The Project Gutenberg EBook of Den engelske Lods, by Henrik Wergeland This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this eBook or online at www.gutenberg.org Title: Den engelske Lods Author: Henrik Wergeland Release Date: July 7, 2004 [EBook #12844] Language: Norwegian Character set encoding: ASCII *** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK DEN ENGELSKE LODS *** Produced by Riikka Talonpoika, Jim Wiborg and PG Distributed Proofreaders DEN ENGELSKE LODS HENRIK WERGELAND _Norges Nasjonallitteratur_ 3. opplag Utgitt forste gang 1880 Her trykt som i originalutgavene _Den engelske Lods_ Utgitt forste gang 1844 DEN ENGELSKE LODS ET DIGT I Laengsel efter Land "O, Kaptain, hvorhen, hvorhen gaaer Seiladsen uden Ende? Nye Horizonter spaende sig omkring mig ud igjen. Briggen alt i rastlos Fart susende igjennemlaenste Hundreder af samme Art, kun af Syner ombegraendste. Naar jeg taenkte Fjernet endelig beseiret, falske Lande ned sig saenkte eller tvinte hen iveiret ... Hundred Horizonter runde kom og svunde ... hundred Himles Cirkelbunde, for hvem Punktet, hvori mine traette Oines Nervepar krydsende sig overskar, med en evig Helvedpine stedse samme Centrum var... Hundred Horizonter graae alt jeg saae, med en Graendse falsk som Bugten, angste Slange slaaer i Flugten, ...graae, ja til Fortvivlen eense, mens--som Lupens grumme Stik krybende Insekt forfolger-- Zeniths blaa og hule Blik stirred paa vort Skib, den Prik, synlig knapt paa Havets Bolger. O, Kaptain, nu har mod Vesten Farten alt saa laenge staaet, til det synes mig jeg naesten er i Sind en Olding bleven, skjondt mit Haar end ei er graat og min Kind ei rynkeskreven. Mens mit Oie uvilkaarligt sig i Regnbuspillet tabte, Skummets Sproit derforud skabte, har jeg idetmindste fundet, monstrende med strengen Sjel, at min Liv for storste Deel meget daarligt er som kastet Skum forsvundet. Og mon et Beviis vel bedre kraeves kan af Bedstefaedre paa at jeg, tilhavs omdreven, oldingviis tilsidst er bleven? Dage mange, aaretunge, aarelange, bort erindringslose flydte, uden Spor, som Kjolvandsstriben, i en Masse sammengydte hine sjunkne Skyer liig, snigende sig sagtelig,-- have svalet Panden med kolden Alderdomsbegriben i dens ode Kjedsomhed, standset Blodet, taemmet selve Utaalmodet, skabt det om til sloven Fred. Thi af Havets og de tomme Skyers Ode har jeg smagt Alderdommens, der vil komme, folt den Taage, som vil spinde sig om Gubbens nogne Tinde, forud om mit Hoved lagt. O, Kaptain, giv mig et Ord! Tryk mig med din Haand, den kjaekke, at mig Tanken ei skal skraekke, at jeg i en Dodningsnekke kommen er ved List ombord! Styrmand, giv mig din! Kom an, Baadsmandsmath og Tommermand! I Matroser, mine Venner, raekker mig de brune Haender! draeber med et kraftigt Tag Angsten i mit Hjerteslag! Thi, skjondt Daare meer end Synder, dog begynder denne Vei med sporlost Fjed, denne dumpe Eensomhed, faelles, Katakombens liig, maegtigt at forfaerde mig. Her paa Oceanets Steppe, saa evindelig ensformig, ikke stille, ikke stormig, maallos, da dens Graendser fly,-- under Luftens dalte Teppe, dette blaagraa Himmelhvaelv,-- er det ei, som om Vi selv (en fordomt Skindodningskare) jordede tilsammen vare under samme Tag af Bly?-- stivt i Stirren paa hinanden Sidemand paa Sidemanden: Han i Hiins og Hiin i Hans Ojes brustne dode Glands, uden Rorelse og Maele, skjondt med fuldtbevidste Sjele? O, en Egg kun af et Skjaer, Striben af et Fuglevaer, Ryggen af en liden Holme, skjondt, som yre Hvals og olme Kobbes borstereiste sorte, i Sekunden atter borte, vilde vaere i min Plage nyfodt Verden at opdage --o et Tankens Paradiis, hvor den vilde bli'e tilbage, Skibet givende til Priis! Brune Tare, Tangens Klase vilde vaere blommet Gront paa Forsmaegtendes Oase, Himmelens Forsoningstegn. Dermed jeg fantastisk skjont Bryst og Pande vilde smykke, dem, som Roser efter Regn, til min Mund vellystig trykke, hilse deres armodsgustne bruunbespettede forrustne polyplige Blaereknopper omt som Anemonens Dopper, der til Stjerner sig udslaaer,-- som de forste Blomstertinter der forkynde Nordens Vaar, efter treti Ugers Vinter." II Appearance of England "..O, Kaptain, hvad er dog Dette, som saa skinnende frembryder hist hvor Himlens Graendse flyder sammen forst med Havets Slette? Mon det er den blanke lange Aasryg af et Skyberg, dalet under Horizontens Bryn? Mange, mange have falske Lande malet skuffende vort traette Syn?-- --O, saa hvid er ingen Sky! Men maaskee nybrudt Iisflag, daekt med Sne, reen og ny, stormforslagen ifra Polen, vender frisken Brud mod Solen? Eller mon det vaere kan nye Haves Fraadebelte, Graendsebolger, som fremvaelte fra atlantisk Ocean? Eller mon det skulde vaere falske Svaners Linjehaere? Da de nok i Horizonten sammen vil formere Fronten; men paa forste Varselsskrig al Armeen flux igjen adspreder sig, som i Hvirvelvinden Sneen. Skulde Verdens Graendsesnor, Havets Graendselinjes Raekke for de evige Seiladser, skabt af solvhvidt Perlemor, i hint Straalende sig straekke? Er det Himmelens Palladser, frie Aanders lyse Hjem, som i Vest sig haever frem? Eller mon er Havets Ode Moderskjod for Himlens Stjerner? Mon som Lys-Eilande ud af dets Dybder de frembrode og forsvandt i sine Fjerner? O, hvor herligt for en Gud da, at skue i den blaa Afgrund ind, hvorfra de gaae! herligt, som i aabent Oie, i hvis Baeger Tanker, omme, skjonne, hoje, funklende sig frembevaeger!" _Sofolkene_[1] "Det som skinner vester hist mellem Sky og Havsensvover, Det er England, solbelyst, Klipperne ved _Dover_. [Footnote 1: Mel. Engelsk Opsang: Have you been at Greenwich fair, bonny Lady, Highland-Lady? Have you seen a Lady there, bonny Highland-Lady?] Fol det friske Livsenspust alt fra Gammel-_Englands_ Ege! Vimplens Tunge, som beruust, kan i det alt lege. _Kentshire's_ Enge har deri sode Blomsterdufte blandet; Somandshjerter vimpelfri' juble imod Landet. Hist see _Englands_ Grundvold staerk: muslinghvid Cement fra Grunden! Frihed har sit Forsvarsvaerk midti Havet funden. Gud har bygget om dens Hjem staerke hoie Bastioner netop hvor det vender frem mod Europas Throner. Shakespearcliffens hvide Hvaelv vesterud er Marmorfoden, hvorfra Seirens Dronning selv stolt behersker Kloden. Klippen mere hvid end Sne; natsort Muld derovenover; gronne Enge --Flojl at see-- gaae i lange Vover. O hvor herlig saadan Grund maa for Englands Ege vaere, som til Frie yde kun sine Krandses AEre! O hvor herligt for en Mand der at leve, boe og bygge! Og hvor herligt hviler han under Egens Skygge!" III Drommesyn Tvende Timeglas forbi-- og vi horte Egene iland sig rorte, susende, med Ord deri, som om mange Maend paa Stranden talte sammen med hinanden. Egerodderne vi saae, Aarer i Agaten lige, i den sorte Muld at gaae, som bedaekkede de hvide Klipper, der langs Stranden kneiste. Og nedover Klippens Side dunkelgronne Vedbend laved, som letflettet Elskovsstige mellem to forelskte Geister (Hun fra Landet, Han fra Havet) efterglemt fra Stevnet, sat i den sidste Maanskinsnat. Tys! de glade Bolger larme; der er Sang i hvad de buldre! Naar jeg ned fra Stavnen saae, syntes jeg see hvide Arme, svaneduunbedaekte Skuldre jublende at skynde paa... Tys! et Chor, afbrudt af Latter! Tys! et "_Rule Britannia! Rule Britannia! Rule the waves!_" syntes jeg dernedenfra i et Chor fra Munde haeves, som af Bolger fyldtes atter, saa det blev kun en Musik sode Brudstykker jeg fik. Hvo kan undres, om jeg dromte Nereider, syngende om Skibets Sider, Liv i Bolgerne, som svomte langshenad din Cliff, Shakespeare, hvor du mante hen King Lear? ...O der stod den, hoi og stor! Der til venstre Side stod den: Aft'nens forste lette Flor blaaligt svommende om Foden; men paa Tinden, som nu Aftensolen taendte, enkelt Kam skarlagenbraendte-- o saa rod, som om i Vinden gamle Lear deroppe stod, ei i Betlerdragten pjaltet, men i Kongedragt gestaltet, i sin Kaabes Purpurblod. Og til hoire Haand man saae, liig en romersk Muurkorone haevet i det blege Blaa, _Dovercastles_ gamle graae, tvertsafskaarne plumpe Bueskyttertaarne, saa Kastellet lignede en sachsisk Krone gammeldags, af hamret Jern, himmelfalden ned paa Fjeldet om dets Tindinger til Vaern. Men mod Norden har sig _Kent_ lig en rolig Arm udspaendt, raekkende til hver sin Side, i de slanke solverhvide soilesnoede _Forelands_-Fyre, ud et dobbelt Konningstyre, fra hvis Spidser, da det blode Nattemulm om Landet dalte, (som et Flor, hvori den blide Sommernat sin Kummer kvalte for den skjonne Dag, som dode) tvende Flammeblik frembrode, et i Syd og et i Nord, Kastor og hans Pollux liig, sjunkne ned fra deres hoie Himmelstade til vor Jord, tindrende som draaberene AEdelstene, fattede i Solveroie: En i Rodt, som en Rubin, skiftende dog bryder sig, fjerntud straalende fra Kysten, mens den anden Amethysten lignede i blaaligt Skin. Laenge over Landet svaeved som et Slor, ved Feers Kunster af et blandet Gjenskin vaevet ifra Himmel og fra Hav, rodt fra hiin og blaat fra dette. Deraf kom det Violette, som bag fine Gaze af Engenes og Skoves Dunster Landets skjonne Form omgav. Taagesloret hvert Minut morkere sin Farve skifted. Graasort blev det Violette, Nettets Masker mere taette i det hvide Overdrag. Men naar stundom det blev brudt af en Nattebriis, som hvifted over ifra _Beachyhead,_ frem i Aabningerne traadte hist og her et enkelt Strog af de hvide Klippebranter, som om Spogelsegiganter af en aabnet Tryllegrotte eller blaalig Hexerog frem medeet i brudt Geled blege som et Maanskin skred. Gjennem Natten lyste kun, ved et fosforagtigt Glimt, forud Bolgers reiste Kamme, Fraadens perlehvide Skimt, Taender liig i Havuhyres sorte, vidtopspaendte Mund, og deragter funkled begge Forelandsfyres klare Flammer, Oine liig paa Nattens Magter, paa Daemoner tvende, som her maa gjore Nattevagter, tvungne af en Storres Dom. _Da_--jeg veed vel ei hvordan Sjelens Virksomhed forhojet og en Slummers Vaegt paa Ojet samme Stund forenes kan; men jeg taenker samme Lov for en Sjels og Blomsts Behov: naar det mulmes lukker Oiet sig for Hiin, mens den dog, som Fugl i Luften, friest just sig da bevaeger; Blomstens Glod af Duggen dulmes, medens Duften svommer om dens sjunkne Baeger endnu mere staerk og fiin... _Da_, af Bolgens Surr bedovet, lukte sig mit Oie til, og, af Nattemulmet slovet, sovntilslortes min Pupill. Panden paa korslagte Haender laa paa Raelingens Gelaender, men min Geist var iland i England reist. Lange Raekker Lys paa Kysten (Byers Rad ved Aftenstid, som sig langs Kanalen snoer liig ubrudte Perlesnor) maatte vaekke Reiselysten, kalde Geisten skyndsomst did. Og nu ilte den afsted, meer gesvindt end Elskovsvinket (Telegrafen mellem Skiltes Kjaerlighed) sagtere end Maaneblinket over Graven eller Soens Flade traeder; som en Natfalaene tyst lummer Julinat i Haven svaermende paa stovgraa Vinger under slumrende Syringer, alle sine Natteglaeder nydende af Hjertenslyst-- ja, saa skynded den afsted, vaerende hvor Tanken taenkte, gjennem praegtigskjonne Staeder, nu i forste Sovn nedsaenkte, ilende jevnsides med Skibet, som derude gled. Gjennem _Folkstone, Romney, Rye, Hastings,_ gamle _Winchelsea,_ styrede min Geist sin Vej, gjennem _Brightons_ stolte Gader af Palladser reist af Qvader, som et eneste Palae, deelt i tvende lange Rader; gjennem Skove, i hvis Dunkle saaes mange Oine funkle (Vildttyv eller stolte Hjort); gjennem Byer, gammeldagse, byggede af Britt og Saxe, svaeved Sjelen tankefort, useet som et Mulms Atom, fri og uafhaengig, som om min Vilje var dens Axe. Hoien Gavl paa hver en Bolig nikkede mod den fortrolig, som var reist paa Nabohuus, som om begge disse Gamle hvisked om en Dag at ramle begge sammen ned i Gruus. _William the Conquestor_ have Begge seet; hvorfor rave da ei ned i Grunden sammen i en sand Fostbroderpagt? Hvorfor vente efter Flammen eller paa Orkanens Magt?-- Taet ved Byen et Kastel, med en Muurkrands heel affaeldig, af hvis brustne Skydeskaar Efev skyder ud saa vaeldig som de Bugter Boa slaaer.-- Midti Byens Hovedgade har en gammel _Gate_[2] sit Stade, plump og staerk, liig et lidet Citadel, Fundament for snirkelskaarne mindre kegleformte Taarne, Sachsers og Normanners Vaerk.-- Kronte Konger, steenudhugne, naeselose, skimmelmugne, (Hesten stundom uden Been) forende i venstre Haand tredeelt bojet Liljegreen, mens de Svaerd i Hojren straekke, synes traekke paa det tunge Smilebaand ad den Kraemmeraet de skue mylre i den gamle By: Stok i Haand, ei Spyd og Bue, ingen Hjelme, men Parykker, eller strikket Bomuldshue, som bedaekker skrumpne Panders Regnestykker-- kort den hele Vanslaegt vaekker hine Kongers Smiil paany. [Footnote 2: Port.] Stille var der overalt i de gamle Byer, stille, fromt og stille, saa jeg horte, naar man sig isovne rorte og idromme der blev talt, eller naar derindenfor omme Mor visselulled for sin Lille. Men i _Brighton_ celebrerte, da min Geist hensvaermed did, Kjedsomheden just og Synden i brillant illuminerte Slotte nyen Dags Begynden nu ved hoje Midnatstid. Der var Adel uden Haeder, herlig Viin foruden Glaeder; der var Guld foruden Lykke, Skjonhed uden Uskylds Smykke; Venskab, der saa fast bestaaer, som den Hud, en Slange kaster; Oldinge med Ungdoms Laster, Ynglinge med hvidnet Haar-- deres foraarslose Sommers visne Graes og Syndens Blommers torre henforbraendte Straa, som en tidlig Dod skal slaa. Blinket af dens damascerte blege Lee var i matte udfortaerte Ungdomsojne alt at see. Guldlorgnetterne ei skjule kunde disse dodsenshule, hvoraf Flamme kun frembrod (Flammer, som et Lavas, dulgte) naar paa gronne Bord de fulgte de Guineer, som rullerte til _Perdu'et_ atter lod. Flojelssvobte, dekorerte, perle- og demantbesaa'de, overstroede med _bijoux_ og Braceletter (Oh, Hans Hoihed, Hendes Naade! _O, his Lordship and her Grace,_ trinende i en Francaise!) vandred Tyveaarsskeletter om som Dode paa de straalende Banketter, paa en Hertugindes Bal. ...Ha det herlige Orchester blandt de hoifornemme Gjaester, mylrende i Hundretal, maegter ikke at fremkalde ved Musiken _a la_ Strauss i beromte Brighton-_Routs_ mere Liv end om Sommerregn mon falde paa forlaengst henvisnet Siv. --Intet Under, at jeg da skyndte mig ihast derfra, som om raskt jeg havde traadt midt imellem Orme-Nogler, uforsigtigen geraadt mellem Klynger Skorpioner og Forviklinger af Ogler, mellem Blomsterne fordulgte, mens den vilde Jagts Daemoner, onde Magters Kogleri mig i Ryggen skarpt forfulgte, susende mig snelt forbi. Forst jeg standsed udenfor en vedbendkrandset sammensjunken Somandshytte. O, der maatte jeg vel lytte! Thi mit Yndlingsinstrument, aedlen Harpe klang derinde, og en Pige skjon og ung, kun Knop af Kvinde, sang henrykkende dertil. O, da maatte _Jeg_ vel lytte! under Lovets Haeng mig snige, til hun Sangen havde endt,-- _Jeg,_ som ei kan Foden flytte fra en Kvindes Harpespil, _Jeg,_ som kunde Livet bort for Doden bytte, naar jeg hen kun maatte blunde under Kvindes Harpespil? Doren aaben stod. Derind Maanen kasted skarpt sit Skin; og hvor det paa Gulvet faldt klarest, som et Solvernet, sad en hebeskjon Gestalt, mere hvid og bleg end det, end den alabastne slanke Hebestotte, som hun ligned, blegere end Aanders Smerte, blegere end Vredens Tanke i barmhjertig Engels Bryst, naar han--_Han_, som helst velsigned-- straffe skal imod sin Lyst. Med en Harpe ved sit Hjerte sad den yndige Gestalt, tankebojet, veehensjunken, kummertraet, som af sine Sorger kvalt, og det Glindsende i Ojet viste, at hun havde graedt. Ak, saaledes allerede i sin Ungdoms forste Blomst? Atten Aar--meer var hun ikke. Men jeg saae i hendes Blikke Taaren svulmende berede atter sin Tilbagekomst. Laeben lydlos sig bevaeged, som om med en Aand hun talte; og med anstrengt Sands jeg saae, inden Omrids solverblaae, Skyggen af en Yngling praeget tydelig sig at gestalte. I hans venstre Haand laa Panden, men om Pigens Liv den anden. Stundom syntes Hun at hvile smilende mod Skyggens Barm, hore atter Pulsen ile, fole Trykket af hans Arm. Skyggen syntes derimod svaevende paa flygtig Fod: fremadbojet, Blikket vendt snart mod Stjernen snart paa Hende, som om hver af disse Tvende var ham lige vel bekjendt. "_Francis_--sagde hun--er her! _Francis_, o du er tilstede! Denne sode Gysen ikke kan mig Skuffelse berede, skjondt jeg med de dunkle Blikke Mulm og Maaneskin kun seer." "O, _Francis_!