourdoin til
Seigneur Dorante: "Du er faerdig, min Ven, gaa din Vej, for at jeg kan
komme til."--Cherbuliez bryder sig ikke om "at komme til". Han befinder
sig mange Gange bedre i sin Laenestol ved Kaminilden, end han vilde gjore
det paa en Ministertabouret, og er der Noget i denne Verden, som han kun
kan se den sorte Side ved, saa er det Guldkalvsdyrkelsen. _"Non,
certainement, je n'aime pas le million,"_ siger han, og der gaar gjennem
de smaa Ojne et Glimt, som ikke har Spor af Blodt eller Venligt ved sig.
Det supplerer Bekjendelsen og oversaetter den i et mindre afdaempet Sprog.
Millionen er hans _bete noire_, med hele den Verden, der drejer sig om
den, har han og vil han Ingenting have at bestille. Paa sin venstre
Seinebred forer han med sin Hustru og sine Born en stille, borgerlig,
arbejdsom, fredsommelig Existens. Tidlig om Morgenen gaar han til sin
Skrivepult, regelmaessigt, naesten paa Klokkeslet, som Kontoristen gaar paa
sit Kontor. Han skriver sit bestemte Antal Timer, langsomt, formende,
filende, glattende paa hver Saetning, til den er netop, som han vil have
den. Det er ingen af Lidenskaber forpint og sonderreven Sjael, der faar
Luft i pludselige Improvisationer. Kjender han til Feber under Arbejdet,
saa er det kun den, som selve Undfangelsen forer med sig, og dens Smerte
har paa Bunden en uendelig Nydelse. Saaledes gaar hans Liv Dag efter Dag,
og dette Liv giver ham den Ro og Tilfredshed, der er Alt, hvad han
forlanger af Verden, den "grande tranquillite", der er Lykken for ham og
hele den Race af Mennesker, for hvilken han staar som Repraesentant.




DE FREMMEDE I PARIS.


Paris's Fysiognomi vilde ikke vaere parisisk, ialfald ikke moderne
parisisk, uden de Fremmede. De giver det paa ingen Maade de Traek, der
udgjor dets virkelige Charme, dem, som man kommer til at holde mere af,
jo nojere Bekjendtskabet bliver, men de giver det mange af dem der
springer mest i Ojnene. Det er ikke Pariseren, der gjor Gadelivets
Kolorit broget. Han er selv en douce Fremtoning, hvis Stolthed er at vaere
korrekt og at undgaa Sprael. Det er den taernede Touristbritte og den
dandypyntede Ibenholtsneger, det er Asiater og Afrikanere med
Silkekaftaner og spraglede Burnus, med Diamantagraffer og blaa
Saffiansstovler, det er den kasserolrode Indianer og den guldgule Indier,
det er denne aldrig endende etnografiske Revue af Mennesker i alle
Kulorer og i alle Verdens Kustumer, der frembringer Boulevardbilledets
Farveorgier. Og tildels paa samme Vis gaar det med Pariserlivet;
Effektstaffagen og Effektscenerne i det, Alt det, der gjor mest skrigende
Staahej, faaer sit Materiale for en vaesentlig Part fra den store
Fremmedlegion af Tapageur-Publikum, hvormed samtlige fem Verdensdele
rekruterer Paris. Den er bleven en Praetorianerkohorte, som, samlet ved
alle Midler af Verdensdronningen selv, nu har ranet Magten til sig og
forer sig op som Herrer og skriver hende Love i hendes eget Slot.

For Tredive, for Otte og Fyrre viste den Fremmede sig kun kometagtigt paa
Pariserhimlen. Hvad han nu end var for en Slags Potentat eller Nabob, en
exotisk Maerkvaerdighed var og blev han, der kom og saae og blev set paa
med store Ojne og saa forsvandt igjen uden nogensinde at dukke klart frem
af sin halvt eventyrlige Dunstkreds. Forst da Revolutionsideerne begyndte
at gaa deres Gang over Evropa, og da Reaktionens Offre fra alle Kanter
vendte sig til det frie Frankrig for at finde Asyl, kom der en virkelig
Fremmedkoloni i Paris. Man tog med aabne Arme mod de tilstrommende
Emigranter. Man tog imod dem som det, de i Virkeligheden var: Blomsten af
det liberale Europas Intelligens, og man indrommede dem en fremragende
Plads i sit Samfund. De samlede store Kredse omkring sig; man horte paa
deres Taler og Foredrag, man lod sig belaere og begejstre, og let
tilbojelig som man var til at passioneres, rejste man dem formelige
Pjedestaler. Folk som Mizkiewitz og Kossuth blev Heroer, som kun Faa af
Franskmaendenes Egne naaede op i Hojde med.

Fra den Tid har de Fremmede faaet Borgerret som et Element i
Pariserlivet, og fra den Tid er de stadig komne til at spille en storre
og storre Rolle i Paris. Men deres Type har unaegtelig i Aarenes Lob
undergaaet meget vaesentlige Metamorfoser. Den chevalereske Polak og den
idealistiske Tydsker er forsvundne med den Periode, for hvilken de stod
som Repraesentanter; Rastaqouairen og Amerikanermillionaeren har taget
deres Plads i den moderne Million-Metropol, i det uhyre
Verdenskaravanserai, hvortil Dampen og hvad der kom i dens Folge:
Distancernes Forsvinden, den store Industri og de store Formuer i en
Menneskealder har forvandlet Frankrigs Hovedstad.

Skjondt Fremmed er Rastaqouairen en moderne Pariserfigur af reneste Vand;
han er det i den Grad, at han er utaenkelig, umulig noget andet Sted. Han
kommer fra Egne af Verden, over hvilke der endnu ligger Slor af noget
Halvdunkelt, Eventyrligt, fra Brasilien eller Peru, fra en eller anden
sydamerikansk Republik, som man knap kjender af Navn, til Nod fra
Portugal, Spanien eller Rumaenien, helst fra et Sted med uudtaleligt Navn,
der holder Sporgsmaalet om Nationalitet og Verdensdel i ubestemt Taage.
Hans eget er ligesaa langt som imponerende. Det vrimler i det med
Santa'er, med da'er og di'er og y'er, og det haender aldrig, at der
mangler en Marquis-, en Vicomte-, en Chevalier- eller endnu finere Titel
foran det. Hans Bryst er bedaekket med Stjerner, om hans Hals haenger der
Ordensbaand i alle Regnbuens Farver. Hans Paaklaedning er rig, men
elegant, hans Holdning kavallermaessig, hans Optraeden en Grandseigneurs.
Ingen, der seer ham, kan vaere i Tvivl om, at han er et Vaesen af Race. Den
let broncerede Tone, som fjerne Landes Sol har givet hans Teint, og den
fremmedklingende Dialekt i hans flydende Fransk foroger kun det Aparte og
Distinguerede ved hans Person. Men hvad han mangler, det er netop det,
der udmaerkede hans Forgaengere i Fyrrerne og Halvtredserne. Han er hverken
nogen Ideernes Helt eller nogen Intelligensens Mand. I hans Hjerne er
visse saerlige Rastaqouairorganer blevne uforholdsmaessigt udviklede paa de
andres Bekostning, og ved hans Fysiologi er der yderligere den store
Maerkelighed, at han er kommen til Verden ganske uden Hjerte. Skulde det
vaere Aand og Talent, Kundskaber eller blot Dyd og gode Saeder, der
bestemte hans Plads ved Verdensdronningens Taffel, saa vilde han ikke
engang komme til at sidde nederst, han vilde ikke engang faa Lov til at
staa paa Trappen og fange Lugten op, man vilde anbringe ham saa langt
borte som muligt i en Baggaard. Da hans Pretensioner nu imidlertid gaar
ud paa ikke blot at vaere med til Gildet, men at baenkes til Hojbords
endogsaa, saa maa han kjobe denne Ret paa anden Viis. Han er saa heldig,
at de Valeurer, han kan byde som Betaling, i vore Dage har naaet en Kurs,
der er svimlende hoj.

Rastaqouairens Rolle i Pariserlivet er et Resultat af Reklame. De
omtalte, saerlig udviklede Hjerneorganer hos ham huser en Evne til at
gjore Opsigt, i hvilken han har sin Specialitet, sin Styrke, den eneste
Mulighed for sin Position. Hele det Paris, der gjor Spektakel og springer
i Ojnene, fylder han med sin Person. Han viser sig ostentativt overalt,
hvor der er Lejlighed til at blive set, han kjorer i Boulogneskoven med
isabellafarvet Forspand, han holder de dyreste Maitresser og de
extravaganteste Hoteller, han spraenger Klubbernes Spillebanker eller
taber Hundredetusinder til dem paa en Aften, han holder mystiske Orgier
paa de store Natterestaurationer, han laver sig romantiske Amouretter med
racebeslaegtede exotiske Prinsesser, og han sorger omhyggeligt for, at
alle disse hans Bedrifter, tilborlig stiliserede og forstorrede, baeres
paa Rygtets Vinger ud til Alverden. Den Rubrik i Boulevardbladene, der
forer Titelen _"Echo de Paris"_ har han efterhaanden fuldstaendig erobret.
Han har gjort det dels ved liberale Pengelaan til Journalisterne, dels
ved store Dinerer og Lofter om Dekorationer fra de fjerne Hoffer, hvor
han er altformaaende, dels endelig ved direkte Kjob. Han har Maanedskonto
med Bladet, og det beregner ham Omtalen af hans Extravagancer efter fast
Taxt. Hans Navns Naevnelse i Forbindelse med en opsigtvaekkende Premiere er
kun en Forretning paa nogle Louisd'orer, sin Stald eller sine
Elskerinders Toiletter kan han faa beskrevet for et Par hundrede Francs,
men falder han undertiden paa at unde sig et Causerie, i hvilket man gjor
ham--under let gjennemskuelige Chiffre naturligvis--til Helt i en
Historie, hvorom "hele Paris" vil tale, maa han kjobe denne Luxus
med Tusender.

Der er to Arter af denne moderne Type: de, der har Penge nok til at fylde
i Rabaldermolokens Svaelg, og de, der mangler det forste Fornodne, Basis
for den hele prangende Svindelbygning, Guldfundamentet, hvorpaa den
hviler. Forskjellen har dog ikke Stort at sige; de Forste vedbliver at
fore deres larmende Karnevalstrain, til Doden gjor Ende paa det, de
Sidstes Existens spraenges en Dag i en enorm Skandale, men saalaenge det
gaar, er det de samme Midler, hvormed der virkes, og de samme Maal, der
straebes henimod. Man raekker derfor ogsaa broderligt hinanden Haanden og
tumler afsted i samlet Trup. Den Enes Kredit styrker den Andens,
Glandsen, som man slaar sammen, bliver blaendende, og den store Hob staar
betagen, imponeret af det stojende Festbakkanal.

Ved Siden af Styrken, som dette indbyrdes Sammenhold giver, har
Rastaqouairefamilien imidlertid ogsaa udenfor sin egen Kreds maegtige
Allierede i det moderne Paris. Forst og fremmest har den Vrimmelen af
landflygtige Exmonarker. De giver kun grumme nodig Slip paa Fiktionen af
endnu at fore et Hof, og skal de lave sig et, kan de ikke vaere
nojeregnende med, hvordan det sammensaettes. De aabner da Portene paa vid
Gab for Rastaqouairen, de skaber ham fast Grund under Foden, og de giver
ham en Fernis til at smore over sin Forlorenhed, saa han naesten kan gaa
og gjaelde for Mahogni.

Dernaest har han sin store Forbundsfaelle: Amerikanermillionaeren. Det er en
Race, der er meget naer beslaegtet med hans egen. Den har ikke hans
prangende Navn, hans Ordener og hans personlige Distingverthed, men den
har til Erstatning sine fabelagtige Miner hinsides Atlanterhavet. Der er
over disse Miner en Flig af det samme mystiske Slor, som indhyller
Rastaqouairens Land og Oprindelse; man kan ikke altid med absolut Vished
sige, om Metalaarerne, hvoraf der oses eller er ost, just ligger i
Bjerge, men Solv og Guld kommer der under alle Betingelser ud af dem i
saa overstrommende Masse, at Amerikanermillionaeren medlidende kan se ned
paa Alt, hvad man i andre Lande har den Pretension at kalde Millionaerer.
Ved Siden af ham er de rene Lazzaroner; for dem er Millionen en
Totalsumma, i HANS Finantsbetragtninger og i HANS Kasse er den simpelthen
den til Grund liggende Enhed. Den er fremdeles for ham det eneste Solide
i den ganske Existens, Hovedhjornestenen, hvorpaa Verden hviler med Alt,
hvad der i den befinder sig af Levende og Livlost. Om den har en Gud
eller en Urcelle til Ophav, er Spindsfindigheder, der ikke kommer ham
ved; han tager den, som den er, og han seer heller ikke ud over, hvad der
kommer efter den. Han veed derimod, at den har en Axe, som den drejer sig
om, og at denne Axe er en Guldbarre. Det veed han af Erfaring, og denne
Viden resumerer for ham Alt, hvad man overhovedet har Behov at vide, alle
Kundskaber, al Intelligens, al Spiritualitet, al Moral tilogmed. I hans
Livsbetragtning er der ingen Slingren og Tvivl. Han anerkjender kun
Millionen, han har Millionen, og han kjober for den, hvad han forresten
har Lyst til at have, det er simpelt og let, som at to og to er fire.

Hvad han vil have, er nu naturligvis det Samme, som alle skabte Vaesener
bevidst eller ubevidst vil have: Velvaere forst og fremmest, Anerkjendelse
dernaest som den Storste og Staerkeste, Herskervaerdighed, Samfundsposition
for at blive ved rent menneskelige Begreber. Men Velvaere er der intet
Sted i Verden, der kan byde ham i samme Omfang som Paris, og han veed
ogsaa ganske vel, at Undtagelsesdiplomet som Numer Et ikke er komplet og
i fuldstaendig reglementeret Orden, for Seinemetropolen har sat Indsegl og
Stempel paa det. Saa lader han da sit Guld ind og sejler over Vandet og
kommer og kjober. Trommerne gaar, og Trompeterne skingrer. Hejda, hit
alle prima Varer, Alt, hvad der er dyrt, hvad der spraeller og glimrer! Jo
kostbarere, desto bedre! Det Eneste, det gjaelder, er, at Verden faaer at
vide, hvor rig han er, og at den taber Naese og Mund af Beundring over
hans Rigdom. Der er en lille Historie fra sidste Vinter, som er uhyre
karakteristisk, og som har det Fortrin at vaere sand ved Siden af.
Ligeoverfor Triumfbuen boer der en af Amerikanermillionaererne. Fruen vil
ikke for nogen Pris miste det Renommee, hun hidtil ubestridt har havt: at
hun giver de flotteste Soireer i Paris. Hun er desaarsag bestandig paa
Jagt efter nye Extravagancer. Saa kastede hun en Dag sine Ojne paa
Triumfbuen. Den laa lige for hendes Salonvinduer, hun regnede ud, at en
straalende Illumination af den vilde gjore magelos Effekt som
Overraskelse, naar man rejste sig fra Bordet. Tanken var ikke undfanget,
for hun ojeblikkelig sendte sin Kammertjener til Municipalraadet med
Foresporgsel om, hvad den Tingest, vilde koste at leje for en Aften.
Hendes Forbauselse var stor, da Fyren kom tilbage med den Besked, at man
ikke lejede den ud. Men forbloffe lod hun sig dog ikke, hun havde jo sine
Miner, og hun skikkede derfor nyt Bud med den Hilsen, at man kunde sende
hende Regning paa Monumentet, hun kjobte det.

Hun har ikke faaet det, men baade hun og hele Rusen af
Amerikanermillionaerer har faaet nok alligevel til at fylde Paris med
deres Glands. Rastaqouairen gjor umaadelige Anstrengelser for at kunne
holde Skridt med dem i Boulogneskoven og ved Premiererne, og halvvejs
lykkes det ham endnu; han har, som sagt, noget medfodt Distingveret, der
mangler dem, og som Hjaelper ham. Men i een Henseende har de en uhyre
Overlegenhed, de har deres Saloner. Rastaqouaireracen er vaesentlig ugifte
Herrer paa Jagt efter Partier, hos Amerikanermillionaererne traeder det
mandlige Element i Baggrunden, Fruen og de unge Dottre med deres enorme
Medgifter bliver Numer Et. Som de med utrolig Hurtighed faaer laert sig en
vis, om end noget kantet og stojende, saa dog yderst flot Pariserchiched,
saaledes har de heller naeppe sat Foden paa fransk Grund, for de er
fortrolige med de vildeste Festfantasier, en fransk Hjerne nogensinde har
undfanget. Og de saetter sig da strax i Fart for at fore Hus. Portene
smaekkes paa vid Gab for hvem der vil komme, man kjober for fabelagtige
Summer de beromteste Kunstnere og Virtuoser til at optraede, Bordluxus'en
lokker de Gamle, de smukke, flirtationslystne Misser fanger Parises
flotteste Kavallerer i deres Garn, deres Millioner udover endogsaa
Tiltraekningskraft paa adsillige Modre fra Faubourgerne, som ved deres
Sonners Partier maa vaere betaenkte paa at faa det noget falmede Stamtrae
forgyldt op. Kort sagt, Amerikanermillionaerernes Saloner bliver Centret
for Vinterlivets store Begivenheder, de eneste, der soges, de eneste, der
tales om. De har _la note du jour_, de skaber Moden, de giver Tonen an.
Og denne Tone er den samme som den, der skingrer ud af Rastaqouairens
Rabalder, og den glider sammen, med den og lofter sig op i det store,
moderne Credo og Nutids Te-deum, Hymnen til Millionen.

[Illustration: I Amerikanermillionaerens Salon.]

Saaledes er da i vore Dage den Rolle, den Fremmede spiller i
Pariserlivet, en meget stor. Ham er det, der har sat Millionens
Anvendelse som Maalestok for Menneskevaerdet i System, og han har ved sin
hele stojende Propaganda faaet denne Maalestok accepteret. Dog vel at
maerke: ikke af den virkelige Elite, af det aegte Paris, Intelligensens
lille men eneste sande Aristokrati. Dets Kredse lukker sig hermetisk af
mod enhver Beroring med Rastaqouairer og Amerikanermillionaerer; jo
vildere Bakkanaldandsen omkring Guldkalven bliver, desto mere traekker det
sig tilbage fra alle de Templer, hvor denne Kultus gaar for sig, og lever
i Stilhed sit eget Liv videre, borte fra den larmende Offentlighed. Det
er just paa dette Punkt, at man maa soge en ganske naturlig Forklaring
af, hvad Udlaendinge saa tidt bebrejder Pariserne: deres Utilgaengelighed,
Vanskeligheden ved at komme i nogetsomhelst naermere Forhold til dem, den
kinesiske Mur, de bygger op om deres Hjem.

Det er ganske rigtigt: den Fremmede, som ikke kan smide Millioner i
Grams, kjobe sig enhver Luxus, han faaer Lyst til, og dermed ogsaa den at
pynte sin Salon op med Halen af "Tout-Paris", han kan risikere at komme
til at gaa omkring som et Skrumpelskud, hvem Ingen bryder sig om, og som
for den Sags Skyld gjerne kunde dumpe i Seinen og blive lagt paa "La
Morgue", uden at nogen af "Vennerne" fra Gaden gad gjore sig den
Ulejlighed engang at gaa hen og se paa ham. Men naar man vil vaere billig
og tage Sagerne, som de virkelig er, kan man saa bebrejde Pariserne det
og kalde det Mangel paa Imodekommenhed og Gjaestfrihed? Alle gamle
Beretninger gaar netop ud paa at skildre dem som det mest imodekommende
og gjaestfri. Folkefaerd; man har ingen Ret til at tvivle om disse
Skildringers Paalidelighed, og Nationerne skifter ikke Natur, som
Slangerne skifter Ham. Saalaenge Pariseren dannede sine Forestillinger om
Udlaendingene efter de store Emigrantfigurer fra Fyrrerne og
Halvtredserne, kunde han vaere og var han gjaestfri, men de to elskvaerdige
moderne Typer, der nu staar som Repraesentanter for den Fremmede i Paris,
de skal sandelig ikke friste ham til noget Bekjendtskab ud over det
strengest nodvendige. Og foruden dem, hvilke andre Fremmede er det saa,
der springer ham i Ojnene? Den uendelige Turisthaer forst og fremmest, med
Citysnobberne som Hovedelement. Englaendernes Hensynsloshed paa Rejse er
stor allevegne, men der er ingen Steder, hvor den bliver saa skrigende
grel som i det zirlige, formelle Paris. Intet respekterer de; det er
formelig, som om de gjor sig en personlig Glaede af at sparke til alle
Vedtaegter og ligesom Barnet, der pladsker i Rendestenen, anser sig for
desto storre Allerhelvedeskarle, jo mere uopdragne de kan komme til at
tage sig ud. Det store Publikum finder sig deri med et medlidende Smil og
lader dem betale. Men foroger de for den taenkende og raesonnerende Pariser
ikke det odiose Skjaer, hvori Rastaqouairen og Amerikanermillionaeren har
stillet den Fremmede, saa afdaemper de det ganske sikkert heller ikke.
Hojst kan de blande det med en Nimbus af Latterlighed, naar de i deres
kuriose Kostumer og med deres rode Baedekere turer gjennem Gaderne og
stiller sig op udenfor alle Monumentstakitter og glor og lader sig binde
Historier paa AErmet af den forste den bedste Spasmager, der gaar forbi,
eller naar de klumper sig sammen paa deres _four-in-hands_ og under en
Cook-Forers AEgide gjor Turen Paris rundt i fireogtyve Timer og saa rejser
hjem og bilder sig ind, at de kjender det Hele som deres Vestelomme.

Saa er der dernaest Tydskerne. I de forste Aar efter Krigen holdt de sig
forholdsvis roligt til deres store Exportationsforretninger i Kvarteret
omkring Rue d'Hauteville, men det er ikke saaledes laengere. De giver sig
nu ogsaa af med Import, og det af en Art, som vanskeligt kan hue
Pariserne. Under en Turnforenings uskyldige Maske har de lavet et stort
Generalagentur for Paris's fredelige Annektering gjennem Masseanbringelse
af unge Tydskere, som "Vaterlandet" ikke selv kan brodfode. Bedriften
gaar strygende. Disse nye Emigranter har ikke blot oversvommet Handels-
og Bankhuse, man finder dem allevegne, selv hvor man mindst skulde vente
det, i Ministerier og Bladkontorer endogsaa. Kolonien begynder desaarsag
at lofte Hovedet igjen og saa smaat at fore sig op som Herrer allerede.
"Der Wacht am Rhein" lyder lysteligt i de tydske Kafeer, og med overlegen
Haan indbyder man endog Paris's bekjendteste Patrioter til at komme og
hore paa den smukke Vise.

[Illustration: Rejsende Englaendere i Paris's Gader.]

Heller ikke denne Part af Fremmedpublikummet skal stemme Pariserne
gunstigt for det som Helhed. Fojer man yderligere dertil Hele Skaren af
Industririddere, der fra alle Herrens Lande vaelter sig som en
Graeshoppesvaerm over det moderne Paris, kan man saa undre sig over, at
dets Befolkning, er en Smule paa sin Post, viser en vis Reservation mod
de Fremmede? Man bebrejder Pariserne, at de er letsindige; de vilde uden
en saadan Reservation vaere det graendselost, utilgiveligt. Den er en
Nodvendighed, fremtvungen af Forholdene i deres By, og man har ingen Ret
til at beklage sig over den. Har de virkelige Garantier for, at den ikke
behoves, saa er de strax rede til at laegge den af Kunstnernes Stilling
viser det saa tydeligt, som onskes kan. Det er ikke blot paa den aarlige
Salon, at der indrommes den store Koloni af udenlandske Malere lige Plads
og lige Ret med de franske, de samme Udmaerkelser og Belonninger som dem,
i hele Pariserlivet gjores der ingen Forskjel paa dem og paa Parisernes
Egne. De taler et Sprog, der er universelt, de kan gjennem det bevise, at
de fortjener Gjaestfrihed. Hvor han seer, at der er virkelig Fortjeneste,
der er Pariseren saa redebon som Nogen, til at aabne alle Dore paa vid
Gab for den og byde den velkommen. Den Fremmede, der har formaaet at
traenge igjennem og gjore sig gjaeldende i Paris, bliver i samme Ojeblik
betragtet og behandlet som Pariser.

De Mange derimod, der aldrig gjor det, de store Flokke ikke mindst af
studerende Ungdom, som Dag for Dag kommer i talrigere og talrigere Maengde
fra alle Verdens Kanter, dem kan vel et Ophold i Paris stundom bringe
Perioder, i hvilke en Folelse af Forladthed og Tristhed og Kulde tager
dem fangen og faaer dem til at onske sig langt bort fra Byen, der paa
Afstand stod saa lokkende for dem som et Indbegreb af Alverdens
Herligheder. Det Trosterige ved Sagen er dog, at slige Perioder sjelden
varer laenge. Faa er tagne fra den forunderlige Stad ved Seinen uden at
elske den hojere, da de gik, end da de kom; Mange, Mange har den faengslet
saa fast, at de aldrig blev i Stand til at rive sig los. Det tyder dog
vel sagtens paa, at den Fremmedes Stilling i Paris Alt i Alt maa vaere saa
ganske taalelig. Tristhedsperioderne er kun sporadiske Anfald af Hjemve,
og den Sot folger Mennesket, hvor det drager hen. Nordboen i alt Fald
kunde rejse lige ind i Paradiset, den vilde finde ham der ogsaa. Men
kommer den over ham, saa ligger der jo hist og her i Pariseroceanet
Smaaoer, som, om de end ikke er Faedrelandets Jord, dog har et Par
Spadefulde af den stroet paa sig. Der soger han hen. Han tyer til
Kunstnernes Kreds paa _Hoernan<s._ eller til Haandvaerkerforeningen i _Cafe
du Danemark_, hvis det er hans Verden, eller til Nordboernes faelles
Hovedkvarter paa _Cafe de la Regence._ Han finder der Nordens Blade, han
horer Hjemmets Sprog og seer Ansigter, som han kjender fra Hjemmet. Og
mangler de sidste en enkelt Gang, saa har han dog i alt Fald sin
fortraeffelige Garcon August, som kan sige "Goddag--smukke Piger--jeg
elsker Dig." Det er ham nok; det er, som han havde kysset Toldbodens
Sten, og han kan sejle ud igjen, ud i det store Paris, der er som Havet,
bestandig skiftende, bestandig nyt, bestandig hemmelighedsfuldt lokkende.




VRANGSIDEN AF  PARIS.


Pauperismebaeltet.

Som Krybet under den store Sten, saaledes samler Elendigheden sig i de
store Byer. Den har vaeret der bestandig, og den vil trods alle sociale
Reformatorer blive ved at vaere der bestandig, indtil Kampen for Livet
horer op, og Paradiset atter vender tilbage paa Jorden, Men man seer den
ikke altid; det gaar med den som med Krybet under Stenen. Saalaenge Stenen
ligger rolig, daekket af gammelt Mos og omgroet med Graes og Blomster,
taenker Ingen paa Krybet under den. Forst naar den voldsomt rokkes og
rykkes tilside, kommer hele den lyssky Verden, der har levet i Klamheden
og Skyggen under den, frem og; vaekker Afsky og Skraek.

Paris fik ved Kejserdommets Fald et saadant voldsomt Ryk, og i de ti Aar
siden da er det bleven efterfulgt, af Stod paa Stod. De har aabnet Ojet
for, at den store Luxusstad gjemmer Andet end Glands og Pragt, de har bag
det Paris, som leer og; straaler og blaender, robet et, hvor Diamanterne
erstattes af Taarer, og hvor den glade Livslyst viger Pladsen for lave
Instinkter, for alle de onde Lidenskaber, der groer saa villigt i Lae af
Fattigdom og Elendighed. Det er da gaaet, som det gaar ved Stenen, naar
Krybet kommer frem. Man er bleven forskraekket; man er muligvis bleven det
over Maade, men man er ikke bleven det uden Grund. Af alle store Byer er
Paris ikke blot den mest glimrende og den rigeste, den er tillige den,
der rummer den storste Sum og de mest afskraekkende Former af
menneskelig Usselhed.

Det var i gamle Dage London, der nod det triste Ry at have Forrangen i
saa Henseende. Muligt har det engang vaeret med Rette, men det er det i
hvert Fald ikke laenger. Velstanden er selv mellem de laveste Samfundslag
langt mere udbredt i Paris end i London, men paa den anden Side er
Trangen ogsaa storre. Det nytter ikke, at Seinestadens Guldflod voxer og
voxer, saa det snart ikke er muligt at finde Aflobskanaler for den mere;
samtidig dermed vedbliver Procentantallet af dem, Samfundet maa
understotte, for at de ikke skal do af Sult, at holde sig konstant. I
London er det i Lobet af de sidste ti Aar sunket fra sex til tre, i Paris
derimod er endnu som ved Kejserdommets Fald af hundrede Beboere mellem
syv og otte indskrevne paa den offentlige Velgjorenheds Lister. Det er
denne Armee paa over halvandet hundrede tusinde Ulykkelige, der savner de
forste Betingelser for at kunne fore en menneskelig Tilvaerelse, som har
gjort Kommunen mulig. De har Alt at vinde, men Intet at tabe, og enhver
ny Rejsning vil derfor ogsaa finde dem slagfaerdige paa Pletten. Naar da
Gambetta har lovet at soge dem "selv i Dybet af deres Huler", har han kun
aflagt et Lofte, som han vilde gjore vel i engang at holde. Der findes i
disse Huler baade meget ondt Ukrudt, som maa rykkes op, og enkelte gode
Spirer, som sikkert kunde trives, naar der gaves dem af Luft og Lys, hvad
de har Behov. Frankrig faar ingen Ro, for der i begge Henseender bliver
gjort, hvad det er muligt at gjore. At Kommunen og alle de Rodes
Spektakler siden den maatte til, for man fik Ojet op for denne Vrangside
af Paris, har iovrigt paa en vis Maade sin ganske naturlige Grund. Man
laegger under almindelige Forhold kun Maerke til det, man seer stadig
omkring sig, og det Paris, der leer og glimrer, seer ikke Elendigheden.
Den har, paastaas der, altid og i alle store Byer en centrifugal
Tilbojelighed. Baron Haussmanns Udluftninger af den gamle Seinestad har
rakt Haanden til disse naturlige Dispositioner, og efterhaanden er da
Pauperismen med samt hele dens uhyggelige Tilbehor rykket laengere og
laengere bort fra det Paris, hvormed man til daglig Brug er vant til at
regne. Den Fremmede kan Uger og Maaneder tumle sig i Luxusens Solglands
uden nogensinde at se Elendigheden kaste en eneste Skygge over det
brogede Virvar af leende og lokkende Billeder, der moder ham overalt.
Hist og her i Naettet af travle Handelsgader, der straaler ud fra
Borspladsen, er det ganske vist, naar man soger godt, endnu muligt at
finde snevre, sorte, smudsige Gyder, hvor Pjalterne af den gamle Misere
er bleven haengende. Men det er kun sjeldne Undtagelser, muddrede Draaber
i et Hav af Krystal. Det rige Paris kan faerdes roligt i sin Stad af
Boulevarder og Avenuer uden Frygt for at rendes paa AErmet af
Elendigheden.

