*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 12698 ***

STUK

HERMAN BANG




1. udg. 1887




Stuk _udkom i tidsrummet 22.-28. oktober 1887, kostede 6 kr., indb.
7,50 kr og omfatter [VIII] + 396 + [1] side_.

_Helshirtingsbindet har guld- og sorttryk og er 180 mm højt. Del
afbildede eksemplar tilhører Del kongelige Bibliotek og er rødt_.




FØRSTE DEL

Regn af Guld




I

Herluf Berg og Lange kom ned paa Gaden til Drosken, der ventede:
Kasino, Kusk, raabte de og sprang ind.

De var kommen til Sæde, og Kusken kørte ad gamle Frederiksborggade
til.

Det var Skumring endnu, og over Parken og Skt. Peders Mølle hvilede
det graablaa sidste Skær af Dag. Men langs Gaden var der allerede
tændt, og Lygter og alle Butikers Blus lyste ud over Vrimlen. Lig en
hel Armé strømmede Arbejderne langs Fortovene ud ad Broen--som en
taktfast Marsch lød det mod Stenene; og midt ad Gaden, paa Sporet,
klemtede de oplyste Teatervogne frem, tre i Rad, propfulde, med glade,
hætteklædte Damer, der hang og red helt ud paa Platformene.

Forpustede Medsøstre i Abonnementet, der maatte gaa, kom ikke hurtig
nok i Vej paa Fortovet og brød ud paa Gaden, hvor de skridtede af
langs Rendestenen med en forvildet Pige i Hælene.

-Her er livligt, sagde Berg, han sad behageligt og indaandede den
fugtig-milde Luft i sit Vognhjørne.

-Levende er her blevet i Staden, sagde Lange.

Ved Boulevardens Holdested kom man slet ikke frem, saadant et Myldr
var der af Hætter, der skreg, og forbitrede Ægtemandsstokke, der
demonstrerede. Men Sporvognene rullede sindigt forbi hen ad
Boulevarden, svajende tungt under deres glade Last som et Par store
vraltende Dyr.

Berg og Lange kom ind i Købmagergade. Mørkningshandelen gik i Kældre
og Stuer. Igennem Ruderne saa man de fulde Boder, og Fortovsstrømmen
løb bus paa Tjenestepiger, der debatterede i Nærheden af
Kælderhalsene. Unge Piger fra Kursus fløj forbi hinanden med
Haandslag, og »Herrer fra Forretningen« skød ud og ind i Vrimlen for
at bringe Breve til den sidste Post.

Udenfor Modebutikerne, hvor de første Vintermodeller prangede under
Gassens Lys, kom man slet ikke frem; og ved hvert femte Hus stoppedes
den hele Strøm af Plankeværker foran Huse, som var under Ombygning,
saa alle maatte ud at gaa Gaasegang paa de smalle Bræddebroer, der var
lagt frem over Rendestenen.

-Svært, saa vi bygger Façader, sagde Berg, der i den skiftende
Belysning sad og saa' ud over Fortovsstrømmens mange Hoveder.

-Vi kalker vore Grave, sagde Lange.

Paa Østergade blev Strømmen langsommere. Man drev afsted i Lyset,
Skridt for Skridt, lunt, som i sin egen Stue, kiggede og hilste med
Nik og vendte sig. En Omnibus kom paatværs af Drosken, saa den blev
trykket helt ind mod Fortovet, hvor de unger Piger gled forbi, friske
af Luften, søde og vimse under Herreblikkene; Ansigterne var just i
Højde med Drosken, saa nær, saa det var, som om de rørte Vognen med
Kinderne.

-Aften, Berg, Aften, raabte et Par Herrer og rettede Stokkene, som de
bar »paa skraa« i Lommen.

-God Aften--god Aften.

De var uden for en Kunsthandel og maatte rent holde stille; man kom
ikke frem, Sværmen stod helt ud paa Gaden.

-Her kan man s'gu altid holde Karantainen, sagde Kusken.

Det var et Par franske Sirener, man vilde se, der prangede i stærkt
Lys--i halv Legensstørrelse--i Udhængsskabet, indrammede af
Makartbuketter. Alle stod med opadvendte Ansigter og smilte foran
Yndighederne.

-Kør ad Ny-Østergade, raabte Berg. Kusken drejede ind i Sidegaden,
hvor de gled blødt hen ad Kørebanen, og der pludselig blev ganske
mørkt og stille: ingen andre Folk end Parrene, der hviskede, gemte
rundtom i Døraabningernes Skygger.

       *       *       *       *       *

Folk drog over Skt. Annæplads i Stime, og Droskerne satte ind i
Amaliegade med en Fart, som var Dyrene løbske; Damer, der løb over
Gaden med løftede Skørter, kom foran Hestene og hvinte.

-Ka' den Dame dy sig, bandte Kusken.

-Hva'?

-Men--Amalie ...

En Amalie, der var kommet paatværs af Bergs Droske, blev langet ind af
en Herrearm.

-Du dog--raabte hun: Herluf Berg.

Damen Amalie blev af lutter lykkelig Forbavselse staaende ugraciøst
paaskrævs over Rendestenen og saa' efter Drosken, til hun paany blev
rendt over Ende.

Udenfor Teatret var der en Smækken med Vogndørene og en Trængen sig
frem paa Trappen ind ad Porten, som om alle fik Feber blot ved at se
Façadens Lygter og vilde komme først. Kun Droskekuskene sad uanfægtede
og saa' betænkelige paa Smaapengene i de flade Hænder--før de vendte
og kørte bort.

Inde i Garderoberne og Gangene, hvor man mærkede Gasluften og Støvet,
fik Folk endnu mere travlt: Ouverturen var begyndt, man hørte den
ned----

-Skynd dig, skynd dig dog, raabte Berg, Tæppet gaar.

Der var allerede dæmpet i Salen. Hele Rummet var kun Hoved ved Hoved
helt op i Amfiteatrets store levende Mørke--fyldt af en Brusen, i
hvilken Ouverturens Vals næsten blev borte.

Man følte sig, som kom man ind i en elektrisk Kæde, naar Rækken
lukkede sig, og man naaede paa Plads...

Tæppet til »Lykkepigen« gik op, da Berg og Lange satte sig: Man var i
Provence, hvor Bønder holdt Fest, og Gaasepigen var i Spidsen med sin
Hyrde. Hun tabte strax sin Træsko, som hun havde Halm i, og hele Huset
genlød af den første glade, meningsløse Lattersalve, mens hun fik den
paa igen.

Saa slog man sig til Ro i Loger og Parket og satte sig lunt til Sæde
under Kor og Sange, mens Klapsalver faldt ned over En fra Galleriet,
og man lod Forlibelse og Danserytmer staa sig ind i Ansigtet.

Indholdet kendte man. Det var fortalt otte Dage i Rad af alle Blade:
Gaasepigen, hed det, var et Lykkebarn, saalænge hun aldrig havde
kysset noget Mandfolk. Reklamerne havde antydet, at det jo egenlig
ikke var »kysset«, men i Paris noget mere. Men Bearbejderen havde lagt
en mildnende Haand paa Sujettet--af Hensyn til vort Publikums
Følelser--og havde ændret til »kysset«.

Akten endte med en »Hønsesang«, hvor Gaasepigen kaglede.

Tæppet faldt og gik atter op og ned. Og i samme Sekund, mens der endnu
blev klappet paa Galleriet, og før der blev Lys, steg der en pludrende
Jubel op fra hele Salen, som om tusind Skolebørn fik Frikvarter, og
ingen Mund stod stille, mens det var, som alle Hoveder nikkede paa én
Gang.

Berg havde rejst sig og brugte Kikkerten. Lidt efter lidt blev der
mere stille, mens man begyndte at mønstre hinanden og hilse og melde:
_Den_ var her og _den_ og _den_--og man nikkede. For hvert kendt
Ansigt var det som Velværet voksede: de var her rigtig alle, og man
selv sad paa sin gode Plads og talte med. Det var et eget fornøjeligt
Velbehag, hvor man mønstrede og mønstredes, mens Stemmerne summede.

Berg og Lange rettede Kikkerterne mod Logerne. Damerne sad smilende
Række bag Række. De lyse Liv fra Sommeren var fremme en sidste Gang
til Afsked, og det var, som om Ansigter og Kinder var runde endnu af
Bade og Sommerluft.

-Gør sig s'gu, gør sig s'gu, sagde Lange og førte den ene Haand gennem
Luften i en lille Bue, som om han med et Kærtegn omfattede al den
friske Kønhed.

-Brillant, sagde Berg.

De var der alle--allesammen: Fru Canth, med en Vifte, saa man
bare saa' den yderste Haartot af Assessoren; Fru Ekberg med
Generalkonsulen, med ny Plade; Fru Dunker mellem Oberstinde Strøm og
Redaktør Scheele: Legationsraadinde Stén, udringet, med
Legationsraaden paa Pladsen bag hende, saa trind og smilende som en
falbydende Urtekræmmer bag sin Disk; Skuespillerinder fra Nørregade;
Fru Koch....alle, Ansigt ved Ansigt, Rækkerne ned.

-Svært med Fruer, sagde Berg, væbnet med Kikkerten.

-Ja...

-Naa--Fru Ekberg kunde nu gerne gi'e sig.

-Hvorfor? De var skam alle ti Aar ældre for en halv Snes Aar siden,
sagde Berg og lo.

Introduktionen var begyndt i Orkestret. Men ingen hørte efter. Det gav
et Ryk tilhøjre i alle Hoveder, og der blev en travl Hvisken paa
Gulvet med Ansigterne ind imod hinanden, i en ivrig Pylren, som var et
Aaleskind pludselig faldet ned i en Hønsegaard.

Det var en Dame, der var tonet op i den yderste Loge, med en blond
Toupé drysset fuld af Brillanter--Diamanter i Ørene og Diamanter om
Halsen.... Der blev et sandt Oprør, hvor alle tiskede og spurgte,
indtil Damerne, lidt efter lidt--der kom ligesom en stram Luft over
Parkettet--lod Kikkerterne synke og holdt Øjnene stift hæftede paa
Tæppet, som om de pludselig havde faaet Fotografholdere i Naken:

-Hvem?

-_Hvem_ du, hviskede Blom op til Berg, fra første Bænk, bag
Chapeau-claque'en (Blom og Brodersen var i Kjole og hvidt Slips, de
forsøgte at indføre Gala ved »Premièrerne«.

Berg vidste ikke og gjorde Tegn med Skuldrene. Lidt efter lidt blev
der stille--Diamantdamen sad hvidkalket og søvnig og gnistrede--alle
kom paa Plads, Kritiken langs ad Fløjene, færdig til Træfning: Kars
havde Plads tilhøjre, med et lyst Smil og foldede Hænder, som bad han
Bordbøn ved et opdækket Bord, og Professor Markus sad højtidelig, med
let rokkende Hoved, som en Provinsoverlærer ved en Censur, ved Siden
af Hr. Stæhr.

Tæppet gik op.

Man var ved Hoffet. Folk klappede strax ad den straalende Sal i Guld
og Guld, mens der kom Pager ind ad alle Døre--fler og fler Pager, to
og to, fler og fler--i Trikot. Hele Salen blev blot én Kikkert--Mænd
greb Glassene af Koners Skød eller Hænder--: Men der var jo Flokke,
Snese--en Hær af Pager--en Hær--rent en Hær af Trikots.

Fruerne sad nysgerrige og stille sammenlignende, lidt generte ved
Mændenes Hidsighed med Kikkerterne; somme blev ogsaa noget krumryggede
i Sæderne, som havde de en Fornemmelse, ligesom var de selv kommet
lidt for nedringede til Bal....

Nu kom Hofdamerne i Flok: Guld og Atlask, Guld og Silke. Det straalte
og det skinnede. Fler og fler--det hørte jo aldrig op--der maatte da
være hundrede....

Man slap Kikkerterne og man klappede tæt, over hele Salen.

Det var Operettens berømteste Numer, »Kyssenes Kor«. Man fangede, man
valsede, man kurede og kyssede.

Publikum jublede; man vilde have det om og atter om.

Her kysses vi, Som har Jour; Her kysses vi Og gør Kur. Her kysses vi.

Glade i Bifaldet kroede Kordamerne sig som Killinger for Rampen.

Man kom ikke mér ud af Stemning, mens Konflikten tilspidsedes, og alt
blev en Tummel af Støj og Danserytmer: Gaasepigen forfulgtes af en
Prins, og en Prinsesse forfulgte hendes Hyrde.

Man lo og lo. Akten havde i betænkelig Grad trængt til den »mildnende
Haand«: Der var strøget, saa man forstod ingenting, undtagen--at der
var to Brudekamre beredt (i Kulisserne) og at der blev meget Mørke.

-Satan, Satan, sagde Lange hvert Minut med voksende inderlige
Betoninger, han havde knebet Berg baade gul og grøn i Armen.

-Satan, Satan....

I yderste Grad havde Bearbejderen trængt til »sin mildnende«, mens
Prinsessen og Gaasepigen svirrede i Nat-Musseliner ud og ind mellem
Dørene....

Saa blev det ganske Nat, og Pagerne holdt Vagt, i lange Kapper,
nynnende sagte »Kyssenes Sang«--foran de Elskendes Døre.

Hist kysses de og gør Kur. Vaage man vi, Som har Jour. Ene er vi.

Der var ganske stille i Salen udover Halvmørket af Hoveder, der
langsomt rokkede, som nynnede alle uhørligt med. Varmt var der blevet.
Fru Canth havde slaaet sin store Vifte op og vuggede den efter Takten.

Finalen kom: Hofdamer brød ind med Kandelabrer; Vagten fløj til med
Sabler; Pagerne skreg, og Hofdamerne hvinede... Prinsessen kom i
Frisérkaabe, og Gaasepigen var ganske i Natdragt....

O ve--o ve, Hvad her dog skér: Hun bliver aldrig Lykkepige mér.

De svingede med Kandelabrerne og de klirrede med Kaarderne, Hofdamerne
tørrede Taarer i Slæbene...Ingen forstod et Ord; i Orkestret kæmpede
Tromme med Triangel...Der var ikke _den_, der hørte Ørenlyd: Det var
Glanspunktet af Operetten.

Tæppet var nede. Det maatte op igen. Publikum raste, det maatte op
igen. Bifaldet lød som store Drøn fra Galleriet. Det maatte op igen.

Man strømmede ud fra Bænkene, og man klappede i Gangene, hede og
sammenstuvede, mens alle snakkede. Oppe i Logerne sad Damerne varme og
glade, med fremskudte Buster, som en Række Spurve, der soler sig. Kun
Diamantdamen forblev dorsk og ligeglad og gnaskede Marzipan af sin
Pose.

Kritikerne sankede sig tilbunke i Hullet ved Orkestret...Man talte om
Antallet af Opførelser--man mente tredive...Redaktør Isaksen førte
energisk Næsen op og ned, snusende hen mod Tæppet, som om han vilde
grade Stykket ved Hjælp af Lugteredskaberne, og Kars sagde, seende ud
over Salen, med et langt sultent Blik:

-Ja Godtfolk--nu var der Penge at tjene med en Treakter....

Berg og Lange kom ned i Bazargangen. Man skubbede og man stødte; ingen
hørte Ørenlyd for Latter og Støj. Det var det unge København
straalende og stramt i Klæderne, overmodigt i Gasluft og Trængsel, som
Fisk i Vandet.

-Naa--I, det var Blom, der stansede foran Berg og Lange midt i
Trængselen og gik halvt i Knæ, mens han viftede med den oprakte Haand:
Ka' vi no'et, vi Københavnere?

-Fa'en ta' mig, er der _Stemning der?_ Blom lo, saa man saa' alle hans
hvide Tænder.

-Ja, sagde Lange nikkende, der er »Bevægelse«--det kan man ikke nægte.

De vilde »se at finde en Soda«, og de trængte frem gennem Stimlen, men
de kom næppe af Stedet, mens de brændte Vittigheder af og gav
Haandtryk--Kredsen Blom gav Haanden ved blot at strække en oprakt
Tommeltot frem mod Genpartens Haand til Tryk--; til sidst fik de dog
erobret en Sofa lige inden for Restaurationsdøren til Gangen, hvor
Sværmen sivede forbi som en vandrende Mur. I selve Døren var der en
Trængsel, saa man blev drejet som Bønner i en Kværn.

-Tummel, lo en ung Dame lykkelig over til Berg--det var en
Skuespillerinde fra Kongens Nytorv--og blev drejet ud igen.

-Naa--_saaledes_, sagde Brodersen og førte Spidsen af Pegefingeren hen
under Næsen, mens han snøftede. Det var i Kredsen Blom Tegnet til, at
noget havde »Vildtlugt«.

-Sludder, Broder, sagde Blom, Broder gør s'gu det hele til ét stort
--»nok sagt«--bare for at hæve Byens Anseelse.

Alle lo. Broder har ingen Mening, sagde Berg.

-Saa? Brodersen havde et fedtet Organ, saa det altid lød, som han
vrængede: Ja--tro I--for mig paa de rénlivede Jomfruer fra Bi-belen,
sagde Brodersen.

Man talte om »Diamantkvinden«--: Hun pynter, sagde Lange. Det hjælper
altsammen.--og Signalet lød til at bryde op.

-Ja, ja, sagde Lange, som holdt af at tale i en Tone, som om han
sluttede en Generalforsamling. Vi faar s'gu dog Pudder i Logerne
--gamle Folk.

»De gamle Folk« slentrede hen ad Gangen, hvor der begyndte at blive
tomt, og tog Afsked med Nik. Berg blev raabt hen til Fru Canth, som i
en Nichesofa under meget Spektakel fik kredenset Sodavand af Edvard
Sundt, Fuldmægtigen.

-Kære--giv mig Ret, raabte hun. _Er_ det ikke for Bæ'lam ... Hys,
Edvard, hvad jeg siger, det er rædsomt med den Anstændighed. Fru Canth
var en lille vever Dame med et Ansigt, der hovedsagelig bestod af et
Par store, allestedsnærværende og blanke Øjne. Hun gererede sig som en
Mellemting mellem et Egern og en Abekat og kaldte »af Princip« alle
Herrer ved Fornavn.

Fru Canth gyngede paa Sofaen, med fremstrakte Fødder, saa man saa' et
Par Spændesko med et Par mørkerøde Silkestrømper op over Anklen.

-Gennembrudte, sagde hun og pegede. Ægte Varer--sagde Kræmmeren ...
Hvormange jeg har købt, lille Edvard? Seks Par.

-Men--Gud ... Jeg snakker ... Fru Canth satte Spændeskoene med et Stød
i Gulvet: Hvor er Manse? Han aner jo intet om Regningen....

»Mansen« var Assessoren, en forskræmt lille Herre med nogle tynde
Haartotter og et Par forvaagede Øjne. Han saa' ud, som om han _altid_
fik præsenteret en Regning. Fru Canth raabte ham regelmæssigt ud et
Par Gange i Timen og han blev saa funden bagved Fruen, som havde han
været gemt i en Kjolefold--hvorpaa Fru Canth sagde:

-Naa, Manse, og nikkede til Afmønstring.

Man hørte Korstemmerne ned oppefra.

-Bevares. Fru Canth stod op: Tak. Hun rakte i stiv Arm
Sodavandsglasset hen til Sundt: Djø, Børn. Hun gik med »Manse«; ved
Parkettrappedøren stansede hun: Edvard--man mødes jo efter Dagens
Gerning--i »Bethesda«.

Sidste Akt gik. Den endte med et Soldatertableau, hvor Gardens
Musikkorps blæste paa Horn. Berg og Lange var nogle af de første, der
kom ud.

-Tivoli, sagde Berg og slog Droskedøren i. »Institutionen« gav den
sidste Fyrværkerifest i Sæsonen.

Mængden brød ud af alle Porte, skyllede Liv og Støj ned over Trappen
og frem over Gaden--gennem Strandstræde trallede Række efter Række.
Ude paa Kongens Nytorv flød man sammen til højlydte, lystige Øer, hvor
de muntre Sporvogne brød ud og svingede bort hver sin Vej, frem ad
Sporene.

Saa delte Støjen sig--ind i Gadernes store, ventende Gab. Og svagere
og svagere rullede den frem gennem Husenes store Stilhed: piblede ind
i en Port, ned i et Stræde--som om Stenrækkernes tavse Graa langsomt
havde suget den til sig.

Hist kysses de og gør Kur. Vaage maa vi, Som har Jour. Ene er vi.

Banditterne om »Hesten« havde dorsk rejst Nakkerne en Smule og
brummet--nu tænkte de videre med Hovederne ned i deres Hænder. Og kun
en Omnubus klaprede tungt op gennem Tavsheden.

       *       *       *       *       *

Tivolis Navn straalte i Gasbogstaver: Pantomimen var lige endt, og
Skarerne drev rundt under de illuminerede Buer.

-Kom du, sagde Berg, lad os suge lidt Luft.

De vendte og gik ned mod Basarplænen, der laa foran dem som i en lys
Sky; Gaskuplerne slog matte Arabesker gennem det fugtige Græs og
Kunstbedene prangede i dugget Pragt under Skær af Lamperne. Rundt om i
Træranden hang de farvede Balloner som skinnende Kæmpefrugter.

De gik frem. Berg stansede: Midt i den musikfyldte Luft rejste Basaren
stille sine straalende Buer. Alt lyste, Kupler og Minareter. Et
Vindstød drev nu og da de viftende Flammer sammen som til sitrende
Lyn fra Minareternes Spidser; og over de slanke Tinder laa
Sensommerhimlens stjernestrøede Dunkelblaa.

-Ja, her er smukt, sagde Berg dæmpet og langsomt.

-Smukt er her, sagde Lange og fløjtede til Hornmusiken glad ud i
Herligheden.

De vendte om og gik atter ned gennem Koncertsalsalleen, hvor Gasbuerne
spændte sig som lyse Æreporte over Hovederne: Aften--Berg og Lange,
lød det bag ved.

-God Aften....

Det var Lille-Gerster af Cirklen Blom, der skød paa dem som et Lyn,
Stokken bagud og Næsen frem: Er her med de Gamle, sagde han og skød
Skulderne op, Lemme-Souper....

-Tak, skød Lange ind.

-Tante fra Skan-der-borg, sagde Gerster. Herinde for at faa Tænder. Vi
gemmer hende i Divanen... Hvordan var 'et saa derude? De begyndte at
gaa.

-Naa--net....

-Kostymerne fra Paris,--Gerster snøvlede som en Udraaber paa et
Marked:--med en Tomme sat over til Knæene--man kender 'et... Naa--maa
hjem til Passagérgodset. Djø--Børn.

-Djø. Gerster fo'r afsted som en Pil, han gik altid med fremstrakt
Hals og sammenknebne Øjne og bevægede Næseborene, som om han stadig
vejrede Luften, hvor han kom frem.

-Satan--saa de har megen Familie fra Provinserne, sagde Lange, da
Lille-Gerster var ude af Skudvidde.

-Ja--der er de jo ogsaa fra....

-Ja, sagde Lange. Men Professoren gør sig s'gu dog med sin
Høremaskine.

-Ja--hun er en klog Kone, sagde Berg. Hun har faaet udrettet noget i
de Par Aar.

-Ja--Pokkers, sagde Lange, det er jo ikke mér, siden de flyttede fra
Randers....

Det var, som kom de ind i en Dansesals svirrende Tummel af Stemmer og
Lyd nede ved Koncertsalen. Lige fra Stengrotterne til frem under
Kandelabrerne, hvis Prismer lyste, var det kun ét vandrende, mudrende
Myldr; og indefra, hvor man over Stimlen saa' Dirigenten med det hvide
Bryst som en stor Dukke, søgte de forvildede Polkatakter ud over
Hovederne, hvor unge Piger greb dem i Flugten og nynnede.

Berg og Lange havde kæmpet sig frem gennem Stimlen til Divanens
Trappe. Nu rystede de sig, som Hunde, der kommer op af Vandet.

-Det tro København, sagde Berg, seende ned over Sværmen.

-Aften, Hr. Berg, Aften... To Roastbeef... _sauce tartare_... Kellner
Jensen viftede allerede Krummerne af det yderste Verandabord med sin
Serviet--Bankherrerne, Hr. Berg--Berg havde sét prøvende over tilhøjre
mod en højrøstet Herre-Pousse-Café i hvide Slips.... Lille Diner,
sytten Kuverter... er ved Kaffen, Hr. Berg... Hr. Jensen skød
undskyldende højre Skulder i Vejret og smilte illustrerende
Tilstanden.

-Vel--Vel... Kellner Jensen drejede som en Top... To Alliancer. Væk
var Hr. Jensen.

-Der har vi Professorens, sagde Berg, der stod i Døren og mønstrede
Salen. Professor Gersters havde okkuperet det højre Sofa-Hjørne og
slaaet Krans om Tanten med det nye Gebiss, som Hofdamerne i
»Svinedrengen« om Prinsessen.

Hele Salen var saa fuld, at Opvarterne knap kunde komme frem mellem
Stolene, og der blev raabt og bestilt og klirret: »Vel«--»vel«, saa
ingen Ganymed havde Kjoleskødet frelst. Mens et Par Bankherrer fra
Provinserne ravede hummerrøde rundt i Forvirringen--i Svalehaler og
Brandspande--og faldt Venner og Bekendte gladelig om Halsen over
Bordene.

Ovre i den venstre Sofa præsiderede Fru Canth i »Menigheden«, ogsaa
kaldet »de sikre«. Det var den snævreste Canthske Kreds: tre, fire
Familier, men, som Fru Canth sagde, »af den rette Aand«.
Sommer-Stamsædet var denne venstre Divan-Sofa, af Fru Canth kaldet
»Bethesda«, til Forargelse for Fru Mølbom. Fru Mølbom, der evindelig
førte Poder enten til Daab eller til Konfirmation, havde smaa
religiøse Anfægtelser.

Iaften var hele den »sikre« Kreds samlet: de fire Fruer, Fru Canth
selv, Fru Dunker, Fru Mølbom og »Tante« Strøm: »vore tre Ungkarle«:
Sundt, Redaktør Scheele og Bastrup af Toldvæsenet, ogsaa kaldede »de
smaa«, samt Mændene.

Der blev raabt saa længe paa Berg, til han bugserede sig frem til
Bordet. Damer og Herrer førte Ølglassene fint mod Flaskerne; hvad der
betød Akklamation: Plads for lille Herluf--Plads for lille Herluf,
raabte Fru Canth ... Luften svirrede af Herre-Fornavne--Damerne i
Kredsen Canth kaldte alle Herrerne ved Fornavne undtagen deres
respektive Mænd--og Berg blev klemt ned paa en Stol ved Siden af Hr.
Mølbom.

-For Bæ'lam--for Bæ'lam--Fru Canth var stadig ved Operetten--: noget
for den smaa Edvard. Fru Canth drak Buketten af en Carlsberg med
Sundt, der straalte paa en Sofaplads mellem Fru Mølbom og Fru Dunker,
med Skuldrene skudt behageligt op, som en Mand, der endelig er kommet
i Kakkelovnskrogen.

Fru Dunker pillede uafladelig Rejer til Scheele med nogle ringbesatte,
nervøse Fingre.

Hr. Mølbom konverserede Berg. Familien Mølbom havde gjort deres
Ferieudflugt til Møen: Fa'er og Mo'er og Arthur, sagde Hr. Mølbom.
Dejlig Tur--fem Dage for hundrede tre og tredive Kroner....

-Tre Mand--_tre_ Mand, De! gentog Hr. Mølbom.

-Fa'er og Mo'er og Arthur--Hr. Mølbom nikkede over til Arthur, som var
Hr. Bastrup af Toldvæsenet. En lang Nøddeknækker, der brugte kulsur
Natron til sin Mad (om Foraaret drak han og Fru Mølbom samme Brønd i
Rosenborg).

-Fem Dage, sagde Hr. Mølbom.

Damerne talte om Fru Canths Strømper: Lille Herluf har sét dem, raabte
Fru Canth. Har lille Herluf ikke sét dem? Berg maatte bevidne, at han
havde sét dem, og der blev en Strømpedebat over alle Bredder.

Det intimere Lingeri var den Canthske Damekreds's bedste Emne. Man
gennemgik det stadig paany til det diskreteste Mellemværk. Ved
Vintersammenkomsterne havde alle Damerne Kniplebrædt og kniplede løs
paa Forøgelsen af Raffinementerne, mens Herrerne gav Raad og dømte om
Modellerne.

Fru Strøm havde sét et Mønster (Scheele fik sit Rejebrød rakt paa en
Kniv af Fru Dunker) ... hos Davidsens ... og hvad havde Fru Canth ikke
sét--idag hos Vett--en Model til Chemiser....

-Nogle Chemiser, Tante Strøm,--Fru Canth saa' ud, som om hun vilde
sluge Chemiserne--uden Ærmer....

Alle Damerne kastede sig over de ærmeløse »inderste«; Hr. Mølbom, der
var færdig med Prisbilligheden paa Møen, sagde:

-_Tre_ Mand, og faldt pludselig hen med begge sine fyldige Hænder
stemte fast mod Bergs Laar. Hr. Mølbom var saadan: han faldt pludselig
hen og glemte Verden i en øm Stilling mod et Medmenneske, og sad saa
med stirrende Øjne ud i Rummet.

-Ja, sagde Berg saadan noget som for tyvende Gang, der er kønt paa
Møen.

Der blev et Staahej i Anledning af Ankomsten af Billedhugger Pless.
Der maatte skaffes Plads til ham, og man rykkede saa tæt sammen, at
ingen kunde røre Benene: La' ham sidde paa Skødet, raabte Tante Strøm;
Pless kom ned ved Siden af Fru Canth.

Damerne var saa ivrige, at de skød Tallerkenerne bort og tegnede
Mønstre paa Dugen med Neglene; Oberstinde Strøm sad og skinnede, rank
og stormægtig, med sine stikkende Øjne rundt i Kredsen med et Smil,
der bugnede af Forstaaelse; kun Fru Mølbom--der altid var rød i
Kinderne og paa Grund af for stramt Korset ligefrem ophovnet--sad med
stiv Hage som den personificerede Forargelse. Fru Mølbom havde i det
hele taget nemt til at antage et Udtryk, som om hun lugtede til et
Løg.

Hr. Mølbom vaagnede og saa' over til sin Halvdel.

-Vi to, Mo'er, sagde Hr. Mølbom og løftede Glas. Hr. Mølbom kaldte
altid sin Kone for »Mo'er« med et Udtryk af Inderlighed paa Ordet. Fru
Mølbom havde skænket ham otte Børn fra nitten Aar og nedefter.

-Vidne, Hr. Berg, sagde Hr. Mølbom. Vidne, Arthur ... De drak alle
fire.

Damerne var stadig ved Lingeriet: Ja--i _hver_ Vask lod Fru Dunker
sine Mellemværk bløde i Kaffe ... de saa' ud som ægte....

-Men Gud, det Arbejde--Damerne raabte ... Ja, Fru Dunker gjorde det
... i hver Vadsk (Fru Dunker blev ivrig) ... hun blødte dem med en
Klud--_hvert_ Mellemværk ... Scheele vidste det!

-Lille Carl véd det, lille Carl véd det, raabte Fru Canth.

Sundt saa' op fra sin Mad og strakte Armene i Vejret: Ja, sagde han,
Livet er rart,--mens Tante Strøm og Fru Canth lo, saa ingen hørte
Ørenlyd.

Midt i Støjen sad Ægtemændene Dunker og Strøm stive og ubevægelige,
daddelløse, med Dannebrogsordenens smaa Baand i Knaphullerne, og drak
en Gang imellem hinanden stille til; hvorpaa Ingeniør Dunker igen
faldt hen med halvlukkede sløve Øjne, som om han sov, mens Oberst
Strøm forblev rank med sit lange, kønne Napoleonsskæg og et
høfligt-opmærksomt Smil, som om han stadig hørte paa en Bordtale.

Lille Canth gemte sit forskræmte og rynkede Ansigt bag Oberstindens
brede Buste, og de tre Ægtemænd blev midt under Lystigheden siddende
med stadigt det samme Udtryk i Ansigterne, ubevægelige som tre
Avtomater. Hr. Mølbom drak bestandig Rækken rundt og tog Vidner med et
aandsfattigt Udtryk i Ansigtet.

Fru Dunker, der altid var febrilsk og blev støjende ved den mindste
Lejlighed, for at holde Scheele i Aande--var blevet ved _sit_ om de
kaffeblødte Mellemværker, og Debatten blev stadig hedere, mens Fru
Canth lo, saa hun maatte holde sig i Siderne. Pludselig vendte hun
Hovedet og sagde:

-Hvad si'er Pless? og der blev en ny Latter, hvori selv Obersten
deltog: Pless sagde nemlig aldrig noget. Han kom kun i Menigheden for
at spise og fylde en L'hombre ud for Ægtemændene; han hørte ligesom
Berg--kun til Udenværkerne og gik under Navnet »Neutrum«.

Mens alle blev ved at le, saa' Berg sit Snit og tog Afsked. Ude paa
Verandaen sad Lange og saa' krænket ud over en med Brød kemisk renset
Tallerken: Det er saa morsomt at sidde ene, sagde han, naar man er i
Selskab.

-Du kender jo Fru Canth, sagde Berg og slog Tartaresaucen over Kødet.
Man kommer aldrig derfra.

Ovre ved Pousse-Café'en blev der slaaet paa Glasset, og Konsul Møller
fra Nibe fik Ordet ved en Bordende. Men i Herrerækken mod
Verandapillerne drak man glade Privatlikører i Flæng, og Konsul
Møllers Nabo blev ved at slaa et Par kærlige Arme op om Konsulens
Skjortebryst: Ja vel, min gamle Ven, ja vel, sagde han--saa Konsul
Møller aldrig kom videre end til »højt at glæde sig, mine Herrer«,
hvad han blev ved at gøre, med Ansigtet vendt mod Honoratiores, en
Etatsraadsrække, der sad ind mod Væggen, ranke og repræsenterende, med
saare tomme Ansigter.

-Hva' er det for en Forsamling? sagde Berg.

-Véd s'gu ikke ... En Bankdelegation, tror jeg--Konferensraad Hein
staar i Spidsen--de vil danne en Centralbank eller saadan noget--for
at samle Kapitalen...

-Ja saa...

Berg og Lange sad med Albuerne paa Bordet og saa' ned over Sværmen
ved Koncertsalen. Et Par gamle Let-paa-Taa ved Bankbordet havde rejst
sig, mens Konsulen fra Nibe klinkede langs Vinduerne, og listede ned
ad Trappen med aabne Overfrakker og Lommetørklæderne bundet om Halsen
... De forsvandt ovre i Alléen, drejende om alle Skjørter...

Strømmen dernede blev ved at bølge frem og tilbage, mens en Gang
imellem Blikinstrumenterne bruste ud i en Takt, der naaede op til
Verandaen, og indefra Latteren fra det Canthske Bord lød ud gennem
Vinduerne.

Ovre ved Bankdineren var der blevet mere stille. Herrerne med Ryggen
mod Haven havde vendt sig, og de saa' alle ud over Mængden mod den
lyse Koncertsal.

Der blev applauderet dernede, først inde i Salen og saa udenfor; det
lød som en stor Brusen op til Verandaen.--Da Orkestret intonerede
igen, kendte man »Honnørmarschen« og alle Herrerne raabte Bravo og
klappede ud over Rækværket under Larmen. Konferensraad Hein klappede
for, med smaa distinkte Haandklap, som slog han Takt; og alle blev ved
at applaudere, saa Agent Høyer, Delegeret fra Viborg, der sov yderst
paa Hjørnet, barhovedet, i sin brunrøde Paryk--med den høje Hat under
Stolen og med Muffediserne trukket halvt frem over Hænderne, der var
foldet paa Maven--vaagnede med et Ryk mod Sidemanden og troede, der
skulle stemmes i Byraadet...

Da Klap og Bravo var døet hen, slog Konferensraad Hein paa sit Glas og
sagde siddende, at han vilde tillade sig at meddele H.M. Kongen denne
»spontane Ovation«--han vidste, i hvor høj en Grad det vilde glæde
Hans Majestæt. Og da alle klappede, under langtrukne Bravoer, der gik
over til et stort Hurra--Etatsraaderne aabnede Mundene taktfast, ni
Gange, stumme som Havets Fisk--rejste Konferensraaden sig og sagde
højtideligere, med Glasset i Haanden, mens der blev stille:

Han vilde sikkert bringe Hans Majestæt denne Forsamlingens gentagne
Hilsen. De véd det, sagde han og talte, vuggende let frem over
Bordkanten: De véd, mine Herrer, hvilken højsindet Protektor, hvilken
utrættelig Beskytter af ethvert Fremskridt vort Land har i Hans
Majestæt. Det er mig personlig bekendt, at ogsaa disse Dages
betydelige Gerning--denne store Sammensmeltning af saa anselig en Del
af al Landets Kapital--af Hans Majestæt er blevet hilset med Glæde og
Haab. Det maa være os en Tilfredsstillelse--for os alle, mine Herrer,
en Tilfredsstillelse og en Lykke at vide vor ophøjede Konge i Spidsen
for vore Bestræbelser med sine naadige Ønsker om vor Fremgang ...