--sang Hun--_Francis_, bliv! Den Stjerne, som dit Oje maaler, har ikke Morgenstjernens Straaler, der strengeligen, naar den daler, tilbage Aanderne befaler. O, _Francis_, elskte _Francis_, bliv! Jeg synge vil den Sang jeg kvad, da du til England kom tilbage fra Slaveskibene at jage. Min stolte, skjondt en Jomfrus, Glaede, da glemte Kjaerlighed at kvaede: kun Faedrelandets Priis den kvad. Barmhjertigt lyttede jo det til Negren, som i Laenken stonner? og Du, iblandt dets bolde Sonner, ham at befri var ogsaa dragen-- Du syntes mig til Ridder slagen for arme Brodres Frihedsret. Og derfor hvad Begeistringen og Britterindens Stolthed talte, medeet i heden Graad sig kvalte, og Englands Priis i Taareflommen blev til et hulkende Velkommen: "Velkommen, _Francis_, hjem igjen!" Velkommen nu, o Gysen sod, Forsikkringen, at du er naere, en Folelse, som om din skjaere Begravningsdragt mig let berorte, som om dens Raslende jeg horte og Linets Luftning mig omflod! Da tindrer Ojet friskt som for, og Smilehullerne forsoge paany som for som for at spoge. Men naar du, Elskte, er forsvunden, da stivner alt igjen om Munden... da er det, _Francis_, som jeg doer. ...Men doer foruden andet Liv, doer ei som Du, der herligst lever naar hid i Maanens Glands Du svaever, og atter, naar Dig lyster, stiger op mellem Himlens Stjerneriger,-- derfor bliv! o _Francis_, bliv!" _Da_--nu ikke meer jeg veed det Retfaerdige og Sande: om jeg enten skal forbande slige Syners Troloshed, eller at min egen yre svaermende Indbildningsmagt var ei meer sit eget Styre, som den burde, underlagt,-- ikke maegtig meer sig selv, end en Dreng paa Baadens Hvaelv ud i Fossedraget reven, hvirvlende i Cirkler om, eller kvaestet Maage, som paa ulige lange Vinger stedse svinger, med en Dalen i sin Svaeven, rundt paa vilden Ocean,-- eller bedre ei deran end paa Bladets lille O Sommerfugl, der ud er dreven paa den milevide Sjo. Thi hvorledes kunde vel just i dette Nu min Sjel,-- da kun Synet skulde skifte, ei forgaae med Taagers Hast under Spil af Morgenvinde-- sin Fornoielse forgifte ved at lade det forsvinde, som om Saebeboble brast? Thi just nu, da Skyggen skulde for sin Elskte synlig blive, alle dens Konturer fulde, lysende som Maanens Skive, skabte som af Stjernes Rog, Kysset folbart dog for hende, om det end ei kunde braende med forelsket Ynglings Ild, men saa blodt, som naar en mild flojelsfiin Provencerose henad hendes Laeber strog; og da Trykket hun af Armen skulde fole dog om Barmen med den blode linde Kraft af en ud af Traeets Mose runden Mistels smaekkre Skaft... Ak, da saae medeet jeg Aanden reise sig fra Pigens Side og mod Doren langsomt glide,-- Panden, hvilende i Haanden, haevede han til et Blik, som hun folte,--ja, thi hendes Laebes Zittren robed det,-- som Konvolvlens fine Net nerverystes og kan braendes af en Stjernes Straalestik. Blikket, som han Pigen gav, tog i Omhed og i Klarhed snelt, med Stjerneskuddets Snarhed, til og af, og med det var i Sekunden Francis' Skikkelse forsvunden. Som af Vindens sammenblaeste Tegninger i stovfiin Sne, var der ikke i den naeste Spor af Geisten meer at see. * * * * * "_Anna, Anna!_"--sagde en aldrende Sjomand som pludselig traadte ind af en Dor i Baggrunden med en Natlampe--"En Seiler kommer om _Beachyhead_, Strommen saetter fra Land igjen, og i Maaneskinnet kan jeg see Tegn, at den vil have Lods ombord.----" IV Lodsen og hans Dreng --"Laeg bi! Laeg bi!" Jeg syntes hore skraldende forbi mit Ore; og da, drommende endnu, (skjondt mit Nattesyn var slettet ganske sporlost af mit Hu) jeg mit tunge Hoved letted tumlende fra Raelingen, hvor jeg fandt mig selv igjen:-- da, for Alt var ret begrebet, jeg en engelsk Lodsbaad saae sig anstrenge for at naae kraengende til Falderebet. Bag ved Roret sad en Sinke --men en vakker--af en Dreng, holdende med begge Haender (liden Kraft men bedre Vilje) Styret op, til Baaden vender. Sprungen op paa forrest Tilje var en Lods, en gammel streng, Baadens fulde Seil at minke. "_Francis, so! Right so, my boy! Luward up! Onboard holloy! Now God bless thee, dearest child! bless thee merciful and mild!_" Og mens han med Venstren greb om et agterudslaengt Reb, trende Gange, fleer end trende, mange mange, med den anden drog han Drengen til sit Hjerte under Udbrud af en Smerte, som kun passed slet for Manden. Endnu Et og Lidt endnu havde han sin Dreng at sige, skjondt vel tyve Gange sagt for han fik det vel belagt med et Sidste: "_hearest thou?_" Endelig fra Laebords Stige kastede han Baaden los, drejende mod Land den om: "_Now in Gods name! Forewards right! Forewards home! Straight forewards home! Francis, Francis, cautious! I return to morrow night._" Fangelinen af han hev. Baaden af omsider drev. Men da den foruden Kraengen, uden Fare til at see, lidtom lidt laverte vaek, sagte--da en Briis knap blaeste,-- og der Rebing var i Seilet, svang han dog fra Skibets Daek end engang sin Hat til Drengen; men jeg laeste, malt med Sort paa Hvidt i Speilet: "_Hastings, Pilot, Numero three._" Ei!--jeg taenkte--Ei, for Fanden! Hvo kan nu rose laenger Engelskmanden for hans djaerve Sjomandshu? Staaer ei der den gamle Ulk kvalt tildode af sin Hulk, stirrende og blinkende, Taarerne lidt Luft at give eftersom de fulde blive,-- efter Drengen vinkende,-- mumlende om Seil for svaere, usto Baad og Ballast let, om at Drengen gjorde ret, hvis han passed af at baere, dersom falske lunefulde, afsindsvilde Beachyhead (hvad han af Erfaring veed, for man venter det, kan mode) hundehylende nu skulde Kastevindene udstode, paa Kanalens blanke Ode, liig en Rog af Kul og Sne. Ha, den Britte skulde see under Norges vilde Kyst Gutter (neppe laengesiden at de slap fra Moders Bryst) Gutter som en Tommeliden, druknede Havlodsers Born, mere kjaekke end den vilde Fiskeorn og sjovante Nordlandsskarv, sikkrere end Havets Maager, mellem hoie Bolgeraager svaeve om i Faders Snekke, Moderens og deres Arv! Britten vildfe blive bleg, saae han deres Tagfatsleeg med en Svaerm af Kastevinde, der, saa hurtigt som en Vifte slaaes ud, sig om kan skifte efter hver Kompassets Streg. Dog de finde, ved en Taages Gjennembrud, ind og ud af de, meer end gammel Eeg, meer end Ertsens Strog forgrente schakteskumle skjaeromspaendte slangesno'ede lange Fjorde; fare snelt som jaget Lom Fjeldene indunder, som lodret Bugterne omgjorde, og hvoraf den ene Bred hvinende udsender Vesten-, og den anden Osten-Blaesten, flyvende paa sorte Fjed Fjorden tverts og op og ned,-- tverts, saa Strimerne hinanden skjaere lige langt fra Stranden, som i Troldes Ledingsfaerd, hvori Kjaemperne ei synes, krydsende indbyrdes, brynes Tusinder af sorte Svaerd. "Landet og dets vilde Fjorde --tog den gamle Lods tilorde, drejende sig barsk herom-- Landet kjender jeg, og noget (saa jeg fattet har hvert Ord) mindes jeg endnu af Sproget siden jeg tilbagekom ifra Fangenskabet; thi, paa _the Tartar_ med ombord, som blev jaget ind i slig en Djaevels-Fjord, blev jeg taget med det hele Kompagni. Men, min Ven, saa stor en Baad, sluppen i saa unge Haender? Den kan nok for Farten ender traenge Manddoms Kraft og Raad. Tro mig, om jeg havde halt Fokken noget mere stram, havde det ei vaeret galt, nei, _Goddam!_" --"Ei, Pilot, tillad, jeg troer, dersom Eders Baad er stor, er den og desmere sikker." "Baaden liden eller stor, Trygheden i Manden stikker, som er stillet ved dens Roer. Og desuden Beachyhead ei af Stort og Lidet veed. Linjeskibe eller Baade, Joller eller _Men of war'_er svaeve paa dets Stormkasts Naade, magteslose mod dets Vrede, som det Stovfnug Loven karer op i Rog fra Orknens Grund, og som farer ud og ind af Dyrets hede vide, flammerode Mund. Se histud mod Vest! Kanalen naevnes det i Dagligtalen; men det er Atlanterhavet, Verdensoceanet selv, her just her, hvor, bolgegravet, Bretland er fra Gallien brustet, med en dobbelt Kraft udrustet af et Hav og af en Elv. Klippesveiste _Eddystone_' --_oh, how many times is gone!_ af dets Bolger mangen Nat knaekket som en Paddehat! Og hvor tidt, naar det blev Dag, har ei siddet India-Eskadres Vrag rundtom paa _the Needles_ spiddet? Og de Frygtelige staae dog, som Stene over Grave paa en Kirkegaard paa Landet, udenfore "Englands Have", der, hvor Vandet skinner deiligst, som beblandet med en Foraarshimmels Blaa." ----En maerkvaerdig Mand tilvisse: rustet Jern fra Fod til Isse; men der indenfor saa blod som Melonmarv hvid og sod; bliden Klang i haardt Metal; Barskheden sentimental folsom, om, ja som om kunde fra hans laadne haarde Bringe honningsod og lunken springe Modersmelk i Barnemunde; fromme Ord til strenge Maele; jomfrufolsom, moderblod var den Gamle. I det Hele liig den haarde, men med vamle Melk opfyldte, Kokosnod; eller, om der gives skulde mellem Jordens Instrumenter Floiter drejede af Staal, men af blode Toner fulde, mellem Genthorn og Serpenter, klingende som blide Velske mellem Jordens andre Maal. Men som Han nu sad der streng, mork og mildere iflaeng, syntes Intet han at elske uden Toddy og sin Dreng. V Isle of Wight. Spithead. "The Albatross" Lad den raa Pilot ved Glasset sidde der, til han blier maet! og paa Kassen ved Kompasset (Mandens Taffel) en Karaffel, fuld af "Franskt" ved Siden saet! at han, efter Hjertenslyst, i mandhaftig Tomandsdyst, som en aerlig Engelskmand, kan hver Draabe Blod forode i hiin fodte, hanerode Fiende af hans Faedreland, den han jo medrette kan-- da den baaren er derhenne i _Guienne_, _Medoc_ eller _Armagnac,_ altsaa i den sorte Prindses svaerderobrede Provindses arildsodlede Distrikt-- ansee som et hojst forraedersk Doden vaerd Oprorerpak, der meeneedersk sveget har mod Leoparden Underdanens svorne Pligt. Vi imedens ville folge, _Isle of Wight, Old Englands garden_, dine Skjonhedslinjers Bolge, praegende sig ud i Luften liig en underskjon Afspeiling af en yndig Feers O; under vor Laveringsseiling langsmed Landet drikke Duften af det slagne friske Ho; _Cath'rine'-Point's_ Styrtning maale, som, af Morgensolens Straale, snart illumineret, til Bjerg af Roser blive vil, medens _Nettleston's,_ det hvide, liig en lang uhyre Haek af Viburner og Jasminer, sees ud i Havet glide, til det som en Linje tviner mellem Luft og Bolge vaek. Lad ham sidde der den Tvaere! sine tause Glas fortaere med en skattegravertyst indaedt heed forsvoren Lyst, som om hvergang han paa Bunden Perle eller Diamant, slubbrende den ind med Munden, i det tomte Baeger fandt! Andet kalder vore Blikke: Her her aabner alt _Spithead_ Gyldenhornet (Stambuls ikke maaler sig i Pragt dermed). Derfra, paa tredobbeltkronte, bolgebaarne, kun ved Sejer gjenforsonte, herskende Britannias Bud, skyhoslige Tordentaarne, fare viftehurtigt ud did den stolte Dronning peger, efter alle Vindens Streger. Nu imellem _Portsmouths_ hvide, milelange Faestningsvolde, som i Ost, paa langtudskaarne Tunger synes hist at glide, liig en Solverkjaede hen, fuld af Led af runde Taarne, Citadeller og Kasteller, som for sammen fast at holde Havets Bryn med Himmelen... Mellem disse havomstromte Krigens skinnende Palladser og imellem _Rydes_ beromte poppelkronede Terrasser (_Ryde_, som Walter Scott lovpriser fremfor Indiens Paradiser) Flaaden laa i dyben Fred, adspredt paa _St. Hellens_ Rhed: Englands Gyldenhorn, _Spithead,_ --Rolige, som Skjaer, af vegne Springflod op i Veiret stegne, som ved Kogleri, imens Ebben lober Fjaeren lens,-- rolige som kolossale Graasteens-Sfinxer i de Dale Nilens Stromme overflode,-- rolige, som Hvale, der, bugopvendte og som dode, sove midtpaa Havets Ode: hist og her hine stolte, taarnehoje _men of war's_ for Anker flode, ubevaegte, skjondt mod deres gronne Bouge Bolger skjaeres, staerke, hoje som tilsjos. Og det blev for Aandens Oje, som om hvert et Skib kun var flagbetegnet Ankerboje for den storste Verdens forste Verdens sande _man of war,_ for _Great Britain_ selv, som har slidt sig fra Europa los, lagt sig ude langt tilsjos, riig og fri og stolt og bos! Grusomme "_Diktator_" vi ilede med Gru forbi. Yderst hen "Najadens" Morder, som forjagt af sin Daads Melancholi, havde eensom sig forlagt. Som om Nordmaends eller Danskes og Franzosers kjaekke Border kunde see sin Roes forvanskes, sig beundret ei, men hadet, laa den eensom der og baded, sit, med gabende Kartover rundtomkring besatte, Bryst midti Rhedens gronne Vover, fjernest ifra Englands Kyst, liig en Svane uden Mage og af Flokken glemt tilbage. Men just der, hvor nedadvendte Skygger af dens Master endte, saae Vi dem fra "_Royal George_" (det for mange Herrens Aars Tider siden sjunkne store Tredaekslinjeskib) at bore sig med Stag og Takl og Top imod hine ligeop,-- Sex i Alt og Tre mod Tre. Ja, da skarpt jeg saae i Vandet, fik jeg tydeligt at see _Royal George_ i Vant og Mers med Gespenster fuldt bemandet, klavrende paakryds og tvers. Nelsons Skib ved Abukir, (agterpaa _"The Vanguard_" stod malt paa Sort med Traek som Blod, meer til Raedsel end til Ziir) laae for Anker uden Rigg, rolig som en O, i Havnen, raekkende (som Invaliden frem sin Armstump) op de korte Master, ifra Merset borte, hvortil Sejeren i Striden for saa ofte laente sig. Og det syntes stundom mig, som om op og ned ved Stavnen, under Skibets Gallion, dandsende langs henad Siden, frem af Bolgen haeved sig Heltens yndige Sirene, Lady Emma Hamilton, loftende hoit op i Favnen, snelt som Skvulp af sjunkne Stene, solvhvidt Oldingshoved, slynget om med slimig Tang og Tare: Hans, der med et Glimts Forbi, som tilveirs Raketter fare, grusomt blev i Raaen klynget: gamle Caraccioli. _"Agamemnon",_ vidt beromt ligesom sin graeske Navne, naest hiin tryllende Medusa, (Hamilton, Siren-Gorgonen,) af Lord Nelson elsket omt, strakte Marmorgallionen mellem to beromte Stavne: "_Thunderer_" og "_Arethusa_". "_Victory_", i Nelsons Blod med Udodelighed dobt, kneiste som en Pyramide, taarnet op af Bramseil hvide, som et Bjerg med kulsort Fod, men i Sne forresten svobt. "_Dreadnought_" (gamle Collingwoods) "_Africa_" (Sir Sammy Hoods) vingede "_Bellerofon_", som bortforte i sin Favn Napoleon, sorgeslorte Fangebuur "_Northumberland_", Howes "_Ajax_" og "_the Queen_", "_Hero_", "_Royal Sovereign_", Codringtons, den Navariner, tvende Gange taendt ibrand, "_Triumph_", "_Caledonia_", "_Windsor-Castle_", "_Victoria_", --alle Disse blandt de mindre, flere end jeg kan erindre, laae, som Hvaler blandt Delfiner, Portsmouth til og Portsmouth fra. O, igjennem disse Sunde, disse Net af Faestningsgrave, ovenfra, naar Synet hoined sig mod Sky, i Dybet oinet som et Garn af sorte Baand mellem disse Dodskasteller,-- o, her kunde Doden, om den var en Aand, og ei burde taenkes heller som fra Paradisets Have Fredens Palmers milde Aande, der borthvifter Jordens Vaande,-- o her kunde den, belaesset med Fordaerv, med Ljaen hvaesset, Herrens Dommes Overbringer til en millionfold Skare, gjerne fare paa de lynbaldyrte Vinger uden Mine af Foragt for de Dodeliges Magt, uden Traekket til Medynken skulde, svulmende i Rynken, om hans Laebe blive lagt. Ja beundrende kanskee vilde i sin Gjennemfaren han sin Daemonvinge synke, hilsende Orloggerskaren, lade hojt i Skyen blinke med en Lynilds Glimt sin Lee. --Lodsen var og blev maerkvaerdig: under al vor Opseilads tomte taus han sine Glas, og for hver beromt Fregat var han faerdig flux at lette paa sin Hat. Mangt bronceret, kjaekt og godt tatuert Matrosgesicht nikked ned fra Boug og Plikt til vor groggende Pilot. Mangen blaa og blaarod Skjorte fik kun Tid at vinke blot, mens han venlige, men korte, Hilsner gjennem Skydsets Porte fik ifra de Andre sendt, og fra mangen Daeksmariner slige grimasserte Miner, som os viste, han var kjendt: "_Ho, Johnny! ho! How do you do? Sing, Sailor, oh! Well! Toddy is the sorrows foe! Sing, Sailor, oh!_" Ved den Stump af Sang han fik om at Toddy gjor fornojet, traadte Vreden frem i Ojet, som om gjennem Lovets Dunkle brandguul og til Spranget bojet Tiger som et Lynglimt gik. Men den svandt i naeste Blik snelt som Smedens Funker funkle, slagne ifra Malmen rod ud i Nattens morke Skjod; og saa hilste han igjen venligt paa hver gammel Ven-- venligt nok, dog saa omtrent som en Love eller klog alvorsfuld Newfoundlandsdogg vilde murre, naar dens blode Pelts en Megetvelbekjendt i det varme Solskin klo'de. Men, om ikke jeg saae feil, Kime jeg til Graad opdaged i hans Blik, men snart forjaget, liig en Taage paa et Speil, netop som vi over Staget gik, en Kutter at undgaae, som imellem Flaaden laae... Ah! det var et Mesterstykke! Ret et Ibenholtsklenod! Negerpigesort- og slank! Reisningen som Palmens rank! Uden andet synligt Smykke end en Bord omkring som Blod. "Denne der--var Lodsens forste Ord paa laenge sagt til Os, da han havde slukt sin Torste-- har til Navn "_the Albatross_". Og en Albatross paa brede stedse spaendte Vingers Flugt Kuttren er, til hidsig Jagt efter Slaveskibe brugt, flyvende med rastlos Magt, som om levende den vrede Havorns Hjerte med dets Hede i dens skarpe Boug var lagt. Men derfor, derfor isaer, ja derfor har jeg Kutteren saa kjaer: Jeg har havt en Son ombord-- Francis ..." Og med dette Ord Taaren, som for nylig, tvungen ved at han sig beed i Tungen, i sin Vaext tilbagesank, modned atter fuld og blank; og, for han fik knust den, gled ad hans brune Kind den ned. "Francis?"