Til Gjengjaeld har den rundt om Luxusens By draget et Baelte, hvor den er
paa sin egen Grund, og hvor den hersker souveraent.
Centrifugaltilbojeligheden bliver ved; dette Baelte traekker sig laengere og
laengere bort, men det breder sig samtidig. Hele det vidtstrakte Terraen
mellem Fortifikationslinierne og de ydre Boulevarder er efterhaanden
blevet erobret af Pauperismen, og den har de; paa de gamle Havers og
Vinmarkers Plads, indstalleret et Fattig-Paris, der ingen Lighed, intet
Faellesskab, ingen Beroringspunkter har med det rige. Sort og Hvidt er
ikke mere forskjellige fra hinanden end de to Byer. Der ligger for
Exempel ud ad Gobelinsfabrikken til, bag Boulevard de la Gare, Noget, som
Folkevittigheden har dobt "Cite des Khroumirs", oprindelig en stor,
ubebygget Tomt, hvor de fattigste Kludesamlere tilbringer deres Dag,
sovende paa selve deres Dynger af alt Slags Affald, dels i Lerhytter uden
Vinduer og Dore, dels, naar endogsaa Lejen af disse Hytter bliver dem for
dyr, i gamle Menagerivogne, der er blevne for affaeldige til at kunne
kjore omkring laenger paa de landlige Markeder. Kunde man tage denne "Cite
des Khroumirs" med samt dens ynkelige Beboere, flytte dem ud i
Akklimatationshaven og der vise den frem som noget Exotisk i Smag med
Eskimoerne og Ildlandsfolkene, vilde hele Paris stromme derud og falde i
Forbauselse og Forfaerdelse over, til hvilken Degradation Menneskeslaegten
kan synke ned. Nu er de stakkels Kludesamlere alt Andet end generede af
Nysgjerrige. Paa Place d'Italie, der kun ligger nogle faa hundrede Skridt
fra Khroumirgyden, har jeg truffet Politibetjente, som end ikke kjendte
dens Existens. De havde forst for nylig faaet Stadion i Kvarteret,
sagde de.

[Illustration: En parisisk Kludesamler]

Naturligvis er Pauperismebaeltets Fysiognomi ingenlunde saaledes
allevegne. Tvertimod, det har som oftest endogsaa et ganske anstaendigt
Udseende, der meget vel kan skuffe en overfladisk Besogende og give ham
et Indtryk af forholdsvis antagelige Kaar. Franskmaendene soger altid, saa
laenge det paa nogen Maade er muligt, at bevare det ydre Skin. Desuden er
kun de faerreste Kvarterer derude staerkt bebyggede endnu, man traeffer
mange Partier, der har en halvt landlig Karakter. Hist og her har smaa
Rentierer, der havde Lyst til at saette Foden paa egen Grund, men hvem
Terraenet, i selve Paris blev for dyrt, kjobt sig Jord og indrettet sig
det ganske hyggeligt i Smaahuse med Tonneller, Poppelgrupper og
Kjokkenhaver. Disse gronne Smaakroge liver op, Kvartererne er hyppigt
gjennemskaarne af brede, taetbeplantede Alleer, for Exempel den naesten
milelange Pyrenaeergade, som straekker sig gjennem hele Belleville,
Menilmontant og Charonne, Udsigten over Paris er fra Hojdepunkterne tidt
saerdeles smuk, og paa mere end et Sted kan da Pauperismebaeltets. Ydre
Habitus forekomme nok saa venlig. Det er dog kun som Kalken udenpaa
Graven; Forraadnelsen ligger bagved. Forst og fremmest har selve de
gronne Alleer uhyggelig; meget tilfaelles med hine Dekorationstaepper og
Saetstykker, som i gamle Dage blev brugte til at give rejsende russiske
Kejserinder en Idee om deres Land. Forvilder man sig ad en Sidegade bort
fra Alleen og Husene, som stadser op langs den, dumper man kun altfor
tidt ind i et Virvar dels af smalle, stinkende Straeder, dels af ode
Tomter, oversaaede med Flaskeskaar, Moddinger og alskens Urenlighed. Her
er nogen Tvivl om, hvor man befinder sig, ikke laenger mulig. Pjalterne,
der haenger ud af de ituslagne Ruder, Kludekraemmerboderne i hver anden,
tredie Bygning, Udseendet af de Folk, der traenger sig om Vaertshusenes
Skjaenkedisk for at drikke deres Absinth staaende, af Bornene, der ligger
og fisker i Rendestenen, eller af de elendige gamle Kvinder, der fra smaa
Braeddeskur, som samtidig agerer Kjokken og Butik, saelger radikale
Skillingsblade, obscone Brochurer, muggent Hvedebrod og raadne
Paerer,--Alt det taler mere end tydeligt nok. Man seer, hvor man er henne,
man forstaar de uhyggelige Tal, der oplyser om, at i Pauperismebaeltet
gjennemsnitlig hver tiende Beboer er traengende i den Grad, at de maa nyde
offentlig Understottelse.

Endnu mere afskraekkende bliver dog Indtrykket, naar man vover sig op i
selve Husene. De er i Regelen smaa, sjelden mere end to Etager hoje, men
hvert af dem rummer dog ofte Snese af Familie Lejligheden er nemlig kun
undtagelsesvis paa over to Rum, af hvilke det ene da oftest indskraenker
sig til et ganske lille, morkt Kjokken; meget tidt har Mand, Kone og en
hel Rede af Born i alle Aldere kun et eneste Vaerelse til deres
Disposition. Ifolge en Opgjorelse fra 1880 beboede de Fattige, som modtog
stadig Understottelse af det Offentlige, ialt henved 50,000 Lejligheder.
Over Halvparten af disse indskraenkede sig til et enkelt Rum, tre tusind
havde intetsomhelst Apparat til Kogning eller Opvarmning, over fem tusind
fik kun Lys gjennem et Tagvindue, og halvandet tusind var fuldstaendig
morke. Mange af disse Huse er meget gamle, byggede for Terraenet endnu
blev. inddraget i Paris, i den Tid, da de nuvaerende Forstaeder kun var
Landsbyer, der skjod deres yderste Forposter herud. De er de vaerste,
adskillige af dem kommer man kun ind i gjennem en lang, mork Korridor med
opbrudt Lergulv, en formelig underjordisk Gang, hvor Fugtigheden siver ud
allevegne. En faldefaerdig Vindeltrappe, saa smal, at en tyk Person vilde
blive klemt fast i den, forer da op til Etagerne, Stanken fra disse
Lokaler, hvis Dore vender ud til Trappeafsatserne, og som i Regelen staar
aabne, fylder hele Huset med en Pestatmosfaere af den gyseligste Art; Lys
er der intet af, det enkelte Vindue, som undertiden existerer paa
Trappen, kan intet bringe fra den uhumske Brond, der forer Titulaturen
Gaard. I saadanne Omgivelser skal Appetitten for Renlighed vanskelig
finde Ansporelse; den er ringe i Forvejen hos Storsteparten af den lavere
Pariserbefolkning, her forsvinder den komplet. Den exempellose Uorden og
Mangel paa Properhed er i Virkeligheden det, der som oftest giver disse
de Fattiges Hjem deres mest uhyggelige Karakter. Bohave mangler kun
sjeldnere. Det har engang vaeret ganske taekkeligt; nu er det Meste i
Stykker, Betraekket haenger i Pjalter, Alting er overtrukket med tommetykt
Lag af Stov og Smuds. Det er, som hvert eneste Mobel fortalte Familiens
Historie. Man har sat Bo i unge Dage med Lidt paa Kistebunden og med
glade Forhaabninger til Fremtiden. Men saa er Livskampen kommen, med onde
Tider uden Arbejde, med Sygdom maaske; Bornene er komne, Illusionerne er
bristede, Konen er bleven utro, og Manden har slukket Sorgerne i
Absinthglasset. Det er den samme Historie, der gjentager sig tusinde og
atter tusinde Gange. For Hver, der svinger sig op og kommer til at svomme
ovenpaa i det parisiske Menneskehav, er der Hundrede, som dukker under.
Og saasnart det er begyndt at gaa ned ad Bakke, synker de i Regelen
dybere og dybere. Elendigheden i den store Stad er som Edderkoppens Vaev;
det spinder sig taettere og taettere om den Ulykkelige, der engang er
kommen indenfor det, og det ender med at knuse ham.

Hans sidste Stadium er da heller ikke det, hvortil de beskrevne Huse
leverer Sceneriet. Selv i Charonne og Menilmontant, de smudsigste og
tillige de fattigste Kvarterer af Pauperismebaeltet--hver syvende Beboer
er her understottet af det Offentlige--koster de omtalte Lejligheder dog
altid fra halvandet til halvtredie hundrede Francs aarlig, alt eftersom
de bestaar af et eller to Rum. Det er endnu ikke "Dybet af Hulerne". Dem
maa man soge i de saakaldte "Cite"er, smaa, snevre Gyder uden Udgang, der
ikke findes afsatte paa noget Kort over Paris, men som ikke destomindre i
de excentriske Fattigkvarterer afgiver Bolig for over en Snes tusind af
den store Stads Befolkning. De horer paa en vis Maade ikke med til Byen;
de staar udenfor den, som deres Beboere staar udenfor Samfundet, kommer
og forsvinder som disse, uden at Nogen laegger Maerke dertil. En
entrepenant Fyr, der har Lyst til at tjene sig rig i en Haandevending,
afslutter med den paagjaeldende Ejer Kontrakt om Lejemaal paa et vist
Antal Aar af en af de store, ode Tomter, der findes i tilstraekkelig
Maengde paa den anden Side af de ydre Boulevarder. Her kliner han i en
Fart nogle Hytter op af Ler og Braedder. Bygningskommissionen bliver
afvist med den Besked, at det kun er midlertidige Skur, bestemte til
Oplagssted for Klude, men det forhindrer ham ikke i, naar Hytterne engang
staar der, at leje dem ud til Bolig for Mennesker. Det sker altid af pur
og bar Filantropi. De stakkels Folk vilde ellers vaere husvilde, nu giver
han dem dog Tag over Hovedet. Han glemmer at tilfoje, at han lader sig
denne Tjenstvillighed betale med fra halvtredie til fire Francs om Ugen,
hvilket repraesenterer for ham mindst halvtredsindstyve Procent af hans
Kapital, og det med absolut Garanti, thi han lader sig naturligvis altid
betale forud. Lejere risikerer han aldrig at mangle; der er i Paris altid
nok af Ulykkelige, som ikke seer sig i Stand til at opdrive en
Kvartalsleje paa fyrretyve, halvtredsindstyve Francs. Har de kun sig selv
at sorge for, tyer de til Logishusene; taeller Familien derimod, hvad tidt
er Tilfaeldet, henad en halv Snes Medlemmer, saa bliver naturligvis selv
de usleste af "Garnierne" for kostbare, og den eneste Udvej for at komme
under Tag er da Citeerne med den forholdsvis bekvemme Ugebetaling. Det er
i dem et Saersyn, naar en Lejlighed staar ledig blot enkelte Dage.
Entreprenoren for denne skjonne Trafik forbinder i Regelen dermed en
Virksomhed som Skjaenkevaert ved Indgangen til Gyden; et flittigt Besog ved
hans Disk er obligatorisk, hvis man ikke vil tabe hans Bevaagenhed og
udsaette sig for at blive kastet paa Gaden. Han tager paa denne Maade ind
baade i Pose og Saek, og naar den Snes Aar er gaaet, for hvilke han har
lejet Jorden, hvorpaa Citeen staar, kan han med fyldte Lommer forlade
Bestillingen. Gydens Hytter har ikke vaeret bestemte paa at gjore Tjeneste
laenger, de er faldefaerdige, uden Dore, uden Vinduer, uden Tage tidt.
Ejeren lader dem rive ned af egen Drift, eller ogsaa bliver han tvungen
dertil af Sundhedspolitiet. Citeen forsvinder sporlost, men samtidig har
der paa andre Tomter af Pauperismebaeltet rejst sig nye. Hvad Vaerten
angaar, har han hurtigt aflagt Traeskoene og Kyperforklaedet, har kjobt sig
Jord og Villa i en af de smilende Landsbyer omkring Paris, indtager snart
der den ansete Position, som folger Hundredetusinderne i Tilgift, og er
han en snild Politiker, kan han meget godt ende med at blive Maire i
sin Kommune.

Et praegtigt Exempel af Arten findes ved Indgangen til en af de talrige
Citeer, der som en forunderlig Modsaetning har bunket sig sammen i den
naermeste Omegn af Vidunderanlaeget Buttes-Chaumont. Det er Typen paa en
Skjaenkevaert: tyk, jovial, med rode Kinder, der strutter af Sundhed, smaa,
snilde Ojne, der altid griner, bred og kordial i sin Facon,
tilsyneladende Godmodigheden selv. Han har, som han selv udtrykker sig,
"nitten hundrede Sjaele" i sine Citeer, altsaa flere end der findes i
mange af vore Provindsbyer. Da der i disse Gyder, Cite Tarn, Cite Gand,
Cite Philippe, og hvad de allesammen hedder, ikke er mere end i det Hele
knap fire hundrede Beboelsesrum, kommer der altsaa gjennemsnitlig fem
Personer paa hvert Rum. Til hvilken Klasse af Samfundet de henhorer, er
det Eneste, den iovrigt saerdeles meddelsomme Vaert ikke ser sig i Stand
til bestemt at oplyse. Der er lidt af Alleslags, siger han, de ernaerer
sig som de kan; forudsat de betaler, blander han sig ikke i deres private
Affaerer, Pengene gjaelder for ham ligemeget, paa hvilken Maade hans Lejere
saa har taget dem ind. Der er en meget stor Rimelighed for, at han i
Virkeligheden ogsaa staar sig bedst ved ikke at undersoge det; den
moralske Finfolelse hos disse nitten hundrede Sjaele er naeppe af den
delikateste Natur.

Hovedciteen er ligesaalidt hos ham som andetsteds overdreven smal; kun i
de smaa Siderender, som i Aarenes Lob har skudt sig ud fra den, skinner
Dagslyset aldrig ind. Den selv ligner ved forste Ojekast naermest en eller
anden Baggade i et lille Fiskerleje. Men seer man nojere til, bliver
Forskjellen hurtigt tydelig. Fattigdommen i den afsides Krog paa Landet
har over sig et Praeg af stille Resignation; dens Beboere lider ikke under
den, fordi deres Fordringer til Livet aldrig gaar ud over de tarvelige
Kaar, hvori de lever. I Citeen derimod er det ikke blot Armod, man moder,
det er Miseren i dens mest skrigende Fortvivlelse, menneskelig Elendighed
og desvaerre tillige menneskelig Degradation under dens mest
afskraekkende Former.

Hver enkelt Hytte har Rum for en ti, tolv Familier. De, der boer ovenpaa,
er de heldigst Stillede. De maa ganske vist klattre op ad en Honsestige,
der tilmed ikke er anbragt indvendig, men udenpaa Bygningen, og de maa
deroppe famle s5g frem gjennem en lang, smal og baelgmork Gang, for de kan
finde Doren til deres Vaerelse; men de har saa til Gjengjaeld den Luxus at
vaere i Besiddelse af et Vindue. Om det end meget hyppigt har flere Ruder
af Papir end af Glas, saa er det dog altid muligt gjennem det at lade
lidt slippe ind af Luft og Lys. Stueetagens Beboere derimod maa ofte lade
sig noje alene med en Dor. Lukkes den, ophorer enhver Udvej til at se
derinde ved Hjaelp af Andet end den lille Blaendlygte, der horer til i alle
disse Huler. Det er den, der bruges under de natlige Expeditioner, naar
Citeernes Befolkning gaar paa Rov efter Klude, Cigarstumper, bortkastede
Frugter og Grontsager eller andre Gjenstande, som det er mindre
tilladeligt at tage, hvor man finder dem. En Lampe derimod, selv af den
tarveligste Beskaffenhed, er noget ligesaa Ukjendt her som Kamin eller
Komfur. Har man en sjelden Gang nogle Sous tilovers til en Haandfuld
Braende, saa laver man sig simpelthen et Baal paa Gulvet, saetter en
Kogekjedel, som man har laant hos Skjaenkevaerten, over det og lader Rogen
flagre, som den vil. Og skulde det naesten Utaenkelige arrivere, at man
arbejder hjemme og kan faa saameget for dette Arbejde, at det kan betale
sig at braende Lys til det, saa raekker samme driftige og tjenstvillige
Vaert ogsaa i denne Henseende en hjaelpsom Haand ved Udleje af Smaalamper i
timevis. Til daglig Brug staar man sig sandt at sige bedst ved ikke at
se; det, som Ojet kan opdage herinde, er alt Andet end hyggeligt. Hvad
Bohave angaar, indskraenker det sig til et Minimum. Den forekommende Vaert
stiller ingen Fordringer i saa Henseende, naar han blot faar sin Leje
betalt forud. For hans Skyld kan man flytte ind uden Seng engang. Men den
mangler kun sjelden, og gjor den det, er den altid det forste,
_Assistance publique_ leverer. Kun naar Vinteren er meget kold,
forsvinder den stundom; den hugges efterhaanden itu til Pinde, som man
kan varme Kaffe ved. Til Natteleje kan man tilnod tage til Takke med en
Bunke Klude. Selv naar Sengen er der, maa dog en Part af Familien tidt
gjore det. Thi om man end ingen Fordomme har med Hensyn til Kjon og
Alder, saa kan dog en halv Snes Personer vanskelig faa Plads paa et og
det samme Leje, og det er langtfra nogen Undtagelse, at det elendige Rums
Beboere naaer op til et saadant Tal. Der er naesten altid Born i Masse;
ynkelige, smaa, gule, forkroblede Vaesener, uden Kjod og uden Klaeder paa
Kroppen. Man faar et Billede af dem ved at huske paa de Figurer, man i
illustrerede Blade har seet af Hungersnoden i Indien. De gjor et naesten
forfaerdeligere Indtryk, oversaaede, som de i Regelen er, med Bylder og
Udslet af enhver Art. Hvorledes de kan leve og voxe op i disse Hulers Nod
og Pestasmosfaere, er en Gaade. De gjor det imidlertid, man traeffer
femten- og sextenaars Ynglinge, der er fodte i Citeen og har tilbragt
hele deres Liv der. Jeg saae et Par Stykker en Dag under et Besog. De laa
og drev paa Sengen med; en Roman af Ponson du Terrail, hvori den ene
laeste hojt. I en Krog sad et gammelt fjollet Fruentimmer, som man vilde
have anseet for gal, hvis Absinthflasken ved Siden af hende ikke havde
angivet en anden Grund til den Tilstand, hvori hun befandt sig. Paa
Gulvet laa en lille, syv-otte Aars Pige og legede med et Spil
gjennemsigtige Kort af den Slags, som saelges i Smug paa Boulevarden. Det
var Moder, Sonner og Datter. Den Lilles oprorende Legetoj forklarede,
hvad der var hendes Brodres Levevej, og hvorfra, den forholdsvise
Velstand i Stuen kom. Der stod endogsaa Rester af Kjod og Vin paa Bordet.
Himlen skal vide, at de har vaeret dyrt betalte.

Til daglig Brug kommer der kun sjelden saadanne Laekrerier ind i Citeen.
Man er tilfreds, naar man kan kjobe sig et "Assortiment", det vil sige en
Tallerkenfuld Smaastumper af forskjellige Slags Ost, Polser, Log, der
oprindelig har vaeret kogte i en eller anden Ragout, samt andre Rester af
Spisevarer, der ikke lader sig definere. Marseillanerne har en Ret, de
kalder Bouilleabaisse; det er alle de Fisk, der drages op i samme Net,
kogte sammen. Assortimentet er paa lignende Maade hele den brogede
Fangst, Hokeren i Cite de Tarn bringer med i sin Pose, naar han efter
Middagstid vender hjem fra de smaa Restaurationer, hvor han for nogle
Sous har kjobt de Levninger fra Gjaesternes Tallerkener, som Folkene i
Kjokkenet ikke gad spise. Hos ham gaar de af som varmt Brod; Properhed er
et Begreb, man ikke kjender her, og Smagen er allenfals mere krydret end
den, der endnu sidder i Kjodet paa de torre Ben, man har samlet op,
Guderne veed hvor, men som altid kappes med Klude og gammelt Jernkram om
at oversvomme Borde og Gulv i disse Elendighedens Hytter.

Sligt kan man finde i Luxusstaden Paris, en Snes Minutters Vej fra Avenue
de l'Operas Millionaerhoteller og fra Rue de la Paix's Diamantbutiker. Et
eneste af disse Butikers Vinduer vilde vaere nok til at skaffe samtlige
nittenhundrede Sjaele, som boer tilleje hos Skjaenkevaerten i Rue de Meaux,
en menneskelig Tilvaerelse for hele Livet. Kejserdommet bildte sig ind at
forstaa, at det var galt som det var, og det gav Pauperismebaeltets
Stedborn--Buttes Chaumont. Nogle faa Skridt fra de beskrevne Huler breder
sig dets Tusind og en Nats Anlaeg. Det er en af Paris's mest beundrede
Sevaerdigheder, en romantisk Fedekoration, undfanget i en Digterdrom og
gjort til Virkelighed med kejserlig Rundhaandethed. Soer og Vandfald
under praegtige gyngende Broer, Klippevildtnis med slyngende Roser,
flojelsblode Plaener, stolte Traeer og blomstrende Busketter, Alt er her,
hvad der kan gjore en Park uforlignelig. Alle Fremmede, der besoger
Paris, slaar Haenderne sammen i Forbauselse over dette Eden. Men Citeernes
Befolkning kommer der rigtignok aldrig. Den, der sulter og fryser, har
ingen Sands for Blomster og Fontaener. Det er Andet, disse Ulykkelige
traenger til. Elendigheden er en Kraeftskade paa den store By, som aldrig
helt kan ryddes ud, det er sikkert nok. Men en omhyggelig Laege, der
kjender Ondet tilbunds, kan mildne det og hindre det i at brede sig. For
den tredie Republik er det en Livssag, at den laegger sig efter at laere
denne Kunst.

[Illustration: "Buttes-Chaumont"]

Samfundets Bundfald.

Omtrent paa Midten af sit Lob gjennem Paris deler Seinen sig i to Arme,
der omslutter Oen, hvorfra den uhyre Stad engang er straalet ud. I
Aarhundreder var denne O Byens Hjerte. Der stod dens Kongers Borg og dens
stolteste Gudshus. Men Tiderne har skiftet. Det er andet Blod nu, der
strommer gjennem Kaempestadens Aarer, end det, hvis Hjertekamre var Kirker
og Kongeborge. Seineoen ligger trist og stille nu. Det Paris, som lever
og straeber, har Ingenting med den at bestille; kun det, der har lidt
Skibbrud i Kampen for Livet, sender en underlig Skjaebne tilbage til den
gamle Modero. Paa den ligger Hotel Dieu, de Syges store Hus,
Justitspaladset og La Morgue, Boden, hvor de ukjendte Lig stilles ud, der
fiskes op af Floden.

Ingen af de Bygninger er hyggelige Steder, uhyggeligst dog en, der danner
Annex til Templet for den menneskelige Retfaerdighed. Den er et Slags
Forgaard til det, om man saa vil. Gjennem den maa smaa og store Syndere
uden Forskjel, alle de problematiske Existenser, hvis Liv er saa
ureglementeret, at det stoder Samfundet paa Albuerne. Og deres Tal er i
Verdensstaden uhyre. Tohundrede Personer om Dagen, det vil sige en Armee
paa over halvfjersindstyve-tusind Individer, Maend, Kvinder og Born,
passerer aarlig gjennem "Politipraefekturets Depot".

Saaledes lyder det ejendommelige Navn paa en ejendommelig Ting. Det
klinger stygt, men det er betegnende. Bygningen er i Virkeligheden
Politiets store Oplagsplads for alt det Bundfald, Seinebyens Menneskehav
saetter af mellem Aar og Dag. Der sondres og sorteres det, men derind
kommer det Altsammen _pelemele,_ Storsteparten leveres fra
Politistationerne. Alt det Vildt, Sergenterne i Lobet af Natten og Dagen
fanger, bringes til disse Stationer, hvor en forste Undersogelse gaar for
sig. Skyldes Anholdelsen en aabenbar Fejltagelse eller en ubetydelig
Forseelse, slippes den Fangne strax igjen. Men synes Sagen at have en
noget mere graverende Natur, gjemmes Vedkommende forelobig "au violon",
som det hedder, til Depotvognen kommer og tager Laes paa. Fem, sex Gange
daglig kjorer den rundt og henter sine Ladninger til den stygge,
graasorte Bygning ved Siden af eller rettere under Justitspaladset.
_Panier a salade._ kalder Argot-sproget en saadan Ladning, og broget er
den virkelig som en Grontkurv. Men endnu mere broget er dog selve
Depotet. Thi ikke blot den store Faellesvogn bringer Gjaester til det; ved
Siden af dens ordinaere Rykind er der den finere Portion, som kommer
enkeltvis i Fiakrer eller vel ogsaa af og til i elegante Herskabsvogne,
Depotets Honoratiores, som man har gjort den AEre at anholde hjemme hos
dem selv i Kraft af en personlig Arrestordre. Passagen gjennem Depotet er
obligatorisk for Alle, hvem Loven laegger Haand paa. Enkelte bliver der
kun Timer, Andre maa vente en hel Uge, for man oppe i Justitspaladset
faaer truffet Bestemmelse om deres Skjaebne. To Dage skulde i Grunden vaere
Maximum, men det overskrides ofte. Mange bliver sendte bort simpelthen
med en Advarsel om ikke at lade sig fange igjen; Pariserpolitiet er saa
humant som muligt, maaske ikke mindre af den Grund, at dets Faengsler
langtfra vilde have Plads, hvis man skulde fare strengt tilvaerks mod det
uendelige Hobetal af Vagabonder og den Slags Fyre. Kun de, mod hvem
Sagsanlaeggelse er nodvendig, flyttes til Mazas, det store Cellefaengsel
overfor Lyonerbanegaarden, hvor man gjemmer de Anklagede, saalaenge
Processen staar paa.

Dag og Nat er Depotet aabent, Dag og Nat er der uafbrudt Bevaegelse.
Greffierens Pen staar naesten aldrig stille. Det er ham, der forer de
indbragte Bundfaldsladninger tilbogs, den forste Forholdsregel, som den
Anholdte maa underkaste sig. Han holder ikke af den; hans Navn er tidt
det vaerste Vaaben imod ham, det giver Justitsen Mulighed i Haende for at
forfolge hans tidligere Synderegister, og det er ofte meget langt. Af den
Grund, og af andre med, horer det da ogsaa til Sjeldenhederne, at han
strax er aerlig og tilstaar det. Undertiden stoder, man paa en
Halsstarrighed uden Ende. I Slutningen af Kejserdommets Tid blev en Mand
anholdt, fordi han vilde forcere Indgangen til Saint-Cloud. Han paastod
at hedde Sidi-Sahel og vaere overordentlig Gesandt fra Nana Sahib til
Napoleon III. Da han hverken kunde tale Hinduisk eller Engelsk, indsaa
man snart, at det var en Fabel. Faengselslaegen erklaerede ham for gal, og
han blev sendt til Bicetre. Men Hospitalslaegen mente, at han havde sin
fulde Forstand, og sendte ham Retour. I et Aars Tid turede han frem og
tilbage mellem Depotet og Galehuset, uden at noget af dem vilde beholde
ham. Saa fandt man endelig paa, at han maatte vaere Udlaending, og
transporterede ham til Graendsen. Men nogle faa Dage efter anholdtes der
for Vagabondering en Person, som kaldte sig Reybaud, og som ved naermere
Undersogelse viste sig at vaere identisk med Nana Sahibs Gesandt. Det var
umuligt at faa ham til at tilstaa sit rette Navn. Forst efter flere Aars
Forlob kom man ved et Tilfaelde under Vejr med hans Hemmelighed. Han havde
vaeret i Kompagni med en Vinhandler, der var gaaet fallit, og opfundet
Romanen om Nana Sahib, fordi han bildte sig ind, at enhver Falent uden
Skaansel blev sendt paa Galejerne. Historien er kun et Exempel mellem
utallige paa, hvilke Vanskeligheder det parisiske Opdagelsespoliti paa
alle Kanter har at kaempe med i den store Stads Myretue, hvor der kun
undtagelsesvis er Naboer og Gjenboer til at give Besked. Selv for deres
Vedkommende, som ikke kommer forste Gang i Depotet, er en Gjenkjendelse
besvaerlig. Man havde tidligere Forbryderalbummet som Hjaelpemiddel. Men
det taeller allerede over hundrede tusinde Billeder, og i en saadan Mylr
er det ikke godt at hitte Rede. Ganske snildt er der da fundet paa en ny
Forholdsregel. De Anholdte maales ligesom Soldaterne, og deres Hojde
forer Greffieren tilbogs sammen med de ovrige Oplysninger. Albummet har
Afdelinger for hver Tomme og Underafdelinger for hver Linie;
Eftersogningen er paa den Maade lettet i betydelig Grad.

