*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 63908 ***

GAMLE MINDER.




                              GAMLE MINDER

               FRA TJENESTE-AARENE OMBORD I FRANSKE SKIBE.

                               1823-1829.

                          NEDSKREVET I 1877 AF

                             C. VAN DOCKUM,
                                ADMIRAL.

                             [Illustration]

                             ERNST BOJESENS
                            FORLAG KØBENHAVN.
                         FR. BAGGES BOGTRYKKERI.
                                  1888.




Ansættelse i fransk Tjeneste.


I 1821, 17 Aar gammel, afgik jeg som Lieutenant fra Søcadet-Akademiet.
Det paafølgende Aar blev jeg commanderet til Vestindien med Corvetten
Najaden, ført af Capitain, senere General-Adjudant Uldall; i August 1823
kom Corvetten tilbage til Kjøbenhavn, og kort efter besluttede jeg, i
Forening med daværende Second-Lieutenant U. Dirckinck, senere dansk
Gesandt i Paris, at begive mig til Frankrig for om muligt at opnaae
Ansættelse i den franske Marine.

Tre danske Officerer, nemlig Brødrene Bille og F. Scholten, var
det lykkedes nogle Aar iforveien, ved Understøttelse af formaaende
Paarørende, at opnaae denne Begunstigelse; Dirckinck og jeg vare derimod
ikke saa heldig stillede. Vel havde min Fader endeel Bekjendtskaber i
Frankrig fra den Tid, han havde commanderet de med Danske bemandede Skibe
ved Antwerpen; men uvist var det, om nogen af disse beklædte saadanne
Stillinger, at de kunde være os til særlig Nytte. Den Opmuntring, der
blev os tildeel fra Regjeringens Side var dertil kun ringe, og vi maatte
altsaa være beredte paa at bane os Vei ved egne Kræfter. I October
forlode vi Kjøbenhavn, ledsagede af Manges gode Ønsker, men samtidig
dermed af endnu Fleres Tvivl om, hvorvidt vort Forehavende vilde lykkes.

Pengemidlerne vare knappe, og ombord i en af de da farende
Kieler-Paketter naaede vi Kiel. En velforsynet Madkurv var medbragt fra
Kjøbenhavn, og Udgiften ved denne Deel af Reisen bestred jeg med 4 Rd.
Flere Passagerer ombord enedes om at leie en Vogn fra Kiel til Altona;
Udgiften herved beløb sig til 3 Rd., og for 7 Rd. naaede jeg saaledes
Hamborg. Aldrig er det senere lykkedes mig at foretage saa billig en
Reise.

Ved Ankomsten til Paris fremstillede vi os for Kammerherre Juel,
Danmarks Repræsentant ved det franske Hof. Vi anmodede ham om at anvende
sin formaaende Indflydelse til Gunst for Opnaaelsen af vort Ønske.
Modtagelsen fra hans Side var imidlertid ingenlunde opmuntrende. Først
og fremmest bade vi ham om at ville forestille os for den franske
Marineminister. Dette, meente han, vilde ikke kunne finde Sted i en
nær Fremtid, da Ministeren var paa Landet; flere Uger vilde udentvivl
hengaae, før vort Ønske kunde blive bragt paa Bane, ligesom vi
overhovedet maatte være forberedte paa Opsættelse og lang Venten, da det
var høist tvivlsomt, hvorvidt vor Ansættelse vilde kunne sættes igjennem,
og Sagen i ethvert Tilfælde vilde være forbunden med megen Vanskelighed.

Vi forlode Ministeren i Fortvivlelse. Til et Ophold i Paris den større
Deel af Vinteren var det let at forudsee, at Pengene ikke vilde slaae
til. I en af de lange Gange i Tuileri-Haven blev holdt Raadslagning
imellem Dirckinck og mig; vi maatte forsøge ad anden Vei at faae vort
Anliggende fremmet, og de os fra Kjøbenhavn medgivne Anbefalingsbreve
vare da det, vi nærmest havde at holde os til.

Min Fader havde medgivet mig Skrivelser til forskjellige høitstaaende
Officerer, med hvilke han tidligere havde staaet i Forbindelse. Blandt
disse Skrivelser var ogsaa et Brev, ifølge daværende Lieutenant
Zahrthmanns Raad, til Admiral Holgan, der for kort Tid siden havde
beklædt Posten som chef du personnel i det franske Marineministerium.
Ogsaa Dirckinck havde et Brev til denne, og næste Dag begave vi os
til Admiralen, som vi traf i Ministeriet. Han tog imod mig med en
Hjertelighed, der viste, at min Fader havde efterladt sig Venner i den
franske Marine. „Har De seet Ministeren?“ spurgte han; „vil De, at jeg
skal forestille Dem for ham?“ „Vi kunne jo strax forhøre, om han er i
sit Kabinet.“ Vi yttrede Tvivl om, det ikke vilde være rigtigt, at vor
Gesandt blev underrettet om hans velvillige Tilbud, førend vi benyttede
det. „De har Ret,“ indrømmede Admiralen, „tal altsaa med Deres Minister
og kom saa herhen til mig imorgen!“

Kammerherre Juel havde naturligviis Intet imod, at Andre paatoge sig
at tale vor Sag. Af Admiral Holgan bleve vi altsaa den næste Dag
fremstillede for Marineministeren, Marquis de Clermont-Tonnerre, en
behagelig Mand med et vindende Udvortes. Han modtog os med udsøgt
Forekommenhed. Den danske Marines Officerer, sagde han, havde efterladt
smukke Minder i Frankrig. Han læste min Faders Brev til Admiral Holgan,
spurgte, om ikke min Fader var Officeer af Æreslegionen, og sluttede med
at sige, at han vilde forelægge vort Andragende for H. M. Kongen.

Otte Dage efter modtoge vi Meddelelse om, at Tilladelse til at gjøre
Tjeneste paa franske Skibe var os tilstaaet. Vor Stilling ombord skulde
bestemmes ifølge den Anciennetet, vi havde i den danske Marine; der blev
dertil tilsagt os Gage i Lighed med franske Officerer, saalænge vi gjorde
Tjeneste ombord, og vore Ønskers Maal var saaledes ikke alene opfyldt,
men for mit Vedkommende idetmindste, endog langt overtruffet. Jeg
jublede; den nærmeste Fremtid viste sig for mig i lyse og smukke Farver,
der bleve endmere tiltalende, naar jeg saae hen til Forholdene i vor egen
Marine, der ved den Tid saavist ikke vare opmuntrende.

Da vi hilste paa Kammerherre Juel, efterat vor Ansættelse var
bevilget, syntes enhver Betænkelighed hos ham ved at fremstille os
for Marineministeren med eet at være forsvunden. Det træffer sig saa
heldigt, yttrede Kammerherren, at jeg paa Tirsdag er buden til Middag
hos Ministeren; efter Bordet er der Soirée, og, naar De indfinder Dem i
Ministerens Salon Kl. 9, vil det være mig en Fornøielse at forestille
Dem for Hans Excellence. Naturligviis begave vi os til fastsat Tid til
Marineministeriet — og mødte Kammerherre Juel paa Trappen, tæt indsvøbt
i sin Kappe, iværk med at begive sig hjem. Naturligviis fik vi ham til
at vende om; men man vil heraf kunne slutte sig til den Interesse, der
fra vor Ministers Side blev vort Anliggende som ogsaa os selv personligen
tildeel.

Det kom nu an paa snarest muligt at opnaae Udcommando. Admiral Holgan,
der var utrættelig i sin Interesse for os, forestillede os for chef
du personnel, Admiral d’Augier. Atter af ham bleve vi modtagne med
en Velvillie, som jeg altid vil mindes med Erkjendtlighed. Admiralen
omtalte de forskjellige Expeditioner, som i den nærmeste Fremtid vilde
blive udrustede. „Der vil afgaae Skibe til Østersøen og til Vestindien“,
anførte han; „men Ansættelsen derombord vil næppe være, hvad De kan
ønske, da De jo kjender disse Farvande. Der bliver udrustet en Fregat
til Sydhavet; men der er saa stor Rift om at opnaae Udcommando til
dette Togt, at jeg ikke seer mig istand til at ansætte nogen af D’Hrr.
derombord. Et Linieskib vil derimod om kort Tid afgaae til Rio-Janeiro;
dette vil kunne blive et behageligt Togt for Dem.“ Det syntes, som om
Valget af den Udcommando, der behagede os mest, var overladt til os selv:
vi bleve baarne paa Hænderne — aldrig er jeg bleven behandlet med en mere
udsøgt Forekommenhed.

Nogle Dage efter indbødes vi til Middag hos Marineministeren. At blive
buden til Middag hos en Minister er en Begivenhed for en nittenaarig
Lieutenant; det er dog ikke dette, der nærmest bringer mig til at omtale
denne Indbydelse, hvorimod den fik en saa afgjørende Indflydelse paa min
hele Stilling i fransk Tjeneste, at jeg derved tilskyndes til nærmere at
omtale denne Diner.

Selskabet var ikke talrigt. Foruden en Fyrst Hohenlohe, forfremmet til
Marschal under den nys tilendebragte Krig i Spanien, bestod det af
Admiral Rosamel, samt nogle ældre og yngre Søofficerer, ialt omtrent
fjorten eller atten Personer. Næppe havde jeg gjort min Opvartning
for Ministeren, før en Officeer kom hen imod mig og navngav sig som
Mr. Collet, capitaine de vaisseau; han havde, sagde han, commanderet
Linieskibet „_Auguste_“ paa Schelde-Floden og kjendte derfra min Fader;
han nærede den største Hengivenhed og Agtelse for ham, og Intet vilde
være ham kjærere, end om han kunde være sin tidligere Vens Søn til Nytte.
Collet var en kjøn og livlig Mand med et determineret Udvortes, og i høi
Grad følte jeg mig tiltrukken af al den Venlighed, hvormed han overøste
mig.

Som vi skulde gaae tilbords, kom han hen til Dirckinck, der stod tæt ved
mig, og spurgte, om han vilde tage Plads ved Siden af ham. Dirckinck var
naturligviis højst villig hertil, og ved Bordet kom Marschal Hohenlohe
til at indtage Sæde ved Ministerens højre Side, dernæst kom Capt. Collet
og saa Dirckinck. Jeg havde Plads ligeoverfor og kunde saaledes ikke
undgaae at høre Alt, hvad der foregik paa den anden Side af Bordet.
Ved Slutningen af Maaltidet hørte jeg Collet sige til Dirckinck, at
det vilde være ham kjært, om han vilde modtage Ansættelse ombord i
Linieskibet „_Jean-Bart_“, bestemt til Brasilien, af hvilket han havde
faaet Commando; da Dirckinck yttrede, at Intet vilde være ham kjærere,
fortsatte Collet: „Saa kunne vi jo strax faae den Ting afgjort.“ Bag om
Hohenlohe henvendte han sig til Ministeren med Ønske om, at den unge
Officeer, der sad ved hans Side, maatte blive ansat under hans Commando;
Ministeren indvilgede med Fornøielse heri, og hermed var Dirckinck
udcommanderet paa et Togt, der maatte betragtes baade som lærerigt og
behageligt.

Hvormeget jeg end glædede mig over Dirckincks Udsigt til hurtigere at
komme tilsøes, negter jeg ikke, at Capt. Collets pludselige og varme
Venskab for ham var mig paafaldende. Jeg følte mig noget tilsidesat og
anstillede Betragtninger over de Chancer, jeg vilde have til at komme
i Activitet, da Capt. Collet kom hen til mig for at sige, at han vilde
forestille mig for Admiral Rosamel. „Admiralen“, fortsatte han, „har
Commando af den Expedition, der udrustes til Sydhavet; han tager Dem
ombord i sin Fregat, og jeg kan ikke andet end lykønske Dem til den
smukke Campagne, som De under hans Commando vil tiltræde.“ Jeg blev
fremstillet for Admiral Rosamel, han sagde mig nogle venlige Ord, og
hermed var jeg ansat ombord i 60 Kanons Fregatten, „_Marie-Thérèse_“,
der var under Udrustning i Toulon.

Senere erfoer jeg til min store Morskab, at Alt, hvad der for Dirckincks
og mit Vedkommende var foregaaet under hiin Middag hos Marineministeren,
beroede paa en Forvexling fra Collets Side imellem Dirckinck og mig,
der begge bare dansk Søofficeers-Uniform. Ved Bordet troede Collet at
have mig ved Siden af sig, da han af Ministeren udbad sig, at denne unge
Lieutenant maatte blive udseet til at gjøre Togt under hans Commando.
Først efter Maaltidet blev han Forvexlingen vaer, og for at bøde paa
den indløbne Feiltagelse, stilede han lige hen til Admiral Rosamel med
Anmodning om, at denne vilde rede ham ud af den piinlige Stilling, i
hvilken han var bleven stedet, ved at tage mig med sig til Sydhavet.
Admiral Rosamel vægrede sig, da han alt havde fuldtop af Officerer ombord
i Fregatten; Collet forestillede ham, at han ligeoverfor sin Ven, Admiral
van Dockum, vilde være stillet i et højst uheldigt Lys, om ikke Admiral
Rosamel vilde tage sig af mig. Han udbad sig som en Venskabs-Tjeneste,
at Rosamel bragte ham ud af Forlegenheden, og Rosamel endte med at give
efter. Saaledes skete det, at jeg kom til at gjøre et Togt, der hos
mangen fransk Officeer dengang var Gjenstand for de ivrigste Ønsker, og
at jeg blev udcommanderet netop med det Skib, hvorombord Admiral d’Augier
havde udtalt, at ingen af os turde gjøre sig Haab om at opnaae Ansættelse.

Collet kom slet ikke til at føre „_Jean-Bart_“. Han blev syg, men
lovede U. Dirckinck at sende en Anbefalings-Skrivelse for ham til Admiral
Duperré, dengang Marine-Præfect i Brest. Da Dirckinck meldte sig hos
Admiral Duperré, modtog denne ham høist venlig, men kaldte ham bestandig
Mr. van Dockum. Forundringen herover ophørte, da Dirckinck saae mit
Visitkort henlagt paa Admiralens Bord. Collet havde anbefalet den danske
Officeer: „hvis Kort jeg tillader mig at vedlægge“; men Dirckincks og
mit Kort, der under hans Sygdom samtidig vare blevne ham leverede, havde
han forvexlet, saa at han, hvor dygtig en Officeer han end anerkjendtes
at være, dog næppe vil kunne siges fri for at have været distrait i en
temmelig betydelig Grad.

Nogen Tid hengik nu i Forventning om den endelige Udcommando. Jeg
tilbragte Tiden med at besee Paris, med at besøge Theatrene og med at
høre nogle Forelæsninger over Mathematik, der imidlertid, skjøndt jeg paa
Akademiet blev betragtet som Mathematiker, gik langt over min Kundskabs
Rækkevidde. En fornøielig Juul med behørigt Juletræ, Sange og Foræringer
tilbragtes i dansk Kreds, bestaaende af Brøndsted, Malte-Bruun, Just
Thiele, Violoncellisten Funck, Lieut. Ræder m. Fl., og til Gjengjæld
samledes vi Nytaars-Aften hos Malte-Bruun, der syntes at leve op i den
muntre danske Omgivelse. 1823 havde for mig været et lykkeligt Aar, og
med taknemmeligt Sind paaskjønnede jeg alt det Gode, som det havde bragt
mig.




Afreise fra Paris.


Den 5te Januar modtog jeg den længselsfuldt ventede Ordre at afgaae
til Toulon for at træde til Tjeneste ombord i „_Marie-Thérèse_“.
Reisepenge, 320 Francs, bleve mig udbetalte, og jeg forlod Paris.
Med Ministerens Tilladelse afgik jeg imidlertid ikke directe til min
Bestemmelse, men dreven af Længsel begav jeg mig over Nancy til Epinal
i Vogeserne for at gjensee en gammel Tante, der havde ledet min første
Opdragelse, samt de Egne, i hvilke jeg som Dreng havde tilbragt nogle
lykkelige Aar. Opholdet var imidlertid kun kort. Uagtet de Oplysninger,
man havde givet mig i Ministeriet, levede jeg i bestandig Frygt for,
at min Fregat skulde seile fra mig, og i skingrende Frost, med Veiene
tildeels ufarbare paa Grund af Snee og Iis, sagde jeg mine Venner i
Epinal Farvel. Befordringerne grebe saa slet i hinanden, at jeg tilbragte
syv Nætter itræk i Diligence, førend jeg naaede Marseille. Fra Høiderne,
der omgive Staden, udbredte det skjønne Middelhav sig for Øiet; Solen
skinnede paa den blanke Flade, og i Byen overraskedes jeg ved at see
Damer for aabne Vinduer, beskjæftigede med deres Haandgjerning. Navnlig
dette sidste var mig paafaldende ved Sammenligning med den bidende Kulde,
under hvilken jeg havde forladt Bjergene paa Frankrigs Østgrændse. Med
eet fandt jeg mig henflyttet til Foraars-Duft og Foraars-Varme; Luften
var stille, reen og klar; Provences oplivende Sol sendte mig sin første
Hilsen.




Ankomst til Toulon.


Den 21de Januar 1824 ankom jeg til Toulon. Næppe gav jeg mig Tid til
Omklædning, før jeg ilede ned til Havnen. Paa Rheden laa en Mængde
Skibe, fyrende Minutskud og med Ræerne braste ifølge Sørge-Ceremoniellet
i Anledning af Aarsdagen for Ludvig den 16des Henrettelse. Snart fik
jeg Øie paa min Fregat, kjendelig paa det hvide Flag, vaiende fra
Krydstoppen. Mit Hjerte bankede af Glæde ved at see det smukke Skib; i
henved tre Aar skulde det blive mit Hjem.

Admiral Rosamel var nylig ankommen til Toulon. Han modtog mig med den
største Forekommenhed. Han var en Mand paa 44 eller 45 Aar, med et
udmærket smukt Udvortes. Uagtet al den Taknemmelighed, jeg skylder ham,
kan jeg dog ikke nu, naar jeg seer tilbage til hiin Tid, frigjøre mig
for den Tanke, at det imponerende Ydre, af hvilket han var i Besiddelse,
ikke lidet har bidraget til hans hurtige Forfremmelse. Det Indtryk,
han har efterladt hos mig efter „_Marie-Thérèse_“s Togt, er temmelig
tarveligt. Livet ombord medfører, at man kommer hinanden saa nær, at selv
ikke den Skillevæg, som Commandoforholdet reiser imellem de Befalende
og de Undergivne, er istand til at skjule Mangler og Svagheder, hvor
disse end findes. Forgjæves søgte Admiral Rosamel, ved at omgive sig med
Storheds-Former og i Kraft af Epauletternes Betydning, at stille sig paa
en Piedestal, foran hvilken Alle vare kaldede til at yttre Beundring. Ved
nærmere Beskuelse svandt imidlertid Piedestalen bort under hans Fødder,
og tilbage blev en brav, godmodig Mand med begrændsede Evner og megen
Selvfølelse, hvilken sidste Egenskab han forøvrigt havde tilfælles med
den store Fleerhed af de franske Commanderende, med hvilke jeg under min
Tjeneste i franske Skibe er kommen i Berøring.

Officeerspersonalet ombord i „_Marie-Thérèse_“ var talrigt, som Følge
af Admiralens Omgivelser, og bestod i sin Heelhed af behagelige Mænd. Jeg
vil ikke sige, at Officeersbesætningen var udsøgt, men ikke destomindre
fandtes der ombord i forskjellige Retninger udmærkede Officerer, af
hvilke tvende i Tidens Løb ved Dygtighed svang sig op til Viceadmiraler.
En ung Mand paa 25 Aar var Overlæge ombord. Han var fuld af Kundskaber
og Dygtighed; til ham sluttede jeg mig, og et inderligt Venskab
opstod imellem os. Han er den Mand, der mere end nogen Anden har havt
Indflydelse paa min Udvikling og Verdensanskuelse. Mindet om Le Nicaire
vil altid staae for mig som en kjær Erindring fra mit Ophold i Frankrig.
Vor Brevvexling endte først ved hans Død, der indtraf kort efter det
ulykkelige Aar 1870, hvis Trængsler han anede. I et næsten prophetisk
Brev, som han tilskrev mig i Mai i det skjæbnesvangre Aar, udtalte han
sig med Fortvivlelse om de indre Ulykker, der forestode hans Fædreland.
Dette blev det sidste Brev, jeg modtog fra hans Haand, og jeg opbevarer
det som et øjensynligt Beviis for, at tænkende Franskmænd havde et aabent
Øie for den Opløsning og al den Raaddenskab, der havde grebet om sig i
det franske Samfund.

Af Kammeraterne ombord blev jeg modtagen med mere end almindelig
Hjertelighed; det syntes, som om den Velvillie, der siden vor Ankomst til
Frankrig var bleven Dirckinck og mig tildeel fra franske Autoriteters
Side, ogsaa skulde gjøre sig gjældende i den Kreds, i hvilken jeg nu blev
hensat. Ung, som jeg var, yngre i Alder end de fleste Cadetter ombord,
kjælede man for mig, dette er det mest betegnende Udtryk for den Maade,
paa hvilken jeg blev behandlet. Stedse vil jeg med Glæde mindes Vennerne
fra „_Marie-Thérèse_“, ligesom jeg er vis paa, at flere af dem i
Aarenes Løb have skjenket mig en venlig Tanke.

Et Togt til Sydhavet blev i 1824 attraaet af enhver Officeer i Marinen.
Chili havde nylig løsrevet sig fra det spanske Aag og var endnu tildeels
et ubekjendt Land som Følge af den Afspærring, som Spanien i Aarhundreder
havde gjennemført for sine Colonier; Enhver søgte dertil at tjene under
et Admiralsflag, og, som Admiral d’Augier allerede havde anført for
mig i Paris, var Officeers-Besætningen i „_Marie-Thérèse_“ forlængst
fuldtallig, da jeg stødte til Fregatten. Jeg blev altsaa commanderet
til Skibet som overcomplet. Faa Dage, før vi forlode Toulon, indtraf
imidlertid til Held for mig, at en Officeer blev syg og maatte indlægges
paa Hospitalet. Jeg rykkede op i hans Plads og traadte saaledes ind
i fast Nummer ombord. Kort før Afseilingen spurgte Admiralen, om jeg
saae mig istand til strax at overtage Qvarteer. Skjøndt jeg var det
franske Sprog mægtig som mit Modersmaal, gjorde jeg opmærksom paa den
Vanskelighed, som Søudtrykkene vilde lægge mig iveien. Som Følge heraf
bestemte Admiralen, at jeg foreløbig skulde gjøre Vagt under den ældste
vagtgjørende Officeer, „og, saasnart De selv finder Dem tilstrækkelig
inde i vort Commandosprog,“ tilføiede Admiral Rosamel, „da lad mig det
vide, og Qvarteer vil da blive Dem betroet.“

En Maaned efter Afreisen fra Toulon optraadte jeg som Qvarteerchef ombord
i Fregatten. At man overlod til mig selv at afgjøre, naar dette kunde
finde Sted, har altid forekommet mig som et smigrende Beviis paa Tillid,
en Tillid, paa hvilken jeg senere kunde glæde mig ved mange Beviser
herombord under Togtets Løb.

Det var imidlertid ikke nok med Commandosproget; de provençalske
Matrosers Dialekt forstod jeg kun høist vanskelig, og af de ombordværende
Corsikaneres Sprog forstod jeg ikke et eneste Ord. Aldrig beredte dette
mig imidlertid nogen Vanskelighed. Det gik. Matroserne kaldte mig som
oftest le hollandais; Officererne morede sig jævnligen med at betegne mig
som le sauvage eller le barbare du Nord, men aldrig blev det gode Forhold
forstyrret, og ikke alene behagelige, men nyttige vare de Ungdomsaar, jeg
tilbragte i „_Marie-Thérèse_“. Officererne gik i sex Qvarterer, saa at
der gaves fuldtop af Tid til Beskjæftigelse; ved anstrengt Flid søgte jeg
at udvide den ringe Kundskabsmasse, som jeg havde medbragt fra Akademiet.
At dette, omend langtfra i det Omfang, jeg havde ønsket, dog nogenlunde
er lykkedes mig, har væsentlig bidraget til det Held, der senere har
fulgt mig paa min Bane, og i mangfoldige Henseender er saaledes Collets
Feiltagelse under hiin Middag hos den franske Marineminister kommen mig
tilgode her i Livet.




Doublets første Tjenesteaar.


Mr. Doublet, lieutenant de vaisseau, med hvem jeg gjorde Vagt under den
første Maaned af „_Marie-Thérèse_“’s Togt, havde begyndt sin Carrière
under sørgelige Forhold. Som Cadet deeltog han i 1805 i Slaget ved
Trafalgar ombord i Linieskibet „_Algésiras_“, der førte Admiral Macons
Flag. Admiralen blev truffen af en Kugle i Brystet; med sin Paryk søgte
han at standse Blodet og faldt under gjentagen Opmuntring til Mandskabet:
„à l’abordage mes enfants, à l’abordage!“ Doublet havde Post i Foremærs;
Linieskibets Master bleve bortskudte, og med Fokkemasten gik Doublet
overbord. Han kunde ikke svømme; ikkedestomindre lykkedes det ham efter
lang Tids Anstrengelse atter at naae ombord; men her modtoges han af en
engelsk Officeer, der gjorde ham til Fange. Imedens han, klamrende sig
til den nedfaldne Reisning og omflydende Gods, bestræbte sig for at naae
Skibet, var dette nemlig faldet i Englændernes Vold og blevet besat af
engelsk Prisemandskab. Med den øvrige Deel af Besætningen blev Doublet
altsaa indespærret paa Banjerne, uden at synderlig Kundskab naaede dem om
Slagets videre Gang.

Som bekjendt paakom der Storm Natten efter Slaget. Det blev nødvendigt at
faae Nødmaster op for at kunne faae noget Styr paa Skibet; det engelske
Prisemandskab var imidlertid ikke tilstrækkeligt hertil, og endeel af det
franske Mandskab maatte altsaa kaldes op paa Dækket for at yde Hjælp.
Altsom Stormen tiltog, bleve flere franske Matroser tilkaldte; tilsidst
blev deres Tal saa stort, at de overmandede Englænderne; det blev nu
disses Tour at blive indespærrede om Læ, og Skibet kom atter i fransk
Besiddelse. Seil fik man til, og man søgte nu at naae Cadix. Med den
ufuldkomne Seilføring lod Skibet sig imidlertid kun vanskeligen styre,
og man maatte ankre udenfor Indløbet, hvor man stededes i overhængende
Fare for at forlise paa Klipperne. Endelig naaede man ind, og her
samledes otte Linieskibe, Resten af Villeneuves stolte Flaade, der under
en dygtigere Ledelse vilde have været istand til en Tidlang at beherske
Canalen og til at muliggjøre Napoleons store Tanke, at gjøre Landgang i
England med den i Boulogne og Ostende samlede Styrke.

Skibene i Cadix bleve blokerede af de Engelske og kunde ikke komme ud.
I flere Aar laae de uvirksomme paa Cadix’ Rhed, indtil 1808, da General
Duponts Nederlag ved Baylen bragte hele Spanien til at reise sig. Cadix
blev en fjendtlig Stad, og, indespærret paa Søsiden af den engelske
Flaade, faldt den paa Rheden værende franske Styrke i Spaniernes Vold.
Min Ven Doublet blev altsaa spansk Krigsfange, og med de øvrige Skibes
Besætninger førtes han til Cabrera, en lille, øde Klippe-Ø i Middelhavet,
ikke langt fra Minorca.

Krigsfangernes Tilstand paa Cabrera beskrev Doublet som noget af det
Forfærdeligste, man kan tænke sig. For Boliger var der ikke sørget,
Proviant skulde tilføres dem fra Land; men, naar haardt Veir indtraf,
udeblev Forsyningen, og ofte flere Dage itræk forbleve da Fangerne
overladte til deres egen Skjæbne, udsatte for Nød og Sult. Sygdom udbrød
som Følge af den herskende Elendighed, Pleie gaves dem ikke, og man
gyser ved Tanken om, at efter henved tre Aars Forløb vare af to eller
tre tusind Mand kun nogle faa Hundrede tilbage. Fortvivlelse havde
betaget Enhver, og de Scener, til hvilke Doublet havde været Vidne,
vare gruopvækkende. Det Hele var saa oprørende, at man selv i England
omsider synes at have fattet Medynk med de Ulykkelige: hvad der endnu var
ilive af de fangne Skibsmandskaber blev ifølge den engelske Regjerings
Foranstaltning ført til Themsen, og ombord i engelske Fangeskibe
henslæbtes derefter de følgende Aar, indtil Fredens Afslutning gjorde
Ende paa Fangernes Lidelser.

„I Havre,“ sagde Doublet, „betraadte jeg paany mit Fædreland. Jeg var
bleven en gammel Karl, men videre end til Cadet havde jeg ikke bragt
det; hvad var der for mig at gjøre? Intet andet Valg end Marinen frembød
sig for mig; nogle Aars fortsat Fart maatte der til for at opfylde
Betingelserne for Forfremmelse — jeg blev Lieutenant; men mit glade
Ungdomshaab var tilintetgjort. Senere er jeg bleven lieutenant de
vaisseau, og nu længes jeg kun efter det Øjeblik, da jeg har tjent mine
25 Aar og kan gjøre Fordring paa den Pension, der under mit øvrige Liv
vil sikre mig et tarveligt Udkomme.“

Doublet havde fra sit Ophold i England medbragt enkelte engelske
Sædvaner. Naar jeg gjorde Dagvagt med ham, indbød han mig med en vis
triumpherende Mine til at drikke Thee med sig. For en Nordbo antog han,
at dette maatte være et Tractement. Theen var naturligviis uden Fløde, og
istedenfor Smør serveredes Syltetøi. Jeg fandt det Hele fortræffeligt,
og det interesserede mig at høre den brave Doublets Skildringer af hans
Ungdomsaar, hvad der endnu staaer for mig som et sørgeligt Bidrag til det
store Kejserdømmes Krigshistorie.




Capitain Bazoches Garderobe.


Mr. Bazoche, Chef for Fregatten „_Marie-Thérèse_“, var en excentrisk
Personlighed. Han var superlativ i Alt, hvadenten det var Tjenestesager,
personlige Anliggender eller Ubetydeligheder, der tiltrak sig hans
Opmærksomhed. Opfarende og heftig var han samtidig dermed godmodig og
interesserede sig til enhver Tid for sine Underhavendes Vel. Han var
som Følge heraf afholdt af Officerer og Mandskab ombord, og de Aar, jeg
tilbragte under hans Commando, henregner jeg blandt de behageligste, jeg
har tilbragt under min Tjeneste i Frankrig.

Capitain Bazoche sværmede for Klæder. Ikke at han selv udpyntede sig
som saa mange andre Officerer, man færdedes iblandt, men overalt, hvor
han kom hen, vakte en eller anden Nationaldragt hans Beundring; en
saadan maatte han eie, og, da han havde faret endeel, var hans Garderobe
efterhaanden voxet op til et Slags Museum, i hvilket Tyrkedragter og
Burnusser, sydamerikanske Ponchoer og Sømandsklædninger af forskjellig
Art afvexlede med hinanden i utrolig Sammenblanding. Alt dette førte han
med sig ombord. Fra Tid til anden skulde samtlige Sager udluftes; det var
da en Morskab for Officererne at beskue Garderobens forskjellige Dele,
ligesom det i høi Grad smigrede Chefen, naar Noget syntes at vinde Bifald
eller at opvække Beundring.

En graa strikket Klædning, bestaaende af Trøie og tætsluttende Beenklæder
med ivævede Sokker, det Hele belagt med et tommetykt, indvendigt Lag
Uldgarn som en spækket Maatte, tiltrak sig min Opmærksomhed. „Tør
jeg spørge, Hr. Capitainen, hvorfra disse Klædningsstykker stamme?“
Forklarende meddeelte han, at Dragten hørte hjemme paa Nyfundland. „Intet
er fortrinligere end denne Dragt,“ fortsatte han; „altid om Natten bør
man have den ved sin Koie; i en Haandvending er man heelt paaklædt blot
ved at iføre sig disse to Klædningsstykker, og i et Nu kan man være paa
Dækket i paakommende Tilfælde. Jeg begriber ikke, hvorfor den Klodrian
af en Hovmester stuver disse Sager bort om Læ!“ Hovmesteren blev kaldt,
og til ham udstedtes streng Befaling til, at de omhandlede Klæder altid
skulde være ved Haanden, at de skulde ophænges paa en særegen Krog ved
Hovedgjerdet af Capitainens Koie, saaledes, at han om Natten i største
Skynding kunde komme paa Dækket, om uforudseete Begivenheder skulde
indtræffe.

Tre Dage efter havde jeg Hundevagt. I al Ro gik jeg paa Dækket, da
en graa Skikkelse med eet viste sig for mig; det var Mr. Bazoche i
sine Nyfundlands-Klæder. — „Jeg saae paa Uhret,“ udbrød han, „ikke 15
Secunder har jeg været om at iføre mig disse Overstykker; de ere ganske
fortræffelige.“ Vi vare dengang naaede ned noget sønden for Æquator,
en svag Syd-Ost Passat fyldte næppe vore Seil, Alt var Stilhed og Ro,
og i nogen Tid spadserede den graa Mand ved min Side op og ned ad
Dækket med lydløse Trin paa sine spækkede Hosesokker. Med eet standsede
han. „Det er forfærdelig varmt inat!“ udbrød han. Jeg yttrede, at det
næppe var varmere end de forrige Nætter. Han gjentog: „Jeg finder det
afskyelig varmt,“ og, da jeg i al Ydmyghed bemærkede, at den varme
Klædning dog muligen kunde bidrage hertil, forsikkrede han, at Dragten
var fortræffelig; han antog derimod, at han ikke befandt sig ganske vel,
ønskede mig Godnat og forsvandt i sin Hytte.

Et Par Dage efter fortalte en af Officererne ved Messebordet, at en
lignende Scene var foregaaet paa hans Vagt den foregaaende Nat. Vi morede
os over den graa Chef, og naturligviis afgav det spækkede Hylster, som
han iførte sig saagodtsom lige under Linien, rigelig Anledning til Spøg
og Bemærkninger.

Faa Dage senere havde jeg atter Nattevagt. Den graa Mand kom paany
tilsyne. Efter nogen Tids Forløb klagede han atter over den utaalelige
Varme, hvilket paany blev imødegaaet med den Bemærkning, at det dog
sikkert maatte være Nyfundlands-Dragten, som nærmest var Aarsag hertil.
Dennegang svarede han Intet, men med Ønske om „God Vagt“ forlod han
Dækket.

Næste Morgen stor Scene. Hovmesteren blev kaldet, og ud fra Hytten kom
de graa Klæder ham farende lige i Hovedet. „De fordømte Klæder!“ lød
det i en heftig Tone, — „man kvæles jo i dem af Varme! — Skaf dem
øieblikkelig af Veien! — Jeg vil ikke have dem her, jeg vil ikke see dem
for mine Øine, bort med dem!“ og den graa Klædning forsvandt nede i det
Inderste af Garderoben, for senere at erstattes med en eller anden af de
øvrige phantastiske Dragter, som det kunde forudsees snart vilde faae en
lignende Skjæbne.




Rio-Janeiro.


Rio-Janeiro udmærker sig ved sjelden Skjønhed. Allerede naar man anduver
det høie Cap Frio, faaer man en Følelse af den Naturs Storhed, som her
udfolder sig. Bjerge i alle Skikkelser optaarne sig over hverandre; ikke
faa ere formede som Sukkertoppe; snart hælde de til den ene, snart til
den anden Side, og atter gives der andre, der staae paa Hovedet med den
spidse Side ned efter og Basis iveiret. En af vore Cadetter bemærkede,
at Vorherre maatte have moret sig med at spille Tærninger med alle disse
Bjergmasser, og at han under Spillet havde ladet dem falde til Jorden og
ordne sig, som de bedst kunde.

Ad et snevert Indløb, forsvaret paa begge Sider af mægtige
Fæstningsværker, kommer man ind paa Rio-Janeiros Rhed. Synet, der her
viser sig, er fortryllende. Tilvenstre den udstrakte By med sine Taarne,
Klostere og Kirker, forsvaret af fremskudte Casteller paa nærliggende
Klippeøer; tilhøire det smilende Praya-Grande, et Slags Anhang til Rio,
der efterhaanden er fremstaaet paa den modsatte Side af Bugten; foran
sig den vidtstrakte Rhed, istand til at rumme Alverdens Flaader, længer
borte en Mængde skovbevoxede Øer, og det Hele omkrandset af Bjerge, der i
det Indre af Bugten træde tilbage og antage en blaaagtig, gjennemsigtig
Farve — Skuet er imponerende! En Masse Skibe findes altid paa Rheden,
en utallig Masse Smaafartøier, der vedligeholde Forbindelsen imellem
Staden og den anden Side af Bugten, giver det Hele et sjeldent Præg af
Livlighed, og endelig en Vegetation, kraftigere og yppigere, end jeg
andensteds har seet den imellem Vendekredsene — man forestille sig alt
dette, og man vil fatte, at jeg anseer Rio-Janeiro for det skjønneste
Sted, der gives i denne Verden. Den saa ofte beundrede Golfo di Napoli er
Intet i Sammenligning dermed.

Kommer man ind i Staden, modificeres Indtrykket, og Rio er da, som
saamange andre Byer, en Samling af Huse og Gader, uden at noget Særligt
tiltrækker sig Opmærksomhed. Et Theater, hvor der hver Aften under vort
Ophold blev opført Tancredo, og hvori Titelrollen blev sungen af en stor,
fed og bleg Castrat, et Museum, fuldtop af Kirker og Klostere, samt
enkelte ret smukke Qvarterer, dette er, hvad Rio-Janeiro har at opvise.
Kommer man udenfor Byen, da frydes man derimod ved al den Rigdom, som
Naturen i alle Retninger fremstiller for Øiet. San Christoval, Keiserens
landlige Residents en Miilsvei fra Staden, er udmærket smukt beliggende;
Botafago, en lille Bugt, der skærer sig ind noget søndenfor Byen, er en
yndig Plet; Udsigten fra el Corcovado, et flere tusind Fod høit, spidst
Bjerg tæt bagved Byen, er forbavsende smuk, og en mægtig Ledning fra
dette Bjerg, der fører Vand til Byens Forsyning, viser, at Portugiserne
tilbage i Tiden, ikke alene i Retning af Casteller og Klostere, have
udført storartede Arbeider.

En Modsætning til al den Skjønhed, som den omgivende Natur udfolder,
forekom mig derimod Befolkningen at være. Ingensteds har jeg seet gulere,
mere udtærede og overhovedet mindre tiltalende Skikkelser end blandt
Rio-Janeiros „blanke“ (ↄ: hvide) Befolkning; forunderligt, hvilken
Contrast imod de spanske Colonier! Blandt Negrene derimod fandtes ikke
sjelden skjønne Skikkelser, saavel Mænd som Kvinder. Istedenfor den flade
Næse og de tykke fremstaaende Læber saaes ofte smukke, regelmæssige Træk
og langt glindsende Haar, altsaa Negre af en Race heelt forskjellig fra
den, der findes paa vore Øer. Ofte er jeg bleven staaende for at beundre
en eller anden Negerindes slanke Væxt og gracieuse Holdning, naar hun med
sin Vandkumme paa Hovedet vandrede hen ad Gaden. Der var en Smidighed og
Lethed i Bevægelser, som kun en vildt opvoxen Stamme er istand til at
bevare.

Negerhandelen blomstrede endnu i Brasilien ved det Tidspunct, som
her omtales. Naturligviis besøgte jeg med andre af Skibets Officerer
forskjellige Negermarkeder, men Indtrykket var saa frastødende, at man
ikke fristedes til at gjentage Besøget. Liggende eller rullede sammen i
sammenkrympet Stilling laae de usle Skabninger langs Væggene i en stor,
mørk Hal, i hvilken alene Atmosphæren vilde have været tilstrækkelig til
at virke afskrækkende. Enkelte Kjøbere gik omkring og befølte Arme og
Muskler, ligesom man andensteds undersøger Trækdyr for at forvisse sig om
deres Styrke — og saa Forestillingen om den Fremtid, der ventede disse
Ulykkelige! — Nei, man behøver kun at have betraadt et saadant Marked
for i sit fulde Omfang at paaskjønne den Velgjerning, som Bestræbelserne
for at modarbeide Negerhandelen have været for Menneskeheden. Vel er
det endnu ikke lykkedes at bringe denne afskyelige Handel til aldeles
at ophøre, da enkelte Eventyrere, lokkede af den uhyre Fordeel, som en
heldig tilendebragt Expedition afgiver, endnu ledes til at give sig
af med den; men, omend Bestræbelserne tilsøes endnu ikke ganske have
kunnet udrydde Ondet, vil Forbedring af Forholdene i det Indre af Africa
forhaabentlig løse denne Opgave, alt som større Kundskab erhverves om
denne vidtstrakte, men hidtil kun saalidet kjendte Verdensdeel.

Naar man træder iland ved det almindelige Landingssted i Rio-Janeiro, er
det Første, der fremstiller sig, det keiserlige Palads, en vidtstrakt,
men intetsigende Bygning, ved Siden af hvilket findes det keiserlige
Capel, udstyret med al mulig Pragt. Høialteret var prydet med Frelserens
Skikkelse i opreist Stilling, og over den venstre Skulder bar Frelseren
Christus-Ordenens store Ordensbaand med tilhørende Stjerne som
Stormester for den Orden, der bærer hans Navn. Man seer, i hvilken Grad
Katholicismen er bøielig og former sig efter de Folkeslags Begreber og
Forestillinger, som den har til Formaal at paavirke. Yderligere Beviis
herpaa ere de sorte Helgener, som det ikke er nogen Sjeldenhed at see
opstillede i disse Egne, og endog Frelseren har jeg seet fremstillet
som Neger. Med alle disse Forkeertheder og Afvigelser fra den sunde
Fornuft maa det ikkedestomindre erkjendes, at Katholicismen udøver en
civilisatorisk Indflydelse, hvor Neger-Slaveriet er herskende. Den sætter
en Dæmper paa Lidenskaberne og vænner den raa Hob til at underordne sig,
hvilket er det første Skridt til Opnaaelse af civiliserede og bedre
Tilstande.

For en Lieutenant er Rio-Janeiro et misligt Opholdssted i pecuniair
Henseende. Jeg skulde i Selskab en Aften og gik i Forbigaaende ind
i en af de store Modeboutikker i Rua de Ouvidor for at kjøbe et Par
Handsker. Paa den elskværdigste Maade af Verden fremviste den franske
Modehandlerinde mig Handsker af forskjellig Størrelse og Beskaffenhed, og
efterat have truffet mit Valg spurgte jeg om Prisen. 1500 Reis — omtrent
6 Kr. i danske Penge, var Svaret. Jeg fandt denne Priis overordentlig
høi; „mais non, Monsieur“, forsikkrede Modehandlerinden, „De vil næppe
noget Sted i Rio kunne erholde dem for bedre Kjøb.“ Naturligviis var
denne Forsikring mig ikke aldeles fyldestgjørende, og jeg yttrede, at man
i Paris vilde kunne kjøbe slige Handsker for halvanden eller to Kroner
i det Høieste. „Mais monsieur,“ udbrød Mme. la modiste, bestandig i den
mest indsmigrende Tone, „troer De da, at vi ere dragne hertil alene for
at kunne glæde os ved Forandring af Luft.“ Dette Argument slog mig. Jeg
betalte mine Penge, og ofte senere, naar Colonialpriser have bragt mig
til Forbauselse, have Modehandlerindens Ord gjenlydt for mig: „Mais
monsieur, croyez vous donc que nous sommes venus ici pour changer d’air.“

Blandt andre brasilianske Orlogsmænd forefandt vi paa Rio-Janeiros Rhed
Fregatten „_Donna Paula_“, commanderet af Capitain Prytz, oprindeligen
dansk Søofficeer, der ved en Reduction var bleven afskediget og derpaa
havde ansøgt og opnaaet Ansættelse som Capitain mar a guerra i den
brasilianske Marine. Prytz var noget beslægtet med mig, og Sammentræffet
her med ham bidrog meget til Behageligheden af mit Ophold i Rio. Da
Prytz modtog Meddelelsen om sin Ansættelse i Brasilien, begav han sig
til London for derfra at fortsætte sin videre Reise. Den brasilianske
Regjering havde dengang netop afsluttet Kjøb i England om Fregatten
„Donna Paula“, en svær Ostindiefarer, der blev omformet til Orlogsmand,
og man tilbød Prytz at overtage Commandoen. Forskjellige Grunde
bevægede ham imidlertid til foreløbig at afslaae dette; en engelsk
Koffardicapitain førte som Følge heraf Skibet over til Rio, og Prytz
gik med Fregatten som Passageer. Ved Ankomsten til Rio modtog Prytz
imidlertid formelig Udnævnelse til Chef, og som saadan begav han sig til
Fregatten for at tiltræde sin Commando. Den engelske Koffardicapitain,
der havde ført Skibet over, attraaede imidlertid, i Lighed med Prytz, at
blive optagen i den brasilianske Marine; han antog, at den Omstændighed,
at han factisk var Chef for Fregatten, væsentlig maatte bidrage til,
at man overdrog ham den endelige Commando, og, da Prytz viste sig
langs Siden, negtedes det ham at komme ombord. Forhandlinger bleve
frugtesløse, den engelske Capitain vilde ikke opgive Skibet, og midt
paa Rio-Janeiro’s Rhed maatte Fregatten entres af en militær Styrke og
erobres, før Prytz kunde heise sin Vimpel derombord.

Prytz vandt megen Anseelse i den brasilianske Marine. Under Krigen med
Buenos-Ayres førte han en Tidlang Commandoen af den brasilianske Styrke
paa Plata-Floden, fik derefter det Tillidshverv at overføre Don Pedro’s
anden Gemalinde, Prindsesse af Leuchtenberg, fra England til Rio-Janeiro,
men afskedigedes senere uformodet, samtidig med alle fremmede Officerer,
under en af de politiske Omvæltninger, som dengang hørte til Dagens Orden
i Brasilien. Senere udnævntes Prytz til dansk chargé d’affaires i Rio, i
hvilken Stilling han forblev, indtil Posten blev inddragen og erstattet
ved en Generalconsul.

Commanderende paa Rheden var en anden Fremmed, nemlig Admiral Cochrane,
der førte sit Storadmirals-Flag ombord i den brasilianske Fregat
„_Pichincha_“. Cochrane var en høj, mager, rødhaaret Skikkelse, kantet
og utiltalende i sin Fremtræden, med et leddeløst Overlegeme, som han
ikke havde i sin Magt, en udpræget Typus af en ægte Scotchman. Ingen kan
drage hans Dygtighed som Søofficeer i Tvivl; Erobringen af den spanske
Fregat „_Esmeralda_“ under Fæstningen Callaos Kanoner hører til det
Dristigste, som i den Retning er udført; men baade den Buenos-Ayrianske,
den Peruvianske og den Brasilianske Tjeneste, i hvilke han efterhaanden
var ansat som Høistcommanderende, forlod han med et tvivlsomt Rygte
som Følge af hans umættelig Pengegridskhed. Det være imidlertid sagt
til hans Berømmelse, at det altid var paa en storslaaet Maade, at han
tilfredsstillede denne Begjerlighed. Afsendt til Maranhao for at dæmpe
et Oprør, brandskattede han saaledes Provindsen for egen Regning for en
uhyre Sum, der efter hans Beregning skulde tilkomme ham som Priispenge,
men hvilken Beregnings Rigtighed den brasilianske Regjering ikke vilde
anerkjende. Med de saaledes udpressede Penge seilede han directe til
England og sendte derfra sin Fregat tilbage til Rio med Quittering
til Keiseren for Modtagelsen af det af ham beregnede Beløb. Dette var
Maaden, paa hvilken Admiral Cochrane udtraadte af den brasilianske
Søkrigstjeneste, efter hvad vi erfore under et senere Ophold i
Rio-Janeiro i 1826.




