Hyld og Humle, by Sophie Breum; an eBook from Project Gutenberg

Saa tog hun Refraichisseuren og duschede ud mod Halvmørket, der begyndte, hvor Lyskredsen under Lampens store Skærm holdt op. Hun lod tankeløs Blikket glide hen over den Smule Glans, der var over Guldsnittet paa Bøgerne og Doktorens blanke Instrumenter henne i Skabene.

Rejste sig derpaa og lukkede Fløjdørene ind til det lille vaabendekorerede Forværelse, hvor Aviser og Aargange af »Puk« og »Fliegende Blätter« laa ordnede paa Midterbordet. Portièren blev trukken sammen, Folderne smukt ordnede; saa vendte hun sig og stod og saa paa den hyggelige Stue med Familieportrætterne, nogle Landskabsbilleder og de magelige bløde Møbler; deres mørke grønne Farve behagede Øjet — ligesom Værelsets øvrige Udstyr — uden særligt at fængsle det, talte om hyggeligt Velvære og en Smag, der ikke stred og ikke havde Trang til at stride mod det, som var almindelig anerkendt som god Smag i denne Provinsby, en af Landets største.

Fruen gik langsomt og let hen over Gulvet og flyttede Lampen og sin Bog hen paa et Bord, der var stillet ved den store Stol, som optog Pladsen i Krogen ved den lune, grønne Ovn.

Hun satte sig mageligt til Rette og sad og saa lidt ud i Stuen. Strakte saa Haanden ud, tog Cigaretetuiet paa det lille Bord og tændte; et Øjeblik sad hun med Cigaretten i Haanden og røg lidt; saa var heller ikke det morsomt længere, hun lagde den, tog igen fat paa sin franske Roman og læste et Par Sider.

Holdt pludselig op med en Mine, som om noget havde berørt hende ubehageligt — — igen dette: en overmægtig Sanselighed og en pinefuld Lidenskabelighed, der krævede sit Offer for bagefter at lade Livet ligge hen — dobbelt øde, trist og indholdsløst. —

Nu havde hun tabt Lysten til at læse. — Det ny Broderi? — Hun skulde være rigtig oplagt, naar hun begyndte paa det.

Der laa nogle Piecer og Beretninger, som hendes Mand havde bedt hende interessere sig lidt for, han var saa optaget af de Sager i denne Tid. Hun tog et af Hefterne og bladede lidt, — lagde det igen, — det var saa uskønt og kedsommeligt. —

Der lød sagte Trin over Tæppet inde i hendes Cabinet, og Stuepigen, en høj, nydelig Pige, kom ind.

»Manse bliver ved at græde; han længes vist efter sit Bad og sin Mad. Trine og jeg kan jo godt besørge det, hvis Fruen er træt.«

Da Doktoren lidt senere kom hjem, kaldte hun, glad og optaget, paa ham, og han skyndte sig ind i Soveværelset, gnidende Kulden af sine Hænder. —

Heralda holdt en Lampe i Vejret, saa Musklerne paa hendes blottede, kraftige Arm traadte frem; Kokkepigen, der nødigt vilde gaa glip af den unge Herres Badescene, syslede med Barnetøjet, der var hængt til Varme ved Kakkelovnen.

Fruen stod og holdt den lille Fyr nede i Karret. Det buttede, søde Barnelegeme gav smaa Ryk af Glæde, og den bitte lille, tykke Haand slog henrykt ned i det lunkne Vand.

Doktorens Øjne straalede; da han traadte ind, var han endnu lidt ærgerlig efter en hidsig Debat om kommunale Sager med Borgmesteren, — — nu gav han sig optaget til at pludre til sin dejlige Dreng, indtil han fik ham ganske ellevild af Velvære.

En Uge efter sad Fruen i Spisestuen med Fødderne paa en høj Skammel; paa hendes Skød laa den lille Dreng, der havde været farlig syg i flere Dage.

Medens hun mekanisk syslede med ham, trillede Taarerne ned ad hendes Kinder og faldt paa hans Ansigt.

Han slog besværligt Øjnene op; de laa dybt inde i Hulningerne, og deres Udtryk var lidende som hos et voksent Menneske; de blodløse Læber bevægede han svagt, og han havde ikke Kræfter til at røre Benene, da Moderen tog Tøjet af ham.

»De maa straks se at faa fat i en god Amme. Det er det eneste, der kan redde ham.«

»Jeg skal telegrafere til Stiftelsen, naar jeg gaar herfra. De gør nok Dem den Tjeneste, de Herrer derinde ...«

Da Doktoren traadte ind i sit Værelse, efter at have fulgt Lægen ud, stod hans Hustru og flyttede mekanisk med Fotografierne paa Skrivebordet.

Men saa gav hun efter for sin tilbagetrængte Trang til rigtig at hulke. Al hendes Sorg og krænkede Moderfølelse gav sig voldsomt Udslag.

Men han kyssede hende og spurgte med Ord, som han ikke plejede at bruge, og med en Stemme, der var fuldere og varmere end hans sædvanlige, om han da var helt ude af hendes Tanker, om den Lykke, som de to ejede, og som havde fyldt ham med uopslidelig Modstandskraft mod al Lidelse, da intet betød for hende, — naar Sorgen kom.

Hun knugede sig med et dybt Suk ind til ham; saa gik hun stille ind til sit syge Barn. —

Medlidende lagde hun ham til Brystet og dryppede et Par Draaber ind mellem de trætte, smaa Læber; selv det syntes at anstrænge ham, han faldt straks igen hen i tung Søvn.

Men efterhaanden, som han kunde tage mere Næring til sig, blev han raskere og raskere.

Fruen begyndte igen at ofre Tid og Opmærksomhed paa sin Frisures og sit Toilettes pyntelige Detailler, og Visitterne blev modtagne, til Dels gengældte. —

Snart blev det saadan, at det næsten var dagligdags, at Doktoren, naar han kom hjem fra Praxis, maatte ind at klæde sig om for at gaa til Middag.

Naar han næsten var færdig, plejede hans Hustru at komme ind, for hun havde saa uendelig meget at fortælle om Manses mange Paafund.

Tænk, han havde taget Maren i Næsen, saa det gjorde ondt, ligefrem ondt — han havde saa mærkværdig mange Kræfter allerede; Maren havde slaaet ham over Fingrene, men saa havde han drejet sig paa hendes Skød; det saa ud, som han vilde slaa igen. »Han bliver vist rigtig uartig,« sagde hun stolt og lykkelig.

Og saadan havde hun den ene Historie efter den anden at fortælle om Manse. Han var nu ikke saa langt tilbage som andre Børn i den Alder.

Og saa begyndte de igen paa den Komedie, at han agerede gnaven og jaloux paa Manse, — indtil hun alvorligt kom med sit: — ikke Tale om, at hun allerede gik fra Barnet, der havde været lige ved at dø!

Han fuldendte sit Toilet med en forstilt Omhu, som gav hende Anledning til smilende og smaadrillende at hentyde til visse Lapserier fra Ungkarledagene.

Opdagede de saa, at han var ved at komme for sent, fór han i Kjolen, medens hun rakte ham Uhr og Nøgleknippe. Og han gik til Døren.

»Skynd Dig dog nu,« sagde hun; men Tonen og Maaden var saadan, at han maatte tilbage endnu engang.

Hun gik smilende og glad med ind i Spisestuen, tog selv Pelsen fra Heralda for at faa ham af Sted saa hurtigt, som muligt.

»Den tykke, kurtiserende Hr. Postmester til Bords og Æren af at converseres af Tante Rosalie ved Kaffen om Mines eller Lines Madkærester. Kan Du modstaa?« lokkede han.

Heralda smilede diskret; men Maren, der stillede med Manse, som skulde sige »adjøs til Fatter«, lo højt.

Herren og Fruen saa til hinanden, halvt muntert, halvt vemodigt; det var, som der efter Spændingen var kommen en vis ubevidst Reaktion, der fik dem til at være lystige, næsten legende i hinandens Selskab, medens de dog havde saa let ved at føle Refleksen af Sygdomsdagenes Angst og Sorg.

Efterhaanden som Mindet om den Alvor, der brutalt og ukaldet havde paatrængt sig de unge Folk, blegnede, kom den statelige, typiske Maren ligefrem til at »tage sig ud« som saa meget andet Tilbehør i det elegante Hjem.

Fruen fik travlt med at gaa til Syersker med Maren, der skulde have store Forklæder, Hue med røde Hagebaand og andet, som hørte til, naar hun skulde ligne en Bondekone i Nationaldragt.

Og desuden maatte Fruen tage sig Tid til at sidde i Ro ved sit Sybord, for hun vilde selv tegne og brodere Manses Kørepels og hvide Kjoler, — og han maatte have flere af forskellig Størrelse, for — hvor han lagde sig ud! — —

Maren saa formelig statelig ud i sin Uniform, og det var med bevidst Værdighed, at hun skød den blanke, pudsede Vogn med den yndige Dreng ... Og .. hvor var hans Hustru dog smuk ... denne tilbageholdne, rolige Mine; .. hendes beundrede Ungpigeskønhed var afløst af en langt finere og mere tavs Ynde.

Saa kunde det hænde, at Manse fik Doktorens Stok at holde paa, og at de fulgtes hjem alle fire ... Maren i passende Afstand foran med Vognen og svingende og svajende med de vide Skørter.

For hende blev det uvilkaarligt saadan, at Doktorens ridderlige Ægtemandsvæsen kastede en vis Afglans over hendes Kæreste, den flotte Skorstensfejersvend, og det blev efter sit Herskabs Forhold, at hun dannede sig sit Ægteskabsideal.

Heralda skulde nok vogte sig for at give de Tanker Luft overfor Maren, skønt de to var blevne meget fortrolige, især efter at Fruen i et Anfald af Sparsommelighed havde givet Kokkepigen Afsked og engageret en Pige, der gik hver Aften tidligt for at bo i sit Hjem.

Herskabet var igen begyndt at tage ud sammen til Koncerter, Theater og Middagsselskaber; Heralda og Maren var ofte ene hjemme.

De lod da Døren staa aaben ind til Marens Værelse, hvor Manse, mæt og tilfreds, sov i sin Vugge, og saa gjorde de sig det hyggeligt i Spisestuen.

Heralda dækkede op med The og Smørrebrød. »Theva'j!« udbrød Maren, »det ka' je'tte taale aa loute. Det er te' aa forgi' Mæj'sker me' ... saa gaar je' da hellere te' Va'jposti. — Nej e' lille Drove go' Kaffe! ..«

Og saa lavede Heralda Kaffe til hende; hun gjorde det med god Samvittighed, for Maren skulde jo fedes og føjes.

Til Gengæld var Maren underholdende ... Hun fortalte saadanne Historier fra »Stiftelsen«, at Heralda blev ganske bleg derved.

Men Maren havde ogsaa de rørende paa Lager ... fra den Tid hun var sytten Aar og blev Malkepige paa Herregaarden og vilde springe i Voldgraven af Sorg over, at hun var kommen for Skade og havde været »saa ma'esløs uheldig«.

Men farlig Grin havde de alligevel havt. »Gu' sikken Sjov med Forvalteri' og Landvæsenseleverne, som var saa store paa det, men ku' si'e saa maje grinagtig »Komplementer« aa den Slavs Slu'er, naar de mødte en stakkels Pige alene. — Og saa Frøkenen, som knap ga' lukke sin Mund op te' én, naar hun kom ne' i Mejeriet aa sku ha' den nymaalk'de Mælk — ja, li'e — fræss fra Fass, som ha' sa'e — denne her Elever fra Køvenhavn. Ja dov, dov, hvor var hun storsnu'et. Hun var da bleven kulret, hvis hun ha'e vidst, at hendes Grevekæreste gerne vilde spelle Kæreste me' vos, naar ha' ku' komme gedolt fra'et, den Luskemikkel.« Og Maren skoggerlo. Hun nærede ingen Illusioner om Mændene; dem kendte hun kun fra en Side, men den kendte hun ogsaa til Gavns.

Heralda benyttede Pavsen til at gøre et Forsøg paa at faa sin sædvanlige Tone indført; hun talte om, hvor mageløs Doktoren var mod Fruen, og hvor den unge Candidat Hansen, der kom til Doktorens og spillede Violin, var forelsket i Frøkenen fra Etatsraadens.

»Hvorfor kommer ha' ikke aa besøjer Dig? Ha' gaar nok paa Lærkensjov, si'en ha' ikke har været her.«

»Min Familie synes ikke om, at han besøger mig paa mit Værelse,« svarede Heralda hovmodigt. Der var dog Forskel.

Men saa gled hun ind paa det Omraade, hvor hun var mest hjemme. Og Heralda vænnede sig efterhaanden til hendes Historier. — —

»Skidt, de bliver sgu nok forsørret!« Maren slog overlegent ud med Haanden. Lidt efter vedblev hun:

»Je' har haut tre. Ja, s'mend. Nummer to ... hans Far ... ja, dov, dov, sikken Malasje me' den Unge ... hans Far var et lille tovli', højbenet Kræ, der var i Besøj hos Grevens og var helt mør over det, at Comtessen vi'te se te' den Si'e ha' var, og det skønt de danjsed' og regered' me' Baler og Kommers den Sommer. Saa ku' ha' ju'tte nære sig ... ja, skidt var det, og fuld var ha' mest, ha' sa' nere hos Forvalteri og bælled' sig, naar di an're ha' lagt sig om Autningen. Og saa kom Barunen jo væsgo' ne til mit Kammer og ga' sig lisse ønkelig ... Storsnu'et og spedalsk blev ha' jo, for je' lukked' jo Krampen paa for ham. — Men je' var jo smaat kørendes me' Penge, ... saa gik det galt elejn.«

»Ja, hvor je' tvined' over den Unge, der var ju'tte mer Ky' paa ham end som Tobak for en Skilling. Idiot var ha' jo osse da! Gu', hvor ha' hørsed' me' mig, den ny Dovter, — je' maatte klarere hele Re'ligheden u' for ham om denne her lille skitte Barun, der var svirende. Ja, det var da nu ledt. — Ungen fik je' da paa Anstalten, frit me' Betalning og det hele, men gratis Skældu' fik je' i Tilgivt af Dovteri. Ja, ha' var skrap! — Min a'en Dreng, det var en a'erledes Fæ'relandsforsvarer end den lille Barununge ... Ja, Herregu' — nu har je'tte set ham i tre O'er.«

»Det ve' je'tte! — Je ha'tte haut Stunder te' aa tænke paa det. — Men det var li'egodt farlig Plasér aa bisse ne' te' min Mor om Autningen, for Ungen, ha' var li'e te ha' skrinked', naar ha' saa mig. Og hva' brø' je' mig om no'en Slavs Bal i den Ti', og Ka'lene, de grinte jo. Og je' lo' dem grinne. — Men saa var'et jo, at Naaden, hun var hellig, og je' var bleven Vaskoppige, og saa vilde hun ju'tte ha' mig i Køkkenet, je' maatte sgu afste' te' Majdag. Saa fik je' Plads i Byen, og — — je' ve' sgu'tte, je' ku' da'tte sitte og glo i det Hummer ve' Køkkenet hver Auten u'en at lukke min Mund op, saa je' ku' hverken gø eller gave te'sidst; — tovlie Mandfolk er der jo, hvor vi saa kommer, — ja, det er sgu'tte saadan, — men je' fik da'tte Drengen at se, før je' rejste te' Køvenhavn, for Kærresten ha'e det me' Fornemmelser. Ja og Køvenhavn, Heralda ... der er det nu da saa møj tovli alsammen.« —

»Kæresten der var da for Resten stoderet,« vedblev hun ... »Saa kom je' jo paa Stiftelsen ... je' klaver itte, Behandlingen var riæl nok; je' ha'e det dov be'er end som Vaskekonen, hun var givt og det hele, men hun maatte sgu lægge sig i Pjalterne og Møjet; je' fik da baa'e Renlighe' og Opvartning.«

»Det var et Pi'ebarn ... Der kom no'ne fine Folk, je' maa sgu'tte si'e, hvem de er, de var helt væk i hende, og de bestilte hende te aa komme te' dem, naar jeg rejste; je' skrev under paa en hel Del. Saa kom je' jo herover paa en Studs, her er jo go' Fortjeneste; Ma'en klaver je'te paa, og Dovteren og Fruen er jo da osse maje pæne Mæ'jsker.« —

»Saa nu ska' det Kræ te' aa tre'e mig igen,« udbrød Maren, »Du ka' ta' og vende ham.«

»Ja, nu ka' Du jo bare vente, te' Du har vaaren me' tre Gange;« tilføjede Maren eftertænksomt.

»Slæbe og sli'e, te' man ønsker det uskyldige Liv Fa'en i Vold,«, blev hun ved uden at agte paa Heraldas Mine. »Første Gang slævede je' Vand te' en Time, før je' la'e mig ... Saa gaar »Figuren« sgu ... Det skal Du se, naar Du først er i'et.«

»Ja« .. sagde Maren uforstyrrelig, »saadan var je' osse .. lynende i Ho'et, straks de kom te' mig me' Vrøvl ... Men saa er de jo saa sø'e og sleske de Bæster, og ve' ikke, hvor de ska' skave sig og snakke om Kærlighe' og den Slavs ... Men bav etter, naar vi ska' ha' Penge te' Ungen, ja ... saa er der en a'en Snak, — ja der er ... Og vi ka' da'tte drovne dem som Kattekil'jer.«

Fruen kom straks ind i Spisestuen. Hun var i stort Toilette, det silkeforede Slag hang løst over hendes smukke Skuldre, og hun var ved at trække Hanskerne af.

Der var noget sødt og skælmsk over hende; Rødme i Kinderne og et Skær i Øjnene af vaagen Livfuldhed; nu brød en varmere og dybere Glans frem i dem, idet hun sagde:

»Det sø'e lille Bæst, je' tror s'men ikke, det varer længe, inden ha' begønner aa vil plotte paa aa si'e no'et; ha' plaskede saadan i Ba'et, det er vout, je' ka' tomle ham.«

Og Fruen og Doktoren smilede venligt til den tro Maren, der holdt saa meget af deres Dreng og var saa god ved ham.

Fruen betænkte sig lidt. Maren syntes jo ikke om, at Manse blev forstyrret, — men — hun maatte liste sig ind og se ham endnu engang, — der var saa længe til i Morgen tidlig.

Søde, halvaabne Barnemund, runde, bløde Kind med Øjenvippernes mørke Frynser, det lille Legemes sunde Varme — hun kunde ikke lade være at lægge sig ned ved Vuggen og kysse sit Barn og se paa det.

Manse begyndte at røre sig og gav sig lidt efter til at smaagræde. Maren kom fornærmet ind. Ganske jaloux og ulykkelig saa Fruen paa, hvor stille han straks blev, da Maren tog ham op.

Maren var imidlertid i naadigt Lune og holdt Drengen hen til Fruen til Godnatkys. Forsigtigt kyssede hun hans Kind og de smaa buttede Hænder og Fødder; saa gik hun beroliget ud.

»Du ... Maren er saa flink og fornuftig, — Du kan tro, hun har lidt meget under sit Fejltrin.«

Da lød det lille Klap, som sagde, at Lygten derude paa Vejen blev tændt, og det usikre, dæmpede Lys faldt ind over Fruens Ansigt.

Hun sad med Hænderne hvilende i Skødet og saa' underlig blødt og fraværende ind i Halvmørket.

Hendes Mand bøjede sig frem og tog hendes Haand. Det var, som hun kom tilbage; hun smilede blidt og lagde sig ind til ham ...

Gennem de lukkede Døre hørte man inde fra den anden Stue en høj Barnestemmes kejtede Pludren; den blev afbrudt af Marens fynske: »Du ve' nok, hvor Skauet ska' staa, din lille Knæjtebasse.«

»Havde jeg nu blot havt Heralda. Hun gik saa stille og passede alting og havde saa behageligt et Væsen ... Jeg vænner mig aldrig til Laura; hun gør mig nervøs med sine klodsede Manerer og sin evige Spørgen ... At Heralda, den nydelige Pige, ogsaa ... nej, det er og bliver mig en Gaade og en ligefrem Sorg.«

»Jeg fik at vide, hvor det var i Pleje .... Han tog ellers Sagen meget flot, skældte ud over Heraldas Fader, der er vred og ikke vil se hende. Men han havde godt Arbejde, sagde han, og skulde nok vise den Gamle noget andet, senere; .... men han var jo lovlig ung til at gifte sig og binde sig.«

»Ja, med en vis Medlidenhed med sig selv. Jeg tillod mig da ogsaa at sige, at det skulde han have betænkt noget før.«

»Ved Du hvad ... Du skulde tage ud at se til det en Dag, naar det bliver godt Vejr.«

»Ti Minutter med Jernbanen ... Du har saa godt af at færdes lidt. Du murer Dig saa meget inde herhjemme nu.«

»Nej ... nu maa Du holde dit Løfte og ikke kun tænke paa din Svaghed. Husk paa .. Barnet .. Det er jo ikke blot legemligt, at det bliver til ... dets Sjæl, Temperament, Karakter ... Aah min egen ....« Og han knugede hende pludselig stormende og lykkelig i sine Arme.

Den unge Frue stod og saa fortabt ud over Markerne, hvor Toget, der havde ført hende her til Landsbyen, brusede af Sted.

Hun knugede nervøst Hænderne sammen i Muffen. Alle de Fantasier, der allerede var faret gennem hendes Hjærne i den korte Tid, siden hun sagde Farvel til sin Mand! Hvorfor var han dog ikke ogsaa taget med! ..

Hun gik hen ad Vejen og spurgte sig frem til Bondehuset, hvor Heraldas Dreng var i Pleje.

Først bankede hun høfligt paa Døren. Men da ingen svarede, løftede hun med nogen Besvær Klinken, der satte tydelige Mærker paa hendes Hansker, og traadte ind i et Slags stenlagt Bryggers.

Eller Køkken var det maaske. I det mindste stod der paa Sidebordet et Lerfad med Flæskeben, og henne fra den aabne Skorsten lugtede der stærkt af Grønkaal og brændte Kviste.

Hun saa sig nysgerrig og lidt beklemt om, hostede for at melde sin Tilstedeværelse, men hørte intet andet Svar end det store Slaguhrs langsomme tik tak.

Hun gik hen imod den, flyttede en Stol, hvorpaa der stod et Vandfad med Øllebrød, og kigede ind mellem de stribede Gardiner.

Den, der havde givet ham af Øllebrøden, havde ikke baaret sig særligt behændigt ad, for hans lille Ansigt var oversmurt med Maden, der var tørret ind og sad i Klatter paa den fine, bløde Hud.

Hvor blev Manse dog anderledes omhyggeligt plejet og passet! Fruen kom til at huske paa, at Svigermoder engang, før han blev født, havde sendt hende noget fint duftende Sæbe, og i Brevet stod der: Du véd ikke, hvor det er dejligt at lægge saadan et lille blødt, parfumeret Barnehoved op til sin Kind ... Og nu denne stakkels, lille Dreng her!

Mon hun vidste, hvor uforsigtige de var med hendes Barn; han kunde jo ligge der og græde, til han fik Krampe, uden at nogen hørte ham!

Døren blev skubbet op, og en Kone traadte ind. Hun saa spørgende paa den fremmede, fine Dame. —

»Naa .. det er Heraldes Frue. Ja, hun var jo ellers flink nok, si'er de. Vi vilde jo heller ikke ta' mo' saadan enhver Rendetøs,« sagde Konen værdigt. »Naa De ve' vel, hun kommer i Dau; — ja, det gør hun — ja, om et lille Korn tænker je', hun er her. De ka' godt sitte ner saa længe. — Væ' s'go dov. Maaske De vil ha' en Taar Kaffe? Naa ja, for je' ku' jo snart faa Kedlen paa. — Ja, je' maa stræve, vi sku' jo ha' Risbrændet rubbet a' Vejen inden Auten.«

Konen vendte Drengen og stak ham en Sukkersut i Munden; derpaa gik hun igen til sit Arbejde.

Saa blev hun urolig og gik op og ned ad Gulvet; hun mærkede, hvorledes denne usædvanlige Situation voldte hende legemligt Ubehag.

Det var dog altfor umuligt, hvis hun besvimede her og maaske blev lagt ind paa den Seng.

Hun gik ud paa Vejen og gav sig til at spadsere frem og tilbage, fast bestemt paa at vente her, i Stedet for, som Doktoren havde sagt, at faa Lov at sidde i Kromandens Stadsstue og drikke Mælk og spise Landbrød, indtil Toget gik. Hun vilde hilse paa Heralda og tale med hende; det var dog i hendes Hus, at Pigen var kommen i Ulykke, og — maaske havde hun noget at gøre godt igen; saa haard som mod Heralda havde hun aldrig været mod nogen. Hun kunde ikke lade være at tænke paa den Eftermiddag, da Pigen, bleg og grædende, betroede sig til hende; paa hendes afbrudte og stammende Bekendelse havde hun kold og rolig svaret:

Hvor havde hun ogsaa kunnet tale saa haardt og overlegent; det tænkte hun nu, medens hun gik frem og tilbage, mat og træt og med Graaden i Halsen. — Men langsomt, lidt efter lidt, beroligede den uvante Stilhed hendes oprørte Nerver.

Hun blev staaende og saa ud over de udstrakte Pløjemarker, hvor Rimen endnu laa mellem Knoldene, og hvor Kragerne hoppede om i tunge Sæt, saa fløj de skrigende op, hen mod de store, lave Bøndergaarde, om hvilke Poppelpilen stod med de tørre Kvistes spilede Grenenet mod den svagt skyede, blege Vinterhimmel.

Hvor var her dog ... næsten morsomt stille. Hun lagde Mærke til, hvor tydeligt hun kunde høre en ensom Vogns Rullen ude paa den faste Hovedlandevej. Og hvor var det smukt med de mørke Straatages grønne Mos, der saa' saa lyst ud i det dæmpede Solskin.

Men hun er ikke mere saa optaget af sig selv og sine egne Tanker; hun er begyndt at se sig om.

Inde ved Vinduet i et af Smaahusene sidder en gammel Kone med et stærkt rynket, meget udslidt, men mildt og stilfærdigt Ansigt.

Fruen kan ikke lade være at lægge Mærke til det. Konen hilser med et Nik og viser sig lidt efter i Døren: »Værsgo' vil De ikke indenfor, det er da saa koldt at gaa og vente.«

Fruen tager mod Indbydelsen og følger med den Gamle ind i den lille, lave Stue med den brede Seng med Sirtses Sengetæppe og den høje Kommode, hvor et Par hvide Porcellænshunde staa og glo stift paa hver Side af Biblen og den store Salmebog. Den Gamle beder hende sætte sig i Stolen ved Vinduet.

Den Gamle er næsten fornærmet. »Der ska' De re'nok sætte Dem; det er den bedste Stol; den er saa go' i Sitningen.«

»Tror De, jeg kan se, naar der gaar nogen ind i det lille Hus her ved Siden af?«

Og den Gamle underholder, dreven af et medfødt Gæstfrihedsinstinkt, den fremmede Dame, og de komme snart i Passiar.

»Saadan en ung, køn Kone! Ja, ja, Modernavnet er helligt,« siger den Gamle, der endnu er i den Tankerække, som Synet af hendes Gæst vakte i hende. »Modernavnet er helligt. Herregu', ja. Ellers sto' vi vel heller ikke alt det igennem. De ka' tro, — det er et stort Øjeblik, naar vi lægger Barnet til Brystet. Aah, vi knuger det ind te' vos, aah saa fast, saa fast ..«

Fruen havde pludselig faaet Glans i Øjnene og Rødme i Kinderne. Den gamle, fattige Moders højtidelige Tonefald fik hendes Hjærte til at banke af en dyb og hemmelig Lykke.

»Ja, der er jo no'e at staa igennem,« vedblev den Gamle. »Da Knu' blev født, var det saa fattigt for vos; og vi ha'e ikke skikket Bu' te' Bønderne. — Saa plejede de ikke van at sende Basselma' dengang,« tilføjede hun forklarende. »En bitte Flæsk og lidt Katøfler ha'e vi da i Huset. Ja, og saa Øllebrø' i en Ørepotte; det fik je', og je' spiste det altsammen. For je' var bleven sulten, ska' je' si'e Dem. Og saa sa'e Rasmus: Nej, nu har je' sgu aldrig set Ma'e, har Du spist alt det! Ja, og je' ku' ha' spist mer', om vi ha' haut det, sa'e je'.«

Den Gamle lo fornøjet, som om hun havde sagt noget morsomt. Og hun gentog: »Og Rasmus sa'e: nej, nu har je' sgu aldrig set Ma'e, har Du spist alt det! Ja saamænd.«

Fruen saa interesseret paa hendes milde, men hærgede Ansigt. Dette var noget saa nyt for hende, der var saa forvænt og havde det saa trygt og fredet og dog var blødagtig og ilde til Mode i sin Ørkesløshed og sin stadige Spekuleren over sig selv.

