The Project Gutenberg EBook of Judith Fürste, by Adda Ravnkilde

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Judith Fürste
       En Fortælling

Author: Adda Ravnkilde

Release Date: April 22, 2012 [EBook #39510]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK JUDITH FÜRSTE ***




Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This file was produced from images
generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur
at http://adl.dk)





Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne
e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret.
S p a t i e r e t tekst i originalen er angivet med _understreg_,
mens kursiv tekst er angivet med =lighedstegn=.




 JUDITH FÜRSTE.

 EN FORTÆLLING AF ADDA RAVNKILDE.

 MED ET FORORD AF G. BRANDES.

 ANDET OPLAG.


 KJØBENHAVN.
 Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn).
 GRÆBES BOGTRYKKERI.
 1884.




FORORD.


En Dag i Begyndelsen af Oktober 1883 laa paa mit Bord en af de
Manuskriptpakker, som en Kritiker stadig faar sendt eller bragt ind i
Huset, og derved et lille, provinsielt udseende, blaaligt Visitkort,
hvorpaa Navnet =Adda Ravnkilde= var skrevet med snørklede
Forbogstaver.

Henimod Maanedens Slutning kom den unge Pige, der havde afleveret
det. Hun var naturlig, alvorlig, 21 Aar gammel, med kloge og klare
Øjne. Der var noget Aandigt og Dristigt ved Blikket. Over Skikkelsen,
som i den mørke Dragt var ganske dameagtig, men hvis Holdning
manglede Sikkerhed og Frihed, var der Noget, der tydede paa tidlig
Kamp og Sorg, en vanskelig Situation eller lignende.

Den Roman hun havde bragt, (det er ikke den foreliggende) røbede
Evner, der hos saa ungt et Væsen maatte overraske. Den behandlede en
ung Piges aandeligt ensomme Liv i en Provinsby, hvortil hun er kommen
som Lærerinde, og hvor den Mand, paa hvem der alles Øjne hvile, viser
hende paafaldende Hensyn og Hyldest. Han er en omtrent 40aarig dansk
Greve, der lever adskilt fra sin Hustru og har et daarligt Ry paa
sig for sit Levnet, men som staar højt over Omgivelserne ved Dannelse
og Livserfaring. Hun har en ualmindelig Videlyst og en spirende
digterisk Begavelse. Det lykkes Greven at vække denne unge Kvindes
Interesse for ham, skjønt hun stræber imod, fordi hun føler hans
Uværd som Menneske. Med sin Evne og Vilje til at se klart
gjennemskuer hun, at han kun søger Adspredelse og Underholdning i
hendes Selskab, ganske ligegyldig for om han ved sin haardnakkede
Opmærksomhed kompromitterer hende i den lille Sladderby. Hun indser,
saasnart hun tænker koldt, at hans Overlegenhed er en ydre, hans
Fortrin formelle; hendes Selvagtelse er mange Gange større end hendes
Agtelse for ham. Derfor vaander hendes Stolthed sig, da hun ikke kan
tænke paa ham med Kulde, og hun kan ikke nægte det for sig selv, hun
elsker ham, har elsket ham fra hun saa ham første Gang, formaar i
Mellemtiderne mellem at hun ser ham, ikke at tænke paa andet end ham.

Der var paa dette Punkt i Skildringen af den unge Piges forgjæves
nedkjæmpede, kvalfulde og frydefulde Kjærlighed til Grev Høg noget
Oprindeligt og Ægte. Man fornam dette Liv med dets Higen, Venten og
Spænding mod en eneste fast Forestilling som Maal, fornam den indre
Modstand, der bøjedes og brødes, Stoltheden, der stred imod og
bukkede under, endelig Følelsens Storm gjennem Kvindesjælen,
Lidenskabens Sejersgang gjennem Sindet, Elskovens Sejerssang i alle
Legemets Pulse.

Resten duede ikke stort, Slutningen var paaklæbet, som Slutninger i
Regelen ere. Det var ikke lykkedes Forfatterinden at holde Heltindens
Skikkelse tilstrækkeligt ud fra sin egen; vi hørte desuden mere om
hendes Begavelse end vi saa til den, og selve den Omstændighed, at
det Hele var fremstilt som en Forfatterindes Dannelsesproces, havde
ved Æmnets Fortærskethed noget Utilfredsstillende ved sig.

Den unge Dame blev enig med mig om, at hun burde opsætte sin
offentlige Optræden endnu nogen Tid, indtil denne kunde finde Sted
med større Virkning. Da jeg roste Fremstillingen af den unge Piges
Kjærlighed, svarede hun: «Sligt vil jeg ikke skrive mere», og der kom
Taarer frem i hendes Øjne.

I Løbet af vor Samtale traadte hendes aandelige Personlighed klarere
frem for mig: En stræbende Aand, for hvem en stor Forhaabning var
bristet, og der ligesom bar Mærker af et flereaarigt Tryk; forpint af
smaa Forholds Smaalighed og af indskrænkede Væseners Indskrænkethed.
En tapper, exalteret Sjæl, der kjendte Fristelsen til at tabe Modet
for bestandig, men endnu havde bevaret Energien frisk; livstørstig og
dog meget fortrolig med Dødstanken, attraaende Omgang med aandsfrie
Kvinder og Mænd, trængende til Tankemeddelelse, til et fyldigere,
aandeligt Indhold; moderne, i høj Grad moderne i sit Anlæg, skjønt
endnu noget konventionel i sin Fremstillingsform; ærgærrig ganske
vist, men med en Ærgærrighed, som daglig maatte kjæmpe med
Tungsindet, der hviskende spurgte: Er Æren værd at vinde? Er Livet
værd at leve?

Som Heltinden i hendes Bog, der gjennemskuer den Elskede, hader og
elsker ham paa en Gang, saaledes elskede og hadede hun Livet, snart
ude af Stand til at bære det, snart haabende det Højeste af det,
snart villig til at nøjes med en beskednere Lykke, som hun ved sin
Bortgang antydede det i disse Ord til mig: «Hvor De er lykkelig, De
har opnaaet de to Ting, jeg altid har ønsket mig, at bo paa et Sted,
hvorfra der er en smuk Udsigt, og at kunne omgaas intelligente
Mennesker.»

Denne Samtale er den eneste, jeg har havt med hende. Hun lagde kort
efter en anden Fortælling op til mig, den som foreligger her; men min
Tid var saa optaget, at jeg nødtes til at lade den ligge ulæst mere
end en Maaned og først gjorde mig bekjendt med den, da jeg havde
erfaret hendes Død. Ved et flygtigt Sammentræf paa Universitetet bad
jeg hende ikke at tabe Taalmodigheden med Hensyn til sit Manuskript,
ikke tro mig ligegyldig for hendes Fremtid og ikke tabe Modet. Hun
havde rimeligvis da allerede tabt det.

Hun var uformuende, var kommen fra Jylland til Kjøbenhavn for at
forberede sig til Almueskolelærerinde-Examen, havde imidlertid, da
hun følte sig meget ulykkelig ved den Tvang, dette Kursus vilde
paalægge hende, fulgt mit Raad, hellere at uddanne sig til Student og
var begyndt at arbejde med dette Formaal for Øje hos en Lærer, under
hvis Vejledning hun i faa Uger gjorde ualmindelige Fremskridt.

Da meddelte Aviserne hendes Død. Den har sikkert grebet alle dem, der
havde kjendt hende. Selv om man ikke betragter Døden uden videre som
et Onde, var det vanskeligt, ikke at føle Noget bløde og brænde i sig
ved Tanken om det stakkels geniale Barn, der fra alle sine frugtbare
Drømmerier og kjække Fremtidsplaner var gaaet ind i det store Mørke.
Den Forestilling laa nær, at havde hun levet, saa var hun bleven en
af de Personligheder, af hvilke der altid er for faa i et Land, en af
dem, der frembringe Værdier og lægge et Lod i Vægtskaalen paa det
Godes og Nyttiges Side.

Jeg saa hende to Timer før hendes Død, den 29de November. Idet jeg
den Dag traadte op paa Universitetskathedret, bemærkede jeg hende paa
en af de første Bænke i Salen lige for mig; hun saa oprømt, livfuld
ud, hendes Øjne havde en ualmindelig Glans, hun smilte og lo nogle
Gange under Foredraget. Mindst tænkte jeg, at hun i det Øjeblik
fortjente Medlidenhed.

Efter hendes Død har jeg læst hendes efterladte Haandskrifter. Et af
dem, det ældste, der rundt i Marginen havde sammenslyngede Navnecifre
i en bestemt, stiliseret Form, fortalte paa sin Vis i sit Tegnsprog
et Hovedafsnit af Forfatterindens Historie.

Nærværende Fortælling, der har forekommet mig at være det blandt
hendes Arbejder, som hviler paa de skarpeste Iagttagelser, og hvor
Handlingen er bedst gjennemført, er skrevet, da Forfatterinden var
nitten Aar gammel og synes mig i Betragtning af denne Omstændighed
mærkværdig. Mandskarakteren er øjensynlig udført efter samme Model
som i den førstnævnte Roman, men den kvindelige Karakter er her
tegnet med en kunstnerisk Selvbeherskelse, der skulde synes en senere
Alders Kjende. Fortællingen giver et Livs Historie, der gaar op i et
enkelt Forhold. Den fremstiller en enkelt Følelse, der først sent
bliver sig sit Væsen bevidst.

Den Læser, som er i Stand til at se bort over enkelte gammeldags
Vendinger, der tage sig løjerligt ud i en moderne Bog («Merkurs
Sønner» f. Ex.), og som ikke vil opholde sig ved at Forfatterinden
med en ganske ung Piges Skyhed har taget meget abstrakt paa det
Fysiologiske, vil med Fornøjelse se et Stykke nørrejydsk Liv fra
vore Dage malt med Kjendskab og Sanddruhed, vil vurdere det Rigtige,
ja Dybsindige i den simple Komposition, og i dette Skriftemaal ad
Omveje finde Oplysning om kvindeligt Sjæleliv i de danske Provinser.

At Fortællingen udgives nu, da dens Forfatterinde ingen Glæde har af
at se den trykt, maa opfattes som en Pietetshandling mod den Døde.
Det gjøres, som man lægger en Krans paa en Grav. Det har syntes mig
Synd, at dette unge Væsen, der havde saa stærk en Attraa efter at
tilkæmpe sit Navn en Plads, skulde forsvinde uden at efterlade det
ringeste Spor af sit Liv.

Da hun under hin ene Samtale nævnte sit Navn og sin Adresse for mig,
spurgte jeg angaaende Fornavnet, om det var et rigtigt Navn, det
syntes mig at lyde som et Kjælenavn, en Forkortning.

Hun svarte: «Det er det Navn, jeg gjerne en Gang vil gjøre bekjendt.»

Lad det da blive saa kjendt, som det trods hendes tidlige Død kan
blive.

                                            Georg Brandes.




«Man maa lære at føje sig i de Forhold, man er sat i, Du maa lære
det, Judith, om det saa kun var for Din egen Skyld. Hvis Du bliver
ved paa denne Maade, gjør Du baade Dig selv og os andre ulykkelige.»

«Men jeg kan ikke,» svarede Judith med dæmpet Stemme; «det blev ikke
sunget for min Vugge, at jeg skulde bøje mig under fremmed
Herredømme, jeg har Faders Blod i mine Aarer, og jeg kan det ikke.»

Sagfører Hinding sendte sin Steddatter et stikkende Blik, men hans
Stemme var rolig og mild, hans Tale langsom og overbevisende, som om
han plæderede en Sag for Retten.

«Bestandig denne Trods! Og hvad har Du saa for Din Stolthed? Du har
ikke kunnet beholde en eneste af alle de Pladser, vi har skaffet Dig,
og Du gjør os Livet surt her i Hjemmet.»

«Det har ikke været min Skyld, at jeg mistede mine Pladser; hvor kan
og tør jeg opgive min Stolthed, den eneste Arv, man har ladet mig
beholde efter min Fader, _den_ har en enlig stillet Kvinde god Brug
for. -- Mit Hjem! hvorledes kan jeg betragte dette Hus som et Hjem?»

Ved Ordet «Arv» formørkedes Prokuratorens Blik, men han fortsatte med
uforandret Mildhed: «Det Sted, hvor Din Moder lever, og hvor Du har
Din eneste Tilflugt, maa da vel nok kaldes Dit Hjem.»

«Ja, Moder holder vistnok af mig -- paa sin Maade -- og vilde gjerne
gjøre mig lykkelig, men hun er svag og kan ikke hjælpe mig. Da hun
ægtede Dem, mistede jeg hende.»

«Men saa indse da, at Din Fremtid afhænger af mig og bliv min
Ven istedetfor min Fjende; jeg forlanger jo kun en taalelig
Eftergivenhed, noget mindre Trods og Skarphed.»

«Ja, min Fremtid afhænger vistnok af Dem, men jeg kan ikke hykle, om
jeg end kunde skaffe mig de bedste Vilkaar derved. -- Holdt jeg af
Dem eller havde jeg kun fuldstændig Agtelse for Dem, skulde De aldrig
faa Grund til at klage, men De ved jo godt, at jeg misbilliger Deres
Handlemaade og hele Optræden, jeg kan ikke bøje mig for Dem. Jeg
beder Dem derfor: skaf mig min Fædrenearv, lad mig lære et eller
andet, saa at jeg kan sørge for mig selv -- jeg forlanger det jo ikke
mere som en Ret, jeg beder kun derom.»

«Men jeg har jo sagt Dig det, jeg har selv Brug for disse Penge. Du
kan ikke faa dem; mine Sager staar slet, og i det mindste for Din
Moders Skyld vil Du vel ikke ruinere mig.»

«Nej, De har Ret; for Moders Skyld kan jeg ikke fordre, hvad der
lovlig er mit. Nu vel -- saa skal jeg se at finde mig i det,
foreløbig i det mindste, men De skal ikke tvinge mig til, hvad jeg
ikke selv vil -- en Gang maa jeg da vel faa min Ret, skønt Ret er
noget, som der er grumme lidt af i Verden, uden den stærkeres.»

Han forstod, hvad hun tænkte paa, og følte hvor ubøjelig en
Modstandsevne denne forhadte Steddatter var i Besiddelse af. «Vi faar
se, vi faar se,» mumlede han med sammenbidte Tænder, «der kommer vel
den Dag, da jeg ikke længere er Din Skyldner.»

Hun forstod neppe Ordene, endnu mindre den Trusel, de indeholdt.

       *       *       *       *       *

Judith Fürstes Moder havde i sin Tid været en af Hovedstadens
feterede Balskønheder, en forfængelig og verdslig ung Pige, der
jagede efter Fornøjelser og levede for at blive beundret. Men alt
dette syntes at forandre sig, da hun endnu ganske ung ægtede en
Officer, der var lige saa bekjendt for sin Dygtighed som for sin
stolte Karakter og sit smukke mandige Ydre. I deres Ægteskab fik han
efterhaanden en stor og god Indflydelse paa sin letsindige Hustru,
men til Ulykke for hende og hendes lille Datter, blev deres Samliv
kun kort. Da den dansk-tyske Krig udbrød, blev Løjtnant Fürste et af
dens første Ofre. Han efterlod sig et straalende Minde blandt sine
Kammerater, men hvad hjalp det den stakkels unge Enke, paa hvem hans
Død strax gjorde et saa voldsomt Indtryk, at man en Tidlang frygtede
for hendes Forstand. Dog da den første Smerte var forbi, var ogsaa
det værste overstaaet, og den unge Moder besluttede nu at hellige sit
Liv og al sin Kærlighed til sin lille Datter.

Tilbagetrukken fra Verdens Fornøjelser og Glæder ofrede Fru Fürste
Judith al sin Tid. Hun indgød hende en lidenskabelig Kærlighed til
den afdøde Fader, og Barnet kunde aldrig blive træt af at høre om
ham. Han var dets Helt, dets Afgud, dets Ideal. Timevis kunde hun
sidde stille og lytte til, naar Moderen fortalte om ham. Og naar hun
paa Gaden sammen med hende mødte Officerer, der respektfuldt hilste
dem, eller standsede og talte med dem og klappede den lille Pige paa
Hovedet, kom hun altid til at tænke paa Faderen, og da svulmede
hendes Hjerte af Stolthed, og hun var overbevist om, at ingen i
Verden kunde lignes ved ham.

Saaledes forløb nogle Aar, da der indtraf en Forandring i den endnu
smukke, trediveaarige Enkes Væsen. Hun var ofte adspredt, gav sig
undertiden pludselig til at græde, men kunde saa strax efter igjen
begynde at nynne og se sig i Spejlet og pynte sig med større Omhu
end førhen. Hun spurgte Judith, om hun ikke var bleven gammel og
styg, om der ikke var graa Haar i hendes brune Lokker eller Rynker i
hendes Pande, og naar Judith forbavset svarede nej, eller med barnlig
Stolthed erklærede hende for at være den smukkeste Dame i Verden,
omfavnede hun hende og spurgte, om hun ikke savnede en Fader. Judith
nøjedes med at stirre paa hende, men Moderen lo og rødmede, erklærede
det hele for en Spøg og kyssede den sidste Tvivl bort af den
forbavsede Piges Sind.

Men Sagen var, at den svage og forfængelige Kone tænkte paa at gifte
sig igjen. Fuldmægtigen hos den Sagfører, der drog Omsorg for hendes
Pengesager, var en ung og ret smuk Mand. Han havde ved mange
Lejligheder set Enken og fattet, som han mente, en heftig Lidenskab
for hende. Hun undgik ikke at bemærke den Hyldest, han ydede hende,
og den smigrede hendes forfængelige Hjærte. Da han endelig friede,
vaklede hun længe -- det var i denne Tid, hun ofte græd og halv
skjult raadspurgte sin unge Datter. Men han trængte stedse heftigere
paa: de skulde ikke blive i Hovedstaden, hvor Mødet med gamle
bekendte maatte være hende pinligt, han vilde nedsætte sig som
Sagfører i en mindre By, han vilde bære hende paa Hænder, lovede
hende Rigdom, Fornøjelser, Anseelse, og truede tilsidst med at tage
Livet af sig, hvis hun ikke sagde ja. Saa indvilligede hun, dels af
Svaghed, dels af Forfængelighed, thi hun nærede næppe nogen virkelig
Kærlighed til den nogle Aar yngre Mand. Hun anede vel, at hendes
Beslutning kunde have skæbnesvangre Følger, men hun var ikke kraftig
nok til at undersøge Sagen og drage dens Konsekventser.

Forberedelserne blev trufne i al Stilhed. Fru Fürste vovede ikke en
Gang at betro sig til sin Datter før i det sidste Øjeblik, det vil
sige, da det var for sent. Havde dette ikke været Tilfældet, vilde
hun maaske endnu have opgivet Giftermaalet, thi Judith kom i en saa
heftig Bevægelse, da hun erfarede Sandheden, at den stakkels Kone
helst vilde have forandret sin Beslutning, hvis det den Gang havde
været muligt.

At Moderen, efter at have været gift med Verdens ædleste Mand, der
havde ofret sit Liv for Fædrelandet, og elsket sin Hustru over alt
andet, at hun nu vilde gifte sig med en ussel Prokurator, et rent
ubetydeligt Menneske! -- Judith var ude af sig selv af Sorg og
Indignation. Med Ord, der var langt over hendes Alder, foreholdt hun
Moderen denne grænseløse Nedværdigelse, hun græd, hun bønfaldt hende
om ikke at bedrage baade den afdøde Fader og hende selv, men som
sagt, det var for sent. Da overgav den snart halvvoxne Pige sig til
dump Fortvivlelse, og den første Tid af Moderens Ægteskab gjorde
hendes Sind mange Aar ældre, forvandlede hende fra et muntert,
livsglad Barn til en indesluttet, melankolsk Skabning.

Hun var forladt og forraadt, syntes hun; Moderens Kærtegn trøstede
hende ikke, Forholdet mellem dem var brudt, og hun havde heller ingen
andre at søge Trøst hos; de skulde jo bort fra Byen og fra de gamle
Venner, der desuden allerede af sig selv havde trukket sig tilbage
fra dem. Og Moderen var ikke længer den, hun kunde se op til og tro
paa, hun holdt vel af hende endnu, men med en halv medlidende
Kærlighed.

Lige efter Brylluppet var Familien draget til en lille Købstad i
Jylland, hvor det ny Hjem stiftedes. Det blev intet Fredens Hjem, thi
Judith vendte sig instinktmæssig fra sin Stedfader; han havde, mente
hun, berøvet hende Moderen og usurperet den højtelskede Faders Plads.
Hans venlige Ord nyttede ham intet, Judith viste ham haardnakket bort
og undlod at sige: «Fader» eller «Du». Da Hinding ingen Veje kom med
Mildhed, forsøgte han Magt; han prøvede at kue hendes stolte Sind.
Judith led ubeskrivelig, men hun bøjede sig ikke, hun beklagede sig
ikke til Moderen, hun vilde være ene om det og fandt efterhaanden, at
passiv Modstand var det bedste Værn. Men i denne Strid forhærdedes
hendes Sind, og hun lærte, om end kun anelsesvis, som et Barn kan
det, at hade.

Ogsaa paa Hindings Humør havde dette daarlige Forhold sin
Indvirkning, det var undertiden nær ved at bringe ham til at
fortryde sit Giftermaal; han blev gnaven og opfarende. Endnu værre
blev det, da en Broder af ham, for hvem han havde indgaaet
Kautionsforpligtelser, gik fallit og derved føjede Pengesorger til
Prokuratorens øvrige Gjenvordigheder. Det forbedrede heller ikke
Sagernes Stilling, at Fru Hinding skænkede sin Mand en Søn. Han blev
vel meget glad ved Drengens Fødsel, men paa den anden Side bragte
Begivenheden Judiths Smerte til Højdepunktet; hun fortvivlede nu helt
over sin Stilling i Hjemmet, hun syntes, at det lille Barn berøvede
hende den sidste Rest af Moderens Omsorg og Ømhed, og hun forlangte
da at blive sendt bort over til København for der at lære noget, som
kunde sætte hende i Stand til senere selv at tjene sit Brød. Men
denne Fordring kom Hinding meget ubelejlig; hans Pengeforhold tillod
ham i Virkeligheden ikke den Gang at bringe et saadant Offer, og han
vilde heller ikke, af egennyttige Grunde, at Judiths lille
Fædrenearv, nogle Tusinde Kroner, der var blevne indsatte i
Overformynderiet, da Moderen giftede sig, skulde anvendes dertil; thi
han spekulerede paa selv at faa fat i dem, naar Judith engang blev
myndig, og han forestillede hende derfor, at hendes Penge ikke kunde
røres, før hun var 18 Aar.

Hun vilde ikke tro det og spurgte sin Moder, om hun virkelig kunde
forhindres i at lære noget, der kunde sikre hendes Fremtid og
Uafhængighed.

Nu foresvævede der ganske vist Fru Hinding noget om, at Judith kunde
henvende sig til sin Værge, men hun nøjedes med at bede Datteren
inderlig, for hendes Skyld, om ikke at forøge hendes Mands
Bekymringer og slette Lune. -- Da forstod Judith, at dobbelte Baand
bandt hende, som hun ikke kunde bryde, Kærlighedsforpligtelsen
overfor Moderen og Afhængigheden af Stedfaderen. Og hun forstod, at
der gives Tilfælde i Livet, hvor man maa bøje sig, selv om man har
moralsk Ret til ikke at gjøre det. Og denne Tanke blev den farligste.
Thi hendes Barnesind havde vel gjennem Bøger faaet det Indtryk, at
det slette og uretfærdige for en Tid kan triumfere, men at det gode
dog altid sejrer til sidst. Men her saa hun sig haabløst forurettet,
og det tilmed af dem, der stod hende nærmest, af hendes egen Moder,
som dog elskede hende, og af alle andre, med hvem hun havde noget at
gjøre. Og det gjorde hende mistænksom, hun begyndte at undersøge, om
saadanne Tilfælde var almindelige, om Retfærdigheden muligvis ikke
var saa almægtig, som hun troede; om det var den, der havde Retten,
eller den, der havde Magten, som beholdt Overtaget. Og da hun først
var begyndt paa Undersøgelsen, forekom det hende mere og mere, at det
virkelig var det slette, det uretfærdige, det egenkærlige, der var
det stærkeste. Hun opdagede egoistiske, smaalige, tyranniske
Handlinger, og uden at kunne bedømme deres Motiver eller de
formildende Omstændigheder, der kunde undskylde dem, dømte hendes
ungdommelig strenge Sind, ligesom Katekismen, at Menneskene er af det
onde, at Verden er slet og fordærvet. Hun holdt sig i det hele taget
paa den Tid til Katekismen og Bibelen, hvis strenge Blik paa Livet og
Menneskene samstemmede med hendes egen Dom. Hun blev en troende, men
ingen barnlig Konfirmand. Angst og sønderknust lovede hun at forsage
alt det onde, hun bad brændende og forfærdet Gud om Tilgivelse for
sine Synder. Og hun lovede at tage sin tunge Skæbne som en Prøvelse
fra Herren og finde sig i den uden Knurren. Hun fik imidlertid ikke
længe Lejlighed til at prøve sine Forsætters Styrke i Hjemmet, thi
Hinding, for hvem hendes Nærværelse var en stadig Pine, skaffede
hende kort efter Konfirmationen en Plads, «for at gaa Husmoderen til
Haande og deltage i al indvendig Gjerning -- Honorar fordres ikke».
Hun kunde jo intet, og turde ikke gjøre Fordring paa Løn.

I Præstegaarden, hvor hun kom hen, udviklede hendes Religiøsitet sig
med næsten foruroligende Heftighed. Hun fæstnede sig mere og mere i
den Tro, at den Retfærdighed, Livet her paa Jorden manglede, maatte
findes hos Gud, hinsides dette, og hun klyngede sig til denne Tro med
sin syge og tørstende Sjæls hele Begærlighed. Men medens hun
ufortrødent udrettede sit Arbejde og uden Knurren fandt sig i den
megen Smaalighed, der omgav hende, opstod der ogsaa hos hende
forskellige religiøse Skrupler og Tvivlsspørgsmaal. Da de var nær ved
at voxe hende over Hovedet, vendte hun sig til Præsten, en ganske
vist lærd, men ikke _meget_ troende Theolog. Han søgte at bringe
hende til Ro ved Fornuftbetragtninger, der for hende kun blev Sten i
Stedet for det Brød, hun bad om. Hun kunde være bleven overbevist ad
Følelsens Vej, men hendes Fornuft gjorde derved kun mere Oprør.
Præsten blev stedse ivrigere for at omvende sit unge Skriftebarn, han
spaserede med hende og talte med hende i timevis, indtil Præstefruens
Opførsel viste den unge Pige, hvor uforsigtig hun havde handlet.
Fruen blev jaloux, om med eller uden Grund brød Judith sig ikke om at
undersøge, men at en saa lav Mistanke blev kastet ind i et Forhold,
som hun kaldte sit allerhelligste, blev en ny og heftig Rystelse for
hende, og det var ikke langt fra, at hun krævede Gud til Regnskab,
fordi han rolig lod hende mistænkes saaledes, skønt han maatte vide,
at hendes Tanker kun havde været rettede paa ham. De sidste pinefulde
Maaneder, hun tilbragte i Præstegaarden, rokkede endog Gudsforholdet
for hende.

Et nyt Forsøg blev gjort, denne Gang hos en Slægtning af Hinding, en
Enkemand paa henved de treds. Her var ingen skinsyg Frue at frygte,
men Manden gjorde et kluntet Forsøg paa at forføre den unge Pige, der
var betroet til hans Varetægt, og hun forlod Pladsen over Hals og
Hoved, medtagende ny bitre Erfaringer om en Verden, hvor
Egenkærlighed, Hensynsløshed og Raahed syntes at herske, og stedse
med mere forvirrede Begreber om det Væsen, der sagdes at være algod
og dog havde skabt en Verden saa fuld af Slethed.

Endelig gjorde man et sidste Forsøg, denne Gang hos en aldrende
Enkefrue med tre voxne Døtre.

Først syntes Valget heldigt. Fruen førte et muntert Hus, der kom en
Del unge Mennesker, og da Judith var meget lidt tilbøjelig til ved
nogensomhelst Fremtræden at staa Døtrene i Lyset, lykkedes det hende
at undgaa den let vakte Misundelse og Skinsyge. Hun holdt sig
tilbage, var indesluttet og grublede for øvrigt nu over et nyt
Problem, nemlig hvorfor unge Kvinder kunne være saa taabelige, at
søge at behage Mænd og jage efter den tvivlsomme Lykke -- Ægteskabet.
Blandt de besøgende var en Student Hilmer, en ung Mand af god Familie
og omhyggelig opdragen, stærkt paavirket af Nutidens Fritænkeri. Han
følte sig tiltrukken af Judiths Skønhed og nærmede sig hende
beskedent med en stille og ærbødig Hyldest, som ikke kunde skræmme
eller mishage hende. Hun talte med ham, hans Idéer og Anskuelser
vandt Genklang hos hende, de syntes at klare op i det Virvar af
krydsende Begreber, hvormed hun tumlede uden at kunne finde sig til
rette i dem. Hans Syn paa Livet og Menneskene stemte omtrent overens
med hendes eget, han var Pessimist, fordi Schopenhauer var det, og
hans Philosophi, som han docerede med hele den Alvor og Varme, der
kan findes hos en ung Student, der første Gang i Praxis repeterer
sine nylig erhvervede theoretiske Kundskaber, ydede hende en vis
Tilfredsstillelse. Hun troede at have fundet et rent og uegennyttigt
Venskab, der var frit for Beregning og Sanselighed. -- Da de efter
nogen Tids Forløb maatte skilles, skrev han til hende, og hun
svarede. Hans Breve var meget alvorlige, meget philosophiske, og
strømmede over af en slet dulgt Beundring for egen Viden; men de
mange ny, sammensatte Ord som «dæmrende Opfattelsesvæv, store
Igenfødelsens Alt» og lgn. forekom hendes uvante Øre poetiske og
tanketunge.

Det endte som alt platonisk Venskab mellem en Mand paa 22 og en ung
Pige paa 18 -- han friede. Heftig, lidenskabelig, fordringsfuldt
forlangte han hendes Ja. Han skildrede sin langvarige «Sjælekamp».
«Hvis jeg faar nej,» sluttede han, «da maa jeg vel rive Deres Billed
ud af min Sjæl, men den vil forbløde derved!»

Hun blev forskrækket og overrasket. Hun havde alligevel ikke tænkt
sig det paa denne Maade. I hendes Sind var der under de alt for
tidlige og sørgelige Erfaringer opstaaet en Uvilje, næsten Angst for
at skulle knyttes til nogen Mand; og denne var hende dog saa fremmed.
Hun svarede hverken ja eller nej, men bad ham vente, og dermed
ophørte foreløbig deres Brevvexling. Men hun blev frejdigere og
gladere til Mode. Tanken om, at hun var elsket, elsket «for Evighed,
over alt i Verden», sneg sig over hende med en Varme og Fryd, som hun
næsten forbavsedes over. Hun blev saa mild i sit Sind, saa glad og
rolig. Der syntes at skulle vaagne et Foraar i hende oven paa den
kolde, haarde Barndoms Vinter.

Saa kom der atter en Dag Brev fra ham: Ventetiden var uudholdelig,
det halve Forhold utaaleligt, han fordrede sine Breve tilbage og
ønskede al Forbindelse brudt. Hun troede, han var bleven vanvittig,
hun sendte ham Brevene og bad om en Forklaring, hun fik sine egne
tilbage, det var alt. Først en Maaned senere blev Gaaden løst, hun
saa hans Forlovelseskort, han havde gjort et rigt Parti.

Da lo hun saa hjertelig, saa bittert, at hun fik Taarer i Øjnene; hun
tænkte paa hans Frierbrev, hvis glødende Ord om evig Kærlighed, Dages
og Nætters Sjælekamp og Fortvivlelse havde brændt sig ind i hendes
Erindring -- og nu et Par Maaneder efter forlovet med en Pige paa
80,000 -- efter hvor mange Timers Sjælekamp?

Saa fik da hendes Tro det sidste og haardeste Stød. Ikke fordi hendes
Kærlighed blev skuffet, hun vidste nu, at hun aldrig havde elsket
ham, heller næppe fordi hendes Stolthed blev krænket, han var hende
egentlig saa ligegyldig, men hendes Tro, hendes paany opvaagnede Tro
paa Uegennytte, Kærlighed og Menneskeværd fik Dødsstødet. Hun blev
en Byrde for sine Omgivelser, hendes kolde Tilbageholdenhed og
sørgmodige Indesluttethed, der blev udlagt som Hovmod, stødte hendes
Omgivelser fra hende. Døtrene paa deres Jagt efter Mænd, Moderen med
sin Higen efter at faa Døtrene ind i Livsforsikringsanstalten
«Ægteskab», følte sig generte af dette tavse, fornemt tilbagetrukne
Vidne.

Enkefruen skrev til Prokuratoren:

«For Deres Skyld Hr. Hinding og for gammelt Bekjendtskabs Skyld,
samtykkede jeg i at optage Frøken Fürste i mit Hus; men hendes Væsen
er saa lidet imødekommende, hendes Sind saa stolt og ubøjeligt,
hendes Humør saa nedtrykt og lidt velstemt, at jeg af mange Grunde,
hvor ondt det end gjør mig, men hovedsagelig for mine unge, livsglade
Døtres Skyld, maa nægte længere at beholde hende i vort Hjem, hvor
Fortrolighed, Samstemning og Munterhed stedse har hersket». Altsaa
vendte Judith atten Aar gammel atter hjem til den lille jydske
Købstad, til en Moder, hvem hun snarere maatte støtte end vente sig
Hjælp af, til en Stedfader, der var hendes Uven, ikke mindre nu end
førhen, da han endelig ved Overenskomst med hendes Kurator havde
faaet fat i hendes Penge, til en lille Broder, der syntes at have
taget hendes Plads og Rettigheder. Hun blev fængslet i Lilleput
Forhold, hvor hele Maskineriet gik saa jammerlig smaat, saa naivt
aabenlyst, hvor Middelmaadigheden trivedes, Sladderen florerede,
Kryberiet herskede, til en lille By, hvor det, at slutte sig inde i
sig selv, var en Forbrydelse, fordi alt der skulde stilles i Glasskab
som offentlig Ejendom, kritiseres og bedømmes, kort give Æmne til
Sladder, og det kunde Judith ikke være med til. Hendes Stolthed
oprørtes ved Tanken om, at hun skulde stilles til Skue, maaske blive
Genstand for Medlidenhed, i alle Tilfælde for Snak. Hun skænkede ikke
Byens unge Mænd, der dog i Begyndelsen hilste hende som en opgaaende
Stjærne, et Blik eller en Tanke, derfor blev de selvtilfredse unge
Hjærter hos disse Merkurs Sønner saarede, de kaldte hende hovmodig og
vendte sig til Landets Døtre, der tog mod dem med Kyshaand. Hun
valgte sig ingen Veninde blandt de unge Piger, med hvem hun kunde
drøfte Skandaler, Forlovelseshistorier eller Modepynt, hun holdt sig
for sig selv og blev tillagt Prædikatet «vigtig». Hun var saa tavs i
Selskaber, ved Kaffegilder og Chokoladesammenkomster, at Byens Damer
var enige om at kalde hende «muggen» og vistnok temmelig indskrænket.
I Hjemmet var det ikke bedre. Hendes tavse Modstand pinte
Prokuratoren, hun havde en vis Maner, uden Ord at kritisere hans
Handlemaade, der just ikke altid hverken i Hjemmet eller i
Forretninger var gentleman-like, som ærgrede ham mere end aaben
udtalt Foragt. Og der var i hendes sørgmodige, indesluttede, skønt
ikke ukærlige Væsen noget, der pinte hendes Moder mere, end de
heftigste Bebrejdelser vilde have gjort det. -- Men fremfor alt var
hun sin egen Fortvivlelse, med sin Vantro, sin Pessimisme og sin
Haabløshed.

Der sad hun paa sit Værelse efter Ordskiftet med Stedfaderen, med sit
trætte Hoved støttet i de lange smalle Hænder, stirrende fortvivlet
frem for sig uden nogensteds at kunne opdage blot et lille Glimt af
Haab og Lykke, hun kunde rette sin Gang efter.

       *       *       *       *       *

Det bankede paa Døren; Fru Hinding var kommen hjem og bad om Lov til
at maatte tale med hende.

Judith aabnede Døren for hende.

«Du har igjen havt en Trætte med Hinding?» spurgte Fruen bedrøvet, da
hun stod overfor sin Datter. Fru Hinding bar endnu Spor af fordums
Skønhed, som hun stræbte at bibeholde ved et ungdommeligt Toilette og
en moderne Frisure. Hendes Øjne var klare, hendes Tænder friske og
hvide, men et ti Aars Ophold i en lille By havde paatrykt hende dette
ejendommelige matroneagtige Stempel, som fortrinsvis udmærker
Købstadsdamer; med sin noget svære Figur og lidt svagelige Helbred
var hun tilbøjelig til Magelighed, elskede Velvære og Ro, ønskede at
holde Fred med alle, men var gift med en temmelig karrig Husbond og
stod mellem to krigsførende Magter, hvem hun i lige Grad ønskede at
hjælpe og behage.

Hun rakte sine buttede hvide, soignerede Hænder med de mange Ringe --
disse Hænder var hendes Stolthed -- bedende hen imod Judith og
vedblev:

«Aa Judith, lad os dog se at holde Fred, Du ved hvor ubeskrivelig al
denne Strid smerter mig. -- Synes Du ikke, jeg har Sorger nok
foruden?»

«Hvem har ikke Sorger?» spurgte Datteren med et svagt Smil, «kender
Du nogen, der blot én Dag af sit Liv er fri for dem?»

«Aa -- andre har dog i det mindste Fred og Ro i Hjemmet, men tænk paa
mig, alle maa jeg rette mig efter, jeg maa være bange for hvert Ord,
jeg har Følelsen af, at ingen elsker mig. Du synes, Du har Ret til at
være vred paa mig og Hinding finder mig gammel, jeg véd, han
fortryder, at han giftede sig med mig, naar han ser mig mellem yngre
og kønnere.»

«Hvor kan Du dog være jaloux, Moder -- hvor kan nogen Kvinde være
det; at hun ikke er for stolt dertil! -- Naar en Mand ikke bryder sig
om én, hvor kan man da trænge paa og trygle om hans Kærlighed og vise
sig vred, fordi han ikke vil give den?»

«Du dømmer saa haardt, Judith, kan Du da ikke forstaa, at jeg trænger
til Kærlighed?»

«Jo, det kan jeg vistnok, jeg trænger selv saa uendelig, saa bittert
dertil.»

«Saa véd Du jo, Du har mig. Kom til mig, -- har jeg ikke altid elsket
Dig, har Du nogensinde hørt et haardt Ord af mig, har jeg nogensinde
negtet Dig Trøst og Kærlighed?»

«Nej -- Du holder af mig paa Din Maade, det véd jeg nok, men ikke,
som jeg trænger til det, ikke helt og udélt, Du vakler mellem mig og
Hinding, vil hjælpe den ene og ikke slippe den anden.»

«Men elsker Du da mig, saaledes som Du siger?»

«Nej -- nej -- nej desværre, jeg elsker ingen rigtig inderlig, jeg
kan ikke, skønt jeg véd, at det vilde gøre mig lykkelig.»

«Du vil nok komme til det engang, jeg forstaar, hvad Du mener, Du vil
nok engang komme til at elske en Mand.»

«Nej -- aldrig,» svarede hun, og hendes Blik fik et mørkt, næsten
fjendtligt Udtryk, -- «jeg vil aldrig elske nogen Mand.»

«Jo, Du vil, og en Mand vil ogsaa elske Dig, -- Du, der er saa smuk,
saa -- --»

«Hvad mere, hvad er jeg mere end smuk? Det er kun en daarlig
Egenskab, Moder. Men naar jeg aldrig gifter mig, hvad skal der saa
blive af mig?»

«Saalænge jeg lever, har Du jo et Hjem.»

«Ja saalænge, men hvilket Hjem? Aa Moder, Du maa kunne forstaa, at
jeg ikke kan være lykkelig her, hvor jeg maa bede om hver Skilling,
ydmyge mig for at faa det allernødvendigste. Hvor fortvivlet er det
dog, kun at kunne øjne Giftermaal som Redning. Hvorfor giver Hinding
mig ikke mine Penge. Saa blev han jo fri for mig, og jeg kunde lære
noget ordentlig og sørge for mig selv. Thi han vil da vel ikke berøve
mig dem, nu han har faaet dem, -- tror Du vel?» Der kom et forfærdet
Udtryk i hendes Ansigt ved denne Tanke, -- sæt, at det var muligt, og
han en Gang kunde vise hende fuldstændig forarmet ud af sit Hus.

«Det tror jeg ikke,» svarede Fru Hinding beroligende.

«Hvad skulde jeg da gjøre? Jeg kan ikke fortjene mit Brød. Jeg gaar
blot her til Plage for alle og bliver efterhaanden saa egoistisk og
materiel. Jeg er snart saa vidt, at jeg synes, at Velvære, Rigdom og
Luxus maa være Livets højeste Goder. Men hvorledes skal jeg naa dem?
Der er kun en Vej -- at blive gift med en Mand, der var saa rig, at
han kunde skaffe mig dem. Er det ikke forfærdeligt, at jeg kan tænke
saaledes, og saa har jeg jo ikke engang Udsigt til det heller. Var
jeg blot rig og uafhængig, saa at jeg selv kunde bestemme over min
Skæbne!» Paa en Gang gik hendes trøstesløse Stilling op for hende, og
hun brast i lidenskabelig Graad.

Fru Hinding blev staaende raadvild og fortumlet en kort Stund; saa
forenede den let bevægelige Kone sine Taarer med Datterens.

Efter Stormen var der indtraadt Stille i Prokurator Hindings Hjem.
Judith var træt og ligegyldig eftergivende, Prokuratoren var kun lidt
i sin Familie; Juni Termin var inde, og han havde fuldt op at gjøre.
Just den trettende Juni, en dejlig Sommerdag, var han i Perlehumør.
Han havde faaet en god Forretning, en Forretning, hvor der var Penge
at tjene og Regninger at skrive, for hver enkelt Post især og for dem
alle tilsammen, for Konsultationer og Rejser, Udskrivning,
Opkrævning, Panteforretning, paa Kryds og paa tværs, forlænds og
baglænds, indtil Omkostningerne oversteg selve Summen, jo det var
rigtig en behagelig Forretning, saa fed, saa indbringende, saa
moralsk.

Derfor gned Hr. Hinding sig i Hænderne og saa rigtig fornøjet ud.

«Vognen koster ligemeget,» sagde han til sin Kone, «vil Du og Judith
ikke køre med? Vejret er smukt, og medens jeg afgjør Forretningen,
kan I køre over og bese Ahnbjerggaard; Godsejeren er endnu ikke
kommen hjem og den er nok værd at se.»

Judith havde ingen Indvendinger at gjøre; følgelig nød da den lille
Bys Indvaanere ud paa Eftermiddagen den Tilfredsstillelse, i deres
Reflexionsspejle at se Prokuratoren køre ud af Byen ved Siden af
Kusken i den tostolede Vogn, medens hans Frue og Datter sad sammen
paa Bagsædet, og der anstilledes allehaande Gisninger om, hvorvidt
Misstemningen i Prokuratorens Hjem, om hvilken der gik forskellige
overdrevne Rygter, nu var ved at udjævnes.

Vognen skumplede over den slette Stenbro; det kom som en hel
Lettelse, da den rullede ud paa den glatte Chaussé. De grønne Agre
bredte sig foran dem, Solen glødede fra en skyfri Himmel, Luften
dirrede af Varme og gjorde alle Omrids usikre. Lærkerne jublede over
deres Hoveder, de hang som klingende, usynlige Klokker mellem Himmel
og Jord.

Bag dem laa den lille pyntelige By, foran dem det aabne Land,
oversaaet med Bøndergaardenes sammenbyggede Længer eller
Proprietærernes anseligere Ejendomme med de teglhængte Stuehuse. Hist
og her dukkede en hvidkalket, kullet Kirke frem, eller en Række gamle
Kæmpehøje oppe i Markbrynet.

Judith var saa fredelig til Mode; hun undredes næsten over, at hun
saa ofte kunde være nedslaaet og fortvivlet; det hele vilde maaske
blive langt bedre, end hun havde ventet det. Naar Taagen, der skjulte
Fremtiden, løftede sig, laa der maaske for hende et straalende,
fredeligt Sommerlandskab, som det, hun nu saa. Hun lod sig vugge af
sine egne Tanker og Vognens Gyngen, til hun vækkedes ved den hule
Lyd, naar de rullede over en af de smaa Broer, der førte over
Vandløbene, som Egnen skyldte sine gode Enge. Hun saa da et Øjeblik
efter den lille Bæk, der betegnede sin Vej ved de høje Siv og friske
Engstrøg, og sank saa atter tilbage i sine egne Tanker. Prokuratoren
sad og underholdt sig med Kusken, der med Pisken udpegede Egnens
forskellige Seværdigheder. Undertiden vendte han sig om og vejledte
Damerne: «Dette er Ullerupgaard, derovre ser I Taget af Eskebjerg,
hist nede ligger Uldum Kirke, -- Uldum og Trannerup». Det var en lang
Køretur ind i Landet, nu og da veg Kornmarkerne for Hedestrækninger,
der mindede om, at man befandt sig i Jylland, og i Lyngen laa Huse,
saa store som Hundehuse omtrent, klinede op af Ler, tækkede med Tørv,
med en eneste solbrændt Rude og en skæv, brøstfældig Dør. Selv en
saadan Rønne havde paa jydsk Manér sit Navn, Uglemose eller
Sindalhede, og, tænkte Judith, husede maaske tilfredse og glade
Mennesker, lykkeligere og mere fornøjede end hun selv; -- men -- «det
maa dog være skrækkeligt at leve der alligevel». Saa kunde de ogsaa
møde en Pindevogn, trukken af en dvask Stud med en søvnig Bondemand i
Vognen; han var maaske ogsaa længselsfuldt ventet hjem af Kone og
Børn, som han dér sneglede halvsovende hen ad Landevejen.

«Faar vi ikke Regn inden Sankte Hans, saa bliver Høsten skral iaar,»
mente Kusken.

«Saa bliver der Tvangsauktioner, Udpantninger og Fallitter,» tænkte
Prokuratoren, der ogsaa hengav sig til Fremtidsdrømme. «Ja, nu er vi
her,» sagde han lidt senere, da Vognen stansede foran en mindre
Bondegaard. -- «Kør Du saa over til Ahnbjerggaard med Damerne, Jens.
Lad os se, Klokken er snart fem, naar I kommer tilbage om et Par
Timer, er det tidsnok; i alle Tilfælde kan jeg gaa over ad Gaarden
til, hvis det skulde blive mig for sent. Farvel saa længe.»
Prokuratoren tog til Hatten og forlod Vognen.

De kørte videre, atter ind over dyrkede Jorder og frodige Enge. «De
hør' no til Go'eren, ska a si'e vos,» forklarede Jens. «Den Skov
hisse ovre, den hør no au dertil, og alt hva De ka se her rund om ded
er no hans Banners er ed nok.» Og han lod Pisken beskrive en stor
Bue.

Judith rejste sig lidt. «Er det Hovedbygningen dernede?»

«Jou -- den tejllavte Rolling hissenere, aa ded er en stuer og mægte
Go'er sku a trou.»

Den røde Herregaard viste sig for deres Blik med de utallige Ruder
blinkende i Sollyset, bag ved laa Haven, nedenfor den det store
Complex af Udbygninger, Mejeriet, Avlsgaarden, Gartnerboligen,
Loerne, Laderne og Staldene. Paa Markerne rundt om saa man de lange
Rækker af Kreaturer rolig drøvtyggende, værgende sig mod de næsvise
Fluer.

Hun blev overvældet af et Begreb om Rigdom og Magt; hvor maatte det
være herligt, saaledes at eje alt, hvad ens Øje kunde overse.

De stod af Vognen og gik op til Hovedbygningen, der bestod af fire
sammenbyggede Fløje uden Taarne, men med takkede Gavle og tykke, røde
Mure, hvor Stenen begyndte at forvitre og falde ud, og hvor de mange
Vinduer med utallige smaa Ruder stirrede paa én som dybtliggende,
øjenbrynløse Øjne.

En skummel gammel Bygning, der mindede om Bondekrigene og
Adelsvældens Tid. Paa de to Sider var den omgiven af næsten udtørrede
Grave, der stod fulde af Skræpper, Rør, Dunhamre og Aakander, men til
de to andre Sider vendte den ud mod en moderne anlagt Have.

En Dreng fra Avlsgaarden havde fulgt dem op til Godsforvalteren, hvis
majestætiske, trediveaarige Datter selv tilbød at vise Damerne
omkring.

Der var i hendes Væsen en Blanding af protegerende Overlegenhed, som
den, der véd bedst Besked, kender alt og halvt er i Familie dermed,
og en dyb, respektfuld Ærbødighed for disse Ting, som hun fra
Barndommen havde beundret og lært at betragte som Indbegrebet af alt
skønt og stort. Hun var halv fortrydelig over Judiths Mangel paa
Beundring; thi Judith røbede sjælden det Indtryk, en Ting gjorde paa
hende.

«Her er Godsejerens Arbejdsværelse.» Foreviserinden sænkede Stemmen
til en formelig ærefrygtsfuld Hvisken, naar hun omtalte «Godsejeren».
«Dette er Billederne af Herrens Forældre, i Spisestuen hænger Resten
af Herrens Forfædre. Dette er Billardstuen, Røgeværelset,
Bibliotheket, Dagligstuen, Salen, det grønne Værelse» o. s. v. lød
det, medens de passerede de nævnte Rum i den store Bygning. --
Bibliotheket, hvor Bøgerne ikke var rørte i mange Aar, og støvede
stirrede ned fra deres Hylder, Dagligstuen med sine overdækkede
Møbler, omvundne Lysekrone og gule Atlaskes Gardiner, den tomme,
store Riddersal og alle de andre triste, skumle Værelser, hvor ikke
engang Junisolens klare Straaler formaaede at række helt ind gennem
de dybe Vinduesnischer.

«Godsejeren kommer snart hjem, saa vil her nok blive hyggeligere,»
bemærkede Ciceronen, «han er nu i England, men han har rejst baade i
Persien og Ægypten -- ja «i» Paris og Rom.» Hun var saa stolt deraf,
som om det var hende selv, der havde «rejst i» Paris og Rom.

«Er det længe siden, han var her sidst?»

«Elleve Aar har han været borte. Nu kommer han hjem, og vi tror, at
han bliver, for han har skrevet til os, om at gjøre alt i Stand, --
men vi véd for Resten ikke -- -- --»

Og hun syntes bange for at have sagt for meget, og røbet Ting, der
for hende var ligesaa vigtige, som Statshemmeligheder for Statens
Styrere.

«Her er Godsejerens Sovekammer.»

Et stort, skummelt Gemak var det, hvor man skulde tro, at Søvnen
maatte flygte bort og efterlade hvileløse, af mørke Grublerier
opfyldte Nætter til den, der vilde prøve paa at sove i en eller
anden Afkrog af den mægtige, skrækindjagende Tronseng, over hvis
Hovedgjærde Bannernes adelige Vaabenmærke var udskaaret og malet.