Der blev atter raabt Bravo, og Konferensraaden sluttede med et højt
»Leve« for Hans Majestæt.

Man hørte de sidste Toner af Honnørmarschen, mens Hurraraabene døde
hen; der var kommet en høj, løftet Stemning over hele Selskabet, man
talte om de store nationale Foretagender, om Omvæltningerne i
Agerbruget og Havnen i Esbjerg.

Redaktør og Bankraadsmedlem Svendsen fra Aalborg rejste sig: han vilde
dog kun sige nogle faa Ord, de sidste idag--og de skulde henvendes til
Hr. Konferensraad Hein. Der blev raabt Bravo, saa ingen hørte mer end
»Fortjenester, alle kendte«, og Redaktøren maatte vente, til
Dirigenten havde skaffet Ro. Saa sluttede han af--med højt hævet
Glas--med et Leve for _ham_, mine Herrer, der havde givet Kapitalen
Vinger i dette Land. Et Leve for vor Stands Icaros, Hr. Konferensraad
Hein.

Leveraabene vilde slet ikke holde op, og alle stimlede sammen om
Konferensraaden for at klinke.

Etatsraad Blom, Landstingsmanden, lod sit lille Miniatur-Dannbrogskors
glide hen mellem sin Tommel og Pegefingeren og sagde:

-Ja--vore Produkter er blevet Guld.

De gentog Etatsraadens Sætning rundtom, og et Par af Herrerne rejste
sig: de maatte have Luft ved igen at klinke kraftigt med
Etatsraaderne. Mens Justitsraad Horn--fra Assens, Ridder af Vasa--nede
i sit Hjørne sagde en Sætning af »Dagbladet« om »Guld, gravet ud af
vore gamle Volde«, og alle sad saa oprømte, med straalende Ansigter,
som havde de alt det rare Guld foran sig paa Dugen.

Konferensraad Hein talte ikke mer. Han sad i Tanker og førte Cigaren
til og fra den smalle Mund, mens han fulgte de fine tynde Røgskyer med
et Smil. Ovre ved Rækværket havde alle Herrerne vendt Stolene ud mod
Sværmen, og Konsul Møller sad halv salig og lod sin Serviet dingle
langt ned fra Rækværket over Mængden, ligesom om han anglede.

-Det er _Fiskene_, sagde han og grinte af sin egen Vittighed, saa han
var lige ved at gaa ud over Rækværket, og en hel Del Provinskolleger
lo med, til der pludselig blev ganske stille og man tav genert.

Men Konferensraad Hein var vaagnet af sine Tanker ved Latteren og
uden at have hørt den jydske Vittighed sagde han, med et Glimt i
Øjnene, seende frem over Mylret og Salen.

-Ja--Liv er her blevet.

--Berg og Lange gik ind til Gersters. Familien saa resigneret ud og
dukkede over Melon med Sukker i Rundkreds om Tanten, der var i
Atlaskmantille med Chenille, og som endnu kun besværligt talte med de
nye Tænder. Da Berg og Lange blev præsenteret, gav hun Haanden, som om
hun stak Fingrene ind mellem Tremmerne i et Menageri. Professorinden
bød paa et lille Stykke Melon til et Glas Vin, og de fik Plads ved
Bordet.

Man talte om Landet og Sommerophold. Lange sad ved Siden af
Professoren og illustrerede ham en Badesæson ved Bovbjerg med mange
impressionistiske Billeder, mens Professoren umærkeligt rykkede
længere og længere ind paa sin Stol--hvert moderne Udslag af den
Langeske Sprogbrug skar gennem ham som en Kniv--og sagde gentagende,
at Luften anerkendt jo skulde være ganske fortræffelig ved Bovbjerg.

-Ja--hvad Lange angik, kunde han sige, _hans_ Nerver havde _danset_
...

Fruen smilte, med sit vaagne, behagelige Værtindeblik stadig hen over
Bordet--ogsaa Professoren sørgede hun for, _saa_ bød hun ham, og _saa_
rakte hun ham noget med en egen dæmpet Omhyggelighed--:

-Ja--sagde hun, Hr. Lange fandt nu altid saa ejendommelige Steder ...
_De_ havde saamæn bare været i Fredensborg--men der havde været rigtig
rart der ude ... Man havde altid Slotshaven at sidde i om Dagen.

-Og saa gi'er det jo noget Liv--med Hoffet derude, sagde hun.

Berg mente ogsaa, der var rigtig rart i Fredensborg, han havde boet
der en Sommer--stille og rart, kun saa solhede Veje, sagde han.

-Og ikke Mad at opdrive, sagde Lille Gerster. Han havde ikke mælet et
Ord til nu, men bare siddet dukket over sin Tallerken og leget med
Melonkærnerne, det generede ham altid, at Lange talte saa højt, naar
han var sammen med hans Familie, og havde saa store Bevægelser med
baade Arme og Bén. Han havde stadig en Fornemmelse, som om Lange
maatte vælte noget. Familien Gerster selv havde alle nogle
forbindtlige, bløde Stemmer, der kun brugte Mellemtoner, og smaa
hensynsfulde Bevægelser, der aldrig blev paatrængende eller fyldte op.

-Erhard forsøgte vist tre Gange hele Sommeren, sagde Fruen og lo lidt
over til sin Søn.

-Mo'er overdriver--i Familien Gerster brugte kun Professoren Tiltalens
personlige Pronomen--jeg var derude hver anden Uge.

-For at sove ud, sagde Professoren frem over Bordet. Han var den
eneste i Familien, der undertiden talte højere i en ligesom pludselig
utaalmodig Tone. Gerster skulde række Karaflen herned, sagde den
agtsomme Frue, hvis Herrerne deroppe har faaet.

Karaflen blev rakt ned under en lille Taushed, og Fruen spurgte Berg,
om man ventede mange Bøger nu i Efteraaret. Naar Erhards Venner var
der, ledte Professorinden altid gerne Samtalen hen paa nye Bøger og
nye Forfattere, og hun sad smilende og hørte paa alle de gudforgaaende
og radikale Ting, mens hun selv skød sine behageligt liberale
Anskuelser ind i smaa rolige, halvt satiriske Sætninger. Men en Gang
imellem kunde der ogsaa plumpe ud af hende et uvilkaarligt, ganske
ungpigeagtigt udbrud, der gik videre end nogen andens, og som viste en
betænkelig Mangel paa Respekt for baade--det ene og det andet hos
Professoren. Og saadanne Udbrud kom altid i en egen fortrolig Tone,
som om hun talte med Haanden for Munden eller bag nogens Ryg.

-Jo--sagde hun, Novelletterne havde hun læst, strax--ude i
Fredensborg.

Hun kom pludselig til at se' over paa Tanten, der sad ret op i Sofaen,
helt stiv af Søvn:

-Tante sagde jo, ytrede hun, at Kielland var blevet læst hjemme i
Skanderborg.

Tanten vaagnede ved Lyden af sit Bys-Navn og sagde besværligt paa
Grund af de nye Munddele:

-Ja ... vi havde Læse-Torsdag ifjor ... Vi og Madsens, du ved, de unge
Folk, og Doktor Sørensens ... skiftede hos hinanden ...

-Ja--det har jo Tante fortalt, sagde Fruen.

-Men efter Nytaar, du, spillede vi Boston, sagde Tanten.

Erhard rømmede sig og saa' paa Berg. Lille Gerster led i det hele af
den Sygdom stadig at genere sig, naar der var Venner af ham sammen med
hans Familie; _saa_ paa den ene Parts Vegne og _saa_ paa den anden.
_Selv_ gav han ikke Anstød. Han sad mest stille paa sin Stol. og saa'
underlig umyndig ud, med et Par artige Øjne.

Lange var ogsaa gaaet over til Literatur og talte meget indgaaende om
Zola: Satan til Ka'l. sagde han. Satan til Ka'l. Lange kradsede sig i
Hovedet: Han véd, hvad det kommer an paa: at ta'e Sanserne; sagde han,
_det_ er det.

Han bøjede Manken helt ind til Professoren og blinkede: der var altid
saadan en inderlig Fortrolighed over Lange, naar han bredte sig paa et
Yndlingsemne:

-Ham lugter man saagu, sagde han og snøftede let.

-Ja--Professoren læste desværre kun Revue des deux Mondes
i--»Læseforeningen«...

Salen var næsten blevet tom, alle var brudt op til Fyrværkeriet. Lange
og Berg tog Afsked, Tanten var allerede kommet midt ud paa Gulvet for
at binde Kjolen op med et Gummibaand og komme afsted. Fru Dønnergaard,
født Gerster, havde ikke sét Fyrværkeri siden Kronprinsens Bryllup, da
Amtsraadet lod brænde et af paa »Slotsbjerget«...

-Rigtig kønt var'et, Jette--især i Vandet ... Men der er ogsaa dejligt
ved Søen ... Det er dog det dejligste Sted, Jette.

-Men lad mig dog holde, Jette--lad mig dog holde, sagde Fru
Dønnergaard til Fru Gerster, der tog Overstykket paa. Hun var saa
ivrig for at de alle skulde rejse sig og komme afsted, som om hun
aldrig havde nikket over en Tallerken med Melon.

Og tilsidst blev de da endelig færdige, mens Lange og Berg bukkede i
Døren.

       *       *       *       *       *

Da Lange og Berg kom ud paa Verandaen forbi Bankherrerne, hvoraf nogle
stod barho'dede og stak Næsen op i Luften, hørte de allerede den
susende Knitren af Fyrværkeriet, og lige foran dem, over Mængdens
mangfoldige Nakker, saa' de Bagsiden af en snurrende Sol, der kastede
et rødt Skær, som en halvt udfoldet baskende Vinge, gennem Røg og
Gnister, før den slukkedes.

Lange istemte Mængdens lange »Aa--aa«, da de sidste Gnister faldt.
Rundt om dem laa nogle Øjeblikke kun et vidt Mørke, fyldt af Mængdens
Mumlen som af en Susen, op mod den stille, lyse Basar. Midt i Mørket
løb de smaa Lys af Fyrværkernes Lygter og kastede hoppende Skær over
Fyrværkeriets store Galgen-Skeletter.

Numer fulgte paa Numer. Smaaflammer sprang op ad Fyrværkeriets
Stilladser og tændte--rødt, gult og grønt--regnbuefarvet urolig Ild.
Og paa den anden Side af Plænen saa' man pludselig de tusinde, sagte
bølgende Ansigter i Skær af de skiftende Flammer, helt op til Basarens
rolige Lysbuer.

En Regn af »Sværmere« var det sidste Numer.

Der lød nogle Knald, og i samme Nu skød hundrede Ildslanger sig op i
Kreds, bøjende i skønne Rundinger mod hinanden de lange Halse; og som
om de udspyede dem, faldt utallige Perler, store, som lyse Kloder ned
gennem Rummet og brødes med Knald--smaa plaffende Knald: med ét var
hele Himlen, hvor man saa'. kun _et_ vildsomt Løb af ilende
hurtigfødte Stjerner, der lyste over Tusinders Ansigter...

Bankherrerne var gaaet helt frem for Enden af Verandaen, hvor de stod
og gloede med glad Undren over Trækkene, mens et langt Bifaldsraab
steg op fra Lavningen og spændte over det hele Rum--op mod de kunstige
Stjerner, der slukkedes.

       *       *       *       *       *

Berg og Lange gik ned ad den halvmørke Koncertsals Allé. Langt borte
fra hørte de Selskabet Canth, som gjorde en sidste Runde. Arm i Arm,
de fire Ægtemænd bagerst. Lille Canth havde saadan en ujævn Gang, saa
han aldrig holdt Trit, og det altid saa' ud, som løb han som en Hund
mellem de andres Bén.

Fru Canth og Sundt gik forrest. Oberstinden havde Fuldmægtigens
venstre Arm. Det var hendes Ret: en venstre Arm hos en af »de
smaa«--paa Skift. Hun kaldte sig selv »det femte Hjul« og lo med sin
høje overstadige Latter, naar hun sagde det.

Berg sluttede sig til Lille Canth, mens de gik videre. Der var en egen
melankolsk Sympati mellem de to: Berg holdt saa meget af den lille
Mand. Han mælte aldrig et Ord. Han gik stille rundt, rokkende lidt paa
Hovedet med det triste Ansigt og det tottede Skæg; han tog sig kun en
Gang imellem op til Øjnene, ligesom om han vaagnede eller besindede
sig. Og saa sukkede han.

I Middagsselskaberne, naar Berg og han var sammen, kom han altid efter
Bordet og tog Berg under Armen og slæbte ham med sig hen i en Krog,
hvor han kunde finde et Par Stole; og _der_ sad han saa, ligeoverfor
Berg, uden at mæle et Ord, en hel Timestid i en stor Røgsky.

Og naar der blev kaldt til Spillebordene, rejste han sig kun og sagde
med sin tynde Stemme, mens han tog sig med Haanden over Øjnene:

-Naa--nu skal der nok spilles, og gik fra Berg med et Haandtryk.

Ogsaa nu gik de to uden at sige noget; lige foran dem havde Hr. Mølbom
slaaet en Klo i Lange og var igen paa Møen, mens »Mo'er« gik lidt
henne til en Side med lange Arthur, begge tavse, i et trægt luntende
Trav--Fru Mølbom i Galosker--som et Par halvgamle Heste, der længe har
trukket sammen.

Fru Dunker og Scheele gik inde under Træerne--naar de var alene,
støjede hun ikke mer.

Berg stødte mod noget paa Jorden, med Foden, og bukkede sig: Aa--det
er en Raketstok, sagde han og tog den op, saa' ind i det sorte Hylster
og rystede det.

Lille Canth standsede ogsaa og kiggede ind i det tomme Hylster, Fru
Canth raabte fra Fortroppen, hvad det var, og alle stansede og tog om
den mærkværdige Stok, til Fru Canth sagde:

-Uh, man blir jo sort om sine Hansker, og smed den.

Og alle satte i Marsch igjen.

-Ja, Herren véd, sagde Lange, hvem der har faaet _den_ i Hovedet. Hr.
Mølbom lo.

-Det er ikke noget at le af, sagde Lange, _det_ er s'gu Faren med
Raketstokke--at Godtfolk faar dem i Hovedet...

De kom ned mod Teatret og hørte en høj Klappen. Det var Publikum ved
Hornmusikken, der vilde have et sidste Extra-Numer. De gik over til
den store Rundkreds af Folk, der ventede under Lygterne; Bankherrerne
kom ogsaa i en Sværm, echaufferede, med Hattene i Haanden, og blev
staaende.

Da Musikken begyndte, kendte de »Kyssenes Sang« ... Og nynnende,
vuggende Hovederne ind mod deres Herres Skuldre, stod Damerne med de
smilende Ansigter vendt op i Lygtelyset...

Saa strømmede alle ud paa den store Plads, hvor det elektriske Blus
paa National-Taarnet sendte sin Strime af Lys frem over Mylret ned mod
Frihedsstøttens store graa Sten.

Og ind i Støjen af rullende Drosker og »Nationals« Musik og »Farvel«
af de hundrede Stemmer hørte man højt Zinkarbejdernes lystige Takt,
der under Edisons Lamper glad hamrede løs paa »Victoria-Teatrets« nys
rejste Tag.

Berg var stanset ovre paa Fortovshjørnet ved Jernbanen. Du, Lange,
sagde han dæmpet og dvælede paa Ordene, mens han saa' ud i det rige
Mylr: Om man dog havde en Harlekinsstav og slog med den en Tryllekreds
om den hele By og bandt den til ét Billede...

Berg tav lidt, og med en Bevægelse med Hænderne, som sønderbrød han
den tænkte Stav, sagde han med et utaalmodgt Suk:

-Og saa vilde det være et Tornerosetableau, det hele Billede.

Han vendte sig, just som han blev raabt an af en høj, lidt skingrende
Stemme: God Aften--Berg.

Det var en Herre, der raabte fra en Droske over den halve Gade: Ses i
Ugen, raabte han, til en bedre Frokost ... Han svingede med Hatten fra
Drosken, der rullede videre.

-Hvem er det? sagde Lange.

-Den unge Adolf, sagde Berg--Søn af Adolf med »Husholdningsbøgerne«...

-Hm, sagde Lange i sin misfornøjede Tone: En støjende Herre.

De gik videre.

       *       *       *       *       *

Berg var kommet hjem, hvor Lampen brændte stille under sin Skærm, og
gik frem og tilbage over Gulvet. Han knipsede Kineserdukkerne, der sad
rundt om paa Kanten af Etagerer og Konsoller, saa de bevægede
Hovederne, og saa' lidt paa den nikkende himmelske Forsamling.

Saa slog han de lange Persienneskodder til Side og aabnede Vinduet.
Der var ganske stille, ikke et Fodtrin, ikke en Lyd. Fra Stjernehimlen
laa et Skær som af Sommernatsdæmring over Pladsens høje Tage.

Og længst borte, over alle Huse lyste som en skinnende Sky Skæret fra
»Victoriateatrets« elektriske Lamper.

Berg gik tilbage i Stuen og opdagede et Brev ved Foden af Lampen. Han
tog det og saa' paa Haandskriften--i Hjørnet var der en Svale med en
fransk Devise: _Nous reviendrons_--: Berg blev siddende lidt, før han
brød det og læste:

 »Moder beder mig sige Dem, at vi nu lykkeligt og vel er kommen hjem
til Byen--for at opleve endnu en Sæson.

Vi hilser Dem alle.

Deres ASTA HELTZ«

Berg blev siddende længe og stirrede ind i Lampen--Brevet med Svalen
havde han krammet fast sammen i sin Haand.




II

Berg blev baade døv og ør paa den gyngende Bro, hvor han stod, midt
mellem Victoriateatrets Himmel og Jord--saadan blev der banket, hamret
og høvlet; i ét Net af Stilladser og Bjælker og Stiger klang Murskeer
og Hamre, oppe og nede, gennem Tridsesnurren og Raab: Ohøj--ohøj, lød
det fra Kælderen som fra Maven af vældige Bugtalere.

Berg blev svimmel, naar han saa' derned, hvor Stilladserne groede op
af Mørket paa svære Ben og spredte sig i hele Rummet, lige op til
Kuplen, hvor Lugerne lo mod Dagen--én Kæmpekrop, hvor alting sang og
virkede ... Højst oppe hang Malerne, som Fluer, under Loftet, og
trallede i Kor »Kyssenes Sang« ned over Støjen...

Bygmester Martens stod ved Siden af Berg paa Broen og gestikulerede;
Ørenlyd af hvad der sagdes, hørte ingen af dem. Nede, hvor Scenegulvet
blev lagt som en ren Flaskeholder af Bjælker og Huller, stod den unge
Adolf og raabte med Hænderne for Munden: Frokosten--Frokosten! og Berg
og Martens gik tilbage ad Broen, balancerende paa vuggende Stiger:
Hold i Tovet--Tovet, raabte Martens, som var underst. Vejen var ikke
saa rar, før de fik en solid Stentrappes faste Grund under Fødderne.

Den unge Adolf ventede paa dem med Bogholder Spenner, Martens
Faktotum, der sagde, at Kokken umulig længere kunde holde »den lille
Forfriskning«.

Men Martens blev ved at vise frem, mens de gik hen gennem
Balkongangsrummet, bukkende frem under Malerstilladser og hoppende
udenom Kalkbøtter og over Brædder:

-_Der_ skulde være Marmorpuds, og _der_ skulde være Forgyldning ...
Martens pegede og Martens viste.

Bygmester Martens begyndte altid ivrigt paa Forklaringerne af sine
Herligheder og fandt saa ikke Ordene og stod blot og førte den højre
Arm gennem Luften, som om han udbredte den ganske Pragt af Stuk og
Puds og Kulører for sine glade Øjne, der altid straalede som et Barns
over hans egne Undere.

-Ja, ja, sagde han saa. Det er Interessen. Og han gik videre og
nynnede. Nynne gjorde Martens altid, højere og højere, mens det
svirrede for hans Øjne med Forgyldning og Marmorpuds, naar han gik om
i sine Bygninger. Det var saadan en Rest af Vanen fra den Tid, hvor
han havde sunget over Høvlebænken.

Hr. Spenner, der gik bagved med Hr. Adolf, mindede igen om Kokken. Men
Modellen maatte man da se, mente Martens. Den stod jo bare lige
herindenfor i »Foyeren«--Martens sagde »Foé-en«, han snublede altid
over de mange fremmede Ord i sine »Bygninger«--; de brød gennem mange
skærmende Sækkelærreder, der spærrede Døraabningen, ind i Foyeren,
hvor Arbejdernes tøj hang paa interimistiske Knager, og en Mængde
Ølflasker garnerede Væggene. Modellen stod velforvaret paa et
Fjællebord.

Martens dækkede Stykket af med en Haand saa varsom, som løftede han
Dynen lidt fra en Vugge, og de stod alle fire og saa' paa
Papiermaché-Modellen, mens Martens tog Loftet af, saa man kunde se det
indvendige, og Adolf bukkede sig ned og pustede til den lille Vimpel
paa Taget, saa den viftede.

De læste »Victoria« paa Vimplen og blev alle fire ved at le, fordi den
saadan kunde vifte, naar man pustede.

Berg slog lidt mod Modellen med en Kno:

-Ja--kunde man bygge af _det_ Materiale, sagde han over til Martens.

-Ja, sagde Martens og kneb Øjnene sammen, mens han blev ved at le med
sin Kluklatter: Det er »Interessen«, sagde han. Han slog et
Sækkelærred til Side fra en høj Hylde, hvor der var stillet en Række
Gipsstykker op--dansende Basunengle til Logebrystningerne. Hva' tror
De, det er? sagde han og rakte Armen op for at tage et af Stykkerne,
stadig med det samme Ansigt som en Dreng, der viser et legetøj.

Han strakte Gipsstykket frem mod Berg med Vrangen ud: Det buttede
Drengebarn var det tyndeste Pap.

-Satan, sagde Adolf og slog med sin svipstok op mod Englene. Satan
--saa man bli'r fiffige, sagde han og stod og gottede sig, mens han
ligesom vejede den hule Papengel i den anden Haand.

De lo alle, mens de igen brød ud gennem Sækkelærrederne for at komme
ned og hjælpe paa kokkken.

Victoria-Restaurant'en var allerede aabnet i Sidefløjen med fire Sale
og tolv Kabinetter.

De gik gennem alle Salene ind paa Nr. 10, Hjørnestuen paa første Sal,
hvor Bordet var dækket med Servietterne som virtuosmæssige Svanehalse
paa Kuverterne. De var blevet svært sultne paa Vandringen og sagde
nogle Lovord over Maden med Mundene fulde. Martens sad og hilste
rundt, saa glad over sin Koks Kunster som en Hundehvalp i et Spil
Kegler, og sagde:

-Det gør godt i Næsen, naar Laaget bli'r taget af Fadene.

Martens nød iøvrigt lækkermundet alle sine Maaltider i Restauranten
nu. Hjemme var han næsten kun om Natten og om Søndag Eftermiddag.

Han sad da efter Bordet i et Hjørne af »Salen« i Sofaen og saa' ud paa
Pragten af Fløjl, Loftsdekorationer og indlagte Møbler, der var
stillet op ganske som i hans Restaurationssale, men som her, hvor der
manglede Publikum, saa' døde og stive ud, som de endnu stod i et
Magasin.

Hans Kone gik stille om paa de skinnende hvide Lærreder mellem Dørene
og syslede. Til daglig kom hun ikke i Stuerne, men blev i Sovekamret
og Badeværelset, der var det mindste Rum i hele Huset. _Der_ havde hun
strax stoppet alle seks Børn sammen og vuggede og vissede fortumlet
videre, saa godt hun kunde.

Fru Martens var efter Aar og Dag endnu ikke kommet sig af Forbavselsen
over deres »Ophøjelse«; og hun gik om Søndag Eftermiddag rundt om
Martens paa Lærredsstykkerne, saa forsigtigt, som om hun ikke turde
træde, og talte hviskende, halvt af næsten overtrosk Ærefrygt for hele
Manden og halvt af noget som Angst for, at det hele kunde være forbi
igen, hvis man traadte for haardt til eller gjorde nogen Slags Støj
mellem Væggene.

Naar hun saa Ugen igennem vissede og vuggede, spurgte Fru Martens
stadig sig selv paany, hvordan det egenlig var gaaet til. Da de
giftede sig, var Martens kun Svend, og de havde blot én Stues Indbo.
_Hun_ havde sparet deres første trehundrede Daler.... da var det Daler
endnu ... De første trehundrede Daler ... Fru Martens blev siddende
med en lille Bygmester Martens i Armene: hendes Forstand kom ikke
videre.

Martens tænkte sjældent paa Fortiden. Det hele var gaaet saa ganske
naturligt til, som alting gaar naturligt til. Han havde »klasket« et
Hus op, som alle andre Svende, med Laan paa hver Sal og Prioriteter
til Taget--han havde bare sat Gipsgesimser i Gadeværelserne og givet
malede Lofter, og saa havde han solgt og bygget nyt og solgt igen,
stadig mere hidsig paa Farver, og Gips og Snørkler paa Dørene....

-Som »Interessen« nu er, sagde han til Arkitekterne.

Og da de andre holdt op, Kammeraterne, og sad som Grundejere og tog
deres jævne leje paa Broerne, blev _han_ ved, stadig med Facader,
Forgyldninger og Spejlglas, taget ligesom i en hel Rus af Imitation og
skinnende Kulører--ligesom han i Læretiden havde siddet og klattet
Farver paa Skillingsbilleder for hver opdrevet Toskilling--hele Tiden
halvt forundret over sine egne Vidundere.

Man var saa begyndt at tale om hans Bygninger; og Omtalen drev ham
videre til nye Raffinementer, han søgte Hjælp hos Arkitekter og
Dekoratører, byggede og byggede ... Bevarende, under det altsammen,
Smaamandens kærlighed til det grelle i Kulørerne og Uvægerligt
byggende alle sine Huse--disse Huse med deres monumentale belgiske
Ovne indførte fra Sverig, de imiterede Broncekaryatider paa Trapperne,
de forgyldte Gelændere og eftergjorte Parketgulve--ubekvemme,
indskænkende og snævre, ubevidst bevarende Arbejderens Maal, der er
vant til de smaa Rum, hvor man kan række med Hænderne mellem Væggene,
og til en tung Luft.

Han tilbragte sine Søndagstimer i sin Sofakrog--han arbejdede
aldrig om Søndagen og afgjorde aldrig nogen forretning paa en
helligdag--legende med Børnene og seende paa sin Stue, hvor
»Hædersgaver« fra hans Arbejdere stod rundt om og pyntede, saa »døde«
som alt det øvrige.

En »Hædersgave« var et stort gammeltysk Skab, indrettet som Pengeskab.
Pengeskabet var iøvrigt tomt. Alt, hvad Penge angik, havde Spenner at
raade med, og forresten var der aldrig meget med rede Mønt at gemme;
det gik i Forretningen mere med Veksler, der var saa gode som Penge.

Martens skrev sit Navn, der galdt som fuld Valuta, paa de blaa Papirer
med en egen sitrende, stolt Fornemmelse, stirrende paa de store Tal
med Haandværkerens Øjne, der overfor Kapitalen bevarer noget som en
ærefrygtsfuld og næsten ængstelig Ærbødighed--selv nu, hvor han
regnede op i de hundredetusinder.

--Frokostselskabet havde stillet den første Sult og begyndte at drikke
flittigere til smaa Mundfulde. Spenner, der sad tilbords som en
tyvagtig Hankat, der labber Fløde, begyndte at tale om Martens'
Ejendomme.

-Det var Tiden at bygge nu, sagde han ... Igaar havde de solgt Nr. 11
... Som varmt Brød gik det med Salg og med Bortleje.

-Ja--sagde Adolf--nu har man Avance. Han lod en tung Burgunder flyde
paa Tungen og smækkede.

De talte om alle Martens' Foretagender, om Køb og Salg og udlagte
Byggegrunde og nye Gader, saa det rullede med Tusinder. Spenner sad
hele Tiden med dukket Hoved og vaskede Bordet med Haanden, som om han
uafbrudt »forduftede« det meget Guld ned i sit Skød; Martens talte om
et Sommerhotel--ved Bellevue--paa Strandvejen ... Et Sommerpalæ ...

-Med Broer, sagde han, Broer over Strandvejen--Ekstra, ekstra, Hr.
Berg, det er Interessen ... Med Broer, sagde han igen og kom ikke
videre, men byggede sit Sommerpalæ i Luften med begge Armene.

Adolf slog sit Glas i Skum: Ja, sagde han, nu er det Tiden at sætte
sine Penge paa Rente.

En af Kellnerne kaldte Spenner fra Bordet. Det var en Lejer, der vilde
underskrive en Kontrakt:

-Ja, ja--det gaar, sagde Martens glad, idag flyttede han ind
derhjemme--den lille Fuldmægtig. »Den lille Fuldmægtig« var Assessor
Canth, der var flyttet ind paa Martens' tredje Sal.

De havde stadig faaet flere smaa Retter, og Vinflaskerne gik om i
Kurve. De talte igen om Teatret, om Lejesummen og om Direktører--da
Spenner kom tilbage.

-Men Pokker til Leje, sagde Adolf, De--Spenner ...

-Det var Grunden, der var saa dyr. Den og Pilloteringen havde kostet.

-Pilloteringen? spurgte Berg.

-Ja--det var jo _det_ ... hvad havde den ikke slugt for Penge: Huset
laa jo midt i Stadsgraven ... sagde Spenner.

-Ja--Satan til Historie med den Grund, sagde Adolf.

-Og Vandet har vi endnu i Kældrene, sagde Martens.

-Ja--om man nu havde Direktøren, sagde Spenner og »dukkede«. Bogholder
Spenner dukkede altid Hovedet ned mellem Skuldrene, naar han sagde
noget, som om han vilde gemme sig for sine egne Ord, og det saa' ud,
som om han stangede.

-Men Alverden søger jo, sagde Berg.

De var naaet til »Fuglene« og sad mætte, lænede tilbage, med
Servietterne i Skødet, mens de talte i Munden paa hinanden. Ja--_der_
blev nævnt Folk--det var den halve By, der blev nævnt af Rygtet--til
Direktør.

-Saagar jeg, sagde Berg og lo, blev spurgt igaar: Jeg skulde vel være
Direktør ...

-Ja, raabte Adolf, vi to--Berg--os to.

Spenner dukkede og vaskede Dug: Hvorfor ikke? sagde han. Det vilde vel
have sin Interesse.

Berg blev ved at le, mens de andre i Spøg, leende og drikkende,
vedblev at tale med »Dhrr. Direktører« om stykker og Billetpriser og
Skuespillerengagementer.

-Ja, sagde Berg: Naar man kunde slaa en Jøde ihjel ...

De rejste sig fra Bordet for at drikke Kaffen ved Vinduerne. De
takkede for Mad, rødmussede og højrøstede, fik Cigarer tændt og slog
vinduerne op. Ovre i Passagen strømmede Middagssværmen forbi i Solen,
Luften var høj og klar. De slog sig ned om Likørflaskerne, seende ud
over mængden, glade og vædende Tungerne med smaa Glas.

Adolf stødte sit Glas mod Bergs: Konsortiet leve, sagde han. Og han
begyndte igen at lægge Planer om Koncerter, om Turnéer og om
Sommerforestillinger med fremmede Kunstnere: September! Hvad taler De
om September? der kan tjenes Guld i September, sagde han, det er de
Rejsendes Maaned ...

-Der er jo ingen Provinser mere, sagde han og slog Haanden ud mod
Passagen og Mængden. Det er jo kun ét eneste stort København, det
hele....

De smilte alle ud over Middagssværmen, og Spenner sagde: Og saa
trækker man dem ogsaa over Sundet.

-Ja, sagde Adolf, over Sundet skal de.

De blev stille, hver i sine Tanker, blæsende smaa, fine Røgskyer frem
for sig i luften. Støjen nede fra trængte op til dem, og de sad,
smilende og saa' paa deres Glas, hvis Vædske blev gylden i Lyset.

-Ja, sagde Adolf. Det er det, det gælder om; og de tømte Glassene og
brød op.

Berg og Adolf var ganske hede og opildnede, da de kom ned paa gaden og
skiltes ovre paa Hamtorvet;

-Men ligegodt, sagde Adolf. Tænk over det--det er en _Idé_.

-Snak, sagde Berg. Han var virkelig gaaet og havde smilet ved Tanken
om »Direktoratet«--saa tosset det end var.

-Naa--adieu, »Associé«, sagde Adolf. Og inde fra Fortouget raabte han:
»_Jeg_ skyder Pengene ind.

Berg blev ved at lé ganske højt for sig selv, mens han sad, med Hatten
paa sit Skød, oppe paa Taget af Sporvognen og kørte til Kontoret.

I Redaktionsstuerne var Persiennerne nede for Solen og Luften stram af
de nye Olietæpper paa Gulvene. Redaktionssekretærstolen, Hr. Gravesens
Embedssæde, i den første Stue var tom, paa et Hjørne af Skrivebordet
laa der en Flettekurv.

Flettekurven var Tegnet paa, at Fru Gravesen var i Redaktionen. Fru
Gravesen holdt af at opsøge sin Mand i Redaktionstiden--væbnet med
Fletteposen--for at afgøre pinligere huslige Udgifter (i Familien
Gravesen kunde iøvrigt næsten alle Udgifter henregnes til de pinlige):
heroppe forbød Hensynet til »De Herrer« Gravesen at blive højrøstet
eller simpelthen at gaa og smække med Døren.

-Ja, sagde Fru Gravesen hjemme med et lille Suk: Saa maa jeg vel ind
til »Fa'er«.

Der var igen noget, det _maatte_ skaffes til Pigebørnene. Caroline,
giv mig mit Tøj! sagde Fru Gravesen. Hun fik Fletteposen og Tøjet--den
længste Tid af Aaret var Fru Gravesens Tøj en grundtvigiansk Straahat
og en Atlaskes Mantille--og kom ned ad Trapperne. De to Klaverer
fulgte hende langt hen ad Vejen.

Familien Gravesen boede paa Østerbro i et »Gevinst-Hus«. De seks
Frøkener uddannede sig--som Bier--til praktiske Erhverv, et Par i hver
Etage. Hele Huset var fuldt af Skalaer, Solfeggier og italiensk
Bogholderi.

Hvert Kvartér kom en af Bierne ud paa Trappen og hvinte »Ro«; Om
Amalie blot et Minut kunde holde op med sine Hyl.

Amalie kvidrede i Stuen; der blev smækket med en Dør: Om Vilhelmine
vilde holde Næsen hos sig selv--man maatte vel have Lov til at øve
sig. Amalies Hoved kom tilsyne ved Kældergelænderet og skingrede op
efter i Trappegangen.

Alle Frøknerne Gravesen svirrede ud af de respektive Døre og hvinte,
rødtoppede over Gelænderne--samtlige Damer Gravesen var Chatteringer
af rødt--: Ja, Amalie kunde vel osse la' vær' ... Aldrig havde man et
Sekund Ro for Amalie....

-Pyh--Gud ved, hvor tit Vilhelmine tog sine Poter fra Klavéret....

-_Saa?_ om Ida bare vilde passe sig selv, kom det fra Kvisten, fra
Frøken Frederikke, der var med Stilebog og Blæk i Ansigtet. Alle havde
de Røster i Diskanten.

-Aa, maa jeg være fri....

-Naa--det véd vi da om Vilhelmine, at hun bare øver for at irritere os
andre....

-Hold du din Mund, Frederikke.

-Uf--Ida bliver naturligvis raa, hvinte Vilhelmine.

Det gik fra Kælder til Kvist; saa smækkede Dørene--hele »Gevinsten«
rystede, naar en af Frøknerne Gravesen bad om Ro--Amalie sendte den
siste Pil op til de uregelmæssige Verber paa Kvisten:

-Hm--det véd man vel, hvem der kan klæde sig selv, skingrede hun.
Frøken Amalie var Medlem af Holmens Kirkekor og holdt sig selv med
Paaklædning....

Med Skalaer og Verber vedblev nu uforstyrreligt oppe og nede i
Gevinsten. Frøknerne Gravesen var udmattede og havde ikke Vejr.

Fru Gravesen asede til Byen; hun havde en Gang, som hun var knækket i
Knæerne, men hun brugte aldrig Sporvogn af Hensyn til Udgiften.

Naar hun kom ind paa Kontoret, nejede hun for Medarbejderne i den
første Stue--Fru Gravesen havde været gift syv og tyve Aar i »Byen«,
men hilste endnu stadig med et provinsielt Ungpigeknix, under
Grundtvigianerhatten--og hun og Hr. Gravesen gik ind i et lille
Brædderum, der benyttedes af Extra-Korrektørerne, og hvor der en Tid
blev debatteret heftigt og halvhøjt.