»De ka' tro, je' døjet me' min første. Ve' og faa ham te' Brystet. Aah, je' maatte ha' et Tørkle' i Munden for ikke at skri'e. Og saa var det jo, at min Mor kom ovre fra Taas'je for at se til mig. Og de' va' jo yndigt for mig. Men saa sier hun: men jahne dog, skammer du dig ikke din tovle Tøs, ve du se, du ka' faa ham til og ta' ve'. Tror du, du ka' køve Mælk til ham hele Vinteren! Saa maatte je' jo staa det igennem; ja, je maatte ... Men Jøsses je snakker, og nu piver Toget. Saa kommer Heralde straks.«

»Maaske jeg maa vente et lille Øjeblik endnu her. Jeg vil ikke saa gerne forstyrre lige straks.«

»Nej, det er vel heller ikke værd. Det er jo dog hendes Barn, den stakkels Tøs ...«

Da Fruen skulde til at gaa, fulgte den Gamle hende helt ud gennem den lille Forhave.

»De maa passe godt paa Stien, for den er lidt glat ... Ja, Farvel lille Frue ... Gu' velsigne Dem. Og kommer De en a'en Gang, saa ka' De godt sitte og vente her; der lugter jo ikke altid saa godt, hvor der er smaa Børn og saadan ... Det er ikke saa redt, naar Manden ta'er sig en Taar. Nej det er ikke ... og kivsomt er det for Konen.«

Fruen stod stille og nikkede, før hun gik ind ad Naboens Dør. Den Gamle var bleven staaende med Hænderne under Forklædet og saa venligt efter hende ...

Heralda, der sad med sin Dreng, saa' trodsigt op, da hendes forrige Frue kom ind.

Men Trodsen blev til et stort, rørt Smil, da Fruen bøjede sig ned over Drengen og sagde:

Lidt efter sad hun og saa interesseret og deltagende paa Pigen, der vaskede og badede sit Barn under mange sørgmodige Udbrud over det forsømte, lille Legeme.

»Aah Frue ... kan Fruen huske, at jeg havde Lov at benytte Badeværelset hos Dem hver Lørdag ... Og nu skal det lille Skind være i saadan et Griseri.«

Heraldas Taarer faldt paa Barnetøjet, som hun tog efterhaanden, som Fruen lagde det til Rette for hende.

Heralda knugede Barnet ind til sig og saa knapt paa Fruen, naar denne talte til hende.

»Herregud, min lille, elskede Henrik; er Du sulten? Kan Du huske, Du fik din Mad hos mig den første Tid! — Jamen, jeg maa jo ikke, jeg tør jo ikke, min lille, kære, yndige Dreng; jeg tør jo ikke, saa er der jo ikke noget til lille Kaj, naar jeg kommer hjem.«

Fruen vendte sig heftigt om og gav sig til at se ud af Vinduet for at skjule sin Bevægelse. Hun kom til at tænke paa nogle Ord, som hun havde hørt paa en Visit, hvor hun havde truffen Heraldas nuværende Frue; en Dame havde sagt: »Det er rigtignok udmærket, De faar en Amme, saa er De dog mindre bunden!« Og Kajs Moder havde svaret: »Ja, ellers blev det for generende. For min Skyld kan vi godt begynde paa Prøverne til Basarkomedien nu; jeg kan jo heldigvis være hjemme fra, saa meget det skal være.«

Men i næste Nu svulmede al hendes Hjærtes Kærlighed, — hvad var dog al den tidopslugende Færden sammen med ligegyldige Selskabsmennesker mod den ene, stærke, dejlige Følelse at have sit Barn — nyt Liv, rigt paa alle gode Muligheder, nyt Liv, som man elskede uforklarligt.

Den samme Kærlighedsfølelse havde Pigen, — saa var hendes Hjærte ikke fordærvet — Pigen, som kun i korte Øjeblikke kunde gemme sit Barn i sine Arme. —

Hvorfor, hvorfor er det ikke saadan, at hun og hendes Kæreste har respekteret Samfundets Ordning af Kærlighedsforholdet, har bunden sig til hinanden og først faaet Barnet, naar de tilhører hinanden for altid, og aldrig nogen anden Mand eller Kvinde har Ret til at ønske deres Kærlighed. Bo sammen, danne Hjem sammen, modnes sammen, dele Hverdagslivets store og smaa Indtryk, til den rette, ukunstlede Samfølelse vokser frem og binder dem for altid til hinanden, — det er det skønneste, det bedste og den sandeste Frivillighed. —

Ovre fra Huggehuset klang Øxeslag, jævnt og ensformigt, som de havde lydt i mange Timer; paa Vejen kørte en Mejerikusk forbi med sine mange Spande; en Karl, der havde været ude at skove, kom gaaende hjem over Markstien, og fra Bondegaarden henne ved Vejskellet steg Røgen til Vejrs og meldte om flittigt Arbejde inden Døre. —

Medens den unge Frue stod her ved det lave Vindue i den fattige Stue og lyttede til Barnets Klynken og dets Moders ømme, bedrøvede Stemme, gled den moderne, civiliserede Skal af hende og tog al det tillærte med sig, og hun var kun Moderen, der tænkte paa det Samfund, som engang skulde præge, smudse eller støtte hendes Søn.

Hun anede, at der blev gjort Fortræd paa en eller anden Maade, mod hende, mod den unge Moder der og mod Barnet. — Alle Børn skylder ikke en frisk og stærk Kærlighed deres Tilværelse. Og naar de blive voksne, mødes de af noget, der ikke er, som det skal være, men som Samfundet vedbliver at taale, noget falsk og ophidsende, der tvinger en usund Attraa, som ikke er givet dem af Naturens kloge Haand, ind i deres paavirkelige Sind .... At man vovede at friste paa saa mange Maader, at man understøttede saa megen tom Forfængelighed, fandt sig i saa megen opblæst, latterlig Egoisme, at Kvinderne tidt var saa tomme, saa troløse og uforstaaende og ikke havde Finhed og Ømhed nok til at forædle de Længsler, de vakte, — ikke kunde holde, hvad deres Ydre lovede! — Hvorfor banedes ikke Vejen for de Unge, hvorfor fik de ikke Lov til at se Sandheden i Øjnene, hvorfor taarnedes Fristelser og opslidende Adspredelser for hver Dag mere og mere op om Slægten, som om den ikke var nydelsessyg og hastig nok i Forvejen. Hun forstod ikke ret alt dette, som vældede ind over hende, hun anede kun dunkelt, at noget galt var der ... hun havde ikke før tænkt nok over det, det som gjaldt hendes eget Barns Sjæl.

Hun havde været med til — tankeløs og med æstetisk Ubehag — at vende sig bort fra den alvorlige, fraseløse Henpegen paa Tidens Saar og Usselheder. Hun havde været med til leende at fortabe sig i Kantetheder og Fejltagelser hos dem, som af Kærlighed til deres Samtidige og af Had til det, som tilsmudsede dem og øgede deres hæsblæsende Egoisme og idéløse Materialisme, ærligt og uselvisk dog idetmindste forsøgte Kampen. —

Hun var ikke saa vidende, ikke saa erfaren, havde altid været gemt og fredet, først i sit Hjem og saa hos sin Mand. Men Livet gemte og fredede ikke; det gav koldt og nøgternt hvert Menneske sit Ansvar og sin lille Lod i det store Land at opdyrke. Og der skulde det for hende blive anderledes. Hun havde ikke været nok for sin Dreng; og hvorledes var hun udrustet til at være en Tilflugt og en kærlig Vejleder for ham, naar det begyndte at spørge og undres dybt i ham!

Hun var i Grunden ogsaa en daarlig Hustru; — aah ja — vist var de lykkelige; men hvorlænge kunde han have nok i den sommerlige, lette, legende Forelskelse, som var Charmen i deres Ægteskab nu. Han, som var saa alvorlig, og som daglig levede i saa megen Alvor.

I Begyndelsen var der saa mange Ting, som han vilde tale med hende om; hun havde naturligvis gjort sig Umage for at høre efter, men han mærkede med en Lydhørhed saa sart som en Kvindes, at Resonansen i hendes Sind ikke klang ægte. I Virkeligheden havde hun jo ikke Interesse nok. Efterhaanden holdt han op at tale om den Slags Emner.

Selv havde hun lukket sig ude fra en Del af hans Sjæl. Men den Dag skulde komme, da han, uden at ane hvorfor, igen af sig selv delte sin Fortrolighed med hende.

— De smaa dagligdags Bemærkninger, — hvor det gør lidt ondt ikke at faa Svar i samme Toneart, og den store fuldtklingende Fortrolighed, hvor man bevidst, med Højtid, løfter Fligen for sin Sjæl. — Tankerne vældede ind paa hende. — —

Hun vendte sig omsider og saa' efter Moderen, der sad med sit Barn, men hvert Øjeblik urolig trak sit Uhr frem. Den unge Frue besluttede — paavirket af denne Dags Oplevelser, der havde virket paa hendes sunde Begrebers Oprindelighed, som den kraftige Regn virker paa de tilstøvede Planter, — at sætte alt ind paa at vinde den Styrke, som hendes Sjæl behøvede, og at holde sig borte fra det, som overophidsede hendes Nerver og tærede paa hendes Kræfter; hun vilde opnaa selv at kunne amme det Barn, som hun nu bar til Verden; hun vilde ikke skaffe det Næring paa et andet lille Væsens Bekostning!

Hun betoges af en underlig tillidsfuld Længsel efter i et nært dagligt Forhold til Gud at vinde Haab og vinde Styrke til i Sandhed at blive en Opdrager og en Tilflugt for sit Barn. — —

Heralda græd meget, da hun snart efter maatte sige Farvel til sin Dreng, og misundeligt saa hun efter Konen, der stod med ham paa Armen. Smaagrædende fulgtes hun med Fruen de Par Skridt hen til Stationsbygningen.

Fruen gik saa underlig hjælpeløs overfor hendes Sorg. Naturligvis .... det maatte jo være ganske forfærdeligt at skulle have sit lille Barn ude blandt Fremmede ... og .. Synd for Barnet var det selvfølgelig ogsaa ... men det hele var jo fra den anden Side set ogsaa saa forkert ... og man maatte jo ikke glemme, at det var en stor, stor Synd baade mod Gud og mod Samfundet at sætte et Barn i Verden, naar Forældrene ikke var gifte og for altid bundne til hinanden. Stor Synd, naar der ingen Rede var til at gemme det lille Væsen i. Selv om den havde været nok saa fattig, — det var dog det eneste naturlige! ...

Men hun kunde ikke nænne at tale om Synd til denne unge, kønne, bedrøvede Moder, der nu skulde bort fra sit Barn for at pleje og passe et andet, hvis Forældre betalte hendes moderlige Omsorg ...

Fruen satte sig ind i den 3dje Klasses Kupé til Pigen. De talte ikke sammen, medens Toget fór af Sted.

Heralda sad og stirrede forgrædt og beklemt ud i Landskabet, som Tusmørket slørede og gemte; kun engang — da Fruen trøstende lagde sin Haand paa hendes —, saa hun taknemmelig op. —

»Her er nok ingen efter Fruen. Jeg kan vist godt naa at følge Fruen; Fruen holder vel ikke af at gaa alene nu i Mørkningen; det er saa glat paa Gaden.«

»Jeg kan jo heller slet ikke forstaa det. — Men man hørte jo saa meget om alt det.«

»Aah, Maren fyldte mig med væmmelig Snak, og det var altid, som det var det eneste, at det maatte komme dertil, for saadan gik det med de fleste.«

Fruen blev tavs; hun tænkte paa, at hun i Eftermiddag havde sagt til Maren, at hun tog rolig fra Manse, og at hun var saa glad ved, at de kunde beholde hende til at hjælpe med at faa en flink og artig Gut ud af ham.

Heralda fortsatte, hurtigt, som om det var hende om at gøre at faa sig forklaret.

»Maren blev jo ved med at ville se min Kæreste, særlig efter at Trine var rejst, og Joakim kom saa, naar Herren og Fruen var i Selskab. Men Maren blev ved med alle sine Historier, og Joakim syntes, hun var saa underholdende, og saa ... saa troede han vel, at han kunde byde mig alt muligt, siden jeg ogsaa hørte paa al den Herregaardsraahed.«

»Jeg blev ogsaa vred, og jeg sad en hel Aften alene i Køkkenet, men saa sagde han, at jeg var en Snerpe og en kedelig én, — og han er jo vant til fra Kjøbenhavn og Varieteerne, at alting skal være saa sjov; og han er jo saa mageløs vittig selv.«

I det samme var der en fintklædt Herre af de forbidrivende Promenerende, der halvt som i Vane strøg sig tæt op ad Heralda og hviskede til hende.

»Der ser Fruen!« udbrød Heralda vredt. Og ganske fortvivlet og haabløs udbrød hun:

»Ja, Fruen maa undskylde. Jeg mener det just ikke saadan. Men Fruen kan tro, at vi simple Piger ser mere end saadanne som Fruen.«

De gik raskt af Sted, for Herren havde vendt sig og fulgte paa en ubehagelig Maade tæt i Hælene paa dem.

»Joakim blev saa borte i lang Tid, jeg saa ham aldrig, og jeg vilde jo nødig miste ham alligevel. Men saa den Dag, da Herren og Fruen var til Deklarationsmiddag hos Etatsraadens, saa kom han. Og han havde en Present med til Maren, men ingen til mig, og han var muggen og tvær, naar jeg talte til ham, og han sagde, jeg elskede ham ikke. Og det var en skrækkelig Aften, kan Fruen nok forstaa. Men saa Søndag Eftermiddag kom han igen og gik lige ind paa mit Værelse til mig, og han var ligesom i gamle Dage, og vi havde det saa godt og morsomt. Jeg var saa forfærdelig glad, for jeg havde lige siddet og grædt, jeg troede jo, det var helt forbi mellem os. Maren blev inde hos Manse og blev der hele Aftenen. Og da han hørte, at Manse havde ondt for Tænder, og at hun ikke kunde gaa fra ham, saa sagde han, at han ogsaa helst altid bare vilde være ene sammen med mig, og saa meget andet godt, sagde han, og han blev saa underlig ... og jeg ved ikke, hvad der gik af mig ...«

Heralda bøjede Hovedet, men skottede halv trodsig, halv skamfuld hen til Fruen ...

Men hun hørte næppe efter mere; hun var dødtræt; Modløsheden var paa engang kommen over hende; hun længtes usigeligt efter sin Mand og sin hyggelige Krog i hans Arbejdsværelse ... hun kunde ikke bære mere alene, kunde ikke rumme alle disse skarpe Modsætninger ... Aah, hvile sig hjemme, rigtig hvile ud, medens han smaasnakkede muntert og hyggeligt, bragte Ro i hendes Sind og fik hende til at glemme alle triste Tanker ...

Mere koldt, end hun egentlig mente det, sagde hun Farvel til Heralda, der skyndte sig hjem til det lune Barneværelse, hvor den fremmede Dreng græd efter hende ...

Da Fruen kom ind, sad Maren og kyssede Manse, der sprællende hoppede op og ned paa hendes Skød.

Trætheden svandt af Moderens Træk; hun gik hen og tog sin Dreng; hendes Stemme dirrede lidt, da hun sagde:

»Naa,« kom det fornærmet fra Maren, »saa ka' je' maaske gaa u' me' min Kærreste, for je' er bleven forlouet me' Johansen hos Matrialhandleri.«

Han vendte sig fra sit Arbejdsbord og nikkede glad til sin Hustru, der saa frisk og munter ud.

»Jeg har gaaet saadan en lang og dejlig Tur i Dag igen. Og ved Du hvad .. jeg .. jeg ..«

»Naa .. Du .. Du.« Doktoren gjorde spøgende Nar af hendes pludselige Stammen.

Først da han lagde Hovedet helt tilbage og saa op i hendes Øjne, bøjede hun sig ned til ham.

»Jeg er i en saa underlig, næsten overvældende lykkelig Stemning. — Vejret var saa klart, — jeg kan ikke glemme Heraldas Henrykkelse over den gode Plejemoder, som Du har skaffet hendes Barn. — Saa er der Manse, som holder meget mere af mig, siden Maren er taget bort — — det hele, — Du er jo ogsaa meget mere virkelig glad, end Du har været —«

»Du, maaske er det Synd af mig at være saa lykkelig — saa mange ere saa bedrøvede, og der er saa meget rent unaturlig forkert i Verden; men Du ved ikke, hvor jeg er optaget af det Maal, jeg har sat mig. Jeg vil ikke give efter for min Svaghed. Vi vil ikke mere have en Fremmed ind til at være vort Barn nær. Vel?«

»Hvis, hvis. Nu ikke saa doktorklog, Du. Det er saa dejligt at haabe. Jeg ved naturligvis nok, jeg er —«

»Har jeg faaet Lov at bære Barnet til Verden, maa jeg vel ogsaa kunde opnaa selv at give det Næring, naar jeg ikke spreder og spilder mine Kræfter.«

DØDEN OG BRÆNDEHUGGEREN.

Sneen falder og falder som i én Uendelighed. Den gemmer snart Skovbundens gulvisne Straa; den ligger let paa Egepurlet, som endnu bærer paa sit rødlige, sammenkrympede Løv, den hviler tungt og bredt, i Flager paa de smaa Grantræer — den falder roligt, som det aldrig vilde høre op.

Brændehuggeren kløver Blok efter Blok, kvister de unge, fældede Træer, hugger gennem de levende, saftfyldte Grene.

Hans Hue og Vams ere tunge af Sne; den siver fra Haaret ned mellem Tørklædet og den runkne, røde Hals, ned paa Ryg og Skuldre; de vare en Gang ranke og kraftige, nu ere de sammenfaldne og knoglede.

Store Fnug lægge sig paa hans Øjenlaag, han ser tungt op og blinker træt til de smelte.

Sindigt og vanemæssigt lægger han Gren paa Gren til Dragten, som han skal bære hjem til sin gamle Kone.

En Krage hopper hen over Sneen, og medens han slaar Hænderne i de stivfrosne Vanter mod hinanden, ser han efter dens Spor, der bryder Sneens ensformige Blødhed.

Han sukker og giver sig til at gaa, medens Snevandet siver ind i hans Støvler, og Byrden tynger, saa det værker og smerter saa pinefuldt, at han ikke kan tænke paa andet.

Med ét kaster han Dragten paa Jorden, lægger sig ned derover og klynker Gang efter Gang:

Og medens han knuger Ansigtet mod sin Arm og sagte mumlende kalder paa Døden, ser han utydeligt for sig vage Billeder fra Landsbykirken: Herskabet i den vaabenprydede Stol, Mænds Nakker og Kvinders Hovedsæt, udskaarne nøgne Engle, et rødt Skær fra Lysene op paa den forgyldte Altertavle med Vrimlen af Figurer — — øverst oppe ved Hvælvingen et strengt, koldt Øje.

Han begynder at rejse sig, men hans tunge Støvler glide i den bløde Sne, og han bliver liggende.

Ikke det Øje; nej, det vil han ikke tænke paa; han vil have i sit Sind den Gud, der er Fattigmands Gud, og som bærer Lazarus ind til Himlens Hvile og Varme.

Han vil ikke mere leve i den Elendighed, i det trælsomme Arbejde i den lammende Kulde.

Sneen daler i store Flokke som i én Uendelighed. Brændehuggeren ser sløvt og blændet ind i det. Pludselig slaar han sig for Panden, saa Huen falder af, vil rejse sig, forvildet og knuget af Rædsel, men bliver liggende paa Knæ med Hænderne foldede haardt mod Brystet.

Sneen kommer ikke mere som paa en lang, lang Rejse, falder ikke mere med sagte Lyd paa de visne Blade, men staar stille og fylder Luften med hvidt.

Den gamle Mand drejer Hovedet til den anden Side for at finde Frelse fra denne forfærdelige Udslettelse af alt det Hverdagskendte.

Ogsaa der denne øde, blege Tavshed, denne fuldkomne Stilhed, hvor han og hans Ønske og Kalden er det eneste.

Han vil berolige sig ved at tænke paa, at om en Stund kommer han hjem ... men hans Tanker flakke vildsomt og hjælpeløst, for han husker ikke mere, hvorledes der ser ud i hans Stue.

Han raaber, men Tavsheden brydes ikke af noget Skrig; den staar lige ventende med det store, alvorlige Spørgsmaal, for hvilket han ikke kan døve sig med den vante Verdens smaa Hændelser.

Han vil skrige, at han ikke har ment det, at han vil leve sit Liv, saalænge Gud vil det; men saa bliver han med ét vild af Rædsel, og Rædslen giver ham en stiv, kold, ustyrlig Kraft, og han farer frem og hugger sin slidblanke Øxe ind i et levende Træ.

Med et hæst Raab, der klinger højt i al denne Sne, folder Brændehuggeren de stive Hænder i én strømmende, svulmende Taknemmelighed; og mumlende og takkende, endnu stønnende af Rædsel, slænger han sin Dragt paa Nakken og stavrer afsted, saa han puster tungt derved.

Hvert Øjeblik er han ved at falde, men ilfærdigt søger han atter Fodfæste og skynder sig videre ad den snevre Sti, medens Fnuggene blænde hans Øjne og Byrden tynger den krogede Ryg.

Da han er ude af Skoven, følger han ikke Vejen, som krummer sig henimod Landsbyen, men han løber tvers over de tilsneede Marker ... hjem, hjem!

Kun naa sit Hus, sætte sig til Ro paa Bænken ved Bordet, medens hans Kone taler og med haarde Hænder løfter Gryden af Ilden, saa den klirrer, og det høje Ur i Hjørnet dikker roligt og taktfast, og Viseren gaar hen over Staalskiven. ... Brændehuggeren var nær falden i en lille Bæk, som styrtede raskt og muntert af Sted. Isen havde ikke kunnet dække og tæmme den, hvor ihærdigt den end Nat efter Nat havde skudt sine naalespidse Krystaller ud fra begge Bredder.

Den gamle Mand steg over den og gik videre henimod det svage, rødlige Skær, som kom fra hans Hus; Konen havde taget Gardinet bort, for at han kunde have det hjemlige Lysskær at styre efter. — — — —

Brændehuggeren lyttede med hemmelig Fryd til Skeernes jævne Musik, naar de strøges mod Fadet, og han saa glad og beroliget paa Ilden, der flammede og slikkede i munter Uro om Træknuderne.

Da de gamle Folk laa i den brede Alkoveseng, sagde Konen, hvem Mandens gode, milde Stemning havde gjort lykkelig og højtidelig:

»Naar nu Vorherre løser op for os to gamle. — Til al sin Salighed!« føjede hun til med bævende Stemme.

Sneen falder som i én Uendelighed. Og mod Nattefrosten fører den lille Bæk sin Kamp; den risler og mumler, medens den styrter af Sted langs de isklædte Bredder, hvor om en Tid de blide Forglemmigejer skal staa og se til den kraftige Kløver.

KAMMERJUNKEREN.

Der var et byggelystent Konsortium, som havde faaet Kig paa gamle Kammerjunker von Bangs Ejndom, Carolinelyst, i Udkanten af Byen.

Selve Bygningen var rummelig og gammel, over hundrede Aar, der var ikke saa lidt Gaardsplads og flere Udbygninger, og mellem Vejen og Boligen laa en stor Have, der hidtil havde skjult alle Herlighederne. Paa den anden Side af den private Vej, der førte op til Stuehuset, laa en lang Strimmel Køkkenhave; i et Hjørne bag Udhusene var der en upaaagtet Trekant Jord, som slet ikke var til at kimse ad, naar den blev ryddet for al den Hyld og de forvildede Rosen- og Stikkelsbærbuske, som groede filtret mellem hverandre. — Hvor nu Gitterporten og en Afviser med »privat Vej« fredede, kunde der lægges Gade, Jorden kunde stykkes ud, femetages Bygninger med mange Smaalejligheder rejses — der var bygget flere Fabrikker i Nærheden, — Bang var over syv og firs, Formue var der nok ikke mere, Frøkenen var paa Døtreskolen hele Formiddagen, den gifte Datter var Præstekone paa Jyllands Hede, — — det arbejdede i Konsortiets ledende Hjærne, den gamle Kammerjunker havde søvnløse Nætter, og omsider meldte Byens to Aviser da, at Carolinelyst var af Ejeren, Kammerjunker v. Bang, solgt til et Konsortium bestaaende af osv.

En lys, solrig Morgen, lige i Begyndelsen af Oktober, stod Kirsten i Carolinelysts store Køkken med en Kobbertemaskine i den ene Haand og en Klud i den anden. Der var en fra Konsortiet inde hos hendes Herskab i Forretninger, og det var Aarsag til, at hun var falden i dybe Tanker, saa dybe, at en Kasserolle, der stod paa Skorstenen med den rødstribede, smalle Sirtseskappe om, fik Lov at koge over.

En Dør gik ude i Entreen. Kirsten var straks til Stede og gjorde en kølig Honnør for Konsortiets Repræsentant, en yngre, adræt Sagfører med Cyclehue, halvrøget Cigar i Munden og Benklæderne spændt ind om Anklerne.

Den gamle Herre fulgte ham helt ud paa Stentrappen, der med Opgang fra begge Sider laa midt for Indgangsdøren; han bukkede høfligt, Sagføreren lettede skødesløst paa Kasketten og sprang saa ned til sin Cycle, som han ilsomt trak hen over de toppede Brosten til den lukkede store Port.

»Der sku' vær' en Stads me' det Læs Tørv!« mumlede Kirsten; inden hun havde naaet at parere Ordre, havde Sagføreren faaet Laagen i Porten op, — han skubbede Cyclen ud foran sig — Kammerjunkeren saa vedblivende høflig-oprømt ud, og Kirsten tænkte stolt og henrevet: »Se til Knaabi[1], Ho'et op og ingen skæve Ben lige til det sidste!«

Kirsten stod og saa efter Kammerjunkeren, da han gik ned ad Stentrappen, støttet til Jernrækværket med Aarstal 1805 og Navnetræk H. F. S. og L. F. S. indrammet af Cirkler mellem de tynde, glatte Stænger.

Saa gik Kirsten til sit Arbejde, og Kammerjunkeren vandrede rundt paa Ejndommen.

Han var høj, tynd og rank; men af den gamle Kyrasserofficers Spænstighed var der intet tilbage. De smaa Fødder i skinnende blanke, lappede Sko syntes ligesom at søge Fodfæste, før de hvilede mod Jorden; de smalle, rødlige Hænder støttede fast om Stokken. Frakken var knappet lige op til det sorte Halstørklæde, som var vunden flere Gange om Halsen og kun lod en smal Linje hvid Flip til Syne for oven. Ansigtet var magert, velformet og rødligt. Det hvide Haar var redt frem i Tindingerne, og Moustachen hang i en Bue ned om hans Gammelmandsmund. —

Nu gik han sin sædvanlige Formiddagsrunde paa Ejndommen med den overflødige Plads og de mange hyggelige Smaakroge; — om en Maaned var de ikke længere hans.

Den stille Gaard med de ujævne Brosten var omgiven af rødkalkede Bindingsværksudhuse, hvor Vildvinen groede op over de røde Teglstenstage. Ved Muren ind til Haven voksede et stort Kastanietræ; mange brune, tørre Blade laa paa Jorden og rørte sig raslende, naar et af de svage Vindpust naaede dem.

Der var en Mellemport, der stod aaben i Bygningen overfor Stuehuset; den førte ind til en anden lille Gaard, hvor Stalden havde været. Men det var mange Aar siden, at Kammerjunkerens Vogn havde rumlet igennem den; den sidste halve Snes Aar havde han og Datteren levet yderligt nøjsomt. Han opgav at ride og at holde Kusk, da han blev nødt til at begynde at tage op af sin lille Kapital.

