The Project Gutenberg EBook of Den vidtudraabte Besættelse udi Thisted, by 
Arne Magnussen

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Den vidtudraabte Besættelse udi Thisted

Author: Arne Magnussen

Editor: Alfred Ipsen

Release Date: November 5, 2010 [EBook #34213]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK DEN VIDTUDRAABTE BESÆTTELSE ***




Produced by an anonymous volunteer from scanned images of
public domain material made available by Google Books.

Den vidtudraabte
Besættelse udi Thisted.

Kort og sandfærdig
Beretning
om
den vidtudraabte
Besættelse udi Thisted.

Til alles Efterretning af Original-Akter og troværdige Dokumenter uddragen og sammenskreven (af Arne Magnussen).

Paany udgiven af Alfred Ipsen.

Kjøbenhavn.
Jul. Gjellerups Forlag.
1891.

Første Udgave udkom i 1699, trykt i det kongl. priviligerede Bogtrykkeri udi Studie-Stræde.

Trykt i Martius Truelsens Bogtrykkeri.

Forord.

Der er i den senere Tid fra forskjelligt Hold gjort ikke saa lidt for at henlede Opmærksomheden paa den ejendommelige og indgribende Rolle, som Heksetroen og de deraf følgende Heksebrændinger spillede i det sekstende og syttende Aarhundrede hele Evropa over, og da ogsaa her i Danmark.

Til en samlet videnskabelig Fremstilling og Vurdering af dette i kulturhistorisk og psykologisk Henseende lige mærkelige Fænomen, som den Tyskerne eje i Soldans fortræffelige »Geschichte der Hexenprocesse«, ere vi vel ikke naaede; men der er dog fra forskjellig Side, af Byarkiver og Thingbøger, fremdraget et ikke ringe Materiale til Belysning af den Rolle, som Heksevæsenet har spillet hos os. Desuden have vi — om end henliggende i Bibliothekernes Støv og lidet kjendte af det store Publikum — adskillige samtidige, trykte Beretninger om nogle af de største og mest opsigtvækkende Heksebesættelser, saaledes om den i Kjøge (ved Rektor Brunsmand) og den i Thisted (ved Arne Magnussen). Det er den sidste af disse, som herved forelægges for Læseverdenen, og vi tør vel uden Overdrivelse kalde den den interessanteste danske Kriminalhistorie. Det er nemlig intet mindre end en Skildring af et skammeligt Bedrageri. Men det er noget mere.

Kun faa af de fra Fortiden overleverede Bøger føre os saa nemt og umiddelbart ind i Datidens centrale Bevidsthedsliv. I sit naive og troværdige Sprog opruller den lille Bog os et Billede af Livet i en afsidesliggende, dansk Provinsby i Slutningen af Kristian den femtes Regeringstid, som aldrig nogen Historieskriver eller Digter har naaet endsige overgaaet. Vi se den halv barbariske Tids mærkelige Blanding af Religion og vild Overtro, af Gudsfrygt og verdslig Beregning, og i skarpt Lys vises det os, hvilken uhyre Rolle Frygten — man kunde næsten sige Mørkerædslen — spillede som Baggrund for hele Samtidens Tankeliv.

Dog betegner Thisted-Processen, der foretoges ved Højesteret i 1698, efter at Lægefakultetet forud var afhørt derom, netop den gryende Fornufts Sejr efter den lange Heksesabath. I Virkeligheden var det den sidste, store Hekseproces i Danmark, og dens Udfald viser tydelig, at det da var paa Heldningen med disse protestantiske Autodaféer, idet ingen af de i Sagen indviklede bleve brændte. I Beretningen om Magister Oluf Bjørns tappre, men frugtesløse Anstrengelser for at faa sine Hekse paa Baalet, først hos den Aalborg Bisp og siden hos de overordnede Myndigheder i Kjøbenhavn, skimter man tydelig den kommende Oplysningstids begyndende Skepsis. Efter Aaret 1700 kjendes der ingen Eksempler paa, at Hekse ere blevne brændte her i Landet.

De, som ønske nærmere Orientering med Hensyn til Heksevæsenet her i Danmark, ville kunne finde den i Verner Dahlerups blandt Studentersamfundets Smaaskrifter udgivne lille Bog om »Hekse og Hekseprocesser i Danmark«.

Det store Ry og Rygte, som for nogen Tid haver været her udi Danmark om Djævelens store Tyranni og forskrækkelige Magt over nogle Kvindes Personer i Thisted udi Aalborg Stift i Jylland, giver vel enhver Forlængsel at vide, hvorledes dermed var beskaffet, helst efterdi man haver hørt saa meget om adskillige forunderlige Jærtegn, som der hos dennem var sket, hvorledes at Djævelen skinbarligen havde ladet sig til Syne hos dennem, talt af dennem, udraabt adskillige baade fattige og rige for Trold-Koner, og at de var hans med Legem og Sjæl, sagt at de skulde brændes, førend han vilde vige og andet mere deslige.

Da for at vise alle og enhver den rette Historie fra Begyndelsen og indtil Enden af dette vidt udraabte Besættelses og Trolddoms Værk, er dette til alles Efterretning forfattet, og af Akterne oprigtig uddraget, saaledes som det egentlig er befunden.

En Bondepige i Jylland udi Vensyssel i Aalborg Stift ved Navn Maren Spillemands (hvis Fader Kristen Spillemand er en fattig Husmand og Kalkslager) skal efter hendes Foregivende, der hun var tretten Aar, være en Gang bleven syg og fundet nogen Gysen og Rysten udi sine Lemmer, hvormed undertiden fulgte nogle Konvulsioner. Hun er dog omsider kommen tilpas igjen, men sagde sig derefter at finde nogen Urolighed baade i Sindet og Lemmerne og har siden den Tid paa en fjorten Aars Tid af og til givet sig ud for at være upasselig, dog saaledes at hun endog i hele og halve Aar sagde sig at være fri. Hun haver derved taget Anledning at slage sig til Ørkesløshed og dovne Dage og løbet om fra et Sted til et andet at søge Ophold, hvor nogen vilde give hende noget, og haver baade hun og hendes Fader faaet Tanker om, at hun maatte være fortryldet (eller, som gemene Mand det kalder, forgjort, eller der maatte være kastet noget ondt i Veien for hende) og givet Skylden en gammel Bondekone der i Nærværelsen[1] ved Navn Anne Kristens Datter i Skinderup, som deromkring holdtes for at være en Troldkone, at hun skulde (som gemene Folk taler) have vist noget ondt i hende, hvilket skulde være sket en St. Hans Aften sildig, da denne Kvinde tilligemed en anden skal have mødt denne Maren Spillemands og hendes Søster paa Marken udenfor Skinderup, da de kom fra Vetteild[2], siden hvilken Tid hun sagde sig at have fornummet dette onde.

Denne hendes foregivne Svaghed blev dog af en Del forstandige Folk der i Egnen holdt for noget Skrømteri og selvgjort Værk og af andre for et Tilfald af Moderen[3] eller anden kvindelig Svaghed.

Imidlertid haver Faderen søgt Raad for hende hos en og anden af Præsterne der i Nærværelsen, hvor iblandt tvende, da de saa hendes underlige Gebærder, lod gøre Bøn for hende af Prædikestolen i (den) Mening, at der var noget Hekseri hos hende.

Endelig er hun fire eller fem Aar siden kommen til Præsten i Thisted Magister Oluf Bjørn, som i de samme Tider var bleven Præst der sammesteds, og ligeledes søgt Raad hos hannem.

Samme Mag. Oluf haver og i Begyndelsen tvilet om, hvad hendes Svaghed maatte være. Men der hun klagede sig, at det onde, hun plagedes af, sad udi hendes Laar, og at det vigede bort, naar han lagde sin Haand derpaa og befol det at gaa bort, haver han i lige Maade ladet sig forlyde, at det maatte være noget Spøgeri eller Trolddoms Værk.

Imidlertid haver man intet synderligt fornummet til hendes Syge[4] førend siden i Januario 1696, da Mag. Oluf erklærede hende offentlig for alle, at hun af Djævelen legemlig var besat.

Nu hændte det sig ved de samme Tider, at en anden Mand der i Nærværelsen, ved Navn Oluf Langgaard, som og var en af denne Mag. Olufs Tilhørere havde et lidet Pigebarn henved ni Aar gammelt, navnlig Kirsten Langgaard, som gik i Skole der i Byen og var et vittigt Barn, men derhos ikkun ilde optugtet.

Dette Pigebarn skal have faaet nogen Svaghed, som undertiden førte nogle Tegn med sig ligesom en liden Anstød af den faldende Syge. Hendes Fader haver derfor søgt Raad i Begyndelsen hos en Præst der i Nærværelsen, som nogenledes var kyndig i Lægekonsten; men, der hans Raad ikke straks vilde lykkes, søgte han en anden gammel Præst, som den gemene Mand holdt for, at der var noget sært hos, og at han kunde skønne paa[5] alle Slags Svagheder bedre end nogen der i Egnen, om derhos maatte være noget unaturligt. Denne Præst baade brugte til hende nogen Lægedomme, saa vidt han forstod, saa og gjorde Bøn til Gud om hendes Helbred.

Da det nu rygtedes, at Mag. Oluf i Thisted havde den forom meldte Maren Spillemands under Hænder, tænkte denne Oluf Langgaard, at det ikke heller maatte være ret fat med hans Datter, søgte derfor ogsaa Magister Olufs Betænkning og Raad, om muligt ikke hans Barn maatte være lige saadan faren som Maren Spillemands, hvilken da han saa hendes Gebærder at ligne en Gren af den faldende Syge, holdt han det og i Begyndelsen derfor.

Nu var Maren Spillemands Sygdom, som før er meldt, af hannem erklæret for en Besættelse af Djævelen, hvis Adfærd da denne Kirsten Langgaard saa, nemlig hvorledes hun anstillede sig med Raaben, Skrigen, Mundvrængen, beskyldende Ane Kristens Dotter af Skinderup for hendes onde, begyndte Barnet ligeledes at anstille sig og gjorde alting lige saa galt som Maren Spillemands. Derudover forandrede Magister Oluf hans Mening og erklærede hende ligeledes for at være af Djævelen legemlig besat, begyndte derpaa at betjene dem begge som besatte og læste og sang adskilligt for dennem, som alt gik derpaa ud, at her var en Djævel i hver af dennem.

Nu var der i Byen paa samme Tid nogle Studentere, dennem bragte Mag. Oluf udi Tanker, at her var Djævelens legemlige Nærværelse, og gik tvende af dennem, Povel Rytter og Christian Friederich Mavors (hvilken sidste var Mag. Olufs Søstersøn) hannem fornemmeligen til Haande udi at betjene disse tvende Mennesker. Da de nu saaledes blev begegnet, haver de daglig mer og mer taget til udi sælsomme Gebærder, gøet og galet, skreget og tudet og gjort mange underlige Optøger, ideligen raabt paa den Kvinde af Skinderup, at hun var en Troldkone. Magister Oluf derpaa manede og besværede[6] Djævelen og spurgte hannem om hans Navn, og hvo der havde vist hannem der ind. Maren Spillemand svarede, som under Djævelens Person, at hans Navn var Lutzer, og at han var indvist i hende af Anne Kristensdotter i Skinderup.

Barnet i lige Maade kaldte sin Djævel Hvid Rotte og (sagde) at den var indmanet i hende af samme Kvinde. Præsten og fornævnte Studentere, som før er meldt, klemte videre paa med deres Manelser, tiltalte disse Djævle ved deres Navne: Lutzer! Hvid Rotte! Din Hund! Er Du der? Pak Dig bort. De lod dennem føre til Kirken under Gudstjenestens Forretning[7] og tiltalte dennem ligeledes der i Menighedens Paahør og besvarede hvert Ord, de talte, ligesom det kunde være talt af Djævelen. De derimod, som saaledes idelig blev begegnet, blev mer og mer forstyrrede, rasede umaadelig, anstillede sig som de, der falder af den slemme Syge, skjældte Præsten for Oluf Sladder, spyttede undertiden paa hannem, vrængede Mund ad Guds Ord og faldt udi en og anden Guds Bespottelse og beskyldte foruden den paaberaabte Anne Kristensdotter andre flere (deriblandt nogle fornemme Koner) for at være Troldfolk i lige Maade og Aarsag i deres Onde.

Mag. Oluf talte igjen Djævelen til og sagde: Du lyver, din Hund! — De svarede, som under Djævelens Person, at de maatte intet lyve for den store Mand[8] som vilde endelig have Trolddom straffet. De (Djævlene) vilde blive hos dennem i ti Aar, saafremt de ikke alle blev brændte, som de paaraabte at være Troldfolk, og at hvis Amtmanden ikke vilde lade dennem brænde, vilde de fare baade i hannem og alle hans Børn. Disse Djævle lod sig dog tit uddrive baade af Mag. Oluf og fornævnte Studentere, ja endog af Kællinger og gemene Folk, naar der blev læst for dennem, eller dennem blev befalet at fare ud, og sagde da undertiden, naar Mag. Oluf eller andre læste for dennem: Du piner mig saa med dine Bønner, at jeg ikke pines mere i Helvede. Lad mig fare ud. Nu far jeg. Og i det samme sagde Maren Spillemands eller Barnet: Nu for han bort som en Sværm Fluer, som en Ravn, som en Ildslue. Og sov disse to Mennesker altid roligt om Natten, saa at naar Fantasien og Hjærnen var udmattet af den idelige Tummel og Allarm om Dagen faldt de omsider i Søvn og gjorde ikke mere deres Gebærder. Undertiden bad de Præsten gaa bort, de vilde have Rolighed, og var saaledes stille indtil Præsten og de ommeldte Studentere begyndte paany at tiltale dennem: Lutzer! Hvid Rotte! Hvor er Du nu? Hvor haver Du været saa længe? Er Du dér? Lad os høre Dig! Hvad bestiller Du? Hvormange er Du? og saa fremdeles, da de igjen begyndte at tale og øve deres sædvanlige Gebærder og stilledes saa igjen, undertiden ved et Ord, og undertiden lod de længe bede og synge for sig, før de omsider sagde: Nu for han bort! og andet deslige.

Som de nu ideligen hørte tales, læses og synges om Djævelen og Djævelens Nærværelse, Fortrylden, Hekseri og Spøgeri, kom saa vel Maren Spillemands (hvilken desforuden i lang Tid havde gaaet om med denne Besættelsestanke) som Barnet Kirsten Langgaard derover udi stor Urolighed og græsselige Gebærder.