Maalningen gaar for sig strax ved Ankomsten til Depotet, og samtidig
finder der en Visitation Sted. Depotgjaesterne maa kverken have skarpe
Redskaber hos sig, ved Hjaelp af hvilke de muligvis kunde begaa Selvmord,
eller Penge over et Belob af ti Francs, Forst naar hele dette
Indtraedelsesceremoniel er overstaaet, foregaar Sorteringen. Thi der er
Sortering; ikke engang i Politipraefekturets Depot respekterer man fuldtud
den Lighed, som Franskmaendene holder saa meget af at fore i Munden ved
alle Lejligheder, men som hos dem er maaske endnu meget mere Mundsvejr
end andetsteds. Den staar hugget ind paa alle deres offentlige Bygninger;
det er det Hele, saa mener de, de har Samvittigheden fri.

[Illustration: Maalningen i Depotet]

Selvfolgelig har Depotet forst og fremmest sin Mandfolke- og sin
Fruentimmerside, skarpt adskilte, det var ikke godt Andet. Men paa begge
Sider er der igjen forskjellige Kategorier. Man har den store ordinaere
Faelleshal, Rummene for _les habits noirs_ og Cellerne. I de sidste kommer
Forbrydernes og Samfundets Aristokrati, dels Morderne, de store
Indbrudstyve og lignende farlige Individer, dels som Begunstigelse den
socialt hojtstillede Portion af de Anholdte, der vilde vaekke for megen
Opsigt selv mellem "de sorte Kjoler". Det er nemlig kun en Eufemisme;
mellem dem indregistreres Alle, hvis Kostume ikke bestaar af lutter
Pjalter. At lade dem tilbringe en Nat i den ordinaere Depotsal vilde i
Virkeligheden vaere en Grusomhed slet og ret. Et mere pestbefaengt Sted kan
man ikke taenke sig. Det er et kryptagtigt Rum, baaret af fire Piller, med
Betongulv, smaa, gittertremmede Vinduer, altid halvmorkt, klamt og hyllet
i en Atmosfaere, i hvilken kun de Lunger kunne funktionere, der ere vante
til Forstadsgydernes Huler. Man faar naermest Indtrykket af, at man er i
en uhyre Kvaegstald. Langs Vaeggene findes Feltsenge, som slaas op om Dagen
sammen med Halmmadratserne, der tjener til Natteleje for den store
Pluralitet, som maa sove paa Gulvet. Depotet er nemlig altid overfyldt,
denne forfaerdelige Samling af Banditter og Lazaroner ligger pressede
sammen som Sardiner i en AEske, og det haender ovenikjobet tidt, at
Korridorer og andre Lokaler maa tages til Hjaelp. Man kan taenke sig,
hvilken Uhumskhed der hersker i denne Menneskemodding. To, tre Gange
daglig, medens Fangerne fores ud i Gaardene for at traekke Noget, der
kaldes frisk Luft, overskylles Senge, Gulv og Mure med Stromme af Vand.
Men det hjaelper kun lidt. Blev det ikke gjort, siger Fangevogteren, vilde
Murene efter to Dages Forlob give sig til at spadsere alene.

[Illustration: Faellessalen i Politipraefekturets Depot.]

Det kan vanskeligt vaere anderledes. Hovedparten af Faellessalens
Befolkning er nemlig slet og ret Vagabonder, der kun have Tag over
Hovedet netop de Naetter, de befinder sig i Depotet. Til daglig Brug sover
de under Concordebroens Buer, mellem Teglvaerksovnene ude ved Barrieres
d'Amerique, i Champs-Elysees Busketter, naar der er Lovvaerk og varme
Naetter, eller i ubeboede Sommervillaers Lysthuse, naar der kommer Sne og
Vinterfrost. Politiet kjender ganske vel deres Yndlingssmuthuller, og
naar det engang imellem beslutter sig til at foretage Razziaer der,
vender det altid tilbage med rigelig Fangst. Men det lader dem som oftest
i Fred. Allerede nu er der en Snes tusind Anholdelser aarlig for
Vagabondering; sogte man grundigt efter, vilde Tallet blive altfor uhyre.
Paris lokker og drager saa staerkt. Fra det ovrige gamle Evropa vandrer
man ud; alle de uregelmaessige Existentser, hvis Eventyrtrang ikke kan
finde Tumleplads i Hjemmet, soger hinsides Havet til den store,
ubekjendte nye Verden. Kun Frankrig praesterer ingen, eller i hvert Fald
forholdsvis yderst faa Emigranter. Franskmaendene har nu engang Raedsel for
at expatriere sig. Deres Amerika er Paris; der, foregjogler deres Fantasi
dem, er der Plads for Alle, der er der Guld og gronne Skove at tjene,
Rigdom, Position, Livsnydelse at hente, saasnart man blot straekker
Haanden ud. Om de mange Tusinder, der gaar ynkeligt tilgrunde i den store
Stads Livskamp, tier Rygtet, men om de Enkelte, hvem heldige Chancer
bringer i Vejret, baerer det Beretninger ud til alle Kanter. Og disse
Beretninger er en farlig Fristerinde; man tager den sjeldne Undtagelse
for almindelig Regel, hvad den Ene har naaet, mener man, maa vaere let at
naa ogsaa for alle Andre. Kunde man taelle dem, der Aaret rundt kommer til
Paris uden Ressourcer, men med usvigelig Tro paa, at de kun behover at
saette Foden paa den parisiske Stenbro for at gjore deres Lykke, vilde man
faa et rentud forfaerdende Tal. Det er ikke alene fra Provindsen, de
kommer; det er fra Udlandet ogsaa. Jeg har liggende for mig en Statistik
over de i et enkelt Aar foretagne Arrestationer af Vagabonder; over fire
Tusinde er Udlaendinge. Talrigst repraesenteret er naturligvis det naere
Belgien og Holland, derefter kommer, ganske karakteristisk hver paa sin
Vis, Italien og Preussen, det sidste med over fire hundrede Individer.
Danmark er et af de faa Lande, som ikke findes i Fortegnelsen, Sverig og
Norge har kun nogle ganske faa Repraesentanter, Island derimod hele
elleve. Selv de fjerneste Egne af Verden, Kina, Persien, Japan, Afrika,
Tartariet og Bukariet, har sendt deres Kontingent. Tidt og mange Gange
dumper disse Ulykkelige ned i den store By uden engang at kunne tale dens
Sprog. Saasnart deres faa Spareskillinger er opbrugte, er der for dem
intet Andet at gjore end at lade sig samle ind af Politiet; Medlidenhed
og Hjaelpsomhed er Dyder, der kun findes sjeldent i Paris. Men selv om de
Indvandrende ikke har denne forste store Betingelse for at lide Skibbrud,
selv om de kommer fra Provindsen med fyrig Arbejdslyst og robuste
Kraefter, er det derfor ikke altid sagt, at de finder deres Brod i
Millionstaden. Livskampen er svaerere der end nogetsteds, Existensudvejene
ganske vist mange, men Konkurrenterne til dem endnu mange, mange flere.
De stritter imod saalaenge, indtil den vaerste Sygdom af alle: Trang og
Sult, endelig faar Bugt baade med Humor og Arbejdslyst og Kraefter. Det er
uberegneligt, hvad den i Paris aarligt hverver af Rekruter til den store
Vagabondhaer.

Mandfolkene gaar over i den, kvinderne i en anden, der er endnu vaerre og
uhyggeligere. Som Pluraliteten af Depotets Befolkning paa Svaerdsiden er
Vagabonder, saaledes er den paa Spindesiden losagtige Fruentimmer.
Politiets Runder gjor ogsaa af denne Art Sambundsbundfald hver Nat en
altfor rigelig Fangst paa Paris's Gader: Kvindeafdelingens Faellessal er i
Regelen ikke mindre overfyldt end den mandlige, Selskabet der er maaske
tilsyneladende proprere, men i Virkeligheden sunket nok saa dybt. Silken
og Flojlet er bedragerisk som Kindernes Sminke. Jeg har i Depotet set
Fruentimmerne med aegte Zobelskinds Pelsvaerk og Diamantsmykker til
Tusinder; forhorte jeg mig om deres Historie, var den i Regelen saa
omtrent den samme. Faedrene samlede Klude, og Brodrene arbejdede paa
Galejerne; de diamantoversaaede Damer selv var Stamgjaester i Depotet.

Det er i det Hele taget Massen af den store Haer. Forst og fremmest kommer
Vagabonderne stadig igjen. For dem har Depotet intet afskraekkende;
saasnart Visiteringsformaliteten er overstaaet, er det Forste, man gjor,
at bringe dem et Brod. Den franske Justits har den humane
Betragtningsmaade, at enhver Lovovertraeder, den fanger ind, kan vaere
kommen i Konflikt med den som Folge af Sult. Den kjender sit Paris, den
veed, at intet Aar gaar hen, uden at der udenfor dets Gaders straalende
Butiker segner Ulykkelige, hvis Dod, hvor utroligt det end klinger, ikke
skyldes nogen anden Grund end Hungersnod. Den veed ogsaa, at dens Depot
aldrig er saa overfyldt som i Ugerne efter Flyttedagen. De stakkels
Familier, der er kastede paa Doren af ubarmhjertige Vaerter, vandrer om og
skjuler sig, hvor de kan komme til, saalaenge indtil Bornene begynder at
skrige efter Brod. Saa maa Moderens Raedsel for Depotet vige, og hun
melder sig selv. Straffens Forhal bliver i dette Tilfaelde til
Barmhjertighedens. Depotet giver de Ulykkelige Fode og Husly, indtil
Politiet finder Udveje til at anbringe dem andetsteds. Men det er netop
denne dets Rolle som Forsorger, som Vagabonderne saa ofte misbruger. Der
er dem, der i Grunden har Depotet til regelmaessigt Standkvarter og kun
fjerner sig for nogle Dage, naar Eventyrtrangen kommer over dem. Der
fortaelles om en saadan episk Vagabond, Victor Tuleu, at han har vaeret
anholdt ikke mindre end henved firsindstyve Gange, endnu for han naaede
Trediveaarsalderen. Det var aldrig for egentlige Forbrydelser, men kun
paa Grund af hans nomadiske Tilbojeligheder. Man domte ham, han sad sin
Tid, og naar han saa slap fri, begyndte han strax igjen paa sin planlose
Strejfen om. Var det stygt Vintervejr, tiltalte Friluftslivet ham ikke
mere, og Politiet lod for lang Tid gaa hen, for det fandt ham paany, gik
han selv til Depotet og meldte sig. "Det er mig, Tuleu," sagde han; "jeg
har hverken Existensmidler eller fast Bopael, det er bedst, I spaerrer
mig ind."

Han begyndte, da han var elleve Aar, og han er i saa Henseende ikke nogen
Undtagelse. Gjennemsnitlig tre Tusind af de Personer, der i Paris aarlig
anholdes for Vagabondering, er Born. Hjemmet i Forstadshulerne er kun
altfor tidt daarlig skikket til at holde paa dem, og Livet ligger saa
lokkende lyst og let udenfor i den store, glimrende By. Foraeldrene gjor
vel i Regelen ikke overvaettes Anstrengelse for at holde paa dem; en Mund
mindre at forsorge er altid saa Meget vundet. Det haender tilmed ikke
sjeldent, at de med Villie kaster de ganske Smaa ud for Vind og Vove,
naar de falder dem til Besvaer. Hittebornshospitalerne, som vi kjender dem
fra de aeldre franske Dramaer, existerer ikke laenger i Paris, men Depotet
har erstattet dem.

[Illustration: Hittebornene og deres Vogter.]

Der er i det en saeregen Sal for Born, som Politiet har fundet paa Gaden,
og som endnu ikke er i den Alder, at de kan give Oplysninger om, hvor de
horer hjemme. Det er et af de uhyggeligste Lokaler af dem alle. De
stakkels Smaa ligger der i Rad med en stor Tavle paa Ryggen, hyorpaa
staar deres Nummer og af og til et Fornavn, den eneste Oplysning om deres
Existens, som de har kunnet give. De ligger og venter paa, at Foraeldre
eller Paarorende skal komme og soge dem. Men i de ni Tilfaelde af ti
kommer der Ingen. Man er flyttet og har benyttet Lejligheden til, som af
Vanvare, at slippe Barnet et Sted paa Gaden, hvor det selv var ganske
fremmed, og hvor hverken Naboer eller Gjenboer kunde give Oplysning om
det. Enkelte af de Forladte ligger paa deres smaa Senge og graeder efter
Fader og Moder, men Pluraliteten finder sig saare roligt i deres Skjaebne.
Det gaar vel de Fleste som den lille Pige, der blev spurgt, om hun havde
det godt, hvor hun var. "Ja," svarede hun, "for her faar jeg Noget at
spise hver Dag."

Depotet har altsaa ogsaa sine Uskyldige. Men de findes heller ikke
undtagen netop i denne Kategori eller i de med den beslaegtede: Oldinge i
Barndom, der er blevne samlede op paa en Baenk i Champs Elysees, Fremmede,
der vandrer om i Labyrinthbyens Gader uden at kunne tale et Ord Fransk,
Gale eller Folk, der har gjort Forsog paa Selvmord og vaegrer sig ved at
love, at de ikke vil gjentage det. Det parisiske Politi er meget varsomt
med at foretage Arrestationer uden at vaere ganske sikker. Haender det i
eet Tilfaelde af Tusinde, at en sageslos Person bliver spaerret inde i
Depotet, er det Hojden. Det langt overvejende Flertal er Folk, som man
har havt et vaagent Oje med laenge, for man laegger Haand paa dem, eller
ogsaa Misdaedere, der gribes paa fersk Gjerning. Fire Femteparten af de
Anholdte horer til den sidste Sort. Alleroftest er det gamle
Depotgjaester, der gaar gradevis nedad; har de engang havt Foden indenfor
Faengslet, horer det til Undtagelserne, at de ikke kommer igjen. Det er en
Regel, der kan drages ud ikke alene af Paris's Politihefter; moderne
Sociologer er i Faerd med at konstatere den allevegne Verden over. Inden
mange Aar vil den muligvis have fort til en total Omformning af det hele
Straffevaesen. Fortiden har straffet; det er Fremtidens Opgave at finde
Midlerne til at forbedre. Sagtens vil det blive en af dens vanskeligste;
men det maa siges til den franske Republiks AEre, at den ogsaa paa dette
Punkt seer Forpligtelsen til at gaa i Spidsen for sin Tid. De
forestaaende Lovforslag mod Recidivisterne er i Virkeligheden ikke Andet
end et anende Fremsyn over Vejen, der i saa Henseende er at gaa. Paris's
store Faellesfaengsler, disse Laere- og Opdragelsesanstalter for
Forbrydelsen, er i Faerd med at forsvinde. Man har endnu Saint-Pelagie og
det forfaerdeligere Saint-Lazare, Kvindefaengslet, hvor alle de
Indespaerrede, ligegyldigt hvilken Kategori de tilhore, blandes mellem
hinanden uden Hensyn. Men i Mazas og La petite Roquette, Bornefaengslet,
er allerede Cellesystemet indfort. Straffekolonierne er det naeste Skridt
paa Vejen.

Men det maa gjores snart; der er _periculum in mora_. Med uhyggelige Tal
viser Politiets Statistik, hvorledes Forbrydelsernes Antal er i stadig
Stigen i Paris. Den sidste Snes Aar er ikke langtfra at have fordoblet
det. En misforstaaet Seen gjennem Fingre med Meget hos Republikens
Autoriteter er maaske ikke uden Skyld for de lavere Samfundslags
Vedkommende, i de hojere er det ganske sikkert Borssvindelens Fristelser,
der spiller en vaesentlig Rolle i Forogelsen. Alverden er besat af Mani
for at gjore Forretninger. Depotets Lister er der for at vise, hvordan
det kun altfor tidt haenger sammen med disse Forretninger. "Der gaar
naesten ikke en Dag," sagde Fangevogteren mig, "uden at vi faar fine
Herrer herind." Han har Ret; alle Staender er repraesenterede i
Samfundsbundfaldets store Pakhus. Man kan tage Listerne fra
hvilketsomhelst af de senere Aar. Man finder Bankierer og Advokater, hoje
Embedsmaend og Officerer, Kunstnere og Forfattere, man finder Navne, der
har hort til de mest ansete i Frankrigs Historie. Politipraefekturets
Depot er i videste Forstand Vrangsiden af Paris, Hjemmet for Alt, hvad
Luxusbyen gjemmer af Styghed og Misere.

[Illustration.]

[Illustration: Udenfor Cafe de la Paix.]




KAFE- OG GADELIV.


I.

Paris har mellem det Meget, der gjor den til en By _a part_, een Ting,
som Alle, selv de, der nodigst vil synge dens Pris, maa indromme er noget
Magelost: den har sine Gader. Man maa absolut Vaere skabt som en Kvaeker
for ikke at holde af dem. Og endda. Der var to--Kvaekere mener jeg--, der
nylig kom over fra Hendes britiske Majestaets alvorlige Land for at
praedike Bod og Omvendelse i det moderne Babylon. De havde ikke vaeret fem
Minutter paa Boulevarden, for de slog Kors for sig og tog Rejsepas igjen.
Det var dem for ugudeligt. Det vil sige, de maerkede, at Fristeren kom op
i dem, og var de bleven fem Timer istedetfor fem Minutter, saa vilde det
have endt med, at det var dem, der var bleven omvendte.

Der var ogsaa engang en Herre fra Danmark, der, da man spurgte ham, hvad
han saa syntes om Pariserboulevarderne, resumerede sit Indtryk i et: Aa
jo ... saamaend, men de mangler Arkitektur. Det er muligt. Naar man ikke
paa laengere Tid har vaeret i Kongens Kjobenhavn, taber Ens Blik let sin
kritiske Skarphed i saa Henseende. Men mangler de Arkitektur, saa har de
Liv istedetfor, et Liv af en ganske ejendommelig Art. Det lokker ud som
Solskin paa en Dag i Maj, og det holder fast som disse forunderlige,
stille, lyse Sommernaetter, i hvilke man gaar og driver med gode Venner
under Armen og aldrig kan bekvemme sig til at gaa hjem. Man foler
Menneskebadet i disse Gader som en Foryngelse. Tryk og Tyngder, som laa
paa En, gaar vaek; Livslysten begynder at krible, Humoret kommer op. Man
fyldes af Velbefindende, man nyder, man lever; der er noget AEggende i
Luften, en Ozon af Fest, som man aander ind, og som saetter Fart i En fra
Top til Taa.

Pariserboulevarden er nemlig en Gade af fuldstaendig saeregen Beskaffenhed.
Det er ikke blot Faerdselen, Mylret, den brogede, mangfoldige
Verdensstadskolorit, der gjor den til, hvad den er. Af den Slags Liv har
London ligesaa meget og mere endnu. Men hvilken Forskjel er der ikke
alligevel! I London er Gaden simpelthen en Forbindelsesvej mellem to
Punkter, et, som man forlader, og et andet, som man skal til. At naa
dette sidste i den korteste Tid og med de mindst mulige Forhindringer,
bliver i det samme Ojeblik man saetter Foden udenfor Doren den eneste
Tanke, man har. At vaere paa Gaden blot for at vaere der, lader sig aldeles
ikke gjore. Overalt omkring sig har man travle Mennesker, der farter
afsted med lange Skridt og klemmer sig gjennem Traengselen for at komme
frem. Vognene ruller og ruller, Kuskene pidsker paa, den tusindtungede
Stoj glider ligesom sammen i et eneste Raab: afsted, afsted, afsted! Man
seer Ingenting, man sandser Ingenting, man foler kun Stimen, der er
bagved, man synes, den vilde vaelte over En og lukke sig og begrave En,
hvis man standsede, og man tumler da med i det rastlose Jag. Man gaar og
gaar og gaar og bliver forst Feberen kvit og kan traekke Vejret igjen,
naar man er ved Maalet.

I Paris derimod er det anderledes: Selv hvor Farten og Faerdselen er
storst, er der ikke noget Aandelost ved den. Folk har nok travlt hist og
her, men man laegger knap engang Maerke til det, de forsvinder mellem
Maengden, der ikke har det, mellem dem, der sidder paa Kafeernes
Fortougsstole, staar i Gadedore eller i Grupper paa Trottoiret og
passiarer, driver langsomt op og ned for at drive. Man har en
Fornemmelse, som om man var paa Fornojelsestour, for at hvile sig, for at
se og standse, hvor der er Noget at se, lukke Ojnene rigtigt op og fylde
sig med Indtryk. Man er gaaet ud for en Timestid og for at besorge Et
eller Andet, men uden at man veed af det, er Dagen tilende, og naar man
kommer hjem, opdager man, at man har glemt det, man var gaaet ud for.
Gaden har underholdt, moret En, saa man ikke har kunnet rive sig los fra
den, og saa har den lagt Beslag paa En helt. Man har ikke noget Ojeblik
folt sig paa en Landevej, hvor man skulde videre, man har folt sig som i
en Salon, hvor man befandt sig fortraeffeligt, og hvor man folgelig blev.
Og det er i Virkeligheden ogsaa det, Parisergaden er. Hjemmet kjender
Pariserne kun som et Sted, hvor man arbejder; Hvilen, Adspredelsen efter
Arbejdet maa hentes udenfor de fire Vaegge, midt i Tummelen og Traengselen,
helst hvor den er allerstorst, der er der flest Incitamenter, som faaer
Blodet til at rulle hurtigere og saetter den letpaavirkelige Fantasi i
Bevaegelse. Man soger til Boulevarden; den er den store Faellessalon, hvor
hele Byens Befolkning strommer hen for at tilfredsstille sin enorme Trang
til Selskabelighed, hvor man modes med Lyst til at vaere sammen, hvor man
faerdes mellem hinanden med den elskvaerdige Forekommenhed, den Lethed i
Tilnaermelse, der er en ganske naturlig Folge af Bevidstheden om, at man
gjensidig er der til hinandens Underholdning. Det parisiske Gadeliv
bliver paa den Maade mere end broget og mangfoldigt; det faaer de lyse,
fornojelige Toner over sig, den Glands af Glaede, den Hvile midt i Uroen,
den Harmoni midt i Farvemylren, som gjemmer Behaget, hvormed det
fortryller, den Charme, der gjor Pariserboulevarden til noget ganske
Andet end en hvilkensomhelst Gade i hele Verden.

II.

Uhyre betegnende for den er dens Kafeer. De ligger Side om Side,
utaellelige naesten, ned langs den milelange Pulsaare, der drager sig fra
Bastille- til Concordepladsen. I det mindre fornemme og mindre befaerdede
Templekvarter, paa Straekningen fra Ghateau d'Eau til Frihedssojlen, faaer
Boulevarden en Smule Luft for dem hist og her; men fra Rue Rougemont
nedefter til Madeleinekirken klemmer de sig op ad hinanden, saa der paa
sine Steder knap er nogle Alens Plads imellem dem. Deres Antal vilde vaere
latterlig overdrevent, hvis de alene havde Funktion som
Bevaertningssteder; ikke Tiendeparten af dem kunde bestaa, selv om
Pariserne var det mest forfaldne Folkefaerd i Verden. Nu er de imidlertid
tvertimod det allersobreste, der kan taenkes, og samtlige Kafeejere bliver
hovedrige Folk alligevel i Lobet af nogle faa Aar. Tingen er, at de har
Andet at byde deres Gjaester end de Varer, der skjaenkes ud. Kafeen er en
reserveret Plads paa Gaden, et Slags hyggeligt Sofahjorne i den store
Faellessalen. Det er som saadan, den maa betragtes, det er paa at vaere
det, dens Existens er baseret. Udstyrelsen er uden Pragt, for en Luxusby
som Paris naesten fattig. Smaa, magelige, komfortable Kroge, hvor en
sluttet Kreds kunde traekke sig tilbage for sig selv, mangler fuldstaendig;
hver lille Plads er benyttet, overalt staar der Bord ved Bord med kun
akkurat saa meget Mellemrum, at en Person kan klemme sig derigjennem. Paa
at sorge for Gjaesternes Underholdning har man heller ikke lagt Vaegt; kun
i de afsides Gader har Kafeerne Billarder, og deres Forsyning med Aviser
er mere end mangelfuld. Man holder en fem, sex parisiske i et enkelt
Exemplar, slet ingen fra Provindserne eller Udlandet. Hvad der serveres,
er dyrt; en almindelig _"Consumation"._ betales med en halv Franc,
uanseet hvori den bestaar. I alle disse Henseender kan Pariserkafeen,
ikke maale sig med, hvad man finder i andre store Byer. Men hvad den har
forud, er Offentlighedens brogede Sceneri, Gadelivet rundtomkring den.
Den er aaben ud mod Trottoiret, og dens Lokale fortsaetter sig ud paa
dette. Kafestolene optager rigeligt dets halve Brede; de betydeligere
Kafeer kan have en halvhundrede Borde derude, og det er disse, der er det
Vaesentlige, Salene indenfor er naermest kun at betragte som et Slags
Appendix. Naar det regner, bliver Markisen hejset ned, saa Gjaesterne kan
bilde sig ind, at de sidder i Torrevejr, og heller ikke Kulden kan jage
dem bort fra deres Trottoireplads undtagen nogle ganske enkelte Dage,
naar den gaar over alle Graendser. Hele ti Maaneder af Aaret er Kafeen i
Sommerhabit, og selv de to andre er Vinterkostumet ikke seriost.
Fortougsstolene bliver staaende, og de store Glasruder, der skydes op for
den aabne Vaeg, glider selv i December og Januar tidt ned i Kjaelderen
igjen, saafremt Temperaturen nogle Dage bliver en lille Smule mild,
Pariserne er ikke kuldskjaere, naar de blot kan faa Lov til at vaere paa
deres kjaere Gade.

Kun i de tidligste Formiddagstimer staar Kafeen halvvejs tom, vegeterer
med morgengnavne Opvartere og baedekerstuderende Rejsende. Allerede ved
Frokosttid begynder Gjaesterne at stromme til den i Masse. Den er i
Regelen Restauration tillige. Pluraliteten af Forretningsfolk er
nodvendigt henvist til den; de har for langt til Hjemmet og for travlt om
Tiden til at kunne gjore en Rejse til den anden Ende af Byen for at
spise. Frokosten paa Kafeen, koster dem ganske vist mindst tre, fire
Francs, og der gaar ogsaa der let en Time eller to med i Lobet Men
hverken de eller Pengene er spildte. Man traeffer den Kreds af Mennesker,
med hvilken man staar i Forbindelse, man henter Oplysninger, man slutter
Handeler, Forretningerne gaar deres Gang, de betydeligste af dem afgjores
tidt netop ved Frokostbordet. Hurtig, foretagsom, resolut, som man er,
klar over hvad man vil, og vant til at sige det kort, i en Fart og uden
Omsvob, foler man ingen Trang til at sidde i Kontorstole og snakke op og
ned ad Vaeggene for at faa en Sag i Orden. Et Sporgsmaal, et Svar--_<vola,
c'est entendu_. Garconen bringer Pen og Papir, og Kontrakten er sluttet,
inden han faaer den naeste Ret serveret. Frokostkafeen er Bors
ligesaameget idetmindste, som den er Spisekvarter. Men det forhindrer
ikke, at den i den sidste Egenskab er uovertraeffelig. _Le chef de la
cuisine_, den imponerende, alvorlige Medborger med det store, hvide
Forklaede, Hirschfaengeren og Bagerhuen, er en Mand, der forstaar sin
Metier. Han kan undertiden vaere indisponeret ved Dineren; om der ved den
sniger sig en Smule Skjodesloshed ind, har endda ikke saa Stort at sige.
Publikummet er det kritiklose, der kommer i Ny og Nae, som ikke har nogen
selvstaendig Mening, men finder Alting ypperligt, naar blot Stedet har
Renommee. Ved Dejeuneren derimod er det nodvendigt at holde Orene stive.
Han arbejder da for Gjaester, hvis Tunge forstaar at grade en _sauce
releve's_ Pikanteri, og som ojeblikkelig vilde fange den gode Homer, hvis
han tog sig et Blund. Han er paa Hojden af sin Kunst, og hans Kunst er
stor. Boulevardkafeen vilde vaere uforlignelig, selv om den ikke havde
andre fortraeffelige Sider end sin Kjokkenchef.

[Illustration: Le chef de la cuisine.]

Den har sin Absinthtid, den er endnu mere enestaaende end han. Fra
Frokost til Midnat er Trottoirestolene stadig besatte, men i _"l'heure de
l'absinthe"_ er der ikke een tom Plads. Man kjender ikke den Time
andetsteds; den passer kun for Pariseren, den haenger netop paa det
Nojeste sammen med den Rolle, Gaden og Kafeen spiller i hans Liv. Naar
han henimod Aften er faerdig med sit Arbejde, laegger han mellem
Forretningsbryderierne og de huslige Bekymringer, som muligvis venter paa
ham hjemme, et kort Otium, under hvilket Alt, hvad Tilvaerelsen kan have
af Generende og Ubehageligt, bliver jaget ubarmhjertigt paa Porten. Han
kjober sin Aftenavis i Kiosken, gaar paa sin Kafe, saetter sig ved det
lille, runde Bord, hvor han er vant til at sidde, bestiller sin
Consumation og lader saa en Timestid eller halvanden hele sin Person,
Legeme og Sjael, svomme ud i et stort, roligt Velbefindende, i hvilket der
kun er een Bevidsthed klar, een Fornemmelse raadende: den, at Livet dog i
Grunden er en magelos praegtig Ting. Absinthen, det halve Glas Ol,
Fingerbollet fuldt af Madeira, eller hvad det nu er, han drikker, det er
kun et Skalkeskjul, en Tribut, han erlaegger af sin Plads, som de to Sous,
han i Parc Monceau eller Champs-Elysees betaler Madammen for sin Stol. Og
Avisen! Der kunde staa i den, at Jorden imorgen skulde dumpe ned paa
Solen og blive slugt af dens Flammer, for Absinthtimen var forbi, vilde
hans Tanker dog ikke samle Bogstaverne til en Mening. De Ojne, hvormed
han seer paa dem, er i Slaegt med Papas Orer i den lille, lune
Provindskrog, naar han har trukket Slobrokken paa, og hans Frue har
kommet Sukker og Flode i hans Middagskaffe, og hans lille Pige taendt den
store Merskumspibe for ham, og han saa laegger sig paa Sofaen og siger:
"Saa Born, snak I kun, Fa'er horer efter." Nej, Fa'ers Pibe gaar ud, og
Fa'ers Kaffe bliver kold, og Fa'er horer ikke, han holder Absinthhvil paa
sin Maner. Pariserens er en anden. Han blunder ikke hen i Hjemmets Hygge,
for den kjender han ikke, men i det, der er hans Kjaerlighed og Stolthed.
Hans Sjael glider ud i Gadens, i hans store, elskede Bys Liv og bliver
ligesom Et med den. Det er Velvaeret for ham, det har paa sin Viis al den
lykkelige Ro, al den uendelige Tilfredshed, som et Menneske foler, naar
han nogle Ojeblikke lever helt i det, han elsker.