-Tror du, det er til mig, Gravesen? sagde Fru Gravesen træt, naar
Redaktionssekretærens lille Skindpung endelig var kommet frem til
Udbetaling.

Naar hun gik, kniksede Fru Gravesen igen, med et sky Blik til
Redaktørens lukkede Dør. Fru Gravesen betragtede Redaktøren som noget,
der var meget nær op til Guddommen.

Medarbejderne lod klogelig Redaktionssekretæren sunde sig lidt over
sin Ordensliste efter Fru Gravesens Afgang.

Da Fruen var vel afsted, bad Berg om Papir; han vilde sidde her og
skrive, han gad ikke gaa ind til sig selv. Han fik Papiret og satte
sig hen i en Krog, men han fik ingenting skrevet. Han var tung og lidt
fortumlet i Hovedet og sad og saa' frem gennem de stille Stuer, hvor
Solen gennem Persiennerne kastede sine regelmæssige Pletter hen over
Gulvene, og Medarbejderne sad, den ene bag den anden, lænede over
deres Borde.

Hr. Gravesen havde snærret sin første Forbitrelse op i Talerøret til
Sætteriet--Faktoren hørte altid paa Stemmen, naar der havde været
Udgifter til Pigebørnene--; nu havde han et ledigt Øjeblik og skrev
med Albuen paa Lommetørklædet og Frakkekraven krøben højt op bag til,
mens han bukkede sig. Hans »ledige Øjeblikke« tilhørte den modnere
Ungdom, han belærte den utrætteligt i Oversættelser efter det
engelske. Han havde gjort det i tredive Aar og troede endnu, at han
var anonym og at det var en Hemmelighed.

Berg fik ikke skrevet en Linje. Den store Hurtigpresse begyndte at
tage fat til Aftennumret og sendte sine uafladelige, hastigt klaprende
Stød op gennem Huset. I Redaktionsstuerne rørte sig ingen. Gravesen
blev ved at sidde bøjet, fyldende Side paa Side og læggende dem til
Bunke: Han lignede en Skildpadde som han sad, rundrygget med opkrøben
Frakkekrave og dukkede.

Den eneste Afveksling i _den_ Mands Tilværelse var hans »Viser«. Han
havde været Fører paa et af de første Studentertog, og han havde
endnu en humoristisk Aare, som de tog til, ved Rusgilderne i
»Studenterforeningen.« Ved særdeles festlige Lejligheder var han ogsaa
Medlem af Studenterdeputationer, med en meget gammel og vejrbidt Hue,
der Aar for Aar faldt ham længere ned i Ansigtet, som om Hjerneskallen
skrumpede ind med det øvrige....

Inde i det næste Kontor sad Krans. Han havde ikke løftet Hovedet fra
Papiret saalænge Berg sad der. Han kom Klokken ni om Morgenen og satte
sig paa Plads paa sin Luftpude; i tre Timer skrev han Bogstav til
Bogstav. Klokken tolv var han saa færdig med Føljetonromanen og havde
tjent til Huslejen. Og han spiste sin Frokost, det sammenlagte
Smørrebrød, uden at rejse sig, siddende foran sit Bord, stirrende ud
gennem Stuerne, der endnu var tomme. Berg plejede just at komme paa
den Tid og satte sig i Sofaen med en Avis.

-Berg--laaner De mig femhundrede Kroner? sagde Krans.

-Saa vilde man ta' Ferie, sagde han og blev ved at sé ud i Stuerne,
mens der kom noget som et Lys i Øjnene med de blodige Aarer.

-Ja--lo Berg--om jeg kunde.

Krans strakte Armene i Vejret: Aa--ja, sagde han og lagde igen de
lange Papirer til Rette: Man maa være glad, at man kan tjene Føden.

Der blev smækket med et Par Døre, saa det fo'r i Berg. Det var Hr.
Stær, med Revision paa »Literatur«: Der var strøget otte Linjer, han
kunde næppe tale--otte Linjer....

-Der er strøget _halvtreds_, sagde Hr. Gravesen tørt.

-Men otte Linjer, som _maatte_ ind ... Otte Linjer midt i Tankegangen.
Hr. Stær satte sig, han begyndte at læse op af Revisionen, og
korrigerede alt, som han læste, hidsigt, med en blaa Blyant, skønt han
vidste, Maskinerne gik, og intet blev rettet.

Hr. Stær led alle Helvedes Kvaler ved hver strøget Linje og hvert
ombyttet Ord Paa tyvende Aar løb han i »journalistisk Virksomhed«
Væddeløb omkap med Familiens Fornødenheder, Hurtigpressen og sin egen
Tanke.

-Netop Knudepunktet, sagde han--midt i Knudepunktet--men det er jo
det, man aldrig sér, sagde Hr. Stær, forpint og fægende med den blaa
Blyant.

-De hører jo Maskinen, sagde Gravesen. Han gik uforstyrrelig over til
et Par Depecher.

Men Hr. Stær blev ved med sine otte Linjer, krammende med sine
forskrevne Fingre i sit Skæg. Tilsidst sagde han: Hvorfor arbejder man
her. Vil De sige mig--hvorfor slider man sig op i denne Anstalt? Her
gælder det jo dog blot--at faa Numret fuldt.

-Ja, sagde Gravesen.

Stær faldt tilbage i Stolen med Revisionen over sine Knæ. Maskinen
klaprede op gennem Huset, højere og højere, som om den blev betaget af
et voksende Rasen under Fodringen. Faktoren mødte med sin Mappe: han
havde ikke Manuskript nok til Morgennumret.

Hr. Gravesen skød Skuffer op og i--Skufferne i de nye »Egetræsborde«
gik aldrig op, Fyrretræet havde været fugtigt--og rodede efter
»Indsendere«. Der maatte være Manuskript i Udlandet. Og Hr. Berg skrev
jo »Bagstykke«.

Berg krammede Papiret sammen og rejste sig: Nej, sagde han. Det blir
ikke til no'et.

Stær stod ogsaa op fra Stolen og sagde: Og naturligvis just naar man
endelig en Gang har faaet noget sagt, sagde han og han gik ind i
Læsestuen med Berg. Et Par af »d'Herrer« sad og stod med Dagens
Aviser. Hr. Stær lod sin Forbitrelse gaa ud over Aktieselskabet: der
var _Hø_ i de nye Sofaer og Skrivebordene faldt fra hinanden, saa de
skrævede.

Aktieselskabets ny Udstyr var Egetræsmøblement med Staalhængsler paa
alle Skufferne og alvorlige Sofaer, hvis sténhaarde Sæder og Rygge var
betrukket med brunt Klæde. Udstyret var leveret af Bygmester Martens
første Leverandør.

Stær var allerede borte og havde smækket Døren i, ind til sig selv.
Han satte sig foran sit Bord, bestandig oprørt, tænkende paa sine otte
Linjer: En Maskine er man, sagde han, en Maskine. Man maa en Gang
_gaa_ fra denne Anstalt.

Han faldt sammen, træt, som en slagen Mand: Hver Aften tænkte Stær paa
»hellere _gaa_ fra denne Anstalt«; og hver Dag blev han, og skrev
videre for at leve som en Mand, hvis Blod blev tappet draabevis.

-Ja, ja, sagde han, ja, ja--det er ikke anderledes. Han stod op og tog
Frakken paa for at gaa hjem. Hr. Stær gik saa tungt i Trapperne, som
om han bar de Mile af Papir, han i tyve Aar havde skrevet fulde, i
_en_ uhyre Victoriarulle paa sin Ryg.

Berg gik hen ad Gangen, ind til sig selv, for at sé, om der var
Korrektur. Hans Kontubernal, Arnoldsen--»en af Bergs Generation«, som
Redaktøren sagde--sad ved det andet Skrivebord og de hilste paa
hinanden med et Nik. Der laa paa Bergs Bord hverken Korrekturer eller
Breve, og han drev frem og tilbage paa Gulvet uden Lyst til at tage
sig noget til.

-Den Maskine, sagde han irriteret.

-Hvilket? Arnoldsen løftede Hovedet fra sit Papir: Ja ... sagde han og
skrev videre. Berg saa', henne fra Døren, paa Arnoldsens sært hvide
Ansigt og den kvindelige Mund, hvis Læber uafladeligt sitrede, naar
han skrev.

-Hvad skriver De? sagde han.

-Aa--nogle Noter ... Arnoldsen blev siddende bøjet.

Berg havde faaet Arnoldsen til »Bladet« efter at have læst et
Manuskript af ham, som Arnoldsen havde smidt i Kakkelovnen samme Dag,
som Berg havde sagt, der var Talent; og nu, da han var kommen i
Virksomhed, naaede det Dag for Dag aldrig videre end til
Generalforsamlings-Referaterne og »nogle Noter«.

-Hvor var De iaftes, sagde Berg.

-I Rømersgade--der var Gudsforhandling. Han havde en sløret Stemme,
der altid sitrede, saa man næsten troede, han stammede, og han bed sig
uafladelig med sine smaa Tænder i Læben, mens han talte.

Han sad lidt, saa sagde han: Har De været der?--Nej, sagde Berg, ikke
iaar.

-Hvor de Folk kæmper--hvor de slider--med deres Uvidenhed. Han
fortalte med Øjnene i Bordet, i sine besynderlige, hakkende Udbrud, om
Mødet:

-Det var om Verdens Skabelse--i de seks Dage--paa tiende Aften havde
de talt om de seks Dage og om første Mosebog--_tiende_ Møde, sagde han
og lod den knyttede Haand falde ned mod sit Bord.

-De skulde hellere ikke gaa der, sagde Berg. Hvad nytter det?

-Man lider med dem, sagde Arnoldsen med sin sitrende Stemme.

Han bøjede sig over sit Papir og vendte tilbage til sine »Noter«. Det
var Smaanotitser, han samlede, om Fattigforhold i London, om
Elendigheden rundt i Verden, om de sociale Nødstilstande, Notitser,
over hvilke han lod sine tre og tyve Aar ruge halve Dage, og som blev
trykt i »Bladet« med Petit, ved Siden af Kulissenyhederne.

Redaktøren kaldte Arnoldsen for »Bergs hvide Mand« og værnede
»Noterne« mod Hr. Gravesen, der var forbitret: Man kunde vel i det
mindste holde sig Nihilister fra Halsen--mente han.

Redaktøren sagde: Naa--det er af de Nihilister, som ikke slaar ihjel;
og »Noterne« blev staaende.

»Nihilisten« kunde undertiden komme paa Kontoret, bleg som var han
syg:

-Hvad jeg har sét for Ansigter, sagde han med en Stemme, som om han
frøs, hvad man sér for Elendighed--for magre, for gamle, elendige
Ansigter ... han malte nervøst disse Ansigter for Berg; og han sad
hen, stirrende paa sit Papir, bundet og knækket ved den blotte
Erindring om disse Fattigansigter til Gaden, til han igen begravede
sig i sit ørkesløse og skrivermæssige Arbejde--fortæret som af en
Feber, af sin raadløse og stumme Fanatisme, af et stumpt og
møjsommeligt undertrykt Raseri over sin egen Mangel paa Handleevne,
Magtesløsheden overfor al den Verdenskummer, han saa'.

-Han har s'gu Skt. Veitsdans, sagde Lille-Gerster, som afskyede ham.

Hr. Gravesen kørte ham venskabeligt rundt til
SporvognsselskabsGeneralforsamlinger og reducerede saa Referatet til
ti Linjer, naar han endelig Klokken halv tolv naaede ind til Kontoret
ude fra Smallegade.

Berg havde staaet og sét paa ham. Nu gik han hen til Skrivebordet og
tog et Par Manuskript-Konvoluter frem af en Skuffe. Men han kom ikke
længere end til at spekulere over Skriften ... Alle Mennesker omkring
Tyverne havde dog kun to Slags Skrift. Den ene Part en rund
Barneskrift, der ikke var kommet bort fra Skønskriftbogen, kun var
alle Bogstaver skrumpet sammen og rynkede som et overgemt Æble; de
andre, hvis Bogstaver gav sig stramme nok, havde i Grunden blot strakt
de samme tynde Jomfru-Tegn den gale Vej, som havde de rejst dem med en
Stiver under hvert Bogstav....

Der lød et rask Bank med to Knoer, der meldte Lange.

-Da', Børn--kom han ind. Hvordan gaar 'et? Goddag, Hr. Arnoldsen. Han
kom til Sæde.

-Tak. Og dig? sagde Berg.

-Tak--brillant. Brillant s'gu ... Sidder nede paa Boulevarden disse
Formiddage, dejlige Formiddage, du--føler s'gu, hvordan det vokser for
En ... Billeder faar man, med et Lys over--Lange fangede dette Lys med
sin hule Haand og klaskede det paa sine »Billeder«--Har s'gu forresten
et Par Smaastumper med, sagde han flottere, som jeg vilde læse for
dig.

Arnoldsen gjorde Mine til at ville rejse sig fra sit Arbejde: Bliv
bare siddende, kære, sagde Lange. De forstyrrer ikke. Han havde faaet
en Bunke Papirer op af sin Lomme af Format som Kancelliakter og rodede
rundt--paa hvert Ark svømmede der kun et Par enkelte læselige
Sætninger rundt mellem mange sære Tegn--: Besynderligt--jeg havde s'gu
et Gulv, et brillant Gulv--kan s'gu ikke finde det ... han blev ved at
rode....

-Det var et Gulv. forstaar du--Lange viftede med Haanden--et Balsals
Gulv, du, sét ind gennem Dørene--med Støv henover og en Stump
Garnering helt inde og en »Sonne« paa en Væg, du, i forgyldt
Ramme--hva? De Folk har altid Sonne, sagde han med et lille
Forstaaelsens Nik, gamle Sonne, du....

-Og saa kommer Snakken, indefra Dameværelset, hvor hun ta'er Tøjet paa
... Lange læste et Par Linjer, stadig malende, bevægende den ene
Haand--Forstaar du, _det_ skal jo nu _udføres_, forstaar du ... Saadan
lidt søvnig Snak--som de er--med Støv i Øjnene....

-Her er et brillant Sted i Kotillonen--i siste Tur, naar de er blevet
saadan rigtig smidige i Livene ... Han læste igen....

-Men--det var s'gu egenlig ikke det, jeg vilde læse--Jeg har faaet
hende ned i Drosken (han søgte) hvor de siger Farvel--med en Arm ud
over Vogndøren, i Lyset ... Brillant Lys paa den arm, sagde han, naar
hun kører ... Storartet Lys over Handsken.

Berg havde i et halvt Aar sét hver lille Skønhedsplet i Lyset paa den
Arm. Du skulde sé at gøre det færdigt nu, sagde han. Han følte en
Maskine dernede skar ham i Ørene.

-Færdigt, sagde Lange. Det kan jo gøres færdigt paa et Par Dage ...
Han rejste sig op og gik op og ned ad Gulvet med et meget misfornøjet
og tvivlende Udtryk: Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de Folk _sér_,
sagde han. _Jeg sér_ Gulvet--som jeg sidder i Rygeværelset--ind gennem
Dørene--med Væggene og et Par Stole ... Med et Par _Menneske_øjne ser
jeg....

-_Saadan maa det gøres,_ sagde han og standsede. Men jeg véd s'gu
ikke, hvordan de andre _sér_, sagde han.

-Og _præker_--De véd s'gu alt muligt ... Jeg vilde være glad du, om
jeg bare fik én lille Følelse boret ud--det er, Fanden ta' mig,
Kunsten: at finde det ene, lille Ord....

-Ordet, der gi'er det, sagde Lange med overbevisning.

-Ja, sagde Berg sukkende, det er det.

-Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de andre _sér_, sluttede Lange. Han
begyndte at samle sine Akter sammen. Gaar du med ned ad Gaden, sagde
han.

-Nej--jeg har lidt at gøre endnu, sagde Berg, han fulgte ham ud. Da de
var kommet udenfor, sagde Lange med en Forstaaelsens Gebærde: Spørg,
hvordan han derinde har syntes om det ... Man maa s'gu vide, hvad
Populus mener, sagde han. Berg vidste, Arnoldsen mente intet.

-Hvad bliver det forresten til med ham, gade Lange med sit tvivlende
Udtryk og sagtere.

-Naa, sagde Berg og trak lidt paa Skuldrene.

-Ikke til noget? sagde Lange med Lys over ansigtet; det er _det, jeg_
altid har sagt. Farvel, du.

Lange skred fløjtende ned ad Trappen, mens Berg gik ind i Redaktionen.

Inde i Redaktionsstuerne var det allerede begyndt saa smaat at
mørkne. Det var de halvt private Audiensers behagelige Time. Inde i
»Læsestuen« havde en Skuespiller, der gik sin Direktørs Ærinde, med en
Reklame i hver Lomme, i en Sofakrog fat i Bagstykke-Leverandøren, Hr.
Isack, hvem han tiltroede betydelig Indflydelse.

En betroet Embedsmand fra Konferensraad Heins Bank underholdt Krans,
som ved en Pult sammentalte sine Linjer i Morgennumret:

-Kapitalen burde naturligvis tage Sagen i sin Haand, sagde han, Stedet
var jo henrivende, Stedet havde jo alle Betingelser--der var Tale om
»Marienlyst«, som et Aktieselskab maatte kunne gøre til et evropæisk
Bad--... Men Publikums Interesse maatte vækkes først.

-Man maatte have Publikums Interesse vakt, sagde Bankherren.

Inde i Redaktionssekretærens Værelse var Lampen allerede tændt paa
Skrivebordet. Redaktøren havde ført Professor Gerster ind til Hr.
Gravesen. Professoren talte i Familiens bløde Tone, siddende med
Benene slaaet behageligt over Kors i sin Lænestol:

-Der var ganske vist endnu længe til Kongressen--men den almægtige
Presse--og Professoren gjorde en Haandbevægelse frem mod Hr. Gravesen,
der altid blev ligesom lidt bredere i Stolen i Tiden fra fem til
seks--kunde man aldrig gøre sig bevaagen for tidlig....

Redaktøren stod ved Siden af og stirrede ud paa Himlen, der begyndte
at farves rød over Slottet, som man saa' som en mørk Kolos helt nede
for Enden af Holbergsgade. Redaktøren var en soigneret Mand, der mest
hørte til, med et lidt træt Udtryk. Han var behagelig--med et let Skær
af Ligegyldighed overfor alle Medarbejderne undtagen overfor Hr. Stær,
der angreb hans Nerver. Han ønskede frem for alt ikke Støj i sin Avis
og ansaa _»Le Figaro«_ for Mønstret af et Blad.

-Ja. Kongressen skulde være skandinavisk--med Indbydelse til de finske
Læger ... Og det var projekteret at forbinde den med en Udstilling--Af
hygiejnisk Indhold....

De Herrer talte halvhøjt ind gennem Stuerne, hvor det lidt efter lidt
blev mørkt. Kun Gruppen om Hr. Gravesens Lampe--hvortil den militære
Medarbejder, Kaptejn Petersen, falden for Aldersgrænsen, havde sluttet
sig--var fuldt Lys. Efter den egentlige Kontortids Slutning var
Yderdørene lukkede, og Maskinens Støj lod kun herind som et hyggeligt
Akkompagnement af fjern Brusen. De Herrer blev ivrigere, og Bankherren
sagde højt til Krans:

-Ja--det er Maalet, min Ven, vi maa vække Publikum; og henne fra
Sofahjørnet i Mørket sagde Skuespilleren med sin markerede Stemme:

-Ganske vist--der var tænkt paa en fransk Ballet--men, oprigtig talt,
vore egne gør det s'gu ligesaa godt ... og de to Herrer lo halvhøjt
gennem Stuerne, mens Professoren, der støttede Hagen i sin Haand,
sagde i sin alvorlige Tone: Ja--Hygiejnen er upaatvivlelig Samfundets
første Livssag.

Samtalen blev afbrudt af en lille Mand. der kom ind gennem Læsestuen
og holdt sig tilbage i Halvmørket, da han saa', der var fremmede. Det
var lille Hr. Canth, som forlegen sagde, at det var ingenting, han
vilde blot sige Redaktionssekretæren et Ord....

»Ordet« var et Par Fribilletter til Fru Canth, som han fik stukket i
Lommen i en Krog. Fru Canth sendte saa jævnligt »Manse« i
Billetmission til Redaktionssekretæren, som hun titulerede »Gamle
Næstsødskendebarn« og lod give sig Kindkys, naar de mødtes.

Berg havde faaet Tøjet paa, og mens han knappede sine Handsker, sagde
han, irriteret ved dette glatragede Komediantansigt med de tykke
Kæber--som et Udbrud af hele disse Par Timers Lede:

-Naa--hvad er det saa for en Løgn, vi skal debitere, saa uformodet
højt, at det hørtes gennem alle Stuer og der pludselig blev stille,
mens Berg gik.

En Sætter kom imod ham ude paa Gangen og sagde, at en tysk Herre var
gaaet ind og ventede paa hans Værelse. Berg sagde, man kunde dog gerne
havde sagt, han var gaaet ... Ja--men--det var en tysk Herre.

Den tyske Herre var Impressario Hr. Theodor Franz. Hr. Theodor Franz
svedte--det var den sjette Visit hos Pressen--men sagde, han var som
genfødt.

-Min Herre, sagde han, Skandinavien er en Lystrejse--det er en
Rekreation.

Berg spurgte, hvad Hr. Franz bragte iaar. Hr. Franz bragte en Buket
--en Stjerne-Buket, desværre, det er det eneste....

-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz med et Suk, de Tider er forbi,
hvor man bød paa et Program med seks Numre.

Og han begyndte at trække et Par Reklamer frem, idet han talte om den
københavnske Presse. Han kaldte den en Presse af Rang, og han kunde
sige, han satte særlig Pris paa den københavnske Presse:

Den københavnske Presse forstod _Sagen_, sagde han, og var
_deltagende_.

-Ja, min Herre, sagde han. Deres Presse har megen _Fantasi_.

Han havde sat som et fedt Punktum og pustede, med Hænderne paa sine
Knæ. Berg følte Forpligtelsen til at fylde Pavsen med en Kompliment og
sagde:

-Ja, min Herre, det er jo kun en Pligt at være imødekommende mod
»Stormestren« blandt Impressarioer.

-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der modtog Komplimenter med bredt
Bryst: Det er kun et Talent.

Hr. Theodor Franz lod Øjnene falde i sin Notitsbog og blev pludselig
oprørt. Han havde bemærket Fattigskattens ti Procent. Fattigskatten
fornærmede ham, han kaldte de ti Procent en Krænkelse.

-Min Herre, sagde han, jeg forstaar det ikke. Vi bringer Kunstnere
--vi bringer Verdensberømtheder, og man brandskatter os som
Menageriejere....

Men Hr. Theodor Franz blev hurtigt formildet, og han talte om
København. Han besang den, han fandt ikke Ord for at lovsynge den. Han
gik hen til Vinduet og talte stadig højere og højere. Dette var
utroligt; dette var endelig en By. Dette var Foretagelsesaand--en
Storstad, her kunde man anlægge Kapitaler.

-Min Herre, sagde han, jeg er forsigtig--forsigtig, jeg har femten
Aars Erfaring. Men ti Stjerner, min Herre, ti Stjerner fører jeg til
København--i en Sæson.

Han vendte Ansigtet mod vinduet, og idet han saa' ud over den lyse
Gade, sagde han:

-Ja, min Herre, her er »Stemning«, her forstaar man at nyde efter at
have arbejdet.

Og han blev ved at tale i sin ophidsede Tone, med store
Haandbevægelser, slaaende ud mod Byen foran sig. Han talte om de nye
Staddele, om Victoriateatret--»Min Herre,« sagde han, »Tusinderne vil
dryppe fra Væggene«--om Voldene, der var mejet bort, om »National«, om
Strømmen allevegne:

-Ja, min Herre, sagde han. Her er Jord for en Verdensstad.

-Hvorpaa venter Skandinavien, raabte han, paa hvem venter man? Norden
venter paa København, sagde han. Jeg afgør en Sukces med ti Depecher
fra København.

Berg hørte ikke mer. Han drømte med et Smil, med Hovedet støttet i sin
Haand. Og uden selv at vide det traadte han hen til Vinduet, og han
stirrede smilende ned ad den lyse Gade mod det store Slot.

Hr. Theodor Franz var blevet meget varm og kunde næppe faa Vejret. Han
holdt inde og tørrede den begejstrede Sved af Panden.

-Ja vel, min Herre, sagde han, det er et lykkeligt Land.

Berg vidste knap om sine egne Ord, da Hr. Theodor Franz brød op, og
han fulgte ham tildørs med en Kompliment. Han var i Tankerne paany
vendt tilbage til denne »Spøg« fra Restauranten; til den Plan, som
ikke vilde vige fra ham: dette Teater, der fortryllede ham, saa fuldt
af Liv; hvor alt virkede, som byggede de derinde en hel Stad; dette
Teater, som blev ham et Symbol, det store Symbol paa denne ganske By,
der begyndte at _leve_.

Og han følte igen hele Leden fra de tungluftede Stuer dernede, hvor de
udslidte Medarbejdere dukryggede skrev mekanisk omkap med den
buldrende Maskine--Gravesen, Krans og Stær ... Og Arnoldsen og Lange,
der evindelig sad, den ene mismodig og den anden selvglad, og befølte
deres eget Talent og kom ikke videre--en evindelig Marsch paa Stedet
af hele dette »skrivende« Kompagni.

Og han selv?

-Nej, nej--han havde heller intet Digtertalent--hele hans Talent, han
vidste det nu, havde kun været _hans Samliv_ med denne By....

Og gaaende frem og tilbage paa Gulvet, et Bytte for al den Bevægelse,
denne Dag havde opsamlet hos ham, saa' han, som et Landskab, Solen
pludselig belyser--hele sit Liv, det fjerne ganske nær.

       *       *       *       *       *

Erindringen om hans første Hjem i Skovridergaarden paa Als viste sig
altid først for ham i _det_ Billede: den runde Dam med sin
Grønsværkant, hvor Barnepigen sad med Benene op under sig og strikkede
paa sin Hose, samt Lysthuset foran Dammen med de fire hvide Søjler og
ved Siden af Gangbrædtet, hvor han listede sig frem skævende og bange
for at kigge ind i »Lunden«, hvor der var ganske stille, og hvor
Barnepigerne sagde, at _der_ boede »den store Mand«....

Herluf legede rundt om Dammen, og ovre paa den anden Side krøb han op
paa Stakittet og holdt sig fast: Ude paa Engen vadede Landsbydrengene
i Aaen med deres bare Ben og langt borte laa »Fa'ers Skov«--til han
faldt ned og skraalte, og Barnepigen satte i med et: Naa--saa ... og
fik ham samlet op.

Saa faldt de i Søvn, begge to, ved Siden af hinanden paa Grønsværet,
mens Myggene stak dem, saa Herluf havde Buler over hele Kroppen.

Til Moders Fødselsdag blev der bundet Kranse til Lysthuset, af
Guldregn og Sirener, og »Thebordet« var dækket derinde om Morgenen.
Fremmede Damer gik rundt om Dammen i stive Skørter og sad i Solen paa
Bænkene og lo med deres Kopper i Hænderne, mens lille Herluf løb rundt
i Fløjelsblusen og bød Kager om.

Om Formiddagene legede Herluf i Gaarden: Mo'er holdt Udkig fra sit
Vindu. Han jog--langt borte--efter Kalvene, saa de satte i Galop fra
Vandtruget paa deres slatne Ben; Rugehønen laa med bredte Vinger over
Kyllingerne i Solen ved Stalddøren--de rullede ligesom smaa gule Æg
mellem Gaardstenene ... Og Lars kørte Hø ind, mens Moderen lukkede
alle Vinduer op, for at Duften kunde trække ind i Stuen, og saa kom
Ruglæssene med alle Ørentvistene....

Lars fandt alle Mettes Killinger oppe i Høet over Toftene, det var en
hel Kurv fuld af smaa, snøftende Blinddyr, som Herluf bragte ind i
Køkkenet for at give dem Mælk ... Da de blev druknet i Dammen,
allesammen i en Sæk, græd Herluf saa længe, til han tilsidst kom i det
mørke Kammer....

Og saa blev det koldt, og Havedøren blev til et Vindu, og Moder lo ad
Fader, naar han gik i sine store Træskostøvler til Skoven og slog paa
Ruden til Farvel.

Moderen sad ved Vinduet om Eftermiddagen, Herluf stavede med Bogen i
hendes Skød; siden saa' han Billeder, liggende paa Gulvet, paa Maven,
mens Moderen syede--Plejlens Lyd hørte man gennem den stille Gaard.
Lars og Daglejeren tærskede i Loen....

-Mo'er, sagde Herluf paa én Gang, midt som han laa over sin Billedbog,
er du lykkelig?

Moderen lo. Hvad den Dreng har for Idéer, sagde hun.

-Ja, sagde hun saa og lod Sytøjet synke: jeg er lykkelig.

-Naa, sagde Herluf blot og laa igen stille paa sin kuglerunde Mave
over Billedbogen--halve Timer. Vintersolen krøb ind til smalle Striber
henover Gulvtæppet.

Moderen rejste sig og de gik over i Loen; Lars og Daglejeren tog til
Huen og tærskede videre, og Moderen satte sig paa en Bjælkekant med
Fødderne højt op under sig og saa' til. Herluf krøb ogsaa op--han
dukkede altid frem bag Moderens Skørter--og Søren tog Sæd op i den
hule Haand og viste Fruen, hvor den skæppede.

Naar det begyndte at skumre, gik de hen ad Poppelalléen forbi Haven
til den lille Bænk. Der sad de, mens Solen gik ned bag Degnegaarden,
og Klokkerne begyndte at ringe.

Degnens tykke Tine kom med et Tørklæde over Hovedet. Munden stod ikke
paa Degnens Tine, og altid havde hun travlt med at lægge sine Kjoler
ud i Sømmene. I Skovriddergaarden var det, som alle maatte lé, bare de
saa' hendes runde Ansigt.

Paa »Mørkningsbænken« nikkede »Tine« til hver, der kom forbi paa
Vejen, og kaldte ham ved Navn, og snakkede løs igen:

-Nej, nej, sagde hun. Peer Nils kan hverken leve eller dø, stakkel ...
Tine tumlede med de syge i det ganske Sogn. Hendes Kur var: Vinduer op
og faa dem i Solen.

-Ja, hun ka' løvte En, sagde den lamme Peer Nils, Degnens Tine ka'
løvte En, og Taarerne løb det gamle »Mimredyr«--som Tine kaldte
ham--ned ad Kinderne bare ved Tanken.

De sad alle tre paa Mørkningsbænken, til Klokkerne hørte op at ringe,
og der blev stille, i Genbogaarden kom Drengen frem og lukkede
Gaardporten.

-Der er Skovrideren, sagde Tine. Hun hørte ham altid først, naar han
kom paa Vejen. Og snakkende gik de alle hjem ad Alléen.

I Degnegaarden gik Moder og Herluf op for at drikke Kaffe om
Eftermiddagen. Det var som alting skinnede i Degneboligen: Stuerne og
den lille runde Degn og Tine og Madammen, og Solen, syntes man, stod
altid ind i Stadsstuen over det sandstrøede Gulv.

Ingen havde heller saa rask til Vaffeljernet, som Madam Bølling.

Efter Kaffen sad Moderen og Tine i Stadsstuesofaen og sang. Med ét
satte de op at danse og valsede over Gulvet, saa alle Madam Bøllings
fine Sandstjerner fløj; Tine var Kavallér og svingede, saa Skørterne
viftede:

Smukke Pige med det sorte Haar, Se lidt paa mig. Hør hvor bankende mit
Hjerte slaar, Jeg elsker dig. Nej, Hr. Jæger, nej.

Lad mig gaa min Vej, Hvis Mama det saa', Vil jeg Utak faa. Paple,
Paple, Paple. Paple Pap, Det tror jeg knap.

Det var Tyrolervals. Tine slog Armen om Fru Berg, saa det kladskede,
Madam Bølling nynnede med paa sin Stol.

Smukke Pige med det sorte Haar, Sé lidt paa mig....

Herluf gjorde ogsaa Spring, foran Spejlet, med Fingrene i Munden:
_Han_ skulde danse--han skulde danse, raabte Tine. Hun og Fru Berg
pustede i Sofaen med hinanden om Livet, mens Herluf skulde danse. Han
hoppede som en Kakelak med Tungen stiv i Munden--gamle Bølling lo, saa
hans Mave gyngede under Vesten.

Saa satte Tine i igen og valsede og sang:

I Kongelunden vort Bryllup skal staa Med Dans og klingende Spil
Enhver, der har Lyst, kan se derpaa. Vi indbyde alle, store og smaa,
Til Festen i Kongelunden. Trallera....

De svingede, saa de ikke havde Vejr.

-Syng, syng, raabte Tine aandeløs: De Gamle sang; gamle Bølling slog
Takten med Foden som ved Psalmesangen i Kordøren, og Herluf blev helt
vild og fór om i Rundkreds som Hesten »Zampa«, han havde set paa
Markedet i Avgustenborg, mens han hylede:

Til Festen I Kongelunden....

-Skovrideren, sagde Tine, og standsede midt paa Gulvet. Berg stod i
Døren, og de blev alle stille, ligesom halvflove i det, til Tine fik
Berg budt op og valsede.

Naar de kom hjem fra Degnens, sad Moderen i Mørkning til The. Hun
sang ved Klaveret--det var Visen om »Lille Grete«--med en svag, dæmpet
Stemme, der knap naaede frem i Stuen, Berg aabnede sin Dør paa Klem,
Herluf sad ganske stille paa sin Skammel.

Ak, kæreste Hr. Guldsmed, Jeg har kun Sorg og Savn, Min Grete rejser
fra mig I Dag til København. Nu vil jeg gerne be' ham. Min gode Mester
Vig, At gøre mig en Guldring Og skrive indeni: Farvel, farvel, lille
Grete!

--Det var de korte Dage. Slud og evig Regn. Fru Berg og Tine kom
forfrosne i store Sjaler til Mørkningsbænken. Hjemme blev der slet
ikke tændt Lys om Aftenen, Faderen og Moderen sad sammen i Sofaen i
Mørket. Herluf krøb sammen ved Fødderne af Moderen. Talt blev der
ikke.

Stridregn var det, saa det slog mod Ruderne: De Satans Hunde, sagde
Faderen. De to Jagthunde hylede jamrende oppe paa deres Loftskammer.

-Det er mod ondt Vejr, sagde Moderen, sagte, som om hun frøs. De sad
igen stille, mens Hundene blev ved at jamre: Det er ikke til at holde
ud, sagde Berg. Han rejste sig for at gaa op til Hundene. Moderen og
Herluf blev alene og hørte hans Skridt over Loftet.

-Mo'er, sagde Herluf stille op imod hende i Mørket: Døer da Kongen?

-Gud forbyde det, sagde Moderen. Herluf tog om hendes Knæ, hun havde
saa underlig en Stemme.


--Moderen og Herluf sad endnu med Tine paa Bænken, skønt det længst
var blevet mørkt. En Gang imellem hvidskede de en Sætning--med de
Stemmer, hvormed i de Dage alle talte, som om de havde en Kulde i
sig--om det eneste, man talte og tænkte: om den syge paa Glücksborg.

Man sagde, det var igaar blevet værre med Kongen.

Vejen laa stille og øde. Kun Pilene paa Genbohegnet svajede i Mørket.

-Mon han er ved Samling, sagde Tine.

-De siger jo Nej, sagde Moderen.

De hørte en Vogn, der arbejdede sig tungt gennem den opblødte Vej: Det
er Posten, sagde Tine og rejste sig. De saa' ham komme frem i Mørket
vandrende ved Siden af sit Øg.

-Jakob Hans, raabte Tine, hvordan er 'et?

-Jakob Hans standsede sit Køretøj og stod lidt. De sier, han er død,
sagde han saa.

-Iaftes.

Moderen og Tine græd højt, Herluf trykkede sig ind imellem dem. Posten
satte langsomt sit Øg i Gang igen gennem Mørket: Godnat, Jakob Hans,
sagde Tine gennem Graaden.

De blev ved at græde ved Siden af hinanden: Jeg tænkte det, sagde
Tine. Uglerne var saa slemme iaftes.

Berg kom bag ved dem: I véd det, sagde han. Moderen lænede sig til
ham; lidt efter lidt hørte de op at græde og stod stille.

-Nu skal Klokkerne gaa, sagde Tine.

-Ja, sagde Berg.

-Hent Deres Forældre, Tine, sagde Moderen. Lad os være sammen.

De gik hjemad, Berg holdt Herluf i Haanden. Da de kom ind, gik Herluf
ud i Køkkenet og Borgestuen og sagde til hver:

-Kongen er død, og saa' paa, hvordan hele Huset græd.

       *       *       *       *       *

--Man ventede Krigen hver Dag. Brød den ud, maatte Berg med som
Reserveløjtenant, og han vilde have sin Kone og Herluf bort i alle
Fald: i Skovridergaarden maatte der dog ansættes en Vikar. Og han
vilde være roligere, naar han vidste Kone og Barn i Behold hos sin
Fader og Søster i København.