Det hændte sig en Gang, at Barnet gik og legte paa Gulvet i Mag. Olufs Stue. Som der da kom en Mand ind, sagde Mag. Oluf til Barnet: Hvid Rotte, er Du nu der igjen? Barnet sagde: Nej, jeg skader intet, hvorpaa Mag. Oluf svarede: Din Hund, jeg ved Du est her, og befol at lægge Barnet paa Bænken og læse over det. Derpaa fangede det straks an med sine sædvanlige Gebærder.

En anden Gang mødte en af fornævnte tvende Studentere Maren Spillemands paa Gaden, og som han saae hende, sagde han: Maren, er I gal, hvi gaar I her? Jeg ser Djævelen er skinbarlig i Eder. Hun sagde: Nej, nu skader jeg intet. Han derimod svoer derpaa en stor Ed, at hun var besat. Derpaa gik hun straks hen og ligeledes begyndte med hendes sædvanlige Optøger.

Dette Væsen gav nu en stor Forskrækkelse iblandt Almuen, saavel i Byen som i Egnen der omkring, og ihvorvel nogle, som saa deres Optøger og Gebærder, dømte at der ikke var nogen legemlig Besættelse hos dennem, saa opsatte dog Mag. Oluf sig imod alle dennem, som vilde sige hannem imod, og sagde med stor Ivrighed, at de var alle aandeligen besatte, som ikke vilde tro, at disse var legemlig besat.

Som nu den gemene Mand saaledes blev bestyrket udi denne Tanke, at disse Mennesker maatte ufejlbarlig være besat af Djævelen, helst efterdi Mag. Oluf selv læste offentlig paa Prædikestolen, at Djævelen var efter Befaling opkommen af Helvede at forkynde Guds Villie og straffe Synden, efterdi Menneskene ikke ville adlyde Guds Ord, og sagde derhos offentlig, at her var ingen Forløsning eller Frelse for disse Mennesker, førend de, som af dennem var paaberaabt, blev paagreben og brændt, tænkte Kristen Spillemand og Oluf Langgaard, at det var bedst at gøre som Præsten, der bedre var oplyst end de, vilde have det, for at frelse deres Børn, hvorpaa Oluf Langgaard lod den paaraabte, gamle fattige Bondekvinde Anne Kristens Dotter paagribe og føre til Thisted. Da Maren Spillemands saa hende, anstillede hun sig med sine sædvanlige Gebærder, talte som under Djævelens Person og kaldte hende sin Morlille, sigende at hun havde givet sig til hannem for tyve Aar siden.

Barnet Kirsten Langgaard stemmede i med og fulgte samme Tone, sagde derhos, at hendes Djævel havde lovet hende 2000 Daler, der hun gav sig til hannem, og at han skaffede hende Penge nok, som han stjal fra en Mand udi Kjøbenhavn med andet mere deslige.

Kvinden derimod i højeste Maader beraabte sig paa sin Uskyldighed, hvorpaa Mag. Oluf bad Gud ville gøre et Tegn, om hun var skyldig, og som Barnet derpaa begyndte med dets sædvanlige Gebærder, Raaben og Skrigen, udraabte han det straks for et vist Tegn fra Gud, at hun var en Troldkone.

Derpaa søgte Oluf Langgaard at føre Vidner over denne gamle Kone. Kristen Spillemand gav hende fuldkommen Sag og Sigtelse[9], hendes Naboer, nogle Bønder, kom frem og vandt[10] om hende, at hun i mange Aar havde været berygtet for Trolddom og haft Ord for at være skyldig i Maren Spillemands Onde. Mag. Oluf trinede og frem sigende, at han havde hørt Djævelen tale af de besatte og beskylde hende. Den gemene Almue fulgte efter, og gik alle deres Vidner, saa vel Præstens som en Del af hans Tilhøreres derpaa ud, at Lutzer og Hvid Rotte sagde sig af hende at være indmanet i Maren Spillemand og Kirsten Langgaard, og at hun endeligen maatte brændes, førend de vilde vige bort.

Forbemeldte tvende Studentere lagde det dertil, at det var af GUds sær Tildrivelse, at Djævelen maatte sige dette, saasom Tiden nu var kommet, at hun skulde brændes, hvorfor Djævelen var nødt til at bruge de besattes Tunger, paa det hendes Synder skulde aabenbares, med andet mere deslige, som blev vidnet imod denne gamle Kvinde, hvorpaa hun udi hendes Enfoldighed svarede, at det var Løgn alt det, Fanden havde sagt.

Som nu Oluf Langgaard saaledes forfulgte samme gamle Kvinde, blev efter Amtmandens Ordre nogle andre Kvinder paagrebne, som i lige Maade af Maren Spillemand og Kirsten Langgaard som Troldfolk var paaberaabt.

Nu var der i Nærværelsen en Bondepige ved Navn Anne Legind, hvilken gik med en indvortes Sygdom, saasom en Melankoli, og i lige Maade var kommet i Tanker, at der maatte være noget ondt hos hende, hvorfor hun og havde beskyldt en Fiskerkone der i Egnen, af hvilken hun formente sig at være forgjort. Som denne Pige nu hørte, hvorledes Mag. Oluf kunde besvære Djævelen, søgte hun strax til Thisted at søge Raad hos hannem, hvorpaa han stillede hende frem i Kirken udi Korsdøren, tilspurgte hende, om hun troede, at han kunde hjælpe hende, og som hun svarede ja, sagde han, at hende skulde ske ligesom hun troede, og derpaa begyndte at tiltale Djævelen paa sædvanlig Maade: Din Hund! Giv Dig til Kende! Jeg veed, Du er her. — Pigen derimod med stor Forskrækkelse stod og rystede for hannem og kunde ikke svare, men pegte til Halsen og græd, stod ligesom halv rørt[11] af Forskrækkelse. Han igjen tiltalte Djævelen og spurgte, hvad han hed, men fik intet Svar, hvorover han erklærede hende at være besat med en dum[12] Djævel.

Men Maren Spillemand aabenbarede siden denne Djævels Navn og kaldede hannem Skam. Denne Pige rejste derpaa straks bort fra Thisted med stor Frygt og Rædsel, men raabte ikke paa nogen Troldfolk, ejheller beskyldte nogen for hendes Svaghed, indbildede sig dog, at hun var forgjort, og bad Gud ville hjælpe hende, men befattede sig derefter intet mere med Mag. Oluf.

Dette store Rygte om de tvende forbemeldte Kvindes-Personer bevægede adskillige baade i Thisted By og paa Landet deromkring at søge til dennem saasom til nogle Sibiller[13] og efterspørge, hvo der havde forgjort deres Fæ og andet, som de kunde have lidt Skade paa, og fik de alle til Svar, at disse Troldkoner var der udi skyldig.

Iblandt andre var der i Byen en Mand, som ellers skulde være en af de fornemste og mest oplyste, men som ved Svaghed var kommen saa vidt, at hans Hukommelse slog hannem mærkelig fejl.

Da nu denne Mand i de samme Dage formedelst Mangel paa sin Hukommelse begik en liden Forseelse, og det rygtedes for disse to Kvindes-Personer, sagde de, at Anne Kristens Dotter i Skinderup havde taget hans Hukommelse fra hannem. Der Manden dette hørte, lod han straks føre Vidner til Thinge, at Fanden havde sagt dette om Anne Kristens Dotter og gav hende derpaa Sag og Sigtelse, at hun havde berøvet hannem hans Hukommelse.

En gammel, enfoldig Mand der i Byen havde paa nogle Aar ikke fundet sig saa færdig udi Kjærligheds Sager imod sin Kone, som han var i sine unge Aar, hvorover han og søgte hen til disse tvende Mennesker at forespørge sig, hvor hans Manddom var afbleven. De gav straks Skylden paa en af de efter deres Paaberaabelse for Trolddom anholdte gamle Kvinder ved Navn Anne Vert, at hun havde taget den fra hannem. Derpaa gik baade denne Mand og hans Kone til Thinge og førte Vidner, at Djævelen havde paasagt samme Kvinde denne Beskyldning.

Kvinden (som ellers var gammel og udlevet og gik i Barndom) værgede sig længe med Munden og sagde, at det var Løgn, men som hun derpaa blev meget hart fængslet og af Dommeren truet og haardeligen tiltalt, bekendte hun omsider, at Fanden havde sagt sandt. Nu skulde hun forklare, hvor hun havde gjort af denne Mands Manddom. Dertil vidste hun ingen Rede længe, omsider sagde hun, at hun havde tøjret den uden for Byen ved en Vejrmølle.

Manden blev tilspurgt, om det sig saa forholdte. Nej, sagde han; men det haver ikke den Kraft som i mine unge Dage.

Flere saadanne Vidnesbyrd og Beskyldninger hørtes der daglig udi de samme Dage, iblandt andet hvorledes denne Anne Kristens Dotter havde været udi Katte-Lignelse nu hos Magister Oluf, nu hos fornævnte Studentere og villet rive deres Strube ud, men maatte ikke for den store Mand.

Saa skulde og Djævelen have sagt sig at være selv ottende hos Maren Spillemands, ja, der sagdes og, at en havde set den Djævel Hvid Rotte i sin fulde Skikkelse, og en anden havde om Natten set hannem som en Hund ved sin Seng, med meget andet saadant. Var og den gemene Mand saaledes indtagen af Forskrækkelse, at hvor der saas en Kat, Rotte eller Mus, frygtedes der, at det skulde være en Djævel.

Iblandt andet hændte det sig, at som en Mand kom kørende paa Marken forbi tre Harer, hvilke dog der i Landet er i Overflødighed, tænkte han, at det var tre Djævle, og forklarede derefter, at da de sprang hannem forbi, var det ligesom en kunde have slaget en Kniv i hans Hjærte, og bød han dennem pakke sig, som de og gjorde, saa han takkede GUd, at han slap dennem forbi.

Imidlertid[14] alt dette saaledes passerede, kom det forskrækkelige Rygte om disse tvende Mennesker udi Thisted omsider Biskoppen[15] for Øren, som boede 10 Mile der fra Stedet. Han skrev derpaa Præsten Mag. Oluf til for at fornemme, hvorledes dermed var beskaffet, hvorpaa Mag. Oluf, som paa fjerde Maaned havde paa sin egen Haand drevet Værket, indskikkede saadan en Beretning til Bispen, som følger:

Med denne Relation[52] fulgte et Brev til Biskoppen, hvorudi Mag. Oluf begærte, at Præsterne udi de tre Herreder der i Nærværelsen maatte gaa hannem til Haande at betjene disse to Mennesker med Bøn og Sang, sluttendes samme sit Brev med en stor Omhyggelighed for at faa en skarp Inkvisition sat i Værk efter Troldkoner, at de uden Persons Anseelse maatte blive paagreben og ved haard og streng Medfart bringes til Bekjendelse.

Nu var en Del af Præsterne deri Nabo Lavet, som selv havde lidet set af disse to Menneskers Optøger, men derimod baade af Mag. Oluf og andre hørt om dennem mange og store Jærtegn og Mirakler, saaledes indtagne heraf, at de, saa vel som mange andre godt Folk udi Egnen ikke tvivlede paa, at her jo var Djævelens legemlige Nærværelse.

Biskoppen selv i lige Maade havde hørt saa mange underlige og sælsomme Ting refereres[53] om dennem, at han og kom udi den Mening, at her maatte være noget Djævelskab hos dennem. Helst efterdi han havde meget gode Tanker om Mag. Olufs Lærdom og Retsindighed og forsikrede sig om[54], at han ikke gav noget an, som han jo tilforn efter Ritualet vel havde overvejet og rigtig befunden. Og som just i samme Dage, som Mag. Olufs forskrevne[55] Relation til Biskoppen ankom, holdtes det almindelige Landemode der i Stiftet, saa gav Biskoppen derfor Ordre til Præsterne udi de tre næstomliggende Herreder ved Thisted, at de skulde gaa Mag. Oluf til Haande og betjene disse tvende Mennesker tillige med hannem. Dog blev derhos erindret, at man skulde først konsuleres[56] Lægerne efter Ritualets Tilhold, om det ikke maatte være nogen naturlig Sygdom.

Lægerne lod Mag. Oluf ikke konsulere, men de begjærede Præster indfandt sig straks derpaa i Thisted, og var altid tvende tilstede hos disse to Mennesker, læste og sang for dennem som for besatte; de derimod stillede sig meget galt an, spyttede og vrængede Mund ad Guds Ord.

Og ihvorvel samme Præster sjuntes, at udi deres Væsen var intet overnaturligt, ja en Del deraf offentligen sagde Mag. Oluf imod, at her ikke var nogen legemlig Besættelse eller Djævelskab, maatte de dog følge hans Mening, thi hvo der vilde sige hannem imod, maatte straks høre, at de selv var aandelig besat, de forstod det intet, han vilde disputere det[57] med hvem, der turde binde sig an med hannem.

Og som forhen er meldet, hvorledes Mag. Oluf havde udi sin Relation og Brev til Biskoppen været nidkær for at faa en Trolddoms-Inkvisition anrettet, saa blev her og i disse Dage ført mangfoldige Tingsvidner imod de anheftede gamle Kvinder, alle af Indhold, at Djævelen af de besattes Munde havde beskyldt dennem.

Disse fattige Mennesker, som saaledes blev forfulgt, sagde omsider, at hvis de skulde lide noget, skulde det og række til dennem, der bar Guldkæder.

Straks derefter begyndte disse tvende Mennesker at udraabe for Troldfolk adskillige fornemme godt Folk, og iblandt dennem først og sidst en fornemme Mands Kone deri Byen, hvis Dotter Mag. Oluf tilforn havde bedet om og faaet Nej.

Som man nu til og fra disputerede om disse Djævle-Beskyldningers Troværdighed, sagde Mag. Oluf og fast paastod, at Djævelen var pligtig til at sige Sandhed, naar han i den HERRE Zebaoths Navn blev besværet[58], og at han imod sin egen Interesse var nu opkommen af Helvede at forkynde GUds Villie. Fattedes her i saa Maade intet paa Bevis, naar disse Mennesker raabte paa nogen, og Præsten befol dennem at sige Sandhed, de derimod blev ved at raabe. Men de maatte ufejlbarlig være Troldfolk, som blev paaraabt.

Som nu dette Værk saaledes var bleven drevet omtrent paa et halvt Aars Tid, hændte det sig, at en stakkels Kvinde dér i Byen, som ellers gerne gad taget en Taar, fik nogen Svimmelse[59] i Hovedet og fandt nogen Riven[60] i hendes Liv. Straks begyndte hun at raabe, at hun var besat; de andre to, som hørte dette, stadfæstede det, hvorpaa denne Kone blev akkommoderet[61] paa samme Maade med Bøn og Sang som de andre.