Fru Hinding standsede; hendes husmoderlige Nysgerrighed drev hende
til at undersøge Sengklæderne lidt nøjere. Judith gik videre. I
Paaklædningsværelset, hvortil Døren stod aaben, faldt en Smule Sol
ind, det drog hende uvilkaarlig til sig. Hun standsede forskrækket
paa Tærsklen, hun troede, at nogen kom hende i Møde. Næste Øjeblik
smilte hun ad sin Angst, hun stod overfor et stort Spejl, der næsten
naaede fra Loft til Gulv, og hvori hun saa sig selv fra Isse til Fod.
Saa skød Spotten op i hende ved Tanken om, at det var en Mand, hvem
dette tilhørte, og som her havde smykket og beundret sin egen Person;
men strax efter optoges hun af selve Synet af sit Billede, alle andre
Tanker veg for en uimodstaaelig, forfængelig Glæde. -- Ja, hun var
smuk, det var ingen Smiger, ingen Indbildning, og hun fortabte sig i
Beskuelsen af sin egen middelhøje, slanke Skikkelse, de store
fløjelsagtig brune Øjne, Ansigtets fuldendte Oval, den matgyldne,
dunede Teint og rundt om det lille fint formede Hoved det bølgende og
lokkede, men ikke meget svære Haar. Hun gik et Skridt længer frem,
saa Solstraalen faldt gennem det og omgav hende som med en Glorie; --
da slog en Idé pludselig ned i hende, hun kastede Hovedet tilbage som
fyldt af en stolt, overmodig Tanke, hun gik fremad mod Spejlet med
en Dronnings Værdighed, men vendte sig hurtig, da hun hørte de andre
komme.

«Dette er Paaklædningsværelset, og her er Badeværelset,» sagde deres
Cicerone, idet hun lukkede Døren op til det tilstødende Kammer. «Her
er endelig den Fløj, som var halvt gjort i Stand til den unge Frue --
før Forlovelsen blev hævet.» Pigen sukkede. «Det har staaet urørt
siden, og Herren gifter sig aldrig.»

En beskæmmende Følelse jog Blodet op i Judiths Kinder. «Kunde Pigen
læse hendes hemmelige Tanker og svare paa dem?»

«Tror De, Hr. Banner vilde synes om, at fremmede saaledes gennemse
hans Hus, hvis han fik det at vide?»

«Aa -- det var vist Hr. Godsejeren aldeles ligegyldigt,» svarede
Pigen med uforligneligt Hovmod. Der laa i Ordene en Antydning af, at
Mennesker i deres Stand og Stilling slet ikke var noget i «Hr.
Godsejerens» Øjne.

Judith fik uvilkaarligt noget mod Pigen og talte ikke mere til hende.

Forevisningen var næsten til Ende, man havde set Malerierne,
Kunstsagerne, de gamle Møbler o. s. v., gennemvandret de ubenyttede
Gæsteværelser, undret sig over de mægtige Kister med Sølv og
Dækketøj, der ikke havde været aabnede i elleve Aar.

«Er de nu brand- og dirkefri?» spurgte Fruen bekymret.

Pigen smilte. «Her kommer ingen Tyve, og disse Mure vil aldrig kunne
brænde, saa det er brand- og dirkefrit det hele.» Hermed endte
Undersøgelsen.

I Gaarden traf de Prokurator Hinding, som just var ankommen, han var
stadig i straalende Humør.

«Naa -- ret net, hvad? -- Rig Mand, hvad? -- Havde man bare en
Hundrededel af det altsammen. Men trist Sted at bo paa. Naa, I er vel
sultne, lad os nu køre ned til Kroen og faa os nogen Aftensmad; det
skal gjøre godt, ovenpaa Dagens Anstrængelser.»

Som sagt, saa gjort; men da enhver efterhaanden hengav sig til sine
egne Tanker, løb Maaltidet meget stille af. -- Ved Solnedgang besteg
man Vognen for at køre hjem. De kom da atter forbi Ahnbjerggaard, der
laa tæt ved Landevejen, fra hvilken en Allé af Popler førte op til
Porten. Judith vendte sig og saa efter Bygningen. Den nedgaaende Sol
glødede i dens Hundreder af Ruder. Vejrhanerne blinkede, Stenenes
røde Farve blev dyb og varm, det var et Syn, som uudslettelig
fæstnedes i hendes Erindring. -- Saa sluktes Glansen, mørk og tung
tegnede Bygningen sig mod den østlige Himmels svagt rød violette
Farve, Genskinnet fra Solnedgangen. Saa forsvandt den. Men over
Engene hævede sig en tæt, hvid, bølgende Damp, det saa ud som Søer i
Maaneskinnet. Gennem den tavse Egn rullede Vognen hurtig hjemad; nu
og da hørte man et fjernt Hundeglam, ellers dyb Stilhed. -- Fruen
halvsov, Judith var nedsænket i sine Drømmerier. Fremtiden syntes
ikke længer saa mørk og trøstesløs for hende. Der var et ubestemt
Haab, en Anelse, der som et attraaværdigt Maal blinkede og funklede i
Sollyset langt forude.

Sommerens Fornøjelser bestod, til en Afvexling fra Vinterens
trivielle Selskaber, hvor de samme Mennesker bestandig mødtes,
Damerne for at strikke og brodere, Herrerne for at spille L'hombre,
i store Kaffeselskaber, hvor Sladderen gaves frit Løb, og
Tjenestepigehistorier og Børnesygdomme sattes under Debat. De kunde
betragtes som Byens Rigsdagssamlinger, kun var det Kvinderne, der her
førte Ordet, bestemte Grænserne for, hvad der passede sig, og gav
Dadels- eller Tillidsvotum. Byens Regeringsform var nemlig
uindskrænket monarkisk, arvelig paa Spindesiden. Fra disse Gilder var
selvfølgelig alt Mandkjøn strengt udelukket, ligesom ved visse gamle
romerske Gudindefester. Judith hadede dem; Høfligheden bød hende dog,
ej at undslaa sig, men da hun aldrig traf nogen Ven der, blev de
hende dobbelt pinlige. Alligevel var denne Sommer en af de gladeste,
hun længe havde levet. Hun savnede ædlere Fornøjelser, hendes Sind
var i større Ligevægt, hun havde fundet en Beskæftigelse for sine
Tanker og Drømme; det holdt hende oppe.

Hun tænkte sig selv i en lys Morgenkjole gaa omkring i en stor, smuk
Have, tale med Gartneren, se til Frugttræerne, plukke de friske,
morgenduggede Blomster -- eller skænkende Te af en lille Sølvtepotte
i en Spisestue, smykket med Fotografier fra Rom og Pompeji -- eller
slæbende bløde, knitrende Silkekjoler gennem lange Korridorer,
holdende Raad med Husjomfruer om Dinéer og Soupéer, klædende sig paa
til Selskaber, hjulpen af en behændig Kammerjomfru, prydende og
oplivende en gammel Borg ved sin Skønhed, sin Ungdom, sin Livsglæde
og Munterhed -- forfængelige og verdslige Tanker om Luxus, Velvære og
Fornøjelser. Og bag det hele dæmrede de ubestemte Omrids af en Mand,
hun vidste ikke selv hvorledes, men forskellig fra alle andre, en
excentrisk, men ædel og skøn Mand, der tilbad hende og bar hende paa
Hænder. Hun forundredes over, at hun endnu kunde nære saadant Haab,
at hun virkelig ikke var for klog og erfaren til at fortabe sig i den
Slags Fantasier.

Hun vidste noget om Godsejer Banner, omtrent saa meget som alle andre
i den lille By, hvis Stolthed og Beundring den godsejerlige Familie
gennem Slægtled havde været. Johan Banner hørte nemlig til en gammel
og fornem Familie. Hans Bedstefader havde gjort sig fortjent under
Frederik den sjettes Regering, men var næppe saa stolt deraf, som af
sin Adel og sit Stamtræ. Han havde kun én Søn, Erik Banner, hvem
Slægtsstoltheden i fuldeste Maal var bleven indpodet. Gamle Johan
Banner regnede sig for en heldig Mand, han var ikke alene sluppen
gennem Statsbankerotten, men havde endogsaa formaaet at opkøbe Jord
og afrunde sine Besiddelser paa den Tid, da Jordejendommene sank saa
yderlig i Værdi; dette lagde Grunden til Familiens nuværende Rigdom.
Han havde endvidere kun havt en Søn, paa hvis Hænder alt, helt og
udelt gik over, men om sit største Held var han neppe selv vidende,
det nemlig, at han døde, forinden Grundloven tilintetgjorde
Adelskabets Forrettigheder. -- Men des haardere ramte Slaget hans
Søn. Ordene: «Enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet
Forret er afskaffet» forekom denne en Søndertræden af de helligste og
dyrebareste Rettigheder. Dybt krænket opgav han enhver Virksomhed i
det offentliges Tjeneste og trak sig tilbage til sine Godser, hvor
han i ethvert Fald var uindskrænket Hersker. Han havde endnu, medens
Faderen levede, ægtet en Dame af Landets fornemste og «ældste Blod»
og boede nu med hende i ensom Herlighed paa sine Fædres Borg.

Johan Banner, der var bleven opkaldt efter Bedstefaderen, var dengang
9 Aar. Han blev efter Moderens Død, der indtraf nogle Aar senere, den
eneste og vigtigste Genstand for Faderens Opmærksomhed, thi nu afhang
jo Slægtens Fremtid af ham. Hans Barndom var ensom, thi Faderen
krævede til hans Omgang ej alene Jævnalder, men ogsaa Jævnbyrd, og
hvem var ham jævnbyrdig i Miles Omkreds? Og saaledes saa Drengen kun
_over_ sig en Fader, der indgød ham den højeste Mening om hans Værd
og Rettigheder, ikke som Menneske, men som Adelsmand, og _under_ sig
ærbødige Tjenere og krybende Undergivne.

Sagen var, at hans Fader vedblivende smigrede sig med den Tro, at
Adelsskabets Fornedrelse kun var en Overgangstilstand. De styrende
Magter maatte snart indse den Fordel, som ædel Byrd giver, og efter
at «Folket» en kort Tid havde glædet sig ved Magten, vilde en
Restauration finde Sted. I denne Tro bestyrkedes han af sine
Omgivelsers Holdning; i den lille Naboby betragtedes han endnu stadig
som Fyrsten -- naar Talen der ikke drejede sig om ham selv, var det i
det mindste om hans Hunde, hans Heste, hans Vogne, hans Tjenere -- og
at han i endnu højere Grad var Genstand for sine Undergivnes Hyldest,
følger af sig selv. Men han lagde ikke Mærke til den Nuance,
Ærbødigheden var undergaaet. Det var ikke saa meget Adelsmanden, man
krøb for, som Pengemanden, Godsbesidderen, der kunde have købt hele
den lille By, som for en stor Del havde hans Gods til Opland. For ham
selv var Ærbødigheden den, der tilkom ham som Adelsmand.

Disse Grundsætninger indprentede han sin Søn fra hans spæde Barndom,
og de faldt i god Jord. Johan Banner var af Naturen begavet med en
klar og gennemtrængende Forstand og en betydelig Portion Selvfølelse.
Allerede i Drengens ottende Aar bemærkede Faderen med Glæde et
udpræget Patricierhovmod hos ham.

Det var en Selvfølge, at Sønnen ikke skulde undervises i en
Latinskole sammen med al Verdens Drenge; Banner antog Hovmestre, hvem
en høj Løn tilkøbte ham Ret til at «holde inden for visse Grænser»,
og hvis Undervisning paa det nøjeste blev kontrolleret. En Gang
hændte det rigtignok, at en Informator i den Grad overskred sine
Ordrer, at han lovpriste den franske Revolution, talte om Folkets
Rettigheder, om Kastevæsenets Fordærvelighed o. s. v., men det blev
opdaget i rette Tid, og han blev strax bortsendt med to Aars Løn og
en meget høflig Afsked.

Fra sit tolvte Aar blev Johan Banner behandlet af Faderen som en
Ligemand, med en Hensynsfuldhed og Courtoisie som den, en Adelsmand
skylder den anden. I Tjenerskabets Nærværelse kaldte han ham «Hr.
Johan» -- «Behager Du Sauce, Hr. Johan?» og ve den uforsigtige
Tjener, hvem et uovervejet «Du» eller familiært «Johan» undslap. De
Jagter og Selskaber, Erik Banner gjorde, var kun for «fødte», og ved
disse Lejligheder førte Hr. Johan et stort Ord; Drengen, der snart
blev til «den unge Herre», talte med om alt, gav vittige Svar og blev
lydelig beundret for sin Forstand og Skønhed. I hans to og tyvende
Aar lod Faderen ham foretage en Udenlandsrejse, som overensstemmende
med det hele Opdragelsessystem ikke gik til Frankrig, Revolutionens
Vugge, men først til Preussen, «Junkerdømmets Land» og derfra til
England, «Aristokratiets rette Hjem». Fra denne Rejse maatte den unge
Adelsmand over Hals og Hoved hjem til Faderens Dødsleje. Denne havde
nemlig forkølet sig paa en Jagt, «hin ægte aristokratiske
Forlystelse», og ventede nu paa Døden med en Adelsmands Ro og
Værdighed. Til Sønnen holdt han en Afskedstale, hvori han beklagede,
at han ikke selv skulde opleve «Restaurationen», men dog trøstede sig
med, at det var Sønnen forbeholdt; han bad ham gifte sig ung, for at
bevare Slægten, at lade Godset gaa _udelt_ over paa sin ældste Søns
Haand, og -- her afbrødes han af den, der ikke tager mere Hensyn til
en Adelsmand end til en Bonde, den store Socialist, Døden.

Saaledes arvede Johan Banner 22 Aar gammel det skønne Gods kvit og
frit, med Herregaard og Park, med Skove, Bøndergaarde, Kirker,
Inventarium og Besætning foruden en betydelig Kapital. Det følgende
Aar forlovede han sig efter Faderens Ønske og efter eget frit Valg
med en ung Pige af rig, adelig Familie, meget elskværdig og udmærket
smuk, paa mødrene Side hans Næstsøskendebarn. Forlovelsestiden skulde
naturligvis kun vare kort, et smilende lykkeligt Liv syntes at vente
de to unge Mennesker. Uheldigvis besad den unge Brud andre
Egenskaber foruden de allerede nævnte, hun havde en ypperlig
Forstand, en fintdannet, søgende Aand. Dette var Egenskaber, som
Johan Banner slet ikke forstod at skatte hos en Person af det svage
Køn. Kvinden var efter hans uforgribelige Mening, og hans Meninger
var altid uforgribelige, skabt til Prydelse for Livet. Kvinder burde
være smukke, kvindelige og blide, deres Pligt bestod i at elske
Mændene, og Mændenes Pligt mod dem var at bære dem paa Hænder,
beskytte dem, nu ja, og lade sig elske af dem. Den bornerte og
arrogante Adelsmand vilde aldeles intet høre om, at Kvinderne
behøvede dybere Tanker, Livsanskuelse eller nogen Slags Viden ud over
den rent almindelige. Naar derfor hans unge Brud prøvede paa at
indvie ham i sine inderste Tanker, eller æskede hans Mening om et
eller andet Problem, hun ikke selv kunde klare sig, tog den overlegne
unge Mand hendes smukke Hoved mellem sine Hænder, bad hende ikke
besvære sig med slige Taabeligheder, udviklede, at Logik og Kvinder
ikke hørte sammen, at Kvindens Filosofi var Kjærlighed, sagde, at
Stjærnernes Skabelse for ham var lig med hendes Øjnes Tilblivelse, og
at han vilde give hele Sokrates' Visdom og Platos Dyd for et Kys af
hende. Hun syntes ikke om det, men Forberedelserne til Bryllupet tog
mere og mere hendes Tanker, og da Banner snart efter rejste over til
Ahnbjerggaard, svandt efterhaanden ogsaa de dæmrende Tvivl om,
hvorvidt de virkelig passede sammen, som nu og da havde formørket
hendes unge Lykke.

Da fik hendes Fader Besøg af en Ven, noget yngre end han selv, en
kundskabsrig, dannet og i Videnskabens Verden anset Mand. Døden havde
nylig befriet ham for et langt, sørgeligt Ægteskab med en næsten
sindssyg, melankolsk Hustru. Han besøgte sin Ungdomsven for at
bortjage de sidste sørgelige Indtryk. Han havde kendt den unge Pige
fra hendes Barndom og interesserede sig levende for hende. Han talte
meget med hende, og hun fattede hurtig Tillid til ham. Hun søgte da
hos ham Oplysning om de Problemer, som beskæftigede hende, og han gik
let og villig ind paa hendes Tankegang og hjalp hende med at klare
dens underligste Forviklinger. Hun droges mere og mere til ham, ti
hun følte, at han paa en Gang forstod hende, var hende overlegen og
dog beundrede hende for noget andet og mere end hendes ydre Skønhed;
intet Smigreri kunde fremkalde en behageligere Følelse. Hun glemte,
at han var saa meget ældre, hendes Faders Ven, som for Alderens Skyld
næsten kunde være hendes egen Fader. Hun følte, at hun for ham turde
aabne hele sin Sjæl og tale om, hvad der dybest bevægede hende, ja
hun glemte snart helt sin galante og stolte Brudgom i den elskværdige
og fordringsløse Mands Selskab. Og da den Dag kom, da hun saa, at det
var andet end faderlig Interesse, der knyttede ham til hende, da hun
saa, at kun Frygten for at rive hende ud af en formentlig Lykke
holdt ham tilbage, sagde hun: «Ser De da ikke, at jeg elsker Dem som
De mig, og at jeg aldrig kunde blive lykkelig med nogen anden?»

Men lige saa stor som hans Henrykkelse var ved den uventede Lykke,
lige saa stor var den unge Adelsmands Harme, da hans Brud skriftlig
og i de skaansomste Udtryk fordrede deres Forbindelse hævet.

Han rejste strax over til hende, og der paafulgte en stormende Scene.

«Ingen Forstaaelse imellem os!» raabte han, «hvilke Griller og
Fraser! Elsker vi ikke hinanden, elsker jeg Dig ikke, hvad vil Du da
mere?»

Hun var for ærlig og stolt til at skjule Sagens sande Sammenhæng.

Da foer Banner op som ramt af et Skud. «Vil Du sige, at Du forsmaar
mig for ham, en gammel Bogorm, en Plebejer, at Du, en Adelskvinde,
vil nedværdige Dig ved en Forbindelse med en borgerlig --»

Da kom det skæbnesvangre Ord: «Adelig og borgerlig -- hvad Forskel er
der i det? Adel er kun et tomt Navn, men Kundskaber, Dygtighed, en
nyttig Livsgjerning, det er noget virkeligt; den Art Udmærkelse er
den eneste Form for Adel, et oplyst Menneske kan anerkende.»

Han forlod hende oprørt og saaret, ikke i sin Kærlighed, thi da hun
forsmaaede ham, ophørte hun at existere for ham, men i sin hidtil
urokkede Tro paa sit Adelsværd. Han tumlede med disse ny Tanker, der
saa eftertrykkelig var drevne ind i hans Bevidsthed, hvor der aldrig
før var givet dem mindste Rum. Hans Barndom havde været saa strængt
bevogtet, sin første Ungdom havde han tilbragt i Udlandet, saa havde
hans unge Kærlighed optaget ham, og hvad han havde lært at kende af
Nutidens Strømninger, havde han set fra et saa bornert Standpunkt, at
det fuldstændig var gaaet hans Forstaaelse forbi. Men nu kastede en
eneste Begivenhed nyt Lys over dette og meget andet. En enkelt
Tilsidesættelse lærte ham, at han var et Menneske, der som alle de
andre kunde vælges og vrages, bedømmes og forsmaas. Og han saa med et
helt nyt Blik paa sig selv, sit Liv, sin Opdragelse og hele den
Stilling, han indtog i Samfundet, og da fyldtes han af Harme mod
Faderen, som havde forkvaklet ham, mod den Kvinde, der havde vraget
ham, mod det Samfund, der officielt ikke anerkendte hans
Særrettigheder, mod den trællesindede Pøbel rundt om, der desuagtet
krøb for ham og løj for ham, kort mod alt og alle. Han blev led ved
hele Livet, ved sit Gods, dette usle lille Omraade for hans Magt, ved
sin Fremtid, der forekom ham at ligge fuld af Krænkelser og
Tilsidesættelser, ved sin Rigdom, der syntes ham betydningsløs, naar
den ikke kunde bruges til at kaste Glans over hans Fødsels Adel, ved
sine Kundskaber, der var golde og ensidige, men først og fremmest
ved sig selv, denne Antikvitet, denne latterlige Ridder af den
bedrøvelige Skikkelse.

Han ordnede da i Hast sine Affærer, overdrog Godsets Bestyrelse til
sin Godsforvalter, tog ikke Afsked med nogen og forlod Landet paa
ubestemt Tid.

Det varede ikke længe, før Rygtet fortalte allehaande om ham. Den
Skuffelse, han havde lidt, hed det sig, havde gjort ham ganske vild.
Han var bleven et helt andet Menneske, lod haant om alt, hvad han
tidligere havde troet paa og levet for, var bleven Republikaner,
Fritænker, Kosmopolit o. s. v., citerede Lassalle og Byron og tog den
sidste til Mønster i hele sit skrækkelig vilde Liv og navnlig i alt,
hvad der vedrørte Kvinder. For at hævne sig over den Uret og
Tilsidesættelse, en enkelt af Kønnet havde tilføjet ham, brugte han
sin Formue og sine Evner til at forføre og bedrage saa mange af dem
som mulig. Saavidt Rygtet.

Vist er det, at Johan Banner tilsyneladende havde bortkastet alle sin
Opdragelses Fordomme; men der forblev alligevel stadig hos ham en dyb
Modbydelighed for dette, at gjøre sig lig med Massen, det
almindelige; en Trang til at bevare Særpræget selv i sine Fejl, som
derfor blev til Excentriciteter. Han havde heller ingen Ven eller
fortrolig, thi ganske vist besad han Egenskaber, der gjorde ham
afholdt, han var høflig, ridderlig og gavmild mod sine Kammerater,
sine Elskerinder og Tjenere, men der var en Fortrolighedslinie, de
aldrig overskred, og som han nøje bevogtede. Selv i de lystigste
Drikkelag bevarede han til et vist Punkt sin Tilbageholdenhed, og
blandt sine utallige bekendte havde han kun en, der kunde rose sig af
at være dus med ham, en ung, dansk Komponist, Helman.

Rygtet blev tilsidst ked af at løbe hans Ærinder, man talte saa kun
om ham for at trække paa Skuldrene og sige «den gale Banner».

Og det Øjeblik kom, da han saa, han havde forspildt sit Liv og
forsømt sit Kald.

Da hed det sig, at han havde udraset, at han nu vendte hjem til sin
Ejendom for at slaa sig til Ro og blive Staten en god Borger. Og den
lille By fik ikke Undskyldninger nok for ham. Herregud, han var jo
dog dens «Godsejer», dens Stolthed, dens private Ejendom. Man vilde
tage mod ham som den forlorne Søn blev modtagen, med aabne Arme. Man
tvivlede ikke om, at han vilde kaste sig i dem. Man mindedes hans
Skønhed, man erindrede hans Ædelmod, og først og sidst talte man om
hans Rigdom, hans næsten fyrstelige Formue. De handlende glædede sig
til at faa en god Kunde, Lægerne til et ordentligt Honorar,
Landmændene haabede paa Jagter, Byfogeden eller Justitsraaden, som
han var, tænkte paa gode Middage, Sagførerne paa indbringende
Forretninger. Og Mødrene haabede paa et glimrende Parti, man havde
hørt saa galt før. Der var ingen ung Pige i Byen, som kunde tilsætte
sit Haar med Uld og vise fire hele Fortænder, spille en Sonate og
tralle en Arie, uden at jo hendes Hjærte bankede og hendes Kind
rødmede ved Tanken om Hr. Johan.

Den forventningsfulde Stemning i Byen forøgede Judiths Livsmod, thi
hun syntes, at hun havde mere Grund og Ret til at vente end alle de
andre. Men ingen turde have en Anelse derom, og netop fordi hun ikke
vovede at betro sine Drømme til Nogen, blev de stærkere, gjorde hende
nervøs og urolig og fyldte hende undertiden i den Grad, at hun paa en
eller anden for andre dog uforstaaelig Maade maatte tale om dem for
at skaffe sine Stemninger Luft.

Der var i Byen en ældre Pige, en Frøken Stenberg, der havde kendt
bedre Dage, da hendes Fader havde været Embedsmand i Sportlernes
gyldne Tid. Men Pengene var gaaet lige saa let, som de kom,
Forældrene døde, og Frøken Stenberg ernærede sig nu kummerlig nok ved
Haandarbejde som andre af hendes lige, disse stakkels Vragstumper af
fordums Herlighed, som det bevægede Liv skyller op og lader tilbage i
saadanne Afkroge som denne lille Provinsby. Den gamle Dame med de
fine Træk og de kloge, graa Øjne, der trods sine knappe Kaar altid
var glad og tilfreds, havde Judith til alles Forbavselse valgt til
Ven og fortrolig.

Da nu den forventede Tid nærmede sig, gik hun ned til Frøken Stenberg
og slog sig til Ro i hendes sirlige lille Dagligstue. Der stod
Porcellænshyrder og Hyrdinder paa Dragkisten, hvis Skuffer, naar de
aabnedes, udaandede Lavendel og Violduft, der hang gamle Billeder fra
Napoleonskrigene paa Væggen, og Sofaen, der skrev sig fra samme Tid,
var lang og lige, upolstret, med høje Mahognitræs Skabe istedetfor
Arme og Figurer af lysere Træ indlagte i Dørene; den var købt i
Pengekrisens Tid og havde kostet 300 Daler i Seddelpenge.

Saa kom Maskinen og Kopperne paa Bordet, den pletterede lille Maskine
fra Frederik d. 6tes Tid med høje, tynde Ben, vaseformet Beholder og
en lille Skaal neden under til Sprit, og Kopperne med: «Jch
gratuliere» i Kranse af Forglemmigej og Roser. Judith lavede Kaffen,
og imidlertid passiarede de stille og ofte med lange Pavser, men paa
en Maade, der virkede fredelig og velgørende paa Judiths Sind.

«Ser De, Frøken Stenberg, jeg er jo ung,» sagde hun og lænede sig
tilbage i den umagelige Sofa med Øjnene fæstede paa Loftet, «og jeg
stræber efter noget mere end det, jeg kan naa her, jeg har Faders
Stolthed, og, frygter jeg, Moders Trang til Velvære, men jeg er
tøjret i denne usle lille By.»

«Det er saamænd lige meget, hvor man har sit Hundehus, naar man kun
gør sin Pligt der, hvor man er sat,» svarede den gamle Pige.

«Ja -- maaske, men det kan jeg ikke lære.»

«Aa, man klavrer højt op, og saa falder man langt ned.»

«Men var der ingen, der higede opad, stod jo hele Verden i Stampe.»

«Den kommer nok frem alligevel,» mente Frøken Stenberg.

«Men jeg gaar til Grunde, hvis jeg skal staa i Stampe, og ikke faar
noget Maal at hige efter.»

«Ja, saa higer De derefter, og hvad man inderlig ønsker, sker som
oftest -- --»

«Aa, tror De det?» udbrød Judith med usædvanligt Liv.

«Ja, men naar De ser Maalet, ser det som oftest helt anderledes ud,
saa synes De, det var en anden Ting, De vilde, og jager videre frem.
Hele Tiden er det efter Skygger. Tilsidst har De jaget Dem til Døde,
og hvad er der saa naaet? Slæbt rundt i samme Kreds er De, men ikke
et Skridt videre.»

«Men hvad skal jeg da? Lægge Hænderne i Skødet og lade være at
haabe.»

«Nej, De skal udrette noget der, hvor De er sat -- jo vanskeligere
det falder, jo mere tilfredsstillende er det. De beundrer Napoleon
den Store saa meget, men hvad er han mod den blinde Søren Kurvemager,
der har ernæret syv af sin Broders Børn foruden sine egne, uden at
klage.»

«Aa ja, Smaaborgerdyder, men de falder mig saa tungt for Brystet. Jeg
beklager Søren, men jeg beundrer ham ikke.»

«Og jeg beklager Dem. De bygger hele Deres Liv af Fremtidsdrømme,
lever paa Luftkasteller om en eller anden uventet Lykke. Men Livet er
prosaisk; der er ikke megen uoverkommelig Fortvivlelse, men endnu
mindre æventyrlig Lykke. Der er en kold, uoverstigelig Klippe, som
hedder Virkelighed, og mod den slaar Illusionens Dampe og falder ned
som bitter Taareregn. Lad os tænke paa at faa noget ud af Nutiden og
ikke spilde den ved at drømme om Fremtiden enten paa denne eller hin
Side Døden, hvad nok de troende gør -- idetmindste en Gang imellem,
naar de ikke har andet at tænke paa.»

Frøken Stenberg var ikke religiøs, hun havde fra sin Fader arvet
Revolutionstidens Skepticisme, og i Mangel af anden Arv havde hun
nidkær vaaget over denne.

«Men», fortsatte hun, «at slaa sig til Ro i det nuværende og finde
sin Glæde i at arbejde og udrette noget godt og nyttigt, det er
naturligvis det kedsommeligste af al Ting, især for de unge.»

«Aa,» udbrød da Judith, «det kan være -- maaske skal ogsaa jeg engang
lide Skibbrud, men nu vil jeg lade staa til for fulde Sejl, thi jeg
er ung, og jeg længes efter at blive lykkelig.»

Det var en Morgen i August. Høstsolen skinnede klart fra den rene
blaa Himmel, der var en Friskhed og Lethed i Luften, som stemte til
Munterhed og Sang. Judith vaagnede, aabnede sine Vinduer og saa ud
over de grønne, dugfriske Enge. Hun indaandede i tørstige Drag den
lette Luft og mærkede denne Aandslivlighed, der bringer Manden fra
=the far west= i en saadan Stemning til at kalde sig =chipper=, det
vil sige skikket til glad og ufortrødent at tage fat paa sit Arbejde.

Da hun var paaklædt, gik hun ned i Haven. Morgenluften slog hende
kølig og fugtig i Møde, der var falden stærk Dug, Græsplænen var
ganske graahvid deraf. Træerne duftede formelig, deres Farver var
stærkere end om Sommeren, enkelte gule Blade var begyndt at vise sig,
et og andet svirrede sagte ned for hendes Fødder. Naturen syntes at
være stegen op af et forfriskende Bad. Hun var oplagt til at synge og
løbe, løb ogsaa et Stykke med tilbagekastet Hoved, saa stansede hun
foran nogle Graner, over hvilke Edderkopperne havde spundet deres
regelmæssige, hjulformede Net, som Duggen havde overstrøet med
tusinde fine Diamanter, der glimrede i Sollyset. «Hvor her er smukt,»
udbrød hun uvilkaarlig og derefter smilende: «og hvor jeg er ung!»
Hun gik til Udkanten af Haven, derfra kunde man se udover de gule
Kornmarker. Høsten var i Gang over alt. Da grebes hun af en mægtig
Følelse af glad Forventning -- «et eller andet godt vil hændes mig i
Dag,» den Slags ubestemt Forventning, som man maa være ung for at
kende. Hendes Tanker droges i en bestemt Retning: «Om et Aar -- skal
jeg da kunne se ud over et saadant Landskab og kalde det mit?»

Hun lo ad sine egne Tanker, men gik dog grublende op mod Huset.
Formiddagen forløb med de sædvanlige huslige Smaasager, men der var
en Jubel og Forventning i hende, som forgyldte alle disse dagligdags
Trivialiteter.

Men ud paa Eftermiddagen blev hun urolig og nervøs. Skulde virkelig
Dagen gaa hen, uden at noget skete? Vilde han da aldrig vise sig,
Æventyrprinsen, der skulde komme paa sin høje Hest og sætte hende op
foran sig paa Sadelen? Og hun, som havde været saa sikker, saa
forhaabningsfuld!

Hendes Moder bad hende gøre Visit hos en Fru Mikkelsen, Byens største
Købmands Frue, de havde skyldt det i saa lang Tid, vilde hun ikke nok
gøre det. Hun havde ingen Lyst, hun var bange for at gaa fra det
ventede, men paa den anden Side, denne nervøse Længsel var
uudholdelig, derfor indvilligede hun og gik.

Købmand Mikkelsen beboede en gammel Købmandsgaard, lav og uanselig
til Gaden, men med store Side- og Bagbygninger og en rummelig Gaard,
altid fuld af Bøndervogne, af Liv og Travlhed. En løjerlig gammel
Gaard med mange uventede Hjørner og Kroge, fordi der fra Tid til
anden var bleven opført ny Magasiner og Lagerbygninger, som slet
intet Hensyn havde taget til de allerede tilstedeværende Huse. Fra
Beboelseslejligheden vendte et Karnapvindue ud imod den; det var i
Købmandens «Kontor», hvorfra hele Virksomheden kunde overses. Tønder
og Vareballer, Sække med Korn og Bræddestabler mødte Øjet paa alle
Kanter. Den skraa Kælderlem var i evig Bevægelse, Kornsække hejsedes
op eller ned fra Lofterne, Hestene stampede, Bønderkonerne steg af
Vognene, rystede deres Skørter og glattede deres Tørklæder, Børnene
stod om Vognene og gnavede paa store Stykker Hvedebrød. Svende og
Kramboddrenge løb frem og tilbage fra den lave Butik til det fyldte
Varelager; der var overalt en Duft af Svesker, Ost, Tjære,
Fyrreplanker og fugtige Kornsække, som det anstod sig for saadan en
gammel, grundmuret Købmandsgaard.

I den lave, mer end tarvelige Butik, med de forskelligste
Købmandsartikler udstillede i de støvede Vinduer, bølgede Tobaksrøgen
i tykke Skyer. Bønderne stod ved Disken, drak deres Snapse af Glas,
som øjeblikkelig blev fyldte igen og budt den næste Kunde. De
passiarede med hinanden, der blev indgaaet Væddemaal og afsluttet
mærkelige Handler, der udvikledes en vis treven Veltalenhed over
politiske Æmner og en stor Snuhed i egne Anliggender. Mellem dem alle
vimsede den lille Købmand omkring, tarvelig og lidet fremtrædende,
og dog vidste enhver, at denne Mand ved egen Dygtighed og
Sparsommelighed havde tjent sig Hundredetusinder af blanke Dalere.

Men naar man fra Forretningen vendte sig til den Del af Huset, hvor
Konen regerede, da herskede der her, i Modsætning til Gaardens
Travlhed, Stilhed og Ro.

Den store lave Forstue var bonet, Ruderne var smaa og skinnende
blanke, og der lugtede altid af Gulvvask. Der var en trykkende
Smaalighed, en pinlig Renlighed over det hele, som nedslog Judith.
Skulde hun da tilbringe hele sit Liv i denne lille By, i disse smaa,
dræbende kedsommelige Huse; hvor ensformigt, hvor haabløst var ikke
dette Smaastadsliv.

Da opdagede hun, at der hang en ny Herrehat i Entreen, en fin Hat,
der ikke tilhørte den tarvelige Købmand. Var det en handelsrejsende,
som, efter at have gjort Forretninger i Kontoret, var budt ind i
Stuen paa et Glas Vin? Nej, det kunde, det maatte ikke være
Tilfældet; hun vidste, hvem der var i Stuen, og hendes Hjærte slog
heftig, da hun bankede paa Døren.

De tre tilstedeværende rejste sig ved hendes Indtrædelse. Fruen gik
hende i Møde og sagde velkommen, men hun hørte intet, den gammeldags
lave Stue med Forhøjningerne, de mange Urtepotter i Vinduerne, de
solide Møbler med filerede Stolebetræk og Trøstere drejede sig rundt
for hendes Blik og forsvandt som i en Taage, hun saa kun et, en
middelhøj Mand med stiv Holdning, der bukkede ceremonielt for hende.

«Hr. Godsejer Banner -- Frøken Fürste!»

Var det muligt? Var det Æventyrprinsen?

En Mand med skarpe Træk, tyndt Haar, velplejet mørkt Fuldskæg, hvis
lange, nedhængende Moustacher gav Ansigtet et modfaldent Indtryk, og
dybtliggende mørke Øjne, der et Øjeblik maalte hende med et stikkende
Blik for strax efter at stirre ligegyldig ud i det tomme Rum. Judith
havde glemt, at _var_ han treogtyve Aar, da han rejste bort, saa var
siden den Tid elleve lange og anstrængende Vintre gaaet over hans
Isse. De havde levnet lidet Haar og liden Ungdom. Det første Indtryk
var absolut frastødende, men naar man betragtede ham nærmere, lagde
man Mærke til hans Træks Regelmæssighed, Hovedets noble Form, hans
hele elegante Skikkelse. Men hvilket træt og ligegyldigt Ansigt! Det
kunde undertiden oplives af et spottende Smil, en lille, halv
trodsig, halv uforskammet Sammenkniben af Øjenlaagene, ellers var det
ubevægelig koldt. Saaledes saa han altsaa ud, denne berygtede Mand.
Hun forstod ikke, at de Historier, man fortalte om ham, kunde være
sande, at denne ceremonielle Herre var en udsvævende Fusentast, denne
rolige, ligegyldige Mand en lidenskabelig Elsker, en uimodstaaelig
Don Juan.

Hun tog Plads, Fruen bød hende et Glas Vin, et godt, gammelt
Glas Madeira, kunde man være vis paa, fra Købmandens private
Vinbeholdning.

Herrerne fortsatte deres Samtale, den drejede sig om Told og
Frihandel, derefter om Byens Korn- og Kvægudførsel og saa om hele
Livet i det lille Samfund. Mikkelsen talte sagte, med et vist
underdanigt Forbehold, Banner svarede som oftest blot med ja eller
nej, undertiden kun med en Haandbevægelse, men der var over ham som
et Anstrøg af Foragt, blandet med Nysgerrighed ved Synet af den
«Afart af Menneskeslægten», han fandt her, saa at sige i aaben
Begravelse -- efter hans Begreber. Tænke sig, at der virkelig
vegeterede menneskelige Skabninger her, som gav sig af med at have
Interesser, Meninger og Planer.

I alt Fald opfattede Judith det saaledes.

Hun harmedes paa den jævnt tænkende Købmands Vegne, hun ønskede ikke
ved et overlegent Smil at antyde, at hun selv ofte følte sig hævet
over disse simple Menneskers Standpunkt. Hun kunde finde Byen
kedelig, triviel og aandløs, men _hans_ Foragt for den irriterede
hende. Han havde svaret saa lidet til hendes Drømme, han havde i et
Nu revet hendes Illusioner til Jorden, og hun var opfyldt af
Ærgrelse, ja Harme mod ham.

Hvorfor behandlede han den brave Købmand saa overlegent. Denne Mand
havde, skønt han hed Mikkelsen, svunget sig op ved egen Kraft, havde
samlet i Stedet for at sprede, var en nyttig Borger, en godgørende
Mand. Hvor vovede en Hr. Banner paa denne Maade at se ned paa ham?

Den Undseelse, hun under andre Forhold vilde have følt, veg fra
hende, og da nu Købmanden henvendte sig til hende med et «Naa, lille
Frøken, foragter De ogsaa vor gode By?» greb hun Lejligheden, ganske
vist indirekte, men med en for hende uvant Varme, til at stille sig
paa Borgerens, den arbejdende Mands Side. Hun ønskede at vise, hvor
højt hun satte en Mands tilkæmpede Stilling over hans medfødte,
ufortjente Rettigheder, men hun havde taget Fejl, hvis hun havde
ventet sig Opmuntring eller Taknemlighed af dem, hun tog i Forsvar.
Frygten for Opposition, Ærbødigheden for Penge- og Blodsaristokratiet
var for indgroet hos den forhenværende Pakhuskarl.

Og hans spidsborgerlige Indvendinger mod hendes overdrevne Ros, hans
selvnedsættende Ydmyghed irriterede og æggede hende end mere. Hun
harmedes over, at han ikke indsaa, at hun stod paa hans Side, hendes
Tale blev ivrigere, hendes Kinder blussede af Ærgrelse over
Situationen.

Da mødte hendes Blik Johan Banners. For saa vidt som et saa fornemt
Ansigt kunde udtrykke noget, saa det ud, som han morede sig, det
spottende Smil i hans Øjne blev stærkere -- jo, han morede sig,
morede sig!

Da tav hun pludselig. Hun saa, hun havde gjort sig latterlig, det kom
over hende som en nagende Tanke, der jog Blodet endnu stærkere op i
hendes Kinder og Taarerne op i hendes Øjne. Hun grebes af en vild
Smerte, et brændende Nag, hvis forskellige Grunde hun næppe formaaede
at sætte ud fra hverandre. Hendes blussende Kinder blev atter
dødblege, hendes Mundvige dirrede. Der blev en pinlig Pavse.

«Naa, det var nok Tolden, vi kom fra,» sagde Købmand Mikkelsen da
sindigt, «det var vel bedst, vi kom tilbage til den.»

«Det var det vel.»

Hans Svar forekom hende som en Fornærmelse. Hun trak sit Uhr frem og
rejste sig. «Jeg har ikke Tid at opholde mig længere -- farvel Frue!»

«Farvel Frøken Fürste, hils Deres Fru Moder.»

«Tak!» Hun bøjede sig stift for Herrerne. Adelsmanden sprang op, som
rettet af en Staalfjeder, bukkede endnu dybere og ærbødigere end før
og fortsatte derpaa Samtalen med Købmanden.

Da hun naaede hjem, undgik hun at tale med nogen. Hun søgte ned i
Haven, til den Plads, hvorfra hun om Morgenen havde set ud over de
solbeskinnede Marker; men Udsigten forekom hende ikke længere smuk,
og da hun mindedes de Tanker, hvormed hun om Morgenen havde betragtet
den, overgødes hendes Kinder af en brændende Rødme.

«Jeg Nar -- jeg barnagtige Tosse!»

Hun var i et stærkt Sindsoprør. Hun forstod næppe, om det var ham
eller sig selv, hun var mest opbragt paa, om det var Sorg over sin
egen Skuffelse eller over den Mangel paa Stolthed og Selvfølelse, hun
havde været Vidne til, om det var Harme over hans Overlegenhed eller
hendes egen taabelige Ivrighed for Ting og Mennesker, der ikke var
et Forsvar værd. Men en Bitterhed, en Fortvivlelse stærkere end
nogen, hun endnu havde følt, overvældede hende. Hun kunde ikke græde,
men hun havde Lyst til at kaste sig ned paa Jorden og skrige af
Smerte. Hun knugede Hænderne mod sine Læber og bed i dem, indtil
Smerten drev Taarerne op i hendes Øjne, og naar hun saa mindedes hans
Smil, mumlede hun: «Aa, hvor jeg hader -- hvor jeg hader!»

Men om det var sig selv, ham eller alle de andre, vidste hun stadig
ikke.

       *       *       *       *       *

En Maanedstid senere sad Fru Hinding og Judith i det smukke
Lindelysthus i Prokuratorens Have. Det var vel noget sent paa Aaret
at sidde ude, men Sommeren havde sendt sin sidste Hilsen med et Par
rigtig solvarme Dage. Judith, der sjælden beskæftigede sig med
Haandarbejde, holdt en Bog i Haanden, men læste ikke. Hendes Moders
buttede Hænder bevægede sig med et Hækletøj, men slap ofte Arbejdet
for at trække det tykke Shavl tættere om Skuldrene; Judiths lille
Halvbroder legede og støjede udenfor Lysthuset.

«Det er mig uforstaaeligt,» sagde Judith, «at fri, selvstændige
Mennesker kan nedværdige sig til at krybe for nogen som helst Slags
Aristokrati. Det er saa stik imod min Natur, dette at krybe for sine
Overmænd og sparke til sine Undermænd!»

«Hvor Du ligner Din salig Fader,» udbrød Fruen med et kærligt, lidt
sentimentalt Blik. «Dit Væsen, Dit Kast med Hovedet, Dine Anskuelser,
det er altsammen hans. Men husk Judith, at ingen var villigere end
han til at adlyde sine overordnede.»

«Ja som Militær, men han krøb aldrig, aldrig, det er jeg vis paa.
Naar jeg træffer virkelig Overlegenhed, noget, der virkelig er værd
at ære, saa skal jeg bøje mig og det med Glæde. Men at se dem krybe
for en Mand, der blot har ødelagt sig selv, forsømt sin Pligt,
bortkastet sin Ungdom og af hele sit Liv kun indvundet en
ubeskrivelig blaseret Arrogance, det piner mig og oprører mig. Naar
jeg tænker paa, hvorledes de behandlede Restrup, saalænge han havde
Penge, og hvorledes de nu vender ham Ryggen for at tilbede den ny
Guldkalv, kan jeg blive helt fortvivlet over at skulle regnes med til
dem og blive ydmyget sammen med dem. Tror Du ikke, at Banner ser
deres Kryberi og foragter dem?»

Hun tav, og det var i rette Øjeblik, thi strax efter formørkedes
Indgangen til Lysthuset, og den, hvorom Samtalen havde drejet sig,
stod for dem i egen Person.

Det var ikke frit for, at det gav et Ryk i Judith.

«Tillad, at jeg præsenterer mig. Jeg er Godsejer Banner. Damerne maa
undskylde, at jeg forstyrrer dem; jeg gik igjennem Værelserne, men
traf ingen. Da jeg hørte Stemmer i Haven, gik jeg herned -- Fru
Hinding formoder jeg?» Han bukkede. «De vil maaske have den Godhed at
sige mig, om Hr. Prokuratoren er hjemme, jeg vilde gærne tale med
ham.»

Fru Hinding besvarede temmelig forlegen hans gentagne Hilsener og bad
derpaa Judith vise Hr. Godsejeren op til Kontoret. Judith saa sig om
efter sin Stedbroder, men denne havde just forlagt Scenen for sine
Fornøjelser til et andet Sted, og var uden for Synsvidde.

Hun rejste sig da med let rynket Pande og traadte ud af Lysthuset med
al den Værdighed, hun besad, gik foran gennem Haven og overlod til
Banner, om han vilde følge med eller ej. Det var hende en
Tilfredsstillelse saaledes at skride i Forvejen uden at værdige ham
et Ord. Han anede ikke, hvilken forbitret Trods hun nærede mod ham,
han havde i det hele taget slet ikke genkendt hende. Først da de stod
ved Kontordøren, og hun med en Haandbevægelse betegnede ham, hvor han
skulde gaa ind, dæmrede en svag Erindring i ham, og for at sige
noget, bemærkede han: «Det forekommer mig, jeg har havt den Ære at se
Frøkenen før?» Det faldt ham aldeles ikke ind andet, end at det, at
han i det hele taget svagt erindrede hende, maatte være et
Høflighedsbevis. Men hun maalte ham med en Fornemhed, der ikke gav
hans noget efter, og svarede langsomt og ligegyldig: «Nej virkelig,
det kan saamænd godt være!» og vendte ham Ryggen. Banner bemærkede i
sit stille Sind, at Købstadsdamer var «horrible», saa bankede han paa
Kontordøren.

Men Judith gik tilbage til sin Moder, og midt i hendes Harme over, at
den arrogante Herre ikke engang erindrede hende, var der en vis
Lettelse ved Tanken om, at han saa vel ogsaa havde glemt, hvilken
ynkelig Figur hun hin Dag spillede.

«Hr. Banner spiser til Aften med os, Mo'er, Du maa se efter, om vi
har noget i Huset,» sagde Prokuratoren en Time senere til grænseløs
Befippelse for sin Hustru, hvorpaa fulgte en skyndsom Ilen til
Køkkenregionerne.

Judith rørte ikke en Haand. Hun vilde gærne have været sin Moder
behjælpelig, men paa fjærneste Maade at gøre sig til denne Mands
opvartende Tjener var hende en uudholdelig Tanke. Fra sin Stol i
Lysthuset iagttog hun, hvorledes Prokuratoren førte Hr. Banner rundt
i Haven, fremviste, gestikulerede og forklarede, og hun harmedes ved
Tanken, at han ogsaa her skulde tro at finde ydmyge Beundrere,
krybende Undermænd.

Ved Aftensbordet var hun aldeles tavs, men den Harme, Prokuratorens
Kryberi voldte hende, maa have afspejlet sig i hendes Ansigtstræk,
thi pludselig opdagede hun, at Banner havde sænket Kniv og Gaffel og
stirrede paa hende med uforstilt Forbavselse. Om et lynende Øjekast
kunde dræbe, da var visselig Johan Banners sidste Time kommen, men
han nøjedes med at slaa Øjnene ned og atter tage fat paa sin Mad;
men da hun kort efter rejste sig for at skænke Te, fulgte hans Øjne
hende atter med en vis Nysgerrighed, som irriterede hende
ubeskrivelig. Efter Aftensbordet, da Samtalen sneg sig søvnig hen,
fordi Hinding havde udtømt alle sine Æmner, henvendte Banner nogle
Gange, som af rent Høflighedshensyn, et Par Ord til hende, men hun
svarede saa ordknapt, at han med et Skuldertræk lod Forsøget fare.
Først da han tog Afsked, begyndte Sagens Sammenhæng at dukke op for
ham. Baade Hinding og hans Kone rakte ham Haanden til Afsked, men da
han som Følge deraf ogsaa rakte den til Judith, veg hun et lille
Skridt tilbage og hilste ham med en fornem lille Hovedbøjning. Da fik
han en svag Idé om, at den smukke Frøken af en eller anden ham
ufattelig Grund var vred paa ham.

Og samme Aften spurgte han sig selv i et nyt Anfald af Forbavselse:
«Hvad i al Verden har hun mod mig? Bah! -- hun er vel snærpet nok til
at nære dydig Rædsel for min berygtede Person.» Og dermed lod han det
Æmne fare. Takket være Prokurator Hindings Ihærdighed førte Hr.
Banners Forretninger ham jævnlig til Sagførerens Hus, og Følgen blev,
at han ligeledes jævnlig saa Husets Damer. Da han engang havde faaet
den Tanke, at Judith var vred paa ham, opdagede han med Lethed de
mange smaa Tegn paa hendes stadige Uvilje. Ikke, at hun var uhøflig,
men netop denne stive, kolde Høflighed, ligesom en karrikeret
Gengivelse af hans egen, ærgrede og generte ham. Hun var i bestandig
Opposition, og han forstod godt, at det var fordi hun slet ikke
anerkendte hans Berettigelse til Ærefrygt. Men her vilde han netop
have den; i Udlandet var det en anden Sag, der turde man til en vis
Grad opgive sin Værdighed, men her hjemme paa hans eget Territorium,
hvor han var omgiven af lutter «inferiøre» Væsner, havde Arrogancen
atter taget Magten over ham, og han fordrede Underdanighed paa samme
Tid, som han foragtede de underdanige.

Men hun vilde ikke bøje sig. Det æggede ham paa samme Tid som det
halvt behagede ham. Havde hun været en smuk Pige, der venlig og
ligefrem var kommen ham i Møde, der havde koketteret lidt, «lagt en
Smule an», vilde den blaserede Herre, der var vant til sligt, ikke
have skænket hende en Tanke, men nu beskæftigede hun ham, mod hans
Vilje, og mer end han vilde indrømme.

Paa en vis Maade var hun ham ogsaa en Gaade; det var gaaet op for
ham, at hun var den samme unge Pige, han havde truffet hos Købmanden
hin første Dag, han var i Byen, og som havde kastet sig saa
hovedkulds ind i en Disput og forsvaret forskellige Paastande med
ungdommelig Iver. Men hvor var da denne Iver og Ungdommelighed bleven
af, hun var jo kold som en Istap, fornem, tilbageholdende og stolt
som en Dronning. Hun havde vakt en vis Nysgerrighed hos ham; naar han
saa hende, ventede han sig noget nyt af hende, men da hun bestandig
skuffede denne Forventning, aldrig kom et Skridt nærmere og aldrig
indrømmede ham saa meget som Spidsen af sin lille Finger, ærgrede og
æggede hun ham.