Hun gav efter; iaften skulde de, hun og Herluf, rejse med Dampskibet,
som anløb Sønderborg ud paa Natten.

Det var en fugtig og taaget Dag. Fru Berg gik sidste Gang om til hvert
et Sted i Gaard og Have; Herluf stolprede hende i Hælene. Hun stod i
Stalden hos den blissede Ko--det var Fanny, som havde givet Mælk til
Herluf, da hun ikke længere taalte at amme ham--; hun stod og kløede
Fanny kærtegnende mellem Hornene, den var saa kælen og vilde slikke
hendes Haand:

-Saa sørger Lars jo for hende, rigtig godt for hende, sagde hun.

-Det ka' Fruen være tryg paa, sagde Lars, som ogsaa var paa Vej til at
vande en Høne foran den blissede.

Køerne vendte Hovederne i Baasene og brølte langtrukket og dæmpet,
mens »Fruen« lukkede Stalddøren.

De gik om langs Længen forbi Hønsehuset: Ja, den spættede var trofast
... den lagde Æg til det sidste, og de bøjede ind bag Hækken ved
Dammen. Herluf tog Moderens Haand, mens de gik. Ved Lysthuset
standsede de. Der hang paa Slyngrosen om den ene Søjle en frisk lille
Gren, da Moderen saa' den, begyndte hun at græde igen og brød den af.

-Mo'er--kommer vi hjem til din Fødselsdag, sagde Herluf.

-Jeg véd ikke, sagde Moderen, som græd.

De gik ind gennem Lunden; i dens Udkant laa der en Høj. Henne over
Landsbyen gik Solen ned. Det vor som en fjern Brand over Skyerne;
foran dem laa Eng og Aa og Gaarde og »Fa'ers« Skov. Fru Berg saa' frem
derover, længe, længe; græde gjorde hun ikke mer, stod kun bleg og
stille.

-Mo'er, sagde Herluf og trak i hende, men hvorfor maa vi rejse.

Moderen rørte sig ikke: Fordi Fjenden er over os, sagde hun. Og Herluf
stod stille, ligesom den Gang, han havde været i Kirke.

Om Aftenen sad de i Stuen. Fader og Moder i Sofaen, Faderen sad hele
Tiden og klappede Moders Hænder, Herluf havde han paa Skødet.

-Ja, det er Tid, sagde Faderen. Moderen rejste sig og begyndte at tage
tøjet paa, men hun lod det ligge og gik hen til Vinduet, hvor hun græd
med Hovedet mod Stolpen.

Da Vognen var forspændt, kom Tine som en Stormvind med sit Tørklæde
over Hovedet.

-Naa, naa, sagde hun og lo med Graaden op i Halsen. Vi skal nok muntre
Skovrideren ... Det er fra Moders Urtepotter, sagde hun og stak et Par
Blomster til Fru Berg; hun kunde ikke tale mere.

Ude paa Gangen stod alle Folkene paa Hosesokker, der var en Snøften i
hele Klyngen. Fru Berg rakte Haanden til hver: Mo'er, sagde Herluf,
du har ikke givet Haanden til Hans Husmand, Mo'er, du har ikke givet
Haanden til Hans Husmand, Mo'er ... Da Maren Malkepige fik Haanden,
gav hun sig til at hyle, som om den Onde vilde tage hende, og slog
Forklædet op om Hovedet.

Tilsidst kom de da ind i Kalechen: Farvel, Hans Husmand, blev Herluf
ved at raabe; og Vognlygtelyset faldt hen over Dagligstuevinduerne og
»Kontoret« og saa over Poppeltræerne--de var ude af Gaarden.

Oppe ved Mørkningsbænken stod Tine og vinkede med sit Tørklæde. Hun
løb med Vognen og rakte Haanden ind over Forlæderet. Saa tog Herluf
paa at græde.

Da de kom til Sønderborg Havn, laa Dampskibet allerede der ude og
stønnede med sine Lanterner. Baaden var klar. Baadfolkene løb rundt
med Lygter; da Herluf kom ned i Baaden og følte det gyngende under sig
og saa' det sorte Vand, græd han igen og vilde hjem. Faderen tog ham
paa Skødet paa Toften.

De var snart ude. Afskeden maatte gøres kort. Moderen og Herluf var
oppe ad den lille Trappe ved Hjulhuset, og Styrmanden holdt sin Lygte
op mod Bergs Ansigt, der stod paa det nederste Trin.

-Nej, sagde Berg, jeg bliver.

Og der blev pebet, og Skibet begyndte at ryste under Maskinen. Baaden
saa' man knap mer, kun Lygterne inde ved Havnen.

-Mo'er, sagde Herluf og tog hende i Kaaben, Mo'er, Fa'er græd.

Moderen svarede ikke. Hun troede, hendes Øjne vilde kunne finde ham i
Mørket endnu--hendes Mand.

Skibet stødte saa tungt op mod Sønderborg Slot.


De saa' ikke Mand og Fader mer. Berg faldt ved Dybbøl i Skanserne. Det
var Fru Berg, som om det kun var noget, hun havde vidst og ventet, og
som om det slet ikke gav nogen Forandring--uden Immortelkransen, hun
bandt om hans Billede over Sofaen.

Hun syntes, hun havde _altid_ siddet ørkesløs her i disse trykkende
Stuer og stirret ud paa den træge Vester-Gade og hørt Svigerindens
langsommelige Pløjen gennem »Napoleons Felttog«, som hun igen begyndte
forfra for den Gamle. Ved hver Lyd fo'r Fru Berg sammen: Det var vel
Herluf, der gjorde Ulykker igen. Den Dreng var blevet saa kejtet af
lutter Forskræmthed, at han ikke rørte sig uden at gøre Skade.

-Marie, skreg den Gamle fra den lille Stue, Marie....

-Ja, ja, sagde Moderen, hun var allerede paa Vejen til Gerningsstedet.

-Naar han blot la'er mine Piber hænge, skingrede Bedstefaderen. Er det
mine _Piber?_ skreg han ud gennem Dørene. Ikke en Time lod han Marie i
Ro med sine Piber: Naar han blot la'er mine Piber _hænge_, blev han
ved.

-Ja ja--ja--ja, sagde Marie.--Men kunde Bedstefader ikke flytte dem
derind? Her kom Herluf saa sjældent....

-Ja, ja, Marie, de blir nok flyttede, de blir nok snart flyttede ...
Men min Tid blir de hængende, min Go'e, sagde han rystende, min Tid
skal de ha' Lov at blive hængende, min Go'e, blev han stædigt ved, med
sin halve Hoste, der aldrig blev til mér end til en Stønnen, og som
dog fyldte hele Huset.

-Skal jeg ikke læse for dig, sagde Marie.

-Tak min Go'e, sagde Bedstefaderen, stadig stiv, hvis du vil....

Marie læste et Par Sider, mens den Gamle stadig rømmede sig og
flyttede sig i Stolen: Tak, sagde han saa, men du er vist træt nu ...
Hvor er Minna? sagde han.

-Hun kommer vist strax, sagde Marie og lagde Mærket i Bogen. Hun
sukkede.

-Ja--ja, du sukker min Pige ... ja, ja, det er ikke Skovridergaarden
... Vi andre, vi har siddet her fem og tredive Aar ... tit baade
_Sommer_ og Vinter, sagde han. »_Sommer_ og Vinter« glemte han aldrig,
det refererede sig til et Par Somre, hvor han ikke havde været
inviteret til Skovridergaarden.

Marie svarede ikke; lidt efter kom Minna, og hun vendte tilbage til
sit Vindu.

-Hvordan er 'et, hun læser, sagde den Gamle. Jeg forstaar hende
ikke--hvordan er 'et hun læser, sagde han. Minna tog fat paa
Læsningen.

Inde fra Spisestuen lød der et Rabalder: Marie, Marie, gik det løs.
Fru Berg var allerede derinde. Det var en Urtepotte, der laa paa
Spisestuegulvet med Jord og Skaar og det hele.

-Men Herluf dog, sagde Moderen, saa inderlig træt bebrejdende, _kan_
du dog ikke ta'e dig iagt?

Herluf dukkede over Misgerningen--han var paa Veje til at blive rent
ud skeløjet af evig ond Samvittighed--og fik lykkeligt Jorden smurt ud
over endnu et Stykke Gulv.

-Men Herluf dog, sagde Moderen og tog ham væk.

Man maa jo huske, han er et Barn, sagde Tanten og holdt Hænderne mod
Tindingerne med det glatkæmmede Haar. Sofie, sagde hun og aabnede den
listeslaaede Dør til Køkkenet: Vil du bringe Fejeskuffen ... Herluf er
kommet til at rive min Azalia ned....

-_Kan_ du Tabellen? sagde Moderen.

Herluf gryntede og gik sidelængs hjem i sin Krog ... Han gik i Skole
ved »Frue Plads« hos to Frøkener, i Vejret skød han saa leddeløs og
blegnæbbet som et Vinterskud.

... Sofie var inde med Husholdningstavlen, det skete, naar Herluf var
i Seng og den Gamle til Ro. Svigerinden borede Hænderne i Tindingerne.

-Hva' skal man dog gi' Jer, sagde hun træt. I er jo vant til
Afveksling ... Ja, ja, Sofie, tag saa et Stykke Bryst--et halvt Pund
mere, véd du....

-Men, Herre Gud, sagde Fru Berg fra den anden Side Lampen ... det
behøves jo ikke, Minna....

-Et Barn har dog Appetit, sagde Tanten gudhengivent. Sofie gik; Frøken
Berg var altid saa anstrængt af Tavlen.

-Ønsker du ellers noget? sagde hun, naar hun var færdig med
»Berlingskes« Føljeton, som hun nød med Strikkepinden mod Overlæben
for Gaben; hun behandlede endnu stadig Svigerinden som en Gæst.

-Nej Tak, sagde Fru Berg og tændte Lyset, der ventede. De vexlede
»Godnat«, og Fru Berg gik op til sig selv paa tredje Sal, med sit Lys.
Hun gik saa slæbende som en gammel Kone opad Trappen: Det var
Regnestykket, det evige Regnestykke, der lagde som Bly i hendes Bén.

-Nej--hun naaede ikke videre, kunde ikke komme videre end til den
Smule Klæder og Skolepengene--Skolepengene, som vilde stige--og
Værelset her i Leje....

-Sov dog, sagde hun og lagde Tæpperne om Herluf, som aldrig sov, før
hun kom op, brændende hed som han laa i Sengen, af Angst ved at ligge
alene i Mørket, alene i Etagen her ovenpaa.--Mo'er--gaa i Seng,
hvidskede Herluf fra Tæpperne. Fru Berg sad paa Sengekanten og
stirrede ind i sit Lys med Hænderne i sit Skød.

-Sov dog, sagde hun igen. Hun stod op og lagde Bordtæppet sammen til
Natten--det var det gamle Bord derhjemmefra--og trak Hylstrene over
Sophapuderne: det var hendes Brudegaver endnu....

Naar hun var kommet i Seng, græd hun i Puden ganske stille. Herluf
stod op og listede sig ud af sin Seng: Mo'er hviskede han ved hendes
Hovedgærde.

-Mo'er, du skulde ikke græde sagde han. Og han begyndte selv at græde
stille som hun, mens hun tog ham ind under Tæppet, og de laa i Mørket
tæt ind til hinanden.

-Mo'er, hvidskede han, hvem boer nu hjemme?

-Fjenderne, sagde hun.

-Og har Bøllings Fanny? sagde han.

-Ja--Bøllings har Fanny.

Herluf faldt hen og drog Vejret dybt i Søvne. Saa løftede hun varsomt
sin lange tynde Dreng og bar ham over Gulvet, i Armene, paa de bare
Fødder, hen i hans egen Seng.

... Frøken Minna havde tændt sin Lampe paa mælkehvid Fod og var gaaet
ind til sig selv. Hendes Værelse var et lidet Rum med meget
pertentligt hvidt, lagt over Krusejern; »Hjortens Flugt«, »den lille
Hornblæser« og »Stjerneskud« i Pragtbind om Sykurven; og »Marie og
Magdelena«, i en bleg Udgave over Sengen.

Naar Frøken Berg var kommet i Nattøjet, slukkede hun Lampen og listede
ud for at lukke Dørene paa Klem.

Hun sov jo som en Hare for at høre efter den Gamle.


Tiden gik. Tre Aar efter at de var kommet til København, døde Fru
Berg. Herluf blev hentet hjem fra Skole, Bestyreren kom selv ind og
klappede ham paa Hovedet, mens han begyndte at hulke højt, i Klassen.

Tanten stod ved Trappegelænderet hjemme og tog imod ham og græd. Alle
Døre stod aabne; han greb om Tanten og vilde ikke ind: Kom, sagde hun.

-Er det min Dreng? det var Moderens Stemme, hun sad op i Sengen, men
hendes Øjne kunde ikke sé mere.

-Min Dreng, sagde hun, hun følte hans Haar med sin Haand: min lille
Dreng.

... De græd alle, og Tanten tog ham op, hvor han laa. Der var saa
stille i Kammeret.

Det var en travrig Begravelse fra Kapellet ude paa Kirkegaarden, faa
Folk og ikke mange Kranse. Herluf gik med Præsten bagved Kisten.

Da de kom hjem, var Stuerne fine, med rene Gardiner som til Jul og
Pintse. Men da de kom tilbords, med Vin paa Bordet, Damerne i deres
sorte Kjoler, begyndte Herluf at hulke, saa de maatte bringe ham fra
Bordet.

Han sad og borede sig ind i Krogen under Pibebrædtet, mens han
græd--til én af Piberne faldt ned, og der blev et helt Oprør. Inde fra
Lillestuen skreg Bedstefaderen, og alle stod fra Bordet.

Herluf løb op i deres egen Stue og gemte sig. Dér sad han i en Krog
til om Aftenen, da Tanten kom op og sagde: Nu skulde han komme ned,
Bedstefa'er var ikke mere vred. Men Herluf tog paa at hulke igen: han
syntes, nu var først hans Moder rigtig død.

Nede i Stuen sad de sorte Damer og hæklede om Lampen.

       *       *       *       *       *

Og Tiden løb. Herluf var længst i Latinklasserne.

Det var Lørdagens sidste Time. Tredje »Fælleds« havde Gymnastik. Solen
stod ind ad Vinduerne paa Kalkvæggen, og Støvet slog i store Skyer af
de gamle Hømadratser under Realisternes Længdespring. De Studerende
stod og skød Ryg i Geled langs Væggen som en Rad Flagermus, der er
kommet i Dagen.

Hr. Atterbom, der udenfor Gymnastikken tilhørte Toldboden, var
begejstret og gned sit Lugteorgan, som om han gav sig selv
»Skrabnæse«.

-Godt Jensen, godt Jensen--det er Appel. Realistfuksen Jensen satte i
Skjorteærmer ind paa Høpuden. Godt, godt! Hr. Atterbom gav
Guldrandskasketten et Fur. Saa vore Bænkebidere, raabte han.

Vore Bænkebidere var de Studerende: Madratsen ind, sagde Hr. Atterbom;
Madratsen blev flyttet nærmere til Kridtstregen. De studerende tog
Tilløb med nogle smaa, skrutryggede jomfrunalske Hop og krænkede
Ansigter: Naa, naa, bli'r 'et til no'et? naa, naa, kommer man afsted?
Bænkebiderne faldt ned ved Siden af Madratsen, som Oldenborrer fra et
rystet Træ.

-Naa, for Satan--_om igen_. Hr. Atterbom raste. Herluf Berg hoppede
om: Jomfrubuks, skreg han. Herluf bad om Lov til at gaa ud at drikke
Vand, han havde Trykken for sit Bryst.

-Naa, Appel, Hesten frem....

Det gav et Ryk i de syv syge, som pyldrede rundt i Krogene, med nogle
ynkværdige Ansigter--i Mangel af Attester. De syv Blegsotskandidater
krøb ud i Solen for at slæbe Hesten og vendte saa tilbage til
Mandagslektierne, med Hænderne paa Panden.

Realisterne lagde for, mens de studerende regnede smaa Mandags-Opgaver
i den hule Haand. Den rødhaarede Duks sluttede Censuren: han førte
Privatbog over alle tre hundrede syv og firs Disciples Flid og
Opførsel.

Der blev en stærk Bevægelse. Det var Ole Martens, der trampede ind og
smækkede med Døren. Han havde været hos Rektor for at hente
Karakterbog med Anmærkning for »at sove lydeligt og gentagende«, og
var tykskindet, som havde han Faaresyge. Selv de syge listede frem af
deres Kroge for at syne ham:

-Ja, vrængede han til alle Forespørgsler ta' 'en, Mariane....

-Godt, godt, Guldrandskasketten gik bagad af Extase, der har vi
Jensen--godt, godt--han ta'er som en _Danser_ ... Naa--frisk, Hr.
Atterbom klappede: Saa løfter vi Enderne....

Tilraabet var til de studerende. Hr. Atterbom blev altid »raa«, naar
han stod ved Hesten mellem Realisterne, der tog imod i Skjorteærmer og
spyttede i Hænderne.

-Naa, naa, saa sætter vi i; Hr. Atterbom talte som en Kusk, der driver
et gammelt Øg, mens den rødhaarede lagde for som en skræmt Kapellan
for Bispen. De andre fulgte efter gennem Salen som forblæste Høns.

-Hva', hva'? Hr. Atterbom blev ved: er 'et Mandfolk--hva' si'er jeg,
er' et ikke Kællinger--hva', hva'? de springer som lamme Lopper....

Latinerne faldt baade paa to og paa fire: Dyrplageri, vrissede Duksen
og børstede sine Knæ; han havde Ansigts Skt.-Veitsdans af rødhaaret
Arrigskab og Forlæsthed.

-Nej, sagde Hr. Atterbom sørgmodig og forskød sin Paryk, det er s'gu
Kællinger. Han kommanderede de blegsotttige frem igen for at flytte
Hesten. Nu skulde de have Skraastangsøvelser til Slut.

Herluf Berg præsenterede en daarlig Finger og blev dimitteret.

Han lagde sine Bøger sammen for at gaa--under arrige Hvislelyd fra
Væggen--og Ole Martens slog ham Følge.

De gik op ad Gaardtrappen i Hovedbygningen ind i den lange Klassegang.
Luften var tung og noget blandet. Det bornholmske Uhr ligeoverfor
Sokrates's Buste dikkede gnavent gennem den søvnige Summen, der stod
ud gennem Dørene. En Gang imellem hørte man en Skraben, som om Heste
rørte sig i Baasen.

-Ja-a, sagde Ole og slyngede Bogremmen med et Knald ind mod Væggen ved
Siden af Sokrates, saa Vismanden rystede:

-Den ganske Bule skulde han straffe gentagende.

Det rungede i hele Gangen, mens de røg ned ad Trappen.

Da Herluf naaede Vestergade, stak han næsten i Løb i en pludselig glad
Lørdagsfornemmelse, og den snævre, gamle Trappe tog han i to Spring,
saa den knirkede--alting var snævert, og alting knirkede hjemme i
Vestergade:

-Om du vilde tænke det _mindste_ paa din Bedstefader, sagde Tanten, da
han stormede ind.

Efter Bordet læste han Lektier oppe paa sit eget Værelse. En Gang
imellem sprang han op og raabte Remserne, mens han trampede op og ned
ad Gulvet, med Hænderne i Lommen.

Der blev dunket i Gulvet nedefra--det var Bedstefaderen, som nu mest
laa i Sengen, der mindede ham med en Stok mod Loftet--Herluf krøb til
Krogs og fortsatte sine Remser uden Legemsøvelser. Nu var han vant til
det snævre Hus.

Klokken otte skulde han til Dans. Han klædte sig paa og gik ned:

-Nu gaar jeg, sagde han.

-Naa. Tanten skulde til at tage fat paa »Tavlen«. Hvis du saa vilde
huske iaften at lukke Gadedøren _lidt_ sagtere.

Herluf mumlede og kom afsted.

Han dansede paa Hr. Bonnesens Kursus ved Holmens Kanal. Ynglingene tog
Dansesko paa i Forstuen: God Aften, Hr. Bonnesen--God Aften, Hr.
Bonnesen, traadte hver ind og skrabede ud.

-Bonnes_o_n, Bonnes_o_n, rettede Hr. Bonnesen hver og bukkede. Han var
en lille Mand med graanet Kunstnerhaar og knækkede Ledemod, der bar
blød Krave som Malerne i »Mesterens« Pontemolle.

-Bonnes_o_n, Bonnes_o_n, rettede Hr. Bonnesen; han talte i Polkatakt.
Holdning, Holdning--mine Damer--Damerne var kommet ud fra Toilettet
og gik i Gulvet i Klump: Runde Albuer, mine Damer--runde Albuer....

Undervisningen begyndte. Damerne og »min Laura« kom paa Plads til
Polonæse. »Min Laura« var en barhalset og strygebrædtsformet Niece,
som dansede for i fodfri Kjole og hæleløse Laksko. Damerne travede
afsted efter Laura, Salen rundt, som Gæs over en Stubmark, mens Hr.
Bonnesen rettede:

-Mine Damer, pas paa Ryggen--Gratie, Gratie--Frøken Hilda, Maven ind
... Smaa Trin--tænk Dem, det er paa Østergade ... bedre, strax bedre
... lille Frøken Hilda, nu bøjer vi ind i Vimmelskaftet....

-Altsaa _nu_, Hr. Bonnes_o_n klappede: Hilsen til »den mødende Herre«
... Altsaa nu en sart Hilsen ... Hænderne i Muffen: Jeg er Herren ...
Mine Damer: Hilsenen er Indledningen til Bekendtskabet.

Ved Herrevæggen bag Hr. Bonnesen blev der fniset, mens Damerne
trippede forbi Dansemestren med fremskudt Mave og hilste med
Øjenbrynene. Man var meget sejgt anlagt ved Herrevæggen, og hele
Damekorpser regaleredes med Fællesbetegnelsen »Hønsehuset«.

-Mine Damer, mine Damer, tror De det er _indtagende?_ ... Mine Damer,
mine Damer, De _afviser_ jo Herrerne (Hr. Bonnesen gjorde en
veltalende Gestus over mod Herrevæggen) ... Min Laura--du, sagde han.
Laura traadte frem og hilste ved at bøje den bare Hals som en Svane,
der bliver fodret med Tvebak.

-Godt, godt, Hr. Bonnesen holdt de udspilede Hænder frem i Luften som
en Orkesterdirigent, der fremtryller et Pianissimo:

-Ja--sagde han, en Hilsen maa have den kyske Gratie! Ikke for lidt og
ikke for meget.

Derpaa var der pavse.

-Ja, mine Fruer, sagde Hr. Bonnesen foran de »Paarørende« ved
Vinduerne: Man underviser for Livet.

Naar Damerne gik, »peb Herrerne dem ud« ned ad Trapperne: Aanden
blandt Ynglingene var yderlig skeptisk,--naar de gik i Flok.

Men henne i en Port eller paa et Hjørne ventede hver enkelt i Skjul,
til _hun_ kom forbi.

Herlufs Flamme var et Aar ældre end han. Han kom »hjemme«, og de
spillede Filippine, hvor han vandt en lille Kniv, som han gemte i
lyserødt Silkepapir, og som foraarsagde ham Hjertebanken, naar han tog
den frem.

Men efter at Kursus'et var endt, gik han en Dag op til Stadsgraven
ved Skt. Pederstræde og kastede Kniven i Vandet--»fordi det var dog
ingenting«.

Foraaret gik. Om Aftenen, naar han var færdig med Lektierne, sad
Herluf i Stuen nedenunder; Tanten læste Berlingskes Roman med den
diskrete Strikkepind, mens Herluf slugte Jordans Bind med Haaret
strittende til alle Sider.

-Hvad er det, du læser? sagde Tanten, som vendte Berlingske.

Herluf mumlede.

-Gud véd, om det passer for din Alder, sagde Tanten.

Herluf mumlede igen og slugte videre.

Tanten gabede stærkt over de sidste Spalter med en lang Lyd bag
Strikkepinden som en Vinds sørgmodige Klagen i en Kakkelovn. Saa gik
de i Seng.

Sommeren kom. Hele Familien havde abonneret i Tivoli, og lune Aftener
blev Bedstefaderen transporteret ind til Koncertsalen, hvor Tanten
Klokken seks gik over og »belagde« en Krog.

Hen paa Sommeren talte alle Mennesker kun om Krigen, der trak op,
mellem Frankrig og Tyskland. Lærerne lod Lektierne være og holdt i
Timerne lange Foredrag, udviklende Situationen--især Geografilæreren,
som havde været med ved Dybbøl. Hjemme ventede Herluf om Aftenen paa
Konen med Berlingske udenfor Gadedøren, og han læste op af det fugtige
Blad midt i Stuen, saa Stemmen gik fra ham, højrød i Hovedet, mens
Bedstefaderen rejste sig halvt op i sin Stol og strakte de rystende
Arme frem; Tanten havde knuget de foldede Hænder fast ind mod mit
Bryst: Krigen var brudt ud.

Om Faderens Billede hængte Tanten en Krans af friske Forglemmigejer.

--Det var i Tivoli, hvor efter en julihed Dag den halve By var
strømmet ind. Fra Rummet ved Koncertsalen slog Støj og Stemmer op--i
en lummer Luft--som fra en Kedel i Kog. Inde i Salen var der tomt,
Numer efter Numer. Alle maatte ud, røre sig og føle sig sammen. Talte
blot om ét og det samme: _det_, man ventede nu, hvor Kejseren var
rejst fra Compiegne og stødt til Hæren.

Selv Frøken Minna var ude med Herluf, saa den gamle sad alene i sin
Krog og skreg paa Opvarterne, hvoraf ingen hørte; de stod bare i
Stimmel ved Indgangen, saa hede som alle andre.

Ude tog Støjen til, og Opvarterne satte op paa Borde, Ryg over Ryg,
for at se.

-Hva' er' et? skreg den gamle, hva' er' et? Det lød som en Explosion,
saa Salen rystede, et Skrig, mens alle Hatte blev svinget. Den gamle
stod op, Stokkene tabte han....

-Sejr, Sejr! raabte de fra Bordene. Og som Væggene var aabnede Sluser,
hvor man brød ind over Borde og Bænke, mens alle skreg af Jubel, saa
Rummet drønede--var Salen fyldt i et Nu af rasende, der raabte, Hoved
ved Hoved, paa Marseillaisen:

-Marseillaisen!

Frøken Minna og Herluf støttede den gamle og fik ham ud: Jeg vil _sé_
det, sagde han. Jeg vil sé det. Han blev ved at tale, med rystende og
ophidset Stemme, om Isted og Dybbøl og Sønnen, mens de ventede i
Flokken foran Tavlen.

-Læs 'et, sagde han til Herluf. Og Herluf læste Depechen fra
Saarbrücken:

I Formiddags Kl. 11 tog Franskmændene Offensiven. Efter en alvorlig
Fægtning jagede de Preusserne ud af Saarbrücken. Kejseren og den
kejserlige Prins vare tilstede ved Operationerne: Kl. 4 Eftermiddag
vendte de tilbage til Metz. Franskmændenes Tab var ubetydeligt.

Bagved og rundt om dem raabte de Hurra igen. Den gamle blev længe ved
at staa foran Tavlen og førte de knugede foldede Hænder op og ned, for
de gik. Han begyndte at snakke igen og vilde ikke støttes, mens de gik
frem gennem Horderne, der sang. En Gang imellem standsede han og
nikkede.

Da de kom hjem, vilde han sé Sønnens gamle Sabel, som Frøken Minna
gemte. Hun hentede den--hun var ganske højtidelig og bleg--og den
gamle tog den:

-Ja, ja, sagde han. Der er en Gud over os; og han sad med Sablen paa
sit Skød, med rokkende Hoved.

Tilsidst kom han til Ro, men han blev ved at snakke inde fra Sengen,
ind til Tanten, der sad ved Vinduet i Stuen, bleg i Sommernatslyset.

-Ja, Fa'er, sagde hun. Ja--Faer. Men sov nu....

Lidt efter lidt blev han stille, og Tanten og Herluf sad tavse i den
halvlyse Stue--ovre fra Tivoli naaende Sangen herind.

Herluf saa' hen paa Tanten. Hun havde taget Faderens Billede ned af
Karmen og sad og stirrede paa det, mens hun holdt det i begge Hænder.
Herluf var ellers aldrig »kærlig« mod Tanten, men nu listede han hen
og tog hendes Haand.

-Hvor de synger, sagde han sagte.

Hun nikkede og blev ved at beholde hans Haand:

-Husker du din Fader? sagde hun.

-Ja, sagde Herluf. Godt.

Hun begyndte at tale om hans Fader, mens hun holdt sin Haand paa
Herlufs Hoved, sagte for ikke at vække den gamle: om den Tid, han var
paa Akademiet--Akademiet var det jo den Gang--og hun kom paa Bal
derude, og herhjemme kom Kammeraterne--om Søndagen--naar de havde fri
... hele Klassen. Henrik var jo saa godt lidt.

Frøken Minna blev ved at fortælle med en mild lykkelig Stemme--om
Broderen, om Kusinerne, om Ungdomslivet ... da Henrik var hjemme.

-Ja--saa blev Kusinerne forlovet ... Tante Jette og Tante Ida ... og
kom til Jylland.

-Det var to Gange Brudepige i ét Aar....

Hun blev ved at fortælle med sin dæmpede Stemme for ikke at vække den
gamle; Herluf satte sig paa Forhøjningen: ovre fra Tivoli lød Sangen
endnu.

-Ja, det var Tider, sagde hun. Hun tav lidt, og Herluf skottede op i
hendes Ansigt. Men saa blev din Fa'er forlovet--og tog Afsked af
Etaten, sagde hun og lod de foldede Hænder falde ned i Skødet.

Hun tav en Tid, til hun lo igen af et gammelt Minde.

-Herluf, sagde hun. Er du ikke sulten? Herluf var meget sulten. Jeg
ogsaa, sagde hun. Kom. De listede op og gik paa Tæerne gennem Stuen.
Det var Tanten, der lo, naar Dørene knirkede.

Ude i Spisekamret tog hun alt ned fra Hylderne. Herluf maatte hjælpe:

-Du bliver stor, sagde Tanten--du er snart saa høj som din Fa'er.

De spiste og lo og gnavede af alting. Men dog, sagde Tanten, det er
snart Dag. Det begyndte at blive lyst, og de spiste endnu. Herluf fik
Rødvin i et Vandglas, og de drak og klinkede, mens Tanten fortalte:

-Saadan havde de spist, i gamle Dage, herinde, med lukket Dør, naar
de kom hjem fra Bal, Henrik og hun; og de havde snakket, mens hun sad
her op paa Bordet i sin hvide Kjole--lige til det blev Dag ... den
lyse Dag....

Tanten begyndte at sætte Tingene ind igen: Ja, sagde hun og saa' ud i
Luften. Det var den Gang. Og hun faldt hen i Tanker, mens hun dækkede
for Smørkrukken.

Herluf sagde »Godnat«. Det var, som han var helt beruset, da han kom
op og stod ved Vinduet, hvor den stærke Morgenluft slog ind imod ham.

Dernede gik endnu et Par og sang:

Allons enfants de la patrie....

Han faldt knap i Søvn, før han maatte op igen og i Skole.

Og saa kom de _sande_ Efterretninger. Og blev ikke troet. Og da de
_maatte_ troes, førtes der i Skolen lange Debatter, hvor pludseligt de
mest ustridbare fo'r op og slog løs; og i et Nu laa den hele Klasse i
ét meningsløst vildt Prygleri--paa Livet løs, til ingen kunde mer....

Men Tiden løb, og ogsaa de Indtryk viskedes ud og syntes saa glemte

       *       *       *       *       *

Det var Foraar. Den franske Lærer havde ladet Vinduerne lukke op, og
den lune Luft fra Gaarden, hvor Lindetræsrækken stod i Knop, gjorde
Gymnasiasterne døsige. Læreren gennemgik Stilen med den røde Duks ved
Siden af sig ved Katedret, mens Eleverne hang med døde Øjne over
Bøgerne, kun Benene gik langs alle Bænkene uroligt som hidsige
Perpendikler.

Læreren faldt hen og glemte Teksten, stirrende ud i den lyse Gaard, og
mens han tav, og Duksen--som evindeligt--befølte, frem og tilbage, det
tætte Udslet paa sin Pande, hørte man ikke andet end Bænkenes stadige
Smaaknirken under de urolige Ben.

-Naa--hvor var vi, Læreren vendte sig mod Duksen, der fik Hænderne ned
med et Ryk. De skulde gaa til en Læge med _det_, Sonne, sagde han og
førte Penneskaftet hen mod den megen Blomstring.

Den røde Duks bøjede Hovedet væk fra Lyset, og langs Bænkene holdt
Benene inde og blev stille med ét, som gik der en Engel gennem
Klassen.

-Hvor var vi saa? sagde Læreren igen. Han gik videre....

Herluf og Hein gik hjem fra Skolen sammen. Herluf kom meget hos
Etatsraadens og i det hele--sammen med Hein--meget ud. De var kønne og
velvoksne begge to og blev bedt til net Fyld paa handelsaristokratiske
Baller. De valsede godt og var grumme sikre i Væsen. I Stilhed levede
de alligevel i evig Mistro til, om man tog dem ret alvorligt:

-Men--Frøken--det var mig. Hein demonstrerede med sin Klaphat
(Klaphatten forlod ham aldrig) for Frøken Kornerup, der gik ved Armen
af en Kandidat.

-Men, Gud, var det Dem, Hein--som jeg studerede for at tyde Deres
Navn! Og Frøkenen gik med sin Kandidat.

Hein fløjtede sagte bag sin Klaphat. Det hændte oftere, at Damerne
resultatløst studerede for at tyde deres Navnechiffer. Han vendte sig
til Herluf--de holdt sig altid sammen--der konverserede en fregnet
syttenaarig i fodfri Kjole om Udstillingen:

-Nej--han kunde ikke finde det--det gjorde ham ondt: Der var intet
_Foredrag_ i det Billede ... Baade Herluf og Hein talte vægtigt om
hvad det var, benyttende alle Slags Kunstord--med en stadig hemmelig
Fornemmelse, som gik de frem paa tynd Is, indtil det blev dem en Vane,
der ikke mere generede.

-Ja, det nyttede ikke ... Den fregnede vidste, det var en »landlig«
Smag: Men hun elskede nu én Gang Carl Helsted....

-Han har Hjerte, sagde hun og saa' sværmerisk ud. Hun havde Underbid.

Hein blev ved at fløjte svagt, mens han saa' ud mod Kandidaten og
Frøken Kornerup, der fløj under Lysekronen saa taktfast i Mazurkaen
som et Par Traner paa gloende Tallerkener.

-Det er os, sagde »den landlige Smag«....

Da Herluf og Hein gik hjem, skældte de Damerne ud og raillerede over
deres Klæder som et Par Kommis'er fra en Modebutik. De blev forsorne
og brugte højst »indgaaende« Ord om alting--ligesom paa Danseskolen:

-Gæs, sagde Hein endnu en Gang og borede Hænderne i Frakkelommerne.

Om Søndagen efter Middag sad de i Heins Stue, der var udstafferet med
nogle gamle Møbler fra et forhenværende Rygeværelse. De talte kun
lidt, sad mest og røg og døsede.

-Du, sagde Hein langsomt. Ja--hvad mon det egenlig bli'r til?

-Hvilket?

-Med _En_, sagde Hein og stirrede ud i Luften.

-Ja, sagde Herluf og stirrede ud i Rummet, han ogsaa ... Hvad mon?

Ud paa Foraaret, da Examen nærmede sig, fik de Extratimer om Aftenen.
Det trak ofte ud til Klokken ti, før de kom hjemad. De gik i Flok hen
gennem Stræderne mod Frederiksberggade.

En ældre »Dame« fra Kvarteret stod sædvanlig Forpost paa et af
Hjørnerne med sin Silkeparaply som Gevær ved Fod. Hun lod til
Ynglingene falde nogle stille Kæleord, der besvaredes med Skældsnavne.
Det blev til Raaheder, som regnede over Pigen. Viceduksen puffede
hende i Rendestenen, saa Damen hvinte, og det gik løs med Skældsord
igen.

-_Sludder_, sagde Ole Martens, der kom til og skød de andre væk--han
drev altid afsted sine halvhundrede Skridt bag de andre--God Aften,
Marie, sagde han og rakte Damen Haanden som en Veteran en gammel
Vaabenbroder.

-Man véd s'gu nok, hvorfor I kvidrer, sagde han med sin Bas, idet han
gik videre bag de andre.

-_Rønnebær_, sagde han og spyttede ud mellem Fortænderne.

Klassen gik videre i Tavshed med sande Dobbelthager af noget, de
troede var sædelig Indignation. I deres Klub var der holdt Foredrag
mod Prostitutionen.