To Dage derefter blev en anden Mands Kone der i Byen syg som af en hidsig Feber. Mag. Oluf gav hende straks Visite, og da hun talte over sig, erklærede han hende ogsaa for at være besat. Kvinden kom derover i stor Urolighed og Forskrækkelse, hvorpaa Mag. Oluf lod hende tage af hendes Mands Hus og nedbære udi sit eget Hus og indlægge i sin egen Seng i sit Studere-Kammer, foregivende at hun var død nedentil og skulde kureres i hans Seng. Derpaa begyndte hun paa samme Maade som de andre, og omendskjønt hun nogle Dage efter kom tilpas igjen, blev hun dog ved at raabe lige saa færdig[62] som de andre. Denne Kvinde bekjendte siden, at hun gjorde dette Galskab, fordi hun, som var en fattig Kvinde, derved nød stor Almisse og god Traktement og Ophold, og fordi hun sjuntes, at jo mere de raabte paa den fornemme Mands Kone deri Byen, som tilforn er ommeldet, jo kærere var det Mag. Oluf.

En Morgen, som denne Kvinde (hvilken ellers var ung og temmelig velskabt) kom til Mag. Oluf i hans Kammer, lukte han Døren i Laas og begyndte at bejle til hende &c. Kvinden blev undselig og bad hannem betænke sig, saadant stod hannem ikke an. Omsider slap hun fra hannem, men førend hun kunde komme af Kammeret maatte hun tage imod nogle Slag Ris paa hendes bare Rumpe, hvilket han kaldede en faderlig Revselse.

Kvinden klagede sig straks herover for sin Mand, men, som de vare fattige, tav de stille, indtil at der siden om Mag. Olufs Forhold blev inkvireret[63], da hun offentlig for Retten hannem det i hans Øjne paasagde og overtydede tillige med andet, som endda var slemmere og forargeligere, og derhos beraabte sig paa mange andre, som ligeledes havde været med denne faderlige Revselse begegnet, som og saaledes er befunden.

Udi disse Dage tiltog de besattes Tal udi Thisted, og begyndte først en gammel Pige der i Byen, som kort tilforn havde tjent Mag. Oluf, at klage sig, at hun fandt[64] sig upasselig, og derpaa i lige Maade at rase og raabe paa Troldkoner. Straks blev hun ligesom de andre af Mag. Oluf betjent og i de besattes Tal antagen, anstillede sig og derpaa ligesom de andre.

Det blev ikke derved; men samme Dag fandt en Mands Dotter der i Byen nogen Beængstelse og Banghed, da hun var hen at se en af de besatte. Straks raabte de, at hun var besat. Pigen faldt derpaa i Forskrækkelse, Mag. Oluf og de tvende forbemeldte Studentere klemmede straks paa hende med deres sædvanlige Manelse, hvorpaa hun i lige Maade begyndte at raabe paa Troldkoner saa som de andre.

Hendes anden Søster faldt nogle Dage derefter udi nogle melankoliske Tanker af den store Frygt og Rædsel, som var i Byen, hvor de fleste troede, at alle Djævle i Helvede maatte nu raade ligesom de vilde, indtil saa længe, at alle Troldkoner var udryddede. Hun blev derpaa i lige Maade af Mag. Oluf akkommoderet som besat og kom derover ogsaa udi Alteration[65] og anstillede sig ligesom de andre. En anden fattig Sy-Pige der i Byen blev nogle Dage derefter syg. Mag. Oluf kom straks til hende og sagde, at det var ikke ret fat med hende. Pigen, som tidt havde set i Kirken de tvende første besattes Gebærder, og derover var bleven forskrækket, begyndte at frygte sig, da hendes Præst trøstede hende saa ilde, faldt derover udi stor Melankoli, hvorpaa hun blev betjent paa samme Maade som de andre; men denne tav stille og beskyldte ikke nogen, men bad Gud inderlig om Hjælp og tænkte, hun var forgjort.

Det blev endda ikke ved disse, som her er ommeldet, men her kom udi samme Dage endnu fem andre Kvindfolk paa samme Maade i de besattes Tal, hvoriblandt den ene var Maren Spillemands Søster, en ung, glat Bondepige, som faldt udi en Besvimelse, da hun var hos hendes Søster, og blev straks ført i Mag. Olufs Hus og der lagt i en Seng udi hans Stue. Dog fandt man ingen synderlig Frugt af denne Senge-Kur. Men baade denne Bondepige og alle de andre tog lige galt afsted og alle paa samme Maade, som forhen om de første tvende er meldt.

Nu begyndte denne Besættelses Tanke at æde videre om sig, saa at der var i disse Dage i Byen mange gemene Kvindfolk, som tvilede om sig selv, saa snart de fandt den ringeste Svaghed enten for Hjærtet eller i Hovedet, ja om det ikkun var et Vrid i Livet eller Krampe i et Lem, saa frygtede de straks, at det maatte være Djævelskab, og fik allehaande Tanker i Hovedet, men turde dog ikke ret lade sig mærke dermed.

Der var og adskillige Folk i Byen, som var sindet at ville forlade den, da det saaledes tog Overhaand, saasom her hørtes daglig ikke andet prædikes, læses eller synges i Kirken, intet andet tales eller handles i Husene end om Djævelen, Trolddom, Spøgeri, Besættelse og andre forskrækkelige Ting. Og er det sært, at alle disse Mennesker var nogle gemene, fattige, dovne og ørkesløse Kvindfolk, undtagen de tvende Søstre, som tilforn er ommeldt, hvilke formedelst en Forskrækkelse anstillede sig i Begyndelsen lige saa rasende som de andre. Men som en af deres Venner lod dem siden komme hen til en forfaren Læge der i Nærheden, befandt han, at deres Svaghed bestod udi en Indbildning, som de havde om dette Besættelses Væsen, hvorfore de og straks mere med Ord og Omgængelse end med Medikamenter blev tilpas igjen og fri for deres formente Besættelse.

Denne store Frygt for Djævelen og hans forskrækkelige Gerninger indtog ikke aleneste den enfoldige Almue, men endog dennem, som bedre var oplyst der paa Stedet.

Iblandt andre var en fornemme Mand der i Byen (hvilken Maren Spillemands havde truet, at hans Børn skulde blive besatte, om han ikke vilde hjælpe til at faa Troldkonerne brændt) kommen i Tanke, at alt det underlige Væsen, der udi de Dage skete, var af Djævelen og Hekser.

Nu hændte det sig, at samme Mand en Aften havde nydt nogen god Traktement og derover om Natten faldt i urolige Drømme om denne Djævle-Allarm, som han daglig saa og hørte, og udi saadan urolig Søvn faldt Overdynen af hannem paa Gulvet. Dette tilregnede han straks Djævelen og fortalte det som et stort Mirakel for adskillige. Endelig kom han til en af disse to unge Piger, som før er meldt, da de var i deres Raseri. For nu at vide, om de vist var besat, spurgte han den ene til, om hun kunde sige hannem noget af, hvis[66] hannem var vederfaret. Pigen svarede: Ja, jeg kan. Dynen faldt forleden Nat af Dig. Manden blev forskrækket og sagde: Ti stille, det er nok, hvorpaa Pigen sagde: Se der, nu staar Du som en klippet So, hvorover Manden og de omstaaende faldt i Forundring og troede, at det ufejlbarligen maatte være talt af Djævelen, da dog siden befandtes, at en Rendekælling havde fortalt det tilforn der i Huset, hvorledes Djævelen havde trukket Dynen af denne Mand.

Imidlertid fandtes, som forhen er meldt, en Del Folk inden og uden Byen, som bar stor Tvivl om alt dette Værk. Mag. Oluf derimod forsvarede det med stor Nidkærhed og kaldede dennem Vantroens Børn og aandeligen besatte, som der udi vilde sige hannem imod. En Del af Præsterne, som af Biskoppen var beskikket til at gaa hannem til Haande med de to første at opvarte, kom og selv udi Tvivl, at det var enten nogen naturlig Sygdom eller og selvgjort Værk eller og en Blanding af begge Dele hos disse ny besatte, men ingen af dennem turde offentlig sige Mag. Oluf imod, en Del for den store Opinion[67], de havde om hans Lærdom og højt oplyste Forstand, og en Del af Frygt for hans Ivrighed imod alle dennem, som her udi sagde hannem imod, foruden at den Kredit[68], han for sin udvortes Hellighed og Anseelse havde hos den gemene Mand, gjorde enhver undseelig at sætte sig imod hannem, ja en Del af Præsterne bar og selv saa stærk en Tro til alt, hvis[69] som han sagde, at de uden videre Ransagen gjorde alting, ligesom han anordnede og lod det komme an paa hans eget Forsvar.

Og som nu de besattes Tal saaledes var formeret, og disse Præster blev baade trætte og kede af at løbe fra den ene af disse rasende Kvindfolk til den anden, anholdt Mag. Oluf paany hos Biskoppen om flere Præster, foregivendes, at han ikke troede, at der var sket større Ting og Tegn siden Apostlernes Tider, end der nu skete i Thisted.

Herpaa besluttede Biskoppen straks selv at rejse did for at tage alting udi Øjesyn, tog derfor med sig en af de ældste Provster udi Stiftet, som udi Lægekonsten var temmelig kyndig og kom til næste[70] Landsby ved Thisted, at han der udi Enrum og Stilhed, uden Almuens Overløb, kunde udforske Beskaffenheden hos enhver især af disse formente besatte, lod derfor de to første, nemlig Maren Spillemands og Barnet Kirsten Langgaard føre ud til sig. Straks begyndte Maren Spillemands hendes sædvanlige Gebærder med Tuden, Raaben og Skraalen og andre slige Optøger. Barnet Kirsten Langgaard øvede i lige Maade hendes Konster.

Mag. Oluf, som og samme Tid var til Stede, brugte derpaa sin sædvanlige Læsning og Sang over dennem. De derimod vrængede med Munden, spyttede og brugte andre foragtelige Gebærder, dog ej anderledes end at ethvert Menneske, som sig saadant vilde foretage, kunde efterabe.

Derpaa sagde Biskoppen til Mag. Oluf, at han ikke fandt noget Besættelses Tegn hos disse Mennesker. Mag. Oluf derimod med stor Ivrighed forsvarede det og stod hardt derpaa, at der maatte endeligen først ske Eksekution[71] over alle de paaraabte Troldkvinder, førend der kunde forventes nogen Befrielse fra Djævelen fra disse og andre af hannem besatte Kvindfolk, sigende derhos, at saa vist som der var Gud i Himmelen, saa var der udi Thisted tolv legemlig besatte Mennesker. Han lod ogsaa falde adskillige spodske og foragtelige Ord baade imod Biskoppen og Provsten, og ingenlunde vilde afstaa hans Mening, hvor udover de skiltes ad og drog hver sin Vej hjem igjen. Dette skete i Junii Maaned.

Nu havde Biskoppen selv set disse tvende Mennesker, og som han af deres Væsen sluttede, at denne foregivne Besættelse ikke maatte være rigtig, saa begjærede han ved sin Hjemkomst Stiftamtmandens Hjælp at faa dennem bragt fra Thisted til Aalborg, hvor han boede, paa det man des grangiveligere kunde ransage deres Adfærd, naar man fik dennem fra det Sted og den Samkvem afsondret, hvor de udi deres Griller eller Ondskab dagligen blev styrket.

Derpaa blev tvende Mænd udi Aalborg affærdigede[72] til at ledsage Maren Spillemands fra Thisted til Aalborg, hvilke da de kom til Thisted, blev de saa indtagen af denne Allarm, som der var i Byen, desligeste[73] af Mag. Oluf og hans Tilhængere saa indprædiket om denne Maren Spillemands Lutzers Styrke og Adfærd, at de snart[74] var sindet at begive sig tilbage med uforrettet Sag. Endelig fik de hende omsider paa en Vogn og begav sig paa Rejsen, hvor hun under Vejs baade paa Vognen og udi Herbergene øvede alle hendes Gebærder, dog saa varligen, at hun hverken faldt af Vognen eller nogen Tid stødte eller i ringeste Maade skadede hendes Legeme. Disse to hendes Ledsagere førte hende dog frem med stor Varlighed og Forskrækkelse, og kunde derefter ikke noksom fortælle alle de store Jærtegn, som de undervejs havde set hos hende. De turde og ej komme længer med hende end til et lidet Færgested ved Aalborg kaldet Sundby, saasom de var bange, at hendes Lutzer skulde drukne baade hende og dennem, som hun dennem og havde truet, hvorfor den ene forblev hos hende udi Sundby, imedens den anden foer over og fortalte Biskoppen denne deres eventyrlige og farlige Rejse, sigende sig derhos at have faaet en stræng Ordre fra de andre besatte i Thisted til Biskoppen, at saa fremt han ikke stræbte at faa de paaberaabte Troldkvinder brændte, skulde Djævelen i lige Maade fare i hannem og hans Hustru og bad, at en eller to Præster maatte være hos at følge Maren Spillemands over Færgen. Biskoppen beordrede straks en af Byens Præster at følges over Færgen at afhente hende.