--spurgte jeg mig selv-- "Francis? Jagt paa Slaveskibe?" Hvad betyder dette vel, at mig saa bekjendt det lyder? Hvad betyder, at jeg ikke frem kan gribe hvad jeg veed er i min Sjel, men som i dens Dyb sig skyder? Men vilkaarligen at tvinge frem som Syn den havte Drom er at ville daarlig bringe Klokke, sjunken i en Strom, til deri som for at klinge. Netop naar den gribes skal, vaegtforoges dens Metal, som om alle Dybets Kraefter halende sig haenge efter, som om Afgrundsslanger knytte sig om deres vundne Bytte med fortvivlet Kraft og Vrede om den sjunkne Kirkeklokke, der er bleven deres Flokke altforlaengst et haevdet Rede. --Men der var ei Tid til daarlig anstrengt Grunden efter Drommene paa Bunden af min Sjel, naar de ikke uvilkaarlig, som opflydte af sig selv, komme af dens Dybder frem. Og desvaerre flux naar Blunden er med Nattens Timer svunden, lukker den sig over dem --som om sine Perler Bundens Musling staerk, af Polypens Arm berort,-- hurtigt, hurtigt for Sekundens svage Dodssuk hen er fort, en Passionsblomst liig om sine korsbetegn'te, straalefine Stjerneblommers Undervaerk. Som med Dagens Time dennes fagre Blomstring er forbi, Sjelenes med Nattens endes; og naar over Ostens Hoje Morgenrodens Flammer taendes, lukker du dit Aandeoje, Dodeliges Fantasi! Der var ingen Tid at spildes paa at jage undfly't Drom, der tilfaeldig kun, som gale Antilope eller Svale atter hildes, kommen af sig selv igjen-- Thi i Fjernets Graa derborte syntes bag os alt Spithead sjunken med sin Flaade ned. Skibenes Kolossers sorte Masser med de hvide Rande, fulde af Kartovers Porte, saaes meer ei ovenvande. Masterne og deres Raeer, hist hvor i en blaahvid Rand Hav og Himmel sammenbryntes, agterud i Fjorden syntes Omrids liig af Granetraeer, svedne af en Ildebrand, skarpt mod Himlens Blaa udskaarne, som paa sumpig Bredde baarne af et miilbredt Orkenvand. VI Scenery. Engelsk Efev Men se forud! se mod Norden! Forud se, hvad Perspektiver, Tepper liig, der rulles op, _Hampshire_'-Fjorden, ret som et Kaleidoskop, snevrende sig sammen, giver! Som forelskte i hinanden, naerme begge Kyster Stranden, saa at Fjorden mellem dem som en Flod sig lister frem. O, saa maae hedenfarne Saliggjorte kunne skimte gjennem Himlens aabne Porte Paradiserne fremglimte, som de engang skulle naae! O, det er at speide i naadig Skabers Fantasi, da Han, efter i sin Vaelde skabt at have Nordens Fjelde, Alper steile, Himalayas Gletscherspeile, overlod sig til en stille salig Skaberglaedes Nyden og Miskundsomhedens milde overstrommende Indskyden! Mere blode Linjeraekker fine Pensel ei i glatte Olje traekker, slaaer ei blidnet Doningbolge eller gyldentunge Ager, over hvem en Luftning jager, end de gronne traebesatte _Hampshire's_ Hoje, som forfolge paralelt hinandens Flugt langsmed Fjorden, alt som dybere mod Norden denne skyder ind sin Bugt. _Da_ fornam jeg grant, hvordan, mine Faedre (mine; thi under Sognefylkes vilde havomskvulpte steile Kyster, gjennem staerke Kjaempebryster vaelded frem den varme Kilde til mit eget Stammeblod)-- _da_, ja _da_ jeg klart forstod, hvordan Nordens ornefri Viking og alt halvdeels velske ridderartede Norman, under Vilhelm Landestormer, kunde dodeligt forelske sig i dine skjonne Former, kvindefagre Engelland; ja hvorlunde Hjemmet de forglemme kunde, sonderrive Hjertets Rod, saa de evigt det forlode, for at pode ind i hint sit eget Blod. Faestet end af deres Fodder rundtom i Ruiner stod: Hvor iland de satte Fod, reiste de et Taarn til Maerke, ligesom i Romas Dage Seierherrens Landsestage boredes af ham i Jorden. Og de staae der end de staerke Normanstaarne til et Tegn, at af dem erobret vorden er den hele skjonne Egn. Men en storre, skjondt ei vaerre, Seierherre har ved hine tandudskaarne William-Conquestor-Taarne sig med saadan Magt indfunden, som om Grunden var hans egen Odelsmark, som igjen han vilde tage. Ungdomsskjon, hvorvel af Dage aeldre end en Patriark, fodt vel for end Hors og Hengst, har han Taarnenes Baroner overlevet og paa Taarnene forlaengst sit Familiebanner haevet,-- Krandse haengt og Sejerskroner, over hvert et Buehvaelv, hver Gesims, Karnis og Karm med Familiefarven smykket, ja de faste Taarne selv hist og her isondertrykket med sin egen staerke Arm. ... Staerke? O hvor synes vege denne Seierherres Arme, strakte ud kun til at lege, mens dog det Naturens Blod, som besidder varigst Varme, rinder fra hans Hjerterod! Thi den Taarnenes Betvinger, stolte Slaegters Overlever, Han, som sine Faenniker, op ad Murens Steilhed stegen, traedende paa dode Grever, fra Ruinens Tinder svinger, ikke nogen Anden er, end det gamle Englands egen odelsbaarne, symbolvalgte, dunkelgronne, evigen ungdomlig-skjonne Efev, voxet vildt afsted: Englands stolte Eges kaarne trobevarte Kjaerlighed, Planteverdnens Ganymed. Lad i Portsmouth hine Raekker af Kaserner bli'e forladte, lad _the Queens_ Tredobbeltdaekker, Flaadens Skibe, et for et, blive op paa Landet satte, raadnende og sondersprukne, Hvale liig, der gispe, trukne op paa Stranden i et Net --o for trende Aar er' rundne, Flaade, Faestninger og By, Citadeller og Kaserner ville vaere overspundne af et Efevvildnis, svundne sporlost, som en Klase Stjerner, naar du soger dem paany, blevne borte i en Sky. Ind og ud ad hver en Port, hvert et Vindu, sonderslaget, paa de ode Byruiner, udad hoje Mezzaniner slangemaegtig inden kort kaade Efev vilde gro; langsad Ribbene paa Vraget, ind-og udad langs de sorte Dodens Munde, Skydsets Porte, armtyk, eviggron sig sno; staerkere end Ankertouge sammenknytte Flaadens Bouge, sammenflette kabbelfast Raa til Raa og Mast til Mast; til dem takle med sin seige lange Rakle, som med aegte Baadsmandskast. Ja, om London ud var dod, om dets Millioner gjore Ende paa den Kamp de fore mod den gronnende Natur, stedse flyttende sin Muur laenger ud i Landets Skjod, og om de forlode det, mylrende ad alle Straeder, Orme liig, der alt har aedt, Staden, som bestaaer af Staeder, levnende det Ode, som over Eufrats London kom, over stolte Babylon, Ninive og Ktesifon:-- _da,_ da inden Somre faa vilde Engellands Vedbende seirende tilbagevende, brolagt Gade sonder slaa, over _London-Bridge_ sig spaende, sammenknytte Lordens Borg Kartistens Hytte, rundt St. Paul Guirlander binde, med sit Net af Blade spinde gamle Tower ganske som en Kube over, gjore _Bondstreet_ til at see som en hvaelvet lukt Allee, hver af Squarernes Kvadrater til et yndigt Skovtheater, hvor Irisker og Stillidser, bag de levende Kulisser, under hvirvlende Musik, smukke Elskovsskuespil med et stort Talent opfore, men hvortil spodske Staere see og hore under skjaerende Kritik:-- gjore London til en Skov, hvori selv St. Paul fordolges,-- til et Vildnis, hvor kun folges vilde Skjonheds Ordenslov-- Paradiis for Millioner Finker og Papilioner; og paany fra Himlens Blaa skyldfriblevne London vilde klare og forsoningsmilde Straaleblik af Solen faa, --ja, det samme maaneblide, stjernestille, gyldenhvide Foraarssolskin, som paa Landet flyder, med et Gjenskin blandet, over Tagene af Straa. ...O saa yndigt Solskin mindes jeg den Dag vi Spithead peiled, da vi ind St. Hellens seiled, over hele Egnen lagt, skjondt med endnu storre Pragt, saa at Oiets omme Lindse maatte blindes, af de klare Straalers Magt, om et Blik mod Himlen voves. Herligst dog det syntes glindse over lundomhegnte _Cowes,_ som om Solen her opdaget havde yndigst Sted paa Jorden, Syden for en Dag bedraget, og paa denne Plet i Norden ost sin bedste Fyrighed over denne Landsby ned:-- hele Luften blaaforgyldt, med en Glimmerglands opfyldt, med et Spil af Farvetoner, som om den af Millioner pludselig i Glod antaendte Diamantsafirer braendte. VII Yachtclubb-Flaaden O Farvel, Spithead! Som sorte Punkter Skib for Skib forsvinder. "Caledonia" selv er borte, Caledonia selv, at see seilbedaekket ret som tre svimmelspidse Snebjergtinder. Portsmouths maegtige Belaeg af rangerede Kasteller, et for et, som Punkter hvide, sees, dalende saa sagte som forjagte stilleblevne Tidselskjaeg, under Horizonten glide. Og af Aandens Sejersmaerker, Menneskenes Undervaerker naesten traet og overmaet, Ojet soger til Naturen, hvor den spoger, folger heller Hojene om landligtblide skjonne _Cowes_, af hvis blaa solbelyste blanke Tage hist og her vi et at rage frem af Lunde af Moreller Poppler og Kastanjer saae. O hvad yndig Blanding af Stad og Landsby, Land og Hav! Mellem hine Tage blaa skimted gule frem af Straa; tamme Duer ifra Byen viden over Fjorden svaermed midtiblandt dens vilde Terner; snart med djaerve Vingekast cirklende de under Skyen lyste hvide frem som Stjerner, snart de klapprende sig naermed, saenkende sig paa vor Mast. Og, at Alt ved _Cowes_ skulde vaere nydeligt tilfulde, laa der, ringet ind af Lunde, paa en Bund, hvor Solversandet perleglindste gjennem Vandet, adspredt henad _Calshots_ Kyst, en saa underdeilig Flaade at man gjerne taenke kunde den med Alfer var bemandet, bygget kun til Feers Lyst.-- ja en herlig Flaade atter af Korvetter og Fregatter, meget storre ei end Baade, Skjonmodeller til de Store udenfore Portsmouths Rad af Sjokasteller, saa den lille Landsbys Rhed var et Billed af Spithead, med bevimplet Skov af ranke Master, vajende og slanke, smekkre Epilobier liig, der paa Kanten af en ode Hedes Banke, enkelte som Ax, med rode Purpurblommer haeve sig. Det er Yachtclubb-Flaaden. Ah! Yachtclubb-Flaaden? Ah, ja se, nu, nu laegger En ifra! Ledig Dandy vil maaskee skyndsomst fra Catania til en Lady, som er daanet, hente i krystalne Glas Is, som er paa AEtna blaanet? eller--til en bedre Spas-- til en Viscountesses Torste fra Vestindien allerforste gyldenmodne Ananas? Ja hvem veed (hvis nu Mylord for en _Belesprit_ har Ord) om _His Grace_ i Hu ei randt nu da Routen ud er sovet, at paa den igaar galant i den glimrende Salon han paa AEresord har lovet Morgan eller Blessington frisken Krands Orangeblommer hentet fra Messinas Sommer af ham selv og det direkte? Thi Mylord har Tid nok jo, og de hoitberomte To ingen Bon han kunde negte. Nei, paa Yachten, som vi saae fra de andre ud at staae seilbedaekket os imode, flygtet Yndlingssvane liig, som med Guldring om sin lange smekkre Halses Solverslange blandt de andre vilde graae paa et Kjern i Nordens Ode som en Dronning viser sig-- der ombord hvor taet dog vrimle Dandys ved Kahyttens Dor, mellem gyldenfryndste, blaae, violette, rosenrode Parasollers Silkehimle! Og af lange hvide Slor, hviftende for lette Bor Stjerner ud i sine Folder, skinner Skandsen overalt rundt en Amazongestalt, som det gyldne Roer holder. Ah, hvor naere langskibs hun til Luvart kunde lade Yachten trodsig skjaere,-- farligt, skjondt saa sikkert som Somnambules Gang iblunde, saa ei Damerne alene, men de mustacherte pene Herrer ogsaa, ganske blege, med af Raedsel aabne Munde: "_La Duchesse! Duchesse_! skrege... O, for Guds Skyld! Roret om!" Allemand ombord i Briggen, Allemand (ja Lodsen med) Alle med udstrakte Haender stode, forat frelse Riggen, langsad Raelingens Gelaender i et aengsteligt Geled. _Da_, just i Sekunden da, kun en Alen knapt derfra, Damen drejer raskt paa Roret, just da hendes Navn af Choret blev udraabt og Yachten vender for at lobe ned i Lae, viser Lodsens Blik og Hendes Aasyn, at de begge kjendes. Hans blev raedselsfuldt at see: skummelmorkt, dog fuldt af Flammer, Fakler liig bag Sorgefloret, hendes Aasyn hvidt som Sne, fuldt af en Gorgones Jammer. "_Johnny--You!_" sagt med en Stemme, som ei lader sig forglemme --o, som om i Glas man skar foran nervesyge Ore-- hortes Ladyen at raabe. Meer at hore var for dengang ei at haabe, da hun af saa iilsomt bar. Men hvad taenker Damen paa? Er den Lady rigtig klog? Op paany hun Yachten jog til den Kurs den forhen laae; og, idet hun vende lod, saa dens Fraade os besneer, kaster hun en Pung Guineer klingrende for Lodsens Fod. Men hvad taenker Manden paa? Er den Lods vel rigtig klog? Pungen iilsomt op han tog og tilhavs saa langt han kunde i et Nu den slaengte saa i de gridske Bolgers Munde. Damen saae det. Hun og Alle saae og horte Pungen falde... Nei, ei den, noiagtigt talt, lod sig hore da den faldt; thi dens gronne solvindslyngte Net blev spraengt af Guldets Tyngde, saa at, da dens Indhold suste Mynt for Mynt i Bolgen ned, dalte sagte som et Blad, sammensjunken, splittet ad, Pungens Pjalt derefter med just hvor Yachtens Kjolvand bruste. Lodsen... Ah, hvad gaaer af ham? Andengang han jo paa AErmet torker bort en Taares Skam, som, hvor haardt imod han stred, stedse svulmende sig naermed, til den trilled moden ned? VIII Lodsens Fortaelling Yachten var forlaengst forsvunden, som forbi os flojen And. Alt _Southamptons_ gamle Taarne, naermere i Luftspeil baarne, forud skimtedes i Bunden hist af Fjordens klovte Strand. Om en Time eller to Briggen skulde finde Ro, og vor Lods da gaae fraborde; da (det er som Afskedsstunden aabner Hjerterne og Munden) tog den Gamle saa tilorde: "Tvende Gange, Gentlemen, (_Damnd!_ det har I maattet maerke) Tvende Gange--to formeget-- har De seet mig gamle Ulk --fy det er en Skam!--i Graad: forst igaar, da i sin Baad Drengen herfraborde stodte, og nu nys idag igjen, da vi denne Lystjagt modte, var i Ojet Taaren steget, og mit barske muskelstaerke Ansigt har, nervost bevaeget, kjaempet med kvindagtig Hulk. Nu! for mine Landsmaends Skyld, at ei Skam paa dem skal falde og I Uslinger dem kalde, vil jeg Aarsagen berette, aabne jer min Kummers Byld. Dog, Kaptain, forst siig mig dette: ejer Selv De Born derhjemme? Naar saa er, da vil det blive idetmindste let for Dem mig den Svaghed at tilgive, at jeg ikke kunde hemme Taaren, som sig traengte frem." Vor Kaptain med Nik bekraefter, og et Haandtryk fulgte efter, langt og varmt, som om deri laa et omt Frimureri, som om deri deres Sjele kunde vexlende meddele samme Folelsens Myster. "Agterud--saa han begyndte-- agterud en _League_ omtrent, der hvor hine gronne Pynte fiint som Traade ud sig spinde, en for en mod Fjernet spaendt, til de i dets Blaa forsvinde der hvor Fjorden synes endt, Gentlemen, I kunne see _Cowes_, som forbi vi hasted, endnu, liig en Stribe Sne, liig et Skum paa Bredden kastet. Der, i mindste Huus i Flekken, men det netteste kanskee, yderligst i hele Raekken, saa det sidste Egetrae, som i _Norriscastles_ Parker skygged over Byens Marker, gav dets ene Side Lae, som om Forsterhuus det var, mens den anden laae saa naere, som en Fiskers, Fjordens Fjaere, at, naar Floden hoit sig skar, stroede den med perleskjaere Muslingskaller Hyttens toede sandbespraengte Trappetrin-- --_der_ i dette Huus jeg boede, denne Hytte den var min. Den var Fred og Lykke lovet i min Faders hvide Hoved; thi han boede hos mig. Hvor jeg Efevranker draget havde langshenunder Taget, at de kunde flette sig trindtom Vindvet under Rostet, der den Gamles Kammer var-- --o i Huset hvad i Brystet Hjertet er og hvad i Kirke allerhelligst Sanktuar. Der min Fader sig forlysted med paa sine gamle Dage Fiskenet til mig at virke siden Synet blev for svagt til at drive om paa Jagt, saa han Afsked maatte tage. Han som Forster nemlig tjente hos Lord Norriscastles Far, og med Gamlens Valg det var, at hans Kammer didhen vendte, hvor han i sit Vindu kunde hore pa de gamle Lunde, paa den Gamledages Sang fra de tusind Blades Munde og de kjendte Jagthorns Klang. "_Johnny!_"--havde Gamlen sagt-- "Jeg er traet af Lordens Jagt. Tag din Mary Ann tilaegte! Hun, saalaenge I er' to, ikke vil din Fader negte dette lille Kammers Ro. Og desuden har jeg Grunde --lagde hviskende han til-- til at skynde, om jeg kunde, paa hvad du saa gjerne vil. Rygtet om vor unge Lord kjender du fra mange Munde; han ei har det bedste Ord siden han tilbagevendte sidst ifra Paris, afbleget, saa han lignede sit eget Skyggebilled og hans Mor knapt sin Forstefodte kjendte. Og hvad skulde jeg vel see een Gang ei, men hele tre? Paa den sidste Uges Jagter har jeg funden udenfor din Marys Dor Lordens egen Jagthest bunden. Hun er smukkere end sagt er (kaldes jo af Folket "_Loves flower, fairy Queen of Cowes?