       *       *       *       *       *

I Julen holdt Staden sit store «Borgerbal». Enhver agtværdig Borger
mødte med Kone og Døtre og dansede med de andre Borgeres Hustruer
efter Principet: «Lige for lige, danser Du med min Kone, danser jeg
med Din.»

Kommis'erne og Provisoren paa Apoteket, Fædrenes Sønner og de
ferierende unge Mennesker hos Præstens, «min Søn Studenten og hans
Venner», var Ballets Løver. Merkurs Sønner var kendelige paa deres
graamelerede Benklæder, sorte Frakker, lange Slips og flunkende ny
Hansker. Det svage Køn var rigeligst repræsenteret, hvilket gav den
mandlige Del en vis Overvægt, naar det gjaldt Valget af meddansende.
Kavalererne gik da med ugenert Sindighed langs ned ad Rækken af de
ventende Damer og udsøgte sig i Ro og Mag den, de vilde beære med
deres Valg; det gik med en Nonchalance, en Sendrægtighed, som var
uforlignelig.

Prokurator Hindings plejede at deltage i disse Baller. Fru Hinding
havde intet imod endnu at faa sig en lille Svingom og lade Ungdommen
se, hvorledes man dansede i hendes Pigedage, og Prokuratoren satte
sig til et L'hombrebord i Sideværelset for at vise sig henimod
Klokken to--tre og spørge, om Damerne morede sig, eller om de snart
vilde hjem.

Atter dette Aar tegnede man sig, men Judith havde stor Ulyst til at
være med, og hun indvilligede kun, fordi hendes Moder ikke vilde gaa
alene og dog grumme nødig vilde undvære Fornøjelsen.

Da Turen kom til dem -- Byens eneste lukkede Vogn kørte efter
Rangforordningen rundt og hentede Familierne, Deligencen brugtes kun
af Haandværkerne ved Barnedaab eller Bryllup -- kørte ogsaa Familien
Hinding til Bal.

Gæstgivergaardens store Sal var oplyst og prydet med kolossale Flag
og Grankranse. For Enden af den, under Kongens og Dronningens Buster
sad Byens Musikanter paa en ophøjet Tribune; men langs de kolde,
fugtige Vægge paraderede de unge Damer paa Bænke. De hviskede, lo og
kritiserede og chikanerede hinanden, de smukke tog de stygge om
Livet, de, der var saa heldige at have Danse sikrede, beklagede dem,
der ingen havde.

Judith fik Lyst til at gaa igen. Var dette virkelig den eneste
Fornøjelse, der Aaret igennem tilbød sig? Skulde disse Baller være
Mærkepæle i hendes Liv, indtil hun forflyttedes fra de unge Pigers
til de gamle Jomfruers Bænk. Hun satte sig ned, men ingen talte til
hende, hun havde ingen Veninde at hviske med, ingen fortrolig, næppe
nogen bekendt. Livslede og Afsmag ved alle den Slags Forlystelser
overfaldt hende. Musiken begyndte. Herrerne drev ind, endnu med
Duften af de nys slupne Cigarer i Klæderne, de valgte og vragede,
hvorpaa de trevent marcherede Gulvet rundt med «deres Hjærtes
udkaarne». Takket være de omtalte unge Studenter fik Judith danset.
Den lysøjede Gudindes Sønner mente i deres Hjærtes Uskyld, at det var
Beskedenhed, der havde bragt Byens Kavalerer til at overlade dem den
smukkeste Dame. -- Og Timerne sneg sig langsomt hen, Stemningen steg,
nu kom ogsaa de gamle paa Gulvet. Da gik der en hemmelighedsfuld
Hvisken gennem Salen: «Hr. Banner er kommen, Godsejeren er der!» En
ubeskrivelig Nervøsitet greb Sindene, Damerne rettede paa deres Pynt,
beklagede sig over, at de var saa forjaskede; man skottede hemmelig
til Døren.

Der stod saa endelig Genstanden for saa manges Interesse i en Dragt
lige fra Paris, aabenbart lidt forlegen med sig selv og overfor det
Selskab, hvori Nysgerrigheden havde ført ham. Da Dansen atter
begyndte, engagerede han den nærmeste Dame til en Inklinationstur, og
da den var forbi, trak han sig tilbage til Døren. Judith saa med stor
Fornøjelse efter den unge Pige, hvem denne Ære var overgaaet, hun saa
hende gaa hen til sine Veninder, hørte hende med kunstlet
Ligegyldighed ytre, at «Godsejeren virkelig dansede godt og
konverserede fortrinlig». Begge Dele var vitterlig Usandhed, thi den
ordknappe Banner havde ikke gjort en sammenhængende Bemærkning og
havde danset alt for stift og genert for den unge, livlige Dame.
Judith kunde ikke lade være med at anstille Betragtninger over, hvor
vidt han virkelig var for ceremoniel til i det hele taget at kunne
danse, eller om muligvis en Cancan i Bal mabille vilde have passet
ham bedre.

Han gentog den samme Manøvre flere Gange; med hvilke funklende Øjne
fulgte da ikke Mødrene deres Døtres Skikkelser i «Hr. Godsejerens
Arme»; og stadig sluttede en ny lyksaliggjort sig til de udvalgte
unge Pigers Skare, de gik med hinanden om Livet og røbede en
paafaldende Distraktion overfor Yderverdenen. Naar Judith antog, at
Hr. Banner lagde uendelig lidt Mærke til sine Omgivelser, tog hun
imidlertid fejl. Han saa overordentlig godt det Røre, han vakte, den
Glæde, hans Nedladenhed voldte, men han tog det som en skyldig Tribut
og vilde for alting ikke lade sig mærke dermed. Han saa ogsaa Judith
og sagde sig selv, at hun dansede godt og var Byens smukkeste Dame;
han lagde ogsaa Mærke til, at hun talte ret livlig med sin
ungdommelige Kavaler, og tænkte derfor, at det dog muligvis var
Forlegenhed og Generthed, der gjorde hende saa tilbageholdende over
for ham. Sluttelig faldt det ham ind, at han vel maatte danse en Dans
med hende, da han jo kom der i Huset.

Judith stod og talte med sin Kavaler, med Ryggen mod den sig nærmende
Banner. Minervas Søn var meget fortrydelig over den Opmærksomhed,
Banner var Genstand for og havde just ladet falde nogle sarkastiske
Bemærkninger i den Anledning. Judith lo og svarede:

«Ja, det gaar som i Hostrups Komedie. Pengene kan kaste en magisk
Glans selv over en Peter Ravn, hvorfor da ikke over en -- --»

Banner stod foran hende og udbad sig næste Dans; ikke en Mine i hans
Ansigt forraadte, hvorvidt han havde forstaaet eller blot hørt hendes
Ytring; og hun betragtede ham med en Blanding af Vrede og Forvirring.

«Tak -- jeg er træt, jeg beder Dem undskylde, jeg taaler ikke at
danse for meget, jeg havde tænkt at hvile -- --»

«I saa Fald turde jeg maaske gøre Dem Selskab, medens De hviler Dem.»

Han satte sig ved Siden af hende, da næste Dans begyndte; men han var
aabenbart i Forlegenhed for et Samtaleæmne, og hun hjalp ham ikke.

Saa begyndte han at tale om Byen og dens Beboere, og gjorde i
Forbigaaende en Bemærkning om den Magt, Pengene spillede ogsaa i
denne fredelige Smaastad.

Da blev hun veltalende, svarede ham skarpt og træffende; han lo, thi
han forstod ikke, at hendes sarkastiske Bemærkninger egentlig gjaldt
ham selv. Men efterhaanden begyndte han saa smaat at kede sig ved
Samtalen -- saa havde det jo dog kun været Generthed, der før havde
gjort hende saa stiv over for ham, nu var hun jo kommen paa Gled; og
hans Interesse begyndte at kølnes.

For en Afvexlings Skyld bad han hende da om at danse Salen en Gang
rundt med sig, «hun vil vel», tænkte han, «sætte lige saa stor Pris
paa at danse med mig som alle de andre». Men i samme Nu forandredes
hendes Ansigt, Minen blev koldt afvisende, hun gav hurtigt et Afslag,
ja drog sig endogsaa uvilkaarlig lidt tilbage, ligesom bange for at
have vist sig for imødekommende.

Hendes Afslag krænkede ham. Havde hun danset med ham, vilde han have
taget det som noget højst ligegyldigt, men da hun afslog det, fik han
netop Lyst dertil. Denne smidige Skikkelse, disse runde Arme, denne
fløjlshvide Hals! «Jeg tror virkelig, hun er bange for at røre ved
mig.»

Nu blev ogsaa han tavs, og da Dansen strax efter var forbi, rejste
han sig, hilste ceremonielt, lod sit Blik med et Udtryk af fornem
Ligegyldighed glide hen over hende og ud i det tomme Rum, forlod
derpaa Salen og tog hjem.

Da han gik, veg den ligesom nervøse Stemning, han havde fremkaldt.
Studenterne og Kommis'erne besteg atter den røvede Trone, og
Fornøjelsen fortsattes med voxende Liv, Hede og Støv til langt ud paa
Natten.

       *       *       *       *       *

Naar man i Byen omtalte «Godsejeren» og dermed kun mente en bestemt
Person, var det egentlig ukorrekt; thi der var paa Egnen flere
Jorddrotter og i alle Tilfælde en, der var Byen mere bekendt end
Banner, nemlig Felix Restrup. Men Banner var jo nu en Nyhed, hans
Ejendom langt større end den andens, og dertil kom, at man for længst
havde ophørt at tage Felix Restrup i Betragtning. Der havde rigtignok
været en Tid, da den lille By var hans Hovedstad og han dens Matador;
men nu var det gaaet tilbage for ham. I de femten Aar, han havde ejet
Hovedgaarden, der bar hans Slægts Navn, var det lykkedes denne
Adelsmand at sætte saa mange Penge overstyr, som sex andre Mennesker
kunde have levet overdaadig for deres hele Liv, uden endda at
efterlade sig «trøstesløse» Arvinger. Med andre Ord, den rige,
uopdragne Mand, hvis Tilbøjeligheder var af en lidet ophøjet Art,
havde, uden at forlade sin Fædrenegaard for mer end to Døgn ad Gangen
og tyve Mil i det højeste, anvendt en stolt Kapital paa at skaffe sig
et slet Rygte, glubske Hunde, fuldblods Heste, høje Tjenere og smukke
Stupiger. Saalænge han havde Penge i Overflødighed, bar man over med
ham, han lod sig plukke og bedrage efter en storartet Maalestok, og
man nænnede ikke at lade Guldfuglen flyve; men da han begyndte at
fordre Kredit, da det rygtede sig, at hans Pengesager stod slet, trak
den lille By sig forsigtig tilbage. Han mærkede, at man skyede ham,
og han anede Grunden. Da fyldtes denne moderne Timon med retfærdig
Harme, han vendte Byen Ryggen, ikke for som hin gavmilde Athenienser
at vandre i Skovene og lade sit Skæg voxe, men for at aabne sig
Kredit andetsteds, hvor man var mindre forsigtig eller kendte ham
mindre. Og derpaa fortsatte han sine Galskaber endnu værre end før.
Medens hans noget yngre Nabo begik sine Daarskaber i Udlandet, hvad
der altid kaster et vist interessant Skær over dem, thi en spansk
Senora er ulige mere romantisk end en dansk Stupige, forvandlede
Restrup sit Hjem til et sandt Babylon, hvor Udskejelser i alle
Retninger hørte til Dagens Orden. Og nu saa den lille By først rigtig
tydelig, hvilken afskyelig Person han var; man trak snerpet Kjolen
til sig, hvis han kom den for nær, men man holdt ikke op med at
snakke om ham og hans Bedrifter. Han plejede der ude paa
Restrupgaard, sagde Rygtet, og det var troligt nok, at prygle sine
lange Tjenere om Formiddagen og drikke Forlig med dem om
Eftermiddagen, han tabte store Summer i Hasardspil og blev sikkert
bedraget for større; det skulde være en mærkelig Aften, hvor han
naaede at komme ædru i Seng. I Virkeligheden førte han et fortvivlet
Liv. Han var i sin Tale fuld af Foragt for alt, hvad han kaldte
«Dannelse, Snerperi og Skabagtighed», hvilke Begreber han slog sammen
til et, men i Hjærtet pinte det ham dog usigelig, at selv denne lille
Bys «dannede» Folk havde slaaet Haanden af ham. Han blev menneskesky
og undertiden meget melankolsk. Men han kunde ikke undvære nyt fra
den Verden, han beærede med sin Foragt; hans Tjenestefolk maatte tage
til Byen og bringe ham Nyheder derfra; det var næsten utroligt, saa
nøjagtig han gennem denne Kilde kendte Byens Forhold.

Han havde haft nogle -- temmelig ubehagelige -- Forretninger med
Prokurator Hinding. Denne havde, som han plejede overfor sine rige
Klienter, budt ham ind i Stuen. Herfra kendte Judith ham. Restrup
havde nogle Gange mut og kejtet tilbragt nogle Timer hos Damerne, men
i Virkeligheden var den vilde Mands Hjærte blevet bevæget ved den
Smule Venlighed, den godmodige Frue og den smukke unge Pige viste
ham. Judith havde ogsaa følt sig tiltrukken af ham, hun vidste næppe
hvorfor, maaske blot fordi alle andre var uvenlige mod ham.

Han var virkelig ikke utilgængelig for blidere Følelser. Saaledes
holdt han af Børn. Undertiden lod han Mejeriforpagterens to smaa
Piger hente op til sig. Moderen sendte dem ikke bort uden en vis
Hjærtebanken og spurgte dem nøje ud, naar de kom tilbage. En Dag
medbragte de en stor Guldskilling hver, og deres Beretning lød
saaledes: Den store Mand havde spurgt, om de kunde synge, og paa
deres bejaende Svar havde han stillet dem op og ladet dem synge den
eneste Sang, de kunde: «Nu titte til hinanden» o. s. v. Da havde den
store Mand skjult Hovedet i sine Hænder og siddet stille saa længe,
at de var blevne bange og havde givet sig til at græde, men saa havde
han rejst sig og givet dem en Guldskilling hver. Beretningen lød lidt
utrolig, det var næppe religiøse Tanker, der havde grebet den
udsvævende, af al Tro forladte Mand, men formodentlig havde de rene
Barnestemmer berørt en Stræng i hans let modtagelige Sjæl og
fremkaldt en forbigaaende nervøs Rørelse.

Ved Siden af hans andre Passioner maa nævnes hans Lidenskab for at
samle Konkylier. Hvorledes denne Skoledrengemani opstod hos ham,
vides ikke, men vist er det, at han hverken anede Konkyliens Beboers
Slægtnavn eller dens Hjemstavn og Levevis, og havde han nogensinde i
sin forsømte Barndom vidst, om den hørte til Hvirveldyrene eller
Bløddyrene, saa havde han forlængst glemt det, og nu bekymrede han
sig aldeles ikke om at faa det at vide. Men han købte alt, hvad der
falbødes af denne Artikel, han klassificerede og skattede sine
Skaller efter den Pengesum, de havde kostet ham, d. v. s, den Grad,
hvori man havde narret ham med dem, han erklærede sin Samling for
enestaaende, hvad den jo ogsaa var paa sin Maade, og fremviste den
til enhver, som havde Taalmodighed til at gennemse den.

Restrup havde ved Banners Hjemkomst gjort denne en Visit, som var
bleven gengældt, og de to Junkere tilbragte, til Trods for den store
Forskellighed i Karakter og Væsen, undertiden en Aften sammen, snart
hos den ene, snart hos den anden. Nogen Tid efter Juleballet sad
Banner foran Kaminen i et af Værelserne paa Restrupgaard og talte med
Ejermanden. Ilden blussede og oplyste det store, noget lave Værelse
med de mange gamle, mørke Familieportræter, Skæret spillede hen over
Løbene paa den Række Jagtrifler, der smykkede den ene Væg, og røbede
de tusinder dels kostbare, dels værdi- og smagløse Snurrepiberier,
hvormed Restrup havde udsmykket dette Værelse, som han behagede at
benævne sit «Studereværelse», hvad det forøvrigt ligesaa gerne kunde
være, som ethvert andet Værelse i hans Hus.

Værten sad eller rettere laa i en Lænestol lige over for Banner, hans
Fødder hvilede paa en stor gul Dogge, der havde puttet sig ned i et
Bjørneskinds Kamintæppe og stirrede dovent ind i Ilden eller smaasov,
medens den af og til i Drømme udstødte et lille Bjæf. Mellem Herrerne
stod en Stumtjener med Vinkaraffer, Glas og Sodavandsflasker.

Restrup var en Mand af herkulisk Legemsbygning; hans Helbred syntes
at have trodset alt, hvad han havde budt det. Paa de brede Skuldre
sad et mægtigt Hoved, omgivet af krøllet, rødblond Haar og Skæg. Ved
et flygtigt Blik syntes Ansigtets Udtryk at tyde paa plump
Godmodighed, Næsen var stor og velformet, Øjnene dybtliggende og
tilslørede, men de tykke Læber bag det krusede Skæg røbede
Sanselighed, og Furerne i hans brede Pande talte om et heftigt Sind.
Hans ualmindelig slette Sprog stod i skrigende Modsætning til hans
flotte Ydre.

«Det var kedeligt, De ikke kum igor, Banner -- vi murede os
brilliant. Men det bedste var med gamle Pastor Blak -- har De
hørt'et? Han motte krybe ind gennem Vinduet. Han kum naturligvis for
sent, og so lukkede jeg Døren af, og vi gik til Burds. Men so kum
Præsten og bad og tiggede um at kumme ind, for han so, vi spiste
Østers. Men vi lud som ingen Ting. Tilsidst obnede jeg et Vindue og
spurgte, om han vilde krybe ind af det, og so krøb s'gu Præsten
gennem Vinduet, og vi lo.» Restrup brast paany i Latter ved Tanken om
Sognepræstens ynkelige Situation.

«Blev Præsten der hele Aftenen?»

«Næ -- det blev ham for muntert tilsidst. Da vi begyndte at spille,
gik han.»

«Spillede De Hasard?»

«En lille Mis, det var det hele. De kunde ikke hulde længe ud, for de
kunde ikke skælne Kurtene fra hinanden. Jeg var selv gudt daran, for
der blev drukket svært. Klokken fem i Morges motte Jens og Kusken
bære mig i Seng.»

«Og hvorledes befinder De Dem i Dag?»

«Tak -- gudt. Jeg kum først op Klukken fire i Eftermiddags, men De
kan bande po, Jensen fra Mariendal, han forvinder det ikke i otte
Dage.»

Banner lo. «Jeg tror, De er ganske stolt af Deres Meriter?»

«Aa nej, men jeg har ellers Ærgrelser nok, skulde jeg tru; so glemmer
man dem da so længe.»

«De skulde gifte Dem Restrup, og se at komme paa ret Køl igen,» sagde
Banner.

«Jeg tænkte s'gu po'et nogen Tid, men nu er det for sent. Jeg duer
heller ikke længer. Naar jeg ikke er strammet op, falder jeg sammen;
jeg er li'sum jaget af et Kobbel Hunde rundt i en Ring og slæbt til
Døde. Det er s'gu skidt. De Tjenestepiger er noget Rak, som kun
plukker en og alligevel leger Kæreste bode med Karle og Tjenere bag
ens Ryg, og man har aldrig Fred. Fulkene er opsætsige, og al Ting gor
galt.»

«De har nok Proces med en af Deres Karle. Han kom til mig og bad om
Arbejde, men jeg tager ikke bortjagne Tjenestefolk op. Nu hører jeg,
han har lagt Proces an mod Dem.»

«Jeg jug ham væk, fordi han kum hjem en Dag senere, end jeg havde
givet ham Lov til. Hinding fører hans Sag; den Dævels Prokurator
siger, at min Handlemode ingen Hjemmel har i Tyendeloven.»

«Slog De ham?»

«Ja gu' gøre jeg so. Og nu laver den Prokurator et helt Nummer ud af
det. Hinding er ligefrem en Skurk.»

«Saa -- er han det? Han forekommer mig at være en ret behagelig
Mand.»

«Tru ham ikke, han er en Skurk, siger jeg Dem. Se blot, hvordan han
behandler sin Steddatter.»

«Saa? Og hvorledes da?» spurgte Banner lidt opmærksommere end førhen.

«Han tilbageholder hendes Arv gør han, og efter hendes attende Oer
har han Ret til at beholde den som Betaling for Kost og Lugi. Dør
hendes Moder, jager han hende vel po Gaden.»

«Det er slemt, hvor gammel er Frøken -- hvad er det, hun hedder?»

«Fürste, hun er snart tyve Oer.»

«Og hvor stor er hendes Arv?»

«Totusind tror jeg.»

«Ja, saa har hun rigtignok ikke meget tilbage,» sagde Banner koldt.

«Ja, er det ikke skammeligt!» og nu paafulgte en Beretning om Judiths
Liv, hvis Nøjagtighed i mange Punkter vilde have overrasket hende
selv.

«Saa er jo hendes Stilling temmelig fortvivlet,» sagde Banner med sit
tidligere kolde Smil.

«Ja, hvis hun ikke bliver gift. Var jeg ti Oer yngre, so friede jeg.
Hun er en nydelig Pige. Hvad behager?»

«Aa ja -- ret net, saa vidt jeg erindrer.» Banner kneb Øjnene sammen
og syntes optagen af at følge sin Cigars hvirvlende Røgskyer.

«Ret net! Aa hun er dejlig ligefrem og so stult som bare Fanden.
Ingen skal kumme hende nærmere, end hun selv vil.»

«De har maaske prøvet det?»

«Nej, hun har altid været venlig og gu'ed mod mig, det skal jeg ikke
glemme hende, og kunde jeg, saa giftede jeg mig med hende og hjalp
hende ud af hendes Ulykke. Men mine Finanser!» Han strøg sørgmodig
det svære, blonde Haar fra Panden. «Hun skulde giftes med en rig
Mand, for hun er skabt til at være Drunning.»

«Men tror De, at hun, der er saa stolt, vilde ægte hvem som helst,
der kunde byde hende en uafhængig Stilling?»

«Jeg er bange for, hun blev nødt til det; men jeg huldt nu af hende
og vilde bære hende po Hænderne.»

«Det vilde dog vist krænke hende at blive gift paa den Maade.»

«Aa nej, nor hun bare blev gift.»

Banner lo højt og skarpt.

«Kender hun sin Stilling?»

«Ja, det trur jeg nok. Og hvis jeg var saa velhavende som De, og ikke
saa dybt i Gæld --»

«Jeg! -- Jeg gifter mig aldrig!» afbrød Banner ham hurtig.

«Det var s'gu heller ikke sodan, jeg mente det,» mumlede Restrup.

Nu tav de begge. Banner laa tilbagelænet i sin Stol, fordybet i sine
Tanker. Restrup havde bøjet sig frem og taget Doggens Hoved mellem
sine Hænder. Han strøg dens løse, rynkede Halshud helt ud over dens
Øren og Snude og glattede den atter tilbage, idet han nu og da
brummede: «Gu'e gammel Hund, gu'e gammel Hund!»

Og Flammerne i Kaminen steg og sank. De belyste den enes fine, skarpe
Ansigt med det tidlig tyndede Haar, det trætte, ligegyldige Udtryk,
og den andens mægtige Hoved med de store, plumpe Træk, den bølgende
Løvemanke, det rødgule Skæg og det sløve, sørgmodige Blik. De lynede
i Diamanterne, der prydede Restrups Fingre, strejfede hen over
Ildbukkene, lyste i Hundens kloge Øjne, legede gennem det støvede,
rødbrune Bjørneskindstæppe, sendte et hoppende Skær op ad Væggen op
over Billedet af Restrups barske Fader, funklede i Vaabnene og
Snurrepiberierne, straalede tilbage fra det høje, sølvindfattede
Spejl, glimtede gennem den gyldne Vin i Krystalkanden, krøb ind i
Kroge, bag Stole og Borde, gemte sig, viste sig atter, blussede op og
forsvandt for et Øjeblik at indhylle alt i Mørke og derpaa begynde
Legen forfra. Udenfor piskede Sneen og hylede Vinden om den gamle
Bygning, indenfor gled Tiden langsomt hen, afmaalt af Bronceuhrets
lydelige Tik Tak, Tik Tak. To inderlig trætte Mænd sad der ligesom
fortryllede, bundne af denne Ro, dette Mørke, denne flimrende Ilds
Fantasterier, uden Lyst eller Evne til atter at tage fat paa det
besværlige Liv, som de mente sig forlængst at være færdige med.

Denne Vinter førte Forretninger ofte Godsejeren til Prokuratoren. Hr.
Hinding syntes næsten uundværlig for sin fornemme Klient. Men Hr.
Banner var halv utilfreds, naar han ikke paa disse Besøg traf
Prokuratorens Steddatter. Han brød sig ikke saa meget om at tale med
hende, thi hun var som oftest kold og ordknap, men det interesserede
ham at se hende, være sammen med hende og iagttage hende. Thi
Samtalen med Restrup havde givet ham forøget Interesse for hende, og
han undrede sig over, at han ikke strax havde lagt Mærke til hende,
saa paafaldende forekom hendes Skønhed og hele Fremtoning ham nu at
være. Han havde den Evne at kunne se, uden at hans Opmærksomhed
tilsyneladende var fæstet paa Genstanden, og medens han rolig
fortsatte sin Samtale med Hinding og syntes at have sine Tanker
ethvert andet Sted, undersøgte hans Blik hende Træk for Træk og
vendte hver Gang tilbage med voxende Forundring over at træffe noget
saa ejendommeligt og skønt i denne Afkrog. Naar Forretningerne vare
afgjorte, Vejret og Landmandens Udsigter drøftede, henvendte Banner
gærne et Par høflige Ord til Fruen og Frøkenen. Som oftest svarede
den første, men naar Judiths fine Sans opfangede det mindste
overlegne eller arrogante i hans Maade at være paa, kunde ogsaa hun
tage Ordet, og da fløj snart en lille, skarpt tilspidset
Tilrettevisning fra hendes let smilende Læber, og hun kunde være
sikker paa, at den traf. Han røbede det rigtignok aldrig i Ord eller
Miner, men han havde ofte Nød med at betvinge sig, naar hans
herskesyge Sind blussede op i ham, og han ønskede da, det koste hvad
det vilde, at han kunde faa Overtaget over sin smukke Modstander,
bøje hende, ydmyge hende. Og naar han red hjem, efter at være kommen
tilkort i et saadant Ordskifte med hende, kunde han harme sig mere og
mere over sit Nederlag, og han huggede da Sporerne i sin uskyldige
Hests Side, brugte Pisken og rykkede i Tømmen, indtil Dyret stejlede,
han vilde dog i det mindste have en, han kunde vise sin Overmagt og
tvinge til Lydighed. I sit store, ensomme Hus kunde han gaa omkring,
forbitret paa sig selv, fordi han beskæftigede sig saa meget med
hende, men hvad nyttede det, hun havde fængslet hans Tanker, og de
formaaede ikke at løsrive sig. Han var som Barnet, der efter en Gang
at have faaet Lyst til en Ting, kun bliver endnu hæftigere i sine
Begæringer, naar det møder Modstand. Han tyede til sine Bøger, men
Tankerne listede sig ind mellem Linierne, og han greb sig selv i at
have læst mange Sider, uden at have opfattet et Ord. Han lod da Bogen
synke og saa ærgerlig mod Døren:

Om den nu aabnede sig, og hun stod paa Tærskelen, hvor hurtig skulde
da ikke Bøgerne komme bort! Der var Øjeblikke, hvor han kunde række
Armene ud mod hendes tænkte Skikkelse. Sæt hun var her, hvilken
Udfyldelse af hans Livs Tomhed, hvilken Beskæftigelse for hans
Tanker: «Fordømt, gid Fanden havde det hele, jeg er jo som forhexet!
Har jeg da ikke forsøgt mig nok? Men hun er noget andet. Hvordan i al
Verden har hun baaret sig ad med at magtstjæle mig? Og jeg, som for
længe siden troede mig færdig med disse Illusioner?» -- Men hvorfor
paa den anden Side gøre saa mange Ophævelser? Han var jo en fri Mand,
hvem hindrede ham i at følge sine Lyster? Hans egne Forsætter -- pyh!
de var jo hans egne, saa kunde han vel ogsaa bryde dem, naar det
skulde være. Medlidenhed? -- med hende, som næppe elskede ham,
snarere det modsatte! Og kunde hun saa forlange eller faa det bedre i
Verden end som hans Hustru? Men -- binde sig uløselig for hele Livet?
-- nej, han vilde ikke tænke mere derpaa.

Og Foraaret kom med sin berusende Luft, sine svulmende Knopper, sin
Kærlighedslængsel hos alt, hvad som levende er. Johan Banner stod ved
Vinduet, han følte ogsaa dens drivende Magt, men han vilde ikke være
ved det. Og dog sad den i ham som en prikkende, nagende, nervøs
Længsel efter noget, som han ikke vidste eller ikke vilde vide, hvad
var.

Han gad ikke rejse bort igen, alene Tanken var ham imod. Han gad ikke
skrive, Pennen var slængt hen ad Bordet. Han gad ikke læse;
halvhundrede Bøger var trukne ud af Reolerne for strax efter at
kastes til Side. Spise? -- Han var mæt. Drikke? -- Han var ikke
tørstig. Sove? -- Det var det værste! Havde han ikke ligget timevis
og kastet sig frem og tilbage uden at kunne finde Hvile. Mishandle et
eller andet? -- Han følte et Øjeblik Lyst dertil, men gad saa ikke
følge den. Han var i den fortvivlede Kasus, Kierkegaard beskriver, --
han gad slet ikke.

Her var ingen at tale med; kun dræbende trist og kedsommeligt. Men
han kunde jo tage til Byen. Ja, se der var det, der var det! Det var
det, han vilde, men han vilde ikke tilstaa det for sig selv. Blev han
da aldrig færdig med disse Ungdommeligheder? Han skulde jo dog nu
være kommen i Ro, han havde jo udraset, han vilde jo have tilbragt
Resten af sine Dage i lidenskabsløs Fred. Han var rejst fra Ønskerne
og Lysterne, men se, de var rejst med ham. Det var jo formelig værre
end nogensinde før -- aa, det var latterligt og taabeligt altsammen!
Men Livet var kort og bestemt til Nydelse, hvorfor da nægte sig, hvad
det bød paa. Det var da endnu taabeligere? Han vidste det godt, han
vilde ikke faa Ro, før han havde naaet, hvad han vilde, men var dette
sket, vilde han rimeligvis ikke mere bryde sig derom, og -- da var
han bunden.

Naa, han kunde jo ride ind og prøve paa at faa hende at se. Det var
jo alt, hvad hun vilde tilstaa ham, og han havde dog vist hende
Imødekommenhed. Hundreder vilde have krøbet paa deres Knæ fra Byen
til hans Gaard for at opnaa hans Gunst, men hun viste den tilbage.
Han havde kun en Gang før mødt en lignende Modstand; det var hos hans
forlovede; men ofte havde han senere sagt sig selv, at hvis han den
Gang havde været mere erfaren, vilde hendes Modstand være bleven
overvunden. Ellers havde han kunnet vinde, hvem han vilde, kun hun,
som dog havde mødt saa liden Venlighed i Livet, viste ham tilbage. Og
hans herskesyge Sind oprørtes derover -- maaske hun endogsaa vilde
afslaa et Ægteskabstilbud! Det gad han dog se! Hun var under et
stærkt Pres, hun vilde blive tvungen til at gribe den Haand, han
rakte hende, men var det ridderligt? Pyh! Hun maatte jo være glad
til. Kunde der bydes hende noget bedre end at blive hans Hustru? Hun
_skulde_ blive hans, ligemeget hvorledes. Hans herskesyge Sind syntes
formelig at smægte efter denne tvivlsomme Triumf. Han vilde strax til
Byen.

Just da han vendte sig fra Vinduet for at iværksætte sit Forsæt, fik
han Øje paa en aaben Landauer, som rullede hen ad Hovedlandevejen.
Han kendte de blankbrune, halvblods Heste og det straalende Livrée;
det var Restrups Vogn. Kom han paa Besøg? Det var i Grunden heldigt,
saa blev han hjemme, undgik at gøre en Dumhed maaske og fik Dagen
slaaet ihjel. Der undslap ham formelig et Lettelsens Suk: Han fulgte
Vognen indtil Nedkørselen til Ahnbjerggaard, nu drejede den af --
hvad? -- nej! den kørte jo forbi, den kørte videre. «Guds Død! den
kører til Byen.»

Det blev Draaben, som fik Bægeret til at flyde over. Urolig, skinsyg
ringede han og befalede Tjeneren strax at lade hans Ridehest sadle.
Han gjorde sig selv i Stand hurtigere end nogensinde ellers, sprang
ned ad Trappen, snappede Hat og Pisk fra den forbløffede Tjener,
svang sig i Sadlen og fløj ud af Porten paa den i sin magelige
Tjeneste overmodige Hest. Men da han kom til Enden af Alleen holdt
han Hesten an lige saa heftig, som han før havde paaskyndet den. «Gør
nu ingen Dumheder, Du! Rid heller ned og se til Dine Rugmarker. Lad
hende tage Restrup, om hun vil, saa er den Historie ude.» Han holdt
stadig Hesten an ved Hovedlandevejen og vidste ikke, om han skulde
ride Nord paa, langs sine Marker, eller Syd paa til Byen -- Herkules
paa Skillevejen!

Den utaalmodige Hest vilde afgøre Valget for ham; han gav den et
eftertrykkeligt Rap med Pisken og den stod, men dens Skraben og
Bidslets Klirren, naar den kastede med Hovedet, afbrød bestandig hans
Tanker. «Nu kører Restrup til Byen -- han har vel overvundet sine
Betænkeligheder og frier til hende. Og hun tager ham naturligvis, hun
har jo været saa forekommende imod ham. Saa kan jeg gaa Resten af mit
Liv og ærgre mig derover, saa dum er man jo altid, naar man gaar glip
af noget, man kunde have haft. Skal jeg tage derind? Restrup er
allerede langt i Forvejen -- det er maaske for sent, men jeg vil dog
tage derind; det kan da ikke skade.»

Han gav atter Hesten Tøjlen, og det bar afsted mod Syd, saa hurtig
Dyret kunde, men endda ikke hurtig nok for ham. Vinden peb ham om
Ørene, Hovslagenes regelmæssig klaprende Lyd susede om ham, hans
Hjærte slog stærkere, hidset af Bevægelse og Forventning, han kom til
at tænke paa Kæmpevisen:

    Der han red over Randbøl Hede,
    da fulgte ham femten Svende,
    der han kom til Riber Bro,
    da red den Herre alene --

og han gentog Verset atter og atter mekanisk, indtil Ordene tabte al
Betydning, blot pinte og trættede ham, og han forbavsedes over endnu
at maatte sige dem.

       *       *       *       *       *

Fru Hinding var gaaet i Kaffeselskab, men Judith havde ikke villet
følge med. Der var atter kommet en af de Perioder, hvor hendes
forladte Stilling hvilede haardest paa hende. Hun sad i Dagligstuen
med Hænderne i Skødet og nedsænket i trøstesløse Grublerier, da
hendes Stedfader traadte ind i Stuen, rigtignok kun for at passere
den. Hun bad ham sagte om et Par Minuters Samtale.

«Jeg har travlt -- hvad vil Du?»

«Jeg vil kun endnu en Gang spørge Dem, om det ikke er muligt, at jeg
kan faa min Fædrenearv, jeg beder Dem, giv mig den, ikke som Ret, men
som Barmhjærtighedsgerning.»

«Og naar Du har opbrugt de tretusind Kroner, hvad da?»

«Da maa jeg vel have lært nok til at kunne sørge for mig selv.»

«Det er yderst tvivlsomt, men lad mig nu sige Dig, hvad det dog ikke
nytter at skjule; det lyder saa smukt, naar Du siger, at Du ikke
fordrer dem som Din Ret, men Du tror da vel heller ikke, at Du har
nogen Ret til dem?»

«Har jeg ingen Ret til dem?» spurgte hun aldeles overvældet af
Forbavselse, «hvis Moder døde, og jeg da fordrede dem i Stedet for at
bede om dem, kunde de saa nægtes mig?»

«Ved Du, at der er noget, som hedder Kontrakrav?»

Hun vidste det ikke, men fik en Anelse om, hvad det havde at betyde.

«Det er ingen Faders, følgelig heller ingen Stedfaders Pligt, at
forsørge sit Barn længere end til dets attende Aar. Efter den Tid kan
han, om han vil, tage Betaling for dets Kost, Logi og Klæder. Du har
allerede i to Aar levet paa min Bekostning. Tag det ikke saa hæftig,
jeg vil jo ikke beholde Dine Penge og jage Dig paa Porten. Du skal
naturligvis ogsaa for Fremtiden have Dit Ophold her i Din Moders Hus,
men Dine «Fordringer», dem maa Du slaa en Streg over.»

«Hvorfor sagde De mig ikke det for to Aar siden, da De med min
Formynders Minde fik mine Penge?» stammede hun grædefærdig.

«Den Gang trængte jeg til de Penge, og hvad Forpligtelse havde jeg
desuden dertil. Tag bare ikke Sagen saa tragisk. Du har Dit Hjem her
og skal intet mangle, men naar Du nu ved, at Du lever her paa min
Bekostning, vil Dit Sind dog maaske blidgøres over for mig.» Hun sad
aldeles stiv og stille. Han saa paa sit Uhr: «Naa, jeg maa afsted, vi
kan senere drøfte Sagen nærmere, hvis Du vil.» Med disse Ord forlod
Prokuratoren Værelset.

Hun forblev nogen Tid ganske ubevægelig. Hun havde anet noget
saadant, og nu var det Virkelighed, den rene, nøgne Sandhed. Det
sidste Haab var berøvet hende. Hendes Stedfader havde Ret til at vise
hende bort i samme Øjeblik, hendes Moder lukkede Øjnene, og hvorfor
skulde han ikke gøre det endogsaa før. Hans Beregninger gik langsomt
op for hende. Naar hun engang fik Arv at kræve efter sin Moder, vilde
formodenlig ogsaa den gaa op mod «Kontrakrav». Hun var hjælpeløs
prisgiven en samvittighedsløs Mands Forgodtbefindende. Da overvældede
Fortvivlelsen hende uden nogen Modstand fra hendes Side. Med et Skrig
kastede hun sig ned foran Stolen, hvori hun havde siddet. Hun tænkte
ikke, hun følte kun, at hun var fortvivlet, saa grænseløs fortvivlet,
og hun græd stødvis, snart højt og heftig, snart kun med en
indvendig Hulken, som smertede hende ubeskrivelig. Og i sin Sorg
paakaldte hun et Navn: «Aa, Fader, Fader!» Men det Øre var døvt og
den Arm magtesløs, som altid havde været til Rede, naar en lidende
bad om Hjælp. Da jog pludselig den Tanke igennem hende, om hun skulde
berøve sig Livet; de talløse Ydmygelser, hun havde i Vente, maatte jo
blive uudholdelige. Men hun vidste med sig selv, at hun ikke turde.
Hun kunde kun græde, og det gjorde hun, indtil Træthed og Afmagt
ogsaa bragte Graaden til at høre op for kun med Mellemrum at vende
tilbage i lange, krampagtige Suk. Endelig rejste hun sig fra sin
ubekvemme Stilling og satte sig atter i Lænestolen med Hovedet bøjet
tilbage, hun var saa udmattet efter det heftige Smertensudbrud, at
hendes Hænder rystede. Saa gav hun sig til at overveje sin Stilling.
Hun kunde gaa til Frøken Stenberg og bede hende lære sig
Skræddersyning, hun kunde bo hos hende, hjælpe hende og tjene sit
Brød ved sine Hænders Gerning, sine Hænder, disse fine, hvide Hænder,
der aldrig havde kunnet bekvemme sig til noget grovt Arbejde. Men
Tusinder var jo henviste dertil, og de var baade glade og tilfredse.
Saa blev hun træt af at tænke fast og sluttet -- viljeløst lod hun
Fantasien raade, og Billeder drog uhindret forbi hendes indre Blik,
som de kom af sig selv:

Sidde Sommer og Vinter, Dag ud, Dag ind som en fattig, venneløs
gammel Jomfru! Hun vidste, hvilken Medlidenhed hun havde næret for
den gamle Frøken Stenberg, hvilken Beklemthed hun havde følt ved
Tanken om hendes triste, glædeløse Liv, hvor den mindste Begivenhed
blev af Vigtighed, den ubetydeligste Forandring epokegørende. Og
Frøken Stenberg var dog trods alt dette tilfreds, thi hun havde næppe
ventet sig mere, medens hun selv! -- Sidde saaledes om Søndagen, naar
den, der er ene, altid føler sig mest forladt, og se ud i den tomme
Gade med de toppede Brosten, hvorimellem Græsset skød op. Se Folk gaa
til Kirke i deres pæne Tøj, glade over Fridagen i et Liv fuldt af
Slid og Arbejde fra Mandag til Lørdag; se Mødrene sende deres Børn ud
paa Gaden, det ene efter det andet, sæbevaskede, med rene Forklæder
og stive, nystrøgne Kjoler for at nyde Søndagen, som de bedst kunde.
Og det var det, man kaldte en Idyl.

En stærkere og stærkere Træthed overfaldt hende, Reaktionen efter
Ophidselsen. Hun kunde jo lade staa til, lade hver Dag sørge for sig
selv, lade alt gaa, som det bedst kunde, slet ikke bekymre sig for
Fremtiden -- i Øjeblikket havde hun jo Klæder og Husly, oven i Købet
Udsigt til Aftensmad. Ja, det kunde hun jo -- opgive Modstanden,
resignere -- det sværeste af alt at lære -- resignere!

Gadedøren var bleven aabnet, uden at hun hørte det, der bankedes paa
Dagligstuedøren. Hendes Tanker vendte forvirrede tilbage til
Virkeligheden, hun tøvede med at svare; saa erindrede hun, at hun
var forgrædt og vilde gaa sin Vej, men det var for sent, thi Johan
Banner stod allerede derinde. Hun bøjede Hovedet og vendte det bort
fra Lyset, han bukkede og spurgte, om hendes Hr. Fader var hjemme.

«Han er ikke hjemme,» svarede hun stadig med bortvendt Ansigt.

«Han kommer maaske snart?»

«Det ved jeg ikke.»

«Jeg vil tage mig den Frihed at afvente hans Tilbagekomst.»

Hun syntes ikke om det, men hvad var der at gøre; hun satte sig ned,
og han gjorde det samme; der blev en temmelig lang Pavse. Hun
haabede, at han ikke skulde lægge Mærke til hendes forgrædte Øjne,
men han saa strax, at hun havde grædt, og han sluttede sig hurtig til
Grunden. Han brød endelig Tavsheden og begyndte at tale om
almindelige Ting; han vilde gærne aflægge lidt af sit formelle Væsen
og tale mildt og venlig til hende, men hendes korte, afmaalte Svar
viste ham ligesom tilbage, og han blev derved endnu mere stiv end
sædvanlig. En tilsyneladende let henkastet Bemærkning af ham om
menneskelig Uegennytte og Hensynsfuldhed jog hende pludselig op som
af en Døs; hun formaaede ikke at beherske den Bitterhed, som den
sidste Times Hændelser saa levende havde vakt. Hun udtalte sig heftig
om alt, hvad man kaldte Retfærdighed, Uegennytte og Ærlighed. Og han
opdagede hos hende en Mistro, en Menneskeforagt, en Pessimisme, som
næsten kunde maale sig med hans egen. Hvilken mærkelig Pige var hun
dog ikke, hvilken Blanding af Smerte og Trods, Sorg og Stolthed? Men
smuk, hvor smuk selv midt i dette Heftighedsudbrud. Ja, hun var
virkelig værd at eje, saa at man kunde se hende bestandig, studere
hende, søge at vinde hende, og -- en mild Medfølelse paatrængte sig
ham -- gøre hende lykkelig, lære hende at elske og faa hende til at
glemme hendes bitre, triste Ungdom. Og i en mindre tilbageholden Tone
sagde han: «Er De ikke for ung til at bedømme Menneskene og Livet saa
haardt?» Han havde saa lidet tilsigtet at krænke hende, tvært imod
havde han jo vist en Imødekommenhed, som han selv forbavsedes over;
men hun misforstod ham. Hun troede i hans Ord at genfinde den samme
ironiske Overlegenhed, som saa ofte havde saaret hende. Og
Forbitrelsen skød atter op i hende, Uviljen mod ham og mod hele
Verden, Fortvivlelsen over hendes egen ulykkelige Skæbne, der føltes
dobbelt pinlig lige over for ham, der var saa fri, saa uafhængig og
viste sig saa overlegen, og haanlig svarede hun:

«Jeg har set nok af Livet og Menneskene til at nære Mistro mod dem,
men jeg foragter kun den, der er sat i en lykkelig, uafhængig
Stilling, men ikke benytter den paa en værdig Maade, der kun følger
sine egne egoistiske Krav, og med utaaleligt Hovmod ser ned paa alle
andre, der tager en stor Plads op i Livet, men ikke opfylder en
eneste af de Pligter, den paalægger ham, der burde sprede Lykke om
sig, men kun har et overlegent blaseret Smil for alt og alle.»

Han havde rejst sig. Hans Selvfølelse og Stolthed blussede op i ham
ved Fornærmelsen, hun saa hensynsløst havde slængt ham i Ansigtet.
Han stod foran hendes Stol, hvor Stedfaderen nylig havde staaet, han
var bleven bleg, og hans Ansigts Udtryk sagde hende, at hun var gaaet
for vidt. Hun blev bange, men hun vilde ikke røbe det; hun rejste sig
for at gaa, hun saa fast og uforfærdet paa ham, idet hun med en
Haandbevægelse betegnede ham, at hun ønskede at komme forbi. Men han
rørte sig ikke. Og der stod de seende hinanden fast i Øjnene, som to
jævnbyrdige Fjender, parate til at værge sig eller gøre et Udfald,
hvis Modstanderen skulde blotte sig. Hun saa, at han vilde sige
noget, og midt i hendes Angst følte hun ligesom Nysgerrighed efter at
erfare, hvad det var.

Han spurgte da langsomt:

«Vil De være min Hustru?»

Hun blev saa overvældet, at hendes Knæ svigtede hende, og hendes
Legeme næppe var i Stand til at holde sig opret. Denne Lykke, som hun
engang knapt havde vovet at drømme om, blev nu slynget hende i
Ansigtet som en Fornærmelse. Det var jo et Svar paa hendes Udfald.
Han sagde: «Du foragter mig, siger Du, og dog behøver jeg kun at
række Haanden ud, saa giver Du Dig hen til mig.» Men han skulde ikke
triumfere; hun vilde skyde ham bort og gaa forbi ham saa stolt som en
Dronning, hun vilde ydmyge ham og vise, at hun ikke lod sig bestikke
selv for saadan en Pris. Saa heller --

Heller ydmyges daglig af en Mand som Hinding? Heller slæbe sit Liv
hen i denne Afkrog af Verden?

Aa, hvilken forfærdelig Fristelse! Hun saa sin Stolthed indfangen og
tvungen til at overgive sig -- enten til Prokurator Hinding, til
Armod, Fornedrelse, eller til denne Mand, til Luxus, Magt og
forholdsvis Uafhængighed.

Det svimlede for hende. Hun var ude af Stand til at tænke frit. Han
havde overrumplet hende i et aandelig og legemlig svagt Øjeblik, og
hendes Modstandsevne glippede.

Han gentog i samme Tone lavt og rolig:

«Vil De være min Hustru?»

Og hun lukkede Øjnene, som den, der vil styrte sig i Afgrunden,
hendes klangløse Stemme rystede, den Gang hun svarede ja.

Der kom et underligt Skær i hans Øjne, et Udtryk af Triumf og
Lidenskab. Han trak hende ind til sig, idet han for første Gang i sit
Liv berørte hende, han omfavnede hende heftig, han kyssede hendes
Mund, hendes Pande, hendes Kinder; det utøjlede, lidenskabelige
Menneske brød igennem hans sædvanlige slebne Ydre. Han havde ventet
Modstand, men han fandt den ikke; det var ham egentlig en Skuffelse,
han vilde have foretrukket den for hendes kolde, viljeløse
Eftergivenhed.

Hun var fuldstændig passiv, hun havde overgivet sig, gjort Valget og
tog nu Følgerne, men da han troede sig hende nærmest, sluttede hun
sig fuldstændig inde i sig selv, som sit sidste Forsvar. Han følte
det, hendes virkelige Jeg var i samme uopnaaelige Afstand som førhen.
Han havde som Ixion omfavnet Skyen, han holdt hendes Legeme i sine
Arme, men hendes Sjæl trodsede ham stadig. Da dreves hans Vilje
yderligere fremad ved Skuffelsen. Nu var hun hans, og hun skulde
bøjes -- før eller senere, det var ligegyldigt -- han skulde nok faa
Magt over hende.

Hun drog sig ud af hans Arme og gik henimod Døren, han tænkte ikke
paa at holde hende tilbage; men da han var ene, fortrød han, at han
havde ladet hende gaa, og hans Længsel efter hende vaagnede i samme
Nu, hun var borte. Han kastede sig i den Stol, hvor hun havde siddet,
og der sad han endnu optagen af, hvad der var sket og hvad der vilde
ske, da Hinding en Times Tid efter kom hjem. Alskens Tanker og
Fantasier havde fyldt ham, men intet Øjeblik fortrød han, hvad han
havde gjort.

       *       *       *       *       *

Hr. og Fru Hinding havde truffet hinanden paa deres Udflugt og vendte
hjem sammen som kærlige Ægtefolk Arm i Arm. De blev højst forundrede,
da Banner ved deres Indtrædelse rejste sig og hilste paa dem.

«Har Hr. Godsejeren ventet længe? Har De siddet her alene? De bliver
maaske til Aften? Aa, Helene, se efter Aftensmaden.»

«Nej, gør Dem ingen Ulejlighed,» sagde Banner kort, «jeg rider hjem,
naar jeg har talt et Par Ord med Dem, Hr. Prokurator.»

Fru Hinding forstod Vinket og forlod Stuen, rigtignok meget
nysgerrig, thi hun interesserede sig levende for Hr. Banners Affærer.
Men udenfor Døren kom hun til at tænke paa Judith. Hinding havde
ladet hende ane, at der havde været en ny Scene mellem dem. Hvor var
Judith? Hendes let ængstede Sind fyldtes med Bekymring. Hun gik op
til Judiths Værelse, og da ingen besvarede hendes Banken, lukkede hun
Døren op, bange for, at det skulde være tomt, men Judith sad der,
ligbleg og med mørke Ringe under Øjnene. Hun havde ikke hørt Moderen
komme.

«Mit elskede Barn,» raabte Fru Hinding, «for Guds Skyld, hvad er der
hændet Judith, sig mig det -- aa, mit Barn, mit stakkels Barn!»

Fru Hinding trak hendes Hoved ind til sit Bryst og udgød rigelige
Taarer derover.

«Vær ikke bange Moder, det er intet slemt, jeg er» -- hendes Stemme
sank -- «jeg er bleven forlovet med Godsejer Banner.»