Da hun nu kom i Færgen, begyndte hun at øve hendes Gebærder; men, der Præsten lod sig forlyde, at hvis hun ikke vilde ligge stille, saa skulde hun bindes, holdt hendes Lutzer sig smukt skikkelig, saa at de uden Fare kom med hende til Aalborg. Saa snart hun kom til Lands, og hun saa den gemene Mand i Mangfoldighed omringe hende, begyndte hun paany efter Sædvane, alt paa samme Maade som hun fra Begyndelsen i Thisted sig havde anstillet. Da hun nu blev stillet til Forhør for Biskoppen og Stift-Amtmanden, var hun i Begyndelsen hel besvadsig[75] og vidste vel at forsvare sig; men omsider gik hun til Bekjendelse og sagde, at af Begyndelsen, der hun var i hendes Alders trettende Aar, fandt[76] hun undertiden til noget krybendes i hendes Laar og Lemmer, hvilket man samme Tid indbildte hende at foraarsages ved noget ondt, som skulde være hos hende, hvorudover hun og i Begyndelsen ikke andet vidste, end at der var noget Spøgeri hos hende. Men nu en Tid lang havde hun forsætlig gjort sig selv de sælsomme Gebærder og ingen Tid været af Djævelen besat paa den Maade, som hun det havde indbildet Folk. Og at der hun saa Oluf Langgaards Barns Væsen og Gebærder, og at det gik samme Barn an[77], da blev hun efter Satans onde Tilskyndelse endnu mer styrket og opmuntret til at abe det efter og at føre Folk fuldkommelig i Tanker om sin legemlig Besættelse. Desligeste, at der hun hørte samme Barn raabe paa de for Trolddom beskyldte Personer, saa gjorde hun sig i lige Maade dets Ord nyttige, ihvorvel hun ingen af dennem for nogen Trolddom vidste at beskylde. Saa hørte hun ligeledes det Navn Lutzer først nævnes af Barnets Mund, som sagde, at Broder Lutzer var hos Maren Spillemand, hvorefter hun lod Folk blive i den Vantro. Herforuden bekjendte hun, at naar det opdigtede Raseri kom hende paa, kunde hun sanse og vidste Mesteparten af, hvis[78] hun sagde og gjorde, desligeste hvad der hos hende af andre blev bestilt. Og at hun i samme hendes opdigtede Anfægtning[79] ikke vidste at nævne andre ved Navn end dennem, som hun tilforn havde kjendt. Saa var og de fleste Syn opdigtet, som hun indbildte Folk sig at have set, naar det formente Onde var overstaaet med hende. Dog forebragtes hende vel undertiden noget i Fantasi for Øjnene. Videre blev hun tilspurgt, om hun holdt og troede Oluf Langgaards Barn at være besat, hvortil hun svarede, at hun ofte havde troet det, dog havde hun og ofte tvivlet derpaa, besynderlig naar hun i den formente Besættelse havde knebet paa hendes Lemmer og da befunden, at hun ikke var uden Følelse. Item hvad hun dømte og vidste om de andre, som endnu holdtes for at være besatte. Derpaa svarede hun, at hun ikke nogen Tid havde lagt Raad op med dennem, men det troede hun stadig, at der var det samme Fejl hos dennem tilhobe. Hun havde og hos nogle af dennem, særdeles Karen Toftum, fundet nogle Tegn til samme Bedrageri. Saasom at en Aftensang[80], da samme Karen sagde midt under Prædiken: Nu raaber jeg, hun da svarede sig selv straks derpaa: Jeg maa ikke for den store Mand og for Oluf Sladder. Dette bekjendte hun med god Fornuft ikke alene for Bispen og Stift-Amtmanden, men endog for adskillige Præster der i Byen mangfoldige Gange, ja endog vedstod det offentlig tvende Gange for Retten, da hun blev stillet til Forhør. Bejamrede derhos med Graad og Vemodighed sin Daarlighed, sagde at have brugt det Hellige Sakrament uværdeligen, og at det havde været hende bedre, at hun aldrig havde kjendt Retfærdighedens Vej, end at hun skulde have kjendt den saa vel og saa syndig igjen forladt den, og at det angrede hende, at hun saa skammeligen og i saa lang Tid havde bespottet Gud, beskæmmet sin Næste med ond Paatale og bedraget Menneskene, særdeles saa mange Guds Ords Tjenere, hvilke hende med gudelige Bønner og Salmer havde opvartet, sagde, at naar hun tænkte derpaa, var det lige som der sad en Kniv i hendes Hjærte, og at hun ikke uden med en Vederstyggelighed tænkte paa Thisted, item at hun saa mange Gange havde haft i Sinde at aabenbare Sandheden, men saa havde Satans onde Indskydelse styrket hende igjen i hendes forrige ugudelige Væsen, bad Gud skulde forlade hendes Forældre og andre, at de ikke havde straffet hende i hendes Ungdom, da de saa hende med saadan Daarskab anfange.

Saa blev nu denne Maren Spillemand indsat udi Hospitalet i Aalborg, og forblev hun en 8 Ugers Tid ved denne Bekjendelse, læste og bad Gud om sin Naade, og fornam man imidlertid intet til nogen Galskab eller Urolighed hos hende.

Af denne Maren Spillemands Bekjendelse sluttede Biskoppen ved sig selv, at efterdi det saaledes var beskaffet med hende, som var den første og fornemmeste iblandt disse besattes Tal, maatte det ligesaa være med de andre, og derfore ufortøvet gjenkaldede den Anstalt[81], som han forhen udi Landemodet havde gjort om Præsternes Opvartning hos denne Maren Spillemands. Saa advarede og Biskoppen og Stift-Amtmanden Oluf Langgaard, at det ikke maatte være saaledes beskaffet med hans Dotter Kirsten Langgaard, som han sig indbildede, og stillede derhos Ordre om hendes Nedførsel til Aalborg med indstændig Begæring, at saasom denne Sag var af saa stor Vigtighed, og angik GUDS store Navns Ære og Satans Forstyrrelse, at derfor Faderen enten selv vilde følge med sit Barn, eller og overlade det under de til hendes Gelejde[82] beskikkede, deres Varetægt, som alt uden hans Omkostning skulde ske, forsikrende hannem derhos, at Barnet skulde blive omhyggelig og vel akkommoderet[83] udi Biskoppens eget Hus, saaledes at i Fald det efter Foregivende skulde være legemlig besat, vilde de formode GUds naadige Bistand til hendes Befrielse, og, hvis det befandtes anderledes, skulde vel Sandhed der opdages, førendes hannem derhos til Gemyt, at han derved kunde sætte sit Sind og Samvittighed udi Rolighed, at han ingen Midler havde forsømt efter kristelig Tilbud af gejstlig og verdslig Øvrighed til hendes Frelse og evig Saligheds Kundskabs Erlangelse.

Derhos blev og gjort den Anstalt, at saafremt Faderen skulde dertil findes uvillig, Rettens Middel[84] da hannem dertil skulde formaa og Barnet uden Ophold nedbringe.

Som Maren Spillemands Bekjendelse nu rygtedes, og at de andre ligeledes en efter anden skulde nedføres, begyndtes der en stor Allarm i Thisted.

Oluf Langgaard søgte straks Mag. Oluf, om han skulde lade sit Barn følge. Mag. Oluf sagde absolut nej; men han vilde forsvare sin Mening til det yderste. Derpaa sammenkaldte Mag. Oluf en stor Del af den gemene Almue, foredrog dennem, hvorledes Biskoppen satte sig imod dette Værk og vilde have det til intet, sagde at Maren Spillemands Bekjendelse var talt af Djævelen og ikke af hende selv, stillede derpaa samme Dag en Supplique[85] til Kongen udi den hele Bys Navn, hvor udi han androg[86], hvorledes der i Byen var stor Jammer og Elendighed formedelst Satans grumme Tyranni ved et forfærdeligt Trolddoms og Besættelses Væsen, som Byen efter GUds underlige og skjulte Raad var overkommen, hvilket med mange uhørlige[87] Eksempler til det ganske Lands store Fare og Forskrækkelse daglig forøges, besværede sig derhos over Biskoppen og Stift-Amtmanden, at de ikke vilde tro, at det var en legemlig Besættelse eller Trolddom, og det formedelst Maren Spillemands Bekjendelse, som han sagde at være aldeles stridende imod hans daglige Forfarenhed[88], saasom der nu i hans Menighed var 12 eller 13 legemlig besatte, som kunde tale om skjulte og forborgne Ting foruden dennem, som han endda tvivlede om, hos hvilke det begyndte at ytre sig paa samme Maade, begærede derfor, at Maren Spillemands maatte føres tilbage igjen i sin Frihed og Frelse[89] og der eksamineres, saa og, at der maatte beskikkes forstandige og myndige Mænd, som uden Persons Anseelse kunde inkvirere[90] om Troldvæsenet, saaledes at de skyldige maatte blive straffet.

Denne Supplique underskrev en stor Del af den gemene Almue der i Byen, og Mag. Oluf rekommenderede den samme med stor Nidkærhed som en Sag, hvorpaa det hele Lands Velfærd beroede.

Han overtalte og Amtmanden til at give Ordre til Kongens Ridefoged at tiltale og forfølge alle de paaraabte gamle Kvindfolk, og er her i al denne Tid ført Proces imod mange fattige Mennesker med mangfoldige Tingsvidner, hvor iblandt og en gammel, udlevet Kvinde blev dømt til Baal og Brand (hvilken dog siden til Overretten blev kjendt uskyldig), og var begge disse to gamle Kvinder de, som af de formente besatte blev beskyldt at skulle have indvist Lutzer i Maren Spillemands og Hvid Rotte i Barnet Kirsten Langgaard.

Herforuden blev to eller tre andre fattige gamle Kvinder paagrebne og givet Sag[91], at de kunde signe for adskillige Sygdomme, hvoraf en af Frygt udbrød af Fængslet og løb sin Vej. En anden blev dømt til at forvises Landet.

Hidindtil havde man disse Trolddoms Processer drevet alene imod de fattige, som var enfoldige og uden Forsvar, men der Stift-Amtmanden og Biskoppen tog sig Sagen an og mente, at her var Bedrageri hos[92], begyndtes der at føres Vidner paa adskillige fornemme Godtfolk, som skulde være lige saa gode som disse gamle Stakler, alt efter de formente Djævles Paaraaben og Mag. Olufs Paastaaende[93], at her skulde uden Persons Anseelse inkvireres[94] og brændes, om ellers dette Værk skulde opholde. Og havde i disse Dage en og anden godt Folk nok at bestille for at fri deres ærlige Navn og Rygte for saadanne Beskyldninger, at de ikke udi Protokoller og Tingbøger til Beskæmmelse skulde indføres.

Imidlertid at[95] dette saaledes passerede, foredrog[96] Stift-Amtmanden og Biskoppen Kongen dette vidt udraabte Besættelses Værk tillige med deres Formening, at herunder maatte være noget Bedrageri forborgen, helst efterdi Maren Spillemands alt havde bekjendt, og de andre, som havde faaet deres Besættelse af hendes Eksempel, blev saa haardt paaholdt i Thisted af Mag. Oluf, og han ikke vilde lade dennem komme fra sig til andres Paaskøn[97] og Efterforskning. Derpaa ordinerede[98] Kongen tvende Kommissarier, nemlig Stift-Amtmanden og en Amtmand der i Nærværelsen til at lade disse formente besatte Kvindfolk for sig indkalde og ved flittig og fuldkommen Randsagning at søge god Underretning om den ganske Handel[99], og derpaa deres Relation herom til Kongen indgive.

Disse Kommissarier lod derpaa først Maren Spillemands kalde for sig som den første og fornemste Ophæver i dette Besættelses Værk, efter hvis Eksempel de andre var kommen udi lige Galskab, hvilken da for dennem frivillig vedstod hendes forhen gjorte Bekjendelse og sagde sig paa en 8te Ugers Tid, og siden at hun første Gang ved bedre Undervisning var bragt til samme Bekjendelse, ikke at have fornummet nogen Svaghed, sagde derhos, at den Indbildning, hun havde haft, om at være legemlig besat, var Mag. Oluf og de tvende Studentere skyldig udi, som hende derudi havde styrket.

Nu stod det paa, at faa Barnet ligeledes til Eksamen[100], førend de vilde forhøre de andre, saasom det skulde give bedst Oplysning, efterdi alle Folk gjorde sig mest Tanker om Maren Spillemands og det. Hvorfore disse tvende Kommissarier gjorde Anstalt om dets Nedkomst til Aalborg, saaledes at hvis Faderen ikke godvillig vilde lade det være følgagtig[101], at Øvrigheden ved Stedet da vilde skaffe det til Stede. Det kunde dog ikke ske; thi Barnets Fader skjulte det og ingenlunde vilde lade det komme frem.

Derpaa lod Kommissarierne for sig kalde de andre Kvindes Personer, som til den Tid havde været under Mag. Olufs Opsigt og Kur, og haver da enhver af dennem brugt sin Undskyldning, nemlig:

Den første ved Navn Maren Sirichs, en ung, frisk Kvinde paa 25 Aar, som var den Ægte-Kone, der blev ført udi Mag. Olufs egen Seng og af hannem med faderlig Revselse betjent, sagde sig at have faaet nogen Sygdom med Rystelse og Skælven i hendes Laar, en Dag da hun kom af Kirken, og var derefter bleven meget syg og falden udi nogen sær Lemmernes Bevægelse og Raseri, og derover henbragt i Mag. Olufs Hus, hvor hun havde været i tre Uger, indtil hun blev frisk igjen. Denne Kvinde havde tilforn udi Thisted daglig raabt paa, at der var kastet noget ondt i Vejen for hende, da hun gik fra Kirke, og at det var lavet til Mag. Oluf[102], som gik bag efter hende, men hun fik det, fordi hun gik for[103] hannem, hvilket skulde være Aarsag til den Barmhjærtighed, Mag. Oluf beviste hende med sin egen Seng. Hun havde og mest raabt og beskyldt fornemme godt Folk; men nu, da hun var alene, og af Kommissarierne herom blev tilspurgt, klagede hun aldeles intet over nogen, som hende denne Svaghed kunde have forvoldet, sagde derhos, at hun vel havde kommet til Aalborg i Begyndelsen, da Stift-Amtmanden og Biskoppen havde Bud efter hende, men Mag. Oluf raadede hende derfra. Om samme Kvinde falder her efter videre at melde.

Den anden ved Navn Karen Toftum, et Kvindfolk paa 25 Aar, som for Løsagtighed og Tyveri tilforn havde været forvist Byen, gjorde nogle Ophævelser med Legemets Bevægelse og Skrigen, sagde, at hun vidste ikke, enten hun var besat, eller hende skadede noget, videre end hvad andre havde sagt for hende, og ihvorvel hun udi hendes Raseri i Thisted havde beskyldt adskillige godt Folk, saa sagde hun nu, at hun ikke beskyldte nogen for sin Svaghed. Om hende skal og herefter meldes videre.

Den tredie ved Navn Anne Jakobs Dotter, et besovet Kvindfolk, som havde haft sin Gang i Mag. Olufs Hus og af hannem med faderlig Revselse været begegnet[104], gav for[105], at hun for nogle Aar siden havde en St. Hans Nat fundet en blodig Tand i sin Seng og derefter været urolig i sit Sind, sagde sig at være af Djævelen besat, og kunde ikke fordrage at se nogen Kvindes Person med Fontange[106] eller Top paa Hovedet, hvorfor hun og kaldede sin Djævel Topmageren. Denne gjorde sine Ophævelser for Kommissarierne med Legemets Kastelse og Bevægelse, saa og Skogren og Bjæffen, havde derhos en rød Farve og ej mere Styrke end at hun af et Par nok kunde holdes. Denne havde og glemt sine Beskyldninger imod de forhen af hende paaberaabte Troldkoner, og skal herefter i lige Maade om hende meldes videre.

Den fjerde ved Navn Anne Krogsgaard, et Kvindfolk paa 22 Aar, og som kort Tid tilforn havde tjent Mag. Oluf, sagde sig at have faaet sin Svaghed af en svovlagtig Stank for hendes Næse om St. Hans Dags Tider, og at hun vidste ikke, enten hun var besat eller ej, stillede sig ellers an for Kommissionen med sære Ord og Gebærder, ligesom hun vilde gjøre Komplimenter for de omkringstaaende, gjorde et Par Gange sine Ophævelser[107] og anstillede sig imidlertid at være dum[108]. Var dog let at holde, svarede ellers meget trodsig til, hvis[109] som hun blev tilspurgt. Hun havde i lige Maade udi Thisted vel vidst at raabe paa en og anden godt Folk, ja kunde udi hendes Galskab opregne 22 tillige[110]; men nu kjendte hun dog ingen, ej heller beskyldte nogen.