_") og Mylord, den unge Herre, han er vaerre end ham onde Rygte gjor. Derfor, om jeg raade tor, naeste Sondag, om du agter ..." Far fik ikke udtalt for, jaget som af onde Magter, jeg til Mary Ann mig skyndte. I Begreb jeg hende fandt med sit fagre Haar at pynte. "Thi--saa hun troskyldig sagde-- _Johnny_, taenk dig! saa galant er Mylord imod min Moder, at i sidste Uge trende Gange han Visit aflagde... O, han var en Son mod hende, og mod mig som ommest Broder!" Jeg naturligt lod mig ikke maerke med det allermindste, talte ei om Hvepsens Svaermen rundt den Rose, den vil stikke, ei om solveroverglindste Slanges fule sagte Naermen til den Finkes trygge Rede, som den vil til Frokost aede. Men, som raadet af min Far, naeste Sondag allerede Mary Ann min Hustru var. Gud var god: min Salighed varte hele Somren ved. Morgen jeg og Aften taenkte, at til Grund den ene har Guds ifra hans Himmel saenkte Naade til min gamle Far: at min Lykke ikkun var uforskyldte Gjenskins Glands ifra Hans, paa hans Hoveds hvide Sne faldne, Guds Velsignelse. Og for ret mig fro at gjore, Lorden siden Bryllupsstunden lod sig ikke see og hore. Liig i Jorden sjunkne Geist, liig i Luften stegne Hog, var han ganske som forsvunden. Rygtet sagde ham for Spog for et Vaeddemaal forreist atter paa sin gamle Viis skyndsomst over til Paris med en Svaerm Mylords og Squires. Men, som byttelystne Glente, stegen kun saa hoit tilveirs, at ei Syn den ind kan hente, skjondt den selv kan alt bespeide, lodret svaevende, som bunden, over Byttet den vil veide, kun i Skyerne paa Luur,-- var han kun paaskromt forsvunden: og kun Haendelsens Behag, kun et Slag af Rygtets Tunge, kun en Streg af _Bonaparte_, ei Forandring i den unge Herres Planer og Natur, foraarsaged, at han sparte mig en Tid--et Aar det varte- for min Lykkes Nederlag. Verden veed, en vakker Dag fandt man nemlig tomt og spraengt det forgyldte trange Papegojebuur, hvori Frankrigs Orn var staengt og paa Elbas Klippemuur frem for Verdens dumme Oine ligesom tilskue haengt, og at Frankrig den Udfloine, som med Skraek Europa fyldte, flux paany med Jubel hyldte. --Alle Britter, Torys mest, som til Frankrig vare dragne, maatte, forteste som bedst, Spurve liig fra Ornens Rede ved dens egen Hjemkomst jagne, sig ad alle Kanter sprede: De i Norden skyndsomst over, hvor der kortest var, til Dover, over Rhinen De i Vest, De i Syd og De i Ost spraengtes Havet viden om hist og her paa Kryds og tvers; og Mylord, som i _Hiere's_ sig opholdt, da Rygtet kom, at Uhyret nu var lost, var ei seen at gaae ombord. Forend Aarets forste Host, Lovetandens Foraarssne, falden var for Vindens Lee, gik i Byen alt det Ord, hvisket Huus fra Huus:"den slemme, unge Lord skal vaere hjemme" Men saaledes til det gik, at vi selve _Bonny_ skyldte, at en Frist vi endnu fik for den Skurk sin Plan opfyldte. Sommer, Host og Vinter gleden var saa uforstyrret stille, som i Timeglasset ned Sandkorn efter Sandkorn trille, roligt, i saa dyb en Fred, som om alt for Evigheden Tidens Puls var reguleret af de fromme Slag af Klokken, der i Krogen var placeret, og som Takten slog til Rokken, Mary var saa flittig ved. Men da atter Vedbendstokken, som var langsmed Vaeggen dragen, friske Gront paany udspraengte, saa den over Doren haengte som et lysegront Gardin, fik den Gamle, som han taenkte, at bestille hele Dagen Time ud og Time ind, med at vugge for en Liden, kommen til i Pintsetiden. Taenker da med hvilken Fryd, med hvad liflig Hjertebanken, saa jeg horte selv dens Lyd, med hvad Uro sod i Tanken, med hvad Slag i Pulsens Bolge, jeg hver Aften, som geleidet af usynligt, vinget Folge, der mig skyndte stedse frem, ilte ifra Vaerftet hjem, hvor jeg dagligen arbeided! Taenk det Oiekast, hvormed jeg i Doren overmaalte hele min Lyksalighed! Taenk hvor langt og lyst det straalte, for i samme Oieblik Alt at sluge, Alt at fatte, alle mine Hjerteskatte: Hende, som mig forst imode med udbredte Arme gik, Oldingen, hvis Vink betode, naar med Fingeren han tyssed, at den Lille sov, han vyssed, forst og sidst min Francis saa, Englen, som i Vuggen laae! Men en Kvel--just Himlen loste sine Stromme; ned de oste, som naar vaeldig Bradsjo bryder indigjennem aabne Luge, saa i Rummet Alting flyder; Skyerne sig saenkte lavt, som om Alt de vilde knuge, kvaele Alt i deres vaade Tepper, Alting som begravt, saa at Parkens hoje Traeer, syntes langtfra som en Flaade fuld af seilbedaekte Raeer... Denne Kvel, skjondt neppe Aaret ind i Junius var baaret, var af Regn og Skodd saa mork, som en Aften vel kan taenkes i November, Tidens Ork, hvormed Host til Vinter laenkes, Maaneden da Satan fodtes og da Paradiset odtes... Denne Kvel til vanlig Tid gik jeg hjem fra Dagens Slid; langsad Stranden jeg mig skyndte --endnu kunde Dag jeg see; men da Stranden var forladt, og da Parkens Traeer begyndte som en Art af en Allee, blev det morkt som Midjenat, som at see ind i min Hat, og saa stille, at jeg horte hvert et Regndryp, som sig rorte faldende fra Blad til Blad. Men om Vejen, om den gamle, spurgte jeg ei Morket ad ved mig langsomt frem at famle. Raskt jeg gik, og snart jeg Glimtet alt af Lys derhjemme skimted, da medeet en Baadsmandspibe taet forbi mit Ore hveen. At som en Staty af Steen flux jeg standsed, at jeg lytted, Foden flux tilbageflytted, Gentlemen, I nok begribe. Men saa tyst paany var alt, at hver enkelt moden Draabe, som i Lonnebladets Kaabe ovenover mig nedfaldt, naesten som en Klokke klang i den hvalte morke Gang. Da medeet for Foden kunde atter haeve sig til Skridt, mens jeg standsed for at grunde paa en Mistro endnu lidt. Da medeet--jeg horte kun Lovet rasle ved min Side-- for Sekundens Dryp fik glide i Forgangenhedens Mund og den naeste atter kunde fuld og modnende sig runde.. da medeet, for Tankens Gnist kunde lysne selvbevidst, var jeg pludselig af trende Maend, som sprungne frem af Grunden, greben, kastet overende, kneblet, bagtil laenkebunden; og for en Minut flod vaek var jeg, klodset som en Saek, paa den ene Kjeltring laesset, samt foruden mange Ord bragt i en Chalup ombord, som laae skjult der bagom Naesset. Fluxen blev der halet ud, til en stor Orlogger hastet, som just havde Anker kastet samme Kvel paa Byens Havn. Uden meget Hovedbrud, skjondt nok Tanke Tanke jagte, under Toften jeg opdagte, at den frie Britte presset bleven var i Kongens Navn. Naeste Morgen den Fregat havde Kours til Plymouth sat. Der laae Ordres, saa befundne, at Fregatten skulde, inden visse Uger vare svundne, naae de Oer under Vinden. Vi et Dogn tilende rendte, og saasnart man agter saae Scilly-Oerne saa smaae, at man neppe nok dem kjendte fra en Vildandsvaerm, der sov, medens friskt vi skummed vaek, ud Kanalen, ud mod Vesten, fik jeg fra Kaptainen Lov til at slippe af Arresten under Skibets andet Daek. Men min Smerte og min Vrede, bleven rasende dernede, rented ind deroppe blot liden Trost, men mere Spot. Paa et tvundet Toug man pegte, som paa Storemasten legte. "Lidt af den, om meer du stonner, og paany saa i Kaschot!" Unge Midshipmaend, selv Sonner, trak paa Skuldren kun til Svar ad min Tale om min Fa'r. Naevnte jeg mit Barn, min Viv, saae de op i Masten bare, sagde: "Kulingen er stiv," pegte, uden meer at svare, paa i Nord en liden Prik. Det var _Landsend_, som forgik. Forud kun naturligviis, blandt Matroser og de Unge, turde jeg med sluppen Tunge give Klagerne til Priis. Men fra Skandsen var alt Chefen paa min Stoi opmaerksom bleven. "Manne hid! Hvad? Flaeber han? Nu, for tusinde Ulykker! Skoen, som saa haardt ham trykker, her ombord med Kat man smorer. Han har tjent som Orlogsmand, vaeret fangen, som jeg horer? Slige Sjofolk Engelland just behover altsombedst snart i Ost og snart i Vest. Og saa meget kan jeg sige: hvert af mine Maerker spaaer, at, hvad dig, min Mand, angaaer, nok Du for isyne faaer Helved eller Himmerige, end du Gammel-England atter efter dine Togter naaer. Derfor siig det kun Farvel for--lad see!--en halv Snees Aar." Floitende Kaptainen vendte raskt sig paa den ene Hael; og medeet af den Maneer og af Tonen i hans Latter, af hans Rost, hans Blik og Miner, Haar og Holdning, Gang med meer, jeg grandgiveligen kjendte, med et Blik, som ei bedrog, skjondt det zittrede og braendte, med Forfaerdelse igjen flux den vaerste Libertiner mellem de Mylords Bekjendte, som med ham i Parken jog og ifjor til Frankrig tog, netop just hans bedste Ven; og en Gisning, med en grufuld Gjennemiisning, ved hans Syn min Sjel betog, som om klammen kolden Snog pludseligen frem sit stygge Hoved i mit Hjerte stak, gjennem Hjernen sine Rygge, for min Sjel at gjennemslingre, bugtende i Kramper trak; thi medeet jeg den unge Herres Fingre saae i Alt hvad der var skeet. Sandt Kaptainen havde spaaet; sandt, ja endnu meer end det: forst da fulde atten Aar havde graanet mine Haar, rindende, skjondt hvert var gaaet med til Orlogs, langsomt hen, saae jeg Engelland igjen. Som fra lukket Haand til Haand snelt i Pantelegen Ringen lober paa det skjulte Baand, saa den greben blier hos Ingen, saa fra Skib i Skib ombord, rundt den hele vide Jord blev jeg paa Kommando stukket. Jeg forsvunden var i hine atten fulde Aar for Mine, som en Steen til Bunden dukket, mens en Albatross paa sine hvilelose Vinger ei er i saa bestandig Fart paa den brede vaade Vei, hvor hvert Spoer forgaaer saa snart, som jeg svaeved ovenover AEthioperhavets Vover. Men hvorledes Alt fortaelle, som i disse Aar er haendt? Jeg har lidet kun at melde, Jeg, som straebte kun at glemme, havde kun magnetisk vendt Tanken imod dem derhjemme. Som idromme blev jeg fort fra Vestindien til Ostindien, hundred Gange over Linien. Derfor lad de Aar kun gaae, skjondt den gamle Sjomand prater gjerne om hvor han var med. Om I fritte, mindes jeg dog ikke heller meget af de hede Kampe, i hvis Flammers taette Dampe jeg er bleven tidlig graa, og det sommer ei en Britte (som en Franskmand og Soldater) at han som Bedrifter mindes og med mange Ord fortaeller slige rene Bagateller. Bagateller? Ja hvad mere for den Sorg mon Slag vel ere, som kun vil, at Doden vindes? Sorgens Balsam, Glemsomhed, taeret har paa Sjelens Kraefter, saa jeg knapt kan huske efter, Jeg, som overalt var med: med Lord Exmouth mod Algier; derifra til Sankt Helena; saa for Simon, den Befrier, paa Station ved Chartagena; med Mac-Kenzie flux til China, Handelsvenskab at beskjaerme; mod Piraterne, som svaerme ud og ind om Amboina taettere end sultne Flok vilde soloptaendte Bier rundtomkring sin Honningstok; derfra fluxen til Bourbon; saa med Edvard Codrington, da ved Navarin han slog; saa mod Birma da vi tog Irawaddys By, Rangoon; snart i Ost imod Avaner, snart i Vest mod Mexikaner- korteligen, Gentlemen, Jeg, som har ved Leilighed maalt malayiske Monsoon med vestindiske Orkaner, Jeg, som overalt var med husker Stumper kun igjen, veed om lidet kun Besked. Dog et Eventyr har braendt ind sig i min gamle Pande-- et som aldrig jeg kan blande med de tusind, som er haendt. Engang under Cuba prajer vor Fregat en Brigantin just som den vil lobe ind i en skjult af Oens Bajer. Intet Svar og intet Flag; men saa klart som Sommerdag ved at see af Skabelonen, at den Slavehandler var. Da vi sendte den en Kugle, hortes det da og af Tonen i de spanske Skurkes Svar, hvad det var for vakkre Fugle. Men til Uheld fast laae Vi i et Havbliks Trylleringe; Brigantinen laenger inde, drivende, ja naesten klods langsmed Land i Lae af Os. Da, som om, for at staae bi Englands og Alverdens Fiende, Satan havde af sin Vinge hviftet med en enkelt Fjer, Havets Perlemoderskjaer sortned af en Briis just der hvor den Slaveskibspirat vilde ind ad Bajens Gat. Og da Brisen netop strakte sig saalangt dens Raeer rakte, havde vi den Skam og Spe, Lykke med dens Puds at see. Men hvad skulde ikke skee? Knap er Brigantinen borte bag den sikkre Bais Entree, snever, som en Faestnings Porte, for vi hore Skud paa Skud, og imellem dem vort eget Gammel-Englands Entringsskrig. ...Hurra, _boys!_ Chaluppen ud! fuld af Folk, som havde leget med Pirater for om Livet: Mand mod Mand, paa Kniven Krig, Krig hvor ei Pardon blier givet! Roveren paa aaben Sjo veed, at, vindes ei Bataljen, venter ham paa Stranden Galjen--, derfor seire eller do! Ganske rigtigt,--En af Vore! Skonnerten _the Albatross_, ubemaerket af den store Brigantine og af Os, havde faaet det paa Lugten: maerkende hvorhen det pegte, at Piraten lumskt bevaegte sig saa stille imod Bugten, som et Aadsel af en Hai, der med Bug iveiret driver ind paa Kysten hvor det bliver, havde af en Sky den vristet sig en Briis, og forud listet ind sig i den samme Bai: saa, da Brigantinen ind, snigende sig laegervals, under Jubel var laveret, var det som naar Graevling graa, der paa Rov var udspadseret i det klare Maaneskin, i sin Hules trange Hals pludseligen traeffer paa liden ildsindt Hermelin. Himlens Gud! hvad raedsomt Skue, da Chaluppen kom tilstede! Albatrossen allerede havde entret; Hug paa Hug, Nebbet den i Fienden borte. Brigantinen stod i Lue, og fra Dybet af dens Bug hylte indestaengte Sorte. Forud, agter, alt som Rogen vaek tilfaeldigviis var strogen, Kampen rundt sin Scene flytted. Men saa kjaekt jeg Ingen saae, som en engelsk Yngling slaae. Pludseligen holdt han inde; stirred op og ned og lytted som af noget Raedsomt skraekket, der var kommet ham isinde. Flux, da Hyl og Jamren traenger tydeligen op til Daekket, over Lugen han sig slaenger forsvarslos og ubeskyttet, bruger Daggert, Huggert, Taender, blodige og revne Haender, for at frelse dem dernede, kvalte fast af Rog og Hede. Rogen deltes og nu saae jeg en Spaniol med loftet Bile over ham at staae, bagfra Ynglingen at myrde. Men et lynsnart Slag af min-- og Piraten laae og snofted Blod og Hjerne ud og ind. Gutten saae sig raskt omkring, hvad det var dog for en Byrde, for en tung og fremmed Ting, som ham i Arbeidet hindred. Ei var Tid til at forklare; Liget bort blev vaeltet bare; Lugen vi tilsammen splintred ... Da medeet, saa rapt, saa rapt, som om Helvedes Fordomte op ifra dets Dybder romte, naar dets Vogter engang havde sandslos Nogleknippet tabt, mylred, vrimled, tumled, ravte hylende af Flammegruben Hundreder af halvforbraendte naesten kvalte Sorte op. Og saasnart de Luft fik draget, blaest sig Rogen ud af Struben, gjorde Ende de paa Slaget; thi som Rasende de rendte i en fast og samlet Trop Spaniolerne paa Livet. Ei de sorte Djaevle brugte Ild og Staal, men Klo og Taender, og hvad Tanden beed de slugte, og hvad Haanden greb blev hivet over Raelingens Gelaender, for med Hajene at gantes, eller slaengt som Stykker Veed underdaeks i Ilden ned. For vi kom til Sands og Ord Spaniol ei mere fandtes paa det hele Skib ombord. Hjaelpen af de stakkels Sorte ei som op fra Helved stegen, men som himmelfalden kom; thi medeet mod Kampens Ende syntes Lykken sig at vende,-- gamle tappre Englands egen Lykke syntes borte, og til Uheld skiftet om, saa vi maatte vaere glade ved en iilsom Retirade. Ei fordi de Djaevle sloges rasende, fortvivlet, vildt, ret som Folk, hvis Liv er spildt; men fordi vi slemt betoges ved et spanskt Filuteri. Thi hvad skulde ikke haende? Et maskeret Batteri lod, ved Skud paa Skud at sende ind i Albatrossens Side, pludselig sit Tilvaer vide, saa man inden faa Sekunder sikkert kunde regne ud, naar den, maet af Vandgangsskud, maatte dykke Skroget under. Synkefaerdig flux tilbage Albatrossen blev buxert. Skyndsomst noget reparert, var den snart, som for, parat til Piraterne at jage; men da den og vor Fregat lagde ved Jamaika an, laa der Ordre til dem begge, at de sammen skulde laegge Kours til Gammel-Engelland. Forste Gang ifra hint Mode, dengang Lugen op blev spraengt, Ynglingen, forlaengst alt taenkt mellem Albatrossens Dode, i Barkassen traf jeg paa, hvori fra St. Hellens begge vore Skibes Halvbesaetning skulde ifra Borde laegge og iland i Portsmouth gaae. Strax vi kjendtes uden Gjetning. "Tak for sidst!" var forste Ord, som paa eengang Begge foer med et Haandtag over Laeben, fast, somom det var vor Straeben at faae forste Hilsen kvalt; og det naeste Ord, som faldt, var samtidigen: "hvorhen gjaelder hjemad det min Ven?" "_Cowes, Cowes, Cowes!