Nu var den næsten opbrugt, — den gamle Herre havde ikke beregnet, at han skulde blive saa gammel, derfor havde han solgt, — og saa for Børnenes Skyld, at de ikke skulde have det Bryderi, naar han var død. —

Kirsten lyttede ude i Køkkenet: — mon han vilde have Frakken af nu! Nej, nu gik han ind i Stuen — saa vilde han den Vej ud i Haven. — Kammerjunkeren blev staaende og tog sig over Øjnene — de hvidskurede Gulve skinnede stærkt. Solen kom saa uhindret ind gennem de høje, smaarudede Vinduer og blinkede som Glanslys paa buede Flader paa de mørke, blanke Mahognimøbler med de mange fine, gule Indlægninger fra hans Forældres Tid.

Mon Marie Frederikkes smaa Stiklinger henne ved Vindueskarmen taalte al den Sol!

Det var vist bedst, han bad Kirsten rulle ned; — han glemte det straks igen; — siden han havde anstrengt sig med at se Papirerne saa nøjagtigt igennem, før han satte sit Navn under, løb Tankerne underligt fra ham.

Han lukkede Havedøren i Gavlen op og traadte ud paa den store Terrasse, der var saa bred som hele Huset, og hvor et Bord med Bænke kun indtog en Krog.

Kammerjunkeren stod og saa udover Haven; Tujaer og Cypresser, oprindelig sat som smaa Buske i Bede, ragede nu i Vejret som mørke Pyramider om knudrede Stammer. En tavs, vims Fugl hoppede om i Gangen, der bugtede sig ned i det tætte Buskads. I Plænen, hvor der var mange smaa, hvide, uvedkommende Bellis, stod en Sandstensvase med knækket Hank.

Kammerjunkeren gik nedad Trinene; Vedbenden havde trængt sig frem og laa i lange Skud over de graa Sten.

Han gik forbi den straatækte Volière, der var tom, hen til det gamle, forfaldne Lysthus, hvor Ranker og halvvilde Planter i én frodig Fylde, som Efteraaret havde mærket, væltede sig ud over de Stænger, der dannede Veranda foran Døren.

Kammerjunkeren vilde slippe for den Følelse, som nagede ham, og greb derfor en flygtig Tanke, der ved Synet af Lysthuset gled igennem hans Hjerne.

Det var her, de havde overrasket dem med at staa og synge — Løjtnanterne og de nydelige Frøkner Krog — den Aften — ved Assembleen, da Generalinden havde bedt ham føre Selskabet en Promenade ned forbi Lysthuset.

Generalinde Krog var død i to og treds og den Aften — hvad Aar var nu det? Det var et Par Dage efter Klubballet, da de havde maattet give efter for Tiden og det ny og optage Byens største Skibsrheder med Familie.

»De opfører sig jo meget net, disse Skipperdøtre, men — det er dog Skipperdøtre.« —

Det var jo saa mange, mange Aar siden, dengang alt var helt anderledes end senere. —

Da von Bang var ude af Tjeneste og boede i Ro paa Carolinelyst, havde han af et godt Gemyt og med et praktisk militært Greb taget fat paa Velgørenheden, sammensmeltet forskellige Foreninger og bragt System i dem. Han arbejdede selv meget, undersøgte med minutiøs Omhu, førte omfangsrige Regnskaber med mange Bilag og kunde til enhver Tid bringe paalidelige Oplysninger.

Kammerjunkeren færdedes i den Anledning ofte paa Gaden og havde mange at hilse. Og ingen hilste saa ærbødigt og fuldendt smukt som den gamle Kavaller.

Velgørenhedsværket, der hver Dag førte Kammerjunkeren ind til Byen, gav om Aftenen ham og Datteren Stof til lange, jævnt glidende Samtaler.

Datteren, — hvem Troen paa, at Lykkens lunefulde Spil ikke leger med Sjæle, havde gjort blid og taalmodig, — var i nær og hjærtelig Forbindelse med de smaa i Søndagsskolen, og den særegne Evne hun havde til overalt at finde formildende Omstændigheder, hjalp over de Gærder af Ærgelse og Haabløshed, som enkelte Klienters Drukkenskab og Løgnagtighed højnede for Kammerjunkerens Fod. —

Men det var ikke nogle af den Slags Sorger, som i denne Morgen slappede den gamle Herres Træk, medens han trippede rundt i sin Have, hvor Vedbenden kravlede i de høje, gamle Træers øverste Grene, hvor Buskadserne var brede og tætte som Underskov, og hvor Mosset i Gangene kun i Midten var delvist afslidt.

Der var kommen en underlig Lammelse over ham, og dog drev en indre Uro ham rundt overalt paa hele Ejendommen.

Af og til lukkedes et af Vinduerne i den høje Stueetage paa Klem, og Kirsten kigede ud efter den gamle Herre, der gik saa ilsomt, men saa besværligt.

»Der er Slu'er i Valsen i Dau! Bare Frøkenen snart kommer a' Skole!« tænkte hun og sukkede, saa det knagede i Hægterne paa den brune Hvergarnskjole.

Han satte sig, fik Benet lagt op paa Gyngeskamlen, Tæppet, der laa parat, bredt over Benene, Armen støttet mod Vindueskarmen. Den gamle Herre aandede dybt. Det gjorde godt at komme til Ro paa den vante Plads.

Der var saa meget, han skulde have udrettet. Først og fremmest maatte han nu begynde at tænke paa, hvilke af Møblerne han bedst kunde skille sig af med .... dem alle fik de jo ikke Plads til, naar de nu flyttede ind i en ny Lejlighed.

Den Stol havde hans Fader selv sat frem til ham den ene Gang, han kom hjem — træt af den lange Køretur — i Besøg fra Landkadetakademiet.

I den Sofa sad hans Hustru, da de, ved Juleselskabet hos hans Forældre, blev forlovede.

Kammerjunkeren standsede ved et lille, tyndbenet Bord, hvor der stod en indrammet Blyantsskitse, som højsalig Kong Frederik den Syvende havde tegnet og foræret hans Kone. Paa Væggen over det hang et Billede af Kongen i rød Fez, blaa Vaabenfrakke og hvide Benklæder. — Farverne løb i et for Kammerjunkerens Øjne.

Gu' Fader i Himlen, han vidste nok, hvad det betød, — i Nat havde hans salig Kone vist sig for ham, som da Wilhelmines Barn døde ovre i Jylland.

Ja, ja, ja — Marie Frederikke blev ene. Hvis hun havde taget Ritmesteren i sin Tid; ak ja. Men hun vilde jo ikke.

Inde i den anden Stue stod Kirsten og bearbejdede to daddelløse Messingdørhaandtag, saa at Solen skinnede med hvidgule Blink i det riflede blanke og i den vaceformede Topfigur, naar hun drejede sig lidt bort for at se efter Kammerjunkeren.

Nu kom han igen stavrende ind og gik frem og tilbage mellem Datterens Sybord i Vinduesfordybningen og det gamle, lave Klaver, der saa let kom til at klirre.

»Hva' lysser Kamerjaankeri etter?« Kirsten mente, det var paa Tide at faa en Ende paa denne urolige Vandren om.

Kammerjunkeren satte sig i Lænestolen ved det midterste Vindue og saa ud i Haven, hvor Flaget vajede paa halv Stang, og alle de brune og gule Blade hang stille i den klare, rene Luft; der kom kun Bevægelse, naar et løsnede sig og langsomt dalede nedad.

Lidt efter begyndte Klokkeklangen fra alle Byens Kirker at komme sejlende med deres store, skønne Alvor og fylde Stuen med Vemod og Højtid.

Klokkerne oppe over de travle Gader ringede, fordi Dronning Louise laa Lig paa Bernstorff.

Kammerjunkerens Tanker, der i denne Morgen var springske og uberegnelige, gik pludselig langt tilbage i Tiden.

Han saa Dronningen foran sig, som hun ved Sølvbryllupet kom vandrende gennem Christiansborgs pragtfulde Sal ved Kongens Arm fulgt af Slægten. Kammerjunkeren havde dengang et Øjeblik glemt Dronningen for at se paa Kvinden — hendes Bevægelsers Skønhed, hendes Øjes Liv og Munds Smil.

Og nu laa hun saa urørlig stille blandt alle Blomsterne paa Bernstorff. Ja, ja, Tiden gaar, og meget forandres. Hans gamle Gaard rives ned, hans Jord stykkes ud, og han selv rejser bort.

Tiden — gaar —. Ti—den — gaar. — — Kammerjunkeren havde blundet lidt.

Han var iskold, men tænkte ikke videre paa det, for — hvor de Klokker ringede!

Marie Frederikke skulde dog ogsaa høre dem. Nu ringede de sagtere og sagtere og steg højere og højere op i Luften.

Han forstyrrede ikke Klokkeklangen, naar han vinkede ganske stille ad hende. Han løftede Armen, men den hang slapt ned, som tynget af Bly. Langsomt og saa dejligt ringede de, men sagtere og sagtere; nu maatte hun komme, ellers fik hun dem ikke at høre, — de var saa højt oppe.

Rummet var skinnende lyst, og det lille Tæppe inde under Midterbordet var langt, langt borte.

Men nu sank han dybt i lune, bløde Dun; det blev saa mørkt, som om en lagde sin Haand over hans Øjne; han forsøgte at løfte Hovedet for at lytte — Klokkerne — de ringede dejligt, men saa svagt.

Senere drejedes Laasen, Døren lindedes forsigtigt paa Klem, og Kirsten paa Hosesokker stak Hovedet inden for.

Saa slap hun Døren og løb hen til sin gamle Herre, der sad i sin Lænestol og var død.

Andægtig blev hun staaende, medens Taare efter Taare gled ned over de runde, røde Kinder, og Snøft efter Snøft brød Stilheden.

Hun tørrede sin Haand i Forklædet og trykkede med kærlig Omhu Kammerjunkerens Øjne til.

DEN DRISTIGE.

Inden Døre søgte Menneskene sammen — Frænder og Venner, Husbondsfolk og Tyende, Lavsbrødre og Landsknægtenes hjemløse Skarer.

Det var en ung Kvinde, der sad i et Kammer øverst oppe under det røde, spidse Tag paa en af de ældste Gaarde.

Bysvenden, der stod ved Porten den Dag, hun kom dragende, fik at vide, at hendes Navn var Audacia. Ellers kendte ingen hende, og ingen frittede, naar hun ærbart gik sin Gang til Brønden eller til Kirken. —

Audacia stod ved Kammervinduet, som aabnede sit lille, trekantede Øje højt oppe over Karnapper og brede Gadetrapper midt paa det store Tag.

Set gennem det grønne, tykke Glar, der sad rundt og fast mellem Blyet, blegnede Stjernerne til sære, formummede Blink.

Derfor slog hun Vinduet op og holdt sit Ansigt hen mod den friske Luftstrøm, der vældede ind fra den frostklare Nat.

Længe saa hun ud over de mange snedækkede Tages stejle Skraaninger med brede, rygende Skorstene og hvide Snebaand paa Trappegavlenes Trin.

Hendes Blik gled ned i den snevre Gyde, der overfor hendes Vindue mundede ud paa Torvet.

Ved Bislag og Vinduesskodder var der tynde Lysstriber. Klang af Menneskestemmer, Instrumenter og klirrende Tinkander ringlede fra Værtshuset ud i Luften; der stod en Halvdør paa Klem lige under den skiltende Krone, som hang urørlig og snepudret i den snørklede Jernarm.

Men om Torvebrønden stod ingen sladrende og leende Piger, ingen steg op ad Kirkens brede Stentrin, ingen gik forbi dernede med lygtebærende Tjenere.

Alle ventede det ny Aar. Ventede, at dets første Minut skulde dale med Klokkeklangen ned over deres gamle By.

Alle var inden Døre, for kun der kunde Narrebjælderne rasle og støje og overdøve den sælsomme, uvante Spørgen og Manen, der besatte Sindene, saasnart der blev stille. —

Gennem et Vindue i Borgmesters pyntelige Gavl kunde Audacia se ind i Salen, hvor Raadmændene var bænkede om brede Borde og tømte Vinen af ærværdige Rømere.

Ingen sov i denne Nat. Alle ventede Indtoget af det ny Aar, som maaske i sit Følge havde alt godt efter enhvers Begær.

Saadan havde de ogsaa ventet for et Aar siden, ventet hos Borgmesters, i Lavshusene, i Kipper og lune Stuer og fattige Boder Byen over.

Kunde hun gemme hele Verden i en lun Favn, hvor Sorger og Nød kun drog forbi som store, fjerne Skyer!

De havde sunget og jublet i Glansen af den store Forventning. Den dyreste Hyldest, den mest troende Tillid havde de ødslet paa det kommende Aar.

Men det havde bragt mangen ung Jomfru Sot og beske Lægedrikke i Stedet for Brudgom og Bryllupsgilde, mangen værdig Borger Forlis paa Gods og Ære, mangen tapper Krigsknægt Lemlæstelse og Død for Bytte og lystige Plyndringstog.

Og nu ventede de igen! Ventede, medens de jublede og pokulerede for at døve deres Øren for den alvorsfulde Manen, der sivede ind fra den store, tavse Nat, der laa som en Jernarm om deres Verden.

Men der var vel ogsaa dem, der ventede i en Længsel, som neppe kunde drive Timerne paa Dør, og som gjorde Nætterne lange som Uger, ventede paa en Lykke, der kunde sprænge Tungsindets svære Fængselsporte, lyttede efter trøstende Svar paa alle hemmelige Suk og angstfulde Spørgsmaal. Ventede med samme Længsel som de andre Aar, men med sygere Haab!

Aah, om hun kunde frelse dem fra al lidelsesfuld Uvished om den Herre, som holdt for Porten for at ride inden for Bymuren, naar Midnatsklokken slog.

Ensomme, angstfulde, bøjede Mennesker, der med deres Sjæls sidste Kraft higede efter et læskende Haab.

Hærstore Flokke, der forvirret og smerteligt uklart længtes efter den Haabets Ild, der skulde smelte Sløvhedens og Forhærdelsens Lænker om deres tyngede Sind.

Da fór en altforglemmende Trang til Klarhed over den kommende Tids Dunkelhed som en viljehærdende Ild igennem hende.

Ud i den tavse, hvide Nat? Sprænge alle Rimelighedens Skranker! Opsøge det, som omspændte Verden for at sænke sig over den ved Midnat!

Audacia steg hastigt ned ad de mange Trapper, ilede gennem snevre Gyder til en forglemt Laage i Bymuren; hun vred i den rustne Slaa, til den gav efter, og hun trængte sig gennem snetunge, filtrede, tørre Ranker, til hun stod udenfor Byens hegnende Værn.

Og den mørke Himmel lukkede som et fast, stjerneprikket Hvælv derover, et natligt Hvælv uden en eneste fattig Stribe af den sunkne Sols Guld.

Audacia kastede sig ud i Mørket som i et Hav af Fare. Menneskenes Sorger knugede hende. Menneskenes Længsler skar i hende, og hele hendes Sind var fyldt af mægtig Kærlighed til de, som angstfulde stirrede ind i den kommende Tid.

Hun ilede frem i Mørket. Kulden strammede sig haardt sammen om hendes Legeme — hun ejede ikke et Vaaben mod Vilddyrene, hun kendte ikke Sti over den vide Hede eller gennem de mørke Kløfter, men endnu havde hun ikke mødt den store tavse Hersker, Tiden, der ene kunde bringe Lys, og derfor ilede hun frem, saa ustandseligt, som om den Medlidelse, der brændte i hende, kunde bære som Vingepar.

Saa truende sælsom rejste den sig i Mørket, at hun i Rædsel løb og løb, flygtende fra det Maal, hun havde higet imod med en Vilje, der havde været stærkere end alle Hindringer. Audacia piskede sit Mod med Selvforagtens hvasseste Svøbe, men Rædslen jog hende vildt paa Flugt.

Da mindedes hun, at i Billedsniderens Stue sad en ung Hustru og ventede. Paa fjerde Aar — ensom mellem Værktøj og halvfærdige Helgenbilleder og indtørrede Lerklumper, ventede paa Mesteren selv, der vandrede gennem fjerne Lande for i et varmere Sollys at suge Lykke ind i sin tunge Kunstnersjæl.

Paa fjerde Aar! Og i Nat sad hun i Mesterens Stol ved Ilden og vaagede; med Ære vilde hun tage mod den Gæst, som maaske skulde bringe den lykkelige Gensynstime.

Atter ildnede Medlidelsen Audacia; den kolde Angst veg, og modigt søgte hun tilbage til Tidens Borg.

Over en svajende Bro, gennem den lange mørke Port, hvor Lyden af hendes lette Trin slog hult og forstærket mod Hvælvingen, naaede hun ind i Borgen.

Usynlige Rædsler holdt Vagt i hver Krog. Skræmmende Stemmer truede bag hver Dør. Klam og solforladt strøg Luften over hendes Ansigt og Hænder.

Audacia tænkte paa Billedsniderens unge Hustru, og hun famlede sig modigt frem ad snevre Gange og stejle Trapper, der vindede sig opad i knugende Mørke.

Tilsidst stødte hendes fremstrakte Hænder mod en Dør, der gav efter for deres Tryk og langsomt drejedes, medens et gulblegt Lys spredte sig som et Straalebundt ud mod hende.

Audacia traadte ind i et dybt Rum. Ned fra den skyggede Hvælving hængte mærkelige Dyr i svære Tov, og Dunkelheden i Krogene dækkede over hemmelighedsfulde Instrumenter og lænkede, tykke Bøger.

Foran det store Ildsted saa hun Ryggen af den, hun saa møjsomt havde søgt, — Tiden selv. Bøjet og hvidhaaret syslede han med Kolber og Digler og alskens sært skinnende og boblende Væsker.

Paa Timeglasset sad en blind Ravn; den slog med Vingerne, da Audacia skød Døren til.

Det ældste, det uudgrundeligste, som ej nævnes kan, aabenbaredes i disse tankehærdede Træk, i dette hvasse Blik under den mægtige Pandes hvide Kant.

Audacia lukkede sine Øjne og lagde Haanden over dem. Thi den Visdom, som straalede imod hende fra dette Aasyn, sved i hende.

Men hun æggede sit Mod ved at tænke sig staaende ved Bybrønden, skænkende modige Mænd og Kvinder Visheden i Bytte for den usle, løgnagtige Forventning.

Han løftede Haanden, saa det sorte Ærme faldt tilbage. Myndigt pegede han mod en lav Dør inderst i Hvælvingen:

»Vent der, sammen med de Svende og Terner, som jeg vil sende ud over al Verden i Midnatstimen!«

Hun famlede sig frem langs Panelet, fulgte det, da det drejede om et Hjørne ind i en Vinduesfordybning.

Audacia aandede paa den, men Isen smeltede ikke. Hun lagde sine varme Læber mod Isblomsternes tomme Kalke, men de veg ikke, der var ingen Lysning i dette tætte Mørke.

Da aabnede Tiden Døren og traadte ind. Foran paa den sorte Talar holdt han en Lygte; igennem dens Hornruder flimrede et dunkelt Skær op om hans hvide Skæg og stærke Aasyn.

Det gule, dunkle Skær gled videre og videre ud, blev klarere og klarere, indtil den store Hal straalede som i Lyset af tusinde Kærter.

Audacia saa ikke længe paa den lyse Lykke, det vidunderskønne Haab, hvis Ansigt straalede af Mod og Godhed, eller paa det blide Taalmod med de ædle, kraftige Skuldre og de favnende, støttende Arme.

Bag Misundelses gustne, onde Fjæs øjnede hun Pestens sorte, stinkende, blinde Hoved. Mordbrands hadefulde Øjne flakkede usikkert, hans filtrede Haar hang ned om den lave, dyriske Pande og ideligt klemte han Læben sammen om de brede Tænder, der gned mod hverandre.

Det ubarmhjærtige Uvejr støttede sin stærke Krop mod den haardhændede, knoglede Sult. Skuffelsens visne, sammenkrogede Skikkelse sneg sig om ved Siden af Ligegyldighedens fede, oppustede Krop, der trampede frem uden at se, hvor den ødelæggende satte sine brede Fødder.

Audacia bævede. Hvilket Under maatte der ikke ske, hvis Menneskene skulde bevare deres Sjæle i en Verden, hvor der truede saadanne Farer. Hun krympede sig i den mørkeste Haabløshed; Fortvivlelsen flængede i hendes Sind. Hvert Pulsslag raabte jo Haan mod Menneskenes Afmagt og Forsvarsløshed. —

Da veg alt hos hende for en pludselig skabt vild Trang til at udslette sin egen Sjæl, tvinge den til at briste som en Boble, der intet Spor efterlader sig.

I denne Nød skete det, at hun modstandsløst maatte se op! Den skønne, værdige Kvinde, hvis Navn var Taalmod, stod foran hende og sænkede lindrende og smeltende sit Blik i hendes, til Sindets vilde Haardhed var borte.

Audacia saa op i den Mægtiges Øjne; der luede kraftfuld, kærlig Alvor og modig Godhed, der ikke var greben med Lethed i et Øjeblik for at slippes i det næste, men vunden i haarde Stormløb og baaren frelst ud af svidende Smerter.

Audacia fyldtes af ny Kraft, og hun vendte sig atter mod de frygtelige Skikkelser for at uddrikke den Erfarings Skaal, som raktes hende. —

Selvforgudelsen knejsede hos sin Tvillingebroder, den lave, vraltende, snaksomme Dumhed.

Ukærligheden havde sat sin plumpe Fod paa Nakken af en skøn Dreng, Glæden, der, lykkelig ved Kamp, spændte sit unge, ædle Legeme under den raa Byrde.

Som et lurende, begærligt Dyr stod Ondskabens behændige Skikkelse paa Spring, rede til at fare løs paa enhver, som den kunde naa. Bagved — bange for sit Skind — gemte den gustne, vanskabte Bagtalelse med de flakkende Øjne sig.

En mæsket, lavpandet Skikkelse, Dovenskaben, gik rundt og havde venlige Ord til alle. Men med Rædsel saa Audacia, at hvor han nærmede sig, smuldredes Træet og søndredes Gulvets og Murens Sten; den vimse Ihærdighed og den tavse, stærke Hjælpsomhed arbejdede med Hast i hans Spor, at ikke Hallen skulde styrte sammen om dem alle.

Mistænksomhed krøb sammen i en ensom Krog og rugede beængstet over sin Giftflaske.

Med sammenbidte Læber og blodunderløbne Øjne sad Vold hos den vindtørre Gerrighed, der fredløs og ængstelig holdt med sine lange, knoglede Fingre om sin Broder Volds blodplettede Arme.

Men opad Væggen og henunder Hvælvingen lysnede et Genskin af Dødens, Sandhedens og Kærlighedens mægtige Herskerskikkelser, der svævede ude i den stjernelyse Nat, rede til at lyde Tidens Bud.

Og Indignationen, en ungdomsfrisk, skøn Mand med varme, faste Øjne og et staalblankt Spyd i sin kraftige Haand stod som en frygtløs Helt midt inde blandt alle de onde Skikkelser.

Løgnagtigheden sneg sig rundt sammen med en dukket, vrikkende Kvindeskikkelse, Sledskeriet; de sluttede Venskab med hver som gad; deres hvidgule Ansigter var stivnede og udtryksløse, og deres syge, væmmelige Hænder besudlede, hvad de rørte ved. Med løgnagtig venlige Lader nærmede de sig Audacia; hendes Hjærte nagedes af Smerte over dette Misbrug af ædelt jordisk Væsen; nu stod de hende nær, og Flokke af Ord om Godhed og Troskab udgik fra dem.

Da flygtede Audacia sjæleangst ind til den Ældgamle, som Gud havde sat til Hersker over disse forfærdelige Budbringere.

»Hør da, hvorhen mine Svende og Terner efter min Herres Bud skal drage, i hvilke Hjærter de skal trænge ind, i hvilke Hjem de skal tage Hæderspladsen!«

»Din Herre tilgive mig, og tilgiv Du min formastelige Spørgen. Jeg beder Dig af hele mit Hjærte, lad ikke mig, lad ingen vide, hvem Du vil sende ind i vor By i det ny Aars Følge. Straf ikke min Oprørskhed mod Din store Herres Verdensordning med Viden om de kommende Ting!«

Den skønne, mægtige Kvinde løftede hende i sine Arme og gik ud af Døren. Langsomt gik hun frem, Mørket kløvede sig som to vigende Bølgerækker for den dæmpede Klarhed, der kronede hendes alvorlige Pande.

Audacias Hjærte slog stille mod Taalmods roligt aandende Bryst; der dalede en forunderlig mild Kraft ned over hende fra disse alvorligt glade Øjne, der snart saa vidt og ømt ud over Jorden, snart fæstede sig i stille, længselsfuld Lykke mod Stjernebillederne paa den fjerne, mørke Himmel. — — —

En bølgende, mangfoldig rungende og klingende Toneskare svang sig ud over Staden fra alle dens høje Taarne.

Taalmod skred ind i den ensomme Stue oppe under Taget; Ilden flammede lysnende op, og usynlige Blomster duftede sødt og stærkt.

Klokkeringningen hørte op. Men Luften bar en Stund paa Lyden, der bævede sagte og tonende.

Audacias hele Sind favnede med ydmyg Undren om den dybe Fred og Fortrøstning, som var givet hende som en kostelig Gave.

Hun fornam Visheden om, at den, der havde baaren hende over de døde, kolde Snesletter, kunde beskærme mod alt det, som ødelæggende sneg sig ind paa Menneskene, løb Storm mod deres Fred og gjorde deres Maal lave og deres Verden snever og kold. Og Audacia bad:

»Kom til mig, naar min Sjæl knuges af Mørket, saa den fattig og afmægtig glemmer Lyset! Kom til mig, Du, som er størst af alle Tidens Sendebud!«

»Min Gerning er kun at bane Vej til Menneskenes Hjærter for dem, som er større end jeg, og som evner at skænke det Højeste.«

Som et svindende Billede stod den lyse Skikkelse i Døraabningen. Saa ædelt, saa mildt som dæmpet Spil over Strenge tonede hendes sidste Ord:

KAPTAJNENS DATTER.

Solskin over toppede, smaa Bølger, over den nybyggede, hvidmalede Skonnertbrig, der glider langsomt gennem Sundet ud fra den fynske Søkøbstad med det ene Kirketaarn og de mange røde Tage; Solskin, der faar selve Røgen fra den lille Damper, der slæber Skonnerten ud, til at se munter ud, Solskin over Vimpler og Flags rødt og hvidt, over de feststemte Mennesker ombord og de skovklædte Kyster og de grønne Øer.

Skonnertbriggens Kaptajn er en stor lyshaaret og lysskægget Mand med skarpe, blaa Øjne og en vældig Latter, der i Dag hvert Øjeblik faar Lov til at runge; han er glad i disse Timer, befinder sig saa vel i sin Rolle som Vært for Rhedere med Familie og Venner, der følge Sundet ud og senere vil tage tilbage med den lille Slæber.

Ude i det fjerne ligger Havet! Havet, hvor han skal vise, at han er den dristigste af alle Byens og Øernes Kaptajner; han forstaar lige saa godt at tumle Negrene, der paa Kysten af Afrika hjælpe med Indladningen af Palmeolie, som Consulen i Liverpool og Folkene ombord.

Og saa er der det ... han kniber det ene Øje lidt sammen, medens det blinker lunt i det andet ... at Mutter skal med Gæsterne tilbage.

Vist holder han af sin Kone ... men nu har han gaaet hjemme et halvt Aar, drevet om ved Skibsbyggeriet og smaaskændtes med Mester ... taget et Glas med gode Venner, og ikke altid har han havt let ved at bøje sig under Mutters Tugt og de ensformige Smaastadsforhold. Derfor er der noget lokkende i dette: igen at skulle ud alene, være fri for Sludder baade fra den ene og fra den anden Kant ... ud at besøge hans sorte Majestæt i Afrika, ud til ensomme, drømmende Timer i Kahytten, naar Passaten fylder »Neptuns« tyve svulmende Sejl.

Ja. — Stemningen slaar med ét om, og Vemoden kruser hans Sinds Glæde som en Iling en lys, blank Flade.

Saa skal han ikke se Kone og Barn i flere Aar. Og i den Tid skal Pigebarnet konfirmeres.

Han vilde nok have været hjemme den Dag, gaaet ved hendes Side op ad Kirkegulvet, hørt hendes Svar til Præsten og senere — i en Kreds af Slægt og Venner — udtalt noget af det, som vilde fylde hans Hjærte paa en saadan Dag, hvor hans eneste Barn traadte ind til Livets Sorger og Fristelser og selv overtog Ansvaret for sine Handlinger. Aah, hun skulde nok klare sig! Saadan en dansk, kærnesund Sømandsdatter; for det var hun; smuk og høj, lys og kæk, ikke bange for et oprigtigt Svar, naar han havde faaet lidt for meget af Disciplinen med hjem i de smaa, sirlige Stuer ... men god og hjælpsom, rask paa Hænderne og flink til Læsning. Se, hvor net hun nu staar og taler med Konsulinden; — nu lægger hun Shawlet om den gamle Dames Skuldre, — Hans Holgersen henter en Pøs, der kan bruges som Skammel.