       *       *       *       *       *

Seks-otte Uger før Eksamen døde Herlufs Bedstefader. Tanten vilde
straks veksle Hus, og de flyttede ind i en ledig Lejlighed paa Hjørnet
af Nørregade og Volden. Herluf repeterede om Natten oppe paa sit
Kvistværelse, Tanten bragte selv Spirituslampen og Kaffen op, før hun
gik tilsengs: nu var Herluf den eneste, Frøken Minna havde at sysle
om.

Og hun lukkede Døren for Herluf bag sin Bogbunke med et varsomt »God
Nat«.

Læst blev der egenlig ikke saa meget. Dertil tog »Arrangementet« for
megen Tid: det hele med at indrette sig som en Mand, der læste til
Eksamen. Huen var ogsaa købt efter den skriftlige Prøve og skulde
frem foran Spejlet; og saa faldt han i Tanker med Øjnene ud paa
Himlen, der lidt efter lidt blev bleg og graa og saa atter rødmede mod
Morgen.

Han lukkede Døren op til den lille Altan. Luften var sval og fuld af
den natlige Fugtighed. Arbejdet laa forladt over det hele store
Vold-Terrain. De halvrejste Husmure med deres store Stilladser; paa
Byggepladsene Voldene af de røde Mursten; og langs Boulevarden
Graastenene og Børene, som Brolæggerne havde ladet staa midt i den
opgravede Jord--alt laa det stille, en Stund, i Dagen.

Herluf blev siddende--med Huen paa--ved Gelænderet og saa', naar de
kom til Arbejde.

De første var Daglønnerne, som sendrægtigt fik aabnet Laagerne i
Plankeværkerne og fik alle Redskaber sanket sammen. Men snart kom der
fler, hele Flokke, der vekslede muntre Hilsener; Murerne skiftede Tøj
og kom til Vejrs--op ad alle Stiger; og Brolæggerne tog fat, paa den
bare Jord, og hamrede....

Den hele Luft blev fuld af klingre Hammerslag og Sang, mens Tridser
gik og Trillebørene skurrede: De byggede det nye København.

Herluf stod op, med Huen bagaf; uden Stemme i Livet, ud i den dejlige
Luft sendte han nogle Indianerskrig, han troede var Sang--som vilde
han overdøve alle de klingende Hamre:

Nu var det forbi--Vestergadeliv og Tranghed. Nu begyndte _han_ at
leve--med det nye København.

Og han saa', mens han blev ved at synge, langt op i den sommerlyse
Himmel, som han stod _der_, paa sin Kvistaltan, over sit store
København, med sin flunkende Hue.

... Saa blev han Student.

Om Aftenen var de alle i Tivoli--drev under Træerne, Arm i Arm, sang,
blev vejede og drak, hele Flokken med de nye Huer.

Det rigtige Sold blev holdt i Divanen. Paa Verandaen blev Bollen
brygget. Og midt som de sad og det var talt og sunget, og mens Musiken
lød dernede, sprang Herluf op paa Bordet; midt imellem Bolle og
Flasker og Glas, skreg han, svingende sin nye Hue, ud i Vrimlen om den
lyse Koncertsal et:

-Leve København!

Og Folk dernede blev staaende og saa' ham, Russen paa sit Bord, og
viftede og hilste og lo, mens Studenterne skreg i Jubel deres lange
Hurra....

       *       *       *       *       *

Herluf Berg stod endnu ved Vinduet i sit Kontor. Himlen brændte over
Slot og Kirke, mens det var, som hørte han hint gamle Rus-Jubelraab
igen--glide sammen med Lyden af alle Victoria-Teatrets triumferende
Hamre.

-Ja--det var Virksomhed, sagde han og, stirrende ud paa Himlen,
tilføjede han sagtere i en Tone, som vidste han ikke selv om sine egne
Ord:

-Og man kom løs, sagde han.

Han gik ned. Det var blevet sent. Budet, Hr. Sørensen, var allerede
kommet igen efter Middag og læste sine Psalmer ved sin Pult i
Forværelset. Man saa' hans Ansigt i Profil med den evig aabne Mund
(Hr. Sørensen var Gendøber og henlevede sit Liv med evindelig aabnede
Læber, enten i berettiget Forbavselse over, at det efter ti Aars
Tjeneste endnu ikke nogensinde var lykkedes ham at sortere
Provinsaviserne i de rette Rum i Reolerne, eller fordi han bestandig
sang uhørlige Psalmer; den fromme Indskrift over Pulten straalte imod
Lampen:

HERRE, FORLAD DEM, THI DE VIDE IKKE, HVAD DE GØRE

Herluf gik ind og hængte Nøglen til sin Dør op paa Nøglebrædtet, mens
Hr. Sørensen lagde de foldede Hænder ned paa Psalmebogen og hilste.
Hr. Sørensen hilste visse af Medarbejderne som en grundtvigsk Degn en
højkirkelig Foresat....

Ude paa Trappen blev Herluf Berg et Øjeblik staaende. Maskinen
arbejdede endnu, og inde fra Budestuen lød en langtrukken Bas. Hr.
Sørensen troede sig ene og stemte op. Herluf gik ned ad Trappen, mens
Hr. Sørensens Psalmer klang klagende over den travle »Victorias«
sidste hundrede.

I Porten løb han paa den kommercielle Medarbejder, Hr. Meyer, der stod
og stirrede paa det røde Himmelskær over Slottet.

-Mærkværdigt, sagde han.

-Det maa være en Slags Nordlys, sagde Berg og gav Haanden.

-Ja ... I Berlingske iaften profeterer en Pastor emeritus, at det er
Varsel om store Ting, sagde Meyer.

De lo begge og skiltes.




III

-_Kan_ han no'et?

-Véd s'gu ikke.

Talen var om unge Adolf, mens Gerster tog »Ess Bouquet« ud af
Skrivebordet og rakte Berg. Erhards Essentser var lukket inde af
Hensyn til Professoren, der hadede den »Moskuspest« i Stuerne.
(Professorinden kom, naar hun skulde ud, og fik en Draabe paa
Handsken: Det mærker din Fa´er ikke, sagde hun; i det ægteskabelige
Sovekammer herskede kun Køllnervand).

-Véd s'gu ikke--men Penge har han--si'er de, og nu aabner han jo den
nye Forretning--paa Købmagergade.

-Ja--hvad er det for en Forretning? sagde Gerster, som tændte en
Cigaret.

-Ja--det vil han jo ikke ud med--det er naturligvis en
Kunsthandel--han vil revolutionere Smagen herhjemme, siger han. Men
Penge maa han ha', sagde Berg ... Den Gamle har tjent dem paa
»Husholdningsbøger«....

-Jo. Tak, Adolfs »Den lille Bogholder i fem Størrelser«, opremsede
Gerster efter det bekendte Avertissement.

-Men de skal være gaaet svært i Fyrrerne, sagde Berg og begyndte at
lé: ... Foreløbig er de Gamle rykket ud fra Pilestræde med alle de
fine Mahognitræsmøbler og er flyttet ned i Tordenskjoldsgade.

-Hm, sagde Gerster. Kønne Ruder har han lavet sig.

-Og han gaar ind paa Ens Idéer, sér du, sagde Berg. Han _forstaar_,
sagde han. Men kan _udrette_ noget med Adolf. Han rejste sig og gik
hen over Gulvet: Og véd du, sagde han og slog ud med Haanden: her
trængte til at udrettes noget. Her trænger forbandet til, at der blev
handlet i dette land.

Han blev ved at gaa frem og tilbage over Gulvet og talte om Adolf og
Martens: De havde ligefrem tilbudt ham Kompagniskab--ja,
alvorligt--helt Kompagniskab--hvor de stillede den fornødne
Kapital....

-Og nu var et Teater noget værd, nu--hvor Staden voksede for hver Dag
til at blive Nordens Hovedstad.

-Ja, ja, det blir den, sagde han.

Nu var Tiden for Folk med Kapital til at benytte Konjunkturerne, Tiden
for dem, der havde Idéer og Øjne at sé med--nu, hvor Norden kun
ventede paa Stedet, hvor man kunstnerisk kunde samles--»kun ventede«
gentog Herluf Berg to Gange og nikkede ud i Luften--paa _Pladsen_ til
at samles. Teatret var Stedet, hvor Banen var brudt, _der_ var
Sam-Interessen vakt: Ibsen og Bjørnson var ikke Nordmænd mer, de var
blevet Skandinaver, de spilledes lige op til Haparanda, lige over til
Wiborg, Wiborg i Finland ... allevegne.

-Sér du, fortsatte han og standsede ved Vinduet: Det er Konjunkturer.
Og idet han ligesom oversaa en lang Felttogsplan, tilføjede han med
Hovedet lænet mod Vinduessprossen: Og Teatret giver ogsaa Plads for
Reklamen, du--

Han vendte sig lidt efter og begyndte igen at gaa, mens han talte i en
anden Tone: Man maa sé Tingene, som de er, du, og være praktisk,
Kunstnerne er ogsaa blevet Mennesker, som vil _leve_--og sidde blødt.
Forfatterne vil komme, naar man rækker dem blot den lille Finger: de
venter jo ligefrem paa Skandinavien, der skal honorere dem....

Herluf satte sig og udviklede Planen for Driften. Der skulde spilles
hele Aaret, Eneret, skandinaviske Værker, sat i Scene af Forfatterne
selv, om Vinteren her og om Sommeren rundt om, i Stockholm, Gøteborg,
Kristiania og Bergen ... mens Stockholmernes Opera sang her eller
Skuespillerne fra Kristiania spillede; saa udvekslede man Kunst....

-Man lærer hinanden at kende, sagde han. Og man har tillige
Lejeindtægten i den døde Tid.

Han begyndte atter at tale om »den ene Kunst«, om Malerne og
Musikerne, der vilde følge Eksemplet, Forfatterne gav, og søge til
København: Hvortil har man Jernbanerne? sagde han og lo. Eller
Dampskibene. Vi skal nok røre Trommerne, til de kommer til København
--til os.

Gerster havde lagt Cigaren og skottede hen til Herluf. I al
Hemmelighed holdt han svært af at sé paa Berg, naar han saadan var
rigtig »oppe« i en Plan.

-Og Provinsbyerne, sagde han, ta'er vi med Strejfkorps. De har faaet
den rette Aand. Jeg gi'er Adolf Ret: der er kommen Stemning i
Provinserne og--der er Penge at tjene. Hvad er Afstandene nu? Er det
Afstande at tale om? Aarhus og Odense er rene Forstæder til det nye
København.

Han gik lidt, hen til Gerster, og lagde Haanden paa hans Skulder: Ja
--du, der var noget at gøre nu, sagde han. Og Gerster sagde:

-Men saa grib til, du. (Det var en af Gersters Yndlingstalemaader »at
gribe til«--selv greb han aldrig til).

-Naa, sagde han halvt misfornøjet. Det bankede med en flot Kno paa
Døren til Entréen. _Der_ har vi Lange.

-Kom ind, sagde han.

Lange sejlede ind med Stokken i den fremskudte Haand og løftede
Skuldre:

-Goddag--saa man er hjemme, sagde han og satte sig. Hvad tygger I Drøv
paa?

-Paa din Fremtidsberømmelse, sagde Gerster og tog Plads igen.

-Tak--det maa smage af mere, sagde Lange.

Samtalen slæbte sig mat afsted. Inde i Spisestuen blev der slaaet med
en Dør, saa Døren ind til Erhard sprang op. Det var Professoren, som
kom hjem fra Kliniken og vilde have »frisk Luft i Stuerne«.

Erhard rejste sig for at lukke: Vil Gerster ha' Koteletten strax,
hørte man Professorinden. Og der blev stille.

-Hvad har I ellers bedrevet, sagde Erhard til Lange og satte sig igen.

-Hvad man har bedrevet, sagde Lange i sit betænkelige Tonefald. Hvad
man bedriver--gamle. Drak et Glas hos Paula iaftes--af Kedsomhed.

Det lod ikke til, at Berg og lille Gerster interesserede sig saa meget
for Paula: Hun fortalte forresten en Historie, sagde Lange, en aldeles
glimrende Historie ... om blonde Krause--I véd, ham med Haarene i
Panden. Men du maa ved Gud ikke sige det til nogen--Lange efterlignede
Frøken Paulas Stemme ved at tage nogle ejendommelige fede Nasallyde--I
kender hende, naar hun er »diskret« med Haanden op for Munden:

-_Du_--han er »Susse«, sagde hun; (sér I hende? sagde Lange og blev
ved med Paulas Stemme)--han lagde sig her ned paa Gulvet, forsikrer
jeg dig--detvar, som han _sank_, siger jeg dig, og lagde Hovedet ind
til mig--ganske stille, ligesom han var helt henne (og han havde
lukket Øjnene, sagde Lange med et af Paulas forklarende Nik) og saa
sagde han--ganske sagte, du: Er det at elske? sagde han.

-Jeg havde ved Gud Taarer i Øjnene, sluttede Lange med Paulas Røst.

-Hva' si'r I til det? sagde han og viftede henrykt med Hænderne.

-Det kan jeg s'gu ikke finde noget latterligt i, sagde Erhard
langsomt. Vi bliver jo alle gjort nysgerrige, fra vi er syv Aar uden
nogensinde at faa noget rigtigt at vide ... _Jeg_ spørger endnu nogle
Gange, sagde han, om »_det_« er at elske?

-Saa spørger du vist ikke paa de rigtige Steder, sagde Lange kynisk og
viftede.

-Saa? sagde Gerster--du siger mig maaske nogle bedre ... Jeg har
ellers (Gerster vendte sig om mod Vinduet og saa' et Øjeblik ud af
Øjnene omtrent som Bergs Hund, da den en Gang havde brækket sin Pote)
saadan omtrent søgt overalt....

-Men Paula er forresten en ækel snakkesalig Pige, sagde han i en anden
Tone.

-Ja, det er hun, sagde Berg og kom til at le sagte. Paula sladrede om
alt; Lille-Gerster selv var ét af hendes Yndlingsæmner:

-Du, Herluf, sagde hun en Gang: Erhard er ikke, som han giver sig ud
for?

-Hvad mener du med det? havde Herluf sagt.

-Han græder tit, du, sagde hun fortroligt.

-Ja saa. Saa græder du vel ogsaa, Paula? spurgte Herluf.

-Ja. Jeg græder da tit.

-Hvorover?

-Man _har_ da Følelse, havde hun sagt, halvt fornærmet.

Herluf kom til at le ganske højt ved at tænke sig de to travrige
Grædepile paa Paulas røde Sofa--ved Siden af hinanden.

-Hvad ler du af? sagde Lange.

-Af noget meget sørgeligt, svarede Berg.

-Ja--jeg synes ogsaa, Humøret staar paa Frost, sagde Lange, der var
halvkrænket over Optagelsen af sin Historie og lettede paa sig. Det
har vel ingen Hast, sagde Gerster. Det var jo kun et Løb herop, sagde
Lange, for at sé, om du levede. Han tog Afsked og gik.

De to andre blev siddende tavse.

-Vi var i »Konstantia« igaar, sagde saa Gerster. Blom og Brodersen og
Damerne....

-Hm, sagde Herluf blot.

-Vi drak Kaffe paa Balkonen--du, og saa skød vi til Skive efter
Flagstangen med Underkopperne ... Du skulde ha' set Buffetjomfruen og
Kellnerne hvor de »spjættede« ... Erhard spilede Fingrene ud
Sprællemand--for at vise, hvor Kellnerne havde »spjættet«: De var
ganske blege, du, sagde han.

Det var i det Hele en Forlystelse i Kredsen Blom at faa Folk til »at
spjætte«. Man eksperimenterer, Gamle, sagde Blom. Eksperimenterne var
mangeartede. Det siste Eksperiment igaar--eller imorges tidligt--havde
været _det_ højst uskyldige: at de havde stukket Cigarerne med den
brændende Ende i Munden paa et Par sovende Medborgere--hvad der dog
havde foranlediget dem til at forlade Lokalet og forlægge
»Eksperimenterne« hjem til Damerne. Et Par Timer efter gik Blom og
Lille-Gerster hjemad.

Gerster tog Portnøglen op: Du, sagde Blom. Vi er et Par Bæster.

-Ja, sagde Gerster. Det er vi.

-God Nat.

-God Nat.

Gerster gik op. Inde i sit Værelse gik han hen til det aabne
Vindu--han stod og rakte tre Gange Tungen ud i Luften, for han lukkede
det.

Ude i Gangen knirkede en Dør. Det var Professorinden, der ikke kunde
vænne sig af med at ligge søvnløs, til hun havde hørt Erhard komme
hjem.

... Herluf og Gerster sad tavse igen. Saa sagde Gerster,--da de atter
havde talt lidt om ligegyldige Ting--lidt dybt, med Øjnene i sit Skød:

-Du--tror du nogensinde, jeg bliver forelsket? sagde han langsomt.

Herluf saa'hen paa ham: Jeg véd ikke, sagde han sagte.

De sad igen stille en lille Tid, til Gerster rejste sig: Jeg har gjort
et Bekendtskab, sagde han, tøvende og med Ansigtet mod Vinduet ... Jeg
tror egenlig, jeg kunde komme til at holde af hende ... Hun er meget
sød....

-Gift, sagde han.

Gerster stod lidt og i den samme--tovende eller ubestemt misfornøjede
--Tone som før sagde han:

-Og du? Naar bli'r det til noget i Vimmelskaftet?

I Vimmelskaftet laa den Heltzske Gaard, Frøken Asta Heltz' Hjem: Man
»talte« jo nu i Aarevis om Asta og Herluf.

Herluf trak træt paa Skuldrene og saa' i Gulvet.

-Nej, sagde Gerster med et Suk--det er det: man har s'gu mistet
Tilliden, du, til det, man selv gaar rundt og føler.

-Ja, sagde Herluf.

-Skal vi gaa ind til Mo'er? Gerster vendte sig.

-Ja--jeg vilde just sige det. Jeg skal gaa. Der var ingen Døre mellem
de tre Dagligværelser, det samme brunlige Tæppe gik over alle Gulve.
Alt var polstret, men i dæmpede Kulører. Professorinden stod op fra
Skrivebordet, da de kom ind.

-Vi forstyrrer Professorinden, sagde Berg.

-Aldeles ikke, smilte Fruen (i Virkeligheden havde man altid en
Følelse, som om Professorinden kun fordrev et Kvarterstid i sin Stue
som en Værtinde, der sidder og venter paa de Fremmede til Middag) ...
Vel har man travlt, sagde hun og pegede: Det er Kongressen, tilføjede
hun og smilte, mens hun tog Plads i »Visithjørnet« bag et mindre
Marmorbord med en lille Standhylde, der indeholdt Professorindens
privateste Haandbibliotek: et Par Bind af Topsøe, Martensens Ethik og
Meyers Fremmed-Ordbog.

-Mo'er bespiser allerede den medicinske Videnskab, forklarede Erhard.

-Aa, det er kun nogle Sektionsmøder ... Sektionerne, der skal dannes,
sagde Fruen, og saa spiser de her hos os ... Gerster finder, disse
tørre Komitémøder passer ikke mere for vor Tid, smilte hun.

-Maa jeg spørge Mo'er, sagde Erhard. Skal saa Fruerne med?

-Ja--vi ta'er dem dog med, Erhard ... Det er det mildnende Element,
mener Gerster, sagde hun. Erhard gav et Par halvmumlede
Ondskabsfuldheder tilbedste om de medicinske Fruer og Professorinden
sagde: Erhard--vi hører selv med til Lavet, og satte sig tilbage i
Sofaen (hun havde en egen bred Maade at sætte sig tilrette paa under
Smaasladder, der mindede lidt om de tyve Aar i Provinserne).

-Naa, sagde Gerster, de taler vel ikke bedre om os.

-Nej, sagde Fruen og sukkede: du har Ret i det, og hun gav selv i en
vis hyggelig Tone, en lille Historie om en Kollega tilbedste. Man
talte i det hele frit hos Gersters--selv om de nærmeste Venner: Man
kan jo sé de smaa Svagheder, sagde Fruen, som havde hele
ProvinsSelskabets Skarpsyn for Smaating. Frisproget gjorde meget til,
at hver strax følte sig vel i Huset, som optaget i den nære Kreds.

-Naar Erhard blot ikke siger det ved Middagsbordet, sagde Fruen.
Erhard kender sin Fa'er ... Gerster har saa megen Korpsaand,
forklarede hun Berg.

Der blev talt om Spisestuen: om man virkelig ogsaa turde lade dem
spise tyve. Naar Mo'er vil ta' Skammekrogen bort, kan man spise fire
og tyve, sagde Erhard.

-Det er Erhards Syndebuk, sagde Fruen. »Skammekrogen« var et
Privat-Hjørne af Spisestuen med et Divanbord og den gamle Sofa fra
Provinsdagligstuen. Erhard paastod, at hans Moder flyttede derind og
strikkede, naar der ingen var hjemme.

-Ja--sagde Fruen--naar Vinden staar paa her, sidder jeg derinde.
Sandheden var, at »Skammekrogen«, var hendes kæreste Plads. Naar hun
skulde være alene hjemme, flyttede hun derind med en lille lavfodet
Sparelampe, der næppe nok oplyste selve Krogen: Erhard kom ind og
sagde Farvel--i Kjole og med det hvide Slips--før han gik.

Hun holdt af at sé ham saa soigneret og fin (ogsaa Dametoiletter var
ét af de stadige Emner, Erhard og hun debatterede ved deres
Yndlingsmaaltid, Frokosten, naar de var ene; og det morede hende
stille, naar Erhard vidste saa »detailleret« Besked); og naar han var
gaaet, blev hun siddende, smilende ved Tanken om den Tid, da de endnu
boede i Provinserne, og hun og Erhard, der var Gymnasiast, sammen
læste det lille københavnske Dagblad med Billeder, som Erhard holdt
bag Professorens Ryg, og hvis Kvartalspenge hun betalte--for at det
kunde bringe dem Bud »derovrefra«.

Og Professorinden kunde blive siddende i sin Krog, fortabt i gamle
Erindringer, uden at tage sig noget til--lige til Jomfruen bragte
hende Theen paa en lille Bakke med en lukket Porcellænssukkerskaal:
naar Professorinden var ene, tilfredsstillede hun en lille hemmelig
Svaghed, hun havde for mørkt Puddersukker i sin The....

       *       *       *       *       *

Et Par Uger efter skulde Berg spise til Middag hos Konferentsraadinde
Heltz.

En af Husets to stille Stuepiger hjalp ham Frakken af nede i
Stueetagen--der var altid en egen ren Luft af de mange Planter paa
Trappegangen--og allerede i den første Stue lød det som Mudret af et
helt Fuglebjerg: Alle blev straks højstemte i Vimmelskaftet.
Konferentsraadinden snakkede og lo højt--med begge Hænder strakt frem
mod hver, der kom--saa man saa' hendes to Rader Tænder, saa hvide og
sunde, som prøvede de hver Dag Kræfter med tykt Rugbrød.

Herluf undskyldte, at han kom for silde:

-Ja--det véd Gud, De gør, lo Konferentsraadinden og rystede hans
Hænder.

Der var tolv, femten Mennesker i Stuen: Ægteparret Jürgens, Professor
Jürgens fra Landbohøjskolen, Fruen var fra Nakskov, en Ungdomsveninde
af Konferentsraadinden; Hr. og Fru Ekberg, der ikke havde regnet paa
Daglys før Bordet og var lidt for pudret; Etatsraadinde Knudsen--ogsaa
fra Nakskov--med Datter, Sundt: en lille ung Fru Stern, som Berg ikke
kendte, og som han skulde have tilbords; Frøken Asta og Frøken Julie;
og Huslægen med Kone, der nu kom med Tungen ud af Halsen og erklærede,
han havde en Ulvehunger.

Alle snakkede i Munden paa hinanden, siddende og staaende rundtom i
Stuen, hvor de store svære Møbler--de var ikke fornyet siden
Konferentsraadens Død for ti Aar siden--var spredt over Gulvet:

-Det er Asta, sagde Konferentsraadinden. Jeg holder ikke af det. Jeg
vil helst sidde fast opad Væggene.

Berg var gaaet hen til Frøken Asta--hendes Smil var slaaet frem imod
ham lige strax ved Døren--og han talte med en halv sky, halv øm
Stemme, mens hun blev ved at se ham glad ind i Ansigtet og smilte.
Frøken Julie demonstrerede foran Huslægen: Tyvende Bal, Dr. Friis,
tyvende Bal--i _November_, sagde hun og spilede fingrene ud foran hans
Ansigt; Frøken Julie var i lyserødt og mindede i Gestus lidt om en
Ingénue paa Teatret.

De stilfærdige Stuepiger havde Døren op, og man gik ind i Spisestuen i
Lyset. Konferentsraadinden øste selv op, og Sundt sagde--med
Servietten stukket ind under Vesten, saa den skærmede et Stykke af
Skjorten--og slog ud med de kønne Hænder over Bordet:

-Er det nu ikke rart? sagde han og smilte som en Bisp i en Gaaserede.
Ja, Frøken Asta, sagde han og saa' mildt til det første Glas Sherry:
Fyrre--det er Zenith ... man forstaar et godt Bord, man har gjort
Erfaringerne, Damerne forkæler En ... Sundt svælgede i Herlighederne
ved at være fyrre.

-Ja, ja, raabte Fru Jürgens leende. Sundt kender Fadene. Fru Jürgens
brugte Talemaader som en holbergsk Pernille, var i Selskab udskaaret,
saa hun regelmæssig i sidste Nu, før de tog afsted, maatte hjælpe
efter med et Kniplingslommetørklæde, og var en Mønstermoder for syv
»Drenge«, hvoraf den ældste var Rus iaar.

-Maaske er det Zenith for Herrerne, sagde Fru Ekberg.

-Naa, mine Damer, sagde Dr. Friis. De har saamæn ogsaa lært at
konservere Dem.

De lo igen, og Konferentsraadinden, der var færdig med Suppen, sagde
betænksomt: Ja det _er_ mærkeligt ... Naar jeg tænker paa _min_
Moder....

-Hm, sagde Julie, der delte Berg med den lille Fru Stern: jeg vilde
dog finde det rart, om Bedstemødrene blev ved at gaa med Kappe.

Man fik en Fisk med Hummer, og Konferentsraadinden, der havde Vinsmag,
lod særlige Mærker gaa, støvede, rundt i Kurve:

-God? ... Ikke? nikkede hun fornøjet rundt til Herrerne.

-En Vin, kære, sagde Ekberg op imod hende. Han nænnede slet ikke at
sluge den.

Lille Fru Stern havde ikke sagt et Ord, hun glemte endogsaa at spise
og sad blot og stirrede med et Par store lyksalige Øjne, og bevægede
undertiden pludselig Skuldrene--opad som en lille Fugl under
Æggeheden.

-Mathilde, sagde Asta over Bordet og lo til Berg.

-Der flyver dig en stegt Due i Munden.

-Ja, sagde den lille frue og fo'r sammen. De drak med hinanden. Rundt
om, over Bordet, blev der talt om Pigebørn og Opdragelse.

-Ja, jeg, sagde Fru Ekberg, der stadig havde Ansigtet i Bevægelse
(naar det var i Ro, begyndte det at markere »Zenith«)--ligefrem
_studere_ min Datter.

(Denne langbenede elleveaarige var udstyret med Hoftepuder og
Fingerringe, saa hun var ikke ulig en hellig Krokodille.)

-Ja, ja, Fru Friis sukkede. Opdragelsen var en Kunst ... Hvem kendte
nu tildags sine egne Børn? sagde hun, mens Fru Ekberg gentog at det
var et Studium, og Fru Jürgens sagde: Fortrolighed--bare Fortrolighed,
kære; og Konferentsraadinden saa' med sit glade Ansigt henover sine
Døtre og sagde:

-Man kender da vel sit eget Kød og Blod....

-Ja, Gud hjælpe os, sagde Frøken Julie i en halvhøj Parenthes og slog
Viften ud: Vi er ikke fra Nakskov.

Men Hr. Ekberg var enig med Fru Friis ... Det var en Revolution--en
sand Revolution i de unge Gemytter ... Hr. Ekberg tilskrev den
Symaskinen....

-Ja--kære Frue, Symaskinen sagde han overbevist ... De køber
ude--køber de ikke alting ude? De køber »færdigt«--man køber færdigt
... Hvad skal man saa gi' de unge Døtre at bestille ... Vil De _sige_
mig, hvad man skal give dem at bestille?

Hr. Ekberg tav og ventede med aaben Mund paa, hvad Fru Friis vilde
give dem at bestille.

Etatsraadinde Knudsen, der var lidt døv, og som først nu var kommet
rigtig paa det klare med Samtalen--hidtil havde hun indskrænket sig
til at nikke glad ned til Konferentsraadinden hver femte Minut--sagde,
at de hørte, de læste--de fik for meget at vide....

-Og danser for meget, sagde Professor Jürgens ned over sin Tallerken.

Man serverede en Oksetunge i Madeirasauce med Trøfler og Hr. Ekberg
forlod Symaskinen; hans Frue var blevet mere højrøstet (Fru Ekberg
blev altid et Øjeblik højrøstet, naar hendes Mand fortabte sig i
dybsindige Materier) og talte om Skolerne: Ja--hos Frøken Zachrisson
havde hver Elev et Apparat paa sin Plads, saa de rettede Ryggene....

-Ja--den Sidden bukket sagde Konferentsraadinden, nede fra sin
Bordende. Den er en Ulidelighed ... Den er det, der gi'er den megen
Blegsot....

-Nej, sagde Fru Jürgens, vi Nakskovere--Emma, hun løftede Glasset mod
Husfruen. Paa Nakskov, Anna, raabte Konferentsraadinden ned til Fru
Knudsen: Paa den gamle Tid, Anna.

-Ja--paa den Tid, sagde Fru Knudsen og nikkede. De drak alle tre: Jo,
sagde Fru Jürgens og satte Glasset resolut ned, vi kunde tumle
Springfyrene. Hun slog en Brødkugle over paa Professoren: _Han_ husker
Skovballerne, sagde hun og lo.

Hun blev ved at tale om Nakskovtiden, Etatsraadinden hørte kun det
halve, men sad og smilte: Ja, ja, Frederikke, du var nu altid det
muntre Blod, sagde hun. Konferentsraadinden sad med Taarer i Øjnene
over sit Glas--hun tænkte paa Konferentsraaden.

-Mo'er, hviskede Asta op.

-Lille Børn, sagde Fru Heltz og saa' fra den ene Datter til den
anden. Hun løftede Glasset og Døtrene svarede. Asta holdt Glasset op
med Øjnene paa Herluf--de straalende Øjne--og han hævede ogsaa sit
Glas, og de drak, med Blikket paa hinanden, mens hele Bordet summede
af al den glade Forelskelse i Nakskov.

-Slyngel, sagde han til sig selv, mens han drak og blev blussende rød,
idet han satte Glasset ned paa Dugen.

Alle lo og snakkede; selv Frøken Knudsen vaagnede ved det pludselige
Ord »Ramløsa« og gav sig til at forfølge en Familie »Beck-Friis« op
gennem Aarhundrederne; Fru Jürgens sluttede af med Nakskov og slog ud
mod Sundt.

-Nej, nej,--der var ingen gamle Ungkarle _der_.... Da vidste Folk,
hvad de vilde--min Kære, og kunde bestemme sig.

Hr. Ekberg slog paa sit Glas, men Herluf hørte ikke efter, hvad han
sagde. Han stirrede kun paa Asta, der smilte frem over Bordet, ved
Siden af Sundt. Lyset fra Kronen lod Atlasklivet skinne som et Pantser
om hendes Bryst: Hvor er hun smuk, tænkte han.

-De kender vist--Berg fo'r sammen, det var virkelig den lille Fru
Stern, der havde talt, og to Gange havde maattet sige: »De kender
vist«, og var blevet saa rød som en Pæon. De kender vist en ... Hr.
Gerster, Erhard Gerster, sagde hun og hun tabte fuldkommen Fatningen
ved at nævne Fornavnet....

-Ja, sagde Berg ... ja ... Han tog ikke Øjnene fra Asta: Og hende
skulde du ikke elske, sagde han til sig selv ... Ja, Fruen kender
Gerster? sagde han.

-Ja--sagde den lille Frue--det er en Ven af min Svoger; hvorpaa hun
blev helt borte i Forvirring og ikke mere oplod sin Mund, til de
rejste sig fra Bordet.

Kaffen blev baaret om i Dagligstuen under »Tak for Mad« og Støjen. Fru
Jürgens blev staaende hos Konferentsraadinden, lænet til sin Mand:

-Ja, sagde hun, _jeg_ har faaet Lov til at beholde ham. Og de to
Veninder blev staaende Haand i Haand, mens Professoren gik hen til
Herrerne, der var overvættes varme og rødho'dede og talte om Adolfs
nye Forretning: »Ja, det er nye Spisesedler, han vil lave«, sagde
Ekberg--og om Gersters Klinik: Det skulde særlig være med døvstumme,
han eksperimenterede:

-Ja, sagde Dr. Friis,_de_ klager ikke.

Alle snakkede, og ingen hørte, hvad den anden sagde. Fru Ekberg havde
fanget Sundt ind i en Hjørnesofa og talte om, »hvad man da egentlig
antog var Kvindens Bestemmelse«, mens hun saa' ham lige ind i Ansigtet
gennem sin Stang-Lorgnette.

Ekberg kom til--i et Par Buer over Gulvet--: Kære, sagde han til
Sundt, hun forfærder Dem ... Ikke? hun forfærder Dem ... Ja, sagde han
og slog beundrende ud med Haanden, _hun_ er radikal....

Ovre i det andet Hjørne stod Asta, Berg og lille Fru Stern i en
Klynge: Ikke? sagde Asta og næsten »rullede« den lille Frue: hun
ligner en Fugleunge?

-Nej, nej, rør mig ikke, raabte den lille Frue, hun var purpurrød og
skubbede Skuldrene op, saa kilden som et Kid: Rør mig ikke, siger
jeg....

Lidt efter lidt trak Herrerne ind i Rygeværelset, hvor Hr. Ekberg
talte om Ægteskabet: Ægteskabet, sagde han, kære Ven--_vort_ Ægteskab
er et Kammeratskab.

De andre Herrer sank hen i Tavshed, tyggende paa Cigarerne; de kendte
det Ekbergske Ægteskab ud og ind fra Rygeværelserne.

Inde i Dagligstuen var Damerne faldet lidt til Ro, mens Fru Knudsen og
Fru Ekberg talte om nye Lejligheder og Eskilstuna-Ovne:

-Ja, ja, sagde Etatsraadinden, ja, ja ... men de varmer ikke, de
varmer ikke....

Ud paa Aftenen spillede de Lotteri, Damerne og Sundt, der sad og
glædede sig over alle de kønne Hænder, der løb saa travlt over paa
Bordet. Fru Jürgens raabte op, og Konferentsraadinden og Fru Knudsen
var saa ivrige som Børn: Hva' for et Numer? hvad sagde hun for at
Numer? sagde Etatsraadinden.

-Aa, de har ingen Øjne i Hovedet, sagde Konferentsraadinden, som satte
paa baade tilhøjre og venstre, hos Frøken Knudsen og den lille Fru
Stern, der bare sad og smilte ud i Luften og kildrede sin lille
Barnehage med Spidsen af sin sammenfoldede Vifte.

Asta kom imod Berg i Spisestuedøren: Spiller De ikke? sagde hun. Jeg
ikke heller--Stemmen lød paa én Gang saa besynderlig fraværende og
modløs--kom--inde i »Fa'ers Stue« er der stille. De gik gennem
Spisestuen ind i Konferentsraadens Værelse, hvor de store Møbler, med
Kæmpesofaerne i Nicher, stod urørte, som da han levede. Asta satte
sig.

-Hvad blir det saa til, sagde hun. Med Teatret.

-Véd ikke, sagde han. Men pint af Usikkerheden, næsten Frygten, der
altid sneg sig ind over ham, naar de var ene, begyndte han--blot for
overhovedet at tale, kun for at de ikke skulde sidde tause--at
fortælle hende alt. Han talte om den store Opgave, om Arbejdet, om
Anstrengelserne, om alle Planerne, om alt det som endelig, _endelig_
skulde fylde hans Liv; han talte, blev ved at tale; som drevet frem af
en hidsig Utaalmodighed, for hvilken han ikke selv gjorde sig
Regnskab, oprullede han som et Fremtidskort over hele sit Liv--til han
tav, aandeløs som efter et langt Løb, og pludselig paany følte sig
forvirret foran hendes stirrende Blik, næsten angst:

-_Og jeg da?_ sagde hun:

Herluf bøjede uvilkaarlig sit Hoved, næsten som En, der dukker sig for
Slag, mens Asta blev ved at stirre paa ham:

-Jeg kan gaa her som en gammel jomfru og ryste mine Krøller--og som
fortvivlet rystede hun de tænkte Krøller--gaa her--alle de Aar, sagde
hun.

Hun hulkede, med Ansigtet ned mod Bordet, kort og stille.