Fru Hinding udstødte et Skrig, et virkeligt Jubelens Skrig:

«Mit søde Barn -- er det muligt? Min lykkelige lille Pige!» Fru
Hinding græd atter, denne Gang af Glæde. «Aa, hvor jeg er glad; det
har gjort mig saa ondt at se Dig saa forknyt, og Din Fremtid har
ligget mig saa tungt paa Sinde; jeg havde af mine Husholdningspenge
begyndt at spare lidt sammen til Dig, men» -- hun græd og lo paa en
Gang -- «nu er nok mine Par Skillinger overflødige,» og hun knugede
hende atter til sig. Da nænnede Judith ikke at berøve sin stakkels
Moder hendes store Glæde, og hun gemte sin Smerte hos sig selv.

Da de havde siddet lidt sammen, begge tavse, hviskede Fru Hinding
bedende: «Nu, da Du er lykkelig, Judith, sig da, at Du tilgiver Din
Moder al den Uret, hun har gjort dig.» Judith drog sin Moder ind til
sig og kærtegnede hende, som man kærtegner et Barn.

Nede i Stuen talte Johan Banner med den ligesaa forbavsede
Prokurator.

«En overordentlig Ære! Min Steddatter er ganske vist fattig, hendes
Fædrenearv har jeg maattet tage som Vederlag for Kost og Klæder, jeg
er en fattig Mand; efter min Hustru vil der heller ikke blive noget,
men for en Rigmand som Dem» --

«Jeg beder Dem,» sagde Banner koldt afvisende, «forskaan mig for
Deres Redegørelser, saa skænker jeg Dem med Glæde Pengene.»

«Det vil sige,» spurgte Hinding skyndsomt, «at De giver lovformeligt
Afkald paa Arv i Deres eventuelle Hustrus Navn?»

«Nej,» sagde Banner skarpt, «det vil sige, at jeg for Fremtiden
personlig ønsker at have saa lidt med Dem at gøre som mulig. Jeg
gifter mig med Frøken Fürste; hverken hun eller jeg er eller ønsker
at staa i Familieforhold til Dem. De kan foreløbig vedblive at være
min Sagfører, men intet videre.»

«Vel,» sagde Hinding bukkende, «det finder jeg baade korrekt og
fornuftigt.»

«Det glæder mig,» sagde den anden med en Mine, som tydelig sagde:
«Hvad i al Verden tror De, jeg bryder mig om, hvad en Karl som De
finder korrekt eller ej.»

«Og Hr. Godsejeren drikker ikke Te med os i al Tarvelighed?»

«Nej Tak. Jeg skal senere tale med Dem om Brylluppet. Det kan ligesaa
gærne finde Sted her som andetsteds. Vil De bringe Frøken Fürste min
Hilsen; jeg overlader til hende at bestemme Dagen, hvilken hun selv
vil i næste Maaned, helst inden Midten af Maaneden. Jeg skal lade
anvise en Sum Penge til hendes personlige Udstyr. Andet er der vist
ikke.»

«De ønsker ikke at indbyde nogen af Deres høje Familie. Det vilde
være mit Hus en Ære.»

«Jeg har ingen Slægtninge, som jeg behøver eller ønsker at gøre
Regnskab for mine Handlinger. Men det er sandt, Frøken Fürste har jo
en Kurator. Er De saa god at underrette ham om hendes Giftermaal --
og en anden Ting, De vil maaske ogsaa paatage Dem Ulejligheden med at
løse Kongebrev.»

«Med Glæde, De ønsker maaske Forlovelsen hemmeligholdt.»

«Nej, det vil sige, det er mig fuldstændig ligegyldigt, naar kun jeg
bliver fri for Gratulationer. Tør jeg anbefale mig.»

Hr. Hinding fulgte ham bukkende til Døren, men da den havde lukket
sig, mumlede han: «Den uforskammede Karl! Pokker skulde lade sig
hundse saaledes. De Fyre tror, at enhver, der modtager deres Penge,
er deres Tyende. Men vel var det, vi fik «Frøkenen» forsørget. For
den Sags Skyld kunde man da gærne lade sig sparke ned af Trapperne i
sit eget Hus.»

Og ved Aftensbordet viste han sin Steddatter det største Hensyn og
behandlede hende med en Ærbødighed, som morede hende, trods hendes
Nedslaaethed. Han bød hende det bedste Stykke af Stegen og undlod den
Aften baade at fløjte og at ryge paa sin lange Pibe inde i
Dagligstuen.

       *       *       *       *       *

Da Banner naaede Gæstgivergaarden, hvor han havde sat sin Hest ind,
saa han, at Restrups Landauer, som han paa Udvejen var redet forbi,
holdt forspændt i Gaarden. Kusken stod ved Vognen, røg sin Cigar og
underholdt sig paa en nedladende Maade med Gaardskarlen. I
Køkkendøren saas et Par fnisende Ansigter, der tilhørte
Gæstgivergaardens beundrende Tjenestepiger.

«De har et godt Kryds,» sagde Gaardskarlen og kigede med Kendermine
paa Hestene, «det er smukke Dyr.»

«Aa ja -- ret nette -- havde for Resten for et halvt Aar siden et Par
Guldfuxer, de var nok saa kønne; vi solgte dem med noget Tab. Vi
bærer os ikke altid klogt ad -- især naar vi har drukket.»

«Min Hest!» raabte Banner.

Gaardskarlen lettede paa Huen, og med et «Javel» klaprede han over
Gaarden til Stalddøren.

I det samme traadte Restrup ud fra Skænkestuen.

«Hvad Fanden -- er det Dem, Banner? So var det vel osse Dem, der red
um os før, som Fa'en selv var i Hælene po Dem. Nu har jeg s'gu tabt
tu Kruner til min Kusk, for jeg postud, det var Juhansen fra
Grinstedbru.»

«Hvem har De besøgt i Byen?» spurgte Banner adspredt.

«Ingen. Jeg har siddet po denne velsignede Kru og trakteret hver
Sjæl, der er kummen ind i den sidste Time. Jeg har selv drukket syv
Kaffepunser og elleve Sudavander med Kunjak.»

«Vel bekomme,» lød Svaret.

«Og hvor har De været?»

«Hos Prokurator Hinding.»

«Vel bekumme selv! Hvad for Streger har De so aftalt med den Hallunk
af en Luvtrækker? Hvad vil De hos den Karl. De er for gu'e til at
røre ved ham med en Ildtang.»

«Jeg har ikke havt Forretninger med Hinding.»

«Hvad har De da været der for?» udbrød Restrup forbavset.

«De kan lykønske mig, jeg er i Dag bleven forlovet med hans
Steddatter.»

Der gik en smertelig Trækning over den stærke Mands Ansigt. Banner
saa det og spurgte, om han fejlede noget.

Restrup blev atter rolig: «Aa nej, det er vist nu'et Pudagra, eller
hvad det Stads nu hedder. Men er De bleven forlovet, Banner, so kum
med ind og lad as fo en Brusvand po, at det mo blive til Held for
Dem.»

Men Banner afslog Restrups ædelmodige Tilbud om Champagne: «Jeg maa
skynde mig hjem,» sagde han kort.

«Det har De Ret i, det sku' jeg ha' gjort for en halv Time siden,
Hestene har været forspændt so længe.» Banner betragtede ham med slet
dulgt Foragt, thi han var ikke fri for at være vaklende i sine
Bevægelser dog var denne Gang næppe de elleve «Kunjaker» og syv
Kaffepunser ene om at faa hans Ben til at vakle.

«So farvel da,» raabte han, da Banners Hest blev ført frem, og dens
Rytter hurtig og behændig svang sig i Sadlen. Hesten dansede under
sin dygtige Rytter ud af Hotellets Port, men Restrup puffede sin Kusk
i Siden og sagde: «So er det vel bedst, at vi ogsaa ser til at kumme
hjem, Anders.»

«Det havde været bedre baade for Godsejeren og Hestene, om det var
sket for en halv Time siden,» sagde Kusken mut.

«Det har Du Ret i, Anders; lad as so se, um vi ka ta Banner po
Hjemturen; det var ham, der red um as før.» Efter en lille Pavse
tilføjede han: «Nu ka Du ellers tru, at Hr. Juhan har foet Kam til
den Smule Ho'er, han har tilbage.»

Men hans Lystighed var forceret. Da han smed sig i Vognen, saa
Fjedrene i Ryggen knagede under ham, tabte hans Ansigt sit fjollet
gemytlige Udtryk. Medens Anders lod Hestene strække ud, alt hvad de
kunde, mumlede deres Ejermand hen for sig selv: «Det fordømte Hoved,
og de Kunjaker og den Pudagra og alt det Tøjeri; det havde været
bedre, um vi var kørt hjem for en halv Time siden -- og endnu bedre,
om vi aldrig havde kørt, og aldrig havde drukket, og aldrig havde
spillet, og aldrig havde været saadan en Pjalt af en udsvævende Karl.
-- Aa, mit Huved! -- Men Kunjaken var ogsaa fordømt daarlig.»

Lige udenfor Byen kom de forbi Banner. Han red hjem i Skridtgang,
Tøjlerne hang slappe over Hestens Hals, og der var i det hele taget
noget slapt over Skikkelsen.

       *       *       *       *       *

Fra det Øjeblik Forlovelsen blev bekendt, var Judith Fürste en Person
af Vigtighed i den lille Stad. Der strømmede Lykønskninger ind fra
alle Sider, og hvor var Fru Hinding ikke i sit Element ved alt dette
Røre, disse Visitter, denne Sladder og Misundelse? Begivenheden havde
formelig gjort hende ti Aar yngre; og midt i al sin Travlhed fik hun
dog Tid til at kæle for og beundre sin kære Datter. Hun mente hende
lykkelig, og denne Tanke gjorde Nutiden, trods alle Fortids og
Fremtids Savn og Ubehageligheder, til en smilende Oase i hendes
Tilværelses Ørk; hvor kunde da Judith nænne at berøve hende
Illusionen.

Byens Fruer begyndte at finde Judith elskværdig. Doktoren,
Købmændene, kort alle de, som haabede at nyde godt af Banners Penge
eller Gæstfrihed, nærmede sig den tilkommende Frue med venlig
Ærbødighed, ja, den gamle Byfoged kyssede hende med faderlig Godhed
paa Panden. Manufakturhandlerne fik travlt, naar hun viste sig,
bukkede og skrabede, slæbte deres Varer frem og udtalte deres
Beundring for hendes gode Smag: alt, hvad de ejede, passede just til
hendes Figur, især det kostbareste og eleganteste. De tilbød at
skrive, at telegrafere for at skaffe hende, hvad hun ønskede; de
haabede paa hendes fremtidige Bevaagenhed. «Disse Kræmmere skal ogsaa
kaldes Mænd,» tænkte Judith, «hvor kan dog et Menneske nedværdige sig
saaledes for nogle Kroners Fortjeneste?»

Og de unge Piger tog hende om Livet og sagde, at de altid havde holdt
saa meget af hende og altid taget hende i Forsvar mod de andre. De
bad hende bevare dem i kærlig Erindring. Hun maatte endelig besøge
dem efter sit Giftermaal. «Du ved ikke, hvor vi alle hjemme holder af
Dig!»

Hun forstod altfor godt, hvor lidet dette Venskab gjaldt hendes
Person, og dette blev den første bitre Smag, Rigdommen gav hende.
«Var det for at æres af saadanne Mennesker, at man brød sig om at
være rig?» Men oftest var hun tavs, fordi hun grublede over den
Ydmygelse, hun havde underkastet sig.

Banner besøgte jævnlig Prokuratorens Hus inden Brylluppet, og hvor
var ikke Fru Hinding i sit Hjertes Enfoldighed stolt af disse Besøg;
men ingen anede, hvad Judith led, naar han ligesom tog hende i
Besiddelse som sin Ejendom, naar han lod hende mærke sine Rettigheder
som forlovet. Hun ønskede at hun kunde vaske hans Kys af sine Læber
og befri sig for den Skam, hun syntes, der tilføjedes hende, og naar
han var borte, betoges hun af Angst for den Forpligtelse, hun havde
indgaaet, og ønskede sig Kraft til at hæve Forbindelsen; men hun
vidste godt, at hun aldrig vilde faa det.

Hun sad hos Frøken Stenberg; hun fandt ikke længer hendes Liv saa
ensomt og trist. Hun ønskede, at hun kunde bytte med denne gamle
Pige, sidde rolig og resigneret og sige: «Jeg er ren, jeg har ikke
ladet mig friste, jeg har ernæret mig selv og ikke solgt mig, -- ja
_solgt mig_, thi det er det, jeg vil gøre.»

Naar hun var sammen med andre, blev hun bange for, at de skulde ane
hendes Tanker, og hun trak sig endnu mere tilbage i sig selv. Og hvad
havde de saa at bebrejde hende? Misundte de hende ikke alle og vilde
gærne være i hendes Sted, skønt de ikke behøvede det? Var man blot en
af dem og kunde faa Lov til at leve i Ro i et kærligt Hjem, selv om
man saa ogsaa skulde forblive gammel Jomfru hele sit Liv. Eller havde
man blot en saa elastisk Samvittighed, at man kunde tage sig Tingene
mindre alvorlig, kunde bøje sig og føje sig i Stedet for at faa sin
Stolthed og Selvfølelse knækket og traadt under Fødder.

Naar Byen krøb for Judiths Aasyn, tog den Revanche bag hendes Ryg:
«Der er nok ordentlig lagt an fra en vis Kant! Nu maa hun vel være
glad, at det er lykkedes hende at fange Guldfuglen!» Og Mødrene sagde
til deres Døtre: «Ja, vi er nu ikke saa kloge som visse Folk, saa I
man nok nøjes med mindre.»

Fru Hinding straalede af Henrykkelse. Hun ilede rundt i Butikker,
forskrev Varer og tog til den nærmeste Stiftsby for at købe ind.
Hendes Omkvæd lød: «Ja, Du er lykkelig, min Pige, saadant et Udstyr
fik jeg rigtignok ikke ved mit Bryllup. Silkestrømper og Natkjoler
med Kniplingsbesætning! Aa, Judith, nu er Du da ogsaa rigtig glad?»

       *       *       *       *       *

Saa stod Brylluppet.

De unge Piger havde om Formiddagen pyntet Kirken, saa godt Majmaaneds
sparsomme Vegetation tillod det. De havde sukket ved Tanken om, naar
vel deres Bryllup skulde staa; de havde drillet hverandre og følt
megen hemmelig Glæde ved Drillerierne.

Og Vielsen gik for sig.

Præsten talte om Ægteskabets hellige Pagt, om Sjæleharmoni og
himmelsk og jordisk Kæ--ær--lig--hed, gjorde Brudefolkene de
reglementerede Spørgsmaal og fik de lovbefalede «ja». Byens
Sangforening sang oppe ved Orgelet firstemmig:

    «Det er saa yndigt at følges ad
    For to, som gærne vil sammen være.»

De gamle Jomfruer græd, de unge beundrede og misundte. Bruden var
meget bleg, alt for bleg efter de unge Pigers Mening.

Man havde spist til Middag hos Prokuratoren, og da man endelig lod
Vognen køre frem, overraskedes Brudeparret ved Indstigningen endnu
engang af Byens Sangforening med et møjsommelig indstuderet
Bryllupskor af «Figaro». Den højeste, om just ikke glædeligste
Forbavselse malede sig paa Banners Ansigt; han holdt dog Pinen ud,
hilste paa Foreningen, og saa snart Høfligheden tillod det, befalede
han Kusken at køre.

Saaledes endte Dagen.

       *       *       *       *       *

Banner indsaa, at hans Ægteskab ikke havde ført ham et Skridt nærmere
til hans Ønskers Maal, han følte det med en Blanding af Fortrydelse
og hemmelig Glæde. Thi havde hun bøjet sig, havde han jo naaet, hvad
han vilde, og saa havde maaske det hele været forbi, og hans trætte
Sjæl havde været nødsaget til at søge et nyt Incitament. Men nu var
Kampen der, som hans Natur fordrede for ikke at trættes og slappes.
Hendes Modstand syntes uovervindelig, dette holdt ham i Aande.

Han tænkte tilsidst kun paa hende. Hun blev hans Tidsfordriv, hans
Arbejde, hans Livs Indhold, om just ikke i højeste Forstand. Han gik
og kom kun med Hensyn paa hende, var elskværdig, umedgørlig,
forekommende, gnaven eller munter, ene med Tanken paa den Virkning,
disse hans Sindsstemninger vilde have paa hende. Han lod hende nyde
en hvilkensomhelst Fornøjelse, hun ønskede, paa deres korte
Bryllupsrejse førte han hende til flere af de Steder, som en Gang
havde gjort stærkest Indtryk paa ham selv, han forsøgte Virkningen af
Paris's Kunst og Forlystelser, Schweiz's Skønhed, men hun syntes over
alt lige kold og ubevæget. Hun forstod ikke ret selv hvorfor, men i
hans Nærhed var det hende umuligt at give sine Følelser Luft, at vise
sig begejstret eller rørt. Og skønt alt dette just var, hvad hun
havde drømt om at nyde og leve i, følte hun sig dog skuffet. Thi det,
hun egenlig længtes efter, dette, der kunde fylde hele hendes Sind,
tage alle hendes Tanker og give hendes Liv Værd og Indhold, det fandt
hun intetsteds. -- Det æggede Banner at finde en Blaserthed, som
kunde maale sig med hans egen, den irriterede ham, han vilde af med
den, vække nyt Liv og Varme hos hende, ja og Kærlighed. Men han havde
ikke Held med sig, og selv blev han med hver Dag fastere indviklet i
det Net af utilfredsstillede Ønsker, hvori hendes Kulde havde fanget
ham. Hun havde, som han selv en Gang sagde, fundet den eneste Vej, ad
hvilken hans Interesse endnu stod at vække, og hun fulgte den længe
uden at ane, hvilken Magt det gav hende.

Deres Bryllupsrejse havde kun varet en Maaned, saa de gjorde endnu
samme Aar et Par andre Udflugter. De rejste ud og kom hjem, men
stadig med samme Resultat. Deres Forhold udviklede sig efterhaanden
til en stille Krig, som aldrig syntes at skulle faa Ende, og som
maaske aldrig var kommen til aabenlyst Udbrud, hvis ikke et Tilfælde
havde fremkaldt en Krigserklæring.

Det var et halvt Aars Tid efter deres Giftermaal.

Judith var efter Frokosten kommen i Tanker om en Ordre, hun skulde
give Husjomfruen. Da hun gik ned gennem Korridoren til Køkkenet, kom
hun forbi Anretningsværelset, hvis Dør stod halv aaben, og hvor
Stuepigen vaskede nogle Glas af, medens Tjeneren, der i gamle Dage
havde fulgt Banner i Udlandet, underholdt Pigen med en Beretning om
et eller andet af sin Herres galante Æventyr.

Hun vendte tilbage til Dagligstuen, lod Tjeneren kalde og gav ham
uden nogen som helst Forklaring hans Afsked.

Endnu samme Formiddag klagede den forbløffede Mand sig for sin Herre
og bad ham om Retfærdighed. Banner vilde nødig blande sig heri, men
det interesserede ham dog at erfare Grunden til hans Hustrus
egenmægtige Handling.

Da han rejste sig fra Middagsbordet, sagde han derfor let henkastet:
«Apropos -- Du har givet Jensen hans Afsked, hvad er Grunden?»

«Grunden er den, at jeg i Dag hørte ham underholde Stuepigen med
saadanne Træk fra Dit Liv i Udlandet, som det maa være forbeholdt Dig
selv at fortælle her i Huset, hvis de skal fortælles.»

Blodet steg Banner til Hovedet, han følte Snærten i hendes Ord, og
vidste ikke strax, hvad han skulde svare; men næste Øjeblik
forandredes hans Ansigts Udtryk, en Ide syntes at have grebet ham, og
han spurgte i en usædvanlig oprømt Tone:

«Du er da vel aldrig skinsyg paa min Fortid?»

«Jeg? Nej, jeg forsikrer Dig, jeg kender ikke til Skinsyge.»

«Det gør alle Kvinder, enten de vil tilstaa det eller ej.»

«Kun de taabelige Kvinder, der ingen Selvfølelse har. En Kvinde burde
være for stolt til at sørge derover, naar hun bliver forsmaaet.»

«Saa gives der mange taabelige Kvinder.»

«Maaske, men saa elsker de da i det mindste den Mand, de ofrer deres
Jalousi.»

Han vidste, at hun ikke elskede ham, hun havde aldrig vakt nogen
Illusion i saa Henseende hos ham, og dog harmede disse hensynsløse
Ord ham ubeskrivelig. Han stod ved Vinduet, halv vendt mod hende; han
begyndte at tromme sagte med Fingerspidserne paa Karmen, og denne Lyd
dannede Akkompagnement til deres paafølgende Samtale, hvor Ordene
faldt dæmpet, næsten sagtmodig, skønt de begge dirrede af
Sindsbevægelse.

«Skal det sige, at der er Kvinder, som gifter sig uden Spor af
Tilbøjelighed for den Mand, de ægter?»

«Aa, ja! Det sker hyppigere, end man aner.»

«Den Slags Kvinder er da ikke megen Agtelse værd!»

«Det glæder mig at høre, at der overhovedet findes Kvinder, som Du
har Agtelse for.»

«Aa jo, enkelte! Men den Kvinde synes mig unægtelig langt mere
strafværdig, der for verdslig Fordels Skyld forbinder sig med en
Mand, hun ikke elsker, om saa Kirken og Verden ti Gange erklærer
Forbindelsen legitim, end den Kvinde, der uden Bagtanker og uden
«Kirkens Velsignelse» giver sig hen af Kærlighed.»

«Deri kan Du have Ret. Men der er desværre noget, der hedder: «Man
maa leve». Alle raabe derpaa, skønt det maaske var bedre, om de lod
være. Kvinderne maa ogsaa leve; og fra deres Barndom opdrages de jo
til at betragte Giftermaal som deres Kald; kan de gøre derfor?»

«De kan ægte en, som de elsker.»

«Og hvis en Kvinde ikke elsker, men er ude af Stand til at ernære sig
selv, og hvis saa en Mand tilbyder at forsørge hende, naar hun vil
ægte ham, hvad da? Skulde hun alligevel vælge den bitre Nød, den
haardeste Ydmygelse? Hun kan se sig om blandt de Ægteskaber, hun
kender, og ikke finde noget, der bærer Spor af at være knyttet i
Himlen, og er det da saa forkasteligt, om hun siger til sig selv:
«Kirken fordømmer det ikke, Verden ikke heller, hvorfor skulde jeg da
gøre det?» Og naar hun bukker under for Fristelsen, hvem er saa mest
at dadle, Manden, som benytter sig af hendes hjælpeløse Stilling,
eller hun?»

Judith havde talt rolig og langsomt, han følte, at hvert Ord var
overlagt og møntet paa ham og deres Forhold.

Han forlod Stuen med et Skuldertræk, men han glædede sig næsten over,
at det var kommet til Brud mellem dem, at den sløvende Stilstand var
forbi og Krigen erklæret; thi han indsaa, at hans Modstander var ham
jævnbyrdig, og den blaserede Mand lovede sig noget af denne Kamp, der
vilde blive ført ubarmhjærtig og ikke ende, før en af Parterne
bukkede under.

Idet han valgte sit Vaaben, tvang han hende til at benytte det samme;
thi hans Vaaben var Spot. Et tveægget Vaaben, der lige saa ofte
saarer den, der bruger det, som Modstanderen, et trættende pinligt
Vaaben at føre, fordi den, der bruger det, aldrig tør hvile, altid
maa gøre Udfald for at hindre Modparten i at gøre det, et Vaaben, der
udtørrer ens gode Følelser og dræber ens milde Tanker, for at de ikke
skulle være en velkommen Skive for Modstanderen, et Vaaben, der gør
nervøs, aandeløs, anspændt og dog længselsfuld efter den Smule Ro,
man aldrig tør unde sig. Saaledes var det Vaaben, Banner paatvang sin
Hustru, og det gjorde hende endnu mere haard og kold, end hun var.
Hun vænnede sig til Spotten og fandt en vis Fornøjelse deri. De lærte
snart hinandens Svagheder at kende og forfulgte dem ubarmhjærtig. Den
ene drev den anden fremad; deres Spot gik ogsaa ud over andre, de gik
formelig paa Jagt efter deres Medmenneskers svage Sider og
latterliggjorde dem, ofte kun med et Blik, et Forstaaelsens Smil til
hinanden. Men midt i alt det følte de sig dog ofte som paa
Pinebænken, smægtende efter lidt Ro, lidt Overbærenhed at brede som
en Kærlighedens Kaabe over Syndernes Mangfoldighed.

       *       *       *       *       *

Et Aars Tid efter Brylluppet tog Restrup sig sammen og gjorde det
unge Ægtepar sin første Visit. Med sin uøvede Haand og med en Del
orthografiske Bommerter underrettede han Banner om, at han havde
nogle Forretninger at afgøre med ham, hvorfor han vilde gribe
Lejligheden til at gøre den unge Frue sin Opvartning. Han skrev ikke,
at han hver Dag i de sidste otte Maaneder havde taget samme
prisværdige Beslutning, men stadig opgivet den, fordi han ikke havde
Mod til at møde hende.

Banner spurgte Judith, om hun ønskede at modtage deres Nabo.

«Og hvorfor ikke?»

«Hans Rygte er meget slet, og hans Liv er ikke meget bedre.»

«Jeg vidste ikke, at Du var saa streng en Dommer.»

«Talen er ikke om mig,» svarede han med sammenknebne Øjne, «men om
Dig. Vil Du modtage ham?»

«Man lærer at være liberal her i Verden,» svarede hun koldt.

Resultatet blev altsaa, at Restrup, efter at have afgjort
Forretningerne med Banner, blev ført over til Fruen, som sad i
Havestuen foran de aabne Døre. Der var en Friskhed og Duft udbredt
over dette Værelse, som paa samme Tid glædede og foruroligede den raa
Mand med de stærke Nerver, der var mest vant til Tobaksduft,
Staldlugt og Vindunst.

Han tog sig imidlertid sammen, og idet han langsomt nærmede sig
Husets Frue, gjorde han sin ærbødigste Kompliment. Da han sidst saa
hende, var hun en beskeden, tarvelig klædt Pige, her stod hun omgiven
af Luxus i en kostbar Dragt som en Dronning. En sørgmodig Følelse
gennembævede ham ved Tanken om, at en saadan Lykke, som den, han her
troede at se, kunde ogsaa være falden i hans Lod. Blomsterduften, den
milde Varme, Biernes Summen, det lyse, rolige Værelse mindede ham paa
en uklar Maade om hans Barndom, om hans kærlige og svage Moder, om en
lykkeligere og bedre Tid.

Han stod et Øjeblik og saa paa Judith, hans Ansigt havde et mildt
sørgmodigt Udtryk, derpaa gik han tilbage og satte sig ned. Hvad han
her saa, forekom ham saa harmonisk og fuldendt, at han syntes, han
ligesom ikke havde Ret til at være her, at han besmittede Luften i
dette Hjem, der var hendes. Han var heller ikke rigtig sikker i
Banners Selskab; der var en Tid, syntes han, da de var ligestillede,
saa at sige medskyldige; men nu, da Banner havde giftet sig, stod han
højt over ham og saa ned paa ham med Medlidenhed og Foragt.

«De vil vel nok blive og spise til Middag med os?» spurgte Judith.

«Tak, tusind Tak,» svarede Restrup rørt og taknemlig, som om en
ufortjent Naade var bleven ham til Del.

«Jeg gad vide,» tænkte Banner, «hvorfor Judith viser denne Karl
Venlighed; mig keder han ubeskrivelig.»

Der forløb en Times Tid, i hvilken Samtalen slæbte sig tungt afsted;
saa brast Banners Taalmodighed.

«Vil Du vise Hr. Restrup Haven, jeg maa tale med min Forvalter. Jeg
er her, naar vi skal spise. De undskylder?» Og han trak sig tilbage,
maaske for at tale med sin Forvalter, maaske for at læse de Aviser,
som Restrups Komme havde tvunget ham til at lægge bort.

Judith rejste sig og gik ud paa Altanen, Restrup fulgte efter;
der var i hans Ansigt et Udtryk af Taknemlighed, som hos en
Newfoundlænder, der faar Lov til at ledsage sin Herre.

Da de stod sammen i Haven, sagde han i en blød og ydmyg Tone:

«De skal ha' Tak, fordi De vilde mudtage mig. Jeg truede, at jeg
ogsaa skulde udelukkes heruvre, da Banner giftede sig. Det er
undertiden lidt ensumt for mig.»

«Og har jeg da nogensinde vist Dem Uvenlighed?» spurgte hun smilende.

«Nej De har ikke, det er vist, De var altid bedre end alle de
snerpede Fulk derinde i Byen, men ser De, den Gang var De ikke andet
end --» den uheldige Adelsmand standsede forlegen.

«End en fattig, borgerlig Pige, medens jeg nu er den rige
Godsejerfrue. Tror De, at jeg derfor vilde svigte et Menneske, jeg
syntes om?»

«Det skal De ha' Tak for, de Urd, dem skal jeg huske.»

Han strakte Haanden ud, en stor, hvid, velplejet Haand med smukke
Ringe, og hun gav ham sin, som han rystede dygtig, medens han
mumlede: «Det skal De aldrig kumme til at fortryde.»

De gik nogen Tid i Tavshed sammen; Judith spurgte sig selv, hvad der
stemte hende saa mildt overfor denne Mand, der ikke var bedre, langt
snarere værre end de fleste andre, men hun fandt ingen anden Grund
end den, at alle andre behandlede ham uvenlig. Da de havde gaaet
Græsplænen rundt, fortsatte Restrup:

«Ja se, al den Lykke og Rigdum har nu Banner fo'et, furdi han
bremsede i Tide, derfor er han nu anset og agtet, har et rigt Hjem og
en dejlig Kone; havde jeg været klugere, saa --»

«Hvad saa?»

«So havde jeg huldt op i Tide, inden min Gjæld tog Magten fra mig.
Havde jeg den Gang giftet mig --»

«Og hvorfor gjorde De det ikke?»

«Fordi jeg ikke kunde finde en Kune. De adelige Frøkner vilde jeg nu
ikke ha', for de har so fordømt fine Fornemmelser, men jeg ku' heller
ikke finde no'en anden; og da jeg so endelig so en, sum jeg vilde
ha', var det for sent.»

«Det gør mig ondt.»

«Ja, det gør ogsaa mig selv undt. Naar jeg sodan sad hos Prukuraturen
og so paa Dem, so sagde jeg tidt til mig selv, at De var en Kune for
mig; De var bode fornuftig og streng og kunde ha' holdt mig i Ørene,
og so var De alligevel mild og uverbærende. Men so sagde jeg til mig
selv, at ingen ordentlig Pige længer vilde ha' mig, desuden -- so
vilde det hele jo snart være forbi.» Han holdt lidt inde og fortsatte
saa langsomt, næsten som til sig selv: «for nu lakker det ad Enden,
ja det gør.»

Han stak Hænderne i Lommen og saa tankefuldt frem for sig.

Hun blev hverken vred eller forlegen ved hans ligefremme Tilstaaelse,
hun tænkte et Øjeblik, at Fattigdom, delt med en saadan godhjærtet
Mand, var at foretrække for en Rigdom som hendes.

Hun vendte sig og betragtede ham alvorlig.

«Er Deres Sager da i en saa slet Forfatning, som man siger?»

Han standsede ogsaa og gengældte hendes Blik. Men han saa ikke paa
hende, som han ellers plejede at se paa Kvinder. Den næsten ærbødige
Tilbøjelighed, han nærede for hende, gjorde, at hun stod for ham som
Repræsentant for den Slags Kvinder, hvortil ogsaa hans Moder forekom
ham at have hørt, til hvem han kun turde nærme sig med en vis
brødefuld Skyhed. Hun hørte efter hans Mening til en Verden, hvor han
ikke havde hjemme, men ind i hvilken han undertiden vovede at kaste
et vemodigt Blik.

«Ja, mine Sager staar slet. Jeg har en dødelig Sygdum, skal De vide,
sum hedder Krediturer. Den er lige so sikker sum galluperende
Svindsot. Det kummer kun an po at hulde Livet so længe sum muligt, at
lade det go po Pumperne. Men det hænger over mig sum et -- et
Damaskus Sværd -- eller hvad det nu hedder, og nor mine Krediturer
før eller senere falder uver mig, er jeg en død Mand.»

«Død?» spurgte hun; hun troede, han talte i Lignelser.

«Ja -- for so har jeg i Sinde at skyde mig. Jeg har en ladt Revulver
liggende hjemme; den skal ikke bruges til andet; den ligger og venter
po mig, og jeg venter po mine Krediturer. Det er underligt, at go
sodan stærk og rask umkring, og so ikke vide, um man lever den næste
Dag. Det er ellers en nydelig Revulver! Den har kustet mig tre
Hundrede Kruner, den er helt med Sølvbeslag.»

Hun var nær ved at smile; under de sørgelige og alvorlige Tanker,
hans Tale vakte, kom denne Berømmelse af Mordvaabnet saa pudsig.

«Ja -- so dør jeg fra mine Heste og Hunde og Kunkyljer og det
altsammen.»

«Og hvilket sørgeligt, ilde anvendt Liv har det da ikke været,» sagde
hun alvorlig.

«Aa ja somænd,» svarede han, «nor jeg rigtig tænker efter, har jeg
heller ikke haft et glad Minut al den Tid, jeg kan mindes.»

Han sagde det meget rolig og ligefremt, men det greb hende dybt.
Syvogtredive Aar gammel, maaske sin Død nær og ikke været glad et
Minut i hele sit Liv!

«Hvorledes kom De da ind paa alt dette, hvorfor søgte De aldrig at
tage Dem sammen?»

«Nej, for ser De, jeg tænkte i Begyndelsen, at det skulde være
mursumt og alt sodan no'et, men da jeg so alligevel aldrig var rigtig
fornøjet ved al den Rigdum og Lystighed, so blev jeg melankulsk, og
so begyndte jeg at drikke. Jeg syntes, at de allesammen kun brød sig
um mig for Pengenes Skyld, og at jeg ikke havde en eneste Ven. So
blev jeg led ved de Penge og smed dem ud. Naar jeg var fuld, so blev
jeg ustyrlig og gjorde mange gale Ting, og nor jeg var ædru, so
angrede jeg det, og so drak jeg igen. Sodan gik det rundt og rundt,
det ene tug det andet med sig, og jeg kunde ikke kumme ud af det
igen. Jeg bliver trukket afsted, enten jeg vil eller ej, og det
bliver vel ikke forbi, før jeg dør; og det er somænd heller ikke
nogen pæn Mode at ende Livet po, den, sum jeg har bestemt; men --» og
her slog hans letbevægelige Sind atter over, «Pistulen er nydelig, og
jeg har i mit Testamente bestemt, at den skal ødelægges efter min
Død, for den ska' kun bruges til det samme. Og so meget har jeg vel
at raade uver, no'er jeg er død. Det bliver vel ogsaa det hele. Jeg
vilde for Resten gerne gi' Dem no'et, for de Timer, jeg har set Dem,
har dog været no'en af de bedste i mit Liv, men selv um jeg
testamenterede Dem no'et, er det ikke sagt, at mine Krediturer gav
Dem det.»

Hun maatte smile, skønt hun følte sig nedtrykt ved Synet af denne
Mand, som her gik ved hendes Side, med det stærke Legeme og den svage
Sjæl, med sit trods Raaheden bestikkende Væsen, med de mange Chancer
for et lykkeligt Liv og saa den ynkelig forspildte Tilværelse og
Selvmord som sidste Ressource.

De havde nu gennemvandret hele Haven og gik tavse op ad mod Huset. Da
sagde han med en pludselig Indskydelse: «Vil De ha' no'et til Minde
um mig? men det bryder De Dem vel ikke um? for jeg ved ju ikke, hvur
længe jeg foer Lov til at leve, og um jeg ser Dem igen.»

Der var noget barnligt i denne Mands Væsen, noget ydmygt over for
hende, som rørte hende.

«Vil De give mig noget til Tegn paa Deres Venskab, saa tager jeg det
gerne, men De maa ikke opgive Haabet endnu.»

«Aa nej, skønt hvurfor skulde man ønske at leve? Det er der da ingen
videre Fornøjelse ved?»

Han trak en Ring af sin Lillefinger: «Vil De ha' den, det er en køn
Sten, den er fra Paris.»

«Ja, vil De saa love mig at tage bedre fat paa Livet?»

«Nej!» sagde han med Eftertryk, «det kan og vil jeg ikke, for jeg
hulder det ikke. Jeg er for dybt i det nu, ikke en Stump af, hvad jeg
har, er mit eget, jeg er tutalt ruineret. De har snydt mig
allesammen, jeg kan ikke mere klare mig; om et Oer eller en Moned
eller en Uge er det forbi. Nu mo jeg løbe Linen ud og blive i den
gamle Skure! Men,» fortsatte han med et nyt Omslag i sin Stemning,
«jeg ved ikke, hvurfor jeg fortæller Dem alt det; det er moske, fordi
det i mine rulige Timer stor so levende for mig; men jeg kan ju
aldrig sige det til no'en, for de gør Nar ad mig og griner ad mig
allesammen.» Pludselig skiftede hans Ansigt Udtryk. «Gør De moske
ogsaa Nar ad mig?»

Hans sløve Blik var pludselig blevet funklende og hvilede paa hende
saa forskende og mistroisk, som om han vilde læse hendes inderste
Tanker. Men hun mødte hans Blik rolig og aabent, og han blev atter
sig selv.

De stod nu igen i Havestuen. Næste Øjeblik meldte Tjeneren, at der
var anrettet. Banner kom til i fuldstændig «dress», gnidende sine
hvide, soignerede Hænder i hinanden.

«Restrup, vil De tage min Hustru til Bords?»

Han gik selv i Forvejen, og de to fulgte efter, tavse og sørgmodige.

       *       *       *       *       *

En Maanedstid senere kørte Prokurator Hinding ind paa Restrupgaard.
Han havde en halv Times Samtale med dens Ejer, hvorpaa denne fulgte
ham ud til Vognen, som havde holdt forspændt saa længe. Prokuratoren
smilte og talte i en godlidende Tone, Restrup var noget bleg, men for
Resten ganske sig selv.

«Som sagt, han maatte have Pengene, jeg kørte selv ud for lovformelig
at opsige dem, men hvad, en Mand som De vil sagtens kunne rejse dem
et andet Sted.»

«Lad us ikke spille Kumedie, Prukuratur; De har havt mig i Løkken
hele Tiden, nu synes De, at Tiden er passende, saa trækker De til;
det var ogsaa klugt nok, for der bliver ju mindre at plukke for hver
Dag. Det bliver en fed Forretning, hvis Krediturerne giver Dem Buet
under Behandling, og det er De vel sikker po?»

«Pyh! De klarer Dem magelig, det skulde være mærkværdigt andet. De
naar nok at dø som den rige Godsejer Restrup.» Prokuratoren lo
forbindtlig.

«Ja, De har moske Ret,» svarede Restrup med en saa ejendommelig
Betoning, at Prokuratoren et Øjeblik blev bange for, han skulde have
nogle ham ubekendte Ressourcer.

«Naa, far vel! Saa tales vi ved til den fastsatte Tid.»

«Ja, i Helvede,» mumlede Restrup, da Vognen rullede ud af Porten.

Da gik han op paa sit Værelse, tog den smukke sølvbeslagne Revolver,
betragtede den et Øjeblik tankefuldt, og gik derpaa med den i Haanden
over Gaarden ned til Stalden. Den var tom, Folkene var i Marken og de
fleste af Hestene ogsaa. Kun hans egne Køreheste og hans smukke
Ridehest stod der. Han gik ind i Baasene til Kørehestene, klappede
deres fine Hoveder og mumlede nogle Ord til dem. De drejede sig og
saa efter ham, men stak saa atter Hovederne ned i Krybben; han hørte
dem knuse og gumle Foderet og pruste ned i Hakkelsen og Havren.

Derpaa gik han ind til sin Ridehest. Han lod sin Haand glide
kærtegnende ned over dens blanke, sorte Hals. Dyret strøg kælent
Hovedet op ad ham, han tog Pistolen frem, satte den til Hestens Øre,
og i næste Nu foer Kørehestene sammen ved Skuddet og Skriget. Restrup
vendte sig hastig og forlod Stalden. I Gaarden havde Skuddet intet
Røre vakt, ikke engang Pigerne var komne til Vinduerne, det var saa
almindeligt, at Restrup gik og plaffede paa Kattene, der til deres
Ulykke forvildede sig indenfor hans Skudvidde.

Han gik op paa sit Studereværelse, satte sig i den magelige Stol
foran Kaminen, hvor han ofte om Sommeren lod nogle Brændeknuder
blusse, og ringede paa sin Tjener: «Bring mig en Flaske af den gamle
Jamaica Rum,» befalede han.

Da Tjeneren bragte den sammen med et uhyre Glas, bemærkede han, at
det var den sidste Flaske.

«Det er gudt, saa slug den s'gu akkurat til.»

Da Tjeneren var gaaet, lukkede han Døren i Laas efter ham og satte
sig atter i Lænestolen, han kaldte paa sin Dogge, der laa og smaasov
under hans Skrivebord. Hunden kom hen og lagde sit Hoved paa hans
Knæ, medens den forventningsfuld saa ham op i Øjnene.

Han strøg da atter dens løse Hovedhud fremover, idet han mumlede sit:
«Gu'e gammel Hund». Det bidske Dyr skælvede af Glæde under hans
Kærtegn. Saa lød der et kort Hyl eller Bjæf, den dumpe Lyd af et
Skud, og det svære Dyr laa stift, med Benene strakte fra sig, for sin
Herres Fødder.

«Saa,» sagde Restrup, «nu vilde jeg ønske, jeg var lige saa vidt.»

En kold Sved brast frem paa hans Pande. Var det nu virkelig
forestaaende, skulde han nu dø. Dette Legeme var dog kraftigt og
sundt, hans Aandedræt gik saa dybt og rolig, hans Sanser var skarpe,
hans Blod varmt, og dog vilde han om faa Minutter have ophørt at
leve. Han mærkede en kvælende Fornemmelse i sin Strube, hans Hænder
blev kolde og skælvede. Han lukkede Øjnene. Var det ikke en Drøm, var
Timen virkelig slaaet, vilde der ikke komme Hjælp -- ja blot -- vilde
hans Tjener ikke komme, hidkaldt af Skuddet. Men Tjeneren kom ikke.

Han skulde altsaa dø. Han betragtede det smukke Vaaben, som han saa
sorgløst havde berømt for hende. Den Gang forstod han ikke sine egne
Ord, men nu forstod han dem. Han skulde dø i sin fulde Ungdomskraft,
i sin bedste Alder. Han fik en underlig Medlidenhed med sig selv, med
dette smukke, kraftige Legeme, disse stærke Hænder, som om et Øjeblik
skulde hænge slappe, tunge og døde. Og han sad som Barnet, der skal
tage Medicin; det ved, det skal, og opsætter det dog fra Sekund til
Sekund.

Endelig tog han sig sammen. Han fyldte det store Glas med den mørke,
gyldenrøde Rom, uden at agte paa den Karaffel Vand, Tjeneren havde
sat frem til at blande den med, han nedsvælgede den glødende Drik i
lange, begærlige Drag; da han satte Glasset fra sig, var hans Kinder
hede og hans Øjne funklede.

Han greb atter Pistolen, Haanden rystede ikke længer, og Felix
Restrup gik ud af Livet i en Rus, fulgt af sine trofaste Venner, sin
Hest og sin Hund.

Om Aftenen sprængte man Døren, saa blev der sendt Bud til Doktoren,
til Politiet og til Prokuratoren. Doktoren kom strax, saa paa det
svære Legeme, rystede paa Hovedet og erklærede ham efter nogen
Betænkning for død af et dræbende Skud gennem Hjærnen. Justitsraaden
kom den næste Dag i Uniform, holdt Forhør og erklærede, at her
forelaa et Selvmord. Derefter forsegledes hans Ting, Boet blev taget
under Behandling og erklæret fallit, og saa faldt Kreditorerne og
Prokuratoren over det.

Der var mødt mange til Begravelsen, men der mødte flere til
Auktionen, som blev holdt efter Hindings Begæring; det blev virkelig
ham, som kom til at skumme Fløden af Forretningen. Tjenestefolkene
fik deres Løn og deres Afsked. De havde staaet modfaldne om deres
Herres Lig. Der var maaske ikke en af dem, der ikke endnu bar Spor af
hans Hænder eller hans Ridepisk, men der var heller ingen, der jo
ikke havde draget Fordel af hans Ædelmodighed eller hans
Ubetænksomhed. Derpaa forlod de sukkende det Sodoma og Gomorrha, hvor
de saa længe havde fulgt deres egne Lyster og levet efter deres egne
Tilbøjeligheder.

Saa kom da alle de værdifulde eller værdiløse Genstande, Restrup
havde samlet om sig, under Hammeren. Gaarden selv med tilliggende
blev købt af en rig, bondefødt Ejendomsbesidder, som vilde have den
til sin Søn. Godset blev udparcelleret og solgt til de omboende
Bønder. Luxushestene, en Del af Sølvtøjet, de bedste Vine og de
Kunstgenstande, der havde Værdi, tilsloges Godsejer Banners
Kommissionær.

Restrups Død havde ikke gjort synderligt Indtryk paa denne, i alt
Fald røbede han det ikke.

Den Dag, han fik Underretning derom, gik han ind til sin Hustru og
sagde til hende: «Vor Nabo har skudt sig. Det er den fornuftigste
Handling, han har foretaget sig i sit Liv.»

Men paa hende gjorde Nyheden stærkt Indtryk; hun svarede harmfuldt:
«Mindre ædle og brave Mænd gaa stolte om, fordi de have havt mere
Held med sig end han; Restrup havde fortjent en bedre Skæbne.»

Hendes Mand trak paa Skulderen og gik.

Da han var borte, brast hun i Graad, hun vidste næppe selv hvorfor.
Det var de eneste Taarer, som blev fældede ved Felix Restrups Død.

       *       *       *       *       *

Hun laa paa sin Chaiselongue. Hun erindrede, at da hun som ung Pige
gæstede Gaarden, havde hun ønsket sig en saadan Chaiselongue
betrukken med Silketøj, stillet paa dette Sted, hvor der var Udsigt
ud over Haven, Voldgravene og Markerne bagved, altsammen hendes og
hendes Mands. Men hvor mærkede hun nu lidet til den Glæde over
Rigdommen og Magten, som hun den Gang havde drømt om!

Hun havde læst. Det var den Bog, som i Fortalen bliver anbefalet til
stærke Hoveder og Hjærter -- «Breve fra Helvede». Hun havde taget
den i sin Mands Bogsamling og kiget lidt deri, men var snart bleven
træt af dens Fantasterier. Hun laa nu og stirrede ligegyldig frem for
sig.

«Helvede,» sagde hun en Gang halvhøjt, «hvilken Taabelighed! Behøver
vi noget Helvede efter Døden? Helvede er jo allerede her i Livet, og
jeg er i det. Rundt om mig isnende Kulde, Tomhed og Ligegyldighed, et
Liv uden Indhold, blot Ørkesløshed og Hensigtsløshed, er det ikke
Helvede? Og inden i mig en evig Higen efter noget, som jeg ikke selv
ved, hvad er, en brændende Anger over at forspilde noget, som jeg
heller ikke forstaar, hvad er. «Deres Orm dør ikke, og deres Ild
udslukkes ikke!» hedder det -- ja, der er en Orm i mig, der bider og
gnaver og aldrig lader mig i Fred. Hvad er det, jeg higer og længes
efter? Jeg troede, det var Ro og Uafhængighed, Luxus og Velvære, jeg
ofrede mig for at opnaa det og var lige nær. Nej, jeg er ikke
lykkeligere nu end før. Jeg jagede efter Skygger, de blev til intet.
Jeg har _solgt_ mig, og intet vundet!» En glødende Skamrødme steg op
i hendes Kinder, hun vendte Hovedet mod Væggen og knyttede Hænderne i
afmægtig Harme. «Solgt mig, ikke alene mit Legeme men min Sjæl! Har
jeg ikke modstandsløst tilladt, at han forhærdede den, har han ikke
gjort mig ligesaa haard og hjærteløs, som han selv er! Jo og atter
jo! Jeg er bleven slettere, og jeg vedbliver dermed. Der var dog en
Tid, da jeg saa op til, hvad der var godt og stort, da jeg kunde
være kærlig og ofre mig for andre -- nu er det forbi, det er, som om
det alt var visnet i mig -- alt, uden denne Higen efter noget, som
jeg ikke selv ved, hvad er. Hvor dog Livet er elendigt og Menneskene
ulykkelige.»

Hun laa paa en Chaiselongue betrukken med kostbart kinesisk Silketøj;
alt rundt om hende tilhørte hende, hvert af hendes Ønsker var en Lov,
og hun fortvivlede dog ved Tanken om sin egen og Alverdens
Elendighed.

       *       *       *       *       *

Der forestod en stor Begivenhed. Ahnbjerggaard ventede en Arving.
Dette gjorde dog ikke Husets Beboere gladere og haabefuldere, Judith
var nedslaaet og bekymret ved Tanken om det forestaaende, og Banner
vovede ikke at glæde sig paa Forhaand. Han var saa ofte bleven
skuffet i sine Forhaabninger og desuden forekom denne Lykke ham for
stor, til at han turde haabe paa den. Jo mere Tiden nærmede sig,
jo højere steg hans pinlige Anelser, og saa kom dertil den
forfærdeligste Tanke af dem alle: hvorledes havde hans foregaaende
Liv været, turde han haabe at faa sunde og kraftige Livsarvinger? Og
han forberedte sig paa det værste, for at Skuffelsen ikke skulde
blive for grusom.

Den nervøse Omhyggelighed, han viste sin Hustru, tjente kun til at
forøge hendes pinlige Stemning. Til sin egen Beroligelse lod han
næsten daglig Lægen hente og gjorde ham som oftest de urimeligste
Spørgsmaal. En Dag foranledigede han den værdige Æskulap, der vidste,
at Banner ved tidligere Lejligheder havde udtalt sig med stor Foragt
om hans Videnskab og Stilling, til at erklære, at han ikke var
Profet, naar han ej en Gang vidste Besked om det forbigangne, da at
kunne udtale sig om det tilkommende; hvorpaa Banner blev vred og som
saa ofte førhen kaldte Lægevidenskaben Fuskeri og Humbug.

Endelig oprandt Dagen. De Lidelser, Banner da underkastedes, overgaar
enhver Beskrivelse. Ventetimerne, han tilbragte i sit Arbejdsværelse,
var en fuldstændig Liggen paa Pinebænken. Hans nervøse og utaalmodige
Sind gjorde Oprør mod de sidste Minutters Spænding, uden at forkorte
dem et Sekund derved.

Han prøvede paa at tage sig sammen, sagde sig selv, at han
naturligvis vilde blive skuffet, men at han vilde bære det som en
Mand. Hvad nyttede det at haabe, at bygge Luftkasteller. Det hele var
en følgerigtig Række af Konsekvenser, som ikke lod sig forandre, og
hvad var Konsekvenserne af hans Liv?

Saa traadte Tjeneren ind, stiv og ærbødig.

«Nu,» stammede Banner, og hans Hjerte bankede, saa han frygtede,
Tjeneren kunde høre det.

«Fruen har lykkelig bragt en Søn til Verden, han er sund og rask.»