Middagen, kommer. Ekvipagerne, som Kafegjaesten mellem Fem og Syv har
siddet og seet baere al Paris's Pragt til og fra Boulogneskoven, begynder
at rulle sparsommere, de Ventendes Klynger ved Omnibusstationerne og
Fodgjaengertraengselen paa Refugerne bliver tyndere, Vognqueuens Knuder
loser sig selv paa de Hjorner, hvor Sidegaderne munder ud i Boulevarden,
der er Efternolere af Promenerende endnu, men deres Skridt bliver
hurtigere, Damerne er hort op at stromme ud fra Butikerne, deres
Toiletters brogede Luxus afloses af de smaa Arbejderskers sorte
Merinoskjoler, Avissaelgernes Raaben med de friske Aftenaviser dor hen.
Paris har, solende sig i sin egen Glands, saalaenge Absinthtimen varede,
budt Trottoirepublikummet den hojeste Udfoldning af sig selv, men
Skuespillet er nu tilende, Gadelivet holder Middagspause, og Kafestolene
gjor det paa samme Tid. Synderlig lang bliver denne Pause dog aldrig.
Naar Absinthen ikke laenger kan bruges som Paaskud for Fortougsotiet,
kommer Touren til Mazagran'en og Bock'en; atter om Aftenen er
Boulevardkafeen det store Forlystelsessted, hvis Tiltraekningskraft
bestandig holder sig lige lokkende. Publikum er et andet end i
Eftermiddagstimerne, men det er ikke mindre talrigt. Naar en
Pariserfamilie af de jaevnere Samfundsklasser vil tilbringe en rigtig
fornojelig Aften, gaar den paa Kafeen, og har man Gjaester, er det naesten
uundgaaelig nodvendigt, at man forer dem derhen. I Hjemmet har man
hverken Plads til eller er indrettet paa eller finder nogen Morskab ved
at vaere sammen. Om Selskabelighed inden fire Vaegge har den langt
overvejende Part af Pariserbefolkningen aldeles ikke noget Begreb;
Kafebesoget traeder i Stedet for. Skal der vaere exceptionelt Gilde, gaar
man paa en af de store Sangerpavilloner i Champs-Elysees, hvor Publikum
sidder under aaben Himmel og har dobbelt Skuespil, et omkring sig som paa
Boulevarden, og saa som Tilgift det oppe paa Scenen. Til daglig Brug er
den Fornojelse imidlertid for dyr. "_Entree libre_" hedder det vel paa de
fristende, illustrerede Kaempeplakater, og det er ogsaa ganske rigtigt,
man kommer gratis ind, men den Consumation, man er nodt til at bestille
her som paa enhver anden Kafe, koster til Gjengjaeld tre Francs. Det giver
Pariserne nodigt ud for at more sig, de er for forvaente med virkelig at
faa den Slags Ting gratis. Paa Boulevardkafeen er Morskaben for dem
omtrent den samme, og den er ulige billigere. Den halve Franc, man
betaler for sit Ol, giver Ret til at beholde Fortougsstolen, saalaenge man
lyster. Kun Odelande fornyer Consumationen. Man bliver siddende ved det
tomte Glas og seer og seer. Boulevarden, straaler, det summer og mylrer
paa alle Kanter, nye Figurer, vexlende Billeder drager forbi i
ustandselig Raekke, Tiden gaar, uden at man maerker det. Man har ikke Behov
for Kafeens Varer. Livet, Tummelen, Luften, maettet med Boulevardens
Parfume af Fest, stiger En til Hovedet og gjor En or. Naar man gaar hjem,
er det, som om man havde vaeret en Nat i Sus og Dus. Og man har dog kun
siddet et Par Timer paa et Fortoug. Det er det, der er Pariserkafeens
Hemmelighed.

III.

For en stor Part af Pariserne indskraenker Kafeen sig imidlertid ikke til
at vaere Selskabssal alene. Den har ogsaa mere dagligdags Funktioner, den
er for dem Kontor tillige, Arbejdsvaerelse, Modtagelsessalon, politisk
eller litteraert Klublokale og andet Sligt. Den har i saa Henseende meget
gamle Traditioner. Garconen i den lille, historisk beromte Cafe Procope i
Rue de l'ancienne comedie paa den venstre Seinebred viser endnu med
Stolthed Gjaesterne det Bord, ved hvilket Voltaire i femten Aar "har
siddet og skrevet sine Breve til Kongen af Preussen". Rousseaus,
d'Alemberts, Crebillons og Mirabeaus Portraetter kiger ned fra Vaeggen og
fortaeller, at ogsaa de har havt et andet Hjem i disse gamle, tilrogede
Sale; Gambetta, veed Alverden, har fulgt efter dem. Og saaledes har saa
at sige hver eneste Kafe sin Biografi vaevet ind med beromte Navne.
Bohemeperioden var saerlig deres store Tid. Hvertandet selv af de
betydelige Talenter havde bogstavelig ikke noget Hjem udenfor Kafeen.
Naar man engang fandt dem dode paa et Tagkammer, i en Kasse med Boger og
Manuskripter, der tjente som Seng, fik man at vide, hvor deres Bopael var,
men lige til det Ojeblik anede selv deres intimeste Bekjendte det ikke.
Den Race Mennesker er ganske vist nu forsvunden, kun nogle enkelte
Exemplarer af den gaar i vor nogterne Milliontid om som Spogelser, hvem
en driftig Impressario godt en skjonne Dag kunde falde paa at vise frem
for Penge i Folies-Bergere. Men deres Betragtning af Kafeen var altfor
aegte parisisk, passede altfor godt for specifik franske
Nationaltilbojeligheder, til at den kunde forsvinde med dem. Deres
Efterfolgere i Kunstens, Litteraturens og Politikens Verden er satte,
fornuftige Folk med Orden i deres Liv og Orden i deres Pengekasse. De
mangler saa lidt Hus og Hjem, at de tidt har egne Hoteller endogsaa. Ikke
destomindre er Kafeen vedbleven at vaere det Sted, hvor de med
Forkjaerlighed afgjor alle Forretninger med Omverdenen. De har en
regelmaessig daglig Tid, da de kommer paa den, som paa et andet Kontor,
hjemme er de kun for at arbejde, og der vil de ikke forstyrres. Selv
opgiver de stadig "deres Kafe", naar man sporger, hvor de kan traeffes,
deres Portner har Ordre til at give Folk Anvisning paa den, de lader
endogsaa deres Breve adressere til den. Man kan have kjendt hinanden i
aarvis, omgaas daglig, vaere Dus, uden at vide hinandens Husnummer.

Litteraere og artistiske Samlingssteder er Kafeerne tildels allevegne, men
i Paris er de tillige politiske. Under bevaegede Perioder er det dem, der
bliver de store Agitationscentrer. Oppositionen fodes der og udgaar
derfra. Gambetta og en Maengde andre af de Maend, der nu i forskjellige
Stillinger er ved Roret i Frankrig, har begyndt deres Karriere paa
Kafeerne; har Kafediskussioner og Kafetaler som Basis for deres
Popularitet og deres Position. Under Kejserdommets sidste Aar var Cafe
Mazarin den hele republikanske Stabs Hovedkvarter. Kommuneopstanden er
senere undfanget paa den, og mellem brogede Omgivelser af Fremmedpublikum
og Boulevard-Demimonde diskuterer endnu de hjemvendte Ny-Caledonister
deres Samfundsomvaeltningsplaner paa dette Sted. Bonapartisterne samles
paa den fornemme Cafe de la Paix, der indtager Hjornet af Operapladsen og
Boulevard des Capucines, i Tortonis alvorlige Sale sidder "Kong" Henriks
tro Maend og hvisker hemmelighedsfulde Konspirationer, mens de hvidhaarede
Tjenere serverer dem deres _petit verre de Madere_. Til daglig Brug
spiller Politiseringen ganske vist ikke en saa fremtraedende Rolle som i
Provindsen. Der er de forskjellige Partiers Kafeer ligefremme Krigslejre,
der ligger i uafbrudt Kamp. Man indskraenker sig ikke til Demonstrationer,
man kommer stundom til Haandgribeligheder endogsaa, og naar det ene Parti
vinder en stor Sejr, haender det ikke saa sjeldent, at det uden videre
lukker det andets Kafe. Noget saadant kan under normale Forhold ikke
passere i Paris; i det mylrende Kjorind af Fremmede og tilfaeldigt
Publikum drukner Politikerne. Men de er der liger fuldt og giver Kafeen
dens absolut udpraegede Farve. En Mazaringjaest vilde betragte det som en
dodelig Fornaermelse, om man bod ham et Glas Ol paa Cafe de la Paix, og en
Tortoni-gjaenger vilde ikke uden evige Samvittighedsnag kunne saette sin
Fod paa en af de fuldblods republikanske Kafeer.

Et specielt Publikum i en eller anden Retning har de fleste
Pariserkafeer. Naar man er kommen nogle Gange paa dem, vil man hurtigt
finde en Type, der er karakteristisk for hver enkelt. Den oppustede,
skvadronnerende Borsmatador har erobret Cafe Riche og sidder
selvbehageligt solende sig i sin egen Glands og breder sig paa de
Fortougsstole, der endnu for faa Aar tilbage var de nobleste paa hele
Boulevarden. Paa "Neapolitain" har hver anden Gjaest den rode Roset; det
er Kafeen for "les officiers superieurs". "Suede" samler Skuespillerne,
"Americain" Boulevardjournalisten, "Grand Cafe" de gamle Grundejere og
"Helder" de unge Levemaend. Af de Fremmede har hver Nation sin saeregne
Kafe, hvor de, som Tydskerne paa Cafe de la Terrasse ved Gymnasetheatret,
i Regelen indretter sig saa komplet med hjemlige Vaner og Saeder, at ingen
Pariser vover at saette Foden paa deres Enemaerker. Det er kun Nordboerne
paa "Regence", der er et saa fremkommeligt Folkefaerd, at de kan enes om
Kafe ikke blot med Polakker og Czeker, men endogsaa med Pariserne selv.
Foruden for Theatre francais' Personale er Regence tillige Samlingssted
for samtlige Seinestadens enragerede Schakspillere og Valpladsen, der er
Vidne til alle deres store Turneringer. At de har deres saerlige Kafe, er
endda forstaaeligt. Men hvem har det ikke i Paris? Ligefra Akademiets
Udodelige, der modes paa "la Rotonde" i Palais-Royalhaven, helt ned til
Kludesamlerne, der drikker deres Absinth med Standsfaeller paa
"Californie" og lignende Steder, er der ikke nogen Klasse, nogen Kreds,
nogen nok saa lille Gruppe af Mennesker, hvem en faelles Interesse
forbinder, uden at de maa til Kafeen for at drofte den i Kompagni. Dertil
kommer saa Haerskaren af flygtige Turister. De er ifolge Sagens Natur
henviste til at leve paa Gaden og Kafeen, og de gjor det selvfolgelig
efter saa meget storre Maalestok, naar de kan gjore det med et saadant
Behag og et saadant Udbytte som i Paris. Resultatet bliver, at hvert
tiende Hus har en Kafe i Stueetagen, og at af Byens to Millioner Beboere
ganske sikkert en halvtredsindstyve tusind mindst tjener deres Brod som
Skjaenkevaerter eller Garconer.

[Illustration: August (se Pag. 305) serverer for Nordboer paa Cafe de la
Regence.]

Kafeens, saerlig Boulevardkafeens Publikum er imidlertid ikke
Indtaegtskilde for dem alene. Naturligvis kaster Reklamen sine Garn ud
efter det. Det staar jo der i Fortougsdammen som Fisk i Stimer, saa
velplaceret som muligt til at lade sig fange. Fotografen forvandler
Partiet omkring Cafe Riche til en Fehave i Fuldmaaneskin for at
underrette om, at han tager Billeder ved elektrisk Lys.
Fornojelsesetablissementerne spaender Gasguirlander med deres Navne ud
mellem Traeerne foran Kafeerne, driftige Skraeddere praesenterer paa
Husmuren ligeoverfor en lang Raekke komiske Laternamagikabilleder for at
faeste Opmaerksomheden paa deres Adresse, der staar som Ramme udenom,
Hippodromen lader i langsomt Ridt hele Optog af udpyntede Drenge til hest
passere forbi. Men selv bortset fra saadanne snilde Forretningsmaend, der
soger at slaa deres Existens fast i Kafepublikummets Bevidsthed, fordi de
veed, at i Paris er Ens Lykke gjort Dagen efter, at man er kjendt, selv
bortset fra dem er der Hundreder, Tusinder, for hvem det hvilende,
fordojende Paris, der i ddagstimerne sidder paa Boulevardkafeernes Stole,
er Kildes til hele, deres Subsistens.

De er et saare karakteristisk Traek i den store Stads Gadefysiognomi,
disse altid tilstedevaerende, altid ivrigt opsamlende Menneske-Spurve, der
lever af Krummerne fra de Riges Bord. Hvordan de kan maettes, hvordan de
stundom kan blive ganske fede endog, synes en uudgrundelig Gaade; man kan
sidde timevis og kun se dem tjene et Par Sous i det Hojeste. Men
adskillige af dem har alligevel hjemme meer end eet Strompeskaft fuldt af
Guld og Solv, laenge for de opgiver deres halvt saelgende, halvt betlende
Zigeunerexistens paa Boulevardkafeerttes Trottoirer.

Alverden, der har vaeret i Paris blot en eneste Dag, kjender
Kikkertmanden. Fra Morgen til Aften lister han sig frem og tilbage mellem
Kafebordene, intet nyt Ansigt undgaar hans Opmaerksomhed, han er der strax
med sin Theaterkikkert, og selv om man forsikrer ham, at man har hele
Huset fuldt hjemme, undgaar man ham dog ikke. Hans er noget aldeles
Exceptionelt, _une vraie occasion. "Vous n'en trouverez pas deux_,"
forsikrer han med en Overbevisning i sin Stemme, der har naesten
Lidenskabens Klang. Men det forhindrer paa ingen Maade, at han, naar han
en enkelt Gang faaer sin Vare afsat, et Minut efter har akkurat Magen
tilfals paany. Aar ud, Aar ind er der ikke ringeste Forskjel at se
hverken paa ham selv eller paa hans Kikkert, paa det blankpolerede
Messingbeslag og den lakerede Rem, i hvilken han transporterer sin Skat,
medens hans store Sko slider Furer i det Stykke Asfaltfortoug, over
hvilket han i Tidens Lob har bevaeget sig Millioner og Milliarder af
Gange, stadig med de samme smaa listende Skridt og de spaendt aarvaagne,
halvt lurende Ojne.

I sit Folge har han en Haerskare af andre ambulante Handlende. Det er en
hel vandrende Bazar, der passerer forbi, naar man sidder en halv Time
foran en Boulevardkafe. Men altid de samme Salgsgjenstande, altid de
samme Ansigter, som man har seet den sidste halve Snes Aar. En ny
Handelsartikel og en ny Handlende foran Boulevardkafeerne er en
Sjeldenhed ligesaa stor som et nyt Diamantsmykke i Juvelerens
Udstillingsvindue, eller en Butik, som man ikke finder igjen paa det
samme Sted en Menneskealder igjennem. Intet er saa konservativt som
Paris's Gadefysiognomi; maaske hjaelper ogsaa netop det ikke saa lidt til
Hjemligheden, man foler i disse Gader.

Fodt med Kafeen og absolut uadskillelig fra den er dens Stumme. De mener
som saa, at intet Menneske gjor Ret i at odsle sin Tid bort, selv ikke,
naar han sidder paa et Fortoug, og de foreslaar derfor Gjaesterne paa
Trottoirestolene Studiet af deres Tegnsprog som en smuk, belaerende
Underholdning i den ledige Time. Saasnart man har sat sig, indfinder de
sig strax og laegger deres lille sammenfoldede Papir paa Ens Bord. Er man
nysgjerrig, rorer man blot ved Papiret, betragtes det som en stiltiende
Indrommelse af, at man gaar ind paa den Stummes Forslag og er villig til
at afkjobe ham hans Sprognogle for to Sous; men lader man det
hemmelighedsfulde Papir blive liggende ganske roligt uden med nogen
Gestus eller noget Ojekast at give Interesse for det tilkjende, falder
heller ikke den Stumme paa at inddrive nogen Kontribution. Naar han har
endt sin Ronde og forsynet alle Bordene med Papirer, samler han sine
Smaasummer ind, og han veed altid ganske noje, hvem der har vaeret
nysgjerrige; kun de maa bode. Da Boulevardkafeerne imidlertid stadig er
fulde af Fremmede og andre debuterende Gjaester, gjor den Stumme som
oftest ingenlunde daarlige Forretninger.

Stadig tilbagevendende Handlende er ligeledes Manden, der tilbyder smaa
hvide Terryhvalpe og gronne Selskabsfugle, Konditordrengene med deres
hvide Forklaeder og deres glaserede AEbler stukne paa Pinde,
Stokkehandleren, Gibsfigursaelgerne, Blomsterpigerne med deres dejlige,
langstilkede Roser og meget hyppigt med et ganske spaedt Barn paa Armen,
den geniale Kunstner ikke at forglemme med det lange graa Haar,
Matrosbaretten og Gymnastikskoene samt med et stort Oliemaleri under hver
Arm, hvilke Kunstvaerker han paa Grund af ojeblikkelig Forlegenhed onsker
afhaendede til en Kjender, hos hvem hans Arbejder kan komme til at gjore
sig tilborligt gjaeldende. Uendeligt talrige er den lille Pariserindustris
Repraesentanter. Hvert halve Minut maa man gjore Kaempeanstrengelser for at
slippe for at kjobe imiterede Uhrkjeder, AErmeknapper, Spraeldemaend,
Smaadjaevle med Bly i Halen eller Spaanslanger, der slaar Volter ud af
deres Traehylster. Det er Altsammen faenomenalt billigt, men naturligvis er
Kvaliteten saa ogsaa derefter. Paris er en underlig By: for hvert Skridt
Verdens vildeste Raffinementsluxus ved Siden af det allerforfaerdeligste
Markedskram, Millionaeroverdaadigheden og Elendigheden Haand i Haand,
Karusselbanen, hvor Ejeren selv er baade Hest og Udraaber og Bajads og
Ringstativ, ude i Champs-Elysees klods op ad Ledoyens Restauration,
Kagekonens tag- og vindulose Bod ved Siden af Juvelerens
Udstillingsvinduer med Smykker til en halv Million. Et godt Skilt for,
hvordan Livet i Virkeligheden saa grumme tidt former sig i den store By:
intet Svaelg mellem Samfundsklasserne, ingen Afgrund mellem Rigdommen og
Fattigdommen. Den pjaltede, barhovedede Dreng, der idag byder sine
Svovlstikker til Salg paa Boulevardkafeen, kan om nogle Aar hore til
Verdens Matadorer, der behoves dertil i en By som Paris kun Talent og
Energi, og den unge Spradebasse med sine arvede Millioner, der nu
skjodeslost slynger sin Havannacigar ind under Kafebordene, efterat have
taget et Par Drag af den, kan muligvis ligeledes om nogle Aar, om nogle
Maaneder maaske--der behoves i Paris kun nogle Fruentimmer dertil, nogle
Naetter i Spilleklubben, paa Helders Restauration o.s.v.--kjendes igjen i
Lazzaronen med den fidtede Voxdugspose og den lange Stok, i hvis Ende er
befaestet en spids Jernkrog, Cigarstumpesamleren, ligeledes en af
Boulevardkafeens ejendommeligste Menneske-Spurve.

Han kommer med de tidligste Morgengjaester og forsvinder forst igjen, naar
mellem Et og To om Natten den sidste Efternoler forlader Kafeens
Trottoire. Ikke den mindste Stump Cigaret kan blive kastet, uden at han
strax slaar ned, rager den ud med sin Hage og putter den i Posen. Han har
Spurvens skarpe Oje og Spurvens Dristighed, og han bliver taalt, naesten
fredet om paa Boulevardkafeen, som Spurven bliver det i Tuileriehaven.
Uden Frygt arbejder han sig ind selv i den taetteste Traengsel for at hente
sine Smuler under Bordene, der staar laengst inde, og Folk rykker tilside
og gjor Plads; det er nu engang hans Livsstilling at samle Tobaksstumper,
og i Paris respekterer man alle Livsstillinger.

Saaledes er det da en hel Mylr af Mennesker, der om Aftenen vender hjem
fra Boulevardkafeen med fyldte Lommer. En saadan Kafes Publikum paa en
enkelt Dag er jo i Virkeligheden ogsaa storre end mange Smaabyers samlede
Indbyggerantal. Den store By har sin Existenskamp, mere vild, mere
fortvivlet, jo storre den er, men den har ogsaa en uendelig Maengde af
Muligheder for at friste Livet, der aldrig lader Nogen i Stikken, som for
Alvor vil leve. Det er dens Velsignelse. Skal man arbejde sig op fra
Ingenting, saa er Kafefortouget der. Meer end een Millionaer er begyndt
med at saelge Smaakram paa det. Thi er det den store Samlingsplads, hvor
hele Paris holder Hvile, saa er det Markedspladsen tillige, hvor Byens
Liv hober sig sammen med alt, hvad det har af Ejendommeligt og Typisk,
Paris i Essens, Paris i den mest brogede, mest straalende, mest
forunderligt faengslende Udfoldning af sig selv.

[Illustration: Cigarstumpesamleren.]

[Illustration: Den provencalske Digter Mistral.]




BILLEDER FRA SYDFRANKRIG.


Mellem moderne Troubadourer.

Det gaar med Folkefysiognomier sete paa Afstand, som med Bjerget, man
naermer sig. Det forste Indtryk, Ojet faaer, er en stor, jaevn Flade, hvor
det Hele glider sammen i graesgron Ensformighed. Men efterhaanden, som man
kommer naermere, brydes det Ensformige. Der springer Punkter frem, der
aabner sig Klofter, det Graesgronne oploser sig i Hundreder af fine
Farvenuancer. Saaledes ogsaa med Folket, man personligt laerer at kjende.
Istedetfor den ubevaegelige, stive Maske, dannet af de historiske
Faenomener, seer man et levende Ansigt, paa hvilket hver sjaelelig
Bevaegelse spejler sig med forskjelligt Udtryk.

Intetsteds slaar dette Billede maaske bedre til end netop for Frankrigs
Vedkommende. Folkekarakterens Udslag er saa store og saa bestemte, at man
synes, den Maske, de former, maa passe absolut. Men det er kun et
Afstandsindtryk. Det er Majoritetens Masse, man seer; paa naert Hold tager
Sagerne sig anderledes ud. Det er saaledes slaaet fast som en
ubestridelig Kjendsgjerning, at Sydfrankrig er Radikalismens Vugge. Man
taenker sig det kun befolket af rode Revolutionsmagere, en anarkistisk
Krudttonde, der blot behover at komme i Naerheden af en Gnist, for at den
skal explodere. Og denne almindelige Forestilling synes i Virkeligheden
ogsaa at have iojnespringende baade folkepsykologiske og historiske
Faenomener at stotte sig til. Sydfranskmanden er en udpraeget Romaner,
siger man, letbevaegelig, letflammende, en Natur, af hvis sjaelelige Evner
Fantasien er langt mere udviklet end det rolige Raesonnement. Han bliver
derved i de ydre Former--om end paa sin elskvaerdige Maade--et Stykke af
en "Poseur" og Komediant, og han gaar omkring med en permanent,
ubetvingelig Trang til at arrangere det trivielle Hverdagsliv dramatisk
og i stor Stil. Den politiske Revolution tilfredsstiller denne Trang;
Folkedemonstrationer, Barrikadekampe, Hotel-de-Ville-Erobringer og alt
Sligt er hans rette Element. Saaledes lyder Deduktionen, og Historien
paatager sig stadig at levere Beviser for dens Paalidelighed. Lige fra
1789 har der ikke vaeret nogen Revolte i Frankrig, uden at Marseille,
Lyon, Bordeaux, kort sagt alle de store sydfranske Byer ojeblikkelig
marcherede umiddelbart efter Allarmtrommen. De arrangerer socialistiske
Arbejderkongresser, de vaelger Kommunarder til deres Repraesentanter i
Kammeret, de stikker den rode Fane ud hvert Ojeblik, naar de kan komme
til. Og de gjor Alt dette med en Eclat, en Hojrostethed, en
Massevirkning, saa man, naar man kun seer disse Manifestationer paa
Afstand, umulig kan tro Andet, end at de skyldes en hel, kompakt
Befolkning. Den, der imidlertid rejser til Frankrigs sydlige Provinser
med en Folelse af at naerme sig det kogende Krater, hvorfra
Revolutionernes Lava altid har vaeltet op hedest og vildest, vil, naar han
kommer derned, blive Gjenstand for adskillige Overraskelser. Naturligvis
vil han traeffe baade Typer og Stromninger, som passer ind i de
konventionelle Forestillinger--Historiens Dom hviler aldrig paa rene
Fantasier. Men han vil ved Siden af det rode Spogelse, som han venter at
finde tilbedt af Alle, mode en Konservatisme af Kjod og Blod, fuldt
rustet, med skrappe Ord og med aabent Visir, en Konservatisme, hvilende
ikke paa Flegma, men paa Lidenskab.

Denne Konservatisme har sin egen Historie. Der var en Tid, da Sydfrankrig
i en vis Forstand stod i Begreb med at blive Evropas Centrum. Det gamle
Galliens hojtudviklede Kultur var, som hele den antikke Verden, bleven
knust af de fremtraengende Barbarer. Men fra de begravne Ruiners Grus
syntes der at stige en ny Fugl Fonix i Vejret. Det rige Land mellem Loire
og Middelhavet var atter rent materielt kommet til Kraefter, dets frie
Handelsstaeder blomstrede, dets glimrende Hoffer gav Tonen an, som Paris
gjor det nu, og fra dets stolte Ridderborge drog Troubadourene ud paa
Vandringer, overalt syngende deres dejlige Hjems og dets skjonne Kvinders
Pris i dette Hjems blode, melodiske, forunderlig berusende Sprog. I en
hel Periode af Middelalderen er det Troubadourpoesien, hvorom Alting
samler sig; den opfanger som et Braendpunkt alle Udstraalingerne af dens
Liv i sig, og idet den dominerer hele Tidsalderen, omgiver den samtidig
det sydfranske Sprog med en Glans, der naesten ikke er mindre end
tidligere det romerskes. Det lyder i alle Kroge af Verden, hvor Tidens
Kultur er naaet hen, og hvor dens store Guddomme, Ridderdyderne og
Kvindetilbedelsen, sidder i Hojsaedet, Konger og Fyrster fra de fjerneste
Lande digter i dette Sprog, det er paa Nippet til at antage en ligefrem
universel Karakter.

Men saa kommer Albigenserkrigene. Nordfrankrig kaster sig over Syden, som
tidligere Barbarerne fra Osten har kastet sig over Gallien, Handel og
Velstand gaar tilgrunde, de stolte Ridderborge laegges i Grus,
Troubadourerne bliver fattige og hjemlose, deres Sang forstummer, og med
den ophorer ogsaa Propagandaen over Verden for det skjonne sydfranske
Sprog. Selv fra dets Hjemstavn soger de nye Herrer at jage det bort: de
paatvinger Retsvaesenet, Kirken, hele det offentlige Liv deres eget, og
efterhaanden synker da Troubadourernes hojtudviklede, naesten
verdensbeherskende Sprog ned til at blive en simpel Provindsdialekt, der
ikke laengere har nogen Literatur, og som kun tales af Bonder og Almue.

Lige til vort Aarhundrede, flere Aartier ind i det endogsaa, har
Forholdet vaeret saaledes. Det sydfranske Tungemaal, "det romanske Sprog",
under hvilket Navn dets moderne Linguister samler de fra hinanden kun
lidet forskjellige Dialekter, der tales i Provence, Languedoc samt de
tilstodende Provinser af Spanien og Italien, har ikke havt nogen eneste
Forfatter, det har ikke lydt fra nogen Praedikestol, det er ikke blevet
hort i nogen offentlig Forsamling. Men ikke desto mindre er det blevet
ved at leve. Endnu den Dag idag tales det i Frankrig af over otte
Millioner Mennesker, og naar man tager Dialekterne fra Katalonien og
Ligurien med, vil dette Tal endogsaa kunne bringes op til tolv Millioner.
I alle de sydlige Departementer, saerlig i de gamle Provinser Provence og
Languedoc, er det ikke blot Folkesprog i saa udelukkende Udstraekning, at
mangfoldige Landboere maa gaa i Kirke uden at kunne forstaa et Ord af
Praestens franske Tale, det benyttes endogsaa med Forkjaerlighed af Byernes
dannede Befolkning, det savner kun det officielle Stempel for i en
Haandevending at vaere absolut eneherskende. Men dette officielle Stempel
naegter man det; det maa kun faa Lov til vedblivende at fore sin tavse,
beskedne Tilvaerelse som Bondedialekt.