Den femte ved Navn Karen Spillemands, et Kvindfolk paa 18 Aar, af et smukt Ansigt og Søster til Maren Spillemands, sagde sig i lige Maade at have faaet nogen Svaghed af en svovlagtig Lugt paa samme Tid som den forrige, hvorover hun var falden i nogen Besvimelse. Denne vilde ikke sige sig at være besat, ej heller klagede over nogen, men sagde, at Gud havde paalagt hende hendes Svaghed; hun gjorde ingen Ophævelser for Kommissarierne, ej heller kjendtes paa hende nogen Svagheds Tegn, men hun havde en frisk og sund Farve.

Den sjette og syvende var tvende Søstre og Borger-Døtre af Thisted, den ene ved Navn Gertrud Anders Dotter, en Pige paa 20 Aar, og den anden Anne Anders Dotter paa 16 Aar. Disse klagede sig at have faaet nogen Hjærte Angest med Kvalmer, Afmagt og Daanelser. Disse to, i hvor vel de udi Thisted havde raabt lige saa galt som de andre, ja endog den ene af dennem havde indbildet sig at kunne sige forborgne Ting, havde og anstillet sig ligesom det var Djævelen og ikke hun selv, der talte det, saa beskyldte de nu ingen, men tog deres Svaghed som et Kors af Gud. De bleve siden begge ved en erfaren Læges Hjælp bragt til Rette paa den Maade, som forhen er ommeldt.

Den ottende ved Navn Inger Fusmands, en fattig Skoflikker Kone i Thisted, af et hel smukt Ansigt, henved 22 Aar gammel, sagde sig og at have faaet et Tilfald[111] med Hjærte Angest og Tungsindighed og ikkun at have haft sin Svaghed fem Gange, hver Gang med nogen Mattighed[112] paa et Par Dages Tid derefter. Denne beskyldte ikke heller nogen, men holdt hendes Sygdom for et Kors af Gud og ventede hans naadige Hjælp. Siden er befunden, at denne Kvinde redede til Barsel.

Den niende var en gammel Kvinde paa 61 Aar ved Navn Anna Dahl. Hun sagde sig at have faaet sin Svaghed ved nogen Rædsel og Daanelse, men ikke at have haft den uden én Gang. Siden er befunden, at denne Kvinde havde været hos hendes Nabo Kone at tylle[113] Øl og der faaet sin Svaghed, som ej heller varede længer, end til Øllet havde gjort sin Virkning.

Den tiende var en ung Bondekone der i Byen, navnlig Anna Bondes 22 Aar gammel. Den sagde sig at have faaet sin Svaghed paa Gaden med en Besvimelse, og raabte hun straks paa Troldkonerne ligesom de andre, men havde ikke fornummet til hendes Svaghed uden tvende Gange. Denne Kone er og siden befunden at rede til Barsel.

Den elfte var et Kvindfolk ved Navn Anna Legind, ugift, af fyldig Kompleksion[114], henved 34 Aar. Hun sagde, at hun for nogle Aar havde faaet hendes Svaghed med nogen Angest for Hjærtet og Rystelse i hendes Legeme, som hun troede at være en Besættelse, men beskyldte ingen.

Denne er den Kvindes Person, som tilforn er ommeldet, at hun søgte Raad hos M. Oluf i Begyndelsen af denne Handel og blev af hannem udi Korsdøren med Manen begegnet.

Herforuden eftersøgte Kommissarierne om Barnet Kirsten Langgaards Tilstand og erfoer, at hun var slemmest af dennem alle med at rase, gø, le, bande og raabe paa adskillige Folk, men som herefter følger videre at tale om dette Barn, og hvorledes dermed var beskaffet, beror det indtil sit Sted.

Da nu disse Kommissarier havde saaledes forhørt Sagen, indgav de deres Relation til Kongen[115], som straks befol, at Mag. Oluf skulde forføje sig der fra Stedet til Aalborg og sig fra al Korrespondentz entholde. Præsterne der i Nærværelsen blev og befalet at forestille den gemene Almue deres indbildede Daarlighed og fraraade dennem den store Overtro, som de var kommen udi om dette Besættelses og Trolddoms Værk.

Som denne Kongelige Befaling ankom, satte M. Oluf sig derimod med største Ivrighed, sigende at han vilde forsvare sin Mening til det yderste, og at Maren Spillemands Bekjendelse var sket af Djævelen og ikke af hende selv, og at hans Samvittighed i dette Værk skulde ikke tvinges ved nogen Magt eller Myndighed, kaldte sin Sag Guds egen og Landets almindelige Sag, og at han vilde udføre den med Iver og Nidkærhed til Guds Ære, Sandheds Oplysning, Retfærdigheds Befordring og mange elendige, sukkende Menneskers Redning og Frelse. Her over fik han af den gemene Mand saadan Tilhæng, at de tænkte, han var den eneste, der vilde forfægte Sandhed, og troede, at han umulig kunde fare vild, hvorover og nogle af dette Besættelse-Selskab anstillede sig ti Gange galere med at raabe paa en og anden godt Folk, end nogen Tid tilforn, ja her blev udspredt et Skrift, hvorledes Djævelen skulde have talt af de besatte, at dersom Troldkonerne ikke blev brændt, da skulde der komme saa stor Elendighed og Ulykke over Landet, som aldrig før var hørt, saa at Tyrkerne skulde æde Kødet af Menneskenes Ben og de skulde dog gaa levendes paa Gaden.

Udi disse Dage kom et hemmeligt Budskab fra Thisted til Aalborg til Maren Spillemands og forestillede hende, hvorledes hendes Bekjendelse vilde koste hende hendes Tunge og Hals, om hun blev derved, formedelst den Gudsbespottelse, hun havde øvet, berettede hende derhos, at de andre hendes Selskabs Søstre blev stadig ved deres Laden og raadede hende til at gøre ligesaa. Herpaa begyndte hun paany hendes forrige Galskab, dog ikke raabte paa nogen som i Thisted, men alleneste for den gemene Mand, som kom at se hende, gjorde adskillige Ophævelser og anstillede sig, som hun ikke havde haft hendes Sans[116], da hun forhen havde gjort sin Bekjendelse.

Imidlertid opsatte M. Oluf og selv sammenskrev et berømmeligt Skudsmaal om sin Lærdom, Liv og Levnet og lod det bære fra Hus til Hus til den gemene Mand, som det alle undertegnede med deres Navne eller Bomærker[117], en Del villigt, formedelst den Tanke, de havde om hans Hellighed, og en Del halv tvungen, saasom de, der ellers maatte høre hans Pukken og Trusel, at de enten skulde give hannem Sag og Beskyldning eller og undertegne det, som de andre forhen havde undertegnet. Udi dette Skudsmaal berømmedes paa det højeste Mag. Olufs Lærdom, Levnet og Omgængelse, samt trohjærtig Flid og Omsorg for sin Menighed udi den erbarmelige Tilstand med de mange ilde plagede og haardt anfægtede Mennesker udi Thisted. Deslige anførtes, hvorledes han med Bøn og Tro havde stredet imod den onde Fjende med saadan utrolig Sved og Arbejd, at han aldrig kunde have udstaaet det, dersom GUds besynderlige Kraft og Styrke ikke havde opholdt hannem, og sluttedes samme Skudsmaal saaledes, at de bekræftede med Ed, saa sandt de vilde vente sig Hjælp af Gud og Trøst af hans hellige Ord, at han for sin trohjærtig Omhu og Nidkærhed for Guds Ære blev uden al Skyld og Brøde i denne Sag eftertragtet. Med dette Vidnesbyrd rejste Mag. Oluf derpaa til København, klagede sig, hvorledes han uskyldig var angiven, gik der omkring til en og anden fornemme Folk og foregav, hvorledes der var udi Thisted fjorten Mennesker af Djævelen legemlig besatte, og at han havde set hos dennem alle de Tegn, hvoraf de Gejstlige slutter, at man skal kende Djævelens legemlig Nærværelse undtagen det eneste, at de ikke kunde tale andre Sprog end deres Moders Maal.

Her fandt han ikke den Kredit, som han havde udi Thisted, men han blev gemenligen imodsagt og tilraadt at afstaa denne hans Mening, efterdi man fuldkommen kunde se, at han derudi fejlede. Han beholdt dog ikke desmindre hans egne Tanker, menende ved Rettergang at drive Sagen igennem og der at bevise de paaraabte Besættelses Tegn.

Som han nu intet videre udrettede i København, end at han igjen paany blev befalet at forføje sig til Aalborg og der forvente, hvis[118] Lov og Ret kunde medføre, saa rejste han tilbage igjen og derpaa forblev udi Aalborg.

Der nu Mag. Oluf saaledes var skilt fra disse formente besatte, og de paa en anden Maade blev begegnet, mærkede man dagligen hos en Del af dennem adskilligt forsætligt Bedrageri, og hvorledes de samme deres Besættelse opdigtede og derudi blev fremturende.

Herudover befol Kongen, at de mest forhærdede skulde fra Thisted til Aalborg nedføres og udi Fængsel hver for sig indsættes, og blev derpaa nedført Maren Zirichs, Karen Spillemands, Karen Toftum, Anne Krogsgaard, Inger Fusmands og Anne Jakobs Dotter. Derhos blev og stillet Ordre, at Barnet Kirsten Langgaard i lige Maade skulde nedføres; men Faderen holdt det i Begyndelsen udi Skjul og vilde ikke frem dermed, saasom dets Hvid Rotte nu var slet borte og man intet mere fornam til dets Optøger.

Endelig maatte han omsider dermed for en Dag, og blev saa Thisted endelig befriet fra dette urolige Selskab.

Herpaa befol Kongen hans Fiskal at inkvirere om denne Handel, og de udi dette opdigtede Besættelsesværk skyldige og interesserede efter Lands Lov og Ret at tiltale.

Der blev og beskikket Kommissarier, som der udi skulde kjende og dømme som ret og lovmæssigt kunde eragtes.

Da Mag. Oluf det fornam, søgte han at forsyne sig med Attester af den gemene Almue i Thisted, om hvis[119] de havde set og hørt hos de formente besatte og dermed vilde søge at forsvare sig og fægte til det yderste for denne sin saa kaldede Guds egen og Landets almindelige Sag.

Imidlertid ankom Barnet Kirsten Langgaard til Aalborg og blev efter Biskoppens Begæring indtaget udi Provstens Hus der udi Byen og der med Lemfældighed og god Undervisning begegnet, gik og straks derpaa til Bekjendelse, at hun aldrig havde troet, at hun var besat, vidste og vel, at hun skadede intet i de Maader, mens at hun det saaledes havde indbildet Folk, hvortil hun havde faaet den første Anledning af Mag. Oluf, som efter hendes Beretning en Gang til hendes Faders[120], Oluf Langgaards, tog hende afsides og spurgte, hvad hun skadede, og som[121] hun svarede, at hun havde ondt i hendes Fod, sagde han, det var ikke saa, men hun var besat, og han skulde vel hjelpe hende i faa Dage. Item[122] en anden Gang i hendes Hus gik med hende i en af deres Stuer og tog da noget Konfekt op og gav hende, bad at hun ikke skulde være ræd for hannem, han havde hørt, at hun var besat, og at der var gaaet et Lys for[123] hende, da hun gik af Skolen, og da foer Djævelen i hende. Denne Snak om Lyset, sagde hun, at en Pige deri Byen havde sagt tilforne; men hun (Barnet) vidste ikke, at Mag. Oluf vidste det, førend nu, han sagde, at det var Fanden, der da var faren i hende, fra hvilken Tid hun og blev ved at sige, det var saa. Men at raabe paa Folk for Trolddom sagde hun, at Maren Spillemands kom[124] hende først til, og truede hende, at hvis hun ikke gjorde, som hun saa hende gjøre, saa kom hun aldrig i Himmerige, desligeste tidt nappede og stødte hende, traadte hende paa Foden, at hun skulde gjøre, ligesom hun saa, at hun gjorde for.

Ydermere sagde hun, at som der første Gang kom Bud, at hun skulde komme til Bispen, da havde Mag. Oluf hende inde i hans Kammer og gav hende der, da som tilforne, Rosiner, Mandler og Æbler og med Lokken og Truen formanede hende, at sige fast[125] hun var besat, og at hun skulde tage sig Vare for Biskoppen, at han ikke lokkede eller truede hende til at sige andet eller gjøre andet, end som[126] hun var besat.

Item at Mag. Oluf udi Enrum sagde til hende, at hun skulde raabe paa Anne Christens Dotter og lukke sine Øjne og le ad hende og kalde hende Memme og Molille; men Povl Rytter lærte hende at sige, at Djævelen var kommen til samme Anne Christens Dotter paa Skinderup Eng for tyve Aar siden, og at der sad et Mærke paa hendes højre Side. (Dette Mærke havde Povl Rytter tilforn set paa Anne Christens Dotter; men Barnet tog fejl og sagde, at det var paa den venstre Side). Item at Mag. Oluf kom hende til at raabe i Kirken, at Djævelen skulde komme i Amtmanden og hans Børn, dersom han ikke lod Anne Christens Dotter brænde, og at han hviskede dette til hende, da hun sad hos hannem i Skriftestolen udi Kirken.

Det Navn Hvid Rotte, sagde hun, at Maren Spillemands havde først nævnet, hvor efter hun (Barnet) det tog og blev derved.

I det øvrige vidste hun omstændelig at forklare alt, hvis hun havde gjort og talt udi Thisted, udi hendes formente Anfægtning[127], og sagde derhos endelig, at hun over alt udi dette Væsen blev Tid efter Tid mer og mer styrket af M. Oluf, Christian Friederich Mavors, Povl Rytter og Maren Spillemands, og at alt det, hun gjorde og sagde, det kom de andre hende først paa[128], og som de sagde for hende, saa sagde hun bag efter, dog var ingen slemmere end Poul Rytter til at komme hende til at raabe paa Troldfolk. Vidste hun og siden selv at beklage, hvorledes hun var bleven forført, og sagde, at det havde været at ønske, at Mag. Oluf havde anderledes undervist hende og straffet hendes Udyd, i den Sted[129] han styrkede hende der udi. Derfor maatte han tage paa sin Samvittighed al den Guds Fortørnelse, som af hende var begangen.