Herluf havde rejst sig, han fandt ingen Ord, mens han krammede om
Bordet--det var som _i et_ ulideligt Nu al den ganske Afmagt skulde
samles af disse fire Aars Forsøg paa at føle Kærlighed:

-Asta, sagde han.

Og i samme Nu holdt han inde: Men det er jo derfor, du har anstillet
det hele--for at _komme løs_, sagde han til sig selv; og han tav og
følte sig blodrød som en Desertør, fejg og elendig som en Falskner,
der gribes.

Asta løftede Hovedet og forsøgte at tvinge Graaden tilbage: Der sér
man, hvor man bliver følsom imellemstunder, sagde hun og vilde smile.

-Ja--De har vist ganske Ret, sagde hun: Vi skulde alle søge
Virksomhed, sagde hun. Hun rejste sig, nikkede til ham og gik.

Herluf stod endnu nogle Øjeblikke, da hun var gaaet.

Han vidste ikke selv, hvad Paaskud han for Konferentsraadinden fandt
til at gaa--hvor Synet af hendes gode Ansigt smertede ham, som en
hemmelig Tyv--; ude i Gangen stod den lille Fru Stern:

-_De_ gaar ogsaa, sagde hun, helt forfjamsket.

-Ja, sagde Berg.

-Ja--Jeg ogsaa, sagde hun og gav sig til at knappe Handsken op igen.
Nede paa Hjørnet løb Berg paa Lille-Gerster under en Lygtepæl:
Ja--Godnat, sagde han blot, han hørte ikke, hvad han sagde, og gik
videre.

--Gæsterne var gaaet, og Konferentsraadinden vandrede rundt i sine
Stuer og smaasnakkede. Kokkepigen kom ind og blev takket, glorød endnu
efter Anstrengelserne:

-Rigtig nydeligt, Sofie, altsammen rigtig tilpas ... Ogsaa Suppen,
netop tilpas....

-Naar Etatsraadinden kun er tilfreds, nejede Sofie--Sofie Kokkepige
kom aldrig længer i Rangforordningen end til Etatsraadinden, det havde
hun nu kaldt Fruen i tyve Aar.

-Ja, rigtig tilpas, Sofie, sagde Fruen.

Gamle Sofie gik, og Konferentsraadinden satte sig, lidt træt, og saa'
ind gennem sine kønne, stille Stuer. Det var Astas Hoved, som hun
følte ind til sin Skulder.

-Ja, vi har det godt, Børn, sagde hun ... Vi maa være Gud
taknemmelige.

-Asta trykkede hendes Hænder og rejste sig. Hun gik ind i Faderens
Stue. Julie havde slaaet sig ned ved Klaveret i Kabinettet og kvidrede
sin Livvise.

-Sidder Frøkenen her, sagde en af de stille Stuepiger, der kom med
Pusteren for at slukke.

-Stine kan godt slukke, sagde Asta.

Pigen slukkede. Inde i Kabinettet jodlede Julie, mens Asta sad i
Mørket.

Det var nær ved Midnatsstunden, da Babette og Benoit gik fra Gilde
gennem Lunden: Der var mørkt og fælt--hu, ha! Stakkels Knøs han gøs
med Rette. Faldri faldrala fari lari lette. Aa jeg ryster, sa' Benoit.
Aa din Kryster, sa' Babette.

Saa holdt hun op og slog Klaveret i.

-Asta, kaldte Moderen ind gennem Stuerne.

-Ja, Mo'er. Asta gik ind til de andre.

-Gud forbarme sig, hvor dog Mathilde Stern er kedelig, sagde Julie,
som sad paa Sengekanten i Søstrenes Sovekammer.

-Er _det_ en ung Frue, sagde hun og slog de fremstrakte Ben kækt mod
hinanden under Natkjolen. Man gifter sig vel da, for at _dette_ skal
høre op....

-Hvilket?

-Pyh, sagde Julie blot og krøb i Seng.

       *       *       *       *       *

Herluf Berg gik op og ned, op og ned, i sin Stue og førte lange
Samtaler med sig selv:

Det var altsaa forbi: han var løbet infamt derfra. Og han havde
_kun_--han eller denne hr. X, der sad i den mørke Bagstue i hans
Hjerne og regerede i Smug--fra den første Dag taget Haand i dette,
filtret sig ind i dette: Virksomhed, Planer, Teater, for at slippe og
»komme løs«.

Det var _det_, der havde ligget bag Ordene--strax, den Gang oppe i
Redaktionsværelset, da han første Gang sagde (og blev forbavset, som
havde en fremmed talt, en anden Mand, der stod ved Siden af ham): »Og
man kom løs« ... oh han havde vidst det lige strax, hvad det betød, og
havde dog handlet videre i Skjul af alt det andet--det om »Virksomhed«
og »Planer«.

Og nu var det sket. Nu var alt forbi og rigtig dødt.

Hvor han huskede den første Aften, da denne Kærligheds-Kamp begyndte:
da han kom hjem fra Bal, saa sikker, hed og munter, med hele Fanget
fuldt af Smil og Minder. Og saa, midt som han sad--_da_ havde hun
smilet og _der_ havde de vexlet Blik, tænkte han--havde han sagt, selv
sagt, pludselig ud i Luften (just saadan som hint første: Og man kom
løs):

-Ja--elske hende, gør du jo ikke ... Og han havde _selv_ hørt Ordene
med en Angst, saa han sprang op som for at værge sig eller som for at
løbe fra dem, men Stemmen blev blot ved.

-Men det véd du jo godt, at du ikke elsker hende ... Det har du jo
aldrig troet, at du elskede hende, blev den ved med sin standhaftige
Ro som en Mand, der slog ham venligt paa Skuldren:

-Det har du jo hele Tiden vidst, sagde Stemmen venligt--denne nye
»Sokrates-Røst«: at det ikke er Kærlighed. Pust det bare ikke op til
Kærlighed.

Fra den Dag var Kampen begyndt--Forsøgene paa at føle Kærlighed: hvor
han tvang sig i Hede, og hvor han lunede med Stemninger; hvor han sad
med Pulsen af hver en Følelse, og hvor han rugede hver Fornemmelse hed
i sin Fantasi--for at spørge: Hvorfor skulde det ikke være Kærlighed?
Er _det_ ikke Kærlighed? Og denne »anden«, denne Hr. Sokrates, smilte
kun og spurgte igen: Hvis du troer det?

Og alligevel han saa' hendes Skønhed, og han begærede hende. Han kunde
have ofret hende alt ... ti ofre kunde han, kun ikke elske....

-Og _hun_.

Hvor han havde gættet hende--hvor han havde forstaaet hende.

Som idag mødte hun ham hver Dag med et Smil, sikker og tillidsfuld
--et Smil, som naar Solen gik gennem Skyer, strax naar de saaes. For
under Fraværelsen sugede hun Tillid af Erindringerne, som hendes
Tanker pudsede op, og hun troede, naar de ikke saaes.

Men naar de saa mødtes, og de sad overfor hinanden--og hun lyttede med
sit ganske Væsen paa blot én Lyd, én Tone, som Lidenskaben har
dem--saa sneg Uvirkeligheden sig langsomt ind over hende, og de følte
begge hjælpeløst den samme uhyre Modløshed, under hvilken de sank
sammen....

Og der var ingen Mulighed for et Samliv til at klare det. Kun Sæsonens
og Konveniensens Møder, mens Tvivlene afstumpede hver Følelse, Dag for
Dag. Og alt blev vagt imellem dem, og man som levede kun i omskrivende
Ord og Talemaader: Forholdet blev som Bruddet var--nu idag....

Herluf stod ved Vinduet, halvafklædt allerede, da det fløjtede nede
paa Fortovet. Det var Gerster. Kan jeg komme op? sagde han.

-Ja--men jeg gaar i Seng. Herluf smed Nøglerne ned.

Lille Gerster sad ved Sengen med Overfrakken aaben og rød i Kinderne.

-_Hvor_ kommer _du_ fra, sagde Herluf, som laa i Sengen.

-Du--sagde Gerster--du, jeg tror, jeg elsker, brast det ud af ham.

Han fortalte om hende: Hun er det sødeste, du, sagde han. Hans Stemme
havde endnu over sig som en Klang af alle Stævnemødets Kælenavne, som
han kom fra.

-Det er hende--den Gifte, sagde han og smilte. Han saa' ud som en Rus
ved sit første Sold, som han sad.

Herluf havde ikke sagt et Ord. Men som var den en Stén, han løftede
for fysisk at dulme en stor Smerte, tog han om Hovedpuden og skød den
bort:

-Og _jeg_ tror, jeg imorgen bliver Victoria-Teatrets Direktør, sagde
han.

Gerster hørte knap: Naa--endelig, sagde han. Og han blev ved at tale,
med sin sært vibrerende Stemme, mens Herluf Berg--virksomhedens Mand
fra imorgen--med Hovedet paa Armen blev ved at stirre paa dette
Menneske, der _elskede_.

       *       *       *       *       *

Næste Dag underskrev han Kontrakten.

Victoria-Teatret skulde, under Konsortiet: Martens, Adolf junior og
Herluf Berg, aabnes om tre Maaneder.

Et Par første Kræfter havde Martens eller Spenner allerede sikret sig:
En Primadonna, som var blevet uklar med sin gamle Direktør, og en
Elsker, der et Par Aar havde givet sig af med at spille med tre
Stjerner som Gæst, Resten af Personalet tog man fra en Trup, der havde
rejst i Norge.

Sæsonen vilde jo være langt henne, naar man fik aabnet, og man kunde
sagtens spille de Par Maaneder »paa Huset«.




IV

Adolf og Berg var saa tidligt paa Benene for at træffe Martens hjemme
og lægge Beslag paa ham, før han gik til sine Bygninger, at
»Bygmesteren« sov endnu, da de kom--Martens snuede i det hele noget
længere, efter at Victoria-Restauranten var aabnet.

Fru Martens lukkede Døren op til Stuerne (hun talte som en lavmælt
»Gaardkone« og tog ikke Øjnene fra dem), hvor Hædersgaverne paraderede
med Flor om, og Bordtæpperne var bøjet sammen med Vrangen opad.

Fru Martens listede et Par Gange ind over Løbestykkerne gennem Stuen,
mens de ventede, til Martens arriverede syngende. Han sang den ganske
Dag nu i Travlheden, da Aabningsdagen nærmede sig.

Konsortiet kom afsted, og ude paa Trappen stødte de paa lille Hr.
Canth, der gik ned: God Morgen, hr. Fuldmægtig, sagde Martens, der
altid hilste paa lille Canth i en godmodig-opmuntrende Tone, som slog
han ham paa Skuldren med et: Naa--frisk Mod, mens man læste hele den
ubetalte Husleje paa den lille Fuldmægtigs Fysiognomi.

-God Morgen, Hr. fuldmægtig, sagde Martens igen og rystede paa Hovedet
hen til Berg--bag Canths Ryg, der gik foran dem ud af Porten med
»Putte«, sin yngste Pode. Lille Canth traskede hver Dag med Putte til
Skole, før han gik i Retten.

De tre Kompagnoner styrede ned mod Teatret, Martens i Forvejen,
febrilsk som han altid blev, naar han bare nærmede sig »Bygningerne«.
Forgylderne sang i Forhallen paa de høje Standstiger, mens de lagde
sidste Haand paa de blomstrende Friser; paa Trapperne slog Arbejderne
Bræddestykkerne over Trinene bort, og de traadte for første Gang paa
de blanke Fliser; Martens gik omkring, trippende om de andre, helt
»borte« foran de pompejanske Vægge, der straalede nye imod ham--man
havde borttaget Lærredet om Morgenen.

I den runde Logegang kom de ikke frem; en Flok Arbejdere
transporterede et tilhyllet noget og spærrede Vejen:

-Hvad er det? sagde Adolf, som aldrig gav Tid, men vilde frem.

Det var den gyldne Victoria til Foyeren. Lad os se hende, sagde Adolf
og slog Lærredet bort med sin Stok, saa man saa' Gudindens slanke,
forgyldte Ben.

-Satans, som det rene Bronce, sagde Adolf.

-Ja, svært ægte ser hun ud, sagde Formanden. Arbejderne gik videre med
Sejrsgudinden. Inde fra Tilskuerrummet, hvis Logedøre stod aabne,
hørte man Dekoratørernes travle Hamre, der slog Guldsøm i Brystningen,
og Dampmaskinens Støj fra Varmeapparatet, der tørrede Huset. Bag dem
lød høje Ohøj fra Arbejderne, der bragte »Nike« paa Plads paa
Piedestalen.

-Hr. Spenner ventede, meldte et Bud fra Kontoret; og de gik ned i
Stueetagen mod Gaarden. Det var blot »de smaa blaa« for Dagen, sagde
Hr. Spenner muntert og præsenterede en Række Blaat-Papir paa Pulten.
Adolf konfererede og skrev under, Martens skulde ogsaa give sin
Underskrift et Steds.

-Ja, det er snart sket, Hr. Berg, lo Hr. Spenner hen til Herluf: Naar
Navnene gør det--Han tog kælent henover Papirerne, mens han lagde dem
sammen i Bankbudets Mappe med det gyldne »Victoria« paa Bindet.

-Ja-a, sagde Martens, som blev ved at sidde og stirre forundret ud i
Luften, efter at han havde skrevet under.

-Naa, De vil altsaa ikke have nogen Mønt ud fra Forretningen, sagde
Adolf og slog et Par Afskedsslag til Pengeskabet med sin Stok.

-Nej--vi sørger for os selv herude, sagde Spenner.

-Vel. Adjø--de Herrer. Adolf satte Hatten paa, og ogsaa de andre brød
op. Hr. Spenner blev alene og sad foran sit store Pengeskab med de
forgyldte »Sfinxer« paa Hjørnerne, bøjet over Pulten. Han drev ganske
tankeløs sin Yndlingssport at skrive Navne efter paa Klatpapiret:
Martens's »s« endte altid med saadan en hjælpeløs, lille, strittende
Streg ligeud, som en afhugget Hale.

Herluf gik op i sit eget Kontor, Dørene lod han staa aabne, han holdt
af at høre Husets Støj, mens han arbejdede: Dekoratørernes Hamre gik i
Takt, og Skuespillerne, der kredsede i Teatret hvileløse den ganske
Dag, lo i Garderoberne. I Kælderen pustede den nye Dampmaskine som et
ungt Dyr, der utaalmodigt pruster i Tøjet, og hvert minut sendte en
Skuespiller fra Scenen en Prøvejodlen ud i det tomme Rum.

-Godmorgen, Frue, raabte Herluf fra Døren. Han havde genkendt
Primadonnaens Stemme.

-God Morgen, svarede hun--ud i Tilskuerrummet, saa det klang.

-Spar paa Røsten, raabte Berg: Imorgen er der Prøve.

-Vel, svarte hun igen. Og Programmet?

-Bliver ved de to Enaktere og Prologen.

-Hm. Det ene svenske? raabte hun.

-Ja.

Der blev banket paa den modsatte Dør, og der begyndte et sandt Kørind.
Det var først Teatermaleren--i Baret og Bluse--med Favnen fuld af
Udkast, som han i mindre end fem Minuter havde bredt ud over alle
Stole, mens han talte i ét væk; og Hr. Stær--med aaben Overfrakke og
halvt i Knæ af Foraselse--der haabede, i Teatrets Interesse, at kunne
se Etablissementet to Dage før den øvrige Presse--af Hensyn til sin
skandinaviske Korrespondance.

Et par Skuespillere, der havde »lugtet Journalist« i Huset, bankede
ogsaa paa og kom ind, og man hørte ikke Ørenlyd for den halvtyske
Teatermaler, som forklarede Berg sine Udkast, hvis Farver skreg i
Dagen, og de to Skuespillere, der lod Munden løbe foran Stær, som sad
op paa Skrivebordet--Hr. Stær sagde altid Nej Tak til en Stol og,
faldt saa hen paa et Bord, hvor han blev--og saa' træt ud, mens han i
Tankerne udparcelerede Sladderen mellem Stjerner à en Krone i Bladenes
Petitrubriker.

Berg, der var ganske ør i Hovedet af Teatermalerens Forklaringer,
hvoraf han intet forstod, vendte sig til de andre og sagde med Haanden
paa Hovedet:

-Ja, sagde han (Hr. Stær talte om indleverede Stykker) jeg har i en
Maaned læst syv og firs.

Telefonen begyndte at ringe, mens Hr. Stær spurgte ud om Titler, og
den ene Skuespiller, der ikke lod sig overdøve--han havde i fem Aar
spillet ældre Helte i Broderrigerne, med Hovedstation i Trondhjem, og
havde faaet en bred Diktion--blev ved paa sit halvnorsk:

-Lad os først have kompletteret vort Personale ... Og man skal høre
fra os, _høre_ fra os....

Telefonen blev ved at ringe; det var fra Adolf: Hr. Berg maatte komme
strax. Berg opløste Konsiliet; den ældre Helt maatte han lempeligt
skubbe ud af Døren, og endnu paa Tærskelen blev han greben af
Overlampisten, der skulde have Oplysninger om Belysningsprøven for
Pressen.

Paa Trappen til Direktionsværelset havde der--til Ære for Hr. Stær
--samlet sig en liden Flok Skuespillere, der hilste; Primadonnaen
talte, bøjet frem, højt til en Kammerat paa Afsatsen nedenunder og
stak sine højvristede Fødder frem mellem Tremmerne i Gelænderet....

Ved Porten skiltes man ... »Ørnulf«, den ældre Helt, skulde samme Vej
som Hr. Stær, og Berg naaede op i en Droske.

Udenfor Forretningen paa Købmagergade var der formeligt Opløb foran en
Silkepapirs-Mandarin og -Mandarinfrue i naturlig Størrelse, der
valsede i Udhængsskabet. Herluf gik ad Bagvejen ind i Kontoret, hvor
han hilste paa et Par unge spanskskæggede Malere, der dovnede med
Cigaretter i Munden i en Sofa, og nikkede ind til gamle Hr. Adolf, der
sad bag en Tapetdør i et lille halvmørkt Rum fuldt af gamle
Kotillonsrester, og talte Kontrolmærker fra Forretningen.

Adolf junior rev Døren til Butikken op og raabte noget ind:
Ja--Goddag, nikkede han til Berg og var væk igen.

Har De sét det? sagde en af de sløve Malere og pegede paa Døren.

-Hvilket?

-Arrangementet, sagde han ... Vi har s'gu arbejdet hele Natten.

Herluf trak Døren til Butiken til Side for at gaa ud paa Trappen, der
var høj som en Altan, og sendte i det samme en Ed ind til Malerne:
hele Rummet var paa én Nat blevet et lille Kina.

Den store Disk var rykket ud, og midt i Rummet stod der en
Kæmpe-Mandarin og nikkede under sin Parasol; foran Hjørnespejlene
prangede et Par udstoppede Paafugle over Guldpapirsskærmbrædtet, med
Halerne bredte ud over smaa Sofaer; og foran Langvæggen, der blev helt
borte under Marokkotæpper og Majsstraabuketter og Palmeblade var der
bygget en Grotte af Vifter og udspilede Parasoller og Lampeskærme,
hvor inderst inde en stor Kineserfrue sad og nikkede mellem to Lamper
... To skæve Taarne af Mozart og Beethoven i Pap--»Medailloner til
Pryd over Pianoforter«, der var Forretningens sidste Nyhed--bøjede sig
halvvejs sammen over Grotten.

Hele Rummet var én Forvirring af Viftedekorationer, eftergjorte
Skjolde og opspændte Papirparasoller, som stod og som hang.

Og midt i det hele havde Adolf i sidste Øjeblik, i det fulde Lys fra
Vinduerne, paa en Piedestal lige ved Døren, stillet en Prins Karneval
i skrigende gult Silke--en Rest fra et Maskebals-Arrangement--der
ragede op over alt med sin sejrrige Brix i Haanden.

Døren stod ikke for Folk, der kom og gik. Det var én Beundring:

Hvad han havde for Idéer--Naar blev _han udtømt?_--Ja, man maatte
forbavses ... Alle snakkede.

-_Mig maa_ De hjælpe med noget fixt til en Kotillon, sagde en lille
Dame og rejste sig paa Tæerne.

Alle Damerne vilde kun handle med Adolf, og de trængtes sammen om
ham--under Kineseren--som Konfirmandinder, der vil have skrevet Navn i
Psalmebogen, om Præsten:

-_Bedste_ Hr. Adolf--_mig_, sagde lille Fru Canth, der var her med Fru
Strøm. Men Adolf hørte ikke, han blev ved at gestikulere foran
Professor Gerster og en Kollega fra Fakultetet, som gjorde
Bestillinger til den hygiejniske Kongres:

-Men Hr. Professoren vil blive aldeles tilfreds--aldeles tilfreds,
forsikrede Adolf.

Fru Canth og Fru Strøm opgav det og slog sig til Ro under Paafuglene:
Fru Canth skulde have en »net« lille Spiseseddel--»til selv at skrive
paa--men noget net«....

Travlheden blev ved. De to Professorer, som ventede paa et Overslag,
gik rundt og saa' paa Kunstblade. Lige under Trappen hørte Berg
Professor Gersters behagelige Stemme sige til Kollegaen, der saa' i en
Mappe:

-Bedste Ven--Frederiks Hospital--Frederiks Hospital erklærer vi, er
under Restavration under Kongressen.

Og Adolf, der var færdig med Overslaget og kom hen til de to Herrer,
sagde pegende paa Kunstbladene:

-Ja--det er Fotogravurer, ganske nye ... Ikke til at skelne fra
Kobberstik....

Herluf gik tilbage i Kontoret; de to Malere var allerede gaaet. Den
gamle Adolf, der altid gik hjemløs om med en medtaget Filthat paa
Hovedet og ikke vidste, hvor han skulde gøre af sig selv, og hvor han
skulde være, men trippede rundt og lagde et fortygget Penneskaft i
hver Krog, var idag helt forskræmt og havde allerede lavet sig til at
traske hjemad ad Bagdøren ... Gamle Fru Adolf vovede sig sjældent
stort længere end til lige indenfor Døren i den nye Butik, hvor hun
stod lidt, i sin Regnkaabe, og smilte til »Frøkenerne i Forretningen«,
til hun havde set Sønnen:

-Hvad er det, Mo'er? sagde han i Skyndingen.

-Det er ingen Ting, Konstantin, sagde hun og gik saa igen.

Lidt efter lidt blev det stille i Butikken. Adolf kom op og satte sig
tungt i Sofaen: _Det_ var en Dag, sagde han.

Herluf lo: Naa--hvor mange Dusiner Papirs-Tallerkener er der saa solgt
til Væggepryd, sagde han.

-Gud forbarme sig, sagde Adolf, mange desværre--dem sælger vi jo med
Tab ... Man maa jo skaffe Folk indenfor sine Døre.

Han rejste sig igen og tændte Gassen for at vise Berg
Indbydelseskortene til Teatrets Belysningsprøve for Pressen.

I Butiken var der blevet tomt, og det skumrede lidt efter lidt. De tre
»Frøkener« sad trætte foran den store Grotte, hvis Lamper var gaaet
ud. Og kun den store Mandarins hvide Skaldepande lyste, op og ned, i
Skumringen, mens han nikkede.

-Tænder vi saa? sagde Adolf fra Trappen.

       *       *       *       *       *

Berg gik hjem og spiste hos gamle Adolfs. De to gamle ventede allerede
i Spisestuen, hvor en ny Buffet med Spejle stod paa Langvæggen, prydet
med en stor pletteret Opsats, hvor paa en Spejlglasbakke tre Svaner
svømmede under en Aakande--en Fødselsdagsgave fra Konstantin til sin
Moder.

-Jeg holder jo ikke af det, sagde Fru Adolf--hun havde den Vane at
trække Folk hen i Krogene for at lette sit Hjerte lidt, naar
Konstantin gik ud af Stuen--jeg holder ikke af det ... det »Elektro«
... Vi spiste med Jern. Hr. Berg, til den Dag, vi havde »ægte« ...
Adolf gav mig tre Gafler hver Jul, til vi havde atten....

-Naa, min Pige, du har saamæn forstaaet at samle godt med Sølvtøj,
sagde gamle Adolf og pegede over mod Skabene, hvor Husskattene blev
opbevaret, indpakket i defekte Lagener og Tarlatan.

-Ja, ja, Adolf, sagde hun, naar man siden kan det, Mand.

Konstantin kom ind igen, og de satte sig tilbords. De fik ingen Suppe,
men i Stedet for en Mellemret med mange fine Ting i Krustader. Siden
Konstantin havde været de to Aar i Frankrig, spiste de hos Adolfs
efter en fransk Kogebog, Konstantin havde bragt med fra Paris. Fru
Adolf fik det oversat af en Niece og havde snart gennemstukket alle
Bladene med sine Strikkepinde for at indprænte sig Ordene. Men det var
og blev hende en svær Ting--»de putter saa meget sammen«, sagde hun
til Berg--og hun sad med Livet i Hænderne over Krustaderne.

-Hvordan er de, Adolf? sagde hun og flyttede sig paa Stolen.
Konstantin turde hun ikke spørge.

-Udmærkede, min Pige, udmærkede, sagde den gamle, der pustede med
Ganen helt forbrændt af alt det stærke Stads.

-Udmærkede, sagde han.

-Ja--de er ganske gode, Mo'er, sagde Adolf junior.

-Den unge Herre siger, vi har været heldige idag, Marie, sagde Fru
Adolf til den gamle Pige, der tog Tallerkenerne ud--helt nervøs af
Glæde.

Da de var færdige med at spise, drak de Kaffen i Dagligstuen, før
Konstantin og Herluf gik igen. Gamle Fru Adolf stod og saa' til i
Gangen, mens de tog Overfrakkerne paa.

Da de var gaaet, vendte hun tilbage til Stuen--gamle Adolf sov inde i
Spisestuen med »Dagbladet« i Skødet i sin Hvilestol--og kaldte den
gamle Pige ind for at faa lettet sit Hjerte og fortælle om »Drengen«.

Til daglig fik Fru Adolf jo ikke meget at vide, og spørge turde hun
ikke--For han har jo naturligvis altid saa mange Ting i sit Hoved,
sagde hun--; men naar Herluf spiste der om Middagen, talte de om alle
deres Planer og Projekter, mens hun sad og spillede Øren og Øjne op:

-Ja--de har Idéer, de har Idéer, blev Fru Adolf ved til den gamle,
Marie.

Gamle Adolfs havde aldrig haft mer end den ene Søn.

       *       *       *       *       *

Der skulde første Gang »tændes« i Viktoriateatret, og alle
Skuespillerne var der. Gamle Fru Adolf var gemt i en Krog i Logen oppe
over Kongelogen, hvor hun var arriveret en Time før Tiden, og hvor hun
blev helt forskrækket, da Døren sagte gik op bagved hende, og en anden
»Kvindeperson« listede sig ind og satte sig i det andet Hjørne i
Mørket.

Man hørte Skuespillerne hviske nede i det mørke Hus, og oppe bag
Tæppet Skridt og Kommandoraab, indtil Rampen med ét blev lys, og der
lød et langt »Aah!« fra Parkettet: man saa' Tæppet for første Gang.
Engle trak et Fløjelsforhæng bort fra en Søjlegang, hvorfra man en
Foraarsmorgenstund saa' gennem Ørstedspark ud mod det ny København.
Frem gennem en Sidegade lyste Palmehusets Kuppel i Solen.

Skuespillerne blev ved at raabe, mens den store Lysekrone langsomt
begyndte at sænke sig--den bredte Lys over Loftet, hvor Kunstens og
Vaarens Genier i forgyldte Felter dængede hinanden med Roser, de
plyndrede fra Overflødighedshorn; og kastede Skær ind mod Logernes
Baggrund, hvor gyldne Smaastjerner lyste paa Graat; alle Balkonrandens
Engle dansede, mens de blæste paa deres luende Tuber.

Der var blevet ganske stille, mens Kronen sank. Oppe i Logen bøjede
fru Adolf sig frem og fulgte aandeløs det straalende Monstrum, der
dalede majestætisk; den anden Kvindeperson i krogen stirrede kun mod
Loftet--Hænderne havde hun foldet, inde under Logekanten, hvor der var
mørkt.

De tre Kompagnoner stod og ventede oppe i Scenerummet bag den yderste
Kulisse. Da de hørte den første tunge Gliden af Tæppet, der hævede sig
første Gang, greb Adolf Herluf krampagtigt om Haandleddet og gik bort,
i Angst, ned i Kælderrummet.

Dekorationen, man saa, var en gammeldags Sal med store, aabnede
Glasdøre i Fonden. Baggrundstæppet skælnede man endnu ikke ret. Men nu
gik Maanen op, og alle Skuespillerne skreg Bravo i Salen; det var
»Fader Holbergs« Kongens Nytorv med Tage og Karnaper og det gamle
danske Skuespilhus, der laa i Maaneskæret.

Nede i Salen blev der raabt og applauderet, som var hele Huset fuldt;
oppe i Logen rykkede de to ud af Krogene for at strække Hals og se.
Saa faldt det hvide, guldbroderede Mellemaktstæppe, og Adolf, der var
kommet op af Kælderen igen ved Lyden af Bifaldet, traadte frem for
Rampen.

-Om vi saa drak et Glas, sagde han, paa Husets Held.

Skuespillerne brød larmende op, under Hurra, og man hørte dem jage ud
gennem Gangene. Der var stille lidt, i det store Rum, til Tæppet igen
gik op, og de alle stod i Flok paa Scenen, mens Victoria-Tjenerne
fyldte Glassene:

-Saa et Huset leve, raabte Berg højt, ud i den lyse Sal.

-Ja, et Huset leve, skreg de andre med løftede Glas.

... Ja, jeg er Madam Martens, nikkede den fremmede paa én Gang oppe i
Logen glædesstraalende til Fru Adolf--de var i Ivren rykket hinanden
ganske nær, midt paa Bænken, uden at vide det--:

-Og mit Navn er Adolf, sagde Fru Adolf ganske forpustet af Bevægelse.

-_Hans Moder_, sagde hun og nikkede til Fru Martens.

Hurraerne døde hen, mens de drak ud dernede, og Propperne knaldede
igen.

-Og saa et »Leve Konsortiet«, raabte Regissøren: Det leve højt.

Det elektriske Lys faldt pludselig fra Kulissen ud paa Flokken, mens
de sang. Herrer og Damer, med Glassene i Hænderne:

Og dette skal være Konsortiet til Ære: Hurra. Og Skam faa den, som
ikke Konsortiets Skaal vil drikke, Hurra--Hurra, Den Skaal var bra'
Hurra.

-Hva'--Børn--det kalder man Akustik, raabte Ørnulf fra Trondhjem, da
det sidste Hurra klang, og alle lo, mens de klinkede, og Martens
svingede det fyldte Glas op mod sin Kone.

-Bliv ikke forskrækket, mine Damer og Herrer, sagde paa én Gang en
fremmed Stemme, og alle vendte sig: Spenner var med en Herre dukket
frem i en Kulissedør: Det er kun mig, sagde Konferentsraad Hein og
traadte frem; lad Dem ikke forstyrre.

De veg alle tilbage og hilste, mens Adolf, der blev helt varm og
febrilsk af Overraskelsen, sendte Bud efter mer Champagne, og
Konferentsraaden af Herluf blev præsenteret for Selskabet, der bukkede
og nejede, af Respekt for Kapitalen.

-Ja, mine Damer, det var Hr. Spenner, der førte mig paa Lur,
smilte Konferentsraaden. Den nye Champagne kom, og Herluf bad
Konferentsraaden drikke et Glas: Det var dog en Art Fest--i Familiens
Skød--det var iaften første Gang Lys i Huset, sagde han.

Konferensraaden tog Glasset, og Kredsen ventede stille rundt om ham.
Ja, mine Damer og Herrer, sagde han, det er vel mindst den selvbudne
Gæsts Sag at trænge sig frem med en Tale--men takke Dem maa jeg dog,
fordi De tager saa venligt imod mig. Jeg kan forsikre Dem, at det er
med Glæde--og Konferentsraaden vendte sig halvt mod Salen--at jeg
tømmer dette Glas med Dem for første gang i Deres nye, skønne Hus ...
Skal vi tømme det paa Foretagendets Held--de foretagsomme til Lykke!

Han rakte Glasset halvt frem mod Martens og holdt inde et Øjeblik: Og
--mine Damer og Herrer, sagde han saa, i Begyndelsen søgende om Ordene
--nu, mens jeg vandrede gennem Deres Hus--jeg kan vel sige med noget
af _dens_ Glæde, der ser, begynder at se en Livsdrøm gjort til
Virkelighed--slog Tanken ned i mig: skal vi, mine Damer og Herrer,
hilse dette Deres store og straalende Hjem, det sidste Værk og ligesom
Kulminationen af hele den rige Foretagsomhedens Aand, der har sat sig
Mærke paa Mærke i vort Samfund, der har omskabt vor By; der er trængt
ind i vore Huse, ja, som har omdannet hele vort Liv ... skal vi hilse
dette Hus, hvor Kunstens og Vaarens Genier--med løftet Glas vendte han
sig helt mod Salen, og hans Stemme havde, mens han samlede det hele
Rum som i ét Blik og saa lod Øjnene hvile paa Balkonrandens legende
Engle, noget af den halvdæmpede og hemmelighedsfulde Klang, der
beruste Generalforsamlingerne--udstrør deres nye Rigdomme, skal vi
hilse det som et Billede paa selve vort rige, store Fremtidens
København, det _vort_ København, der brød Voldene ned for at bygge paa
ny Jord: et Leve for Byen, der er rejst paa den Grund, hvor vi nu
staar.

-Et Leve for et stort, et Leve for det nye København.

Ingen vidste, hvem der kastede det først, men som et Lyn fo'r Glassene
klirrende i Gulvet, mens de hævede Hænderne og raabte, næsten ligesom
om de vilde sværge:

-Leve--leve København.

Oppe i Logen græd de to Fruer, som var de til Højmesse.

Paa Scenen dannede man Tog for at gaa endnu en Gang helt gennem Huset.
Ogsaa de to Fruer listede ud af deres Krog og sneg sig ned gennem
Gangene.

De kom ned i Foyeren, Latteren og Støjen af Skuespillerflokken døde
bort henne i Korridoren. Fru Adolf og Fru Martens blev staaende i den
store Sal, de begyndte saa smaat at vande Høns igen, hver paa sin Side
af den gyldne »Victoria« ... Og dumpt lød helt herud Lyden af
Jerntæppet, der rullede sig ud som en truende Væg og faldt tungt i
Gulvet, for første Gang.

Alle var gaaet, og »Konsortiet« sad, lidt mat, i Kontoret.

-Nydelig Dag, nydelig Dag, sagde Martens til Hr. Spenner, der kom
ind.

-Ja, ja, Hr. Spenner stangede og bugtede sig som en glat Aal: Og den
første Prioritet bliver tolvhundredetusind i Centralbanken.

-Hva'?--Satan, Adolf forsøgte at rejse sig, men faldt igen tilbage i
Sædet, med Hænderne ned mod sine Laar.

-Ja ... Konferentsraaden havde netop Lejlighed iaften ... Og man skal
vel ikke købe Katten i Mørke, Hr. Spenner gned Hænderne og lo: Satan,
sagde Adolf blot igen. Der var Øjeblikke, hvor Adolf, der i det Hele
taget var anlagt til at beundre, var helt »borte« over Spenners Geni
for Forretninger.

Konsortiet havde i Stilhed trængt til en stor Prioritet.

       *       *       *       *       *

-Asta--du blir forkølet ved at sidde ved det Vindu. Det var Fru Heltz,
der raabte fra Dagligstuen, hvor hun arbejdede ved Lampen med Fru
Jürgens, ind i det mørke Kabinet til Asta, der sad ved et aabent
Vindu.

Asta svarede ikke, hun havde bøjet sig frem bag Gardinet: nede i
Frederiksberggade hørte hun nu Støjen af Stemmer og mange Vogne.

-Ja--det var dem--hun slog Gardinet for, som om nogen skulde kunne se
hende fra Gaden, og hun lyttede i Mørket, anspændt, til Stemmerne
dernedefra.

-Det er Teatervogene, sagde Konferentsraadinden inde i Dagligstuen ...
Fra Vitoriateatret....

-Naa, saa er da ogsaa _den_ Fest forbi, sagde hun.

-Der er saamæn ogsaa snakket nok om det, sagde Fru Jürgens. Asta sad
stille bag Gardinet. Strømmen gød sig forbi--Trin og Stemmer og Latter
... Hun bøjede sig frem, fangede de enkelte Ord og nu Herlufs
Navn--Gang paa Gang hans Navn.

-Ja--det var gaaet godt ... det var gaaet godt; hendes Hoved sank ned
mod Karmen.

Strømmen var forbi, og Støjen tabte sig langsomt. Asta mærkede ikke,
at Vinden fra det aabnede Vindu tog unænsomt i de lange Gardiner, med
Hovedet støttet mod Karmen stirrede hun frem for sig.

-Asta--men det _trækker_, raabte Konferentsraadinden fra Dagligstuen.