Ham har han selv taget sig af de Par Aar, Knægten har faret til Søs. Det er ikke blot pæne Manerer, han har lært ham, men ogsaa Sømandsskab. Og det, saa det kan forslaa: — den Jungmand kan skære boven Læsejls Fald bedre end mangen Matros og lægge en Stikbout, der nok skal dy sig for at glide under Raaen.

Ja, Gu' forstaar Kaptajn Martin Frederiksen at faa Skik paa sine Gutter og Orden i sit Skib. ... Vent nu bare, til han kanske om nogle Aar faar et større med Salon, Piano, Sovekahytter og Badekammer. Saa kan han ha' Passagerer med. Det kunde jo hænde, at der blandt dem var en ung, smuk Dame, som særlig blev ham anbefalet; — hun vil forbavses over, hvor Kaptajn Frederiksen er en dannet Mand med Interesser, en Mand, med hvem man kan underholde sig ... Saa giver hun ham sit Billede til Afsked og Tak. Han hænger det paa Væggen i sin Kahyt, og Toldembedsmænd og Faktoribestyrere sidde og forelske sig i det, naar de komme ombord hos ham ... Han skal vide at være den sikre Beskytter, den ærlige, jævne Sømand mod en hvilkensomhelst ung Lady, der betror sig til ham og hans Skib. Bærer han dog ikke — trods alle sine mange og store Fejl — en Stræben i sig mod »det store Ubekendte«.

Saaledes kalder han det, som han stadig tror paa og beder til, men ikke mere vil kalde ved det Navn, han brugte, da han var Barn. — Han rives ud af sine Drømmerier, idet én slaar ham klaskende paa Skulderen:

»Sikken et Vejr, Jensen, se paa de hvide Skyer og se, hvor Solen skinner derinde paa Kirkegavlen og Rugmarken paa Bakken!«

»Aah, Du er en født Prosaikker, Jensen, som ikke tænker paa dit Fødelands Dejlighed mer end som —«

»Naa, det var da lige rent Mel ud af Posen, men vi kan jo være lige go'e Venner for det. Og Du har nu lagt or'entlig i Kakelonen for vos, Martin Frederiksen,« skæmter den tykke Guldsmed, der er bekendt for at være en Fa'ens vittig Ra'.

»La' vos nu faa Øller paa Dækket, og kom Du saa hen og gør en bitte Stads af Pe'ersen omme fra Torvet, for han er li'e ved at revne af Misundelse over det, at Mads Baron sitter og blærer sig af sit ny Butiksengventarium.«

— I en munter Kreds henne ved den store Vandtønde begynder Guldsmeden at fortælle:

»Ser I, det er sgu sandt, saa kommer der forleden saadan en temmelig før Bondepige ind til mig, i Botekken, forstaar I. Du ska'te grine endnu, Du — Rosinpiller. Hva' skal De ha', Jomfru, siger jeg. Ja, je' sku' da keve en Felovlsring til Jacob Hansen. Siger hun, forstaar I. Naa, jeg faar jo saa en go' stor en frem. Ja, siger hun, jeg vil jo saa gerne ha' stafferet en bitte Stads i den, siger hun. Ja, hvad skal det saa være? Jeg har tænkt: hans Navn og mit Navn. Ja, siger jeg saa — for at høre mere, forstaar I, — skal der saa staa mere? Jo, jeg vilde saa urimelig gerne ha' hans Hjæ-ærte og mit Hjæ-ærte.«

Her lagde Jensen skælmskt Hovedet paa Siden og sang endnu mere paa det, end han plejede. »Ja, siger jeg saa, er der saa ikke mere? siger jeg, helt forgrint indvendig, kan I regne u'. Jo, hvis der er Plads, sku' der gerne to Duer, der næbbes. Ja, er der saa ikke mere. Jo — hans Hand og min Hand. Er der saa ikke mere? Nej.«

Den skraldende Latter, der lønnede Guldsmeden, gjorde ham helt forhippet; han raabte højt for at overdøve de muntre Herrer.

»Jamen, jamen vær nu stille, kender I den om Bonden i det kongelige Theater?«

»Det nunsæns har du fortaalt saa tidt!« kom det gnavent fra Skomager Jespersen.

»Ja, det er sgu sandt — den er passeret« — og saa fortæller Jensen ivrigt, ligetil der kommer en Smule Luftning, og Ordren lyder til at hejse Storsejlet for at hjælpe paa den lille Damper der forude ...

Folkene blive til deres store Morskab puffede væk fra Arbejdet af Herrerne, der ere blevne overstadigt muntre af Øl og Søluft, og som nu give sig til at hale under meget uens faldende ohi ohøj ... — —

Hun retter ved Væggens Billeder, føler med Hænderne ind i Faderens Køje, om Køjeklæderne ere stuvede ordentligt ned; hun løfter Medicinkassens gule Laag og ser paa alle Smaaflaskerne. Oppe i Reolen staar Lægebogen, som Kaptajnen raadfører sig med, naar de ude i rum Sø eller ved de usunde Kystpladser inde paa Varmen faar Sygdom. Marie tænker paa, at de siger, at hendes Fader har et eget Greb paa at klare Folkene fra Sumpfeberen.

Hvem skal hjælpe ham, hvis han bliver syg? Styrmanden. Bare han er sikker. — Hans Holgersen! Hans Fader var Skolelærer; han er vist mere klog paa den Slags; hans Ansigt ser da ud til det.

Naada! Havde Fader ikke sagt, da de hjemme sagde rigtig Farvel: »Ingen Flæben vil jeg se ombord for alle de Herrer og Damer.« Og saa var Taarerne trillet helt ned i hans Skæg.

Desuden var det jo ikke første Gang, at hun tog Afsked. Det var hun jo vant til fra lille af. — Marie skubbede sig ind i Sofaen og satte sig til Rette.

Der var egentlig noget dejligt i disse Afskedstimer. Saa blev al Kiv og al Smaasludder glemt, og bagefter havde Moderen og hun at tænke paa, hvor Fader, som var saa klog, og som forstod saadan at tage Rhederne, og som kunde holde saa pæne Skaaltaler, hvor han havde sagt mange kønne Ord ...

I Morges havde han løftet hende helt op fra Gulvet, bedt hende være god mod Mutter og kaldt hende min Lysalf, min Yndling.

Saadanne Ord var der ingen anden, der brugte. Jo, for Resten ... forleden Dag havde Hans Holgersen sagt: »Farvel du kære, unge Jomfru«. Det lød saa smukt, han sagde det paa saadan en nydelig Maade ...

Det var dog alligevel bedst at sige Farvel hjemme i deres egen Stue. I London, hvor de undertiden besøgte Faderen og var ombord i nogle Uger, der var det da meget værre at komme fra hinanden.

Turen over Nordsøen, den kunde gaa, men der var ækelt i den tredje Klasses Jernbanekupé, hvor de havde saa travlt med at passe paa Kurve og Tasker med Tørklæder, Konkylier og Dyr i Spiritus.

Maries Tanker var i det Øjeblik langt borte fra Gæsterne, Folkene og hele den festlige Udfart.

Saa rystede hun det af sig, der var faret gennem hendes Hjærne hernede i den lumre Kahyt og gik igen op i Solskinnet, der blinkede i Søen, saa det formelig skar i Øjnene ...

Herrerne sled i det med Sejlet, og Marie lo højt ved det Syn. Se nu til Fuldmægtigen, den Spirrevip, hvor han asede og stønnede og gik paa, saa han saa arrig ud af bare Iver. Hvor han vilde blive elendig, om han vidste, at naar han løftede Armene, saa man Skjorten mellem Bukselinningen og Vesten. Sikken en Ulykke for ham, den Pyntekrukke! ...

Marie vilde sige Farvel til Folkene og gik forud, ... forbi Konsulinden, — som havde vendt sig fra Herrerne, der var blevne hende noget ugenerte, — forbi nogle Damer, der havde indrettet sig om en Kaffekande og var venlige mod Kaptajnens Kone.

Saadan de dog i Grunden allesammen var! Akurat ligesom de gik hjemme til Borgerforeningsbal. Nu skulde Folkenes Familie snart gaa fra Borde for at komme ind med Lodsens Jolle; hist og her stod en og anden med rødgrædte Øjne, — men det lagde Gæsterne nok slet ikke Mærke til. De kunde da ellers være sikre paa, at det var ikke saa let at sige Farvel til en Sømand, der skulde være borte i Aarevis. —

Henne ved Falderebet stod Hans Holgersen; hans Øjenbryn havde trukket sig smerteligt opad, hans Mund bævede. Det var slet ikke kønt, men Marie syntes, hun havde aldrig før set, hvad for en pæn Gut han var, — og saa voksen og alvorlig. Han holdt sin Moder i Haanden, han kyssede hende flere Gange ... hun sagde noget mellem hvert Kys; Hans nikkede og græd.

Solen skinnede paa Badehotellet inde i Land og paa de lysklædte Skikkelser, der vinkede fra den lange Bro, der løb ud i Søen.

En Mand kom styrtende op paa den lille Høj til Flaget; han løste Linen, firede Flaget ned og hejste det, firede ned og hejste ... de derinde hilste det smukke Skib, der skulde ud paa de lange Farter.

Skomager Jespersens gnavne Bemærkning om, at Værten »ku' ha' spanderet et Par Kanonslau« druknede i Jubelen, for Folkene faldt ind med et langt, taktfast Hurra.

Maries Øjne lyste ... det var dog en stor og dejlig Dag; hun saa beundrende efter sin Fader, der sprang hen til Flaget agter ved Rattet for at gengælde Hilsenen.

Det varede kun et Øjeblik for de omstaaende at surre Stangen sammen og rejse den, men Marie havde som ved et Jag gennem Hjærtet faaet et uudsletteligt Indtryk af dette Minuts pludselige Stilhed og af den Ansigtstrækning, som Kaptajnen ikke havde kunnet beherske; naar man saadan skal ud paa det uvisse, er man tilbøjelig til at tage Varsel af den mindste Hændelse.

Skonnertbriggen »Neptun« var i Aarevis paa de lange Rejser. Men ikke altid slog det til, hvad der var spaaet i hin Dags mange Festtaler.

Kaptajn Frederiksen beholdt Navnet som den hurtigste Afrikafarer, men Forhold, som han ikke var Herre over, og som gjorde, at man i de Aaringer overalt søgte at skille sig af med sine Sejlskibsparter, var Skyld i, at han stadigt maatte sende daarlige Efterretninger til Rhederiet.

Heldigvis for ham skulde Skibet ikke Hjemmet nærmere end England; men selv der følte han sig ikke fri, da hver Dag bragte gnavne Breve med nærgaaende Spørgsmaal fra Rhederne.

Det var med et Lettelsens Suk, at han, naar han endelig havde opdrevet et nogenlunde antageligt Tilbud, igen stod til Søs ...

Hans Fremtidsfantasier havde i Aarenes Løb undergaaet en langsom Forandring, indtil han var naaet til at ønske sig et Embede i Ro hjemme, i Fyrvæsenets Tjeneste, naar han endelig kunde trække sig tilbage fra disse Kvaler og disse Kapløb om at faa fat i daarligt betalte Fragter ...

Men for de to, der sidder derhjemme i det lille Hus med de elfenbenshvide Gulve, de blanke Dørlaase og skinnende Porcellainsvaser, staar han og »Neptun« endnu i hin Festdags Glans.

Naar Fatter engang lægger op, saa skal de jo leve af, hvad der er tjent med »Neptun«; og Skuden, og hvad der kommer den ved, er Samtaleemnet i de lange Vinteraftener, naar de efter Dagens Arbejde sætte sig til Ro med Strikkestrømpen og Linnedsyningen.

Skønt det nu er to Aar siden, at de sidst var ombord, det var i London, saa synes de dog, at de kender Skuden og dens skiftende Mandskab rigtig godt, for Fatter er saa flink til at sende de Amatørfotografier, som Agenterne paa Pladsen i Afrika tager.

Paa et af disse Billeder ser man under Solsejlet den høje, brede Kaptajn i helt hvidt Tøj med broderede Morgensko paa Fødderne og Kasketten skudt bag i Nakken. Omkring ham staa Folkene, Skibshunden, hvis Tunge hænger den ud af Halsen, samt flere af de engelske Herrer, som bo i Faktoriet. Det er slanke, smukke Mænd i flotte Stanleydragter.

Og dog er det ikke paa dem, at Marie ser, naar hun — hvad der kan hænde, naar Moderen er ude — tørrer sine Hænder og gaar fra sit Formiddagsarbejde ind i Stuen, hvor der er saa pudset som ombord i en Orlogsmand; hun tager Billedet i Kommodeskuffen og betragter det — længe.

Nej, da ser hun paa en ung, barbenet Fyr med et lille Overskæg, som er spiret frem, siden hun sidst var sammen med ham i London.

Alle de gode Minder der da komme op i hende! ... Saa morsomt og hyggeligt de havde det sammen i de Dage, da Losningen var forbi, og Indladningen endnu ikke var begyndt; de havde været sammen i Vokskabinetter, i Theatret og inde i de store Kirker.

Hans var dog saadan noget helt andet end disse Urtekræmmersvende og Handelskontorister, som satte alle deres Penge paa Klæder og var saa vigtige og saa snakkesalige og dog ikke kendte noget til Verden uden for denne lille By.

Se Hans, han har nu sparet op af sin Hyre og ligger i Kjøbenhavn og læser til Styrmandseksamen. Det ved hun af Faderens Breve, i hvilke han altid er rosende omtalt, om end Kaptajnen undertiden har hentydet til manglende Sans for højere Interesser.

»Skidt med det«, farer det pludselig halvhøjt ud af Marie. Hun mindes, hvor dejligt, hun syntes, det var, at Hans ikke talte og forklarede, ligesom Faderen plejede, da de vare inde i den store Kirke sammen, men bare gik stille ved Siden af hende og holdt hende i Haanden, ligesaa højtidelig til Mode, som hun selv var ...

Han kunde dog for Resten gerne gøre en lille Afstikker over til dem, inden han igjen rejste fra Landet ... ud i Verden, til store Byer med megen Lystighed og til usunde Pladser i Syd-Amerika og Afrika.

Og Hans kom en Søndag Morgen for at faa Hilsen med til Kaptajnen. Det træffer sig nemlig saa heldigt, at han igen kan komme til at fare med sin gamle Kaptajn.

Og den Dag var det med en egen husmoderlig, omhyggelig Følelse, at Marie lavede Sødsuppen til og stegte Rødspætterne ... det var saa morsomt at vide, at hun og Moderen ikke skulde sidde alene og spise den gode Søndagsmad ...

Hans sukkede undertiden, som om han var bedrøvet over noget, og bedre og finere Eksamen, end han mødte med, kunde der da ikke forlanges! Saa var han saa tavs. Naa, han havde jo aldrig havt det meget med at bralre op om al mulig Snak, tænkte Marie.

Hen paa Eftermiddagen sad de i Stuen alle tre. Hans, der havde slaaet sig til Ro paa Puffen mellem Vinduerne, saa hele Tiden efter Marie, der sad i Halvmørket inde i Stuen; men saa snart hun saa paa ham, trak han Øjnene til sig. Derfor gav Marie sig til at kige ud paa Gaden, for — kunde det glæde ham at se paa hende — saa maatte han saamænd saa inderlig gerne.

Naar hun rakte efter noget, eller naar hun rejste sig og gik over Gulvet, gjorde hun det uvilkaarligt langsommere og kønnere, end hun plejede, naar hun til daglig havde travlt. Hun tænkte ikke videre over det, — men hun nænnede ikke andet for hans Skyld.

Frøknerne fra Byfogdens og Candidaten paa Kontoret spadserede forbi og nikkede ind; og da Lampen derovre paa Lygtepælen var bleven tændt og spejlede sig i Vandpytterne, gik Skomagerens Døtre til Sangforeningsbal med opheftede Kjoler og hæklede Tørklæder over de krøllede Frisurer.

Ovre i Genboens Villa sad Frøkenen ved Klaveret, og hendes Kæreste stod ved Siden og spillede Violin. Skæret fra et Par smaa Lamper drev mellem Palmer og Blomster i Karnappen ud paa den sølede Vej.

Der er kønt derovre, tænkte Marie, men her er ligesaa rart, naar her saadan er en, som mener os det godt og er glad ved at være hos os, som Hans er.

Men nu var der ikke længe til, han skulde af Sted; Moderen var i Køkkenet for at lave en Kop Afskedskaffe. — Det varede nok længe, inden han igen kom til at sidde i en hyggelig Stue.

Marie fik pludselig en inderlig Lyst til at gaa hen og sætte sig ved Siden af ham — sidde ganske stille hos ham og holde ham i Haanden, medens Tiden gik.

Saa var det jo, som de var for Alvor Kærester. Snak. — Han vilde vel ikke, han sagde jo ingen Ting. Men kunde det glæde ham, naar han laa derude paa Søen og døjede ondt, at hun var hans Kæreste, saa bandt hun sig gerne til ham, for hvad Hans vilde, det vilde hun ogsaa.

Men de kunde vel ogsaa godt være Venner, uden at der straks skulde tænkes paa Forlovelse. Hun var vel ikke af dem, der absolut skulde have en Kæreste. Det jagede jo ikke. — —

Hans rejste sig. Han sagde Farvel et Par Gange til Marie. Da han havde faaet Frakken knappet og var halvt ude af Døren, vendte han sig til Madam Frederiksen og sagde:

»Ja, Kaptajnen har engang sagt noget til mig om, at han har lagt ud for dem, at ... ja, at Mandfolk tidt er noget Rak, og ... at fine Herrer ikke altid saadan er saa rigtig fine, naar det kommer til Stykket ... og Marie er jo ... hun er jo kønnere end Folk er flest«. — Han hakkede i det, men sagde pludselig bestemt:

»Jeg bliver hos Mor, saa længe Far er paa Søen!« siger Marie. »Skønt jeg rigtignok helst vilde til et stort Hus og lære noget og se anden Folkeskik«, føjer hun til.

»Til næste Aar skal vi besøge Fatter i London«, trøster Moderen og giver Hans Pakken med Uldtøj og Strømper, som han skal have med til Kaptajnen.

»Ja, og saa skal vi maaske med en Rejse. — Mor skal skrives ind som Kok!« udbryder Marie, pludselig leende.

Hans bliver højrød, siger igen Farvel, og denne Gang kommer han da endelig af Sted.

Skonnertbriggen »Neptun« gaar igen fra England — denne Gang med Fragt til Brasilien ...

Kaptajn Frederiksen sidder efter endt Vagt i Kahytten. Han faar Piben tændt, laver sig en Grog og slutter et Brev til den korresponderende Rheder.

Efter at have fortalt om Navigeringen i en Storm, som de nylig red af, anbefaler han dem at takke »det store Ubekendte« for, at han ogsaa denne Gang var lykkelig nok til at klare »Neptun« fra truende Fare.

Han læser denne Sætning igennem engang til, for han véd godt, at hans Kone ikke kan lide, at han ikke skriver »Vorherre i Himlen«.

Naa, det var ikke saadan at forklare sig for Kvinder, og paa dette Punkt vilde han nu være sand og oprigtig.

Nu har han imidlertid tabt Lysten til at skrive videre og lukker Mappen for i Dag ...

Brevet ligger en Tid i hans Pult, til han tager det frem og igen begynder at skrive.

Sydatlanterhavet den 12 Juli 1888.

Min kære Kone og Datter.

Som I seer af Overskriften ligger vi i Atlanterhavet endnu. Det er i Dag blikstille, Neptun ligger stille og avangserer ikke, snarere gaar det lidt tilbage endsom frem — kedeligt — ubehageligt, saa jeg jo ikke er i det bedste Humør. Saa var Stormene bedre skønt vi havde den ene værre endsom den anden, ret som om det var onde Furier som var sluppet løs imod mig og Neptun. Men blæse være med de Storme paa Havet, skønt det har gjort mig lidt ondt for Skuden, der har øvet sig i akrobatiske Kunster, snart stod hun paa Næsen og snart paa Spejlet, men de Storme har jeg været vant til at bekæmpe fra min Ungdom af, jeg regner dem for Legeværk mod dem, jeg har i Havn. Men nu ikke mere om det. En Nyhed har jeg at fortælle Eder. En mærkelig Adspredelse har jeg havt i Dag, og som jeg skal fortælle Eder om. Da jeg kom paa Dækket kredsede et halvt hundrede Alen fra os nogle Fugle, som lignede Maager, kuns var de saa meget større, 7 Alen mellem Vingespidserne. Folkene havde i flere Timer skiftet til at have Udkigstørn efter dem, Fuglene holdt sig vedvarende til Luvart, og Gutternes Tænder løb mere og mere i Vand efter fersk Kød. Saa tog jeg mit Jagtgevær, gik i Jollen med Hans, han er paalidelig, den eneste Danske jeg har Ombord. De andre Fyre kunde maaske hitte paa Gavtyvestreger naar man var alene med dem i Jollen paa Verdenshavet. Man har jo ikke kunnet opdrage dem som Kæledægger. Det var forunderligt kan I tro. Et Stykke fra flød mit stolte Skib. Hans roede med smaa Tag for ikke at skræmme de kredsende Fugle; jeg tror ikke, han havde nogen Følelse af Øjeblikkets Storhed. Jeg skød 3. Det er min Mening, at Vingerne skal sendes til zoologisk Have.

Folkene holde stort Festmaaltid.

Jeg sidder alene i min Kahyt og skriver til Eder I to kære derhjemme i det lille dyrebare Danmark og tænker paa, hvor forunderligt det var — i den skrøbelige Jolle paa det store Verdenshav — for et Øjeblik ligesom sat helt udenfor det hele, alene med den Følelse — — — —

Det var de sidste Ord, som Kaptajn Martin Frederiksen skrev til sin Kone og Datter.

Madam Frederiksen og Marie flyttede ind i Landet til en større By og begyndte et Stryge- og Vaskeri.

Naar de Længsler kom op i hende, gik hun — hvis der intet presserende Arbejde var — en Tur ned til Byens Havn, der ved en Kanal stod i Forbindelse med Fjord og Hav.

Skibene og det muntre, travle Liv var der. Men den Rendesten var dog ikke i Stand til at mætte Længslen efter den friske Søvind og den videre Udsigt. Hun rystede saa irriteret Forknytheden af sig, — ingen Flæben, ingen Nykker; man skulde holde ud og ikke give sig! Hun og Moderen kunde bedst klare sig med Enkekassens og Skipperforeningens Tilskud her, — altsaa blev de her!

Saadan raisonnerede Marie, vendte, gik forbi den lille, graa Toldbygning og hjem; tog fat paa at hjælpe Moderen med Strygning eller gav sig til at udfærdige Regninger til Kunderne.

— Naar Dagens Arbejde var endt, gik Madam Frederiksen træt i Seng. Marie blev gerne siddende lidt og døsede over Avisen.

Hvad brød hun sig om Ensomheden, da Faderen levede. Dengang havde de saa meget at snakke om, saa mange Breve at tage frem, og Avisen ventedes med spændt Interesse, — der kunde jo være en eller anden Efterretning, som kunde have noget at sige for »Neptuns« Kaptajn; og alt, hvad de oplevede i deres daglige Liv, fik en særegen Betydning, fordi der skulde skrives om det til Faderen. Dengang vidste de, at naar Faderen kom hjem, eller de rejste for at møde ham, blev alt helt anderledes.

Nu var der ikke andet at gøre end at hænge i fra Morgen til Aften. Der var ingen afvekslende Hvile i Udsigt. Bedring i Kaarene var der ikke Tale om; de maatte nok være glade til, saalænge det gik, som det gik.

Marie havde havt Planer om at tage Plads; saa kunde Moderen fæste en Jomfru til Hjælp, om det skulde behøves.

Men den Aften, hun begyndte at tale om det, gav Moderen sig til at græde, ligesom naar de fordybede sig i Minderne, og hun lovede Marie, at hun vilde besørge alt Sliddet, naar blot Marie vilde blive hos hende og klare det med Regnskabet og Aftaler med Kunderne.

Marie gav intet bestemt Svar; hun syntes, det var hendes Pligt at gøre sig haard og udføre den Plan, hun havde lagt. —

Da hun vaagnede næste Morgen, hørte hun, at Moderen arbejdede forsigtigt ude i Køkkenet for ikke at vække hende. Marie saa paa Uhret; det var en Time tidligere, end de ellers plejede at begynde Dagens Arbejde.

Marie rejste sig for at staa op! Moderen kom ind med varm Kaffe og sad paa Sengekanten hos hende, medens hun drak.

Marie forstod godt disse tavse Ømhedserklæringer; de gjorde hende blød om Hjærtet, og af sig selv lovede hun at slaa Tankerne om at tage Plads ud af Hovedet.

Hans kunde jo saa udmærket undvære hende, selv om han havde skrevet rigtig smukt efter Faderens Død, og selv om han havde forhørt sig meget omstændeligt om deres Kaar.

Han laa mest derinde paa Varmen og sejlede; hjem kom han ikke — Fritid undte han sig ikke, og nu siden hans Moders Død havde det vel ikke saa meget at sige med en Maaneds Hyre og en Afmønstring; men nej, saa snart han naaede England — saa ud igen. Han kunde have taget hende dengang, om han havde brudt sig om hende; det gjorde han altsaa ikke, — Sømænd var ikke saadan at stole paa, de saa' saa mange og havde Tankerne saa mange Steder.

Naa, Kærestesorg for hans Skyld, det var der nu ikke Tale om; hun kendte ham jo saa lidt, saa der var ikke noget for hende at sørge over. — En af Vaskeriets regelmæssigste Kunder var en Kommis Lauritzen, der brugte meget Manchetlinned, og som altid selv kom og betalte sin Regning.

Han gjorde stormende Kur til Marie og bød hende med i Theatret anden Gang, han talte med hende.

Hans Moder boede paa første Sal i Baghuset og havde Skole. Siden han havde »opdaget« Marie, kom han hjem hver Aften paa en kort Visit og kigede da altid ind til Frederiksens med det samme.

Madam Frederiksen, der var gæstfri, inviterede hans Moder over til Aftenkaffe, men fik Afslag.

Lauritzen friede til Marie otte Dage efter, at han første Gang havde set hende.

Marie blev ulykkelig, og Lauritzen ærgrede sig over sin ubehændige Taktik og begreb ikke, at han, der kendte Kvindehjærtet og saa udmærket havde Taget paa at appellere til dets yndige Svagheder, ikke havde forstaaet, at her skulde han have holdt sig afventende en Tid endnu.

Og Hr. Lauritzen beroligede Marie, erklærede, at det var hendes store Dejlighed, der havde faaet ham til at overile sig til et Skridt, hvis Vigtighed han fuldt vel anerkendte; men han var hendes oprigtigste Ven og skulde aldrig, aldrig bede hende om mere end Venskab, før det Momang kom, at hendes Hjærte flammede for ham.

Dette var Marie meget bekvemt; for vel kunde hun egentlig, naar hun rigtig tænkte sig om, ikke lide Lauritzen, men han var dog altid lidt Afveksling og paa en Maade ikke saa paatrængende som de andre Herrer, der paa Gaden og i Vaskeriet søgte at gøre hendes Bekendtskab.

Lauritzen bad hende halvt spøgende om, at hun — som Tegn paa, at hun tillod ham venskabelige, broderlige Følelser, — vilde gaa med ham i Theatret næste Søndag. Hendes Moder skulde ogsaa med, tilføjede han, da hun ikke straks svarede.

Igen Theatret! Det var saa fristende, for Marie elskede at gaa paa Komedie, især naar de spillede rørende Stykker.

Hun svarede ikke helt afgjort nej, og Lauritzen erklærede, at næste Søndag sendte han hende og Moderen Billetter, selv vilde han tillade sig at sidde ved Siden af dem.

Søndag Formiddag var han inde for at aflevere Billetterne; han snakkede vidt og bredt en Timestid om et Par formodede Skandaler og om sig selv og sine Udsigter paa den forestaaende Session.