Der er i dette Forhold noget Forvraengt, noget Unaturligt, som umulig
kunde vedblive at bestaa upaatalt i en Tid, der netop paa ethvert Omraade
fordrer Ret til Livet for Alle og Alt, som har Kraft til at leve. Den
sejge Kjaerlighed til Modersmaalet, der gjennem de lange Aarhundreder har
fredet om det romanske Sprog, saa at det er gaaet ud af
Vegeteringsperioden uden at have mistet det Mindste, hverken af sin
Skjonhed eller af sin Livskraft, den har endelig i vore Dage givet sig
Udslag i en kraftig Protest mod dette Sprogs Fornedrelse og en energisk
Bestraebelse for at haeve det op igjen, om ikke til dets tidligere Glans,
saa i hvert Fald dog til en jaevnbyrdig Plads ved Siden af andre moderne
Kultursprog.

Sjaelen i denne Bevaegelse er Troubadourernes Arvtagere i vor Tid, de
saakaldte "Felibrer", et selvopfundet, saavidt jeg veed, fra den forste
By, hvor Digterkredsen samledes, taget Navn, der efterhaanden er gaaet
over til at vaere ensbetydende med Begrebet Poet. I Troubadourernes
skjonne Land er Troubadourernes Toner ganske vist stadig blevne horte.
Den provencalske Folkepoesis Kilder har aldrig rent ophort at flyde, selv
i den torreste Paryktid. Men forst i vore Dage er der blevet gjort Forsog
paa at iklaede denne Folkepoesi en Kunstliteraturs Dragt og derigjennem
atter skaffe Folkesproget Anseelse og Rang. Istedetfor at gaa til Paris
for at vinde Verdensry og Millioner er Provences og Languedocs Digtere
blevne hjemme i deres Landsbyer, har sagt, hvad de havde at sige, paa
deres eget Sprog, har sunget som Troubadourerne om deres dejlige Hjem og
dets skjonne Kvinder, har givet Afkald paa Villaer og Slotte og paa
Akademiets Laenestole og har fundet sig i beskedent at tjene deres Brod
som Boghandlere, Bagere, Landmaend o.s.v., samtidig med at de digtede for
Poesiens egen Skyld. Jasmin, en af de betydeligste Lyrikere, Frankrig har
haft, levede og dode som Frisor i Agen; Reboal drev Bagerhaandvaerket i
Nimes samtidig med at han skrev de uforlignelige Sange, der med Rette har
skaffet ham Tilnavnet Provences Beranger. De er ganske vist derved
personlig blevne mindre beromte, end de upaatvivlelig vilde vaere blevne,
hvis de som deres Landsmaend Daudet og Zola havde valgt at skrive paa
Fransk og i Poesiens Modeformer, men de har opnaaet at vaekke en
Opmaerksomhed for deres Sprog, der stiger Dag for Dag, og de har derved
tilfredsstillet deres Hjertes dybeste og varmeste Trang. Tyskland har
allerede to Tidsskrifter, som udelukkende beskjaeftiger sig med romansk
Sprog og Poesi; der holdes Forelaesninger herover ved tyske Universiteter,
og den nye provencalske Poesis Hovedvaerker findes i gode, af virkelige
Digtere besorgede tyske, italienske og engelske Oversaettelser. I selve
Frankrig har man ganske vist--maaske dels af Skinsyge, dels fordi
Pariserbladene gjorde de provencalske Digtere forhadte gjennem
Beskyldninger for separatistiske Tendenser--laenge strittet imod og ikke
rigtig villet yde den nye romanske Poesi sin Anerkjendelse. Men Akademiet
har dog ikke kunnet undgaa at priskrone flere af dens mest fremragende
Arbejder, og efterat Kritikere som Pontmartin og Merimee rent ud havde
erklaeret, at Provencaleren Mistral ubetinget horte til vor Tids storste
Digtere, og at der maaske ikke siden Odysseen var skrevet et saa skjont
og klassisk Vaerk som hans episke Digtning "Mireio" [*], er i ethvert
Tilfaelde denne Digter tagen til Indtaegt af den franske Nationalstolthed,
og den eneste Gang, han fra sin Landsby Maillane tog til Paris, var han
Gjenstand for ligefrem stormende Ovationer, ligesom da ogsaa alle
Frankrigs literaere Notabiliteter stadig rejser ned til denne landlige
Krog mellem Vaucluses Bjerge for at besoge ham og i Stilhed bringe ham en
Hyldest, som han tager imod paa den elskvaerdigste og beskedneste Maade
af Verden.

[Footnote *: Hans Hovedarbejde er "Mireio", Navnet paa den unge
provencalske Pige, der er Digtets Hovedperson. Ogsaa hans anden store
episke Digtning "Calendou", hvor Handlingen ligeledes spiller i Provence,
indtager imidlertid en ikke mindre hoj Rang mellem moderne Digtervaerker.
Af begge Arbejder findes forskjellige Oversaettelser paa Fransk.]

Ikke faa af de andre provencalske Digtere, saerlig Roumanille[1], og
Aubanel[2], der begge lever som Boghandlere i Avignon, Felix Gras[3], der
er Fredsdommer, og Anselm Mathieu[4], der ejer et Hotel sammesteds, samt
William Bonaparte Wyse [5], der, skjont fodt Englaender, ikke har kunnet
fornaegte Kjaerligheden til sin Moders, Lutetia Bonapartes, Land og Sprog
er paa gode Veje til ligeledes at opnaa rig Anerkjendelse ogsaa udenfor
den sydfranske Befolkning, for hvem de naermest skriver. Inden ret mange
Aar vil maaske "Felibrene" vaere de Digtere, som fortrinsvis laeses. Deres
Sange er midt i Nutidens Blaserthed et rigt strommende Kildevaeld af frisk
og umiddelbar Poesi.

Notes:

[1] "Les Oubreto" og andre Arbejder i Vers og Prosa.] [2] "La Miougrano
entre-duberto" og andre lyriske samt episke Digte.] [3] "Li Carbounie"
samt flere storre episke Digtninger.] [4] "La Farandoulo", lyriske
Digte.] [5] "Li parpaioun bleu", lyriske Digte.]

De har forelobig sluttet sig sammen i Foreninger, der ganske vist giver
sig ud for at have en overvejende selskabelig Karakter, men som ved Siden
deraf propaganderer staerkt for det, der paa alle Punkter er og bliver
disse Felibrers Livssag: det romanske Sprog. Provence har sit
felibristiske Selskab, Languedoc sit, begge med talrige Medlemmer og
taellende mellem dem adskillige sydfranske Rigmaend og Notabiliteter, hvis
Indflydelse maa bode paa de tarvelige Vers, de skriver. Jaevnlig samler
disse Foreninger, der synes gjennemtraengte af en endnu staerkere
prononceret broderlig Sammenholdsaand end nogetsomhelst Frimurerselskab,
sig til et Slags Sangerfester i Troubadourstil, til hvilke hvert Medlem
maa medbringe sit Bidrag af Poesi, og som ikke sjeldent har
Prisbelonninger, uddelte af den skjonneste Kvindes Haand. Man drikker
"Felibrernes Vin", den aedleste af alle, paastaar Digterne selv, og af
hvilken et eneste lille Glas skal vaere nok til at fremkalde Begejstring;
man lovpriser i Vers og Tale det skjonne Land, hvor man bor, og dets
elskede Sprog, man roser hinandens Produkter og beruses af Vinen og
Poesien og Lovtalerne. Men samtidig saetter disse Sammenkomster dog ogsaa
en virkelig Frugt. De har allerede givet Initiativet til Oprettelsen af
et Theater, som for kort Tid siden er blevet indviet i Montpellier, og
paa hvilket der kun skal spilles Komedie i det romanske Sprog; de har
skabt et Tidsskrift for at varetage dette Sprogs Interesser og undfanget
Ideen til et stort Blad i Stil med _Paris-Murcie_ paa Romansk for at
komme den romansktalende Broderstamme paa Balkanhalvoen til Hjaelp, og de
har, hvad der maaske er det vigtigste af Alt, affodt omfattende
filologiske Studier med det Formaal at give Folkesproget faste
videnskabelige Former og sammensmelte de forskjellige Dialekter til eet
Skriftsprog med bestemte, almengyldige Regler. Mistral har endogsaa
paabegyndt Udgivelsen af et kolossalt lexikografisk Arbejde, der skal
blive et romansk Sidestykke til Littres Vaerk.

Efterhaanden som nu denne oprindelig rent sproglige Bevaegelse er voxet i
Vejret, efterhaanden som den har vundet staerkere og staerkere Tilslutning
hos de dannede Klasser og Sympathi hos det menige Folk, har den tillige
optaget andre Elementer i sig og er lidt efter lidt bleven Grundlaget for
en gjennemgaaende Konservatisme paa alle Punkter. Kjaerligheden til det
gamle Sprog puster yderligere til den nationale Selvfolelse, der iovrigt
for Sydfrankrigs Vedkommende altid har vaeret staerkt udpraeget og ofte nok
historisk har givet sig Udslag i ligefrem fjendtlig Position mod Norden.
Den bringer den naturlige Vedhaengen ved Alt, hvad der er ejendommeligt
for Hjemlandet, til Bevidsthed, og den omgiver de gamle Skikke, der har
holdt sig paa Grund af Landets Fjernhed fra Hovedstaden, med et Skjaer af
noget Helligt, som der ikke maa rores ved, fordi det er et af Momenterne
til at vise, at man er et saerligt Folk, der har Ret til at have sit
saerlige Sprog; den holder fast paa Nationaldragten, og det i den Grad, at
selv Kvinder fra Byerne, gifte med Maend i fremtraedende Stillinger, stadig
bevarer denne Dragt og ikke engang laegger den af, naar deres Mands
Embedsstilling medforer en Flytning til andre Egne af Landet; den naerer i
sin Beundring for den Tid, da det nationale Sprog var haedret og maegtigt,
en dyb Kjaerlighed til Alt, hvad der er gammelt og minder om den
svundne Tid.

Bevaegelsen har imidlertid ogsaa andre Folger. Idet Felibrene stiller sig
som Bannerforere for deres Sprogs Ret, finder de den Literatur, der
bliver deres naturlige Fjende, fordi det er dens Sprog, som holder deres
eget nede, gjennemsyret af Tidens materialistiske og atheistiske
Tendenser. Kampen er for dem baade saa haard og saa alvorlig, at den
ganske naturlig paa alle Punkter forer dem over i den Lejr, der gjor
skarpest Front mod deres Modstandere. Samtidig udvikler deres stille,
afsides Tilvaerelse paa Landet, deres Hjemstavns lyse, glade, romantiske
Natur, den Poesi, hvis Traditioner de tog i Arv, netop en
anti-materialistisk og anti-atheistisk Livsanskuelse, der gaar som en rod
Traad gjennem hele deres Digtning. Denne Livsanskuelse traenger fra den
populaere Poesi, der i ethvert Tilfaelde er de lavere Klassers eneste
aandelige Fode, ind i hele Befolkningen, optages i dens Bevidsthed,
befaester den hos enhver Landbefolkning liggende Tilbojelighed til
Konservatisme og Religiositet og udbreder saaledes mere og mere sin
stille, men sejge og udholdende Propaganda.

Det er Forklaringen paa den Konservatisme, som den Fremmede med
Forbavselse moder nede i de rode Anarkisters Land. At en saa omfattende
Bevaegelse ikke tillige skulde gjenfindes paa det rent politiske Omraade,
vilde vaere hojst paafaldende. I Virkeligheden aabenbarer den sig da ogsaa
paa det ikke mindre iojnefaldende end paa alle andre. Det er til Syvende
og sidst Statsmagten, der holder det Sprog nede, som disse Mennesker
elsker og kaemper for, det er den, der staar som Repraesentant for alle de
Ideer, der er dem forhadte, og daglig bliver det mere og mere, fordi de
aegges og tirres af den sejrrige Regerings Tilhaengere og Embedsmaend, og
det ligger da i selve Tingenes Natur, at de gjor Front mod denne
Statsmagt og efterhaanden overforer paa den al den intensive Forbitrelse,
der folger med Kampen for en virkelig Livssag.

Trods al den Konservatisme, de saa ostentativt baerer til Skue, er de
imidlertid Sydlaendinge, deres Natur tillader dem ikke at slaa sig
tiltaals med akkorderende Mellemformer, de maa helt ud i det Extreme, og
de kommer da til at tilhore det politiske System, der er den bestaaende
Regerings absolut modsatte Pol. Naar undtages Nizza og Cannes med deres
naermeste omkringliggende Opland, to Byer, som i Grunden kun er et Slags
Forstaeder for Paris's elegante Verden, vil man i hele Syden naesten ikke
finde en eneste Bonapartist. Derimod forbavses man ved det overordentlig
store Antal Legitimister, som man traeffer paa, og det tilmed Legitimister
af det reneste Vand, haardnakkede Forsvarere af den hvide Fane med alt
dens Tilbehor. Hver By har sin legitimistiske Klub og sin legitimistiske
Cafe ved Siden af den radikale, ved hvert Skridt, man gaar, seer man
Damer med lilieoversaaede Dragter, ja selv paa de Torklaeder,
Bonderkonerne baerer over Hovedet, finder man den kongelige Blomst
indvaevet. Hvert lille Distrikt har sit legitimistiske Blad af saa
udpraeget Farve og med saa hvasse Artikler, at de naesten bliver barnlig
naive, og hvert andet, tredie Menneske, man taler med, betragter Troskab
mod Kongen og Kirken som en uundgaaelig Betingelse for at vaere et normalt
og retskaffent Menneske. Sydfrankrig kan endogsaa opvise det Saersyn, at
der er Smaabyer, hvis Kommunalraad er legitimistisk. Det maa man soge om
selv i Vendee og Bretagne. I disse Egne vinder Republiken Terraen saa at
sige Dag for Dag, og der kan naeppe vaere Tvivl om, at "Kongen" nu taeller
sine talrigste og troeste Tilhaengere i Syden. Republikanerne er ganske
vist ogsaa der i Majoriteten; de holder ved alle Midler Bevaegelsen nede,
de forbyder Legitimisternes Processioner, de lukker deres Kafeer og forer
samtidig selv det store Ord saa hojrostet, at man paa Afstand kun laegger
Maerke til dem. Men netop det er det, der gjor Modstanden indaedt og
udholdende.

Der kan maaske, naar man vil se Roden til hele denne Sagernes Tilstand i
Kampen for det nationale Sprog, gjores den Indvending, at der endogsaa
mellem Forkaemperne for denne Sag, mellem Felibrerne, findes udpraegede
Radikale ved Siden af Legitimisterne. Et af de mest fremtraedende
Medlemmer af Languedocs "Mantenencia" (Felibrerselskab), Xavier de
Ricard, har saaledes, samtidig med, at han bortkastede sin Marquistitel
og anvendte sin Formue i velgjorende Ojemed, stillet sig temmelig
utilsloret paa Kommunens Side. Sporger man imidlertid de legitimistiske
Felibrer om, hvorledes de kan gaa sammen med ham og lignende Rode, faar
man det Svar, at begge Partier dog i sidste Instans kaemper imod den
bestaaende Regering, og at Kampen for Sproget i ethvert Tilfaelde er
Hovedsagen. Forstaaelsen har dog maaske ogsaa et andet Motiv, om end
dette for en Del endnu kun er ubevidst tilstede. De Rode vil omdanne
Frankrig til et Forbund af Smaarepublikker, og Felibrernes Bevaegelse
gaar, saaledes som flere af deres Hovedledere utvetydig har tilstaaet, ud
paa en Losrivelse fra Paris, naar Sproget ikke paa anden Maade kan komme
til sin Ret, i Forbindelse med en foderativ Tilslutning til Spaniens
nordlige Provinser under en Bourbon. Der er her en Fare, som den franske
Regering aabenbart ikke har rigtigt Syn paa. Det vilde vaere saare let at
underminere hele denne antirepublikanske Stromning, naar man blot vilde
gjore lidt Indrommelser paa det Punkt, der i hvert Fald for dens Forere
er det ubetinget afgjorende. Nu er det i Gjenoprejsningen af det
traditionelle Kongehof, disse moderne Troubadourer seer Frelse og ny
Blomstring for deres kjaere Sprog. De slutter sig ikke til
Chambordpraetendenten og hans Lillier af nogensomhelst anden Grund. Vilde
Republiken give dem, hvad man venter af "Kongen", ganske simpelt fordi
han er Republikens Modpol, vilde Regeringen vise en Smule Imodekommen mod
den romanske Sprogbevaegelse, lidt Interesse for Bevarelsen af den i
ethvert Tilfaelde skjonne og hojt udviklede provencalske Dialekt, vilde
den hurtigt forvandle sine Fjender dernede i Syden til Venner. Det
moderne franske Sprog behover ikke at vaere bange; det er ganske sikkert
staerkt nok til at kunne taale Konkurrencen.

En sydfransk Pilgrimsfart.

Det var ganske tidligt om Morgenen, men allerede varmt, og man folte, at
Solen, der lige var staaet op, ret snart vilde braende med aegte sydlandsk
Kraft. Der var ikke en Sky paa Himlen, ikke et Trae bevaegede sine Blade;
det var en af de i Rhonedalen saa sjeldne Dage, paa hvilke man ikke
maerker mindste Spor af Nordenvinden eller af de hede, feberbefaengte Pust,
der kommer fra Sahara.

I det straalende Solskin gled en lille Dampbaad ned ad Floden, helt
overfyldt med Mennesker. Hver eneste Krog paa Skibet var optagen; de, som
ikke havde kunnet faa Plads paa Baenke, Kahytsluger, Tovruller og Kasser,
havde lejret sig i lange Raekker paa Daekket, der var saa taet besat, at man
ikke kunde se den mindste Plet af det.

Det var et ejendommeligt Rejseselskab og en ejendommelig Rejse. Af
Mandfolk var der kun faa ombord: et Par Turister, en halv Snes Gejstlige
i deres sorte Talarer, nogle Kroblinge, en del Folk, som falbod
Appelsiner, Brystsukker og Brod, og foruden dem knap nok en tyve, tredive
Personer. Kvinderne derimod taltes i hundredevis, ligefra Matronen, hvis
rystende Haender knap kunde holde Rosenkrandsen, til ganske smaa Pigeborn.
Smukke var baade Gamle og Unge naesten uden Undtagelse. Rhonemundingernes
Departement, isaer Arles og Omegn, har ikke uden Grund Ord for at huse
Frankrigs skjonneste Kvinder, Graekere Romere, Saracener og Gallere, der
efterhaanden har hersket over disse dejlige Lande,--alle synes de
formelig at have kappedes om at give Provences Kvinder de ejendommelige
Skjonhedstraek i Arv, som udmaerker deres Race. For Malere og Billedhuggere
er her et uopdaget Kalifornien. Naar ved de store Tyrefaegtninger eller
andre lignende festlige Lejligheder Befolkningen samles, vil der mellem
hundrede Kvinder findes en, som ikke er smuk, men over halvhundrede, hvis
Skjonhed er fuldt vaerdig til at foreviges af den storste Kunstner. Og
Nationaldragten, som endnu baeres af Hoje og Lave uden Forskjel, passer
fortraeffeligt til den herligt udviklede Buste, til den fine, lysbrune
Teint og det kulsorte Haar. Den bestaar af en sort Kjole med folderigt
Skjort og stramt Liv, der fortil er aabent og garneret ned over Brystet
med hvide Blonder eller Kniplinger, saa at idetmindste en trekantet Spids
af Barmen lades blottet. Omkring Halsen er der et Par Perlesnore med et
Kors og paa Hovedet en ganske lille, koket Hue over det sorte Haar, som
er sat op i Form af en tilspidset Kegle med to bredt udgaaende Vinger
laengst nede, hvor det ligger fladt til Panden.

Kvinderne sad paa Daekket med deres Rosenkrandse om Livet og deres slidte
Psalmeboger i Haanden, og medens Dampbaaden gled forbi la Camargues
solbraendte Kyst, sang de i deres vidunderlig blode Dialekt, af hvilken
alle Konsonanter synes at vaere forsvundne, Egnens maerkelige Sange, disse
Sange, der klinger lige svaermerisk, lige erotisk, hvad enten de lovpriser
Madonna eller det dejlige Faedreland. Af og til lod ogsaa de bekjendte
Pilgrimssange: "_O Dieu vainqueur, sauvez Rome et la France par votre
sacre coeur,"_ og lignende. Men det var kun sporadisk; hurtigt vendte man
igjen tilbage til Provences egne Kvad, til hvilke der da tidt paa
staaende Fod improviseredes et Refrain, som gjentoges med stigende
Begeistring efter hvert af de halvhundrede Vers, hvoraf disse Sange ofte
bestaar. Paa hele den fem Timers Fart blev der sunget naesten uafbrudt.
Kun faa og ganske korte Standsninger indtraadte, naar man fik Oje paa en
Gruppe af slanke Pinier i Horisonten, eller naar man mellem la Camargues
gigantiske, flade Moradser opdagede en Flok af de sorte Oxer, der lever i
vild Naturtilstand paa den 72,000 Hektarer store, naesten helt udyrkede O
mellem Rhonens to Arme, eller af de ligeledes frit omstrejfende smaa,
hvide Heste, der tumler sig over la Camargues Stepper. Under en saadan
Pause af Sangen ombord kunde man hore Nattergalens Triller inde fra
Solvpoplerne naermest ved Bredden. De kviddrede af fulde Lunger, men de
trak dog det korteste Straa i den forunderlige Sangerstrid. Naar
Stemmerne fra Skibet tog fat igjen, var de stakkels Fugle overdovede med
det Samme.

Den forunderlige Jubel, det varme Svaermeri, som aandede ud af Sangene,
havde ikke Noget tilfaelles med nordisk Andagt. Melodierne var lette og
hurtige, naesten livsglade, man fik Indtrykket af noget Lyst og Fornojet,
som lignede Nattergalens Frydesang over den dejlige Sommer. De fromme
Helgeninder, der lovpristes i Sangene, var aabenbart gode Veninder, som
ikke indgod mindste Folelse af Skraek. Sangen kunde endog pludselig
afbrydes af en munter Samtale og en hjertelig Latter. Jo varmere Solen
blev, desto gladere lod Melodien, og desto livligere og mere fortrolig
blev ogsaa Stemningen ombord. Og saaledes vedblev man da at glide
langsomt ned gjennem Solskinnet, ned ad den stille Flod med de
sommerklaedte Bredder. Tilsidst rejste Alle sig trods Kaptejnens Protest
op fra deres Lejr paa Daekket for med Jubelraab og viftende Torklaeder at
hilse en takket Taarntinde, der dukkede frem i Horisonten ved Kanten af
en lang, blaa Stribe. Denne Stribe var Middelhavet, og den takkede
Taarntinde, som haevede sig ved Bredden af det, var Kirken _Les
Saintes-Maries-de-la-Mer,_ Maalet for Pilgrimsfarten.

Traditionen fortaeller, at Maria Magdalena, Martha, Maria Jacobaei, gift
med Kleophas, en Broder til Tommermanden Joseph, Maria Salomi, Moder til
Apostlene Jakob og Johannes, samt endvidere Lazarus, Maximin og flere
andre Disciple efter Kristi Dod, og da Forfolgelserne imod hans
Tilhaengere var begyndte, blev satte ud i et lille Fartoi uden Sejl,
Aarer, Ror og Levnetsmidler og saaledes sendte ud paa Havet. Ombord var
ligeledes Sarah, Maria Salomis Tjenestekvinde. Fort af Guds Haand kom
Fartojet uskadt til den yderste Pynt af Oen la Camargue, der tilhorte
Marseillanerne og var beboet af deres Kolonister. Ved Ankomsten oprejste
de hellige Marier et Alter til Guds AEre, og paa det Sted, hvor det skete,
lige ved Havets Bred, lod Herren en Kilde med fersk Vand risle frem. Til
Erindring om dette Vidunder byggedes der senere et beskedent Kapel. Her
blev Maria Jacobaei og Maria Salomi tilbage, medens deres Ledsagere
spredte sig rundt omkring for at forkynde Kristendommen ved
Middelhavslandene. To Kvinder blev efter deres Dod begravede i Kapellet,
hvor der selvfolgelig nu skete de maerkvaerdigste Mirakler, som bevirkede,
at der fra alle Egne fandt store Pilgrimsfarter Sted til deres Grav.
Istedetfor det lille Kapel opfortes allerede for det sjette Aarhundrede
en Kirke, der til Beskyttelse mod Soroverne forsynedes med
Faestningsvaerker og endnu i det Vaesentlige har bevaret sin antikke
Skikkelse. Den horer til de maerkeligste Mindesmaerker i det sydlige
Frankrig fra den oldkristne Tid. Kong Rene lod den i det femtende
Aarhundrede gjennemsoge for at finde Relikvierne, og da de kom for Dagens
Lys, udbredte de en saa himmelsk Duft i Kirken, at Ingen kunde tvivle om,
at det var de aegte. Paven stadfaestede da ogsaa, at de vare authentiske,
og de nedlagdes derpaa i Kister af Cyprestrae, som hensattes i Kirkens
Taarn. Under Revolutionen blev Kirken rigtignok fuldstaendig udplyndret,
men der forsikres, at den nidkjaere Sognepraest forinden havde taget de
hellige Relikvier ud af Kisterne, og da det franske Folk vendte tilbage
til den katholske Religion, blev de lagte i nye Kister, som ganske
lignede de aeldre, hvorefter de igjen anbragtes paa deres tidligere Plads
i Taarnet. Her findes de endnu, og den Dag idag valfarter ligesaa mange
Mennesker til dem som for Aarhundreder siden.

For enhver troende fransk Katholik staar det nemlig uomstodelig fast, at
de hellige Mariers Ben endnu bestandig er i Besiddelse af en
vidundergjorende Kraft, der isaer gjor sig gjaeldende paa det
laegevidenskabelige Omraade. Troen er bleven bestyrket ved en Begivenhed
fra den nyere Tid. Det synes at vaere et Faktum, at et Barn, som var
blevet bidt af en gal Hund og havde vaeret sygt i flere Maaneder, kom sig
igjen efter en Valfart til de hellige Mariers Ben. En Folge heraf er, at
alle Troende, som molesteres af gale Hunde (og deres Antal er i
Syd-Frankrig uhyggelig stort) begiver sig til den gamle Kirke paa la
Camargues Pynt. Da Helgeninderne imidlertid ogsaa tager sig af alle andre
Sygdomme, rekruteres Pilgrimskaravanen i det Hele taget af Vanfore og
Lidende af enhver Art. Ogsaa Sunde rejser i stort Antal til Kirken; thi
Kisterne har den beundringsvaerdige Egenskab, at alle Gjenstande, der
bringes i Beroring med dem, kommer i Besiddelse af Relikviernes
Amuletkraft, og enhver Familie onsker naturligvis at have et saadant
Universalmiddel i sit Hus. Paa en bestemt Dag af Aaret, den 25de Maj,
hejses Kisterne ned fra Taarnet og bliver staaende i Kirkens Kor Natten
over til den folgende Eftermiddag. Det gjaelder altsaa om at benytte dette
Dogn; thi naar Relikvierne igjen befinder sig paa deres Plads i Taarnet,
kan Ingen faa Adgang til dem, forend der paany er forlobet et Aar.
Befolkningen vaager paa det Strengeste over, at Helgenindernes Naade ikke
misbruges. De gjor det saa strengt endogsaa, at da AErkebiskoppen for
nogle Aar siden kom til Kirken og forlangte, at Kisterne skulde hejses
ned, gjorde Indbyggerne ligefrem Opror og tvang ham med ladte Gevaerer til
at afstaa fra sit Forlangende.

Til daglig Brug er _les Saintes-Maries-de-la-Mer_ en saa ubetydelig
Landsby, som taenkes kan. Den har knap ottehundrede Indbyggere, af hvilke
ovenikjobet et Par hundrede stadig er borte paa Fiskeri. Den ligger
tilmed naesten i en Orken, idet hele den sydlige Del af la Camargue
bestaar af udyrket og maaske uopdyrkelig Jord, og Fremmede besoger den
kun yderst sjeldent, undtagen netop den 25de Maj. Paa denne Dag stiger
dens Befolkning imidlertid pludselig til en halv Snes tusinde Mennesker.
Ikke blot Rhonedampskibene, der i Anledning af Festen undtagelsesvis gjor
Turen ned ad den lille Rhone, uagtet de hvert Ojeblik udsaetter sig for at
lobe paa Grund, bringer andaegtige Gjaester i Masse til den gamle Kirke,
men Vejen over la Camargue bedaekkes af Hundreder af Vogne, under hvis
Laerredssejl Selskaber af Slaegtninge og Venner valfarter til Relikvierne.
Selv fra fjerne Egne af Syd-Frankrig kommer der Pilgrimme, af hvilke
mange i from Iver tilbagelaegger Vejen tilfods trods den braendende Sol og
gjennem usunde Sumpegne.