Banner betydede ved en Haandbevægelse Tjeneren, at han kunde gaa, han
vilde ikke have, at nogen, mindst hans Tjener, skulde være Vidne til
hans Sindsbevægelse. Men i dette Øjeblik følte han, at der var
foregaaet en Omvæltning i ham, som han ikke selv vilde have troet
mulig. Han var gennemstrømmet af en Taknemligheds- og Lykkefølelse,
om hvis Tilværelse han havde tvivlet. Nu vidste han, at han ikke et
Øjeblik havde turdet haabe paa at faa en Søn, og alligevel var det
sket, han havde en Dreng, en Livsarving. Livet forekom ham ikke
længere hensigtsløst, han havde et Maal, et Hverv, noget at stræbe
efter og leve for. Og denne Lykke, som hans skeptiske Sjæl havde
vægret sig ved at tro paa, overvældede ham nu med hele sin Styrke. En
Søn, hans, Johan Banners Søn, Arving til hans Gods, hans Navn, hans
Rigdom, en Søn, der skulde oprette hans forspildte Liv! Hvor fik alt
om ham pludselig Værd; han fik Trang til at takke, men man takker
ikke «en følgerigtig Række af Konsekvenser». Han ønskede et Øjeblik,
at han kunde henvende sig til Gud, men det stod ikke i hans Magt. Da
lededes hans Tanker uvilkaarlig hen paa hans Hustru, hende kunde han
takke, og han gjorde det inderlig og varmt i sine Tanker; han syntes
i dette Øjeblik, at han kunde kysse hendes Hænder. Hun var nu ikke
blot hans Hustru, hun var hans Barns Moder, og han ærede hende som
saadan, -- det var første Gang i sit Liv, han havde næret nogen
virkelig Ærbødighed for en Kvinde.

Da han snart efter fik sin Søn at se, da han betragtede den spæde
lille Fyr, der allerede havde Antydninger af mørkt Haar paa det
skaldede Hoved, da han saa de store, brune Øjne og de smaa, knyttede,
blaarøde Hænder, steg Taarerne ham til Øjnene, og det var første Gang
i mer end tyve Aar, at det var hændtes ham.

Han havde hidtil afskyet Børn, men dette lille hjælpeløse Væsen
forekom ham at være noget af det mest rørende, han havde set. Det var
første Gang i sit Liv, han saa et spædt Barn, og han vilde sikkert
have vendt sig bort med Modbydelighed, hvis det havde været enhver
andens; men dette var _hans_ Dreng, hans egen lille Søn.

«Kan jeg røre ved ham?» spurgte han Ammen.

Den gode Kone -- han havde holdt strængt paa, at det skulde være en
Bondekone fra Godset, og ingen Pige af tvivlsomt Rygte og Fortid --
smilede med al den Overlegenhed, Ammer gærne er i Besiddelse af, og
svarede ja.

Han løftede da paa en meget kejtet Maade den lille stive Pakke i
Vejret og betragtede den ængstelig.

«Barnet skriger slet ikke,» sagde Ammen, «det var da mærkværdigt.»

Og hans Hjerte kom i stærk Bevægelse ved den taabelige Tanke, at
Barnet skulde kunne mærke, at det var dets Fader, som tog det.

Dets Fader! Navnet fyldte ham med en hel ny Følelse af Værdighed.
Hans letsindige, egenkærlige Liv laa bag ham som en Drøm, som
noget uforstaaeligt og taabeligt. Han var kommen i Havn;
Familiefaderværdigheden forekom ham ikke, som den en Gang havde gjort
det, spidsborgerlig og ufri.

Barnet rynkede Panden ned i en mærkværdig Spids, dets Næse trak sig
sammen, Øjnene lukkedes, og Munden aabnedes. «Min Gud, faar det
Krampe?» udbrød Banner.

«Nej, han begynder at vræle,» sagde Ammen og tog Barnet ud af hans
ubehjælpsomme Hænder.

       *       *       *       *       *

Banner havde forskrevet et meget smukt Collier fra Paris for at give
det til sin Hustru. Da han efter Barnets Fødsel atter saa hende,
vilde han gærne have sagt nogle hjærtelige Ord for at udtrykke sin
Taknemlighed og Glæde, men det havde altid været ham vanskeligt at
finde Udtryk for den Art Følelser, og den Mur af Spot og Kulde, de
havde bygget mellem sig, stod desuden stadig i Vejen; hun gjorde
heller ikke det mindste Skridt for at hjælpe ham. Resultatet blev kun
en ceremoniel Henvendelse, som aldeles ikke svarede til, hvad han
havde ønsket at sige; det ærgrede ham, men han var heller ikke
senere i Stand til at bøde derpaa. Da nu Halsbaandet ankom en Morgen
med Posten, aabnede han Pakken, lukkede Etuiet op, fandt intet
væsentligt at udsætte paa Smykket og overrakte det med et Buk til sin
Frue.

Hun saa forbavset fra Gaven til ham og ventede aabenbart paa en
Forklaring. Nu var Lejligheden kommen til at sige de venlige Ord, men
han mumlede kun nogle utydelige Stavelser og vendte sig bort, yderst
forlegen over Situationen. Hun beholdt Etuiet i Haanden, følte baade
Taknemlighed over Gaven, som funklede hende i Møde, og Vrede over den
kolde Maade, hvorpaa den var bleven skænket, og vidste ikke, hvad hun
skulde gøre; hun formaaede ligesaa lidt som han at frigøre sig fra
den unaturlige Stivhed, de havde paatvunget hinanden. Efter et
Øjebliks Tavshed sagde hun med større Kulde, end hun egentlig havde
ønsket: «Det er en meget kostbar Gave -- maa jeg takke Dig.»

Han svarede ikke, hendes Kulde lagde han ikke videre Mærke til, hun
havde ophørt at være hans Modstander, hans Tanker havde faaet et nyt
Maal, og Interessen for hende som saadan var kølnet. I det højeste
ærgrede det ham, at han var kommen saa kejtet fra Forsøget paa at
vise hende en Venlighed.

       *       *       *       *       *

I den første Tid efter Barnets Fødsel var Judith ikke mindre lykkelig
over det end Banner, om det end ikke havde bevirket en saa stor
Omvæltning i hende som i ham. Ogsaa hende havde det lille Barn givet
et Maal for Livet, og hun betragtede det i Begyndelsen som noget, der
alene hørte hende til; hun lagde allerede Planer for dets Fremtid og
Opdragelse, Planer, hvori ingen tredje Mand var med. Hun var skinsyg
paa Ammen og tilbragte hele sin Dag i Barnestuen for ikke at
fortrænges fuldstændig af Barnets Sind. Hun udførte selv Af- og
Paaklædningen, legede med det og vuggede det. Hvor blev hun ikke
forbavset ved paa dette Omraade at finde en Rival i sin Mand. En Dag,
da hun kom ned i Barnestuen, sad han ved Vuggen og snakkede for
Drengen. Hun blev saa overrasket, at hun ikke formaaede at skjule
det, han forekom hende saa usigelig pudsig i denne Situation. Men
hendes optrukne Øjenbryn og forbavsede Smil afskrækkede ikke Banner,
hun traf ham hyppigere og hyppigere hos Barnet. Han sad der saa
rolig, legede med og talte for den lille paa en Maade, der indbød til
Spot, men med en Sindsro, som tilintetgjorde enhver Tanke om at prøve
derpaa. Saa harmedes hun over hans Anmasselse, og gik sin Vej, naar
han kom; hun spurgte sig selv: «Er det hans Hensigt at berøve mig
Barnet?»

Hun var for stolt til at sætte sig til Modværge. Men i hendes
Fortrydelse over at blive krænket i de Rettigheder, hun udelukkende
ansaa for sine, blandede sig en smertelig Frygt for, at hun skulde
blive endnu mere forladt end før, thi hun saa godt, at medens de dog
førhen havde været lige ulykkelige, lige ensomme, saa at den ene ikke
havde noget forud for den anden, saa stræbte han nu at vinde sig en
Forbundsfælle i Barnet, og hvis det lykkedes, vilde hun komme til at
staa ene og forladt som aldrig før.

Saa var da Barnet blevet dem et nyt Stridsæble. Hun angrede snart, at
hun i misforstaaet Stolthed havde ladet sig forjage fra dets Nærhed,
og hun blev atter en flittig Gæst i Barnestuen, men nu indsaa hun,
hvor meget hun allerede havde tabt. Den lille Drengs Hengivenhed
havde delt sig mellem Ammen og Faderen, der var intet tilbage til
hende. En væsentlig Grund hertil var rigtignok ogsaa, at Ammen ikke
kunde lide hende paa Grund af hendes stolte, ordknappe Væsen; Banner
derimod var bleven Genstand for den brave Kones Tilbedelse. Thi
rigtignok talte han aldrig til hende, men alene Godsejerens
Nærværelse var hende nok, «thi,» ræsonnerede hun, «det er jo intet
Under, at han, der er saa fornem, ikke snakker med en, men Fruen er
da ikke mer end en almindelig Prokurator-Datter, saa hun behøver
saamænd ikke at være saa stor paa det.»

Resultatet blev, at Bondekonen højlig opmuntrede Drengens Kærlighed
til Faderen paa Moderens Bekostning. Hun gentog Ordet «Fa'er» saa
mange Gange, at Barnet, saa snart det kunde artikulere en Lyd,
stammede «Fa'er» efter hende; hun opmuntrede Forsøget, og da Banner
en Dag kom ned for at se til sin Dreng, hoppede han paa Ammens Arm,
rakte Hænderne ud og raabte sit «Fa'er». Dette var en Genistreg fra
Konens Side, som Banner ikke lod ubelønnet.

Snart hilste Raabet ham overalt, Drengen sprællede af Utaalmodighed
for at gaa fra Ammens Hænder over i Faderens; thi hvor sad han saa
sikkert, som paa denne Arm, hvem formaaede at løfte ham saa højt,
holde ham saa fast, tumle ham med en saadan Lethed. Snart gjorde han
sine første vaklende Trin fra Ammen over til Faderen, der sad paa Hug
over for hende, og i hvis aabne Arme den lille Fyr tumlede ind med
stor Stolthed over sin Bedrift.

Men dette, at Judith mærkede, at hun var fremmed for sit Barn, blev
hende det stærkeste Stød, den haardeste Prøvelse. «Det er jo Mo'er»,
sagde Ammen nok, men «Fa'er -- Fa'er,» raabte den lille halsstarrige,
knyttede de buttede Hænder og vendte sig vrissende fra sin stakkels
Moder. Saa lod Judith Armene synke og gik sin Vej, men naar hun var
ene, udbrød hun i Fortvivlelse: «Jeg kan ikke gøre for det, men jeg
mærker, jeg bliver ond.»

Da Erik Banner -- saaledes var han i Daaben bleven opkaldt efter sin
Bedstefader -- var et Aar gammel, fordrede Judith paa det
bestemteste, at Ammen skulde bort. Det skete vel, og det forbedrede
ogsaa hendes Forhold til Barnet, men vandt hun et Skridt, saa vandt
Banner hundrede, Eriks Hengivenhed for ham voxede Dag for Dag, og
Judith vred sig i Smerte over sin Forladthed. Hun saa, hvorledes
hendes Mand og Barnet sammenrottede sig og knap syntes at lægge Mærke
til hende, og hun indbildte sig, at hun ikke havde Betingelserne for
at vinde Drengens Kærlighed. Hun var ogsaa enten for heftig og
fordringsfuld i sine Kærtegn, eller hun vendte sig bort med krænket
Stolthed for at lade ham gaa til sin Fader, siden det jo dog var ham,
han holdt af. Begge Dele skræmmede Drengen -- saa var han meget
sikrere overfor Faderen -- men hun kunde vride sine Hænder og spørge,
om hun da var bestemt til at gaa til Grunde.

Inde i Banners Værelse sad den lille Fyr paa Tæppet med en Stabel
Bøger foran sig, pludrende og leende, medens Banner vel de hundrede
Gange vendte sig fra sit Arbejde for at tale eller lege med ham. Den
magelige Mand kunde rejse sig fra sin blødeste Lænestol, naar han
mærkede smaa trippende Skridt udenfor, hørte Navnet «Fa'er», og saa
Dørgrebet blive bøjet ned af en Haand, der var alt for lille, sad paa
en alt for kort Arm og en alt for stumpet Krop til at kunne udføre
Forsættet, selv naar den strakte sig til det yderste, og maatte
slippe Grebet just i det afgørende Øjeblik for at paakalde Hjælp. Saa
sprang Banner op og aabnede Døren, i næste Nu laa to smaa Arme om
hans Hals, to varme, bløde Læber trykkedes mod hans, og Drengen
raabte: «Fa'er sød -- gi' mig Bildebøger.» Hvor kunde da den
blaserede Mand trykke det lille bløde Legeme ind til sig og svare:
«Ja, min egen velsignede Dreng!» og lade sig ruske i Skægget og
kommandere af den lille Purk, der kendte sin Magt.

Der kom vaade, smaa Fingre i de fine Billedbøger, og Erik havde en
vis rask Maade at vende Bladet paa, medens den anden Haands
Tommelfinger endnu holdt paa det, som jævnlig foranledigede, at
Billedet gik midt over, men Banner havde endnu aldrig set nogen have
saa stor Fornøjelse af disse Billeder, kunde de da finde bedre
Anvendelse?

I Efteraaret fyldte Erik Banner tre Aar. Begivenheden blev fejret paa
Godset med Flagning fra alle Bygninger, hvor et Flag fandtes. Om
Formiddagen var der formelig Kur; Folk kom, ligesom paa Banners
Fødselsdag for at bringe deres Lykønskning. Purken sad paa sin Faders
Arm og tog mod Gratulationen saa stolt som en Prins. Hvor han ligner
sin Fader, hviskede Gratulanterne, og visselig, Banner tog dem det
ikke ilde op. Judith stod ved Siden af, Drengen havde kysset sin søde
Mamma, men meget hurtig og forretningsmæssig; han holdt nok af hende,
men ved Siden af Kærligheden til Faderen forsvandt enhver anden
Følelse.

Om Eftermiddagen blev det straalende Vejr, mildt og varmt, som midt
om Sommeren.

Da Gratulanterne var gaaet, havde Judith trukken sig tilbage til sit
Værelse, Barnets Ligegyldighed pinte hende i Dag mer end sædvanlig,
og som det var blevet hendes Vane, fjærnede hun sig fra andre, skønt
hun godt vidste, at denne bestandige Opdæmning af Smerten gjorde
hende endnu ulykkeligere og mere bitter.

Hun sad ved Vinduet fordybet i sine Tanker, da hun blev opskræmmet af
overgiven Latter og noget, der lød som Hestevrinsken; hun kendte
Eriks Stemme, men hvorledes kom der Heste i Haven. Hun stillede sig
bag Gardinet og saa ud. Jo -- der galopperede den stive, formelle
Johan Banner i den Tro, at han var ubemærket, med sin Dreng paa
Ryggen ned ad Havens Gange. Erik holdt ham om Halsen og lo, saa det
gav jublende Genlyd, naar Faderen søgte at efterligne sine firbenede
Kollegers Vrinsken.

Det saa komisk ud, men Judith var ikke i Stand til at le, der kom
tvært imod en sviende Smerte i hendes Øjne. Hun forstod i dette
Øjeblik, hvor højt Banner maatte elske Barnet, siden han kunde give
sig til at lege med det paa denne Maade. -- Nu var de trætte. Banner
kastede sig i Græsset og tørrede sin Pande. Drengen kom med en Tot
Græs for at regalere sin udmattede Hest, og Banner tog Totten i
Munden og tyggede tankefuld derpaa.

Saa begyndte Drengen at pludre og Banner lo -- ikke med sin
sædvanlige korte, spottende Latter, men saa frisk, saa ungdommelig.
Da vaagnede alle de bedste Følelser hos hende -- aa, endnu var det
Tid, hvis man vilde tage hende med, saa vilde ogsaa hun kunne le med,
sidde der i Græsset og være lykkelig sammen med dem. Men de brød sig
ikke om hende, hendes Øjne sved heftigere, Haven og de to dernede løb
i et for hendes Blik, hun vendte sig bort og hulkede smertelig.

Men nede i Haven laa de to, Fader og Søn, saa lykkelige ved hinanden,
som Mennesker kunne være det.

«Hvorfor har Du ingen Haar, Fader?» spurgte Erik.

«Fordi jeg har plukket det af og givet dig det.»

«Giver Du mig da al Ting, Fader?»

«Ja, min Dreng, alt hvad jeg ejer, skal Du faa, naar Du vil være
artig og god og holde rigtig meget af mig og blive et bedre Menneske,
end Din Fader har været.»

       *       *       *       *       *

Da Erik Banner voxede til, røbede der sig et Hang til nervøs
Overspændthed hos ham. Hans Legeme var sundt om end langt mindre
kraftigt end hos hans jævnaldrende blandt Bønderbørnene; men hans
Sind var, med al dets Livlighed, tilbøjeligt til nervøs Pirrelighed.
Som lille Barn generede stærk Støj ham og kunde endogsaa bringe ham
til at græde, og senere klagede han over Hovedpine og Træthed. Hans
overgivne Livlighed kunde efterfølges af Slappelse og Mathed, og hvad
der maaske vilde være gaaet ubemærket hen hos en Haandværksmands Søn,
vakte Banners levende Bekymring. Lægen, der blev raadspurgt, var enig
med Banner om at tilskrive dette en Nervøsitet, der allerede kunde
vise sig i en ung Alder, og det var jo ret rimeligt, at den var en
Arv fra hans Fader. Dog tog Lægen Sagen meget rolig, paabød styrkende
Levevis, Motion og Bade, alt sammen noget, som Drengen allerede
brugte, og saa lidt Kinadraaber, som han meget nødig tog. Kininen
syntes at virke, Symptomerne forsvandt eller blandede sig paa en
saadan Maade med Drengens af Naturen heftige Sind, at man ikke mere
kunde skelne det ene fra det andet, Nervøsitet fra Uartighed. Erik,
der blev meget forkælet, havde et temmelig egenraadigt og opfarende
Sind. Ikke at han nogensinde viste dette overfor Faderen, dertil
havde han for stor Respekt for ham, men overfor Moderen og
Tjenestetyendet udviklede det sig i en foruroligende Grad. Judith
havde liden Myndighed over ham, thi efter at hun flere Gange med smaa
moderlige Smæk havde straffet hans Uartighed, lærte hun af den
Forbitrelse, han i lang Tid efter nærede mod hende, at hun maatte
opgive ethvert Forsøg paa at straffe ham, hvis hun vilde beholde
lidt af hans Kærlighed. Og da han, med et Barns Skarpsindighed i det
Slags Tilfælde, indsaa sin Magt over hende, blev Følgen, at han snart
tyranniserede enhver i Huset, undtagen Faderen. Hvis Judith og Banner
havde raadet og støttet hinanden ved hans Opdragelse, vilde de let
have kunnet holde Drengen i Tømme, men hendes stadig tiltagende
Indesluttethed gjorde, at Banner forblev uvidende om hans
Tilbøjeligheder, indtil et Tilfælde viste ham, at det var paa Tide,
at han tog sig alvorlig af Drengens Opdragelse.

Det var en Dag i Høsten, efter at han havde fyldt sit fjerde Aar, at
Erik sad hos sin Moder med en Billedbog foran sig; Judith læste, men
lagde taalmodig Bogen bort for at forklare ham, hvad han ønskede at
vide. Under et af disse Ophold greb Drengen hendes Bog, der forekom
ham at være langt interessantere end hans egen.

«Giv Moder Bogen, lille Erik.»

«Nej, jeg vil se i den.»

Det var et kostbart Værk, som let kunde ødelægges, og hun rejste sig
for at tage den fra ham.

Men Erik holdt fast og strittede imod.

«Vær nu en god Dreng, Erik» -- men han hørte intet.

«Jeg vil ha' den!» hvæsede han.

Hun tog den fra ham. Saa kastede han sig bag over i et komplet Anfald
af Raseri: «Giv mig den, jeg vil, jeg vil, jeg vil,» han foer løs
paa hende og rev i hende, hun værgede sig, holdt Bogen over Hovedet
og sagde venlig: «Lille Erik skal være artig.»

Men Drengen skreg og stampede i Gulvet. Hun var saa vant til hans
Opførsel, men bag dem stod Banner i den aabne Dør, maalløs af
Forbavselse. Det var første Gang, han saa Drengen saaledes. Han
skulde just ud at ride og var kommen gennem Korridoren, da han hørte
Drengens arrige Skrigen, og der stod han nu yderst forbavset i Døren.
Men i næste Øjeblik var der en anden, som blev forbavset, og det var
den hidsige lille Tyran, der blev greben, løftet fra Jorden og for
første Gang i sit Liv erfarede, hvorledes en Ridepisk smager. Han
skreg, han snoede og vendte sig, han tænkte ikke længer paa, at han
befandt sig over for sin Fader, han forsvarede kun sig selv efter
bedste Evne. Men forgæves; Ridepisken faldt ubønhørlig ned over ham
og trak den ene svidende Streg efter den anden over hans Ryg. Han
skreg af Smerte, men blev ikke bønhørt. Judith sad i Sofaen med
Bogen, Stridens Æble, i sin Haand. Hendes Følelser var de samme som
enhver anden Moders ved en lignende Lejlighed. Hvert Slag ramte hende
lige saa haardt som Drengen, og hun oprørtes over den «Mishandling»,
for hvilken han var Genstand. Vilde dette da ikke tage en Ende; men
det var Mændenes sædvanlige Brutalitet, at glæde sig ved at mærke
deres Magt over en svagere. Hendes Stolthed forbød hende at lægge
sig imellem, og Banner ophørte ikke at slaa, førend det lille Legeme
slappedes under hans Haand, før den sidste Gnist af Modstand
forsvandt, og han mærkede, at Drengen var bøjet og skælvede. Saa slap
han ham og gik uden at sige et Ord. Men i Judiths Sind blandede der
sig noget i Medlidenheden med Drengen, en næsten triumferende
Forhaabning. Hun kendte Erik, og vidste, at denne Ydmygelse ikke saa
let vilde udslettes af hans Erindring; den vilde kølne hans
Hengivenhed for Faderen, og saa -- saa kunde hun maaske vinde en
lille Part deraf; hun trængte saa usigelig til Kærlighed.

Hun bøjede sig over ham som han laa der paa Gulvet. «Stakkels lille
Pip,» hviskede hun blidt. Da brast han i en saa lidenskabelig Graad,
at hun blev ganske forfærdet derover. Han græd for øvrigt mest af
Medlidenhed med sig selv. Hun tyssede paa ham, tørrede hans Øjne med
sit eget Lommetørklæde og strøg det fugtige Haar bort fra hans Pande.
«Græd ikke, lille Erik, Moder holder af Dig, Moder skal være god mod
Dig;» og han fik endnu mere ondt af sig selv. Efterhaanden sagtnedes
dog hans Graad. Hun løftede ham op og bar ham hen paa Sofaen; det
voldte ham øjensynlig Smerte, og hans Graad kom igen i smaa hulkende
Suk. «Gør det meget ondt, min lille Dreng. Skal Moder bade dig, Moder
skal ikke slaa Dig,» hun tog hans Hoved ind til sig, «vil Du altid
holde af Moder?»

«Ja,» snøftede han.

«Saa skal Moder nok være god ved Dig.»

Han svarede ikke, han var øjensynlig for udmattet til at nære enten
Vrede eller Taknemlighed. Efter en lang Pavse, hvori hun knælede for
ham, sagde han pludselig:

«Hvor er Fader?»

«Vær rolig, lille Pip, Fader er borte og kommer ikke saa snart, jeg
skal nok passe paa Dig.»

Han laa nogen Tid og ømmede sig. «Kommer Fader snart?» spurgte han
derpaa.

«Nej, det varer længe, Du skal ikke være bange.»

Han slog sig til Ro, og hun fortalte ham Historier. En Gang vendte
han sig om og sagde: «Du er god,» idet han rakte sin Mund op til Kys.
Hvilket lykkeligt Øjeblik for hendes forsmaaede Hjærte.

Men saa mærkede hun, at han atter begyndte at skælve.

«Hvad er det?»

«Nu kommer Fader hjem, jeg kan høre, det er «Emir».»

Hun lyttede anstrængt, men først efter nogle Øjeblikkes Forløb kunde
hun skælne Hovslagene af en Hest.

«Vær rolig, Fader vil ikke slaa Dig mere.»

Erik rejste sig over Ende. «Nu kommer de ind i Gaarden, nu springer
Fader af Hesten, nu gaar han op ad Trappen, og -- og -- nu kommer
han gennem Gangen.»

«Vær ikke bange, Pip!»

Eriks Ansigt var blevet blussende rødt; Døren aabnedes, han snoede
sig ud af Moderens Hænder, hun troede, det var for at flygte, og
vilde holde ham tilbage, idet hun stræbte at berolige ham; men han
sled sig løs, og inden Banner var kommen tre Skridt ind i Stuen,
havde Barnet grebet hans Hænder, klyngede sig op til ham og stammede:
«Jeg skal aldrig mere være uartig -- aldrig mere.» Og saa begyndte
han atter at græde.

En stikkende Smerte greb Judith, hun var lige ved at vaande sig under
den.

Banner løftede Drengen op og kyssede ham: «Fader er ikke længer vred,
men nu er Du træt og søvnig; kys saa god Nat og gaa i Seng.»

Klokken var kun sex, men Erik gjorde ingen Indvendinger, han gik hen
til sin Moder, der sad bleg og tavs i Sofaen.

«God Nat, Moder!» Men hun skød ham fra sig uden at kysse ham. Han
betragtede hende forbavset, stod et Øjeblik raadvild og gik saa hen
til Faderen, kyssede ham og forføjede sig derpaa lydig bort for at
gaa i Seng.

Da han var borte, sagde Judith med haard, næsten ukendelig Stemme:
«Jeg tror, at Børn er som Hunde, de slikker den Haand, der mishandler
dem.»

«Jeg tror,» svarede hendes Mand tørt, «at Drengen indsaa sin Uret,
derfor bøjede han sig villig.»

«Det maa være en mærkelig Natur, som kan bøje sig for Mishandling.»

«Jeg mishandlede ham ikke, men jeg ved, hvad uavet Trods og Stivsind
fører til; jeg vil bøje det hos Drengen.»

«Der er Naturer, som er for stolte til nogensinde at bøje sig.»

Han tog en Bog og aabnede den, bag Bogen svarede han: «Der er
Mennesker, antager jeg, som aldrig har elsket og aldrig er blevne
elskede; derfor har de saa ondt ved at skulle bøje sig.»

Hun tav og forlod Stuen.

       *       *       *       *       *

Den Aften kunde hun ikke falde i Søvn; hun kastede sig hvileløs frem
og tilbage, plaget af sine sørgelige Tanker. Forsmaaet, forraadt af
sit eget Barn, ude af Stand til at erobre sig mere end en underordnet
Plads i hans Hjærte. Hun mindedes den længe varende Forbitrelse,
Barnet havde vist, da hun en Gang straffede det; Drengen brød sig
sandsynligvis slet ikke om hende. Banner havde jo sagt det:
«Mennesker, der aldrig har elsket og aldrig er blevne elskede». Var
hun et saadant Menneske. Ja -- ja, ja -- hun var aldrig, aldrig
bleven elsket. Ikke, saaledes som hun behøvede det, fuldt og helt. Og
heller ikke hun havde elsket. Nej, heller ikke! Idetmindste ikke,
saaledes som hun maatte kunne af hele sit Hjærte, uegennyttig,
offerberedvillig, selvforglemmende. Nej, hverken sin Moder, sin Mand
-- eller sit lille Barn, nej ikke engang det; thi saa vilde hun have
været fornøjet med den mindste Brøkdel af dets Hjærte; saadan
Kærlighed stillede jo ikke Fordringer. Dette var altsaa, hvad hun
manglede, Tomheden, hun led under; derfor blev hun Dag for Dag
slettere, ligegyldigere og haardere. Aa, vilde det da ikke komme?
Vilde da ingen elske hende, saaledes at ogsaa hendes Kærlighed blev
vakt; skulde hun da aldrig lære denne Følelse at kende med al dens
Berusning, dens Lykke og Sødme, saaledes som den jo dog vel fandtes.
Thi den fandtes da vel i Virkeligheden og ikke blot i Bøgerne? Skønt
-- Gud ved. Hun havde jo dog egentlig aldrig set nogen saadan
Kærlighed i Livet. Men Egoisme, den var der nok af; hun var i alt
Fald ikke den eneste, som dreves deraf. Saa man nøjere til, var den
maaske Drivefjedren i det hele. Egoisme havde bestemt hendes Moders
Handlemaade, hendes Stedfaders, hendes egen, ja først og fremmest
hendes egen; Kærligheden var maaske kun Ord, Indbildning, den fandtes
slet ikke. Men elskede Banner da ikke Drengen? Nej, atter kun
Egoisme; han elskede sig selv, sit Kød og Blod, sit eget Liv,
sin Fremtid i Drengen, det var alt. Hun fandt en sørgelig
Tilfredsstillelse i at optrævle ethvert Forhold, hun kom til at
tænke paa, og finde Egoisme som Kærne i dem alle. Under denne
Beskæftigelse overvældede Søvnen hende. Men endnu i halvvaagen
Tilstand mindedes hun Smaahistorier i de danske Læsebøger fra
Skoletiden om «Rørende Venskab», «Bevis paa Broderkærlighed», «Et
Negerbarns Kærlighed til sine Forældre» o. s. v., og deri blandede
sig uklart og forvirret Skriftsteder og Salmestumper fra samme Tid:
«Saa elskede Gud Verden», «Mine Børn, elsker hverandre; jeg er
Kærlighed», «Kærlighed er Lovens Fylde», og halv ubevidst sukkede
hun: «At jeg virkelig en Gang har troet paa alt dette!» -- Saa faldt
hun i Søvn.

       *       *       *       *       *

Tiden gik ubeskrivelig langsomt for hende, hun mistede lidt efter
lidt Lysten og Interessen for alt. Hun havde intet Menneske at knytte
sig til, intet Haab at nære, slet intet at arbejde for; hensigtsløst,
betydningsløst var jo det hele, hvorfor saa ikke lige saa godt opgive
denne Higen efter at fylde sit Liv med en stor, alt opslugende Tanke
og lade være at plage sig med Forestillingen om, at hver Dag, der
gik, var tabt for hendes Liv? Hendes Karakter var ikke selvstændig
nok til at holde hende oppe, hun havde udtømt sig selv; hun havde
haabet paa i Moderkærligheden og Forholdet til Erik at finde en Spore
til fortsat Liv og Virksomhed, men da hun nu ogsaa maatte opgive
dette Haab, sank hun sammen og blev sløv. Hun mærkede det, men hun
gjorde ikke Modstand, det gik langsomt ned ad Bakke, og hun var for
træt til at stride imod.

Men Banner havde siden hin Efteraarsdag ganske helliget sig sin Søns
Opdragelse. Han fik ingen Sinde senere Anledning til at slaa ham,
Mindet om denne Afstraffelse havde efterladt dybe Spor i Drengens
bløde Gemyt; han viste sig at være af det Slags Børn, der kun behøver
Straf en Gang i deres Liv. Han havde efter hin Dag bevaret en svag
Angst, en vis ydmyg Ærefrygt for Faderen, som om muligt blot forøgede
hans Kærlighed; Banner mærkede, at Eriks Sjæl laa som det blødeste
Vox i hans Hænder. Det gjaldt nu for ham om at danne den til et ædelt
og skønt Redskab, inden den hærdedes, og først og fremmest om at
bevare den for de Vildfarelser, hvorfor hans egen var bleven Offer.
Han forbød paa det strængeste Tyendet enhver Slags Forkælelse og
Underdanighed; belært af sine egne Erfaringer vilde han opdrage
Sønnen først og fremmest til at blive en dygtig Borger. Han skulde,
efter hans Planer, besøge en offentlig Skole, studere og arbejde og
ikke blot stole paa sin forventede Arv. Da vilde han vel en Gang
kunne give Verden sin Søn som en Adelsmand i bedste Forstand, en fri,
selvstændig og dygtig Mand, og sige: «Her er oprettet, hvad jeg
forspildte i mit eget Liv». Denne Tanke knyttede dem endnu
inderligere sammen; der var til sidst næsten ikke en Følelse hos dem,
som de ikke delte, ikke en Forestilling, som ikke paa den ene eller
anden Maade skyldtes den anden. Det var maaske for Banners
Vedkommende en Slags Selvkærlighed, men i saa Fald havde Egoismen og
Kærligheden til en anden rakt hinanden Haanden og var inderlig
smeltede sammen.

Da de i Foraaret vendte hjem fra en Rejse i Italien, begyndte Eriks
Nervøsitet igen. Man tilskrev det Overanstrengelse paa Rejsen, der
blev atter brugt baade Kinin og Jern, og hans Irritabilitet tog af,
men i Sommerens Løb var det, som om hans Karakter forandredes. En
forunderlig Blidhed og Slaphed overfaldt ham, hans Livlighed tog af;
hans Hengivenhed for Faderen blev til sygeligt Hængeri; han klagede
over bestandig Træthed og tilbragte den største Del af Dagen paa
Faderens Sofa i en udmattet Tilstand. Sommeren var meget varm, Lægen
mente, at dette og den megen Tordenluft var Skyld i Barnets Slaphed.
Da Varmen vedblev, rejste Banner med Drengen til et Badested i Norge,
for at han skulde nyde godt af den køligere og friskere Luft. Det
hjalp for en kort Tid, men saa vendte Trætheden tilbage, og Erik
længtes kun efter at komme hjem igen.

«Hvad er der i Vejen med ham?» spurgte Banner Lægen.

«Det er stadig denne Nervøsitet, som han har lidt af fra sin spæde
Barndom, men, naar han voxer til, gaar det nok over.»

Men det gik ikke over. Der kom tvært imod noget foruroligende
gennemsigtigt over ham, noget forklaret i hans Udtryk og hele hans
Væsen, som Doktoren slet ikke syntes om.

       *       *       *       *       *

I Efteraaret udbrød der en Diftheritis-Epidemi paa Egnen. Der blev
fra Banners Side ofret meget for at skaffe al mulig Hjælp til de
syge, men først og fremmest blev der dog anvendt den yderste
Forsigtighed for at vogte Erik for Smitten. Det var ikke saa
vanskeligt, og Banner var næsten glad over Drengens Stilhed og Ulyst
til at forlade Hjemmet. Erik kom nu kun ud, naar han efter Sædvane
red en Tur foran paa Sadelen hos sin Fader, og da kunde man endnu en
Gang imellem høre hans glade, trillende Barnelatter, men for øvrigt
blev han stedse mere stille, han lignede en syg Blomst.

En Aften, da han vendte hjem fra en saadan Ridetur, bad han om at
komme i Seng strax, fordi han var træt. Om Natten havde han Feber, og
den næste Dag blev der sendt Bud efter Lægen.

«Vi har anvendt al mulig Forsigtighed,» sagde Banner, «og Drengen er
dog bleven smittet.»

«Deres Søn har ikke Diftheritis,» svarede den gamle Distriktslæge.

Banner drog et Lettelsens Suk. «Saa er det vel intet af Betydning?»

«Forhaabentlig ikke.» Lægen beordrede Is paa Drengens Hoved og
stadig frisk og kold Luft, ellers intet; og saa tog han bort.

Men Feberen blev heftigere, Drengen fantaserede ikke, men laa ganske
stille og bevidstløs. Banner vaagede den Nat hos ham, og tidlig om
Morgenen blev der atter sendt Bud efter Lægen.

«Ja, Barnet er meget sygt.»

«Og De er vis paa, at det ikke er Halssyge?»

«Ja fuldstændig.»

«De maa blive her,» sagde Banner da.

«Jeg har flere Patienter.»

«De maa blive her,» gentog Banner uforstyrrelig.

«Jeg kan ikke. Der er andre, som jeg bedre vil kunne hjælpe.»

«Jeg vil erstatte et hvilket som helst Tab i Deres Praxis. De _skal_
blive her.»

Doktoren maatte give efter. Han sad resigneret i Sygeværelset, hvor
baade Banner og Judith nu opholdt sig; Drengens Tilstand blev stadig
betænkeligere. Da Aftenen faldt paa, og Feberen endnu stod paa samme
Punkt, rystede Doktoren paa Hovedet. Hverken Isen eller et lunkent
Bad bragte Drengens Temperatur ned; Lægen bad om at maatte tale ene
med Banner. Judith sad bleg og taareløs med Eriks lille brændende
Haand i sin, hun saa efter Mændene, da de gik ud, hun vidste, hvad
det gjaldt, og hun ønskede lidenskabsløst og dumpt, at hun maatte dø
med sit Barn.

«Er der Fare?» spurgte Banner, da han og Lægen stod i
Studereværelset.

«Jeg frygter, at Deres Søn vil dø.»

«Barnet skal reddes, Doktor,» sagde Banner skarpt og bestemt, som om
hans Befaling kunde udrette noget. «De har Ansvaret.»

«Jeg troede ikke, De stolede paa min Kunst.»

«Man tror ikke, før man nødes dertil,» svarede Banner, «men nu har
jeg jo kun Dem at stole paa. Efter en Pavse tilføjede han: «Jeg har
her i mit Skrivebord Penge og Værdipapirer til et Beløb af ti Tusinde
Kroner -- de er Deres, hvis De frelser Drengen.»»

«Hvad nytter det, Døden lader sig ikke bestikke.»

Da først syntes Banner at forstaa Farens Omfang; han greb den
forbløffede Læges Arm saa haardt, at denne gav sig derved, og raabte
i en Tone, saa ulig hans vante rolige Stemme, at den gode Mand blev
ganske angst: «Sig, at De ikke mener det. Det er umuligt, Barnet kan
ikke dø! Jeg _vil_ ikke miste ham, han er mig selv, min Sjæl, mit
hele Liv. Kan det hjælpe, saa tag, hvad jeg ejer og har, alt, mit
Liv, om det skal være, kun ikke Drengen.»

Lægen vilde næppe tro sine egne Øjne og Øren; var dette den
blaserede, overlegne Mand?

«Hvad nytter det,» sagde han bedrøvet. «Barnet lever ikke derfor. Han
har Hjærnebetændelse og ....»

«Det er umuligt. Han er ikke kommet noget til, ikke paa nogen Maade.»

«Det er han ganske sikkert ikke; men denne Sygdom har altid hængt som
en Fare over Deres Søns Liv. Det er en Følge af hans nedarvede
Nervøsitet; Deres Familie har, saa vidt jeg erindrer, aldrig været
meget stærk, og De selv ....»

Banners Ansigt var askegraat, Lægen holdt bestyrtet inde, der blev en
Pavse.

Saa sagde Banner atter med fuldstændig rolig Stemme: «De undskylder,
at jeg i et saa alvorligt Tilfælde konsulterer en anden Læge. Jeg er
bange for, at De tager fejl med Hensyn til Eriks Sygdom. Det maa være
Diftheritis, og jeg agter at raadspørge en yngre Læge, De
undskylder?»

«Vær saa god!» svarede han, «kun fordrer jeg, at De lader min unge
Kollega udtale sig uden at kende min Diagnose.»

Banner ringede paa Tjeneren. «Kør til Byen og hent den anden Læge,
han skal staa op og komme strax. Tag de bedste Heste og vær tilbage
paa to Timer. Gaa!»

Fem Minutter efter hørte man en Vogn jage ud af Gaarden.

«Nu kører Banners Vogn efter Lægen,» sagde Smedekonen til sin Mand.
«Alle vore Børn er syge, og der er ingen, der ser til dem, siden den
lille Banner blev daarlig.»

«Og saa kommer de sig maaske alligevel,» bemærkede Smeden rolig,
«det staar alt sammen i Vorherres Haand.»

Banner sad atter ved Eriks Seng lige over for sin Kone. Doktoren gik
op og ned ad Gulvet og saa hyppig paa sit Uhr. Dette var det
Soveværelse, hvor Judith engang havde syntes, at Søvnen maatte flygte
og efterlade hvileløse Nætter, fulde af mørke Tanker. Det var nu en
saadan Nat. Lampen oplyste kun halvt det store mørke Værelse med de
tunge Gardiner og de svære Møbler, som kastede deres lange
Slagskygger op over Væggen og Loftet. Ti Skridt herfra havde hun
ønsket sig, hvad Fremtiden virkelig ogsaa bragte -- men hvor
forfærdelig forskelligt var det ikke blevet? Knap sex Aar laa der
mellem hin Dag og nu. Hun syntes, der var gaaet en Menneskealder hen
over hendes Hoved. Og her i dette Værelse skulde nu hendes sidste
Haab slukkes, hendes sidste Glæde dø! Banner sad stiv og rolig, men
den Kval, han udstod i Ventetimerne, oversteg hans Kræfter og
tilintetgjorde hans Modstand. Han ønskede hverken at forlænge eller
forkorte Tiden. Den anden Læge skulde udtale en Livs- eller Dødsdom
over ham, og han sad og ventede derpaa, men han syntes, at hvis
Sygdommen blot blev erklæret for Halssyge, saa vilde det dog altid
være ham en Trøst.

Endelig rullede en Vogn ind i Gaarden og jog Natten op af sin
dødlignende Stilhed. Hundene gøede, Døre blev revne op og smækkede i,
og Byens yngre Læge traadte ind. Lige kommen op af Sengen var han og
i et forstyrret Toilette. Tjeneren havde kun givet ham Tid til at
kaste de nødvendigste Klædningsstykker om sig, saa havde han sat ham
op i Vognen, og de var kørte afsted i den fredelige, stjærneklare
Høstnat, som om Pesten var i Hælene paa dem.

Erik laa bevidstløs og ubevægelig i en glødende Feber.

«Er det Halssygen?» hviskede Banner.

Lægen skottede hen til sin ældre Kollega, tog saa et Lys og førte det
et Par Gange frem og tilbage foran Drengens aabne Øjne. «Nej, det er
ikke!»

«Hvad da?»

«Saa vidt jeg kan dømme, Hjærnebetændelse.»

Banner knugede Hænderne sammen, saa Neglene borede sig ind i
Haandfladen. «Tager De ikke fejl, jeg kan med Bestemthed sige, at
Erik ikke har faaet noget Slag eller havt nogen Sindsbevægelse, som
kunde foranledige en Hjærnerystelse.»

Da rettede den unge Læge sig op og med et knusende Blik paa sin
Modstander og i en overlegen, docerende Tone sagde han: «Det er jo
ikke sagt, at Sygdom altid bliver fremkaldt ved Betingelser eller
Begivenheder i Patientens eget Liv. Netop en Sygdom som denne har
sandsynligvis sin Rod i tidligere Slægtled, og skønt jeg ikke kender
Forholdene, var det vel ikke umuligt, at der netop i dette Tilfælde
kunde ligge en nedarvet Disposition til Grund.»

Banner betydede ham med en Haandbevægelse, at han skulde tie. «Jeg
beder Dem,» sagde han med klangløs Stemme, «sig mig med faa Ord, om
der er noget at gøre for Barnet.»

Distriktslægen rystede paa Hovedet, hans Kollega trak paa Skuldrene
og mumlede, at han var hentet for sent.

«De Herrers Nærværelse er da overflødig?» spurgte Banner stadig i
samme kolde, brudte Tone.

En ny Skuldertrækning.

«Saa kan der spændes for to Vogne -- eller, det er sandt, de Herrer
er jo saa enige, at de maaske kan nøjes med en.» Banner havde en stor
Lyst til at lade dem jage ud af Gaarden af sine Hunde.

Erik gjorde en Bevægelse, Banner bøjede sig over Sengen, Lægerne
standsede. Drengen aabnede Øjnene og syntes at fæste dem paa Faderen
med et bevidst Blik. «De Herrer har dog taget fejl, Drengen er
frelst,» udbrød Banner, «Krisen er overstaaet!»

Lægerne stod ved Sengen, Eriks Øjne var atter lukkede. «Ja,» sagde
den gamle Distriktslæge stille, «Krisen er overstaaet, Drengen er
død.»

Banner lagde Haanden paa Sønnens Bryst, Hjærteslaget var standset. Da
vendte han sig rolig bort, forlod Værelset, gik til sin egen Stue og
aflaasede Døren efter sig. Men Judith havde skjult Hovedet i Tæpperne
paa sin Mands Seng, og der laa hun endnu, da Lægerne, efter endnu en
Gang at have forvisset sig om Drengens Død, forlod Værelset.

       *       *       *       *       *

Banner sad indelukket i sin Stue, Dag og Nat, vilde ikke tale med
nogen og overlod til de andre at træffe Forberedelserne til
Begravelsen. Hans hele Væsen var revet op, Barnet havde været knyttet
til ham som ved hver Nerve i hans Legeme, og var nu pludselig rykket
løs; hans Sjæl dirrede af Smerte. Hans Slægt var altsaa dødsdømt, og
det forfærdeligste var, at han selv bar en Del af Skylden. Det var
ikke blevet udtalt, men han vidste det godt; og derfor ønskede han
atter og atter, ikke, at Drengen skulde komme til Live igen, men at
han dog i det mindste var død naturlig smittet, og ikke som et Offer
for hele Slægtens og i Særdeleshed hans egen Skyld. Naar denne Tanke
kom over ham, og den kom tidlig og sent, troede han, at han vilde
blive vanvittig, og han ønskede det næsten.

Han sad den meste Tid stiv og stille i en Stol og saa ud for sig,
ventende paa, at den ulidelige Smerte paa en eller anden Maade skulde
stilnes, af ingen anden Grund end den, at det var ham umuligt at
udholde den. Der kom virkelig ogsaa undertiden Lindring, Øjeblikke,
hvor han ophørte at tænke, og halvsløv henfaldt i forvirrede,
usammenhængende Erindringer. Men saa kom Tanken jagende igen: «Mit
Barn er død, og jeg bærer Skylden,» og saa var han atter et
hjælpeløst Bytte for Smerten. Undertiden rokkede han ganske svagt
frem og tilbage og bankede med Fingrene paa Stolens Arme, tankeløse
Bevægelser, ved hvis Regelmæssighed han ubevidst stræbte at dulme
Pinen. Overmaalet af hans Smerte havde lammet hans Sjæl og berøvet
den Evnen til at virke. Mindre Sorger kan klage, de store er tavse.

Begravelsesdagen kom, og man kaldte paa ham. Han rejste sig da og gik
ind i Værelset, hvor Kisten stod, det var den store smukke Riddersal.
Han betragtede kun et Øjeblik Barnets Ansigt, saa vendte han sig
hurtig og gav ved Tegn til Kende, at man kunde skrue Laaget paa.

I det næste Værelse ventede Folk, som var indtrufne til Begravelsen,
Byens og Omegnens Honoratiores. Han gik derind, bukkede for dem paa
sin sædvanlige formelle Maade, men sagde intet; en og anden traadte
frem og mumlede nogle Ord, han gav dem Haanden, den var stiv og kold
og faldt mat tilbage, naar de slap den.

Barnet blev begravet fra hans egen Kirke, der var behængt med sort
Klæde og Flor; Kirkegaarden kunde næppe rumme Følget. Godsets, Byens
og Omegnens Folk var der, Proprietærer, Gaardmænd, Husmænd og
Indsiddere, alt hvad der kunde gaa og staa. Smeden og hans Kone var
der, begge med grænseløs Taknemlighed i Hjærtet, fordi Vorherre havde
skaanet deres fem Børn.

«Det maatte dog næsten heller have været et af vore,» sagde
Smedekonen, «vi har elleve, men de havde kun det ene, og det var
endda ham, der skulde have hele Herligheden.»

Banner stod stiv og bleg ved Graven. Han saa ingen af de
tilstedeværende, han hørte ikke Talen, Jordpaakastelsen, Salmesangen,
Klokkeringningen eller Graaden. Han bukkede høflig for Præsten, da
Ceremonien var endt, hilste paa Følget og gik til sin Vogn, uden en
Taare, et Ord eller en Klage. Da han kom hjem, lukkede han sig atter
inde i sit Studereværelse. Han spurgte ikke efter Judith.

       *       *       *       *       *

Hun sad ved Vinduet og saa ned over Vejen, hvor Følget bugtede og
snoede sig, hun sad der endnu, da Vognene senere rullede af Sted fra
Begravelsen. Hun tænkte paa, hvor godt og lykkeligt det vilde være
den Dag, de kom fra hendes Begravelse.

Thi hun ønskede at dø. Sorgen havde drevet hende til det yderste,
Ulykken forekom hende at have overskredet de Grænser, menneskelig
Evne har til at udholde, og som det jagede, omringede Dyr vendte hun
sig mod Forfølgeren i Trods. Thi der laa en Forfølgelse bag ved; en
stærkere Haand martrede og pinte hende. Det var maaske den retfærdige
og vise Gud, der vilde tugte hende til Omvendelse? Men det skulde
ikke lykkes; hendes hele Sind oprørtes mod denne Tugt, hun ønskede at
trodse denne ubarmhjærtige Dommer. Hun vilde ikke tro paa ham, nu
mindre end nogensinde før. -- Men var han ikke til, saa stod hun jo
overfor en blind, tilfældig Skæbne, som hun ikke kunde sætte sig op
imod, eller rette Bebrejdelser imod eller fornægte, en Klippe,
hvorimod hun kunde løbe Panden i den vildeste Fortvivlelse, uden at
opnaa andet end at saare sig selv. Det var endnu forfærdeligere, og
hendes Tanker faldt slappe og afmægtige ned foran denne Mur. De søgte
sig nye Baner. Drengen var død, uden nogen Sinde at have været noget
for hende, uden at have lært at elske hende, og nu var det
uigenkaldelig for sent. For sent! -- Hun lod sig længe martre af
disse Ord, indtil ogsaa de havde tabt deres Kraft, og hendes Tanker
dreves videre. Vilde han nogensinde være blevet noget for hende!
Vilde han ikke have fjærnet sig mere og mere fra hende, og naar han
en Gang opdagede Kløften mellem hende og Faderen, vilde han da ikke
have stillet sig paa hans Side? Sandsynligvis.

Ikke en Gang af Fremtiden turde hun altsaa have ventet sig noget;
hun nødtes formelig til at være glad over sin Ulykke.

Hvis var da Skylden?

Da kom det med et -- det var hendes Mands! Han havde berøvet hende
Agtelsen for hende selv, han havde berøvet hende Barnets Kærlighed,
dets fremtidige Sympati og han havde, ja -- _han_ havde været Skyld i
Barnets Død. Han havde altsaa berøvet hende Fortid, Nutid og Fremtid,
og berøvede hende nu endog selve Sorgen. Hun syntes, hun maatte hade
ham, hade ham af al sin Evne, og saa blussede Hadet op i hende, og
hun gav det Rum, indtil det brændende, kvælende overvældede hende.

Da hun var naaet saa dybt, var hendes Sjæl fuldstændig formørket, og
næsten hoverende sagde hun til sig selv: «Nu er jeg ond.»

       *       *       *       *       *

Paa Gaarden herskede der en dødlignende Stilhed. Banner opholdt sig
næsten udelukkende i sit Værelse.

Efter Begravelsen havde den Tanke nu og da hjemsøgt ham, at han vilde
ende sit Liv. Han erkendte ingens Ret til at forbyde ham det, og
betragtede ikke Selvmord som en uværdig eller fejg Handling. Han
kunde ikke udholde Livet, det var ham Grund nok til at skille sig ved
det. Men han maatte først ordne sine Sager. Der skulde gøres noget
til Minde om Drengen, denne korte Tilværelse skulde ikke forsvinde
uden Spor. «Min lille Dreng!»