-Ja, Mo'er, sagde Asta og fo'r sammen. Hun lukkede Vinduet.

-Skal vi saa drikke The? sagde hun og traadte frem i Døren.

-Ja--der ser man, Asta, du har forkølet dig ved det Vindu, sagde
Konferentsraadinden ved Thebordet. Du er jo ganske bleg....

-Jeg, sagde Asta og lo: hun gned sig Rødme i Kinderne med de flade
Hænder, mens Frøken Julie gav sig til at nynne ganske højt ved
Bordet.--

Kredsen Canth rullede op i Farimagsgade i tre Drosker efter
Indvielsen. Der skulde spises hos Canths. Man diskuterede højrøstet
»Aftenen«, mens man gik op ad Trappen, og kom noget mat til Sæde i
Stuerne, hvor lamperne havde oset, for at vente paa Aftensmaden. Det
varede altid længe hos Canths, før man naaede tilbords, mens
Assessoren trippede ulykkelig frem og tilbage foran den lukkede
Spisestudør og fo'r sammen hver Gang, en Dør fløj haardt i ude i de
ydre Gemakker--Fru Canth havde den Skæbne altid at faa særdeles
»heftige« Tjenestepiger, der iøvrigt tilbragte Tiden i en Tilstand af
evig Tilbundethed paa Grund af Tandpine--og »Tante« Strøm blev kaldt
ud i Køkkenet for at bistaa i Skyndingen.

Stemningen var mat og forsulten. Familien Mølbom var i det hele
krænket; de havde siddet i anden Etage og havde haft Plads bag en
Pille, saa de intet kunde sé; og Bastrup havde i Garderoben faaet
forvexlet sin Paraply.

Fru Dunker holdt bag en Lampe nervøst Øje med Scheele, der var altfor
optaget af Strøms franske Guvernante,--en Genferinde med Haaret i
Slangekrøller og et Par ængstende Øjne, for hvem Scheele i den siste
Tid havde interesseret sig--som var her i Aften med sin Elev Agathe,
en sværlemmet fjortenaarig, der, opvakt, iagttog Situationen fra en
Krog og ilsomt »telegraferede« til Moderen, som aabnede Døren og nu
ogsaa kaldte Sundt ud til Salaterne.

Agathe besad sin Moders fulde Fortrolighed: Det er utroligt, sagde Fru
Strøm, alt, hvad det Pigebarn ser.

Sine paalideligste Oplysninger skyldte hun Agathe. der havde en Maade
at kunne komme uventet tilstede paa, som var uforlignelig.

-Man tror det ikke, sagde Fru Strøm, hvad min Agathe har for Øjne.

Endelig kom man ind i Spisestuen, og Parrene begyndte at skyde sig
frem foran Buffeten for at finde deres Navne over Kuverterne: Her,
lille Ven, her, lille Ven, raabte Fru Strøm op til Obersten, der havde
Fru Dunker (Oberstinden havde i sidste Øjeblik venlig placeret
Guvernanten tilvenstre hos Scheele og rykket sin Mand og Fru Dunker
over vis-à-vis) her, lille Ven, sagde hun til Fru Dunker med sit rare
og hjælpsomme Smil, saa man saa' alle hendes velbevarede Tænder.

-Naa--saa Gud være lovet, lille Edvard, sagde Fru Canth: Saa fik vi da
Maden paa Bordet. Hun præsiderede med Sundt midt for Døren til
Sovekammeret, der saa' indbydende ud med en mat Loftslampe ved
Fodenden af lille Fru Canths store Mahogniseng med Himmel af meget
blomstret Kretonne. Mitte--den tiaarige ældre Udgave Canth--og Putte
sov i to smaa Senge bag et Skærmbrædt. Til den lille Assessor blev der
om Aftenen redt paa Sofaen i hans Værelse.

Stemningen hævede sig, saa det summede i Stuen. Lille Canth hilste
rundt paa sine Gæster med smaa forknytte, hjertelige Nik, mens Mølbom
drak »Mo'er« til med mange Vidner for at opmuntre hende. Man talte
igen om Teatret og kom ind paa Primadonnaens Kjoler, hvad der vækkede
Fru Mølbom.

-Primadonnaen havde været uanstændigt klædt paa, erklærede hun
afgørende.

-Naa, Herre Gud, sagde Fru Canth og løftede veltalende Armene i
Vejret, naar man _skal_ være bararmet ... Skaal, »de Smaa«, sagde hun
og drak Ungkarlene til.

-Det var _uanstændigt_, sagde Fru Mølbom oprørt. Arthur, sagde hun
over Bordet--_gav_ jeg Dem ikke Kikkerten?

Arthur bevidnede det: Men De saa' jo ingenting, sagde Sundt, for
Pillen.

-Lidt saa' man vel, sagde Fru Mølbom krænket.

Alle lo og talte højt, glade og mætte. Fru Strøm sad og smilte
ligeoverfor Fru Dunker, der havde store røde Pletter paa Kinderne og
ikke tog Blikket fra Scheele og Genferinden, der hele Tiden
manøvrerede med sine Slangelokker, saa de var lige ved at strejfe
Redaktøren i Ansigtet.

-Skaal, lille Frue, sagde Mølbom, med fremrakt Glas og tog »Vidne«.

Man brød op fra Bordet og spredte sig i Stuerne, hvor de fire
Ægtemænd sad tavse over Toddyerne i Hr. Canths Værelse, og den
franske Guvernante, der drev »Chiromanti«, læste Skæbnen af Hænderne i
Dagligstuen.

Der blev hvidsket rundtom i Krogene, mens Guvernanten blev ved at
kærtegne Sundts Haandled for at raade Fremtiden, og Fru Strøm sad paa
en Sofa midt i Stuen med sit brede Smil, som en Provinskaffesøster,
der endelig hører Maskinen i Kog.

Agathe drev rundt i Spisestuen i Nærheden af Portieren til Sovekamret,
hvor Fru Mølbom, der stadig var fornærmet, havde trukket sig tilbage
for at hviske med Bastrup.

Der blev et stort Staahej, da Fru Canth skulde spaas og paastod, at
Guvernanten bare kildede. Alle strømmede sammen, da Turen kom til
Scheele, og Genferinden tog hans Haand.

-_Scheele_, sagde Fru Dunker næsten skrigende og gik et Par Skridt
frem, hun havde ikke taget Øjnene fra den »Chiromantiske« Lærerinde
fra det Øjeblik, hun begyndte sine Kunster:

Scheele tog sin Haand løs, og der var et kort Øjeblik stille i Stuen,
til Fru Canth sagde: Ja, jeg siger det jo--hun kildrer, og fik Sundt
praktiseret hen til Klaveret for at spille en Vals.

Hun bød Bastrup op, og de begyndte at valse paa Tæppet, rundt om
Møblerne. De andre fulgte efter og selv Mølbom stod op fra Toddyen og
kom frem i Døren: Vi to, Mo'er, sagde han og bød Fru Mølbom op, der
drejede i Valsen som et svært Taarn midt paa Gulvet. Fru Strøm hentede
Obersten, og de dansede alle, aandeløse og stødende mod Møblerne, mens
Sundt spillede, og Fru Canth sang til, i Armene paa Bastrup.

Agathe sneg sig forbi sin Moder og blinkede: De er i Sovekamret,
hviskede hun og begav sig tilbage paa sin Post med nogle ranglede
Legemsbevægelser, der skulde udtrykke Ligegyldighed.

Inde i Sovekamret talte Fru Dunker heftigt og sagte, siddende foran
Scheele med Ryggen til Døren, holdende ham fast i en Krog, mens hun
hviskede en Strøm af Ord, og han svarede, halvhøjt, i korte opbragte
Sætninger, og hun atter hviskede, bevæget og næsten, som hun hulkede.

Mitte var vaagnet ved Lyden af Stemmerne, og hun var krøben ned ved
Fodenden af sin Seng, hvor hun sad ubevægelig og stirrede paa de
stridende med store Øjne.

Agathe gik helt hen til Portieren. Nu hørte hun, at Fru Dunker græd,
og Scheele gik op og ned foran Spejlet, mens Fru Dunker talte
klagende.

Putte var ogsaa vaagnet og var krøben ned til Søsteren, angst ved at
høre nogen græde, tæt ind til Mitte, der stadig sad ubevægelig og
lyttede, stirrende paa den grædende Fru Dunker....

Det var Fru Strøm, der ude i Spisestuen højt bad Agathe om et Glas
Vand, idet Scheele slog ud med Haanden mod Fru Dunker og gik.

Fru Dunker blev ved at græde, mens Børnene hørte Valsen og Trinene
inde fra Stuen. Tilsidst rejste hun sig og gik hen til Vaskebordet for
at vaske sine Øjne. Men saa begyndte hun at græde igen og rakte Armene
op i Luften: Aa--Gud nej--aa Gud nej ... sagde hun.

-Hvad er det? hvidskede Putte. Hvad er det? Men Mitte svarede ikke,
blev bare ved at sidde og stirre ud i Luften, efter at Fru Dunker var
gaaet.

Inde i Dagligstuen dundrede Guvernanten en Galop, og Gulvet rystede
under de dansende, saa Børnene mærkede det helt ind under deres Senge
som et rent Jordskælv.

-Det er Mo'r, sagde Putte--der lød en høj Latter derind.

Begge Pigebørnene listede ud af deres Senge, frem fra Skærmbrædtet hen
til Døren, i deres Natkjoler. Inde i Stuen var alle Møbler skubbet til
Side, og det ene Vindugardin flagrede for Vinduet, der var lukket op
for at skaffe frisk Luft, mens de alle dansede ... Moderen forrest med
Sundt.

-Gud--Ungerne, raabte Fru Canth pludselig og lo himmelhøjt ved at sé
de to natkjoleklædte, der retirerede tilbage ind i Sovekamret.

Men Sundt løb efter dem og bar Putte ind paa Armene; han løftede hende
højt op, midt i Dagligstuen, mens de alle raabte, og Guvernanten blev
ved at spille, saa Strængene dansede.

Lange Bastrup havde hentet Mitte og svingede hende i Polkaen, saa
Natkjolen fløj, og Fru Canth raabte, halvkvalt af Latter: Nej--se dog
Barnet--se dog Barnet....

Der lød en stor Støj nede paa Gaden, og alle styrtede til Vinduet.
Hele Fortovet foran Huset var sort af Folk, der raabte Hurra og
jublede:

-De følger Martens hjem, raabte Fru Canth. Alle Vinduer kom op, og
man hørte Martens Stemme, der takkede, og nye Hurra. Fru Canth og de
andre begyndte at vifte med Lommetørklæderne: Gratulerer, gratulerer;
og nede svarede de, saa Støjen lød helt hen over Parken i Natten.

-Er det lille Herluf, raabte Fru Canth ned i Sværmen.

-Ja, svarede Herluf.

-Kom herop, raabte hun.

De blev ved at vifte, den ene over den anden for at komme til, leende
og jublende ud i Natten. Mitte og Putte stod bagved i Trækken paa de
bare Bén og vilde ogsaa sé.

Saa ringede Herluf, og Fru Canth vilde have et Bæger tømt paa »Dagen«;
lille Canth maatte give sig, og alle blev samlet i Dagligstuen.

-Skal saa vort Hof- og Liv-Teater leve--raabte Fru Canth: Med ni
hurraer ... en, to, tre....

-Lille Edvard--ta'e mig, ta'e mig, Fru Canth sprang ned igen i Armene
paa Sundt.

Herluf tog imod Skaalen: Ja, sagde Fru Canth, jeg skal nok tage
Billetter--hos Fætter Grevesen.

Lidt efter gik man. Den indbundne Pige stod ret op og ned og sov med
Løbelampen i Haanden, mens Selskabet defilerede forbi hende ud ad
Porten.

De fleste tog Drosker paa Halmtorvet. Men Familien Mølbom gik.
Toldassistent Bastrup begyndte at gnave igen: det nye Paraplyhaandtag
faldt ham ikke i Haanden.

Lille Canth sad forknyt og »regnede«, med den ene Strømpe i Haanden,
paa Kanten af sin opredte Sofa....

Martens spadserede om nede i sin Stue, lidt usikker paa Benene, i
Kjole med det nye Dannebrogskors og sang.

-Nu skulde du lægge dig, Martens, sagde Fru Martens.

-Ja, sagde Martens og blev gaaende.

Tilsidst fik Fru Martens ham dog i Seng, hvor han straks sov ind, mens
hun gik stille om og lagde de sorte Klæder sammen. Hun bredte Kjolen
ud og løste Korset, mens hendes Hænder rystede.

Det nye Kors straalte i Lampelyset ... Fru Martens tog det hastigt op
mod sit Ansigt og kyssede sin Mands Kors.




V

Det var paa Hældningen af Maj. I Bredgade straalte Russerkirkens
Kupler i Solen, og Kongresfanerne vajede stadseligt paa det kirurgiske
Akademi. Langs Fortovet skinnede alle Damernes mangefarvede Parasoller
som et broget Tag over de Spadserendes Strøm. Ude i Grønningen var
Løvet allerede tæt, og paa Langelinje slog Brisen muntert ind fra
Sundet.

-Hvad du?--det er Luft, sagde Lange til Berg og aandede dybt.

Himlen var høj og lys, og der laa som et perlende Sølv over Sundet:
Ja, sagde Berg, idag er det Foraar.

Man kom ikke frem i Sværmen for glade Grupper, der standsede foran
Vandet eller saa' over mod Kastellets grønne Vold--de første Sirener
stod i Knop langs dens Gange--som havde de aldrig sét den før. Og alle
Munde var paa Gled, saa det lød som et eneste Kor.

-Goddag, Goddag, raabte Brodersen og Blom, der var tilhest paa
Kørebanen, hvor de aabne Vogne rullede frem mellem de lysegrønne Hække
under de unge Træer: Sés iaften.

-Vel.

-Halløj, raabte det bag dem. Det var Adolf, der skød paa dem som en
Raket gennem Sværmen--Time-Drosken ventede ved Porten:

-Depecher, raabte han. Alt i Orden. Svenskerne kommer. Han fik
Depechen op og læste midt paa Vejen, saa han standsede Stimlen som en
Bom: Tredive Forestillinger--à tusind Kroner ... Saa spiller vi lige
til Juli.

Svenskerne var en Trup med en tragisk Stockholmer-Stjerne, der skulde
spille her, mens »vore Egne« gik paa Tourné med Aabningsforestillingen
i Provinserne.

Adolf forklarede det højrøstet, mens han hilste til højre og venstre:
Genial Idé, sagde han: Aabningsforestillingen forstaar De--Fordrer kun
ni Personer _med_ Regissør ... Gi'er jo ingen Omkostninger.

-Jylland og Øerne, sagde han. Adolfs Udtryksmaade blev efterhaanden
mere og mere feltherremæssig kort, hvad der maaske ogsaa kom af, at
han ikke kendte noget andet Meddelelsesmiddel i Forretningen end
Telegrafen.

-Under Spenners Ledelse, sagde han.

Sværmen blev alt tættere, man kom kun langsomt frem. Iltre skar
Dampbaadspiberne ind i Støjen, og fra Refshaleøen, hvor Dampskibene
rejste deres store Skrog paa Værfterne, lød Maskinernes Larm og
Smedenes Hamren ud over Rheden.

-Og hvad si'er De til Vejret? sagde Lange.

-Vejret, sagde Adolf Nu har vi faaet Sommer.

-Ja, sagde Lange i sin betænkelige Tone:--og Tivoli aabent paa den
anden Side af Gaden.

-Tivoli, sagde Adolf og han saa' frem over den foraarsklædte Strøm, ud
mod Værfterne, Sundet og Rheden med de hundrede Master op i den lyse
Luft.

-Tivoli, sagde han. Himlen har s'gu Manna nok for os alle.

Og de lo alle tre, seende lykkeligt frem mod det samme Billede, højt
og længe:

-Saagu, sagde Lange glad.

Sværmen smilte og hilste, langsomt drev man bag hinanden;
Hornblæserdrengenes muntre Signaler lød ned fra Volden over Bredden og
Vandet.

Saa hørtes mange Vognes Rullen paa Kørebanen: Kongresmedlemmer trak
frisk Luft efter Frokost, med glade Ansigter og de hvide Slips paa
Sned De rakte sig i Vognen, mens de hilste, for i Farten at fange en
Kvist af de unge Træer; alle Damer fløj til Vejkanten og viftede til
de gamle Herrer:

-Naa, naa, giv Tid, sagde Lange. De unge Piger løb kaade afsted for at
følge med Vognene.

-Ja--Gud ske Lov, imorgen er det forbi, sagde Adolf, der fortalte om
sit Slid; han havde ikke sovet otte Dage og Nætter for at lave
skandinaviske Dekorationer til Spisestuer og tegne Æskulaper til
Menuer:

-Nogle Snese Spisesedler, sluttede han, og syv Kotilloner. Lange lo:
Naa ja, sagde Adolf. Dans maa der jo til, naar man er mange sammen.

Men af Arrangementet idag var han stolt--til Kommunens Middag. Det var
en Gruppe, til midt paa Bordet: København, der strækker Kransen ud
mod Videnskaben, mens Æskulap lægger sin Stav for hendes Fødder.

-Brillant--i vældig Størelse, sagde Adolf; Skoustrup har kladsket det
op paa en Nat.

Lange havde sét Festflgurerne og nikkede: Ja--s'gu flot gjort, sagde
han. I vaadt Leer, forstaar du, forklarede han Berg.

-Ja, sagde Adolf, naar vi nu var over iaften. Det skal være Lønnen for
vor Møje.

-Ja, sagde Berg, der ikke tænkte paa andet end paa Aftenen og sin
»Prinsesse af Bagdad«.

-Men, de kommer jo til anden Akt?

-Ja, sagde Berg.

Et Par skarpe Piber lød, og de saa' op: som en hel Flotille stod tre
Dampere bag hinanden langsomt ind mod Havnen, forrest en Bordeauxfarer
med sit mægtige, vejrbidte Skrog ... De mødte en Øresundsdamper, og
alle Damppiber lød.

Sværmen blev staaende; helt henne ved omdrejningen havde Lægerne
standset deres Vogne og stod op for at sé: stille gled de store Skibe
forbi i den lyse Luft. Da hørtes pludselig Dronningens Klokkespand paa
Vejen, og Lægernes Kuske vendte Vognene med et Ryk: Prinsessen hilste
glad, med sine store Øjne--Hornblæserdrengenes Signaler lød muntert
fra Volden--og Skibene drog forbi paa det solbestraalte Vand som en
Flotille til Revue, til de røde Livréer forsvandt mellem Træerne.

-Naa, men min Droske, sagde Adolf. De talte lidt om Arrangementet af
Scenen om Aftenen--»Ja, ja, sagde han, saa henter vi min Corot og et
Par Krøyer'e«--før han gik.

Berg og Lange vendte tilbage endnu en Gang. Spadserevejen begyndte at
tømmes. Himlen var uden Skyer, Vandet gik smult til Værfternes muntre
Hammerslag. Og langs den hele Kyst laa Villa ved Villa mellem
Grønt--vinkende som med hundrede Løfter om Sommer--hélt op til
»Hvidøres« slanke Taarn.

De stod nogle Øjeblikke: Hva? sagde Lange, der skulde skrives en Bog
om dette--en Bog, du--og han førte Haanden gennem Luften, som vilde
han indfange det alt ligefra Værfterne til Hvidøre--med _Sol_ over--

-Lys ned over Siderne, sagde han.

-Men de har ingen Øjne, de andre, føjede han til i sin misfornøjede
Tone, de har ingen Øjne--du ... Naa, sagde han og nikkede: Det kommer.

Da de vendte sig for at gaa, rullede en Vogn frem paa Kørebanen. De
saa' Lille-Gersters Ansigt derinde. Han trak en lille behandsket
Damehaand frem og lod den vifte ud af Vinduet med en Bøgegren, mens
der blev lét i Vognen.

-Vi ses, raabte han ud, mens Vognen kørte, og Grenen blev ved at
vifte.

-Han saa' svært lykkelig ud, sagde Lange. _Hva'_er 'et, blinkede han.

Berg trak paa Skuldren: Hvem véd. sagde han: de gik hjemad gennem
Grønningen.

       *       *       *       *       *

Mellemaktsmusiken var forbi, og alle Hoveder i Parkettet spejdede
ventende op mod den tomme Balkonetage. Ude i Foyeren gik det hvidt
behandskede Konsortium og drejede uroligt paa Hælene.

-Ja--men ... hvad skal man saadan sige? sagde Martens, der altid
svedte, naar han var i Kjole--der har sin Interesse, sagde han.

-Naar De blot tier stille, sagde Adolf grovt, der selv var saa nervøs,
at han rev Knapperne af sine Handsker. Og Martens begyndte igen at
trippe rundt, med Sveden paa Panden bagefter Berg, som vilde han holde
ham i Skøderne.

I den runde Gang saas kun tre Frøkener Gravesen og en Niece af Hr.
Stær, der benyttedes til en Slags journalistisk Blænkertjeneste i
Tilfælde, hvor Diskretionen forbød »de Herrer« selv at være tilstede.

De hørte Vognene rulle frem foran Façaden, og de Herrer Læger
standsende paa hvert andet Trappetrin og diskuterende--nogle kun med
én Arm i Overfrakken over de daskende Kjolehaler.

Konsortiet bankede de paa Skuldrene og lo dem venligt ind i Ansigtet
ad ingenting, mens de bakkede løs paa Fest-Havaneserne--hvad der lod
Bygmesteren begynde at trippe igen ved Tanken om Brandfare og
Branddirektørens nye Reglement.

Kun Professor Gerster bevarede hele sin Præsidentværdighed, rank, med
det nye Kommandørkors om Halsen, mens han sagde et Par takkende Ord
med sin sonore Stemme og i Stilhed urolig tænkte paa et Par Landlæger
af den gamle Skole, der havde været særdeles livlige ved Kaffen.

De var snart alle samlede: Svenskerne plejede med smaa Børster Skæg og
Haarrester foran Spejlene, mens andre stirrede paa Loftsforgyldningen
med strakte Halse, og de to Landlæger--gamle Studenterkammerater med
svære Halskæder over de sorte Silkeveste--satte sig til Borgerlade paa
en Sofa og sagde: Ja, ja, det gør godt at sidde, du gamle, og slog
hinanden paa Laarene ... De vidste ikke mer, hvad de var her for.

I den ene Dør til Gangen hoppede de tre Frøkener Gravesen og den
Stæhrske Niece som forsultne Spurve om samme Tvebak, den ene bag den
anden, indtil Professor Gerster, der nu stod i en Kreds af bestjernede
Honoratiores, klappede i Hænderne og sagde, at Publikum ventede.

Kongresherrerne strammede sig op i Knæerne, idet de gik ind ad de
aabnede Logedøre, og Kontrollørerne holdt Midtlogens Fløjdør paa vid
Gab for Spidserne, der førtes ind af Professoren.

Saa hørte de, idet Dørene lukkedes, Legationsraad Sténs festvante
Stemme med et »Leve den hygiejniske Kongres«, og Larmen, da alle
rejste sig, og Hurraerne under Orkestrets Touche.

-Saa--nu er de der, sagde Adolf.

Og Berg gik urolig ned for at give Tæppet Tegn.

De to Landlæger var blevet enige om: at først kunde man vel styrke sig
med noget »Vand«, og saa blev de siddende og nikkede lidt, med
Cigaraske ned over Knæerne....

Kronen hævede sig derinde, og der blev stille i Huset.

Men da Tæppet rullede op, gik der et sagte Udraab gennem Salen: en
saadan Scene havde man aldrig set--som denne Nourvadys Tryllevilla.

Alt var matblaat: Silkeforhængene, Vægfelternes Grund, hvor blege
røde Roser var malt i Buketter, Tæpperne og de mangfoldige
Polstre--allevegne. Over Hvilepladserne med deres mange Puder, hvor
store tropiske Fugle farverigt var broderet paa Atlask, strakte høje
Fønixpalmer deres buede Ribber, og rundtom fortonede store Vaser af
Alebast, sart, Stoffernes matte Blaa.

En Faun holdt med oprakt Haand Vinterhavens Forhæng tilside, hvor
Palmer og tunge Rosentræer tegnede sig utydelig. Over alt laa--fra
elektriske lamper, dæmpet gennem blaaligt Glas--det samme Skær næsten
som af Midnatssol--Landets daglyse Nat.

Midt i Rummet straalte, i sin blegblaa Ramme, vendt mod Salen,
udfordrende Corots badende Nymfe, med løftet Arm, som hilste hun
vinkende.

Berg hørte Salens Mumlen paa sin Regissørplads og greb haardt om
Signal-Haandtaget: det var Begyndelsen til Sejren.

Saa blev der ganske stille i Salen. Nourvady kom med Lionette.

Lyset fra Lampen faldt vifteformigt frem over Parkettet, saa man saa'
dets hundrede Ansigter--Kritikerne langs Flanken: Dr. Markus med sit
rokkende imbecile Hoved, som hørte han endnu paa sit Kateder en
Oversættelse af »De officiis«, Kars med sine foldede Hænder og Stæhr,
sammenbøjet og foraset, allerede i Tankerne forfølgende en filosofisk
Idé til Anmeldelsen af det Stykke, han endnu ikke havde sét til Ende;
Lyset faldt helt frem mod Parterret, hvor der blev mørkt, op mod
Etagerne, hvor kun Kongressens hvide Skjortebryster skinnede frem
langs Balkonen.

Professorinde Gerster havde lænet sig frem paa sin Plads i første
Etage. Hun hørte ikke Lionettes og Nourvadys Ord, mens hun betragtede
den fyldte Sal. Denne Dag var som Maalet i hendes Liv. Og hun tænkte,
mens hun sad, paa de lange uendelige Aar i Provinsen, hvor hun--med
Øjnene bestandig, bestandig mod København--Sten paa Steen havde bygget
deres Existens.

Langsomt havde hun skubbet denne smukke Mand med sit Høreapparat ind i
Stillinger og frem i Lyset. Fra Stiftsmøder til Landsdélsmøder; fra
Landsdélsmøder til Kongresser--bestandig med dette Apparat, som han
forklarede med altid de samme Ord. Mens _hun_ samlede Penge, knyttede
Venskaber, rykkede sine Hanefjed fremad--altid spejdende efter
Øjeblikket, naar der skulde gribes til, Øjeblikket, hvor _her_ var
_Plads_.

Og imens var Erhard vokset op i dette Hjem, som næret af alle hendes
hemmelige Ønsker, indsugende alle hendes forborgne Lyster, tavst
forstaaende hele dette Felttog for at réussere, som her stille førtes
fra Dag til Dag.

Indtil nu.

Fru Gerster havde lukket Øjnene. Nu slog hun dem op, og fra Balkonen,
hvor hun i Halvmørket skimtede sin Mand rank, med det tænksomme
Ansigt og Kommandørkorset om Halsen, sagde hun Erhard i Parkettet og
blev siddende med et Smil.

Stykket skred frem. Oppe fra sin Loge fulgte gamle Fru Adolf
Spændingen i Parkettets fremrakte Ansigter, mens Lionette drog
Nourvady til Ansvar, stolt, ubønhørlig, Kongedatteren, som hun var,
Ordene steg og dog talte de hviskende, holdt som i Ban af
Tryllerummets Dæmring omkring dem talte de dæmpet og hæst:

-Hvorfor har De fornærmet mig? hvorfor har De vanæret mig?

-Fordi jeg elskede Dem.

-Og derfor har De vanæret mig?

-Jeg elsker Dem, Lionette.

Det var som hele Salen blev kun ét Øre under denne Kærlighedshistorie
til Klang af Guld--et Program flagrede ned fra en Loge, og man hørte
dets lette Knitren gennem hele Rummet--: Fru Dunker der sad mellem Fru
Strøm og Scheele, strakte Hovedet frem som et lyttende Vildt med store
Øjne, mens lille Fru Stern, med Profilen vendt mod Erhard, sad og bed
i sin egen Læbe med et Udtryk som et Barn, der gotter sig ved stjaalet
Knas.

Der blev pludselig Uro oppe i Balkonen; det var de to Landlæger, der
ogsaa vilde ind og sé paa Komedie, og det regnede med Hyssen; Fru
Martens, der intet forstod af Stykket, men altid var halvt forskrækket
og halvt andægtig, naar hun var i »Martens Teater«, rykkede angst helt
hen til Fru Adolf, før der blev Ro igen.

Men der blev atter stille i Salen; og Scenen med Ægtemanden kom.

Lionette lyttede til Larmen foran Døren, og hun hørte Tjenernes og
Kommissærens Stemmer og Mandens--og kendte den. Hun havde forstaaet
alt. Og slaaende Armene sammen over sit Bryst som for at dække en
pludselig Vunde, skreg hun og løb frem, som vilde hun værge Døren.

Men da--man saa' det knap og ingen gjorde sig Rede derfor--før hun
havde løst sit Haar, det lange rødlige Haar, og blottet sit Bryst og
flænget Kniplingerne løs fra sine Arme:

-Guldet, Guldet, skreg hun: Her! og rev Døren op.

Man tænkte ikke paa Handlingen, man brød sig ikke om Dramaet.

Man saa' kun aandeløs og forvirret, denne halvnøgne og ustyrlige
Kvinde, der ligesom badede de dejlige blottede Arme i Nourvadys
prægede Guld.

Og som blev hun elektriseret ved Kulden, som blev hun berust ved
Synet af dette Guld i Guld, løftede hun med et Skrig af Triumf den
blottede Arm med en Haandfuld af de blinkende Mønter--der faldt som en
gylden Regn over Nourvadys Gulv, mens Tæpper hastigt sank.

Det var ikke Bifald, der lød. Det var Rasen. Paa Galleriet skreg de,
bøjende sig frem over Jernstængerne saa langt, som skulde de styrte
ned fra den svimlende Højde; Lægerne strakte Armene frem over
Balkonens Engle og raabte høje Bravoer ud over det bevægede Parket. Og
som et Legeme, der mister sin Støtte, faldt Fru Duncker, mens alle
klappede, langsomt ned mod Scheeles Skulder--som en Gren, et sidste
Vindstød bryder helt.

Tæppet gik op og atter ned; atter op: Primadonnaen stod der ene. Da
hun løftede Ansigtet fra sin Buket med de skandinaviske Farver--Kronen
var allerede nede i Salen--blev det elektriske Lys pludselig drejet,
saa det faldt ud over Salen, og hun fo'r sammen, som havde hun
pludselig, i Parkettet og Loger, sét hundrede grønlige Lig, der gjorde
Grimacer imod hende i det skærende Lys.

-Hvad er det, hvad er det, raabte de i Kulissen; hun næsten vaklede.

-Det var Lyset, sagde hun og støttede sig, da Tæppet var nede: Lyset
faldt ud over Salen.

Da sidste Akt var forbi, raabte Redaktør Isachsen, staaende op paa sit
Sæde i Parkettet, et nyt »Leve for Københavns Gæster--Samfundets
Helbredere«. Og efter at de sidste Hurraer var døde hen, udbragte
Vicepræsidenten, mens alle Læger rejste sig--Professor Gerster stod i
Midten mellem Pladslogens bestjernede Koryfæer--et: Leve Storstaden
København....

-Ja, sagde han, et Leve Verdensbyen København!

Lange Hurraer, oppefra og nedefra, fik »Viktoria-Teatrets« Mure til at
ryste.

Herluf Berg var gennem Orkestret løbet ned i Parkettet i
Kritikerhjørnet, hvor alle komplimenterede ham.

-Ikke--ikke? det gik? sagde han og rystede endnu af Sindsbevægelse.

-Dygtigt, dygtigt, forbandet dygtigt, sagde Viggo Hastrup, der aldrig
fandt Ord undtagen ved sit Skrivebord, og nikkede med sit smukke
Hoved, som om han sagde en stor Dybsindighed.

Hurraerne lød endnu.

-Lille Herluf, raabte en Damestemme bag Berg. Lille Herluf!

Det var Fru Canth, der raabte ham an ude fra Garderoben: hun maatte
endelig laane en af de blaa Puder--dem med Fuglene, hjem at lave
efter:

-Vist, Tante Strøm, maa det kunne gøres paa Cachemir, sagde hun.

Folk strømmede ud gennem Gangen, snakkende ned ad Trapperne, ind i
Restauranten, der var fyldt i et Nu. Kellnerne værgede de bestilte
Borde, og Damerne, med deres Kniplingstørklæder om Hovederne, lo i
Stimlen, der skubbede dem viljeløst frem mellem Stolene, som Herrerne
sloges om.

Fru Martens og Fru Adolf var gaaet ned i Buffetrummet og kiggede ind i
Salen gennem det store Glas. Efterhaanden kom alle derude til Sæde, og
Kellnerne skreg deres Bestillinger, mens Buffetjomfruens Klokke gik.
Op fra Trappen til Kælderen hørte de Kokkenes Støj fra det store
Køkken og Kyperens Stemme, der raabte Vinsorternes mange Navne gennem
Talerøret.

Emmen fra Køkkenet slog imod dem, da de gik ned ad Trappen.

Bag de store, aabne Døre til Anretterværelset, hvor Jomfruerne travlt
rangerede Fadene under de høje Varmelaag, saa' de det store Køkken saa
oplyst som til Fest. Alle Gasblus var tændte over Bordene, hvor
Jomfruer med bare Arme trancherede vældige Stege, over Ovnene og over
det mægtige Komfur, hvor midt i Rummet den krydrede Damp slog op fra
hundrede Kasseroller og skjulte de hvide Kokkes Ansigter.

Alt var i Virksomhed Ovndørene, der blev slaaet op og i, raslede i
Hængslerne, og hedho'dede Piger førte Piskejernene til Omeletterne,
saa det klang.

Gamle Fru Adolf ligesom smagte--med aaben Mund--paa Dampen, der slog
hen imod dem, mens Fru Martens blev ved at stirre helt frem i
Køkkenet, hvor en bred Mandsperson haandterede et svært Jern over
Ilden, mens han raabte og kommanderede i et fremmed Maal.

Det var Hr. Desgrais, Chefen, en Berømthed fra fransk Savoyen, der
førte Chateaubriand-Jernet til en Stamgæst med højst-egne Hænder. Fru
Martens blev ved at se paa ham, som han stod bred og svær med Jernet i
sine Hænder. Nu slap han det og kastede det halvforkullede
»Stegestykker« ned i Asken, mens en Kokkedreng bar Chateau-brianden
bort; og den store Hr. Desgrais vendte sig om mod et Kødtrug, hvor de
skære Kødflader laa Side om Side som flængede, blodige Tunger, og
klaskede to nye Stykker skært om den ene Kødflade, han skulde riste.

-Se, raabte Fru Martens, som ikke tog Øjnene fra ham og de Kødstykker,
han lod forkulle i Asken: Se, raabte hun igen. Irriteret havde Hr.
Desgrais sluppet det hele Spid, saa det faldt ned i Ilden, mens han
fo'r smældende frem mod Komfuret og en af Kokkene.

Fru Martens var blevet ganske bleg, men Fru Adolf sagde:

-Det er det franske Køkken, sagde hun og lo.

Fru Martens blev ved at se frem mod Kokken: hun havde aldrig tjent i
Huse, hvor man brugte det franske Køkken.

De gik op ad Trappen igen. Inde fra Salen lod Proppers Knald og
Klirren af Glas, som lystig Musik til Samtalernes høje Kor.

Fru Martens saa' paa hele Hjemvejen for sine Øjne den store Kok, der
lod det gode Kød falde unyttigt ned i Asken.

       *       *       *       *       *

Det hele var forbi. Adolf, Lange og et Par andre spiste i et Kabinet i
»Victoria-Restauranten«. Men Berg vilde ned paa »Bladet« og »fyre« i
med et Par særlige Notitser først.

Alle Medarbejderne sad kjoleklædte ved Bordene gennem Stuerne, hvor
Hr. Gravesen i Feststemning--Hr. Gravesen havde selv været Referent
ved Kommunens Middag--havde tændt alle Gaskroner, og nikkede og hilste
gennem Rummene til Berg. _Der_ blev læst Korrektur, og _der_ blev
skrevet Referater--alle var i Virksomhed.

Stæhr læste en Festtale højt, og inde i Læsestuen pludrede Frøknerne
Gravesen, Fru Stæhr og Niecen, der ventede paa de Herrer, hede og
festklædte. Alle Damerne faldt over Berg med Lykønskninger, og
Frøknerne Gravesen vilde have hans Knaphulsbuket at presse til
Erindring--mens Hr. Stær stadig blev ved at foredrage den svenske
Festtale med en patetisk Røst, og Hr. Gravesen tyssede paa sine Døtre.

Der skulde findes en Oplysning i et gammelt Numer af »Bladet«, og
Herluf slap endelig løs fra Damekredsen for med Handelsmedlemmet Meyer
at komme ud i Budestuen og søge Numeret.

De rodede i Bladbunken ved Lys af en Vokssvovlstik og fandt tilsidst
Avisen.