_" hortes som fra samme slagne Strenge, i det samme Aandedraet; og det varte ikke laenge for vi Begge overfortes paa en Snekke maagelet. ..."Gamle Ven! fra _da_ min Far dengang Du min Frelser var! hvorfor holder Du for Ojet Hatten snart, snart Haanden bojet? ...Ja ved Gud, ved Gud, jeg troer... Siig mig hvad du graeder for?" Saa mig Ynglingen tiltalte med et venligt Skulderslag, da jeg _Cowes_' hvidtbemalte Huse skimted tydeligen som et ordnet Muslinglag eller Perlesnor, om Vigen videre end forhen spaendt, og ei kunde lade vaere Alt med Synet at fortaere-- Alt, Bekjendt og Ubekjendt. Men, om ikke noget Andet, maatte _Norriscastle_ binde hvert velsignet hvert forbandet af de gamle Tiders Minde. Endnu Borgens graa bedagte stumpe Taarn fra Hojen ragte mellem begge Flojes Mure, lig fiirkantede og butte, mellem Vingerne opskudte Uglehoved, der, imedens det kun syntes fromt at sture, Bjergets, Slettens, Dalens, Hedens vide Graendser, som det truer, med sin Blunken overskuer. Mindre syntes Slottets Park, spettet fuld af lysgron Mark, skjondt endnu et maegtigt Strog, der i Fjernet dunkelt blaaned som en sjunken bolget Rog, langstrakt op mod Slottet skraaned; men det Selv, det Selv tillod, som det uforandret stod, Ingen ifra gamle Dage Feil af Stederne at tage. "Stille! Bilidt! Stille!" var hvad min unge Kammerat kun i Stumper fik til Svar, da jeg havde, ved at bide ubemaerket i min Hat, faaet Graaden til at glide, som, ved hvert et Blik iland, steeg mig kvaelende i Munden, liig en Svamp, der skjod fra Bunden af mit Indre, fuld af Vand. "Jeg med alle Ojets Kraefter stirrede i Lae kun efter Taget paa en liden Hytte der, hvor Parkens allersidste Traeer naermest Stranden staae, skjondt jeg forud sikkert vidste, at det var til ingen Nytte jeg saa stivt mod Landet saae. Thi forlaengst er vist mit Huus solgt af Byens Ovrighed for at blive revet ned, da det, uden Vaern og Pleje, ubeboet, var paaveje selv at synke ned i Gruus. Dod maa nu den Gamle vaere, og min Hustru, som ei kunde i det tomme Huus ernaere uden Forsorg tvende Munde, enten har sig sat som for ved sin egen Faders Dor, med sin Lille i sit Skjod, for at aede Naadsensbrod, eller, kanskee bortstodt atter som foragtet Betlerkvind som en reent forloren Datter, Hun i Fattighospitalet er paa Byens Kost befalet af veldaedig Magistrat tagen med sin Unge ind." Tusind Alen under Dette, som jeg mumled i min Hat, kjaempende imod min Graad, var imidlertid vor Baad naermere mod Landet gleden, saa vi naesten var paa Rheden, for jeg Hov'det turde lette, for at see mig om paany. "Ha!"--Jeg skreeg i vilden Sky, saa min Kammerat blev bange og mit Haandled vilde fange-- "Ha, der ligger Huset jo, hvor min Hustru skulde boe! Seer du der ved Byens Ende, Stranden naer, dog halvt begravt mellem Traeer af Slottets Lunde? Jeg forglemte det var lavt og at Traeerne maae groe. Det var Grunden, at jeg kunde ei i Fjernet strax det kjende eller mine Oine troe. Og jeg gjor det knapt endnu.. Kammerat, se efter du!" "Der! Hvorhenne? Der du peger? Der du siger du har hjemme?" spurgte Han, men med en Stemme, som et Zittrende bevaeger, mens en Blegnen paa hans Kinder over deres Rodmen rinder-- "Der? det lille hvide hist? Een Etage, med en Kvist?" "Netop det! Javist! javist!" svarte jeg saa fort jeg kunde, "Netop det, saasandt jeg lever! Og--o Gud! se efter noje! er det Blaenden i mit Oje, eller virkelig en Stribe glemmigeiblaa Rog, som haever venlig sig af Husets Pibe? Da kanskee hun endnu lever: ..._Mary Ann_... kanskee, kanskee? Og ved Himlens Gunst kanhaende faaer jeg inden Timens Ende _Francis_ med, min Dreng, at see." "Fa'r! her er han! Jeg er _Francis_. Du har naevnt min Moders Navn!" skreg min unge Kammerat, styrtende sig i min Favn med saa fyrig Omhed, at vaklende vi Begge vare, for at gaae tilbunds, i Fare. "Gentlemen!"--blev Lodsen ved-- "Gentlemen, I maae tilgive, at jeg ikke kan beskrive disse sortnende Sekunder af besvimet Salighed, hvori Sind og Sandsning blunder, Tanken i et Mulm gaaer under, hvori selv ei Ojet taaler Glaedens altfor staerke Straaler, men forblaendes som af Lynet, der i Jord ved Foden slaaer, saa at i et Mulm for Synet Alting sortner og forgaaer. Nok! endnu for Land vi naae'de havde Francis mig fortalt om sig Selv og Mary Alt, skjondt om Mary kun en Gaade. --Presningen hun rigtig ahnte, strax hun horte, en Fregat havde lettet sidste Nat; tog til Portsmouth, sporte, bante, Vei sig frem til Admiralen; blev paastedet jagt, som galen, af en Adjutant paa Doren. Dog af Alt hvad bag sin Pult Admiralen brummed huult, fik hun gjemt bag sine Oren, at Fregatten hvor jeg var, laa i Plymouth seileklar. I sin Godtro Mary Ann om det store England taenkte, at barmhjertigen det skjaenkte nok igjen en enkelt Mand, naar en Far, et Barn, en Viv ene levte af hans Liv, at det vilde ei blie negtet, naar den Stakkel bare maegted naae Fregatten med sit Raab, selv om den var under Seil. I saa omt og daarligt Haab, i saa elskelig en Feil --ak, hun taenkte, en Fregat vilde laegge bi sit Roer, naar der bag den skreg en Moer; taenkte Hjerte hos en Stat: at den skulde selv erkjende sit forovte Rov mod Hende ... Med saa kjaere gale Tanker Hun i Graad paa Kaien vanker, til hun seer en Cornwall-Jagt, ud mod Kvel for Reise lagt, og for Solen vel var nede, var tilsjos hun allerede. Men saa raskt den skummed frem, kom dog Jagten aldrig hjem; thi man fik at vide siden, at den, drivende med Tiden, under Taagen, for det daged, paa en Cherbourgkaper raged, der benytted til at jage Bonnys knappe Frihedsdage. Og, i Mangel vel af Andet, Jagten blev erklaeret Prise, hvorpaa, efter Franskmaends Viis, Kaperen, med forste Briis, halte hjemad udfra Landet, for et Bytte at fremvise, Pelikanens ligt, der Ungen baer' en Flue hjem i Pungen. Jagtens Folk kom nok tilrette, da det leed paa Bonnys Sidste. Om sin arme Moder vidste Francis ikke meer end Dette, som var bleven ham fortalt af hans Bedstefader Alt. Gamlingen en snaksom Kvel havde, som en Bagatel, ogsaa vidst ham at berette, at Mylord, den unge Naade, havde selv, ei mange Dage efterat jeg var forsvundet, sig personligen indfundet for at troste og at raade Staklerne, som sad tilbage. Enken, (som han Mary naevned,) svoer han skulde blive hevnet. "Enken" forst han spurgte om, speidende omkring i Kamret, hvor de to Forladte jamred; men da den Forklaring kom, at de ei om hende vidste, blev Mylords Visit den sidste. Bedstefader, ved at mede, havde i den ode Rede skaffet sig og Drengen Brod hele ti Aar til sin Dod. Og forst da, da Dodens Angel sad i Bedstefaders Hjerte, Francis, stakkels Lille, laerte Meningen af Nod og Mangel. Slottets Fogd (og han var streng) som mod Aften Dagen efter indfandt sig for bort at faeste Huset til den Forste Bedste, fandt min lille stakkels Dreng syg og bleg ved Ligets Seng, sammenkroben, liig en Byldt, henslaengt, kun med Pjalter fyldt, neppe ved saa mange Kraefter, at han kunde, med et Skrig, lette lidt paa Lagnets Flig, for med stive Blik at pege under denne paa den Blege. Drengens Lod naturligviis-- nu da Livet i det Fri skulde mod sin Blomstring knoppes-- var at i en Anstalt stoppes, rundt hvis Mure lyder Priis, medens indenfore klages, hvori Fattigborn opdrages af et haardhaendt Politi, ligesom Salat og Kaal, hvorom Gartneren kan vide, at han, naar han giver Taal, Hovder kappe kan medtide. To Gripomenusser vented ganske rigtig udenfore, for, naar Liget af var hentet og bag en af Kirkens Vinkler stukket tyst om Aftnen ned, at forsorge, som det heed, christeligen Drengen med i den kalkehvide store Vaaning med de sorte Sprinkler. Men, trods Fogdens egen Dom, udenfor hans Regnestykke noget Vist imellem kom, Noget--Retfaerd eller Lykke. Tingens rette Navn jeg kjender ikke meer som for desvaerre, da jeg troede Vorherre ene var al Glaedes Sender. Men naar nu jeg engang vover Tankerne at give Rum: Han, som boer herovenover, hvilken Deel mon _Han_ vel ejer i den hele Lykkes Sum, som paa Mennesket kan falde? og hvormeget deri vejer det som Folk Tilfaelde kalde? ...o naar Sligt jeg taenker paa, mine Tvivl som Mollestene hvirvlende i Hovdet gaae, knusende min Barndoms rene skjaere Tro til Stov og Rog, og min Tunge maa dem tjene viljelos til gudlost Spog. Thi et Slag, hvis Knusen standser ikke for end Hjertets Banken, har, som om et Vandfalds Brusen gjennemstyrtede mit Hoved, reent forvirret mine Sandser, og forjaget ud af Tanken hvad jeg engang Jesus Christ, Praesten og min Moder loved. Men saameget er dog vist, at i Himlens Engles Sted, som i eget Himmerige glemme Jordens Sorg at blidne (og man kan dem ei fortaenke, at de selv ei komme ned) havde tyst en venlig Enke med sin lille Tiaars-Pige vaeret til den Scene Vidne. Hun, som Husets egne Hygge under hoie Traeers Skygge alt forlaengst opdaget har, eneste Liebhaber var. Og da Pigebarnets milde taareblaendte Oje bad, at hun ikke skulde skille Drengen og hans Hjemsted ad, og da hvad hun saae og horte om den forsorgslose Armes hundetro Taknemlighed imod Ham, man bar afsted, hende selv til Hjertet rorte,-- over Drengen hun forbarmes, blev ham strax i Moders Sted. Selv en Son, af samme Aar som min Dreng, og om ei lige just af Ansigt, dog af Haar, og med samme Rankhed skabt, havde Enken nylig tabt, saa den lille vakkre Pige, klappende med sine Haender, hoit af bare Glaede skreg: "Moder! o min kjaere Moder! Hvad os denne Time sender! --dig en Son og mig en Broder. Nu jeg faaer igjen en Leeg." Snart en Stotte og en Trost blev min Dreng den gode Enke. Neppe fyldt det tolvte Aar, han tilsjos som Youngmand gaaer, for at kunne hver en Host hende hele Hyren skjaenke --hende, ja det Hele naesten; men til "Soster Anna" Resten, Hun, som for hver Reis, han foer, voxet var saa smuk og stor, at omsider ham den Tanke syntes ganske desperat, at den hoje, smukke, ranke Jomfru havde bedt sin Moder om at faae ham til sin Broder eller Legekammerat. Men Presenterne til hende (smukke, fine, franske Sager, som ei stolten Lady vrager) bleve, for hvert Aar, som gik, skjonnere, som Hun derhjemme; og den Travelhed, det Blik, hvormed Alt blev bredt paa Bordet ifra Ende og til Ende, sagde tydeligt som Ordet, at han ikke kunde glemme. Men den sidste Gang han foer Frankrigsfart til Koffardiis, bleve tvende Ringe fundne, med en Haarlok sammenbundne, mellem Silketoi og Flor fra Marseille og Paris. Lige som to Draaber Vand trilled de af Etuiet. Rask greb Anna til; men Han stod som med et Mord betynget, beed i Neglerne og tied; thi paa deres indre Rand stod gravert et A og F i et Hjerte sammenslynget. ...Nok! For Ynglingen et Traef --Seer De, der er Traeffet atter-- havde for min Francis friet til hans anden Moders Datter; og ved nok et Traef endnu klart og klappet blev Partiet. Annas Moder var tilstede, og med Modres kloge Hu skaffed hurtigen hun Rede i Forvirringen, hvormed Begge, alt til Panden rode, robede sin Kjaerlighed. Og den hele Klaring skede blot ved Armen ud at brede, saa de lykkelige To inden Moderfavnens Ro holdt sit forste Stevnemode. Francis havde sytten, Hun i sin Blomstren sexten kun. Men iblandt de sjeldne hvide mange sorte Traeffer glide, skjondt de, efter Francis' Alder, kunde begge snarlig vente, at ham Flaaden, efter blotte Orlogsrullen, vilde hente, og at deres Eden maatte falde som et Korthuus falder. Ganske rigtigt, efter trende Maaneders for snare Ende, Tordnen hid fra Portsmouth skralder, nemlig det Kommando-Ord ifra Admiralens Bord, som til Orlogs Francis kalder. Strax ombord han, som Matros, skulde i _the Albatross_, sendt til Oerne at gribe Rovere og Slaveskibe. Men da Pigen horte dette, syntes hendes Sorg at lette. AEdel svaermersk og hoihjertet Reisen hun et Korstog kaldte, ja en Tidens Ridderfaerd, hoit om Englands Haeder talte og om Sortes Brodervaerd, sagde Afskeden ei smerted, skjondt de rodforgraedte Oine, Barmens Bolgen, Stemmens Klang robede de stolte Logne, som hun over Laeben tvang. Og da Oieblikket kom, da i Baaden Francis stiger, segned hun, som andre Piger, i sin Moders Arme om.-- Medens Francis Alt saalunde fik mig kortelig fortalt, havde ind mod Land vi halt, saa man Folk paa Kaien kunde, med saedvanligt Oje, nok kjende ifra Steen og Stok. Men imod Forelsktes Oje, naar de To har maattet doje Savnets vaerste Kval: at vente, staerbefaengt er Falk og Glente. Thi, skjondt endnu tusind Alen borte fra vort Landingssted, springer Francis op som galen, rykker naer min Arm af Led, svinger Hatten: "det er Hende! Fa'r se der! Hun maa mig kjende. Ja ved Himlen! ja hun gjor! Seer du Anna der? Hun vinker tydeligen med sit Slor. Skuldermand! hal ud, hal ud! Ve, om en Sekund du sinker! Det er Anna, Fa'r--min Brud!" Men et Traef--et af de rette sorte Traef--som Pileskud, ondskabsfulde Magter saette midt i Hjertet af de hvide-- netop et af rette Art til at faae de bedste Glaeder vexlede til bitter Kvide om i faa Sekunders Fart.. netop saadant et var haendt, for at faae en Lykke endt, et som Fryd ei Fryd tilsteder, og fra Hendes Favn, der klager, Elskeren med Vee forjager. _Anna_ var--hvad Francis ikke saae med de forelskte Blikke-- Anna var i Sorgeklaeder. Forst han seer det, da han seer, at hun i hans Arme graeder, foler, hun ei kysser meer, horer sagt med samme Stemme, som han fra Farvellet kjendte: "Francis, skynd dig med din Fa'r! O I kom som Himmelsendte! Thi jeg er saa ene hjemme: bort idag man Moder bar." At min Francis sorged som kjaerligst Son for ommest Moder; at hans Fyrighed blev from, Elskeren medeet en Broder; at, til Skjul for hvor han sorger, om de mindste Ting han sporger;-- at det _mig_ som haardest graemmed, at jeg ikke ovenjorde skulde kunne takke hende for hvad mod min Dreng hun gjorde, da han, viet ind Elende, sad ved Faedrearnen fremmed;-- at jeg ved min egen Dor, liig en arm Forbryder, standser, da jeg Stakkel ikke tor indad den i Stuen traede for jeg har holdt op at graede og er kommet lidt til Sandser;-- at jeg, pludseligen glad, baerer som et Barn mig ad, eller som de Maanesyge, ved med Fladen af min Haand Vaeg og Stolper at bestryge og befole Bord og Planker, som om jeg tilbagekalder i min atter vaagne Aand fra en Drom adspredte Tanker, eller overtydes vil om at Alt ei sammenfalder som et luftigt Taagespil;-- at jeg ei alene Det ved det forste Skue finder, men i Alting, holdt saa net, smukke fine Spor af Kvinder-- dette Alt, de simple Traek, ere kun Naturens Folger, gjemte i hvert Hjertes Folder, om af Blod det indeholder ikkun faa, men friske, Bolger. Derfor jeg dem sloifer vaek-- dem og al Beretning om hvordan Livet gik og kom. Nok, at de Forelskte fandt, at det Elskoven ei skaded meer end Regnen Rosenbladet, om der var lidt Sorg iblandt. Ja saa fyrigt Anna svaermed (og da smilte hun af Glaede) at hun saae sin Moder naermed tidt sig til det vante Saede, hvor hun altid fandt dem Begge, for paa dem sin Haand at laegge. Hvad mig selv angaaer, jeg vilde ei en Dag i Edens milde palmekrandste Dale bytte for en Time i min Hytte, dersom blot jeg kunde glemt, faaet vilden Tanke taemt, som bestandig efter _Hende_, den Fortabte, hvorom Ingen noget til Oplysning vidste, svaermed uden Maal og Ende, liig den Blinde, fort i Ringen, hvori ei er Forst og Sidste. Altid standste den ved Doden, som var sikkreste Beretning; men med hvert et Morgengry vaagnede den ufortroden som en ny og sikker Gjetning, der floi ud paa Jagt paany. Sidste Gang Skjaersommertiden --o! det er ei laenger siden-- havde jeg min Francis ment med sin Elskte at forene. Brodet kunde han fortjene med mit eget Lodspatent, hvilket selve Admiralen, om han slog sig nok saa galen, ikke havde kunnet maegte en saa gammel Karl at negte. Men hvad skeer?