Han sagde uvilkaarlig Ordene, saaledes som han saa ofte havde sagt
dem, kælende blødt, til Erik, og da Lyden af dem naaede hans Øre,
reves han pludselig ud af sin Forstenelse. Og Tankerne brød ind over
ham som et opstængt Aaløb. Der -- i den Stol havde Erik siddet en
Gang for et Par Aar siden med en Avis foran sig, ladende som han
læste, gravitetisk med Faders Lorgnet paa Næsen, og saa havde han
leet, aa, hvor havde han leet den Dag! Der paa Tæppet havde han som
lille ligget og revet sine Billedbøger i Stykker, gennem denne Dør
var han tusinde Gange kommet springende, der stod hans store
Fotografi, der laa hans Bolt, der et Stykke Papir, som han for kort
siden havde overmalet med sine mærkelige Tegninger: Mænd med lange
Næser og tynde Arme med fem strittende Fingre; udenfor Huse, som
omtrent naaede dem til Knæene. Værelset var endnu fyldt med Ekkoet af
hans Stemme, den matte, svage lille Stemme fra det sidste Halvaar og
den trillende, jublende, overgivne Latter fra tidligere Tider.

For faa Dage siden havde hans Arme endnu omslynget Faderens Hals, og
hans Læber søgt hans. Nu var det forbi -- forbi for bestandig. Og
hvis var Skylden? Han kastede sig tilbage i Stolen, skjulte Ansigtet
i sine Hænder og hulkede saa skærende, at han selv blev forskrækket
derved. Men medens han græd, sneg en forunderlig Blødhed sig over
ham, han ønskede at tale med nogen, at trøstes, at finde Hvile og
Medlidenhed. -- Medlidenhed! Han vilde en Gang have betragtet det som
en Fornærmelse, om nogen vilde have vist ham Medlidenhed. Men nu var
han saa træt, saa træt. Han mindedes sin Barndom. Tænk, at det var
den overmodige, stolte Dreng fra hin Tid, der laa her som en
sønderknust Mand! Han tænkte ogsaa paa sin Moder, han mindedes hende
kun svagt, men han ønskede, at hun nu havde været der, thi hos hende
vilde han have kunnet græde sin Sorg ud.

Da kom han til at huske paa, at de jo var to om Tabet, at der jo dog
var _et_ Menneske, som maatte kunne forstaa og dele hans Smerte, og
han fik pludselig Lyst til at tale med hende. Han rejste sig op.
Ensomheden, Mørket, denne døde Tavshed lagde sig paa en Gang
trykkende over ham. Han længtes saa smertelig efter lidt Sympathi, et
menneskeligt Væsens Deltagelse og Tilstedeværelse, og han blev
formelig bange i Mørket og Tomheden, grebes af en nervøs, sygelig
Frygt for at være alene.

Han gik ned igennem Korridoren. Tjeneren kom ham i Møde, men
standsede og traadte til Side for at lade ham passere. Manden var i
sort Livrée med Flor over Sølvknapperne, hans Ansigt var bedrøvet og
røbede en ærbødig Deltagelse.

Da standsede ogsaa Banner. Han talte ellers aldrig til sine
Tjenestefolk uden for at give dem sine Ordrer. De blev betalte for at
tjene, adlyde og forsvinde som Individualiteter, de blev godt betalte
og havde følgelig intet at klage over.

Nu standsede han foran Tjeneren og sagde med en Stemme, der var saa
mild, at Manden forbavsedes: «Det var Dem, jeg sendte til Byen efter
Lægen. De og Kusken og den Pige, der passede min Søn, kan lade dem
udbetale hver femhundrede Kroner hos min Godsforvalter -- fra min
lille Dreng.»

Han gik videre, og Tjeneren blev staaende uden at kunne fremstamme et
Ord til Tak.

Banner havde naaet Døren til det Værelse, hvor hans Kone plejede at
opholde sig, han aabnede den efter nogen Tøven. Der var Lys. En Lampe
brændte svagt paa det lille Bord, der stod foran Sofaen i det ene
Hjørne af Stuen. Judith sad i Sofaen med et Sytøj i Haanden; hun
syede ellers sjælden, men nu trængte hun til noget, der kunde
beskæftige Hænder og Tanker. Hun saa næppe op, da han kom ind, hun
sad hensunken i sine egne triste Betragtninger. Hun saa ikke, at hans
tynde Haar var graanet, og at der var kommet lyse Stænk i hans tætte
mørke Skæg; hun saa ikke, at hans Ansigt havde faaet et paa en Gang
slappere og mildere Udtryk, at hans Holdning var mindre stiv og
lignede en Rekonvalescents. Hun kæmpede og arbejdede dybt nede i det
Fortvivlelsens Mørke, hun havde styrtet sig i; ham ventede hun sig
ingen Hjælp af, det sidste Baand mellem dem var jo bristet, hun havde
kun Ligegyldighed og Had tilbage for ham. Saa kom han. Hendes syge
Sind vendte sig bort, hun kunde ikke taale at se ham.

Han satte sig ned, og hun begyndte atter at sy; der hørtes ikke en
Lyd, næppe nok deres Aandedræt; de sad saa tavse, som om de var
livløse. Hans Blik hvilede ufravendt paa hende, enten tankeløst eller
maaske, fordi der i hendes Ansigt fandtes Spor af Lighed med Barnet.
Hun mærkede Blikket, det brændte hende, hun sad som fortryllet i det
dødstille Værelse med det stive Blik hvilende paa sig. Da var det,
som om hendes Tanker forvirredes, en nervøs Angst overfaldt hende,
hun turde ikke blive siddende der, hun kunde ikke udholde dette. Og
hun rejste sig, hun bad ham med en Haandbevægelse om at lade hende
komme forbi, hun vilde bort, hun led som under et Mareridt.

Da strakte han Hænderne ud mod hende og sagde bedende: «Nej, bliv
her!» Men hun forstod ham ikke, hun var kun bange, ophidset og syg,
hun holdt afværgende Hænderne ud som for at forsvare sig og stammede:
«Gaa, gaa, lad mig være fri -- jeg kan ikke taale det -- jeg kan ikke
-- taale at se Dig.» Da rejste han sig og forlod hende.

       *       *       *       *       *

Hun gik i Haven; hun erindrede næppe, hvorledes hun var kommen
derned, men hun gik der, frem og tilbage i den lange Lindealle.

Det var bidende koldt Efteraarsvejr, de røde og gule Blade hvirvlede
ned fra Træerne og krummede sig brune for hendes Fod, mørkt og trist
Efteraarsvejr, med Skyer, der drev tungt og lavt som Røg for Blæsten,
der susede gennem de høje Træer og raslede i de sammenføgne
Bladbunker. Denne underlige Susen gennem Trætoppene -- den lød først
fjærnere og svagere, saa nærmere, indtil den brusede dumpt hen over
hendes Hoved og saa langsomt svindende døde hen som med et Suk. Og i
Pavserne hørte man disse fjærne, underlige, klagende Lyde, som
Efteraaret har, der kommer, man ved ikke hvorfra. Naturen gik med
bøjet Hoved sin Opløsning i Møde. Hun standsede og saa ud over de øde
Stubmarker. Oppe i Luften drog Vildgæssene bort i en skæv,
uregelmæssig Trekant, hun hørte svagt Lyden af deres Skrig. Hendes
Ophidselse havde lagt sig, det var, som om hendes Smerte i hint
Øjeblik havde naaet sit Højdepunkt, hvorefter Reaktionen var
indtraadt.

Hun var nu saa blidt sørgmodig, følte hverken Had eller Trods, kun en
bittersød Trang til at opgive sit Væsen, smelte sammen med den døende
Natur, hensmuldre med det visne Løv, optages i de tunge, mørke Skyer,
der foer hen over hendes Hoved. Atter og atter droges hendes Tanker
henimod hendes Mand, hun kunde ikke faa dem bort derfra. Hun forstod
nu, hvorfor han var kommen til hende, og, medens hendes egen Smerte
lagde sig som Havet efter en Storm, begyndte hun at fatte hans. O,
hvad han dog maatte have lidt! Og hendes Sind blev stadig blødere.
Naar _hun_ havde sørget saa forfærdelig, hvorledes havde da ikke han,
han, som satte hele sit Liv ind paa Drengen. Og hun mindedes langsomt
og ubestemt den Forandring, hans Væsen og hans Ydre var undergaaet.
Han var altsaa kommen til hende og havde bedet hende om Trøst; ja, nu
huskede hun det, han havde strakt Armene ud mod hende og bedet hende
blive. Og hvad havde hun saa gjort! Den dybeste Skam og Anger greb
hende. Hun havde stødt ham bort. Ja, hun havde været syg den Gang,
afsindig, ude af sig selv. Han var kommen til hende, til _hende_,
fortjente hun det? Han havde kun havt en i Verden at henvende sig
til, og han var kommen af sig selv; han havde glemt al Spot, al
Vrede, al Bitterhed, han var kommen og havde bedt hende sørge med
ham, og hun havde stødt ham bort. Tusinde venlige Handlinger kunde
ikke have blødgjort hende, saaledes som denne Tanke, at hun havde
gjort ham Uret. Da følte hun sig saa beskæmmet, saa lille og ussel,
og hun fik en smertelig Længsel efter at gøre sin Uret god igen,
sige ham, at hun havde været syg og utilregnelig, men hvorledes
skulde hun gøre det.

Hun vandrede frem og tilbage under de sukkende Træer, det blev
mørkere og koldere, men hun mærkede det ikke, for første Gang i lang
Tid græd hun mildt og uden Trods, græd over sin Svaghed, sin Synd og
sine Fejl.

Hun ventede hele den næste Dag, hun lyttede efter hver Dør, der gik,
efter Fodtrinene i de tomme Korridorer; men han kom ikke. Hun fik
Lyst til at gaa til ham, som han var kommen til hende, men hun turde
ikke. Hun gik nervøs og hvileløs om i det store Hus, gik forbi hans
Dør, men vovede ikke at gaa ind og vendte kun endnu mere bedrøvet
tilbage til sit Værelse.

Hun ringede og lod Tjeneren fyre op i Kaminen, hun kunde ikke faa
Bugt med de nervøse Kuldegysninger.

«Er Godsejeren ene paa sit Værelse?»

«Nej, Prokuratoren er hos ham.»

Tjeneren gik, hun rykkede sig nærmere til Ilden, satte Fødderne paa
Kamingærdet; hun rystede formelig af Kulde. Bøjet forover stirrede
hun ned i Flammerne, som legende steg og sank, fangende hendes Blik,
medens Tankerne gled langt bort, bestandig kredsende om det samme.

Hvor hun gærne vilde have været lykkelig! Hvor hun lidt havde
forstaaet at blive det! Var det blot hans Skyld?

Prokuratoren var hos ham, hvorfor? Skrev han maaske sit Testament,
tænkte han paa at dø? Hvis han nu døde -- hvis han døde!

Døren blev aabnet, hun foer op af sine Tanker og vendte Hovedet. Det
var ham.

Hun skælvede over hele Legemet. Aa, var det muligt, kom han igen, var
det endnu ikke for sent?

«Maa jeg forstyrre Dig blot et Øjeblik?»

Hans Stemme var meget høflig, meget venlig, men hun indsaa det -- det
var ikke den, hun havde ventet.

«Det er blot nogle Forretninger.»

Hun bøjede Hovedet.

«Sagføreren er hos mig. Jeg vil skrive mit Testament. Jeg gjorde
nogle Dispositioner, medens Erik levede, men det gælder jo ikke mere.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg lever, eller hvor pludselig jeg kan dø,
og jeg ønsker at sikre Dig vort Gods og Ejendom ubeskaaret. Men det,
hvorom jeg vil spørge Dig er noget andet. Jeg har tænkt at optage en
Prioritet paa 100,000 Kroner i Godset, det er vel omtrent, hvad Eriks
Opdragelse vilde have kostet. Skal vi ikke oprette et Legat deraf,
som kan bære vor Søns Navn? Jeg vilde nødig, at han skulde gaa
sporløst ud af Livet -- som jeg.»

«Jo -- jo,» hviskede hun, men formaaede ikke at tilføje mere; hun
prøvede derpaa, men det mislykkedes.

«Vi kan senere tale nærmere om Anvendelsen,» tilføjede han, «det
gælder nu blot om at faa Laanet ordnet. -- Undskyld, Sagføreren
venter.»

Hun var atter ene. Og hun sad ydmyget af denne Betænksomhed, denne
Gavmildhed, dette Hensyn. Han vilde sikre hende Ejendommen, hel og
ubeskaaren, mod Slægtninges Krav, han frygtede for at dø uden at have
sørget for hende! Hvad havde hun givet til Gengæld? Hun havde fra
første Færd været mod ham som en Uven, en Modstander, hun havde
anklaget ham, som om han havde gjort hende Uret. Havde maaske ikke
den meste Uret ligget paa hendes Side? Fra en fattig Pige havde han
gjort hende til sin Hustru, og nu vilde han overdrage hende alt,
hende, der aldrig havde sagt ham et venligt Ord. Og han gjorde det
som noget, der ganske faldt af sig selv. «Han vidste ikke, hvor længe
han levede». Det samme mindedes hun, at Restrup havde sagt, kort før
han tog sig af Dage. Var det muligt, tænkte han paa at ende sit Liv?
Hvad havde han dog ikke lidt! _Han_ havde maaske heller ikke haft et
glad Øjeblik hele sit Liv. Han sagde det jo -- var det ikke
forfærdeligt -- «gaa sporløst ud af Livet som jeg». Sporløst ud af
Livet! Han nænnede ikke, at hans lille Barn skulde have levet
forgæves, skønt han kun blev fem Aar -- men hun da? Hvad Spor vilde
hun efterlade sig? Hvem vilde mindes hende med Sorg, hvis hun døde,
eller savne hende? Hun havde ikke været noget for nogen i Verden! Og
pludselig stod det for hende i al sin forfærdelige Sandhed: «Skylden
har været Din egen -- kun Din. Dig selv kan Du takke for Tomheden og
Ulykken, der har ruget over dit Liv, det bunder alt sammen i Din egen
forfærdelige Egoisme.» Havde hun nogensinde for Alvor søgt at udrette
noget? Hun havde ønsket at gøre det, saadan i vag Ubestemthed, men
aldrig taget alvorlig fat. End ikke en saadan Ubetydelighed som at
besøge sin Moder, kunde hun uden Modvilje bekvemme sig til, skønt hun
vidste, hvilken Glæde det var hende. Nu rejste hun sig op, hun gik
heftig bevæget op og ned ad Gulvet, og som vaagnet af en Drøm saa hun
et Liv bag sig, et Liv af forspildte Dage, gavnløse Gerninger. Men
der var maaske endnu Tid til at udrette noget godt -- og hun gav sig
selv det Løfte, at stræbe derefter, saa vidt hun formaaede.

       *       *       *       *       *

Der paafulgte nu Dage, hvor hun med aldrig svigtende Iver søgte og
fandt de Pligter, hun hidtil havde ladet ligge, og hun opfyldte dem
med en feberagtig Frygt for at spilde eller tabe endnu et kostbart
Øjeblik. Men der var et, hun aldrig overvandt sig til, dette, at gaa
til ham og sone sin Uret, inden det blev for sent. Hun kunde vente
ham med Hjærtebanken, beslutte sig til at tale, men naar Øjeblikket
kom, tav hun, fordi han var saa rolig, saa høflig, saa lidt
indbydende til Tilnærmelse. Efter den første Tids Blødhed var hans
kølige, afmaalte Væsen kommet tilbage, og skønt hun ikke længere
misforstod det, holdt det hende dog stadig tre Skridt borte. Hun
stræbte da ved smaa Opmærksomheder, som han ikke lagde Mærke til, at
bøde paa sin Uret.

Der kom en Mildhed over hende, som hun aldrig før havde kendt til,
hun troede, at det var Sorgen, den skyldtes, og saa en Dag, hun
vidste selv næppe hvorledes, vaagnede en ny Følelse i hende, strøg
hende forbi som et Vaarpust, var borte i samme Nu, men havde været
der og havde efterladt Anelser og Drømme, underlige, betagende.

Det var en Foraarsmorgen. Hun sad ved sit Vindue og læste om Brødrene
Goncourts Liv, deres inderlige Kærlighed til hinanden, deres fulde
Forstaaelse af hinanden, deres harmoniske Samliv og den ubrydelige
Tro, der var Sjælen i det. -- Og den bløde Vaarvind strøg ind ad
Vinduet og bar med sig Blomsterduft og Lyden af en jævn Sang, en
underlig klagende Melodi, der fyldte hendes Bryst med en berusende
Længsel efter noget, hun vidste ikke strax selv hvad. Og dog -- tænke
sig, at elske og blive elsket saaledes! Hvilken Rigdom, hvilken
Salighed maatte det ikke være? Og med Tanken kom der en ny ukendt
Sødme og Fryd: Hun havde en Gang fornægtet Kærligheden, men i dette
Øjeblik vidste hun, at den maatte være til.

Saa tænkte hun paa et fornemt Ansigt med et koldt, forundret Udtryk
-- hun jog Tanken bort, men den havde været der.

       *       *       *       *       *

Alt gik i Ro igen i det ydre, som om Erik aldrig havde levet. Og dog
havde Barnets Død medført en stor Forandring i hans Moders Liv. Hvor
var nu hendes ørkesløse Grublerier, hendes sørgmodige Bitterhed,
hendes haabløse Livsanskuelse? Hun gik om i sit Hjem mild og stille,
men bestandig beskæftiget. Hun tog sig af sine undergivne, af Sognets
fattige og al den Nød og Hjælpeløshed, hun saa om sig, men det, der
indgød hende Lysten dertil, forstod hun næppe selv. Paa den anden
Side havde den lille Drengs Død ladet Faderen tilbage som et Vrag.
Hans Livsaanders korte Opblussen var forbi, Drivfjedren var sprungen,
Johan Banner havde opgivet alt.

Men Forandringen var ikke synlig; de havde i deres Samliv omgivet sig
med en blank Skal af Høflighed og Kulde, og paa den saas det ikke, om
Kærnen indenfor begyndte at spire eller smuldre hen. Ensformig gled
Dage, Uger og Maaneder hen, fyldte med Smaaarbejde, Smaaglæder,
Smaabegivenheder.

Saa traf det sig en Dag, at Judith kom ind i sin Mands Værelse for at
hente en Nøgle, som havde sin Plads i hans Skrivebordsskuffe. Han
var ikke til Stede, men Skuffen stod halv aaben, i denne ubetingede
Tillid til ethvert Menneskes Æresfølelse, som var ham egen. Han ansaa
Menneskene for at være Egoister, svage og ulykkelige, men han
forudsatte aldrig, at de vilde lyve, stjæle eller bedrage. Hun trak
Skuffen ud og tog Nøglen, men opdagede saa i det samme mellem
Papirerne et Fotografi. Hun tog det med lidt Nysgerrighed; det var
Billedet af en Mand. Hun kendte det ikke strax, men lidt efter gik
det op for hende, at det maatte være Banner. Det var taget i Udlandet
for mange Aar siden i hans smukkeste, hans mest forfløjne Dage.
Saaledes havde han altsaa set ud! Det var derfor, Folk havde talt om
hans Skønhed, som hun aldrig havde kunnet opdage. Hun kunde ikke
løsrive sit Blik fra det fine, overmodige Ansigt. Skæget havde den
Gang kun dækket hans Overlæbe og røbede mere end nu Mundens halv
spottende Smil, dette Smil, som omtrent var det eneste, han havde
beholdt tilbage. Jo længer hun saa paa Billedet, des bedre forstod
hun hans Liv, forstod, at der havde været Kvinder, der havde kastet
sig i Armene paa ham, blot for at kunne sige, at de havde været
elskede af ham, om end aldrig saa kort.

Hun vilde lægge Billedet tilbage paa dets Plads; men saa fik hun
pludselig Lyst til at besidde det. Hvorfor ikke, hun havde jo intet
Billede af ham. For øvrigt var dette Billede jo egentlig slet ikke
ham, saaledes som hun havde kendt ham, men det var saa smukt, saa
bedaarende smukt, og hun vilde gerne eje det. Det laa glemt her, han
vilde aldrig savne det. Hun tog da en rask Beslutning, skød Skuffen i
og forlod Værelset med sit Bytte. Hun tilbragte en uforholdsmæssig
lang Tid den Dag med at betragte det og forvisse sig om, at det
virkelig var den Mand, med hvem hun havde været gift nu snart i syv
Aar. Hun gemte det i sit hemmeligste Gemme den Aften og betragtede
det næste Morgen, før hun endnu var ganske paaklædt. Da de spiste
Frokost, udspejdede hun hemmelig sin Mands Ansigt for der at finde
Lighed med Billedet; den var der ganske vist, men hvor forandret var
han ikke?

«Jeg kan ikke fatte,» sagde han pludselig, «hvem der kan have været i
mit Værelse.»

«Hvorledes?»

«Hvem af Tjenestefolkene, der har vovet en saadan Uforskammethed.»

«Men hvad da?» Blodet begyndte at stige hende op i Kinderne.

«Sagen er i og for sig ligegyldig, men jeg lagde i Gaar et gammelt
Fotografi af mig ned i mit Skrivebord, og i Morges, da jeg
tilfældigvis gennemsøgte Skuffen, var det forsvundet. Billedet er
aldeles værdiløst, men jeg ved, jeg har lagt det der, og det viser
altsaa, at der maa have været en eller anden i mine Gemmer.»

Hendes onde Samvittighed lod hende ikke i Ro for den Tanke, at han
anede, hvem der var Gerningsmanden. I sin Forvirring søgte hun at
vinde Tid ved at spørge paa ny.

«Har Du før mistet noget?»

«Det ved jeg ikke, jeg tænker aldrig derpaa, det var som sagt et rent
Tilfælde, der ledte til denne Opdagelse.»

«Tror Du, at der manglede andet i Skuffen?»

«Nej, der gjorde ikke. Der laa et Par Signeter og en Ring ved Siden
af, de er ikke borte.»

Hendes Forvirring tiltog. «Det er ufatteligt; hvem skulde begaa
Tyveri for et Portræts Skyld; for det kan vel ikke være nogen af
Pigerne --»

Han skød hurtig sin Stol tilbage og gik. Det faldt hende ind, at
hendes Ord kunde have indeholdt en Insinuation, hvor lidet hun end
havde tilsigtet det. Hun havde kun talt for at bortlede Mistanken fra
sig selv; men hvor skulde han kunne ane det; han havde ganske sikkert
optaget hendes Ord som en Sarkasme. Og hvorledes skulde hun klare
Misforstaaelsen? Skulde hun gaa til ham og sige ham, at det var
hende, der havde fundet det værdt at have? Hun syntes, at det var
hendes Pligt -- men saa at møde et koldt, forbavset Blik, hun kunde
ikke overvinde sig dertil. Den Dag og de nærmest paafølgende tog hun
det vel hundrede Gange i Haanden for at udføre sit Forsæt, men kunde
saa ikke. Tilsidst blev det næsten en fix Ide hos hende, at hun ikke
kunde faa Ro, før Sagen var klaret. Hun søgte ved allehaande smaa
Opofrelser og Opmærksomheder ligesom at gøre Bod derfor, men hendes
Samvittighed lod sig alligevel ikke berolige.

       *       *       *       *       *

Kort før Jul kom der Indbydelse til et stort Middagsselskab paa
Restrupgaard, som nu var i en anden Ejers Besiddelse. Det skulde
holdes lille Juleaften. Sørgeaaret var omme, derfor afslog de ikke
Invitationen, men tog derover. Det var et stort Julegilde, der gaves
i Restrupgaards gamle Sale; alle Egnens rigeste Landbesiddere var til
Stede. Banner var en Slags Æresgæst, det var det første Selskab, han
deltog i, siden sin Søns Død, og han var desuden den største Landdrot
der paa Egnen.

Judith blev ført til Bords af Værten. Lige over for dem sad Banner;
hans Borddame var en ung Kone paa Judiths Alder, der netop var bleven
gift i dette Efteraar.

Maden var god, Vinen ogsaa. Der blev holdt Taler og drukket Skaaler,
og da det var et jysk Julegilde, blev der naturligvis ikke sparet paa
Drikkevarerne. Det var fine og svære Vine, som ikke undlod at udøve
deres Virkning; man spiste, talte og lo, og da Dyrestegen blev sat
paa Bordet, var Munterheden naaet meget højt. Værten lod Stegen blive
staaende paa Bordet, Maaltidet var jo Festens Midtpunkt, det maatte
gerne trækkes ud saa længe som mulig. Han lo og talte mer end nogen
af de andre, han havde drukket private Glas med enhver af de
tilstedeværende, han havde drukket deres Skaal offentlig, og medens
han med jysk Gæstfrihed nødte Gæsterne, foregik han dem selv med
et glimrende Exempel. Hvorfor ikke slaa sig løs? Høsten havde jo
været god, og den velsignede Jul stod for Døren, Huset skulde vise
sig i sin fulde Glans. Gæsterne maatte prøve denne eller hin
«Extra»-Flaske: «Hvadbehager -- den lader sig drikke -- sikken
Bouquet, hvad?» Og Gæsterne smagte eller lod, som de gjorde det,
thi de mistede til sidst Smagen og skyllede kun Vinen ned med
halvberusede Menneskers Lyst til at blive endnu mere omtaagede. Der
var ikke Tale om Konversation mere. Da den første Stivhed var
forsvunden, raabte enhver saa højt, han formaaede. Beretninger om
blankbrune Hingste, Præmietyre, Dyrskuer, Landvæsensartikler o. s. v.
udgjorde Broderparten af Æmnerne. Damerne morede sig lige saa godt
som deres Mænd. De var aldeles ikke forargede over Lystigheden, de
fleste var fødte der paa Egnen og vante til den fra Barndommen.

Men Judith stemte al denne Munterhed til Tankefuldhed, hun blev tavs
i denne Højrøstethed og gennemjoges undertiden af en Kuldegysning,
der bragte hende til at blegne, trods Heden og Ophidselsen. Hendes
gamle Sørgmodighed vendte tilbage, om end i en mildere Form. Det
havde altid pint hende at se Mennesker give slip paa deres Værdighed,
saaledes som disse støjende, raa Væsner. Skulde de virkelig være
Skabningens ypperste? Den Aandsspænstighed, som skulde kunne bringe
hende til at forstaa den svulmende, overstrømmende, animalske
Livslyst om hende, manglede hun, eller Sorg og Grublerier havde
knækket den. Hun saa rundt paa alle disse Mandshoveder, hvoraf
ethvert milevidt afveg fra Skønhedsidealet, disse skæggede Hoveder
med plumpe Træk, tykke Læber, stirrende eller dorske Øjne,
Fysiognomier, som man kunde fristes til at tro, at Naturen havde
frembragt i en kaad Lyst til at lave Karrikaturer, og som nu tilmed
var oppustede og ophedede af Vinen, Maden, Varmen og den megen
Snakken.

Saa standsede hendes Blik ved et Hoved, kun omgivet af en tynd Krans
graa Haar, men af en paafaldende nobel Form, med en skarp, lige Næse,
dybtliggende, alvorlige Øjne og en smuk, fint spottende Mund, et
Ansigt, der udmærkede sig ved sin Bleghed og Ro midt imellem alle de
andre, der var saa hede og røde, en Gud mellem en Flok Fauner. Han
talte meget lidt, hverken livlig eller aandrig syntes det, og dog
misundte hun pludselig hans Borddame. Ak, om hun havde hendes Plads,
hun skulde prøve paa at faa ham til at smile, eller ligesom skjult i
de andres Støj se at finde Mod til at sige ham -- hvad? Noget
venligt, blot for at opklare Misforstaaelserne og undskylde sig.
Eller blot, ja, om hun blot var en fremmed og kunde begynde forfra,
helt forfra paa en anden og bedre Maade!

Man rejste sig fra Bordet, Herrerne trak sig tilbage for at ryge,
spille Billard, en lille L'hombre, maaske en Smule Hasard. Damerne
blev alene.

Da kom Banners Borddame, en smuk fyldig Blondine, hen til Judith og
sagde med en Livlighed og Fortrolighed, der dels var hende medfødt
dels fremmet af Vinen og den almindelige Oprømthed: «Det var Deres
Mand, jeg havde til Bords, ikke sandt? Jeg vilde næppe tro mine egne
Øren, da han sagde, at De var hans Frue og havde været gift med ham i
syv Aar. De ser jo saa ung ud.»

Judith smilte svagt; det var første Gang et Smigreri havde behaget
hende saaledes: «Jeg var næppe nitten Aar, da jeg blev gift og --
og,» hun famlede efter et Udtryk, «min Mand er femten Aar ældre.»

«Saa meget! Jeg er vistnok paa Deres Alder, men blev først gift for
et Par Maaneder siden. Min Mand og jeg er lige gamle. Lagde De ikke
Mærke til ham ved Bordet, den smukke, blonde Mand, der sad et Par
Pladser fra mig?»

Judith tilstod ikke, at hun kun havde lagt Mærke til _en_ Mand blandt
dem alle.

«De maa nu ikke regne, om han i Begyndelsen saa noget gnaven ud. Han
er altid fortrydelig, naar vi skal i Selskab, fordi han saa ikke kan
beholde mig i Fred, siger han; han er nemlig saa forelsket.»

Den nygifte Frue rødmede, da hun gjorde denne Tilstaaelse halv koket
halv naivt, og søgte Sympathi i sin jævnaldrendes Ansigt, men hun
fandt nærmest et sørgmodigt Udtryk. Da tog Fruen hende om Livet paa
Damers Maner, naar de har Lyst til at være fortrolige, og fortsatte:
«De maa ofte komme og besøge os; vi har det saa hyggelig og er saa
glade; vi holder saa meget af Besøg, men vi vil helst blive hjemme --
for vi er jo endnu i Hvedebrødsdagene.»

Denne Venlighed, denne Fortrolighed berørte Judith forunderlig. Der
var en Tid, hvor hun vilde have spottet den og vist den tilbage,
fordi den vilde have generet hende, men i dette Øjeblik, da den saa
naturlig, saa uventet venlig strømmede hende i Møde, fik hun en
pludselig Lyst til at tale, til at betro sig til denne Venlighed og
fortælle om sig selv, om sit tidligere triste Liv, om at hun ikke
længer var haabløs eller bitter som før, at hun ikke længer troede
paa Egoisme som Livets eneste Drivfjeder, kort sagt tale om hele
denne vidunderlige Forvandling, som hun følte var i Lag med at
foregaa med hende. Hun syntes, at det maatte kunne vække Genklang hos
denne unge, livsglade Frue, men saa -- da hun prøvede paa at tale,
blev hun bange og nøjedes med at sige: «Saa maa De ogsaa besøge os --
naar Deres Hvedebrødsdage er forbi i alt Fald.»

«Aa ja, det vil jeg rigtignok gærne. De skal have saadan et yndigt
Hjem, siger man, og De gjør det saa hyggeligt. Ja, er det ikke
dejligt, saadan at gaa og smaapusle hjemme, og vande Blomster og
spille rørende Melodier for sin sentimentale Kæledægge af en Mand, og
være lykkelig ved alt, hvad man tager sig for?»

Judith prøvede atter paa at tale, at fortælle, at noget af dette
havde hun lært at kende, men først for ganske nylig; men inden hun
kunde tale, lagde Fruen sin varme, bløde Kind mod hendes og hviskede:

«Vi to vil blive Venner, ikke sandt?»

Var det virkelig den kolde, tilbageholdne Judith, der hviskede «Ja».

«Se paa alle disse gamle, kjedelige Damer, er det ikke rædsomt at
skulle spilde en hel Aften blandt dem og kede sig med Anstand. Ved
De, hvad jeg altid trøster mig med i et saadant Selskab?»

«Nej.»

«Med at tænke paa, at jeg skal køre hjem alene med Theodor. Finder De
det ikke fortryllende at køre hjem med Deres Mand?»

Her blev Samtalen afbrudt af Kaffen, som blev budt om, og de fik ikke
Lejlighed til senere at fortsætte den. Judith længtes efter at være
alene, at overgive sig til sine Drømmerier. Hun forlod det varme,
snakopfyldte Værelse og gik ind i det næste, der stod tomt. Her var
hverken saa varmt eller saa oplyst. Hun vidste ikke, at dette var
Restrups «Studereværelse», og da hun tog Plads i en Lænestol foran
Kaminen, anede hun ikke, at det var paa denne Plet, Restrup for sex
Aar siden havde drukket sin sidste Flaske Rum. Men som om den afdøde
Adelsmands Aand flakkede om paa disse vante Steder, førtes hendes
Tanker uvilkaarlig tilbage til ham. Hun havde en Gang sammenlignet
ham med sin Mand og ladet Sammenligningen falde ud til hans Fordel;
hvor var det muligt. Han maatte jo henregnes til den raa og plumpe
Landjunkertype, der stod saa langt under Banner. Og dog havde han
været baade smuk og Adelsmand. Det var altsaa dog ikke Adelskabet,
der gjorde det; det var selve Personligheden. Ja, Banner stod i
Virkeligheden over dem allesammen, i _hendes_ Øjne idetmindste. Og
saa var det hendes Husbond; han havde valgt hende, givet hende
Hustruens Plads ved sin Side, hun blev respekteret af ham som saadan
og ved ham ogsaa af andre. Det var hendes Husbond, og det var med
ham, hun i Aften skulde køre hjem.

Da sagde hun pludselig fast og bestemt til sig selv, at nu skulde hun
gribe Lejligheden og tilstaa sin Uret og bede ham om Tilgivelse.
Medens Mørket skjulte hans Ansigts Udtryk, skulde hun gøre Skridtet
og komme til ham. Det var bestemt, der nyttede ingen Udflugter, og
skønt Beslutningen kun hidrørte fra hende selv og kunde forandres af
hende selv, opfyldte den hende dog med en forunderlig Angst. Om en
Time, om 60 korte Minutter vilde Banner lade spænde for, saa fra
Øjeblikket kommet, saa skulde hun ydmyge sig og bede om Tilgivelse.

Hun vendte tilbage til Damerne; nu var Passiaren livlig, men hun
havde ingen Ro til at deltage i den. Der lød Bulder udenfor, det var
Herrerne, der kom over, endnu hedere i Hovedet af Pousse-Cafeerne,
deres Spil og Disputeren. De talte højt, lo og skændtes.
Politik, Avlsredskaber, Kreaturer, Bygningsforetagender,
Assurancespørgsmaal, Processer, Vanskeligheder med Tjenestefolkene
blandedes mellem hverandre. Ny Jærnbaneanlæg, Vejforbedringer og
Skatteligningsspørgsmaal var under Debat, ny Opfindelser
paa Agerdyrkningsfeltet kritiseredes. Ord som Centrifuger,
Radsaamaskiner, Ailepumper, de Lavels Separatorer, Ringtromler,
Halmrystere, summede om ens Øren. Men disse Ting kedede slet ikke
Damerne, de kendte til alt dette, og hvis det havde været muligt for
nogen at skaffe sig Ørelyd, vilde de sikkert med Opmærksomhed have
fulgt de forskellige Meninger. Ogsaa Judith havde i den senere Tid
stræbt at faa Interesse for og Kendskab til disse Ting, der hørte
hjemme i den Verden, der omgav hende og vedrørte hendes Mands
Beskæftigelse og Livsstilling, men denne Aften kunde hun ikke følge
Debatten med den ringeste Opmærksomhed; alle hendes Tanker samledes
om Banner, der syntes træt og overanstrængt og ikke tog videre Del i
Samtalen. Hun saa, han forlangte sin Vogn, og der gik en forunderlig
nervøs Gysen gennem hende. Tjeneren meldte, at der var forspændt,
Banner bød hende sin Arm. Da de havde taget Afsked med Vært og
Værtinde, gjorde de en ceremoniel Bøjning for det øvrige Selskab,
idet de trak sig tilbage. Men ved Døren stod Judiths ny Bekendtskab,
den unge Frue. Hun rakte Judith Haanden og hviskede: «De kan sagtens,
men nu haaber jeg ogsaa, at vi snart skal afsted.»

Judith og Banner steg ind i deres Vogn, Tjeneren skyggede for det
viftende Lys, bukkede og slog Vogndøren i, medens Lyset slukkedes.

De rullede afsted i den mørke, men stjærneklare Frostnat. Ude over de
nøgne, frosne Marker saa man hist og her Lyset i en Bondehytte
glimte; det var det eneste Tegn paa Liv, ellers var alt stille, selv
den lette Vogn bevægede sig næsten lydløst henad den jævne, frosne
Vej.

Nu skulde hun altsaa tale. Men hver Gang, hun prøvede derpaa, blev
hun bange for at høre sin Stemme i denne dybe, velgørende Stilhed.
Hendes Mand sad ogsaa ganske ubevægelig, hun kunde næppe skimte ham i
Vognens Mørke, han sov ikke, det kunde hun høre paa hans lette
Aandedrag, men han sad sikkert i sine egne Tanker.

Hvorledes skulde hun begynde. Der faldt hende noget ind. «Vil Du
ikke ryge?» spurgte hun. Hun vidste, at han vilde sætte Pris derpaa.

«Tak, jeg er bange, det vil genere Dig.»

«Aldeles ikke, tvært imod.»

Han tøvede endnu.

«Jeg forsikrer Dig, Du maa saa gærne.»

Han tog sit Cigaretui frem og strøg en Tændstikke. Ved det korte,
stærke Lysglimt saa de halv blændede paa hinanden. Han lidt
forbavset, hun noget spejdende og ængstelig. Hun saa hans Ansigt
dukke frem og forsvinde igen i Mørket ved Flammens Stigen og Synken,
medens han tændte Cigaren; men hun formaaede ikke at opfatte dets
Udtryk. Saa slukkede han Tændstikken og skød Vinduet ned. Mørket
indhyllede dem dybere end nogen Sinde.

«Du fryser vel ikke,» spurgte han, «vil Du ikke have min Pels om Dig;
den ligger paa Bagsædet?»

«Tak, jeg fryser ikke.»

Saa blev der atter fuldstændig Tavshed. Hun saa Ilden i hans Cigar
snart gløde op, snart fordunkles af den lette Aske. Hun saa den fine,
blaahvide Røg hvirvle i Vejret og trække ud af Vinduet ud i Mørket og
Kulden, men hun tav stadig. «Nu vil jeg tale -- nu -- nej nu,» men
hun gjorde det ikke.

«Generer Cigaren Dig virkelig ikke?»

«Aldeles ikke, tvært imod.» Hun var saa fattig paa Ord i dette
Øjeblik, at hun kun formaaede at gentage de alt udtalte.

Atter Beslutninger om at tale, der lammede Tungen og truede med at
sprænge Hjærtet, hver Gang hun gjorde Forsøg paa at udføre dem. Hun
maatte tale, inden det blev for sent -- ak, det var allerede for
sent; den dumpe Lyd sagde hende, at de kørte ind i deres egen Gaard.
Hundene gøede, de saa oplyste Vinduer, de var hjemme. Lys bevægede
sig gennem Værelserne, det var Tjeneren, som kom løbende for at tage
mod dem. Men Banner havde allerede aabnet Vogndøren og var sprunget
ud, han rakte sin Kone Haanden, hun rystede af Kulde, da den skarpe
Natteluft slog hende i Møde. Da hun vilde sætte Foden paa Jorden,
mærkede hun, at hendes Slæb maatte være lukket i Klemme i Døren lige
over for. Men det var for sent, hun havde allerede sluppet Fodfæstet,
hun tabte Balancen og faldt over mod sin Mand. Han kastede sin Cigar
og greb hende i rette Tid i sine Arme, saaledes at hun ikke faldt.
Der stod de. Stillingen gjorde dem lige forlegne. Han kunde ikke
slippe hende, og hun kunde ikke rejse sig. Et Øjeblik fik hun den
Ide, nu at tilhviske ham, hvad hun vilde have sagt ham før, men nej,
det kunde jo se ud som noget anstillet, «en Kasten sig i hans Arme»,
og hun tav. Han havde imidlertid løftet hende op i Vognen igen; der
løsgjorde hun med Lethed sin Kjole, og det hele havde varet saa kort,
at hun, da Tjeneren kom med Lampen, steg ud igen uden noget nyt
Uheld. Banner gav Tjeneren en hurtig Ordre om at sørge for
Rejsetøjet, og fulgte efter Judith ind i Forstuen. Her bukkede han
for hende og ønskede hende Godnat.

Saa gik de hver til sit.

       *       *       *       *       *

Hun kunde ikke sove. Tanken om at have været ham saa nær, uden dog at
være kommen ham nærmere, satte hende i nervøs Bevægelse. Selv den
flygtige og ufrivillige Berøring, da han havde opfanget hende i sine
Arme, gjorde hende saa underlig glad og bevæget. Hvad var da
foregaaet med hende? Hun gav sig ikke Ro til at undersøge det, thi
stadig vendte Tanken om dette underlige Favntag tilbage og
forstyrrede ethvert Forsøg paa at komme til Klarhed herover. Hun
vidste kun, at hun følte sig lykkelig, at et nyt Haab paa Livet var
brudt frem i hende, at hun følte sig saa mild, saa glad, saa ung. Saa
dalede endelig Søvnen ned over hende, og hun sov ind med Hænderne
under Hovedet, Hovedet bøjet tilbage og et Smil paa de halvaabne
Læber.

Hun havde kun sovet kort og meget let, da hun vaagnede op med et Sæt,
som om hun var bleven vækket ved en pludselig, stærk Støj.

Alt om hende var mørkt, saa bælgmørkt, at hun ikke selv efter nogle
Øjeblikkes Stirren formaaede at skælne den mindste Genstand. Og saa
var det saa stille, at Tavsheden formelig tyngede hende som en Byrde,
hun ikke kunde afkaste. Hun satte sig overende i Sengen og lyttede.
Ikke en af disse tusinde forskellige, pibende, sukkende, stønnende
smaa Lyde lod sig høre, der ellers om Natten forfærder den, som ikke
kan sove, men ligger og venter paa dem og farer sammen, naar de
kommer. Det forekom hende, at hun var begravet, og hun løftede
uvilkaarlig Haanden for at forvisse sig om, at den ikke stødte mod
noget Kistelaag.

Men i denne dybe Stilhed hørte hun da pludselig som et dæmpet Suk
eller en svag Stønnen. Det var ikke Spøgelseangst, der bedækkede
hendes Pande med kold Sved, men en Tanke, der slog ned i hende som et
Lyn. Lyden kom fra hendes Mands Soveværelse, der stødte op til
hendes; hun erindrede i et Nu hans Tale om at dø uforudset,
pludselig. Den stærke Støj, ved hvilken hun var vaagnet, den pinlige
Længsel, hun havde haft efter at tale, inden det blev for sent --
«han havde skudt sig -- det var hans Dødssuk!» Om hun selv havde
været Vidne dertil, kunde hun ikke have følt det med større,
rædselsfuldere Vished. I det Øjeblik han holdt hende i sine Arme,
havde han hemmelig taget Afsked med hende. Grunde og Beviser mylrede
frem, hun formaaede ikke at bekæmpe dem eller bringe dem til Tavshed.
I Selskabet i Aften havde han været saa stille og alvorlig; og
desuden, var det ikke Bevis nok, at hun var begyndt at haabe, endnu
havde jo aldrig noget af hendes Haab faaet Lov til at leve, knuste
vare de blevne et efter et. Tusinde Smaaomstændigheder, der syntes at
have maattet advare hende, dukkede ukaldede frem, Varsler og Anelser.
De havde været i det Hus, hvor Restrup for sex Aar siden berøvede sig
Livet; Banner havde for to Dage siden været i Byen og talt med sin
Sagfører; han havde den foregaaende Dag haft den Palisanderkasse
fremme, hvori han gemte sine Pistoler, hun havde set den paa hans
Skrivebord. Alt dette jog hende gennem Hovedet, medens hun lyttede
efter en Gentagelse af Lyden.

Tilsidst blev Tilstanden hende utaalelig. Hvis hun nu havde gættet
rigtig, hvis han nu laa død der inde, ti Skridt fra hende! Der
overfaldt hende en saa dødelig Rædsel, at den et Øjeblik forvirrede
hendes Tænkeevne. Hun maatte have Vished, og naar hun da saa ham død,
vilde hun kaste sig over ham, og bede om Tilgivelse, selv om han ikke
længer kunde høre det, og saa -- saa, hun kunde ikke tænke videre.
Hun famlede efter Svovlstikker, hun strøg den ene af efter den anden,
men de slukkedes i hendes rystende Hænder. Endelig fik hun tændt en
Lampe, der stod ved hendes Seng, en lille antik Lampe, der hang i
tynde Kæder, som en Hejre holdt i sit Næb. I Spejlet lige over for
saa hun sig selv sidde oprejst i Sengen saa ligbleg, som om det var
hende, der var den døde, et flygtigt Indtryk, der slog ned i hendes
Sind, som slige Indtryk tidt gør i et Angstens Øjeblik.

Hun gjorde sig ikke Rede for, hvad hun egentlig vilde. Hun stod ud af
sin Seng og gav sig kun Tid til at stikke Fødderne i et Par smaa,
tynde Morgensko. Saa greb hun Lampen, og skælvende af Kulde og Angst,
med klaprende Tænder og rystende paa Haanden gik hun til Døren, der
førte til hendes Mands Soveværelse. Den var lukket af; hun drejede
Nøglen om og foer sammen ved den Støj, det gjorde. Hun aabnede Døren
lydløst og traadte ind. Hun havde ikke været der siden hin Nat, da
Barnet døde. Alt var uforandret, den tomme lille Seng stod endnu ved
Siden af Banners. Der var saa stille. Hun hørte intet Aandedræt, kun
sit eget bankende Hjærte. Hun listede sig nærmere som et Spøgelse,
hun vovede næppe at skaffe sig Vished -- ak, der laa han med Ansigtet
vendt opad, bleg og stille, men -- men -- Du naadige og barmhjærtige
Gud være lovet! -- rolig sovende, ikke død.

Da overvældedes hun af en ubeskrivelig Glæde, det var hende, som om
en stor Fare var overstaaet. Hun bøjede sig over Sengen med Lampen i
Haanden -- som Psyche over Amors Leje -- tænkte hun med et svagt
Smil. Ja, han var smuk, som han laa der, med det regelmæssige Ansigt,
hvori Sorgen havde tegnet saa dyb en Skrift, med det smertelige Træk
om Munden, med de lukkede, dybtliggende Øjne, om hvilke Skyggen
tegnede en mørk Rand! Men hvor længe havde hun ikke været om at
opdage det! Hun lod sig sagte glide ned paa Gulvet foran Sengen. Hans
Haand laa ud over Sengekanten, hans fine, magre Haand; hendes Læber
nærmede sig til den, og hun kyssede den sagte, medens hun hviskede
som et Barn: «Aa, vær ikke vred paa mig, tilgiv mig al den Uret, jeg
har gjort Dig.» Hun blev bange for at han skulde vaagne, hun rejste
sig hurtig; men han sov dybt og uforstyrret, som et Barn gør det, der
intet har at angre eller frygte, eller som en Mand, der intet mere
har at haabe eller ønske. Endnu et langt Blik paa hans i Søvnen
fredelige og milde Ansigt, saa forlod hun lydløst Værelset; Nøglen
blev atter drejet om, Lampen slukket, og saa kastede hun sig paa sin
Seng.

Da rakte hun Hænderne op som til Bøn, og hviskede jublende, med
ubeskrivelig Fryd i sin Stemme: «Nu ved jeg det! Det er kommet, jeg
elsker. Himlen være lovet, jeg elsker for første og eneste Gang i mit
Liv. Kærligheden er til, jeg føler den; den gennemstrømmer hele mit
Væsen, den gør mig lykkelig og god. Jeg troede ikke paa den, men nu
tror jeg, thi jeg elsker, jeg elsker!»

Hun tog sin Hovedpude i sine Arme og knugede den til sig: «Jeg elsker
-- elsker! Hører Du, nu i denne Stund er det kommet, og har fyldt mig
med en ubeskrivelig, usigelig Lykke.»

«Nej -- det er dog ikke nu, det er kommet. Jeg har elsket ham længe,
skjøndt jeg ikke vilde det, men hvor længe?»

Hun gik tilbage, følgende den ny Strøms Spor. «Var det fra den Gang,
vi mistede Erik, da jeg saa ham bøjet, saa ham lide og dog ikke
klage? Nej, det var længe før.» Og saa fandt hun ud, at hendes Sorg
og Livslede, hendes Forladthedsfølelse og Forbitrelse, hendes
Misundelse, ja selv hendes Had og Haardhed, det havde været Kærlighed
alt sammen, eller skyldtes hendes Kærlighed. Hun havde elsket ham,
ja, uden at vide det, fra den første Gang, hun saa ham. Da var Frøet
i hendes Sjæl, som Tanken paa ham havde saaet, begyndt at spire, og
det havde saa kæmpet sig frem under Jorden i Mørke og Fortvivlelse, i
Længsel og Savn, gennem stenet Grund og soltørret Muld. Ustandselig
havde hendes Kærlighed banet sig Vej, og da saa Sorgen havde bøjet
hende og Angeren grebet hende, og da hun erkendte sin Uret og Brøde,
da var den brudt helt frem, voxende stærkere og stærkere, til sidst
helt overskyggende hende -- nu saa hun det. Og hun følte, hvorledes
den forlenede hende med en Styrke, som hun endnu aldrig havde kendt,
hvorledes den ligesom genfødte og omskabte hende, og ikke lod den
mindste Del af hendes Væsen uberørt. Og hun, der havde sørget over
sin Kulde, der havde troet sig ude af Stand til at elske og havde
tvivlet om Kærlighedens Tilværelse, hun overgav sig nu jublende til
den.

Og hun ynkedes over sin tidligere Tilværelse, hvor hun havde brugt
alle sine Kræfter til at trodse, stride imod og lide. Hvilken Taabe,
hvilket stakkels lykketørstende, ulykkeligt Menneske havde hun dog
ikke været. Men nu var Kampen forbi -- ogsaa hun var omsider kommen
til den solvarme Plet, hvor al Smerte og Strid var endt, hvor hun
rolig turde hvile ud i Lykken og Lyset.

Og hun sov atter ind for ikke mere at skræmmes op af sin Hvile.

       *       *       *       *       *

Hun klædte sig omhyggelig paa næste Morgen og betragtede sig nøje i
Spejlet. Var hun ikke begyndt at blive gammel og styg? Nej, hendes
Øjne var endnu klare, og Sorgen havde ikke gravet sine Furer i hendes
Ansigt; hun havde aldrig været saa glad over sin Skønhed som nu. Hun
løb ned ad Trappen til Spisestuen, hun nynnede sagte, da hun lavede
Kaffen og ristede Brødet. En lille Angst paakom hende; maaske han
vilde spise Frokost paa sit eget Værelse, og hun længtes dog saa
meget efter at se ham, at høre ham tale, om end nogle ligegyldige
Ord.

Der kom han. Hun turde ikke se op paa ham for ikke at røbe sin
Bevægelse.

«Befinder Du Dig vel?» spurgte han, idet han tog Koppen af hendes
Haand, som det, at han var hende nær, bragte til at skælve.

«Tak -- jeg har det godt.»

Han drak sin Kaffe i Tavshed, og hun ledte om et Par ligegyldige Ord
at sige, uden at kunne finde nogen.

Hun rakte ham Brødbakken, hans Haand berørte hendes, og hun rødmede
-- taabeligt! for Aar siden havde hvert af hans Kærtegn oprørt hende,
og nu -- hvor havde det for Resten været muligt?

«Tillader Du, at jeg ser min Post?»

«Gærne.»