Hen paa Eftermiddagen kom en Hotelkarl med et Brev til Madam Frederiksen. Hun fik Brillerne fat, og læste:

Madammen blev yderligere imponeret af ham. For Resten havde hun været det straks, og hun skjulte det ikke, naar de talte om ham, der saadan havde boret sig ind i deres daglige Færden og dermed i deres daglige Tanker. — —

Da det første rørende Stykke, hvor Marie kun havde Øje og Øre for Scenen, var forbi, morede hun sig ikke rigtig. Der var saa meget halvsjofelt i det andet Stykke, saa meget af det grimme fra Gaden; — desuden: hendes Kavallers Latter fulgte lige efter de vovede Hentydninger, og det gjorde hende usikker og satte hende i daarligt Humør.

Efter Forestillingen vilde hun helst have været hjem, men Lauritzen vilde absolut have dem hen paa et Hotel for at drikke Kaffe, og Marie maatte føje ham og Moderen.

Men hun var ikke vel til Mode. Hun saa godt, at et Par ældre, pæne Kommisser, som Lauritzen paatrængende og flot hilste paa, knap gad hilse igen. Og det generede hende meget, at han kommanderede med Tjenerne, kasserede Kagerne og forlangte andre og henledte Opmærksomheden paa sig ved støjende og familiært at hilse til højre og venstre.

Da han gik hen til Buffetten, spærrede en Kammerat Vejen for ham ved at strække et Ben ud; Lauritzen besvarede denne indirekte Spørgen:

Aah ja ja. Hvis der blot i Virkeligheden var saadan en rar, dannet Mand, som hun kunde gaa til, i hvis pæne Stue hun kunde sidde hyggeligt og blive net behandlet, saa kunde hun fortælle ham, hvordan det altsammen var og bede ham hjælpe med et godt Raad.

Naa, hvis der virkelig var saadan en, hvad vilde hun saa sige; hvad bildte hun sig egentlig ind, der var i Vejen?

De havde det jo helt godt, og der var ikke noget bestemt, som var kedeligt og trist, men Stuen var saa lille og beklumret, Gaden var saa grim, alle Mennesker jagede af Sted og var utilfredse saa med deres Stilling saa med hinanden. Og den evige Vasken og Strygen — blot for at skaffe Mad i Munden og Tag over Hovedet, det var saa ensformigt.

Hun var ikke doven; det var ikke det; men hun var da ung endnu og længtes efter lidt udover det sædvanlige — noget som Londonnerturene eller Faderens Hjemkomst; — bare ikke dette: op om Morgenen, Slid, Mad, Slid, i Seng og saa det samme næste Dag igen.

Var det Fornøjelser hun trængte til? — Saa kunde hun jo blot tage mod Lauritzens Invitationer til Theater og Baller; — — naa ja, saa kunde hun jo tage ud med ham; hun var jo da for Resten Kaptajnsdatter og vidste nok, hvordan hun skulde gerere sig, saa at han ingen Friheder tog sig. At han saa væmmelig ud tidt, naar han gloede paa hende, det var Sludder af hende at tænke paa; Mandfolk var jo nu Mandfolk. — — Men det var ikke væmmeligt, da Hans den sidste Eftermiddag sad og saa paa hende.

Marie kunde ikke rede det ud fra hinanden, og hun følte sig angst og hjælpeløs, som noget truede hende.

Et Øjeblik var dette Legeme, der laa her i Sengen hos hende, Marie imod. Naa, nu var hun da ved at blive baade ækel og skruptosset.

Og Marie tvang sig til at gennemgaa det første Stykke, Scene for Scene; ingen Springen over, ingen Svinkeærinder, ingen unødvendig Flæben over sig selv og Laven Grevindenykker; — — hun sov, før hun naaede til Frierscenen. — — —

»Du skulde ikke støde ham for Hovedet, Marie, Du fortryder det, naar jeg er død, og Du sidder alene med Redeligheden.«

— Madammen tilskyndede kun lempeligt, hun trængte ikke ind paa Datteren, men Marie vidste saa inderlig vel, at naar hun gennem Dampen fra Vaskekedlen saa Moderens Ansigt blive tankefuldt, da var det Lauritzens fremtidige Boutik — Duge og Lagen, Stole og Borde, Køkkensager og Gardiner, der spillede glædeligt op i hendes Stump Fantasi, medens Hænderne skrubbede op og ned ad Vaskebrædtet.

Ogsaa for Marie var der — ved denne Indretten Hjem i Tankerne — noget lokkende, som satte hendes Drømmeevne i en behagelig Svingning og bar langt bort fra Vaskehusets klamme Dampe og vaade Stengulv. —

Det var heldigt for Lauritzen, at hun fik et Brev fra ham lige efter saadan et stjaalent Strejftog i Fantasiens Rige.

Elskede Missemor.

Situasionen er nu af den Beskaffenhed, at jeg i Henhold til mit tidligere udtalte og Hjærtes Kærlighed.

Jeg kan sige, vær ej traurig i Sind og Skind, men lyt til mit Ord lad Lykken komme ind, hvis Du vil være min maa Du ikke gaa og spelle fin. Bliv min Kone, saa skal jeg sætte Dig paa en Throne. Ja nu frier jeg til Dig min elskede Pige. Jeg vil gerne have Dig saa snart som muligt, ved Din side kan jeg lægge mit flotte Ungkarleliv af. Og hør nu, har jeg digtet et Vers til Dig.

Du har et Ansigt meget fint
Du speller i Vaskeriet første Fiolin
ligesom Stjerner er dine Øjne klare
du er en første Klasses Vare.

Hvor højt jeg end fløj Du naaede mig dog
dine Øjne mig ej bedrog
Du har rigtig kunnet mig forhekse
vær ej mer af de strekse.

Dette er skreven til din Ære min dyrebare Pige. Jeg maa medele Dig, at det har alletider været min Mening, at jeg vilde have en rigtig sød og flot Kone og kan jeg ingen bedre faa end Dig selv om Du ikke er øverst paa Rangstigen, hvad man jo ikke kan sige, er det min overbevisning. Om to Timer henter jeg dit Svar, naar vi har lukket, og skal Du da sidde paa mit Skød og skal det være mig en Fornøjelse at trykke det første Elskovskys paa din Mund. Var jeg ikke saa vis paa, at Du maatte elske mig, var jeg ikke saadan i kulør, som jeg er nu, jeg tænker paa, at Du nu skal blive min Kæreste rigtig med Ring. Nu glæder jeg mig til at se Dig alene og ser jeg helst, at Du sender din Moder i Byen at vi rigtig kan sitte i Sofaen alene som andre Kærestefolk. Og tegner jeg idet jeg er din, til Døden skilder os ad igen

F. L. M. Lauritzen.

Uf, hvor kunde det Menneske dog ogsaa skabe sig og vrøvle. Marie lagde Brevet sammen og glattede Folderne haardt. Hun skulde dog ikke have noget af at være alene med ham.

Hun rejste sig for at kalde paa Moderen. — Aah, hvor var her dog grimt i Aften.

Paa Kommoden stod en Lampe uden Kuppel og oste lidt; der var koldt, Gardiner var ikke rullet ned, og en vildfremmed Herre, der gik forbi, nikkede ugenert ind til hende. Paa Sofa og Stole flød Dynger af Fremmedes smudsige Tøj, som Marie skulde tælle. Døren ud til Gangen var ikke rigtig lukket, og Støjen af et Skænderi lød helt ind til den unge Pige.

Hun satte sig træt i Sofaen og lagde Hovedet ned paa sine Arme. Hvor alt dette dog var forskelligt fra »Neptuns« Udfart, da Sommervinden løftede Flag og Vimpler, og Festtalerne berømmede hendes Fader ... Det var forbi for længe, længe siden ... men hvor havde hun tænkt og tænkt paa den Dag og troet, at der vilde komme Dage, der var festlige som den.

Hun var vel gal, om hun kimsede ad Lauritzen; hun kom vel nok til at holde af ham, hun havde jo ikke holdt af nogen anden — det med Hans var jo alligevel ikke andet end Indbildning.

Naar hun ikke var lykkelig ved at blive ved at gaa her i Sliddet uden at opleve noget særlig kønt, saa maatte hun vel tage Lauritzen og sige Tak til.

Og Moderen vilde blive glad ved det, og hun kunde saamænd nok trænge til en rigtig Hjærtensglæde engang igen.

Hurtigt — for ikke at vige tilbage fra dette, der vilde give Forandring og forskaane for Moderens svage Tilskyndelser og hans paatrængende Plagerier, gik hun ud i Køkkenet.

»Det gør jeg vel Mor, — — saa kan jeg maaske gøre det lidt bedre for Dig, saadan Du altid slider.«

»Herregu' lille Marie, det er jo nu det, som passer for mig. Men Du skulde jo da have det lidt finere. Og saa kan jeg da rolig lukke mine Øjne, naar Du er forsørget. — Hvis nu Fatter havde levet, Herregu'.«

Men der blev ikke Tid til Rørelse. Tøjet skulde ryddes til Side, Stuen opvarmes, og andre Forberedelser gøres. —

Lauritzen stillede Klokken ni med en Azalia i silkepapirspyntet Potte, den holdt sig bedre end en Buket, som jo egentlig hørte til ved en saadan Lejlighed.

Moderen blev lidt ude i Køkkenet, og Lauritzen begyndte uforstyrret et langt mundtligt Frieri. Marie tabte hurtig Traaden, for hun havde grebet den Sætning, at det ligefrem var hendes Pligt at forlove sig med ham, da hun havde Magt til at frelse ham fra daarligt Levned. Det forekom hende saa uendelig latterligt, at det skulde tages saa alvorligt med saadan en forbumlet, rødøjet Handelsbetjent; — hun havde den Pligt at gifte sig med ham, for at han skulde holde op at svire, sagde han; det var jo ogsaa nemmere end at gøre sig den Ulejlighed selv at sige stop! Hvor var det i Grunden grinagtigt — skønt det gjaldt hele hendes Fremtid; — hun smilede, Smilet blev til Latter; med Vilje blev hun ved at le, — det nyttede jo ikke at græde, man skulde jo gaa paa Jorden, selv om den var gloende, og hun var vel ikke mere højfornem og sippet end andre Piger.

For Resten fik hun sig vel nok en meget rar Mand, han saa jo da til sin Moder hver Aften.

Madammen kom ind. Lauritzen, der just ikke fandt Maries Latter afvisende, selv om den forekom ham mindre romantisk i et saadan Øjeblik, begyndte at kysse Marie med en Ugenerthed, som om de havde været forlovet i Aarevis.

»Er med paa Noderne, Svigermama! En sart Kvinde. Gelinde. Forstaar!« — Lauritzen udviklede sin Menneskekundskab ved Hjælp af alle de Føljetoner, han kunde faa fat i.

Lauritzen var overbærende med hendes Koldsindighed, som han egentlig fandt ganske fornem, og han prædikede med al sin Tungefærdighed og Selvsikkerhed om det tilkommende Hjem og sin egen fremtidige Stilling. —

Da han skulde til at gaa, og Marie pligtopfyldende, men koldt, tog mod hans Kys, sagde han ærgelig:

»Du skal værsgo' at tage Dig i Situationen, Marie, og være min Kæreste rigtig.«

Naa, hun vænnede sig vel til det Slikkeri. Nu var hun jo bunden til ham, og han blev vel nok god imod hende, naar han syntes, hun var saa dejlig, som han sagde.

Men Højtid og Glæde, det var der ikke over hende, som hun gik der og ryddede til Side og af og til talte ind til Moderen, som træt skyndte sig i Seng.

Marie skyndte sig ogsaa og lagde sig snart i Dobbeltsengen ved Siden af Moderen.

»Du skal bo i Nærheden af os Moder; saa kan vi gaa sammen, og Du bliver ikke helt alene.«

»Om Natten bliver jeg da. Du kan ellers tro, jeg har tidt havt Plasér af at ligge og lytte til, hvor Du dog kunde trække Vejret dybt, naar Du sov.«

Det, som hele Aftenen stille havde gnavet i Maries Sind, fik nu Magt, og hun brast i Graad.

»Saa saa lille Marie. Saa saa. Græd dog ikke saadan; det javer helt igennem mig at høre det. Du kan jo gøre det om, hvis det skal være. Du skal jo da ikke giftes lige med det samme. Og han siger, at han skal være saa mageløs mod Dig. Du skal bare ikke spekulere. Put Du Dig nu godt ned og læs din Aftenbøn, saa linder det.« — —

Næste Formiddag laa der et Brev til Marie i det aabne Køkkenvindue. — Marie læste det; det var Skolebestyrerinden i Baghuset, Lauritzens Moder, der henvendte sig til Frederiksens med Bøn om et Laan paa 15 Kr. til Hjælp til Husleje; hun havde betænkt sig længe, men vidste ikke andet Raad, og nu da hun af Rullekonen havde hørt, at Ferdinand havde kysset Marie ude i Gangen, og de sagtens var forlovede, mente hun, at hun i sin Nød turde henvende sig til dem. Det var jo kun et Laan. —

Uden at sige noget til Moderen tog Marie sin Sparekassebog og gik hen og hævede Pengene.

Ad en smudsig, stejl Trappe kom hun til en Dør, hvor der hængte en Tavle med Svamp og Griffel lige under Navnepladen. —

Der syntes at være gjort ihærdige Forsøg paa at dække, at alt var i Forfald. Gulvbrædderne var slidte og graa; et af dem vippede, da Marie traadte paa det, og der laa mange smaa og uens Tæppelapper. Stoppede Gardiner hang for de lave Vinduer, hvor den blaahvide Maling paa mange Steder var skallet af Træet. Om Bordet stod forskellige Slags Stole. Hæklede hvide Stykker dækkede over det ituslidte Betræk. Langs den ene Væg hældede under en Del blegnede Fotografier et taffelformet Klaver; Pedalen var brudt af, og Laaget havde en Revne. Paa en Konsol stod mange Billeder af Hr. F. L. M. Lauritzen i forskellige Stillinger. Det dunkle Spejl over dem gengav udvisket et Hjørne af det triste Interiør.

Saa kom Fru Lauritzen ind. Hun var graa og mager; over Øjnene hvælvede Pandebenet sig kantet og skarpt, Munden faldt ind om nogle grimme Tandstumper. Hendes Væsen var nervøst og uroligt.

»Moder kunde jo komme til at trænge, hvis vi blev syge eller saadan. Jeg mener, De kan jo blot sige det til Deres Søn.«

»Min Søn! — Det er ikke saa let at bede sine egne, skal jeg sige Dem, Frøken. Desuden, han har frabedt sig, at jeg beder ham om mere end de 5 Kroner, han giver mig hver Termin. Og han kunde jo blive vred og tage dem fra mig ogsaa. Det er jo kun et Laan, De kan være saa sikker paa, at De faar dem igen. Alle Børnene har endnu ikke betalt Brændepengene.«

Skolebestyrerindens Haand, der nervøst havde glattet frem og tilbage paa Bordkanten, blev stille.

Hendes Ydre gik Marie til Hjærte; hun vilde gerne vise lidt Venlighed, men den anden stod og tav saa tillukket; Marie brød Pavsen ved at spørge:

»Den er her; saa har jeg nogle Bænke om Bordet; jeg rydder dem ud til om Eftermiddagen, for jeg vil jo gerne have det lidt pænt.«

»Ja; det er jo ikke meget, — men naar jeg endda blot fik nye ind. Men det er ikke saadan. Jeg kan jo da nok naa at sy lidt for Forretninger om Eftermiddagen. Men« — det kom næsten ufrivilligt — »sommetider har jeg alligevel knap Brød i Huset!«

»Det maa De ikke! Og De vil endelig nok være saa god ikke at sige om Laanet. Han bliver saa vred og kunde let tage de 5 Kroner fra mig ved Terminen. Men hvad skulde jeg gøre?«

»De kan tro, naar han rigtig ved, hvordan det er, vil han nok ordne det noget bedre for Dem. Han faar jo god Løn og —«

»Han bruger ogsaa meget til sine fine Klæder! Ja, han maa jo nu ogsaa være pænt klædt i Forretningen, det maa han jo. Og engang maa det vel blive til noget, at han gør Alvor af at faa lidt lært; ellers kommer de jo ingen Vegne rigtig nu til Dags. Men jeg kan ikke give mere til ham, jeg har saamænd gjort, hvad jeg kunde, da han lærte og saadan. — Men saa mange Tak for Laanet; De skal faa dem igen, men De maa endelig ikke sige noget til Ferdinand og heller ikke, at jeg véd, De er forlovede, for han bliver saa vred, naar jeg blander mig i hans — som med den forrige Forlovede. Han fortæller mig det nok.« —

Hvad vilde Hans, som havde været saa god ved sin Moder, sige, hvis han vidste, hun havde saadan en Kæreste.

I en dump, trist Stemning kom hun ind og gav sig straks til at arbejde med Regnskabet; alt det, som havde paavirket hende til at tage Lauritzen, laa som Taager over hendes Beslutsomhed.

Moderen stod med den ude i Køkkenet, da Lauritzen, uden at banke paa, overraskede Marie i Stuen.

Han trak hende ned paa sit Skød og kærtegnede hende paa en temmelig nærgaaende Maade.

Marie rev sit Hoved fra hans kognaksduftende Mund og gav ham en smeldende Lussing.

»Jeg er til Sinds at give Dem en til. Det kunde maaske lette, for jeg er saa lynende gal i Hovedet paa Dem og paa mig selv, som har været ussel nok til at betro mig til saadan en Herre som Dem. Vi passer ikke sammen. Nu ved jeg det. De maa undskylde, jeg ikke fik det sagt i Aftes. Nu er det bedst, De gaar.«

»Værsgo'. Skæld bare ud. Det er ikke mer, end jeg har fortjent, naar jeg forlover mig med én, jeg ikke rigtig har kær af Hjærtet. Gaa nu! — De maa ikke være vred. Men jeg kan ikke lide Dem. Det ved jeg nu. Dem! Og Deres »Redden« og Deres kunstige Breve. — Men kan De da nu ikke gaa, Menneske!«

»Hæ, Du er sgu godt tovli'. Men jeg er for Resten ligeglad. Bild Dem bare ikke ind, jeg bliver ved at gaa og sukke for Dem.«

»Farvel Frøken Frederiksen. Gud, hvor er De dejlig. — De kunde gerne give mig et Søsterkys til Afsked!«

»Naa, naa lille Missemor; ikke saa stor; det var da ikke første Gang.« Han slog Armen om hende. Marie tog ham i Skulderen, slængte ham væk og gik sin Vej.

»Naa nu nix verknoten Ferdinand Lauritzen. Du gi'r hende Fanden gør Du — den Vasketøs!«

Lauritzen saa sig i Spejlet, trak sit Slips til rette, satte Hatten flot paa og gik. — — —

Efter den Tid holdt Marie sig helst hjemme. Hun var bleven sky for at komme i Lag med Fremmede. Af og til sendte hun Middagsmad over til Skolebestyrerinden i Baghuset. Denne takkede pr. Bud, men undgik Marie, da Laanet endnu ikke var tilbagebetalt.

Det var blevet Maries Livsvisdom, at skulde man gifte sig, skulde man holde af, saa der var Forslag i det, ellers maatte man helst blæse alt Kæresteri en lang Marsch og finde sig til Rette i sine Kaar uden alt for mange Spekulationer; og da hun betragtede det som givet, at hun ikke kom til at bryde sig noget om Bylapsene, saa behandlede hun de Herrer, som hun traf i Vaskeriet eller hos Naboens, med en munter Ro, som virkede afkølende. I Almindelighed troede man hende forskanset bag en hemmelig Forlovelse.

Naboerne søgte hende meget; hun rakte gerne en hjælpende Haand og var ikke bange for at sige sin Mening, naar det gjaldt om et godt Raad. Navnlig tog hun sig af et Pigebarn paa femten Aar, som hun lærte op til Vask og Strygning og anden huslig Dygtighed, og hvis Tendens til »Renderi« hun søgte at dæmpe.

»De vil til den Side, Marie, og saa kan ti Par Vognmandsheste ikke slæbe dem til den anden.«

»Det kan da ikke nytte at opgive det ligestraks. De to ældre ... naa ja, for min Skyld ingen Allarm, naar bare Katinka bliver en ordentlig Pige; det har jeg nu sat mig i Hovedet, jeg gerne vil have. Hun kan blive Jomfru hos Konsulinden hjemme; der faar hun det som Blommen i et Æg, og saa gaar hun da ikke i Hundene som Høkerens Carla.« —

Da Katinka var atten Aar, meldte hendes Moder en Dag Marie, at nu var det galt fat med Pigebarnet.

»Jeg gjorde mig jo gal, da jeg saa', hvad der var i Vejen. Men saa fik jeg jo at vide, at der ikke var noget for Tøsen at stille op; Kæresten task hende jo, det Bæst.«

Marie tog sig det meget nær og havde en Følelse af Skam, — havde hun ikke engang kunnet gøre saadan et stakkels Pigebarn begribeligt, at hun bare kom ned i Skidtet paa den Maner. —

Hun arbejdede haardt Dagen igennem, men havde dog en ubehagelig Følelse af, at der var mere endnu, hun burde udrette.

Hvad havde det saa nyttet, da hun søgte at stive en anden af! Katinka var dog nu alligevel kommen ind i Hvirvlen; nu rendte hun med Alverdens Mandfolk og saa farlig ud.

Det var dog bedst at leve rolig og tro Menneskene gode og skikkelige, passe sit Arbejde og af og til at gaa i Theatret og se noget rigtig kønt. — Naar Bifaldet rungede op mod Skuespillerne, naar hun paa Byens Musæum saa Malerier, eller naar hun i Avisen læste om et eller andet dygtigt Foretagende, var det, som om en Slags piblende, stolt Glæde gjorde hende varm: der var dog altsaa alligevel nogen, der kunde udrette noget, overvinde Modstand og naa Maalet, saaledes som de havde talt og sunget den Dag, da alt samlede sig om at gøre »Neptuns« Udfart dejlig og uforglemmelig. —

Moderen halvsov i Sofahjørnet. Marie sad tavs med Hænderne foldede under Nakken, Benene strakt ud og hele det trediveaarige stærke, kønne Legeme mageligt hvilende, medens Tankerne fløj rundt, eller en Drøm fangede hende.

Hun var igen kommen til ofte at tænke paa hin Solskinsdag, som bragte saa mangfoldige og saa festlige Skønheder over det hvide Skib, der droges langsomt gennem de klukkende, friske Smaabølger.

Med rigtig sikker Glæde mindedes hun ikke al den Festen; der var som noget uholdbart ved al den Fornøjelse og Stads, selv om det alligevel var dejligt at se for sig: Søen, Solskinnet, Baadene, hvor fremmede Mennesker svingede med Hattene, og alle Havnens Skibe, der var flagsmykkede fra Vandgangen til Flagknappen.

Pludselig kunde hele det flagrende Indtryk af leende, oprømte Mennesker, smeldende Flag og Søens og Himlens straalende Farver vige tilbage for et fast Billede: en ung bedrøvet Sømand, der sagde Farvel til sin Moder. Det gjorde godt at genkalde sig det, — der var noget virkeligt og tilforladeligt i det, noget, som ikke helt kunde forsvinde og blive til ingen Ting.

Sneen, der var falden saa munter og let, laa nu tung og halvsmudsig; de vaade Brosten var begyndt at vise sig, Spadseregangenes Træer var næsten sorte af klam Væde, og Skyerne drev lavt.

Det var Søndag, saa der var ikke mange Folk nede ved Havnen, hvor Marie langsomt kom gaaende mellem store Stenbunker og mørke Tømmerstabler.

Yderst ved det store, røde Pakhus laa »Neptun«, hjemkaldt fra England for at komme under Reparation.

Hans, der endnu var Styrmand ombord, havde fra London skrevet, at de Portrætter, som de jo nok vidste, at han havde i sin Varetægt og efter Kaptajnens Ordre kun maatte aflevere personligt, nu snart skulde komme dem i Hænde.

Hans havde skrevet to Gange, og hun havde svaret; det var falden hende saa let at fylde Papirets fire Sider, for hun vidste, at hun gjorde ham godt ved at fortælle om deres Hjem, og hvad der ellers angik dem. Ogsaa at hun af en Fejltagelse havde været forlovet i 24 Timer. Der var noget af en Bods smertelige Sødme i at bekende dette for Hans, og det var aabent Spil, han skulde ikke komme hjem og tro, at hun havde siddet og ventet paa, at han skulde komme og forlove sig med hende. Hun var ikke af dem, der ikke kunde kende lidt til et Mandfolk uden straks at tænke sig Forlovelse og den Slags. —

Det skulde blive sært at se »Neptun«, hvor Fader var død, og underligt at tale med Hans, som havde kendt hende dengang, da hun endnu ikke vidste, hvad Livet gav.

Saa tog hun et forsvarligt Tag i sine egne Tanker. Hun havde at være rolig og ikke at faa alt for mange Fornemmelser. Den Ro, som hun havde væbnet sig med hjemmefra, vilde hun ikke miste.

Men da hun staar her og ser ud i den snevre Kanal, hvor graa Isflager grøde sig sammen, mindes hun igen hin Udfartsdag, og hun hører Flagene smelde og ser den unge Sømands taarefyldte, trofaste Øjne.

Og da føler hun med urolig Sorg, at naar hun nu skal se Hans som en Fremmed og for sidste Gang have noget med Skuden at gøre, saa vil det være, som det jævnt kedsommelige skrider ned og begraver den lønlige Sti, der har ført til en aldrig helt glemt Drøm om Kærlighed og Lykke.

For Mindet om Hans, ung og betaget af en ren Sorg, der hævede ham over Omgivelsernes jævne Lystighed, og Mindet om Skibet, der i Festdragt, med Forventningens Glans over sig styrede gennem de solbeskinnede Bølger, — er dog det, der har vakt det blødeste, kønneste og det mærkeligste i hendes Sind. — Sæt, det var en Ondskab, en grim Handling, der havde været hendes Ungdoms første stærke Indtryk!

Hun var reven ud af sin sædvanlige Ro, og stærkt og bittert tænkte hun: »Jeg glemmer Herligheden med »Neptun«, men jeg finder mig ikke i at glemme Hans, og jeg kan ikke lade være at holde af ham, selv om han aldrig skal faa det at vide!«

Taarerne begyndte at trænge sig frem, — hendes Hjærte var saa fuldt og saa bevæget.

Da samlede hun resolut den sorte Kjole, løftede den omhyggeligt og gik raskt hen mod Skibet: ingen Scener, ingen Flæben for Folks Øjne!

Det havde Fader ogsaa sagt hin Festdag, da »Neptun«, pudset og hvidmalet, gled som en stolt Svane ud mellem de grønne Øer.

Nu var den sortmalet; det rustne Anker var halet op og havde skrabet den udenbords og afsat røde Streger.

Ved Rælingen stod Mægleren og Kaptajnen, der havde lodden Hue ned over Ørene og i Munden en kort Pibe, som han gumlede hen i den ene Mundvig, da han sagde:

»Ja, naar de kommer lidt nærmere Solen og faar mere Tørring, skal hun ha' en Omgang Pensel; hun er svært forkrabbet.«

Standsede pludselig. Hendes Øjne fyldtes af Taarer, og Hjærtet begyndte at banke.

Oppe ved Rattet stod Hans Holgersen med Tømmermanden, der klarede Flagstangen, som var knækket i en Storm i Nordsøen.

Og Hans, der stod med Ryggen til, vendte sig og gav sig sindigt til at hejse Flaget.

Dette Billede sænkede sig vældigt og egenraadigt ned i Marie og mødtes med det Minde, som havde gnavet og pint i stormfulde Nætter, og naar tjenstagtige Venner havde refereret Rhedernes uvenlige Bemærkninger om hendes Fader, — Mindet om, da Flagstangen knækkede, da han vilde svare de Hilsende i Land.

Men Uhyggen ved det Varsel svandt hen, da hun saa Hans, der støt og rolig stod der og gjorde Flaglinen fast; Hans, som havde fulgt »Neptun« saa trofast i alle disse Aar. Og som ikke betragtede hende som en Fremmed, der var ham og Skibet uvedkommende. Det forstod hun med stille, lykkelig Jubel, da han opdagede hende og hilste hende.

I den milde, stærke Stemning — lige vidt fra hin Dags festlige Lys og fra dennes klamme, skjulende Taage — fulgte hun med ham ned i hans Lukaf.

Idet han aabnede Kisten for at fremtage Portrætterne, saa' hun, at hendes Billede var opklæbet indvendig i Laaget.