To Dage paa Reisen om Cap Hoorn.


Klokken 4 var jeg kommen ned, efter en kold og stormende Hundevagt. Jeg
drømte om det Bal, som den ærværdige General Lecor havde givet for os
under vort Ophold i Montevideo, hvor de brasilianske Officerer syntes at
være opstillede som Decorationer langs Væggene, medens vi dandsede med
deres olivenfarvede Fruer. Musiken til den graciøse spanske Contredands
syntes at gjenlyde for mine Øren, da jeg pludselig blev vakt af vældige
Slag paa den store Musiktromme i min umidddelbare Nærhed. Fra Drømmenes
Rige blev jeg med eet hensat til den haandgribelige Virkelighed.
Jeg fandt mig henstrakt i min Koie, vugget efter Skibets voldsomme
Overhalinger, under hvilke Alt syntes at skulle tabe Ligevægten,
medens det lige udenfor min Dør gjenlød af falske Toner og skingrende
Clarinetløb. Det blev mig snart klart, at det var en Serenade, der bødes
mig af Mr. Bonasse, vor ivrige Musikdirecteur, hvem jeg tilstaaer, at
jeg under Øieblikkets Forhold bandte paa det eftertrykkeligste for den
mig viste Opmærksomhed.

Musikøvelser og Musik om Dagen, deri maatte man finde sig, men at
forstyrres under sin bedste Søvn, dette var dog altfor galt! Vranten
raabte jeg: „Kom ind!“ — det bankede kort efter paa min Dør, og ind
traadte Mr. Bonasse, en lille, koparret, korthalset og smudsig Figur,
der under Skibets Bevægelser havde stor Vanskelighed ved at holde sig
paa Benene. I længere Tid, saa udtalte han sig, havde det været hans
Ønske at yde et Bidrag til en værdig Høitideligholdelse af den Dag, paa
hvilken Fregatten passerede Cap Hoorn; han havde derfor componeret og
ladet indstudere et Musiknummer, i hvilket han havde lagt an paa i Toner
at gjengive Vindens Hylen og Stormens Bragen, der vare saa uadskillelige
fra Ildlandets Nærhed; han smigrede sig med, at dette Arbeide vilde vinde
mit og øvrige Kjenderes Bifald, og haabede, at man ikke vilde tage ham
det ilde op, at han havde dediceret til Admiralen og Skibets Officerer
denne Composition, for hvilken han havde valgt det meget passende Navn:
„le passage du Cap Hoorn“.

Hvad var der at svare paa en saa vidt dreven Opmærksomhed. Jeg takkede
ham naturligviis paa det forbindtligste, bandte ham i mit Inderste af
bedste Evne, og først, efterat enhver af de andre Officerer havde faaet
deres Serenade, lykkedes det mig atter at falde i Søvn og saaledes at
glemme Cap Hoorn baade i Virkelighed og i Musikcomposition.

Hr. Bonasses Bestik havde været fuldkommen rigtigt. Ved Middag satte
den gissede Længde os 6 Miil vestenfor det i flere Aarhundreder saa
befrygtede Forbjerg, medens en usikker Observation gav os en Syd-Brede af
59° 57′. Midt i Iuli, i Hjertet altsaa af denne Halvklodes Vinter, var
det gode Veir, med hvilket denne Dag var indtraadt, en sand Vederkvægelse
efter den Række af ondt Veir, Kulde og Fugtighed, der i længere Tid
havde været herskende. Solen var endelig, om end noget disig, kommen
frem, Thermometret var steget til den usædvanlige Høide af 3° over
Frysepunctet, og Vinden havde endelig forladt det kjedsommelige vestlige
Hjørne, netop den Kant, henad hvilken vi stræbte. Kulingen havde dertil
næsten lagt sig aldeles, og, vedblev end Dønningen at være saa stærk,
at man ikke uden Øvelse var istand til at holde sig opreist, lokkede
dog idag den behageligere Luft enhver af Skibets Beboere ud af deres
Smuthuller. For første Gang i længere Tid var Dækket atter opfyldt af
spadserende Mennesker; Munterhed og Liv herskede paany, og Skibet afgav
saaledes denne Morgen en mærkelig Contrast mod de foregaaende Dages
Uhyggelighed.

En Dags Tørveir efter langvarig Fugtighed er et Gode, der ligemeget
paaskjønnes af Enhver ombord i et Skib. Lugerne vare saaledes idag
overalt blevne aabnede for at tørre og give Luft nede om Læ; man havde
dristet sig til at oplukke enkelte Batterieporte agter, dog med Folk
ansatte for strax at lukke dem, hvis Søen under Skibets Opduvninger
skulde skvalpe ind; Joller vare strakte imellem Masterne, fra hvilke
Mandskabets vaade Klæder dinglede efter Skibets Bevægelser; de
mindre Seil vare gjorte los og hang i Festons ned fra Mærs og Vant;
Finkenetsklæderne vare blevne oplukkede, for at Folkenes Koier kunde
blive udsatte for Lufttræk, kort, Intet var forsømt, der kunde bidrage
til Skibets Beboeres Velvære. I den Iver, man viste for at naae dette
Maal, saaes det endog at være blevet tilladt nogle tilbageblevne,
halvdøde Høns at udsøge sig en Plads i Solskinnet, medens et Par Grises
Grynten lydelig tilkjendegav disses Tilfredshed over ved særdeles Naade
af Næstcommanderende at have erholdt Frihed til i en Timestid at spadsere
omkring og nyde frisk Luft paa Bakken.

„Mildt Veir i Dag!“ udbrød en Officeer, der blæste sig i Fingrene, idet
Commissairen, Skibets Regnskabsfører, indhyllet i en Kavai op til Ørene,
endelig engang lod sig see paa Dækket. „Meget mildt“ gjentog denne, idet
han trykkede sin lodne Hue længere ned over Hovedet. „Jeg erindrer, at
paa Campagnen til San Domingo — — —.“ Denne Campagne til San Domingo,
under hvilken Commissairen havde været ansat som agent-comptable ombord i
Linieskibet „Swiftsure“, syntes altid at foresvæve ham som noget af det
mest Tilfredsstillende, han havde oplevet. De Blanke paa Øen vare blevne
myrdede, de største Grusomheder vare blevne begaaede, Colonien var gaaet
tabt for Frankrig; men bestandig stod Campagnen til San Domingo for ham
som et Ideal, til hvilket han altid søgte at bringe Tanken tilbage.

Et „Velkommen fra Underverdenen!“, der lød fra en Gruppe agter, afbrød
imidlertid enhver videre Udtalelse fra Commissairens Side, om hvad der
under hiin skjæbnesvangre Campagne havde tildraget sig. „Et sandt Under
dog atter engang at see Dem heroppe iblandt os“, tilraabte man ham; „vi
troede Dem forlængst begraven under Massen af Deres états à colonne,“
og Gruppen samlede sig nu omkring den Optrædende for at forklare denne
i hans Egenskab af Messeforstander, hvor passende en Anledning der i
hans Komme paa Dækket maatte være til iaften at festligholde Dagen ved
en Bolle afbrændt Rødviin. Le passage du Cap Hoorn var jo en Høitid,
Hr. Bonasse havde alt givet det gode Exempel, og, tilføiede en Officeer
spøgende, det var dertil første Gang i de sidste 14 Dage, at det
samtlige fornemme Borgerskab havde været seet paa Dækket til Luftning.
Denne Spøg var uheldig, helst i det Øieblik, da Forslaget om Dagens
Festligholdelse skulde afgiøres. Messeforstanderen, hvis Ansigt alt havde
fortrukket sig noget ved den megen Velkomst, da han først kom tilsyne,
blev ved denne Udtalelse end mere alvorlig. „Jeg vil frabede mig al
Ansættelse i Borgerskabet“, tog han meget stødt tilorde; „siden jeg var
agent-comptable med Orlogsskibet „Swiftsure“, har jeg faret saameget, at
jeg nok troer at kunne hævde min Plads, endog blandt Skibets mere erfarne
Sømænd.“ — „Godt Ord igjen!“, bemærkede Officeren, „dog synes det, at,
om De i Aarenes Løb skulde have faret saaledes, som De i den sidste Tid
har faret her ombord, har Leiligheden just ikke været stor for Dem til
at samle Erfaring.“ — „Undskyld, men, siden jeg var med til San Domingo,
kan jeg forsikre Dem om, at jeg aldrig har været paa Søen, uden daglig at
afsætte Skibets Plads i mit Kaart.“ Her trak man lidt paa Smilebaandet ad
Talerens Begreb om Sømandskab — „Nok muligt, Commissair, men De maa dog
tilstaae, at det hele civile Personale i de sidste Uger er blevet ført
omkring med Skibet som sande Murmeldyr i deres Baase.“ Dette var den
meget ømfindtlige Commissair for meget. „Man kan være Sømand uden netop
at bære Epauletter“, udbrød han forbitret; „siden jeg var med Linieskibet
„Swiftsure“ for 20 Aar siden, troer jeg at kunne bestaae min Prøve mod
mangen Anden, hvor store Ord han end fører i Munden; jeg vil sige Dem, at
jeg endnu aldrig er faret over Søen som en Kuffert.“

Som var det oprørte sydlandske Blod ikke tilstrækkeligt til at holde
Varmen vedlige, gav Commissairen sig til trampende at spadsere hen ad
Dækket. „Blæk-Sømanden blev vred!“ udbrød Taleren; „Murmeldyret var ham
for svært at døie“, bemærkede en Anden, og, idet denne leende vendte sig
til Admiralens Secretair, som netop var kommen til, fortsatte han: „hørte
De, at han frabad sig al Sammenligning med en Kuffert? Jeg vil sværge
paa, at det var Deres Kæmpe-Meubel, som han i sin Vrede sigtede til.“

Secretairen, Mr. Rampal, var en rar og godmodig Provençaler. Togtet med
„_Marie-Thérèse_“ var hans første Campagne tilsøes, og, ukjendt med den
Mængde Smaa-Installationer, der saa væsentlig bidrage til Behageligheden
ved Opholdet ombord, havde han, mulig ogsaa af økonomiske Hensyn, ladet
sig forfærdige en eneste stor, fiirkantet Kuffert, som i Forbindelse
med en Sofa, der benyttedes som Seng, udgjorde det hele Bohave, der
fandtes i hans Lukaf. Naturligviis blev Secretairen jævnlig drillet med
Hentydninger til hans udsøgte Smag for bekvem Møblering, og, da Talen
atter rettedes hen mod Kufferten, yttrede han, at det dog efterhaanden
blev noget eensformigt altid at skulle høre tale om dette uheldssvangre
Møbel. „Ja, „svanger“, det var et sandt Ord, De der kom med“, fortsatte
Officeren; „det Bedste, De kunde gjøre, vilde være at lade den rasere.“
— „Og mit Tøi?“ indvendte Secretairen. — „Ja, Deres Tøi er saa vel
forvaret, at De i mindre end en halv Time jo ikke er istand til at bringe
nogen Skjorte frem fra Kuffert-Bunden.“ — Her begyndte den Angrebne sin
allerede tidt gjentagne Forklaring om hiint Møbels Hensigtsmæssighed, og
som altid endte han med, at Kufferten var ham aldeles uundværlig; den
støttede hans Koie tværskibs paa den solideste Maade af alle, uden den
vilde han ikke være istand til rolig at sove i sin Seng, og høiligen
maatte han prise den Indskydelse, der ved Afreisen havde bragt ham til at
lade sig forfærdige et saa fortræffeligt Møbel.

Medens man endnu morede sig over Secretairens Sands for hensigtsmæssigt
Arrangement, lededes Opmærksomheden pludselig hen i en ganske anden
Retning. En mægtig Albatros, Kæmpe af en Søfugl, der er Cap Hoorns og
Cap Godthaabs Breder egen, var bleven fangen paa en Line med noget
Flæsk, som man havde ladet slæbe i Skibets Kjølvand. Med udstrakte
Vinger blev Fuglen i dette Øieblik trukken ind over Hakkebrættet; den
foer forefter hen ad Dækket, og, idet den kom forbi Commissairen, der
endnu med lange Skridt spadserede frem og tilbage, tørnede den med
Næbet imod hans ene Støvle og overgød denne med en Opkasten, der stedse
frembringes hos disse Søfugle, naar de komme ind i et mere indesluttet
Rum. Commissairen sparkede og bandte; men Doctoren tog den herlige Søfugl
under sin Beskyttelse. „Aldrig Fred her paa Dækket“, udbrød Commissairen
i Heftighed, — „ikke nok med Kulde, Snee og Regn, men ovenikjøbet skal
man endnu bides i Benene af saadanne fordømte Dyr!“ Paa Campagnen til San
Domingo var noget Lignende aldrig hændet ham; han svor paa, at han i de
første 14 Dage ikke igjen vilde sætte sin Fod paa Skandsen, og med sine
Regnskabs-Bøger lukkede han sig inde i sit Lukaf; han trak Gardinerne tæt
sammen for ikke at forstyrres i sit Arbeide, — og ved en god og rolig
Søvn søgte han Trøst saavel over Frost som og over det ringe Avancement,
der havde fundet Sted i Søadministrationen siden „Swiftsure“’s Togt under
Lecleres ulykkelige Expedition i 1801.

Jeg imødesaae imidlertid det Øieblik, da Albatrossen vilde blive flaaet.
Naturligt, at Doctorens kraftige Bistand mod Commissairens Vrede kun var
foranlediget ved Lyst til at besidde Dyret udstoppet. En Fugl med 10 Fods
Vingeslag, ikkun at finde paa høie sydlige Breder, vilde være en smuk
Acquisition for en naturhistorisk Samling; den vilde danne et værdigt
Sidestykke til de Exemplarer af Petreller, pailles en cul, Torskefugle
m. fl., der Tid efter anden vare blevne underkastede Doctorens
videnskabelige Behandling, og ingensinde blev det tydeligere end her,
hvilken Fare man udsætter sig for ved at være udmærket og fremtrædende i
sin Art.

Fuglen sad imidlertid og krøb sammen i Krogen ved en Rapert. Da Intet
hindrede den, havde den gjentagne Gange udspilet sine Vinger og forsøgt
at begive sig paa sin vante Flugt, men forgjæves. Dækket er ikke elastisk
nok for disse Fugle til at give sig Fart, Rummet er dertil, som Følge
af Bastingagen, altfor indsnevret, og det blev saaledes umuligt for
Albatrossen at hæve sig op over Finkenettet. Den var nu udmattet af sine
forgjæves Forsøg, den søgte blot at forsvare sig mod Enhver, som kom den
nær, og afgav et levende Billed paa den ulykkelige Tilstand, i hvilken
hver den bliver hensat, der ikke længer er istand til at bevæge sig i den
Sphære, for hvilken Naturen har begavet ham med Anlæg.

Aldeles uventet opgik imidlertid et Glimt af Haab for den saagodtsom
allerede til Videnskaben hjemfaldne Albatros. Hr. Bonasses Exempel blev
paany bragt i Erindring, og det blev foreslaaet at Albatrossen, forsynet
med et Halsbaand med Datum og Skibets Navn, skulde blive et svævende
Monument paa denne Høide for Skibet og dets Besætning. Det gjør mig ondt
for Officerernes Interesse for Zoologien at maatte tilstaae, at denne
Idee fandt Tilslutning. Doctoren protesterede forgjæves paa det Ivrigste;
han havde ikke ventet at finde saa liden Sands for Videnskabelighed
blandt Skibets Officerer; det vilde være et formeligt Barbari at
unddrage et saa udmærket Exemplar fra hans Behandling — Alt forgjæves.
Vaabensmeden blev kaldet, Halsbaandet blev bestilt, og Fuglen var frelst.

Ved denne Tid var Luften, omend bestandig disig, bleven noget klarere,
og til stor Overraskelse lød det uventet fra Manden paa Udkig paa
Fokkeraaen: „Land forud om Bagbord!“ — „Land forud om Bagbord“, gjentog
en Underofficeer meldende til den vagthavende Cadet; man varskoer for
Land forud om Bagbord, meldte denne igjen til Officeren paa Vagtsbænken.
„Jeg tror Fanden plager Dem“, udbrød denne, „Smørland“, smaalo en Anden,
„bestemt en Deel af det sydlige Continent“, raabte en Cadet i Extase, og
man forglemte nu baade Albatrossen og Officerernes Barbari. Uagtet enhver
Tvivl var dog i et Øieblik det hele Bagbords-Finkenet besat med Hoveder
og Kikkerter, der i den angivne Retning speidede den disige Horizont.
Den vagthavende Officeer beordrede en af de vagthavende Cadetter at gaae
op paa Fokkeraaen for at forvisse sig om, hvad det var, Udkiggen havde
seet. „To temmelig høie Humpler, omtrent 4 Streger foranfor tværs“, lød
Cadettens Stemme kort efter fra Fokkevantet. „En ny Opdagelse!“ gjenlød
det fra flere Munde, medens nogle af Officererne fra et høiere Standpunct
søgte at erholde Sigte af den ubegribelige Kyst. At det ikke var
Smørland, forekom det disse for afgjort; det saae ud, som om flere Steder
af Landet vare bedækkede med Snee, og, var det ikke for det Usandsynlige
derved, tog det Hele sig ud som en Ø eller en Klippe, mulig henhørende
til den da nylig opdagede Øgruppe, der endnu ikke var aflagt i Kaartene,
og som havde Navn af Syd-Shetlands Øerne.

Hvilken Mark for videnskabelig Undersøgelse! meente en af Underlægerne
og glemte endog ved Forestillingen herom den lave Thermometer-Stand,
der hidtil ikke havde tilladt ham at forblive mere end høist en halv
Time daglig paa Dækket. I Tankerne smigrede han sig alt med den glade
Forventning, at Kystens nærmere Undersøgelse muligen kunde hidføre en
hæderlig Omtale for ham til Ministeren og ved forefaldende Avancement
komme ham tilgode.

Chefen var imidlertid kommen paa Dækket. Man havde loddet uden at faae
Bund, og, saa godt som det løie Veir og den svære Dønning tillode det,
var Coursen bleven sat skjønsere ind imod den opdagede Kyst. Klokken var
alt bleven 3; den korte Dag nærmede sig sin Ende, og lidet Haab var der
kun tilbage om at faae nogen ordentlig Kjending af Landet, da Disen,
idet Solen blodrød gik ned i det Stille-Ocean, et Øieblik blev brudt i
Horizonten; vi vare da kun 1½ Miil fra den gaadefulde Ø, — den viste sig
at være, ikke fast Land, men derimod at bestaae af to tæt til hinanden
stødende Isbjerge.

„Doctor, Deres Forventninger bleve til Vand“, yttrede en Nærstaaende
kort efter til den skuffede Læge, der, efterat Fregatten havde forandret
Cours, endnu i Tusmørket vedblev at stirre hen imod de svære Ismasser.
Han blev afbrudt i sine Betragtninger af Vaabensmeden, der bragte det
fuldførte Albatros-Halsbaand op paa Dækket. Man trøstede Overlægen med,
at man nok vilde fange en ligesaa smuk Albatros igjen, der da skulde være
ham hjemfalden. Med nogen Grund indvendte han, at een Fugl i Haanden var
bedre end ti i Luften; han indsaae imidlertid, at Yttringer af Misnøie
kun vilde være til ringe Nytte, omend den tilbudte Expectance paa et af
de flyvende Exemplarer kun syntes at være ham lidet tilfredsstillende.

Paa den tynde Messing-Strimmel læstes: „Fregatten Marie-Thérèse, 60°
Syd-Brede, Cap Hoorns Meridian, 20 Juli 1824“. Denne Indskrift blev gjort
fast om Fuglens Hals, og Albatrossen blev herpaa kastet iveiret, ud over
Finkenettet. Først efterat have berørt Vandet blev den istand til at
hæve sig paa sine Vinger, og strax flokkede sig fire eller fem andre
Søfugle om den, som var det for at betragte dens uvante Pynt eller for
af Indskriften at erfare Skibets Navn. Uanfegtet af sit tvungne Ophold
ombord, vedblev Albatrossen med sin gracieuse Flugt at omsvæve Skibet. Da
Mørket kort efter faldt paa, kunde man endnu skjelne den i vort Kjølvand,
og fire Dage efter blev den, til stor Morskab for Mandskabet, endnu
gjentagne Gange seet med sit blanke Halsbaand tumlende sig i Skibets
Nærhed.

Veiret holdt sig vedvarende smukt. Efter Solens Nedgang havde en frisk
Brise af østlig Vind reist sig, og, omend den jævnlige Opmuntring, der
hørtes til Udkigs-Folkene om at see vel ud, samt Mængden af Øine, der
bestræbte sig for at gjennemtrænge Mørket forud, viste, at man ikke
var uden Frygt for at løbe imod omdrivende Ismasser, vedblev den glade
Stemning uforstyrret at gjøre sig gjældende, som altid paa Søen er en
Følge af god Vind og godt Veir.

Under den vedholdende Dønning var det forbundet med Vanskelighed
at faae en Stol til at staae fast; ikke destomindre optoge Skak-,
Domino- og Tokadille-Spil de sædvanlige Eftermiddags-Timer. Uanseet
Messeforstanderens Vrantenhed lykkedes det at faae nogle Boller afbrændt
Rødviin med en efter Messens Beholdning afpasset Souper paa Bordet, ved
hvilken vi under Spøg og Lystighed festligholdt den Dag, paa hvilken vi
vare naaede forbi Syd-Amerikas yderste Spidse. Et af Messemedlemmerne
havde til Ære for Dagen forfattet et Digt, der førte Tanken den lange
Vei hen til Omgivelserne, vi havde forladt i Hjemmet. Mangen Skaal
blev udbragt, og mangt et Glas blev tømt paa alle derværende Kjæres
Velgaaende, og først seent brød man op for efter et flygtigt Besøg paa
Dækket at søge den Hvile, hvortil enhver af os vagtgjørende Officerer
efter de foregaaende Dages stormfulde Veir høilig kunde trænge.

       *       *       *       *       *

Den næste Morgen var Veiret endnu smukt. Vinden holdt sig østlig; med
rask Fart stode vi Nord-Vest hen, og som sædvanlig ombord under saadanne
Omstændigheder beskjæftigede man sig allerede med allehaande Gisninger
og Beregninger om den Dag, paa hvilken vi vilde være istand til at naae
Havn. Dønningen, der vedblivende havde været voldsom, syntes imidlertid,
snarere end at lægge sig, at være i Tiltagende. Ud paa Eftermiddagen
antog Veiret et truende Udseende, og, da Mørket faldt paa, indhylledes vi
i den samme tætte Taage, der i de sidste 14 Dage næsten bestandig havde
omgivet os. Thermometret faldt under Frysepunctet, og Kulingen tiltog
saa hurtig, at, da Trommen kaldte os til Middagsbordet, var Fregatten
allerede under torebede Mærsseil. Middagen hengik ikke uden Forstyrrelse.
Under den stærke Bevægelse snublede en Oppasser med Suppeterrinen;
Commissairen, hvem Landofficeren kom til at spilde en Tallerken
Bønnesuppe i Skjødet, forsikkrede, at han siden Linieskibet „Swiftsure“’s
Togt aldrig havde havt en saa ubehændig Nabo ved Bordet; Secretairen
tumlede med en Stol, nogle Viinflasker, adskillige Tallerkener og sin
Sidemands Kjoleskjøde ned i Læ; under hver Overhaling truede Messebordet
med at give efter under Vægten af de Mennesker, der klamrede sig til
det for at holde Balance, og under disse lidet tiltalende Forhold var
Maaltidet naturligviis snart tilende. Allerede Klokken 5 gik tredie Reb
i Mærsseilene, og Krydsseilet blev beslaaet; flere af Officererne fik
Tjenesteforretninger at varetage, andre forlode Messen for at være ved
Haanden, om noget skulde forefalde, medens det øvrige Messepersonale
efterhaanden trak sig bort og søgte Tilflugt i deres respective Lukafer.

Det er en Mærkelighed paa disse Breder, hvor hurtigt godt Veir kan
blive paafulgt af Storm. To Timer tidligere skød Fregatten som en Maage
igjennem Vandet, nu knagede den og vred sig, altsom den svære Kuling
med Voldsomhed trængte den igjennem den høie Sø. Ruskregn og Sneebyger
vare fulgte ovenpaa det forholdsviis klare Veir, og for Mørket var man
næppe istand til at see en Haand fra sig. Skummet for Bougen stod ind
over Bakken, Søen havde jaget Udkigsfolkene høit op i Fokkevantet, og
selv Mandskabets sædvanlige Opstilling ved Koiernes Modtagelse var efter
Ordre bortfalden for ikke at udsætte Koierne for at blive gjennemblødte.
Tokadille optog ikke denne Aften de vante Timer. En klagede over, at
det var ham for uroligt at læse, en Anden over, at det lækkede igjennem
Dækket ned paa hans Skrivepult, og tidlig søgte Enhver til Ro, hvem ikke
Tjeneste netop kaldte paa Dækket.

Jeg var ifærd med at følge disses Exempel for at samle Kræfter til
Dagvagten den næste Morgen, da jeg hørte, at et af Vagtskifterne
blev purret ud for at mindske Seil. Herved var vel egentlig intet
Overordentligt; Folkene gik i tre Qvarterer, en Trediedeel af Mandskabet
var altsaa kun paa Dækket, og i haardt Veir maatte den anden Trediedeel
ikke sjelden gaae Vagt-Skiftet tilhaande. Ikkedestomindre var jeg hurtig
i Klæderne og igjen paa Dækket. Kulingen var i bestandig Tiltagende,
Skibets Bevægelser meget voldsomme og Mørket uigjennemtrængeligt. Man var
iværk med at bjerge Storseilet; de stivfrosne Touge skurede hen langs
Dækket, langsomt hævede det bugnende Seil sig op under Raaen, og som
befriet fra en mægtig Byrde gjennemskar Fregatten med fornyet Lethed de
svære Bølger, hvis Skum dog jævnligen vedblev at oversvømme den forreste
Deel af Dækket, medens Søstænk fra Laaringen fra Tid til anden foer hen
over den med Sand bestrøede Skandse.

Der var givet Ordre til, at Storseilet skulde beslaaes. Isslaget, der
havde gjennemtrængt Dugen, vanskeliggjorde dette Arbeide, og herved var
det blevet gjort nødvendigt at kalde Frivagts-Qvarteret op paa Dækket.
Mandskab blev sendt tilveirs, vel omtrent en halvhundrede Mand, og i
bogstavelig Forstand vare disse snart ude af Sigte; de sorte Pletter, som
de først dannede i det luv Storvant, forsvandt aldeles; de hensmeltede i
den mørke Masse, som Fregattens Seil og Reisning dannede, og snart var
det kun, naar deres Raab om at hale et Givtoug eller en Gaarding for
igjennem Vindens Larm naaede Dækket, at man erholdt Bevidsthed om, at de
vare beskjæftigede med at opfiske det stivfrosne Seil.

Den, der ikke er Sømand, eller som kun om Sommerdage har seet Matrosen
udføre sin besværlige Dont, vil vanskelig kunne danne sig en klar
Forestilling om de Møisommeligheder, for hvilke Matrosen Vinterdage, paa
høie Bredegrader, er udsat. Sammenlignet med haardt Veir om Sommeren, er
Vinterstormen ikke sjelden orkanmæssig; den er hyppig, vedvarende, og,
hvad der endnu er værst, den er saagodtsom altid ledsaget af Fugtighed og
Kulde. Disse er det især, der trykke Matrosen. Engang vaad, er det i et
Seilskib saagodtsom umuligt for ham atter at faae sine Klæder tørre; vaad
gaaer han fra Dækket, og vaad kommer han paa Dækket, medens en Bevægelse
af nogle faa Skridt frem og tilbage er Alt, hvad han har i sin Magt
for at holde Kulden ude; han maa under saadanne Forhold ofte tilbringe
flere Dage uden at være istand til at faae varm Spise; han er udsat for
det haardeste Arbeide, og dog vil man aldrig see ham tabe Modet. Han er
ufortrøden, munter, sorgløs og vedholdende i sine Anstrengelser; han leer
ad Søen, der i et Skvalp dypper ham og det halve Vagtsmandskab, som havde
de Alle været overbord; han er rede til hvert et Arbeide, det være nok
saa strengt, naar Omstændighederne fordre det, og skyer ingensomhelst
Vanskelighed eller Opoffrelse, naar Nøden er forhaanden, selv om Liv
eller Lemmer derved skulde blive satte i Fare.

Dette er Matrosens Lod; sammenligner man den med andre Almueklassers,
da vil man ikke finde den misundelsesværdig, og dog fordres der mere
end almindelige Evner for at kunne blive en dygtig Matros. Kraft, Mod,
Aandsnærværelse, hurtigt Begreb, saa at der øieblikkelig kan findes paa
Raad i uventede forekommende Tilfælde, ere nødvendige Betingelser, og,
seer man i Forbindelse hermed hen til det Omfang, i hvilket Matrosens
Arbeide kommer Staten tilgode, er det sikkert, at den duelige Matros
hos en søfarende Nation har et velfortjent Krav baade paa Agtelse og
Velvillie.

Fregatten løb med en Fart af 11-12 Miil vesterefter. Søen var tiltagen,
og Alt syntes at tyde paa heftig og vedvarende Storm. Det var et stolt
Syn i Mørket at see de lysende Bølger taarne sig agtenfor Fregatten,
følge den et Stykke og ligesom kjede af ikke at kunne naae den atter
lægge sig, kun for at lade en anden Sø, skummende og brusende,
begynde den samme unyttige Forfølgelse. Som var den stolt af enhver
overvunden Modstand, hævede Fregatten sig majestætisk efter hver af dens
Overhalinger, for atter at kastes over af enhver ny forfølgende Bølge.
Den bælgmørke Nat, Vindens Piben, Søens Brusen og Larmen for Bougen, nu
og da blandet med Lyden af Storseilets Pidsken og Mandskabets Opsang paa
Raaen, forenede sig for at give Scenen et Præg af Vildhed og Storhed, der
nødvendig vilde have gjort et mægtigt Indtryk paa hver den, der havde
havt Ro til at anstille Betragtninger. Man saae Mennesket i Kamp med
Elementerne, der syntes at udfolde deres hele Barskhed og Kraft.

Midt under en Sneebyge hørtes et stærkt Brag tilveirs. Et Par Slag
paafulgte, som Smældene af et Seil, der pidsker, — Skrig fra Storraaen
naaede Øret, og i samme Nu hørtes der dumpe Lyd som af Gjenstande, der
fra Veiret falde ned paa Dækket. En Jamren, der fra flere Steder opstod,
gav kun altfor snart tilkjende, at en stor Ulykke maatte være hændet.

Undertoplent og Mærseskjøde til Luvart vare begge sprungne; Storraaen
havde kaiet sig op under Mærset; Mærsseilets Slag, Raaens uventede og
heftige Bevægelse, dens Glathed i Forbindelse med Skibets Overhalinger
havde gjort det umuligt for Mandskabet paa Raaen at holde sig fast, og
flere Ulykkelige vare styrtede ned.

Hvormange? dette var naturligviis det første Spørgsmaal, der paatrængte
sig. Lanterner bleve bragte op; ved Skinnet af disse søgte man i
Ordets strenge Betydning paa Dækket og i alle Kroge efter de Nedfaldne
indenbords. — Men kunde ikke Andre være faldne udenfor Skibet! Disses
Redning var det ikke engang muligt at tænke paa; et uigjennemtrængeligt
Mørke omgav os, Søen taarnede sig som Bjerge, og med henved 12 Miles Fart
vilde ikke engang saadanne Ulykkeliges Skrig have været istand til at
naae Fregatten.

Syv Mand med brækkede Been og Lemmer bleve opsamlede bevidstløse i
Fartøierne og paa forskjellige Steder langs Kobryggen. Mandskabet,
der kom ned fra Veiret, blev adspurgt, om de savnede flere af deres
Kammerater; det viste sig umuligt at faae nogen paalidelig Oplysning
herom. Indtil næste Morgen forblev man altsaa i den piinlige Uvished, om
Nogen, og da hvormange, havde fristet den ulykkelige Skjæbne at falde
udenfor Skibet; Usikkerheden tyngede paa enhver Mand ombord.

Med et godt Skib under Fødder har en Storm i og for sig sjelden eller
aldrig nogen umiddelbar Indflydelse paa den herskende Stemning. Det
er først, naar en eller anden Ulykke indtræffer, at en mere alvorlig
Sindsstemning gjør sig gjældende hos et Skibs Besætning. Dækket var i et
Øieblik blevet fuldt af Mennesker, Enhver kom til for at erfare, hvad
Ulykke der var hændet — det var ikke længer Formiddagens Sorgløshed;
hos Enhver var Alvor traadt istedet, og det var, som om Tanken med eet
paatvang sig om den hurtige Omvexling, som Sømandens Liv er underkastet.

Hvor er Jean-Baptiste? spurgte En, hvor er Michel Antoine? spurgte en
Anden. En Matros, som med en forstuvet Arm slæbte sig ned fra Veiret,
forhørte sig med Ængstelighed om sin Kammerat, som han med eet havde
savnet paa Raaen; det var ham en Beroligelse at erfare, at denne med et
brækket Been var bleven bragt ned til Doctoren; „godt endda, at han ikke
er bleven Fiskeføde!“ mumlede han. „Havde det ikke været for den fordømte
Kulde“, tilføiede en Anden, der ligeledes kom ned fra Storraaen, „vilde
vi forlængst have været klare med det Hele; Dugen deroppe er haard som
Jern“, og, altsom flere Tilskadekomne naaede Dækket, førtes de ned til
Sygelukafet for at erholde Hjælp af Lægerne.

Storemærsseilet havde imidlertid pidsket sig istykker; man havde
ikke hurtig nok kunnet faae det opgivet, og det var blæst i Stumper.
Foremærsseil blev nu bjerget; Folk bleve sendte tilveirs for at beslaae
det, og Storraaen blev rettet. Man fandt, at denne havde faaet et Bræk,
dog ikke af Betydenhed. Folk bleve atter sendte op for at fuldføre
Storseilets Opfiskning; men at faae Foremærsseil beslaaet maatte opgives.
Foremærseskjøder bleve atter forskoddede for om muligt at frelse Seilet
fra at blæse bort, det ikke-vagthavende Mandskab blev sendt tilkois, og,
efter endnu engang at have seet til de Kvæstede og talt med Overlægen,
begav jeg mig ved Midnat til mit Lukaf.

       *       *       *       *       *

Siden Seilføringen var bleven formindsket, vare Skibets Bevægelser, om
muligt, blevne endnu voldsommere. En Mængde Vand tog Skibet ind over
Dækket, men næsten fuldt saameget tog det ind paa Batteriet igjennem
de slet tilpassede Batteriporte. Ved hver Overhaling styrtede Vandet
ned over de lave Lugkarme, og, da jeg naaede Bannierne, fandt jeg disse
aldeles oversvømmede. Ledsaget af en Lanterne havde jeg vadende næsten
banet mig Vei til mit Lukaf, da et Skrald pludselig hørtes til Luvart:
Skoddet til Secretairens Kammer havde givet efter under Trykket af hans
umaadelige Kuffert, og i et Nu var dette Kæmpemeubel, Secretairen selv
med samt Sofa, Koieklæder, Vasketøi, Støvler og Bøger kastede ud af
Lukafet, svømmende i Læ imellem hverandre paa de overskyllede Bannier.
Mennesket troede, at Skibet gik under, i bar Skjorte vilde han fare op
paa Dækket, og virkelig havde jeg Møie med at faae ham til blot at tænke
paa at redde sit skibbrudne, omflydende Gods. Scenen var altfor latterlig
til, at man kunde forblive alvorlig, hvorlidet tilbøielig til Morskab man
end forresten kunde være.

Der stod det halvnøgne, vadende Menneske, ikke istand til i første
Øieblik at sætte sig ind i, hvad der var foregaaet. „Fordømte Kuffert!“
udbrød han endelig, da han havde besindet sig noget. „Métier de chien!“
og med en Iver, der trodsede baade Anstrengelse og det kolde Fodbad,
gav han sig til, under fortsatte Forbandelser, at opfiske Skjorter,
Papirer og Protokoller. „Fanden tage baade Skib og Sø!“ — „Admiralens
Bemærkninger gaaede i Vandet!“ — „Attendez qu’on m’y rattrape!“ — „Der
svømmer da Voltaire omkring med mine Underbuxer!“ — her saae jeg den
opsamlende Oppasser lige ved at briste i Latter — „Métier du Diable!“ —
„Maudite galère!“

Commissairen var under alt dette i dybeste Negligé styrtet til. Med
saadan Voldsomhed var Kufferten tørnet imod hans Lukaf, at ogsaa han kom
frem i den Tro, at en ny Ulykke var paafærde. „Ogsaa afskyeligt, at man
ikke engang om Natten kan have Ro“, udbrød han arrig, da han saae, hvad
der var Aarsag til den hele Larm. — „Secretair, De burde dog idetmindste
sørge for, at De ikke forstyrrede Andre paa en Tid som denne!“ — „Les
caractères de La Bruyère gaaede i Pølen“, vedblev Secretairen ufortrøden,
„den hele Papirbeholdning ødelagt! — Bliv, til man skal faae fat paa mig
igjen!“ — „Mary rompu de Tron de Diou!!“

Jeg havde imidlertid skaffet nogen Assistance tilveie og antog det nu
for Tid til at trække mig tilbage fra denne Forstyrrelsens Scene. De
stridende Parter lod jeg komme tilrette, saa godt de kunde. Commissairens
Stemme blev alt mere og mere barsk, og mere end een Gang naaede mig endnu
paa Afstand Lyden af Ordene: „gammel Sømand“, „Swiftsure“ og „Campagne
til San-Domingo“.

Mit eget Lukaf var da naturligviis eiheller blevet forskaanet for Vandets
Indbrud. Nogle Sko og et Par andre Ubetydeligheder fandt jeg flyde
omkring; men længe varede det ikke, før disse Smaating igjen vare bragte
i Orden, og i Hængekoien bleve snart Skibets Bevægelser umærkelige.
Vandets Rislen langs Dækket baade i og udenfor Lukafet, som naar Bølger
bryde sig imod en Strandbred, i Forbindelse med Vandet, der ved hver
Overhaling styrtede ned som Cascader fra Dæk til Dæk, kunde vel have
bragt En eller Anden med levende Indbildningskraft til at tænke sig
hensat til en Bjergsø, hvor brusende Vandfald hørtes i det Fjerne, medens
de oprørte Vover brøde sig imod Klippevæggen; dog kun lidet var jeg stemt
til at romantisere, og længe varede det ikke, før enhver Lyd var tabt for
mit Øre. Den, der er træt, søger ikke forgjæves Hvile.

Da jeg overtog Dagvagten den næste Morgen Kl. 4, var Foremærsseil skjøret
og blæst bort fra Ligene. Fokken stod endnu; men ved hver Duvning var
det, som om Raa og Alt, hvortil den var udspilet, skulde springe. Med en
skjøn Fart trak den os imidlertid vesterefter, — og en Storm kan jo ikke
vare evig.

Opholdet paa Vagtsbænken og paa Dækket var kun lidet tillokkende.
Thermometret stod 5° under Frysepunctet, og, hvor man end rørte, fik man
fat paa et Lag af Iis. Tiden faldt lang indtil Mandskabets Udpurring,
da Folkene, strax efterat de vare komne paa Dækket, bleve mønstrede for
at erholde Vished, om Nogen den foregaaende Nat skulde være falden
overbord. Ethvert Navn, der ikke øieblikkelig blev besvaret, frembragte
et synligt Røre, og strax stimlede der Folk til alle Dele af Skibet
for at søge den Paagjældende. Altsom Mønstringen skred frem, saae
man, hvorledes Ansigterne efterhaanden bleve opklarede; et Under, at
Ingen blev savnet af Besætningen! Vort Tab beløb sig altsaa til de syv
Nedfaldne. Hvor stor end denne Ulykke monne være, maatte det dog ansees
for et Held under de stedfundne Omstændigheder, at det indskrænkede sig
hertil. Hvor let kunde ikke det halve af Raaens Mandskab være blevet
kastet ned fra denne; en Fod indenfor eller udenfor Skibssiden var da
Livet om at gjøre!

Med Dagen viste sig først Skibet i sin hele Uhyggelighed. Styrbords
Finkenet var blevet borttaget af Søen, Dækket var belagt med Snee,
og Iistappe saaes hængende, næsten hvor man vendte sig. Hønsene vare
ynkeligen omkomne i Nattens Løb, Svinene, anbragte under Sprydet, vare
halv druknede af det bestandig indskyllende Vand, saa at Messebordets
Udsigter for den nærmeste Fremtid vare høist bedrøvelige. En
Tilfredsstillelse blev mig imidlertid tildeel: Gaarsdagens smukke Veir
havde Kunstneren paa den store Tromme benyttet til at lufte denne i
Travaille-Chaluppen, han havde glemt den der Natten over, og det fandtes,
at en af Folkene, ved at styrte ned fra Storraaen, maa være falden paa
Instrumentet og være gaaet tværs igjennem dette. Mulig var Mandens Liv
bleven reddet ved at falde paa en saa elastisk Gjenstand; dog, for Hr.
Bonasse var dette kun en Biting: hans Fortvivlelse var ikke til at
beskrive. For mig som Vagthavende klagede han sin Nød i de bittreste
Udtryk. „Ingen Mulighed mere for at kunne benytte hverken Musiktrommen
eller Bækken, før vi kunne faae fat paa en duelig Artist!“ hvilken
angribende Tanke! — „Og hvor er vel en saadan at finde paa Sydhavets
barbariske Kyster“, lagde han til i en høist jamrende Tone. — Den lille
Mand var virkelig i høieste Grad komisk.

       *       *       *       *       *

De to Dage ere her tilende. Fregatten lændser vesterefter med en føielig,
omend noget stiv Kuling, og vi ville her for en Tid ikke dvæle ved dens
Seilads.

Skulde imidlertid Nogen interessere sig for dens videre Skjæbne paa
denne Overfart, da kan det i Korthed tilføies, at det stormende Veir,
istedenfor at lægge sig, varede i sexten samfulde Dage, at Vinden trak
sig nordlig og saaledes hindrede Fregatten fra, førend henne i August,
paa Høiden af Chiloë, at naae et mere tempereret Klima. Reisen blev
saaledes ligesaa besværlig som langvarig, da vi først tre Uger efterat
have passeret Cap Hoorns Meridian og 37 Dage efterat have forladt
Plata-Floden bleve istand til at naae Valparaiso, Hovedstationen for den
franske Flaadestyrke paa Amerikas Vestkyst.




Et Bal hos Hr. Rosalès.


I Begyndelsen af September, kort efter vor Ankomst til Valparaiso, bleve
Fregattens Officerer overraskede paa behagelig Maade ved en Indbydelse
til Bal hos el Senior Polycarpe Rosalès, der var Chilianer af Fødsel,
men i mange Aar havde opholdt sig i Frankrig. Denne Fest, given af
et af Stedets rigeste Handelshuse i Anledning af Fregattens Ankomst,
var naturligviis vel skikket til at vække levende Interesse iblandt
os; et chiliansk Bal var jo noget Nyt, vi skulde her finde samlet
hele Valparaisos beau-monde, og for Folk, der lige komme fra Søen,
vil til alle Tider en Dands være et virksomt Middel til at udslette
selv den sidste Erindring om havte Strabadser og Møisommeligheder.
De nye Epauletter kom altsaa for Dagen efter længere Tids Hvile,
Stadsmunderingerne bleve luftede og iførte, og med al mulig Anstand
begave Officererne sig til bestemt Tid, igjennem Brændingen, iland paa
den sandede Strandbred.

Det havde regnet, Brolægningen var slet eller fandtes i mange Gader slet
ikke, saa at det var en velbetænkt Forsigtighed, at Oppasserne, med
Dandseskoene under Armen, paa Afstand fulgte Toget. En norsk Kjøbmand
Ring, bosat i Valparaiso og senere velbekjendt i Norge under Betegnelse
af „Guldfisken“ eller „Kongen i Drøbak“, havde jeg som halv Landsmand
faaet under Armen, og uden at ændse Smuds eller Snavs nærmede vi os Hr.
Rosalès’ Bolig, en kjøn Bygning paa een Etage som alle Vaaninger her
paa Stedet. En Stimmel af Mennesker havde samlet sig udenfor Huset; med
nogen Uleilighed havde alt enkelte af Officererne banet sig Vei igjennem
Klyngen, da en forunderlig knirkende og knagende Lyd i Afstand naaede mit
Øre. Jeg standsede og spurgte min Ledsager, hvad det var for en ukjendt
Lyd, der kom til os. „Naturligviis“, svarede han, „komme de fjernest
boende Damer kjørende til Ballet, det er for smudsigt for dem at gaae,
og den Bragen, De hører, stammer fra deres Kjøretøi.“ Jeg yttrede Lyst
til at see denne knirkende Befordring nærmere, og Hr. Ring tilbød mig sin
Ledsagelse. Istedenfor at gaae ind i Huset dreiede vi altsaa tilvenstre,
og snart vare vi i fuld Gang henad en Gade, der langs Stranden fører til
el Almendral.

Knagningen blev stærkere og stærkere, alt som vi nærmede os denne Ende af
Byen. Meget langt gik vi, indtil vi endelig traf paa et uhyre Skrummel af
en tohjulet Kærre med Seildug over, ikke ulig de store Fragtvogne, der
langs Rhinen føre Varer fra det Indre af Tydskland; min Mentor forklarede
mig, at dette var Landets Eqvipager. To ti Tommer tykke Skiver af et
eller andet uhyre Træ dannede Hjulene, midt i disse vare fiirkantede
Huller anbragte, og i disse var igjen Vognaxlen indfalset. Denne var
afrundet paa Midten, saa at det paa denne Maade var Axlen, der dreiede
sig under Vognen, og ved Træets Gnidning mod Træ, uden nogetsomhelst
Mellemlag, blev den uhyre Knirken frembragt, der uden Overdrivelse kunde
høres en Fjerdingvei borte.

Forestiller man sig denne Karre — til at kaldes Vogn, tænkte jeg, er
Kunsten hertillands dog endnu formeget i sin Barndom — tænker man sig den
trukken af sex Stude, og disse igjen drevne frem af en Gaucho tilhest med
Poncho og Lazo, uophørlig flankerende tilhøire og tilvenstre, saa har
man en Idee om vore Baldamers Befordringsmiddel. Rytteren eller Kusken
med sit lange Spyd stak og brummede som la mouche du coche; men at drive
det Hele fremad med en blot nogenlunde Hurtighed laa udenfor Mulighedens
Grændse. Studene fortsatte rolig deres vante Skridtgang og contrasterede
herved stærkt med den beredne Kusk, der med fældet Landse idelig foer fra
den ene Side til den anden i evigvarende Galop.

Som vi kom hen til dette Optog, holdt Vognen udenfor en Dames Dør.
Lad os stige ind! sagde min Ven, og i et Nu var han oppe ad en bagpaa
Vognen anbragt lille Trappe, der igjennem en udskaaren Aabning i
Seilduget førte ind i denne. „Me pongo à los piès de las Senioritas“,
lød den sædvanlige Compliment, han bukkede for en af Damerne, og jeg
blev herefter i behørig Form introduceret til Forskjellige af det her
forsamlede Selskab, iblandt hvilke der var flere unge Damer, af hvis
Øine der straalede Glæde ved Tanken om den forestaaende Fest. Min
Forundring tillod mig imidlertid ikke i første Øieblik at lægge Mærke til
hele Vognens Indhold, men selve dennes mærkelige Arrangement tiltrak sig
nu min Opmærksomhed. Paa Skamler, Stole og Tæpper, lagte paa Bunden af
Kærren, vare de forskjellige Skjønheder placerede imellem hverandre i det
endda ikke ubetydelige Rum. Man spadserede her omkring fra den Ene til
den Anden, som havde man allerede været i Hr. Rosalès’s Balsal, medens
den hele Scene ovenfra blev belyst af smaa Lampetter, der hang under
Vognhimlen. Det lod dertil, som om der aldeles ikke var noget Usædvanligt
ved vor Visit; et Par Herrer kom kort efter os anstigende, og, efterat
have engageret nogle Damer til Dands paa det forestaaende Bal, forlode
vi atter med et: „Hasta ahora“ denne usædvanlige omkjørende soirée en
miniature.