Han foldede Avisen ud og gennemløb den hurtig; derefter kom Turen til
Brevene; de blev aabnede og flygtig gennemsete; kun et læste han med
synlig Interesse og lo endog saa smaat et Par Gange under Læsningen.

Hun saa forundret paa ham.

«Det er et Brev fra Komponist Hellman, som jeg traf i Rom og Paris.
Jeg har vist fortalt dig om ham. Vi blev den Gang meget gode Venner.
Senere har jeg et Par Gange bedt ham om at besøge mig i Sommertiden,
sidst for nogle Aar siden, da jeg traf ham i København. Han lovede
det ogsaa, men kom aldrig. Nu skriver han, at han i Henhold til min
Indbydelse vil gæste os, og -- ja, han er en pudsig Fyr, han skriver
-- ja, Du kan jo selv læse det.»

Han skød Brevet over Bordet til hende. En løjerligere Skrift havde
hun aldrig før set; Streger og Klatter mellem hverandre, overstrøet
med en utrolig Mængde Sand, der fik dem til at tage sig ud som smaa
piggede og vortede Dyr. Hun skød det fra sig igen: «Jeg kan ikke læse
det.»

«Naa, det er sandt. Hellman bruger Fjerpen og strør Sand paa; jeg
husker nok hans billets doux. Indholdet er i Korthed: «Da Du altid
har anmodet mig om at besøge Dig om Sommeren, har jeg faaet den Ide,
at der vist maa være noget aparte rart ved Vinteren, som Du ikke
under mig. Derfor agter jeg nu at inspicere din Herregaard ved
Juletid. Jeg er bleven meget slunken af vor elendige københavnske
Kost og trænger til at faa noget med af Eders Fedekalve. Da min
Besøgelses Kapital er bleven opsparet i saa mange Aar, faar Du nu
foruden Hovedsummen, som er mig, Renterne i Form af en lille Nevø,
som jeg tager med mig. Han siger, han vil tegne nogle af Dine gamle
Sager i Egenskab af Arkitekt og Oldgransker; men det er kun et
Paaskud. Han vil gøre Ravage blandt de jyske Piger, og jeg beder Dig
derfor snarest mulig afskedige, hvad Du har af kønne Fruentimmer paa
Gaarden. Jeg formelder min og hans dybeste Respekt for Din unge Frue,
hvem det særlig skal glæde mig at gøre Bekendtskab med. Hvis Du ikke
vil have os, bedes Du skrive Afbud med omgaaende, da vi rejser fra
København i Morgen. Din hengivne o. s. v.» -- Det vil sige, antager
jeg, at de kommer i Morgen. Er Gæsteværelserne til Haven i Stand?»

«Ja.» Hun var lidt fortrydelig ved at skulle modtage fremmede just
nu. Hun havde ønsket at være ene med ham netop nu, men han var
aabenbart meget oplivet.

«Hellman vil sætte Liv i Huset, det glæder mig ogsaa for Din Skyld;
Du trænger til Adspredelse.»

«Aa nej, hvorfor det? Jeg er meget tilfreds med det, som jeg har
det.»

Han saa rask op paa hende ligesom forbavset. Hun vendte sig bort.

«Det er sandt, det er jo Juleaften i Aften. Du har vel ikke noget
imod at gaa med mig i Kirke, som vi plejer?»

Hun svarede hurtig nej, og han forlod Stuen.

       *       *       *       *       *

Det var Skik, at Godsherren Juleaften var til Stede i Kirken. Det
havde rigtignok tidligere ogsaa været Skik, at Herskabet var der hver
Søndag; men siden Banner var kommen hjem fra Udlandet, gik han kun i
Kirke en Gang om Aaret, nemlig Juleaften. Han syntes ikke, at han
helt vilde bryde med den gamle Skik, der af Bønderne næsten
betragtedes som Lov og Ret.

Det blev en kold, stjærneklar Frostaften, og Vejen over til Kirken
laa hvid og blank i Maaneskinnet. Judith stod ved Vinduet og ventede
paa sin Mand, færdig til at tage afsted.

Han kom ind i Spaserepels: «Har Du noget mod at gaa til Kirken?
Kusken kan saa ogsaa komme med.»

«Nej, slet ikke,» svarede hun smilende og vendte sig om mod ham.

Hun saa, at han var bleg og nervøs. Han betragtede denne
Julegudstjeneste som en Tortur, en Komedie, han skulde spille til
bedste for andre, og det pinte ham som en Ydmygelse. Hun forstod det
saa godt, men hun turde ikke berøre Sagen.

Da de stod paa Trappen, dukkede Tjeneren op bag ved dem.

«Hvad vil De?» spurgte Banner i en mod Sædvane opfarende Tone.

«Fruens Tæppe,» stammede Manden; «jeg skulde bære det, mente jeg.»

«Det behøves ikke,» sagde Judith hurtig. «Jeg kommer vist ikke til at
fryse.»

«Jo, der er for koldt,» sagde Banner atter rolig. «Men De skal ikke
følge med. Giv mig Tæppet.»

Det var aldrig hændet før, og den ubetydelige Opofrelse fra hans Side
rørte hende.

De gik sammen ned ad Vejen. Klokkerne kimede festlig ned mod dem fra
Kirketaarnet, stærkt og klangfuldt lød Tonerne ud i den stille, kolde
Aften. Der straalede Lys fra Kirkeruderne, og henne ved Indgangen
trængtes Folk allerede for at komme ind.

Da de naaede Kirkegaardsporten standsede Banner, førte ligesom
uvilkaarlig Haanden til Panden og sagde i en Tone, der formelig
dirrede af Nervøsitet: «Gid det var overstaaet!»

Nu veg Mængden til Side for dem; der hilstes ærbødig og mumledes
mangt et glædeligt Jul. Banner gik med Hatten i Haanden gennem den
nysgerrige, ventende Flok.

De gik op gennem Kirken, der var straalende oplyst; thi det var en
gammel Ret, at dette bekostedes af Godsejeren. De naaede de øverste
Stole med det adelige Vaabenskjold malet paa Døren, hvor Bænkene bar
Spor af forhenværende unge Banneres ringe Andagt under Gudstjenesten
i Form af udskaarne Hjærter med deres og deres udvalgtes Navnetræk,
eller Damspil, afridsede paa Sæderne. Langs de nøgne Mure hang
Votivtavler med plumpt udskaarne Egetræes Rammer, fremstillende
Giveren og hele hans Familie, Fader og Moder i Midten, tolv--fjorten
Børn i nedadgaaende Størrelse til begge Sider og de døde Børn
liggende foran i deres Jordelin. For øvrigt var Kirken meget
tarvelig; dog havde den et udmærket Orgel, som gamle Erik Banner
havde bekostet for at gøre sit til at fremme Gudsfrygten hos
Menigmand.

Banner havde sat sig tilbage i Stolens inderste Krog, som for at
unddrage sig de andres Opmærksomhed; men Judith sad helt ude ved
Midtgangen og saa op mod Alteret, der straalede af Lys. Hun indsugede
den festlige Stemning og fyldtes af en ubeskrivelig Taknemlighed og
Glæde.

Banner sad sammenbøjet i smertelige Tanker. Her havde han siddet som
Dreng, stolt som en Prins med Verden liggende aaben for sig, her
havde han siddet med sin unge Brud, fuld af Forhaabninger om Lykke,
her havde han -- smerteligst af alt -- for to Aar siden siddet med
sin lille nysgerrige, glade Dreng.

Da nu Orgelet pludselig brød ud i den gamle jublende Julesalme, gik
der som et Sæt igennem ham, han blev saa overvældet, ikke religiøst
men nervøst, at han kunde have grædt højt. Men han tvang sit oprørte
Sind til Ro; thi ikke for alt vilde han give efter i sine undergivnes
Nærværelse. Lyset, Sangen, Orgeltonerne væltede som Bølger ind over
ham, han bøjede Hovedet og led resigneret. «Et Barn er født» sang de
jublende. Ja, hvor forstod han ikke den Glæde, disse Ord indeholdt,
men endnu bedre Spaadommen til Marie: «Ogsaa Din Sjæl skal et Sværd
gennemtrænge.»

Men i Judith genfødtes al den Glæde, de sang om; for første Gang i
mange, mange Aar holdt hun virkelig Gudstjeneste og takkede Gud for
al den Lykke, som var født i hende.

       *       *       *       *       *

De gik hjem sammen, hjem til deres ensomme Hus, aldrig saa ensomt for
ham som netop en saadan Aften. Da Folkene efter gammel Skik havde
faaet deres Gaver og sagt Tak, sad de to ene sammen, medens Gildet
og Lystigheden fandt Sted i Borgestuen. Hvor tomt, hvor tomt det
hele!

De gav hinanden Gaver. Hvor betydningsløst, da de ikke kunde give
hinanden noget, som de ikke selv kunde købe sig, da de ikke kendte
hinandens Ønsker, ja, næppe havde nogen. Og dog syntes Judith denne
Aften, at hans Gave var et Tegn paa Velvilje og Opmærksomhed.

Hun mindedes, hvorledes hendes Moder ved saadanne Lejligheder var
gaaet hen og havde kysset sin Mand til Tak, som den naturligste
Handling af Verden. Hun havde ikke turdet gøre det, nej, ikke om det
saa gjaldt hendes Liv. De sad tavse sammen den lange Juleaften. Hun
mærkede ikke Trykket saaledes som han; thi hun var glad over hans
Nærhed, glad ved at se ham og indaande samme Luft som han. Men Banner
var knuget af denne Tavshed og Ensomhed; Tanken om, at de næste Dag
vilde faa Gæster, kom som en hel Lettelse.

Saa fik han en Ide; han foreslog et Schakparti.

Han var Mester i Spillet, det eneste han i det hele taget brød sig om
at spille. Hun spillede ikke daarlig, men var dog ikke i Stand til at
vinde fra ham. Det havde derfor tidligere været hende imod, naar han
foreslog et Parti; thi der var noget deprimerende, ja formelig
ydmygende i bestandig at tabe. Men denne Aften var Forslaget hende
kærkomment.

Spillet interesserede Banner. Han plejede at lægge sin Plan i
Forvejen og gennemføre den med stor Overlegenhed. Hun spillede just,
som han ønskede det, godt nok til at gøre ham Modstand, daarlig nok
til aldrig at kunne ødelægge hans Planer. Naar han havde omringet
hende, bragt hende i den Stilling, han ønskede, tilintetgjort hendes
Forsvar og saa til sidst styrtede sig over hende med sit Mat! kunde
han triumfere et Øjeblik, men saa higede han kun efter at begynde for
fra. Hun havde hadet denne Methode, hans Sikkerhed og Triumf havde
altid før irriteret hende, men denne Aften var det hende en
Tilfredsstillelse at lade sig overvinde, at anerkende ham som den
overlegne.

De spillede i Tavshed, man hørte kun Banners Schak! -- Madame! og
hans sidste Mat! Saasnart Spillet var forbi, stillede han Brikkerne
op til et nyt; hans Spillelidenskab var vaagnet, og Timerne gled.
Uformærket forløb Julenatten og de spillede stadig. Men til sidst
blev Judith træt; hun havde kun sovet lidt forrige Nat, og nu var
Midnat længst forbi. Den uafbrudte Anspændthed, de frugtesløse Forsøg
paa at forsvare sig, havde udtømt hendes Kræfter, og Glæden ved at
være ham saa nær og dele hans Beskæftigelse var vegen for en
svimlende Træthed.

Klokken slog fire, da han stillede et nyt Spil op.

Hun røbede ved intet Ord sin Træthed, men da hun skulde flytte
Bønderne ud, rystede hendes Haand. Hans Blik opfangede det og gled
fra Haanden op til hendes Ansigt; hun var bleg og saa meget anstrængt
ud. Da trak han hurtig sit Uhr op og saa studsende paa det.

«Er det muligt, er Klokken virkelig fire? Tilgiv mig min
Hensynsløshed,» og med lidt Anger over sig selv og Beundring for
hende tilføjede han: «Tiden er gaaet saa behagelig, det maa være min
Undskyldning.» Han havde slaaet Schakbrættet sammen og rejst sig op;
han rakte hende nu Haanden til god Nat.

«Tiden er ogsaa gaaet behagelig for mig,» sagde hun sagte.

«Maa jeg takke!» -- han bøjede sig høflig -- «ogsaa for Din
overordentlige Taalmodighed.»

«God Nat, og glædelig Jul!» tilføjede han smilende, «vi har jo
allerede Julemorgen.»

Et lidt fastere Haandtryk, et nyt Buk, saa trak han sig tilbage.

       *       *       *       *       *

Komponist Hellman og hans Søstersøn ankom virkelig den følgende Dag.
Den første var en korpulent Mand med et muntert, spillende Udtryk i
Ansigtet, langt mørkeblondt Haar, paa Kunstnervis strøget bag Ørene
og et stort Skæg. Hans første Entrée satte Judith i ikke ringere
Forbavselse end hans Brev, thi saa snart han var sprungen af Vognen,
omfavnede han Banner i Kuskens og Tjenerens Nærværelse -- Banner
fandt sig noget forlegent i denne Venskabsytring -- og derpaa hilste
han hende som en god gammel bekendt, hvem i Grunden kun særegne
Omstændigheder havde forhindret i at blive dus med.

«Naa, Johan, gamle Dreng! Saa er Du da her tøjret til den nydeligste
Tøjrepæl af Verden og paa den kønneste Græsgang, man kan ønske sig.
Og De, Frue, har De nu ogsaa faaet ham vel dresseret? De kan tro, han
var en forfløjen Fyr i sine unge Dage. Ak ja -- det var den Tid, man
selv var en slank Yngling,» og han skottede mistrøstig ned ad sin
runde Person. «Maa jeg præsentere min Nevø, en net lille Duodezudgave
af Menneskeheden -- hvad behager?» Og han slog sin Nevø paa
Skulderen, hvilket var alt, hvad han kunde naa, thi August Strøm,
Duodezudgaven af Menneskeheden, manglede kun lidt i de tre Alen og
ragede et godt Stykke op over sin lille Onkel.

Han var et usædvanlig smukt Menneske med en prægtig Figur, krøllet
brunt Haar, og en lang Knevelsbart, med et livsglad, næsten
overmodigt Udtryk i de mørke Øjne, med Sundhed, Ungdom og Styrke i
enhver af sine Bevægelser. «Han ligner saadan en ung græsk Halvgud,»
plejede den beundrende Onkel at sige.

Det i Former og Ceremoniel stivnede Ægtepar reves med, i Begyndelsen
vistnok lidt modvillig, af deres Gæsters Munterhed.

«Naa Du, vi skal vel have noget at spise strax -- hvad Johan? Men
endelig noget bedre, end da vi sidste Gang spiste sammen i Paris --
husker Du? Spegepølse og sur Champagne. Naa, Frokostbordet er dækket.
Vel min Ven, jeg vil ikke haabe, Ænderne ere brændte?»

Disse sidste Ord var henvendte til Tjeneren, som havde al sin
Velopdragenhed nødig for ikke at røbe sin Forbavselse.

«Kom Johan, lad os to gamle gaa i Spidsen, saa kan de unge følge bag
efter.» Og Komponisten greb Banners Arm og trak ham med sig, medens
Arkitekt Strøm, der aldeles ikke var misfornøjet med Arrangementet,
fulgte efter med Judith.

«Husker Du, hvad Du sagde i Paris. Da svor Du paa, at Du aldrig vilde
gifte Dig. Men jeg var syv Aar ældre og meget klogere, og jeg sagde:
«Lyt til en ældre Herres Ord, Du bliver fanget Johan og lagt i
Kærlighedens Rosenlænker.» Naa, hvem fik Ret? Det er godt og vel otte
Aar siden, og hvor længe har Du nu været gift?»

«Syv Aar.»

«Haha, syv Aar, det er brillant! Saa er det otte Aar siden, han
forelskede sig, det vil sige samme Aar, som han svor paa, at han
aldrig vilde gifte sig, men for bestandig forsage Kvinderne. Naa
Johan, skammer Du Dig?»

«Nej aldeles ikke,» svarede den tiltalte.

«Du har for Resten forandret Dig meget. Hvor er de sidste Lokker
blevne af, og hvorfor Fanden pudrer Du Dig. Du er jo ganske melet i
Skægget og i de tre Haar, hvormed Du endnu smykker Din Isse.»

«Det sidder fast,» sagde Banner med et Smil og strøg sig om sit
graanende Skæg.

«Da skulde jeg dog ikke haabe, at det er Din Frue, der sætter Dig
graa Haar i Hovedet -- eller Skægget maa man vel sige.»

«Nej paa ingen Maade. Men,» fortsatte Banner alvorlig, «Du ved
maaske, at jeg har mistet en Søn.»

«Ja -- ja,» sagde Hellman med pludselig Alvor. «Det vidste jeg og
burde have tænkt paa. Naa, hvad Tabet angaar, saa kan det vel --»
Resten forsvandt i en Brummen.

Banner skød sin Stol tilbage og ønskede sine Gæster vel bekomme!
Dermed blev al videre Diskussion afbrudt. Tiden før Middag lagde
Hellman fuldkommen Beslag paa sin Vært og overlod sin Nevø til Fruen.
Herover følte August Strøm sig dog ingenlunde tilsidesat. Han fandt i
hende en velvillig om end temmelig tavs Tilhører, dog kunde hun
undertiden sige et og andet, der røbede en hos Kvinder usædvanlig
Smag og Interesse for Kunst, og Strøm var henrykt, ikke mindst dog,
fordi han i hende syntes at have truffet en af de skønneste Kvinder,
han nogen Sinde havde set.

Middagsbordet forhøjede hans glade Stemning, og da man drak Kaffe i
Dagligstuen, gjorde hendes Nærværelse ham næsten begejstret
veltalende.

«Hold nu Din velsignede Mund et Øjeblik,» lød da Hellmans muntre
Stemme, «for nu vil jeg spille.» Og uden videre Indledning satte han
sig til Instrumentet og begyndte at spille. Flygelet var godt og
nylig stemt, men det blev aldrig benyttet. Der var derfor i
Begyndelsen noget haardt i Klangen, men da Hellman pludselig, efter
at have ligesom stiftet Bekendtskab med det, anslog de første mægtige
Akkorder i Ouverturen til «Don Juan», tabte al Skarphed sig, og
Mozarts herlige Musik brød som et brusende Væld af Toner frem under
hans øvede og kraftige Hænder. Nu var han ikke længer den joviale,
gemytlige Tyksak, men den af sit Æmne helt opfyldte Kunstner, og
medens han aldeles glemte sine Tilhørere, tvang han dem ind under sit
Spils Fortryllelse.

Judith laa tilbagelænet i sin Stol. Hun mærkede, hvorledes Musiken
berusede hende og rev hende med sig, og hun overgav sig modstandsløs
til sin Kærlighed, ikke blot med Hjærtet, men med Sanserne. Hun
droges til ham, den livstrætte Mand, ikke blot med Tankerne, men med
hele sit Væsen; var de i dette Øjeblik blevne alene, havde hun ikke
formaaet at staa imod, hun havde kastet sig for hans Fødder og
tilstaaet ham den Kærlighed, der betog hende. Men bag hendes Stol
stod August Strøm, opfyldt baade af Musikken og den skønne Kvinde,
han stod hos, og ved Flygelet sad Komponisten, der slet ikke syntes
skikket til at forsvinde i et Aandesyn.

Banner havde lænet sig fremad, hans Arme hvilede paa hans Knæ, under
de halvsænkede Øjenlaag søgte hans Blik Judith; han mærkede, at der
var noget i Vejen med hende, at hun ligesom var nervøs eller ude af
Ligevægt, og han undrede sig over, hvad der vel kunde være Grunden
dertil.

       *       *       *       *       *

Da Hellman og Strøm om Aftenen traadte ind i deres fælles Dagligstue,
som laa mellem deres Soveværelser, fandt de den opvarmet og oplyst.
Dette fristede dem til at slaa sig til Ro endnu en Times Tid for ved
Cigaren at drøfte Dagens Indtryk.

«Det forbavser mig,» sagde Strøm, «at finde noget saa vidt
forskelligt fra, hvad jeg havde ventet. Er det virkelig den
Fusentast, Du har omtalt for mig. Han er jo saa stiv, at han ikke en
Gang kan tø op i godt Selskab.»

«Ja, han har forandret sig meget, men det forbavser egentlig ikke
mig. Midt i al Vildskaben var der noget af denne Stivhed i ham ogsaa
den Gang, og i den sidste Tid, vi var sammen i Udlandet var jeg
egentlig den eneste, han omgikkes. Og heroppe maa da nødvendigvis
sligt udvikle sig; i de smaa, spidsborgerlige Forhold har han maaske
fundet det rigtigst at hylle sig i sin Værdighed for at holde Folk
tre Skridt fra Livet.»

«Nej, maa jeg saa bede om Fruen, og hun har næsten overrasket mig
endnu mer. Husker Du Frøken Blight? Hun har kendt Fru Banner i hendes
Pigedage og syntes, at hun var temmelig ubehagelig og egentlig slet
ikke smuk.»

Hellman havde strakt sig magelig tilbage i en Lænestol, men ved
Strøms Ord rettede han sig og brød ud i sin sædvanlige muntre Latter.

«Naa, saa Du vil være Kender af Kvindehjærtet, August? Frøkenens Ord
tydede jo netop paa, at Fru Banner var smuk. Det ene Fruentimmer vil
jo aldrig erkende det andets Skønhed. Frøken Blight har Teint som en
Reseda, følgelig ynder hun ikke varme og bløde Farver, hun har gult,
glat Haar opsat à la chinoise, altsaa finder hun et lokket,
brungyldent Hoved skrækkeligt; hendes Øjne minder mig om sammenløben
Mælk, hvor skulde hun saa kunne paaskønne Fru Banners, der jo kan
modne sure Stikkelsbær ved et eneste Blik. Nej, jeg kunde nok tænke,
at hun var smuk, Banner har altid haft en god Smag.»

«Ja, ikke sandt,» udbrød Strøm, «hun er henrivende, har Du set hendes
Næse og hendes Hage, og sikken Figur!»

«Min kære, det er lidt vanskeligt at overse saa vigtige Legemsdele
som en Næse eller en Hage, med mindre de da skulde mangle; men for
øvrigt, Du har virkelig Ret, hun er -- ret net!» Og Komponisten brast
paany i Latter.

«Hun er uforlignelig. Men hør, tror Du, at de lever godt sammen? Der
er saadan en forunderlig Kulde mellem dem.»

«Min højtelskede Nevø,», svarede Hellman, «jeg har observeret, at
naar Du opdager ulykkelige Forhold mellem Ægtefolk, er Du gærne
charmeret i Konen. Er Du maaske allerede leveret?»

«Aa, Snak! Men det var da ikke saa underligt, om hun var bleven ked
af denne blaserede, ci-devant Roué, Gud ved, om hun overhovedet
nogensinde har vidst, hvad det er at elske.»

«Naa! Du havde maaske Lyst til at lære hende det. Men det skulde Du
for Resten være lidt varsom med, min Dreng. Banner er ikke til at
spøge med i det Kapitel, og det kunde jo ogsaa nok være, at Du ellers
kom til kort, naar Du prøvede paa at gøre ham overflødig. Han var
altid en farlig Mund for Kvinderne.»

«Maaske for ti Aar siden.»

«Ak, min Ven, sligt ophører aldrig.»

«Vil Du virkelig paastaa, at denne visne, magre, skaldede Mand -- --»

«Undskyld, at jeg afbryder Din smukke Beskrivelse. Man skulde
virkelig ikke tro, Du var Arkitekt; Du mangler jo aldeles Blik for
Yderlinjer. Maa jeg gøre Dig opmærksom paa, at ihvorvel han ikke har
Din Garderhøjde og Dine Bjørnekræfter, er han elegant og smukt
skabt, hans Hovedform er klassisk, hans Træk fine -- han er mindst
lige saa smuk som sin Hustru.»

«Uh, kan vi nu ikke blive fri for den Slags Overdrivelser?»

«Og hverken Du eller jeg kan benægte eller har engang Ret til at
betvivle, at Fru Banner elsker sin Mand; han er af det Slags
Mennesker, man ikke kan gaa ligegyldig forbi. Paa den anden Side ved
Du ikke, hvad Skade det uskyldigste Kurmageri kan afstedkomme i et
Forhold som dette, og Banner fortjener at være lykkelig i sit
Ægteskab; thi han har ikke kendt meget til Lykke inden det.»

«Hvad for noget! Har han ikke kendt til Lykke -- han, som har været
baade rig og smuk og begavet, af god Familie, uafhængig o. s. v. Det
var ellers en underlig Skæbne til at gøre en ulykkelig!»

«Aa, Du ved slet ikke,» raabte Hellman pludselig heftig og sprang op,
«hvori Ulykken ligger. Vi, Du, jeg, Fru Banner ogsaa, vi er unge, jeg
mener ikke Aarenes Ungdom, men vi hører til en ung, levedygtig Slægt
og Stand; vort Blod løber rask, vort Mod grænser til Overmod, vort
Liv er Forhaabning. Men han hører til en dødsdømt Slægt, der _har_
levet og nu kun har sin svundne Storhed at leve paa. Naar en Stand
eller en Tidsalder gaar under, saa kommer der saadanne Fremtoninger
som Banner. Vi sejler med Strømmen for fulde Sejl, vi Arbejdere og
Kunstnere er Nutidens Adel, men han kæmper mod Strømmen og
Tidsaanden, ikke fordi han har Lyst til Kampen, men fordi det nu en
Gang ligger ham i Blodet. Og saa ser han sine Haab briste paa alle
Hold. Ikke engang sin Søn fik han Lov at beholde. Slægten er mærket
og dødsdømt, det ved han. Se dette er den virkelige Ulykke, og den
skal vi lykkelige respektere; denne Mand er saa ulykkelig, at jeg
kunde elske ham ene og alene derfor.»

«Ja, vær saa god,» svarede Strøm, paa hvem Hellmans Ord dog virkelig
havde gjort noget Indtryk. «Du er jo hans Ven, og Dine Fordringer er
derefter; men en ung Kvinde!»

«Hun kan det ogsaa, hun bør det, og hun vilde kunne blive lykkelig
derved.»

«Men hun gør det ikke. Lagde Du ikke Mærke til, at Din Spøg over
deres ægteskabelige Forhold generede hende?»

Hellman var atter bleven rolig, han havde paany sat sig ned og
svarede nu i sin sædvanlige muntre Tone: «Snak! Spøg har alle godt
af, Banner ogsaa. Jeg ved, at Spøg opmuntrer ham. Derimod kunde Dit
ungdommelige Sværmeri let gøre Fortræd, og jeg beder Dig om at tage
Dig i Agt. Man skal ikke i ædel Romanmedfølelse gribe ind i Forhold,
man ikke kender og forstaar. Det kan synes saa uskyldigt og dog
anrette ubodelig Skade. Ægteskabet er en meget indviklet Komposition,
som man ikke skal pille ved. Det var, som om en Fusker vilde
korrigere en Mesters Værk og sige: «Her er en Disharmoni, den maa vi
rette». Saa forkludrer han bare alt, fordi han ikke forstaar,
hvorledes Dissonantserne hører med til Stykkets Karakter.» -- Nu var
Hellman kommen ind paa et yndet Tema og fortsatte med tilbagelænet
Hoved og lukkede Øjne: «Banner hører til de Kompositioner, man maa
vænne sig til; han er en af Beethovens sidste Sonater, vanskelig at
forstaa, tilsyneladende uharmonisk og frastødende, men, naar man
først har lært den at kende, ubeskrivelig tiltrækkende med al sin
Smerte, sin Kamp og Sønderrevethed. Man slipper den aldrig, man vil
se dybere og dybere i den, man lider ved det, man forstaar, men man
elsker dog. Ja, Du hører nu slet ikke paa mig, men det er ogsaa det
samme. Lad mig bare sige Dig, at hvis Du gør Knuder her, er vi to
færdige. Du fortjener at faa en Fyrstinde, gør Du, det nægter jeg
ikke, Du er ung, livsglad og skabt til at blive lykkelig; men gaa
ikke hen og skaf Dig selv og andre unødig Sorg og Smerte. Nu er jeg
træt af at tale og længes efter Sengen, behag derfor at trække Dig
tilbage -- Godnat!»

August Strøm saa op med et Smil og sagde: «Sig mig kun Onkel, hvad
Musik ligner da hun?»

«Aa,» sagde Hellman leende, idet han blidt skød sin Nevø ud af Døren,
«lad os sige en Fuga af Bach. Er Du saa tilfreds?»

Efter at den første Tilbageholdenhed og Generthed fra Banners Side og
den første forcerede Lystighed fra Komponistens var overvundet, øvede
de to forskellige Naturer samme Tiltrækning paa hinanden som for
mange Aar siden i Udlandet. Plebejeren, der ved sit Geni havde
svunget sig op til at blive Fyrsters Ligemand, men havde bevaret den
Naturlighed og Suffisance, der ofte karakteriserer dem, som skylde
sig selv alt, droges hemmelig til Patricieren, hvem Rigdom, Stilling
og Finfølelse saa at sige var medfødte, medens Banner paa den anden
Side blev tiltrukken af Kunstnerens Dygtighed, glade Sind og
elskværdige Djærvhed. Da altsaa de Skranker, som otte Aar naturlig
havde rejst imellem dem, i kort Tid var faldne, syntes deres gamle
Kammeratskab at fødes paa ny. Banner var paafaldende forandret, hans
Livsaander syntes atter at blusse op, han blev sig selv fra sine unge
Aar, saadan som Judith aldrig havde kendt ham. Han disputerede med
Hellman, saa Værelserne genlød deraf, de opfriskede Ungdomsminder og
lo, saa Tjenerne forbavset lyttede udenfor Døren. Hellman havde vendt
op og ned paa al Ting, han tirrede de store Hunde i Gaarden, talte
til Tjeneren ved Middagsbordet, kneb Pigerne i Kinden, naar han mødte
dem paa Gangene, ja han gav endog Banner saadanne respektstridige
Betegnelser som: Tørvetriller, Jesuit, Sofist, Mormon m. m. Han
drillede sin Nevø paa enhver tænkelig Maade, og gjorde Løjer med
Judith; han hørte til de Mennesker, der kan sige og gøre alt, uden
at fornærme.

Og Ahnbjerggaard var som det fortryllede Slot i «Tornerose», der er
vakt af en hundredaarig Søvn. Den genoplivede Prinsesse var Judith,
thi var Forandringen stor for alt andets Vedkommende, var den dog
størst for hendes. Endelig elskede hun, endelig var Foraaret, Livet
og Lykken kommet, og Munterheden og Musikken om hende var kun en
Genlyd af hendes egne Følelser, et Udtryk for det, der opfyldte
hende. Hun kunde sidde smilende og lade sig vugge ind i glade
Fantasier af Musikkens Toner, og naar den unge Arkitekt talte til
hende om sin Kunst, sine Rejser, om al Verdens Herlighed og Lykke,
var det som et nyt Akkompagnement til alt, hvad hun drømte om, det
vidunderlige, der skulde komme.

August Strøm havde ikke formaaet at følge sin Onkels Raad. Han lod
sig Time for Time rive mere med af sin Beundring, hans unge Sind
overgav sig fuldt og helt til Fortryllelsen. Han havde lært hende at
kende, just som Forvandlingen foregik, da Puppen bristede og hendes
længe slumrende Kærlighed endelig udfoldede de straalende Vinger og
jublende steg mod Lyset, da hvert af hendes Blikke talte om Lykke,
hvert Smil aandede Kærlighed. Han kunde ikke ane, hvor lidet det alt
gjaldt ham, han havde set det udvikle sig med rivende Hurtighed for
sine Øjne, og han troede, at det var ham, der havde vakt Livet og
Kærligheden i denne skønne, unge Kvinde.

Hun tænkte slet ikke paa ham, thi for hende existerede der kun _en_
Mand i Verden. Hun hørte kun paa ham, thi hun holdt af at høre denne
Tale om Lykke og Skønhed, den passede ind i hendes egne Tanker, men
ofte lukkede hun Øjnene og drømte, at det var en anden, der talte til
hende.

Dette var hendes Ungdom, hendes Pigedage, hendes Kærlighedsforaar, de
første lykkelige Dage i hendes Liv. Derfor holdt hun af de Mennesker,
der var omkring hende og ligesom delte og var Vidne til hendes Fryd.
Hun fandt Hellman elskværdig, prægtig og munter, Strøm behagelig,
veltalende, begavet. I Virkeligheden havde hun saa liden Tanke for
dem, at den ene var hende lige saa kærkommen som den anden.
Sandsynligvis vilde hun i disse Dage have fundet endog sin Stedfader
elskværdig.

Banner kunde ikke undgaa at lægge Mærke til den Forandring, der var
indtruffen med hans Hustru. I Begyndelsen vakte den kun en svag
Forundring; men da Forvandlingen syntes at foregaa næsten fra Dag til
Dag, og hendes Væsen udfoldede sig for ham i en hidtil ukendt
Skikkelse, spurgte han sig selv om Grunden. Han iagttog hende
hemmelig, han saa hende yngre og smukkere end nogensinde, hvad var
der foregaaet med hende? For faa Dage siden vilde det have været ham
ligegyldig, han vilde maaske slet ikke have bemærket det; men
Hellmans Nærværelse havde kaldt noget af hans gamle Jeg til Live, og
Interessen for hende var vaagnet med det samme. Var det muligvis
hendes egentlige, inderste Væsen, der nu brød frem? En Gang for flere
Aar siden havde han tænkt sig, at han skulde kunne fremkalde en
saadan Forvandling hos hende, men al Umage havde været spildt. Var
det da nu sket paa fire, fem Dage? Men hvorledes?

Det var lige ved Solnedgang. Vintersolen kastede sine sidste skarpe
Straaler ind mellem Træerne, hen over Bygningens Facade. Strøm
spurgte Judith, om de ikke skulde gaa en lille Tur ned i Haven for at
se paa denne Illumination, og hun var strax villig til at følge med.
Banner stod ved Vinduet og saa efter dem.

Hun gik, indsvøbt i sin Pelsværks Kaabe, ved Siden af Arkitekten
gennem de af Sneen pudrede Gange. De vendte Ryggen til Bygningen og
skænkede den øjensynlig ikke en Tanke; deres smukke, høje Skikkelser
nærmede eller fjærnede sig ubetydelig til og fra hinanden, eftersom
Vejens Indsnævringer bød det. De standsede trods Kulden og Sneen.
Strøm talte og gestikulerede; rank, ung og kraftig stod han der. Og
her stod Banner, gammel, graahaaret, udlevet, som en Lampe, der er
blusset op endnu en Gang for derpaa at slukkes. Saaledes saa han sig
selv over for de to unge der nede. Og ikke som ved et Lyn, der slog
ned i ham, men rolig og sikkert gik det op for ham, at disse to
Mennesker elskede hinanden. Som noget, der faldt af sig selv, vakte
det ej engang hans Vrede. Han smilte endogsaa svagt ved Tanken om, at
der var Mennesker, som endnu troede paa saadant noget som Lykke og
Kærlighed.

Flammen i Lampen sænkedes ganske lavt, den var lige ved at slukkes.
Han følte sig som en Olding. Hans Liv var saa langt -- aa, saa langt
tilbage, havde ingen Fordringer mere for sig selv, ingen Ønsker
heller. Og et Nu var den Tanke der: «De elsker hinanden, hvorfor skal
jeg staa dem i Vejen? Naar disse Dages Glæde er forbi, saa lad det
hele være forbi. Hvorfor trække det længer ud, det sker jo alligevel
en Gang, og saa gør jeg dog nogen lykkelig her i Livet.»

Nede i Haven bød Strøm Judith Armen for at støtte hende paa den
glatte Gang. Hun tog imod den. Strøm bøjede sig fortrolig ned over
hende, og hun veg ikke tilbage. -- Det gav et Sæt i Banner, da han
saa det. Dette var dog for meget, for ugenert. Hans Stolthed og
Selvfølelse blussede op i ham, Blodet steg ham til Hovedet. Guds Død!
Vovede denne Dreng at forelske sig i hans, Johan Banners Hustru, at
usurpere hans Plads, at vinde i Dage, hvad han selv ikke havde
formaaet i Aar, at skubbe ham, Johan Banner, til Side som en, man har
Lov at bedrage. Han gjorde ikke selv Fordring paa hendes Kærlighed,
men hvor vovede hun at give den til en anden. Regnede de paa hans
Død? Han var ikke død endnu. Det var ikke paa den Maade, man blev
ham kvit. Og hans gamle Lyst til at herske kom over ham igen. Hun
havde ikke villet bøje sig under hans Godhed, nu skulde han ydmyge
hende ved hendes Forseelse. Hun skulde tilstaa ham den, ja hun
skulde. Han vilde ikke bebrejde hende noget, kun straffe hende ved
selve Tilstaaelsen om hendes Svaghed. Hans slappe Sjæl ansporedes af
Tanken. Han vilde ydmyge hende, han vilde, han vilde!

Han hørte sig selv udtale disse Ord, der havde jaget ham hans hele
Liv, og Lyden af dem vakte ham til Eftertanke om, hvorfor han
egentlig var saa vis i sin Sag; det hele kunde jo være Hjærnespind.
Nu vel, saa skulde hun i alt Fald overbevise ham derom.

Hun blev endnu en Gang Midtpunktet for alle hans Tanker.

       *       *       *       *       *

«Vi vil ha' Gilde i Aften,» sagde Hellman, «stort Gilde paa fire
Personer. Vi burde maaske have ventet til Sylvesterdag, men hvem ved,
om vi lever i Morgen. Nu vil jeg være Festmarschal og ordne det hele.
Hvad er det nu, Din Tjener hedder -- Peter, ikke sandt? -- Saa ringer
vi paa Peter.»

Tjeneren kom.

«Naa Peter, har De dygtig med Lys og Petroleum hjemme?»

Tjeneren stod lige indenfor Døren i første Position med slapt
nedhængende Arme og et ubevægeligt, alvorligt Ansigt. Ved Hellmans
Ord skottede han forsigtig til sin Herre for at læse en Bekræftelse i
hans Ansigt.

«Naa, svar! Har De?»

«Ja.»

«Godt, saa tænd alle Lamper og Lysekroner, Kandelabrer og Lampetter,
fyr op i alle Kaminer og oplys hele Huset. Derefter dækker De et
overdaadigt Middagsbord, henter os den bedste Vin og overlader saa
Resten til os. Har De forstaaet?»

Tjeneren saa atter paa sin Herre. Et svagt Nik betegnede ham, at han
havde at adlyde, og i næste Nu trak han sig lydløst tilbage med et
dybt Buk.

«Nu har jeg alvorlig overvejet, hvad vi skal tage os for, medens der
gøres i Stand til Festen. Du har vel Kaner nok til saa stort et
Selskab? Saa kører vi i Kane!»

Banners Blik havde søgt Arkitekten og Judith, der spillede Schak
henne i Vinduesfordybningen. Hellman maatte gentage sit Spørgsmaal.

«Ja, Kaner har jeg; men de har ikke været benyttede i lang Tid.»

«Hvad gør det? Saa trænger de jo netop til at røres. Vi maa have
Peter frem igen ligesom Lampens Aand i «Aladdin». Jeg har en
Fornemmelse af, at han er en Automat, der springer frem, naar jeg
trykker paa denne Knap. Han er her i en ubegribelig Fart. Naar jeg
hjemme vil have Pigen til at gøre noget, maa jeg gennemløbe en hel
Skala af blide og rørende Toner: «lille Stine, søde Stine, rare
Stine,» og saa kommer hun endda ikke altid. -- Men der har vi Peter.
-- To Kaner i Orden! Kanetæpper, Klokkespil og Bjælder, Fjertoppe,
Kanenet, Piske, Kaaber, Pelse, Bjørneskind o. s. v.!»

Og Peter forsvandt atter.

«Jeg vilde ønske Johan, at Du vilde opdrage min Stine. Hun er mit
Livs eneste Sorg. Hvorledes det gaar eller ikke gaar, jeg har aldrig
forstaaet at sætte mig i Respekt. Hvori ligger Fiffet, kan Du ikke
lære mig det?»

Banner svarede ikke, hans Blik havde atter søgt de spillende, og
Hellman opgav at faa Svar paa Spørgsmaalet for denne Gang.

Efter en halv Times Forløb holdt Kanerne for Døren.

«Vi er nu to Damer,» sagde Hellman, «Fru Banner og jeg. Vil Du køre
for Din Kone Johan?»

«Tak, jeg vil gærne være Din Kavaler.»

«Gud -- tør jeg?» læspede Hellman. «De maa i alt Fald love mig ikke
at benytte Dem af Deres Stilling og Kaneretten, for kysser De mig,
skriger jeg.»

Banner stod allerede bag paa Kanen i sin store Forværkspels, med
Tømmerne i den ene og en lang Kanepisk i den anden Haand. I Kanen
foran dem sad Judith tilbagelænet, og bag hende stod Strøm med en høj
Pelshue paa sit krøllede Hoved, med Tømmerne løftede højt og Pisken
knaldende hen over de fyrige Hestes Hoveder.

«Kør forsigtig,» raabte Banner i en næsten bydende Tone, og saa fløj
Kanerne ud af Porten.

«Han er en prægtig Fyr, ikke sandt?» spurgte Hellman.

«Jo -- naar han bare vilde køre med lidt Maadehold. Han kender ikke
Hestene, og de er bange for Klokkerne. Kan han styre et Par Heste?»

«Aa, han klarer sig s'gu nok. Jeg gad set det Spand Heste, han ikke
kunde magte. Sikken Ungdom og Kraft -- hvad? Vi to gamle bliver helt
misundelige. Naa undskyld mig; jeg holder af ham, som var han min
egen Søn.»

De kørte langs ad de hvide Veje og saa ud over det udstrakte,
snedækte Landskab. Langt borte laa Skoven pudret af Sne; Buskene ved
Vejkanten bøjedes under deres bløde Byrde, nu og da gled et Stykke
ned og spredtes som Dun i Luften. Hist nede laa Landsbyen, mod
Sædvane ren og fin i Sneens festlige, hvide Juledragt; bag den hævede
fjærne Bakkestrøg sig i blaagraa Fortoninger.

«Hvor langt gaar din Ejendom?» spurgte Hellman.

«Saa langt som Du kan se, helt over til Skoven der,» sagde Banner,
idet han med Pisken beskrev en stor Bue ud over det hele. «Alt dette
er mit.»

« Ja, Du er lykkelig,» svarede Hellman gennemrislet af en behagelig
Følelse ved Tanken om en saadan Rigdom. «Naa,» fortsatte han,
slaaende over i en anden Tonart, «lad os saa se til Vintersæden, den
maa staa fordømt godt, for Vinter har vi da nok af.»

Atter fejede Pisken hen over Hestenes Hoveder og ned i Sneen. De fløj
afsted med klingende Bjælder, hurtig som Vinden, og dog stadig i
samme Afstand fra Kanen foran dem. Det var, som om Banner gærne vilde
indhente den.

«Se det kalder jeg Liv,» udbrød Hellman, «det er _det_, jeg længes
efter, naar jeg sidder og kukkelurer derovre i København. En
Herremands Liv er bedre end Kongens. Du er Enehersker over alt, hvad
Du kan overse; af Dig afhænger Hundreders Ve og Vel, Du byder, saa
sker det, Du taler, saa staar det der. Du kender ingen Modstand,
ingen Mukken, ingen Kritik, kun Din egen Vilje, for hvilken alt bøjer
sig.»

Da tænkte Banner paa Judith, og medens hans Hjærte fyldtes af
Magtglæde ved den andens Ord, følte han, at der dog var _et_ Forhold,
hvori hans Vilje ikke var eneraadende, at han havde en Modstander,
han endnu ikke havde kunnet bøje.

De kom til en Korsvej, hvor Strøm efter Judiths Ønske vendte Kanen;
den fløj forbi Banners som et Lyn; han saa de straalende Ansigter,
hørte deres muntre Tilraab, saa var de atter langt borte. Hans Vilje
hidsedes paany, han vilde herske, ogsaa der, som alle andre Steder.
Han vendte Kanen og Hjemturen begyndte. Solen var i Færd med at gaa
ned, dens sidste Straaler bragte Himmel og Jord til at rødme under
deres Lys. Farverne vexlede fra det lyseste rødgule over til det
violette og blygraa, efterhaanden som den straalende Kugle forsvandt
bag de fjærne Skove og Højder.

«Ønsk nu, naar den forsvinder, saa gaar det i Opfyldelse,» sagde
Hellman.

«Saa gid da --» udbrød Banner, men standsede midt i Sætningen.

«Det var snedig ønsket; det gaar nok i Opfyldelse! Nej, jeg ønsker,
at Maden maa staa paa Bordet, naar vi kommer hjem.»

Nu hævede Gaarden sig for dem som et Fepalads, gennem de Hundreder af
Ruder strømmede Skæret fra Lysekronerne ud imod dem.

«Naa, er det nu ikke kønt? Ja, var jeg ikke Komponist, tror jeg, jeg
vilde være Godsejer. Det maa dog være ganske behageligt.»

Den anden Kane var alt inde i Gaarden. Strøm stod i Sneen og klappede
den store Hund, som mod Sædvane venlig sprang op ad ham. Judith
lænede sig til Stentrappens Gelænder og talte med ham, Staldkarlen
var beskæftiget ved de dampende Heste.

Banner kastede Tømmerne til Karlen, sprang ned fra sit Sæde og
kaldte med en let Fløjten Hunden hen til sig; han holdt ikke af, at
den lod sig kærtegne af andre.

Salene og Stuerne, fra de største til de mindste, var oplyste og
opvarmede; det var en smuk Suite af Værelser, og Hellman gik igennem
dem, gnidende sig i Hænderne og nydende al den Luxus, Skønhed og
Komfort, der omgav ham. Spejle og Prismer kastede Lyset tilbage med
dobbel Glans, Varmen fra de store Kaminer ombølgede ham, smaa
Sølvskaale med Røgelse, som hang ned foran Ilden, udbredte en svag
Duft; Tæpperne var saa bløde, at hans Fødder sank ned i dem.
Gammeldags, rigt udskaarne Møbler vexlede med elegante, moderne
Salonstykker; Broncestatuetter, antike Kandelabrer, venetianske
Spejle, pompejanske Vaser, mosaikindlagte Borde, skøntformede Skaale
og Opsatser mødte Øjet, hvorhen man saa. Heller ikke paa sjældne og
kostbare Planter var der nogen Mangel. Og den tarvelig vante Mand nød
Indtrykket af alt dette; han var endog saa fortabt i Beskuelsen, at
han glemte Middagsmaden, indtil Banner slog ham paa Skulderen og
sagde: «Naa Hellman, Dit Ønske er opfyldt, Maden staar paa Bordet.
Maa jeg have den Ære.» Og han førte ham med stor Højtidelighed til
Bords.

Et Bord, som funklede af Sølv og sleben Krystal, af Frugter, Blomster
og fint Porcelæn. Banner havde givet Ordre til at fremsætte det
kostbareste og smukkeste, Huset ejede, ikke for at fremvise det, men
fordi han vidste, det vilde glæde hans Gæst. Hvor Hellman svælgede i
alt dette! «Jeg elsker Pragt,» sagde han, «jeg vilde gærne i det
mindste en Gang om Aaret spise paa Sølv, selv om det saa kun var et
Kyllingeben og en Mundfuld Kompot.»

Men her var noget mere ved denne Fest, som Banner gav for sin
Ungdomsven. Opvartningen gik lydløst, selv Hellman undlod at give
Tjeneren sine smaa Raad og Anvisninger i Følelse af, at det ikke
vilde være passende. Vinen perlede i Glassene, Stemningen var
animeret, og muntrest af alle var Husets Frue, bedaarende i sin
Skønhed, ligesom genstraalende Lyset og Pragten rundt om. Arkitekten
sad ved Siden af hende, gennemildnet af Beundring; hun forekom ham
som en Skønhedens Aabenbaring, og han kunde ikke faa Blik eller Tanke
fra hende. Ogsaa Banner spøgte og lo, men han tabte ikke sin Hustru
og hendes unge Tilbeder af Syne. Vinen opflammede hans Livsfølelse,
anspændte hans Sanser; hun syntes ham skønnere, mere attraaværdig end
nogen Sinde før, og nu var hun maaske i Færd med uigenkaldelig at
tabes for ham. Det skulde ikke ske, ikke med hans gode Vilje.

Stemningen steg. Hellman havde forvundet sit første højtidelige
Indtryk, holdt humoristiske Taler og opfriskede gamle Historier.
Banner supplerede dem og glemte sig hverken som Ven eller Vært.
Strøm blev mere og mere betagen af Situationen, Vinen og den skønne
Kvinde ved hans Side, og holdt en begejstret Tale til Skønhedens
Pris. Aldrig havde disse gamle Mure været Vidne til et saa livfuldt
Gæstebud. Man rejste sig fra Bordet med hedere Kinder og hurtigere
Pulsslag og vendte tilbage til Salonen, hvor alt indbød til stille
nydelsesfuld Hvile. Banner kastede sig i en Lænestol og stirrede
tilsyneladende tankeløst frem for sig. Judith sad ogsaa tilbagelænet
i sin Stol og lyttede adspredt til de Ord, Arkitekten nu og da
tilhviskede hende, medens han stod bøjet over Stolens Ryg,
indaandende Duften fra hendes Haar og Dragt og stedse viljeløsere
givende sig hen i sin Forelskelse. Men Hellman havde efter en kort
Pavse sat sig til Instrumentet for at spille, som han plejede at gøre
det efter Middagsbordet. Han greb nogle Akkorder og gjorde nogle Løb
som for at samle sig, og saa begyndte han at spille. De andre sad
tavse og lyttende; aldrig havde han spillet saa skønt og beaandet som
nu.

Det var, som om hans Spil fortalte om al den Higen og Længsel, et
Menneske kan betages af. Et skærende sørgmodigt Ledemotiv vendte
tilbage atter og atter, stedse mattere og mere tungsindig; et Øjeblik
løftede det sig atter vildt og heftig som til en fortvivlet Bøn, et
Raab om Hjælp, og tabte sig saa igen i Hulken og usigelig Lidelse;
men til sidst udviklede sig deraf en Musik saa blød, saa højtidelig,
at man næppe vovede at trække Vejret, stedse mere opløftende og
gribende, indtil den endte som en jublende Lov- og Takkesang fra et
Kor af salige, forløste Aander.

Hellman sad et Øjeblik stille, efter at han havde ophørt at spille.
«Det er,» sagde han sagte, «et Brudstykke af mit Oratorium
«Dommedag». Saaledes tænker jeg mig det, naar Sjælene paa Dommens
Dag, da alt aabenbares, lærer at kende det Værk, hvorpaa de her i
Jordelivet blindt har arbejdet, naar al Jordelivets Higen, Kamp og
Smerte til sidst opløser sig i en Lov- og Takkesang for det fuldendte
Værk.»

Der blev ikke svaret. Banner havde hele Tiden under Spillet siddet
tavs og med lukkede Øjne og givet sig hen i Musikkens Stemninger, der
syntes ham ligesom at skildre hans eget Liv med dets Skuffelser,
Tvivl og Kamp indtil denne Tid, da de oprørte Vande var stilnede, dog
ikke til lykkelig Fred, men til kold, livløs Ro. Da Musikken gengav
de saliges Jubel, reves han et Øjeblik med af denne Stemning, der
lysnede et Haab, et Ønske i ham, om at der endnu maatte være noget
tilbage for ham at leve for, en eller anden uberegnet Lykke, der paa
ny kunde give hans Liv Indhold, og som naturligt var, kom han til at
tænke paa Judith og sit Forhold til hende. Da jog der igennem ham en
snærende, pinende Smerte, en Blanding af Vrede og Skinsyge -- han saa
op -- der var de igen sammen, hinanden saa nær, som om han ikke
existerede. Nej, dette var for galt, det vilde han dog ikke taale,
saa heller Krig, om han ogsaa skulde risikere at miste hende helt
derved.