Paa de to Festdage, den 25de og 26de Maj, frembyder den lille Landsby da
ogsaa et hojst livligt Skue. Dens Torv er en eneste stor Bod med smaa
Borde, hvor der saelges Rosenkranse, Bonneboger og Krucifixer, Mairiets
Mur er af en Handlende, der har villet udfolde alle sine Skatte for
Publikum, fra overst til nederst bedaekket med Glansbilleder,
forestillende de hellige Mariers vidunderlige Ankomst til La Camargues
Kyst, de tre til fire Gader, Byen har, kan slet ikke passeres for
Menneskeklynger, udenfor _Cafe de la Porte_, som paa en Gang er Byens
eneste Kafe, Restauration og Hotel, sidder der ligesaa mange Gjaester som
udenfor Kafeerne paa Paris's Boulevarder, og rundt omkring det Komplex af
Huse, som udgjor den egentlige By, har der dannet sig en formelig Lejr af
Vogne og Telte. Det er, som om man pludselig var bleven flyttet langt
bort fra Civilisationen og befandt sig i en Karavane, der holdt Hvil ved
en Oase i Sahara. De Fysionomier, som man ser, bestyrker En i Illusionen.
Det vrimler af Zigeunere. Sarah, der frelstes sammen med de andre hellige
Personer, er nemlig Zigeunernes Skytshelgeninde, og da hendes Ben
ligeledes opbevares i Kirken, valfarter ogsaa Zigeunerne fra hele
Frankrig til _Les Saintes-Maries-de-la-Mer._

En By med syvhundrede Indbyggere kan naturligvis ikke give Husly til
titusinde Mennesker. Det forlanges imidlertid heller ikke; forsaavidt man
ikke er saa andaegtig, at man tilbringer Natten paa en Baenk i Kirken,
sover man i Teltene, i Vognene, paa Sandet bag en Busk, paa Kirkens flade
Tag, i Fiskerbaadene, eller hvor man ellers kan komme til. Husene
forbeholdes udelukkende de Profane, der kommer som Nysgjerrige og ikke
som Pilgrimme. Men de faar saa selvfolgelig ogsaa Lov til at betale denne
Begunstigelse. _Saintes-Maries-de-la-Mer_ har den 25de Maj de dyreste
Hoteller, der kan opdrives i Verden. Man maa betale fem og tyve Francs
for et Loftskammer, hvis Properhed tilmed lader alt Muligt tilbage
at onske.

Udrustet til en Rejse, der for Adskilliges Vedkommende straekker sig over
et Tidsrum af mere end en Uge, nemlig naar man vil vaere med til
Hestevaeddelobene og Tyrefaegtningerne, der afholdes i de naermeste Dage
efter Processionen, strommer altsaa Pilgrimme fra hele det troende
Sydfrankrig til _Les Saintes_, som Byen i daglig Tale kaldes. Klokken tre
den 25de Maj begynder Kirkens Klokker at ringe, og Hovedceremonien,
Nedsaenkningen af de hellige Kister, finder da Sted. I from Iver har
imidlertid allerede Mange strax efter deres Ankomst begivet sig til
Kirken for at foje deres Voxlys til de mange hundrede, som allerede
braender til Mariernes AEre, og da der er al Udsigt til, at man vil komme
til at staa udenfor under Ceremonien, naar man ikke i Tide sikkrer sig en
Plads i Kirken, bliver Hovedmassen derinde med det Samme. Naar Ceremonien
begynder, er den iovrigt temmelig store Kirke propfuld af Mennesker. Den
andaegtige Forsamling har ikke ladet sig noje med de Baenke, der saa taet
som muligt er anbragte i Skibet, Koret, omkring Hoved- og Sidealtrene,
saavelsom paa de talrige og dybe Pulpiturer; man ser Kvinder og Born oppe
paa selve Alterbordene, paa Praedikestolen, paa Skriftestolens Tag, kort
sagt overalt, hvor der er nogen Mulighed for, at et Menneske kan staa
eller sidde. Selv Sognepraesten er naerved at opgive AEvret, da det gjaelder
om at finde en Kvadratfods Plads for vort lille Selskab af Fremmede. Da
han endelig har faaet os klemte sammen oppe paa det overste Pulpitur,
viser det sig, at vi naeppe kan traekke Vejret der. Luften er aldeles
forpestet af Voxlysenes Os, Rogelsen og Uddunstningerne fra de mange
Mennesker. Der er ligefrem Fare paafaerde. Men Praesten er snarraadig og
redder vort Liv ved egenhaendig at slaa et Par af de naermeste
Kirkeruder ud.

Psalmerne til AEre for de hellige Marier havde allerede lydt i flere Timer
fra Tusinder af fromme Laeber, som Begejstringen gjorde utraettelige selv i
denne Dampbadstemperatur. Paa samme Tid som Kirkeuret slog tre, begyndte
en Uendelighed af smaa Klokker at ringe oppe ved Hovedaltret. Hele
Forsamlingen rejste sig, man horte en daempet Mumlen og saae dette
Menneskehav bevaege sig ligesom i en Storm, medens blinkende Gnister
hoppede som Lygtemaend frem og tilbage mellem de sorte Hoveder. Et Ojeblik
efter herskede der dog igjen fuldstaendig Stilhed. Alle havde faaet det
Voxlys taendt, som de holdt i Haanden, og Kirkehvaelvingen forvandledes til
et stort, morkt Firmament, oversaaet med smaa guldgule, flimrende
Stjerner. Rogelseskyerne blev bestandig taettere, der hortes en
hemmelighedsfuld Mumlen af fjern Messesang i Krypt og Sidekapeller, og de
Andaegtiges Extase tog bestandig til. Saa blev pludselig Jernlugen oppe i
Loftet over Hovedalteret skudt fra; et Reb, der var skjult af Palmegrene
og hvide Blomster, hejsedes ned. I det hang to gamle, rode Kister,
bedaekkede med Krandse af Evighedsblomster. Efterat de i nogle Minuter var
blevne holdte svaevende ovenover Hovedalterets Lyshav, for at Alle kunde
se dem, saenkedes de langsomt ned i Midten af Koret. Idet de berorte
Gulvet, gav den laenge tilbageholdte Spaending sig Luft i et tusindstemmigt
Jubelskrig, og Alle, som stod i Naerheden af Koret, styrtede frem imellem
hinanden for at vaere de Forste, der berorte Relikvierne.

Alterklokkerne ringede, Praesterne messede, Smaabornene hvinede af
Fortvivlelse over Varmen, som var naer ved at kvaele dem, og Psalmesangen
begyndte igjen, hurtigere, hojere og vildere end nogensinde for.

Hvor laenge dette Optrin varede ved, kan jeg ikke sige; man maatte selv
vaere betagen af de Troendes potenserede Extase for at kunne udholde de
fysiske Lidelser, et laengere Ophold i Kirken medforte. At Stimmelen
omkring Kisterne hverken standsede den Dag eller om Natten eller den
folgende Formiddag, kan jeg dog konstatere. Alle maatte ind i Kirken; at
rore ved Kisterne var jo Maalet for Rejsen. Born, som var komne til
Verden med en eller anden Skavank, blev lagte paa smaa Puder ovenpaa
Kisterne og holdte der saa laenge som det tillodes; thi der var stadig
Andre, som skulde til. Enhver, som var hjemsogt af en Lidelse, sogte at
bringe den Del af Legemet, hvor Ondet havde sit Saede, i Beroring med
Relikvierne for at finde Lindring og Helbredelse. Masser af
Helgenbilleder, Bonneboger, Rosenkranse o.s.v. lagdes uafbrudt paa
Kisterne for at blive indviede ved Beroringen.

Samtidig var Kirken fuld af Bedende, Syngende og Sovende. Man havde Puder
med for at kunne laegge sig paa dem, naar Udmattelsen blev for stor. Mange
af Pilgrimmene lagde nemlig den storste Vaegt paa at kunne blive i Kirken
hele det hellige Dogn tilende. Andre var der dog imidlertid ogsaa, som
ikke tog Sagen saa rigorost. Pilgrimsfarten var for dem mindre en Bod end
en Fest, under hvilken Andagten og Glaeden, gik Haand i Haand. De drog
omkring i Bevaertningsteltene, spillede i de utallige Tombola'er, som er
uadskillelige fra ethvert fransk Folkemarked, flokkede sig i Klynger ved
Havets Bred og foretog Sejlture i Baade, hvorfra der lod muntre Sange.
Derpaa aflagde de et nyt Besog i Kirken, og efterat de en halv Times Tid
havde lyttet til en af de Praedikener, som de tilstedevaerende Gejstlige
uafbrudt skiftedes til at holde, gik de igjen bort Arm i Arm for atter at
soge Adspredelse. Mange Grupper vandrede laenge omkring i den maanelyse
Nat, forend de sogte Hvile i Teltene, og de tillod sig paa disse
Spadsereture alleslags Lojer og Lystighed, Men saadan er nu engang den
romanske Race. Man vilde tage meget fejl, hvis man tvivlede om, at
Pilgrimsfarten ikke ogsaa havde en dyb religios Betydning for disse glade
Mennesker.

Nedhejsningen af Kisterne er Festens Hovedpunkt. Men den folgende Dag
havde dog ogsaa et hojtideligt Praeg. En kolossal Procession drog langs
Middelhavets Kyst til det Sted, hvor de hellige Marier ifolge Traditionen
gik iland. Med Koret i Spidsen og med brogede Kirkefaner, baarne af unge
Piger, vandrede Pilgrimsskaren afsted. Kvinderne talte uafbrudt Perlerne
i deres Rosenkrans, medens de bad, og Maendene gik med nylig plukkede
hvide Lilier i Haanden. Solens Straaler faldt ned paa det lange Tog,
medens det gik langs med det lysblaa uendelige Havs Bred, og hvide
Maager, som floj ind over Kysten, sogte af og til Hvile paa Fanerne. Der
var baade Skjonhed og Hojtidelighed i det Billede.

Hermed var imidlertid ogsaa Pilgrimsfarten vaesentlig til Ende. De mest
Andaegtige overvaerede endnu Messen, under hvilken Kisterne atter hejsedes
op paa deres Plads i Loftshvaelvingen og kastede sig i det sidste Ojeblik
over Relikvierne. Men Mange havde allerede strax efter Processionen sat
sig i Bevaegelse for over la Camargues sandede Veje at vende tilbage til
Hjemmet og aflaegge Beretning om de nye Mirakler, Helgeninderne havde
gjort. For de Troende forefalder der adskillige hver 25de Maj. Sidste
Gang var det isaer Sarah, som vandt Berommelse ved at helbrede en
Pukkelrygget. Han havde om Aftenen lagt sig til at sove ved hendes Kiste,
og da han vaagnede om Morgenen, var han saa rank og lige, som noget
Menneske kunde onske at vaere det. Naar man spurgte de troende Kvinder,
som med Begejstring fortalte denne Historie, om de havde set den
Pukkelryggede, efterat han var bleven lige igjen, maatte de ganske vist
tilstaa, at det havde de ikke. Men de var lige fuldt fast overbeviste om,
at Miraklet havde fundet Sted.

Man veed, hvorledes det gaar. De troende Kvinder fortaeller ved deres
Hjemkomst om Vidunderet, Beretningen kommer i de smaa klerikale Blade,
Landsbypraesterne lovpriser Sarah for hendes nye Undergjerninger, og
Tusinder af Katholiker foler sig herved yderligere befaestede i deres Tro.
Den unge franske Republik har aabnet en Kamp mod Klerikalismen. Den var
nodvendig; intet Menneske, der virkelig horer vor Tid til, kan naere nogen
Tvivl i saa Henseende. Men det er et stort Sporgsmaal, om den franske
Regering ikke i Iveren for sin Sag gaar baade videre og med hurtigere
Skridt, end det er klogt og hensigtsmaessigt. Den regner med de store Byer
og ikke med de smaa Kroge ude paa Landet. Der sidder den troende
Fanatisme endnu fast og sikkert i Sadlen. Den er Aarhundreders Vaerk, og
det kan et Pennestrog, et Regeringsdekret ikke udslette. For Sydfrankrigs
Vedkommende lader det sig i ethvert Tilfaelde med Sikkerhed sige, at flere
Generationer vil gaa i Graven, for det lykkes at losrive Massen af
Befolkningen fra det Herredomme, som den katholske Gejstlighed
udover over den.

[Illustration: Det antike Amphitheater i Nimes]

Oldtidslevninger i Provence.

Trubadurernes Land er glemt som Trubadurernes Sange. Turister fra
Alverdens Egne oversvommer hver Krog af Italien, men til Provence kommer
ingen. Kun stille Forretningsfolk fylder dets fabelagtigt billige
Hoteller, hvor man for et Par Kroner faar en _grand diner_ af forste Rang
og gratis saa meget Vin til, som man gider drikke; i dets gamle,
maerkvaerdige Byers Gader er Manden med den rode Baedeker under Armen saa
sjelden som en Grindehval i Oresund, og mellem dets Bjerges Mandel- og
Oliventraeer lever den glade, gulbrune Provencaler saa uforstyrret af
angliserede og angliserende Rejsende, at han selv spiser Forellerne fra
sine Vandfald og saelger sin Vin til en halv Snes Ore Litren. Det er for
saa vidt praegtigt, det giver dette dejlige Land et Praeg af Friskhed og
Ejendommelighed, der gjor det dobbelt fortryllende; over de gaengse
Rejselande, der ere kjendte som Randers Handsker, og som hver londonsk
Urtekraemmer besoger, hviler der saa grumme tidt, trods al deres Skjonhed,
en Luft af noget Banalt, der stoder fra. Men det er uforstaaeligt
tillige: Provences Sol er ikke mindre varm og gylden end Italiens, dets
Himmel ikke mindre blaa, dets Kvinder fuldt saa skjonne, og dets aedle
Druer fuldt saa fyrige.

Man gaar til Italien, fordi det er den klassiske Jord, fordi der for
hvert Skridt, man kommer frem, myldrer med Minder fra en Tid, der var saa
stor, at selv vor grinende Skepticisme andaegtigt bojer Hovedet for den
endnu. Men heller ikke i det Kapitel staar Provence tilbage. Folk veed
det blot ikke, det er hele Sagen. Kolosssaeums og Forum Romanums Ry er i
Alles Munde, fordi Utallige har set dem og naturligvis, naar de kommer
hjem fra Rejsen, skynder sig at fortaelle Naboer og Gjenboer om, hvad de
har set. Provences antike Theatre og Arenaer, dets Mausoleer og Arkader
kjender Ingen. Men derfor er de der alligevel i ikke mindre
overvaeldende Rigdom.

Gallien var det romerske Riges mest blomstrende og mest civiliserede
Provins. Dets Kultur bredte sig her i en Fylde som i selve Rom; mange af
dets Kejsere gjorde det til deres Yndlingsopholdsted, og meer end een af
Galliens Byer horte til de storste og betydeligste i den antike Verden.
Da Germanerne kom, fandt de her en Friskhed og Kraft endnu, der gjorde
dem Kampen svaerere end noget andet Sted. Men Hovedstaden var falden,
Staten var oplost, den ene Provins kunde ikke holde sammen paa Riget, der
allerede laa i Ruiner. Og saa druknede da ogsaa efterhaanden det gamle
Galliens Kultur under Barbarstrommen fra Ost. Dets Byer braendte, dets
Kunstskatte forsvandt, man rev dets Marmormonumenter om for at bygge
Borge og Faestninger af dem. Helt ned gjennem Middelalderen loftede ingen
Haand sig for at bevare, hvad der endnu kunde frelses, Provence blev
stort og beromt igjen gjennem dets Kongehoffers Glands og dets
Trubadurers Sange, Men for hvert Greb i Citheren, der kaldte til nye
Turneringer og nye Kampe, sank Gruset taettere og hojere om Levningerne
fra en Tid, som Ingen forstod, og Ingen brod sig om. Hvad der i disse
lange Aarhundreder er gaaet tabt, maa vaere uhyre, det, som vore Dages
fredende Haender har draget frem af den gamle romerske Verden, viser os
tydeligt Provence som et af Centrerne for dens Storhed.

Saerlig er Arles med Hensyn til Oldtidsminder et Rom _en miniature._ Det
var det gamle Galliens Metropol; Kejser Constantin havde endog en Stund i
Sinde at gjore denne By til hele det romerske Riges Hovedstad, og for
hvert Skridt gjennem dens sydlandske Gader moder man endnu Levninger fra
den svundne Pragt. Man gaar gjennem en smudsig, snever Gyde og standser
midt i den overrasket foran en antik Tempelportal, der nu danner Indgang
til en Maskinudstilling. Man kommer i Land fra en Baad, der kaster sin
Trosse om en afbrukken Marmorkolos; hojere oppe ser man nogle gule,
forvittrede og af Solen braendte Taarne og Arkader, det er Levningerne af
Constantins Palads! Man sporger om Navnet paa den Cafe, hvor man sidder:
Cafe du Forum, ser, at den lille firkantede, hyggelige, af store Plataner
helt beskyggede Plads udenfor ligeledes baerer dette antike Navn paa
Hjornet, og opdager virkelig taet ved Levninger af det gamle Forum:
Granitsojler med praegtige korinthiske Capitaeler, Thermernes Facade o.s.v.
Man spadserer langs Rhonekajen og stoder snart paa Fragmenter af en
romersk Bro over Floden, snart mellem de middelalderlige Faestningsvaerker,
der lobe rundt om hele Staden, paa Partier, hvor det endnu er Hadrians og
Caligulas Fortifikationer, der ere bevarede: Porte og Taarne i Ruiner,
mellem hvilke den aurelianske Vej forte ind i Byen. Eller man folger
Strommen af Arleserinder ud til den fornemste Promenade og befinder sig
pludselig i en lang Avenue, hvor der paa begge Sider, klods op til
hinanden, staar Hundreder af underlige store, smalle Granitkister med
fire klodsede Fodder og Laag ovenpaa, som der sagtens behoves en halv
Snes Mand for at lofte; de er gravne op paa Stedet selv, den moderne
Allee drager sig hen over det gamle Champs-Elysees, paa Romernes Tid en
uhyre Kirkegaard, hvor Notabiliteter fra hele Provence stedtes til Hvile.
De smukkeste Marmorsarkophager er forte bort til Barberinimuseet i Rom,
til Lyon, hvor man gjemmer Servilius Marcianus' Kiste, til Marseille,
hvor man har Flavius Memorius og Cecilia Aprulas, eller til Museet i
selve Arles; kun de Ubekjendte har faaet Lov til at blive staaende paa
den gamle Plads, men Indtrykket af denne de Dodes gigantiske Gade er
derfor ikke mindre ejendommeligt, ikke mindre imponerende.

Man kan, som sagt, ikke flytte Foden i Arles uden at falde over romerske
Ruiner. Udgravningerne skrive sig ovenikjobet naesten udelukkende fra
dette Aarhundrede, og man er sikker paa at finde meget Mere endnu, naar
man engang kommer til at rive de middelalderlige Bygninger ned, der har
rejst sig over Levningerne fra den gamle Tid. Sikkert veed man saaledes,
at der under Erkebispens Bolig findes det antike Praetorpalads. Men hvad
man end finder, vil dog aabenbart ved Siden af den praegtige romanske
Klosterkirke St. Trophime det romerske Theater og Arenaen vedblive at
vaere Byens storste Maerkvaerdigheder. Amphitheatret synes at vaere en hel
Guldgrube for Antiqviteter; der er ingen Ende paa den Mylr af
Marmorstatuer, Sojlekapitaeler, Urner, Smykker, Monter o.s.v., hvormed man
herfra fylder Arles, Museum. Og derimellem nogle af de storste
Mestervaerker; man har fra den romerske Tid, saaledes den beromte Venus
fra Arles, der nu er flyttet til Louvregalleriet i Paris, samt et andet
Venushoved, der maaske endogsaa i Skjonhed overgaar et hvilketsomhelst
antikt Billedhuggervaerk, men som desvaerre mangler Naesen. Mange af
Frankrigs store Kunstnere har forsogt at saette en ny paa, men de har alle
vaeret den ubekjendte Mester underlegne og har opgivet Forsoget igjen.

Af Theatret selv har man endnu Tilskuerpladsen omtrent i dens Helhed, af
Scenen derimod vaesentlig kun to praegtige, kolossale Prosceniumspiller,
hugne af hvidt Marmor og endnu kronede af Kapitaelernes nederste Stykker.
De giver en Idee om Scenens Pragt, men om selve dennes saavelsom
Orkesterpladsens Udstraekning og Indretning er det vanskeligt gjennem de
opbevarede Ruiner at danne sig nogen rigtig Forestilling. Til Gjengjaeld
ser man derimod den antike Arena saa fuldstaendig, at den med en Smule
Fantasi staar for En i hele sin overvaeldende Storhed.

[Illustration: Det antike Amphitheater i Arles.]

Den er efter Colossaeum i Rom den storste, man har. Da man i 1825 begyndte
Restaureringen, var det et helt Fattigkvarter af Arles, der maatte
fjernes, og man brugte sex Aar for at rydde de to hundrede og tolv Huse
bort, som i Aarhundreder havde fort en Parasittilvaerelse indenfor dens
svaere, beskyttende Mure. Nu staar den der fri for alt det Smaakrat, mere
imponerende end nogen Kirkebygning, et Vidundermonument fra en Tid,
overfor hvilken vi moderne Mennesker maa fole os som rene Dvaerge. Gjennem
tresindstyve Porte kommer man ind til det underste hvaelvede Galleri, fra
hvilket ligeledes tresindstyve Stentrapper forer op til Tilskuerpladsens
tre Etager, den underste for Hoffet og Senatorerne, den mellemste for
Ridderne, den overste med henved en Snes Saederaekker over hinanden for
Folket. Paa Midten af den nederste, umiddelbart ved Ballustraden til
Arenaen, findes Saederne for Kejseren og hans Folge i komplet restaureret
Stand, ligeoverfor Pladserne, der vare bestemte til Vestalinderne, og
rundt omkring den hele Etage lober med tresindstyve Adgange og
tresindstyve Balkoner det Foyergalleri, hvor den fornemme Verden
udhvilede sig i Pauserne mellem Kampene. Arenaen selv indtager et
Fladerum, hvis ene Diameter er henved femhundrede Fod, den anden omtrent
halvfjerdehundrede; Amphitheatret kunde rumme over tredivetusind
Tilskuere. Dets overste Raekke er nu borte, men naar paa varme
Sommersondage Arles' og Omegns Befolkning strommer sammen for at vaere
Vidne til Tyrefaegtningerne, der ligesaavel er Sydfrankrigs som Spaniens
populaere Hovedforlystelse, samler ofte endnu henved en Snes tusind
Mennesker sig paa de gamle Stensaeder. Skinner Solen da med sydlandsk
gylden Glod ned fra en akvamarinblaa Himmel, medens de vidunderlig
skjonne Arleserinder i deres maleriske Nationaldragter promenerer rundt
mellem Udskjaenkningsbordene paa den brede Afsats mellem de to nederste
Etager, medens hele det uhyre Amphitheater er fyldt med Mennesker og
Farver, og medens de vilde Camarguetyre nede paa Arenaen hidses og
stikkes, hvilken uforlignelig Fest er da ikke en Time eller to tilbragte
i denne Gjenopvaekkelse af hele den store, antike Verden! Uforlignelig,
men ikke enestaaende. Ogsaa det naerliggende Nimes har ligesom Arles sin
antike Arena, hvor der holdes Tyrefaegtninger saa at sige hver Sondag om
Sommeren. Den er ikke saa stor, Skjondt der boede to tusind Mennesker i
den, for den blev renset for sit middelalderlige Bykvarter, men den er
bedre konserveret og restaureret. Man taenker endogsaa paa at saette den
ganske i samme Stand som paa Titus' og Domitians Tider. Nimes er i det
Hele taget efter Arles den paa Oldtidslevninger rigeste provencalske By.
Fremfor Alt har den sit Maison-Carree, den mest fuldstaendige Bygning,
paastaar man, som nogetsteds i Verden findes fra Romernes Dage. Det er i
Grunden slet ikke nogen Ruin, kun Taget er fra vor Tid, det Hele er saa
godt bevaret, at Huset benyttes til Malerisamling. Dets tredive
kannelerede korinthiske Sojler staar endnu i hele deres Pragt. Hvilken
Kunst og hvilke Proportioner! Ligeoverfor paa den anden Side Torvet har
man bygget et moderne Theater i lignende Stil; det ser ud som en
Hestestald, sammenlignet med dets antike Gjenbo. Og saa Dianatemplet,
Ruinerne af Augustus' praegtige Marmorbade, Capitoliumslevningerne o.s.v.
Heller ikke her er der nogen Ende paa Skattene. Og det er der ikke i hele
Provence; hver By, hver Landsby har sine; midt inde mellem Bjergene
findes der Rester af Akvaedukter, Broer, Museer og Templer. Og til dette
Land kommer ingen Rejsende!

[Illustration: Parti af St. Trophime i Aries.]

Petrarcas Hjem.

Okkergule Bjerge hegner den snevre Dal ind. Man kommer til den fra et
frodigt Landskab, fuldt af Vinmarker og taetbevoxet med Morbaer- og
Oliventraeer. Rosenbuske i bugnende Flor og i glodende Farver langs Vejen,
blomsterdryssende Akacier, og mellem dem aaben Udsigt til begge Sider
over de gronneste Egne af Provence. Men saa naermer man sig Bjergene;
mellem to af de forreste, fremspringende Klippekamme spaender sig en
pittoresk Akvaedukt, under hvis hoje Buer man ruller ind, Skraenterne
bliver efterhaanden hojere og stejlere paa begge Sider, de snevrer sig
taettere, og taettere sammen, og lige foran lukkes Landskabet af en lodret,
gigantisk Klippemur. Passagen ind under Akvaedukten er ikke mere end en
hundrede Alen bred, og fra hvert Punkt i den lille, sammenknebne Dal seer
det derfor ogsaa ud, som man befandt sig i en fuldstaendig lukket Kjedel
mellem Bjergene. Fjeldmurene er vildt sonderrevne; paa Toppen af den
laveste ligger Biskoppen af Cavillons middelalderlige Borg i Ruiner, men
naar man staar paa et Sted, hvor man ikke kan se den, synes man at finde
den igjen ogsaa paa alle de andre Tinder. En hel Kreds af Klippepynter
har samme Former og samme graaliggule Farver som de forvittrede
Borgruiner. Lidt laengere nede kommer der store, glat afskaarne Flader med
dybere gul Tone, undertiden schatteret helt over i det Rodligtbrune.
Sydens Sol braender paa dem og giver dem en blank, hemmelighedsfuld
Guldglands, vilde Figentraeer med deres store, fingrede Blade og de morke
Frugter springer ud af Klipperevnerne, selv paa de Steder, hvor man ikke
seer en Fodsbred Jord, Skraenterne er bedaekkede med Olivenplantager, der
gror Cypresser og vilde Roser mellem de omkringstroede Klippeblokke, hist
og her kaster ogsaa et stort, enligstaaende Valnoddetrae Skygge over en
romantisk Plet med Brombaerranker mellem Buxbom- og Terpentinbuske, og
overst oppe vrimler det af forunderlige, morke Huler inde i Bjerget. Men
hvis det alene var nok til at skabe et Paradis for Digtere og Forelskede,
vilde Verden vaere oversaaet med Millioner af paradisiske Steder. Det er
en hel anden Ting, der gjor Vaucluses lille Klippedal baade skjon og
ejendommelig, det er noget Andet, der har begejstret Petrarca, og som
siden hans Tid har lokket Tusinder og atter Tusinder af Tourister til

  Le plus riant vallon qu'eclaire l'oeil du monde.

Ved Foden af den lodrette Klippemur, som lukker Dalen, udspringer der en
Kilde, hvis Vaesen endnu Ingen har kunnet forklare. Den kommer fra en
Afgrund under Bjerget, en mork, mysterios Grotte, hvis Bund Sonden ikke
har formaaet at naa, og udsender fra dette uudgrundelige Dyb en
Vandmasse, der beregnes til halvtredsindstyve tusind Litrer i Sekundet.
Til visse Tider, naar Vandet staar lavt, kan en dristig Klattrer vove sig
ned i Hullet under Bjerget og ved selve Afgrundens Aabning konstatere
dens bundlose Dyb. I Regelen derimod naaer Vandet op til Midten af det
aarhundredgamle Figentrae, som skyder ud fra Klippen, hvor Dalen ender; og
breder sig der til et lille, stillestaaende Bassin med det vidunderligste
morkegronne, klare Vand.

Det er dette Vand fra Bjergets Indre, der giver Vaucluses Dal dens
Karakter og gjor den saa henrivende skjon. Fra Bassinet vaelter det sig i
hvidskummende Smaakaskader ned over en smal, staerkt skraanende Flodseng
af store, med taet, brunt Mos som med et Flojelstaeppe betrukne
Klippeblokke, og fortsaetter saa i rivende Fart og i kaade Slyngninger,
stadig afbrudt af smaa, solvhvide Fald, sit Lob langs Bredder, der kun er
smalle, men som dette herlige Vand har gjort til de vidunderligste
i Verden.

Vinranker slynger sig over Stenene, smaa blanke Laurbaerlunde laegger
Skygge og drommende Stilhed over gronne Lovpartier, lyse Mandeltraeer
sender deres dunede Frugter ud at sejle paa de hoppende Smaabolger,
Haengepilen dypper, sine Grene i dem, som om den aldrig kunde drikke sig
maet, og Solblinkene, der gynger paa dem, har en Fart, saa Reflexet
spiller igjen under Morbaertraeernes Blade som hurtigt jagende, luftige
Taagedampe. Nede i Vandet gror der en lysgron Plante med fint, takket
Lov, som bojer sig i den flygtende Rullen af Bolgerne og daekker Bunden
med et Taeppe, der er friskt som Vandet selv, zart som unge Bukkarskud,
gjennemsyret af Foraar, saa man faaer Lyst til at baere sig ad som Kvaeget,
der dukker hele Hovedet ned i Floden, for at svaelge i disse gronne
Planter. Skjaeret af dem giver Vandet en Farve, saa det paa sine Steder
blinker med Smaragdglands; hvor Platanen eller Valnoddetraeet voxer saa
taet ved Bredden, at dets Skygge kan falde ud, bliver Tonen en Smule
staerkere dyb, og ved Gjenspejlinger af det blaalige Figenlov, af
Rosmarin- og Gyvelkrat eller af efeu- og mosbedaekkede Klippeblokke
bringes Farvevexlingen over selv til de dunkleste Nuancer. Men stadig er
Vandet gjennemskinnende klart, som om man saae det under en Kuppel af
slebet Krystal, Forellerne springer i det med Skjael, der funkler af
Glands, og man stikker Haanden i det med en Fornemmelse af, at hver
Draabe, man tager op, kunde fattes sammen som AEdelsten til det
dejligste Smykke.