Da vi naaede tilbage til Hr. Rosalès’s Huus, fandt vi, at den om Døren
forsamlede Klynge end yderligere var tiltagen under vor Fraværelse, saa
at det endog var forbundet med megen Vanskelighed for os at bane os Vei
igjennem den tætsluttede Hob. Imod Sædvane syntes dertil Stemningen at
være afgjort fjendtlig imod os. Da jeg yttrede Forundring herover for min
Ledsager, meddeelte han mig, at Hr. Rosalès iaften havde besluttet at
give sin Fest et fransk Anstrøg, at Vinduer og Døre i den Anledning vare
blevne lukkede for Uvedkommende, og at dette, der aldeles stred imod de
hertillands gjældende Sædvaner, var Aarsag til det Opløb udenfor Huset,
vi havde været Vidne til.

Da vi traadte ind i Balsalen, var et talrigt Selskab allerede forsamlet.
Vi bleve modtagne med den største Forekommenhed, og man saae strax,
at Hr. Rosalès var en Mand, der forenede Smag med Formue. Istedenfor
de Skrumler af Værelser med kalkede Vægge, uden Meubler og uden
nogetsomhelst hyggeligt Arrangement, der saagodtsom altid træffes i
spanske Colonier, overraskedes man her behagelig ved en Luxus og en
Elegance, der tydede paa vor Værts europæiske Uddannelse. Speile,
Gardiner, Lysekroner, Sjeldenheder hertillands, prydede de høie og
luftige Værelser; Damer, den ene smukkere end den anden, vare placerede
paa Divaner, der omgave Salen, og Alt forenede sig for at tilveiebringe
et høist behageligt Indtryk, naar man traadte ind i det smukt oplyste og
smukt decorerede Locale.

Samtidig hermed overraskedes man ved Synet af den Mængde Uniformer,
der i broget Mangfoldighed bevægede sig, hvor man vendte Øiet. Fire
eller fem forskjellige Nationers Officerer udgjorde den overveiende
Deel af Selskabet, saa at nogle faa civilklædte Personer forekom som
mørke Puncter, der kun syntes at, være tilstede for endmere at fremhæve
Glandsen af Epauletter, Galoner og Guldbroderier. Forskjelligheden i
Holdning, Manerer og Ansigtsudtryk var hertil ligesaa paafaldende som
Forskjelligheden i Paaklædning. Englænderen med sin aabne Munderingskjole
og sit langt fremragende Kalvekryds var ligesaa let at skjelne fra
den siirlige franske Officeer, tilknappet heelt op under Hagen og med
Maltheser- og Liliekors paa Brystet, som Amerikaneren med sin lange,
dinglende Epaulet paa Skulderen fra en Chilianer i sin guldbaldyrede
Uniform; kun maa man tilstaae, at denne, efter Kjolen idetmindste at
dømme, maatte antages at ville vinde Prisen for enhver anden af de
tilstedeværende Gjæster.

Efterat de første Præsentationer vare tilendebragte, og den første Gêne
begyndte at fortage sig, nærmede disse heterogene Masser sig alt mere
og mere til hinanden. Altsom Selskabet blandede sig, vil man imidlertid
kunne forestille sig, hvilken latterlig Grad af Sprogforvirring der i
alle Retninger maatte vise sig. Hist var det engelske Officerer, der
havde gjort the great tour on the continent; de troede sig perfecte
i det Franske og havde i den Anledning faaet fat paa nogle af vore
Lieutenanter, for hvem deres barokke Udtale gjorde Sproget aldeles
uforstaaeligt. Her var det vor Chef, der heftig discuterede med den
chilianske Admiral Blanco angaaende Bolivars Indkaldelse til Peru. Stor
Meningsforskjellighed syntes at være tilstede, og begge vare de ivrige;
men heldigviis blev Ordenes Varme afkølet ved at gaae igjennem en Tolk,
i hvilken Egenskab en her ansat Oberst Beauchef, tidligere Sergeant i
Napoleons Armee, ved denne Leilighed fungerede. Længere henne var det
Englændere og nogle Indfødte, der discuterede om Maaden, paa hvilken
Heste bedst burde opdrættes, tæt derved et Par franske Officerer, der
bragte nogle Damer deres Hyldest, paa hvad Sprog maa Gud vide, medens
nogle amerikanske, engelske og franske Cadetter, snarere ved Miner end
ved Ord, morede sig over Mærkerne paa flere af de Tilstedeværendes
Dragter, der synligen tydede paa, at disse Herrer efter chiliansk Skik
vare komne ridende til Ballet. Hvert Øieblik traf man paa en ny Gruppe,
der radbrækkede et fremmed Tungemaal, overalt gjenlød det: plait-il
Monsieur? eller don’t understand Sir; men ikke destomindre hørte man
Udbrud af Latter og Munterhed allevegne. De chilianske Officerer alene
syntes at modstaae Lysten til Meddelelse; trods deres stadselige Uniform
og deres tilsnørede Kjoler syntes de snart at være de Eneste, som her ei
vare hjemme. De trykkede deres lange, lave, trekantede Hat, med Cocarde
saa stor som et Kaalhoved, tættere op under Armen, de paatoge sig en
yderst stadselig Mine og syntes kun at være beskjæftigede med at gjøre
deres fuldkomne Ubetydelighed ubemærket af de Tilstedeværende.

„Hvem er den Dame, som sidder der?“ spurgte jeg min Ven Ring, efter
i nogen Tid at have spadseret omkring i Salen. — „Ah, la Juanita, ja
hun gjør Furore; kom, skal jeg præsentere Dem for hendes Mama.“ Paa
en lav Divan i det ene Hjørne af Salen sad tre eller fire Mødre med
Benene trukne op under sig; til en af disse, der bed i en allerede halv
opspiist Citron, blev jeg nu trukken hen og forestillet paa sædvanlig
Maade: „Un amigo mio, Official Dinamarquès, — la Seniorita Almassa.“
Madamen saae meget venlig paa mig. „La Seniora,“ begyndte jeg — „det er
galt,“ hviskede min Ven mig i Øret, „Seniorita hedder det“; — „ja, men
hun er over 60,“ — „Tout de même“; — altsaa, „Seniorita“, begyndte jeg
paany, og Fortrydelsens begyndende Taage forsvandt øieblikkelig fra det
rynkede Ansigt. Hun bød mig en Lugte-Melon, stor som et Æble, hvilke
man dertillands bruger at gnide i Hænderne istedenfor Eau de Cologne;
Datteren forærede mig en duftende Nellike, som hun plukkede af sit
kastaniebrune Haar, og Bekjendtskabet var saaledes snart i fuld Gang.
Uagtet mit vel næppe rene Spanske var Samtalen ikke destomindre levende,
og, førend jeg forlod Familien, var Huset paa almindelig spansk Viis sat
a la disposicion del Senior de Dinamarca.

Den knirkende Vogn var imidlertid kommen for Døren. Dens Indhold var
blevet aflæsset, Musiken spillede op, og i muntre Rækker stillede
man sig op til Dands. Ballet begyndte; den første Tour af en spansk
Contradands var allerede næsten tilende, da en Tummel udenfor, der
allerede tidligere var bleven hørt, med eet naaede en frygtelig Høide.
Under rasende Larmen og Skraalen bleve Vinduesskodderne trykkede ind,
Dørene bragede, Vinduerne klirrede, enkelte Steen fløi ind igjennem
Ruderne, og for Uorden og Spectakel ophørte Musiken at være hørlig. Dette
frembragte naturligviis en Afbrydelse. Jeg gjorde mig rede til at afslaae
et Angreb, da jeg saae Folk ad alle Døre trænge ind i Balsalen; flere
Andre saae jeg sætte sig i Positur til at modsætte sig en saa uventet
Storm — da, forunderligt nok, den hele Tumult med eet lagde sig. Indtil
en vis Afstand ind i Salen havde de forsamlede Mennesker fra Gaden taget
alle Døre i Besiddelse; paa det af dem indtagne Terrain forholdt de sig
aldeles rolige; Stilhed indtraadte atter, og i taus Forventning syntes
Mængden at oppebie, at Dandsen skulde blive optagen paany. Musiken
spillede op igjen, den spanske Contradands begyndte atter, og Ballet
fortsattes, som om aldeles Intet var hændet.

Tilskyndet af den ringe Opmærksomhed, man syntes at skjænke et saa
uventet Optrin, spurgte jeg min Sidemand i Dandsen, en engelsk Officeer,
der i længere Tid havde været paa Stationen, om det var Skik hertillands
at slaae Ruderne ind for at forhøje Lystigheden. „No Sir“, svarede han,
„by no means“, men man giver altid Folk hertillands Adgang til at see
til; iaften havde man imidlertid lukket til for Uvedkommende, og de have
sparket Dørene ind: „All’s right now!“ Hvert Land har sine Skikke, tænkte
jeg, og, idet jeg saae et Ansigt stukket ind igjennem hver klinket Rude
samt Dørene fulde af Hoveder i amphitheatralsk Opstilling, kunde jeg ikke
frigjøre mig for Tanken om at være henflyttet til et Theater, i hvilket
Selskabet, jeg selv inclusive, befandt sig paa Bræderne, medens de
Udenforstaaende agerede Publicum.

Efter Dandsen fik jeg Leilighed til nærmere at betragte de Grupper,
der saaledes havde taget alle Indgange i Besiddelse. Halvnøgne Børn og
Mænd med uhyre Sporer dannede i disse en forunderlig Modsætning til
det egentlige Selskabs pyntede Personale; dog forunderligst af Alt
forekom mig Synet af de tilhyllede Fruentimmer-Gestalter, der udgjorde
den overveiende Fleerhed blandt Tilskuerne, og som øiensynlig maatte
være aldeles ukjendelige for Enhver, uden netop for enkelte Indviede.
Med Mantillaen over Hovedet, kneben sammen, saa at kun det ene Øie var
synligt, lignede de Masker eller sortklædte Nonner; de betegnedes i denne
Skikkelse som „Tapadas“, Tilhyllede, og syntes i Almindelighed at vaage
strengt over deres saa forunderlige Incognito?

Af alle Landes Dandse har til enhver Tid Spaniernes Contradands
forekommet mig at være den eleganteste og mest gracieuse. Stillet op i
Rækker, hver Herre med sin Dame ved Siden, afløser den ene smukke Figur
den anden, og, har først det opførende Par naaet Enden af Quadrillen,
seer man den hele Række af Dandsende i gracieus Bevægelse, vel skikket
til at forhøje det Tiltrækkende ved en smuk Skabning eller til at vise en
nydelig Fod i al sin Glands. Valsetacten, hvorefter denne Dands udføres,
er derhos tiltalende i høi Grad, og som Følge af sin Dames Nærhed sættes
den Dandsende istand til at nyde baade Dandsens og Conversationens
Behagelighed. For Tilskuerne afgive disse Contradanzas et ligesaa
tiltrækkende som afvexlende Skue.

Efter Contradandsen fulgte, til Ære for de engelske Officerer, en
saakaldet lang Engelsk. Den tog sig saavist ikke godt ud efter den ædle
og stadselige spanske Quadrille. De chilianske Mødre frygtede, at deres
Pigebørn skulde løbe Livet af sig; trætte og stakaandede naaede disse
endelig tilbage til deres Siddeplads efter det evige „op og ned og
Kjæde“, og længe varede det, førend man fik udpustet og paany blev istand
til at lade sig føre ud paa Gulvet. Endelig fik man dog en Vals igang.
De mangehaande Omdreininger og Figurer, der her under Valsen ere Landets
Skik, vare saavist ikke nogen ringe Vanskeligheder for os Europæere at
sætte os ind i; men lidt efter lidt bleve ogsaa disse Vanskeligheder
overvundne; ledede af bløde Hænder og smukke Øine bleve vi førte igjennem
disse Labyrinther, og snart troede idetmindste vi os istand til at
kunne maale os med Held endog med de mere Bevandrede i den chilianske
Dandseverden.

Den franske Quadrille blev dandset maadelig. Udelukkende vante til
Valse-Tacten, medførte tofjerdedeels-Tacten en ikke ringe Vanskelighed
for Damerne. For Nyhedens Skyld yttrede man ikke destomindre stor Lyst
til at lære en bayle tan agradable, en saa behagelig Dands, og her blev
det Øieblikket for en af vore Officerer, min Ven Barral, til at optræde
paa en eclatant Maade. Med et passende Antal Damer blev det aftalt, at
han under vort Ophold skulde give dem regelmæssige Timer i Trin-Øvelser,
og, da vi efter flere Maaneders Forløb afseilede herfra, forsikkrede han,
at, havde end ikke Valparaisos Damer Geni for Dands à la française, vare
de ikke destomindre de elskværdigste Væsener, han sit Liv igjennem havde
truffet paa — han var dengang et godt Stykke over 40 Aar, endnu 10 Aar
ældre af Udseende og dertil begavet med en Næse saa rød, at den længe
forgjæves kunde søge sin Mage.

Hans Roes over de chilianske Damer vil imidlertid næppe Nogen finde sig
tilskyndet til at modsige, som denne Aften var samlet med et saa smukt
Udvalg af disse i Hr. Rosalès’s Balsal. En gjennemsigtig Hud, skjøn
Ansigtsfarve, levende Øine, en nydelig Fod, en yppig og fyldig Væxt høre
til de Skjønheder, med hvilke dette paradisiske Himmelstrøg har begavet
sine kvindelige Beboere; mere behøves næppe for at kunne gjøre Krav paa
Skjønhed. At dertil noget Coquetteri ikke ganske manglede, fremgik af
den synlige Tilfredshed, hvormed enhver Hyldest blev modtagen; Viftens
snart afmaalte og snart hurtige Bevægelse tilkjendegav paa synlig Maade,
hvad der foregik i det Indre, og let var det at spore det spanske Blod,
der flyder i denne Nations Aarer. Dette Blod er, hvad Skjønhed angaaer,
saavist ikke udartet hos Racen paa den anden Side at det atlantiske Ocean.

Naturligt, at Mængden af de Tilstedeværendes Huse med samt alle
Besiddernes Eiendele iaften bleve satte til min ligesom ogsaa til
de øvrige Officerers Disposition. Af en Dame blev jeg tracteret med
Frugt, af hvilken hun allerede havde bidt, af en Anden raktes mig en
Skefuld Syltetøj, paa hvilken hun allerede havde smagt, kort, snart
var jeg bekjendt med den store Fleerhed af de Tilstedeværende. Blandt
disse straalede som Sole la Luz og la Juanita Gana, Svigerinder til
Republikens Admiral Blanco; som var det for at forhøje hines livlige,
tiltrækkende Skjønhed, sad ved Siden af dem en uheldig Repræsentant for
vore nordiske Kvinder, gift med en chiliansk Commandeur Forster, en
Søster til Admiral, Lord Cochrane; hun var Broderens udtrykte Billede,
lang, tynd, flad, rødhaaret, og atter nær denne sad en fremblomstrende
Skjønhed, la Malenita af Familien Carrera, velbekjendt Slægt i
Chilis Revolutionshistorie. Som Nordens Taage forekom mig den stive
Englænderinde ved Siden af Sydens oplivende Sol; Modsætningen bidrog
endmere til at fremhæve hine Skjønheders Tiltrækningskraft, og nye
Grupper samlede sig bestandig om dem; man kappedes om at radbrække Spansk
ved Tilsætning af Fransk eller Engelsk, og det var kun ved Udbrud af
Latter, at den levende Samtale blev afbrudt, eller naar en begyndende
Dands bragte al Flirtation hen i de Dandsendes Rækker.

Tiden til Spiisning var imidlertid kommen. Et rigt besat Bord fandtes
dækket, og ved dette, bugnende af Madvarer, bleve nu Damerne deponerede.
Det viste sig her snart, at det Sylpheagtige hos disse ikke kunde
modstaae Duften af spækkede Agerhøns og kolde Posteier, en uhyre
Madbegjerlighed gjorde sig gjældende hos vore Skjønne, det var, som om
graadige Ulve havde kastet sig over de frembaarne Spiser, og, fortvivlet
over en saa paafaldende jordisk Tendens hos saa ætheriske Væsener,
sluttede jeg mig snart til en Gruppe, der i Fordybningen af et Vindue
meget hyggelig gjorde sig tilgode med Skinke og Macaroni.

„Jeg vil være fordømt!“ lød kort efter en Stemme fra en Officeer, der
som jeg tyede hen til vort Selskab i Vinduet, „om jeg nogensinde har
seet Appetit yttre sig paa en saa glubende Maade, endnu har jeg ikke
været istand til selv at faae det mindste at spise. — Kom her!“ afbrød
han sig, idet en Opvarter foer forbi med en Bakke, „lad see, hvad Du
har at byde over!“ og snart var Vingen af en Kalkun, Salat, Oliven m.
m. i pyramidalsk Form ophobede paa hans Tallerken. Knive og Gafler
fandt han imidlertid vanskeligere at skaffe tilveie end baade Viin og
Mad. „Man maa vide at hjælpe sig“, trøstede han sig med, „Tænderne ere
dog det Vigtigste“, og med Fingrene greb han om Vingen, der laa paa
hans Tallerken; „fortræffelig Lugt af Trøfler“, udbrød han, og allerede
aabnede han Munden, i hvilken den lækre Mundfuld efterhaanden skulde
forsvinde, da en mørk, skiden Haand fra Gaden blev stukken ind igjennem
en af de ituslagne Ruder. Haanden greb med Kraft om den delicate Vinge,
og i et Nu var den Eieren frarøvet. Tænderne lukkede sig instinktmæssig
sammen, en mørk Sky trak hen over det ved Trøffellugten oplivede Ansigt,
og med Haanden holdt beskyttende over sin Tallerken foer den Sultne
bort fra en Plads, hvor hans Forventninger saa skammelig vare blevne
tilintetgjorte. For os Andre blev naturligviis dette Ran Signal til et
høit Udbrud af Latter. Mængden udenfor istemmede af fuld Hals dette
skingrende Udbrud; selv den Lidende maatte snart lee med over en saa
komisk Scene, og mangt et Stykke saavel mere som mindre solid Føde blev
siden igjennem de ituslagne Ruder rakt ud til det paa Gaden staaende
Publicum.

En Tildragelse ved Døren af en anden Beskaffenhed tiltrak sig
imidlertid snart vor Opmærksomhed. Medens Selskabet var beskjæftiget
med Spiisningen, havde Fregattens tredie Læge, et ældre Menneske,
der tidligere havde været Cavallerist, trængt sig ind blandt de ved
Indgangen staaende Grupper, og her havde han af Nysgjerrighed søgt at
trække en af de tilslørede Tilskuerinders Mantilla tilside for nærmere
at betragte hendes Ansigtstræk. Dette Brud paa de Rettigheder, der i
disse Lande tilstaaes las tapadas, blev naturligvis strax anseet som en
ikke ringe Fornærmelse imod den paagjældende Dame; Brødre og Slægtninge
viste sig, og, havde vor Doctor ikke været saa heldig atter at slippe
ind i Balsalen, er det vel muligt, at denne Scene kunde have antaget en
alvorligere Charakteer. Værten kom imidlertid til, Bevægelsen lagde sig,
og uforstyrrede toge atter de formummede Skikkelser Besiddelsen af det
tidligere indtagne Terrain.

Vinen havde imidlertid frit circuleret og bragt Blodet hurtigere i
Omløb. Den ene Brindo eller Toast havde afløst den anden, og Damernes
Bord, der et Øieblik næsten var blevet forladt af Herrerne, var nu
atter Midtpunctet for Spøg og Latter. Champagnen kom. Denne i Syd som i
Nord lige oplivende Drik forøgede om muligt endnu mere den almindelige
Munterhed, og, da Musikken faldt ind med den smukke Melodi af Chilis
Nationalhymne: „Oid mortales el grito sagrado, Libertad!“ hævede sig fra
alle Dele af Salen et Chor, der med Begeistring istemmede denne Landets
Befrielsessang. Skade kun, at Chilianerne, der jævnlig med saa stor
Enthusiasme paakaldte Frihedens Genius, kun saa lidet syntes modne til
rettelig at benytte Frihedens Goder.

Under Larm og Sang brød man op fra Bordet; de alvorligere Toner af
„Vive Henry IV“ og „God save the king“ afløstes af Dandsemusiken, og
det lykkeligste Menneske af Verden fandt jeg mig at være, da jeg ved la
Seniorita Carreras Side stillede mig op til Borddands. Selskabet syntes
at dele denne Tilfredshed med mig, Glæden stod afmalet paa ethvert
Aasyn, det Spanske flød ud af de mest uøvede Munde, som havde det været
Modersmaalet, man talte, ja endog al Nationalforskjellighed syntes ved
denne Tid at være udslettet i Massen af Skaaler og gjentagne Ønsker for
hinandens Vel.

Omend ikke ukyndig i Spansk, fandt jeg mig dog foranlediget til at
rette en Undskyldning til min Dame for den mindre correcte Maade, paa
hvilken jeg var istand til at udtrykke mig. Dette, har jeg erfaret,
tilgives meget let af den unge Dame, hvem man synligen bringer sin
Hyldest. Forskjellen imellem Sæder og Skikke her og i Europa, hvorpaa
jeg alt denne Aften havde seet saa paafaldende Exempler, gav Anledning
til Bemærkninger fra min Dames Side, der morede mig meget; men det
var dog først, da vi kom til at omtale det tilstedeværende Selskab, de
forskjellige Damer, deres Paaklædning, Familie m. m., at la Seniorita
syntes at føle sig fuldkommen hjemme. Hendes Anmærkninger vare baade
træffende og fulde af Lune, men fremfor alt forundredes jeg over det
ultra-aristokratiske Standpunct, fra hvilket hun betragtede Fleerheden
af de Familier, der bleve Gjenstand for Omtale. Snarere end ved en
Republicanerindes Side skulde man have troet sig ved en Lady’s i en
engelsk Salon. Dog en smuk Pige bliver altid tiltrækkende, jeg fandt la
Malenita indtagende, og de sorte, talende Øine, det deilige Haar, den
runde, fyldige Figur forfeilede eiheller deres begeistrende Virkning.

Omend min Skjønne dannede en hæderlig Undtagelse, er det tungt at maatte
tilstaae, naar man omtaler de af Naturen i saamange Henseender rigt
begavede Chilianerinder, at de desværre oftest savne den Dannelse, som
kun selskabelig Orden og Civilisation ere istand til at medføre. Ikke
engang altid er Dømmekraft istand til at formilde dette Onde, og man
træffer da undertiden en Uvidenhed, der ofte kan sætte Europæeren i
Forundring. Et romantisk Sving i Charakteren og en glødende Natur gjøre
hertil Manglen paa Dannelse endmere følelig, og man vil lettelig kunne
tænke sig den Indflydelse, som Lediggang og en slet Opdragelse, forenet
med locale Omstændigheder, ofte maa udøve paa disse, forøvrigt saa
elskværdige Væseners hele Udvikling.

Hang til Fornøielse hører til de mest fremtrædende Træk i
Sydamerikanerindernes Charakteer, og fremfor Alt umættelig Dandselyst.
Baldamerne hos Hr. Rosalès vare saaledes, især efter Bordet, utrættelige.
Den livlige Stemning bragte Herrerne i evig Bevægelse, og den ene Dands
fulgte paa den anden med korte Mellemrum. Munterheden var i bestandigt
Tiltagende, Selskabet blev larmende og støiende, og det er naturligt, at
Folk, der som vi netop kom fra Søen, ikke undlode at give vor Skjærv til
den herskende glade Stemning.

Jeg havde i en Vals med la Seniorita Malenita Carrera netop sluppet min
Dame for efter en Omdreining ifølge Landets Skik atter at gribe hende i
den anden Arm, da jeg til min Bestyrtelse, istedenfor at see hende komme
mig imøde, saae hende med et Skrig fare bort og styrte ud paa Gaden
igjennem et af de aabentstaaende Vinduer. I samme Nu opstaaer der i Salen
et almindeligt Oprør; det gjenlyder af Skrigene „Temblor!“ „Terremoto!“
Latteren forstummer; Jesus og Maria høres paakaldte fra alle Sider, og
i grændseløs Forvirring seer man pludselig Gamle og Unge, Herrer og
Damer imellem hverandre styrte hen imod hver en Aabning, ad hvilken man
er istand til at naae ud af Huset. Ingen ændser den opstaaede Trængsel;
Enhver søger blot at bane sig Vei ud af det indesluttede Rum, medens
Udbrud af Rædsel og Fortvivlelse, Græden og Jamren samtidig høres fra
alle Sider.

Jeg stod som forstenet og betragtede, hvad der foregik omkring mig.
Det var mig umuligt i første Øjeblik at fatte, hvilken panisk Skræk
der paa en Gang havde bemestret sig alle Gemytter; forgjæves saae jeg
mig om efter nogen antagelig Aarsag hertil, da Klirren af nogle Glas,
en let Rysten under Fødderne med eet gjorde det klart for mig, at et
Jordskjælv var Aarsag til den almindelige Forstyrrelse. Er det end ikke
Forudfølelse, saa er det dog en stærkt skærpet Sands for Iagttagelsen af
denne Naturbegivenhed, der bringer Sydamerikaneren til flere Secunder
før Europæeren at spore enhver saadan Rystelse; ud paa Gaden eller til
ethvert andet aabent Sted søger han da for at sikre sig imod nedfaldende
Mure eller Tage, han ændser under saadanne Omstændigheder Intet uden
den Angest, der betager ham, enhver Bygnings Nærhed indgyder ham Frygt,
og sikkert ville Generationer hengaae, førend Valparaisos Indvaanere
forvinde Indtrykket af Jordskjælvet i 1821, altsaa tre Aar før den Tid,
som her omtales, da flere end 10,000 af Indbyggerne bleve begravede under
Ruinerne af omstyrtende Huse og Fæstningsværker.

Ude paa Gaden var Scenen ligesaa mærkelig som den, hvortil jeg i Salen
havde været Vidne. Skrigen og Larmen gjenlød fra alle Kanter, medens
Nattens Mørke endmere bidrog til at fremhæve det Uvante ved, hvad der
foregik. Man forestille sig en stor Byes Befolkning med eet blive vakt af
sin bedste Søvn og lige fra Sengen blive henflyttet midt ud paa Gaden;
man tænke sig denne Masse af nøgne eller halvnøgne Mennesker i oprørt
Vrimmel fare om imellem hverandre, skraalende, skrigende og betagne af
Skræk, en Mængde paa Knæ midt i Trængselen, det Hele oplyst af omvankende
Lys, med hvilke hver søger at forsyne sig, der blot i Øieblikket kan
faae fat paa et saadant, og man vil kunne gjøre sig en svag Forestilling
om de Forstyrrelsens og Forskrækkelsens Scener, til hvilke man ved en
saadan Leilighed bliver Vidne. Føier man hertil, at det ikke er Mennesket
alene, men at ethvert Dyr lægger sin Forfærdelse for Dagen ved en saadan
Begivenhed, at Tuden af Hunde, Brølen af Køer, Galen af Haner, Brægen af
Æsler paa engang gjenlyde fra alle Kanter, at Vaaningerne knage eller
styrte sammen, at Husenes Indhold kommer i en sittrende og klirrende
Bevægelse, og man vil være istand til at gjøre sig en Idee om den
utrolige Larm og den til Fortvivlelse grændsende Uro, der til alle Tider
ere et Jordskjælvs uadskillelige Ledsagere.

Rystelsen dennegang blev imidlertid ikke af nogen Betydenhed; Husene
bleve alle staaende, og Faren var saaledes snart forbi. Først da var det
egentlig, at man fik Ro til nærmere at betragte de forskjellige Grupper,
paa hvilke de utallige bevægelige Lys kastede et rødt og usikkert Skjær.
Hist saaes en halvklædt Matrone, der fortvivlet gjentog sit Paternoster,
her var det Beboerne af et Huus, der under Angestskrig og Forfærdelse
i de mærkeligste Dragter styrtede ud paa Gaden; forvildede Mødre fore
omkring med deres skraalende Børn, pjaltede Unger blandede sig imellem
vort pyntede Balselskab, guldbroderede chilianske Officerer laae paa
Knæ i Snavset og opsendte Bønner til den hellige Jomfru, medens lige
i Nærheden en balklædt Seniorita med foldede Hænder og med største
Salvelse gjentog sit Ave-Maria; i deres Forvirring havde nogle smudsige
Børn klamret sig fast til hendes sneehvide Balkjole og søgt Ly og
Beskyttelse i dennes omfangsrige Folder; en tudende Hund accompagnerede
den forskrækkede Senioritas fromme Bønner, og Gruppen blev belyst af
en mindre end halvklædt svær Mandsperson med en Praas i Haanden, ved
hvis Skin man tydelig kunde spore det tilbagetrængte Smiil paa et Par
nærstaaende Cadetters Ansigter. Hvor man vendte sig, dannede nøgne
Mennesker, balklædte Damer, Hunde, Børn, pyntede Herrer en lige saa barok
som forvirret Hob, og jeg negter ikke, at meget af det, man fik Øie paa,
vel var skikket til at frembringe Latter, helst naar man gav Agt paa de
Bemærkninger, der ikke udebleve, hverken fra vore eller fra andre til
slige Optrin ligesaa uvante europæiske Officerer.

Det Hele stod imidlertid ikke længe paa. Jordskjælvet indskrænkede sig
dennegang til nogle faa Rystelser, og atter samledes Selskabet i Hr.
Rosalès’s Balsal. Skræk havde imidlertid forjaget den tidligere Glæde,
og enhver Anstrengelse saavel fra Værtens som fra de fremmede Officerers
Side for igjen at bringe den svundne Livlighed tilbage blev frugtesløs.
Det var dertil blevet silde; Contradandsens Rækker bleve alt tyndere og
tyndere, Selskabet brød op, og naturligt var det, at jeg, da Familien
Carrera forlod Salen, tilbød en af disse Damer min Arm og min Ledsagelse
hjemefter.

Jeg var færdig at rende Livet af mig for ikke efter denne natlige
Spadseretour at blive agterudseilet af Fregattens Fartøier. Pustende
og stønnende naaede jeg Landgangspladsen, hvor jeg frygtede, at man
alt havde ventet paa mig, men endnu manglede heldigviis en af Skibets
Besætning, vor tredie Doctor, hvem Ingen erindrede at have seet i
Balsalen efter Spiisningen. Man tøvede endnu omtrent et Qvarteerstid;
Doctoren kom imidlertid ikke, og utaalmodig satte man endelig af. Under
levende Passiar angaaende Aftenens Begivenheder naaede vi Fregatten,
og næppe har jeg været den Eneste, der denne Nat har drømt om smukke,
levende Øine, om klirrende Vinduer, om Jordskjælv og om chilianske
Senioritas.

Huset Carrera blev senere under vort lange Ophold i Valparaiso saagodtsom
mit andet Hjem. La Malenita skinnede som en lysende Stjerne, og mange ere
de lykkelige Timer, jeg tilbragte i denne dannede og elskværdige Families
Kreds, hvilke jeg endnu mindes som Glandspuncter i mit Ungdomsliv.

Næste Dag ved Frokosten erfoer jeg med Forundring, at vor tredie Doctor
endnu ikke var indtruffen ombord. Middagen kom, og endnu blev der Intet
hørt til ham. Jeg havde Vagt om Eftermiddagen, da det blev mig meldt,
at et Fartøi lagde til Siden om Bagbord. En fattigklædt Mand kom op ad
Faldrebet; han sagde, at han var pensioneret Munk, og henvendte sig
til mig med Spørgsmaal, om man ikke herombord savnede nogen af Skibets
Officerer. Han medbragte vor Doctors knækkede Kaarde, fuld af Blod, samt
hans trekantede Hat, hvis hvide Cocarde havde bragt Munken til at forhøre
sig ombord i Fregatten, hvor han forklarede, at han havde fundet disses
Eiermand, mere død end levende, henstrakt i hans Staldbygning.

Overlægen med en Koie og behørigt Mandskab blev strax sendt i Land, og
efter kort Tids Forløb blev den Savnede, tildeels endnu uden Besindelse,
bragt ombord. Han var saaret og blodig, Klæderne sønderrevne og
blodbestænkte; med desto større Tilfredshed erfore vi dog, at der,
efterat han var bleven forbunden og bragt til Hvile, saa vidt man kunde
skjønne, ikke syntes at være nogen egentlig Fare paafærde.

Efter et Par Dages Forløb var Patienten istand til at fortælle sine
Hændelser paa hiin for ham saa sørgelige Balaften. Efter først at have
henvendt sig til en af de i Døren staaende tapadas, ved hvilken Leilighed
kun Hr. Rosalès’s Mellemkomst havde reddet ham for Ubehageligheder,
havde han senere været heldigere, og med sin Skjønne under Armen var han
bleven ført op til en af de højere liggende Dele af Staden, hvor Byen er
opført langs Skrænterne af tre Quebradas, Bjergkløfter, der hver for sig
danne forskjellige Qvarterer af Valparaiso. Under hans Vandring her om i
Mørket, blev han pludselig overfalden af tre Guasos, chilianske Landfolk,
der styrtede løs paa ham. Han greb sit Værge, disse deres Knive, som
Landboerne hertillands altid bære i en af deres Støvletter, og en heftig
Kamp begyndte. Doctoren forsvarede sig tappert. Uagtet Overmagten var
det lykkedes ham en Tidlang at holde sine Angribere fra sig, fegtende
søgte han at trække sig tilbage; men i Nattens Mørke var han kommen
den lodrette Skrænt for nær, han var traadt udenfor Klippen og var
falden baglængs ud over dens Rand; — her slog Besindelsen ham feil, han
erindrede aldeles Intet af, hvad der senere maatte have tildraget sig med
ham.

Munken oplyste det Øvrige. Doctoren var falden igjennem Taget paa hans
Staldbygning, der med Tagryggen var bygget op imod Klippens steile Væg;
han var derfra falden ned paa Hovedet af et Æsel, paa hvilket han havde
knækket Halsen, og, da Munken ved Middagstid havde havt Brug for Dyret,
havde han fundet Doctoren halvdød ved Siden af den ihjelslagne burico.

Munken indgav Regning for det lidte Tab. Skaden paa Huset var ret billig
anslaaet, hvorimod Prisen for el burico var ansat uforholdsmæssig høi.
Chefen gjorde ham opmærksom herpaa; men Manden paastod, at Dyret havde
reddet et Menneskes Liv, og at det som saadant var uskatteerligt. Æslet
kom altsaa paa Skibets Regning uden Rabat, og mangen Gang blev Doctoren
senere drillet med de Forklaringer, der ved vor Hjemkomst naturligen
vilde blive fordrede af Revisionen, naar Udsættelse, som man kunde
forudsee, blev gjort angaaende Posten om Æslet i Fregattens Regnskaber.




Chefens Stokke.


Fregatten laa tilankers ved Valparaiso, denne „paradisiske Dal“, hvis
storartede Natur og yppige Vegetation uvilkaarlig bringer til at erkjende
Berettigelsen af det smukke Navn, som de første Erobrere have givet denne
Chilis vigtigste Handelsplads. Capitain Lasusse — senere Viceadmiral og
i 1853 Chef for den franske Middelhavsescadre — kom ombord. Han var „un
élégant“. Rimeligviis kom han tilbage fra en Ridetour og stod nu for
os som en complet Guasso: spidspuldet Straahat, stribet Poncho af et
særegent Væv, der i Folder hang ned over Skuldre og Arme, vide, sorte
Støvletter, store Sporer med Hjul af Størrelse som Speciesdalere, og
dertil i Haanden en Stok, der gav det Hele et Gentleman-Sving, der var
høist tiltalende. Vor Chef, Mr. Bazoche, hvem hans Besøg gjaldt, var
henrykt og fortabt i Beskuelsen. Lasusse maatte gjøre Regnskab for, hvor
han havde anskaffet disse vidunderlige Sager, hvis Mage vi altsaa kunde
vente snart at see indlemmede i vor Chefs Garderobesamling.

„Og den Stok, De har der“, fortsatte Mr. Bazoche, „den er jo
allerkjæreste; har De ogsaa kjøbt den her i Valparaiso?“ Lasusse
meddeelte, at det Rør, af hvilket den bestod, en Art Bambusrør, voxede
i Mængde i en lille Bugt ved Vid à la mar, en Miilsvei nordenfor vor
Ankerplads, og at altsaa Intet var lettere end at skaffe saadanne Rør
tilveie.

Næppe havde Capitain Lasusse forladt Skibet, før Capitain Bazoche lod
Qvarteermesteren paa Chefssluppen kalde. „Du har at gjøre Sluppen klar
til at gaae fraborde imorgen, strax efter Udpurringen Kl. 5. I skulle
roe hen i Bugten ved Vid à la mar, hvor Sluproerne skulle gaae iværk
med at afskære Rør, saamange, som Sluppen kan rumme. Frokost og Middag
skulle I tage med Eder, og jeg tænker, at I kunne være her tilbage henad
Eftermiddagen.“

Næste Aften kom Sluppen hjem fra sin Expedition. Den saae ud som en
Jungle eller et flydende Skovparti. Chefen yttrede sin høie Grad af
Tilfredshed, og Skovpartiet blev langet om Bord.

Den paafølgende Dag begyndte det egentlige Arbeide. Sluproere og Flagmænd
bleve satte igang med at sortere de forskjellige Rør efter Tykkelse og
Beskaffenhed. De bleve afkappede i Længde af tre Alen, samlede i Bundter,
tolv i hver, og derefter ophængte under et horizontalt Jerngelænder, der
var anbragt omkring et stort, fritstaaende Ruf paa Dækket, opført til
Chefens Afbenyttelse.

„Det var en god Anviisning af Lasusse“, yttrede vor Chef og gned sig i
Hænderne; „ved min Tilbagekomst til Brest vil jeg kunne forære alle mine
Bekjendte af disse udmærkede Stokke: de ville alle paaskjønne og glæde
sig over den gode Idee.“

Naturligviis bleve Stokkebundterne jævnligen bekikkede, befølte og
undersøgte. Efter nogen Tids Forløb viste det sig, at de lange Rør ved
at ophænges horizontalt krummede sig i Midten som Følge af egen Tyngde.
Sluproerne bleve altsaa hidkaldte, hver enkelt Rør blev overskaaret paa
Midten, saa at Længden blev noget større end en almindelig Spadserestoks;
de bleve derefter ophængte under Chefens Jerngelænder efter først at
være blevne sorterede paany, hvoraf fulgte, at Tallet blev betydelig
reduceret, idet de krummeste Rør bleve kastede overbord.

Den foretagne Operation viste sig imidlertid efter nogen Tids Forløb ikke
ganske at have afhjulpet Ondet; enkelte Rør begyndte igjen at krumme sig,
og for at bøde herpaa udfandt Chefen, at det hensigtsmæssigste Middel
vilde være at anbringe dem i en vertical, istedenfor som hidtil i en
horizontal Stilling. Atter Sluproerne til Arbeid, ny Sortering og ny
Overbordkastning, hvorefter Resten af Rørene bleve fæstede lodret til det
alt anførte Gelænder om Hytten, saa at denne kom til at se ud som en Art
Fæstning, omgiven af en lav Palissade.

En Maanedstid gik hen; da bemærkede Mr. Bazoche en smuk Dag, at en
Mængde af Rørene vare hentørrede og tildeels opskinnede som Følge af den
brændende Sols Indvirkning. Vel havde Enthusiasmen for Stokkevæsenet
kølnet sig noget hos ham; men jævnlig fremstod dog Tanken paany om den
Tilfredsstillelse, han lovede sig ved sin Hjemkomst til Frankrig, og
Solens Paavirkning maatte som Følge heraf modarbeides. Dette meente vor
Chef vilde naaes, naar det kunde lykkes at gjennemtrænge de forskjellige
Rør med Olie. Rørene, antog han, vilde da paany opnaae deres forrige
Glands og gjenvinde al den Skjønhed, som han tidligere havde beundret.

Øieblikkelig blev Sagen sat i Gang. Naturligviis begyndte Arbeidet
med ny Sortering og ny Overbordkastning, hvorefter der i Toppen af
hvert af de tilbageblevne Rør blev anbragt en Huling eller Fordybning,
som Flagmændene bleve beordrede til hver Morgen at fylde med Olie.
Naar Nathuslamperne om Morgenen bleve gjorte istand, saae man altsaa
Flagmænd og Lærlinger i fuld Activitet, hver med en Oliekande i Haanden,
beskjæftigede med Vedligeholdelsen af den lodrette, men efterhaanden
mindre tætsluttede Palissade.

Jeg troer, at Fortrædeligheder ere sjeldnere ombord end iland, og
at dette væsentlig medvirker til den Tiltrækningskraft, som Sølivet
almindelig udøver; dog selv paa Søen er man naturligviis ikke ganske
fri for Modgang, og det var i ondt Lune, at Capitain Bazoche en Dag
paa Hjemreisen kom ud paa Dækket. Intet var ham tilpas: Mærsseilene
vare ham ikke tilstrækkelig strakte, han gav den vagthavende Officeer
Ordre at sætte Seilene bedre kant; Koierne, fandt han, vare slet
stuvede i Finkenetterne; der var ikke spulet reent under Kanonerne —
„og alle disse Oliepletter!“ udbrød han, „hvor komme de fra? Jeg kan
ikke udstaae Pletter paa Dækket! Vil De lade Næstcommanderende kalde.“
Næstcommanderende kom, og til ham blev det gjentaget, at Chefen ikke
kunde fordrage Pletter, at Dækket skulde holdes tilbørlig reent, og at
navnlig Oliepletter paa enhver Maade skulde undgaaes.

Næstcommanderende tog Sagen meget rolig. Han forestillede Chefen, at,
naar Flagmændene hver Morgen skulde gaae omkring med Oliekander for at
fornye Olien i de opstillede Rørstokke, var det umuligt at forhindre,
at der fra Tid til anden kunde spildes noget Olie, og at Pletterne paa
Dækket ganske naturlig vare en Følge heraf. Capitain Bazoche maatte
indrømme denne Mulighed. „De fordømte Rør!“ udbrød han, „jeg har ikke
havt Andet end Ærgrelse af alt det Kram — lad dem strax alle blive
kastede overbord!“

Overbord gik de, og hermed var de beundrede Bambusrørs Rolle udspillet.
— Jeg forlod Fregatten i Rio-Janeiro; sikkert har vor brave Chef senere
truffet nye Gjenstande, ligesaa værdige som Spadserestokkene til at
fængsle hans særlige Opmærksomhed.




Capitain Gallois’s Hvalfisk.


Det var blevet Admiral Rosamel meddeelt, at Gabarren „l’_Arriège_“,
Transportskib som en halvarmeret Fregat, var afgaaet fra Frankrig for at
bringe os Proviant og Varegods; høiligen trængte vi efterhaanden hertil,
og paa Valparaisos Rhed imødesaae vi hver Dag Transportskibets Ankomst.
Maaneder hengik imidlertid, og „l’Arriège“ kom ikke. Heldigviis havde vi
efterhaanden levet os ind i de selskabelige Forhold i Valparaiso, saa at
Opholdet der var yderst behageligt; den lange Venten vilde ellers have
været utaalelig. Endelig kaldte Omstændighederne os nordefter; der maatte
kjøbes Provisioner, og jeg erindrer, at hver Foustage Meel blev betalt
med 30 Piaster. „Arriège“’s Udeblivelse var en dyr Historie for den
franske Regjering.

Vi løb op langs Kysten af Peru. En mere øde og afskrækkende Kyst troer
jeg aldrig at have seet. Overalt mørke Klipper, bedækkede med hvidt
Sand, ingensteds nogen Vegetation, der kunde bryde den trættende
Eensformighed, og, som om Forsynet var kommet til den Overbeviisning,
at Læ for Skibe vilde være overflødig paa en Kyststrækning, hvor haardt
Veir er ukjendt, fandtes ikke en eneste Havn ligefra Arica til Callao,
en Strækning af over hundrede danske Miil. Paa de enkelte Steder, vi
ankrede ved denne aabne Kyst, var Massen af det Fugleskarn, der i Løbet
af Aarhundreder havde ophobet sig, saagodtsom det Eneste, der var istand
til at tiltrække sig vor Opmærksomhed. Allerede dengang havde man begyndt
at udføre til Europa dette Product, der nu som Guano spiller saa stor en
Rolle.

De politiske Begivenheder i Peru var det, der havde bragt os nordpaa.
Vi ankrede ved Churillos, et Par Miil søndenfor Lima, og herfra begav
vor Admiral sig til den peruvianske Hovedstad. Ogsaa ved Churillos
ankrer man paa en aldeles aaben Rhed. Under dette mærkelige Himmelstrøg,
hvor man ligesaa lidet kjender til Regn som til Blæst, er den svære,
uophørlige Dønning imod Land saagodtsom den eneste Ulempe, for hvilken
Skibe ere udsatte. For Hyggeligheden ombord er imidlertid denne Ulempe
langt større, end man almindelig forestiller sig. Man tænke sig: Maaneder
igjennem knap at kunne staae paa Benene — den evige rullende Bevægelse
bliver i Længden formelig opirrende.

Vi begyndte atter at see ud efter „l’Arriège“, men endnu i lang Tid
forgjæves. Endelig kom den da, men i hvilken Tilstand! Spor af Havarier
i flere Retninger vare tydelige at see, og, da dens Chef, Mr. Gallois,
capitaine de frégate, kom ombord, var der ingen Ende paa hans Beretning
om Modgang og Ulykker af enhver Art, for hvilke Skibet havde været udsat.
Først var, „l’Arriège“ bleven læk og maatte udlosse sin hele Ladning
for at reparere. Stadig havde man dernæst maattet kæmpe imod haard
Kuling og ondt Veir, og under Falklands-Øerne var man endelig bleven
overfalden af en Storm, under hvilken en Braadsø havde sønderslaaet
Kobrygs-Finkenetterne, taget Fartøierne bort midtskibs og skyllet ti Mand
overbord. Mandskabet syntes herved at være blevet aldeles demoraliseret;
det syntes, som om al Tillid til Officererne ombord var forsvunden;
Seil blæste bort; men Folkene negtede at arbeide, saa at man med dragen
Sabel havde været nødsaget til at tvinge dem til at gaae tilveirs. For
Modvind havde man søgt ned til 70° sydlig Brede, her var man stødt paa
Iisbjerge, Kulden var gaaet ned til 6° R., og det var lige ved, at
Chefen havde taget den Beslutning at opgive det Hele og at staae tilbage
østefter, da et Omslag heldigviis var indtruffet, saa at det efter 89
Dages Reise fra Rio-Janeiro lykkedes at naae Valparaiso. Beskrivelsen af
denne Reise ledede Tanken uvilkaarlig tilbage til Lord Anson, da han i
forrige Aarhundrede skulde omseile Cap Hoorn for at rette et Angreb imod
de spanske Colonier, kun har Mr. Gallois’s Beretning om, hvad der var
tilstødt ham, ganske sikkert havt en mere poetisk Flugt, end der laa i
den engelske Admirals Charakteer; ved Beskrivelsen af den Braadsø, der
under Falklands-Øerne var styrtet ind over Skibet, og som efter Chefens
Mening havde bragt dette i øiensynlig Fare, hed det i Capt. Gallois’s
Rapport: „Ikke vidste jeg i hiint Øieblik, om jeg endnu commanderede H.
M. Skib l’Arriège.“

Paa et senere Tidspunct fik i det adriatiske Hav Mr. Gallois Commando af
en fransk Division, der blokerede Ancona. Overholdelsen af denne Blocade
synes at have været ham for besværlig, og istedenfor at blokere fandt han
en smuk Dag paa at entre Fæstningen og at tage den i Besiddelse, uagtet
ingen Krigserklæring havde fundet Sted. Den franske Regjering satte han
derved i den største Forlegenhed. En chevaleresk Aand boede der i ham;
men Militair var han saavist ikke, og endnu mindre fandtes der hos ham
Spor af Sømandskab, hvilket efter min Formening ikke lidet har bidraget
til hans ulykkelige Passage om Cap Hoorn.