--just otte Dage for det smukke unge Par skulde Bryllupssodmen smage, --St. Johannisdag det var-- holdtes i en liden By, ifra Cowes nogle Mile, som hvert Aar, en landlig Fest af et reent maerkvaerdigt Ry, hvortil Moden var at ile milevidt ifra til Gjaest. Selv fra Brighton By, ja laeng're, kom Peeresser, Viscountesser, Hertuginder, Baronesser, fulgte i en Svaerm tilhest af fornemme Lediggjaeng're rundt de glimrende Karether, til den saa beromte Fest, som de kaldte "_fete champetre_." Ved en Gronsvaersplan, af Ege fra de Saxers Tid beskygget, var et Slags Theater bygget, hvor paa Baenke Baenke stege. Om hinanden der man finder Bondepiger, Hertuginder, som den muntre Ungdoms Lege paa den gronne Plan besee, Den beklappende, som vinder, Dem, som tabe, de belee; oge ubarmhjertigt Skammen, leende af Hjertet sammen. Snart der brydes, snart der skydes; men, paa gammelengelsk Viis, kun med Armbrost eller Bue; snart et Veddelob der bydes om en Sovereign til Priis, snart tilmaals et Landsekast, fort med Beduinens Hast. Men af hele Dagens Skue synes dog den hoje Mast, som er opreist midt paa Sletten, mest at gjore Alle glade, stojende jo meer det lider imod Klattringen omsider. Thi det spaender Alles Gjetten, at paa Knappens lille Flade ligger--dette veed Enhver-- hojest Priis, som Ingen seer. Kun naar gjennem Skovens Toppe Solen kaster Straaler did, viser sig et Blink deroppe, eggende til Veddestrid. At Forelskede indfinde sig isaer i Maengdeviis, er naturligt ganske vist, hvor der i en Glaedestvist kjaempes festligt for en Priis, skjondt igrunden tre at vinde: _Hendes_ Bifald forst og fremst, Haederen dernaest fornemst; endelig til _Hende_ skjonne Sager, som vil nok belonne endnu noget bedre end Praemien, den raske Svend. Ikke blot at Veddelysten sig til Egnens Ungdom straekker. Alle Byer, alle Flekker langsudover hele Kysten byde op de bedste Kraefter; men isaer de straebe efter, En, et Byesbarn, at stille, som er Karl at prove paa noget meer end blot at ville Praemien paa Masten naae. Raskeste blandt sine Svende maatte altsaa _Cowes_ sende; og at her ei var at gjette, at han _Francis Johnson_ hedte, vidste Bornene paa Gaden. Sikkert var det og at Staden enig i sin Mening var, at i hele Pigeraden Francis' _Anna_ Prisen bar. _Anna_ havde faaet Plads midt iblandt Noblessens Stads, ved den ene Hertugindes Side, som til denne Fest kommen ifra Brighton findes; altsaa Festens Dronning naest. Bag dem Begge, naesten gjemt bag om Damens store Fjedre, som til Annas Side bolged, havde jeg en Plads, forklemt naesten midt imellem Folget, saa jeg taenkte, lidt forstemt, at jeg kunde valgt den bedre. _Francis_ af og til vi saae under Egene at gaae spekulerende alene, hviftende fra Panden Sved nu og da med friske Grene. Thi han havde hele Dagen sig i Legene udmaerket, og det mod det Vaerste leed; thi nu stod tilbage Vaerket, som skal krone hele Sagen: ubekjendte Praemies Tagen ifra Masteknappen ned. Mangen Ungersvends Anstrengen vaekker Moro kun og Latter; Mangen glider, Mangen dratter fra den glatte Stang, som Bly. Men nu kom min Son paa Engen, maalte Masten som en Fiende, hvormed an han agter binde, maalte atter den paany, som om han ei kunde nok udstudere denne Stok. Men medeet han gjor et Sprang.. --Otte Fod fra Jord han hang. Der han sidder til han flyttet Foden har og Armen knyttet, Kraften maalt, som til den hele Reise han maa viist fordele. Forst da det var gjort med mere, syntes han at avancere-- forst kun sagte, Spand for Spand.. "O den smukke unge Mand! Lykkelig Hvo ham har fod!" Damen livligen udbrod, og til nogle Kavalerer videre hun konverserer: "Se, hvor slank og lovestaerk! Se hvor smidig han som Slangen frem sig ormer, knugende sig fast til Stangen! Og bemaerker hvilke Former! Mine Herrer, _der_ er Normer for et plastisk Kunstnervaerk, for en Nutids Ganymedes, medens Jorden gjennemledes i Neapel overalt efter nogle skimmelgronne Levninger af en Gestalt af en Torso, halv og halt, men som dog skal kaldes skjonne." _Anna_ smilte stolt og glad ved de Ord, som hun forstod; men ved Resten, rod som Blod, hun med bojet Aasyn sad, indtil Raabet: "Se Hurra! Snart har _Frank fra Cowes_ seiret"-- bragte hende derifra til med Fryd at see iveiret. Men to Alen eller trende --ikke fleer fra Stangens Ende-- sad en Stund han ganske kvar, som om Han ei til det Sidste rigtig torde sig fordriste, som om Noget, Han kun vidste, paa det Sted ivejen var --for Exempel falske Kviste, som igjennem Veden skar. Men medeet den Hertuginde, som begeistret har ham fulgt, og som viser ufordulgt, at hun onsker han skal vinde, op ifra sit Saede staaer, brusende af Flor og Fjedre, raabende: "o, endnu bedre! O hold ud! hold ud! vaer tapper! Nok et Tag! _Encore! encore!_" Og min Anna, Anna, rort ved de Lovord, hun har hort, om den Elskte--_Anna_ klapper jublende i sine Haender. _Francis_ seer og horer det; thi han Hovdet didhen vender, ryster det, men ganske let, som om Noget han vil sige, nikker venligt til sin Pige, griber til endnu et Greb.. endnu et--alt Stangen svajer, saa jeg hoit af Skraek maa skrige.. endnu eet--igjen den vajer som en Mast med slappet Reeb.. eet endnu...det sidste skeer.. Prisen i hans Haand jeg oiner (just en Bryllups-Solvpokal)... Jeg vil haardt til Francis tale, raabe til ham og befale; men i al den Jubelskrald, som i vilden Sky nu haeves, Rosten hoiner jeg af al min Magt forgjaeves. Da medeet--det sidste Tag var alt gjort--et Knaek! et Brag! Det er Masten!.. Jeg ei seer, nemmer eller sandser meer i de forste ti Sekunder.. Kun, idet min Sands gaaer under, horer jeg i Folkets Skrigen hoje vilde Raab fra Pigen, Jammeren ifra min Son og mit eget dybe Ston i det samme som jeg falder om blandt Damens Kavalerer. Men mit Navn, mit Navn, mit eget, "Johnny Johnson!" saadan skreget som naar Glas mod Glas man skjaerer, hastig mig tilbagekalder. Op jeg springer--ved min Fod segner blegnet Hertuginden.. Blegnet? Nei besvimet.. Kinden farvet var med Sminkens Blod. Dog, saa godt som hun var malt, havde jeg igjenkjendt alt, ved det forste Blik jeg kasted, og af hendes Stemmes Tone, _Mary Ann_, min egen Kone, _Mary Ann_, min egen Viv. Men jeg satte Alt tilside; kun min Son tilhjaelp jeg hasted ... Ak, tilhjaelp?--nei, for at vide, om der skulde vaere Liv. Ak, min staute, vakkre Son, alle Sorgers rige Lon, som en Alderdom mig loved mere end min Ungdom skjon, laa med sonderspaltet Hoved... Af den skraekkelige Dag ikke meer af mig erindres. Thi, skjondt Doden burde ventes af de allertyngste Slag, hvortil Grunden hisset hentes, dog, ved Slovheds aekle Plaster, som sig over Vunden kaster, ved en Sandsernes Bedoven, ved en Taenkningens Beroven, endnu laenge den forhindres. Da jeg syntes jeg blev vakt af et venligt Haandtryks Magt --Laegens Sogen om det svage Pulseslag, der kom tilbage-- fandt jeg hjemme mig tilsengs ligeoverfor et Billed, som, fortrukket, kridehvidt, kun af Anna havde lidt, skjondt det hende forestilled... Anna, ak min stakkels Drengs Efterladte da betod denne Form saa bleg og stiv, hvor kun Taarerne, der flod, viste der var endnu Liv? Da hun saae mig aabne Ojet, at mit Hjerte, skabt af haerdet Jern, sig atter vilde haeve for isonderknust at leve, sank hun ned i Bon, med bojet Pande gjemt i Hovedgjaerdet. Men hun taug om Ham, hun vidste var mit Hjertes allersidste Tanke, da isovn det faldt. Laegen lod mig vide Alt. Francis's Jordefaerd var feiret glimrende, for Hertugindens Regning, fast af hele Byen. Men han skjonte ei af Skyen, som saa dunkelrod paa Kindens spidse Tinder strax sig leired, at jeg leed ved hvad jeg horte, at det kun mit Sind oprorte. Nei, min Doktor han blev ved at hoilove Hertugindens aedle Kristenkjaerlighed, som til gammel dodssyg Naeste, havde _Ham_ til Laege sendt, som i Landet var bekjendt for den laerdeste og bedste. Siden fik jeg og at vide, at hver Dag ved Aftenstide pleiede den hoje fromme Dame til mit Leje komme, hvor med Anna hun tilbragte Aftnen knaelende i Bon; og at Begge sig anklagte, som om hver af dem alene, ved hiin raedselsfulde Scene, havde draebt min kjaere Son: Hertuginden ved at haerde til Dumdristighed hans Mod, Anna ved den Frydgebaerde, hun forledet sig tillod. Men i Skumringen jeg atter af en dosig Slummer vaekkes ved at mine Haender daekkes saa med Kys og saa med Taarer. "Anna, er du der, min Datter?" hvisker jeg; men intet Svar-- "Anna, kom dog til din Far! Uden Grund din Sjel du saarer med din morke Selvbeskyldning. Damen, Hun, Uhyret har draebt vor Elskling ved sin Hyldning. Men, mit Barn, Jeg veed, Jeg veed --o en raedsom Hem'lighed!-- at saa grusomt ingensinde Himlen straffet har en Kvinde." "Sandt! o Johnny! Sandt, o sandt! --hulked bag mit Senggevandt _Mary Ann_ med brudte Rost-- For en Moder, som beskyldes af sig selv for Sonnens Mord, for en Viv, som brod sit Ord, gives ei paa Jorden Trost; ja jeg frygter, under Jord, om med Steen end Graven fyldes, kan ei Ro for hende ventes." "Mary Ann!--afbrod jeg blidt-- Lad Gud Herren vaere Dommer over hvad med Francis haendtes, det du bittert har fortrudt! Alt hvad du ved det har lidt-- o, det fast mig forekommer, er en Straf i Herrens Planer, for hvad Du, om sandt jeg ahner, har mod mig, din Mand forbrudt. Dog fortael! I Dette ei naermest dommer Gud, men Jeg." "Johnny!--jamred Hun--o skaan, skaan mig, o, for Det alene, som vil bringe mig dit rene Hjertes Ringeagt og Haan! Sporg ei! Hav Barmhjertighed! og tilgiv hvad ei Du veed! Deel min Rigdom! Lad mig flytte ind med den i denne Hytte! --ikke som din Hustru meer; dertil jeg uvaerdig er-- men som Annas Moder--Eller lad os drage sammen heller over til mit eget Slot, Montbrillant i Normandi, tvende Miil fra Kysten blot." Jeg alvorlig afbrod: "Ti! At jeg Dig tilgiver, Kvinde, er det Hele Du kan vinde. Mellem os maa alting vaere --foler Du det ei?--forbi. Jeg har kun af hele Livet Eet igjen; det er--min AEre. Du?.. Nei, hvad jeg end faaer hore, vaerre end min Fantasi hvisker ind i Sjelens Ore, Mary Ann! er du tilgivet." Haanden, flux tilbagetagen ved Feiltagelsens Opdagen, at det ikke var min Datter, som jeg talte til saa mildt, raktes Synderinden atter. Og hun greb den naesten vildt, slap den ikke forend Alt under Graad og Krampelatter var udost, bekjendt, fortalt. Kun i Omrids, Gentlemen, kan jeg give det igjen, som i Skilderier stedse, hvori Djaevelskab er malt, det kun sees som lette Kredse, ind i Skyggen dunkelt flyttet, kun til nogle Streger knyttet, men som dog, beseet noje, er en raedselfuld Gestalt. Og ved hvad jeg horte stivned af Forferdelse mit Oje, Hjertet standsede som kvalt, Haaret reistes som belivet, som der siges det skal skee, naar Gespenster man faaer see. Det var Helved ei med hvide fromme Spogelser opfyldt,-- nei, et luende forgyldt, Helved fra sin Glimmerside, Jordens Helvede, hvori jeg den Aften blikked ned: Helved, som det findes i vore egne hoje Staender, og som Folket ikke kjender, skjondt den allerbedste Ved, hvoraf glimrende det braender, hvoraf det sin Naering suger og uhyre Tal forbruger, er dets Borns Uskyldighed. ...Gentlemen fra Norge, hvor i den friske Folkestamme ingen svaelgende fordaervet Adels-Snylteplante groer, sugende hvad i sin Sved Folkets, kun af Fromhed feige, staerke Arme har erhvervet, aedende som Kraeftens seige snigende og sorte Flamme, taerende som Raadenhed... ...Gentlemen ifra et Land, fattigt, men saa lykkeligt, at det har ei Adelsmand --i Europa som et Digt, som en Gyldenalders Rest-- ja, hvad kanskee der er bedst, frit for Guldets Adel, fuld af et vaerre Overmod: Fodslens kraever, om saa lysted, Denne kjober for sit Guld Folkets Dottres Uskylds Blod, Konen Manden ifra Brystet, og til Alting Lovens Tysthed... Gentlemen, det skal I hore af min stakkels Hustrus Skriften, skjondt det er en sand Forgiften af et nordisk, skyldlost Ore. Ja hvis Nogen ind vil see i hiin lastefulde Verden, med Uskyldigheds Forfaerden er det kun, at det kan skee. _Mary Ann_, ei mange Dage efterat hun op var bragt, skulde hjem fra Cherbourg tage, da hun ved Mylord, der sporte Rygtet efter paa sin Yacht, blev af nogle guldbesnorte franske Tjenere med Magt i en lukt Kalesche stukket og saa hurtigt fort, som Spandet Saeletojet ud fik strukket, til Paris, til selve Lorden, til Paris--o Navn forbandet! det vanhelligste paa Jorden! Mens paa sidste Poststation friske Heste forespaendtes, forekom det som det haendtes af den vimse Artighed, som tilhorer _den_ Nation, at den praegtigst galonerte Skurk, som forte Reisen an, sprang fra Kudskesaedet ned og i Doren praesenterte Mary et Glas Viin og Vand... Virkningen var staerk: Hun sov til hun alt var Lordens Rov. Da hun vaagned, alt vanaeret havde hun en Time vaeret. For til en Fortaellings Ende Synderen var kommen om Elskovs Raseri for hende; at fra Orlogs hendes Mand, som ei kunde eftersporges, neppe meer til Cowes kom, men at der i Engelland for hans Far og Barnet sorges; at i Glands og Lyst hun skulde nyde Livet nu tilfulde... netop da det Sidste hortes som en Susen, Marys Pande af en Febers hede Brande indtil Raseri berortes. Raseriet stred sig mat, og oplostes i en Nat, der i Uger hylled ind Marys sonderknuste Sind. Ak, endnu var Sjelen reen; men da Livet kom igjen, og hun laa med halvlukt Blik, hvorforbi det Hele gik, Hun en Hevn, en slangefiin, under det betaenkt udrugte-- en, som hende selv vel slugte og fordaerved Sind og Hu, en, paa hvis Udviklingstrin, et for et, den Engel faldt, som Beboer var endnu af den kraenkede Gestalt. Men den Hevnplan, om den gled efter alle hendes Traade, maatte i Elendighed styrte hastigen Hans Naade, gjore ham liig et udsuget gjennemsigtigt Mygskelet, dinglende i et udbuget vaeldigt Edderkoppenet. Verdens Kjendere bemaerke --hvad i tusinde Tilfaelde for Undtagelse maa gjaelde-- at den forste stjaalne Nyden kan en Flammes vilde Syden hos Vellystningen forstaerke. Man har ogsaa sig notert, at til Sjel og Charakteer, og ei blot til Legem, er Don-Juanen enervert. Planen, som den hule Kvinde havde klaekket som idromme, var da, over ham at vinde uindskraenket Herredomme, og derefter langsomt spaende Slaven ud paa Pinebaenken for den voldelige Kraenken, han forovede mod hende. Derfor, skjondt hun overlegen var i Charakterens Styrke, hun beslutted dog sin egen Aand med anspaendt Flid at dyrke. Den Beslutning horte Lorden jublende og henrykt paa. "Nu er Alting i sin Orden; nu vil hun til Ro sig slaae," taenkte han, og naeste Dag finder bukkende langs begge Forgemakkets laengste Vaegge Professorer for hvert Fag. Nogle Maaneder passerte, Naetter, Dage hun studerte; inden selv hun taenkte det, var en Dame hun komplet. Prisen hojere, hver Gang Lorden naermed sig, hun hang; og naar rasende han gik, kunde med et enkelt Blik Mary Ann om sine Fingre Lorden i hans Rasen slingre. Kort da gamle Lorden just opgav sidste Aandepust, over Sonnen, som man sagde, for det Levnet i Paris, som han hemmelig tilbragte, Ingenting ivejen var; men i Kirken _St. Sulpice_, til et offentligt Beviis, bleve de et AEgtepar. Nu kom Planens anden Akt: at faae Lorden odelagt, gjore Resten af hans Dage (og hos slig tilbunds Fortaeret havde der alt laenge vaeret liden Levekraft tilbage) til en Kval, der kunde drive Uslingen til sig at tage i en Ruus maaskee aflive. Og han var alt meer og meer ganske hendes Slave vorden, saa det lykkedes med Lorden. Kun deri Forskjellen er, at, af Laengslerne forbraendt, --disse Laengsler af hvis Vaekken Mary gjorde kun en Gjaekken, som for ham blev aldrig endt-- havde han en Nat sig lukket inde med en Kurv Burgunder; og da Doren op blev brukket, finder man ham steendod under det med Flasker fyldte Bord, hvor den sjette ud var drukket. Saadan dode da Mylord. For hun vel det kunde taenke Mary var en fornem Enke. Barnlos, engelsk, smuk og rug, ung og i Paris at leve-- var jo Alting i Forening, som kan En i Velten haeve, gjore topmaalt lykkelig efter hver Parisers Mening. _Lady Norris_ (Marys Navn) virkelig kom snart i Mode. Snart af _Ducs_, som vil i Havn, snart af Grever og Markier, der vil see igjen paafode sine synkende Formuer, svaermedes hun stedse om, liig af sugelystne Bier, magre Myg og sultne Fluer honningfyldte Rosenblom. Medens Hun, af Indfald blot, der som Engelsk liktes godt, syntes Engelske at sky, hendes Omgangskreds isaer --stedse storre, stedse ny-- gammel fransk Noblesse var; og ud af sin Frierhaer Hun i sine Planer har, Den at vaelge allerhelst, som er adeligst og aeldst. Gjort var Valget. Thi i slige Fortrin kunde Ingen hamle op imod den gode gamle underlige Emigrant, Hertugen af _Montbrillant_ --en Figur, der ikkun fandt i det hele Frankerige i hans eget Speil sin Lige: klaedt, staffert, Frisuren reist som for hundred Aar tilbage-- som om fra Regentens Dage kommen var igjen en Geist. Vel for Tiden uden Slot var den gode gamle _Duc_ i sin gammeldags Paryk; men ved Hjaelp af Marys Penge og en Prokurator blot, lykkedes det at fortraenge Den, som under Robespjerre havde kjobt det af Nationen og som uforstyrret siden havde vaeret Godsets Herre. Og for nu at saette Kronen paa det Hele naesten inden Mary vented det i Tiden: Maaned efter, at han var i Triumf med Gemalinden draget ind ad Slottets Port, Hertugen i Pomp man bar ud af den. Da var den sort, og med dodbleg Maanskinsglands funkled i det Sorte hans (nu hans Enkes) store Vaaben-- _la Duchesse de Montbrillant's_. Men da i Alleen Hoben med den Smule var forsvunden, hvortil Storheden og Naaden endelig var reducerte, torred hun, med Smiil om Munden, hastig Sporene af Graaden (af den kunstig praeparerte) bort fra Ojnene og Kinden; og, henslaengt paa en Divan, atter drommende en Plan for sit Liv hun udstuderte. Hertuginden slog sig ned i en stille Enkefred. I den stolte Glimmerkaabe af det franske Navn indhyllet, kunde sikkert Skjul hun haabe, og imellem Engelskmaend faerdedes hun nu igjen, som om under en fortryllet Fortunati Hat hun gik, hvorpaa Ingen Oje fik. Trende Gange, ved sin franske Kammertjener, havde hun i en blod Erindringsstund underhaanden ladet granske efter mig og Francis, men faaet gale Svar igjen. Altid snovled den Franzos: "Eders Naade, den Matros ganske sporlost er forsvunden, som en Steen, der gaaer til Bunden; Drengen ude var og foer siden han var naevestor; Fremmede--Gud veed hvorfra-- alt forlaengst i Huset boede: Moer og Datter, stille Kvinder; artige--bevares ja! saerligen for Britterinder; men, naar Alt han skulde sige, som han i sit Hjerte tro'ede, var hans Mening: ei saa lige de hinandens Ord forstode." Mary horte, med den Glaede, som ei smiler, men vil graede, med en falsk og hyklet Tro paa en Tilvaext i sin Ro, denne haltende Fortaelling --dobbelt dunkel, halv og skjaev, da hun kunde ei betro til den gamle Buxekjaelling hvad der egentligen drev den fornemste Adelsfrue blandt Provindsens Hoi-Noblesse til en saadan Interesse for en Sjomand og hans Son. Ja hun drev den selv saa vidt, at hun endog spurgte tidt om Detaljerne i Stuen;-- for Exempel om den var endnu overstrogen gron, om der hang et Fuglebuur, om der stod et Stueuhr, som et gammelt Inventar, paa hvis blomsterkrandste Skive tvende Gjoge vare malte, som for hver en Time galte ligesom de var ilive, samt om han ei havde nogen gammel Vugge seet i Krogen og saa videre med meer, hvoraf kun den Gamle leer. Mary elsked den fornemme Verden, hvori hun var bleven, som en Fod og Baaren, hjemme; men hun elsked den af Trang, medens endnu hendes Hjerte ved den simple Verden hang, hvorfra hun var selvfordreven. Hun sit Hertugindeliv elsked kun som Tidsfordriv, som en Doven af den Smerte, der paa hendes Indre aad, som en Latterkuur mod Graad, som en Ruus, der lod forglemme stundom gamle Minders Stemme, der med gnedne Glasses Lyd gjennemskar den hele Fryd ...Stundom kun?