Vauclusedalen er fra Akvaedukten til det lukkende Bjerg, under hvilket
Kilden fodes, knap nok en halv Mil lang, og Vandet mister derfor paa hele
sit Lob gjennem den intet af Dybets Kjolighed. Det fylder den snevre Dal
med en Duft af Friskhed, der bestandig holder Luften ren, saa selv den
hede Vind fra Sahara ikke kan baere nogen Sygdom ind til dens lykkelige
Beboere, og det gjor, endogsaa paa en Sommerdag, naar Solen fra en skyfri
Himmel braender med hele sin sydlandske Kraft, den naermeste Bred ved
Floden til det mest velsignede, kjolige Opholdssted, noget Menneske kan
dromme sig. En Eftermiddag paa Graesskraenterne her med deres Tusinder af
metalblanke Guldsmede og mangefarvede Sommerfugle, der sidder og slumrer
paa de morkrode Valmuer, med deres Rosenhaekker, som spejler sig i en
stille Bugt af Floden, og hvor Nattergalene holder Vaeddesang timevis uden
at traettes--en Eftermiddag ved dette vidunderlige Vand, og alle
Ungdomsdromme om Provence er gledne ind i et Virkelighedsbillede, hvis
Skjonhed vil folge En Livet igjennem.

Men alligevel: den har ikke seet Petrarcas Dal, der kun har seet den i
Solskinnets gyldne Glands. Blandingen af vild Storhed og romantisk Ynde,
som er den ejendommelig, naaer sin hojeste Virkning en varm Sommernat,
naar Fuldmaaneskinnet vider de snevre Perspektiver ud, gjor de vilde
Klipper dobbelt hoje og dobbelt imponerende og glider med sine
hemmelighedsfulde, blode Skygger ind mellem Buskadset langs den summende
Flod, fortaettende Traeernes Lov, forvandlende hver lille hvid Kaskade til
et blinkende Vaev af Guldfiligran og bredende over Alt sin naesten
aengstelig drommende Ro, saa at selv det fremadjagende Vand synes at sno
sig ind mellem Breddens Bugter som et stille, blanksort Spejl. Naar
Maanen endnu ikke er kommen helt op midt paa Himlen, skyder den lukkende
Klippemur sig saaledes for, at den selv og Partiet naermest omkring
Kildebassinet ligger i Morke. Man kan umuligt staa her ved Foden af dette
sorte Bjerg, der i Nattedunkelheden synes at lofte sig saa hojt i Vejret,
at Himlen kommer til at ligge som et blaat Tag umiddelbart paa dets Top,
her ved Kanten af dette hemmelighedsfulde Vand, hvis dumpe Rislen op fra
Afgrunden man tydeligt kan hore--man kan umuligt staa her mellem dette
Kaos af vaeltede, nogne Klippeblokke uden at fole en Isnen gjennem alle
Nerver, der naesten knuger En til Jorden af Raedsel. Men seer man saa
nedefter over Dalen, forbi Skraenterne med de stille, sorte Cypresser og
deres endnu sortere Skygger, der drager sig som lange Florsstriber over
det i Maaneskinnet naesten solvhvide Bjerg, lader man Blikket fra de
takkede, med Grotter og Huller oversaaede Tinder, der ligner antike
Amfitheatre i Ruiner, glide langs Smaakrattet paa Skraaningerne ned til
den blanke Flod og dens taetbevoxede Bred--hvilket forunderlig blodt, med
Drom og mild erotisk Nattestemning maettet Landskab moder man da ikke i
Stjernerne staar saa stille og klare paa den dybe Himmel, der titter frem
mellem de hoje Poplers Kroner, Maanestrimen falder ned over Haengepilens
Lov og bliver, idet Vandet leger med Traeets Grene, til en Guldregn af
hoppende Blink, den skinner paa Laurbaerbuskenes blanke Blade, saa de
tusinde Reflexer hyller Stedet ind i en taageagtig Sky af gjennemsigtigt
Solvmor, og laengst nede, ved den lille Landsby, der er voxet op paa begge
Sider af Floden, falder dens Glands paa de sig langsomt drejende
Mollehjul, saa at Vandet paa deres Skovle, idet det loftes op, funkler
som et Hav af Diamanter.

Saaledes seer det Landskab ud, hvor Petrarca en halv Snes Aar igjennem
har vandret Aften efter Aften og digtet Sonetterne til Laura. Man viser
endnu umiddelbart nede ved Floden hans Hus og hans Have, en ganske lille
Plet med aarhundredgamle Laurbaertraeer og en Luft, som Tusinder af Roser
og Jasminer maetter med naesten bedovende Vellugt. Der er saamange Digteres
Hjem, Verden freder om som hellige Relikvier, men som ikke har mindste
Interesse, fordi de Intet fortaeller om de Stemninger, der har paavirket
Digteren. Her er det anderledes. Hver Fodsbred Jord, hvert Krat paa
Klippeskraenten, hver Belysning over Floden er en Kommentar til
Sonetdigterens Sange. De kunde vaere blevne til ogsaa uden nogen Laura,
men de kunde aldrig vaere skrevne paa noget andet Sted end netop i denne
snevre Dal mellem Provences Bjerge, i dette.

  Vaucluse, heureux sejour, que sans enchantement,
  Ne peut voir nul poete, et surtout nul amant.

[Illustration: Vaucluses Kilde.]

Marseille.

Livet i Marseille er i Hovedtraekkene Livet i Paris om igjen. "Hvis Paris
havde en Cannebiere, vilde det vaere et lille Marseille," siger
Marseillaneren. Det er nu at tage Munden lovlig fuld. Den rettroende
Muhamedaner tor paastaa, at der kun er een Gud, og at Muhamed er hans
Profet. Men naar han, hvad nok ikke saa sjeldent skal haende, rent
springer Guden over og gjor den skjaeggede Profet til ubetinget Numer Et,
saa gaar den gode Muselmand for vidt i sin Beundring. Og saadan gjor
Marseillaneren det ogsaa. At Paris er Byernes By, har han, selv naar han
er stoltest af sin skjonne Stad, ikke Lov til at glemme. Paa den anden
Side skal det saa indrommes ham, at Marseille kommer lige bagefter.

Cannebieren er i Virkeligheden en ganske maerkvaerdig Gade. Man spadserer
ind i den med Forestillinger om noget Overordentligt. Alverden, hvem man
har fortalt, at man vilde til Marseille, har i det naeste Aandedraet fyldt
En med Lovprisninger over den; omtrent saadant Noget, som de store
Boulevarder er for Paris, taenker man sig. Og saa finder man naesten ikke
engang en ordenlig Gade, men kun en Gadestump med knap en Snes Huse paa
hver Side. Man laeser paa Hjornerne, man sporger sig for; jo det er ganske
rigtigt: det er den vidtberomte Cannebiere. Der er saa uhyre Meget, man
har taenkt sig stort, og som bliver forunderligt lille, naar man ser det
selv. Ved Cannebieren er Misforholdet imidlertid saa skrigende, at det er
til at le himmelhojt over. Men det Besynderlige ved Tingen er, at man
alligevel slet ikke foler sig skuffet. Man driver frem og tilbage over
det brede Fortovs Asfalt og kiger ind ad Pragtbutikernes Vinduer med en
Fornemmelse af hyggeligt Velbefindende, som om man slet ikke var kommen
til Verden for Andet end for at drive her; og naar man er traet, saetter
man sig mellem Mylret udenfor de spejloverlaessede og med Lavrbaertraeer og
Springvande oversaaede Kaempekafeer og bliver siddende der timevis uden at
bestille Andet end at gjentage og gjentage til sin Nabo: "Her er rart,
hvad!" Siden kjorer man en Tour gjennem Byen. Pludselig drejer man om et
Gadehjorne og ser saa for sig et Billede, der formelig giver Saet gjennem
En, saa fuldt er det af Liv, saa imponerende, saa festligt. Man rejser
sig op i Vognen og sporger Kudsken, hvad det er. "Cannebieren" lyder
Svaret. Han har Ret; det er jo virkelig vor egen Cannebiere igjen. Og
Marseillaneren har ogsaa Ret. Der er trods dens tyve Huse Noget over den
Gadestump, som selv en stor By har Lov til at vaere stolt af. Hvordan det
gaar til, er nemmere at fole end at forklare, men den smitter
ubetvingeligt med godt Humor. Man har en Fornemmelse i den, som man trak
Vejret lettere.

Den, der kjender Paris, kan taenke sig Grundtraekket i dens Fysiognomi:
Boulevard des Italiens har vaeret Monster. De samme kolossale
Udstillingsvinduer i et Stykke lige fra Gadefortovet op til forste Sal
med Alverdens Luxusartikler i det mest fristende Arrangement indenfor,
den samme Overlaesning med Forgyldning og Spejle udenpaa Husene,
Trottoiret fyldt med Kafestole, hvide, brune og sorte Mennesker i alle
Jordens Kostumer, Ekvipage paa Ekvipage rullende flojlsblodt hen over
Gadeasfalten. Kun Alleetraeerne paa Fortovskanten mangler, Men Gaden
bliver derved lysere og ligesom bredere; det Gronne har man nok af oppe
ved den ene Ende, hvor Udsigten fortsaettes i lige Linie gjennem stejlt
stigende Alleer med maegtige Plataner, og som Tilgivt har man saa Noget,
man intetsteds har i Paris: Skoven af Mastetoppe langs Kajen nede ved
Gadens anden Ende. Der kommer fra de Skibe en velsignet Lugt af Tjaere og
en Svaerm af Matroser, som tager det Blaserede ved Luxusgaden bort og
bringer en sund, bred Naturlighed ind istedetfor. Pragten, hele det
storstilede Praeg er der endnu, men Overforfinelsen ikke. Arabere
og Negere,

Lilleasiater og Kinesere kan passere forbi, saa galt de vil, uden at en
Sjael laegger Maerke til dem, men en Pariserlaps i Cannebieren vilde
Sofolkene udenfor Kafeerne ikke taale; han vilde vaere jaget vaek med Grin
og Brandere, inden han havde gjort to Skridt.

[Illustration: En Kafe paa Cannebiferen]

Og saa Solen. Hvor den skinner! Det er, ligesom alle de brune Afrikanere
og alle de brogede Taepper udenfor Husene rent har beruset den med
Velbefindende. Her er hyggeligt og hjemligt, har den taenkt; her maa jeg
indrette mig rigtig mageligt. Og saa klemmer den sig ind i Cannebieren og
straaler og braender Burnusmaendene lige i Ansigtet, saa de drypper af
Sved. Jo, vi kan ogsaa skinne i det gamle Evropa, siger den, det skal I
saamaend faa at fole.

Men der er forresten det at bemaerke ved det, at Marseille i Grunden ikke
er det gamle Evropa laenger, eller i hvert Fald kun er det halvt. Man
staar allerede med den ene Fod i Orienten. Mylret af fezklaedte, pjaltede
Lazzaroner og af brogetpyntede rige Osterlaendinge, Frugtsaelgerskerne med
deres Orange-, Dadel- og Figenkurve paa Hovedet, de jodiske Vexellerere i
deres aabne Boder paa Gadehjornerne ved Siden af Skriveren, der sidder
midt i Solskinnet under sin Paraply og fabrikerer Kjaerlighedsbreve til de
smukke, brungule Marseillepiger, den exempellose Skidenhed i de gamle,
sorte Gyder, Alting fortaeller tydeligt nok, at man er paa Springet til at
drage ind i den skjonne, dovne, brogede Verden, der hedder Osterland. Men
Ingenting fortaeller det dog saa hojt som just de store, mangefarvede
Taeppetage, ovenpaa hvilke Solen ligger og driver. De spaender sig ud fra
hvert eneste Hus i Cannebieren, umiddelbart ovenfor Stueetagernes
Butiker, og de spaender sig ud, saa det kan forslaa. Vore Markiser, selv
de allerstorste, er Svobelsesborn imod dem; de naaer over hele Fortovets
Brede og lige ned til Fliserne, og deres tykke, uldne Tojer pranger i
alle mulige skrigende rode, blaa og gule Farvestriber. De Taepper er det
maaske, der allermest gjor Cannebieren saa festlig og fornojelig.

Forresten findes de igjen overalt i Byen; de og saa Stovlepudsernes og
Blomstersaelgerskernes Stader samt de store Dampskibsplakater horer til de
mest ejendommelige Traek i Marseilles Gadefysiognomi. Ingen Marseillaner
faar sit Skotoj borstet i Huset, selv paa de fornemste Hoteller nedlader
det frie sydlandske Tyendefolk sig ikke til den Slags Beskjaeftigelser.
Men til Gjengjaeld traeffer man for hvert andet Skridt, man gaar i Gaderne,
en elegant, magelig Laenestol, hvor man kan saette sig hen i Mag og laese
sin Avis, mens en hel lille Stab af Lazzaroner for nogle Sous
"vernisserer", borster og pudser En fra Top til Taa. En Fjerdepart af
Byens mandlige Befolkning lever af at borste Stovler, en Fjerdepart af
dens unge Piger af at sidde i hoje, blomsterfyldte Kiosker og binde
Bouketter og byde dem ud til det altid kjobelystne, forfaengelige
Marseillanerfolk. Ogsaa Mylren paa alle Torve og Pladser af disse
brogede, prangende Blomsterstader liver forunderligt op og pynter med
Farver og Fornojelighed. Men det mest Uimodstaaelige for Mennesker fra de
afsides Smaakroge af Verden er dog Dampskibsplakaterne, hvis kaempestore
Bogstaver springer Ojet imode, hvor det seer hen. Den ene inviterer En
til Afrika for en halvhundrede Francs eller mindre, den anden frister med
Rejseruter over Suez til Indien og Kina, en tredie lokker til La
Platastaterne og Brasilien, en fjerde praesenterer den dampende Parketbaad
paa Vej til San Francisco og Yokohama. Og saaledes fremdeles i det
Uendelige. Det er, ligesom alle Graendser var slettede ud, som om man
havde faaet Vinger paa og med et Par Slag kunde komme, hvorhen man vilde.
Man flyver i Tankerne, man svaelger i Solskinnet, i Farveorgierne og i
Kafeernes kolige Sorbetter, man fylder sine Naesebor med Tjaerelugten og
sine Lunger med Brisen, der kommer dansende dernede fra det store, blaa
Hav for Enden af Gaden--jeg kjender ikke noget Sted i Verden, hvor man
foler sig fjernere fra alle smaa Hverdagssorger, lettere, friere og
gladere tilsinds end paa en Kafestol i Marseilles Cannebiere.

Og saa er der det Udmaerkede ved Tingen, at naesten hele Byen har Noget
over sig af det Samme. Naturligvis ikke den aeldste, uhyre svinske Del;
men den er allerede kun lille og bliver mindre Aar for Aar. Derimod voxer
de nye Kvarterer stadig baade i Storrelse og Rigdom. Marseille har ikke
flere Indbyggere end Kjobenhavu, og dog skulde man tro den en halv Snes
Gange saa stor. Den ene Pragtgade klods op ad den anden paa alle Kanter,
og hver af disse Gader fyldt af Verdensstadens Liv. En Faerdsel, et Kjob,
et Salg som i selve Paris. Og en Luxus i Toilette, i Boutiker, i
Ekvipager, der heller ikke paa nogen Maade er mindre. Der er nok af
Millionerne i Marseille, og der er nok af Folk, som forstaar at bruge
dem. Som de fleste Middelhavsbyer klattrer den fra Kysten staerkt stigende
op ad Hojdeskraenter. Det Parti af disse Gader, der ligger naermest
Centrum, er Handelskvarteret; men naar de begynder at stige, begynder
samtidig Platanalleerne paa begge Sider af dem, Boutikerne forsvinder, og
bag forgyldte Gitterlaager ser man det ene Palads rigere, den ene Have
yppigere end den anden. Saadan paa alle Sider, men dog mest overdaadigt
luxiost i de Avenuer, der ender med "Pradoen", en lang Allee med stille
Skovskjonhed, der taber sig ned mod Middelhavet. Paa Siderne af den ser
man ind ikke i Villahaver, men i Slotsparker, anlagte efter Fantasier fra
"Tusind og en Nat" med Orangelunde, fulde af gyldne Frugter, med
kirketaarnshoje Palmer og alle Tropernes Pragtblomster, med Fontaener til
Hundredetusinder og monumentale Bygninger af lutter Marmor. Orientens
Vegetation og Orientens Rigdom, fattet ind i en Ramme, der er den
skjonneste, jeg kjender: det vidunderlige blaa Middelhav. Det Hav er
Marseilles Guldmine. Men det er mer endnu. Det er et Favntag, hvorfra
Byen Morgen efter Morgen vaagner straaleride af Sundhed og Glaede, maettet
med Livslyst, som den kun findes i det dejlige, solgyldne Syden.

[Illustration: En marseiilansk Blomsterkiosk.]

Europas Paradis.

Aartusinder er gaaede, siden Paradisets Port lukkede sig for den syndige
Menneskeslaegt. Alverden har efter den Tid sogt og sogt den tabte Edens
Have, og det kan ikke egentlig paastaas, at man har vaeret i Forlegenhed
for at finde den. Poeterne har opdaget den i Nord- og Syd, i Ost og Vest,
saa omtrent paa hver Plet af den hele Klode. For Jernbanerne kom, kunde
det nu vaere en grumme herlig Ting med alle de mange Paradiser. Det var
navnlig saa overmaade nemt og bekvemt. Enhver kunde sidde lykkelig i den
Krog, hvor Vorherre havde sat ham, og do salig i den Tro, at skjon som
den var ingen anden i den ganske Verden. Efterat Jorden imidlertid er
svunden ind til ikke at vaere synderlig Andet end en paen Park, hvis store
Promenadegange idetmindste hver Person af Opdragelse maa have bevandret,
gaar det ikke an laenger uden videre at tro Poeterne paa deres Vers. _Il
faut s'entendre_. Naar man under en Sommerferie paa fjorten Dage
efterhaanden har besogt diverse Snese Paradiser, kommer der uundgaaeligt
et Ojeblik, da man tillader sig at bede om en Forklaring. Er der
hundrede, saa er der ikke et, og er der et, saa er der ikke hundrede.
Hvilket af hele denne Hob er det aegte, Skaberens Mesterstykke, Klodens
Juvel, det enestaaende, uforlignelige Paradis paa Jorden?

Sporgsmaalet kunde vaere kildent nok, hvis Sagen ikke stillede sig saa
heldigt, at det allerede var besvaret. Som Gudinderne i Idas Lund, har
Alverdens digterbesungne Paradiser fremstillet sig til Skjonhedsprove for
en uhildet Dommer; de har vist deres Yndigheder, og han har rakt AEblet
til den Vaerdigste. Dommen er inappellabel, thi den er faeldet med ufejlbar
Kompetence. Det er de Jordens Lykkelige, hvem intet Baand binder til en
enkelt Plet, der kan flagre frit som Sommerfuglen fra Blomst til Blomst
og dale ned og saette sig til Hvile paa den, hvis Honning er sodest, det
er dem, der har overtaget den dommende Hyrdes Rolle. Land og Byer, Bjerge
og Dale, Skove og Soer er dragne forbi deres Blik og har bejlet til
Prisen; hvert stort og hvert lille Eden har salvet sig saa duftende og
pyntet sig saa straalende, de kunde, til den store Kappestrid!, og
Kjendelsen er bleven afsagt, AEblet er blevet rakt. Poeterne har fremtidig
at saette Sordiner paa deres Lyre. Deres lokale Paradiser er kun Paradiser
med imiteret Etikette, mod hvilke de Behovhavende vares. Heldigvis er
Kontrollen let; det aegte baerer fra Skaberens Haand et Maerke, som selv den
mest vingede Digterlyrik ikke kan gjore efter.

Det er en Plet af Jorden, hvor der er evig Sol og Sommer. Naar Folk andre
Vegne kryber sammen i osende Kakkelovnskroge, traver omkring i Snesjap og
faaer Snue og Bronchitis af den klamme Kulde og Spleen og Migraene af den
graatunge Vinterhimmel, der haenger lavt over deres Hoveder, saa daekker
man paa denne velsignede Plet sit Frokostbord under aabne Verandaers Hang
af blomstrende Roser, man ligger i Haengekojer under Palmetraeer og tager
Solbad, man gaar omkring i lette Klaeder og lyse Farver og aander en Luft,
af hvilken hvert Drag fylder Lungerne med Sundhed og Sindet med Ungdom og
godt Humor. Saa langt Aaret er, staar Alting i Flor.

Lunden er altid gron, Engen pynter sig ved Juletid til Fest med friske
Violer, der gror modne Jordbaer ved Groftekanten i April, og store,
favnehoje Nerier staar som Alleetraeer og drysser deres Purpurblomster ned
over Vejene. Naar en sjelden Gang Brisen, der puster ind fra det blaa
Hav, bliver saa kaad, at den ryster en overmoden Appelsin til Jorden, saa
kalder man det strax for Blaest og Storm, og dukker der paa den blanke
Himmel en hvid Sky op, bag hvilken Solen kunde falde paa at forsvinde i
fem Minutter, saa er det et Faenomen, over hvis Forfaerdelighed hele
Paradiset korser sig Maaneder i Traek. Klare, gyldne glide Dagene hen, saa
stille, at man maerker det knap. Naturen ligger hvilende og nyder sin
Pragt, sine glodende Farver, sin vellystsvangre Duft. Og Menneskene
aander al denne Skjonhed ind og nyder som Naturen. Hver Bolig er et
Velvaerets Tempel. Kunstens og Rigdommens Luxus har pyntet disse Villaer
og Haver saaledes med deres Skatte, at man naeppe laenger veed, hvad der er
vidunderligst, Vorherres eller Menneskenes Vaerk. Det er ikke Adams og
Evas Paradis laenger, det er det moderne Europas. Og det moderne Europa er
adskilligt mere fordringsfuldt aabenbart, end vore forste Foraeldre
har vaeret.

Som Folge af denne Fordringsfuldhed traengte selv Lyksalighedslandet her
til en Oppudsning, for at dets Glorie ret kunde gjore sig gjaeldende.
Forst for en halvhundrede Aar siden har det faaet den; det laa indtil da
hen, begravet som et Klenodie, Ingen kjendte. En Albions Son kom og fandt
det. Lord Brougham hed han. Kejsere og Konger er fulgte efter ham;
Magtens, Guldets og Talentets Store er komne og har fattet Juvelen ind,
Syge og Tungsindige fra Alverdens Egne er komne i lange Pilgrimsskarer og
har hentet Laegedom for Legeme og Sjael i dens varme, underfulde Straalers
Glands. Men den Menneskehedens Velgjorer, som fandt den, har Samtiden
halvvejs glemt, Samtiden er altid utaknemmelig. Den har rejst ham en
simpel Stenstotte paa Paradisets skjonneste Plads, og den troer at have
gjort nok; En retfaerdigere Efterslaegt vil saette hans Navn ved Siden af
Kolumbus'. Thi Kolumbus opdagede kun Amerika, men Lord Brougham fandt den
tabte Edens Have igjen, han opdagede Rivieraen.

Rivieraen er en Strimmel Land langs Middelhavet, nogle Skraenter af Bjerge
og nogle Pynter, der springer ud i det blaa Vand, saa smal en Strimmel,
at den hist og her naesten rent forsvinder og bliver til Ingenting, en
Villagade, slet ikke Andet. Den begynder forsaavidt lige ved Marseille
allerede og naaer helt til Genua, men det er kun paa en Straekning af en
halv Snes Kilometre, at den er moderne Paradishave i fuld Herlighed.
Hinsides Cannes paa den ene Side og hinsides Frankrigs Graendse paa den
anden ligger den endnu og blunder saa smaat i Naturneglige, omkring Nice
derimod praesenterer den alle sine Yndigheder i raffineret Festtoilette.
Og her er det da, naar det andre Steder begynder at blive koldt og
vintertrist, at Livets Sondagsborn, de Lykkelige, som kun er fodte for at
nyde, flyver ned til idel Lys og Sol. Saasnart de forste Sneflokke er
faldne, begynder Eliteteten af "Tout Paris" og af "Toute l'Europe" sin
Flugt. Jernbanetogene, spaender deres polstrede Salonvogne for, og der
brydes op fra den regngraa Seinestad. Ned over Bourgognes Vinmarker, ned
gjennem Provences Olivenlunde gaar det i rivende Fart mod Syd. En Nat
kun, saa er det blaa Hav naaet, og det er i en ganske anden Verden, man
vaagner op. Toget gaar ikke hurtigere nu end en Sporvogn, men man onsker
bare, det gik ti Gange saa langsomt. Hvert Kig ud gjennem Waggonvinduet
er en Aabenbaring. Man gnider forst Ojnene og troer ikke, at det er
Virkelighed, det, man seer. Saadan, klaedt i de Farver, den Klarhed, det
Skjaer af Krystal, har nok enkelte Pletter af Jorden seet ud engang for.
Haven, hvor man legede som Barn, har gjort det, Skov og Mark, hvor man
svaermede om med hvid Studenterhue og lavede Vers og var forelsket, har
gjort det ogsaa, men siden er det Syn kun dukket op igjen i Dromme
undertiden, aldrig naar man var vaagen. Og nu ligger den samme
forklarende Glands over Alt, over Alt. Det kribler i Kroppen, man foler
en Lyst til at springe ud, til at raabe, at Toget skal standse og saette
En af. Men man faaer ikke Tid til det engang, saadan vexler Landskaberne.
De folger efter hinanden som et Jag af Laternamagica-Billeder. I et
pludseligt Glimt springer Udsigten frem: en blaa Bugt, rammet ind af
rodbrune Skjaergaardsklipper med hvide Huse, med Pinier og Palmer og
Agaver i hver Kloft; et Ojeblik staar det der i Solens Forgyldning, man
lukker Ojnene op saa vidt, man kan, og stirrer og klapper i Haenderne som
paa Theatret, naar Taeppet gaar op for en Feeridekoration, men for
Indtrykket endnu har samlet sig, er Glimtet forbi, Lokomotivet piber, man
farer ind i en Tunnel, Alting bliver nogle Minutter sort Nat, Saa et nyt
Glimt, et nyt Billede, endnu mere feagtigt, endnu mere straalende og
fuldt af Farver end det foregaaende. Hele Rivierafarten er saadan. En
halv Dag staar man ved Vinduet og raekker Hals og seer og venter og seer
igjen. Man kan ikke blive traet af disse blaa Bugter, som man undertiden
kommer saa naer, at man naesten kjorer ude i dem, undertiden seer dybt nede
under sig, fra Forbjergets romantisk brudte Skraent, fyldte med Oer hist
og her, og bindende dem sammen da dybtfarvede, blanke som et Spejl af
Akvamarin, straekkende sig paa andre Steder aabent ud i lyse Flader,
krusede fint som Strimmelen om en ung Pigehals, gyngende med Solblink,
krydsede af Sejlere. Og man kan ikke se sig maet heller paa disse blanke
Blade af Laurbaer og Oranger, disse Kaempekaktus'er i Klipperevnerne, denne
Flora i Eventyrfarver, denne Bugnen med Frugter, der faaer En til at
bryde ud i Latter og Jublen, stiger En til Hovedet som hed Vin, saa
overdaadig yppig er den. Or bliver man, mere og mere or for hvert nyt Kig
ud gjennem Waggonvinduet, Rejsefornemmelsen gaar af En, man glemmer, man
er paa en Jernbane, man foler sig, som man var til Fest.

[Illustration: Et Kig ud af Waggonvinduet.]

[Illustration: Pare de Monceaux]

Og er man det da ikke ogsaa? Stationerne kommer, de rigtige Stationer,
hvor man staar af: Cannes, Antibes, Nice, Monaco, Monte-Carlo, Mentone.
Perronerne er fulde af Damer i Silke og Kniplinger, stive, stramme
Lakajer med rode og blaa Knaebenklaeder staar i lange Geledder, Ekvipager
holder ned over Vejene i Raekker, som ingen Ende faaer. Hver Hest har sit
Hovedtoj pyntet med Blomster, selv Fyrboderen, der kommer og pudser
Waggonens Dorgreb, har stukket en Rose i sin Blouse. Fornojede Ansigter,
Sondagsrenhed, Elegance og Luxus allevegne; og over det Altsammen
Solskinnets Glands, dette Solskin, som man foler man kan stole paa og
give sig hen i med Tryghed, som kommer, naar Morgenen gryer, og
forsvinder forst, naar Natten bryder frem, uden Luner og Nykker,
straalende, leende saa lang Dagen er. Jo, man er til Fest. Man er det
hvert Minut, man befinder sig paa Rivieraen. Den begynder i det samme
Ojeblik man saetter Foden paa denne velsignede Strimmel Jord, og den horer
forst op igjen, naar man har forladt det sidste Glimt af dens Sol.

Man kan saa komme, naar man vil, Det er Mode at komme ved Midvintertid, i
et Par Maaneder har da den fine Verden sin Saeson her. Naturligvis er her
paa den Tid praegtigst. Hvert Rum i de Tusinder af Hoteller er fyldt, det
er Pariserliv og Parisertummel om igjen. Men Paradiset er og bliver
Paradiset, selv om det hele _vie mondaine_ er forsvundet. Spektaklet kan
det tage med sig, men Solen ikke. Naturens Pragt er yppigere endnu i Vaar
og Sommer, Haverne fuldere af Blomster, Villaslottene ikke mindre
pyntelige, fordi de staar med lukkede Skodder. Ogsaa den store Stilhed i
dette fortryllede Land har sin Charme. Og saa er der jo desuden et andet
Moment, som spiller en Rolle. Saalaenge Saesonens Publikum huserer her, maa
man vaere lidt i Slaegt med Millionens Verdener for ikke at fole sig fattig
mellem det. I de ni Maaneder af Aaret derimod, da det er borte, fojer
Paradiset til sine ovrige Herligheder ogsaa den at vaere det billigste
Sted at leve paa i hele Europa. Der skyder sig omtrent midtvejs mellem
Nice og Cannes en lille Halvo ud, som hedder Cap d'Antibes, Cap
incomparable har en provencalsk Digter dobt den. Vi var et Par Danske
engang, for hvem han havde prist den i saadanne Udtryk, at vi folte det
som en Forpligtelse mod os selv strax at tage derned, skjondt det var
lige Midsommer og gyselig hedt allerede i Avignon--den gamle Paveby, nu
Felibrernes Hovedstad--, hvor vi havde truffet ham. Vi fandt det landlige
Hotel, som han havde givet os Anvisning paa, fuldstaendig tomt og Folkene
aldeles konsternerede over at faa Gjaester paa denne Tid af Aaret. Hele
Huset fra overst til nederst--og det var et veritabelt civiliseret Hotel
med alt Tilbehor--blev stillet til vor Disposition for sex Francs om
Dagen, deri indbefattet fuld Fortaering, Frokost med fem, sex og Middag
med en halv Snes Retter samt saamange Litrer Vin, vor torstige Gane
begjaerede. Og vi drak grumme tidt i de tre Uger, vi blev der, den aedle
Sangers Skaal, hvem vi skyldte Bekjendtskabet med dette Cap incomparable.