Naar Hans paa de ensomme Vagter eller paa slentrende Vandringer i store fremmede Byer havde tænkt paa Fremtiden, saa var Marie det Kærnepunkt, hvorom hans Lykketrang dannede en lysende Taage af Haab og Ønsker. Saa sikkert som noget var hun med, hvergang han spekulerede over noget særligt, — — — dengang, da han sparede for at tage Eksamen, og ved Sømandspræstens Juletræ i Hull, da det traf sig, at han fik et Halstørklæde med Juleønsker fra En hjemme i Byen; og da han laa paa Hospitalet i New York, efterat han var forlist og havde mistet alt; og Natten efter den Sommerdag ovre under England, da hun pludselig røg ud i en Nordvest, og Jungmanden gik over Bord og druknede lige for Øjnene af ham; — — altid var Marie med i hans Tanker. Hun var jo ogsaa for ham bestandig omgiven af det Mod og det Haab, som havde været over det hele hin Sommerdag i Sundet. Hvor akavet det end var gaaet for »Neptun«, saa havde den Skude dog siden den Dag noget mere over sig end andre Fartøjer, og hvad han saa end skulde faa at kæmpe med, saa skulde hendes Kærlighed hjælpe ham at klare det strængeste. —

Han vilde sige hende noget om dette; men en pludselig Jublen over endelig at skulle dele dette stærke, forhaabningsfulde med hende fyldte ham med en uvant, forvirrende Magt, der dirrede helt ud i hans forslidte Hænder, saa at hun uvilkaarlig tog med øm Fasthed om dem.

Han var ikke vant til at forme sine Tanker i Ord, da han ingen havde havt at skrive til, siden hans Moder døde, og ikke havde læst stort andet ude i Søen, end hvad han havde Brug for til Eksamen.

Men Lykken over ømme Længsler og stærke Følelser, som ikke skyggedes af nogen Tvivl eller Usikkerhed, Lykken over det nye, mærkelige, straalende, der foldede sig ud i hendes Sind, da hun saa ham ved Flaget agter, bringer hende til at fornemme den Glans og Varme, som er skjult i hans jævne Ord om, at han har Udsigt til at blive »Neptuns« Fører, da Kaptajnen lægger op efter denne Rejse, og at han saa kan gifte sig, men at han ikke vil have nogen anden Pige i hele Verden end hende. —

Da Marie sad hos sin Ven i den snevre, fattige Kahyt, tænkte hun, greben ind til Roden af sit Væsen, at det var en Styrelse, at Lauritzen havde listet sig saa lumskt ind den Aften, saa at hun var bleven saa forfærdelig vred og lige med et havde givet ham Afsked; sæt, hun var gleden dybere ind i det; ja, saa havde hun aldrig oplevet en Stund som denne sammen med ham, der nu sad og holdt saa trofast om hende og hviskede om Fremtiden og om den Dag for længe siden; den Dag, da hendes Sjæl havde optaget et Billede, der — disse Aar igennem — havde været som en Ankergrund, der var Skyld i, at hendes Tro paa ham og Mindet om ham aldrig helt var skyllet bort fra hende.

TO SØSTRE.

Men Borgens Frue havde ikke Sans for Portenes sikre Nagler eller for Taarne og Tinders stolte Rejsning. For hende var der kun ét: det Barn, hun havde født Maanedsdagen efter sin Husbonds Død.

Hun tilbragte sine Dage ved Barnets Vugge og mangen Nat lyttende betaget til dets sagte Aandedrag.

Fra Taarnet vajede intet Banner; i Staldene stod Hestene urørte, i Skovene drev Dyrene om uden at jages, og de af Svendene, som endnu var unge, forlod hendes Tjeneste, fordi de hellere vilde binde Harnisk paa og slaaes af al Magt paa de vide Heder med vrede Fjender end gaa her i Tryghed og blive gamle og graa bag den Grænse, hun drog mellem Verden og sig selv og sit. — —

En silde stormfuld Aften kommer en Svend ind med en Byldt, som han har fundet i den dybe Skygge ved Porttaarnets Mur. Kaaber og Silkeklæder vikles bort; et Par mørke Barneøjne stirrer mod Lysskærets Leg paa de blanke Ildbukke ved Ovnen; de se op i Røgfangets Mørke, og i Blikket dukker en Skygge af Ængstelse frem; men den svinder, da det fæster sig ved Borgfruens Ansigt.

Da aabnes den sørgmodige Frues Hjærte for det lille, hjælpeløse Hittebarn, og hun løfter det i sine Arme og tager det til sit Barns Søster.

Og Inger, det var Datteren, og Germa ... det Navn havde man fundet i en Guldring, der hang om Hittebarnets Hals ... voksede op i Kærlighed og Ømhed. —

En Solskinsdag stod Moderen i et Vindue og saa ned i Borggaarden, hvor de to Børn kom gaaende.

Inger gik ens og langsomt. Hun var højere end Germa og havde lagt sin Arm om hendes Skulder; det jævnede den andens urolige Gang.

Germa sprang af Sted; .. snart jagede hun Duernes Flok i Vejret, saa de mange flagrende Vingepar lyste i Formiddagssolskinnet; snart borede hun sine brune Hænder ind i de vilde Rosers Hæk for at faa den rødeste Rose til Ingers lyse Haar; saa gled hun atter ind i Søsterens Arm, og de fortsatte deres Vej ... bort under den lave Porthvælving.

Og lidt efter brødes Stilheden af Germas muntre, klare Stemme, der raabte den kraftige Hilsen, som hun kendte fra Viserne, op til Porttaarnet, hvor Kurens Plads i Aarevis havde været tom.

Hun havde sørget og grædt saa saare. Men som Aarene randt hen, stængte hun med Ensformighed og Stilhed for alt Begær efter Liv og brusende Lykke.

Og hun gemte Børnene med sig i Flugt for alle groende Haab, fordi hun vidste, det kunde ske, at Haab blev til Sorg.

Men nu, da Vingerne voksede sig stærke paa den fremmede Fugl, hun havde lunet i sin ensomme Rede, — og den flagrede ud, og den kom hjem og bragte Bud til hendes vintertavse Sjæl om smeltende Sne og om Muld, der var rede til Frøkornet, — da veg Glemselen og Stilheden af hendes Sind, og den meldte sig igen, den gamle Sorg over hendes døde Herre. — —

Germa færdedes vaagen og varmblodig vidt ud fra den snevre Stue. Der var i hendes Spor en Strøm af Liv og Uro og bag alle hendes Spørgsmaal en kraftfuld Higen efter Viden om Tilværelsen i al dens Bredde og Dybde. Hun værnede med Ømhed og Undren hver Plantespire, der blev til af et ringe Frø, og hun lo af Glæde ved at fornemme sin Hests spændte Styrke, naar hun jog hen ad Markerne. Hun kunde blive stille af Lykke over Moderens og Søsterens Kærlighed; og naar der berettedes om Fædrenes daadrige Levned, lyttede ingen som hun — saa favnende det alt, tagende og ejende det.

Den gamle Krønikebog og de to Helgenlegender, med Riddervaabnet i Guld paa mørke Læderbind, og de kostelige haandskrevne Dokumenter blev slæbt ned fra Hylden; naar da Germa stod paa den høje Stige og søgte paa det fredede Sted, hvor de gemtes, saa blussende ivrig, at Støvet dansede i Solstriben, da var det noget andet og noget smerteligere end Angst for, at den lille, faste Haand skulde slippe sit Tag i den Egetræeskorsblomst deroppe, som gennemfor Borgfruen paa en saa urolig Maade.

Borgfruens hvide Hænder, der i mange Timer taalmodigt havde syet Roser paa Silkens lyse, bløde Flager, lagde sig til Hvile i hendes Skød.

Fra de store Loftsbjælker og fra det mørke Egepanels kunstfærdige Udskæringer rykkede Tusmørket nærmere og nærmere ind paa hende.

Hun rejste sig, gik hen og skød Vinduet op, satte sig paa Vægbænken i Vinduesfordybningen med Haand under Kind og stirrede ud i Luften, medens Mynden, der laa ved hendes Fødder, aandede lydløst i rolig Søvn.

Saa bevægede den brede Dør sig paa sine store Hængsler for Ingers spinkle Haand.

Mynden rejste sig, gabede lydeligt og strakte sig, saa Skindet strammede om Ribbenene; der kom Liv i dens sørgmodige Øjne, og den gik logrende hen til Inger, der venligt strøg over dens glatte, bløde Hoved, idet hun gik forbi den hen og satte sig paa Hyndet ved Vinduet.

Hun lænede Hovedet til Moderens Skulder, og Moderen kyssede ømt og let hendes lyse Haar, der mødtes saa smukt med den rene, hvide Pande; medens det nu var Inger, der saa ud paa Aftentaagerne, hvilede Moderens Blik ufravendt paa Barnets rolige Ansigt. —

Hvilken Storm skal faa disse lige, fine Øjenbryn til at drage sig smerteligt sammen, og hvilken Lavhed skal bringe disse blaa, taalmodige Øjne til at flamme vredt og sorgfuldt.

Kunde hun holde sit Barn borte fra Verden, — hvor Lystighed og Kulde var Herre, — gemme det hos sig, varmt og trygt, og tilsidst frelse det med sig i den stille Grav under Kirkens slidte Fliser! —

Hun blev ved med sin lystige Sang, medens hun trak Mynden kærtegnende i Ørene og klappede dens Ryg, saa den velbehageligt kneb Øjnene sammen; men saa tav hun, løb hen til de to derhenne ved Vinduet og tog sin vante Plads paa Hyndet ved deres Fødder ...

Og lidt efter begyndte Moderen at synge med en sagte, sødt klingende Stemme for sine Børn. Helst af alt vilde hun mætte deres Længsler, at de ikke skulde drage de vilde Stier bort fra hende, ud i Livet, hvor mangen En bar Kvide i Hjærtet.

Saadan kom en blid og rig Aften tidt og ofte efter en Dag, som, enten det var Vinter eller Sommer, var kranset af vaagen, trofast Kærlighed.

En Sommerdag, da Inger, der nu var vokset til en stolt og høvisk Jomfru, var gaaet ned til Aaen med en Terne for at to Silke og Lin, kom Germa løbende. Og som hun sprang af Sted hen ad den grønne Vold, vinkede hun kaldende paa Søsteren.

Hendes Mund smilte, og hendes Øjne straalede, men hun vilde ikke fortælle, hvad det var, der havde tændt Glæden hos hende.

Hun tog Inger ved Haanden og drog hende med sig ind i Borggaarden, ind ad en lille glat, jernbeslaaet, mørk Dør, som Inger aldrig før havde set aabnet, og op ad en stejl Trappe, hvor Loft, Væg, Trin ere afslidte, røde Mursten. Smallere og smallere bliver den, jo højere de stige .... men tilsidst svinge de sig ud af Lugen øverst oppe, og de staa ved Taarnets Tinde og skærme med Hænderne for Øjnene, der ikke straks kan se ud i det klare Sollys.

Men snart se de op og ud over det vide Landskab, der blaaner langt, langt ud — — grønne Marker, et enkelt bredkronet Træ, smaa blinkende Søer, mørke Skove og længst ude — Havet. Over alt dette et straalende Sommersolskin og en tindrende blaa Himmel.

— Inger jublede og strakte sine Arme ud. Hun løb fra Brystværnets Nordside til dets Sydside, fra Øst til Vest, — og alle Vegne det samme — en Verden, en stor, dejlig Verden, der straalede i Sollys og ventede i Tavshed.

Germa sad ubevægelig med Nakken mod den haarde Sten og fulgte med Øjnene Inger, der var saa ny, som hun stod der; der var i disse Øjne en Verden, en Verden, der ventede i Tavshed og straalede i ubevidst Ungdomslykke.

Germa rejste sig pludseligt, gik ned ad Trappen og ind i det øverste Taarnværelse.

Der stod et stort, sammenrullet Banner hældet op til Muren; hun tog i Silken og trak Dugen nysgerrigt ud.

Derpaa fik hun Øje paa en lille Kiste paa fire svære Ben, sammenholdt af et stærkt Kryds.

Germa strøg over sit sorte, blanke Haar, som hun plejede, naar noget betog hende.

Hun vidste ikke selv, hvorfor hendes Hjærte bankede, da hendes varme Haand greb om den store Nøgle. Hun lo lidt af denne sære Uro, drejede Nøglen om og aabnede for Kisten.

Der laa en Ring, og inden i den stod »Germa«; det samme Navn kom frem, da hun havde set lidt paa det snørklede røde og forgyldte, der stod dernede paa Pergamentslappen, som laa under Ringen. —

Og Hittebarnet læste de faa Linjer, som en vejfarende Munk, til Tak for Ly og Mad, engang havde prentet om det fundne Barn.

Hun forstod ikke, hvorfor hendes hele Væsen krympede sig af Sorg, hun harmedes over Taarerne, som blændede hendes Øjne, og uvant med de Ædderdryp, der sved hendes Sind, vilde hun løbe bort fra dette trange Rum. Hendes Haand strejfede Banneret; hun vendte sig og tog hastigt om den tunge Byrde og slæbte den op til Inger.

To Pigeskikkelser kæmpede for at faa Bannerstagen fastgjort, Banneret udfoldet. Inger slap Snorene; en sagte Vind spilede Silkedugen ud, og over hendes Hovede vajede Slægtens blaa Mærke med den gyldne, flyvende Glente, den som ogsaa havde skinnet i hendes Faders Skjold den Dag, han faldt mod Rigets Fjender.

Germas Læber bævede .... hvor havde de kunnet tie om dette Dag efter Dag? Hvorledes skulde hun bære at miste Visheden om en ædel Fader og en god og statelig Moder? Ak, nu havde de drukket det halve af hendes Hjærteblod.

Da strakte Inger Armene i Vejret, greb med de slanke, hvide Hænder om Bannerstagen; Mund og Øje smilte stolt og kækt, og Silken knitrede og bølgede over hende.

... Men i den Stund følte Germa sig fattig og ene, og i hendes Sind fæstede den bitre, stærke Udlængsel Bo.

Ind gennem de grønlige Ruder, hvor Blyet mange Gange har draget sine Linjer paa langs og paa tvers, glider det legende Lys i brede, dæmpede Strømme.

Stabler af Tinfade og Tallerkener staar paa det brede Egebord; kosteligt vævede Skiveduge ligge Side om Side med farveskønne Bænkehynder. En Sølvstob, Krus og blanke, tunge Stager med to og flere Piber skinner; smaa Saltsirkener og enkelte Skeer, hvis lave Kop er slidt som det udskaarne Benhaandtag, ere skubbede ind, hvor Plads er i den brogede Dynge.

Inger staar og ser tankefuld paa alle disse hendes Slægts Skatte, som sjældent kommer frem af de dybe Skabe eller ned fra de lange Hylder under Loftet. Snart løfter hun paa en af de tunge Stager, snart glider hendes Haand let hen ad de kølige Linnedduge.

Borgfruen sidder for Enden af Bordet, hvor Skiven er rundet af hendes Herres og hans Fædres Arme.

Foran hende staar et lavt Skrin med hvide Metalbeslag om det mørke Træ. Der ligger enkelte Guldkæder deri; men det er ikke dem, som Borgfruen løfter saa varsomt, — det er et beskrevet, stivt Pergament, der rasler, da hun tager det frem.

Hun ser paa den snirklede Skrift, som fortæller om dengang, da hendes Herre skænkede Gaard og Grund til Kirkens Sankt Andreæ Alter, at Messer skulde læses for ham og hans og Kongen til evig Tid.

Borgfruen ser op, sukker og fæster det sorgfulde Blik paa Inger, der bøjer Hovedet dybere.

»Døden er vis, men Timen er uvis. Lad ikke af at vaage og bede i Bodfærdighed.«

Med Fingeren tegner hun, uden Hensigt, i Karmen efter de smaa Halvbuer i den røde Mur derovre under Taget.

Bagved sig hører hun Borgfruens sagte dæmpede Stemme, der staver sig frem gennem Dokumentets Sætninger om de Messer, der skal læses: alle christne Sjæle til Ro, Lindring og Salighed.

»Liv og Vildskab,« siger det i Germa. De to derhenne, hendes Kæreste paa Jorden, lad dem knæle for den tavse Moder, der bøjer Hovedet mod den kronede Søn, hun bærer paa Armen, lad dem vandre sødt omslyngede og blidt talende i Rosengaardens tunge Duft; hun elsker dem, hun vil gøre trælsomt Arbejde for dem og bære det strideste og haardeste dem til Behag, men der er noget, som kalder bort fra dette stille Sted, skønt Barneminderne pusler i hver Krog. Her er alting ens, enten Himlen er høj, blaa og sommerskøn, eller Taagerne graaner, eller Sneen danser langsomt ned over Borg og Skove. Hun bliver førere i sin Dragt og maa bøje sig, naar hun gaar gennem Taarndøren, men Dag gaar som Dag, og Aften kommer som Aften, og saadan vil det vedblive.

Og hun ved, at de Bolstre, hun hviler sit Hovede imod, ere bredte for hende af Godhed, og ikke fordi hun er deres. Der er ikke det i hendes Blod, som evigt binder hende til de to derhenne. Hun er ikke Kød og Blod af den gode Frue og hendes ætstore, modige Herre.

Og hun ligner heller ikke Søsteren. Germa er rank og høj, mørk og brunkindet. Hun er kraftig og heftig, har Mod til at være kærlig eller vred, alt som Tid er.

Ingers Legeme er fint, og naar hun kaster sine Klæder og gaar ud i Vandet, skinner hun hvid og dejlig; hendes Lød er lys, hendes Øjne ere rolige og blaa. Hun kan tæmme sine Ord, og man ved ikke ret, om hendes Sjæl kan bølge i Vrede og heftig Kærlighed. Græder hun, er det i Ensomhed, og aldrig viser hendes Ømhed sig anderledes end som stille Omsorg. Hendes Pande er som Moderens; naar hun lader Kammen glide gennem det lange, gule Haar, løfter hun Haanden ganske som Moderen. Ja, deres Blod rinder i samme Takt, og de ere bundne til hinanden uløseligt, men hun er det fundne Barn ... den Herre Christus evigt velsigne den gode Frue, der ikke lod hende falde i onde Menneskers Vold! —

Men saa vendte hun sig og gik forbi Borgfruen og Inger. Deres Blikke fulgte hende, til Døren lukkedes; to Par Øjne mødtes et Øjeblik ... Germa er en anden siden hin Dag paa Taarnets Tind; hun tager deres Kærtegn som en Gave og ikke mere som sin Ret; og hendes mørke Øjne kan spørge, saa der er kun det at gøre at lægge hendes Hovede mod sit Bryst og bøje sin Mund mod hendes Pande. —

Men Germa sprang ned ad Trappen, hun stemte sig haardere mod den tunge Dør end nødigt gjordes.

Da hun stod i den snevre Borggaard, gav hun sig til at løbe ... bort derfra ... over den gyngende Vindebro — ad vildsomme Stier langt ind i Skoven, og der kastede hun sig ned ...

Vage Drømme, der briste, førend de naa ud af Taagen, stryge gennem hendes Sind, medens Skovens Storhed, — den, der spirer, og den, der hvælver sig højt, — tager hendes smertelige Uro og fylder hende med en gryende, stærk Livsglæde. —

Det kan ske for hende, at tunge Anelser med ét kan faa hende til at løfte Hovedet fra det bløde Mos og stirre ængsteligt frem for sig; det er, som noget nærmer sig, der kan nedtræde den dybe Glæde, som er ved at gro op i hendes Sind.

Da kan hun ikke se en Fugl flyve fra Reden, uden at hun synes, den forvildet tyer til en sikker Kvist, og at dens lille, fjedrede Moderbryst skælver. Og det er for hende, som de fine, svævende Spind blive tunge og graa, og som den bløde, blaalige Luft, der legede i yndig Lethed, bliver tung og kvælende.

Hvorfor blev hun ikke hos de to bag Borgens sikre Mure! Hvorfor var hun bleven deres, naar hendes Sind og hendes Længsler ikke vilde gro som deres, — de to hun elskede og længtes bort fra, som om hun skulde sørge sig død.

Germa sad ensom langt inde i Skoven og saa paa en Ulveunge, i hvis Hjærte hendes Kniv havde siddet.

Hun blussede efter Jagtens Fryd og sugede af og til de røde Bloddraaber bort, som piblede frem af en Rift i Haanden.

Men snart hørte hun en Hest snøfte; Jernklæder raslede, og en stor Rytter holdt foran hende. En Svend red frem ved hans Side.

Ridderen gloede dumt paa hende gennem Hullerne i Visiret; saa skød han det op og lo raat.

»Og til at sørge for Ganen og anden Glæde,« smiskede Svenden og red bag hende.

Germas Øjne løb fulde af Vredestaarer. Der var en Ridse ved Halsringen. Om hun kunde sætte sin Kniv i der! Men saa skulde hun slippe Ridderen af Syne.

Bag hende knasede de tørre Blade under Ridderens tunge Hest; lidt borte knækkede Grene: Svenden red uden om hende. Hendes Kinder glødede, men hendes Sind var koldt og beslutsomt .... fremad endnu et Stykke, saa naaede hun Kløften; hun vidste et Sted, hvor Brinken var stejl og overgroet med sejge Ranker, derhen løb hun, der var hun stærkere end en Rytter i Jernklæder.

Hendes Hjærte hamrede, hendes Kind piskedes af Kvistene, — men blot frem. Han kunde bruge hende til at fede Ulve med, om han fik hende fat! Anderledes blev hun aldrig i Evighed en Mand til Vilje, som vilde tvinge hende, en Mand med grove Smil om lystne Læber.

I susende Fart fór det unge, stærke Legeme af Sted, bøjende sig for Grenene og springende over Bækkene.

Svendens Hest prustede der ved Egen bag Krattet ... saa til den anden Side ind mellem Træerne. Der laa Svenden lumskeligt skjult; han sprang ind paa hende, de brødes længe; da Ridderen kom, var hendes Kræfter ødet, og blodig og forreven sank hun sammen, bedende sagte og mindeligt om Naade og Frihed.

Men han tog hende hoverende i sine jærnklædte, plumpe Arme, løftede hende op foran sig paa Saddelen og red bort med hende.

Germa spændte endnu engang sin slanke Krop for at styrte sig fra ham ned mod Jordens barmhjærtigt knusende Sten; men han holdt hende fast fængslet i sine grove Arme og førte hende til sin fjerne Borg.

Og hvor han rider frem, knuses Blomsterne, de løfte sig ikke mere, drikke ikke mere Duggen, som de gode Nætter skænke.

Der red en Ungersvend i vild Galop, saa stærkt, som Fuglene flyve. Han jog fremad over bløde Enge og ind gennem tætte Skove, hvor Grenene strøg hans hede Kind, og visne Blade sparkedes op af deres aargamle Fred.

Han huggede Sporen i Hestens Side og knugede haardt om den brede Tøjle, for han var vred af Sorg.

Saa ringe, saa lille var da hans Hjærtenskærs Elskov, at den ikke kunde hindre hende i at følge den fremmede Ridder til Dansen og lytte til hans Tale, der var sirlig og kruset som Fjedrene i hans Hat. — Men hans Ord, hendes tro Bejlers Ord gaar hendes Øre forbi, som var det blot en Vind, der blæste.

Værd var det for en Svend, der brændte af Harm, at ride som en Nar ad ukendte Veje.

Da standsede Ungersvenden sin Ganger; den stemte Benene fast mod Jorden og huggede med Hovedet — utaalmodig over den strammende Tøjle, — saa at den lange Manke faldt ud over Bidslet, og Skumflager fór tilbage paa den svedblanke Krop.

Ungersvenden blev holdende og stirrede frem for sig, for der, hvor Taarnet rejste sig bag Krattet, der vajede over den takkede, røde Murrand det blaa Banner med den gyldne, flyvende Glente, som i mange Aar havde været skjult.

Hallo! Han rev sin Hue af og svingede den. Nu havde han det at melde om, som vel kunde fange hans Dames Øre.

Det Budskab sprang vidt over Lande, at Flaget var hejst paa den ensomme Borg, hvor ingen Fremmed havde været siden Ridderens Død. Der taltes om det i Færgemandens Hytte og paa Kongens Slot, og det drøftedes ved Krus og ved Messe, og snart stundede raske Svende og alvorlige Mænd til Borgen.

De modtoges høvisk med Vin og Mad og den Besked, at naar Germa var funden og frelst, da var her et Hjem for Glæde og Lykke, hvortil det vel nok var værd at drage igen.

Og mangen Svend besluttede at fare viden om for at finde Germa; men saa gik det dog oftest saadan, at i det første gode Staldbroderlag, der glemtes det ...

Men der var én, Sivard var hans Navn, og han mødte Inger den Dag, han holdt i Borggaarden.

Saadan et Løfte om at finde og frelse Germa gav han hende, at hun strøg sine Hansker af og rakte hans Hest Fodret, og — paa hans ridderlige Bøn — spændte hun hans Harnisk og lagde Tøjlen i hans Haand.

Og Sivard lod sig kun opholde af de Mødende, naar der var noget at fritte og spørge, og han fór viden om.

Den store Ridder laa dorskt sovende i Højsædet. Ølkanden foran ham var tømt, og han havde lagt det ene Ben op paa Bordet.

Germa stod ved Vinduet. Hendes Sjæl krympede sig saa smerteligt i Haabløshed og Væmmelse, at hun ingen anden Lindring vidste end at drømme sig til Barn paa Borgfruens Skød. Men det var som at drikke en lokkende Gift, der var dejlig at se, men brændte som Luer, naar den var nedsvælget. —

Germa gik. Gud i Himlen! At opleve Gengældelsens Stund! I Døren vendte hun sig og sagde barskt:

Op ad Trappen steg hun til et ensomt Kammer. Hun strøg hans gyldne Ringe af sin Arm og sine Fingre, rev hans skinnende Kæder af sit Bryst og slængte dem hen, flængede den stive Gyldenstykkes Kjortel og den bløde Underdragt af sig, til hun stod nøgen.

Da brast hun i bitter Graad, slog Vindueslugen op og lod den kolde Vind vælde ind om sig.

De sloges længe drabeligt. Sivards Sværdsod sad i Ridderens Side, men han huggede endnu vældigt. Da tænkte Sivard paa, at Ingers Øjne var trætte af Taarer, da hun saa paa ham, og han fór mandeligt frem, og denne Gang hug han Jomfruskænderens Hovede af, saa det drev hen over Gulvet. —

Da bøjede hun sig frem, tog Sivards Hest ved Bidslet og drog den med sig ind til en Grav, og — som hun bød — skjulte Sivard sig bag Stenene.

Hun sigtede roligt, skønt hendes Læber krummede sig i bitter Harm, og da hun slyngede Kniven fór den ind i hans Strube og sad fast. Med et Brøl faldt han bagover, gled af Saddelen ned paa Vejen, hvor hans Hoved slog tungt mod en Sten, saa Skallen brast.

Der susede et Par Bolte fra de andre Svendes Armbrøst forbi dem, men ingen forfulgte dem, thi Vægteren mente, de burde ej raste, men drage til Gaarden og brygge til sømmeligt Gravøl for deres døde Herre. —

En Nat, da Sivard laa ved hendes Fødder i en stor Skov, mærkede han vel, at hun lønligt sukkede tungt; da havde han fortalt om Inger, der spændte hans Harnisk og rakte ham Tøjlen, og hvis Øjne var saa sorgfulde.

Da de naaede frem mod Borgen, og Germa mødte det første Stod Foler og saa' de første Glimt af Barndomshjemmets røde Mure og deres Billede i Voldgraven, gled hun af Hesten, vendte dens Hovede mod den store Ridders Stald og lod den græsse bort fra hende.

Hun svang sig op bag Sivard, og hun støttede sin Pande mod hans Ryg, og da hørte han hende græde, som om Gud aldrig kunde løse hende ud af Angst og Kvide.

Da den første sorgfyldte Glæde er omme, vil Inger igen falde til Ro i det tilvante Hjemmeliv, hvor Sivard som hendes Hjærtenskær skal være med.