Den største Deel af den medbragte Proviant var naturligviis havareret.
Den blev udlosset, Tømmermænd og anden Hjælp blev sendt for at paaskynde
Transportskibets Udbedring; men, da denne endnu ikke var fuldført,
dengang vi kort efter stode Syd paa, blev der tillagt Capt. Gallois
udtrykkelig Ordre snarest muligt at følge efter og at støde til
Admiralen i Valparaiso. Otte Dage efter vor Ankomst dertil begyndte vi
altsaa paany at speide efter „l’Arriège“, men „l’Arriège“ kom ikke. En
Maanedstid hengik, og endda saaes Intet til Skibet, hvorimod vi af et
nordfra kommende Fartøi hørte, at man havde seet Skibet tilankers ved San
Lorenzo, en tildeels ubeboet Ø, der ligger udfor Indløbet til Callao.
Dette var aldeles uforklarligt. Atter lang Tid hengik, førend paalidelig
Underretning kunde indhentes, og til Forbauselse for os, og sikkert til
endnu større Forbauselse for Admiralen, indløb Efterretning om, at Mr.
Gallois havde fanget en Hvalfisk, og at heri maatte søges Anledningen til
Transportskibets lange Udeblivelse.

Hvorvidt denne Begivenhed skyldes egen Foretagelsesaand, eller om man
havde fundet Hvalen død paa Havet, er mig ubekjendt; men vist er det,
at Hvalfisken var kommen i Mr. Gallois’s Vold. Han troede at skylde sit
Mandskab, meldte han, at gjøre det mest Mulige ud af denne brillante
Fangst, og han var derfor med sin Hvalfisk søgt ind til San Lorenzo, hvor
Hvalen blev halet paa Land, Spækket afflændset og et formeligt Trankogeri
indrettet, saa godt som det med forhaandenværende Midler lod sig udføre.
Efter Udsmeltningen skulde nu denne Tran sælges, den blev ført til
Lima, Klæder bleve kjøbte til Mandskabet for det indvundne Beløb, og
hermed meente Mr. Gallois at have gjort sine Sager fortræffelig, medens
Admiralen i Valparaiso, Maaneder igjennem, med Utaalmodighed havde
maattet vente paa hans Komme.

Tilsidst kom da endelig den saalænge ventede „l’Arriège“ i Sigte. Alt som
den nærmede sig, viste den sig for os i en heel anden Skikkelse, end da
den første Gang stødte til Escadren. „L’Arriège“ var bleven nymalet og
skinnende, Mandskabet straalede i ny, hvid Klædedragt, og, da Skibet med
tilsatte Bram- og Bovenbramseil stod ind paa Valparaisos Rhed, var det
øiensynligt, at Mr. Gallois havde isinde at forbause os ved Udførelsen
af en brillant Manøvre. Benyttende den lette Brise var det hans Hensigt
at sætte sit yderste Anker i passende Afstand fra Admiralen og derefter
at løbe Fortøiningen ud under Seil. Stor Bugt af Kjættingen var halet
paa Dækket; thi i de Tider, Ankerkjættingernes Barndom, var man endnu
ikke bleven fortrolig med disses Behandling; alle Forberedelser vare
trufne, og ved Ankerne stod man klar, lyttende efter Lodhiverne, der
endnu stadig sang ud for „20 Favne uden Bund“. Da kom der pludselig en
af de Kastevinde fra Bjergene, der om Eftermiddagen ere saa hyppige
paa Valparaisos Rhed. Skibet krængede over, i Hast maatte Smaaseilene
bjerges, og istedenfor at løbe ind med fire Miles Fart begyndte man med
eet at nærme sig Ankerpladsen med foruroligende Hurtighed. Der kom Uro
i Blodet: „Lad falde Ankeret!“ commanderede Chefen. „Lodhiverne varskoe
endnu 20 Favne uden Bund“, indvendte Næstcommanderende fra Bakken. „Lad
falde Ankeret!“ gjentog Chefen utaalmodig, og Ankret faldt. Skibet blev
imidlertid ved at løbe. „Men hvorfor stoppe vi ikke op for Ankret?“
lød det efter et Øieblik fra Chefen, der begyndte at blive ængstelig.
„Kjættingen er forlængst sprungen“, lød Næstcommanderendes Svar, „og den
har endda ikke taget saa lidt af Bedingen med sig.“ Ankret var gaaet i
Bund paa 40 til 50 Favne Vand, Alt var gaaet istykker, og istedenfor den
paatænkte Pragt-Manøvre gik „l’Arriège“ lige ombord i Admiralens Fregat,
borttog vor Klyverbom og maatte ankre i største Uorden indenfor os. —

Faa Dage efter stode vi paany ad Lima til, og „l’Arriège“ blev afsendt
til Frankrig. Capitain Gallois er ikke blandt de mindst mærkelige
Personligheder, med hvilke jeg i den Tid kom i Berøring, og hvad hans
Hvalfisk angaaer, da viste det sig senere, at Hvalen kom til at udøve en
ikke ringe Indflydelse, ikke alene paa Admiralens, men paa det franske
Flags Stilling i Sydhavet ved den Tid, som her er Gjenstand for Omtale.




Audients hos Bolivar.


I de Aaringer, jeg tilbragte i det Stille Hav, var Krigen imod Spanien
i fuld Gang. Chili havde nylig tilfegtet sig Uafhængighed, Peru havde
reist sig, og med en Armee paa 12 til 15,000 Mand kom Don Simon Bolivar i
1824 Peruvianerne tilhjælp, efterat først Columbiens Uafhængighed kunde
antages at være sikkret. Moderlandet var ikke mere det gamle Spanien; det
var sønderslidt af indre Uroligheder, og Colonierne maatte overlades til
deres egen Skjæbne. Kampen i Peru var længe tvivlsom; men endelig vandt
Independenterne det afgjørende Slag ved Ayacucho, den spanske Vicekonge
toges tilfange efter en tapper Modstand, og hermed maatte Peru ansees
som tabt for den spanske Krone. Levningerne af den spanske Hær trak sig
tilbage til Callao, den indsluttede sig i Fæstningen, og her forsvarede
General Rodil sig med en Udholdenhed, der kaster et sidste lysende Skjær
over Spaniernes Bedrifter paa det amerikanske Fastland. Da Callao faldt,
var imidlertid Alt forbi: for stedse havde Spanien tabt disse rige og
vidtstrakte Colonier.

Da Fregatten „_Marie Therèse_“ dennegang ankom til Churillos, havde Don
Simon holdt sit Indtog i Lima, hvor han blev hilset som Fædrelandets
Befrier. Officielt blev der tillagt ham Titel af Libertador, og han stod
nu foran Callao med sine Tropper og ledede Angrebet imod denne Fæstning.
Det er naturligt, at Admiralen maatte hilse paa Columbiens Præsident,
og kort efter vor Ankomst blev en Dag berammet, da det officielle Besøg
skulde finde Sted.

En høist liberal Aand var herskende blandt Medlemmerne af Fregattens
Messe. Med Beundring saae Officererne op til Bolivar, der havde grundlagt
sit Fædrelands Frihed, og Sammenligningen med Washington, der hyppig
blev discuteret, faldt somoftest ud til Bolivars Fordeel. Imod denne
Anskuelse ivrede Commissairen med stor Styrke. „Jeg kan ikke indrømme
Bolivar Forrangen“, sagde han, „om jeg end anerkjender Bolivar at være
Washingtons Samtidige.“ Udtrykket „contemporain“ blev herefter et Stikord
i Messen og var os ofte til stor Morskab.

Medens vi fortabte os i Beundring over Amerikas Helt, er det vist, at
Bolivar med kun liden Velvillie saae det franske Admiralsflag vaie paa
Churillos’s Rhed i saa kort Afstand fra den af ham beleirede Fæstning.
Øiemedet med Hertugen af Angoulèmes nylig afsluttede Felttog i Spanien
havde jo været at befæste den spanske Throne og at underkue de liberale
Bevægelser i dette Land; hvor rimeligt var det da ikke at antage, at
Rodil af os maatte kunne vente Understøttelse, og at vi af al Magt vilde
bestræbe os for at styrke hans Stilling. Hertil kom endnu Mr. Gallois’s
Hvalfisk. Kunde man tænke sig, at Trankogeri alene i henved et Par
Maaneder skulde have bragt en fransk Orlogsmand til at søge Ankerplads
ved San Lorenzo, saagodtsom umiddelbart i Callaos Nærhed. Andre Øiemed
maatte ganske naturlig antages at ligge til Grund herfor, og det
Rimeligste var da, at „l’Arriège“ under sit Ophold havde havt det Hverv
fra Søsiden at forsyne Callao med Proviant, hvorved Fæstningen vilde
blive istand til at forlænge sit Forsvar. Disse og lignende Betragtninger
gjorde, at man saae os med onde Øine, og det var under Indtrykket af
denne Stemning, at den officielle Visit hos Don Simon skulde gaae for sig.

Overeensstemmende med fransk Opfattelse og med egen Tilbøielighed var det
Admiralens Ønske at give dette Besøg en vis éclat; Skibschef, Adjutanter
og flere af Fregattens Officerer bleve altsaa udseete til at danne et
talrigt Følge, og med Glæde modtog jeg Admiralens Tilbud om at udgjøre
en Deel af dette. I fuld Pragt, Admiralen i Spidsen, stege vi tilhest
den berammede Dags Morgen, og efter et Par Timers Ridt ad de støvede
Veie indtraf vi i Santa Magdalena, Libertadorens Hovedquarteer. Vi bleve
førte ind i en Modtagelsessalon, højst tarvelig møbleret. Med megen
tilsyneladende Venlighed modtoges Admiralen af Don Simon, som med ham tog
Plads i en Sofa, medens vi Andre fik anviist Stole, der vare stillede i
en Halvkreds, saa at ethvert Ord kunde høres, der blev vexlet imellem Don
Simon og vor Commanderende.

Bolivar var iført en blaa Uniform med noget Guldbroderi. Udenpaa snevre
Pantalons bar han et Par mægtige Støvler, der naaede ham heelt op over
Knæene, og tydelig saae man paa ham, at den militaire Retning var den
fremherskende. Han var af middelmaadig Høide, meget mager og temmelig
spinkel af Legemsbygning. Det store, sorte Mundskjæg, der ligesom hans
rigelige Haarvæxt begyndte at blive isprængt med Graat, gav ham et
martialsk Udseende, der stod i skærende Modsætning til hans svage Stemme
og hans uanseelige Figur. Det indfaldne Ansigt, mørkt og forbrændt af
Solen, vidnede om de Strabadser, han havde undergaaet, medens den høie
Pande og det Alvorlige i hans Væsen indgød Ærefrygt og bragte En til
uvilkaarlig at bøje sig for ham, uagtet hans Fremtræden hverken havde
noget Anmassende eller Bydende ved sig. Man — eller idetmindste jeg
— saae i ham den store Mand, og i enhver Henseende opfyldte han de
Forventninger, som jeg, efter mangehaande Beskrivelser, havde gjort mig
om ham.

Admiral Rosamel var en fuldstændig Modsætning til Don Simon. Han var en
smuk Mand i Ordets almindelige Betydning, stor og kraftig, rødmusset,
smilende og fuld af Higen efter at gjøre sin Person gjældende. Med høie
Ideer om sig selv vare hans Evner ikke destomindre som tidligere udtalt
ikkun ringe, og det var forgjæves, at han ved Overholdelse af Former og
ved imponerende Optræden søgte at dække sin Ubetydelighed i aandelig
Henseende.

Imellem disse to Mænd blev nu i Sofaen indledet en Samtale, der først
drejede sig om de i Peru bosatte Franskmænd, samt om det franske Hofs
Neutralitet ligeoverfor den Frihedsbevægelse, der gjorde sig gjældende
i Sydamerika. Bolivar talte Fransk med Lethed, saa at Sproget ikke
lagde nogensomhelst Hindring iveien. Derefter ledede Bolivar Samtalen
hen paa Napoleon, et Emne, der ved de Tider var en kilden Sag for en
fransk Admiral at behandle. Bolivar meente, at de Engelske havde lidt
et stort Tab ved Napoleons Død, da den Omstændighed, at han var i dette
Lands Magt, var tilstrækkelig til at holde hele Europa i Tømme. Han
efterlader sig store Minder, sagde Libertadoren, og han var vis paa,
at alle Franskmænd tilbade ham i deres Hjerte. Det var synligt, at
Admiralen blev mere og mere ømfindtlig ved den Vending, som Don Simon
havde givet Samtalen. Med Salvelse, beregnet paa at gjøre Indtryk paa
de mange tilstedeværende Vidner, forsikrede han, at enhver Franskmand
nærede uskrømtet Kjærlighed og Hengivenhed for Ludvig den 18de og det
Bourbonske Dynasti. „Da er jeg dog vis paa“, meente Bolivar, idet et
halv ondskabsfuldt Smiil gik over hans Ansigt, „at, dersom Hertugen af
Reichstadt i dette Øieblik viste sig i Frankrig, vilde hele Nationen
juble og samle sig som een Mand om den store Keisers Søn.“ Mere og mere
steg Blodet Admiralen til Hovedet. Afbryde Samtalen og derved stille sig
i fjendtligt Forhold til Præsidenten turde han ikke; han sad som paa
Gløder og mumlede nogle Ord om Loyalitet, om Elskelighed hos Frankrigs
Souverain og deslige. Det var imidlertid, som om Ordene skulde kvæle
ham, rød var han, som om Hovedet skulde sprænges, og, da Bolivar endnu
ved et Par Yttringer havde bragt Admiralen til end yderligere at tabe
Besindelsen, bad han denne om at forestille ham de tilstedeværende
Officerer. Chefen var naturligviis den Første i Rækken. Man skulde have
troet, at denne Gjerning vilde være en Lettelse for Admiralen; men han
var saa betagen, at al Besindelse var borte. „Det er Mr. Ra—“, stammede
han, „nei, Mr. Ro—“ — i sin Forvirring havde han glemt sin Skibschefs
Navn. Nu var det Chefen, hvem Blodet foer til Hovedet: man saae, hvor
Arrigheden kom over ham, og indigneret nævnte han sig som Mr. Bazoche,
commandant la frégate de S. M. la _Marie Thérèse_. Bolivar gav ham
Haanden, sagde ham nogle venlige Ord, og det gik derpaa til den Næste i
Rækken, Mr. Cazy, Admiralens første Adjutant. Eiheller dennes Navn var
Admiralen istand til at gjøre Rede for, Cazy maatte nævne sig selv, og,
da det nu var gaaet saa galt, forestillede Admiralen os Øvrige en bloc
som tjenstgjørende Officerer ombord i Fregatten. Det forekom mig, at et
særegent Træk atter gik over Don Simons alvorlige Ansigt. Med udsøgt
Venlighed begav han sig hen til enhver af de tilstedeværende Officerer
for at spørge os om vort Navn og om vor Stilling ombord. Paa Navnene
især syntes han at lægge Vægt, og til enhver af os henvendte han nogle
velvillige Yttringer, der endmere fremhævede vor Admirals aandelige
Ubehjælpsomhed. Som klædt i dansk Stadsmundering, altsaa noget afvigende
fra de andre Officerer, forespurgte han sig om Grunden hertil, og, da
han erfoer, at jeg tilhørte den danske Marine, gav dette Anledning til,
at han henvendte til mig nogle høist smigrende Ord om mit Fædreland. Han
tog os Alle i Haanden, og efter henved en Times Forløb var Audientsen
tilende. Aldrig har jeg seet den overlegne Aands Magt træde skarpere frem
end under dette Møde.




Fest hos el Senior Reglos for el Libertador.


Naturligviis blev der i Lima ved denne Tid givet Fester af enhver Art til
Ære for Don Simon, Landets Befrier. Flere af disse Fester, blandt andre
hos en Hr. Reglos, rig Kjøbmand fra Buenos Ayres, var jeg saa heldig at
bivaane. Den Luxus, som jeg ved slige Leiligheder forefandt, var mig
paafaldende, og navnlig erindrer jeg, at, da Soupéen hos Hr. Reglos var
anrettet, og Dørene til Spisesalen bleve aabnede, overraskedes jeg ved
at see det lange Bord, bugnende under Vægten af kostbare Sølvsager,
istedenfor Borddug, at være dækket med skarlagenrødt Klæde. Indtrykket
var glimrende. Opdækningen vakte ikke alene min, men Alles Beundring.

Det er en Selvfølge, at jeg hilste paa Don Simon, men lige saa naturligt
er det, at jeg kun efter tilfældig Meddelelse er bleven i Stand til at
gjengive en Samtale, som samme Aften — April 1825 — fandt Sted imellem
ham og en høitstaaende Officeer, hvilken Samtales Indhold jeg dengang,
som historisk mærkelig, fandt mig tilskyndet til at nedskrive. Efterat
Libertadoren først temmelig udførlig havde omtalt Amerikas Anliggender
for denne Officeer, vedblev han, idet han gik over til at omtale sine
Fremtidsplaner: „Imorgen reiser jeg herfra for at gjøre mig bekjendt
med den sydlige Deel af Peru; derefter gaaer jeg til Potosi, hvor jeg
haaber at ville være i Stand til at dæmpe de der herskende Uroligheder.
Omtrent i Juli Maaned vil jeg altsaa være her tilbage, og, hvor kjæk en
Mand Rodil end er, vil han ikke kunne holde sig i Callao synderlig længer
som Følge af Mangel paa Levnetsmidler. Jeg haaber altsaa, at man snart
vil kunne faae Ende paa denne ødelæggende Krig, og at Amerikas Frihed
og Uafhængighed da vil være grundlagt for stedse. Dette er mine Ønskers
Maal. Naar dette er opnaaet, trækker jeg mig tilbage fra den Skueplads,
paa hvilken jeg hidtil har virket, og er det da mit Ønske at kunne
tilbringe Resten af mine Dage i Paris.“

Bolivar var dengang paa Højdepunctet af sin Storhed. Han havde reist
Forsvarsbanneret i sit Land, og under hans Ledelse var det lykkedes
at afkaste det trykkende og forhadte spanske Aag. Han var Republiken
Columbiens Præsident, Perus Befrier, og Alt bøiede sig for hans overlegne
Aand og Dygtighed. I een Retning viste det sig imidlertid, at han havde
været for sangvinsk; i 16 Maaneder forsvarede Rodil sig heltemodig i sin
Fæstning, bestandig haabende paa Undsætning fra det sygnende Fædreland.
Callao blev efterhaanden, efterat saavel Veracruz som St. Juan de
Ulloa vare faldne, den sidste Rest af Spaniens Storhed og Magt paa det
amerikanske Fastland, og med det spanske Flag paa Callaos Taarne svandt
Resultaterne af Cortez’ og Pizarro’s eventyrlige Heltebedrifter.

       *       *       *       *       *

Otte Aar senere var jeg i St. Thomas som Næstcommanderende ombord
i Briggen „_Allart_“. En Dag kom jeg ind i et af St. Thomas’ store
Vareoplag for at tale med Eieren, Mr. Thompson. Denne var netop
beskjæftiget med nogle Kunder, og ved at see mig om i Magasinet faldt
mine Øine paa en Bunke Tallerkener, prydede i Midten med et Billed,
omkring hvilket der stod: „Governor-General Peter von Scholten“. Jeg
betragtede Portraitet, da Mr. Thompson kom til, og yttrede min Forundring
over den ringe Lighed, som fandtes imellem dette og Originalen. Mr.
Thompson maatte indrømme, at Ligheden ikke var stor. „Men aldrig“,
bemærkede jeg, „har General Scholten havt den store sorte Knevelsbart,
eiheller den rige, sorte Haarvæxt, som man her har givet ham“. „Atter
uheldigt“, tilstod Mr. Thompson; „og den blaa Mundering med Guldbroderi“,
udbrød jeg videre, „men ingensinde har jo General Scholten havt nogen
saadan.“ I al Fortrolighed meddeelte Mr. Thompson mig nu, at Billedet
oprindelig var et Portrait af Don Simon Bolivar ved den Tid, da han
var paa sin Lykkes Tinde. „Han er nu gaaet af Mode,“ fortsatte han,
„og Tallerkenerne fandt ikke mere nogen Afsætning; jeg fandt da paa at
lade anbringe Omskriften: Governor-General Peter von Scholten, og de
gaae nu af som varmt Brød; Negerne ville alle kjøbe dem og glæde sig
ved at komme i Besiddelse af et Billed af „Massa Peter“, deres kjære
General-Gouverneur.“

Tiderne ere omskiftelige!




Sælhundejagt.


En af Fregattens Officerer var bleven afsendt paa en Baade-Expedition
til en Ø, beliggende temmelig langt fra Skibet. Paa Tilbageveien kom
han forbi en Klippe, høi og steil, men hvis ene Side dannede en jævn
Skraaplan, der strakte sig lige ned til Søen. Paa denne glatte Flade
havde leiret sig Sælhunde i utallig Mængde. Klippen lod til at have været
Tilflugtssted for disse Dyr i Aarhundreder; de solede sig i al Rolighed
og lode sig næppe engang forstyrre af det tæt forbiroende Fartøi.

Ved Tilbagekomsten ombord blev denne Klippe naturligviis Gjenstand for
Omtale. Vel var Klippen nogle Miil borte, men Fristelsen var ikke til at
modstaae, og endeel af Fregattens Officerer besluttede at tage derhen den
paafølgende Dag for at skyde Sælhunde.

Man henvendte sig til Chefen om Fartøi; naturligviis var Intet herfor
iveien. Da man meddeelte ham, hvad den hjemvendte Officeer havde
berettet, samt Hensigten med vor paatænkte Udflugt, blev han henrykt.
Det vilde blive storartet, meente han, Ideen var ypperlig, og D’Hrr.
Officerer vilde da vel ikke have noget imod, at han selv deeltog i
Jagtpartiet.

Det Hele antog nu strax et mere storslaaet Præg. Officeren, der havde
fortalt om Sælhundenes Tilstedeværelse, maatte personlig afgive Beretning
til Capitain Bazoche om, hvorledes Forholdene vare; eet Fartøi, meente
Chefen, vilde ikke være tilstrækkeligt; med to eller tre vilde man kunne
love sig et langt større Udbytte; Officererne, foreslog han, burde være
forsynede med Geværer, Folkene derimod skulde bevæbnes med Baadshager,
men dog fremfor Alt med Knipler; thi man havde sagt ham, at den bedste
Maade, paa hvilken man kunde nedslaae Sælhunde, var ved at give dem et
Kølleslag over Næsen. Tømmermændene bleve altsaa satte igang med at
forfærdige Knipler, Ordre til Fartøierne bleve givne, og i stor Stiil
blev Alt forberedt til den omfattende Plans Iværksættelse.

Samtalen om Aftenen gik i naturhistorisk Retning; den dreiede sig om
Robbefangst, om Sælhunde, samt om hvormange af disse man kunde antage,
at der den næste Dag vilde falde i vor Vold. Chefen havde vidtgaaende
Planer angaaende Skindene, dog endnu større Forventning nærede han med
Hensyn til, hvad der vilde kunne udbringes af Spækket. Vel vilde det være
forbundet med endeel Uleilighed at udsmelte Trannen, men Gallois, hvis
Expedition han forøvrigt ikke gik ind paa at omtale, havde jo udført et
langt mere omfattende Foretagende i den Retning. Stort Udbytte vilde
ganske sikkert kunne indvindes, og muligt endog, at man ved Trannens
Realisation vilde kunne anskaffe til hver Mand af Besætningen et Par
hvide Lærreds Buxer.

Næste Morgen kom, og Forventningerne vare paa ingen Maade formindskede.
Klokken 5 laae tre Fartøier beredte; Alt var i Orden; nødvendig Proviant
var ombord, og rigelig vare Fartøierne forsynede med de befalede
Angrebsvaaben. Man satte fra Borde, og, da vi henad Formiddagen naaede
Klippen, blev denne nøiagtig recognosceret. Sælhundene laae der, rolig
og trygt, vistnok i Tusindviis. Skraaplanen, paa hvilken de vare
leirede, havde Form af en Trekant, med Basis lige nede ved Havet. Paa
den slimede Flade laae Dyrene sammenpakkede, det syntes endog som i
Lag ovenpaa hinanden, og Alt viste sig saaledes at være i høieste Grad
tilfredsstillende paa en forfærdelig Stank nær, naar man fra den læ Side
nærmede sig Klippen. Baadene bleve samlede, der blev holdt Raad, og efter
Chefens Anviisning blev nu en systematisk Plan lagt, angaaende hvorledes
Angrebet skulde gaae for sig.

Det bestemtes, at man skulde lande paa begge Sider af Klippen, noget
bagved den Skraaning, paa hvilken Sælhundene vare leirede. Man skulde
kravle op, Officererne i Spidsen, indtil man var naaet op til henad
Klippens halve Høide. Naar dette var skeet, skulde man paa givet Signal
trænge ind i lige Linie fra begge Sider og saaledes afskære den hele
Trekant af de øverst liggende Sælhunde; Blodbadet skulde her begynde, men
man skulde ikke rette noget særligt Angreb imod Sælhundene nedenfor den
angivne Linie, hvorimod den hele Masse ovenfor denne skulde angribes
med kraft, og, da Dyrene vilde være fuldstændig afskaarne, maatte de
ufeilbarlig alle blive vort Bytte.

Man skred til Værket. Mandskabet var mulig endnu mere kamplystent end
Officererne, og efter endeel Vanskelighed ved at finde en Landingsplads
under den temmelig stærke Dønning, som altid findes paa disse Kyster,
kom man endelig iland, dog meget længer fjærnet fra champ de bataille,
end man oprindelig havde tænkt sig. Iland kom man imidlertid, og nu
begyndte Klavringen op ad den ujævne Klippe. Næppe noget Ord blev vexlet;
med spændt Opmærksomhed lyttede man efter enhver Lyd, der kunde tyde
paa Bevægelse blandt Sælhunde-Massen, og næsten var det lykkedes os at
naae vort Maal, da der med eet hørtes en Buldren, blandet med Skrigen
og Raaben af Mennesker, som vare disse stedte i Livsfare. Skyndsomst
søgte vi naturligviis hen til Plateauet og kom her netop tidsnok til
at see de sidste Sælhunde rulle sig ud i Vandet. Plateauet var tomt,
Sælhundene vare borte, hvorimod der nede i Vandet saaes flere af vore
Folk, der øiensynlig vare i Fare for at drukne. At svømme er en temmelig
sjelden Færdighed hos franske Mandskaber, der ofte recruteres heelt
inde i Landet, og noget ganske Andet blev der for os at tænke paa end
at skyde Sælhunde. Matroser og Sælhunde vare dertil saaledes blandede
imellem hverandre udenfor Klippen, at man vel maatte have vogtet sig for
at løsne noget Skud, og fra vort ophøiede Standpunct saae vi med Spænding
Fartøierne ile de Forulykkede tilhjælp, der hverken lode det mangle paa
Raaben eller paa Skrig i den Nød, hvori de vare stedte.

Heldigviis lykkedes det at faae dem Alle fiskede op, og, efterat det
hele Selskab atter var kommet i Fartøierne, og det første Indtryk af
Skuffelse nogenledes havde sat sig, begyndte man efterhaanden at søge at
komme til Klarhed om, hvorledes det egentlig kunde være gaaet til, at de
efterstræbte Sælhunde, der ved vor Nærmelse syntes at være saa trygge,
som om de paa deres Leie skulde sove til Dommedag, saa pludselig vare
blevne opskræmmede og istedenfor at blive vort Bytte, tværtimod nær havde
taget Livet af deres Angribere.

Det viste sig da, at det bageste Mandskab i Colonnen, altsom vi
møisommeligen kravlede op ad Klippen, ikke havde været istand til at
tæmme sin Utaalmodighed. Istedenfor at oppebie det aftalte Signal,
da den samlede Manøvre skulde gaae for sig, vare Folkene i deres
blinde Iver blevne forledede til fra den ene Side at gjøre et Indhug i
Sælhunde-Massen. I fuld Tro til, at det vilde være en let Sag at gjøre
det af med Dyrene, vare de stormede ind blandt disse; men her vare
de komne ind paa et saa glat og slibrigt Terrain, at de under deres
Anstrengelser med Baadshager og Køller havde mistet Fodfæste. De nærmeste
Dyr havde imidlertid mærket, at der var Fare paafærde, en særegen Lyd,
som en Slags Grynten eller Gjøen, havde gjenlydt over hele Klippen, og i
et Nu begyndte den hele Masse, ligefra Toppen og nedefter, at sætte sig i
en rullende Bevægelse. Folkene vare tumlede overende, med Sælhunde over
sig og med Sælhunde under sig vare de blevne rullede afsted, indtil de
plumpede i Vandet, og, da vi naaede Plateauet, var Alt forsvundet. Kun i
Havet, lige nedenfor Klippen, var der endnu en Rest af Sælhunde at see;
ogsaa disse forsvandt, og hermed var Sælhundejagten tilende. Ikke en
eneste Sælhund blev Dagens Udbytte.

At de Iltre blandt Mandskabet, hvem denne haarde Skuffelse maatte
tilskrives, nær selv havde tilsat Livet, maa Chefen have anseet for
tilstrækkelig Straf og som praktisk Advarsel om, ikke for Fremtiden at
fravige en given Ordre. Vist er det, at intet ondt Ord blev rettet imod
dem. Ned ad Klippen vare de blevne rullede i Dynd og Sliim, og i den Grad
vare deres Klæder blevne gjennemtrængte, at end ikke det derpaa følgende
Bad var istand til at frigjøre dem for den Stank, der klæbede ved dem.
Der maatte endnu en extra Spuling til, før man kunde komme dem nær.

Mr. Bazoche var forstemt, da han kom ombord; han har vistnok tænkt paa
det gamle Ordsprog, at man ikke bør sælge Bjørnens Skind, før man har
fældet Dyret.




Besøg i Danmark.


I December 1825 forlod Fregatten „_Marie-Thérèse_“ Valparaiso, og efter
53 Dages Reise ankrede vi paa Rio-Janeiros Rhed. Her forblev Fregatten
til Ankers i flere Maaneder, og, da det lod sig forudsee, at denne
Stilleliggen endnu vilde vedvare i lang Tid, opnaaede jeg Admiralens
Tilladelse til med Briggen „_Alacrity_“, der overførte en fransk Diplomat
til Frankrig, at vende tilbage til Europa.

I October 1826, altsaa netop tre Aar efterat jeg havde forladt Danmark,
ankom vi til Rochefort.

Efter et kort Ophold i Bordeaux begav jeg mig til Paris, og, da det alt
forlængst havde været mit Ønske at aflægge et Besøg i Fædrelandet, var
jeg saa heldig ved Velynderes Medvirkning at opnaae Tilsagn om, at jeg
ved min Tilbagekomst atter kunde gjøre mig Haab om at blive gjenoptagen
til Tjeneste ombord i franske Skibe.

Midt i December, efter en anstrengende Landrejse, under hvilken jeg
blandt Andet med den almindelige Postbefordring tilbragte 35 Timer paa
Veien fra Altona til Kiel, ankom jeg til Kjøbenhavn, og stor var min
Glæde ved efter saa lang Tids Forløb paany at betræde dansk Grund og
atter befinde mig blandt Slægt og Venner.

       *       *       *       *       *

I Begyndelsen at Mai 1827 afgik Orlogsbriggen „St. _Jan_“ til Vestindien.
Briggen havde Ordre til at anløbe Falmouth for derfra at overføre Øernes
General-Gouverneur — Gen. Scholten — til St. Croix, og, da der saaledes
tilbød sig en gunstig Leilighed for mig til at gjøre mig bekjendt med de
engelske Havne langs Canalen, opnaaede jeg Admiralitetets Tilladelse til
som Passageer at afgaae med Briggen til England.

Begyndelsen af dette Togt var i en særlig Grad uheldig. Faa Timer efterat
vi havde forladt Kjøbenhavn, blev Chefen, Capt. Schultz, syg og maatte
indlægges paa Hospitalet ved Ankomsten til Helsingør. Capt. Thomsen
blev beordret til at overtage Commandoen i hans Sted; men næppe vare vi
komne Sundet ud, før Briggens Næstcommanderende, Lieutn. Bille, blev
saa stærkt angreben af Rosen i Ansigtet, at han i længere Tid maatte
forblive indespærret i sit Lukaf. Ogsaa Briggens yngste Officeer, Lieutn.
C. Krieger, blev syg, saa at mit Tilbud om at dele Tjeneste med den
eneste tiloversblevne Officeer af Briggens Besætning blev modtaget med
Paaskjønnelse.

Efter en lang og kjedelig Fart over Nordsøen naaede vi Portsmouth,
hvorfra Depecher fra Udenrigsministeriet skulde afsendes til London.
Opholdet blev kun kort, men var nær blevet skjæbnesvangert, da Lodsen
under Udseilingen satte os paa Grund under høist mislige Omstændigheder.
Det blæste en torebet Mærsseilskuling, og i tre Qvarteer huggede
Briggen saa voldsomt imod Grunden, at der var overhængende Fare for,
at Reparation i Dok og deraf følgende Forhaling af Reisen vilde blive
nødvendig. Briggen holdt imidlertid, og det stigende Vande bragte os
atter flot, hvorefter vi et Par Dage senere ankrede ved Falmouth. Her
tog jeg Passage i et Dampskib, der anløb Dartmouth, tilbragte nogle Dage
i Plymouth, besøgte Weymouth og Portsmouth, hvorfra jeg med en fransk
Æggehandler, eller vel snarere et Smuglerfartøj, gik over Canalen til
Cherbourg. — Over Havre og Rouen gik Rejsen derfra videre til Paris.

Under mit Ophold i Danmark var det lykkedes mig ved General Bülows
Indflydelse at opnaae Premierlieutenants-Charakteer. Ved Ankomsten
til Paris gik mine Bestræbelser ud paa at bringe det franske
Marineministerium til at godkjende denne Forfremmelse, og blandt dem, til
hvem jeg henvendte mig i denne Anledning, var ogsaa Admiral Missiessy,
tidligere Høistcommanderende over Flaaden ved Antwerpen, og hvis Commando
min Fader altsaa i flere Aar havde været underlagt. Admiralen var i
høieste Grad forekommende imod mig; med stor Redebonhed lovede han at
skulle tage sig af Sagen og tilføiede under Samtalens Løb, at han ikke
skulde undlade ligeoverfor Ministeren at fremhæve min Tjeneste i sin Tid
paa Scheldeflaaden. Den velmenende Admiral gjorde sig næppe Rede for, at
denne Tjeneste indskrænkede sig til, at jeg i nogle Maaneder som sex Aars
Purk havde opholdt mig hos min Fader ombord i hans Flagskib Linieskibet
„_Pultusk_“, førend min Fader satte mig i Huset hos en Søster af sig inde
i Vogeserne.

Naturligviis er det mig ubekjendt, hvorvidt den ovenberørte Tjeneste
lagde nogen afgjørende Lod i Vægtskaalen til min Fordeel; men vist er
det, at jeg faa Dage efter modtog Ordre at begive mig til Toulon, for
der som lieutenant de vaisseau at tiltræde Tjeneste ombord i et af de
Orlogsskibe, som ved den Tid vare under Udrustning for at afgaae til
Levanten.

23 Aar gammel fandt jeg mig altsaa betroet Commando som Qvarteerchef i
et Linieskib og blev samtidig dermed stillet lige i Grad med Capitain i
Hæren, ifølge de for den franske Krigstjeneste gjældende Love.

Belært af tidligere Erfaring forespurgte jeg mig i Marineministeriet
om det Tidspunct, da de anførte Skibe kunde antages at ville afgaae
til deres Bestemmelse. Man svarede, at det hermed havde temmelig lange
Udsigter, og at der i ethvert Tilfælde ikke var Anledning for mig til at
paaskynde min Reise. Jeg gav mig altsaa god Tid, reiste til Montpellier
for at besøge en Kammerat fra „_Marie-Thérèse_“, besøgte senere i
det storartede Marked i Beaucaire, hvis Betydning i vore Dage vistnok
betydelig er aftagen, og ankom om Morgenen den 30te Juli til Toulon,
hvor jeg naturligviis strax meldte mig til vedkommende Øvrighed — le
Major-Général. Modtagelsen fra dennes Side var imidlertid langt fra at
være venlig. Der var ankommen telegraphisk Ordre fra Paris, meddeelte
han mig, til at paaskynde Skibenes Udrustning til Levanten og snarest
muligt at afsende dem til deres Bestemmelse; man havde alt i længere Tid
ventet mig, „og, var De ikke ankommen nu“, fortsatte han, „vilde en anden
Officeer være bleven commanderet til at træde i Deres Sted. — Naar vil De
være istand til at tiltræde Tjeneste ombord“? — „Om to Timer“ — svarede
jeg, og en Time efter modtog jeg Ordre til i Henhold til Bestemmelse fra
Marineministeriet som lieutenant de vaisseau at træde til Tjeneste ombord
i 74 Kanonskibet „_Scipio_“, der laa seilklart paa Rheden. — Inden Middag
havde jeg meldt mig til Tjeneste i Skibet, og den paafølgende Dag, 31te
Juli 1827, afgik vi til de græske Farvande.




Linieskibet „Scipio“.


Linieskibet „_Scipio_“ blev commanderet af Mr. le Baron Milius, capitaine
de vaisseau. Denne Officeer havde en kun lidet tiltalende Fortid. Under
det første Keiserdømme havde han været Chef for Fregatten „_Didon_“, der
efter en ubetydelig Fegtning blev erobret af en engelsk Fregat, som det
hed sig, fordi Misfornøielsen ombord var saa stor, at Mandskabet foretrak
at komme i et engelsk Fangeskib, fremfor at blive under Baron Milius’
Commando. „_Didon_“ løsnede kun faa Skud; istedenfor at ansætte Kuglerne
for Kanonerne, kastede Laderne dem overbord, og hverken med Trusler eller
med Bønner var Mandskabet at formaae til at gjøre Modstand. Milius blev
senere udvexlet, kom til Paris og fremstillede sig ved en almindelig
Audients i Tuilerierne. Han var stor, af et imponerende Ydre og tiltrak
sig Keiserens Opmærksomhed. Da Keiseren paa Forespørgsel erfoer, at det
var Capt. Milius, gik han hen til ham med de Ord: „Det er dristigt af
Dem at fremstille Dem her for mig: De har overgivet en af mine smukkeste
Fregatter; forføi Dem bort og viis Dem ikke mere for mine Øine!“ Faa Dage
efter havde han sin Afsked. Activitet og Dygtighed kunde imidlertid ikke
frakjendes Baron Milius. Man havde disse Egenskaber behov, og Milius blev
senere ansat i den italienske Marine, hvor han som Værftchef i Venedig
saa at sige skabte den stærke Flaadeafdeling i det adriatiske Hav, som
forefandtes ved Keiserdømmets Fald.

Mr. Milius besad mange af de Egenskaber, der danne en udmærket Mand;
kun var han aldeles blottet for den Gave at behandle Undergivne. I sit
Fag stod han tilbage for Faa, kun var han Sømand paa anden Maade, end
dette opfattedes af den yngre Generation; han hang ved gamle Skikke
og Sædvaner med en forunderlig Haardnakkenhed, lod haant om ethvert
Fremskridt, der var blevet gjort i de sidste femten eller tyve Aar, siden
han sidst var tilsøes, og saae som Følge heraf ned med Ringeagt paa alle
Officerer fra en nyere Tid, paa hvilken Foragt han saavist ikke ved nogen
Leilighed lagde Dølgsmaal. Saarende ved enhver Leilighed saavel i Mine
som i Adfærd, bestandig misfornøiet, heftig, opfarende, rastløs, jog han
Officerer og Mandskab fra et Arbeide til et andet, uden System, alene
tilskyndet af Øieblikkets Indskydelse, og i sin blinde Iver lykkedes
det ham saa aldeles at desorganisere og demoralisere det ombordværende
Mandskab, at dette tilsidst, efterat jeg havde forladt Skibet, bragtes
til Oprør, og at 37 Mand af Besætningen ved Krigsret bleve dømte til
haarde eller infamerende Straffe.

Saaledes var Mr. Milius. Ved hans Side stod som Næstcommanderende Mr.
Durbec, capitaine de frégate, Provençaler, der talte Ondt til Chefen om
Officererne og ligeoverfor Officererne gav sit onde Lune Luft angaaende
Chefens Befalinger. Dette kunde naturligviis ikke bidrage til at bringe
større Fordragelighed tilveie, og „_Scipio_“ vilde have været et Helvede,
dersom Livet i Officeersmessen ikke havde dannet en Modsætning til al
den Ufred og Misfornøielse, der gjorde sig gjældende udenfor dens Kreds.
Et Aar var jeg ombord i „_Scipio_“; dets Togt var lærerigt, dog mest
i negativ Retning ved at vise, hvorledes Tingene ikke skulde være —
behageligt blev det aldrig.




Ombordragning.


Efterat den forenede fransk-engelsk-russiske Escadre, 11 Linieskibe og
endeel Fregatter stærk, en Tidlang havde krydset udenfor Navarino, i
hvilken Havn den tyrkisk-ægyptiske Flaade havde samlet sig, stod Admiral
Rigny med underhavende Skibe i September 1827 østefter. Styrken, der
var ham underlagt, bestod af fire Linieskibe: „_Breslau_“, „_Trident_“,
„_Provence_“ og „_Scipio_“, Fregatten „_Syrêne_“, hvorombord Admiralen
havde sit Flag, tre andre Fregatter samt endeel mindre Fartøier. Den 30te
September om Aftenen vare vi komne op under Cerigo, Vinden var skral,
og til Escadren blev gjort Signal til at gjøre sit Bedste for at krydse
østefter i det snevre Farvand imellem Øen Cerigo og Servi. Jeg havde
Første-Vagt. Det var just ikke nogen let Sag under Krydsningen at undgaae
Escadrens andre Skibe, naar disse over den modsatte Boug kom staaende
ind imod os. Der var fra Tid til anden Anledning, som Franskmanden
siger, „de faire des cheveux gris“; men efterat den combinerede Flaade i
August og September havde ligget samlet og sammenpakket udfor Navarino,
vare vi efterhaanden blevne vante til at gaae fri af hinanden under
vanskelige Omstændigheder, og med en smuk Brise af OSO. fortsattes
Krydsningen Natten igjennem.

Afløst fra min Vagt var jeg ved Midnat kommen tilkois, da jeg omtrent
Kl. 2 blev vakt ved et forfærdeligt Stød. Min første Tanke var, at
man havde løbet Skibet paa Land. I største Skynding kommer jeg op paa
Dækket og skimter da lige for Agtertrappen en umaadelig stor, mørk
Masse, der under forfærdelig Bragen og Larmen borttager Alt, hvormed
den kommer i Berørelse, knuser Røster, Udenbords-Varerundholter, og
Jolleboms-Fartøier, vælter Skandsekanoner, efterladende, hvad jeg senere
fandt at være en Botelur, stikkende ind igjennem en af Kanonportene,
altsom den langsomt og majestætisk sakker agterud. Forstyrrelsen paa
Dækket var næppe til at beskrive. Alle skrege og raabte i Munden paa
hverandre, man troede, at Skibet skulde synke, og, da der ikke gaves
nogen ordentlig Commando i Skibet, løb man om imellem hinanden uden Maal
eller Øiemed.

Baron Milius var imidlertid kommen paa Dækket. Ved slige fremtrædende
Leiligheder benyttede han en „Sprach-Trompet“, en Raaber, fem Fod lang,
der havde sin Plads oppe paa Hytten, og som han holdt for Munden med
begge Hænder. Denne Sprach-Trompet maatte nu gjøre Nytte, og, havde
Skraal og Forstyrrelse hidtil været almindelig, saa blev Spectaklet nu om
muligt endnu værre. Noget Lignende har jeg aldrig oplevet ombord: Man
maa have tjent under Provençalere for at kunne gjøre sig et Begreb om,
hvad de i Retning af Skrig og Skraal kunne præstere.

Saameget fik vi at vide, at det var Linieskibet „_Provence_“, der var
løbet paa os. Der blev gjort Signal for Ulempe. Admiralen kom ned til os,
og beundre maatte man, hvorledes „_Syrêne_“ i den mørke Nat, ikkun fra
Tid til anden oplyst ved Blinkfyr og Raketter, manøvrerede omkring os paa
Praieraabs Afstand for at erfare, hvad der var paafærde. Vor Stormast var
knækket omtrent 20 Fod over Dækket. Toppen stod vel endnu; men Reisningen
heldede i en Vinkel af 10 til 15 Grader bagbord over, truende hvert
Øieblik med at styrte ned. Belyst ved Blinket af Blaalys og de opsendte
Raketter saae det Hele høist farligt ud.

Naturligviis bleve Seilene paa Storreisningen med Forsigtighed opgivne,
Skaaler bleve paalagte Stormasten, saa godt som dette lod sig gjøre,
og Storseilet blev beslaaet. Man saae nu, at Reisningen syntes at
ville blive staaende, og Folk bleve sendte tilveirs for at beslaae
Storemærsseil. Under al den Uorden ombord medtog dette en forfærdelig
lang Tid. Der blev raabt om at hale op, snart i et Givtoug, snart i en
Gaarding, men Ingen hørte efter, og i Mørket syntes Underofficerer og
Mandskab at være lige forvildede. „Hal op i Storemærse-Buggaarding!“ lød
det fra Veiret, — forgjæves; „Hal op i Mærse-Buggaarding!“ lød det paany,
men lige meget hjalp det, og efter endeel Gjentagelser i forskjellige
Tonarter lod endelig den store Raaber fra Hytten sig høre: „Mr. Durbec,
vil De lade hale op i Storemærse-Buggaardinger!“ — Intet Svar. Atter
lød Chefens barske Stemme: „Mr. Durbec, vil De øieblikkelig lade hale op
i Mærse-Buggaardinger; hvorfor sørger De ikke for, at min Ordre strax
bliver udført?“ — „Fordi min Post er paa Bakken“, lød Svaret, „og jeg
Intet har med Storemærse-Buggaardinger at bestille.“ — „Deres Post“, lød
det fra den opirrede Chef, „er overalt, hvor der er Fare paafærde; De
burde være i Mærset, Mr. Durbec, under nærværende Omstændigheder.“ — „I
Mærset!“ skreg den forbittrede Næstcommanderende, hvis provençalske Blod
meer og meer kom i heftig Bevægelse, „I Mærset? En capitaine de frégate’s
Post kan aldrig være i Mærset; men De er urimelig, Mr. le Commandant,
i denne Fordring som i alt Andet.“ Der begyndte nu en Scene, hvis Mage
man har Vanskelighed ved at forestille sig. Igjennem Sprach-Trompeten
sendte Chefen Irettesættelser forud til sin Næstcommanderende, hvilke
denne fra Bakken, igjennem sin Raaber, med Heftighed besvarede. Man tænke
sig dette med Accompagnement af skrigende Folk tilveirs, af skraalende
Folk paa Dækket, i den mørke Nat, med Storreisningen dinglende over
Hovedet paa os, truende hvert Øieblik med at styrte ned, og man vil kunne
forestille sig den grændseløse Forvirring, hvortil denne Scene maatte
give Anledning. Endelig praiede Chefen: „Mr. Durbec, De giver et høist
strafværdigt Exempel til det hele Mandskab.“ Mr. Durbec var efterhaanden
bleven rasende. Forbittret tilraabte han Chefen: „Mandskabet saavelsom
jeg ere enige i, at vi aldrig ere blevne behandlede som ombord i dette
fordømte Skib. Enhver føler sig ulykkelig, Mr. le Commandant, ved at
staae under Deres Commando, og jeg —“. Her afbrød Sprach-Trompeten den
videre Fortsættelse: „Mr. le capitaine, jeg skal indberette Deres Forhold
til Ministeren, begiv Dem øieblikkelig ned i Arrest!“

Jeg var greben af Forbauselse! Aldrig havde jeg tænkt mig, at noget
Lignende kunde foregaae i en Orlogsmand. Der gaves imidlertid ikke
synderlig Tid til vidtgaaende Betragtninger: der var fuldtop for enhver
Officeer at tage Vare, og Natten gik hen med at søge at bringe nogen
Orden i al den Uorden, som fandtes ombord.