--nei, Mary heller sjelden saa lyksalig var; thi hun i sit Hjerte bar paa en skaansellos Fortaeller, som i hver en ensom Stund --ja selv midt i Assembleen og i Kontradands-Karreen det til hendes Raedsel haendtes-- aabned pludselig sin Mund til Historien, som endtes: "Ve! i al den Glands du har, hvad Du _er_ og hvad Du _var_!" Hvor forgjaeves _high-lifes_ Glaede gjennemleves! Hun i herligt Selskab naesten al Europa gjennemstrog, traengte til Jerusalem og Damask mod Osten frem, gjorde, da hun tog derfra, for at gjennemfare Vesten, Libanons Zenobia, Lady Stanhope, et Besog. Men naar hun, der var forresten sprudlende af Vid og Spog, pludselig i Vognen faldt (som man kalder det) i Staver, ingen anden Ting det var, end den gamle Orm, som gnaver: hiin Fortaeller, som just har sin Historie fortalt. Just paa en af disse Turer, som udretted Alt, undtagen Eet alene--Hovedsagen: ei blot Ojet at adsprede, med den Syge at helbrede, som i Brystets Indre sturer... paa en saadan Tur for Lyst ifra Brighton og til Bath, langs Kanalens skjonne Kyst, faaer hun paa det Rygte fat, at en Folkefest beredes, og da Damen ikkun jog efter dygtig at adspredes, taenkte hun: jeg kan jo dog see derpaa, imens der bedes. At idag jeg hende moder paa det Sted, hvor altid Saaret, som om ganske nylig skaaret, i os Alle friskest bloder, enten er et af de hvasse sorte Traef, der altid passe med sin Spids i gammelt Saar, saa det altid aabent staaer, eller har til Hensigt, Penge paa min Fattigdom at traenge, derfor ud at spionere hvor nu Jeg og Anna ere. Thi da nu min fordums Kone havde for mig skriftet Alt, var tilgivet og betalt --ja betalt til sidste Krone, som jeg havde i mit Eje, Doktor, Jordefaerd og Pleje, udbetalt til sidste Hvid,-- skjondt det bed som Slangebid, at den rige Moder torde ei sit Barn, sit eget, jorde: da nu Dette vel var endt, Anna til en Fraenke sendt, forat nyde Kvindepleje, flytted jeg, med alt mit Eje --Baaden og mit Lodspatent-- ifra Cowe's til Hastings, hvor Havets store morke Ager, hvorpaa Brod for Lodsen groer, naermere mod Land sig drager. Men Fortjenesten blev mager: uden Hjaelp, i Baaden ene, var der intet at fortjene. Sygdom dertil haardt sig slog-- kort hver Dag min Nod tiltog, saa alvorlig taenktes paa, ud en Dag tilsjos at gaa, men ei komme meer tilbage uden trukken i en Hage. Medens i saa morke Tanker jeg udover Sjoen saae, hvor de andre Lodser laae og Enhver sin Skude sanker: sagte det paa Doren banker, og en Sjogut, net som drejet, bukked halvt og halvt han nejed, saa jeg ahned Uraad alt for han mig om Halsen faldt. Da faldt ogsaa Sjomandshatten, og med naesten Raedsel Haaret --langt og glimmersort som Natten-- saae jeg ganske taet afskaaret. "Fa'r! min Eneste!--Hun bad-- Ingen Os maa skille ad. Derfor maa Du ei forskyde hvad din Datter har at byde: det at vaere dig en Son! Du kan ikke leve ene. Francis laerte mig at ro; derfor sammen godt vi To kan vort Brod tilsjos fortjene. Hvert et Skib, vi see, Du jager; Du alene gaaer ombord. Baaden hjem igjen jeg tager-- Kjaere Far, det er et Ord!" For slig Vind fra bedre Egne, mild som Blomsterdufte, sendt, af mit Skib paa Timen drev. Som hun vilde foretegne, som Hun sagde, saa det blev; og for Ugens Rest var endt, gik det vel saa godt for Os, som for nogen Hastings-Lods. Deraf, Gentlemen, forklares, hvi en gammel Ulk som Jeg, da der af fra Briggen bares, hemmed mine Taarer ei. Tausheden, den timelange, indtil Baaden var forsvunden, Bonner var, jeg tusind Gange mumled uden Hjaelp af Munden, indtil det sig taenke lod, at, ved Hjaelp af Tid og Flod, _Anna_ havde Havnen funden." IX Agterspeilet _Anna_ havde fundet Havn i Gud Faders egen Favn. Efter nogle Dogns Forlob, vi Southamptons Havn forlode: London bod os bedre Kjob; og Kanalen op vi stode. Da, idet vi drev med Tiden, Kysten naer, for slappe Seil, forer Strommen hen til Siden Braedtet af et Lodsbaadsspeil, hvor i Hvidt paa Sort vi see: "_Hastings, Pilot, Numero three_." * * * * * --O Tilfaelde underligt, som maa mere synes hjemme i et Fee- og Alfe-Digt, end i vore haarde Dage, da med tor prosaisk Stemme Alt fortaelles som det skeer, strengt og strikte som det monne sig tildrage, med Forbud imod at digte; og hvor Mennesket, skjondt Aand, ikkun troer hvad Ojet seer og hvorpaa det fat kan tage med den tunge plumpe Haand. ...O Tilfaelde, sandt og skjont! Da jeg, rystet dybt, mig laener over Raelingen, paa Speilet tvende Sommerfugle seiled, tvende deilige Falaener trygge der forelskte leged, som om Braedtet var et gront Eiland, op af Havet steget. En var hvid, meer hvid end bleget Snekkeskal derindpaa Stranden, blaa, meer dunkelblaa den Anden end Skjaersommerdags Azur i den tropiske Natur. Eller mon i Aandens Magt fri Gestalten ned er lagt? Da kanhaende, af en sod uskyldig Smag, som vi Mennesker selv kjende, Francis' og hans Annas Sjele samme Lyst har maattet dele til, en vakker Sommerdag, atter Jorden at besoge, og som to Falaener spoge. Ja kanhaende da--Gud veed-- at de Elskende, der blevne ere fra hinanden revne for Forening har havt Sted, kunne, Sodheden at smage af en jordisk Kjaerlighed, vende for en Tid tilbage snart i Form af Nattergaler omme Sisgener og Svaler, snart som Sommerfugle skjonne, for at leve saa en Sommer ganske for sig selv alene i det friske Livsensgronne under Skovens dunkle Grene, indtil Efteraaret kommer. Da, en Kvel, af Stjerner klar, naar de blinke som man kunde tydelig fra deres Munde hore baade Raab og Svar, svinger sig det sode Par opad opad til det glade Hjem, de nu ei meer forlade, da vor Jord ei Mere har. ...Tomme Dromme! Thi tilvisse, Francis ei og Anna vilde eet Minut af Tiden spilde med at flagre om som Disse. Nei, til gode gamle John vilde Begge sammen haste, frygtende, den staerke Aand sin Natur, den klippefaste, har for denne Gang fornegtet og ei maegtet sidste sorte Traef at tvinge, saa hans Sands har maattet springe, Glasset liig, man tvinge vil over Stemmens Omfang til endnu hojere at klinge. X London. Bedlam "Har Du nok af _London_ seet?" blev jeg spurgt ved et Glas Ale af min brave Skibskaptain just som vi paa Drurylane havde naer af Stykket leet begge To os reent ihjel. "Nok af Folkets Storhed? Ja-- Ja og nei, som man det tager-- meer end Nok dog af dens stygge over London faldne Skygge: Menneskers Elendighed, bundlos, dybere mod Helved, end som Folkets Storhed rager op i Hoiden imod Hvaelvet. Men, Kaptain, for vi herfra til vort kjaere Norge drage, maa i Ojesyn vi tage Bedlam, det til nu forsomte,-- Bedlam, et maerkvaerdigt Sted, maa tilsidst vi tage med." "Bedlam?" "Netop, det beromte. Verdens storste Daarekiste." "Ah, jasaa! Jeg ei det vidste, i den Tanke, at om Rangen selve London og Paris holdt i Kamp hinanden Stangen, hvert dog galt paa egen Viis. Men lad gaa! Imorgen da forst til Bedlam! Saa en Flaske, ud det triste Syn at vaske! Saa ombord! og saa herfra!" * * * * * ----"Luk, Bevogter! Himlens Gud. Hvad jeg saae i denne Celle! Blev jeg hundred Aar ilive, ingen nye Raedsler drive, kunde det af Mindet ud. Men lad Portneren fortaelle dig, Kaptain, om denne Gale. Du kanhaende af hans Tale kjender gysende igjen en agtvaerdig engelsk Ven." "Ja--Bevogteren begyndte, halvt at snovle, halvt at grynte, med en Overlaeges Mine og et tvivlsomt Blik paa Os-- _Johnny Johnson,_ ikkun Lods, Nummer... lad mig ikke lyve... Nummer Tusind syv og tyve, gal ved Tab af alle Sine eller af--hvad Nogle kalder lidt fantastisk--Hjertesaar. Mandens Galskab just bestaaer deri, at han vil fortaelle Hvem som kommer til hans Celle, om en Ting, han siger falder paa hans Hoved, hvor han gaaer, og som "_sorte Traef_" han kalder. Dog han siger undertiden, at de ramme ind fra Siden, saa hans Hjerte, om man blot undte ham saa meget Godt, ud af Brystet det at skjaere, af de mange faldne Skud som et Kogger maa see ud, fyldt med Pile, alle smykte med en Krands af sorte Fjaere, ud af Djaevlevinger rykte." Vogteren i Bedlam standste i sin bedste Passiar, som om Ting han eftersandste. Men den sande Aarsag var, at han med sit Ugleoje, der i Morket kunde see, som igjennem tynde Flor, havde seet en Dame boje om i samme Korridor-- En af hvem en fuld Guinee hoist sandsynlig var at vente. Men han vilde see sig for; bad os midlertid at vente. Ikke for han Ryggen vender, for, dybt rystede, vi trykte graedende hinandens Haender, og imens afsted han render, jeg Kaptainen med mig rykte bag den Pille, der var Cellens ene Skille. Under Vogterens Fortaellen Damen Hul for Hul beseer, sparende ei paa Guineer; og hun kommer saa til Cellen, hvori Johnny Johnson er. Portnere og Slige stedse gravitetisk selvtilfredse meget hellere berette "iagttagne Faenomener," "saere _casus_" og "Symptomer," end de Papegojesvar, hvortil kun de Ordre har; og hvad _Selv_ Hans Viisdom mener noksaa modigt de fremsaette som Sentenser og som Gnomer, uomstodte Axiomer. Derfor Damen holden var i geskjaeftig Passiar om den Gales Fixideer samt hvad derved var at gjore --"Notabene rationelt"-- uden at hun Navn fik hore eller af den hele Rore noget Sammensat og Heelt. Dog hun til en Kavaleer, af hvis Arm hun sig betjener, hvisker: "hoist interessante ere disse inkonstante Aandens Sygdoms-Faenomener. Men luk op, Monsjeur! Jeg tor see ham rolig ind i Ojet; og hvis godt han er fortojet eller stille, aabn hans Dor!" "Strax, Mylady! strax paa Timen!" ...Laasen klirrer og med Bragen Egedoren aabner sig... Damen med et raedsomt Skrig styrter om som lynildslagen i en dyb og lang Besvimen, selve Doden ganske liig. "Seer I Traeffet? skreg den Gale. Seer I nu, det hjaelper ikke sig i Jorden at forstikke, hjaelper ikke at forskandse sig mod Skromt fra svundne Dage i Palladsers Marmorsale, eller Verden rundt at jage, for ei meer sig selv at sandse!" Og ved pludselig at boje sig som Tigeren til Sprang, med en Flammen i sit Oje, der tilside Alle tvang, fat paa Damen greb den Gale skrigende, idet han plukte Fjer for Fjer af hendes Hat: "Af med denne Paafuglhale!" Perlebaandet op han lukte, stro'de rundt omkring dets Skat; rullende til alle Kanter Gyldenringe, Diamanter, plyndrede af Damens Fingre, imod Kvadergulvet klingre. Langsomt Ojet op hun slog; men som den Forryktes Fange syntes hun meer glad end bange, saa hun ei sig fra ham drog; meget mere hun tilbage vinked' Folget sig at drage. "_Mary Ann!_--blev _Johnny_ ved-- Naadigste Fru Hertuginde! siig mig i Oprigtighed, om du kunde--siig mig, Kvinde!-- al din Herlighed forsage og tilbringe dine Dage _her_, just _her_, just _her_ paa dette graesselige Sted med mig?" "Johnny! o!--brod _Mary_ ud, kyssende hans magre Haender-- o, saasandt en Dommens Gud gaaen er med mig irette, at jeg _her_ og hvorsomhelst, Johnny, leve maa med dig, vil jeg som et Tegn betragte, at Han sig til Naade vender, at min arme Sjel er frelst. Ingen Magt skal heller maegte mig fra dette Huus at rive. Der mit Liv jeg vil forblive, hvor jeg har den Trost i Eje, daglig Dig at kunne pleje." _Johnny_ blev medeet saa stille, at den sidste Perle, fort af et Lufttraek, grant blev hort Korridoren langs at trille. Og da op han saae tilsidst vare Oinene saa milde. Slukt i Taarer var den vilde urofulde Vanvidsgnist, saa at til en Kavaleer hviskede betaenkt vor vise Gale-Vaegter-Medikus: "Endt er nu, saavidt jeg seer af hans hele _habitus_, Patientens Hovedkrise." "_Mary Ann_, nu er du provet; --sagde _Johnny_ mildt betonet-- provet er du og tilgivet ...meer end det: du har udsonet! Thi din Kjaerlighed har Livet, skjondt forspildt, forodt, bedovet, ikke fra dit Hjerte rovet. Derfor kom! En Krog, en stille, vi paa Jorden soge ville, hvor den Verden, som sig traenger ved sit Guld med al sin Last mellem Dyden og dens Lykke ikke skal forstyrre laenger tvende Hjerter, som sig trykke atter til hinanden fast-- En hvor vi forsonte kunde leve vore Aftenstunde, indtil Budet fra vor Dommer, Doden, til os begge kommer, for os, med sit tause Sprog, (Fingren paa vort Ojenlaag) venligt sammen at indbyde til det yndige Paulun, hvor som Engle De nu nyde Saligheden _Han_ og _Hun_, som vi mindes men ei naevne, at ei Sorgen, ene ved Navnets Tone, sig skal hevne paa vor neppe vundne Fred." "Ak, hvor findes saadant Sted? Neppe, neppe!" _Mary_ klagte: "Et for din tilbagebragte Ro og min Taknemlighed?" ..."Jo, i Norge tusind Steder byde hvad I onske Eder" --sagde min Kaptain, traadt frem-- "Derfor, Johnny, folg mig hjem! Der er tusind stille Dale hvorom Ingen har hort Tale, og som kun en enlig Trost har for tause Skove rost-- Dale, hvis vidunderhoje almagtslige Majestaet ganske vist af fremmed Oje ei endnu er bleven seet. Men, endskjondt, saa vist som Bryst Hjerte har og Ansigt Oie, hver en Dal sin Indsjo har, himmelblaa og stjerneklar, fjernt omkrandst af Aaser hoje, naerved af en Blomsterkyst, og endskjondt en fyrig Elv overalt ved Siden folger, med en Lyd af friske Bolger, friskere end Havets selv: kan jeg, Johnny, nok mig taenke, at den gamle Sjomands Laengsel efter Havet vilde hale, som med en usynlig Laenke, snart dig bort, som fra et Faengsel, ifra Landets indre Dale. Derfor, Johnny, maa du vide, Havet har i Uroldstide Landets Alpebelte spraengt og er til dets Indre traengt, strommende i dybe lange Fjorde, som sig indad slange, gjennem hine brudte Svaelg. _Der_ en yndig Plads dig vaelg enten paa en skovkrandst Tange i en venlig liden Bugt i en Dal af Alper lukt, eller paa en gronklaedt Bred skraanende mod Fjorden ned!" * * * * * For et Jevndogn alt vi vare naesten helt af Themsen klare; og da vore Passagerer (_Johnny Johnson, Mary Ann_) kom paa Daekket, Engelland under Havets Bryn sig skjaerer som en bleg neppe synlig Taagestreg. Og nu bar det for hver Klud lige ret nordostenud! Ostnordost og retsaa nord, til i fjerde Morgens Gry Manden ned fra Merset skriger: "Ret i Nord en snehvid Sky, der i Hoiden stedse stiger, liig en buet Solvergjord over Horizonten spaendt!" ..."Hurra! det er gamle Norges snebedaekte Klippeborges morgensolbelyste Tinder, som os minder, at Seiladsen snart er endt." XI Hardanger Gives Sted paa Jorden, hvor gammel Kummer, ved at stemmes i Naturens blide Toner, kan bedoves og forglemmes,-- hvor sig Had med Had forsoner,-- hvor usalig Lyst til Synder daempes, Lidenskaben taemmes, Loven liig i Barnets Snor, kun ved Syn af Egnens Ynder, Tanken om en Guds Naervaer i Naturens Majestaet, i hans Almagts Hoihed klaedt, og ved Folelsen af Freden, der er over Egnen gleden som et paradisisk Skjaer, som en Glories Straaleaere hvormed Hoj og Tinde pranger: --da forvist det Sted maa vaere i det deilige _Hardanger_. Gives Sted paa Jorden, hvor gudlos Last, som kommer did flygtig, ved et vildt Tilfaelde, bliver from medeet og troer... Sted, hvor en fortvivlet Anger foler klart sin Skabers Vaelde, men ei Giften af sit Bid mere Hjertet at fortaere: --o da maa vel Stedet vaere i det deilige _Hardanger_. Gives