Vel kan hun nu som i svundne Dage høre paa Eventyr og Sang og gaa ved Ingers Side og plukke Roser og Gyldenlak, men naar den lyse Dags vanlige Hændelser ikke mere støtter hendes syge Sind, da brister hendes Ro, og Sorgen kommer med Natten og sætter sig tungt paa hendes Sind og skygger for al Tro og al Glæde. —

Germa sidder paa Sengestokken, og Inger reder hendes Haar; men Germa tænker ikke paa, hvor det vælder sort og bølget, hun taler med Ord saa milde og sagtelig faldende om den Germa, der fri og glad steg op ad den snevre Trappe til det blændende Solskin paa Taarnets Tind, og om den Lykke, der fra Barndomsaar til Dødsenstid kunde have groet, hvis det vrede Lyn ikke blindt havde ramt og slaaet et Saar, hvorfra Livet rinder ud. — —

Fra Skabesengens Mørke ser Inger mod det fattige Skær af Dag, der driver ind gennem Vinduets Ramme.

Der trænger sig over Søsterens Læber andre og haardere Ord, og af dem staar der som en Dødskulde, der bringer Inger til at skælve.

Søsterkærlighedens Varme ejer Germa ubeskaaret, og derfor gemmer hun trøstende hendes Haand i sin.

Inger sukker tungt, fordi det kommer over hende som en ængstende Alvor, at der er den Vaande, som kan skille fra al Glæde, og den Nød, som aldrig kan forvindes. —

Og Germa døde den Dag, da den første Sne dalede let over de hærgede Skove og over de ensomme Veje.

I Kirkens Halvmørke har Inger ligget knælende paa Flisen, som dækker Søsterens Grav.

Og hun har — medens Tankerne flagrer i dybe vildsomme Dale — læst og læst de fromme, kosteligt hugne Ord om den, hvis Legeme hviler her, men hvis Sjæl er hos Gud.

Hendes Hjærte er tungt af en Sorg, som man ikke drømmer sig til og fra, men som er der altid, og som altid er der lige knugende, fordi det er den, der har løftet bort fra den jævne Vej, hvor Fødderne gik deres vante Gang. —

I Borgportens dybe Skygge staar hun stille. Hendes Bryst gaar mod det strammede Klæde og den hvide Halsdug, og hendes Blik glider uroligt, som vidste hun ikke det Sted, hvor Hvilen er.

Da ser hun en Ternes Ansigt i en Vinduesglug, og rank gaar hun ind i Gaardens Solskin og hen mod den lille Dør i Taarnet.

Men det tvinger hende kun dybere ned i den Sorgfuldhed, der ligger som en mægtig Orm og ruger over hendes Ungdoms Skatte.

En Kilde af Jubel springer op i hendes Sind og skyller funklende og friskende gennem hver lønlig Krog.

Der er jo den Svend, som hun har valgt, fordi han ung og modig og af Kærlighed til hende stred for at bringe Søsteren tilbage; det er jo hendes Herre, som hun vil give sin Tro og have kær i Glæde og i Sorg.

Hun rejser sig og skyder Døren op, saa Solen vælder ind i en bred, støvfyldt Stribe. —

Hans Læber ere pressede mod hinanden, og han tvinger sine Tanker til at mindes den stormende Fylde af Ungdomsmod og Kærlighedslængsel, som tumlede i hans Sind, da han red gennem Verden og tjente for den, som har lovet at være hans, men som er en Fremmed selv i hans Armes Hjem.

Hans Vilje har været til at drikke et glad Bryllup og føre en stolt og yndig Brud til sin Gaard, at sidde ved en statelig Husfrues Side som Herre ved sit eget Bord blandt ædle Gæster og, naar Tid er, hejse Sejl i Raa og styre frem over dybe Strømme til Kampe, hvor ingen vil vige.

Viger han ikke daglig fra dristig og fordrende Tale, og fremtvinger han ikke stilfærdigere Ord, end hans Sind er til, fordi han kun gennem dem vinder hendes nølende Kærtegn, som han længes imod ....

Da ser han hende staa i Døren, og han mindes hendes bløde Haands Hvile i hans, og langsomt gaar han imod hende, og hun sætter sig paa Trappen, og han slænger sig paa det nederste Trin.

Da han ser, hvor blege hendes Kinder ere, bliver han vel trang i Sind, men der fødes ikke det Ord af hans Kvide, som kan tage hendes Nød og stille hendes Sorg.

Inger ser ned paa dette bøjede Hovede og denne dunede Kind, der sænker sig dybere, som begærede den Hvilen mod hendes Knæ.

Det er, som Taarer stiger højere og højere i hende og slæber efter sig en mørk Angst.

Hun venter og venter .... ogsaa i denne Time forgæves; og han sidder tavs, medens Minut drypper til Minut og øger den skillende Strøm.

Han slynger Armene om hende og knuger sit Hovede mod de fine Knæ, der runder sig under Kjolens Folder.

Men da er det for hende, som han er en fremmed Svend, med hvem hun aldrig har nævnt Kærlighedens Navn, og det ridser sig ind i hende med eneraadende Magt, at den Dag vil aldrig komme, da hun vil lægge sit Hovede ved hans Bryst og gro ind til den Lykke, som vil læge alle Saar og blænde for alt Savn.

Han føler et Øjeblik, som al hans spændte Kraft langsomt slappes, men da han ser hendes Mund og mindes, at han har maattet tvinge sig ind paa lange Omveje for at opnaa, at den givende bøjer sig mod hans, da flammer det op i ham med en vred Glæde som hos den, der kaster en Lænke.

Men da Sporens Klirren tier, hører han hendes Kjoles Strygen mod Murværket og hendes lette, rolige Trin opad Trappen, og da løfter han Benet, sparker Døren op og gaar mod Stalden og sadler sin Hest ...

Det dundrer over Vindebroen, det blinker i en Staalhue, Solskin leger blankt over en Hingsts brede Bringe. Det er Sivard, der farer af Sted, saa det gnistrer af Vejens Stene.

Angst lytter Inger efter, om der ikke er et eneste kaldende Raab i hendes Sjæl efter ham, men der er kun Visheden om, at den Leg, de leged, er ude.

Nu hører hun ikke mere Hovenes gungrende Trav. Den urolige Skygge af Rytter og Hest bliver mindre, forsvinder i en Sænkning. Han rider frem igen ovre ved Skovens blaanende Væg; ... der rejser han sig i Sadlen, sætter Horn for Mund og blæser stærkt og uden Melodi.

Tavs og stolt gik Inger sin Gang. Selv om Visheden om hendes Hjærtes Tavshed og Tomhed kan brænde som Baal og lægge al Fryd øde, kommer den Mørkningstime ikke mere, hvor hun skyder Døren op og søger hen til Moderen, der sidder ene paa Vægbænken og drømmer Slotte af Lys og Lykke for sit eneste Barn ...

Ingen, ikke engang hun selv, skal have faste Ord for, at hun ikke er rolig og ikke slider sin Slægts Silke og Skind med stolt Glæde, men med Længsel efter svundne Dages Stilhed, der, engang brudt, aldrig bliver mere.

Inger gik i Solskinnet og plukkede Rose efter Rose og aandede deres søde Duft. Hun saa paa Træerne, der voksede opad med smaa, lyse Skud løftende sig frem paa de krogede, graa Grene.

Hun gik op ad Trappen til Fruerstuen, hvor alle de smaa Terner vævede og sang og talte om Troldskabsfærd, om raske Svende og mandelig Strid og om Elskovs stærke Baand.

Og medens Jomfruerne sang om Kongedatteren, som gav sig og sin Faders Lande til Hr. Riboldt, tænkte Inger paa, at hun véd, at der drager den Svend gennem Verden, hvis Hjærte vil le i hans Bryst, om hun sender ham et kaldende Brevskab ... Men som hun tænker den Tanke, driver Angstens Dug over hendes syge Sind, for det ved hun, at det er ikke ham, der kan kysse hendes Mund, til dette Sørgmods Trolddom viger fra hende, og hun igen er en varm og fager Jomfru ...

Længe var der stille, saa stille, at den, som lyttede, kunde høre Sommervindens sagte Kog i Voldgravens Siv.

Der var en Jomfru, der begyndte at synge, og de andre stemte villigt i med Omkvædet.

Vilmund og hans væne Brud
— Strengen er af Guld —
de legte Tavl i hendes Bur.
Saa liflig legte han for sin Jomfru.

De legte Tavl med Guld saa rød,
og se da græd den væne Mø.

Hvergang Guldterning randt paa Bord,
den Jomfru fælded saa modig Taar'.

»Hvad heller for Guld I græde?
eller for gode Klæde?

Græde I Guld, eller græde I Jord?
Hvad heller den Svend I har givet Tro?

Græde I Saddel, eller græde I Hest?
eller den Svend, der Eder haver fæst?«

»Ikke for Guld jeg græder,
og ej for gode Klæder.

Jeg græder ikke Guld, jeg græder ikke Jord,
saa gerne da gav jeg Eder min Tro.

Jeg græder ikke Saddel, jeg græder ikke Hest,
alt med min Vilje haver I mig fæst.

Mere græder jeg for mit gule Haar,
at det skal raadne i Vendelsaa.

Mere græder jeg for Blide,
som jeg skal over ride.

Jeg maa vel græde for Blidebro,
der sunke ned mine Søstre to.

Der sunke ned mine Søstre to,
den Tid de lod deres Bryllup bo.

Og det var mig spaaet, medens jeg var Barn,
at jeg skulde drukne min Bryllupsdag.«

»I skulle ikke græde for Blidebro,
den lader jeg alt med Jærne slaa!

Jeg lader bygge den Bro saa bred,
hun koster mig tusend Gylden i Fæ.

I skulle ikke græde for Blide:
mine Svende skulle med Eder ride.

Tolv ved hver Eders Side,
selv holder jeg Bidsel og Mile.«

Han lod lægge under Gangeren røde Guldsko,
og saa rider hun til Blidebro.

Men der hun kom der midt paa Bro,
da snaved hendes Ganger i fire Guldsko.

Hendes Ganger skrænted paa femten Guldsøm,
neder sank den Jomfru for striden Strøm.

Jomfruen rakte op sin hvide Hand:
»Vilmund! Vilmund! Hjælp mig til Land.«

»Hjælp Dig saa sandt nu den Hellig-Aand,
som jeg Dig ikke nu hjælpe kan.«

Hr. Vilmund taler til Smaadreng sin:
»Du hent mig flux Guldharpe min!«

Vilmund tager Harpe i Hænde,
han ganger for Strømmen at stande.

Han slog Harpen saa saare,
det hørtes over alle de Gaarde.

Han slog Harpen over den By,
og Fuglen af den høje Sky.

Han slog Løv af Lindetræ
og Hornen af det levende Fæ.

Han slog Bark af Birke
og Knappen af Mari-Kirke.

Han slog mer end han skulde:
han slog de Lig af Mulde.

Han slog Harpen af ret Harm:
han slog sin Brud af Troldens Arm.

Op kom den Trold fra Bunde
med Hr. Vilmunds Mø ved Haande.

Og ikke hans Brud alene,
men baade hendes Søstre væne.

»Vilmund! Vilmund! stil din Ljud!
Her haver Du igen din unge Brud!

Vilmund! Du stil din Runeslæt!
Baade nu hver som han haver Ret!

Vilmund! Vilmund! Tag din Mø.
Du lad mig volde mit Vand under Ø!«

»For vist skal jeg vinde min væne Mø,
men aldrig skal Du volde Vand under Ø.«

Vilmund, han legte den Trold til Men:
han sprak i de haarde Flintesten.

Hr. Vilmund han red sig op under Ø
— Strengen er af Guld —
saa drak han Bryllup med sin Mø.
Saa liflig legte han for sin Jomfru.

Den Terne, som havde sunget for om den mægtige Vilmund, der friede sin væne Mø fra Trolddom og Fare, sad med Hænderne hvilende og saa frem for sig med et lyst og yndigt Blik.

En anden begyndte paa Visen om Jomfru Gloriant, der gik til Fangetaarnet og bad Holger om Hjælp mod den lede Burmand og siden løste hans Brynje og tog ham i sin Arm.

Men for Inger kom den Stund, at det drog gennem hendes tugtige Sind, at bedst var det, om en stor Elskov maatte tvinge hende og lægge sit gyldentrøde Lys over den graa Tid.

Da hvilede hendes Hænder, hun bøjede Hovedet mod Væven, og Taarerne randt stille ...

Borgfruen sad ene og lod Timerne drive deres rolige Vej, da en Svend meldte om det sjældne Syn af stampende Heste og statelige Herrer og Fruer.

Borgfruen rejste sig saa hastigt, at Mynden, der havde siddet logrende og set paa hende, glammede højt ...

Gud i Himlen, sad hun ikke her med Disk og Dug, med en fager Datter og Mindet om en høvisk Ridder at værne om og saa ...

saa burde den Tid vel komme nu, da andre skulde hylle hendes Barn i den lune og lystige Fryd, som al hendes Kærlighed ikke havde evnet at skabe.

Og Mjød og den klare Vin bares frem, og de brede Borde dugedes for stolte Mænd og gode Kvinder, og da Dansen gik i Gaarden, var det Inger, der ung og fin dansede forrest, medens Moderen syntes, at nu bar det igen mod en blid Sommer, hvor al Sorg skulde forvindes.

Og som Foraaret blev til Sommer og grønne Spirer til vuggende, gult Korn, strømmede Gæster til. Og med lige Glæde tog Borgfruen imod dem alle, baade mod dem, som kom ridende med hundrede Heste og Kjortel og Kappe af Skarlagen, og mod dem, som kom med Landevejens Støv paa den simple Vams ...

Men Ingers Hjærte er som lagt i Tvang, skønt hendes Læbe har baade Smil og muntre Ord.

Men hun har ikke mange Timer til at dukke i sine ensomme Tankers Væld, for neppe tier de klingende Jægerhorn, før Piber og Giger falde ind med deres lange, syngende Raab om Dans og Fest.

Dødt og tomt er der i hende, som hun gaar der i den bølgende, vekslende Skare af Mænd og Kvinder, der er, som de glide af Sted paa en bred Strøm, hvorover muntre Ord og kække Øjekast farer som Blink i Skjold og Sværd, naar Solen skinner en frisk Turneringsdag.

Dette var ikke Livet, som hun havde anet det, da hun stod ved Taarnets Tind og bød det et jublende Velkommen. —

Der er mangen en rask Svend, som helst ser derhen, hvor Inger er, og mangen ædel Ridder, der vil fæste hende med Tugt og Ære.

Men der er kun én ... han ejer baade Riddersværd og Sangens Gave ... der, naar Dansen eller Dystridtet gaar, tumler sin Hest paa den vide Hede, fordi hellere vil han være borte fra hende end lide den Kval, han lider, naar han ser hende smile, hvor hun helst vilde græde.

Og han faar vel de Ord — om blide eller ramme, — der kan vinde ham Jomfruen.

Saaledes tænker Sangeren, og han vandrer sin Vej, som han maa, og er igen paa Borgen.

Der kommer en Time, hvor Jernet springer af hendes Sind, og hendes hele Hu vender sig mod ham. —

Gigers og Fløjters lystige Lyd dør hen. Ridderne slippe den, de i Dansen fører ved Haand. Omkring paa Bænkene rejser man sig for at se ind i Salen. Der bliver saa stille, at man hører to Unges tyste Hvisken, som straks tier.

Alle se forventningsfulde paa den ridderlige Sanger, der staar midt for den brede Dør. Hans Legeme vidner om ædel Byrd, og hans Blik er fast og hærdet i Vilje, og det er skønt af Kærlighed; og der er over ham den Tankens rene, kraftige Højhed, som drager dem alle i lyttende Kreds om ham.

Det luer og gnistrer af hans Ord, og der staar Flammer mod Himlen af den ubesmittelige Ild.

Inger følte sig sælsomt greben, som var det for hendes Freds Skyld, at dette skete, og fordi hun sad langt borte, rejste hun sig og gik nærmere.

Da sænkede hans Blik sig og fæstede sig ved hende, og Stemmen bøjede sig til milde Ord om Solopgangstimens Kærlighedsbud, naar de spæde Sædspirer og Pilens smaa rødlige, sammenkrympede nye Blade staar og gror med Nattens Dug over sig, naar alle Fugle synge og pippe og fløjte, hver som de kan bedst, men aldrig som ved den klare Dag.

Og hans Stemme bøjede sig til inderlige Ord — om Aftenen, naar en eneste Stjerne lyser over de skære, grønlige Farver fra den svundne Sol, naar der ikke er anden Lyd end den af Agerhønen, der kalder paa sin Mage inde mellem det tunge, gule Korn, og Lyden af hans Trin, der gaar de ensomme Stier for at sænke sig i dybe Drømme om én eneste.

Og som han sagde det, var det, som Ord blev ham for trange, og han løftede den brede viëlle mod sin Kind og spillede over dens Strenge med den lydige Bue.

Og det klang saadan, at to barske Mænd, mellem hvem Fjendskabet havde skaaret sin dybe Rende, og de rakte hinanden Haand. — Kvindeøjne, der altid havde været sørgmodige, smilte, som var al Sorg forvunden.

Og da tænkte hun: »Nu har vi to, han og jeg, sammen løftet en Byrde, og saa maa han gaa hen til mig, tage med sine Hænder om mit Hovede og bøje det ind til sig, og siden vil vi aldrig skilles hverken Dag eller Nat.«

Og han sang igen ... med Blikket ud over dem, som seende ind i store Skove, de ikke kende og aldrig vil naa.

Men Ingers Hjærte er ved at sprænges af en frodig, rodfast Lykke, for det véd hun, at derind skal hun vandre med sin Haand i hans.

Og hele den store Skare fik det at se, at Inger ... med Dødens Alvor og Livets Varme i sit unge Sind .... at stolten Jomfru af sig selv, traadte ud af Kredsen, nærmede sig mere og mere, og da de sidste Toners Klang var forbi, gled ind i hans Arm og bøjede sit Hovede mod ham. —

De, hvis Tanker har været ude paa en ond Færd, følte, at det lede Troldskab i deres Sind vredes op med Rode; de, hvis dybeste Længsler hilstes af hans Sang, og de, hvis sorgfulde Hjærter løstes af Pine, løb jublende imod ham.

Og han slap hende af sine Arme og rakte hende sin Haand, hun lagde sin i hans, og Borgfruen og gamle, kloge Riddere lagde deres over, og de klappede dem paa Ryggen, som Fædrenes Skik var, og fra det var sket, regnedes Sangeren og Inger for Fæstemand og Fæstemø at være.

Og de blanke Sølvbægre klang, og Ord fløj til den, de maatte. Gamle barske Mænd brummede deres Ungdoms minderige Sange, og Fruer med spæde Stemmer nynnede med.

I den høje Sal og i den lune Borgestue bar Sang og Dans gennem Timerne, til det begyndte at lysne i Øst. — —

Og ved det Stevne fik hun Lykken, hvis Plads hun havde værnet i sit Hjærte gennem onde Aar.

Som Minut dryppede til Minut, fæstede Kærlighedens stærke Rødder sig fastere om hver Tanke, hver Længsel og hvert spirerigt Haab, og i hendes Sind ridsede det sig ind med eneraadende Magt, at der var ingen Svend til i Verden uden ham, under hvis Kappe hun nu gik, som hun kunde give sin Tro, for med ham vilde hun leve og dø, og ham vilde hun følge, om saa Jorden skulde briste under dem.

Men hendes Vej til Kirkens Brudebænk gik hen over Søsterens Grav, og hendes Blik sænkede sig og læste den prydede Flises stive Bogstaver:

REKREATION.

Paa en af de mere afsides Bænke i Provinsbyens Lystskov sad en Sommeraften et gammelt Par.

Han havde lænet sig tilbage med paatagen Hjemmevanthed og betragtede opmærksomt de Spadserende og holdt Øje med de Herrer Musici, der stod samlede i smaa Klynger paa den aabne Estrade, hvor de snart skulde begynde at musicere.

Hun sad yderligt, omtrent uden at røre sig; hendes lille, magre Skikkelse skjultes næsten helt af et stort, sort Sjal, og lige fra den furede Pande og til Nakken dækkedes hendes Hovede af en vindrueprydet, mørk Tøjhat.

Af og til knipsede han med mange Omstændigheder Asken af sin Cigarstump og lagde, lidt besværligt, det ene Ben over det andet, saa at de snævre Benklæder trak sig et Stykke op over Vandstøvlerne.

De to gamle talte ikke meget. Sagde han en lille Bemærkning, smilede hun lidt og svarede ja eller nej ...

En tyk Madam med rappe Bevægelser og et Par Børn efter sig gik flere Gange forbi og saa opmærksomt paa Manden og Konen.

»Det var jo mig, der var Bypi'e hos gamle Apoteker Friises, da De boede i Ba'gaarden!«

»Herregu' er det det. Hva' he' De? — Ja, de er dø'e nu, hele Familien, Herregu' ja.«

»Det er vel Deres?« Han pegede med sin Stok efter Børnene, der øjeblikkelig var løbne hen til Dansepladsen og havde givet sig til at klatre og krybe gennem Stakittets Tremmer.

Madammen rejste sig hurtigt, gik et Par Skridt frem, saa at det sorte Kjoleskørt svingede over den brede Bag.

Den gamle Mand fortsatte Samtalen; han talte langsomt og vægtigt; hans Ægtehalvdel og sædvanlige Tilhører plejede ikke at mangle hverken Tid eller Taalmodighed.

»Ja, vi er jo Værtshusholder u'e ve' Markedspladsen. Det er vos, der har Ma'kisser u' te Fortovet me' Borde og Stole!«

Den gamle Kone vendte sig lidt og saa paa hende, men indtog straks igen sin Stilling yderligt paa Bænken; de andre talte bag hendes Ryg.

»Ja, sidste Aar ku' det sgu ikke naa sig; om Sønda'en har vi jo travlt, og nu paa Søndag kommer der Særkus, det gi'r jo altid no'en Fortjeneste; men saa var 'et jo, at Kar'sellen gle' i Da', saa mente jeg, at nu sku' det vær'.«

»Ja, vi har jo osse sku' været a' Ste' hele Somren; men Mutter har ikke ment, hun ku' være fra Huset. Saa i Dag saa maatte jeg sgu ligefrem befale hende at trække i Strøtøjet.«

»Ja s'men, det har vi jo da. Sli'e maa vi jo naturligvis. Men nu ka' de to ældste Pi'er da hjælpe te i Geskæften.«

»Saa er de bevaret!« siger Manden, der ser ud, som han har opgjort et noget vanskeligt Regnestykke.

»Ja, det var strenge nok, det var hal'a'en Krone om Da'en. Det sidste Aar nøjedes vi da med en Krone.«

»Ha' faar jo to Kroner om Da'en, men saa er'et jo godt fast Arbe', og saa er 'et jo det, vi osse maa betragte, at er'et en Da', der er travlt eller Marke', saa ka' ha' si'e: i Dag, Mester, kan jeg nu ikke komme; og saa er der ikke vi'ere ve' det, saa hjælper ha' te' hjemme.«

»Ja, vi har s'men ikke saa lidt; der ka' godt komme Folk drattende ind, som De sku'te tænke det!«

»Ha' vilde jo ha' en Ølbajer, som de si'er Soldaterne. Og Trine var s'men li'e ved at falde i Baldaane af Forbavselse, men Fatter var da hjemme, og han sto' jo saa og g'ore Karosser for ham, saa jeg ku' jo nok se, det var i lidt fint!«

»Saadan no'en prutter ikke i no'en Slavs Forretning!« sagde den gamle Mand sindigt og vægtigt. »Kommer de ind i en Botek, saa si'er de bare: vil De sende det, hvor maje har jeg at betale? Væsgo'. Vupti. — Basta.«

»Je' har osse været Soldat. Sikken et Bryst je' ha'e den Gang. Ikke Mutter?« Manden retter sig og ordner lidt ved den hvide Krave, der hænger slapt om det indfaldne Bryst. »Nu har je' tidt lidt Hoste, men saa er det sundt at komme u' i frisk Luft.«

»Det er'et vel,« svarede Madammen ligegyldigt. »Vi faar nu sommeti'er Fribillæt til Særkus. Lidt Fornøjelse ska' man jo unde sig.«

»Ja, lidt Fornøjelse skal man unde sig,« gentog den gamle Kone med sin trætte Stemme.

»Det var da et farligt Mas! Slæver De Remedjerne me' deru'?« spørger Madammen.

»Det er jo bare en bitte Sæve og en Børste i en tom Spand,« svarer den gamle Kone.

»Hun var nu i 53 me' Etatsraa' Plums i Flensborg; hun tjente dem i 10 Aar, før vi kom sammen, ska' jeg si'e Dem, Madam.«

»Det er Etatsraa'ens Sten den store me' Billedet lige inden for Laagen,« oplyser den gamle Kone. Efter en lang Pavse vedbliver hun: »Jeg kender jo osse gamle Fru Møller og Julie Lind, de ligger ne' etter Krigsgravene. Det er jo saadan li'som gamle Bekendtere.«

»Det kniver, Mutter, naar du ska' lette dig om Maarnen,« siger Manden i en opmuntrende Tone. »Christian, vores Søn, han er nu Mursvend, og han ska' jo ha' Kaffe om Maarnen, inden han gaar.«

Den gamle Kone fortsætter paa sin rolige, blide Maade: »Saa ska' jeg jo ha' redt Seng og fejet Gullerne, og saa skal jeg jo te og lempe en bitte Middesma', til Christian kommer hjem. — Saa kan jeg s'men være saa træt, saa træt,« siger hun som til sig selv.

»Du har nu slidt al din Ti', Mutter!« Manden klapper hende muntert paa Ryggen.

Hun smiler. »Naar jeg saa har sittet to, tre Timer me' min Strikkestrømpe, saa er jeg li'som helt rask igen.«

»Ja, hænge i maa vi sgu!« udbryder den tykke Madam pludselig paa sin raske, energiske Maade og slaar sig paa Benene.

»Ja, det er ikke saadan at komme frem,« siger Manden, og langsomt fortsætter han: »Er man saa i Stilling, saa er det svært at holde sig. Min Søn, han ku' nu ikke.« Han hæver Stemmen: »Men jeg kan; jeg holder den nok, jeg holder den nok gaaende i den Ti', vi har te'ba'e. Ikke Mutter? Der er jo det me' Botek og Reklama, som de raaver paa, og trykte Anbefalingskort, og der er jo manne Skoma'ere nu, men mine gamle Kunder glemmer mig ikke — nej, mine gamle Kunder glemmer mig ikke.«

Ovre fra den anden Del af Skoven lyder Tonerne af et Par skrattende Horn, der ustandseligt spille Socialistmarchen.

Det kommer nærmere og nærmere. Til sidst hører man enkelte Stemmer, der om og om igen synge: nu dages det Brødre, det lysner i Øst.

Det er de to Rækker, der ere Orkestret nærmest, som synge. De andre, Mænd med Madkurve og Koner, der trille Barnevogne eller have Børn paa Armen eller ved Haanden, gaa i rolig Passiaren; nogle enkelte hilse paa Skomageren.

»Det er dem, der strikker!« hvisker han til Madammen, der ser med et underlig blandet Udtryk efter den lille Klynge.

»Ja, det er ikke til at forstaa, hva' der ska' komme u' af det. Nu Rosalje, hun bor paa Kvisten, hun gik paa Fabrek og ha'e sine go'e ni Kroner om Ugen; nu gaar hun paa Daskens hver Da' i hvidt Skørt — Undertøjet har hun ju'te en Stumpe a'. Og tjene vil de ju'te nu til Dags!«

»Saa gør je'te maje Honnør for de Pi'er!« kom det i en usædvanlig bestemt Tone fra den gamle Kone.

»Saa gaar de nok og synger, men de er sgu' saa pirne alligevel og ka' fløje i Flint over ingenting.«

»Hvis De nu vil følge me'. Ser De ... naar nu alle Mestrene, Skoma'erne, Skræ'erne, Malerne, hvem De nu ka' nævne, si'er: nu lukker vi og derme' Basta: Hva' saa?«

»Saa ka' d'itte betale te Strikkekassen mer. Og saa spør' je': hva' bli'r saa Enden paa det?«

Madammen ser betænksomt og alvorligt frem for sig, som anede hun sine Kunders og sin egen Ruin.

»Fabrikanterne taver jo osse hver Da'. De ska' jo betale Renter af saa maje. De bliver til sidst ke'e af det.«

»Naar de nu'tte mer ka' svare hver sit eller køve Malerier og Bøjer og Støvler og Klæ'er. Og saa Huslejen. Saa bliver sgu Enden paa det, at de lukker hele Menasjen. Og saa er det hele forbi. Ja, det er nu min Forklaring, Madam. Det ka' osse vær', at de sætter det hele paa Aktier, og saa smelter Pengene hen, og saa er der til sidst ingen, der vil begynde paa noget. — Det er nu min Mening!«

Hans Peter snubler over sine alt for store Snørestøvler, men er straks paa Benene igen og udbryder hæsblæsende:

»Saa bliver vi og hører et Stykke ... Pas nu paa dine ny Bukser, Hans Petter!«

»Vi ska' vel snart hjem og i Seng, je' ska' jo ti'lig op.« Den gamle Kone trak Sjalet tættere om sig.