Ved Dagningen fik vi Slæbetoug fra Linieskibet „_Breslau_“, og ved Middag
ankrede vi i Bugten ved Servi. Om Aftenen kom „_Provence_“ til Ankers i
vor Nærhed, og det viste sig da, at hele dets Forskib var beskadiget, og
at det dertil havde mistet sit Bougspryd, rimeligviis ved, at dette var
tørnet mod vor Stormast under Paaseilingen.

Samtidig hermed kom vi til Klarhed om, hvorledes Paaseilingen var gaaet
for sig. Med Bagbords Halse stod „_Scipio_“ ind mod Cerigo, da der
varskoedes for en Seiler forude i Læ. Den vagthavende Officeer skynder
sig forud, kan først Intet see, kan derefter ikke blive enig med sin
svagsynede Næstcommanderende om, hvorledes Seileren ligger, og giver
endelig Ordre til at lægge Roret op. Imidlertid er man kommen hinanden
saa nær, at man ved at falde af troer at løbe lige ombord i den fremmede
Seiler; der bliver givet Contraordre, Roret bliver lagt ned, og der
bliver praiet til den anden Seiler, at han skal falde af; denne raaber,
at han ligger i Vending; man veed ikke, hvad man først skal gribe
til, man griber til slet Intet, og faa Øjeblikke efter er man ombord i
hinanden. Dette er Ombordragningernes almindelige Historie.

En Mærkelighed var det, at en Mand ombord i „_Provence_“, der havde
forstukket sig paa det efter al Sandsynlighed sikreste Sted i Skibet,
nemlig inde i Vulingen, for at faae et Blund under sin Vagt, blev knust
ved Ombordragningen; dog endnu mærkeligere var det, at samme Mand alt
forlængst var bleven udslettet af Skibets Ruller som afgaaet ved Døden,
da han var bleven forvexlet med en anden Mand, der udfor Algier var død
af Feber. Dette synes just ikke at tale for synderlig Orden ombord i det
omhandlede Linieskib.

Med Resten af Escadren fortsatte Admiral Rigny Reisen østerefter, og
de to havarerede Skibe bleve overladte til sig selv. Inden Admiralen
forlod os, var imidlertid en Commission bleven nedsat for at undersøge
Skibene, og samtidig dermed var der givet Ordre til, at det mindst
beskadigede Skib skulde udbedres paa det andet Skibs Bekostning. Med
Spænding imødesaae vi naturligviis Resultatet af denne Undersøgelse.
Heldigviis faldt den ud til vor Fordeel. Det første, vi reqvirerede fra
„_Provence_“, var dens Stormast, og et vanskeligt og besværligt Arbeide
begyndte nu for os paa Servi’s aabne Rhed med at udtage Stumpen af vor
knækkede Mast og med at indsætte den nye med de ufuldkomne Midler, der
stode til vor Raadighed. Efter 14 Dages Forløb vendte Admiralen tilbage;
vi vare da atter seilklare, og den 13de October stode vi med ham og den
øvrige Escadre vesterefter mod Navarino. Ogsaa „_Provence_“ forlod
Servi ved samme Tid. Med en Storstang som Varemast og en anden Stang
som Bugspryd saae den heelt havareret ud. Den sendtes til Toulon for at
reparere.

Chefens næsten daglige Omqvæd, lige siden vi forlode Toulon, havde været:
„Ikke en Eneste er der, som tager sig af Tjenesten herombord, aldrig
har jeg troet at kunne træffe en Officeersbesætning saa blottet for al
Kundskab til sit Fag. Ingen er her, som kan staae mig bi, selv maa jeg
være overalt, see Alt, gjøre Alt; det er ikke til at holde ud!“ Om mig
havde han faaet den Idee, at mit skarpe Syn især var fremtrædende om
Natten. Han betragtede mig som en Slags Albino. Som Følge heraf blev jeg,
til min Ærgrelse, ikke sjelden kaldet paa Dækket ifølge Chefens Ordre
efter min Nattevagt, naar man troede at skimte Land eller øine Fyr. Jeg
troer, at jeg tilfredsstillede ham; thi den jævnlige Udpurring vedblev,
og mulig kan denne supponerede Natteseen have bidraget til at hæve mig i
Baron Milius’ Omdømme.

Naar han om Natten kom paa Dækket, var hans første Spørgsmaal til den
vagthavende Officeer: „Hvor er Admiralen?“ Derpaa fulgte Spørgsmaal om
de øvrige Skibe i Escadren, og vee den Officeer, som ikke var istand til
at udpege den Seiler, som Spørgsmaalet gjaldt! Var et eller andet af
Escadrens Skibe blevet tabt af Sigte, kunde det aldrig falde ham ind, at
Skylden herfor kunde ligge hos dette Skib, der kunde være kommet bort
fra sin Post; Feilen maatte nødvendig ligge i Mangel paa tilbørlig
Opmærksomhed fra den vagthavende Officeers Side, og Omqvædet begyndte da
forfra, blandet med Jamren og Beklagelse.

Efter Ombordragningen med „_Provence_“ blev det om muligt endnu værre.
En Nat kommer han paa Dækket; min Ven Godin har Vagt. Han gjør nøiagtig
Rede for de forskjellige Skibe, indtil Mr. Milius spørger om „_Breslau_“,
hvortil Godin svarer, at den er ude af Sigte. Naturligviis giver Mr.
Milius sin Forbittrelse Luft, medens han i Kikkerten speider efter det
bortkomne Linieskib; med eet opdager han en svag Lysning i Horizonten
og udraaber: „Er det ikke, som jeg siger, maa jeg ikke see Alt! Der
er jo „_Breslau_“ henne i Sydost.“ Godin sætter Kikkerten for Øiet,
seer hen i den angivne Retning og finder ud, at det ikke er nogen
Lysning fra „_Breslau_“, man seer, men derimod den opgaaende Maane.
„Maanen!“ udbryder Mr. Milius, „Maanen!“, og med Tanken henvendt paa
Maanen spadserer han i nogen Tid op og ned ad Hytten. Lysningen kommer
imidlertid nærmere, rimeligviis har det været Skinnet af en Nathuuslampe,
der er kommet til Syne, og efter nogen Tids Forløb viser Omridset sig af
det store Skib, der alt mere og mere nærmer sig for at søge sin Post.
Denne Tildragelse glemte Mr. Milius aldrig. Naar han jamrede sig over at
maatte gjøre Alting selv, at Ingen forstod sin Gjerning, hed det jævnlig
i Fortsættelse deraf: „Men hvorledes skulde det vel kunne gaae i et
Skib som dette, hvor Ingen uden jeg er istand til at see. Der er nu Mr.
Margon“ — vagthavende Officeer paa Bakken, da „_Provence_“ seilede paa
os — „han er blind paa begge Øine; Mr. Vandockum, han seer kun om Natten,
og saa Mr. Godin! Nei det er altfor galt, Mr. Godin tager Linieskibet
„_Breslau_“ an for Maanen!“ Denne Tirade maatte Godin ofte høre gjentaget
i Messen; selv var han altid den Første til at lee ad denne mærkelige
Feiltagelse.




Mr. Godins Endeligt.


Ved „_Scipio_“’s Ankomst til Toulon afgik Godin fra Skibet og blev ansat
ved Værftet. En mørk og uhyggelig Aften i Januar Maaned sad jeg i al Ro
og nød min Kaffe i Café de la marine, da min Ven Godin, indsvøbt i en
stor Kappe, traadte ind. Jeg søgte at overtale ham til at drikke Kaffe
med mig, men dertil, meente han, var der ikke tilstrækkelig Tid, da han
skulde ind at rondere paa Værftet. Jeg kjendte hans Smag og foreslog ham
dog idetmindste at tage et Glas „Absinthe“; dette meente han kunde gjøres
af i en Fart; jeg troer endogsaa, at han fandt Tid til at tømme to Glas,
hvorefter han trykkede mig i Haanden, sagde, at det havde været ham en
udmærket Hjertestyrkning, og begav sig afsted for at røgte sin tjenstlige
Gjerning.

I Porten til Værftet eller Arsenalet stod en Gefreider med en stor
Lanterne tilligemed to Mand af Vagtmandskabet og ventede paa
Lieutenanten. Ved hans Ankomst satte Ronden sig i Bevægelse, Lanternen
forrest, saa Lieutenanten, medens de to Mand sluttede Toget. Regnen faldt
ned strømmeviis, og haarde Vindstød bebudede Mistralens Komme. Man var
naaet over en Bro, der istedenfor fast Gelænder havde lave Opstandere
med løse Kjæder imellem, som forhen ved Indgangen til det kongelige
Theater, og i Mørket søgte man hen imod den nærmeste Bygning, som kunde
afgive noget Læ imod Blæsten, da Gefreideren pludselig spørger: „Hvor er
Lieutenanten?“ De to Mænd komme til, ogsaa de havde tabt Lieutenanten af
Syne; ved Lanternens Skin leder man efter Lieutenanten; men ingensteds
er han at finde. Man søger tilbage til Vagten, afgiver Melding, Mandskab
bliver sendt ud i alle Retninger, men forgjæves. Først den paafølgende
Dag fandtes den ulykkelige Godin, indsvøbt i sin Kappe, som Liig i
Canalen, der fra Havnen fører ind igjennem Toulons Værft. Det maa
antages, at han den foregaaende Aften, da han med Kappen sluttet om sig
gik over Broen, ved et Vindstød er bleven svungen hen til den ene Side,
at han i Mørket er kommen Randen for nær, er snublet over den hængende
Kjæde, der skulde tjene til Gelænder, og er derved falden i Vandet.
Vinden har overdøvet hans Anskrig, Kappen har hemmet hans Bevægelser, og
Resultatet var en brat og uventet Ende paa hans Liv.

Aldrig tænker jeg paa Godins Endeligt, uden at dertil knytter sig
Erindringen om hans venlige Afsked fra mig hiin Aften i Café de la
marine. Bevidstheden om, at han skyldte mig sin sidste Nydelse her i
Livet, har altid staaet for mig som en tilfredsstillende Tanke, og hvor
ubetydelig Tingen end er i sig selv, har jeg dog jævnlig forestillet mig,
at Godin sendte mig Tak for den sidste Venlighed, som i denne Verden blev
ham tildeel.




Navarino-Slaget.


Ombord i Linieskibet „_Scipio_“ deeltog jeg i Slaget ved Navarino den
20de October 1827.

Paavirket af den Enthusiasme, der overalt gjenlød for Grækenlands
Frihed, afsluttedes den 6te Juli 1827 en Tractat i London imellem
Frankrig, England og Rusland, med det Formaal at bringe den fortvivlede
Kamp tilende, der alt i flere Aar havde bragt Skarer af unge Mænd fra
saagodtsom alle Europas Lande til som Frivillige at stille sig under
det græske Banner. Grækernes Sag kunde ved det anførte Tidspunct ansees
for tabt. Paa nogle Fæstninger nær var næsten hele Morea i Tyrkernes
Vold; Uenighed imellem Grækerne indbyrdes lammede ethvert af deres
Foretagender, og, medens man i Europa høit priste de græske Anføreres
Frihedsfølelse og Fædrelandssind, viste der sig hos mange af disse
en Egenkjærlighed og en Hensynsløshed, der selv hos deres Undergivne
maatte svække den Tillid, paa hvilken hine Anføreres Adkomst til
Magten saagodtsom udelukkende var begrundet. I Forbindelse med disse
forkastelige Egenskaber viste der sig ofte en Letsindighed, der især
under Tyrkernes Beleiring af Athen traadte frem paa en oprørende
Maade. Fra de philhelleniske Comiteer, der flere Steder og navnlig i
Schweiz havde dannet sig, var der over Triest og andre Havne blevet
tilsendt de beleirede Grækere saavel Klædningsstykker som Ammunition og
Levnetsmidler, hvilke Gjenstande ved Skibenes Ankomst til Piræus bleve
overleverede til de græske Førere. I Athen var der Mangel paa disse
Fornødenheder, men endnu større Mangel paa dem var der blandt Tyrkerne,
der stode udenfor og beleirede Staden. Under disse Omstændigheder øvede
enkelte Førere saa ringe Control, at en ikke ubetydelig Deel af de
modtagne Gaver blev solgt til Tyrkerne. Desværre viser denne Handel,
at den gængse Opfattelse af de græske Forhold snarere var bygget paa
historiske Minder end paa den ikke altid tiltalende Virkelighed.
Utvivlsomt have de forskjellige Regjeringer været velbekjendte med de
lidet opmuntrende Tilstande i Grækenland; men den offentlige Mening
udtalte sig saa stærkt, at Regjeringerne tilsidst fandt sig bevægede til
at give efter.

Som Følge af Londoner-Tractaten afsendtes en Flaade-Afdeling fra franske
Havne til Levanten. „_Scipio_“ udgjorde en Deel af denne Escadre, og i
Følge med Linieskibet „_Provence_“ forlode vi Toulon ved Juli Maaneds
Slutning. Vi anløb Milo — hvor den franske Consul Mr. Brèt henrykt
viste os en nylig opgravet og af ham for den franske Regjerings Regning
tilkjøbt Statue, den siden af Alle beundrede _Venus de Milo_ — og
samledes i Naussa paa Øen Paros med den øvrige fra Brest udsendte
Hovedstyrke, Linieskibene „_Breslau_“ og „_Trident_“. Paa hvilken Maade
vi skulde træde op til Fordeel for Grækerne, vedblev imidlertid at være
en Gaade, næppe alene for os, men rimeligviis næsten i lige Grad for de
høie contraherende Magter selv, som i London havde afsluttet den Tractat,
der havde bragt os til de græske Farvande.

Denne herskende Tvivl bragte os til med Længsel og Utaalmodighed
at imødesee Fregatten „_Syrène_“’s Komme, ombord i hvilket Skib
Contre-Admiral de Rigny’s Flag ved den Tid vaiede. Admiral Rigny havde
alt i flere Aar været Commanderende for den franske Station i Levanten;
baade for Sømandsdygtighed og som Leder af Diplomatiens Traade, hvad
Orienten angik, havde han alt dengang erhvervet sig et bekjendt Navn, og
ved hans Ankomst antoge vi, at det store Spørgsmaal skulde løses, om vor
Nærværelse betød Krig eller blot skulde indskrænke sig til en fredelig
Demonstration.

Admiralen kom; men, som det saa ofte gaaer, Gaaden løstes ikke.
Escadren blev beordret til at holde krydsende imellem Kysten af Morea
og Øerne, og kort efter gaves Ordre til at staae vesterefter hen imod
Navarino. Her stødte vi til den engelske Flaades Division, 3 Linieskibe
og nogle Fregatter stærk, og underlagde os Sir Edward Codrington,
der førte sit Flag ombord i Linieskibet „_Asia_“. Vi vare saaledes 7
Linieskibe samlede, da vi den 24de September for første Gang fik den
tyrkisk-ægyptiske Flaade isigte under Sapienza-Øerne, tæt østenfor
Navarino, iværk med at krydse østerefter.

Ligesom Stormagterne havde ogsaa Tyrkerne ved denne Tid gjort en stor
Anstrengelse for at føre Grækerkrigen tilende. Foruden Tropper havde
Mehemet-Ali, Vice-Konge i Ægypten, i dette Øiemed fra Alexandrien
afsendt en Flaade, der paa Øerne i Archipelagus skulde fuldføre det
Udryddelsesværk, som det var lykkedes Ibrahim Pascha, Vice-Kongens Søn,
allerede tildeels at gjennemføre paa selve Morea. Denne samlede Flaade
— tyrkisk-ægyptisk-tunesisk — eller idetmindste en større Deel af den,
var det nu, vi mødte paa dens Vei til Hydra, og det lod sig forudsee,
at, forsaavidt Expeditionen lykkedes, vilde Hydra blive udsat for samme
ulykkelige Skjæbne som tidligere var overgaaet Scios, hvor Grusomheder
bleve udøvede, der selv under denne Krig kunde ansees for enestaaende.

Man indseer, at Gaaden, der allerede havde givet Anledning til fuldt op
af Væddemaal og af Gisninger iblandt os, her truede med at blive løst. I
to Dage forbleve vi i umiddelbar Nærhed af den tyrkiske Flaade. Man kan
tænke sig, med hvor stor Interesse vi betragtede disse tyrkiske Skibe,
der undertiden vare os saa nær, at flere af dem om Natten endog kom ind
i vor Linie. Enkelte svære Fregatter, byggede i Livorno og Marseille,
udmærkede sig ved sjelden Skjønhed, kun vansiredes de fleste af de
sværere Skibe ved at have et Fartøi opheist tværs under Blinderaaen. Alle
manøvrerede de slet, og sikkert antager jeg, at, dersom det var kommet
til Fegtning, vilde vi have vundet en afgjørende Seier.

Der blev underhandlet; Admiral Rigny løb med „_Syrène_“ ind til Navarino,
og ved hans Bestræbelser lykkedes det at bringe en Overeenskomst tilveie
med Ibrahim-Pascha, ifølge hvilken Foretagendet imod Hydra blev opgivet.
Ibrahim var en Mand med fremragende Dygtighed, ubøielig, stolt som alle
tyrkiske Befalingsmænd, og paa Admiral Rigny’s Forlangende om, at han
skulde sende de ægyptiske Skibe tilbage til Alexandrien, gav han et
bestemt Afslag. Aldrig, om man end anvendte Magten, vilde han indvillige
heri, og heller vilde han vove det Yderste end forlade Morea uden paa
sin Faders udtrykkelige Befaling. Man forestillede ham, at ligeoverfor
den Styrke, hvorover man raadede, vilde ethvert Foretagende tilsøes
fra hans Side være frugtesløst; at, naar Stormagterne i Alexandrien
lagde Spørgsmaalet om Krig eller Fred i Vægtskaalen, vilde Mehemet-Ali
ikke kunne vægre sig ved at udstede Ordre til den ægyptiske Styrkes
Hjemkaldelse, og omsider lykkedes det at bringe den anførte Overeenskomst
istand, ifølge hvilken den tyrkiske Flaade skulde vende tilbage til
Navarino. Samtidig hermed forpligtede Ibrahim sig til uden Ophold at
forlange nye Forholdsordrer fra Alexandrien, samt endvidere til ikke
førend saadanne nye Ordrers Modtagelse at benytte sin Flaade, hverken
til nogetsomhelst Foretagende imod Rebellerne eller til noget fjendtligt
Skridt imod de allierede Magters Styrke.

Russerne, 4 Linieskibe og 3 Fregatter stærke, under Ledelse af
Contre-Admiral Haydn, der førte sit Flag ombord i „_Azof_“, stødte kort
Tid efter til os. Endnu nogen Tid efter forbleve vi udenfor Navarino;
men, efterat Overeenskomsten vel var afsluttet, ansaaes den samlede
Flaades Tilstedeværelse ikke længer for at være nødvendig, idetmindste
foreløbigen; enkelte Krydsere bleve tilbage for at iagttage, hvad vi
allerede kaldte „Fjendens“ Bevægelser, hvorefter Russerne begave sig
til Malta og Admiral Codrington til Zante, som dengang var en engelsk
Besiddelse, medens Admiral Rigny med Hovedstyrken af den franske Escadre
stod østerefter.

Da var det, under Krydsning i det smalle Farvand imellem Servi og Øen
Zerigo, at Linieskibet „_Provence_“ om Natten løb ombord i „_Scipio_“,
ved hvilken Ombordragning „_Provence_“ foruden andre Havarier mistede sit
Bugspyd, og „_Scipio_“ fik sin Stormast knækket. Vor Skade blev vel som
tidligere anført udbedret ved, at „_Provence_“ afgav sin Stormast til os,
hvorefter dette Skib i havareret Tilstand blev sendt tilbage til Toulon;
men man kan tænke sig, hvor haardt det maa have tynget paa Admiral Rigny
netop paa dette Tidspunct at see sin Styrke formindsket ved Tabet af en
saa vigtig Deel af den ham underlagte Escadre.

Imedens „_Scipio_“’s Udbedring gik for sig paa Servi’s Rhed, og
Stormagternes Flaade var spredt øster- og vesterpaa, løb en tyrkisk
Division ud fra Navarino og styrede op imod Bugten ved Korinth, hvor
Cochrane havde søgt at bringe Grækerne Hjælp. Tyrkiske Skibes Udløben
fra Navarino maatte ansees som et Brud paa den sluttede Overeenskomst;
ved Underretning herom løb Admiral Codrington med „_Asia_“ og et Par
tilstedeværende Fregatter øieblikkelig ud fra Zante, han traf de tyrkiske
Skibe noget søndenfor Patras, og med Magt tvang han dem til at vende
tilbage til Navarino.

Denne Begivenhed bragte de forenede Magters Flaader til skyndsomst paany
at samle sig for Navarino. Ved vor Ankomst dertil, ved Midten af October,
var den engelske og den russiske Escadre alt paa Stedet, og en streng
Blocade blev nu haandhævet for Indløbet til denne Havn. Flere østerrigske
Orlogsmænd, som vilde søge derind, bleve afviste, Flaadens Smaaskibe
krydsede om Natten saagodtsom i Havneløbet, og hver Dag stode vi i Linie
lige ind under Fæstningsværkerne og udførte vore Manøvrer. Det var en
streng Tid for de vagthavende Qvarteerchefer, især ombord i et Skib,
der alt havde prøvet, hvad en Ombordragning havde at betyde. Omgiven
at Linieskibe og Fregatter, i mørke October-Nætter, var det næsten et
Under, at Paaseilinger ikke fandt Sted, om man end ganske sikkert ikke
sjelden kom sin For- eller Agtermand endeel nærmere end meget nær. Flere
Gange kom man næsten til at berøre hinanden; men af Ulykker forefaldt der
heldigviis dog ingen.

Spændingen imellem Tyrkerne og den udenfor liggende Flaade tiltog
imidlertid med hver Dag. En engelsk Fregat, der blev sendt ind til
Navarino for at underhandle, blev saagodtsom afviist, og Conferencer
ombord i „_Asia_“ imellem vor Flaades Admiraler bleve alt hyppigere og
hyppigere. Under vore daglige Manøvrer vare vi istand til at følge,
hvad der foregik inde paa Navarinos Rhed, og vi saae der, hvorledes
Tyrkerne fortøiede deres Skibe i Orden, ankrede dem med Spring, kort,
syntes at gjøre Alt færdigt til Forsvar i paakommende Tilfælde. Man kunde
efterhaanden forudsee, at Gaaden snart maatte blive løst enten paa den
ene eller paa den anden Maade.

Aarstiden var vidt fremrykket; at holde Blocaden i lang Tid paa samme
Maade som hidtil lod sig vanskelig udføre, og endelig den 18de October om
Aftenen Klokken 10, efter en langvarig Raadslagning ombord hos Admiral
Codrington, løb „_Syrène_“’s Tender, Skonnertbriggen „_Alcyonne_“,
os agtenom og praiede til Chefen ifølge Admiralens Ordre, at det var
Hensigten den paafølgende Dag at staae ind med Escadren til Navarino.

Naturligviis blev denne Meddelelse modtagen med Enthusiasme; dog hermed
var endnu ikke Gaaden løst, om det end var let at forudsee, at, naar de
tvende Flaader kom i saa umiddelbar Nærhed af hinanden, vilde et enkelt
Skud fra en af Siderne kunne blive Signal til en afgjørende Kamp, hvis
Følger kunde strække sig langt ud over Moreas Grændser. Ogsaa synes
dette Hensyn længe at have afholdt Admiral Codrington fra at tage nogen
endelig Beslutning, der kunde medføre et saa overordentligt Ansvar;
det hedder sig, at det først var efter Modtagelsen af en Depeche fra
Lord-High-Admiral Hertugen af Clarence, senere Kong William IV, „the
sailor King“, at han bestemte sig til at staae ind med Flaaden til
Navarino, idet Hertugen, der tidligere havde været tilsøes under Sir
Edwards Commando, i Marginen af denne Depeche skal have skrevet med
Blyant: „Go on Ned!“ Dette Vink, udgaaet fra Marinens Høistcommanderende,
skal have været afgjørende for den engelske Admirals Beslutning.

Meddelelsen fra „_Alcyonne_“ foer som en elektrisk Gnist igjennem hele
Skibet. Øieblikkelig blev der purret ud, man gik iværk med at rydde
Batterierne, der blev viist Spring agterfra og fastgjort til Sværankerne,
og Alt blev gjort færdigt til Slag. Jeg troer, at Mr. Milius,
idetmindste blandt de franske Chefer, var den Eneste, der i Nattens Løb
i alle Enkeltheder beredte sig paa denne Mulighed. I Activitet stod Mr.
Milius ikke tilbage for Nogen.

Den 19de var det Stille. Flaaden laa ubevægelig, og vi vare henviste
til Gisninger, der naturligviis bleve fremsatte i stort Antal. Cheferne
kaldtes ombord til Admiralen, Skibenes Poster bleve dem anviste, og
der blev givet Ordre til, at intet Angreb maatte finde Sted, medmindre
Tyrkerne begyndte Fjendtlighederne. For det Tilfælde, at en Kamp skulde
udvikle sig, og tyrkiske Skibe under denne skulde overgive sig, blev der
paa den Høistcommanderendes Vegne givet streng Befaling til, at intet
tyrkisk Skib maatte besættes, selv om det skulde stryge sit Flag, da
ingen Krig var erklæret, og det saaledes kunde forudsees, at Spørgsmaalet
om Priser senere kunde medføre særegne Vanskeligheder — kun maatte det
første Kanonskud, der faldt, ansees som Signal til Fjendtlighedernes
Begyndelse, og Enhver maatte da gjøre sit Bedste.

Dagen den 19de syntes aldrig at skulle faae Ende. Den 20de om Morgenen
endnu Stille; men ved Middag sprang en let Brise op fra Syd-Ost;
Slag-Orden blev dannet, den engelske Division forrest, dernæst de
franske Skibe, agterst Russerne, hver Admiral i Spidsen for sin Escadre,
Fregatter og mindre Skibe i Læ af Linien.

Klokken 1 blev gjort Signal til klart Skib, og for første Gang hørte jeg
Trommen lyde med Alvor og Betydning.

Det var et stolt Syn i hiin Tid at see et Linieskib beredt til at gaae en
Fegtning imøde; Alt, hvad der til daglig Brug belemrer Dækkene, saasom
Skodder, Lukafer, ja selv Skodderne, der danne Chefens Kahyt, er fjernet,
fra For til Agter har man fri Udsigt over den lange Række Kanoner, der
truende peger ud imod Fjenden. Kanonbesætningerne staae opstillede langs
Siderne af deres Kanoner, beskjæftigede med at fjerne Alt, hvad der kan
hemme Skydningens Hurtighed eller medføre nogen Afbrydelse af den; Kugler
og Projectiler ere opstablede i Kanonernes Nærhed, brændende Lunter
ere fordeelte for at være paa rede Haand, om der skulde blive Brug for
deres Anvendelse, og iborde seer man anbragt ved hver Kanon Pistoler,
Huggerter, Entrebiler m. m., til Brug, om det skulde komme til Entring.
Uagtet den forventningsfulde Spænding, der er præget i Alles Miner og
Bevægelser, ere Ro og Orden herskende over det Hele, og selv den mindst
Begeistrede vilde blive betagen ved Indtrykket af den Kraft, som 80
Kanoner og 700 Mands Besætning, samlede indenfor Linieskibets begrændsede
Rum, ere istand til at udvikle ligeoverfor enhver af Fortidens
Modstandere. Vistnok er det, at et Pandserskib i vore Dage er en stærkere
Krigsmaskine, men imponerende som de fordums Linieskibe med deres to
eller tre Rækker Kanoner er det ikke. Her, som i saameget Andet paa Søen,
er det Poetiske traadt tilbage for den jernhaarde Modstandskraft.

Bugten ved Navarino danner en stor og rummelig Rhed, der ved Øen
Sphacteria er beskyttet mod alle Vinde. Indløbet, knap en Qvartmiil
bredt, har paa den østre Side Fæstningen Navarino, og paa den vestre
Side, paa Spidsen af Øen Sphacteria, var der opkastet Forskandsninger.
Inde i Bugten, lige for Indløbet, havde Tyrkerne fortøiet deres Skibe med
Spring i tre Linier i Form af en Halvmaane; i forreste Linie havde de
ankret deres sværeste Skibe: 3 Linieskibe, 2 raserede dito, 3 60 Kanons
Fregatter foruden Fregatter af mindre Størrelse, samt Brandere. Den næste
Række bestod af et stort Antal Fregatter og Corvetter: ialt flere end 60
Orlogsmænd, medens Transportskibe m. m. dannede den tredie Linie bagved
Orlogsmændenes, i det Hele mere end 100 Seilere.

Med en Fart af 3 til 4 Miil stode vi ind, og uhindret passerede den
engelske Division Fæstningsværkerne.[1] Som yngst lieutenant de vaisseau
førte jeg Commandoen paa Bakken over Dæksbatteriet og havde herved
Leilighed til frit at oversee Alt, hvad der foregik. Ogsaa „_Syrène_“
kom ind, uden at der blev skudt paa den, dernæst fulgte „_Scipio_“,
Tyrker stode samlede i Klynger udenom Navarinos Fæstningsværker for at
betragte de forbiseilende Skibe, og Alt fremstillede sig saaledes som
fredeligt i høieste Grad — da faldt der nogle Geværskud i umiddelbar
Nærhed af os. Den engelske Fregat „_Dartmouth_“ var ankret op tæt ved en
tyrkisk Brander og havde sendt et Fartøi for at bringe den til at fjerne
sig. Ved at see, hvorfra disse Geværskud kom, opdagede jeg Fregattens
Fartøi langs Siden af Branderen og „_Dartmouth_“’s Officeer falde dræbt
ned fra Branderens Faldreb, som han netop havde været iværk med at
bestige. Det forekom mig, at Blodet rullede hurtigere i mine Aarer, det
syntes, at Gaaden nu maatte blive løst, og med spændt Opmærksomhed fulgte
jeg den videre Udvikling. „_Dartmouth_“ sendte strax et Fartøi, det andet
tilhjælp; forgjæves søgte de at entre; endnu en Midshipman og et Par Mand
saae jeg falde saarede ned fra Branderens Reling, — alt dette foregik i
næppe et Pistolskuds Afstand fra os. „_Dartmouth_“ søgte nu selv at komme
sine Fartøier tilhjælp; en Række rødkjolede Marinere, opstillede langs
Fregattens Kobrygge, begyndte en levende Ild imod Branderen, og kort
efter stod Røgen op af denne; rimeligviis var den bleven antændt for ikke
at falde i Angribernes Hænder.

Med Møie vare vore Folk under alt dette blevne afholdte fra at bruge
Kanonerne; da faldt der et Skud inde paa Rheden, uvist fra hvem, og i
samme Øieblik gjenlød over hele Bugten Braget af henved tusinde løsnede
Kanoner. Enhver rettede sin Ild imod den Fjende, der var ham nærmest, og
i et Øieblik var Kampen almindelig.

Ogsaa Fæstningen Navarino begyndte nu at beskyde de sidste af de
forbiseilende Skibe. Kæmpende maatte de søge deres Ankerplads, og det
var ligeledes, efterat Kampen var i fuld Gang, at „_Scipio_“ Klokken tre
Eftermiddag, under fortsat Brug af sine Kanoner, ankrede paa den Skibet
anviste Plads.

Den engelske Division havde indtaget en Stilling tværs for Tyrkernes
Centrum, omtrent midt inde i Bugten. „_Syrène_“, i hvis Nærhed vor Post
var os anviist, var søgt ind i en Klynge af Fjendens svære Fregatter
henne imod Navarino, og „_Trident_“ ankrede op tæt agtenfor os. Ved en
feil Manøvre var dette Skib nær raget ombord i os, og dets altfor store
Nærhed var os under Fegtningen ofte til meget Besvær. Russerne toge
Post noget vestligere og længere inde i Bugten, saa at vor Flaade kom
til at danne en Halvcirkel, omsluttet af den Halvmaane eller Hestesko,
som fremkom ved Ordningen af de tyrkiske Skibe. Afstanden imellem de
Kæmpende var kun ringe; paa flere Steder var man ved Tilfældighed eller
Overlæg endog kommen ind i Tyrkernes Rækker, og ingensteds havde man
nogen enkelt Fjende at kæmpe imod, man blev beskudt af deres Skibe saavel
i første som i anden Linie. „_Scipio_“ havde Navarinos Fæstning paa den
ene Side og Fjendens Skibe paa den anden at rette sit Angreb imod, og
navnlig var der et af disse, et raseret Linieskib, hvis Ild syntes at
ville blive „_Syrène_“ farlig, imod hvilket „_Scipio_“’s Ild fornemmelig
blev rettet. Den første Masts Fald ombord i dette Skib forekom mig som en
betydningsfuld Begivenhed under Slagets Tummel og bragte mig til at juble
over vore Kanoners Virkning. Jeg blev sendt ned paa underste Batteri
for at meddele denne Begivenhed, og begeistrede Raab af „Vive le Roi“
gjenløde over hele Skibet. Efter halvanden Times Modstand maatte dette
Skib bukke under; dets Agterskib var ved „_Syrène_“’s og vore Kugler
blevet ødelagt og gjennemboret med store Aabninger, dets tvende andre
Master bleve nedskudte, og snart efter gik der Ild i Skibet. Med sit Flag
vaiende sprang det i Luften senere under Bataillen, som var det for at
kundgjøre Meddelelsen om vor tilfegtede Seier.

Samtidig med „_Syrène_“ kom Admiralens Tender, Skonnertbriggen
„_Alcyonne_“ ind paa Rheden og ankrede omtrent midt i Bugten i Nærheden
af en tyrkisk Brander. Da Fegtningen begyndte, angreb „_Alcyonne_“
denne Brander; den overgav sig, og „_Alcyonne_“ vilde netop til at
bringe den afveien, da Linieskibet „_Breslau_“, under dets Anluvning
for at ankre, seilede ombord i Tenderen. Fra et Linieskibs Hytte gives
ikke stor Agt paa en Skonnertbrig, og denne blev stedet i største
Fare ved, at Linieskibets Anker hang ned lige over dens Bak og efter
al Sandsynlighed maatte have ført „_Alcyonne_“ tilbunds, om man havde
udført den givne Ordre til at lade Ankeret falde. Praien fra Skonnerten
hindrede heldigviis denne Begivenhed; „_Breslau_“’s Relings-Anker havde
imidlertid viklet sig saa fast ind i Skonnertens Reisning, at man havde
Vanskelighed ved at faae den fra sig, og Følgen blev, at „_Alcyonne_“
blev slæbt afsted, bort fra sin Brander, og at Linieskibet forfeillede
sin Ankerplads. Under disse Omstændigheder maatte man see ud for at
søge det Sted, hvor Linieskibet kunde antages at ville gjøre størst
Nytte; man var kommen endeel ned i Læ, henimod den russiske Eskadre,
og, da det russiske Admiralskib syntes at være haardt betrængt af flere
tyrkiske Skibe, der beskøde det langskibs, lykkedes det, sandsynligviis
som Følge af Manøvreofficerens, senere Admiral (maréchal) Bruats
Beslutningsraskhed, at bringe Skibet tilankers imellem Admiralens Skib og
dets nærmeste Angribere og derved at undsætte det fra overhængende Fare.
Efter Slaget begav Admiral Haydn sig ombord til „_Breslau_“’s Chef, Mr.
de la Brétonnière, omfavnede ham og kaldte ham sin Redningsmand; kort,
den uheldige Maade, paa hvilken „_Breslau_“ havde søgt sin oprindelig
befalede Ankerplads, førte til et for Mr. de la Brétonnière og for den
franske Division i det hele høist glimrende Resultat.

Da Branderen saae sig fri for „_Alcyonne_“’s Nærhed, søgte den paa sin
Side at komme til Nytte. Den blev antændt, med et stort Fartøi forude
bugserede Mandskabet den fremad, og, da Vinden bar ned imod „_Scipio_“,
nærmede den sig hurtig henimod os. Vi søgte at skyde den isænk, men
forgjæves. Vi stak ud paa vor Kjæde og bestræbte os for at bakke os
agterud, saa at den kunde gaae os foranom, men uden Nytte; Tyrkerne
bleve ved at bugsere. En heftig Geværild blev rettet imod Fartøiet for
at tvinge Mandskabet til at afstaae fra sit Forehavende, men ufortrødent
vedbleve de at roe fremad, indtil Branderen med Stumpen af sin Stormast
havde indviklet sig imellem Blinderaaen og vort Bugspryd — først da
opgave de deres Anstrengelser og kom langs Siden. Baadens Besætning var
13 Mand, af disse var kun een Mand usaaret! De havde udført deres Forsæt
med en Ihærdighed, der var heltemodig og en bedre Skjæbne værdig.

Branderen laa altsaa i lys Lue foran vor Boug. Vore Seil vare ikke
beslaaede, Klyverbommen og den hele Sprydreisning blev antændt, Gallionen
ligesaa, og vor Stilling blev i høi Grad kritisk. Førte af Vinden stode
Luerne ind ad Klydsene paa underste Batteri med en saadan Voldsomhed,
at de naaede Haandlangeren ved den forreste Kanon, der sorgløs kom fra
Oplangningslugen med sit fyldte Koggers under Armen: Kardusen blev
antændt, tolv Mand ved Kanonen bleve saarede, og der fremkaldtes derved
et Øieblik en formelig Panik paa Batteriet, hvor det hele Mandskab
styrtede agterefter og troede, at Skibet skulde springe i Luften. Paa
Dækket anstrengte man sig med Pumper og Sprøiter; men bestandig greb
Ilden mere og mere om sig; kun med største Vanskelighed kunde man
for Heden komme til at bortkappe de antændte Ender, der førte op til
Reisningen. Var Ilden naaet op til de ikke beslaaede Seil, vilde Skibets
Redning have været umulig.

Under saadanne Omstændigheder seer man ikke sjelden en Selvopoffrelse
lægge sig for Dagen, som maa opvække Beundring. Her saae man Matroser
styrte sig lige i Ilden for at bortkappe vor Blinderaa, der fornemmelig
holdt Branderen fæstet til Skibet. Flere af disse modige Folk døde af
deres Brandsaar faa Dage efter under uhyre Lidelser.

[Illustration: Slaget ved Navarino.

_N: Byen Navarino. B B: Tyrk. Batterier. C: Citadel. S S: Øen Sphacteria.
[skib] Tyrk. Ægypt. Skibe. M: Gamle Navarino. [skib] Fransk. Engelsk.
Russiske Skibe. Linieskibe ere betegnede med 3 Ræer, Frgt. med 2. Corv.
med 1. T T: Tyrk. Brigger & Transp. Avisoer & Brandere._

CHR. J. CATO. KIOBHV.]

Disse Folks Anstrengelser og Hjælpen af tililende Fartøier fra nogle
engelske Fregatter samt fra „_Trident_“ skyldte „_Scipio_“ sin Frelse.
Blinderaaen faldt, det lykkedes Fartøierne at faae Branderen bugseret
noget forefter, saa at dens Mast kunde gaae fri af vort Spryd, og det
brændende Skrog drev derefter ned i Læ, hvor det omsider opbrændte ved
Kysten. Havde der været Krudtladning i Fartøiet, vilde vi sandsynligviis
være blevne ødelagte.

Medens Forskibet saaledes stod i Flamme, standsede Ilden intet Øjeblik
fra vore Batterier, og heftig blev Slaget fortsat over hele Bugten.
„_Syrène_“ fegtede tappert, Fregatten „_Armida_“, Capitain, senere
Viceadmiral Hugon, var søgt ind imellem endeel tyrkiske Skibe og
udmærkede sig ved den Maade, paa hvilken Fregatten blev ført i Ilden.
Det samme var Tilfældet med den engelske Corvet „_Rose_“. I Slagets Hede
drev et Par svære tyrkiske Skibe ombord i hinanden; senere, henad Kl. 5,
viste der sig at være Ild i flere Skibe af Fjendens Linie, og Slagets
Udfald kunde ved denne Tid ansees for at være afgjort. Fegtningen vedblev
imidlertid uafbrudt, og noget efter Kl. 5 modtog „_Scipio_“ Ordre fra
den engelske Admiral til fortrinsviis at rette sin Ild imod Fæstningen
Navarino. Alt før vi ankrede, havde vi begyndt at beskyde dette Fort, der
var os nær, samtidig med at vi rettede vor Ild imod de nærmest liggende
Skibe, og snart bragtes Navarino til Taushed. Ogsaa i andre Dele af
Bugten sagtnedes Ilden efterhaanden; Kl. 6 kan man antage, at den ophørte
aldeles.

Rheden afgav da et vildt og særegent Skue. Røgen, der under Slaget havde
gjort det umuligt at gjøre sig Rede for, hvad der foregik paa længere
Afstand, havde fortrukket sig, Mørket var faldet paa, og sex til syv
af Fjendens sværeste Skibe, der stode i Flammer, udbredte et rødligt
Skjær over hele Bugten, ved hvilket man kunde gjøre sig et Begreb om
den Ødelæggelse, der havde fundet Sted i Fjendens Rækker. Afmastede og
brændende Skibe laae imellem hinanden, andre Skibe vare drevne eller
havde forsætlig sat sig paa Land for at redde Mandskaberne, en Mængde,
deriblandt to Linieskibe og endeel Fregatter, havde strøget for deres
Modstandere, kort, den talrige tyrkiske Flaade var knust, og vi havde
tilfegtet os en afgjørende Seier.

Skjøndt det er noget prosaisk, titstaaer jeg, at min første Bestræbelse,
efterat forholdsviis Ro ved Skydningens Ophør begyndte at indtræde, var
at søge at tilfredsstille min Hunger og Tørst. Vel vare Rationfadene paa
Dækket blevne fyldte med Viin og Vand til Mandskabets Vederkvægelse,
førend Slaget begyndte; men under Anstrengelserne for at faae Branderens
Ild slukket, vare Pumperne, naar Vandet skortede, blevne fyldte med
Rationfadenes Indhold. Ferskvandspumper til Dækket vare dengang endnu
ikke blevne almindelige, og jeg kan sige, at den større Deel af
„_Scipio_“’s Mandskab vansmægtede, da man omsider gav sig Tid til at hale
Vand op fra Lasten. Det var forresten egent at see, hvor Vinen skummede,
naar en Straale fra Sprøiterne blev rettet mod det brændende Bougspryd
eller andre faste Gjenstande — slukke gjorde det vel ikke, men Ilden blev
dog dæmpet, indtil den saa betimelige Bistand kunde ydes os.

Der forløb nu nogle Timer i Bekymring og Ængstelse. Hvorledes var det
gaaet de andre Skibe? Hvorvidt vare Venner eller Kammerater forblevne
uskadte under den stedfundne Kamp? Ethvert Fartøi, der kom ombord, blev
bestormet med Spørgsmaal, og til vor store Glæde kunde vi efterhaanden
slutte os til, at Tabet ombord i vore Skibe ikke var saa stort, som
der havde været Anledning til at vente. Navnlig faldt en Steen mig
fra Hjertet, da jeg erfoer, at min Ven, E. Suenson, Lieutenant ombord
i „_Alcyonne_“, befandt sig vel. Næstcommanderende derombord, Mr.
Dubourdieu, senere Viceadmiral, havde faaet et Been bortskudt, men
forøvrigt syntes Tabet af Officerer og Mandskab kun at være forholdsviis
ringe. Ombord hos os havde vi særlig at beklage vore ulykkelige
forbrændte Folk, der i Lazarethet vaandede sig under Lægernes Behandling.
Indhyllede i Plaster af hvidt Lærred over det hele Legeme, med Huller for
Øjne, Næse og Mund, saae de Ulykkelige ud, som vare de maskerede, eller
rettere, som vare de allerede afgaaede ved Døden.

Henad Aften lod Admiral Codrington forespørge ombord i alle Skibe,
hvorvidt de, naar Landbrisen indfandt sig, vilde være istand til at
staae ud af Bugten. Flaadens Havarier paa Master og Ræer vare af den
Betydenhed, at dette ikke lod sig udføre. Tyrkerne havde sigtet for høit,
og Reisningerne havde lidt mere end Besætningerne.

Vi forbleve altsaa liggende, uvisse om, hvorvidt Tyrkerne i Nattens Løb
vilde fornye Slaget. Mandskaberne sov ved Kanonerne. Udmattede af Arbeide
og Anstrengelse, sorte af Røg og Krudtdamp, laae Folkene henstrakte paa
Dækket i Grupper, svagt belyste af de tændte Batterieslanterner. Hvilken
Contrast med det Liv, som havde rørt sig for faa Timer siden! En Maler
vilde have fundet fuldt op af Motiver, der vilde have vakt Interesse. I
enkelte af Grupperne blev der samtalet om et eller andet Mærkeligt, som
i Dagens Løb var forefaldet; sikkert er der af mange blevet tænkt paa
Hjemmet og paa den Glæde, det vilde blive ved Hjemkomsten at fortælle om
Dagens Begivenheder.

De brændende Fregatter sprang i Luften, en efter en, med voldsomme Brag.
En lysende Søile steg op til en betydelig Høide, her udviklede Søilens
Top sig i Form af en Champignon, Stumper og Stykker, synlige for Øiet,
bleve førte tilveirs og spredte omkring i alle Retninger, saa paafulgte
et Drøn, og dermed var Ødelæggelsens Værk tilende. Det var et storartet
Skue. Senere viste det sig, at endnu flere tyrkiske Skibe vare ved at
gaae op i Flammer, og hen ad Natten fløi ogsaa disse i Veiret. Landbrisen
kom, og med den opstod ogsaa Bekymring for, at vor Flaade kunde blive
angreben af fjendtlige Brandere; skarpt Udkig blev holdt, Fartøier
holdtes beredte langs Siden for at fjerne dem, om saadanne skulde nærme
sig, — da lød, noget efter Midnat, gjentagne Skud inde i Bugten i den
russiske Escadres Nærhed. I et Nu var al Soven ophørt, og al Samtale
forstummet. Man foer til Kanonerne, man speidede i den Retning, hvorfra
Skuddene kom, men den mørke Nat skjulte Alt; først senere oplystes det,
at Skuddene hidrørte fra Russerne, der havde fyret imod en tyrkisk
Fregat, som med kappede Touge og forladt af sit Mandskab drev omkring
i Bugten. Saaledes hengik Natten. Morgenen kom, og Landvinden ophørte.
Det viste sig da til vor Overraskelse, at Tyrkerne, efterat have sat de
fleste af deres Skibe paa Land, satte Ild paa Resterne af deres Flaade,
rimeligviis af Frygt for, at de skulde falde i vore Hænder. Det Indre af
Bugten blev nu et Ildhav. Lykkelige kunde vi prise os, at Tyrkerne ikke
fattede deres fortvivlede Beslutning nogle Timer tidligere: Landbrisen
førte lige ned imod os, og, havde Fjenden ved dennes Begyndelse ladet 50
eller flere brændende Skibe drive afsted for Vinden, er det rimeligt,
at mange af os aldrig vilde være komne tilbage fra Navarino. Flaadens
Stilling hiin Nat var i højeste Grad kritisk. At Admiral Codrington havde
Følelsen heraf, derom vidner hans Forespørgsel den foregaaende Aften. Den
vundne Seier kunde lettelig have beredt de allierede Flaaders Undergang.