"Bellevue" hed Hotellet, og til en Forandring passede Navnet engang. Fra
det flade Altantag saae man paa den ene Side over Golfe Jouan, den
skjonneste af alle Rivieraens Bugter, lige til Cannes, paa den anden
havde man for sig Hojderne langs "la Corniche", Vidundervejen mellem Nice
og Monaco, og i denne Ramme laa den lille Halvo nedenfor En med sine
Pinielunde og Orangehaver, sine bolgende Vinskraenter, sine solbraendte
Villaer og sin tropiske Flora. Den er her, hvor der aldrig er faldet et
Fnug Sne, saa rig, at der paa denne halve Kvadratmil Land taelles
ligesaamange Plantearter som i hele Skotland og Sverig. Alt, hvad der kan
gro ved det gode Haabs Forbjerg, kan gro her ogsaa. Og hvor det groer!
Blandet, broget, overgivent vildt mellem hinanden. Der var en Krog, som
var vort Yndlingssted. Vi laa i Selskab med Sommerfugle og Guldsmede og
alskens flagrende og summende Insekter paa Graestaeppet under et gammelt
Oliventrae. Paa den ene Side klattrede et Krat af Roser og Gyvel og Kaktus
op over en lille Stenskraent og gik paa Toppen af den i Kompagni med
Fyrre- og Figentraeer for at lave Skov, paa den anden vuggede sig en
gylden Hvedemark. Foran os skraanede Terraenet nedefter med smaa
firkantede Havelodder, snart Vin, snart store Artiskok- og
brogetblomstrede Bonnebuske, saa en Kile ind, der var brandrod af
Tomaternes Frugter, saa et Stykke, hvor de lyse Mandeltraeskroner skjod
sig op og lod sig vifte af Sommerpust og legede med Solblinkene, der
flimrede ind mellem det lette Lov. Og helt nede endelig det blaa Hav, men
blaat, saa det ikke er til at begribe, gjennemskinnet af Sol, dybblaat,
varmt, klart som blaa Pigeojne, hvori Ungdom og Kjaerlighed lyser. Det var
guddommeligt. Og rundt om paa Halvoen var der Hundreder af saadanne
Kroge. Solen blev lidt ustyrlig hed midt paa Dagen, det er vist nok, men
Luften var saa velsignet ren og Himlen saa hoj og Alting saa eventyrlig
skjont, at man lod sig braende og lo af det kun og aldrig noget Ojeblik
onskede sig det anderledes, end det var. Hvad Moden dog er for en
underlig Ting! Fra April til November ligger denne Halvo ode. Ikke en
Villa er beboet. En Maengde af dem maatte man kunne faa at leje for saa
godt som Ingenting; men Ingen falder paa det. Det er ikke Fashion. Ikke
Fashion at leve i Paradiset, naar det staar aabent, for hvem der gider
komme,--man maa vaere Menneske for at kunne finde paa saadan Taabelighed.

Langs hele Rivieraen er der kun eet Punkt, hvor det Aaret rundt, Sommer
og Vinter uden Forskjel, mylrer med Mennesker. Det er i det berommelige
Fyrstendomme Monaco, det mindste, men det skjonneste og lykkeligste
samtidig af alle Riger paa Jorden. Det maales ikke i Kvadratmil som andre
Lande, det er ikke saa stort engang som en paen lille Herregaard, dets
hele Laengde naaer ikke til en halv Mil, og der er Steder, hvor det knap
er et Par hundrede Alen bredt. Fyrstendommets constante Befolkning taeller
femten hundrede Sjaele, og dets Souveraen raader over en Armee paa Alt i
Alt nogle og tyve Mand, Officerskorpset deri medindbefattet. Men dette
Diminutivrige foregaar ikke destomindre Verden med et stort Exempel; det
er Fremtidens Modelstat i en Perfektion, som selv de mest excentriske
Idealister knap har vovet at dromme. Indenfor dets Graendser er
Fattigdommen afskaffet, Skatterne er afskaffede; Alt, hvad der har
mindste Slaegtskab med Mangel og Trang, er banlyst fra det monakiske
Territorium. Man seer kun Luxus, man aander kun Velvaere. Hvad
Menneskehjerner nogensinde har udponsket for at gjore Tilvaerelsen
komfortabel, findes her i sin hojeste Fuldkommenhed. Og Altsammen staar
det gratis til Disposition. Staten betaler. Den er et Forsyn, der kun har
een Tanke: at Monagenserne skal nyde Livet, og som ikke smaaligt tager
Hensyn til, hvad Realisationen af denne dens Livsopgave koster. Den har
en Allieret, som saetter den i Stand til at tillade sig alle
Extravagancer, den har salig Blancs Generositet at disponere over, og det
er meer endnu end Monte-Christos Skat.

Salig Blanc var en snild Fyr. Han forstod, at for at et menneskeligt
Paradis skal vaere komplet, maa det have sin Slange. Uden den kan det vaere
nok saa dejligt, dets Skjonhed mangler det lokkende, pikante Element, og
det bliver trivielt til Slutning. Lord Brougham havde opdaget Rivieraen,
Blanc satte Slangen i den. Men en Slange efter Nutidsbehov og i
Nutidskostume naturligvis. Adam og Eva kunde lade sig friste af et AEble,
siden er Menneskene blevne mere blaserede. Kundskabsfrugten for det
moderne Europa er den runde Million, og Slangen i Rivieraparadiset er en
Spillebank.

Som et Eventyrpalads rejser Roulettemplet sig paa Monte-Carlohojen,
bygget af Marmor og Porphyr, med brogede Majolika'er, Forgyldning og
Skulpturer, med Taarne, Minareter og Balkoner. Hojen, hvis Top det
kroner, er Rivieraens vidunderligste Plet, Haven nedover Terrasserne med
deres hvide Balustrader, deres Palmegrupper og Blomsterorgier saa yppig,
Middelhavsbugten ved disse Terrassers Fod saa pragtfuld, saa koket i sin
blaa, skjaergaardsbraemmede Kappe som ingen anden. Man har ikke vaeret paa
Rivieraen, naar man ikke har vaeret i Monte-Carlo, det er som Apotheosen
efter alle Feeritableauerne.

Man holder da sit Indtog ved dette Paradisets Hof. Man gjor sin Person
saa pyntelig, som den er i Stand til at blive, man saetter sig i Stemning
ved "Hotel de Paris"'s Bord, det mest luxuose, Verden har, og man gaar ud
for at se og nyde. Men sandt at sige, denne forste Promenade bliver
sjelden lang. Ojet fanger den hele Herlighed op, uden at Synsnerven vil
forplante den til Hjernen, Beundringen klinger koldt, man svarer distrait
paa, hvad Vennen ved Siden af En siger. Slangen har begyndt at hvisle, og
man horer kun den. Man er nervos, man giver Varmen Skyld, saetter sig paa
Kafeen og tommer sin glacerede Drik i eet Drag. Ligeoverfor er Templets
Indgang. Vognene kommer rullende; silkebestrompede Dameben hopper ud og
farter op ad Marmortrappens blode Taeppe. Habitueerne kommer; altid
enkeltvis, som hensunkne i Tanker, svingende Spadserestokken, gjorende
fortvivlede Forsog paa at synes nonchalente, men i Smug taellende
Beton'ens Fliser, gaaende udenom hvert Halmstraa, der ligger i Vejen,
klemmende sig op ad Trappens Raekvaerk for at undgaa Taeppet i Midten, der
bragte _deveine_ igaar. Hvislingen lyder hojere og hojere. Om man fulgte
efter? Man skal jo dog derover engang. Ligesaa gjerne forst som sidst.
Der er fuldt i den mauriske Sal. Fem, sex Raekker omkring hvert af de
gronne Borde. Men Alting gaar stille, douce og daempet. Kuglens Rullen er
den hojeste Lyd, Kroupieren raaber sit Tal, sit _rouge imair et manque_
med en Stemme som om han talte Bug. I det samme Ojeblik Rouletten
standser, har han Riven ude og rutscher i to-tre Tag de tabte Summer til
sig; med Taskenspiller-Behaendighed lader han mellem to Fingerspidser
Louisd'orerne flyve ud og regne ned paa de vindende. Pladser. _"Faites
votre jeu_,". lyder det igjen. Mens han stabler Guldet i Ruller i sin
Metaltraadskurv, saetter Spillerne ind. Hver Kategori af dem har sit Spil,
sit System. Nervost regner man efter paa Notitsbladet. _La vielle garde_
markerer Karro'er, dens unge, kaade Arvtagerinder lader Guldstykkerne
trille hen over Taeppet og standse, hvor de vil, den gamle Rastaqouair
sidder stot og doublerer sin Farve. I to Minutter er Alt faerdigt. _Rien
ne va plus!_ Kuglen spraetter atter rundt i den aandelose, spaendte
Stilhed, de Bageste straekker Hals: _trente, rouge, pair et passe_.

[Illustration: Omkring det gronne Bord.]

Rodt er kommen fem Gange. Sort! sort! hvisler Slangen ... sort! sort! er
det, som det lod igjen i Ekko fra alle Ender af Salen. Febrilsk griber
man ned i Vestelommen og traenger sig frem mellem Raekkerne. Man staar ved
Bordet, man saetter ud. Beskedent forst et Femfrancsstykke. Man vinder.
Man vinder igjen, man bliver ved at vinde. Og jo tungere Vestelommen
bliver, desto storre bliver Modet. Man prover "Hestene", saa en Karre,
saa et enkelt Tal. Man er allerede forlaengst ved Guldet; Sex og tredive
Louisd'orer river man ind istedetfor den ene, man satte ud. En ung, bleg
Herre, med rystende Haender og store; rodtunderlobne Ojne rejser sig. Man
tager hans Plads. Nervositeten er borte, man forcerer sit Spil, man
doublerer mod Suiterne, man garderer Zero ved de store Indsatser, man
skovler ind og skovler ind. En halv Time efter, naar man gaar bort, har
man alle Lommerne fulde af Guld.

Nu forst, i den friske Skumringskjolighed, gaar det rigtigt op for En,
paa hvilken henrivende Plet af Jorden det er man befinder sig. Hver blod
Bugtning i Bjergenes Linier, hver Tone i Farvespillet mellem Himmel og
Hav, hvor Solen gaar ned, hver hemmelighedsfuld, rolig Slagskygge over
Haveterrasserne, Alt har man Oje for nu, og Alt saetter En i Begejstring.
_Un bon diner_ folger efter, det forstaar sig af sig selv. Truiten vandes
med aegte Yquem og den trufferede Poulet med Chambertin fra Femogtreds. Et
Par Guldmonter meer eller mindre, hvad gjor det! Man finder jo hvert
Ojeblik en halv Snes Stykker af dem hist og her i en Lomme, som man ikke
havde taenkt paa. Og mens man sidder der i den spejloverlaessede Sal, i
Krydsild af Smil fra guldblonde Skjonne, ombolget af bedovende Duft fra
Roserne, som slynger sig ind gjennem det aabne Vindue, og fra Bouquet af
Ylan og Verveine og Violette de Parme, mens man sidder der med Alverdens
dejligste Frugter paa sit Bord, med Alverdens Rigdom omkring sig, hvilke
underlige, nye, sodt pirrende Fantasier begynder da ikke at tumle rundt i
Ens Hoved! _Forcez donc votre jeu; vous avez de la chance, vous; vous
sauterez la banque_, sagde Andalusierinden med de sorte Diamantojne, som
man sad ved Siden af ved Rouletten. Spraenge Banken! Man leer af det
forst, men man diskuterer det siden. Umuligt er det da endelig ikke,
siger Vennen, man er her med, Naar vi havde spillet hojere, naar vi var
bleven ved... ved Kaffen drofter man med den alvorligste Mine af Verden,
hvilke Midler der findes til at sende storre Pengebelob bort fra Monaco,
og hvilke Forholdsregler, der vil vaere at iagttage, hvis man en
Aftenstund skulde komme til at sove i Vaerelse sammen med en Million eller
saadan Noget.

Naturligvis anseer man det for sin Pligt at gjore _un petit coup_ om
Aftenen ogsaa. Man har samme Held som om Formiddagen. Alting, hvad man
holder paa, kommer ud, Farver og Heste og Karre'er og Numere uden
Forskjel, man behover ikke engang at dublere. Klokken Ti er man traet og
har nok. Man drikker en Flaske Moet frappe paa Kafeen, driver et Par
Gange frem og tilbage paa den maanebeskinnede Terrasse, hvor Musiken
spiller, vinker saa ad en Vogn og kjorer sin Promenade i den vidunderlige
Natteluft, i flyvende Galop ned over _la Condamine_ og op ad
Monacobjergets snoede Veje, bestandig med Udsigt gjennem halvtlukkende
Busketter til Vandet langt dernede, hvor Maanereflexet gynger sin
lysgyldne Bro. Det er ikke nogen Kjoretour, det er en Drom, der fylder
hver Fibre med Vellyst. Man sover meget laenge den naeste Dag. Man har
Ingenting at haste efter, der lukkes jo ikke engang op "derovre" for
Elleve. Man har desuden en svag Fornemmelse af, at det dog maaske vilde
se lidt forhippet ud at komme for Frokost. Om man kjorte over Bjergene
til Nice, en ren Eventyrfart, siger Alle, der har gjort den. Portieren
raadfores. Umuligt, man vilde komme altfor sent tilbage. "Systemet" skal
proves idag. Man tager Carnet'en frem og undersoger den igjen; alle
Tallene fra den foregaaende Aften staar der. Der er ikke een Suite, som
vaelter Beregningerne. Klokken Et er man paa Pletten. Raekkerne omkring
Bordet er kun tynde endnu, man faaer sin Stol. Det gaar som paa en Snor.
Chancerne kommer maaske lidt sjeldnere, end man kunde onske, men ikke een
af dem svigter. Systemet holder; man taenkte det jo nok, men det er altid
rart at have Valuta i Lommen, som beviser det.

Man gaar tilbage til Hotellet for at laegge Gevinsten af. Det er dog
bedst, man tager til Nice den naeste Dag; det begynder at blive lidt
aengsteligt at baere alt det meget Guld i sin Kuffert. Desuden er der
forskjellige Ting, man skal kjobe; Ens Garderobe traenger til at indrettes
paa det varme Klima. En Undersogelse af Monacos Boutiker foroger den
forelobig med det Nodvendigste: en Solskaerm og et Par blaa Briller; man
tager sig et Bad og kjorer saa op igjen. Men Eftermiddagsvisitten er
uheldig. Man har spillet paa Inspiration ved Siden af Systemet, og
Inspirationen har slugt, hvad man havde hos sig. Der maa hentes
Forstaerkning. Og saa--man leer af det selv, det er jo dumt og overtroisk,
men _enfin_: det var den blaa Rejsedragt, der bragte Held igaar. Man kan
jo ligesaa gjerne tage den paa som en anden.

Om man stoppede og rejste og lod sig noje med, hvad man endnu havde i
Behold? Nej, det vilde vaere at staa sin egen Lykke i Vejen. Man maa kunne
tjene en Formue, det gjaelder kun om at vaere sikker paa sig selv og holde
sig udelukkende og urokkeligt til Systemet. Med den faste Beslutning at
gjore det, gaar man over. Fem Minutter efter forlanger man sin Nogle hos
Portieren igjen. Hvor kunde man ogsaa vaere saa uforsigtig ikke at tage
hele sin Beholdning med? Havde man kunnet doublere een Gang til, var man
ikke bleven spraengt. Sort kom den trettende Gang, og man faldt paa
den tolvte.

Man falder om Aftenen paa den sextende. Og man har vaeret "forsigtig" nu,
man har den sidste Rulle Guldstykker ude. _Huit, rouge, patr et manque_,
Kroupieren river hele Stabelen ind. Man seer dem glide hen i hans Kasse,
og man horer hans _Faites votre jeu, Messieurs_. Men med et Smil, et Smil
maaske, der ikke er ganske fri for at vaere en lille Smule fortrukkent,
rejser man sig. _Vous partez_? sporger den Guldblonde, der staar bagved.
_Oui, Mademoiselle_.--_Vous permettez que je prenne votre place_?--_Avec
plaisir_. Og hun saetter sig og kaster en Haandfuld Louis'er paa Farven,
der ikke kom. Kuglen spraetter og standser. _Noir, pair et passe_.
Naturligvis.
Man drikker den Aften ingen Moet, og man kjorer ikke over _la Condamine_.
Man driver et Par Gange op og ned ad Terrassen som Dagen forud, men
Musiken gjor trist, og Maanen skinner irriterende, og man gaar tidligt
tilsengs. Man gjor det hverken i det lyseste Humor eller med de venligste
Folelser mod Tilvaerelsen. Men den naeste Morgen, naar man vaagner, er det
Altsammen gaaet af En som en Sygdom, der er ovre. Man aabner Vinduet paa
vid Gab. Hvilken Friskhed, hvilken Sol, hvilken Skjonhed! Og hvor det
ligger roligt og hvilende der Altsammen og smiler En imode, som det vilde
sige: Nu forstaar vi hinanden, nu horer Du mig til. Man nynner et Vers og
klaeder sig paa og gaar ud. Ingen Mennesker er oppe endnu. Kun de store,
brogede Sommerfugle er det, og Fuglene, der synger, og Blomsterne, der
dufter. Man gaar og gaar og bliver ved at gaa. Forst nu straaler
Paradiset i sin fulde Glans; Kundskabsfrugten er nydt, Ojet er blevet
aabnet for dets Dejlighed. Ak, var der blot ingen Engel med flammende
Glavind, ingen Regning, der ventede paa En, naar man kom hjem i "Hotel de
Paris"! Dog ligemeget--man har vaeret i Rivieraens Paradis, og bringer man
end ingen Millioner med derfra, kun sin stakkels gule Sommerparapluie og
sine blaa Briller, en Skat af Sol og Lys har det dog straalet ind i Ens
Sjael, som den triste, kolde Verden skal bruge lang Tid for at forode.





End of Project Gutenberg's Fra det moderne Frankrig, by Richard Kaufmann

*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK FRA DET MODERNE FRANKRIG ***

This file should be named 7fdmf10.txt or 7fdmf10.zip
Corrected EDITIONS of our eBooks get a new NUMBER, 7fdmf11.txt
VERSIONS based on separate sources get new LETTER, 7fdmf10a.txt

Bibliotheque nationale de France (BnF/Gallica) at http://gallica.bnf.fr.
Miranda van de Heijning, Steen Christensen and the 
PG Online Distributed Proofreading Team

Project Gutenberg eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the US
unless a copyright notice is included.  Thus, we usually do not
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.

We are now trying to release all our eBooks one year in advance
of the official release dates, leaving time for better editing.
Please be encouraged to tell us about any error or corrections,
even years after the official publication date.

Please note neither this listing nor its contents are final til
midnight of the last day of the month of any such announcement.
The official release date of all Project Gutenberg eBooks is at
Midnight, Central Time, of the last day of the stated month.  A
preliminary version may often be posted for suggestion, comment
and editing by those who wish to do so.

Most people start at our Web sites at:
http://gutenberg.net or
http://promo.net/pg

These Web sites include award-winning information about Project
Gutenberg, including how to donate, how to help produce our new
eBooks, and how to subscribe to our email newsletter (free!).


Those of you who want to download any eBook before announcement
can get to them as follows, and just download by date.  This is
also a good way to get them instantly upon announcement, as the
indexes our cataloguers produce obviously take a while after an
announcement goes out in the Project Gutenberg Newsletter.

http://www.ibiblio.org/gutenberg/etext03 or
ftp://ftp.ibiblio.org/pub/docs/books/gutenberg/etext03

Or /etext02, 01, 00, 99, 98, 97, 96, 95, 94, 93, 92, 92, 91 or 90

Just search by the first five letters of the filename you want,
as it appears in our Newsletters.


Information about Project Gutenberg (one page)

We produce about two million dollars for each hour we work.  The
time it takes us, a rather conservative estimate, is fifty hours
to get any eBook selected, entered, proofread, edited, copyright
searched and analyzed, the copyright letters written, etc.   Our
projected audience is one hundred million readers.  If the value
per text is nominally estimated at one dollar then we produce $2
million dollars per hour in 2002 as we release over 100 new text
files per month:  1240 more eBooks in 2001 for a total of 4000+
We are already on our way to trying for 2000 more eBooks in 2002
If they reach just 1-2% of the world's population then the total
will reach over half a trillion eBooks given away by year's end.

The Goal of Project Gutenberg is to Give Away 1 Trillion eBooks!
This is ten thousand titles each to one hundred million readers,
which is only about 4% of the present number of computer users.

Here is the briefest record of our progress (* means estimated):

eBooks Year Month

    1  1971 July
   10  1991 January
  100  1994 January
 1000  1997 August
 1500  1998 October
 2000  1999 December
 2500  2000 December
 3000  2001 November
 4000  2001 October/November
 6000  2002 December*
 9000  2003 November*
10000  2004 January*


The Project Gutenberg Literary Archive Foundation has been created
to secure a future for Project Gutenberg into the next millennium.

We need your donations more than ever!

As of February, 2002, contributions are being solicited from people
and organizations in: Alabama, Alaska, Arkansas, Connecticut,
Delaware, District of Columbia, Florida, Georgia, Hawaii, Illinois,
Indiana, Iowa, Kansas, Kentucky, Louisiana, Maine, Massachusetts,
Michigan, Mississippi, Missouri, Montana, Nebraska, Nevada, New
Hampshire, New Jersey, New Mexico, New York, North Carolina, Ohio,
Oklahoma, Oregon, Pennsylvania, Rhode Island, South Carolina, South
Dakota, Tennessee, Texas, Utah, Vermont, Virginia, Washington, West
Virginia, Wisconsin, and Wyoming.

We have filed in all 50 states now, but these are the only ones
that have responded.

As the requirements for other states are met, additions to this list
will be made and fund raising will begin in the additional states.
Please feel free to ask to check the status of your state.

In answer to various questions we have received on this:

We are constantly working on finishing the paperwork to legally
request donations in all 50 states.  If your state is not listed and
you would like to know if we have added it since the list you have,
just ask.

While we cannot solicit donations from people in states where we are
not yet registered, we know of no prohibition against accepting
donations from donors in these states who approach us with an offer to
donate.

International donations are accepted, but we don't know ANYTHING about
how to make them tax-deductible, or even if they CAN be made
deductible, and don't have the staff to handle it even if there are
ways.

Donations by check or money order may be sent to:

Project Gutenberg Literary Archive Foundation
PMB 113
1739 University Ave.
Oxford, MS 38655-4109

Contact us if you want to arrange for a wire transfer or payment
method other than by check or money order.

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation has been approved by
the US Internal Revenue Service as a 501(c)(3) organization with EIN
[Employee Identification Number] 64-622154.  Donations are
tax-deductible to the maximum extent permitted by law.  As fund-raising
requirements for other states are met, additions to this list will be
made and fund-raising will begin in the additional states.

We need your donations more than ever!

You can get up to date donation information online at:

http://www.gutenberg.net/donation.html


***

If you can't reach Project Gutenberg,
you can always email directly to:

Michael S. Hart <hart@pobox.com>

Prof. Hart will answer or forward your message.

We would prefer to send you information by email.


**The Legal Small Print**


(Three Pages)

***START**THE SMALL PRINT!**FOR PUBLIC DOMAIN EBOOKS**START***
Why is this "Small Print!" statement here? You know: lawyers.
They tell us you might sue us if there is something wrong with
your copy of this eBook, even if you got it for free from
someone other than us, and even if what's wrong is not our
fault. So, among other things, this "Small Print!" statement
disclaims most of our liability to you. It also tells you how
you may distribute copies of this eBook if you want to.

*BEFORE!* YOU USE OR READ THIS EBOOK
By using or reading any part of this PROJECT GUTENBERG-tm
eBook, you indicate that you understand, agree to and accept
this "Small Print!" statement. If you do not, you can receive
a refund of the money (if any) you paid for this eBook by
sending a request within 30 days of receiving it to the person
you got it from. If you received this eBook on a physical
medium (such as a disk), you must return it with your request.

ABOUT PROJECT GUTENBERG-TM EBOOKS
This PROJECT GUTENBERG-tm eBook, like most PROJECT GUTENBERG-tm eBooks,
is a "public domain" work distributed by Professor Michael S. Hart
through the Project Gutenberg Association (the "Project").
Among other things, this means that no one owns a United States copyright
on or for this work, so the Project (and you!) can copy and
distribute it in the United States without permission and
without paying copyright royalties. Special rules, set forth
below, apply if you wish to copy and distribute this eBook
under the "PROJECT GUTENBERG" trademark.

Please do not use the "PROJECT GUTENBERG" trademark to market
any commercial products without permission.

To create these eBooks, the Project expends considerable
efforts to identify, transcribe and proofread public domain
works. Despite these efforts, the Project's eBooks and any
medium they may be on may contain "Defects". Among other
things, Defects may take the form of incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other
intellectual property infringement, a defective or damaged
disk or other eBook medium, a computer virus, or computer
codes that damage or cannot be read by your equipment.

LIMITED WARRANTY; DISCLAIMER OF DAMAGES
But for the "Right of Replacement or Refund" described below,
[1] Michael Hart and the Foundation (and any other party you may
receive this eBook from as a PROJECT GUTENBERG-tm eBook) disclaims
all liability to you for damages, costs and expenses, including
legal fees, and [2] YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE OR
UNDER STRICT LIABILITY, OR FOR BREACH OF WARRANTY OR CONTRACT,
INCLUDING BUT NOT LIMITED TO INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE
OR INCIDENTAL DAMAGES, EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE
POSSIBILITY OF SUCH DAMAGES.

If you discover a Defect in this eBook within 90 days of
receiving it, you can receive a refund of the money (if any)
you paid for it by sending an explanatory note within that
time to the person you received it from. If you received it
on a physical medium, you must return it with your note, and
such person may choose to alternatively give you a replacement
copy. If you received it electronically, such person may
choose to alternatively give you a second opportunity to
receive it electronically.

THIS EBOOK IS OTHERWISE PROVIDED TO YOU "AS-IS". NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, ARE MADE TO YOU AS
TO THE EBOOK OR ANY MEDIUM IT MAY BE ON, INCLUDING BUT NOT
LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR A
PARTICULAR PURPOSE.

Some states do not allow disclaimers of implied warranties or
the exclusion or limitation of consequential damages, so the
above disclaimers and exclusions may not apply to you, and you
may have other legal rights.

INDEMNITY
You will indemnify and hold Michael Hart, the Foundation,
and its trustees and agents, and any volunteers associated
with the production and distribution of Project Gutenberg-tm
texts harmless, from all liability, cost and expense, including
legal fees, that arise directly or indirectly from any of the
following that you do or cause:  [1] distribution of this eBook,
[2] alteration, modification, or addition to the eBook,
or [3] any Defect.

DISTRIBUTION UNDER "PROJECT GUTENBERG-tm"
You may distribute copies of this eBook electronically, or by
disk, book or any other medium if you either delete this
"Small Print!" and all other references to Project Gutenberg,
or:

[1]  Only give exact copies of it.  Among other things, this
     requires that you do not remove, alter or modify the
     eBook or this "small print!" statement.  You may however,
     if you wish, distribute this eBook in machine readable
     binary, compressed, mark-up, or proprietary form,
     including any form resulting from conversion by word
     processing or hypertext software, but only so long as
     *EITHER*:

     [*]  The eBook, when displayed, is clearly readable, and
          does *not* contain characters other than those
          intended by the author of the work, although tilde
          (~), asterisk (*) and underline (_) characters may
          be used to convey punctuation intended by the
          author, and additional characters may be used to
          indicate hypertext links; OR

     [*]  The eBook may be readily converted by the reader at
          no expense into plain ASCII, EBCDIC or equivalent
          form by the program that displays the eBook (as is
          the case, for instance, with most word processors);
          OR

     [*]  You provide, or agree to also provide on request at
          no additional cost, fee or expense, a copy of the
          eBook in its original plain ASCII form (or in EBCDIC
          or other equivalent proprietary form).

[2]  Honor the eBook refund and replacement provisions of this
     "Small Print!" statement.

[3]  Pay a trademark license fee to the Foundation of 20% of the
     gross profits you derive calculated using the method you
     already use to calculate your applicable taxes.  If you
     don't derive profits, no royalty is due.  Royalties are
     payable to "Project Gutenberg Literary Archive Foundation"
     the 60 days following each date you prepare (or were
     legally required to prepare) your annual (or equivalent
     periodic) tax return.  Please contact us beforehand to
     let us know your plans and to work out the details.

WHAT IF YOU *WANT* TO SEND MONEY EVEN IF YOU DON'T HAVE TO?
Project Gutenberg is dedicated to increasing the number of
public domain and licensed works that can be freely distributed
in machine readable form.

The Project gratefully accepts contributions of money, time,
public domain materials, or royalty free copyright licenses.
Money should be paid to the:
"Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

If you are interested in contributing scanning equipment or
software or other items, please contact Michael Hart at:
hart@pobox.com

[Portions of this eBook's header and trailer may be reprinted only
when distributed free of all fees.  Copyright (C) 2001, 2002 by
Michael S. Hart.  Project Gutenberg is a TradeMark and may not be
used in any sales of Project Gutenberg eBooks or other materials be
they hardware or software or any other related product without
express permission.]

*END THE SMALL PRINT! FOR PUBLIC DOMAIN EBOOKS*Ver.02/11/02*END*