»Vi ska' bare høre et Stykke ... Naar nu bare det bliver et af de go'e gamle.«

Det giver et Ryk i den lille, magre Kone, da Orkestret i det samme sætter i med de første Akkorder af Elverhøjsouverturen.

Værtshusholdermadammen forsøgte at fortsætte Samtalen, men de to gamle svarede adspredt. De var altfor optagne af at høre efter Musikken.

Da Slutningssangen klinger mod dem, puffer Skomageren fornøjet til sin Kone og hvisker:

DEN HØJE MAND.

Foraarsnattens lette Mørke hviler ved Foden af Egnens mange Bakkedrag og mellem de kraftige Planter i Grøfternes fugtige Bund. Men Højdernes runde, lave Rygge har bevaret et svagt Skær af Dagens gode Lys, og Himlen er idel Klarhed; Skoven og de fjerne Hytter staa som sorte Volde mod denne store, gullige Hvælving, hvor en enkelt bleg Stjerne dukker frem af det bløde, slørede Lys.

Og Lyden af en Ugles hastige Vingeslag og af Draaberne, der siver fra de brune Pløjemarker ned imod Engenes gulstrøede Grønne, og sagte, rene Klange, som de travle Dage ikke kende og ikke kende Navn til, er den hvilende Jords Aandedrag i det tidlige Foraars stille Nat. —

Men hvor Buskene tættede sig til Gærde om en Have, Urterne groede i lige Rækker, og Tulipanerne stod i Bede ved Stuehusets Havedør, der var andre Lyde: Trampen af Fødder, Latter og taktfast Violingniden.

Medens Sognets Piger og Karle, de gifte Folk og Fremmede fra Byen dansede og morede sig, gik Bonden omkring og sørgede for Mad og Drikke, og hans gamle Hustru færdedes med gæstmilde Lader mellem Køkken og Stuer.

Der var en Typograf fra Byen og nogle unge Bønder, der sad sammen og drak. Da de blev højrøstede og røde i Hovederne, gik Bonden dem ofte forbi med kold Mine uden at skænke i deres Glas. Derfor rejste de sig og slentrede gennem den vognfyldte Gaard ud paa Vejen.

Det lette Mørke hvilede under de hvidblomstrede Tjørnebuske og blandt de kraftige Planter i Grøfternes fugtige Bund. Men Skovene stod som sorte Volde mod den lyse, store Himmel, og de krogede Hyldetræer kastede vage Skygger paa Bøndergaardenes hvide Længer.

Landevejens lyse, brede Stribe svingede forbi den lille Landstation, ud over Skinnerne og drejede om til Kroen.

Typografen bandt et Lommetørklæde om Hovedet og sprang frem og tilbage og gjorde Løjer, og de unge Bønder lo skraldende og beundrende.

Stjernen blinkede. I de lave Enge sivede det sagte om Græssets Rødder, Køerne laa og gumlede inde paa Marken, en Fugl flyttede sig forskræmt, Rugen vuggede sagte sine groende Aks.

Typografen vrøvlede ustandseligt, og Bønderne gik fra Kærester og Koner og de gæstfri Værtsfolk ned mod Kroen.

Da de vilde gaa ind ad dens Dør, rejste en høj, gammel Mand sig fra Trappestenen og stillede sig i Vejen for dem. Han løftede sin Arm og sagde med indtrængende, klingende Stemme:

»Holdt! Sløv ikke dit Blik og dys ikke din Sjæl. Vaag og bed. Se, i denne Nat forgaar Jorden!«

»Det var som Satan!« brølede Typografen; »hvad i hede Helvede er Du for en Obskuranter og Pietist! Gaa væk. Vi ere aandsfrie Mænd.«

Den høje Mand saa venligt iagttagende paa ham med sine alvorlige, gode Øjne, men veg ikke fra Døren.

Straks snakkede de alle villigt i Munden paa hverandre for at oplyse den lystige Typograf.

»Han er med og leder de blinde Musikanter, og saa kan han spille Theater for os, naar han ikke er altfor tosset.«

»Gaa nu hellere hen i Gildesgaarden, Student. Gaa nu — ellers faar Du Prygl af blinde Søren.«

Den høje Mand bøjede sit Hovede saa dybt, at hans lange, hvide Haar faldt ned over den hvælvede, furede Pande. Raadvild veg han til Side, pint af Typografens Tilraab, men uafbrudt mumlende: »I denne Nat; jeg har Brevskab derpaa. I denne Nat!«

Fra Skyggen af Rejsestalden saa han, at en Flok unge Piger og Koner med hinanden under Armen kom ned ad Vejen og kaldte paa Karlene. Dyrlægen, med Frakkekraven op om Ørene, Høkeren og et Par ældre Bønder gik smaasnakkende bag ved dem.

Typografens unge Hustru stod længe og saa paa sin Mand, der lo støjende af Raaheder og tumlede meningsløst omkring. Hans brede, kloge Pande var rød, og hans gode Øjne saa stivt og vredt efter hende.

Hun syntes, at i dette Øjeblik veg hun ud af en hegnet, solfyldt Have, hvor hun aldrig mere skulde komme. Men for sit ufødte Barns Skyld gik hun hen og tog hans Haand og hviskede det Navn til ham, som ingen uden hun og han kendte, det Navn, som de varede om, fordi det var digtet i deres Kærligheds lifligste Time.

Men han skød til hende, som om hun var en paatrængende Skøge, og til Bøndernes Morskab vrængede han Navnet efter.

Den høje Mand hørte det fra sin Plads i Rejsestaldens Skygge; og han lukkede sine Øjne, fordi han ikke kunde taale at se hende tage sig saa raadvild til Hjærtet. —

Saa snart han ikke mere saa Mændene og Kvinderne foran Kroen, begyndte Dagens og Aftenens Syner at bore sig ned i hans Sinds Dybde ad de eneste Veje, som førte gennem hans Bevidstheds Taager.

Drikkedjævlen har været i Gaarde. Ikke engang Præst og Skolelærer kender ham, for han er venlig og ydmyg, indsmigrende og munter, og derfor danse unge, uskyldige Piger ved hans Haand, medens han uforstyrret sænker sin Gift i Sjælene, Guds rette Ejendomme. Tavse, kloge Mænd blive aabenmundede og dumme. Unge Karle, som elske, blive blinde og tror at se deres Hjærtes Udkaarne i hver Kvinde, og de give deres helligste, bindende Ord til den første, der vil høre det. En Mand, der Aaret før med Bøn og Graad har tigger om sin gamle Mors Tilgivelse for en Forbrydelse mod Ære og Ret, som den smilende Djævel havde forledt ham til, haaner i Aften Moderen, som advarende tager om hans Haand, der griber efter Giften; — og hele Sognet hører hans vrede Ord.

En dygtig Bonde, som Dagene igennem slider og arbejder sammen med sin Hustru for dagligt Brød, øder i Spil paa en Time, hvad der skulde skaffe Midlet til deres syge, eneste Barns Frelse. —

Den høje Mand vaandede sig og aabnede sine Øjne, hvor Lidelsen brændte. Hjælpeløs saa han ud over Marker og Enge; men da fornam hans udækkede Sind, at det var en af Naturens hellige Timer, hvor Mennesket, der gaar ind i dens Rige for at lytte til dens Toner, lytter saa længe, at det hører sin egen inderste Sjæls sølvklingende Musik.

En ung Kvinde gik alene ind over Markstien og saa paa de duggede Blomster og op mod Stjernen og den lyse Himmel, medens hendes Elsker sad med tungt Hovede og sløve Øjne og lo meningsløst. —

I Skyggen ved Rejsestalden, hvor den høje Mand med skælvende, hurtige Hænder gravede sig et Skjul mellem Halmknipperne, standsede Typografens Hustru med Forvalteren; og hun lod sig kysse af hans blussende Læber, og hun lod sit uskyldige Sind besudle af hans urene Ord; i Fortvivlelse og Trods vilde, vilde hun dynge mørke, fremmede Begivenheder over det rædselsfulde, som skete før.

Da løftede den høje Mand Hovedet og saa op med et Blik, der straalede af en fast og pludselig Beslutning; han knugede sine foldede Hænder mod sin Pande og hviskede: »Ikke endnu Herre, ikke endnu!« Og han løb, som den løber, der bærer sit Kæreste fra forfølgende Fjender.

Udenfor Kroen tømtes Flaskerne, indtil to Brødre yppede Kiv og begyndte at slaas.

I det samme kom Stationsforstanderen. Hans guldsnorede Hat sad paa Snur, hans Uniformsfrakke stod aaben, og han slog ud med Haanden og raabte:

»Lad nu være med det Børnevrøvl, mine Herrer; her skal de se utrolige Løjer.«

»Værs'artig, værs'artig mine Herschafter, ingenting for Voksne og det halve for Børn, Folk uden Hoved gaar gratis ind!« raabte Typografen.

Stationsforstanderen stillede sig i Attitude med den ene Haand ind paa Brystet og bukkede dybt. Man var Embedsmand, men havde dog heldigvis Aand og Gemyt nok til at gaa ind paa en Spøg.

Derpaa fortalte han — stadig afbrudt af Typografen, som var i febrilsk Bevægelse for ikke at blive døsig.

»Jo, ser de, blinde Sørens Prygleknabe kom jo ind til mig paa Kontoret med dette lange Telegram. Om jeg straks vilde afsende det? Jo, det vilde jeg da nok, men det var dyrt. Ja, Mammon havde han rigtignok ikke, men om en liden Stund skulde han ofre os sit Hjærte, som hele Livet havde lidt af ulykkelig Kærlighed —«

»Ulykkelig Kærlighed, ja, til Gudsbilledet i Mennesket eller saadan noget lignende højtravende Sludder.«

»Hans Hjærte i Betaling. Kan De give tilbage paa den Mønt, Stationsforstander?«

»Hold op at tviste. Silentium. Dixi. Hols Mauls, I Herrer!« tordnede Typografen.

»Telegram til Gud i Himlen. Jeg kender din Beslutning. Men Herre, lad ikke Verden forgaa, medens her er en Djævel, der tager haardt om de varme, bankende Hjærter og lammer de Hænder, som vil lindre Smerte og Nød. Lad ikke Verden forgaa, medens den Djævel lærer Pigen Svig og Løgn i samme Øjeblik, hun kysser sin trofaste Elskers Læber, lærer hende Spot og Spe, naar hun gaar fra hans udstrakte Arme. Alle er mod alle. Den, der længes, skal trampes. Den, der bløder, skal slaaes. Den, der kryber om paa Marken for at finde et Hul, hvor ingen Lyd kan naa ham, skal slæbes ind i Dansesale og Krostuer. Herre, lad ikke Verden forgaa, medens alle er mod alle og vil hugge Klør og Tænder i de pinende Saar. Herre, afvend din Vrede, tag mig som Sonoffer, jeg giver dig mit Liv!«

»Og jeg giver en Omgang paa Kroen!« brølede Typografen til Bønderne, der stod stille og halvvejs generte: »Træd indenfor, Hr. Banemand, og lad os være fri for mere af det Kællingesludder.«

Men Toget var ved at komme, saa Stationsforstanderen maatte være paa Perronen. Han satte Huen lige, knappede Frakken og gik med hele Skaren ned for at inspicere Stationskarlen, der havde bragt Signalerne i Orden og lagt Posttasken ud.

Ved Ventesalen brændte et Par Lygter; der stillede Skaren sig i Geled for — efter Typografens Kommando — »at repræsentere Sognet for de ærede Rejsende.«

Typografen begyndte at holde Tale, men tav leende, da han fik Øje paa den høje Mand, der stod længst borte paa den lange, smalle Perron med Armene strakt mod Himlen.

»Lad os nu undgaa Skandale her paa offentligt Sted; vi maa se at faa ham hjem. Jeg giver Vogn; gaa Du hen og snak med ham, Typograf, det maa Du forstaa.«

Han tog Bonden i Knaphullet. »Det er individuelt med saadanne Fornemmelser, man maa bortforklare hans daarlige Humør, for ser I, er han drukken, saa er der noget, der hedder en overordentlig Modtagelighed, og —«

Typografen gik hen mod den høje Mand, der havde kastet sig paa Knæ med Hovedet bøjet tilbage og Hænderne foldede.

Typografen fik ondt og ravede tilbage. Nede paa Perronen raabte de og løb forvildet mellem hverandre. Dampen hvæsede ud. Passagererne søgte at faa Kupédørene op. En ung Pige græd. En Handelsrejsende med Spillekort i Haanden laa halvt ud af Vinduet og raabte kommanderende paa Konduktør og Stationsforstander.

Da Lokomotivføreren sprang af Maskinen, saa' hans faste Blik, der var blankt af Taarer, fuldt af Vrede og Fortvivlelse ud over den drukne, raadløse Skare.

EN KÆRLIGHEDSHISTORIE.

Per i Kælderen kaldtes han af sine mange forskellige Bekendte, som altid havde et Nik tilovers for ham, naar han med Hænderne i Lommen stod paa Trappen, der førte ned til hans Beværtning.

Han skinnede af Properhed lige fra Kasketten, der sad langt ned over den kuglerunde Isse, og til de tykke, hvide Uldstrømper, som stak i blanke Træsko, saa snart han gik uden for sin Stuedør. Det gjorde han mange Gange om Dagen for at staa og kige op og ned af sit etetages, cementforsirede, røde Hus, der laa paa den anden Side af Gaden.

Til alt, hvad der paa nogen Maade stod i Forbindelse med denne hans Ejendom, nærede Per en uangribelig Kærlighed.

Der var nu de storblomstrede Tapeter, Rosetterne i Lofterne og alle de smaa Tremmepulterkamre med Hylder og Knagerækker, som han selv havde gaaet og lempet i Stand; ja — og saa var der jo Marie, en lille Pige, hvis Forældre var Pers Lejere, hun var ogsaa Genstand for de blidere Følelser, som Per virkelig var i Besiddelse af, — om de end ikke udtrykte sig særlig tydeligt i hans runde, røde Ansigt med den gnavne, skæve Mund og de smaa Øjne, der ikke rigtig vilde være ved, hvor iagttagende de var.

Pers og Maries Sympati var gensidig; den havde en frugtbar Jordbund at gro i, for Per var — fra den første Dag Maries Forældre flyttede ind — velvillig stemt imod dem; de havde saadan nydelige Gardiner og Blomsterpotter. Paa den anden Side fandt Familien, at den halvgamle Ungkarl var en meget behagelig Vært, der var saa langt fra at være krakilsk, at han næsten var for rar.

Ja, for Per var rar, saa rar, at han ikke nænnede at sige imod, naar hans Lejere bad ham om noget. Venligt og imødekommende sagde han ja til ethvert Forlangende, — men indvendig svor han paa, at saadan et godt, grundmuret Hus sku' — fan'eme — ikke ha' nogen Slavs Hundekunster med Panel eller saadan noget. —

Det hændte en Dag, at Per vandt Maries Hjærte helt ved at lette paa Kasketten og raabe: »Goddag, lille Jomfru!« netop som Marie nød den Ære at følges fra Skole med en ældre Kammerat, der altid pralede af, at hendes Faders Kontorister tog Hatten af for hende.

Da Marie var kommen hjem, udsøgte hun sit bedste Glansbillede, tilbragte en halv Times Tid med at pakke det ind, forsegle og skrive rigtig flot uden paa: Per i Kælderen, Odense, Fyn, Danmark, Evropa; derpaa gik hun ned og overrakte ham det.

Som Per plejede, naar han var forlegen, tog han Kasketten af og arrangerede den graa Haardusk, der fra venstre Øre lagdes op over Issen; men Opvartningsjomfruen, der var rapmundet og vant til at finde sig til Rette i alle mulige Situationer, sagde:

»Sku' Barnet ha' Spærituosa! Ja, De er — fan'eme — hæ — hva' De er, Jomfru. — La's af Ste' etter for — la' mig se — ja, tag Du kuns for 25 Øre af de Toøres.«

Og Lars, den magre Kelneraspirant, rev Døren op, saa det lille røde Gardin flagrede, og Klokken klingrede vildt; han tog Stentrappen op til Gaden i et Spring, der var saa tjenstivrigt, at hans Knæ og Hage kom i nærmeste Berøring. —

Efterhaanden blev Per i Kælderen og hans Territorium et Slags Fristed for Marie, naar hun trængte til at hyldes efter at have været tilsidesat i Barnekammeret.

Der regerede hendes femaarige Broder Kaj uindskrænket, protegeret af Barnepigen, der havde været hans Amme, og som henfaldt i den dybeste Melankoli og ubehageligste Fornærmelsestilstand, naar højere Magter tillod sig at gribe ind i det hende underlagte Departements indre Anliggender. Hun ofrede sig Dag og Nat for sin Kaj, vaagede over ham, naar han havde lidt Mavepine, og tog ham med paa sin Ferietur ud til hendes Svogers Gaard, hvor hendes Søn, der nu var Tjenestedreng, havde tilbragt sin spæde Barndom. Blot Kaj forlangte det, nedlagde Line øjeblikkelig sin Strikkestrømpe, agerede Hest, »kørte i Futtog« eller klippede de vidunderligste Rækker af dansende Koner, hvis stive Arme hængte sammen; — men Marie, der efter Lines Mening favoriseredes i Dagligstuen, kunde forgæves tigge hende i Timevis om den Slags Gunstbevisninger.

Var der Gæster, sendte han hende med synlig Overvindelse bort igen, men ellers blev hun modtaget som en Prinsesse.

»Jomfru, ind og tag Tøjet og Gamasserne af vores Frøken! La's, af Ste' me' Dig etter Botterdejger.«

Marie følte sig fuldstændig hjemme i den hyggelige Kælderstue; hun fandt det saa interessant, at de brede, med Blomsterpotter smykkede Vinduer sad højt oppe, og at der stod firkantede, voksdugsbeklædte Borde omkring paa det sandstrøede Gulv.

Det var saa morsomt, at det var netop det Bøgebrænde, som Per under hendes Tilsyn havde kløvet, der blussede og buldrede i den store, gammeldags Kakkelovn.

Og megen Skæmt havde Per og Barnet for, især da »Gækkeneljerne« begyndte at komme.

Per forsøgte paa alle mulige underfundige Maader at narre Marie en Blomst i Hænde; men hun var, som han sagde, »den mest dørkdrevneste Ra', der ku' gaa paa et Par Ba'ben!«

Dog — en Dag, da Marie tog sin traditionelle »Snitte«, gik den midt over, og inde i den laa den famøse Blomst.

Da lo Per, saa hans svære Mave rystede, og Marie lo, Jomfruen formelig hvinede, og Lars, der fra Bagstuen spændt havde luret paa, hvorledes Komplottet skulde falde ud, kom styrtende med sit bevægelige Ansigt trukket ud til de mest forekommende Smil.

Skønt Per og Line ikke var ganske enige i Valget af deres Favoritter, opstod der dog mellem dem et Slags nærmere Bekendtskab og en vis hemmelighedsfuld Samfølelse i Anledning af Børnene.

Det begyndte med, at Line en Dag, som hun stor og tyk trampede forbi Kælderhalsen, hvor Per stod og betragtede sin Ejendom, spurgte:

Rigtignok besvarede Per kun denne Antydning af Tvivl om Maries Ufejlbarlighed med nogle smaa foragtelige Grynt, men ikke desto mindre blev det til en lille Passiar; den efterfulgtes af adskillige flere, ja endogsaa af en Indbydelse paa »Sukkela'e« nede i Kælderen, hvad Line dog ikke mente at kunne modtage.

Men i hendes Reflexioner kom denne Indbydelse til at spille en vis Rolle; der var noget »rijælt« ved saadan et Tilbud af Traktement. Hendes Sympati for den belevne Per, som sad der alene med Bedriften, voksede. —

Da Storken gik i Enge, og Gøgen kukkede i Skoven, og Tiden for Lines, Kajs og Maries aarlige Landtur indtraf, udvirkede Line hos sit Herskab, at Per maatte inviteres med. —

Og Per tog med i lys Sommerfrakke og med sin bedagede Følge-Lig-Hat, — men i dybeste Hemmelighed, for Prangerne havde saadan »none visnæsede Kæfter.«

Da det lille Selskab var kommet ud af Toget og travede hen ad Landevejen til Lines Svogers Gaard, erklærede Marie, at det var den bedste Tur, de endnu havde havt, og det var, fordi Per var med!

Det satte ham straks i godt Humør. Endnu bedre blev det, da de efter Kaffen, hvortil han trakterede med umaadelige Masser af Wienerbrød, gik ud og saa paa Besætningen.

Per var bondefødt, og her i den græsgroede Gaard mellem de lave, hyggende Længer levede hans Ungdomsfølelser delvist op igen.

Han tog Hatten af, rystede paa Hovedet, lo lidt, vendte sig saa til Line, — Svogeren havde demonstrativt ladet dem være ene, — og sagde med et Smil og et Suk, der saa udmærket forenedes om hans gnavne Mund:

»Ja, ordentlig, det er her. De sku' se Spisekammerhylderne. — Vores Familie har nu alleti'er været te' aa sli'e. Je' kom u' at tjene, da je' var ti Aar, Per Hansen!«

Per Hansen holdt Begravelseshatten i Haanden og ordnede febrilsk ved Haardusken. Line fortsatte i en bestemt Tone:

»Vi har nu været store og stærke, mine Foræl're, de var nu osse saadan te' aa sli'e. Har di'tte givet vos andet i Arvepart, saa har de givet vos Løst te' Arbe'!«

»Vi var jo manne Børn, men de er kommen godt deran allesammen, se nu min Søster her, og én blev sgu Jordemor. — Det er jo kuns egentlig mig, der er saadan lidt strandet; men saa længe je' ka' arbe', saa har je' det godt; det er dog li'egodt det, der holder Humøret oppe.«

Per stod tavs og betragtede opmærksomt Vandtruget. Saa satte han Hatten paa, slog Hænderne sammen, sparkede lidt ud med det ene Ben og sagde letsindigt og flot:

»Dø' og Kritte, sikken en Vær'shusholdermadam, der ku' hav' bleven a' Dem, Line!«

»La' De nu bare vær', Per Hansen, ska' je' te' aa spekkelere, bliver je' bare krakilsk aa halvtovlig.«

»Gu' gør De ikke nikke nej! De er soli' — fan'eme — det har jeg alti'er sagt. — — Men det ka' være maje rigtig, man ska'te si'e mer, end som man ka' staa ve'; det er der Rasong i.«

Aftenen kom, og Per, Line og Børnene begav sig efter et solidt Maaltid paa Vej til Stationen.

Line bar sin Kaj paa Ryggen et langt Stykke; Marie travede af Sted ved Pers Haand.

Alle Lydene fra Gaardene og Markerne dæmpedes mere og mere, indtil de smeltede sammen med Kvækket af Frøerne i de gyldentblanke Kær, den svage Surren i Telegrafstængerne, et lille Vandløbs vedholdende, næsten uhørlige Rislen, et enkelt Pip af en Fugl — til en sagte, stilfærdig Musik, der — Per og Line ubevidst — lokkede deres træge Tanker til uvant Svirren og satte deres jævne Følelser i en særegen Bevægelse. —

Kaj blev anbragt paa Lines Sjal, og han og Marie lavede i Tavshed Livbaand og Kranse af Blade, som de heftede sammen med smaa Pinde.

Pers Mund var usædvanlig skæv, som han sad der og saa' ud i Solnedgangens Guld og Ild; tilsidst tog han sig helt blændet over Øjnene. Gav sig saa til at snitte Pinde til Børnene.

Per, der følte sit Ansvar, benyttede Lejligheden til for yderligere Sikkerheds Skyld at spørge, om han vidste, hvor længe der var, indtil Toget gik.

»Prr, ka' I sto'!« sagde Karlen og standsede Hestene, tog sit Uhr frem, lukkede Celluloidkassen op og svarede:

»Stationen er jævne herve', bliv Du kuns sittende me' Mutter og det unge Danmark en hal' Time te'. I er kanske fra O'ense?«

»Saadan gamle Mandfolk, naar vi bliver gamle, saa duer vi sgu'te te' andet end te' og smi'e paa Møtningen!«

»Nej, — I ka' ju'tte saadan rederere jer selv; er det nu nove at sitte der me' bart Ho'e og forkøle Dem, Per Hansen?«

Denne kvindelige Omhu var mere end Per i dette Øjeblik kunde staa for; den vakte den Længsel efter noget — ud over Skænkepigens Stoppen hans Strømper og Reden hans Seng, — som ikke var helt udslukt hos den gamle Ungkarl.

Han rømmede sig, tog utallige Gange Hatten af Hovedet og ordnede sin eneste Haarlok, gned sin røde Kind heftigt, sukkede og slog sig arrigt over Knæene. Men pludselig sagde han energisk til sig selv: »Nu holder Du Kæft, Per Hansen, ellers saa gaar den — fan'eme — aff!« —

»Ja, vi maa vel — for Børnenes Skyld. Aark, hvis det nu var vores, og vi sku' hjem te' saadan et pænt, grundmuret Hus med Veranda og Glaskugle midt paa Græsplænen. Aark — fan'eme,« sukkede Per dybt.

»Nu ska' De la' vær' og skave Dem, Per Hansen, vil De mig no'et rijælt, eller vil D'itte? Jeg er for gammel te' at la' mig ta' ve' Næsen. Ja, jeg er!«

Per saa forbløffet paa hende og gned sig raadvild paa Issen. Men da sagde Marie:

»Jo,« svarede Kaj afgørende og stak for første Gang frivilligt sin Haand i Pers.

»Herregu' Per, det ska' Du'te komme te' at fortry'e,« svarede Line og viskede sig over Øjnene. — —

Da Per den Aften skulde skilles fra sine Rejsefæller, trak han Line afsides, gav hende det første Smækkys, slog med Haanden hen efter Marie og sagde: »Hun er et af de mest klovviseste Børn, jeg har set. Bare Vorherre ikke ta'er hende.«

Let krænket saa Line efter Kaj og svarede: »Han er nu mer' saadan me' at tænke indvendig.«

»Ja, der ska' no'en te' det værste, — Madam Hansen,« lo Per; Line lo med og gik saa efter Børnene.

Afskriverens rettelser

s. 18: saa vilde hun ju'tte ha' mig i Køkkenet, je' maatte[maa'tte]
s. 18: og — — je' ve' sgu'tte, je' ku' da'tte[datte] sitte og glo
s. 25: Der, paa de tykke Dyner med det[de] grove, snavsede,
s. 35: Hun vendte sig omsider og saa'[sáa] efter Moderen,
s. 52: buede Flader paa de mørke, blanke Mahognimøbler[Maghognimøbler]
s. 69: den til at[al] briste som en Boble, der intet Spor
s. 88: sig til Madam Frederiksen[Fredriksen] og sagde:
s. 101: F. L. M. Lauritzen[Lauridsen].
s. 105: tro, jeg har tidt havt Plasér[Plasèr] af at ligge og lytte
s. 107: Skolebestyrerinden[Skolebestyreinden] tav afventende. Marie fortsatte:
s. 107: Skolebestyrerindens[Skolebetyrerindens] Haand, der nervøst havde
s. 109: ikke, at jeg véd[vèd], De er forlovede, for han bliver
s. 112: Da Katinka[Kathinka] var atten Aar, meldte hendes
s. 118: saa'[saa] hun, at hendes Billede var opklæbet
s. 143: vinder hendes nølende Kærtegn, som han[hans] længes
s. 150: Men[Med] for Inger kom den Stund, at det drog
s. 159: »Go' Da'[Da]! Er det ikke gamle Skoma'er Frandsens?«
s. 159: »Hans Petter, Thea[Thee], læg Hattene herhen.«
s. 160: »Me' Forlov, Madam, hva' er Deres[deres] Mand?«
s. 161: »Hvor maje maatte De betale dér?[!]«
s. 161: komme Folk drattende ind, som De sku'te tænke[tænkte]
s. 163: »Er De ellers rask, Madam Frandsen?[!]«
s. 177: søgte at faa Kupédørene[Kupèdørene] op. En ung Pige græd.

Hyld og Humle

Afskriverens bemærkninger

INDHOLD.

MØDRE.