Det var et vidunderligt Skuespil at see de antændte tyrkiske Skibe
efterhaanden springe i Luften. Flere af Skibene bleve antændte tilveirs,
rimeligvis i Mærsene. Som kæmpemæssige Lys stode Reisningerne i Lue,
Flammerne udbredte sig nedefter og lyste som mægtige Blus eller Fakler.
Altsom Skrogene brændte, omspændtes Kanonerne af Ilden, de bleve da
glødende, og som sidste Livsyttring faldt der da Skud i alle Retninger.
Tilsidst fandt Flammerne Vei til Krudtmagasinet, Skibet hævedes, Masterne
faldt for- og agterover, et forfærdeligt Brag paafulgte, og Alt var forbi.

Man vænner sig til Alt. Istedenfor at et Skib, der springer i Luften,
under almindelige Omstændigheder vilde have fængslet Alles Blikke, blev
dette efterhaanden for os en saa almindelig Begivenhed, at det næppe hos
nogen ombord tiltrak sig særlig Opmærksomhed. Opad Dagen fandt man det
næppe Umagen værd at see ud over Relingen for at betragte Røgsøilen, der
steg op samtidig med et Skibs Sprængning, og længe efter, at de sidste
Skibe vare gaaede i Luften, flød endnu de brændende Skibsskrog omkring —
ved at miste endeel af den Vægt, der tyngede dem, vare de komne flot og
bleve af Vinden drevne bort fra de Klipper, paa hvilke de vare landsatte.

Blandt de Skibe, der saaledes ødelagdes, var et tyrkisk Linieskib og
flere Fregatter med tunesisk Flag, der saa godt som ikke havde været i
Ilden. En af disse, af udmærket Skjønhed, førte den tunesiske Admirals
Flag. Et andet udmærket smukt Skib, den 60-Kanons Fregat „_Guerrière_“,
bygget i Marseille og udrustet med overordentlig Luxus for at stilles til
Ibrahim-Paschas personlige Raadighed, blev landsat paa Klipperne ved Øen
Sphacterie. Tyrkerne tilføiede sig paa denne Dag langt større Tab, end
selve Fegtningen havde medført Dagen iforveien. Af deres Flaade blev kun
tilbage en Fregat og enkelte mindre Skibe i tjenstdygtig Stand; foruden
disse henlaae endnu forskudte, afmastede og ude af Stand til videre Brug
Skrogene af to Linieskibe, et Par afmastede Fregatter og nogle mindre
Orlogsmænd, en ringe Levning af en saa betydelig Styrke.

Der gaves nu Tid til nøiere at undersøge vort Skibs Tilstand. De Dødes
og Saaredes Antal beløb sig til 42, deriblandt en Officeer, der var
bleven ramt af Stumpen af en Kugle, sønderslaaet ved at slaa an imod
en Jernstøtte paa underste Batteri. Vor Reisning havde lidt betydelig:
et Skud var gaaet igjennem Fokkemasten, Forstangen og Krydsraaen vare
splintrede af Kugler og gjorte ubrugelige, Bugsprydsreisningen var
saagodtsom afbrændt, det staaende og løbende Gods var sønderskudt og
vore Seil haardt medtagne. Flere Gange havde der været Ild, ikke alene
i Tallierebene og i Røsterne, men paa selve Batterierne — med Hensyn
til Ild vare vi særlig uheldige — dette havde dog ikke medført nogen
Standsning i Kanonernes Betjening, og alene fra „_Scipio_“ viste det sig,
at der var blevet affyret et Antal af 1500 Skud imod Fjenden. Flaadens
Tab i sin Heelhed beløb sig til 177 Døde, blandt hvilke Chefen for det
engelske Linieskib „_Genoa_“, og 475 Saarede. Tyrkernes Tab kan uden
at overvurderes antages at have beløbet sig til henved 8000 Mand. I
det Øieblik, de skulde knuse Grækerne, mistede de deres Flaade, deres
bedste Matroser og hermed Midlerne til at gaae angrebsviis tilværks.
De nødsagedes til udelukkende at tænke paa Forsvar, og sikkert maa det
erkjendes, at Slaget ved Navarino reddede Grækernes Sag. At en Throne paa
denne Dag skulde blive grundlagt, der senere skulde bestiges af en Prinds
af det danske Kongehuus, var man dengang langt fra at ane.

Dagen efter Slaget erindrer jeg, at jeg ombord i „_Alcyonne_“ med
fornøiet Sind spiste Messens sidste tilbageværende Høns til Middag i
Suensons og andre Kammeraters Selskab. Naturligviis var der lutter Jubel
og Glæde. Samme Dag benyttede jeg en Leilighed, der gaves, til over
Ancona at afsende Brev saavel til Forældrene som til Admiralitetet og til
Kammerherre Juel, vor Minister i Paris. Disse Breve vare de første, der i
Kjøbenhavn gav Meddelelse om Slaget, ligesom ogsaa Juel igjennem dem fik
den første Underretning, der naaede ham om den tilfegtede Seier. Senere
meddeelte han mig, hvor behageligt det havde været ham at kunne optræde
med Efterretninger fra sikker Kilde, hidrørende fra en dansk Officeer,
der havde deeltaget i Slaget.

„_Asia_“ og endnu et engelsk Linieskib saavelsom „_Syrène_“, havde mistet
deres Mesansmaster, og fem Dage forblev Flaaden paa Navarinos Rhed, for
saavidt muligt at udbedre den lidte Skade. Den 25de October stode vi ud
af Bugten uden at blive beskudte fra de fjendtlige Fæstningsværker; en
„Ordre du jour“ fra Admiral Rigny, i hvilken han roste det udviste Mod,
blev oplæst, og under rungende Raab af „Vive le Roi!“ løb vi agtenom
den engelske Admiral og Admiral Rigny, der imidlertid havde heist
sit Flag ombord i Linieskibet „_Trident_“. Ogsaa vor Chef holdt fra
Hytten en Tale til det samlede Mandskab; jeg troer, at det var første
Gang, han erkjendte, at der dog fandtes nogen Dygtighed blandt hans
Undergivne. Talen sluttede han med tre Gange at gjentage Raabet: „Vive la
République!“ En Officeer trak ham i Ærmet og tilhviskede ham: „Vive le
Roi“. Nu kom Raabene „Vive le Roi“ igang, og under disse Raab vendte Mr.
Milius sig om og sagde: „Der seer man, hvad gammel Vane fører med sig.“

Ogsaa fra Admiral Codrington udgik en Dagsbefaling, der særlig fremhævede
den eendrægtige Samvirken blandt de allierede Magters Skibe, der havde
sikkret et saa afgjørende Resultat. „Menederen Ibrahim“, hed det i dette
temmelig lange Actstykke, „havde lovet ikke at forlade Navarino og ikke
at gjøre Modstand imod de allierede Magters Flaade; han har skammelig
brudt sit givne Ord.“

„Cheferne for de forbundne Magters Styrke havde lovet at ødelægge den
tyrkiske og ægyptiske Flaade, dersom et eneste Kanonskud blev rettet
imod deres Flag, og med de kjække Mænds Bistand, der staae under deres
Commando, have de bogstavelig opfyldt dette Løfte; af en Flaade, der
talte flere end 60 Orlogsmænd, ere kun een Fregat og 14 mindre Skibe
tilbage, istand til at stikke i Søen — — —.“

Flaaden opløstes. I Følge med Linieskibet „_Breslau_“, „_Syrène_“ og
„_Alcyonne_“ bleve vi sendte til Toulon for at udbedre de stedfundne
Havarier. Reisen blev ligesaa rig paa Savn og Møisommeligheder, som den
var haard og langvarig. 40 Dage medgik, inden vi naaede fransk Havn;
fra de andre Skibe bleve vi skilte; under Sardinien borttog Søen Resten
af vor Gallion samt det Opstaaende langs Kobryggen. Vedvarende Storm og
bestandig Modvind gjorde denne Reise til en af de ubehageligste, som jeg
nogensinde har oplevet. Endelig naaede vi Toulon; her fik vi 25 Dages
Quarantaine, og mere end to Maaneder hengik saaledes, førend vi frit
kunde bevæge os paa Frankrigs Jordbund.

Ved vor Ankomst til Frankrig overraskedes vi paa en lidet behagelig
Maade ved at erfare, med hvilken Kulde Efterretningen om Slaget ved
Navarino var bleven modtagen af Regjeringskredsene saavel i Frankrig
som i England. Med Harme læste vi i Aviserne, at Lord Wellington
ved Modtagelsen af Efterretningen om vor Kamp havde betegnet denne
Tildragelse som „an untoward accident“. Ogsaa hos den franske Regjering
syntes en lignende Anskuelse at gjøre sig gjældende, og vist er det,
at ved vor Ankomst til Toulon vare Forfremmelser og Decorationer kun
enkeltviis og høist sparsomt blevne Officerer og Mandskab tildeel. Atter
her synes imidlertid den offentlige Mening at være gaaet af med Seiren.
Man nødsagedes til at erkjende, at Seiren ved Navarino var „un évènement
glorieux“, og Forfremmelser og Hæderstegn udebleve da ikke længer. Til
Skibscheferne regnede det med Ordener fra hver af de tre forbundne
Magter: Admiral Rigny udnævntes til Viceadmiral, Mr. le Baron Milius
forfremmedes til Contreadmiral, og ved Quarantainens Slutning indtraadte
som Følge heraf en Forandring, der vistnok af Alle ombord blev hilset med
uskrømtet Glæde: Mr. Milius fratraadte Commandoen af Skibet.




Den ægyptiske Fregat „Guerrière“.


Efter Kampen ved Navarino var det nødvendigt for „_Scipio_“ at faae en ny
Krydsraa. Tømmermændene havde fuldt op at gjøre med at udbedre vore andre
Havarier paa Skrog og Reisning, og Mr. Milius besluttede derfor at lade
hente en Mærseraa fra en af de landsatte Fregatter, der kunde antages at
ville være brugelig i det anførte Øiemed. En 60-Kanons Fregat laa paa
Klipperne ved Øen Sphacterie; et Fartøi blev bevæbnet og gjort klart
til at gaae derombord under Commando af Mr. Guézennec, lieutenant de
vaisseau, og, da det forekom mig at kunne have Interesse at see det Indre
af en tyrkisk Orlogsmand, erholdt jeg Chefens Tilladelse til at ledsage
Guézennec paa denne Expedition.

Afstanden til det landsatte Skib var temmelig stor. Som vi nærmede os,
kjendtes det at være Fregatten „_Guerrière_“, bygget i Marseille for
Vice-Kongen af Ægyptens Regning. Paa de steilt nedgaaende Klipper laa
Fregatten ikke mere end nogle enkelte Favne fra Land. Ad Faldrebet vare
vi ikke istand til at komme op, og vi maatte derfor krybe ind ad en
Kanonport paa Batteriet for at komme ombord. Hvilket Syn fremstillede
sig her for os! Besætningen var flygtet iland til den tætved liggende
Kyst; men de Saarede havde de ladet blive tilbage, og over Dynger af
Faldne og Saarede maatte man bogstavelig bane sig Vei. Endogsaa Kahytten
laa fuld af Døde. Sprungne Kanoner, lemlæstede Mennesker, Spor af Ild
og Ødelæggelse i alle Retninger — forfærdeligt var Alt, hvorhen man end
rettede Øiet.

Vi naaede op paa Dækket; Ødelæggelsen var her om muligt endnu større.
Nogle Saarede forsøgte med Møie at krybe bort, da vi nærmede os; siden
bade de os ved Tegn om noget Vand; dette var den eneste Vederkvægelse,
vi vare istand til at yde dem. Om den Grad, i hvilken dette Skib var
forskudt, kan man vanskelig gjøre sig nogen Forestilling. Siden var
gjennemboret med store Huller, Dækket var i Ordets strengeste Betydning
opfyldt, bedækket med et Lag af Splinter, af nedfaldet Gods og med
Stumper af ødelagte Rundholter; væltede Carronader med sprængte Broge
laae midtskibs, andre vare sprungne, og rundt om disse saaes Sporene af
Jernstumper, der havde udbredt Død og Ødelæggelse til alle Sider. Ligesom
paa Batteriet laae her Faldne og Saarede i forfærdelig Mængde imellem
hverandre, saa at vi ansloge disses samlede Antal til ikke mindre end 200
Mand. Indtrykket var af den Beskaffenhed, at jeg aldrig vil kunne glemme
det, og endnu 50 Aar efter, da jeg nedskriver dette, staaer det Hele for
mig som et saa gruopvækkende Skue, at jeg kun modstræbende lader Tanken
dvæle derved.

Den Pragt, hvormed Skibet var udstyret, tjente endyderligere til at
fremhæve det Ødelæggelsesværk, der var gaaet for sig. Kanoner med
polerede Nøddetræes Raperter, forsynede med smukt forarbeidede Ringebolte
af Bronze som paa kostbare Meubler, Messing-Forsiringer og Prydelser i
det Uendelige, kort, overalt en Luxus, der tydede hen paa Fregattens
særegne Bestemmelse, nemlig som omtalt at stilles til Ibrahim-Paschas
personlige Raadighed, saa at Skibet under det bevægede Felttog kunde
ansees som hans egentlige Hjem.

Foremærseraa var snart sat i Vandet; man kappede Seilet fra, overskar
Rakke og Dreiereb, derefter den ene Toplent, og Maalet for vor Sendelse
var dermed opnaaet. Enkelte Folk af vor Besætning havde under dette
Arbeide benyttet Leiligheden til at søge ned paa Banjerne, de vare
rimeligviis her stødte paa Paschaens private Aflukker; thi op paa Dækket
bragte de en Mængde Sager af betydeligt Værd, saasom guldbroderede
Dragter, Pibe-Mundstykker af Rav med kostbar Emaille og dertil en Kumme
af drevet Guld, sex eller otte Tommer i Gjennemsnit, der senere af
Mr. Milius blev tilstillet Hertuginden af Angoulème. Endnu er jeg i
Besiddelse af en af Ibrahim-Paschas ved denne Leilighed erobrede Dragter,
ligesom ogsaa af en Pibe, der utvivlsomt maa have tilhørt Paschaen selv.
Blandt en Mængde Vaaben, der fandtes spredte paa Dækket, bemægtigede
jeg mig to Geværer — disse ere mine materielle Erindringer om Navarino.
Geværerne, prydede med Halvmaanen og med Sølvbeslag, vare særlig smukt
udstyrede, jeg forærede det ene til min Ven Lieutenant Suenson, men
beklager kun, at dette ikke var i brugbar Stand, da en Kugle var gaaet
tværs ind i Løbet.

Paa Batteriet agter sad en Tyrk, Benene overkors, lænet op imod
Kahyts-Skoddet. Hans rige Paaklædning tydede paa, at han maatte have
indtaget en høi Stilling ombord. Hans Saar gjorde det umuligt for ham at
reise sig; men ligeoverfor os vedligeholdt han ikkedestomindre en stolt
og ædel Holdning. Han var en smuk, yngre Mand. Vi tilbøde ham at tage ham
med os i vort Fartøi, men ukjendte med hinandens Sprog vare vi vel næppe
istand til at gjøre os forstaaelige. Ogsaa ham bragte vi Vand til at
læske sig ved og forlode ham opfyldte af Medfølelse og Medlidenhed.

Fartøiet satte af med vor Raa paa Slæb. Vinden var frisket op til en
stiv Kuling, og længe vare vi underveis, inden vi naaede „_Scipio_“.
Et nedbrændt Skrog, der flød om i Bugten, saae vi drive paa Land i
„_Guerrière_“’s umiddelbare Nærhed; rimeligviis er dette Skrog kommet
til at tørne imod Fregatten, denne er derved bleven ført bort fra de
Klipper, paa hvilke den hvilede, og et Øieblik efter saae vi den kæntre
over ud fra Land og derefter forsvinde i Dybet. Næppe var jeg den Eneste,
som blev rystet ved dette Syn. Vi havde jo bevæget os blandt de Saarede
derombord, vi havde været Vidne til deres Jammer, og nylig havde vi jo
forladt dem med den Forvisning, at den reddede Deel af Besætningen vilde
afhente dem, saasnart Mulighed gaves; men nu vare vi altfor langt borte
til at kunne yde dem Hjælp. Skibe, der laae ankrede i mindre Afstand,
saae Saarede slæbe sig op i Vantene, altsom Skibet sank, saae dem
udstrække deres Arme imod sig for at anraabe om Bistand; man forsøgte at
komme dem tilhjælp, Fartøier ilede til, men for silde — Alle forsvandt de
med Skibet, og ikke en Eneste blev reddet af de Ulykkelige, som befandt
sig ombord.

Saaledes endte Fregatten „_Guerrière_“, et af de smukkeste Skibe, hvis
Dæk jeg nogensinde har betraadt.




„Scipio“’s Mandskab.


Ved Ankomsten til Toulon maatte „_Scipio_“ i Dok. Lasten blev brudt,
Alting blev taget ud af Skibet, og som Følge heraf bleve Folkene
indqvarterede iland. Arbeidskraften viste sig imidlertid med hver Dag
at blive mindre; flere og flere af Mandskabet mødte ikke ombord, og
omsider tiltog Tallet af de Udeblivende i den Grad, at der var enkelte
Dage, hvor af Skibets Besætning paa over 600 Mand ikke 90 mødte ved
Morgen-Mønstringen. Man kunde næsten have været fristet til at troe, at
Udeblivelserne fandt Sted efter en Slags regelmæssig Omgang; thi senere
paa Dagen kom endeel tilstede, medens Andre forsvandt; men kun langsomt
og trevent slæbte Skibets Arbeider sig fremad.

For at raade Bod paa dette Onde blev det befalet, at det hele Mandskab
skulde forblive ombord om Natten, og de nødvendige Foranstaltninger
bleve trufne i dette Øiemed; ligemeget hjalp det, Ondet vedblev at
tiltage. Det er hændet, at der ved Aftenmønstring ikkun var 6, skriver
sex, Mand af Besætningen ombord i Skibet. Hvorledes dette er gaaet til,
da den eneste Udgang fra Værftet var igjennem Porten til Arsenalet,
hvor Vagt og Betjente i Mængde forrettede Tjeneste, var og er mig
vedblivende uforklarligt. En stor Deel af Arbeidet ombord maatte udføres
af „forçats“, Galeislaver, lænkede to og to til hinanden, og hvis Mængde
derfor aldrig blev opgivet efter deres Antal, men parviis. Man begjærede
50 Par og fik 100 Mand.

Denne Tilstand, en Følge af Interregnum i Commandoen og af den alt længe
herskende Slappelse og Uorden ombord, kunde ikke vedvare. Saasnart som
det lod sig gjøre, blev „_Scipio_“ udlagt paa Toulons Indre-Rhed, og her
meente man, at Mandskabet uden Vanskelighed maatte kunne holdes ombord;
men om Natten bemægtigede Folkene sig Skibets Fartøier og listede sig
bort med disse, saa at man den paafølgende Dag maatte opsøge Fartøierne
paa forskjellige Steder i Bugten. En lieutenant de vaisseau og nogle
Cadetter skiftedes til at have Inspections-Vagt ombord. Min Tour kom
altsaa ogsaa, og belært af, hvad der tidligere Nætter var foregaaet,
forekom det mig at være en Ambitions-Sag at forhindre al Bortrømning,
saalænge jeg var den Ansvarhavende for Skibet. Mod Aften lod jeg alle
Fartøierne føre hen til Skibets Boier, det sidste Fartøi blev opheist
under Jollebommene, og saaledes antog jeg at være fuldkommen sikkret. Ved
at rundere, efterat Mørket var faldet paa, opdagede jeg imidlertid, heelt
inde under Gillingen, en „rafiou“, lille Baad, hvis Hensigt øiensynlig
maatte være at bringe Folk fra Skibet ud til vore i Afstand fortøiede
Fartøier. Baadens Eier var ikke at finde, altsaa blev ogsaa rafiouen ført
ud til Boierne, Laaringsfartøiet blev atter opheist, og til endyderligere
Sikkerhed forblev jeg selv paa Dækket til henad Midnat. Det var de første
Dage af Februar Maaned, Natten var bælgmørk, og en stiv Kuling havde sat
Søen noget i Bevægelse. Da hørtes med eet Angestskrig og Raab om Hjælp
nede fra Vandet, forude ved Skibets Boug. Man kom til med Lanterner,
og man tænke sig min Forundring, da jeg opdagede en Slags Flaade, paa
hvilken en halv Snees Mand af Besætningen havde til Hensigt at lade
sig drive iland. Skaffeborde og Bænke havde de sat ud ad Bougporten og
stablet disse ovenpaa hinanden, indtil de antoge, at Bærekraften var
tilstrækkelig; de gave sig derefter paa Veien; men Søens Bevægelse havde
bragt deres skrøbelige Flaade til at skilles ad, og med Møie fik vi dem
frelst fra at drukne. Da Morgenen kom, laae vore Fartøier urørte ved
Boierne, men den mistænkelige rafiou var forsvunden; noget videre om den
blev aldrig senere oplyst.

Mr. Bougainville, capitaine de vaisseau, overtog ved denne Tid Commandoen
af Skibet. Krigsretter bleve nedsatte, og en Mængde af Folkene blev idømt
Kjølhaling, Tamp eller en i den franske Marine dengang gængse Straf, en
Art Spidsrod, der i Lovsproget benævntes: „courrir la bouline“.

Denne Straf, egen i sin Slags, fortjener nærmere Omtale. En Leider eller
Ende Tougværk blev strakt fra For til Agter paa Dækket; langs denne
Leider vandrede en Kous, og til denne blev Delinqventen fastgjort. En
Trommeslager blev stillet foran ham, to Mand under Gevær bagefter, og
under Trommeslag blev Synderen ført frem og tilbage det idømte Antal
Gange. Langsmed Touget eller Leideren var opstillet et bestemt Antal
Folk paa hver Side, der med Seisinger skulde tildele Delinqventen Slag,
altsom han i langsom Marche drog dem forbi. Man havde imidlertid tænkt
sig, at enkelte af disse Slag kunde ramme den Paagjældendes Hoved, og at
dette kunde medføre skadelige Følger; for at afværge dette havde Loven
derfor bestemt, at en Kurv, i Form af en Tørvekurv, der naaede heelt ned
til Skuldrene, skulde sættes over den Afstraffedes Hoved, og saaledes
udstyret, med Trommeslageren foran, der angav Takten, og med de to
Gefreidere, der sluttede Toget, drog nu Processionen forbi, og naturligt
er det, at fast alle Slag bleve rettede imod Kurven, saa at den hele
Straf blev en fuldstændig Komedie.

Eiheller Kjølhalingen havde det Afskrækkende ved sig, som man almindelig
tillægger denne Straffemaade. Forbryderen blev nemlig, ifølge de
gjældende Forskrifter, ingenlunde halet under Kjølen, men kun dyppet
et vist Antal Gange i Vandet. Et svært Lod blev bundet Delinqventen om
Benene, han blev heist op under Fokkeraaen, og det idømte Antal Gange
blev Jollen, i hvilken han var opheist, kastet los, hvorefter den Dømte
atter strax igjen blev opheist paa samme Side under Raaen, indtil
det idømte Antal Gange af denne saakaldte Kjølhaling var præsteret.
Sandsynligviis ere disse Straffe, af hvilke den første især altid var til
stor Morskab for Mandskabet, forlængst afskaffede i den franske Marine;
men saameget mere er der Anledning til at omtale dem netop her, hvor
Erindringer om en svunden Tid ere Gjenstand for Omtale.

Mr. Bougainville var en elskværdig Personlighed, men han besad ikke den
Kraft og endnu mindre den Udholdenhed, som vilde have været nødvendig for
at raade Bod paa de Onder, der under Mr. Milius’ Commando havde fæstet
Rod hos Mandskabet. Demoralisationen vedblev stadigen at tiltage, og,
som alt tidligere berørt, blev Oprør og Straf den endelige Følge af, at
Vægelsind og Svaghed vare blevne satte i Spidsen for et Mandskab, der
tildeels var blevet udskrevet fra det Indre af Landet, og som kun lidet
egnede sig til Livet ombord.




Capitain Bougainville.


Mr. le Baron de Bougainville, capitaine de vaisseau, var tiltalende og
vindende ved sin Fremtræden og stod saaledes i skarp Modsætning til
Baron Milius, hvem han afløste i Commandoen af Linieskibet „_Scipio_“.
I en Salon maa Mr. de Bougainville have været indtagende. Han var
vittig, belæst, „plein d’ésprit“ og af den Slags Franskmænd, der ved
Forekommenhed og Elegance i Manerer gjøre et høist behageligt Indtryk.
Skyggesiderne vare Magelighed og en høi Grad af Egoisme, hvilken sidste
Egenskab han forøvrigt, som alt tidligere berørt, havde tilfælles med
saagodtsom alle de franske Skibschefer, med hvilke jeg er kommen i
Berøring. Ombord i Fregatten „_Thétis_“, som Capitain Bougainville førte
under en Verdens-Omseiling, og som vi i sin Tid mødte inde i Sydhavet,
blev der hver Aften trukket en Ende Toug tværs over Skandsen foran
Mesansmasten, og agtenfor denne var det kun i høist paatrængende Tilfælde
tilladt at komme, for ikke at forstyrre Chefens Søvn; Fregatten gik som
Følge heraf jævnlig med Seilene paa Storreisningen forkeert indbraste
om Natten. Ogsaa ombord i „_Scipio_“ forsøgte man at gjennemføre noget
Tilsvarende; men man var her under Commando, og Admiralens Ordrer grebe
ikke sjelden forstyrrende ind i Forholdsregler af denne Beskaffenhed.

Mr. Bougainville holdt af at more sig og fandt paa alt Muligt for at
tilfredsstille denne Tilbøielighed. Vi blokerede Navarino, den ene Dag
hengik som den anden, og Opjagningen af et Skib eller Meddelelser fra
en forbiseilende Orlogsmand vare saagodtsom det Eneste, der fra Tid til
anden afbrød den trættende Eensformighed. En Dag fik vi en Seiler i
Sigte, som vi stode ned imod. Den viste sig at være en daarlig udhalt
Brig, og paa Forespørgsel erfore vi, at den hørte hjemme i Marseille. Det
næste Spørgsmaal gjaldt, hvorfra den kom. „Que nous venons d’Alessandrie“
var Svaret, udtalt i provençalsk Dialekt. „Hvormange Dages Reise?“
„Soixanté jours!“ Man tænke sig to Maaneder for at naae hen til Morea;
det var næsten forbausende. „Vous n’avez donc rien de nouveau en fait de
politique?“ praiede Chefen. — „Qué dité?“ blev der spurgt fra Briggen;
Chefen gjentog sit Spørgsmaal i forkortet Form, og ombord i Briggen hørte
vi Skipperen kalde paa Mr. Bonasse, rimeligviis Styrmandens Navn, for at
sige, at han strax skulde bringe Papirerne op paa Dækket. Ivrig gav han
sig iværk med at gjennemblade disse; naturligviis troede vi, at han søgte
efter nogle gamle Aviser, indtil han som Svar paa vor Chefs Spørgsmaal
tilraabte os: „N’a des pôts en terré, n’a des pôts en fer, mais des
pôts-litiques, n’en a pas du tout.“ Dette var altfor morsomt. Mr.
Bougainville spurgte paany og fik Skipperen til at gjentage Forklaringen
om Ladningens Indhold. Mr. Bougainville jublede, vi Andre vare færdige
ved at briste af Latter, og med et „à la bonne heure!“ blev det Briggen
tilladt uforstyrret at fortsætte sin videre Reise til Hjemstedet. Har
denne varet endnu 40 Dage, som da „_Scipio_“ nyligen vendte hjem fra
Morea til Toulon, vil Skipperen i intet Tilfælde kunne have gjort sig til
af nogen hurtig Overfart.

Mr. Bougainville kjedede sig. Paa Blocade-Stationen laae vi samlede med
endeel Skibe, blandt hvilke det engelske Linieskib „_Ocean_“, og en Dag
spiste Chefen for Corvetten „_Victorieuse_“, Capitain Lasusse, ombord.
Alt ved Middag havde man seet Fregatten „_Fleur de Lys_“, Capitain,
senere Viceadmiral Lalande, komme op Syd fra; Brisen var imidlertid
svag, og først henad Aften lykkedes det „_Fleur de Lys_“ at naae hen i
Nærheden af os. Det var blevet aldeles Stille, Mørket var faldet paa,
og i Aftendæmringen laae de forskjellige Skibe hinanden saa nær, at man
endog fra Tid til anden kunde høre tale fra det ene Skib til det andet.
I al Magelighed nøde Mr. Bougainville og Mr. Lasusse deres Cigar paa
Hytten, da der blev varskoet for et Fartøi, som man antog maatte komme
fra „_Fleur de Lys_“. Pludselig fik Mr. Bougainville et Indfald: i Raaber
anraabte han Fartøiet paa Engelsk: „Boat ahoy!“ I Fartøiet holdt man paa
Aarerne, og en Stemme, som man kunde kjende at være Capitain Lalande’s,
fremkom med Undskyldning i Anledning af den skete Feiltagelse, da han
havde staaet i den Formening, at det var Linieskibet „_Scipio_“, han
roede hen imod. Paa Engelsk blev han viist hen til det andet Linieskib;
han roede nu hen imod dette og blev der atter anraabt med: „Boat
ahoy!“ Vi hørte nu en Samtale blive ført imellem Capitain Lalande og
den engelske vagthavende Officeer, hvis Resultat blev Overbeviisningen
om, at Skibet, han var ved, virkelig var „_Ocean_“, og at Skibet, ved
hvilket han havde været, var „_Scipio_“. Capitain Bougainville fandt alt
dette i høi Grad fornøieligt; han fandt den Stilling pikant, i hvilken
Capitain Lalande var bleven bragt ved hans Praieraab, han lo hjertelig
over alle de Undskyldninger, vi kunde høre, at Capitain Lalande henvendte
til „_Ocean_“, da han paany satte sin Cours hen imod os, og morede
sig kostelig over det Hele — men Glæden fik en brat Ende, da Capitain
Lalande, forbittret i høieste Grad, traadte ombord. Hans første Udbrud
var, at enten maatte man være fuld eller gal ombord i dette Skib. En
Udfordring paafulgte, og næppe vilde disse „udmærkede Løier“ være endte
paa nogen fredelig Maade, dersom ikke Capitain Lasusse og andre franske
Skibschefer vare traadte mæglende imellem.

Snart kom der ogsaa andre Grunde til, der, Capitain Bougainville’s lette
Sind uagtet, maatte vække Alvor og Bekymring hos ham som Skibschef. Under
et længere Ophold i Poros, ligeoverfor Athen, var en ondartet Feber
udbrudt ombord. Uagtet alle anvendte Midler greb den mere og mere om
sig, og snart vare begge Skibets Batterier optagne af Syge. Henved 200
Mand bleve efterhaanden angrebne, Dødelighed begyndte at indfinde sig i
foruroligende Grad, og Admiralen fandt det under disse Omstændigheder
nødvendigt, at Skibet blev sendt tilbage til Frankrig. Jeg beredte mig
altsaa paa Hjemrejsen, og efter henved fem Aars Tjeneste ombord i franske
Skibe havde jeg alt besluttet ved Ankomsten til Toulon at sige den
franske Marine Farvel og vende tilbage til mit Fædreland. Da overraskedes
jeg ved, igjennem min Chef, at modtage Tilbud fra Admiral Rigny om at
træde over paa Linieskibet „_Conquérant_“, hvorombord Admiralens Flag
nylig var blevet heist. Et saadant Tilbud kunde ikke andet end være i
høieste Grad smigrende for mig. Hjemreisen til Danmark blev opgiven, og
under Modon sagde jeg Farvel til „_Scipio_“, som umiddelbart derefter
styrede Cours imod Toulon.

Afskeden fra dette Skib var mig ikke tung, paa eet Glandspunct nær
havde Uheld fulgt „_Scipio_“ under dets hele Togt, og Mindet om det
Aar, som jeg tilbragte derombord, vil altid staae for mig med mørke og
afskrækkende Farver.




Overgang til „Conquérant“.


Mit Indtog ombord i „_Conquérant_“ skeete igjennem en Kanonport paa
underste Batteri. Mit Gods blev langet ombord, og jeg fandt mig
henflyttet til et Skib, der alt længe havde opvakt min Beundring. Endnu
staaer Erindringen levende for mig om det Øieblik, da jeg betraadte
dette Skib: det forekom mig, at jeg aandede i en anden Atmosphære, Alt
omkring mig tydede paa Orden, Disciplin og Velvillie, jeg følte mig
som et andet Menneske, en Art Begeistring kom over mig, og sikkert maa
Glæde og Tilfredshed have været at læse i mit Ansigt, da jeg paa Hytten
fremstillede mig for den commanderende Admiral.

Le chevalier Henry de Rigny, Vice-Admiral, var dengang i en Alder
af omtrent 45 Aar. Lidt under Middelhøide af Væxt, med et uanseligt
Udvortes, var han simpel og naturlig i sin Optræden; ulig Franskmændene
i Almindelighed skyede han til daglig Brug den Glands og de Former, med
hvilke franske Admiraler pleiede at omgive sig; dog fremgik det strax af
hans gjennemtrængende Blik og af hans kløgtige Ansigtstræk, blandt hvilke
den spidse Næse var fremtrædende, at man i ham ikke havde med nogen
almindelig Mand at gjøre. Et listigt Udtryk, forenet med en høi Grad af
Ro, var udbredt over ham; men, blev hans Sind først sat i Bevægelse,
blev han opfarende, hensynsløs, og hans Heftighed kjendte da undertiden
ingen Grændse. Indsmigrende i høi Grad, naar han vilde behage, var
Admiral Rigny bestemt, naar han vilde sætte noget igjennem, vedholdende
i sine Planer og uden Frygt for at paatage sig stort Ansvar. Med disse
Egenskaber forenede han en sjelden Fiinhed og Tact, og han var saaledes
vel skikket til at varetage sit Lands Interesser i Levanten under denne
Periode, da forstyrrede Forhold i enhver Retning frembøde sig i rigeligt
Maal. Man blev saaledes ved denne Tid Vidne til det Særsyn, at Russerne
bekrigede Tyrkerne i det Sorte Hav, hvor de indtoge Varna, medens de
søndenfor Dardanellerne optraadte paa den fredeligste Maade af Verden og
som Venner viste deres Flag i de vigtigste tyrkiske Havne; England saae
man, i Modstrid med dets Traditioner, optræde fjendtlig imod Tyrkiet, og,
hvad Politiken angaaer, syntes saaledes Alt at være vendt op og ned paa i
disse Egne.

Under Keiserdømmet havde Admiral Rigny været ansat ved „Marins de
la garde“, og i 1809 commanderede han paa Schelde-Floden Fregatten
„_Euridice_“. I 1825 forlod han Toulon med sin Stander heist ombord
i Fregatten „_Syrène_“. „Det hedder sig, at jeg ikke er Søofficeer“,
sagde han til Fregattens Chef, Mr. Robert, „jeg vil overbevise om det
Modsatte, og selv paatager jeg mig Fregattens Organisation“. „_Syrène_“
blev under hans Hænder et Mønster paa god Orden og paa et vel manøvreret
Skib. En talrig Escadre blev ham underlagt. De franske Orlogsmænds
Virksomhed strakte sig over hele Levanten, og der ydedes Beskyttelse
imod græske Sørøvere, som øvede de største Grusomheder imod Enhver,
der faldt i deres Vold. Ved Ipsara og ved Scios reddede de Franske
mangen Grækers Liv, og, da Athenen maatte overgive sig til Tyrkerne,
optraadte Admiral Rigny som Mellemhandler paa en smuk Maade, der ikke
var forbunden med ringe personlig Fare. Ogsaa blev hans Virksomhed
paaskjønnet. Efterat være vendt tilbage til Frankrig blev han i 1830
sat i Spidsen for Marinen som Minister, og senere tog han Sæde i det
franske Ministerium som Udenrigsminister. Ligesaasnart jeg vel var
kommen ombord i „_Conquérant_“, blev der brast fuldt, og Coursen sat ind
imellem Sapienza-Øerne for at opjage et mistænkeligt Skib. Aldrig vilde
man i „_Scipio_“ have vovet sig ind i dette dengang tildeels ukjendte
Farvand. Ved at søge de snevreste Løb og knibe tæt om Pynterne troede
det jagede Skib at kunne undgaae os; men med forbausende Dristighed blev
Jagten fortsat, og med henved 9 Miles Fart vare vi snart paa Siden af
ham. Skipperen kom ombord; det syntes at være hans Hensigt at indsmugle
Provisioner til Morea; en Brig blev beordret til at følge ham 50 Miil
tilsøes.

Dette var mine første Timer ombord i „_Conquérant_“; de efterlode et
varigt Indtryk. Med hver Dag forøgedes min Beundring af den Maade,
hvorpaa dette Skib blev commanderet, jeg følte mig hædret ved at være
derombord, og endnu den Dag idag nærer jeg den Overbeviisning, at
„_Conquérant_“ var det smukkeste og stolteste Skib, som dengang flød paa
Havet.

Det var en misundelsesværdig Stilling at være ombord i „_Conquérant_“.
Mandskabet var udsøgt, idet alle mindre duelige Folk stedse bleve
ombyttede med udvalgte Matroser fra Skibe, der vendte hjem til Frankrig;
en behagelig Tone herskede saavel blandt Skibets Officerer indbyrdes
som i Forholdet til de Commanderende, og, skjøndt Tjenesten var streng,
undertiden endog meget streng, da vi kun vare syv tjenstgjørende
Officerer ombord, forekom Alt at blive ledet af en usynlig Haand og at
være ordnet paa en saadan Maade, at man næppe engang blev vaer, at der
fandtes Commanderende ombord. Admiralskibet var dertil Midtpunctet for
den store Mængde Orlogsmænd, som ved denne Tid færdedes i Levanten; man
var de Første, der modtoge Efterretninger, man kunde nogenledes følge de
forskjellige Skibes Bevægelser og Virksomhed, og selv paa det materielle
Liv havde de hyppige Forbindelser i alle Retninger en synlig Indflydelse,
idet vort Bord prangede med Frembringelser og Frugter fra alle Levantens
Havne, medens man ombord i mangen anden Orlogsmand var reduceret til
brune Bønner og Skibskost. Under „_Scipio_“’s 40 Dages Reise fra Morea
til Toulon gaves der ikke en eneste Mundfuld ferske Provisioner ombord i
Skibet, saa at saavel Chef som Officerer under hele Reisen maatte leve af
salt Kjød og Pandekager.




Navarinos Rhed.


Admiral Codrington havde begivet sig til Alexandria for hos Mehemet-Ali
at udvirke Ibrahim Paschas og den ham underlagte Styrkes Tilbagekaldelse.
En Tractat, ved hvilken dette Forlangende opfyldtes, blev underskreven,
og samme Dag, som Underretning herom naaede os, modtog Admiralen
Efterretning om, at et Armeecorps under General Maison var blevet
indskibet i Toulon for at afgaae til Morea. Disse tvende Efterretninger
forandrede aldeles Sagernes Stilling. Tractaten med Mehemet-Ali og de
ægyptiske Troppers Tilbagekaldelse vilde af sig selv have medført Moreas
Rømning. Der kom nu et nyt Element til: franske Troppers Ankomst kunde
let give Anledning til et nyt Sammenstød, og det var kjendeligt, at
Admiral Rigny modtog Meddelelsen om disse Troppers Ankomst med synlig
Utilfredshed.

Navarinoslaget, der havde gjort det muligt for Russerne, uden Indsigelse
fra Stormagternes Side, at gaae over Pruth og at falde ind i Tyrkiet,
vedblev at staae som en uheldbringende Begivenhed for den engelske
Regjering. Admiral Codrington blev tilbagekaldt, og under hans Fraværelse
i Alexandrien, medens Underhandlingerne med Mehemet-Ali stode paa,
indtraf Linieskibet „_Wellesley_“ for Navarino med Admiral Malcolm,
der skulde afløse ham. Malcolm vilde ikke udsætte sig for Quarantaine,
og den første Raadslagning imellem ham og Admiral Rigny foregik
derfor paa afmærket Afstand paa en lille Ø i Nærheden af Sapienzerne
under Overværelse af en Quarantainebetjent, der skulde vaage over den
tilbørlige Afstands Overholdelse imellem de to Admiraler. Ved Admiral
Codringtons Tilbagekomst samledes alle Admiralerne paa Zanthe Rhed.
Tætved hinanden ankrede her Linieskibene „_Asia_“, „_Conquérant_“,
„_Wellesley_“ og „_Azof_“, hvert med sit Viceadmiralsflag vaiende fra
Fortoppen; et lignende Møde hører ganske vist til Sjeldenhederne.

Efter Tractatens Afslutning med Mehemet-Ali kunde Navarino ikke længer
betragtes som nogen fjendtlig Havn. Admiral Malcolm med „_Wellesley_“,
„_Conquérant_“, „_Breslau_“ og flere franske og engelske Skibe stode
derind, og vi saae nu Resterne af den Flaade, der havde været bestemt
til at skulle fuldstændiggjøre Grækenlands Undertvingelse. Disse Rester
vare saa godt som Intet. Et Linieskib, i hvilket man havde sat Nødmaster,
med store Aabninger i Siden, et Par forskudte Fregatter og nogle
Transportskibe var det Hele. Medens der saaledes over Vandet saagodtsom
Intet var tilbage, frembød det Indre af Bugten derimod et vidunderligt
Skue, naar man i klart Veir var istand til at see ned under Vandfladen.
Solstraalerne belyste da med brogede Farver Skrogene af forbrændte
Skibe, store og smaa imellem hverandre, liggende paa den hvide Sandbund.
Enkelte Skibe laae kæntrede med Bredsiden iveiret, med Kanonerne endnu
stikkende ud igjennem Portene og pegende lodret op imod Luften; andre, og
det var de fleste, vare sprængte fra hinanden, saaledes at Overskibet var
ført bort fra Underskibet, og hele Lasten med dens Apteringer viste sig
da for Øiet, som man undertiden seer Modeller, paa hvilke man fremviser
Skibets indre forskjellige Dele. I de forskjellige Apteringer saae man
Tougene regelmæssig opskudte paa Tougbrixerne, Vandfadene stuvede med
fuldkommen Orden paa deres Plads, Kuglerne i de for dem bestemte Rum,
kort, en heel undersøisk Verden udfoldede sig for den Nysgjerriges Blik.
Mange af disse Gjenstande ere vel alt nu borttagne; men, ligesom man i
vore Dage optager Vrag, der i Aarhundreder have ligget paa Havbunden,
saaledes kan det forudsees, at man endnu i mange Tider fra Dybet vil
opfiske forskjelligartede Gjenstande, der ligesom de udgravede Minder
om Grækenlands Oldtid, hvilke vi see paa med Beundring, i kommende Dage
ville blive betragtede med Interesse som hidrørende fra en Begivenhed,
hvorfra Grækenlands gjenvundne Frihed er udgaaet.




Ankomst af Admiral Maisons Expedition.


Ved Slutningen af August 1828 ankom til Morea General Maison tilligemed
den første Convoi med franske Tropper ombord, henved 9000 Mand, til
Grækernes Understøttelse. Det er alt anført, at Admiral Rigny ikke
bifaldt Armeecorpsets Udsendelse; da Convoien kom tilsyne, saae man,
hvorledes Blodet kom i Bevægelse hos ham; han blev heftig og var næppe
til at komme nær. Endog hans Adjutant, Le Ray, lieutenant de vaisseau,
lige afholdt af Admiralen og af Alle ombord, gik det ud over; med sin
vante Frimodighed tog han flere af Capitainerne i Forsvar: „Toujours
l’avocat des mauvaises causes“, var Admiralens Svar — snarere en Roes
end en Dadel under forhaandenværende Omstændigheder. Convoien, fandt
Admiralen, var ikke tilbørlig samlet, den førte ikke tilstrækkelig Seil.
Fartøier bleve satte i Vandet for at roe ombord i de os nærmest liggende
Skibe, hvor vore Folk entrede tilveirs, gjorde Seil los og fore saaledes
omkring fra det ene Skib til det andet. Hvad der endmere forøgede
Admiralens Ærgrelse var, at de convoierende Orlogsmænd laae spredte og
havde ladet sig drive for langt ned i Læ, hans Utaalmodighed var i stadig
Tiltagende, altsom det viste sig umuligt for Orlogsmændene at komme op:
der blev skudt, det regnede med Signaler, og vist er det, at, dersom
Fæstningen Koron havde begyndt at skyde paa Convoien, hvilket ikke kunde
ansees for nogen Umulighed, da den ikke var i ægyptiske, men i tyrkiske
Hænder, vilde de Krigsskibe, der skulde afgive Beskyttelse, ikke have
været istand til at yde nogensomhelst Bistand.

Under disse Omstændigheder var det magtpaaliggende for „_Conquérant_“
at komme saa nær ind under Koron som muligt. Noget søndenfor denne
Fæstning ligger en høi Klippe, Venetico, adskilt fra Fastlandet ved
et smalt og bugtet Løb; dette Løb dannede en Gjenvei, ad hvilken man
kunde naae hen lige ind under Fæstningens Kanoner, og Admiralen spurgte
vor ombordværende Lods, om han kunde løbe „_Conquérant_“ derigjennem.
Lodsens Svar var en bestemt Benegtelse. „Da veed jeg dog, at svære Skibe
tidligere ere løbne indom Klippen“, yttrede Admiralen. „Vel muligt“,
svarede Lodsen, „men næppe Skibe af „_Conquérant_“’s Dybgaaende, og jeg
kan ikke paatage mig Lodsningen igjennem Løbet.“ Et Par Gange spadserede
Admiralen op og ned ad Hytten, og med eet blev Ordre givet til at sætte
Coursen indenfor den omhandlede Klippe. Officerer bleve sendte tilveirs
og ud paa Klyverbommen for at holde Øie med hvidt Vand, om saadant skulde
vise sig; fra Veiret blev der varskoet, snart Styrbord og snart Bagbord,
„_Conquérant_“ lystrede Roret som en Jolle, og vi kom virkelig igjennem:
det er noget nær den dristigste Seilads, jeg har været Vidne til.

Under alt dette var Messens Spisetid indtruffen. Efter Bordet samlede
den civile Deel af Messemedlemmerne sig paa Dækket, og i al Ro gave
de sig til at ryge deres vante Cigar agtenfor Varerundholterne. En
paafaldende Modsætning dannede de til al den Bevægelse, der herskede
ombord, de vare som uberørte af Alt, hvad der foregik omkring dem.
Pludselig hørtes Admiralens Stemme: „Naar Alle ere i fuldt Arbeide, er
det mig imod at see Enkelte paa Dækket, som Intet tage sig for; hvem er
de Herrer, som ryge paa Kobryggen? — — — jeg ønsker, at De Herrer ville
gaae ned paa Batteriet — — jeg vil ikke, at man skal ryge paa Dækket.“ En
uheldig Ombrasning bragte ved samme Tid Admiralens Sind end yderligere i
Bevægelse; en Underlæge, der ikke havde fattet Admiralens Ord, vedblev
rolig at staae med sin Cigar i Munden, Ansigtet vendt imod Hytten,
hvorfra den heftige Stemme havde ladet sig høre, og ikke istand til at
give sin Harme Luft hverken ligeoverfor General Maison, hvis Ankomst
havde oprørt hans Sind, eller for Skibscheferne, over hvis Manøvrer han
ærgrede sig, syntes hele Admiralens Vrede med eet at gaae ud over den
ulykkelige Doctor. „Jeg troer, at han seer paa mig!“ udbrød han med
Heftighed; „han seer virkelig paa mig!“ fortsatte han med skingrende
Stemme, og „Monsieur, rendez vous à la fosse aux lions!“ — Stedet, hvor
Cadetter og Ligestillede holdes i Arrest — gjenlød derefter over hele
Skibet. Endnu tredie Dagen efter var jeg nede i fosse aux lions at se
til vor arresterede Doctor, og det forbittrede Udraab: „Je vois qu’il me
regarde!“ har ofte senere i Tankerne gjenlydt for mine Øren.