Saa blev hun nu ombeden[130] at stille sig an paa samme Maade, som hun havde gjort det udi Thisted, hvortil hun udi Førstningen ikke vilde, men græd og skammede sig; men, da man gav hende gode Ord og lovede hende, at hun skulde blive fri for Straf, gjorde hun sine Ophævelser, lagde sig paa Gulvet, krummede og opbrystede sig, rev Huen af sit Hoved, gabede, udrakte Tungen, spyttede og vrængede Mund, skreg og gøede og anstillede sig saa græsselig og galt, at om nogen enfoldig, som ikke vidste, hvad det var, havde set hendes Adfærd, skulde den have blevet bange for hende og tænkt, at det var Hvid Rotte og ikke Kirsten Langgaard, der gjorde denne Allarm.

Ikke desmindre forfægtede Mag. Oluf paa det ivrigste hendes Besættelse, og i hvorvel han hver Dag saa hende for de Kongelige Kommissarier at staa til Munds[131] baade med hannem og de andre og vide at gøre god Rede for sig, om alt hvis hun havde bekjendt, og hun udi hendes formente Raseri havde talt og gjort, saa agtede han dog intet alt dette, men sagde, at hun var et Barn og var forlokket til at gjøre denne Bekjendelse. Djævelen var og en træsk Aand, som holdt sig til en Tid forborgen, men var dog hos hende, fremlagde derhos adskillige, enfoldige Folks Attester om hendes galere Adfærd i hans Hus udi Thisted og i Særdeleshed foregav som et stort Kjendetegn paa hendes Besættelse, at hun havde talt Latin. Og er dermed saaledes beskaffet:

Da Biskoppen, som for[132] er meldet udi Begyndelsen af denne Allarm, havde ladet Maren Spillemands og denne Kirsten Langgaard kalde for sig, og han selv stod i Tvivl om dette Værk, efterdi Mag. Oluf saa haardt forfægtede det, talte han nogle latinske Ord til hende for at fornemme, om hendes Djævel kunde forstaa det. Nu hændte det sig, at hun omsider iblandt anden Sladder sagde Gloria[133], hvilket Ord (som hun siden vidste at gjøre Rede for) hun havde læst udi sin Salmebog, hvor det staar for den Salme: Alleneste Gud i Himmerig. Dette eneste Ord tog Mag. Oluf til et uimodsigeligt Kjendetegn paa Djævelens legemlig Nærværelse, udbredte[134] det som et stort Vidunder og brugte det baade for denne Kommission og siden stedse som et Hoved-Argument om hendes Besættelse.

Imidlertid forsvandt denne Hvid Rotte aldeles og Barnet ved gudelig og omhyggelig Undervisning blev derefter skikkeligt, vedstod og sin forskrevne[135] Bekjendelse siden for Kongens Højeste Ret i Mag. Olufs egen Paahør.

Saa blev da Maren Zirich (den ægte Mands Kone, som tilforne var kureret udi Mag. Olufs Seng) forestillet for Kommissjonen, hvor hun rundt ud bekjendte, at hun af hendes Svaghed havde taget Anledning til at give sig ud for at være besat, efter den Lærdom, Mag. Oluf havde givet hende, og at Maren Spillemands havde styrket hende i samme Indbildning og kaldet hendes Djævel Fante. Forklarede ogsaa, hvorledes Mag. Oluf havde gjort hende vis[136] at hun havde en Vissenhed udi hendes Laar, som ikke stod til at hjælpe, uden hun kom udi hans egen Seng at ligge, hvor man skulde faa saa store Mirakler at se, at der ikke siden Apostlernes Tid var sket større, saa og hvorledes Mag. Oluf, da hun kom i hans Seng, havde lagt sig paa Sengen hos hende og sagt til de omkringstaaende, at nu skulde de faa at se, hvad for en Kraft der var hos hannem, idet Gud havde givet hannem Naade til at binde Djævelen, naar han vilde, og komme Djævelen til at tale, naar han i den Herre Zebaoths Navn befol det, bekjendte desforuden, hvorledes han hende i sit Studere-Kammer havde begegnet, som forhen er ommeldet, klagede udi højeste Maader over, at hun saaledes af sin Sjælesørger havde været forledt, og lagde paa hans Samvittighed at svare til al Guds Fortørnelse og godt Folkes Beskæmmelse, som hun havde forøvet, og der hun blev stillet for Retten for at komme til Munds med hannem, overtydede hun hannem dette i hans aabne Øjne med grædende Taare, ja end ydermere forekastede hannem, hvorledes han hende tilforn en Dag udi hendes Svaghed, da han hende med det Hellige Sakramente skulde betjene, utugtelig med sin Haand paa hendes blotte Legeme havde begegnet, sagde sig at ville paa denne sin gjorte Bekjendelse gaa til sin Død, trodsede imod hannem[137], om han turde nægte det, og beraabte sig paa adskillige Kvindes Personer, som han i lige Maade med den saa af hannem kaldede faderlige Revselse utugtig havde begegnet (hvilket og siden ved Efterforskning saaledes er befunden).

Han derimod anhørte disse Beskyldninger med et forandret Ansigt og vilde ikke binde sig ved at svare noget vist dertil, men tog Anledning af hendes Bekjendelse til at beskylde hende for et udædisk[138] Menneske, der efter egen Tilstaaelse havde løjet paa Gud, sig selv og sin Jævn-Kristen og derfor ikke stod til troende, anfaldt hende med stor Forbitrelse og satte i Rette over hende[139], at hun som en offentlig Guds-Bespotterske burde at lide, i det øvrige for at igjendrive hendes Beskyldninger om hans Adfærd og faderlige Revselse brugte sit Skudsmaal, som han mente var hannem Beskjærmelse nok imod alle Beskyldninger. Han havde og forsynet sig med adskillige Attester fra en og anden fattige, enfoldige Kvindfolk udi Thisted, hvormed han vilde bevise, at hun visseligen havde været besat med andet mere, som han til hendes Ulykke og sin egen Befrielse indvendte.

Nu for at blive ved denne Kvindes Historie, saa meldes her paa dette Sted alt, hvis om hende udi Sagen siden er forefalden.

Da nu Kongen[140] fornam, at denne Kvinde godvilligen havde bekjendt sin Synd og saa rent ud gaaet til Bekjendelse, beviste han hende Naade og eftergav hende den fortjente Straf, han lod og de andre, som endnu var forhærdede, om samme Kongel. Naade forsikre, om de sig fra deres Haardnakkenhed vilde omvende.

Herover blev Mag. Oluf forbittret og kaldede denne Kongelig Naade en uforsvarlig Pardon[141]. Han lod hende og siden indstævne for Kongens Højeste Ret udi egen Person at møde, og imidlertid ved sine Tilhængere udi Thisted søgte hemmelig at overtale hende, at hun skulde rømme bort; thi det vilde koste hendes Liv, hvilket Raad hun dog ikke fulgte.

Men, som hun formedelst Fattigdom og besværlig Rejse, saa og fordi at hun var frugtsommelig, ikke mødte for Retten, tog han deraf Anledning at klage, hvorledes hun med Villie blev holdt tilbage, at det ikke skulde opdages, hvorledes hun hannem havde paaløjet. Der over lod Kongens Fiskal[142] hende føre fra Thisted og stille til Ords[143] for Højeste Ret med Mag. Oluf, hvor hun udi hans aabne Øjne igjentog og hannem omstændelig overtydede alt, hvis hun hannem tilforn havde tillagt, forblev bestandig ved sin Bekjendelse, tilspurgte hannem, om han turde nægte noget deraf ved sin Ed, sagde, at saa vist som hun vilde møde hannem for GUds Dom, saa havde hun ikke sagt et Ord usandt om hannem, hvilket altsammen han med Beskæmmelse anhørte, og hverken udi hendes Nærværelse benægtede eller et eneste Ord dertil svarede. Og blev hun hannem saaledes for Højeste Ret tvende Gange forestillet, om han hende noget havde at tilspørge, mens han vilde ikke binde sig an med hende, paaskyldendes[144] at hun efter hans Formening var et udædisk Menneske, som han ikke vilde agte værdig at svare.

Kvinden blev derefter forlovet[145] at rejse hjem og takkede GUd, at hun fra sin Vildfarelse var bleven befriet.

Nu var her ikkun seks tilbage af dette Besættelse Selskab, som blev fremturende udi deres sædvanlige Gebærder udi Aalborg, hvoraf den ene, navnlig Inger Fusmand, var yderlig svanger og blev derfore udi en Mands Hus der i Byen indlagt, hvor hun og omsider fødte et dødt Foster og døde i samme Barselseng.

Som nu de øvrige fem blev stillet for de bemeldte Kongl. Kommissarier udi Aalborg, fremkom for det første Maren Spillemands, som udi otte samfelde[146] Uger havde været skikkelig og imidlertid baade for Præster og andre, som hende havde besøgt, ladet se adskillige Poenitentses og Fortrydelses Tegn, idelig bejamret sin Daarlighed, klaget over sine Forførere og bedet Gud hjærtelig om hendes Synders Forladelse med et skikkeligt Indlæg, vidtløftig sammenskrevet om hendes ganske Liv og Levnet, hvorudi hun fragik hendes forhen gjorte Bekjendelse og derimod forblev ved hendes første Foregivende, at hun i fjorten Aar havde været legemlig besat, klagede over, at hun til hendes Bekjendelse var truet og lokket, og at hun da ikke havde hendes fulde Sans, sigende derhos, at der hun samme sin Bekjendelse anden Gang havde vedstaaet, havde der kommet noget gloendes ligesom Ild og løbet op og ned i hendes Legeme, saa at hun havde sagt Ja til alt det, hun blev tilspurgt, bekræftede det med en dyr Ed, saa sandt som hun agtede at faa Himmerige og at møde for GUds retfærdige Dom og sagde ydermere, at da hun den tredie Gang i lige Maade havde offentlig for Retten den vedstaaet, var der og kommet noget løbendes op i hendes højre Ben, som løb langs op ad hendes højre Side og satte sig i hendes højre Øre, og var (det) ligesom det kunde have sagt til hende, sig Ja, at Du haver gjort Dig det selv, hvorpaa det var kommen i hendes Hals, og hun var bleven meget underlig, saa hun ej kunde sanse, hvad der blev talt eller gjort, og derfor sagde Ja til alt det, som de hende tilspurgte, med andet mere deslige, som stod i samme Indlæg, hvilket hun selv for Retten oplæste og foregav, at det var hendes egen Skrift og Opsat, i hvor vel siden befandtes, at det af en Kvinde der i Byen var for hende sammendigtet og skreven.

Aarsagen, hvorfore denne Maren Spillemands og de andre udi deres Ondskab saaledes blev bestyrket, var den gemene Mand og Rendekællinger udi Aalborg, som en Del løb imellem Mag. Oluf og disse fem forhærdede Kvindes Personer fra en til anden, der som[147] de sad i Forvaring og fortalte, hvad de saa og hørte. En Del udi Forundring over deres galne Gebærder havde Medynk med dennem og meddelte dennem stor Almisse, saa at i den Sted de tilforn næppe havde haft det, de kunde skjule sig udi, blev nu saa udpyntet og deres Legemer saa udspækket[148], at de ej kunde ønske sig bedre Dage.

Her foruden brugte Mag. Oluf hemmelig alle de Midler, hvorved han kunde styrke dennem til at blive bestandig, sigende, at det skulde omsider faa en god Udgang for dennem, han skulde vel anderledes forklare deres Sag for Kongen, da derimod, hvis de faldt af[149] vilde det koste deres Tunge og Hoved, formedelst deres forøvede Guds Bespottelse.

Som nu Maren Spillemands denne hendes ny Bekjendelse for Retten havde fremlagt, begyndte M. Oluf at pukke, ligesom han havde vundet Sagen, og uagtet han af Retten blev befalet ingenlunde at styrke dette vildfarende og forhærdede Menneske i hendes Halstarrighed, satte han dog Mod i hende, at hun skulde blive fast derved, og foregav, at hun var nu ved hendes fulde Sans og derfore denne hendes Bekjendelse at holde for sandfærdig.

Saa blev der nu imod hende ført Vidner af Præster og andre fornemme godt Folk om hendes forrige Bekjendelser og skikkelige Forhold, imedens den varede, saa og om hendes ugudelige og gudsbespottelige Forhold i Thisted og de Tegn, som en og anden der hos hende havde mærket, at hun ikkun foer med Bedrageri. Derimod svarede hun, at hun vidste aldeles intet af alt dette, hun havde ikke været sig selv mægtig, da saadant skulde passeret.

Herpaa fremkom Mag. Oluf med mangfoldige Attester, som han havde ladet opsøge hos den gemene Mand og dennem selv ladet sætte udi Stil og Form, og af nogle enfoldige Folk, som gamle Kærlinger, Daglønnere, Fiskere, Hospitalslemmer og andre deslige uforfarne Mennesker, som hverken kunde læse eller skrive, med trende Bogstaver ladet undertegne, hvormed han vilde gjøre besatte baade disse Mennesker, som vilde være det, saa og de andre, som var kommen udi bedre Oplysning og sig fra hannem havde afsondret.

Den fornemste iblandt disse Vidner, hvilken og de andre efterfulgte, var en ældgammel Kvinde over 70 Aar, som opvartede de syge udi Hospitalet og havde nogle Nætter været hos Maren Spillemands. Denne vandt[150], hvorledes hun tilligemed en Dum[151] og en Krøbling selv tredie havde været om at holde paa Maren Spillemands en Gang i hendes Anfægtning, og da blev Maren Spillemands Bryster saa store som Iveret paa en Ko, der skal føde en Kalv, og i det samme blev de alle saa mange, som holdt paa hende, løftet op tilligemed hende 7 Kvarter fra Jorden, hvilket skete om Natten udi Maaneskin. Item at hun havde set gloende Katte og Rotter om Natten i samme Tider, og det fornemmelig St. Olufs Nat, klagede derhos, hvorledes hun og selv havde været i Fristelse, idet at disse gloende Rotter var kommen paa hendes Hals om Natten og vilde have kvalt hende. Denne gamle Kærling, da hun blev nærmere forhørt, befandtes at gaa i Barndom og have hverken hendes fulde Syn eller Sans.

Hernæst kom Krøblingen frem, som havde været med udi denne Skærmydsel, da Kærlingen skulde været løftet i Vejret, og stadfæstede hendes Vidne. Ja, her kom endda et Par til, som og forklarede, at de havde set samme Vidunder.

Herpaa blev den anden Selskabs Søster, navnlig Karen Toftum, i lige Maade fremstillet og fik at høre, hvad Vidner der var imod hende om hendes Forhold udi Thisted, og hvad Tegn én og anden havde der i Agt taget hos hende, at hun mange Gange var befunden at fare med Bedrageri, blev og derhos alvorlig formanet til at afstaa sin Haardnakkenhed.