der paa Jorden Sted, hvor, om tvende Fiender modes, uvilkaarligen de nodes til at standse sine Fjed og udraekke Haanden begge, venlig Arm i Arm at laegge, slagne af den sode Fred i Naturens Herlighed... hvor Forfaengelighedsflammen synker i sin Aske sammen, og Erobrer, hvis han kom, om med Blusel vilde vende, retsom bange forat skjaende hellig viet Tempeldom... hvor Naturen taler Trost: Fjeldet som den issehvide bornekjaere Oldefader, der sin gamle Favn oplader, Dalen med en Moders blide uforglemmelige Rost, Elven som en trofast Sanger, der vil Hjertet atter laere gamle Toner, svunden Lyst: --o da maa vel Stedet vaere i det deilige _Hardanger_. Ak, om saa livsaligt Sted findes paa vort Jorderige, hvor i blaanende Geled Alper frem af Dalen stige,-- hvor ved den krystalne Brae blomstrer snehvidt Abildtrae, medens i en Snefonns Spoer vilde Rose lystigt groer,-- hvor en Kilde forst sin Sang kun mundharpespaed begynder murmlende blandt Mos og Stene; men saa under Orregrene fra sin Afdal ud sig skynder, dreven af ungdomlig Trang til med Hoveddalens Ynder i sin Glands sig at forene; og, liig David Harpeslager, fra en Hyrde bleven til Dalens Konning ved sit Spil, stolt og maegtig gjennemdrager, under tordnende Befalen, alt sit skjonne Rige, Dalen... ja, hvor findes saadant Sted: Majestaet og Yndighed i en inderlig Forening, hvor ifra den hvide Fonn brede sig i vid Forgrening Fagerliers gronne Baand,-- hvor de blide Bakkehaeld, som forbinde Fjord og Fjeld, glide ud i lovbekrandste gronne Odders Fryndserad, der sig speile som i Bad, hvor de synes halvveis standste, saa de ei forentes med Fjordens anden skjonne Bred, og hvorfra et Hyttehjem titter mellem Birke frem, fra hvis Tag, med mild Betoning over Alt, en Rog fremblaaner, og det hele Synet laaner af et Offer og Forsoning-- o hvor findes saadant Sted, disse lovbekrandste Tanger med den fromme Hyttes Fred, uden i din Herlighed, underdeilige _Hardanger_? XII Besoget _Der_ paa en af disse Tanger i det deilige Hardanger, hvor en Runebauta graa ragte frem deryderstpaa, liig en Viking, i sin stive Pandserskjorte end ilive, men af Roser fangetagen i en Kappe af Skarlagen... _der_ endnu lidt laenger oppe paa den lovbekrandste Tange, i en Hytte under lange side Haengebirketoppe, hvor den vilde Humle spandt sit Tapet om alle Vaegge og saa legende forsvandt i et Vildnis af Moreller, jeg endnu i Sommer begge vore gamle Reisefaeller rolige, tilfredse fandt. Det var Sondagmorgen. Hytten aaben stod, som om til Lytten efter forste Klokkelyd fra den lille vakkre hvide Kirke paa den anden Side ligeoverfor i Syd. Solen alt den blomstbesaaede Taerskel med sin Straale naaede, vaekkende med frisk og gylden Glittren mellem Rankefylden, hvormed Karme og Gesimser vare yndigt krandsomvundne, alskens Sommerfuglevimser, som for Natten i de brede Humleblades sammenspundne Klaser havde fundet Rede. Men det var vel ei Indbildning, men en Ojets Tryllehildning (thi jeg svaerge kan derpaa) at imellem dem en blaa og en perlehvid jeg saae flaggre indad Doren dristig, som af Solens Skin forledte, som om, spredt paa Gulvet, dette vilde begge fange listig. Og ved efter dem at skue i den landlig nette Stue, _Mary Ann_ faldt Ojet paa. Der hvor endnu Skyggen laae sad hun bojet ved sit Bord laesende i Herrens Ord. "Johnny kommer strax"--hun sagde med et Haandtryk, varmt og lindt, dog af Styrke og gesvindt, som et fyrigt Hjertes Slag-- Han er blot ved Stranden nede, Faerdingsbaaden at berede til vor Kirkefart idag." Knapt hun havde udtalt for gjennem Hyttens aabne Dor Kirkens klare Klokker hortes over Fjorden af og til, som et pauseafdeelt Spil, som en AEolsharpes Klang, eftersom af Vindens Gang over Fjorden Lyden fortes. _Johnny_ kom.. Hvor sund og karsk! Kun i Aasyn mindre barsk. Trykkede min Haand trohjertet, saa dens Fingerender smerted, mumled ud en Strom Velsignen paa sin Engelsk om Hardanger, hvoraf op jeg kun en Lignen med en Himlens Forgaard fanger og et Sporgsmaal, om jeg troer Kashemir, det Landskab, hvor endnu der skal findes lette, i et Vildnis skjulte, Spor efter Paradisets Flor, vel er skjonnere end dette. Hvisked saa til Mary Ann: "Skynd dig, Kjaere, hvad du kan! Baaden ligger alt paa Vandet. For vi raekke Kirkelandet kunde det alt sammen ringe." Derpaa vendt til mig: "Min Ven, folg os eller bliv igjen. Men for _Os_--_Vi_ maae afsted. Thi fra Herrens Huus histover, hvorfra Kaldelsen nys lod, altid vi tilbagebringe til vor syge Sorg, der sover i Naturens milde Skjod, himmelsk og balsamisk Fred." O, hvor fryded den Tilstaaen meer end hans Irettegaaen! O, hvor inderligt et Amen til hans sidste Ord jeg bad! Og da just det ringte sammen, klang det som om Engle drog gjennem Luften under Kvad; og deraf jeg Varsel tog, at den Gudstro, som de Tvende i de syge Hjerter bar, vil Naturens Kuur fuldende, saa taknemlig de erkjende det for Livets bedste Mening, at ei Sorg paa Jorden findes saa fortaerende og svar, som af Gudstro, i Forening med Natur, ei overvindes. End of the Project Gutenberg EBook of Den engelske Lods, by Henrik Wergeland *** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK DEN ENGELSKE LODS *** ***** This file should be named 12844.txt or 12844.zip ***** This and all associated files of various formats will be found in: https://www.gutenberg.org/1/2/8/4/12844/ Produced by Riikka Talonpoika, Jim Wiborg and PG Distributed Proofreaders Updated editions will replace the previous one--the old editions will be renamed. Creating the works from public domain print editions means that no one owns a United States copyright in these works, so the Foundation (and you!) can copy and distribute it in the United States without permission and without paying copyright royalties. Special rules, set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you do not charge anything for copies of this eBook, complying with the rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose such as creation of derivative works, reports, performances and research. They may be modified and printed and given away--you may do practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is subject to the trademark license, especially commercial redistribution. *** START: FULL LICENSE *** THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free distribution of electronic works, by using or distributing this work (or any other work associated in any way with the phrase "Project Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project Gutenberg-tm License (available with this file or online at https://gutenberg.org/license). Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm electronic works 1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to and accept all the terms of this license and intellectual property (trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. 1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be used on or associated in any way with an electronic work by people who agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works even without complying with the full terms of this agreement. See paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic works. See paragraph 1.E below. 1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the collection are in the public domain in the United States. If an individual work is in the public domain in the United States and you are located in the United States, we do not claim a right to prevent you from copying, distributing, performing, displaying or creating derivative works based on the work as long as all references to Project Gutenberg are removed. Of course, we hope that you will support the Project Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with the work. You can easily comply with the terms of this agreement by keeping this work in the same format with its attached full Project Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. 1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in a constant state of change. If you are outside the United States, check the laws of your country in addition to the terms of this agreement before downloading, copying, displaying, performing, distributing or creating derivative works based on this work or any other Project Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning the copyright status of any work in any country outside the United States. 1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: 1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, copied or distributed: This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this eBook or online at www.gutenberg.org 1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived from the public domain (does not contain a notice indicating that it is posted with permission of the copyright holder), the work can be copied and distributed to anyone in the United States without paying any fees or charges. If you are redistributing or providing access to a work with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or 1.E.9. 1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted with the permission of the copyright holder, your use and distribution must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the permission of the copyright holder found at the beginning of this work. 1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm License terms from this work, or any files containing a part of this work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. 1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this electronic work, or any part of this electronic work, without prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with active links or immediate access to the full terms of the Project Gutenberg-tm License. 1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any word processing or hypertext form. However, if you provide access to or distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than "Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm License as specified in paragraph 1.E.1. 1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. 1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided that - You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method you already use to calculate your applicable taxes. The fee is owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he has agreed to donate royalties under this paragraph to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments must be paid within 60 days following each date on which you prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax returns. Royalty payments should be clearly marked as such and sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the address specified in Section 4, "Information about donations to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." - You provide a full refund of any money paid by a user who notifies you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm License. You must require such a user to return or destroy all copies of the works possessed in a physical medium and discontinue all use of and all access to other copies of Project Gutenberg-tm works. - You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the electronic work is discovered and reported to you within 90 days of receipt of the work. - You comply with all other terms of this agreement for free distribution of Project Gutenberg-tm works. 1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm electronic work or group of works on different terms than are set forth in this agreement, you must obtain permission in writing from both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the Foundation as set forth in Section 3 below. 1.F. 1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread public domain works in creating the Project Gutenberg-tm collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic works, and the medium on which they may be stored, may contain "Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by your equipment. 1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all liability to you for damages, costs and expenses, including legal fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH DAMAGE. 1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a written explanation to the person you received the work from. If you received the work on a physical medium, you must return the medium with your written explanation. The person or entity that provided you with the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a refund. If you received the work electronically, the person or entity providing it to you may choose to give you a second opportunity to receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy is also defective, you may demand a refund in writing without further opportunities to fix the problem. 1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. 1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any provision of this agreement shall not void the remaining provisions. 1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance with this agreement, and any volunteers associated with the production, promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, that arise directly or indirectly from any of the following which you do or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of electronic works in formats readable by the widest variety of computers including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from people in all walks of life. Volunteers and financial support to provide volunteers with the assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will remain freely available for generations to come. In 2001, the Project Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 and the Foundation web page at https://www.pglaf.org. Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit 501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at https://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent permitted by U.S. federal laws and your state's laws. The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered throughout numerous locations. Its business office is located at 809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact information can be found at the Foundation's web site and official page at https://pglaf.org For additional contact information: Dr. Gregory B. Newby Chief Executive and Director gbnewby@pglaf.org Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide spread public support and donations to carry out its mission of increasing the number of public domain and licensed works that can be freely distributed in machine readable form accessible by the widest array of equipment including outdated equipment. Many small donations ($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt status with the IRS. The Foundation is committed to complying with the laws regulating charities and charitable donations in all 50 states of the United States. Compliance requirements are not uniform and it takes a considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up with these requirements. We do not solicit donations in locations where we have not received written confirmation of compliance. To SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any particular state visit https://pglaf.org While we cannot and do not solicit contributions from states where we have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition against accepting unsolicited donations from donors in such states who approach us with offers to donate. International donations are gratefully accepted, but we cannot make any statements concerning tax treatment of donations received from outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation methods and addresses. Donations are accepted in a number of other ways including including checks, online payments and credit card donations. To donate, please visit: https://pglaf.org/donate Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic works. Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm concept of a library of electronic works that could be freely shared with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily keep eBooks in compliance with any particular paper edition. Most people start at our Web site which has the main PG search facility: https://www.gutenberg.org This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, including how to make donations to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.