For Judith havde Musikken indeholdt en rig Forjættelse, der fyldte
hende med Fryd og Forvisning; det var jo hele hendes Kærligheds
Historie, og den sluttede med en jublende Tak. Hvor lidet tænkte hun
dog paa den unge Mand, der stod bag hendes Stol og drømte om at tage
hende i sine Arme og føre hende bort i Triumf.

«Ja, lad os saa faa Kaffen og den Flaske fra 30erne, Du lovede os,»
lød Hellmans Stemme, og dermed hævedes Fortryllelsen for dem alle.
Endnu en Times Tid sad de sammen og passiarede, men da havde kun
Hellman det rette Humør; Judith var hensunken i Drømmerier, og Banner
syntes urolig eller utaalmodig.

Klokken slog ti. «Nu bryder vi op for i Aften og saa Tak for Dagen,
Banner, jeg skal længe mindes den.»

Hellman var lidt træt af den lange Køretur, det rigelige Maaltid og
den svære Vin. Hans Nevø var gærne bleven lidt længere, men
Komponisten trak ham med sig, enten han vilde eller ej.

Da de var borte, saa Judith sig endnu engang rundt i Værelset med den
vemodige Følelse, hvormed man ser Lysene ved en Fest slukkes; derpaa
bøjede hun sig let for sin Mand og sagde god Nat. Han bemærkede det
næppe, han var i heftig Kamp med sig selv.

Hun gik hen mod Døren for at ringe paa Tjeneren, som skulde bringe
Værelserne i Orden, da hørte hun hans Trin bag sig, og i det samme
greb han Haanden, hun rakte frem for at ringe. Hun foer sammen ved
Berøringen, vendte sig og saa forundret paa ham.

«Undskyld, jeg vilde blot endnu tale et Par Ord med Dig, om Du
behager.» Han var aabenbart i Forlegenhed med, hvorledes han skulde
udtrykke sig.

Hun gik tilbage i Værelset, men hun mærkede, at hendes Knæ rystede,
og hun støttede sig til en Stol.

«Du er bleven saa forandret i disse Dage.» Ordene kom stødvis og
meget tvungent. Han havde gaaet op og ned ad Gulvet, men standsede nu
foran hende; hun drejede sig lidt bort og lod sig glide ned i Stolen.

«Du er jo selv meget forandret,» svarede hun sagte.

«Det lader sig let forklare, det er Hellmans Skyld. Men hvad har
forandret Dig?» Det usikre i hans Stemme var nu borte, den var skarp
og lidt bydende som sædvanlig.

«Det muntre Selskab, antager jeg.»

«Virkelig? Jeg tror det ikke.» Nu hvilede hans Blik fast og
inkvisitorisk paa hende. «Jeg har, som Du ved, haft god Lejlighed til
at studere Menneskene, ogsaa Kvinderne. Saaledes forandrer en Kvinde
sig ikke uden dybere Aarsag.» Han standsede atter uvis om, hvorledes
han skulde fortsætte, saa kom det uventet, ligesom med et Spring:
«Elsker Du?»

Hun blev ligesom lammet. «Hvorfor spørger Du?» sagde hun et Øjeblik
efter tungt, klangløst.

«Fordi jeg er Din Mand. Forstaa mig ret; jeg er ikke skinsyg, lige
saa lidt som Du nogen Sinde har været det, men det kunde interessere
mig at vide det, fordi et syv Aars Samliv har knyttet Dig til mig.
Elsker Du, eller rettere, er Du forelsket i -- ham, Strøm?»

Da var hun atter bleven rolig. Tanken kunde kun forekomme hende
latterlig, hun havde ikke drømt, ikke anet, at det var dertil, han
sigtede. Nu rejste hun sig med et svagt lille Smil.

«Hvad forpligter mig til at svare derpaa?»

«Det, at jeg _vil_ det; jeg ønsker at vide, om det er dette, der har
forvandlet Dig, om Du,» føjede han spodsk til, «endelig har nedladt
Dig til at elske nogen.»

«Og hvis jeg nu ikke har Lyst til at tilfredsstille Din
Nysgerrighed.»

«Du _skal_!» sagde han endnu mere heftig. «Jeg forlanger det som Din
Ægtemand. Du kan være rolig, jeg skal hverken blive vred eller
skinsyg, men jeg vil have Vished, Du skal tilstaa mig det.»

«Nej, jeg gør ikke, Du kommer ingen Vegne paa den Maade. En Mand kan
forlange meget af sin Hustru, som hun ikke tør nægte ham; men hendes
Sjæls inderste Tanker, dem beholder hun som sin Ejendom, og dem
fravrister ingen hende imod hendes Vilje, hvis hun da har nogen
Vilje. Jeg antager, Du ved, at jeg har.»

Han vidste det, og det æggede ham, og hendes Trods og Skønhed æggede
ham endnu mere. Hans af Vinen og de foregaaende Stemninger ophidsede
Vilje voxede ved at tørne mod dette ubøjelige. Han greb hende om
Haandleddet og trak hende tæt hen til sig, idet han saa hende stift i
Øjnene; men han manglede Ord, der kunde give Befalingen Kraft og
tvinge eller skræmme hende til at lystre. Han havde kun sit fattige:
«Du _skal_ sige mig det, jeg raader Dig til at gøre det, hvis Du --
hvis Du ikke vil angre det. Du _skal_ -- jeg _vil_ have det.»

Uden at han vidste det, knugede han fastere om hendes Haandled, men
hun agtede ikke derpaa; hun gengældte hans Blik fast og rolig og
svarede koldt: «Du vil maaske en Gang faa det at vide, men ikke, naar
Du spørger mig saaledes.»

Hans Træk slappedes, hans Ansigt fik sit vante Udtryk, hans Hænders
Greb løsnedes og han traadte et Par Skridt tilbage: «Undskyld min
Heftighed, jeg har forløbet mig. Jeg glemte, at jeg stod over for en
Kvinde, tilgiv mig, hvis jeg har voldt Dig Smerte.» Han bukkede for
hende og gik, gik, for at undgaa et endnu grundigere Nederlag. Da
hans Heftighed havde lagt sig, ærgrede han sig over det hele Optrin,
der ikke havde bragt ham Maalet et Skridt nærmere. Saa blussede
Heftigheden atter op i ham: «Hun skal, hun skal tvinges, hvad det saa
end skal koste!»

       *       *       *       *       *

Judith gik ikke i Seng, hun satte sig i en Lænestol og overlod sig
til sine Tanker. Hun saa paa sit Haandled, der bar Mærker af hans
Heftighed, og hun smilte ved Synet: «Var det muligt, var han da
skinsyg, hvad andet kunde denne uvante Heftighed betyde? Han maatte
være skinsyg; saa var hun ham altsaa ikke ligegyldig.» Man tror
lettest det, man gærne vil tro, og nu paatrængte den Tanke sig hende:
«Sæt, at han kunde komme til at elske mig! Ak, skete det, da skulde
hele mit Liv blive viet ham til Gengæld.» Hidtil havde hun næppe
tænkt sig Muligheden deraf, men den sidste Times Hændelser havde
givet hende et Haab derom, der nu blev stærkere og stærkere, et Haab
om, at den Kærlighed, han havde næret for Erik, kunde blive overført
paa hende. «Blive skinsyg paa dette ubetydelige Menneske! Jeg ved jo
næppe, hvorledes han ser ud. Forelsket i denne Arkitekt, naar man er
gift med ham!» Hun maatte atter smile.

Men turde hun bruge denne Skinsyge mod ham -- og burde hun? Hun
vidste det ikke. Der var kommet en Følelse hos hende af, at hendes
Livs Lykke nu var hende ganske nær, og at det kun gjaldt om at gribe
den. Men om hun nu greb fejl, da vilde hun maaske forspilde den helt.
-- Han var gaaet vred fra hende. Turde hun atter vække denne Vrede?
Hvad skulde hun dog gøre, for ikke ved sit eget Fejlgreb at miste den
Lykke, der syntes hende saa nær? Den pinligste Frygt og Uvished greb
hende. Hun turde ikke tale til nogen, ikke spørge nogen til Raads.
«Om der nu var en Gud i Himlen, til hvem man kunde betro sin Sag!»
Men hun havde forlængst opgivet Troen paa Gud som en Taabelighed. Og
dog -- hun havde jo ogsaa en Gang tvivlet paa Kærlighed og Lykke, og
saa var de alligevel til -- om der nu over hende var en Gud, der
holdt hendes Skæbne i sin Haand og havde besluttet: «Lad hende ydmyge
sig og komme til mig, saa skal jeg ogsaa nok hjælpe hende».

Da randt det gamle Salmevers hende i Minde:

    Befal Du Dine Veje
    og al Din Hjærtesorg
    til hans trofaste Pleje,
    som bor i Himlens Borg.
    Han, som kan Stormen binde
    og lede Bølgen blaa,
    han kan og Vejen finde,
    hvorpaa Din Fod kan gaa.

Hun gik det igennem Linje for Linje, og hvert Ord forekom hende at
være skrevet for hende. Ak, om hun nu i fuld Fortrøstning kunde lægge
sin Sag i denne Guds Haand. Men hun havde ikke troet paa ham i mange,
mange Aar. Og dog -- hendes seneste Liv havde jo været en fortsat
Omvendelse, hvorfor saa ikke tage ogsaa dette sidste Skridt? Hun
bedækkede Øjnene med sine Hænder: «Mit Livs Lykke staar paa Spil, jeg
skal gøre Kastet derom, men jeg vover det ikke. Er der en almægtig og
barmhjærtig Gud, saa beder jeg Dig, gør Du Kastet for mig!»

«Er der?» var det den rette Maade at bede paa? Hvis han nu var der og
straffede hende for hendes Vantro. Hendes hele Liv havde maaske været
en Straf, fordi hun havde dynget Trods paa Trods og aldrig ydmyget
sig, og nu var den sidste haarde Tugtelse tilbage, som skulde knække
hende. Ak, om hun blot fik et Vink, et Tegn, hun skulde følge det og
aldrig mere svigte.

Først hen paa Morgenstunden faldt hun til Ro, hun sov i Lænestolen og
vaagnede først, da Solen faldt ind i hendes Værelse, Sylvesterdags
blege Sol, som kæmpede mod det hendøende Lysskær fra hendes Lampe.

Hun var utilpas og frøs, hun klædte sig om og tog et Bad, men var
stadig lige mat og nedslaaet. Hun tænkte først paa at gaa ned til
Frokost Klokken elleve, men da det kom til Stykket, turde hun ikke.
Hun vilde tage sig et eller andet for, thi hun holdt ikke ud at
gruble længer. Det faldt hende ind, at hun skulde skrive til sin
Moder, hun havde skrevet hyppigere og venligere til hende i den
senere Tid; men om alt det, der nu bevægede hende, kunde hun ikke
skrive. Hun faldt da atter i Tanker og sad stirrende ud over de hvide
Marker, over Haven, hvor Rimen hang som Koraller i Træerne og
funklede i Solskinnet.

Tjeneren traadte ind og spurgte, om hun tog imod.

Hendes Tanker søgte strax ham; hun rejste sig med et Sæt: «Hvem --
min Mand?»

«Nej, det er Sognepræsten.»

«Sig ham, at jeg er utilpas. Han kommer vel i Fattiganliggender.
Spørg, om det ikke kan vente.» -- Men saa betænkte hun sig, hun turde
ikke undlade at hjælpe nu, da hun selv saa haardt trængte til Hjælp.

«Nej, hør! Han kan godt blive. Bed ham gaa ind i den lille Salon, jeg
skal strax komme.»

Pastor Bang var en Mand af den gamle Skole, der havde saadan sin egen
humane Maade at tage Kristendommen paa. Saaledes stolede han
ubetinget paa gode Gerningers og et hæderligt Livs saliggørende
Kraft, nærede en urokkelig Tro paa Guds Barmhjærtighed og mente, at
Menneskene ikke var saa uhelbredelige Syndere, som det i
Almindelighed antoges. Derfor paastod Nabopræsterne, baade
Grundtvigianerne og den indre Missions Mænd, der ellers ikke var
enige om noget som helst, at han ødelagde sin Menighed. Det være nu,
som det vil; Pastor Bang var lige saa elsket af sine Undermænd som
agtet af sine Overmænd. Han havde en Lidenskab, det var hans Sogns
Vel. Han kunde gøre hvad som helst, hvis der var Udsigt for ham til
at skaffe sine Sognebørn en eller anden Fordel i Retning af et
Sygehus, et Asyl, et Legat eller lignende. Det var hans Ærgerrighed
at gøre sit Sogn rigere, mere lykkeligt i saa Henseende end
Nabosognene, muligvis for paa denne Maade at imødegaa de andre
Præsters Ringeagt for ham som Rationalist og «Kødmenneske».

Hos Banner var han altid velset, især i den senere Tid, da Fruen
havde faaet en Iver og Interesse for Sognets Anliggender, der frydede
den gamle Menneskevens Hjærte. Judith havde aldrig overfor ham lagt
Skjul paa sin Vantro, men han modtog alligevel hendes Hjælp med Tak,
og sagde ikke, at hun til Trods for sin Godgørenhed var fordømt. Han
besværede hende aldrig med Omvendelsesforsøg eller lignende, han
mente, at sligt vilde Vorherre til sin Tid og Sted nok selv sørge
for. Naar han besøgte Judith, var det næsten altid kun for at tale om
rent verdslige Sager, om at sende Hjælp til denne eller hin
trængende, eller for at bede godt for en Husmand, der var kommen i
Restance med Afgifterne. Han gik aldrig forgæves, og derfor mente han
i sit Hjærtes Enfoldighed, at Fru Banner dog paa en eller anden Maade
maatte være kristen, siden hun handlede som saadan.

Judith modtog ham endnu mere forekommende end sædvanlig. Hun hørte
paa hans Fortælling om Jens Peter, der havde stjaalet Brænde i
Skoven og nu var sat fast, om hans Kone, der var syg og ude af Stand
til at skaffe Brødet, medens Manden sad, kort om al den Elendighed,
en Overtrædelse af de for Smaafolk tit saa uforstaaelige Love kan
bringe over en hel Familie.

«Jeg skal hjælpe dem,» svarede hun venlig, «de Stakler skal da ikke
lide for den enes Forseelse. Men saaledes er det ofte; den jordiske
Retfærdighed kan undertiden synes lidt tvivlsom.»

«For vort korte Syn,» tilføjede Præsten.

«De mener, at Retfærdigheden vil ske Fyldest i Himlen.»

«Nej, jeg mener tværtimod, at den fuldt ud sker Fyldest her paa
Jorden. Man taler saa meget om ustraffet Slethed, om uopdagede
Forbrydelser. Jeg tror ikke derpaa. Sletheden straffer sig selv, og
faar Samfundet ikke Lejlighed til at kræve Forbryderen til Regnskab,
skal hans onde Samvittighed nok gøre det. Nej, Verden og Menneskene
er ikke fortrinsvis slette; i en Verden, som styres af en algod Gud,
maa der findes meget godt, meget smukt og meget retfærdigt.»

«Har De Tid,» udbrød hun med en pludselig Indskydelse, «vil De høre
mig og raade mig, jeg er maaske lige saa trængende som Deres
fattigste Sognebarn.»

Der gik et ubeskrivelig lykkeligt Smil over Præstens Ansigt. Var Guds
Time nu maaske slaaet?

«Om jeg vil -- hvor kan De spørge?»

«De ved, Pastor Bang, at jeg ikke hører til de troende.»

En svag Hovedbøjning.

«Men der kommer Øjeblikke i ens Liv, da man trænger til kraftigere
Hjælp end den, man kan yde sig selv, saa vender man sig om efter
guddommelig Hjælp.»

«Jeg har hørt det samme før.»

«Men kan en Tro, som man kun griber til af Nødvendighed og Trang,
hvad der egentlig er Fejghed og Frafald fra ens egen Livsanskuelse,
kan den tages for gyldig?»

«Jeg tror det -- ja. Om den er aldrig saa svag, naar den blot er
oprigtig, er jeg vis paa, at den barmhjærtige Gud, for hvem al vor
Gerning er Svaghed, vil tage den for gyldig.»

«Og hvis et Menneske, der stadig havde vendt sig fra Gud, kom til ham
i sin Nød og bad om Hjælp, vilde han saa blive bønhørt?»

«Ja -- jeg tror, at Gud vilde bønhøre enhver, der om end aldrig saa
sent kom til ham og bøjede sig for ham.»

«Bøjede sig -- altid skal man bøje sig.»

«Ja Frue, thi det at bøje sig, enten det er for Forholdene og bære
dem paa rette Maade, eller for Menneskene og heller taale end gøre
Uret, eller for Gud og rolig lægge alt i hans Haand, forekommer mig
at være Indbegrebet af al Levevisdom.»

«Resignere med andre Ord.»

«Ja, resignere over for det, man ikke kan forandre eller opnaa, det
er den Fred, som staar i Modsætning til den evige, utilfredsstillede
Higen hos dem, som kun følger deres egne Lyster.»

«For at naa en saadan Lykke behøves der ingen Gud.»

«Han belønner Resignationen.»

«Men der gives en anden Lykke, en højere og saligere, nemlig naar den
Higen og Tragten, der er det bedste, det naturligste i Mennesket,
tilfredsstilles -- det nytter Dem ikke at tale derimod, thi jeg ved
det -- sig mig, hvis jeg nu vendte mig til Deres Gud og bad ham
skænke mig denne Lykke, vilde han saa bønhøre mig?»

Pastor Bang indsaa, at en yderligere Tale om Resignation vilde være
spildt, han indskrænkede sig til at spørge: «Er De vis paa, det er en
sand Lykke?»

«For mig er det den højeste. Hvis den blev mig skænket, skulde hele
mit Liv blive en Tak til Gud derfor. Tror De, han bryder sig saa
meget om en Sjæl, at han vil give mig denne Lykke til Gengæld?»

«Hvis han ikke mener, at det modsatte snarere vil føre Deres Sjæl til
ham.»

«Sig ikke «hvis». I dette Øjeblik maa De give mig noget bestemt. Der
er den ene Vej for mig til Tro; aabnes den for mig, vil min Sjæl være
frelst. Tror De, han gør det?»

«Jeg kender ikke hans Beslutninger.»

«Men De ved,» svarede hun næsten bønfaldende, «om Gud førhen har
gjort noget saadant, om han bryder sig saa meget om en Menneskesjæl.»

«Det gør han visselig.»

«Og naar jeg nu bøjer mig for ham, naar jeg nu erkender min Ringhed,
naar jeg nu beder ham om Hjælp, vil han saa hjælpe mig?»

Præsten grundede en kort Tid. Saa løftede han Hovedet og saa paa
hende: «Jeg tror, at De, hvis De beder Gud om Hjælp, ikke vil bede
forgæves, selv om Deres Bøn er meget svag og Deres Tro ringe, ja, jeg
tror det.»

«Jeg stoler paa Deres Ord,» udbrød hun med funklende Øjne. «Jeg vilde
klynge mig til et Halmstraa nu.»

Da han rejste sig for at gaa, rakte hun ham Haanden: «Dersom jeg
bliver lykkelig, saa stol paa, at jeg ikke skal undlade, hvad der
staar i min Magt for ogsaa at gøre alle om mig lykkelige.»

Han trykkede hendes Haand hjærtelig, bukkede og gik. Da han var
borte, stod hun en Tid hensunken i sine Tanker. Saa gik hun hen og
laasede Døren.

Hun vendte tilbage til sin Stol, men i Stedet for at sætte sig i den
kastede hun sig paa Knæ foran den og begyndte med Hovedet støttet i
sine Hænder at bede -- men bestandig med Forbehold: «Hvis Du er til,
om Du hører mig» -- thi inderst i hendes Hjærte laa stadig Tvivlen.
Saa forskrækkedes hun over, hvad hun gjorde, og bad paa ny, ganske
vist uden dette «hvis» paa Læben, men stadig med det i Hjærtet. Nej,
hun kunde ikke bede. Hun mærkede, at Tankerne gled fra Bønnen, hun
kunde ikke styre dem, ikke samle sig i Inderlighed, træt og slap som
hun var efter den gennemvaagede Nat. Hendes Hoved sank dybere; hun
saa sin Mand, hørte hans Stemme, og hun rakte Armene ud og bad til
ham, bønfaldt ham om at tage hende til Naade, at tilgive hende, at
elske hende fra nu og til evig Tid. -- Hun vaagnede op af sin Døs og
forfærdedes over, hvad hun gjorde, hun samlede sig atter, tvang sine
Tanker bort fra ham op mod Gud og begyndte paa ny sin Bøn. Og endelig
lykkedes det hende at arbejde sig ind i en Extase, saa at hun syntes
at bøje sig i dybeste Ydmyghed for ham, der holder Verdener i sin
Haand.

«Du, der gør det umulige muligt, giv mig dette ene. Du, der er saa
rig og god, giv mig det lidet, hvorpaa mit Liv beror, og min Sjæl,
som Modgangen gjorde bitter og Smerten forstenede, skal blødgøres af
Lykken og ydmyges under Din ufortjente Naade. Tag mit Liv, om Du vil,
giv mig kun en Dag, en eneste blot, hvor han elsker mig. Lad mig
høste det, jeg ikke saaede, lad mig vinde, hvad jeg ikke attraaede;
jeg fortjener det ikke, men jeg skal stræbe at gøre mig fortjent
dertil. Om det er et Mirakel, og jeg tror, det er det, saa udfør det.
Udslet af min Bevidsthed, hvad jeg var daarlig nok til at tro paa, at
jeg selv bestemmer og har bestemt min Skæbne, at hver Handling drager
en ny med sig, saa det hele bliver en ubrydelig Kæde af Konsekvenser,
som jeg selv har knyttet. Lær mig, at Din er Magten og Æren i al
Evighed. Amen!»

       *       *       *       *       *

Man havde for længst spist Frokost, da Judith kom ned i Dagligstuen.
Hendes Hjærte bankede, da hun aabnede Døren; hun vidste næppe, om det
var en Lettelse eller en Skuffelse, da hun traf Hellman ene i Stuen.
Banner var reden ud, Strøm var gaaet ned til Kirken for at aftegne de
udskaarne Egetræsdøre paa Herskabsstolene. Hellman lagde Bogen, hvori
han læste, fra sig ved hendes Indtrædelse.

«God Morgen, Frue! -- Solen kommer noget sent paa Himlen i Dag, synes
mig.»

Hun smilte og trak en Stol hen til Kaminen lige over for ham. «Og De
sidder her ganske ene? Man kan just ikke sige, vi behandler vore
Gæster hensynsfuldt.»

«Aa, Banner sørgede for min Underholdning, inden han forlod mig,» --
og han pegede paa Bogen.

«Hvad er det for en Bog?»

«Noget mytologisk Krimskrams, hvoraf man kan lære alle de raffinerede
Maader at kende, hvorpaa de gamle Guder pinte os ulykkelige
Mennesker, naar vi vakte deres Unaade. Man har Valget imellem at
flaas som Marsyas eller lægges paa Hjul og Stejle som Ixion, eller
spændes over tre skarpe Stene som Loke. Valget er lidt vanskeligt.»

«Men der ligger dog en hel Del Visdom gemt i de gamle Sagn.»

«Det har De Ret i,» sagde Hellman alvorligere, «jeg kender baade
Tantaloser, Sisyphoser og Ixioner, og glæder mig over, at jeg ikke
deler deres Skæbne, men lever tilfreds og fornøjet med min egen mere
beskedne Lod.»

«Det er vanskeligt altid at kunne være tilfreds med den.»

«Det er det ogsaa; man opnaar det kun paa to Maader her i Livet,
nemlig ved at --»

«Resignere,» faldt Judith ham i Talen.

«Aa nej -- slet ikke, det er noget, Præster og Filosofer har hittet
paa. Nej, ved at udrette noget og ved at elske nogen rigtig inderlig
og uegennyttig. Heldigvis er det Veje, som staar aabne for enhver.»

Hun blev ligesom lidt bange ved at komme ind paa dette Æmne. Hun
drejede af og sagde: «Apropos, hvad foretrækker De saa, de græske
eller nordiske guddommelige Straffemaader?»

«Naar galt skal være, de nordiske,» svarede Hellman. «Sagen er, at
Ixion ligger dernede alene paa sit Hjul, og ingen rækker ham en
Finger til Hjælp; men hos Loke staar Sigyn mild og kærlig.»

Blodet skød op i Judiths Kinder; hun anede, hvad der vilde komme.

«Beundrer De Sigyn saa meget?» spurgte hun blot for at sige noget.

«Ja, sandelig gør jeg det. Se, Loke elsker hende ikke, og siger hende
maaske næppe et taknemligt Ord, medens hun staar taalmodig og trofast
for at skaane ham for Smerten, saa meget hun formaar.»

«De mener maaske, at Sigyns Liv er det rette Sindbillede paa Kvindens
Liv, at vi er til for at tjene og ofre os for Manden?»

«Nej, slet ikke,» sagde Hellman med større Munterhed, «jeg hører ikke
til dem, der fordrer Kvindens Underkuelse, men hvor jeg træffer ren
og offerberedvillig Kærlighed, det være sig hos Mand eller Kvinde,
der bøjer jeg mig i Ærbødighed og siger: den lykkelige, der kan nære
en saadan Følelse.»

«De burde heller sige: den lykkelige, som er Genstand derfor.»

«Vil De hellere være den fattige, som maa modtage, end den rige, der
kan give?»

Hun vilde slaa det hen i Spøg: «Hvorledes kan _De_ tale om alle disse
smukke Følelser, De, der selv har helliget Dem den ugifte Stand.»

«Tror De ikke, jeg har elsket eller endnu elsker andre end mig selv.
Jeg elsker August f. Ex., skønt Gud skal vide, det er en noget egen
Maade, han gengælder denne Kærlighed paa. Han gaar bare og tænker paa
at bortgive sit Hjærte til enhver blaaøjet Skønhed, han møder, og saa
er han oven i Købet saa grusom at tage mig med paa Raad, hver Gang
han agter at bortskænke dette kostbare Klenodie. Men alligevel kan
jeg ikke lade være at holde af ham.»

«Det er i alle Tilfælde en stor Lykke at blive elsket saaledes.»

«Det er det, og jeg kender Mennesker, hvem jeg inderlig kunde ønske
en saadan Kærlighed; Mennesker, hvis egen Kærlighedskilde ganske vist
synes udtørret, fordi den aldrig har faaet nogen rigtig Næring.
Mennesker, der har været Offer for deres Forældres Forfængelighed,
for deres elskedes Troløshed, for deres Venners Egoisme og Havesyge.
Jeg har kendt saadanne Mennesker, men desværre ikke staaet dem nær
nok til at kunne blive noget for dem. Havde det været Tilfældet,
skulde de have faaet hele min Kærlighed; thi de trænger til den.»

«Uden Gengæld?» spurgte hun sagte.

«Gengæld -- fordrer sand Kærlighed Gengæld, fordrer sand Kærlighed
noget som helst? Det at elske er en saa rig Skat i og for sig, at man
ikke skal gnie med den og kun give _en_ Mønt ud for at faa en anden
igen. Den, der har sand Kærlighed i sig, trænger til at dele den ud
med rund Haand og har let ved at glemme Stolthed og Fordringer i
Glæden over at kunne skænke Lykke og Velsignelse.» Han havde talt sig
op i formelig Begejstring, som han stundom kunde det. Hun sad og saa
paa ham, og hans varme Tro paa Kærlighedens Almagt betog ogsaa hende.

«Men selv om en saadan Kærlighed blev tilbudt, vilde den saa blive
modtagen?»

«Vil den sultne spise, vil den tørstige drikke, vil den febersyge
gærne finde Hvile -- vilde Loke maaske ikke helst være fri for
Giften, der dryppede ham i Ansigtet? -- Ja, De ser, kære Frue, mit
Livs Bestemmelse er egentlig at være Præst, og var jeg bleven det,
skulde jeg nok hver Søndag have tordnet over Evangeliet: «Det er
saligere at give end at tage.»»

«Det er et smukt Ord.»

«Og et sandt oven i Købet.» Han rejste sig: «Gud ved for Resten, hvor
August bliver af. Han fordyber sig nok i den Grad i de gamle Stole,
at han rent glemmer, der er noget, der hedder Middagsmad. For jeg
skulde da aldrig tro, at en agerdyrkende Sirene har forlokket ham.
«En voldsom Uro griber nu mit Hjærte»,» deklamerede den lille Mand og
slog sig pathetisk for Brystet.

«Aa, han kommer vel nok, han er jo ikke --»

«Noget Barn? Jo, min Frue, det er han netop. Jeg maa være i Hælene
paa ham og holde Formaningstaler til ham uophørlig, ellers gør han
dumme Streger. Har De noget imod, at jeg gaar ud og ser efter ham?»

«Aldeles ikke.»

«Tak! De forstaar -- et Moderhjærte -- og det eneste Lam!»

«Jeg troede næsten,» sagde Judith, da han var ved Døren, «at De holdt
lige saa meget af min Mand som af Deres Nevø.»

«Af Banner? Ja, hvem kender Banner uden at holde af ham?» spurgte
Hellman, men gik inden Spørgsmaalet besvaredes.

       *       *       *       *       *

Hun gik op og ned ad Gulvet i den heftigste Sjælekamp. Hun holdt
begge Hænder mod Panden, tæt knugede, ligesom for at dulme en stærk
Smerte.

Samtalen med Hellman havde bortrevet ethvert falsk Haab, hvormed hun
havde bedraget sig. Ogsaa han troede altsaa, at Banner ikke kunde
elske. Saalænge hun var ene om at tænke dette, havde hun formaaet at
døve Tanken, hun havde jo næsten manet den bort ved sin Bøn, men da
den udtaltes af en anden, kunde hun ikke længer tvinge den fra sig.
Hun vaandede sig under den. Igaar endnu havde hun maaske ikke lidt
saa meget derved; men den sidste Nat havde saa levende foregøglet
hende den attraaede, ubeskrivelige Lykke, og Samtalen med Præsten og
Bønnen havde ligesom givet hende Forvisning om Muligheden derfor,
hvor forfærdeligt var det saa ikke nu at opdage, at det dog alt var
en Illusion. Han kunde ikke elske, men af hende fordrede de, at hun
alligevel skulde elske ham, skænke ham sin Kærlighed -- og hvorfor?
Fordi det var saligere at give end at tage. Nej, nej, hun vilde ikke
forstaa det. «Jeg skulde gaa til ham og tilstaa ham min Kærlighed
uden at fordre Gengæld, tilstaa, tilbyde ham en Kærlighed, som han
ikke gengælder, ydmyge mig, kun fordi han trænger til Kærlighed. Nej,
jeg kan det ikke.»

Men atter steg den drømte, den attraaede Kærlighedslykkes Billeder op
i hendes Sjæl og fristede hende. «Om de andre nu dog tog fejl, om al
min Kærlighed alligevel kunde kalde hans til Live. Er det da saa
forfærdeligt at ydmyge sig for den, man elsker? Hvis han kom til mig
og spurgte mig eller bad mig, ja, saa skulde jeg kaste mig for hans
Fødder. Men selv gaa til ham og maaske møde hans kolde, hoverende
Smil! Jeg har ikke ladet ham ane, at jeg elsker ham. Han vilde maaske
haane min Sjæls dyreste Hemmelighed, hvis jeg røbede den. Lad saa
heller alt blive som førhen, lad mig resignere, nøjes med at se og
høre ham og lad ham saa tro sig ikke elsket, lad ham tørste ved Siden
af Kilden, lad Giften dryppe ham i Ansigtet, uden at nogen rækker en
Haand ud for at hjælpe ham. Ak, nej! Heller ikke det kan jeg jo. Aa,
hvad kan jeg, hvad skal jeg dog gøre?» Hun stod ved Vinduet med
Panden trykket mod Vinduesstolpen og Hænderne knugede om Hovedet, som
om hun frygtede for, at Hovedet skulde sprænges og Tænkeevnen svigte.

Der lød Hovslag i Gaarden, og Banner red langsomt ind ad Porten.
Tøjlen hang løs om Hestens Hals, den gik med ludende Hoved; ogsaa
Banner sad bøjet, næsten sammensunken. Det bydende i hans Væsen var i
dette Øjeblik ganske borte, der var kun noget usigelig ulykkeligt og
livstræt over ham.

Da udbrød hun pludselig højt: «Jo, jeg kan gøre det, jeg kan ofre
ogsaa min Stolthed for denne trætte, bedrøvede, ulykkelige Mand, jeg
kan ydmyge mig og gaa til ham, om han saa end aldrig vilde være
kommen til mig; thi jeg elsker ham, aa, saa ubeskrivelig, saa
ufattelig!»

       *       *       *       *       *

Der var en noget trykket Stemning ved Middagsbordet. Judith var for
optagen af en eneste Tanke til at kunne underholde de andre. Banner
lagde Mærke dertil og grublede over Aarsagen dertil. Var nu denne
Tilbageholdenhed og Tavshed en Følge af hendes saarede Stolthed eller
maaske af Frygt for en Opdagelse. Det forekom ham, at der undertiden
var noget sky og frygtsomt i hendes Blik. Var hun bange? Og han
pintes af en prikkende, nagende Utaalmodighed efter at faa Løsning
paa denne Gaade. Ogsaa August Strøm var urolig. Hvad betød hendes
Tavshed, var hun vred paa ham, eller var hun maaske bange for at røbe
sine virkelige Følelser, eller var der forefaldet noget mellem hende
og hendes Mand. Banners mærkværdige, sarkastiske Maade at behandle
ham paa, syntes at antyde, at den sidste Gisning maaske var rigtigst.

Hellman alene havde tilsyneladende bevaret sin joviale Gemytlighed;
dog vilde en skarp Iagttager have bemærket, at ogsaa han stundom
glemte Maden og Talen for at rette sin Opmærksomhed snart paa Banner
snart paa Husets unge Frue. «Har Du endnu Tømmermænd fra i Aftes,
Banner? Du ser ud, som om Du havde tabt Din Sag for højeste Ret.»
Banner svarede ikke, han tumlede stadig med samme Tanke. Havde han
overrumplet hende? Var det kommet dette Øjeblik, han en Gang længtes
efter, da han virkelig skulde faa Lejlighed til at ydmyge hende?
Tanken behagede hans Herskesyge, eller det matte Vrængebillede deraf,
der endnu var tilbage. Men paa den anden Side. Hvis hun nu overlistet
af hans Skarpsyn blev dreven ind i en Krog og tvungen til at tilstaa
sin Kærlighed til en anden, hvad var der saa vundet derved? Var det
da ikke et Nederlag saa vel for ham som for hende? Nej, gid han havde
hende ydmyget og dog ikke tabt, besejret og dog ikke skyldig. Gid hun
paa en eller anden Maade kunde overbevise ham om, at han havde taget
fejl. Var han da skinsyg? Nej, men han vilde dog ikke miste hende,
det sidste, der gav hans Liv en Smule Indhold, om Indholdet saa ogsaa
var af noget tvivlsomt Værd. Han vilde dog endnu en Gang prøve Styrke
med hende, han skulde vel ikke atter komme til kort. Da de rejste sig
fra Bordet og han tog hende i Haanden til vel bekomme, følte han, at
den rystede; samtidig hvilede hendes Øjne med et forunderlig
ængsteligt Udtryk paa ham. Da trak han hende sagte nærmere til sig og
hviskede, medens han beholdt hendes Haand i sin: «Jeg vil tale endnu
en Gang med Dig, nu i Aften. Tænk over, hvad Du vil sige mig.»

Man sad atter i Dagligstuen, men Samtalen gik kun trevent. Da
Øjeblikket for Judiths Tilstaaelse var fastsat, følte hun en Angst,
ikke fordi hun fortrød sin Beslutning, nej, men denne nervøse Angst,
man faar, naar et alvorligt og afgørende Skridt skal tages og ikke
længer kan opsættes. Hans Ord: «tænk over, hvad Du vil sige mig»,
genlød i hendes Øre, og hun prøvede at gøre det, at forme de Ord,
hun skulde sige, men det var hende umuligt. Hellman gjorde
Kraftanstrængelser for at muntre Selskabet. Hans Midler var just ikke
de fineste. Blandt andet fik han den Ide at behandle sin Nevø som et
lille Barn. Banner lo deraf og syntes at finde en ondskabsfuld
Fornøjelse i den Spot, den unge Mand maatte døje.

«Ikke drikke for megen Vin, August. Du ved, smaa Drenge kan ikke
taale det. Din Moder bad mig, før vi rejste, om at passe godt paa
Dig. Ikke sid saa magelig, det klæder ikke Børn godt» o. s. v.

Strøm var ufornuftig nok til at lade sig drille i Stedet for at gaa
ind paa Spøgen, og viste temmelig tydelig sin Ærgrelse.

«Ikke arrig, lille August, i fremmedes Nærværelse, vent til Du kommer
op paa Dit eget Værelse,» og saa lo Hellman atter, ja selv Banner gik
ind paa Spøgen og sagde: «Jeg maa vel ikke skænke for meget i Din
Nevøs Glas, Vin og Kærlighed gaar let Ungdommen til Hovedet,»
hvorefter han lo paa sin skarpe, haanlige Maade.

Til sidst fandt dog Strøm sig i det uundgaaelige og trøstede sig med,
at Judith dog ikke syntes at finde Behag i den Maade, hvorpaa han
blev behandlet.

Paa Slaget ti rejste Hellman sig og sagde: «Nu skal August i Seng.
Sig nu pænt god Nat og Tak for i Dag.»

«Vil De ikke blive lidt længer?» spurgte Judith, der blegnede, da hun
følte det afgørende Øjeblik nærme sig.

«Siden Fruen beder for Dig, skal Du faa et Kvarter endnu; tak for
det, min Dreng.»

Hun skottede hemmelig til Uhret og fulgte Viserens langsomme Gang --
tretten Minutter, ti, fem, tre. «Naa, August, nu hjælper der ingen
kære Moder; nu gaar vi,» og Komponisten, der ikke befandt sig vel,
naar han kom for sent i Seng, tog sin Nevø under Armen for at tage
ham med. Men Strøm vilde ikke gaa glip af at sige «pænt god Nat». Han
vendte sig mod Judith og rakte hende Haanden. Et Øjeblik laa hendes
kold og rystende i hans; han saa et forunderligt Udtryk i hendes
blege, bevægede Ansigt, et Udtryk, som bragte hans lønlige Haab til
at blusse op stærkere end nogen Sinde, og da han forlod Værelset med
sin Onkel, sagde han til sig selv: «Hun elsker mig, jeg er vis
derpaa, men hun er bange og lider derunder.» Hans ungdommelige Hjærte
svulmede ved Tanken om, at hun, der i syv Aar ikke havde lært at
elske, var bleven erobret af ham i mindre end syv Dage.

       *       *       *       *       *

Da Hellman og hans Nevø var borte, betragtede hun forventningsfuldt
sin Mand. Han troede, at hun var bange, og det forvoldte ham en
hemmelig Nydelse, han havde da altsaa i det mindste faaet Bugt med
hendes Selvsikkerhed. Øjeblikket var gunstigt, nu skulde hun tvinges
til Oprigtighed med det onde eller med det gode, hun _skulde_ aabne
sig for ham.

Han standsede foran hende og saa paa hende. Hun mødte hans Blik med
et ubeskriveligt Udtryk af Blidhed og Eftergivenhed. Et mildt Ord,
kun et mildt Ord, saa skulde hun underkaste sig; men hendes
tilsyneladende Svaghed fristede ham til at bruge Haardhed, og han
spurgte skarpt:

«Elsker Du denne Dreng?»

Hun svarede ikke.

«Jeg vil vide det. For mit Navns og min Æres Skyld fordrer jeg at faa
det at vide.»

«Jeg har aldrig plettet og vil aldrig plette Dit Navn eller Din Ære.»

Han vidste, at det var sandt.

«Jeg har Ret til at forlange det som Din Husbond og Herre.»

«Over mine Tanker er Du ikke Herre,» svarede hun sagte. Hvis han blev
ved i denne Tone, hvorledes skulde hun da kunne gøre Tilstaaelsen?

«Men jeg vil vide det,» raabte han paa ny næsten ude af sig selv.

«Har Du da virkelig Interesse for mig eller mine Følelser?»

Da tog han sig sammen, han følte, han var gaaet for vidt: «Hør mig,»
sagde han mildt og satte sig i Sofaen ved Siden af hende, «jeg
spørger, fordi jeg virkelig har Interesse for Dig. Du tager fejl,
hvis Du tror, Du er mig ligegyldig. Du fængslede mig fra Begyndelsen
af ved Din Kulde, Din Stolthed, den værdige Selvbevidsthed, hvormed
Du nægtede at krybe for mig som alle de andre. Du interesserede mig,
fordi jeg vidste, Du var ulykkelig, fordi jeg anede, at der bag Din
Kulde og Stivhed laa en ungdommelig Varme og Begejstring for alt,
hvad jeg vel i Ord og Adfærd spottede, men som jeg alligevel dybest
i mit Hjærte beundrede og længtes efter. Da jeg lærte Dig nærmere at
kende, søgte jeg at faa dette frem hos Dig, men Du undveg mig
bestandig. Det æggede mig og drev mig til at opbyde alt for at naa
mit Maal. Jeg vilde finde Bunden og Kærnen i Dig, saa jeg kunde vende
og krænge Dig alt efter mit Behag. Det lykkedes mig ikke, og det var
vistnok heldigt, thi havde jeg den Gang opnaaet min Hensigt, havde
jeg sandsynligvis snart efter atter ladet haant om det, jeg saa ivrig
efterstræbte. -- Du ser, jeg er aabenhjærtig, og jeg vil vedblive
dermed. Da Erik blev født, tabte Du Betydningen for mig; i den Tid,
han levede, glemte jeg Dig i min alt opslugende Kærlighed til Barnet.
Da han døde, vendte jeg mig endnu en Gang til Dig, ikke kæmpende, men
bedende, men Du var stadig ubøjelig. Saa opgav jeg alt. Jeg var for
træt til længer at efterstræbe noget; jeg troede mig aandelig død, og
mente, at ogsaa en legemlig Død vilde være det bedste for mig. Jeg
længtes dog stadig mod Dig, men Du kom mig aldrig i Møde. -- Saa fik
vi Gæster og jeg oplivedes atter -- maaske kun for at slukkes helt,
naar Opblusningen er forbi. Men ogsaa Du forvandledes under dette
Besøg. Jeg saa pludselig det Liv, den Ungdom og alt det, jeg havde
haabet at kunne fremkalde, udfolde sig hos Dig, og jeg maatte da sige
mig selv, at det var kaldt til Live af en anden. Denne Tanke pinte
mig, maaske kun fordi jeg er en Egoist, men jeg harmedes over, at en
anden i Dage skulde opnaa, hvad jeg havde kæmpet for i Aar. Jeg vilde
gerne tro, at jeg tog fejl, Uvisheden pinte mig, og jeg bad Dig
derfor om at ende den, men ikke engang _det_ vilde Du, ikke engang
saa meget kunde jeg opnaa af Dig.

Jeg beder ikke om eller gør Fordring paa Din Kærlighed, jeg har ingen
Ret dertil, jeg, der kun har levet for mig selv, maa ikke vente noget
af andre. Jeg beder Dig kun sige mig, om jeg virkelig har tabt, om
jeg skal lade dette Haab følge alle de andre brustne Illusioner.
Beder jeg Dig om for meget? Det er jo dog saa lidt, dette, kun at
ville have Vished om sit Nederlag, for ikke at fortsætte en tom
Tilværelse. Vil Du gøre saa meget for mig? Hvis Du nogen Sinde har
næret andet end uvenlige Tanker mod mig, saa sig mig, om det er
kommet saa vidt, at mit Liv ikke alene er tilovers, men endogsaa i
Vejen for andres Lykke. Vær ikke bange for at sige mig det. Sig mig,
om jeg staar mellem Dig og Din Lykke, om Du elsker, om Du elsker --
ham?»

Hendes Hjærte var fyldt af ubeskrivelig Taknemlighed, fordi han havde
gjort hende Tilstaaelsen saa let. Naar han var saaledes, saa blød,
saa ydmyg, saa sørgmodig, saa kunde hun give ham alt. Og det skulde
gøres nu strax, han skulde ikke et Øjeblik længer tro paa sit
Nederlag. Fordi han frivillig nedlagde Vaabnene, skulde han gøres til
Sejrherre, ja i langt højere Grad, end han kunde vente og haabe.

«Min Husbond,» og hun lod sig glide ned foran ham paa Gulvet og
knælede ved hans Fødder. «Ja, jeg elsker, elsker for hele Livet,
elsker en Mand højere end noget andet i Verden, højere end mig selv,
elsker saaledes, at jeg aldrig vil kunne ophøre dermed, saa længe jeg
lever. Men ser Du da ikke, at denne Mand er Dig selv. Dig elsker jeg
og elskede jeg, jeg tror fra første Gang, jeg saa Dig. Men da Du
syntes at spotte mig, bekæmpede jeg min Kærlighed og stred mod den i
de mange lange Aar, fornægtede og undertrykkede den. Vidste Du, hvor
jeg led, medens Erik levede, og jeg var Dig aldeles ligegyldig, saa
vilde Du forstaa, hvorledes jeg allerede den Gang elskede Dig. Først
lang Tid efter har jeg selv forstaaet det. Den Gang gjorde den
stadige Lidelse mig haard og bitter, og da Erik døde, og Du kom til
mig, var jeg syg, afsindig, forblindet af min Smerte og Fortvivlelse.
Jeg stødte Dig fra mig. Men fra det Øjeblik, da jeg indsaa min Uret,
blev jeg min egen Forræder; jeg skjulte kun min Kærlighed, fordi Du
atter var bleven saa kold og fremmed.

Det var _mig_, som tog Dit Billed, og jeg har kysset det Tusinder af
Gange. En Nat, da jeg blev bange for, at Du skulde være død, sneg jeg
mig ind i Dit Soveværelse. Da jeg saa, at Du levede, og da jeg følte
den ubeskriveligste Glæde derover, indsaa jeg, at Modstand var
umulig, og jeg overgav mig da blindt til min Kærlighed. Fra den Dag
blev jeg forandret, det er Forvandlingen, Du har set hos mig. Hvor
kunde Du tro, at jeg kunde elske en anden, hvorledes kan man tænke
paa andre, bryde sig om andre, naar man er Din Hustru. Nu skænker jeg
Dig den Kærlighed, Du ikke forlangte, Du skal ikke mere klage over,
at Du aldrig har mødt nogen. Dit Liv er ikke tomt, Du har gjort mig
lykkelig, Dit Liv er ikke spildt, Du har lært mig at elske, Du er
ikke ene, thi Du har vundet et Hjærte, som aldrig vil slippe Dig.

Jeg bønfalder Dig om at modtage det, jeg haaber inderlig, inderlig
endnu at kunne være noget for Dig. Er Du træt, saa husk, at Du har et
Hvilested, er Du ked af Livet, saa tænk paa, at Du har gjort det
lykkeligt for en anden. Og tilgiv mig saa, at jeg saa sent opfyldte
mine Pligter, at jeg saa sent forstod mig selv, at jeg tøvede saa
længe, inden jeg kom til Dig. Sig, at Du tilgiver mig, at Du tager
mod min Kærlighed, saa haaber og ønsker jeg intet mere.»

Hun var skøn, som hun laa der foran ham. Men han løftede hende ikke
op i sine Arme, han hviskede ikke, at han ogsaa elskede hende. Et
Øjeblik forekom han sig at være saa gammel, saa træt, saa udlevet, at
han slet intet formaaede, intet haabede, intet brød sig om. Men lidt
efter lidt lod han sig overvælde af dette, at blive elsket for sin
egen Skyld, noget saa uvant, ja ukendt for ham. Og som det gaar i
Æventyrene, naar Trylleordet udtales og Fortryllelsen hæves, saaledes
syntes nu ogsaa her Forbandelsen, der havde hvilet over hans Liv, at
opløse sig ved hendes Ord. Den gled som en Byrde af hans forpinte
Sjæl, som en svindende Smerte af et lægende Saar; han syntes
formelig, at han sank hen i den blide, velgørende Træthed, der følger
paa en overstaaet heftig Lidelse. Han var elsket, saaledes som han
havde smægtet efter det hele sit Liv, elsket for sin egen Skyld, uden
Fordringer, uegennyttig elsket af hende, som dog stod ham nærmest af
alle.

Men kunde det ogsaa være muligt, kunde hun mene, hvad hun sagde;
forstod hun, at hun _ofrede_ sig? Endnu en Tvivl, endnu en Frygt.

Da hun tav, sagde han langsomt og blidt: «Ved Du, hvad Du siger og
gør, husker Du, at jeg er et Vrag, der er blevet gammelt før Tiden,
et Menneske, der har levet for sig selv og aldrig vil kunne gøre fuld
Gengæld for Din Kærlighed? Vil Du ofre Dig for at give Resten af mit
Liv lidt Betydning og Indhold? Hvis Du vil det, ja, da er jeg endnu
saa egenkærlig» -- han smilte svagt -- «at jeg tager mod Din
Kærlighed, skønt jeg ikke har fortjent den. Der er Mennesker, som har
fordømt sig selv til en evig Jagen efter deres Lyster; til dem hører
jeg. De opnaar intet. Kunde de kun en _Gang_ elske en anden højere
end sig selv, tror jeg, de var frelste, men de kan det ikke. Ikke
engang mit Barn elskede jeg fuldt ud for dets egen Skyld, men kun som
mit genopstandne Jeg. Var der noget Menneske, jeg skulde have kunnet
elske, da var det Dig, men jeg var for fordærvet allerede den Gang,
jeg lærte Dig at kende, til at fyldes af en virkelig dyb Kærlighed.
Saaledes er jeg. Kan Du nu andet end ynke og foragte mig? Vil Du
virkelig ødsle Dit Hjærtes varme Kærlighed paa mig for dermed at
formilde Resten af mit Liv? Hvis Du indser, at Du ikke kan det, da
giver jeg Dig nu Din Frihed. Du har lært mig lidt af det, der hedder
at opofre sig, men jeg vil ikke gøre Dig til et nyt Offer for min
Egenkærlighed.»

Da mindedes hun, da forstod hun Ordet, som Hellman havde brugt: «Det
er saligere at give end at tage.»

«Jeg vil aldrig fortryde det, og jeg vil aldrig ønske det anderledes.
Min Husbond, Du ved ikke, hvilken Lykke det er at elske!»

Han tog hendes fine, smalle Hænder mellem sine og lagde dem paa sin
hede Pande, trykkede dem mod sine brændende Øjne. Da han derpaa sagte
lod dem glide ned over sit Ansigt, kyssede han dem gentagne Gange, og
det var første Gang i sit Liv, Johan Banner ydede nogen Kvinde denne
Hyldest.





End of the Project Gutenberg EBook of Judith Fürste, by Adda Ravnkilde

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK JUDITH FÜRSTE ***

***** This file should be named 39510-8.txt or 39510-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/3/9/5/1/39510/

Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This file was produced from images
generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur
at http://adl.dk)


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License available with this file or online at
  www.gutenberg.org/license.


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation information page at www.gutenberg.org


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
contact links and up to date contact information can be found at the
Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org

Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit www.gutenberg.org/donate

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit:  www.gutenberg.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.

Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.

Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.