Mag. Oluf derpaa straks, uagtet Rettens Forbud, styrkede hende ligesom Maren Spillemands, sigende at han havde set store Jærtegn hos hende saa vel som hos de andre, hvor over hun sig meget halstarrig og ond anstillede, pukkede imod enhver, som havde vidnet imod hende, at de skulde vel en Gang forsvare det for Kongen, satte sig derpaa plat ned paa Gulvet for Retten og sagde, at hun blev død i hendes Laar og Bene, vidste dog vel at tage dennem til sig, naar man vilde røre derved. Hvorpaa Retten lod straks indkalde tvende Bartskærere[152] at bese hendes Tilstand, da hun af al Magt satte sig derimod med Vrede og Bisterhed og vilde ikke, at nogen maatte røre hendes Ben, sagde, at de kunde ej skønne derpaa[153]; thi hendes Svaghed var inden i Benene. Endelig fik de dennem dog for en Dag og fandt aldeles ingen Svagheds Tegn, men derimod fuldkommen Følelse og Rørelse som hos et andet friskt Menneske, saa at man øjensynligt kunde mærke hendes Bedrageri.

Hun gjorde sig og en Gang lige som død og sanseløs for Retten; men, som[154] man i en Hast holdt hende noget stærkt lugtende for Næsen, efterdi man kjendelig saa hendes Bedrageri, blev hun forbavset, og i samme Øjeblik med Ansigtets Forandring spurgte: Hvad er det? Og da man sagde: Det er noget, som kan fordrive eders Djævel, lod hun sig saadanne ej mere paakomme; men hendes Laar-Djævel vilde hun dog ikke lade fare, saa længe hun var for Retten, og som man med tvende Personer lod hende en Gang eller to ved Armene oprejse og i det samme udi en Hast slippe, lod hun sig meget sagte og forsvarlig igjen til Jorden nedsynke, og holdt det saaledes, indtil hun kom bort fra Retten og langt ned paa Gaden fra de omstaaendes Aasyn, da hun igjen som tilforn gik frisk og sund og sagde, at nu var hendes Djævel borte.

Om denne Karen Toftum havde Mag. Oluf ingen synderlige Vidner uden noget latterligt og daarligt sammensanket Kærlinge Snak. Han kunde og, saa vel som alle andre, kjendelig se hendes forsætlige Bedrageri. Ikke des mindre sagde han, at han hendes Besættelse til det yderste vilde forsvare.

Saa fremkom da den tredie Selskabs Søster, som var Karen Spillemands, Søster til den forrige Maren Spillemands, og foreholdt man hende paa samme Maade, hvis[155] Vidner der var om hendes Forhold og formanede hende at afstaa (fra) sin Galskab og Daarlighed. Denne Pige syntes i Begyndelsen for Retten ligesom at ville lade sig nogenledes sige og komme udi andre Tanker, hvorfore Mag. Oluf, uagtet al til hannem af Retten gjorte Forbud og Formaning, førend man kunde komme til at forhøre hende, sagde offentlig, at han havde hørt hende i Thisted tale en hel Sentents paa kaldæisk Sprog. Hvilket da hun hørte, var hun ligesaa ubevægelig som de andre og sagde, at Troldkonerne havde forgjort hende. Man maatte derpaa tilspørge Mag. Oluf om denne kaldæiske Sentents, at han den vilde sige, hvorpaa han forklarede, hvorledes en Rytter der udi Egnen en Dag var kommen til Thisted, givende sig an[156] for at forstaa noget udi Barskær Kunsten og var iblandt andet indkommen til denne Karen Spillemands og talte til hende paa kaldæisk, hvorpaa hun hannem svarede paa dansk og i det samme talte nogle sære Ord, som Mag. Oluf ikke forstod, hvorfore han spurgte Rytteren, hvad det var hun sagde, hvorpaa han svarede, at hun sagde paa kaldæisk, at han skulde kysse hende etc.

Dette fortalte Mag. Oluf som et uigjendriveligt og troværdigt Tegn paa hendes Besættelse, og i hvor vel hannem straks blev bevist, at denne Rytter (som skal have været en Tyrk af Nation) hverken kunde hebraisk eller kaldæisk, men havde ikkun sagt dette af Narreri, saa blev han dog fast derved, og sagde sig end ydermere det at ville bevise.

Den fjerde Selskabs Søster, Anne Krogsgaard, blev i lige Maade forelæst de Vidner, som var imod hende, og hun af Retten formanet at bekjende Sandheden. Men Mag. Oluf tog straks hendes Forsvar ligesom de forriges, herudover hun og forblev i hendes Indbildning eller Foregivende, at der maatte have været noget Spøgeri hos hende, efterdi andre havde sagt det saaledes for hende.

Den femte og sidste ved Navn Anne Jakobs Dotter kom og frem, men anstillede sig ligesom taabelig, sagde sig fuldkommen at være legemlig besat af Djævelen. Men inden Sagen fik Ende fødte hun et friskt Drenge Barn, for hvis Fader hun angav Bysvenden[157], som hende i Fængslet havde opvartet. I det øvrige forfægtede Mag. Oluf paa det skarpeste disse Menneskers Besættelse, beraabende sig stedse paa de af hannem udi Retten lagte mangfoldige Vidnesbyrd, hvilke dog, som før er meldt, ikke var uden nogle enfoldige Menneskers urimelige og ugrundede Snak.

Som nu Kommissarierne saaledes udi en langsommelig Tid havde gaaet Sagen igjennem og tidt og ofte alvorligen advaret Mag. Oluf, at man nok kunde se, at han vidste bedre, og ikkun for at frelse sig selv stod saa uforanderlig paa sin Sags Forsvar, foreholdende hannem, at det var menneskeligt at fare vild, men ugudeligt at blive ved i sin Vildfarelse, i det øvrige givet hannem Tid og Lejlighed at fremføre alt det, som kunde være til hans Forsvar. Han derimod ikkun søgte Ophold og Udflugter, beraabende sig endda paa nogle hundrede Vidnesbyrd, alle af lige Beskaffenhed som de forrige, blev endelig af Kommissarierne saaledes Dom afsagt som følger: At de tre af disse formente besatte Kvindes Personer, Maren Spillemands, Anne Krogsgaard og Karen Toftum, for den GUds Bespottelse og godt Folks Beskæmmelse, som de klarligen overbevistes at have forøvet med fri Forsæt, saa vel som Maren Spillemands, som sine Misgerninger frivilligen havde bekjendt, sig fra sin forrige Galskab udi lang Tid entholdet og endelig samme sin Bekjendelse igjen fragaaet, skulde derfore miste deres Liv og deres Hoveder sættes paa en Stage.

Anne Jakobs Dotter, som sjuntes at have taget Anledning af nogen Sygdom til at opdigte adskilligt til Guds Fortørnelse og godt Folkes Beskæmmelse, skulde derfore stryges til Kagen og forvises Kongens Riger og Lande.

Poul Rytter, som befandtes at have ladet sig bruge udi dette opdigtede Besættelsesværk og imod sit bedre Vidende de vildfarende bestyrket, skulde udi Thisted Kirke staa aabenbare Skrifte og samme sin Forseelse for Menigheden der offentlig afbede og desforuden have forbrudt alle Studenteres Privilegier og Forhaabning til noget gejstligt Embede.

Christian Friederich Mavors i lige Maade at være relegeret udi tre Aar og rømme Aalborg Stift.

Mag. Oluf Bjørn for sine mangfoldige hannem overbeviste grove Forseelser og Forargelser imod Kongens Lov og Ritual, imod den Lydighed, som han sin Konge var pligtig, imod den Hørsomhed, han burde bevise sin Biskop og gejstlig Øvrighed, imod den Ed, han ved det hellige Embedes Indtrædelse gjort havde, og imod den Skyldighed, som udkræves af en hæderlig og retsindig Guds Ords Tjener udi hans Levnet og Omgængelse, skulde have forbrudt hans Kald og Embede og afføres hans præstelige Dragt, dog først paa en Søndag til Højmesse udi Thisted staa aabenbare Skrifte og afbede den store Forargelse, som han havde givet sin anbetroede Menighed, derhos miste sin Boes Lod og ikke mere lade sig finde i Jylland, paa det den enfoldige og gemene Mand ikke ved hans forrige, forargelige Lærdom og Levnet mere skulde forledes.

Herhos blev og dømt udi Straf en Del andre Personer, som i dette opdigtede Værk var interesserede, enhver ligesom deres Forseelses Beskaffenhed befandtes.

Denne Kommissariernes Dom lod Mag. Oluf sig intet forskrække, men pukkede endda som tilforn, at han skulde vel drive dette alt omkring paa en anden Fod og beskæmme alle dennem, som havde været hannem imod, satte og derpaa, baade for sig selv og sine medinteresserede, en vidtløftig Stævning til Kongens Højeste-Ret, hvor udi han indstævnede nogle tusende Mennesker, en Del til at vidne og en Del til at lide Dom, lod og samme sin Stævning oplæse paa Retter-Tingene der omkring i Landet, og derhos indbildede den gemene Almue, som hørte hans haarde Stævning, hvorledes han der udi beskyldte og gjorde store og strænge Irettesættelser baade imod Vidner, Dommere og Vederparter[158] at han alt var forsikret om en ønskelig Udgang paa sin Sag.

Saa kom da omsider Sagen ind for Kongens Højeste-Ret, hvor Mag. Oluf den udi egen Person med største Ivrighed forsvarede, dog ikke det aller ringeste fremlagde, hvorved denne Besættelses Rigtighed kunde bevises, men altstille[159] dristeligen beskyldte alle dennem, som ikke var enige med hannem, søgte adskillige Udflugter, æskede vidtløftig Ophold og Tid til at forsvare sig, besværgede sig over Retten og klagede sig at være rettesløs med mange andre grove og dumdristige Formastelser, saa at man endnu aldrig haver fornummet nogen med større Dristighed at forsvare den bedste Sag, end han denne forfægtede.

De fem formente besatte Kvindfolk blev og stillet for Retten og dennem en Prokurator forordnet, som paa deres Vegne skulde tale, saa vidt forsvarligt kunde være.

Endelig efter at Højeste-Ret Sagen udi et ganske Fjerdingaar med største Taalmodighed havde anhørt, og alting paa det nøjeste overvejet, blev der udi den 26 Fbr. 1698 saaledes dømt og kjendt: At Maren Spillemands for den Ugudelighed og Galskab, som hun efter egen frivillig Bekjendelse og andre Bevis havde forøvet, skulde stryges til Kagen[160] og indsættes udi Forvaring til Arbejde hendes Livs Tid.

Anne Jakobs Dotter, som foruden tvende Gange begangne Løsagtighed, i lige Maade havde øvet adskillig Ugudelighed og udsagt skændelige og usømmelige Ting, skulde være lige Straf undergiven.

Karen Spillemands, Anne Krogsgaard og Karen Toftum for deres Misgjerninger ligeledes at indsættes til Arbejde.

Povl Rytter skulde efter Kommissariernes Dom være in perpetuum relegeret[161] fra Universitetet og have sine gejstlige Privilegier forbrudt. Desligeste under højeste Straf ikke lade sig finde udi Aalborg Stift.

Christian Friederich Mavors skulde i lige Maade under højeste Straf entholde sig fra Aalborg Stift og være relegeret[162] paa et Aars Tid.

Mag. Oluf Bjørn, som befandtes udi mange Maader at have forgrebet sig imod kongl. Majestæts Regjering, Lov og Ritual[163], ikke forholdet sig udi denne Besættelses Handel, som en retsindig Præstemand egnede og anstod, skulde andre til Eksempel og sig selv til Straf have forbrudt hans Kald, præstelig Embede og Boes Lod, afføres hans præstelige Dragt og indsættes udi Fængsel hans Livs Tid.

Herpaa blev Mag. Oluf henført ad Borringholm[164] og der indsat udi Fængsel. De forførte Kvindes Personer beviste Kongen Naade, saa at de to blev fri for at straffes til Kagen, og de alle fem blev skilt fra hinanden og indlagt udi adskillige Hospitaler udi Riget, hvor de nu lever udi Rolighed og intet lader se af deres forrige Galskab eller Gebærder.

Saaledes endtes da omsider denne vidt udraabte og forvirrede Besættelses Sag efter at Mag. Oluf den, som før er meldet, siden Begyndelsen af det Aar 1696 havde drevet og af yderste Evne forsvaret og dermed ført mange godt Folk en Del udi Landery og Udraab, en Del udi Fortræd, Skade og Omkostning, mange enfoldige Mennesker udi Vildfarelse og Overtro, disse hans daarlige Tilhængere udi stor Synd og Guds Fortørnelse, sig selv tilligemed dennem fra al deres verdslig Velfærd udi Fængsel og Elendighed.

Nu paa det enhver, som læser denne Historie, kan vide den rette Grund og Aarsage, hvad der haver bevæget denne Mand til at stifte dette onde og ugudelige Værk og hvad Henseende han derunder haver haft[165], saa tjener for det første til Efterretning, at der i Nærværelsen, som han var Præst, boede en fornemme, velhavende Mand, hvis Dotter Mag. Oluf, som i Historien meldes, begærte til Ægte, men blev hans Begæring nægtet. Herudover fattede han et uudlæskeligt[166] Had til samme Hus og lovede at ihukomme den Spot, som han mente sig der at være vederfaren.

Nu var den gemene Almue der i Egnen (som det og gaar til andre Steder) ilde oplyst og tilbøjelig til allehaande Overtro, som at der skulde findes iblandt dennem en Del Hekser og Troldkærlinger, som ved overnaturlige Kunster kunde forgjøre baade dennem og deres Kvæg, tage Mælken fra deres Køer, Smørret af deres Kærne, vise Djævelen ind udi hvem de ville, rejse Storm og Uvejr, tage Held og Lykke fra en og give en anden med andre deslige Levninger af Hedenskabet. Naar man nu eftertænker dette Folks Grovhed og Mag. Olufs Gemyt, som af denne Historie alle Vegne kan ses, er det let at dømme, hvor snart de, som han undte ilde, kunde komme i et ondt Rygte og Mistanke baade i én og anden Maade, som her og er sket, at den forbemeldte, fornemme Mands Kone iblandt andre blev af denne vildfarende Almue udraabt for at være en Troldkone og ved Djævels Kunster at have tilført hendes Mand en stor Del af deres Midler og Formue.

Til hvilken usandfærdig Beskyldning Mag. Oluf uden Tvil haver givet den første Anledning, eller i det ringeste (som af Historien klarlig ses) styrket dennem, som sligt foregav, og det udi Henseende[167] at hævne sig paa samme fornemme Hus, og om ikke ganske at skille de vedkommende ved Ære, Liv og Velfærd, da dog i det mindste at hænge dennem en evig Klik og Vanære paa.

For det andet blev han til dette ugudelige Værk dreven af en utidig Ærgjerrighed, menende derved at gjøre sig et stort Navn og passere for en hellig Mand og disse Tiders Apostel, som Historien selv det tydeligen giver til Kjende.