Om Natten ankrede vi ved Panidgi inde i Kalamattabugten, og efterhaanden
kom Convoiens Skibe tilankers omkring os. Stedet var udseet til
Troppernes Landsætning, og næste Morgen begyndte Udskibningen. Ikkun
Skibenes Fartøier havdes til Raadighed hertil, og den første Dag naaede
man kun at sætte 3000 Mand iland. Tropperne vare ankomne til Morea
med den Overbeviisning, at de kom til et forpestet Land, de betraadte
altsaa Kysten, veludrustede med Advarsler om ikke at nærme sig nogen
Græker, ikke at udsætte sig for vaade Fødder, ikke at spise Frugt,
kort, med Formaninger af enhver Art for at undgaae de Farer, som man i
alle Retninger forestillede sig at være omgiven af; endnu i Fartøierne
anbefalede Compagnicheferne deres Underhavende den størst mulige
Forsigtighed, og heelt overraskede bleve de ved at see vore Folk springe
i Vandet til op over Lænderne, give sig af med de enkelte Grækere, der
havde indfundet sig for at falbyde Varer, og med stor Begjerlighed
nyde baade Viindruer og Vandmeloner, som de havde tilforhandlet sig.
Soldaternes Forsigtighedsregler holdt ikke længe Stand, ligesaalidt som
saameget Andet, der, ifølge vore Matrosers Mening, ikke vilde have været
muligt for Andre end „troupiers“ at finde paa.

Tropperne leirede sig paa en Høi, tæt ved den lille Flod Nisib’s Udløb,
og den næste Dag blev den øvrige Styrke landsat. Mærkeligt var det, at
denne Division ankom til Morea uden Skyts og saa at sige aldeles uden
Munition, der først indtraf med den næste Transport nogle faa Dage
senere. Havde der viist sig nogen Fjende, vilde Troppernes Stilling
ikke have været uden Fare. Ikke Andre end de faa handlende Grækere kom
imidlertid tilsyne; men ikkedestomindre læstes senere i de franske Aviser
om den Begeistring, hvormed de franske Soldater vare blevne modtagne ved
deres Landstigning paa den classiske Jord. Man læste om det imponerende
Skue, de afgave ligeoverfor det jublende Folk, om Skjønheden af den Kyst,
som de havde betraadt, hvilket derefter blev skildret med levende Farver
— i Virkeligheden indskrænkede denne feeagtige Kyst sig til en lav,
sandet Strandbred med nogle enkelte lauriers-rose (Nerium) — „et c’est
ainsi que l’on écrit l’histoire!“

Efter nogen Tids Forløb ankom den anden store Convoi med Tropper, og
Styrken blev herved bragt op til henved 12,000 Mand, blandt hvilke et
Regiment Cavalleri. Eiheller til at bringe Hestene i Land havde vi andre
Midler end vore Baade; Hestenes Landsætning fra disse var vanskelig, og
man foretrak derfor at fire Hestene i Vandet, at gjøre dem fast agter
til Fartøjet og saaledes at bugsere dem svømmende ind til Kysten. Mange
druknede under denne Svømmetour. Ogsaa mig tilfaldt der et Fartøi, som
skulde føre Heste iland; belært af Erfaringen og for at undgaae, at
Hestens Hoved kunde komme under Vand, lod jeg Hovedet med Næseborene
opefter binde fast til Fartøiets Reling, hvorefter vi med fire eller sex
Heste langs Siden forsigtig roede ind imod Strandbredden. Almindelig
viste Hestene sig flinke, naar de paa denne Maade naaede Land; men jeg
tilstaaer, at enkelte gave stærk Anledning til Bekymring, naar de ved
Ankomsten til Kysten ubevægelige og med alle fire Been udstrakte maatte
hales op langs det fladt opgaaende Sand. Rytteren kom da til, kjælede for
sin Hest, tiltalte den, dreiede paa Halen, og pludselig foer Dyret op,
satte i strakt Galop hen langs Strandbredden, fulgt af Mængdens Raab og
Bifaldsyttringer. Mulig har min Methode ikke været kunstmæssig, men vist
er det, at ikke nogen Hest druknede under min Behandling.




Forhandlinger med Ibrahim Pascha.


Efterretningen om den ægyptiske Convois Nærmelse, der skulde føre
Ibrahim-Paschas Styrke tilbage til Alexandrien, bragte „_Conquérant_“
fra Kalamattabugten ind til Navarino. Ved Convoiens Ankomst blev jeg
sendt ombord til den Commanderende, der førte sit Flag ombord i en
udmærket smuk 60-Kanons Fregat, bygget i Livorno. Jeg blev behandlet med
Udmærkelse, Soldatesquen, henved 100 Mand i hvide Munderinger, halvsnevre
Underklæder og Baret paa Hovedet, stod opstillet for at gjøre Honneurs,
og med Capitano-Bey røg jeg en Pibe, magelig hvilende paa en af Kahyttens
Divaner. Der blev budt mig en Miniaturkop fortrinlig Mokka-Kaffe, baaren
frem i et Guldbæger, besat med Perler, og herpaa vendte jeg tilbage
til „_Conquérant_“ vistnok ikke stort klogere af min Samtale med den
høitstaaende ægyptiske Officeer, om Besøget end ikke havde havt ringe
Interesse for mig.

Forholdet imellem det franske Armeecorps og Tyrkerne, der stode i den
nærliggende Fæstning Koron, var af en særegen Beskaffenhed. Efter
Navarino-Slaget maatte Franskmænd og Tyrker betragte hinanden som
Fjender; men paa den anden Side var ingen Krigserklæring bleven udstedt,
og under den eiendommelige Stilling, som fulgte heraf, kunde en uventet
Tilfældighed fremkalde et Sammenstød, der efter al Rimelighed paany
vilde medføre Fjendtligheders Udbrud. Naturligviis vilde Intet have
været kjærere end dette for de franske Tropper, der vare komne til Morea
med Forventning om at skulle vinde baade Laurbær og Decorationer, og,
da man saagodtsom daglig søgte at give Tyrkerne Anledning til Angreb,
maatte Spændingen naturligviis med hver Dag tiltage. Under disse
Omstændigheder var det derfor en Selvfølge, at man med levende Interesse
imødesaae Resultatet af en Sammenkomst, der var berammet at skulle
finde Sted ombord hos den engelske Commanderende imellem Ibrahim-Pascha
— som i den Anledning var vendt tilbage fra Patras til Navarino — den
Høistcommanderende for det franske Armeecorps, General Maison, samt
Admiralerne Malcolm og Rigny. Det kunde forudsees, at denne Conference
vilde faae en afgjørende Indflydelse paa de franske Troppers Optræden
ligeoverfor den ægyptiske Occupationshær, ligesom og paa Frankrigs
Forhold til Grækenland i det Hele, og som Følge heraf følte man sig
ømfindtlig berørt ved, at en Sammenkomst, der stod i saa nær Forbindelse
med Frankrigs Interesser, skulde finde Sted ombord i det engelske
Admiralskib.

Aftenen før den til Mødet fastsatte Dag havde jeg Første-Vagt.
Admiralens Adjutant, Le Ray, forblev længere paa Dækket end sædvanlig,
seent paa Aftenen blev det meldt, at et tyrkisk Fartøi nærmede sig,
og efter Le Ray’s Anviisning blev der gjort Anstalt til at modtage
Fartøiet med usædvanlige Høflighedsbeviser, og ombord traadte tre Tyrker,
der bleve førte ind til Admiralen. Længe varede Besøget. Med synlig
Forekommenhed bleve Tyrkerne ved Midnat atter ledsagede til Faldrebet, og
der blev rettet Anmodning til mig om ikke at tale om det natlige Besøg.
En af Tyrkerne var Ibrahim-Pascha, der kom for at forhandle med Admiral
Rigny om de forskjellige Spørgsmaal, som kunde forudsees at ville blive
Gjenstand for Forhandling den næste Dag under den med Spænding imødeseete
fælles Sammenkomst.

Denne Conference varede fra Klokken otte om Morgenen til ud paa
Eftermiddagen. Ibrahim klagede over den udfordrende Maade, paa hvilken
man optraadte ligeoverfor hans Tropper: man kjendte den ringe Mandstugt,
der herskede iblandt disse, ligeoverfor en fjendtlig Armee vilde man selv
i den bedst disciplinerede Hær vanskelig kunne forhindre et enkelt Skud
fra at falde, hvormeget mindre da fra hans Tropper, og et saadant Skud
vilde kunne medføre uberegnelige Følger. Han erklærede sig forøvrigt
villig til at forlade Morea med de ægyptiske Tropper, dog kun paa egne
Skibe eller paa saadanne, som vare fragtede af den ægyptiske Regjering;
men han erklærede samtidig dermed, at han ikke kunde raade over
Fæstningerne Navarino, Koron, Modon og Patras, paa hvilke Storherrens
Flag vaiede, og som vare besatte af tyrkiske Tropper.

Dette sidste Punct havde nær bragt Forhandlingerne til at strande.
Ibrahim var imidlertid urokkelig. Heller vilde han falde ved disse
Fæstningers Forsvar end godvillig overgive dem; med Ære vilde han forlade
Morea, og i denne Beslutning stod han fast, uanseet alle Forestillinger
og Indvendinger.

Ved at see hen til de Besætningers Beskaffenhed, som skulde forblive
tilbage i de omhandlede Fæstninger, kom man tilsidst overeens om
dette Punct, og øieblikkelig blev en Corvet afsendt til det franske
Hovedqvarteer for at forebygge Fjendtligheders Udbrud, om saadanne ikke
allerede vare indtraadte.




Forhør over græske Slaver.


Ved Midten af September begyndte de ægyptiske Troppers Indskibning. Atter
her maatte vi udføre det meste Arbeide, og uafbrudt Patrouillering,
saalænge Mørket stod paa, gjorde Tjenesten endnu strengere. Man frygtede
for, at græske Slaver i Smug skulde blive førte bort om Natten, og
enhver Baad, der rørte sig, blev bragt ombord til den Commanderende.
Med Lammeskind i Tollegangene listede vi os omkring, og ved den mindste
Bevægelse paa Rheden opstod et uventet Røre, idet useete Fartøier fra
andre Skibe, som lydløst snege sig frem, med eet fore løs henimod det
Sted, hvorfra Lyden hørtes. Oftest viste det sig da, at det var et af
vore egne Fartøier, man havde været saa heldig at opjage; dog jævnlig
bleve ogsaa Fartøier fra Zante eller Korfu opbragte, der istedenfor at
smugle Grækere bort førte Faar ind for at udbyde dem tilsalg; disse vare
da høist velkomne Ladninger for Flaadens Mandskaber.

Denne Frygt for, at græske Fanger skulde blive bortførte som Slaver,
spillede overhovedet en stor Rolle ved denne Tid. Til Ibrahim var der
blevet stillet den Fordring, at ingen Græker skulde kunne medtages til
Ægypten, uden ifølge eget, utrykkelig udtalt Ønske; frit og uhindret
skulde enhver Græker kunne tage sin Bestemmelse, og, for at dette skulde
kunne opnaaes, maatte Valget nødvendigviis foregaae i Overværelse af
Vidner, henhørende til de forskjellige Nationer, som havde Interesse i
Spørgsmaalets Afgjørelse. En Art Commission blev i dette Øiemed dannet;
den var ikke alene talrig, men egen i sit Slags og bestod af en Drogman
eller Tolk af hver Nation, tre Skibschefer og endeel Lieutenanter;
og selv præsiderede Ibrahim i egen Person i denne Forsamling. Blandt
Lieutenanterne var jeg bleven beordret til Medlem tilligemed en anden
af Flagskibets Officerer. Møderne afholdtes i et faldefærdigt Træskuur
paa en Skrænt nær Strandbredden, tæt nordenfor Navarino, og med Møie
var Localets Møblement blevet bragt op til tre Stole med defecte Been,
en Slags Divan og nogle Tæpper. Paa disse sade eller laae Commissionens
Medlemmer, oftest rygende af en lang Chibuk, idet de heri stadig
fulgte Paschaens Exempel. Forretningernes Førelse fandt Sted i de mest
forskjelligartede Tungemaal; der taltes Tyrkisk, Fransk, Arabisk, Engelsk
og Græsk imellem hinanden, ofte paa engang, og uden Undtagelse var der
ingen af de Tilstedeværende, der tilfulde forstod mere end en ubetydelig
Deel af, hvad der i denne høist blandede Samling blev forhandlet.

Møderne strakte sig over et længere Tidsrum, og ikke lidet skuffet blev
man ved, at saagodtsom alle de Slaver, der efterhaanden bleve afhørte,
erklærede at ville følge med deres Herrer til Ægypten. Naturligviis vilde
enhver Grækerven saavel i Frankrig som i England finde, at Commissionen
kun slet havde røgtet sit Hverv, naar dette blev Resultatet af dens
Virksomhed, og man begyndte da, imod gjentagne Protester fra Ibrahims
Side, at bruge Overtalelse for at formaae Grækerne til at blive tilbage
i deres Fædreland. Ogsaa dette var forgjæves. Aldeles vilkaarlig traf
man den Bestemmelse, at Børn under tolv Aar, der som saadanne kunde
antages ikke at have Modenhed til at fatte nogen selvstændig Beslutning,
alle skulde holdes tilbage, og med eet angave selv de mindste Børn sig
at være tretten Aar eller derover. Heraf opstod de naragtigste Scener.
Døbesedler gaves naturligviis ikke, og Commissionens Medlemmer maatte
votere om enhver Mindreaarigs Alder. Ofte satte Børnene sig ligefrem til
Modværge, naar man forklarede dem den med dem tagne Bestemmelse, og ikke
sjelden maatte de med Magt føres ned til Skibenes Fartøier, der laae lige
ved Commissionslocalet for strax at kunne føre dem ombord i vore Skibe.
Altsom Skuffelsen tiltog, gjorde en bitter Stemning sig mere og mere
gjældende. Ibrahim maatte hvert Øieblik høre, at man fra hans Side ikke
gik redelig tilværks, at Grækerne alene ved Frygt for deres Herrers Hevn
bleve afholdte fra at udtale deres sande Ønske, og en Dag, da man saae
en udenfor staaende ægyptisk Soldat gjøre nogle Tegn, som formodedes at
være rettede til en Slavinde, hvem Spørgsmaalet om at blive eller tage
bort var forelagt til Besvarelse, blev der raabt, at man her havde et
tydeligt Beviis for, at det kun var ved Trusler, at Grækerne bleve bragte
til at træffe deres unaturlige Valg. Ibrahim fik i det samme Øie paa den
Anklagede, han foer op fra sit Sæde, drog sit Sværd og styrtede ud imod
den Skyldige, der sikkert vilde have bødet med sit Hoved, dersom ikke
Flaadens Officerer vare ilede til og betimelig vare traadte imellem.
Ibrahim var imidlertid i høieste Grad bleven opegget, hans Taalmodighed
var udtømt ligeoverfor de hensynsløse og uretfærdige Bebreidelser, der
rettedes imod ham, og i Commissionen saae man ham ikke mere. Hans Plads
blev indtagen af hans Secretair, Baschy Effendi, understøttet af hans
Tolk Aaron.

Af 400 græske Slaver, der bleve fremstillede for Commissionen, var
der foruden Børnene, som ved Tvang bleve holdte tilbage, ikkun sex,
der erklærede heller at ville blive tilbage i deres Fædreland end at
drage bort med deres Herrer. Man skjønne heraf, hvorvidt de da gængse
Forestillinger om Grækernes Friheds- og Fædrelandskjærlighed vare Frugten
af levende Indbildningskraft eller af Kjendskab til de virkelige Forhold!
For Ibrahim var dette Resultat en stor Triumph; han kunde med rette gjøre
sig til deraf ligeoverfor de mangehaande hadefulde Beskyldninger, som den
franske og engelske Presse ved den Tid kappedes om at rette imod ham.

Denne Mand, der nogle Aar senere udmærkede sig som Feltherre i
Lille-Asien, var ikke nogen smuk Tyrk. Han var snarere under end over
Middelhøide, bredskuldret, stærkt bygget, undersætsig med noget Anlæg
til Corpulence. Han havde grove Træk, og hans Skjæg, denne Tyrkernes
Prydelse, var tyndt, stygt og ujævnt, som var det blevet mølædt. Til sine
Tider var Ibrahim munter i høi Grad og dertil en stor Ven af Champagne.
Uagtet han ved sit Ydre ikke tiltrak sig særlig Opmærksomhed, var han
ikkedestomindre, hvor han traadte frem som Pascha, en imponerende
Skikkelse, Forstandighed og Kraft lyste ud af ham, og om sin Dygtighed
afgav han Vidnesbyrd ved senere at arbeide videre paa det af hans Fader
Mehemed-Ali grundlagte Værk, hvilket Ægypten skylder den fremragende
Stilling, som dette Land indtager i vore Dage.




De ægyptiske Troppers Indskibning.


De ægyptiske Tropper, som i vore Fartøier bleve satte ombord i deres
Skibe, vare de usleste Skabninger af Verden. Spinkle og smaa vare de
saa udmattede, at de kun med Anstrengelse vare istand til at bære
deres Vaaben. Aldrig har jeg nogensinde seet et sørgeligere Billed paa
menneskelig Elendighed. Ankomne til Navarino efterat have sultet i
flere Dage bleve de næppe engang her istand til at faae deres Hunger
tilfredsstillet. Ofte var det kun med Møie, at de slæbte sig ned til vore
Fartøier, og ikke faa af dem døde, førend de naaede ud til det Skib,
der skulde modtage dem. Alene i „_Conquérant_“’s Fartøier havde vi tre
saadanne Dødsfald — Beviser paa deres forfærdelige Elendighed.

I den Tid, der var hengaaet, siden vi sidst besøgte Navarino, havde
Tyrkerne opfisket endeel Metalkanoner, henved 300 i Tallet, fra deres
opbrændte Skibe. Disse Kanoner havde de bragt ombord i deres eneste
tilbageblevne forskudte Linieskib, og foruden 1200 Mand Soldater, som
nu bleve førte derombord, blev et betydeligt Antal Heste, 5 til 600
Stykker, tilhørende den ægyptiske Hær, endyderligere stuvet ombord i
samme Linieskib. I dets Side var der, ved at borthugge Tømrene imellem
to Kanonporte, blevet udhugget Porte, eller store Aabninger, igjennem
hvilke Hestene bleve indtagne. Udskibningen fra Land fandt Sted fra
en Landgangsbro lidt nordenfor Navarino. En Barkas eller et andet af
vore større Fartøier blev lagt tværs for Enden af denne Bro, ad hvilken
Hestene efterhaanden bleve førte ud, en ægyptisk Soldat steg ned i Bunden
af Fartøiet, han tog fat i Hestens Bidsel, medens to Andre lagde et Reb
om Hestens Bag, og ved et pludseligt Ryk blev Hesten hovedkulds styrtet
ned i Baaden fra en Høide af fem til sex Fod. Naturligviis faldt Hesten
snart paa Knæene, snart paa Siden, men, mærkværdigt nok, ikke en eneste
tog Skade ved denne primitive Behandling. Anderledes gik det derimod
ved Hestenes Indskibning ombord i Linieskibet; ogsaa her antog man, at
Forsynet vilde tage dem under sin Beskyttelse; Selen, hvori Hestene
opheistes, blev lagt skjødesløst om dem, den smøgede sig jævnlig af, og,
da Hesten, naar dette indtraf, faldt ned i Fartøiet, ofte fra en Høide af
tolv til femten Fod, var den i Almindelighed død paa Stedet.

Tiden nærmede sig, da Linieskibet i Forening med en Transport Tropper
skulde afgaae til Alexandrien; men bestandig vedbleve de store Porte
eller Aabninger i Skibssiden at gabe os imøde. Admiralen ansaae det
for sin Pligt at komme Skibet tilhjælp og tilbød at sende vor Flaades
Tømmermænd og Haandværkere ombord for at tilstoppe saavel disse
Aabninger som og underste Batteries Porte, af hvilke flere ikke engang
kunde lukkes. Svaret var en Taksigelse til Admiralen for Tilbudet, men
at Aarstiden endnu ikke var saa langt fremrykket, at nogen Fare var
forhaanden, at man nok vilde være istand til at hjælpe sig selv, og
at Allah i ethvert Tilfælde vilde tage Skibet under sin beskjermende
Varetægt. Under Candia fik man en Storm: Skibet fyldte, og med Skibet
sank Mennesker, Heste og Kanoner — kun en ringe Deel af Besætningen
blev bjerget. Af Heste reddedes kun to, tilhørende Soliman-Bey, (Oberst
Selve), fransk Officeer fra det første Keiserdømmes Tid, der efter
Napoleons Fald var traadt over i ægyptisk Tjeneste.




Ibrahim Pascha.


Indskibningen af de ægyptiske Tropper medtog en heel Maaned. Af al
Magt søgte man at paaskynde deres Afreise, og flere Conferencer fandt
i den Anledning Sted ombord i „_Conquérant_“ imellem vor Admiral,
General Maison og Ibrahim-Pascha. „Man ønsker, at jeg skal paaskynde
mine Troppers Indskibning“, sagde denne, „sørg for, at Skibe blive mig
tilsendte for at afhente dem, og fra min Side skal Alt blive gjort for
intet Øieblik at forhale Moreas Rømning. Denne Forsikkring haaber jeg vil
være fyldestgjørende, og Hensigten med Mødet, vi afholde, vil ved denne
min Erklæring være opnaaet, Sagen har alt voldet mig saamegen Sorg og
saamange Bryderier, at jeg kun modstræbende beskjæftiger mig med den, lad
os derfor tale om andre Ting, og lad os saa faae noget Champagne!“

Under et senere Møde kom Sygeligheden iblandt de franske Tropper under
Omtale. Ibrahim bemærkede, at Stedet, man havde valgt til Leir ved den
lave, nordlige Kyst af Navarino-Bugten, tidligere havde været benyttet
til Begravelses-Plads, at det derfor var usundt, og at dette maatte
betragtes som naturlig Aarsag til de udbrudte Sygdomme. „Jeg har ondt ved
at skaffe mine Syge endog Tag over Hovedet“, bemærkede General Maison,
„Du kunde overlade mig Navarino, og jeg vilde der være istand til at
indrette Hospitaler til de Syges bedre Forpleining.“ Ibrahim, til hvem
denne Anmodning var rettet, blev med eet alvorlig: „Er det som Ven eller
som Commanderende for en fjendtlig Armee, at Du forlanger Navarino!“
spurgte han. „Naturligviis som Ven“, yttrede General Maison. Svaret lod
vente paa sig; men efter nogle Øieblikkes Betænkning optog Ibrahim paany
Samtalen: „Jeg har en Bøn til Dig, General Maison.“ — „Og den er?“ — „Giv
mig dit Ord paa, at Du vil opfylde den!“ — „Med Fornøielse!“ yttrede
Generalen; „Alt, hvad der staaer i min Magt, vil jeg gjøre for Dig.“
— „Nei, jeg forlanger et ubetinget Løfte“, vedblev Ibrahim, „giv mig
dit Æresord!“ Naturligviis satte denne Begjering General Maison i den
største Forlegenhed. Admiral Rigny var alt tidligere bleven betænkelig,
da General Maison rettede Anmodningen til Ibrahim om Indrømmelsen af den
af Tyrkerne besatte Fæstning, han forudsaae, at denne Anmodning kunde
lede til en Afbrydelse af det gode Forhold, som det var magtpaaliggende
at vedligeholde, hans Frygt var nu ved at gaae i Opfyldelse, men han
kjendte Tyrkerne og raadede General Maison til aabent og tillidsfuldt at
gaae ind paa Ibrahims Forlangende. Samtidig hermed er det rimeligt, at
General Maison er bleven paavirket af Ibrahims vindende Optræden under
alle den sidste Tids Forhandlinger, og Æresordet blev givet. „Jeg takker
Dig!“ udbrød Ibrahim med glædestraalende Mine. „Jeg har Intet at forlange
af Dig; Tiltroen, Du har viist mig, glæder mit Sind, det smigrer mig at
have vundet din Tillid, og jeg haaber at have vundet en Ven. Navarino er
Storherrens, den kan jeg ikke give Dig; men forlang forøvrigt af mig,
hvad Du vil, der ikke strider imod Ære og Pligt, Alt skal da strax blive
opfyldt!“

Med beundringsværdig Standhaftighed bar Ibrahim al den Ulykke og al den
Modgang, som i dette Tidsrum rammede ham. Den Urokkelighed, hvormed han
til det Yderste blev den Beslutning tro, ikke at ville rømme Morea som
Følge af Magten, men kun ifølge sin Faders Mehemet-Ali’s Befaling, sætter
ham i et smukt Lys, og man studser ved at see Ibrahim i al denne Tid
blive fremstillet for det store Publicum som en Barbar, som et Uhyre,
blottet for enhver af Menneskehedens bedre Egenskaber.

I Løbet af September afgik flere Transporter med ægyptiske Tropper
til Alexandrien. Tropperne, der skulde afgaae med den sidste Convoi,
indtraf efterhaanden til Navarino fra de forskjellige Dele af Morea og
med dem en Mængde Heste, tilhørende det ægyptiske Cavalleri. Man var
i stor Forlegenhed for Heste til det franske Armeecorps, og det blev
foreslaaet Ibrahim at sælge endeel af de omtalte Heste til Armeens Brug.
„Vi sælge aldrig hverken Heste eller Vaaben i Krigstid“, erklærede han,
„det strider imod Koranens Bud.“ — „Men hvad ville I da gjøre med dem?“
spurgte man. — „Vi ville tage med os saamange, som vi kunne rumme.“ —
„Og hvad gjøre I saa med de øvrige?“ — „Dem lade vi løbe“, var Ibrahims
Svar. „Men saa kunne vi jo sætte os i Besiddelse af dem, naar Du og
dine Tropper ere bortseilede.“ — „I ville være ligesaa beføiede dertil
som enhver Anden“, gjensvarede Ibrahim, og for at vise sin gode Villie
lod han Hestene holdes samlede i en Klynge, indtil han med sine sidste
Soldater forlod Moreas Grund. En fransk Afdeling omringede da Hestene
og bemægtigede sig dem. Henved 600 Heste faldt saaledes uden Bekostning
eller mindste Uleilighed i Franskmændenes Hænder — men Koranens Bud var
opfyldt!

Til Ære for Ibrahim-Pascha blev en stor Revue afholdt over samtlige
franske Tropper kort førend hans Afseiling til Ægypten. Dette Syn vakte
hans Beundring, og til de Omkringstaaende udtalte han den Beslutning, at
han ved sin Hjemkomst vilde bestræbe sig for at uddanne den ægyptiske
Armee overeensstemmende med, hvad han her saae for sig. Ved Ibrahims
Hjemkomst var en af de første Foranstaltninger til denne Beslutnings
Iværksættelse en Ordre til samtlige ægyptiske Militaire, at de skulde
barbere sig. Et Aar efter afholdt Ibrahim en Revue ved Cairo over flere
Regimenter af de efter nyt Mønster omdannede Tropper. Med Tilfredshed
red han igjennem Rækkerne, men standsede ligeoverfor en Mand, der bar
sit Skjæg i fuldkommen ubeskaaren Form. „Kjender Du ikke min Befaling?“
spurgte Paschaen. „Jo“, svarede Soldaten, „men tre Gange har jeg
valfartet til Mekka, jeg har badet mit Skjæg i den hellige Flod, og
heller end at miste mit Skjæg giver jeg Afkald paa Livet“. Her viste der
sig at være en begyndende Conflict; Ibrahim løste den paa tyrkisk Viis:
ingen Bebreidelse, ingen Irettesættelse kom over hans Læbe; men Soldaten
skød han ned paa Stedet. Han gik jo op til de Saliges Hjem, og Hourierne
stode rede til at modtage den Troende.

Østerlændernes Opfattelse er ikke den samme som Vest-Europæernes, man
kan ikke lægge samme Maalestok til Grund for Bedømmelsen af deres
Handlinger: Religion, Sæder, Tankegang, Alt er forskjelligt; men noget
Storartet er der hos den fremragende Tyrk, der uvilkaarlig leder Tanken
hen til østerlandske Æventyr, hvor Ridderlighed og Despoti gaae Haand i
Haand med hinanden. Ibrahim var en Typus for en heelstøbt Tyrk, saavel
Østerlændernes bedre som disses slettere Egenskaber vare fremtrædende hos
ham, han ragede op over Mængden. En almindelig Følelse af Agtelse fra de
Franskes Side fulgte ham, da han forlod Morea, og sikkert vil hans Navn
finde en hæderlig Plads blandt de dygtige og udmærkede Mænds, som Ægypten
i vor Tid har frembragt.




Indtagelse af Patras.


Faa Dage efter, at de sidste ægyptiske Tropper havde forladt Morea,
faldt Fæstningerne Navarino, Modon og Koron i de Franskes Hænder. Der
løsnedes ikke et Skud, og deres Overgivelse var en fuldkommen Komedie.
Ved Navarino opstod en Slags Strid imellem Skildvagterne paa Volden og
de Angribende, om hvem der først skulde skyde, og, medens dette stod
paa, trængte franske Soldater ind ad en Aabning i Muren, hidrørende fra
den Tid, da Tyrkerne selv havde bemægtiget sig Fæstningen, og som ikke
senere var bleven istandsat. I Modon havde den commanderende Pascha med
Benene overkors taget Plads paa Volden ovenover Fæstningsporten. Fra
dette ophøiede Sæde besvarede han Opfordringen om at overgive sig med
et bestemt Afslag, medens samtidig dermed Matroser og Soldater fra en
anden Side entrede Fæstningen og besatte dens Volde; da Paschaen blev
dette vaer, udbrød han med den største Sindsro: „Saa er jo al videre
Forhandling unyttig“, og faa Øieblikke efter vaiede det hvide Flag,
istedenfor den tyrkiske Halvmaane, fra Fæstningen.

Koron, der ligger paa en temmelig høi Klippe, maatte indsluttes i nogen
Tid, før Overgivelse fandt Sted. Denne Fæstning egnede sig saavelsom
Modon ved sin Beliggenhed til stærk Modstand; men Forholdene vare af en
ganske særegen Beskaffenhed, saa at Ingen vilde paatage sig Ansvaret for
at gjøre det første Skud. I Modon forefandtes en Mængde Kanoner, næsten
alle uden Affutage og i en høist bedrøvelig Stand.

Der blev nu kun Patras tilbage i Tyrkernes Vold. To Fæstninger findes
her nær hinanden, nemlig selve Patras med sit Castel, der dominerer
Byen, og det saakaldte Moreas Castel, halvanden Miil nordligere, der
ligger paa en lav og flad Sandtunge ved Indløbet til Bugten ved Korinth.
Castellet er opført for at forsvare dette Indløb, og det beskyttes ved en
dyb Grav over hele Landtungens Brede. Fortet, eller Fæstningen, er ikke
alene stærkt ved sin Beliggenhed; men, forskjelligt fra de alt nævnte
Fæstninger paa Morea, var det vel vedligeholdt og dertil i fuldkommen
Forsvarsstand.

En Convoi med 3000 Mand, under Commando af General Schneider, blev
afsendt for at bemægtige sig disse Tyrkernes sidste Tilflugtssteder.
Uden Sværdslag blev en Capitulation afsluttet, ifølge hvilken Castellet
ved selve Patras blev rømmet af Tyrkerne. Man kunde imidlertid være
fristet til at troe, at Begjerlighed efter at indsende Beretning om
Patras’s Indtagelse havde bragt General Schneider til aldeles at oversee
det nordligere beliggende Castel, idet den afsluttede Capitulation
indrømmede Patras’s Besætning Ret til at begive sig, hvorhen den fandt
forgodt. En Selvfølge var det, at den trak sig ind i det nærliggende
Fort, hvis Garnison herved blev bragt op til 700 eller 800 Mand.

Efter Besættelsen af Patras fulgte naturligviis Opbud til Moreas Castel
om at overgive sig. Med den forøgede Besætning saae man sig imidlertid
her istand til at forsvare sig. Overtalelser og Trusler løde forgjæves,
og selv med Muligheden af aabenbar Krig for Øie maatte man bekvemme
sig til at gjøre Brug af Magten. Et natligt Angreb med 3 Stykker
Feltskyts blev frugtesløst — Tyrkerne hørte vel næppe engang den imod
dem rettede Canonade, da et frygteligt Uveir netop den Nat brød løs, og
imod Forventning saae man sig nødsaget til at skride til en formelig
Beleiring. Med de faa Ingenieurtropper, der havdes til Raadighed,
begyndte man at opkaste Løbegrave; men langsomt skrede Arbeiderne fremad,
og nær var endog General Schneider ved selv at blive tagen til Fange, da
han under en Recognoscering kun skyldte sin Hests Hurtighed, at han ikke
faldt i Tyrkernes Hænder.

Ved Efterretningen om General Schneiders lidet heldige Fremgang
besluttede General Maison sig til personlig at lede Foretagenderne imod
den beleirede Fæstning. Henved 300 Mand bleve indskibede i Navarino,
og i Følge med Linieskibet „_Breslau_“, et Par Fregatter samt endeel
Transportskibe afgik vi ved Midten af October til Patras. Ved vor Ankomst
blev der strax gjort Forberedelser til Angreb saavel fra Sø- som fra
Landsiden, og Alt fik nu et livligt og interessant Udseende.

Det viste sig imidlertid snart, at Angreb fra Søen maatte opgives: den
rivende Strøm, der løber igjennem det smalle Stræde, som her adskiller
Morea fra Fastlandet, de „smaa Dardaneller“ kaldet, i Forbindelse med den
steilt nedgaaende Grund samt voldsomme Kastevinde fra Bjergene gjorde det
umuligt for Skibe at fortøie sig tværs for Fæstningen; Flaadens Midler
bleve altsaa stillede til Hærens Raadighed for at paaskynde de begyndte
Arbeider, og Beleiringen blev nu fremmet med al mulig Kraft. Overalt saae
man Hænder iværk med at flette Skandsekurve, Jordsække bleve fyldte,
ombord forfærdigede vi Stormstiger, og Alt blev forberedet til at sætte
sig i Besiddelse af Fæstningen med stormende Haand.

Da Armeecorpset manglede Beleiringsskyts, bleve Kanoner satte iland
saavel fra de franske Skibe som fra den engelske Fregat „_Blonde_“, der
befandt sig paa Rheden. Fra „_Conquérant_“ afgaves to 24 pundige Kanoner
til Brechebatteriet, som det d. 29. October lykkedes at opføre i 120
Alens Afstand fra Fæstningens Mure. Commandoen af disse Kanoner blev
mig anbetroet, og under mig blev beordret en anden af „_Conquérant_“’s
Officerer, Mr. Jullou, enseigne de vaisseau.

Paa Brechebatteriet var der opstillet, lige tilvenstre af mig, to Kanoner
fra den engelske Fregat, under en Lieutenants Commando; tilhøire to 18
pundige Kanoner fra „_Breslau_“, og saa fremdeles fra andre Orlogsmænd,
ialt 13 Stykker Skyts. Noget længer tilbage fandtes et Morteerbatteri, og
atter noget østligere andre Batterier, monterede ligesom Brechebatteriet
med Skibskanoner, saa at der ved Dagningen d. 30te var rettet imod
Fæstningen ialt 40 Stykker Skyts. Den nævnte Dag var bestemt til
almindeligt Angreb, og i det klare Maaneskin afgave Løbegravene Natten
før Angrebet et høist ejendommeligt Skue. Enkelte Kanoner vare endnu
ikke monterede, og saavidt muligt lydløst arbeidede man paa at faae
dem anbragte paa den dem anviste Plads; andre Steder var man ivrig
beskjæftiget med at lægge Jordsække tilrette, samt med at udbedre
Trancheen. Matroser bleve indexercerede i Brugen af deres Kanoner paa det
uvante Underlag, samtidig med at Ingenieur-Officerer gave Anviisning om
Maaden, hvorpaa en Breche fordeelagtigst og hensigtsmæssigst kunde skydes
i Fæstningsmuren. De ulykkelige Englændere, der ikke kunde gjøre sig
forstaaelige, skulde hvert Øieblik vises tilrette og redes ud af en eller
anden Forlegenhed, høiere Officerer inspicerede, Ronder og Afløsninger
droge igjennem Løbegravene med korte Mellemrum, Adjutanter bragte Ordrer
til de forskjellige Afdelinger, kort, der herskede en taus, men rastløs
Virksomhed, medens i umiddelbar Nærhed af os enkelte Compagnier, der
toge sig ud som Masser af ubevægelige Figurer, med Øiet og tildeels med
Geværpiberne rettede imod den foran os liggende Fæstning, stode, belyste
af Maanens Skin, rede til at afslaae ethvert Udfald, som Tyrkerne maatte
finde paa at gjøre imod os. Det Hele var en forunderlig Blanding af
tilsyneladende Ro og af militaire Forberedelser, af Taushed og Activitet,
der i en ganske særegen Grad maatte gjøre Indtryk paa den, der som jeg
var opdragen til Virksomhed i en heel forskjellig Retning.

Ved Midnat gjorde General Maison, ledsaget af en talrig Stab, en Ronde
igjennem Løbegravene. Vor Ammunition var nedgravet i kort Afstand bagved
vore Kanoner; Generalen undersøgte, hvorvidt Dækningen, bestaaende af
et Tag af Grene og opkastet Jord, kunde ansees for tilstrækkelig, han
fandt Alt i Orden, og snart efter søgte jeg Hvile, henstrakt paa nogle
Krudtkasser, stolende paa, at enhver Bevægelse fra Fjendens Side itide
vilde blive iagttaget af de fremskudte Poster, der fandt Ly i nedgravede
Huller imellem os og den maanebelyste Fæstning.

Alt før Dagens Frembrud bleve de Grene og Forhugninger borttagne, der
skjulte vore Batterier. Som Tiden skred frem, blev Alt mere og mere
levende, talrige Infanteri-Colonner opstilledes i Løbegravene i Nærheden
af vort Brechebatteri, Artilleristerne klyngede sig om deres Kanoner,
og med spændt Forventning speidede man efter den Raket, der skulde give
Signalet til det forventede Angreb.

Klokken sex steg den længselsfuldt imødeseete Raket i Veiret, og
øjeblikkelig begyndte Ilden fra vore Batterier. Det var interessant at
see Virkningen af vore Kugler. I den korte Afstand vare vi istand til
med stor Nøiagtighed at skyde en horizontal Linie i Fæstningsmuren, saa
langt nede som Jordsmonnet vilde tillade det, derefter blev der skudt to
verticale Linier i Muren, og, naar denne var tilstrækkelig gjennemboret,
vare eet eller to Skud, rettede imod Midten af det udskaarne Stykke,
istand til at bringe den hele Masse til at styrte ud efter, saaledes at
der derved blev dannet en Skraaplan, ad hvilken de stormende Colonner
kunde bane sig Vei. En Tidlang forsvarede Tyrkerne sig kraftig. Deres
Artilleri var imidlertid mangelfuldt og Skuddene usikkre. Geværilden
derimod var vel rettet, og, ikke fik Tyrkerne Øie paa Nogetsomhelst, der
rakte op over den opkastede Dækning, uden at det strax blev gjennemboret
af en eller flere Kugler. Endeel Mandskab faldt eller blev saaret i
Løbegravene; men Tabet var dog ikke betydeligt.

Det blæste haardt, en af mit Mandskabs Hatte blæste af og førtes af
Vinden hen langs Marken; uden at man anede det, foer Eieren afsted efter
sin tabte Eiendom. I samme Nu, som Tyrkerne fik Øie paa ham, ramtes han
af en Kugle i Benet og styrtede overende, heldigviis var han istand til
at kaste sig ned i en Fordybning, da ellers sikkert Flere vilde være
blevne rammede under Forsøg paa at komme ham tilhjælp.

Henved Klokken 10 vare store Brecher skudte i Fæstningens Mure;
Tropperne, der alt længe med Utaalmodighed havde været Vidne til den
fortsatte Artillerikamp, beredte sig til at bryde frem, det afgjørende
Øieblik var forhaanden — da et hvidt Flag fra Fæstningens Volde
standsede enhver videre Fremrykning. Man kan ikke tænke sig noget mere
Overraskende, end hvad der foregik i samme Øieblik: i samme Minut, som
Skydningen ophørte, viste sig for os langs den hele Muur, som vendte
ud imod os, en tætsluttet Kreds af brogede Tyrkeskikkelser; det var
som en storartet Decorationsforandring paa et Theater. Parlementairer
bleve afsendte, den nødvendige Forhandling fandt Sted, og efter nogen
Vægring overgav man sig paa Naade og Unaade. Besætningen blev afvæbnet og
Fæstningen tagen i Besiddelse.

General Maison vilde være den Første, der trængte ind igjennem den
nedskudte Breche. Hans Kok og to af hans Tjenere vare imidlertid komne
ham i Forkjøbet. Indigneret herover kaldte han dem tilbage og fugtlede
dem med egen Haand. Dette er den eneste Leilighed, ved hvilken General
Maison trak Sin Kaarde under dette Felttog.

Ved at trænge ind i Fortet fandt man Tyrkerne beskjæftigede, som om
aldeles Intet var foregaaet. I en Hytte paa Volden, der paa dette Sted
var undermineret af vore Kugler, fandt man flere Tyrker, der i al Ro
vare iværk med at tillave deres „pilau“; udenfor Kaffehuset sade Andre,
som sædvanligt med Benene overkors, ifærd med at ryge deres Chibuk;
Samtalen imellem disse var ligesaalidet levende som til daglig Brug, og
Intet tydede hverken paa Overraskelse eller Bekymring. Selvbeherskelse er
Tyrkens Stolthed, Intet bør kunne bringe ham ud af hans vante Fatning.

En af Generalens Adjutanter, Mr. Dillon, havde alt længe attraaet at
komme i Besiddelse af en smuk tyrkisk Sabel. Den befalede Afvæbning af
Castellets Besætning forekom ham at tilbyde en ypperlig Leilighed til
at faae sit Ønske opfyldt, og efter en Tidlang at have betragtet de
Forbigaaendes Sabler, af hvilke han fandt nogle for tunge, andre for
lange, standsede han endelig foran en stadselig Tyrk, der med sædvanlig
Rolighed begav sig hen til det Sted, hvor Vaabnene skulde afleveres.
Ved Tegn søgte han at gjøre Tyrken begribelig, at han skulde overlade
ham sin Sabel. Tyrken viste sig høflig i høi Grad, han pegede paa den
rige Sølvbesætning, foreviste ham Klingen, men gav sig derefter til at
fortsætte sin Vei, da Mr. Dillon for at gjøre sig forstaaelig tog Penge
frem for derved at betegne, at han ønskede Sablen tilkjøbs. Der gik nu et
Lys op for Tyrken, han greb i Lommen, tog en fyldt Pung frem, lod Pengene
rasle for Mr. Dillons Øren og forlod ham uden at værdige ham andet end
det betegnende „Yoc“, der for Tyrken indeholder en bestemt Afviisning. Et
Qvarteer efter var rimeligviis Sablen afleveret til rette Vedkommende;
men at sælge den — dette var under en høibaaren Tyrks Værdighed.

Dagen derpaa vare vore Kanoner atter indskibede, og den følgende Dag
forlode vi Patras. Forfærdelige Regnskyl paafulgte. Løbegravene bleve
fyldte med Vand, og stor Møie havde de Skibe, hvorombord der ikke
herskede den samme Activitet som i „_Conquérant_“, med at faae deres
Kanoner slæbte til Stranden og derfra ombord i Skibene.

Med Patras’s Indtagelse forsvandt det sidste tyrkiske Flag fra Moreas
Grund. Det var ikke Grækernes egne Bestræbelser, der hidførte dette.
Almindelig Begeistring i Europa for Frihedssagen, den Higen efter
Popularitet hos de ledende Kredse i Frankrig og i England, der bragte
disse til at slutte sig til den herskende Bevægelse, samt endelig kløgtig
Beregning fra Ruslands Side, hvis Politik gik ud paa Tyrkiets Svækkelse,
disse vare de Factorer, som Grækenland skyldte sin endelige Befrielse.
Ikke engang Kanontordenen fra Navarino var istand til at vække Grækerne
af deres Uvirksomhed. Fra Navarinoslaget indtil Ægypternes Rømning af
Landet hengik der et Aar, og i al denne Tid lode Grækerne uden Modstand
Fjendens usle og forhungrede Tropper forsyne sig af deres Marker med
den Føde, som ikke længer ad Søveien kunde blive dem tilbragt. Enkelte
heltemodige Bedrifter kastede vel et lysende Skjær over Grækernes første
Frihedsbestræbelser; men indre Splid lammede derefter i mange Aar enhver
Anstrengelse fra de sande Fædrelandsvenners Side. Denne Splid kan dog
lykkeligviis under en regelmæssig og forstandig Regjerings Indflydelse
i vore Dage ansees for at være forstummet, eller idetmindste kan det
haabes, at den har mistet sin truende Charakteer.




Malakoff i London.


Tredive Aar efter Felttoget paa Morea var jeg befuldmægtiget Minister
i London, Orsinis Attentat imod Keiser Napoleons Liv havde bragt
Misstemning tilveie imellem Frankrig og England, og denne førte til, at
General Pélissier, Hertug af Malakoff, blev udnævnt til Ambassadeur ved
det engelske Hof.

Malakoff var, selv afseet fra hans militaire Egenskaber, en Mand af
Betydning. En Glorie omgav ham siden Sebastopols Fald; han havde ført den
engelske Armee til Seier, og, efterat det første uhyggelige Indtryk havde
lagt sig, som Udnævnelsen af en Marschal til at repræsentere Frankrig
under de daværende Omstændigheder førte med sig, kom Malakoff til at
spille en Rolle saavel i det engelske Selskabsliv som i sin nye Værdighed
overhovedet. Han var imidlertid barsk, heftig, bydende, uopdragen og
savnede dertil aldeles de Former, som gjøre sig gjældende i de høiere
Selskabskredse. Hans Omgivelser skjælvede for ham, og for de Fleste var
han vanskelig at komme tilrette med, saa at han i daglig Omgang saavist
ikke har været nogen elskværdig Personlighed. I enhver Retning sporede
man, at han var uddannet i Felten: i Eet og Alt var han Soldat.