Den tredie Aarsage, som drev hannem til at opdigte denne Besættelse, var en stor Letfærdighed. Thi det er klart af Historien, hvor færdig han var med[168] at lade føre de formente besatte i hans Hus og Sengekammer, og kan enhver let gætte, hvad der videre maa være passeret, helst naar man derhos betragter det, som anlangende denne Post om hannem er bekjendt der paa Stedet, som han var Præst, og for Højeste-Ret øjensynligen blev bevist, at han almindeligen fodrede[169] til sig i hans Studerekammer det unge Kvindekøn, som agtede at gaa til Alters, ja endog undertiden paa den samme Dag, og det ikkun en ad Gangen under Prætekst[170] at lade sig overhøre. Naar de nu ikke kunde svare til hans Spørgsmaal, hed det, at de skulde have en faderlig Revselse, hvilken, som før er meldt, bestod i nogle Smæk af et lille Ris og derpaa af hans Haand paa deres bare Rumpe. Og, naar de da af Blyfærdighed vægrede sig herudi, svarede han, at han var deres Fader og Lærere, de maatte ikke sige hannem imod, ligesom Abraham, i hvor vel han var en gammel Mand, ikke disputerede med Gud om Omskærelsen.

Naar nu disse enfoldige Kvindfolk var bleven grundeligen oplært udi denne Lydighed, saa er let at slutte, hvad de ikke skulde tilstede saadan en værdig og højt oplyst Mand, som efter deres Tanke var saa hellig, at han, naar han vilde, kunde lægge Tøm og Bidsel paa Djævelen og drive hannem, i hvad Krog han vilde.

Anlangende[171] de Mennesker, som haver været med udi dette opdigtede Besættelses Værk, da udviser Historien, at nogle deraf haver været enfoldige og uoplyste Folk, som af deres Præst er bleven bragt udi denne Besættelses Tanke og derudi siden mer og mer styrket. De andre, som imod deres bedre Vidende haver ladet sig bruge til denne Ugudelighed, haver været en Del nogle berygtede og for andre Udyder bekjendte Personer og en Del lade, ørkesløse og iblandt fattige, usle Mennesker, som ved dette opdigtede Væsen led vel[172], levede kræsen og havde fuldt op, saasom Mag. Oluf saa længe det stod paa, indsamlede til dennem store Almisser og af yderste Formue bevægede alle Folk til Medlidenhed og Barmhjærtighed mod dennem.

Saa ses da klarligen af denne lille Historie, hvor let man kan blive bedragen i saadanne Tilfælde, og hvor langsom man bør at være i at tro slige uforstaaelige Ting, og findes der ellers udi andre Landes Historier og lærde Mænds Skrifter Eksempler nok, at ugudelige og vanartige Mennesker haver for timelig Ophold og Vindings Skyld forøvet deslige Bedragerier og usandfærdig foregivet dennem at være legemlig besat af Djævelen, hvoraf man her til des bedre Sagens Oplysning tvende hosføjer, det ene, som for 120 Aar siden haver tildraget sig her i Danmark, og det andet, som for 100 Aar er sket udi Frankrige. Med det første forholder sig saaledes som følger:

Udi Begyndelsen af det Aar 1577 var der en Studenter ved Navn Jørgen Hansen, fød udi Nestved udi Sælland, som foregav, at han var legemlig besat af Djævelen og gjorde allehaande Optøger, drog omkring fra det ene Sted her udi Riget til det andet og samlede Almisse sigende at han vilde begive sig udenlands, saasom han havde hørt, at der et Steds skulde findes én, som kunde uddrive Djævle. Denne Person, efter at han saaledes vidtløftig havde løbet og strippet[173] Landet omkring, kom udi Martii Maaned til Odense og begærte der som andre Steder Hjælp og Almisse. Gejstligheden der udi Byen lod hannem straks kalde for sig og tilspurgte hannem nøje om hans Vilkaar, hvorpaa han forklarede, at han var legemlig besat med en Djævel, som kaldtes Ha ha ha og Belial og var for seks Aar siden indmanet udi hannem af en Kvinde tilligemed tre andre Djævle, som hedte Hoskahoya, Ovu og Ho ho ho, hvilke tre sidste dog en Mand ved Navn Lauritz Korsør havde uddrevet for hannem for nogen Tid siden. Men den første kunde han ikke fordrive, saasom han var stærkere end de andre tre og de andre tre ikkun hans Tjenere.

Af denne hans Beretning tog man straks Mistanke og begærte, han vilde oplæse Troens Artikler, hvilket han og gjorde. Og som han kom til den anden Artikel: Jeg tror paa Jesum Kristum, begyndte han at raabe og skraale, spærre Munden op og se bister ud. Derpaa blev han ombeden at tale til den onde Aand og bede hannem være stille. Da slog han sig paa Brystet og sagde: Vær stille for Jesu Kristi Pine og Døds Skyld, straks derpaa forlod ham hans Fagter og igjen begyndte paa Troen, der han havde sluppet, og læste den ud til Ende.

Herudover kom de nærværende gejstlige udi større Tvivl om denne Besættelses Rigtighed, hvilket da han fornam, begyndte hans forrige Lader, dog altid paa én Maade og ej anderledes, end et andet Menneske vel kunde have gjort hannem efter. Og som de nærværende derved intet bevægedes, begyndte han at græde og højlig svor og forbandede sig paa, at han sandelig var besat. Derpaa lod Gejstligheden hannem gaa fra sig den Gang.

Dagen efter kom han ukaldet udi Kirken og hørte Prædiken rolig og stille, saa og blottede sit Hoved, saa tidt der blev nævnet Jesu Navn. Men der Prædiken var ude, begyndte han at raabe og skraale alt paa den forrige Maade og stillede sig[174] med Mund, Øjne og Ansigt, det grummeste han kunde.

Herpaa traadte Superintendenten[175] Mag. Niels Jespersøn straks frem, talte til Menigheden, og berettede dennem Gejstlighedens Mening om nærværende Person med Formaning, at de ikke skulde antage saadanne Ophævelser for en sand Besættelse, førend Sagen blev nærmere forhørt, men heller bede Gud, at han vilde aabenbare Sandheden og ikke tilstede hans hellige Navns Bespottelse eller saa stort og ugudeligt Bedrageri, som her under syntes at være.

Samme Dag forsamledes Gejstligheden med Borgermester og Raad i Byen og raadførte sig med hverandre om denne Handel, hvilket som Jørgen Hansen fornam, begav han sig hemmeligen af Byen.

Saa blev da Sagen given til Kjende Kongens Lensmand, som bemeldte Jørgen Hansen straks lod indhente og føre tilbage til Odense og der sætte udi Forvaring.

Saa blev han nu nogle Gange eksamineret, og foreholdt man hannem, hvor stor Synd og Guds Bespottelse det var at opdigte en Besættelse om sig selv, og det var at frygte, at Gud skulde give Djævelen Magt med hannem, efterdi han selv vilde have det saaledes. Han derimod stod haardt paa, at denne hans foregivne Besættelse var rigtig, lod og iblandt[176] se hans forrige Ophævelser.

Endelig efter mange Formaninger slog han i sig selv[177], begærte Papir og Blæk og opsatte et Skrift, hvorudi han bekjendte sine Synder for Gud og dennem afbad, lovende derhos aldrig mere at ville tillægge enten Djævelen eller onde Mennesker hans Svaghed, men den at ville annamme som et Kors af Guds Haand. Derhos forfattede han et Skrift til gejstlig og verdslig Øvrighed paa Stedet, hvorinde[178] han i lige Maade sagde, at han hans Svaghed vilde antage som et Kors hannem af Gud paalagt og den efterdags hverken tilskrive Djævelen eller noget Menneske, foregav derhos, hvorledes han for halvandet Aar siden havde været fra hans Sans og aldeles forrykt i Hovedet, og vilde nu formene, at denne hans Svaghed maatte være en Gren af Melankoli og Levninger af hans forrige Galskab.

Saaledes ophørte nu denne Besættelse, hvorom den formente besatte Studenter selv tilstod, at han dertil havde taget Anledning af naturlig Svaghed. Men andre holdt fore, at han den frivilligen havde opdigtet, og nu alleneste til at befri sig fra Straf gjorde Paaskud paa nogen Svaghed, som hannem dertil skulde have Anledning givet.

Det andet Eksempel om saadanne opdigtede Besættelser haver, som forbemeldt er, tildraget sig udi Frankerige udi det Aar 1599 og findes paa efterfølgende Maade beskreven af den berømte Historieskriver Frantz Mezeray udi hans franske Historie.

Det var en Mand ved Navn Jakob Brossier, en Klædevæver udi den By Romorantin, han havde en Dotter ved Navn Marthe, som var tyve Aar gammel. Denne Pige gik med en Sygdom i Milten eller Moderen og derover gjorde meget usædvanlige Gebærder, saasom at springe i Gesvindighed hid og did, at vride sit Legeme paa allehaande Maader, at skrige ligesom adskillige Dyr, hun skummede af Munden, rækkede Tungen vidt ud, og undertiden talte ligesom op af Maven foruden at røre Munden, hvorved hun letteligen bragte Folk udi Tro, at hun var legemlig besat af Djævelen.

Med denne Malkeko rejste Faderen hjemmefra og drog Landet omkring, foregivende at ville ledsage Dotteren til hellige Steder og at opsøge nogen, som kunde mane Djævelen ud af hende.

Biskoppen udi Orleans og Kannikerne udi Clery drev dennem ud af deres Egn, og Miron, Biskop af Angers, viste dennem tilbage ud af sit Biskopdømme, saasom han af mange Tegn sluttede, at her var intet til Stede uden en naturlig Sygdom og med stor Flid opdigtet Bedrageri. Faderen lod det dog ikke blive derved, men førte hende til Paris, hvor der findes saa mange Slags Gemytter, at intet er saa urimeligt, at det jo finder nogen, som løber gal derefter eller og for Vindings Skyld søger at narre andre dermed. Kapusiner Munkene der vare de første, som bemægtigede sig dette Bytte, og begyndte at besværge dette syge Menneske udi St. Genovefis Kirke.

Kardinal Gondy, Biskop udi Paris, tvilede noget paa denne Sag, kaldte derfore tilsammen udi samme Kloster en Hoben gejstlige, og derpaa efter samme gejstliges Raad forordnede fem berømte Doktore udi Lægekonsten til at efterse, hvorledes hermed var beskaffet.

Efter adskillige Prøver berettede tre af dennem Kardinalen, at her var ingen Djævel hos denne Pige, men et stort Bedrageri og derhos en liden Svaghed; thi hendes Tunge var rød og hoven, og man fornam nogen Knurren udi hendes venstre Slagside. Den fjerde af Doktorne ved Navn Hautin vilde intet vist sige herom, men paastod, at man skulde se Tingen an udi et Fjerdingaar. Den femte, ved Navn Duret, var alene den, som sagde, at hun var besat. Og som han var en meget berømt Mand, saa satte dette Mod i Munkene at lade hende bese af andre Doktore, hvilke og var af samme Mening.

Saa begyndte man først for Alvor at slaa sig løs. Den gemene Mand løb derhen i Hobetal og som forstyrret, og Gemytterne blev optændt imod hinanden, saa at det var at befrygte, at dette Orakel skulde give de Svar, hvoraf Oprør kunde yppes, om man ikke betimelig lukte Munden til derpaa.

Saa lod da Parlamentet tage denne Pige fast og antvordede hende udi Forvaring til Lugoli, Dommeren over Misdædere og til Kongens Prokurør ved Raadstuen, som hende forvarede udi tyve Dage.

Imidlertid lod bemeldte Parlament hende besøge af elleve de berømteste Doktore, som alle gav til Kjende, at de ikke kunde fornemme noget hos hende, som overgik Naturens Kraft. Ikke desmindre raabte de gejstlige i deres Prædikener, hvorledes man herved gjorde Indgreb udi Kirkens Myndighed og dæmpede den overnaturlige Røst, som Gud her vilde bruge til at overbevise Kætterne deres Vildfarelse.

Her maatte og Parlamentet bruge dets Myndighed til at forbyde dennem at tale noget herom.

Det befol og Stads Hauptmanden Rapin at føre Marthe tilbage til Romorantin, og der at overantvorde hende udi Faderens Forvaring og forbyde hannem at lade hende komme ud af Byen uden Stedets Øvrigheds Videnskab[179] under Straf paa Kroppen, som baade han og hun ellers skulde være undergiven.

Dette Væsen endtes dog ikke hermed. Thi Aleksander af Rochefoucauld, Abbed til St. Martin og Broder til Frantz, Biskop udi Clermont, som siden blev Kardinal, tog (efter samme Biskops Raad, som man mente) dette stakkels Menneske med sig af Landet, førte hende til Avignon og siden til Rom. Men, som de franske Agenter der allerede havde forestillet Paven og det hele Hof, at deres Konge vilde tage dette til Mistykke[180], saa fandt bemeldte Abbed ikke de Venner, som han havde tænkt at formaa[181] der paa Stedet, ikke heller nogen, som vilde tro noget, der kunde være imod deres Gavn og Bedste. Saa fornam nu Abbeden, at han havde bedraget sig selv, hvorudover han skrev Kongen til og udi største Ydmyghed bad om Forladelse. Kort derefter faldt han i en Sygdom og døde af Bedrøvelse, som Ordet gik, fordi at han havde taget sig denne lange Rejse paa og derved intet andet vundet end Foragt.

Marthe og hendes Fader blev forladt af alle Mennesker og havde i saa Maade ingen Tilflugt uden til Hospitalerne.

Til Beslutning[182] falder her at melde om den ved Trykken udgangne Beretning om det saakaldte Huskors udi Kjøge[183]. At som Mag. Oluf udi sin Skrivelse til Bispen saavel som siden stedse udi Sagen sig derpaa saasom paa en utvivlagtig Historie haver beraabt, ja ydermere som sjunes efter dens Anledning og Maade dette ganske Besættelsesværk opdigtet. Saa ses deraf, hvad Uordener og Skade det ofte kan foraarsage, at man slige uvisse Eventyr til Trykken og gemene Mands Kundskab befordrer.

ENDE.

End of the Project Gutenberg EBook of Den vidtudraabte Besættelse udi Thisted, by 
Arne Magnussen

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK DEN VIDTUDRAABTE BESÆTTELSE ***

***** This file should be named 34213-h.htm or 34213-h.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        https://www.gutenberg.org/3/4/2/1/34213/

Produced by an anonymous volunteer from scanned images of
public domain material made available by Google Books.


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
https://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at https://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
https://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
[email protected].  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at https://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     [email protected]


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit https://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations.  To donate, please visit: https://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     https://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.