Første Gang, jeg traf sammen med den nye Ambassadeur, er det naturligt,
at jeg lod mig forestille for ham. Jeg udtalte, at det glædede mig
saameget mere at gjøre hans Bekjendtskab, som jeg i sin Tid havde gjort
Tjeneste ombord paa franske Skibe og bevarede smukke Erindringer om
Frankrig og de der tilbragte Ungdomsaar. „Hvor har De tjent?“ spurgte
Marschallen paa sin korte og tildeels frastødende Maade. Jeg fortalte
ham, at jeg først havde været paa Togt i Sydhavet og senere havde
tjent i Middelhavet under General Maisons Expedition til Morea. „Der
var jeg med“, faldt han mig i Ordet, „paa hvad Skib var De?“ — „Paa
„_Conquérant_“, Admiralskibet.“ — „Der var jeg ofte ombord“, afbrød
han mig atter, „vi maae altsaa have seet hinanden før.“ Jeg yttrede,
at dette var høist rimeligt, men at det var vanskeligt efter saa mange
Aars Forløb at mindes den Mængde Officerer, man dengang traf sammen med.
„Hvad Stilling beklædte De?“ spurgte Marschallen videre. — „Lieutenant
de vaisseau.“ — „Jeg var dengang Capitain“, fortsatte han, „altsaa
samme Grad; j’ai donc fait un meilleur avancement que vous — jeg har
altsaa senere havt et hurtigere Avancement end De.“ Jeg bemærkede, at
der endda var Anledning for mig til at være ret veltilfreds; men at det
jo ikke var Enhver, som kunde indtage Malakoff. Dette morede ham. „I
ethvert Tilfælde“, udbrød han „ere vi da gamle Krigskammerater,“ og som
„ancien camerade de guerre“ opstod der fra dette Øieblik en venskabelig
Tilslutning fra Marschallens Side, som ingensinde fornegtede sig. Aldrig
mødte jeg ham i Hydepark, hvor han saavelsom jeg jævnlig toge os en
Spadseretour, uden at han kom for at sige sin ancien camerade de guerre
nogle venlige Ord; hver Uge, undertiden flere Gange om Ugen, fandtes
hans Visitkort paa vort Bord, stort i Format i Modsætning til ham selv,
der var lille; kort, han var uudtømmelig paa Opmærksomheder, Alt paa
Campagnen til Moreas Vegne.

En Aften var jeg sammen med Malakoff paa et stort Bal hos Lord-mayor
i Mansion-house. Jeg havde hilst paa His Lordship saavelsom paa Lady
Mayoress og trak mig tilbage noget efter Midnat for at begive mig til min
Vogn, da en Stemme kaldte: „Amiral, où allez vous?“ Det var Marschallen.
Jeg forklarede, at min Tjenestepligt var opfyldt, og at jeg nu fandt
Tiden passende til at vende hjemefter. Han spurgte: „Har De faaet
Aftensmad?“ Leende forsikkrede jeg, at det aldrig faldt mig ind ved slige
Leiligheder at søge Aftensbordet, og at det i ethvert Tilfælde vilde være
saagodtsom umuligt at bane sig Vei igjennem Trængselen, der belemrede
Trappen op til Spisesalen. „Lad os prøve, kom med mig!“, og dermed satte
han sig i Bevægelse opad Trinene, der førte til den festlig udsmykkede
Spisesalon. Jeg fulgte ham. Saavidt Trængsel og Crinoliner tillode det,
søgte man at gjøre Plads for Malakoff; men paa en af Trappens Afsatser
var Menneskemængden for stor, og vi maatte vente. Fra dette Sted havde
man Udsigt over Dandsesalen og over den brogede Vrimmel, der bevægede
sig i en stor tilstødende Salon. Det morede Generalen at gjøre sine
Bemærkninger, og ved Synet af en ældre, stadselig Dame, straalende med
Diamanter, udbrød han: „Seer De den Lady, klædt i Guult? Jeg har ikke
kunnet blive fri for hende hele Aftenen: hun har klæbet sig ved mig som
en Burre, det har været en sand Gjentagelse af Beleiringen af Malakoff!“
Sagen var, at ikke faa ældre Lady-dowagers lagde an paa at vinde
Marschallens Haand: Alle vilde de være Madame la Duchesse de Malakoff.

Endelig naaede vi op i Spisesalen; vi stillede os op ved et af de
lange rigtbesatte Borde, og med glubende Appetit faldt Marschallen
over Aftensmaden. Herrer og Damer samledes efterhaanden for nærved at
betragte Seierherren ved Sebastopol, og kort efter henvendte en af
Ordensmarschallerne sig til Ambassadeuren for at meddele ham, at endeel
ladies and gentlemen ønskede at bevidne ham deres Høiagtelse. Med et
Stykke Skinke i Haanden gjorde Marschallen omkring, bukkede, udtalte sin
Beklagelse over, ikke at kunne takke i deres eget Sprog for den Ære, der
vistes ham, og gav sig derefter til at fortsætte det afbrudte Maaltid.
Et Øieblik efter havde nye Skuelystne indfundet sig, og samme Scene
gjentoges; det var det Latterligste af Verden at see den høit smigrede
Marschal, der dog var halv fortrædelig over de gjentagne Afbrydelser, med
et Fasanbeen i den ene Haand og fegtende med en Kniv i den anden, gjøre
Buk og Complimenter til det om ham samlede Publicum. Endnu en tredie
Gang maatte han gjøre omkring for at hilse paa den forsamlede Mængde —
han var øiensynlig Dagens Løve.

„Lad os komme bort“, „Allons nous en!“ sagde han endelig til mig, og kort
efter vare vi paa Veien, jeg til Lowndes-Square og han til Albert-gate,
hvor den rigelige souper udentvivl har bragt ham til at drømme om
guulklædte ladies, om Posteier og Agerhøns, men fremfor alt vistnok om
Soldater og Feltliv, Alt i Forbindelse med den Hyldest, for hvilken han
havde været Gjenstand.

Malakoff var under Middelhøide, bredskuldret, kraftig og stærkt
bygget. De fyldige sorte Øjenbryn over de mørke Øine stode i god
Overeensstemmelse med hans mørke Ansigtsfarve, men contrasterede
forøvrigt i paafaldende Grad med hans tætte graa Haar, som han bar kort
afklippet, og som stod om hans Hoved som Svinebørster. I Begyndelsen
antog man ham i England for en ret og slet Militair; senere maatte man
anerkjende, at der, uagtet alle hans Vagtstuemanerer, boede endeel Mere
hos ham. Historierne om ham, som dengang vare i Omløb, ere utallige. Et
Par kunne mulig have Interesse, om de end kun staae i løs Forbindelse med
det Emne, som jeg har foresat mig at behandle.

Nogen Tid efter, at det var blevet Malakoff foreslaaet at overtage
Ambassadeurposten i England, indfandt han sig hos Keiseren og erklærede,
at han saae sig nødsaget til at frabede sig denne Ansættelse; han vilde,
sagde han, i London træffe sammen med de orleanske Prindser, han havde i
Africa staaet under Aumale’s Commando, og det vilde være ham umuligt at
fornegte det Baand, som derved var blevet knyttet imellem dem. Keiseren
beroligede ham med den Erklæring, at han ærede den Hengivenhed, der bandt
ham til hans tidligere général en chef, men at han imidlertid i dette som
i alt Andet stolede paa hans Tact og savoir-faire, og at han derfor ikke
tog i Betænkning forud at billige de Skridt fra Marschallens Side, til
hvilke hiint venskabelige Forhold maatte give Anledning.

Kort efter kom Malakoff til London; i en soirée traf han sammen med
Hertugen af Aumale: denne aabnede Armene imod ham, Marschallen gik ham
imøde, og i den forsamlede Mængdes Overværelse omarmede de hinanden.
Af velvillige Aander blev denne Scene naturligviis strax meddeelt Grev
Walewsky, daværende Udenrigsminister, denne var slet stemt imod Malakoff
og tilskrev ham et bittersødt Brev, i hvilket det hed, at han, Walewsky,
kunde forestille sig, hvor ubehageligt det stedfundne Møde maatte have
været for Marschallen, at han fuldtvel vidste at vurdere det Venskab, der
bandt ham til flere af de fordrevne Prindser, men at det ikkedestomindre
som Frankrigs Repræsentant maatte paaligge ham at lægge Baand paa sine
Følelser, og at han ikke kunde andet end beklage, hvad der var forefaldet.

Dette Brev bragte Marschallen i Harnisk. Hans Omgivelser fortalte, at
han i flere Timer som Rasende spadserede op og ned ad Gulvet. Tilsidst
pakkede han Udenrigsministerens Brev i Convolut til Keiseren og tilskrev
denne: „Grev Walewsky har tilstillet mig vedlagte Skrivelse; jeg beder
Deres Majestæt om at ville besvare den.“

Malakoff faldt en Dag af Hesten, just som han i Dronningens Følge, under
en stor Revue ved Aldershott, red hen langs Fronten af de opstillede
Tropper. Man fortabte sig i Undskyldninger over den Hest, der var bleven
stillet til hans Raadighed, hvortil han kun bemærkede, at han var en
maadelig Rytter. „Men hvorledes førte De da Commandoen paa Krim?“ —
„J’allais en voiture, jeg kjørte“, var Marschallens Svar.

Istedenfor, at man om enhver Anden vilde have læst den næste Dag i
Aviserne en nøiagtig Beretning om, hvad der saaledes havde tildraget
sig i Dronningens Følge, rimeligviis ledsaget af forskjelligartede
Bemærkninger, fandtes intet Ord i nogetsomhelst Blad om Uheldet, der
var tilstødt Hertugen af Malakoff. Bedre end mangen langt vigtigere
Begivenhed afgiver dette Beviis for det Hensyn, man tog til den franske
Marschal. Uagtet al hans Kantethed saae man op til ham; han behandledes
med særlig Opmærksomhed.

Mit Forhold til Malakoff var mig ikke alene høist behageligt, men
endog til Nytte under min Ministervirksomhed i London. Skade, at en
saa fremragende Mand som Malakoff kun faa Aar efter skulde blive
sit Fædreland berøvet. Det lykkedes hverken nogen Lady eller nogen
Marchioness at vinde ham, hvorimod han til min store Overraskelse senere
blev gift med en Slægtning af Keiserinde Eugénie. Han efterlod kun en
Datter, saa at Titelen med ham gik i Graven. Lidet anede man ved hans
Død, hvor tungt Frankrig vilde komme til at savne en Mand som ham, der i
kritiske Øieblikke muligen kunde have udøvet en afgjørende Indflydelse
paa Begivenhedernes Gang og paa sit Fædrelands Skjæbne.




Mr. Follain.


M. Follain, lieutenant de vaisseau, var tjenstgjørende Officeer ombord i
Linieskibet „_Conquérant_“. En Dag paa hans Vagt skulde en mistænkelig
Seiler opjages. Det blæste stivt, Bramseilene kunde netop føres, og
Folkene stode med Fald og Skjøder i Hænderne, klare til skyndsomst at
bjerge Seilene i paakommende Tilfælde. Admiralen var paa Dækket; med
stigende Interesse betragtede han, hvorledes Linieskibet vandt ind paa
den forfulgte Seiler. Skummet væltede op for Bougen, Bramræerne bugtede
sig, læ Vant hang slappe, det knagede i Reisningen, og, da et Vindkast
foer hen over os, og Skibet krængede over, meente Follain, at det yderste
Øieblik var kommet og commanderede: „Lad løbe Bramseil!“ — „Lad staae!“
raabte Admiralen med heftig Stemme, og en skarp Irettesættelse paafulgte
til den vagthavende Officeer for at have givet Befaling til at mindske
Seil uden hans Ordre. Follain udtalte Frygt for, at Bramstængerne skulde
gaae overbord. Admiralen overfusede ham med haarde Ord, og en uhyggelig
Scene forefaldt paa Hytten i de tilstedeværende Officerers samt det
omkringstaaende Mandskabs Overværelse.

Den næste Dag fremstillede Follain sig for Admiralen. Han beklagede sig
over den haarde Medfart, der var bleven ham tildeel, og haabede, at
Admiralen vilde tilbagekalde enkelte Udtryk om Uduelighed og Mangel paa
Sømandsblik, som vare faldne den foregaaende Dag. Admiralens Svar gik ud
paa, at, dersom han ikke var tilfreds ombord i „_Conquérant_“, kunde han
søge om at blive afløst, det vilde staae ham frit at gaae tilbage til
Frankrig.

Follain var en ærekjær Officeer. Han skjulte ikke, hvor dybt han følte
sig krænket. En Tidlang hengik, vistnok en sørgelig Tid for ham; thi det
var iøinefaldende, at en indre Kamp tyngede paa hans Sind. En Formiddag
savnede vi ham ved Frokosten; man søgte i hans Lukaf og fandt ham badet i
Blod — han havde skudt sig en Kugle for Panden.

Det oplystes, at han om Morgenen havde sendt sin Oppasser efter en af
Skibets Pistoler, med denne havde han rettet det dræbende Skud lidt
over den høire Tinding. Kuglen var imidlertid ikke trængt igjennem: den
laa fladtrykt udenpaa Hjærneskallen, og to Dage levede Follain endnu. I
første Øieblik troede Lægen at at kunne frelse hans Liv; men snart viste
det sig, at Hjerneskallen var kløvet. Follains Dødskamp var gribende:
han var utrøstelig ved Visheden om at skulle gaae bort herfra, han var
utrøstelig ved Tanken om en kjær Søsters Fremtid, hvis eneste Støtte han
hidtil havde været, og han erkjendte, at han ikke havde havt Ret til at
raade over sin Tilværelse.

Follain blev begravet i Smyrna. Ifølge katholsk Skik tilfaldt det mig at
bære den ene Flig af hans Ligklæde, da han blev stedet til Jorden. Som
Kjætter kunde jeg have undslaaet mig herfor; men ved Graven vige Hensyn
af den Art, og jeg følte Tilfredsstillelse ved at vise en Kammerat den
sidste Ære og ved fra Gravens Rand at bringe ham mit sidste Farvel.




Smyrna.


Forholdene havde medført Overanstrengelse for „_Conquérant_“’s Besætning;
det franske Armeecorpses Landsætning og senere de ægyptiske Troppers
Indskibning havde medført haardt og vedvarende Arbeide. Usundt Klima
om Efteraaret kom hertil, og Sygelighed udbrød blandt Mandskabet. En
ondartet typhoid Feber greb om sig, de Syges Antal steg efterhaanden
til imellem 250 og 300 Mand, og det velorganiserede Skib blev et sandt
Hospital. Under disse Omstændigheder maatte der gribes til kraftige
Forholdsregler for at skaffe Mandskabet den nødvendige Pleie og Ro, og
Admiral Rigny besluttede at afgaae til Smyrna.

Vi løb østenom Scios, hvorfra Duften af Oranger førtes os imøde, om
Natten krydsede vi igjennem det snevre Løb imellem Scios og Pompes-Øerne,
en Seilads saa dristig, at jeg tilbragte den større Deel af Natten
paa Dækket for at være Vidne dertil, vi passerede det mægtige Cap
Carabournou, stode paa Bøsseskuds Afstand forbi Smyrnas Castel, der
forsvarer Indløbet til Bugten, og saae her for os de Kæmpekanoner,
bestemte til at udskyde Steenkugler, der som affældige Redskaber gabede
os imøde. Ved Slutningen af November ankrede vi paa Smyrnas Rhed imellem
en Stimmel af Orlogs- og Koffardimænd af alle Nationer.

Vort første Foretagende var at indrette et Hospital iland, til hvilket de
haardest angrebne af vore Syge bleve indbragte. Læger bleve afgivne fra
Skibet, og det Hele stilledes under Tilsyn af en af Skibets Officerer.
Med de Syges Bedring gik det imidlertid kun langsomt fremad, og henved
tre Maaneder tilbragte vi ved Smyrna, førend Mandskabets Helbred atter
var fuldkommen gjenoprettet.

Smyrna er et interessant Punct. Man behøver blot at ankre paa Rheden for
at komme til Erkjendelse heraf. Den Forskjellighed af Flag, der vaie fra
de Hundreder af Skibe, som altid her findes samlede, giver strax det Hele
et livligt og kosmopolitisk Præg. Forunderlig klædte Skikkelser trænge
sig ombord, Sprogforvirringen antager en ukjendt Højde, nye Skikke og
Sædvaner gjøre sig gjældende i alle Retninger, man fængsles af de uvante
Omgivelser og føler, at man befinder sig i en anden Verdensdeel.

Fra Rheden afgiver Smyrna et eiendommeligt Skue. Amphitheatralsk reiser
Staden sig i en jævn Skraaning opad de omgivende høie Bjerge, Skove af
Cypresser omgive Byen, og paa denne mørke Baggrund fremtræde Minareter
og Kupler, som for at minde om, at Islam her har plantet sit Banner;
de røde Tage danne en forunderlig Modsætning til hine gracieuse og
elegante Bygninger, men det Hele gjør et tiltalende Indtryk. Den store By
i sin mørke Ramme har noget Mystisk ved sig; man aner en hidtil ukjendt
Vegetation og sporer noget Nyt ved Alt, hvad der fremstiller sig for Øiet.

Forbindelser med alle Verdens Dele gjøre Smyrna til en Stad, der er egen
i sit Slags. Den Forskjellighed af Dragter, blandt hvilke man uden særlig
at gjøre sig Rede derfor kommer til at udgjøre et Led, er i høieste
Grad paafaldende for Enhver, der betræder denne Deel af den asiatiske
Jordbund. Armenieren, der iført sin røde Kofte og sin firkantede sorte
Hue i Bazaren udsælger sin Rosenolie eller stiller sine Chaillis og
persiske Tæpper tilskue, staaer i en lige saa stor Modsætning til
Europæeren med sin snevre Klædning og sin cylindriske Hat, som Tyrken
med sin Turban og sin brogede Paaklædning til Paschaen med den høie,
sorte, pyramideagtige Lammeskinds Hue, der bedækker hans Hoved. Grækere,
Russere, Jøder, Tatarer og Ægyptere have hver sin særskilte Dragt og
Hovedbedækning, og hertil kommer endnu, at der selv hos de forskjellige
Nationaliteter gives Afskygninger, der saa at sige altid adskille sig
fra hinanden ved Hovedtøiets Form eller Farve, saa at man af disse
tilnærmelsesviis kan slutte sig til Bærerens Stilling eller Biographi.
Levantineren, der har opnaaet et eller andet Consulats Beskyttelse, bærer
saaledes en stor, hvid, firkantet Ballon paa Hovedet, saa at han ikke
vil kunne forvexles med andre Dødelige; en grøn Turban bæres af enhver
Muselmand, der gjør sig til af at henhøre til Prophetens Slægt, kort,
Hovedtøiernes Farver, Form og Betydning danner et særskilt Studium for
Enhver, der nogensinde vil sætte sig ind i Forholdene. I Smyrna overgaaer
man altsaa sig selv i Retning af Hovedbedækninger.

Tyrken vandrer omkring, bevæbnet til Tænderne; han fører et heelt
Arsenal med sig: Sabel, Pistoler, Dolk, Patrontasker, undertiden dertil
Yatagan og Gevær. Han værdiger næppe en forbigaaende Giaur noget Blik,
endmindre viger han afveien for ham i de smalle, smudsige Gader. Jøden
lusker omkring i sin sorte Kutte og er oppe til Alt, hvorved der kan
fortjenes Penge; han er Commissionair, Veiviser, Tolk, og sees ned paa
af Alle. Vi havde engang paa Veien til Bazaren engageret en Jøde, der
fulgte os i Hælene. Underveis mødte vi en Tyrk med en vældig Byrde paa
Nakken, og Øieblikket efter hørte vi et forfærdeligt Spectakel: det var
Jøden, der fik Stokkeprygl, og som Tyrken paa denne Maade tvang til at
lette ham den Byrde, der var ham for tung at bære. Om Jøden skraalte for
Stokkepryglene, eller fordi han gik glip af den Fortjeneste, han ved os
havde lovet sig, vil jeg lade usagt; men den Stærkeres Ret maatte han
underkaste sig. Alene at spadsere om i Smyrnas Gader uden noget særligt
Maal eller Bestemmelse er for den Nyankomne en Nydelse, der næsten kan
sættes ved Siden af enhver anden Morskab, som Smyrna er istand til at yde.

Bazaren er naturligviis det Sted, der her som i alle tyrkiske Byer
fremfor Alt drager den Fremmede til sig. Man maa imidlertid ikke ved
Bazar tænke sig Noget, der i fjerneste Maade kan sammenlignes med, hvad
vi Europæere betegne som Samling af elegante Boutikgader. Fortløbende
Træskure af stor Udstrækning, gjennemskaarne paa Kryds og tværs af
snavsede, smalle, uregelmæssige Gyder eller Stræder, over hvilke der
hist og her er udbredt Seil for at bryde den brændende Sols Straaler:
dette er Smyrnas Bazar, eller var det, da jeg besøgte disse Egne. Hvert
Haandværk eller Art Varer har i denne sit særskilte Qvarteer, saa at man
i en Gyde finder lutter Skomagere, i en anden lutter Kobbersmede og tæt
derved, naar man dreier om et Hjørne, Boutiker, der ved Kostbarheden
og Usædvanligheden af deres Indhold tildrage sig Opmærksomhed. Ud til
Strædet eller Passagen er Boutikens hele Forside aaben, en bred Disk
danner Grændsen imellem Boutikens Indre og Publicum, og paa denne Disk
sidder almindelig Eieren selv, fordybet i sine Betragtninger, rygende af
sin lange Pibe eller sin Nargileh. Dette er idetmindste Tilfældet i den
fornemmere Deel af Bazaren, hvor bløde og med Guld indvirkede persiske
Stoffer falbydes samtidig med tyrkiske Tæpper, ægte Shawler, Perler,
Ædelstene, Chaillis, og et Udvalg af østerlandske Frembringelser, der
fremkalde Beundring ved deres Rigdom og Mangfoldighed. At beskrive disse
undertiden vidunderlig smukke Frembringelser kan her ikke være Tale om,
kun vil jeg anføre, at det dog især var de fine, vævede Uldtøier, blødere
end Silke og lette som Duun, der fremfor Alt tiltalte mig. Øiet frydes
ved Synet af al denne Kunstfærdighed, man svælger i Lugt af Pastiller
og duftende Essentser, indtil man med eet rives ud af den beundrende
Stemning, enten ved at løbes omkuld af en Lastdrager, der segner under
Byrden af en uhyre Vægt, eller ved at udsættes for at blive knuust af
forbidragende Kameler, der bundne til hinanden, ti eller tolv i Række,
med en Driver og et Æsel i Spidsen, majestætisk fortsætte deres Vei
uden at ændse mulige Forhindringer. Varerne, hvormed disse Lastdyr ere
belæssede, optage ofte hele Gydens Brede, og hyppig nødsages man til at
søge Frelse i en eller anden Boutik, naar man hører Æslets varslende
Klokke nærme sig.

Af egentlige Forlystelser gaves der saagodtsom ingen i Smyrna. Jævnlig
nød man sin Frokost ved Karavanebroen, over hvilken Tilførselen af Varer
fra det hele Østen finder Sted, og hvor altsaa Kameler i lange Rækker og
Mennesker af baade kjendte og ukjendte Folkeslag daglig strømme forbi i
broget Blanding. Fra Tid til anden tilbragte vi nogle Timer i tyrkisk
Bad, hvor vi først grundig bleve „masserede“, hvorefter hvert enkelt
Ledemod lige fra den lille Finger indtil Albue og Skulder blev bragt
til at knække paa en beundringsværdig Maade. I en halv bedøvet Tilstand
strakte man sig derefter hen paa et elegant indrettet Leie, hvor man
snart faldt i en blid Slummer. Den Kop Kaffe og den Chibuk, hvormed man
efter en halv Times Dvale blev vækket, henhører til de største Nydelser,
som jeg i den Retning har kjendt.

I flere Consulers og enkelte græske Kjøbmænds Huse var man en velkommen
Gjæst, og man kunde da i disses Familier finde nogle af de vidtberømte
græske Skjønheder, som det i selve Grækenland aldrig er lykkedes mig
at træffe paa. En egen Skik finder Sted ved slige Aftenvisiter, idet
Berettigelsen til at holde Fødderne ind under det nedhængende Bordtæppe,
„Tandouren“, ene og alene er Damerne forbeholdt, saa at det vilde være
i høieste Grad paatrængende, om nogen mandlig Besøgende vilde tillade
sig denne Frihed. Ogsaa var det en Egenhed ved disse Aftenbesøg, at man
altid maatte føre en Lygte med sig. Smyrnas Gader vare ikke oplyste, og
ved Politianordning var det derfor paabudt, at Ingen efter et angivet
Klokkeslæt maatte vise sig paa Gaden uden Lanterne. Den Vrimmel af
bevægelige Lys, som dette hidførte om Aftenen, afgav et livligt og
interessant Skue; men flere Gange hændtes det de Officerer fra Escadren,
der ikke førte det befalede Lys med sig, at blive optagne af Politiet, og
de løslodes først efter Reclamation fra den vedkommende Consul. Opholdet
i en tyrkisk Vagtstue skildredes som lidet tiltrækkende.

Fra Tid til anden oplevede man et Bal i Casino, Europæernes Klub, hvor
der da blev dandset med Lidenskab ofte til heelt ud paa Morgenen.
Dragterne udmærkede sig ved saadanne Leiligheder ligesaameget ved
Elegance som ved Forskjellighed, da ikke faa græske Damer her saaes
iførte deres nationale Pynt. Uagtet al den derved udfoldede Rigdom, og
hvor smukke end enkelte af dem i Virkeligheden vare, kunde de dog ikke,
naar jeg saae tilbage, naae op til Sammenligning med Limanerinderne
med deres graciøse Holdning, deres tiltrækkende Ydre og deres nydelige
Fod. Paa disse Soiréer dannede Munderinger fra alle Europas Lande en
rig Afvexling, og det var ikke alene Guldbroderierne og Costumerne, der
tiltrak sig Opmærksomheden, men i endnu høiere Grad de nationale Typer,
som her fandtes repræsenterede.

Dansk Consul i Smyrna var dengang Mr. de Jongh. Han var en dannet,
kundskabsrig og elskværdig Personlighed; men hans Orm var
Forfængelighed, og et Danebrogskors var hans Ønskers Maal. Han henvendte
sig til mig med Anmodning om at interessere mig hos den høie Regjering
for, at denne Naadesbeviisning kunde blive ham tildeel. Man tænke sig
tilbage til de Tider, og man forestille sig en Secondlieutenant blive
anmodet om Ridderkors! Jeg henviste ham til Major, senere General Hansen,
som dengang var Adjutant hos Frederik VI. og nylig fra Morea ankommen
til Smyrna. En Ridetour til Bournabah blev ordnet, og efter endt Frokost
aabnede Mr. de Jongh sit Hjerte for ham. Det var pudsigt at høre Major
Hansen, efterat vi havde forladt Selskabet, udtale sin Ærgrelse til mig
over endogsaa her at blive plaget med Anmodninger af denne Beskaffenhed.
Jeg søgte at stille ham tilrette, og efterat have været ombord for at
gjøre Toilette mødte jeg Klokken sex hos de Jongh, der havde indbudt
Major Hansen og mig til Middag.

Det vakte strax min Opmærksomhed ved min Indtrædelse i Huset, at Alt bar
et sjelden festligt Præg: de to Janitscharer i Forhallen vare iførte
pyntelige Dragter, Værelserne, man kom igjennem, vare pragtfuldt oplyste,
og, da jeg traadte ind i Salonen, langs hvis ene Side ligeoverfor Døren
der var anbragt et ophøiet Trin eller Divan, var det et fuldstændigt
Theatertableau, der her viste sig for mig. Midt paa Divanen stod Mr. de
Jongh omgiven af sin Familie, Kone og Datter lænede sig op til ham, de
mindre Børn stode i beundrende Stilling paa Siderne, det Hele tog sig ud
som Frontespicen paa en monumental Bygning. Belyst af en matbrændende
Lampe under Loftet var der noget Mystisk eller Gaadefuldt ved det
Hele, og endnu uforklarligere blev det mig, da Mr. de Jongh fra sit
ophøiede Standpunct traadte mig imøde med et mindst en halv Alen langt,
hvidt Danebrogsbaand med tilhørende Orden dinglende i Knaphullet. Under
Frokosten i Bournabah var Udnævnelsen til Danebrogsridder indtruffen, og
ved et besynderligt Træf af Skjæbnen fandtes de Jonghs ivrige Ønske at
være opfyldt, netop medens Major Hansen, gnaven og ærgerlig, med Møie
havde lagt Baand paa sin Uvillie og Utaalmodighed.

       *       *       *       *       *

Efterhaanden gjenvandt Mandskabet sin Helbred. Opholdet i Smyrna var
blevet benyttet til Forbedringer af forskjellig Art, og „_Conquérant_“
kneisede paa Rheden fuldkomnere end nogensinde. Det Indtryk, jeg modtog,
da jeg første Gang traadte ombord, var under min Tjeneste i Skibet
blevet alt mere og mere befæstet: „_Conquérant_“ var blevet mit Ideal,
det stod og staaer bestandig for mig som Mønster for en Orlogsmand, og
endnu erindrer jeg den Følelse af Stolthed, der undertiden kom over mig,
naar jeg alene og overladt til egne Tanker roede ombord med det skjønne
Skib for Øie. Jeg kan sige, at „_Conquérant_“ var min eneste Lidenskab i
Smyrna.




Tilbagereise til Toulon.


Vi forlode Smyrna i Februar 1829. Grækenland var befriet, Capo d’Istria
havde som Præsident overtaget Regjeringen, og Admiral Rignys Hverv kunde
hermed ansees for afsluttet. Man begyndte at tænke paa Hjemreisen. Vi
besøgte endnu nogle græske Havne og Øer, blandt hvilke Ægina, hvis smukke
Jupiters-Tempel opfyldte mig med Beundring, og i Marts 1829 tiltraadte
„_Conquérant_“ Tilbagereisen til Toulon. I Navarino satte jeg for sidste
Gang Foden paa Moreas Grund. Uden Sorg sagde jeg Grækenland Farvel.
Mindeværdige Aar havde jeg vistnok tilbragt ved disse Kyster; men, hvad
selve Landet og Befolkningen angaaer, da var Indtrykket, de efterlode,
ingenlunde tiltalende. Jeg har alt i det Foregaaende paa flere Steder
omtalt den Demoralisation og Mangel paa Fædrelandskjærlighed, som ved de
Tider fremtraadte hos Grækerne under de farligste Former. Grusomhederne,
der udøvedes af dem som Sørøvere, gjorde Billedet end mørkere, og den
Elendighed, der overalt viste sig for Øiet, kunde saavist hverken virke
opmuntrende eller paa nogen tiltalende Maade. Paa Ægina, som vi sidst
besøgte, fandtes en Mængde Ipsarioter, som vare flygtede dertil, de
beboede Huler, tildeels udgravede i selve Byen, og lignende Exempler paa
den høieste Grad af menneskelig Elendighed fandtes saagodtsom allevegne.

       *       *       *       *       *

Hjemad gik det, og under de hyppige Discussioner, der altid forefalde
ombord, angaaende naar man vil komme i Havn, indgik jeg Væddemaal med en
af Skibets Officerer om, at vi endnu ikke den 25de April vilde være i
Toulon. Den 25de om Morgenen laae vi i Stille under Monaco, og Chancerne
vare mig altsaa gunstige. Om Formiddagen sprang imidlertid en frisk Brise
op af Syd-Ost; Farten tiltog opad Dagen til 10 eller 11 Miil, og, hvis
dette vedblev, maatte Væddemaalet blive tabt. Jeg stolede imidlertid
paa Landbrisen henad Aften og optog endnu forskjellige Væddemaal med
Kammerater, som morede sig over min Feilregning. Landbrisen udeblev
imidlertid, med strygende Fart gik vi indenom Hyères-Øerne, ethvert Haab
om at vinde Væddemaalene syntes at maatte opgives, da vi, ved at staae
ud igjennem det smalle Løb, der adskiller Hyères-Øerne fra Fastlandet,
pludselig fandt os hensat i Blik-Stille. En stærk Dønning satte ind imod
de lodrette Klipper, vi vare ikke mere end 1½ Kabellængde fra Land, og
med eet maatte enhver Gisning og Forventning om inden faa Timer at komme
tilankers vige for Bekymring, fremkaldt ved Skibets farefulde Stilling.
Fartøier bleve satte i Vandet for at bugsere; men et 80 Kanonskib lader
sig ikke let slæbe afsted, og Dønningen var desuden saa stærk, at al
Anstrengelse fra Fartøiernes Side blev frugtesløs. Det var blevet mørkt,
Seilene hang og klapprede mod Reisningen, ved hver Overhaling knagede og
bragede det i Skodder og Forbindinger, Larmen af Brændingen overdøvedes
kun nu og da af Raabene: „Vive le Roi!“ med hvilke Fartøiernes Mandskaber
søgte at opmuntre hinanden; det lysnende Skjær af Brændingen omgav os
— aldrig har jeg været nærmere ved at forlise end under de Timer, vi
tilbragte i denne hjælpeløse Tilstand.

I min Skrivepult henlaae nogle Guldstykker; i al Stilhed gik jeg ned fra
Dækket og tog dem i min Lomme. Det var ikke for at redde Pengene; thi der
fandtes Gjenstande i Pulten, paa hvilke jeg satte langt større Priis;
men, naar Skibet blev drevet ind paa Klipperne, der ragede høit over os,
meente jeg, at Guldstykkerne kunde komme mig selv eller Kammerater til
Nytte. Det er den eneste Gang, at en slig Tanke er kommen over mig. At
Skibet vilde blive ført ind paa Land, var min instinctmæssige Følelse,
og næppe gaves der Nogen ombord, der ikke var sig den overhængende Fare
bevidst.

Taus gik Admiralen op og ned ad Hytten paa den Side, der vendte ind mod
Kysten; han har ganske vist tænkt paa det Sørgelige ved, om hans heldige
Virksomhed skulde ende med hans Flagskibs Forliis.

At ankre kunde der ikke tænkes paa, da vi ved at svaie op ufeilbarlig
maatte tørne imod Klipperne; ikke den mindste Vind rørte sig. Henved tre
Timer forbleve vi i denne fortvivlede Stilling. Man maa have befundet
sig under lignende Omstændigheder for at kunne forestille sig, under
hvilken Spænding disse Timer hengik. Endelig kom der et Vindpust, netop
tilstrækkeligt til at føre os nogle Kabellængder frem; havde denne
Luftning været lidt mindre gunstig, vilde endda Skibet have været
fortabt. „I mindre end 300 Alens Afstand“, for at bruge Skibs-Journalens
Ordlyd, kom vi Forbjerget forbi, men hermed var endda ikke al Fare
overstaaet; noget efter opkom der imidlertid en lille Brise, og d. 26.
April, en halv Time efter Midnat ankrede vi paa Toulons Rhed.

Væddemaalene vare vundne, men næppe vil Nogen ombord glemme den høie,
sorte, afskrækkende Klippe-Pynt, der bærer det provençalske Navn:
„Escampe Barilo“, frit oversat: „Stedet, hvor Tønderne skvulpe over.“




Quarantaine.


Quarantainens Eensformighed blev afbrudt paa forskjellig Maade, saa at
den blev saa behagelig, som en 23 Dages Quarantaine overhovedet kan
blive. Jævnlig bragtes der Admiralen Serenader under hans Kahytsvinduer,
i Messen gaves der Festiviteter blandt Officererne indbyrdes, og af
Mandskabet blev der opført Maskerader og Costumeballer efter en stor
Maalestok. Skandsen var ved slige Leiligheder ryddet og festlig oplyst,
et udmærket italiensk Musikcorps, som — for at benytte den gængse
Udtryksmaade ombord — Kongen af Neapel havde „foræret“ Admiralen, gjorde
ved slige Fester stormende Lykke, og Folkenes Higen efter at optræde
costumerede lader sig næppe beskrive. Hele Baadsladninger af Dragter
bleve bragte ombord fra Land, og paa det Bal, der afsluttede Rækken
af disse Forlystelser, indfandt Admiral Codrington sig „en personne“,
kjørende i et Badekar med Negerkusk og Kareth-Lanterner. Officererne
havde sammenskudt et Pengebeløb, af hvilket Caféer vare fremstaaede,
Forfriskninger ombares af coquette og nydelige Cafétières, en rigelig
Mængde af behændige Clowns og morsomme Polichineller oplivede Scenen,
og med en Tilsætning af Herrer og Damer af alle Aldere og af alle
Nationer afgave disse Baller et fornøieligt Skue, der holdt den Deel af
Mandskabet, som ikke selv deeltog i Lystigheden, fængslet i Vantene som
Tilskuere indtil seent efter Midnat.

Det er den franske Matroses, og man kan sige den franske Nations
brillante Side, at der ved slige Leiligheder, hvor Disciplinens Baand
tildeels blive løsnede, hverken er Tale om Raahed, Drukkenskab eller
Brud paa den Sømmelighedsfølelse, som man udelukkende pleier at tillægge
den „finere Verden“. Franskmanden, især Sydboen, fødes med en Tact,
der afspeiler sig i Væsen og Manerer, saa at han ofte i saa Henseende
kommer til at staae nærmere ved de Klasser, der kunne glæde sig ved en
omhyggelig Opdragelse, end mangen Anden, der har læst baade Græsk og
Latin. Vore nordiske Folkeslag afgive bedre og mere udholdende Matroser,
men som Optrædende i Costume- og Maskedragt staae de afgjort tilbage.

Omsider fik Quarantainen Ende. Saasnart den røde Vimpel var bleven
halet ned fra Fortoppen, gik Admiralen, iført sin daglige Dragt, iland
i sin Gig, og strax efter satte Chefen af fra Skibet i sin hvide, med
Forgyldning prydede Chefslup. En talrig Mængde havde samlet sig ved
Havnen for at modtage den Mand, der havde ført det franske Flag til
Ære og Seier, man stimlede hen til det Sted, hvor det forgyldte Fartøi
styrede mod Land, og virkelig tog Chefen, Mr. Morice, sig brillant ud,
roet af Sluproere i Stadsdragt, og selv straalende med Ordensbaand
og Decorationer. Enkelte, der kjendte Admiral Rigny, saae imidlertid
snart, at han ikke befandt sig i den forgyldte Baad, de gjenkjendte
ham i den mere beskedne Gig, roet af sex Mand med en lille Dreng som
Quarteermester, og udpegede ham for Mængden. Massen, der var samlet,
vilde imidlertid ikke gaa ind herpaa eller lade sig vise tilrette — fra
forskjellige Grupper lød det: „c’est son domestique“, denne Mening fandt
Tilslutning hos den store Fleerhed af de Tilstedeværende, og Mr. Morice
blev modtagen med Acclamation som Seierherre ved Navarino, skjøndt han
først Aaret efter Slaget var ankommen til Middelhavet.




Hjemrejse til Danmark.


Henved sex Aar havde jeg været ansat i fransk Tjeneste; en Øiensygdom,
som jeg havde paadraget mig ved anstrengende Observationer, tyngede
mit Sind; jeg trængte til Pleie og Ro og besluttede at vende tilbage
til Danmark. Kammerater og Venner i Toulon sagde jeg Farvel, og i
Begyndelsen af Mai 1829 ankom jeg til Paris. Et nyt Liv begyndte her for
mig. En Mængde Danske fandt jeg her samlet, blandt hvilke Kammeraterne
E. Dirckinck, Irminger og Flensborg, og snart var Alt ordnet for at
gjøre Opholdet i Verdensstaden saa nyttigt og behageligt som muligt. I
Forening med E. Dirckinck fulgte jeg Forelæsninger i Collége de France
af Villemain, Andrieux, men dog fremfor Alle af Guizot over l’ésprit
de l’histoire, der ved den Tid vakte en ualmindelig Opsigt. Guizots
Foredrag høre til det mest Opvækkende og Belærende, jeg har hørt, de have
efterladt et varigt Indtryk hos mig, og 30 Aar efter kunde jeg udtale
dette for Guizot selv, som jeg dengang traf sammen med i Cirklerne i
London. Ved at føre Tanken tilbage udbrød han: „Hine vare de lykkeligste
Aar af mit Liv“.

Det oplivende Element i vor danske Kreds i Paris var Artilleri-Lieutenant
Bendz, „tykke Bendz“, som vi kaldte ham, en høitbegavet Personlighed,
Enthousiast for Alt, hvad der var stort og skjønt. Taglioni begeistrede
ham: naar vi, som jævnlig hændtes, sade ved Siden af hinanden under en
Balletforestilling, hvor denne Dandsens Dronning fremtraadte, kneb han
mig hvert Øieblik i Armen og udbrød: „Er det ikke deiligt!“ Jovist var
det fuldendt og henrivende, men derfor behøvede han dog ikke at knibe saa
haardt.

Var Bendz genial, da var saavist vort daværende Gesandtskab i Paris
ikke plaget af denne Egenskab. Slettere repræsenteret har vel Danmark
ingensinde været, og dette vil sige meget. Kammerherre Juel, hed det sig,
sendte i hiin Tid glimrende franske Rapporter hjem, udskrevne af et eller
andet obscurt Blad, som var kjendt af Faa eller Ingen. Mr. de Koss, som
var Legationssecretair, opsporede Bladet, og under Forseglingen fandt
han Leilighed til at indsmugle den trykte Original-Avis i Convoluten.
Juel gik af, og Koss blev Chargé d’Affaires. Han var et bukkende Væsen,
og Bukkene bleve naturligviis dybere og dybere, alt efter den Tiltaltes
Plads i Rangforordningen. Efter en officiel Modtagelse spurgte engang
Louis Philippe: „Mais quel mine a-t-il ce ministre de Danemarc? Je ne
l’ai jamais vu“; man forklarede, at Mr. de Koss jo nylig havde havt den
Ære at fremstille sig for Hans Majestæt. Kongen gjentog sin Paastand og
tilføjede: „je n’ai jamais vu que son derrière“.

Flere Maaneder forblev jeg i Paris. Admiral Rigny havde tilsagt mig at
ville begjere Æreslegionens Kors til mig som Anerkjendelse af mit Forhold
ved Indtagelsen af Moreas Castel,[2] og Forfængelighedsfølelse bragte
mig til i Paris at oppebie Udfaldet af Admiralens Bestræbelser. Benaadet
med Ludvigskorset, eller rettere med l’ordre du mérite militaire siden
Navarinoslaget, ambitionerede jeg at være i Besiddelse af begge Frankrigs
Ridderordener ved min Hjemkomst til Danmark. I August Maaned modtog jeg
endelig den Udnævnelse, paa hvilken Admiral Rigny havde forberedet mig,
og for et Øieblik syntes det Mørke at sprede sig, hvormed min i Aareviis
fortrykte Stemning havde omgivet mig. Jeg saae Fremtiden i et straalende
Farveskjær — naar man er ung, er man tilbøjelig til at see Alt i det
skjønneste Lys.

Ved Afskeden fra Admiral Rigny rettede han det Spørgsmaal til mig:
„Qu’allez vous faire en Danemarc?“ Dette Spørgsmaal havde ofte paatrængt
sig mig og opfyldt mig med Bekymring, naar jeg saae hen til de dengang
stedfindende Forhold i vor Marine. Ved Spørgsmaalet berørte Admiralen
en veemodig Streng hos mig, og bevæget indskrænkede jeg mig til at
svare: „Me guérir.“ Dette var mit Program: Alt i Fremtiden maatte blive
afhængigt deraf.

Jeg troer, dersom min Helbredstilstand havde tilladt mig at gjøre Skridt
i saa Henseende, at det kunde være lykkedes mig at blive optagen i den
franske Marine. Søn af en tidligere fransk Admiral, Deeltager i tvende
Kampe under fransk Flag, understøttet af den altformaaende Admiral Rignys
velvillige Interesse, vilde jeg i den franske Marine som lieutenant de
vaisseau have opnaaet en Stilling, langt mere lovende end den, der ved
min Hjemkomst som Secondlieutenant ventede mig. Forbilledet, min Fader
havde givet mig ved at foretrække Commandeur-Capitains Stillingen i sit
Fædreland fremfor Admirals-Chargen i Frankrig, stod imidlertid altid
for mig, og aldrig har jeg fortrudt at have fulgt min Faders hæderlige
Exempel. At jeg ofte senere er kommen tilbage til Drøftelsen af dette
Emne, tilstaaer jeg oprigtig, især naar en eller anden tidligere fransk
Kammerats hurtige Forfremmelse bragte mig til at anstille Sammenligning;
men ingensinde har jeg tabt af Syne, at jeg i Frankrig var og vilde altid
vedblive at være en Fremmed. Jeg har ikke ondt ved nu at udtale den
Overbeviisning, at mit Valg var det rette, om det end dengang kostede mig
baade Møie og Overvindelse at komme til klar Erkjendelse angaaende et for
min Fremtid saa vigtigt Spørgsmaal.

Over Epinal, Amsterdam og Hamborg vendte jeg tilbage til mit Hjem og
hilste min Hjemstavn med Henrykkelse. Flere Aar hengik imidlertid, førend
jeg nogenlunde kom over den knugende Svaghed, der nær havde bragt mig
til Fortvivlelse. Forsynet har imidlertid været mig gunstigt: jeg har
siden bevæget mig under mange interessante og betydningsfulde Forhold;
men stedse vil jeg mindes med Glæde de indholdsrige Ungdomsaar, jeg
tilbragte i Frankrig, og tænke med Taknemmelighed tilbage paa al den
Velvillie og alt det Venskab, som der i saa fuldt Maal blev mig tildeel.




FODNOTER


[1] _Engelske Skibe_: Liniesk. Asia, Vice-Adm. Codrington. Liniesk.
Genoa. Liniesk. Albion. Fregat Dartmouth. Fregat Cambrian. Fregat
Glasgow. Sværcorvet Talbot. Corvet Rose. Briggerne Mosquito, Philomee og
Brisk. Kutter Nind.

_Franske Skibe_: 60 Kan. Fregat Syrène, Contre-Admiral Rigny. Linieskib
Scipio. Linieskib Trident. Linieskib Breslau. Fregat d’Armide. Skonn.
Alcyonne. Skonn. Daphné.

_Russiske Skibe_: Liniesk. Azof, Contre-Adm. Haydn. Liniesk. Gangoot.
Liniesk. Ezechiel. Liniesk. Alexander Nevsky. Fregat Constantin. Fregat
Pravornoa. Fregat Helena. Corvet Castor.

_Tyrkisk Styrke_: 3 Linieskibe. 2 raserede do. 3 60 Kan. Fregatter. 14 44
do. do. 29 Corvetter. 13 Brigger. 41 Transportskibe.

[2] „Le lieutenant de vaisseau Lefèvre de la Didon, les enseignes de
vaisseau — — — enfin le lieutenant de la marine Danoise Wandocum se sont
particulièrement distingués dans l’attaque et la reddition du château de
Morée.“

(Précis historique de la marine Française, Paris 1845, Tome 1, pag. 503).




INDHOLD.


                                              Side

    Ansættelse i fransk Tjeneste                 1

    Afreise fra Paris                           10

    Ankomst til Toulon                          12

    Doublets første Tjenesteaar                 17

    Capitain Bazoches Garderobe                 21

    Rio-Janeiro                                 25

    To Dage paa Reisen om Cap Hoorn             33

    Bal hos Hr. Rosalès                         57

    Chefens Stokke                              78

    Capitain Gallois’s Hvalfisk                 85

    Audients hos Bolivar                        92

    Fest hos Hr. Reglos for el Libertador       99

    Sælhundejagt                               103

    Besøg i Danmark                            109

    Linieskibet „Scipio“                       114

    Ombordragning                              117

    Mr. Godins Endeligt                        126

    Navarinoslaget                             129

    Den ægyptiske Fregat „Guerrière“           155

    „Scipio“’s Mandskab                        160

    Capitain Bougainville                      165

    Overgang til „Conquérant“                  170

    Navarinos Rhed                             174

    Ankomst af General Maisons Expedition      177

    Forhandlinger med Ibrahim Pascha           183

    Forhør over græske Slaver                  187

    De ægyptiske Troppers Indskibning          192

    Ibrahim-Pascha                             195

    Indtagelse af Patras                       200

    Malakoff i London                          210

    Mr. Follain, lieutenant de vaisseau        218

    Smyrna                                     221

    Tilbagereise til Toulon                    230

    Quarantaine                                234

    Hjemreise til Danmark                      237





End of the Project Gutenberg EBook of Gamle Minder, by Carl Edvard van Dockum

*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 63908 ***