Meyer holdt Svovlstikken højt op over Pulten, saa Lyset faldt paa Hr.
Sørensens Indskrift. Og de lo begge to, mens de saa' de sorte
Lakbogstaver:

HERRE FORLAD DEM. THI DE VIDE IKKE HVAD DE GØRE.

til Svovlstikken slukkedes.

Berg gik ind for at hilse paa Redaktøren, der sad ved sit Skrivebord,
i Selskabsdragt med Æreslegionens Kors. Berg bukkede, og de rakte
hinanden Haanden.

-Ja, Berg--sagde Redaktøren med sit lidt trætte Smil og drejede sin
Stol, mens han saa' ned gennem Stuerne med den megen Belysning og de
hvidbrystede Herrer Medarbejdere:

-De forstaar det, sagde han; De giver os, Hvad vi vil have i denne By:
_Circenses et--Circenses._

-Han sagde, raabte Meyer hidsigt fra den anden Stue: Leve Samfundets
Helbredere ... Hr. Meyer kaldte Damerne til Vidne, som svarede i Kor.

       *       *       *       *       *

Da Berg kom tilbage i »Victoria-Restauranten«, var man ved Champagnen.
Der var stødt et Par fler til Selskabet--deriblandt en ung Skuespiller
fra Teatret, der gjorde sig behagelig for en Ugebladskritiker med
mange smaa geskæftige Venligheder, ikke ulig en Han, der fordriver
Tiden for sin Hun, som ruger--og man havde lettet sit Hjerte ved
adskillige smaa »siddende Glas« med gensidige Behageligheder.

Efter at Berg havde faaet lidt Mad i Livet, vilde man »ende Dagen« og
sendte Bud efter to Drosker, hvor man kom til Sæde hulter til bulter.

Natten var mild som en Nat i Juni, og »Nationals« Musik lød vidt frem
forbi Frihedsstøtten.

Ligeoverfor Danselokalet, foran hvilket Droskekuskene holdt en Art
Æresvagt, drivende op ad Nabohusene, straalte en HalvtredsØre-Butik i
fuld Belysning midt i den mørke Husrække. Ser I, ser I, raabte Adolf:
Begyndelsen til »Nathandelen«.

Indefra Lokalet hørte de allerede Valsen og Dansetrinene.

De fik en Loge, men Berg blev staaende paa Balkonen over
Hovedindgangen og saa' paa Salen. Der var ganske fuldt, paa Gulv og i
Loger; Kongres-Marskallerne med deres store, danebrogsfarvede
Silkeskærf drak hinanden til, fra Loge til Loge, over Salen. Rundtom
langs Logerandende saa' man søvnige eller forvildede Frøkener, der fra
Tid til anden opmuntrede sig ved at sende nogle umotiverede, høje Hvin
ud over Salen, hvor de professionelle Dansere drejede til Musiken i
sære Ringe, mens de elektriske Apparaters Prr-Prr skar hastigt gennem
Rummet.

Fra Logen blev der raabt paa Berg, og han gik gennem Gangen. Glade
Frøkner fløj forbi ham, og indenfor knaldede Propper. En Dør til en
Loge blev revet op, og ud lød Stemmer, Støj og Musik som én Tummel.

-Herluf Berg, Herluf Berg, raabte blonde Krause--der i den sidste Tid
bestandig saa' ud som et gennemforkølet Barn--og Herluf maatte ind at
drikke med Selskabet.

Musiken begyndte paany.

Det var »Kyssenes Vals«. Man kendte den og klappede i Logerne. Dørene
blev revet op, og man fløj gennem Gangene--Lange i Spidsen--ned for at
valse.

Krause havde travlt og styrtede fra Loge til Loge. Nede jog Frøknerne
fra Arm til Arm, og Marskallernes Dannebrogs-Skærf flagrede i Valsen.

Oppe i Logen sang de, hilsende med Glassene; de valsede mellem Stolene
og stødte mod Væggene--inde fra Bergs Selskab lød et »Victoria« ud
gennem Larmen.

Musiken holdt op, men den maatte begynde paany. Som af en Hvirvel blev
Parrene fejede frem over Gulvet i store Buer. Og pludselig hørte man
fra en Loge en skrattende Musik: det var Krause med et Orkester, ti
Mand høj, op paa Borde og Stole, med Trommer og Barnetrompeter
(hentede i »Nathandelen«)--der faldt ind i »Kyssenes Vals«.

Alle holdt op at danse. Det var som en Rabies. Paa Gulvet strømmede
man sammen og klappede; ud af alle Loger strakte Damer sig for at se;
alle skreg og applauderede og lo--til Gulvet paany gyngede i Storm
under de valsende, mens Barnetrompeterne tudede, og Trommerne gik, og
Frøknerne med løftede Glas hvinte »Kyssenes Vals«.

Ingen hørte; Ørenhinderne nægtede deres Tjeneste; som Rusens egne
Pulsslag dirrede de elektriske Klokker.

Og ud fra Logen--over de hvirvlende Par, der saa' hverken Væg eller
Gulv, over Marskallerne med de flagrende Skærf--holdt Krause, mens alt
gik under i samme Malstrøm af Larm, den revnede Barnetromme som en
Trofæ.

       *       *       *       *       *

Berg og Adolf kørte hjem i Droske. Det første graa Skær af Morgen
meldte allerede Dagen. Men da de kom til Kongens Nytorv, vilde de
alligevel »gaa lidt« og røre Benene, før de vendte hjem.

-Ja, sagde Adolf, da Drosken var kørt, Gud véd, hvad nu egenlig den
Kongres har kostet os.

-Kostet? sagde Berg.

-Ja, det er s'gu ikke paa den Slags Forretninger, man tjener ... De
hører til Driftsomkostningerne, sagde han.

De vandrede forbi »Hesten« ud ad Bredgade. Hele Torvet laa forladt og
stille. Ikke var det Nat og ikke var det Dag om de slukkede Lygter.

Kun paa Bænkene om »Hesten« drev et Par Vagabonder i Halvsøvne; de
vaagnede op ved Fodtrinene og rettede sig, mens de saa' efter de to.
Saa lagde de sig atter til Hvile, med Hovederne i deres Hænder og
halvt udstrakte--som Dyr paa Lur inde i Skyggen.

-Men nu skal vi _høste_, sagde Adolf, inde i sin forrige Tankegang.

De gik tavse frem mod Bredgade, og paa Torvet blev der ganske stille.
Man hørte intet uden det jævne Fodtrin af Natbetjenten, der mekanisk
gik frem og tilbage--vogtende den slumrende Bys Fred og Sæder.

Lidt efter lidt blev det ganske Dag.

Og hundrede travle Damppiber og titusinders ilsomme Fodtrin meldte,
den var vaagnet--Storstaden København.

Berg og Adolf stod paa Charlottenborg-Hjørnet: Plakatmanden klistrede
op en Victoria-Kæmpeplakat, der meldte »den tragiske Stjerne« i
skandinaviske Farver.




ANDEN DEL


Regn af Aske





I

Konferentsraad Hein havde endt sine fortrolige Meddelelser til
Centralbankens Raad og lukkede sin Mappe sammen.

-Iøvrigt, sluttede han, er det naturligvis min Overtydning--som jeg er
overbevist om, at Bankraadet tilfulde deler--at denne øjeblikkelige
Stilstand, rent forbigaaende Stilstand, ikke for os kan indeholde
nogensomhelst Anledning til større Foruroligelse. Banken er Hjærtet i
den Række store Foretagender, som i det sidste Tiaar har omskabt hele
vort Forretningsliv og--jeg tør sige det--hele vor økonomiske
Situation. En række Foretagender, som vi alle véd ikke blot
repræsenterer en stor Del af vort Samfunds Kapitaler, men som fremfor
alt er udsprungne nødvendige af Udviklingens Trang. Under saadanne
Omstændigheder gælder det for os sikkerlig kun om at vise Fasthed og
Udholdenhed.

Konferensraaden skubbede den tunge Egestol tilbage og gjorde et let
Buk mod Bankraadets Formand, der forstod, at det var sluttet--Hans
Excellence Lehnsgreven var meget døv--og rejste sig. Alle de svære
Stole (Konferentsraad Hein hadede personlig alt, hvad der hed
»Imitation«, og Bankraadssalen var udstyret med Møbler af næsten
middelalderlig Soliditet) blev skubbet til Side, og de Herrer
konverserede i Vindusfordybningerne. Etatsraad Blom forsøgte at raabe
Hans Excellence op--Kolleger som de var, begge kongevalgte Medlemmer
af Landstinget:

-Excellencen har naturligvis hørt hende, sagde Hr. Blom.

-_Hvem?_ raabte Excellencen.

-Miss Tea, svarede hr. Blom med Haanden for Munden. Hun spillede jo
igaar hos Majestæterne.

-Ja, ja, sagde Excellencen. Jeg gaar nu altid strax til Whistbordet
paa Slottet, betroede han, saa lydt, som meddelte han sig i Taagehorn
... Hva' si'er De? sagde han.

-At Deres Excellence har ganske Ret, raabte Hr. Blom.

Emnet Miss Tea forplantede sig videre langs Vinduerne. Alle de Herrer
talte om Hofsoiréen og »Violin-Feen«, der satte Byen paa den anden
Ende af Henrykkelse.

-Men det var ogsaa et overordenligt Talent--et ganske overordenligt
Talent....

-Ganske vist: et mærkeligt Talent ... Tre og tyve tusind er der taget
ind, siger man, af Victoriateatret i tre Koncerter....

Alle diskuterede de tre og tyve tusind. Generalkonsul Brodersen, der
altid saa' ud, som holdt han Næsen over en for syrlig Bordeaux, sagde:
Æ--æ--Røverhistorier; men Etatsraad Henrik Hansen havde selv set Folk
staa i Queue, saa hans Vogn kom ikke frem paa Købmagergade udenfor
Kunsthandelen.

Violin-Feen Miss Téa var en »Første-Pris« fra Pariserkonservatoriet,
som i ti Aar under Hr. Theodor Franz' Auspicier havde været femten Aar
i to Verdensdele. Ved Ankomsten til København fyldte hun sytten.

Hr. Theodor Franz satte megen Pris paa Miss Téa: Min Herre--sagde
han--hun har ingen Skrupler. Impressario'en havde ikke Uret. Miss Tea
lod gøre med sig, ganske hvad Hr. Theodor Franz vilde, og tilbragte
iøvrigt Tiden med at sætte Gevinsten i Sparekassen i Livorno (denne
Amerikanerinde var født i Livorno); i store Øjeblikkes Anfald af
Rørelse, sagde Hr. Theodor Franz undertiden:

-Min Herre--jeg tør sige, jeg betragter hende som mit eget Barn....

Den store Impressario var ankommen til København tre Dage før Feen:
Mine Herrer, sagde han. Jeg véd det, København er et Terræn, hvor der
kan arbejdes.

Hans første Arbejde var at lukke Victoriateatrets just aabnede Kontor
for Billetsalget. Det var Hr. Theodor Franz's Princip at sælge
Billetterne i »Byernes Hjerte«. _Han_ vidste ikke, sagde han, hvad
Udbytte man vilde have af en »Tilstrømning« i _denne_ Gade....

Billetterne blev solgt paa Købmagergade....

-Ja ... vi _kom_ ikke frem, det var Etatsraad Henrik Hansen, der blev
ved at udmale »Queuen« paa Købmagergade--der var sort, siger jeg, sort
af Mennesker.

Man talte endnu nogen Tid om Miss Téa.--Ja, sagde Højesteretsadvokat
Exner, jeg véd det fra Kabinetssekretæren, Hans Majestæt vil dekorere
hende--; og talende om det hele Victoriaetablissement, sagde
Konferensraad Hein, afsluttende, og med Øjnene ud paa Pladsen foran
dem:

-Ja--et lykkeligt Foretagende--et lykkeligt Foretagende.

Bankraadet opløste sig for at gaa hen at spise Frokost.

Konferentsraad Hein var blevet et Øjeblik tilbage i Bankraads-Salen.
Nu gik han ad Vindeltrappen ned i det store Forretningslokale i Stuen.
Bankraadsmødet og hans egen Veltalenhed havde spredt hans Ærgrelser
fra om Morgenen, hvor et Par Aktieselskaber til Tørlægning af jydske
Fjorde havde meldt Fortrædeligheder om nødvendig Forøgelse af
Aktiekapitalerne, og han blev staaende et Nu paa Trappens nederste
Trin og smilte.

I det store Rum, hvis hvælvede Loft var baaret af Stenpiller som en
Kirke, stod og sad Kontoristerne ved deres Pulte, bøjede over det
stille Arbejde; og selv foran Skranken, hvor Indgangsdørene faldt
sagte til, skærmede af Gummirande, gik Kunderne ligesom varsomt paa
Tæpperne og talte kun halvhøjt med Ekspeditørerne, der optalte
Sedlerne mumlende--som om der i den store Sal celebreredes en evig
stille Messe.

Konferentsraaden blev ved at smile, mens han gik frem gennem
Salen--det var ham ogsaa idag en egen Glæde at se dette tavse og høje
Rum, hvor man som bestandig hørte Millionstrømmens umærkelige
Gliden--forbi Pultene, hvor ingen hilste, skønt alle saa' ham: det var
i Centralbanken forbudt at spilde Tid med Hilsener.

Han havde endt sin Runde og gik ind i sit private Kontor, hvor store
Kort over Danmark og Skandinavien hang paa Væggene. Han var fordybet i
sit Arbejde, saa han ikke mærkede Banktjeneren, der bragte ham et
Kort.

Det var Herluf Berg, som ønskede at tale med Konferentsraaden.

Konferentsraaden vendte sig i Stolen, da han kom ind: _Dem_, sagde
han, ja, Dem ser man jo altid gerne ... Hr. Adolf, han lo lidt, kan
undertiden komme til Ulejlighed....

-Ja ... idag, sagde Berg, kommer vi vist saa nogenledes om ... det
samme ... Hr. Konferentsraad.

-Jeg vilde gerne, sagde han og satte sig paa den budte Stol, søge at
interessere Konferentsraaden lidt virksomt for os.

-Jeg interesserer mig meget for Dem, sagde Konferentsraaden, som
legede med en Lineal og ikke mere saa' paa ham.

-Men denne Interesse, Hr. Konferentsraad, maatte gerne--og Herluf
Berg lo lidt--give sig noget tydeligt Udslag.

-Bedste Hr. Berg, sagde Konferentsraaden og slap Linealen, Folk, der
tager tyvetusinder ind, kan saa vist leve uden anden Prioriteter....

-Ikke naar Driften fordrer de tyvetusind, sagde Berg.

Konferentsraaden svarede ikke og Herluf begyndte at tale, benyttende
Konferentsraadens Tavshed, udviklende endnu en Gang alle sine Planer.
Han talte om alt det, der var udrettet i disse halvandet Aar: de tre,
fire store skandinaviske Værker, de med Eneret til Opførelse havde
ført gennem hele Norden; Gæstespillet af den Stockholmske Opera--de
betydningsfulde Fremstillinger af Ibsenske og Bjørnsonske Værker, der
nu til Sommer forberedtes af Nordmændene....

Og fra alle de kunstneriske Synspunkter gik han over til de mere
materielle Fordele. Han gjorde opmærksom paa alle Besparelserne ved
Eneretsopførelserne, der lod den danske Trup høste i hele Norden, mens
Overskuddet tilhørte København; og han satte Konferentsraaden ind i
visse direktoriale Hemmeligheder, som forøgede Victoria-Scenens
Chancer: Disse Stockholmere og Folk fra Kristiania modtog jo i
Virkeligheden ikke stort mer end Halvdelen af det Aften-Honorar, om
hvilket Bladene skreg (Konferentsraaden smilte muntert ved Ordene om
Bladene) Kunstnerne vilde jo fremfor alt »Indvielsen«, Seglet i
København; og de spillede derfor billigt, naar kun ingen erfarede
det--

Konferentsraaden sagde endnu bestandig intet, og Berg ventede nogle
Øjeblikke. Og da han atter talte, var det i en anden Tone, pludseligt
indtrængende og med en Varme, der vilde overbevise:

-Men alt dette var intet, sagde han, kun de hemmelige smaa Midler til
at faa noget stort til at lykkes: En gammel Tanke maatte faa ny Form.

-Vi vil fra Scenen give Norden en Kunst og _vænne det til ét Sprog,_
sagde han.

Og som om han fik en egen Veltalenhed ved Samværet med denne Mand, der
fra dette Rum og Hus skabte saa store Ting, gav Berg sig ganske hen:
Ja--vi vil lære dem at _forstaa_, at _tænke_ videre i, at _føle_ i et
andet, det beslægtede Sprog, i hvilken vi spiller--_vi_ rundt i Sverig
og Norge--og vore Gæster her ... Og Sprogene vil komme til at synes
_Dialekter_ overfor Følelsen af den store Enhed ... Det er Sagen for
hver, der forstaar, hvad Sprogs Enhed betyder.

-Og saa er det _Deres_ Tur, sagde han pludseligt, naar Sindene er
blevet modtagelige, Deres Tur: Lovgivningens og Kapitalens.

Han havde maaske ventet et Ord, men det kom ikke. Konferensraaden
betragtede Klatpapiret i sin Mappe. Og hidsigt, muligvis irriteret ved
denne Tavshed, sagde Berg:

-Og det _maa_ lykkes: _Ti uden Skandinavien er København en By uden
Opland._

Og da Konferentsraaden pludselig saa' op, som med et Ryk, sagde Berg
og slog Armene ned mod Kanten af sin Stol:

-Ja--vil De sige mig--hvad er der vel Plads til i dette Land?

Konferentsraaden havde løftet Hovedet, og Berg fulgte instinktmæssig
Retningen af hans Blik, der hvilede paa Skandinaviens Kort paa Væggen.
Med Øjnene paa Kortet, hvis hundrede Skibsruter bøjede sig ind mod
København, sagde Konferentsraaden med sit ejendommelige Smil:

-Jeg har fundet Plads til en Havn.

Og i en anden Tone, bestandig betragtende Kortet, som hans Geni havde
aflæst dets Hemmeligheder, sagde han:

-Fire og treds amputerede os for Land ved Hofterne ... Nu har vi kun
Vandene tilbage, de _levende_ Vande, sagde han.

Der var nogle Øjeblikke stille i Kontoret, til Konferentsraaden vendte
sig om mod Berg og sagde muntert:

-Naa--og hvad er det saa, De vil?

-Kunne arbejde i Ro, hr. Konferentsraad, sagde Berg i samme Tone.

-Jeg vil være ganske oprigtig, sagde han og saa' paa sine egne Hænder,
mens han talte,--der maa arbejdes meget, meget alvorligt: Nye
Ideer--nye Foretagender fordrer Tid--og naar den første Nysgerrighed
hos Publikum, Nyheds-Rusen har fortaget sig--og den er maaske paa Veje
til at foretage sig--maa man støtte sig til--til ordnede Forhold for
at komme videre, sagde han.

Konferentsraaden havde atter hastigt set hen paa hans Ansigt:

-Ja--jeg har troet at se _det_, sagde han, at Publikum er blevet mere
»nøgternt«....

Berg gjorde en ivrig Bevægelse som for at falde ham i Talen: Naa, jeg
mener kun, sagde Konferentsraaden ... Vi mærker alle denne ... (det
var som om han søgte om et Ord og saa igen tog det alt brugte)
Nøgternhed ... Og det er netop Grunden, hvorfor jeg virkelig i dette
Øjeblik har haft Betænkeligheder ved at engagere Banken i denne
Sag....

-Men, sagde han, lad Hr. Adolf komme herop--iovermorgen ... Man kunde
Jo ordne Sagen--en Kassekredit kan man jo altid foreløbig aabne Dem
... til det hele ordner sig.

-Ikke sandt, saa siger De hr. Adolf, han kan se herop? sagde
Konferentsraaden. Berg rejste sig og takkede, og Konferentsraaden, der
stod op ved Skrivebordet, slog ham paa Skuldren og lo:

-Adieu, sagde han, De--Ridder af det skandinaviske Opland.

Berg gik. Ovre paa Nabohjørnet ventede Adolf i en Kafé paa, hvad det
blev til. Spenner var ogsaa kommet til, han, som ellers aldrig kom ind
i det Indre af Byen paa den Tid.

Adolf var helt rødplettet paa Kinderne: Gik det? sagde han.

-Han giver en Kassekredit, sagde Berg, naar De kommer til ham
iovermorgen.

-Hvor stor? sagde Adolf.

-Det sagde han ikke ... Han ménte kun, at saadan kunde man, lettest,
foreløbig ordne Sagen.

-Hva'--sagde Adolf og slog Berg paa Kinderne med et Par hede
Hænder--er _det_ en Karl--hva? Adolf var altid rede til at beundre de
andre, mens han selv i Stilhed trak det værste Læs.

Spenner bare lo og dukkede: Nu skal han ha' Mad--han har fortjent den,
sagde Adolf.

Berg fik Frokost, mens Adolf snakkede løs (Berg blev næsten ganske
urolig over hans Lystighed) og da de var færdig med Kaffen, gik de ned
paa Købmagergade: Hr. Theodor Franz havde Klokken ét aabnet
Billetsalget til Miss Teas »første og eneste populære Koncert«.
Billettagende Bybude garnerede Trappen og hele Entréen var fuld af
Folk. Hr. Theodor Franz havde personlig indrettet Butiken, saa der
ikke var Plads til tyve Mennesker ad Gangen.

-Mine Herrer, sagde Hr. Theodor Franz, Klokken elleve saa' jeg mig
nødsaget til at rekvirere Politi....

Det rekvirerede Ordenspoliti var en venlig Betjent, der tømte et Bæger
inde hos gamle Adolf i Pulterkamret under den aflægse Kineser.

Berg affattede »Tilstrømnings-Notitser« til Aftenbladene.

-Ja, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der læste dem--Reklamer
syntes Impressarien at forstaa i alle Sprog ved en Slags sjette
Sands--:

-Ja, sagde han: Her bør man skatte Pressen....

-Mine Herrer, sagde han og lagde Haanden med udspilede Fingre ned paa
Bordet: De har en Presse, der gaar i Spidsen for Bevægelserne.

Klokken halvtre var der udsolgt til Miss Teas eneste populære Koncert.

Féen lod sig bevæge til at give endnu en allersidste Koncert, som
sluttede med »egne Kompositioner«. »Vi spiller dem _kun_ i sidste
Koncert«, sagde Hr. Theodor Franz.

Ingen i Verden havde endnu hittet Rede i dette Kvidder paa en Violin
... Jublen var ubeskrivelig.

--Centralbanken aabnede foreløbig »Victoria-Etablissementet« en større
Kasse-Kredit.

       *       *       *       *       *

Det ringede endelig, og Erhard slog Tæppet fra Døren for at lade Fru
Stern svippe ind.

-Pyh, hvor har jeg løbet--Fru Stern rystede sit Fuglehoved og lod
Hænderne synke i Skødet, mens hun satte sig--vi kom aldrig fra Bordet
idag for den Snak ... Nu--Erhard fik et Tjat med den aftrukne Handske,
alt var i bestandig Bevægelse hos Mathilde, Hoved og Hænder, mens hun
talte: Nu er han rejst, sagde hun og rystede Sølvarmbaandene ned paa
sin Arm.

_Han_ var Hr. Godsejer Stern, en Ægtemand, som tilbragte meste Delen
af sit Liv med at afrejse til Jagter, hvortil der i Stilhed sluttede
sig høje L'hombrer. Mathilde kaldte ham aldrig andet end »han«,
pludrende om ham, løst og fast, med en egen Skadefryd, som en
Skolepige, der endelig en Gang faar udøst sit Hjærte om en
Klasselærerinde....

-Mus, sagde Erhard og holdt Munden frem.

-Is, sagde hun og satte Trutmund som et Barn, mens de kyssedes.

-_Der,_ sagde hun og lagde et Par gule Bind, som hun havde gemt under
Overstykket paa Bordet, har du dine stygge Bøger.

Det var franske Romaner, Erhard laante hende, og som hun læste
hjemme, krøbet sammen paa sin Sofa, med smaa tøsede Udbrud af
indvendig Munterhed; noget nær med en Glæde som den, hvormed et Barn
genhilser Gaardhanens Kontrafej paa Abc'ens første Blad.

I Marginen skrev hun bemærkninger og Karakterer med Blyant.

Erhard aabnede Bøgerne og begyndte at læse: Fy, fy, fy, sagde hun, og
holdt ham med Haanden for Munden, men han blev ved. Saa læste hun
selv, i sit Pensionsfransk, med sine smaa Anfald af Fnisen, og de sled
i Bogen og holdt hinanden Haanden for Munden, til hun rev sig løs:

-Uh--du, sagde hun og satte sig paa den anden Side af Bordet foran
Konfekten: Har du et Par andre, sagde hun og pegede paa Romanerne.

Erhard gemte Bøgerne for at blade i dem hjemme. Intet voldte ham
større Glæde end Mathildes Anmærkninger i Roman-Marginerne--med denne
lille Krimskrams-Haandskrift, han var uforskammet nok til at sige
lignede hendes Næse, der ogsaa havde en saadan kæk lille Drejning
opad.

Brevene, som hun skrev til ham--hun skrev otte Sider fulde for at sige
ham, naar »han« var hjemme eller hun ikke kunde komme--lignede saa
ganske Noterne. De var saa fulde af gesvindte Parentheser, den ene i
den anden; og Linjerne gik over i hinanden (hun skrev uden Øjemaal og
begyndte midt paa Papiret Ordene med nogle store Drabantbogstaver, der
saa blev ganske smaa og »sammenknirkede« mod Enden af Linjen og slog
en lille Hale op- eller nedefter)--saa han hittede næppe Rede i dem.
Alt blev kaldt med Øgenavne, saa det var som ét hebraisk af »deres
Ord«, det hele. Erhard kom lidt efter lidt til at skrive næsten
ligedan.

-Mus, sagde han.

-Hm, hun pustede blot frem over Bordet imod ham....

Det var en Aften i det kongelige Teater, han havde bemærket hende
første Gang. Og siden havde han set hende en tre, fire Tirsdage paa
den samme Plads, hvor hun sad som en lille sammenkrøben Fugleunge
mellem Damerne. Hun havde ogsaa set ham, fin og køn, nede i Parkettet.
Efter Forestillingen blev hun hentet af en Pige og gik forresten
gennem Forsalen uden at skænke ham saameget som et Blik. Med Pigen
pludrede hun over Torvet.

Saa en Aften kom det tjenende Væsen ikke, og Fru Stern blev staaende
i Forsalen, ganske forskrækket, til der blev næsten helt tomt.
Sporvogne var der nu ingen af mere, og hun løb over Torvet ned ad
Bredgade, trykket helt ind mod Husene, i sin Kaabe.

-Véd du, hvad jeg tænkte? sagde hun til Erhard. Han følger nok efter,
tænkte jeg, sagde hun siden.

Han var gaaet hen til hende og havde tilbudt hende en Droske--og var
ogsaa steget ind. Hun sagde nogle ligegyldige Ord og morede sig,
morede sig inderligt over den hele Situation med Drosken og _ham_ i
Drosken--og saa sagde han:

-At nu havde Pigen naturligvis heller ingen The derhjemme.

-Jo, sagde hun blot i sin Krog og lo.

-Hun skulde meget hellere spise ude, sagde han.

Hun svarede ikke.

-Intet menneske saa' dem--ikke et Menneske--og saa kørte Drosken hende
hjem....

Det blev til, at de holdt foran en Restauration nede i Nærheden af
Østergade, og hun kom op og sad med Kaaben paa i Kabinettet paa den
røde Plyds-Stol, som en lille Pige paa Kanten af et Badekar og saa'
paa alting--Bordet og Servicet og Gardinerne og Spejlet med sine
Tøjplanter paa Jardinièren--med et Par nysgerrige og skræmte Øjne,
mens Opvarteren svansede rundt med Bagdelen for stadig diskret at
vende Agterspejl mod »Damen«.

Men lidt efter lidt, ved Bordet, begyndte hun at gotte sig, da hun
saa, der var ingen Fare; Erhard behandlede hende ganske som Dame, og
de morede sig kun som et muntert Kotillons-Par, der har det rart med
hinanden i Krogen af en Balsal.

Lige med ét sagde hun rask og tømte sit Glas:

-Aa--jeg si'er, jeg tog hjem at drikke The med Owans; og hun lyttede
efter Stemmerne i Nabokabinettet. hvor der nu blev livligt, og hun
listede paa Tæerne--Hys, sagde hun og slog med Haanden hen imod ham;
hvad hun havde for smaa geskæftige Hænder--hen til Døren og lagde Øret
til: Hys; hun holdt Fingeren op.

Hun morede sig over alting, over alle de fyldte Fade paa Bordet, over
Kellneren og over dem i SideKabinettet ... Erhard aabnede Døren til
Balkonen, og hun sneg sig med derud, stadig tyssende. De stod og saa'
ned i den stille mørke Gade:

-Der boer min Svoger, sagde hun og pegede over paa Hotel d'Angleterres
lange Vinduesrække--hun havde en egen Maade at skyde de smaa Skuldre
op, Erhard vidste ikke, om han nogen Tid havde set noget saa sødt:

-Han sover nu, sagde han.

-Ja, nikkede hun og lo sagte.

Og saa var hun kørt hjem, havde ikke sovet hele Natten af Fornøjelse.

Mathilde Stern var saamæn ellers kommen til den fulde Erkendelse, at
der ikke var det allermindste morsomme ved Livet.

Først havde hun gaaet i Skole hos Frøken Ricard, og saa havde hun
gaaet i Skole hos »Søstrene« nede i Genf; og saa var hun kommet hjem,
hvor hendes Moder altid havde et Øje paa hver Finger og et Par i
Nakken: Det var bare alt det gamle--stadig, skønt hun nu var fulde
nitten Aar: Ikke at sidde med Fødderne over hinanden under Stolen; og
rette Ryggen, og ligge lige ud i Sengen; og »holde sit Fransk godt
vedlige«....

Om Sommeren, naar de laa paa Landet, gik Generalinden selv--lige som
et Lys i Ryggen--med sine to Døtre, én paa hver Side, til Bad. Hun
stod med Uhret paa Badebroen for at tælle Minuterne, mens Døtrene var
i Vandet. Mathilde, der elskede at pladske i Bassinet, naar Solen
skinnede, blev raabt an de Snese Gange:

-Din Teint, raabte Generalinden, om du vilde tænke lidt paa din Teint.

... Og det blev saamæn heller ikke anderledes, da hun blev gift ...
Bare, at hun havde »ham« over sig ogsaa--naar han var hjemme da--og
forresten som sædvanlig Generalinden, der spiste hos dem hver Søndag,
og Marie Kokkepige, Moderen havde givet hende med hjemmefra, da hun
blev gift....

Marie Kokkepige havde været hendes Barnepige, fra hun ikke var mere
end seks, syv Aar: Mathilde blev fint klædt paa i broderet hvid Kjole
til Middag og bagefter spadserede de paa »Anstalten« med Marie Pige,
der altid skændte med sit: Naa--Mathilde--det skal jeg sige til
Oberstinden.

Mathilde havde én Fornøjelse: at løbe hen til Skovkilden--bag Maries
Ryg--og sætte sig i det vaade Bassin og lade sig gennembløde, den fine
Kjole og Mamelukkerne, saa hun blev _gennemvaad_ lige ind til
Popoen....

Der sad hun saa, med sammenknebne Læber, og strittede, til Pigen kom
og rev hende væk....

Hjemme betog siden Generalinden hende den Slags abnorme Lyster....

-Gud være lovet, sagde Generalinden om Søndagen ved Kaffen: vi er en
_normal_ Familie--

... Dagen efter Restaurationbesøget kom der et lille Brev fra Erhard,
den næste Dag endnu et; og et Par Uger efter svippede hun for første
Gang herind ad Døren til de to Stuer ved Volden--halvt forskræmt og
halvt nysgerrig som en Kanariefugl, der har faaet et nyt Bur.

Lidt efter lidt kom han ogsaa hjemme--i Begyndelsen, naar »han« var
forrejst, og begge Piger var sendt ud:

-Marie Pige, sagde hun, stiv af Skræk, ved hver Lyd af en Dør. Marie
Pige var hendes evige Angst--Provsten, som de kaldte hende.

Det var fra en Aften hjemme hos Mathilde, da Pigerne var sendt bort,
og Mathilde krøb sammen i sit Hjørne med det lille Hviletæppe over
Fødderne, mens Erhard fortalte Skolehistorier--Skolehistorier var
Mathildes største Fornøjelse, og selv var hun evig fuld af
Fortællinger om Skolen og »Søstrene«--:

Det var en Sommer i Jylland, hvor Erhard havde bygget Løvhytte i
Byskoven (det havde iøvrig været hans eneste og sære Anfald af
saadanne umiddelbare og naive Drengepassioner) med Stedets
Højærværdigheds to Sønner, hvor de saa havde røget og brygget Punsch
for Indtægten af solgte Ordbøger, saa de kom snurrende hjem, indtil de
en Dag blev opdagede af den forfærdede Provst....

Erhard skildrede Provstens Forfærdelse, og Mathilde lo, saa det
klukkede--da de med ét hørte Marie Piges Trin i Spisestuen, og
Mathilde fo'r op:

-Hys--Provsten, sagde hun.

Og Erhard maatte listes ud--Mathilde gik i Forvejen--gennem den mørke
Gang, han kneb hende i Armene, mens hun blev ved at hviske: Men
Provsten--men Provsten, til han var vel ude.

Saa løb Mathilde lige paa Marie Pige i Gangen:

-Men er Fru Mathilde her? Marie Pige kaldte aldrig sit Herskab andet
end Fru Mathilde.

-Ja-a, sagde Mathilde, der saa, naar hun blev greben, strax blev
aldeles forfjamsket--jeg vilde kun føle, om min Kaabe ... var vaad
endnu efter Regnen.

Erhard paastod »Fru Mathilde«, var aldrig saa sød, som naar hun løj:
hun saa' først saa ganske hjælpeløs ud, til hun gjorde en lille
resolut Grimasse og fik Usandheden sagt. Erhard sagde, hun var hver
Gang saa stolt over Bedriften som en Kylling ved et Vindæg:

-Pyh, sagde hun og slog henimod ham med Findrene i Luften: det er vel
det første, man faar lært....

Efterhaanden blev de kækkere, og der var en sand Legen Skjul i hele
Huset, hvor Erhard var gemt i alle Kroge. Da Mathilde fik en daarlig
Fod og ikke kunde gaa ud, kom Erhard hver Formiddag. De havde
Hovedkvarter i Badekamret med Bord af et Brædt over Karret.

En Gang imellem spillede de Kort, ved højlys Dag. Det var en af
Mathildes Glæder:

-Du, sagde hun og spillede ud paa Brædtet: Stik. »Hjemme« havde hun og
Søster Berta i Ferierne haft Kortene gemt under Hovedpuden:

-Saa spillede vi i Sengene, sagde hun og lo, skønt Døren stod paa Klem
til Mo'r.

Hvert tiende Minut humpede hun geskæftig ud paa den syge Fod og gik
nynnende frem og tilbage mellem Spisestuen og Køkkenet, tjattende paa
den laasede Badekammerdør.

Stern kom hjem, mens hun endnu havde den daarlige Fod, og hun kvidrede
om ham og passede hans Vaner og gjorde Fagter som den, der i »Tampen
brænder« har gemt Tampen.

-_Han_, sagde hun og lo, mens hun humpede om med hans Middagskaffe,
paa sin syge Fod. Stern »begreb s'gu ikke, hvad der var kommet for en
Støj over Konen«.

Men nu var Foden rask, og »han« rejst igen over til Gaarden i
Blekingen.

... De sad og gyngede hver i sin Stol, og Erhard saa' paa Mathildes
Fødder, som hun strakte som en Danserinde, naar hun stødte fra Gulvet.
Han maatte ned paa Gulvet og kæle for Fødderne--»de smaa Kid«,
som han kaldte dem. Men hun rev sig løs og flygtede op paa sin
Yndlingsplads--i Vindueskarmen, med Benene op og Hagen støttet mod
Knæene. Der sad hun saa og kiggede ind i »Hytten«--som de kaldte
Stuen--:

-Ja, sagde hun til Erhard, som vilde sidde paa en Stol ved Siden af
hende, naar du sidder pænt....

Erhard sad saa nogenlunde »pænt«, og de saa' begge, ved Siden af
hinanden, ind paa »Hytten«.

-Du, sagde hun pludselig og saa' ned paa ham næsten som et Barn, der
første Gang siger noget som Severostotchnij i Geografien:

-Elsker du mig? sagde hun og lo ham halvt ind i Ansigtet.

Det gav næsten som et Ryk i Erhard, og Blodet skød ham som en Strøm op
i Ansigtet--de plejede ikke at benytte det Verbum at elske--:

-Ja, sagde han; og begyndte at kysse hendes Hænder....

--Det maa være en sen Labansalder, der er kommet over Erhard, sagde
Professorinden ved Frokostbordet, hvor Herluf Berg drak en Kop Kaffe
og blev bombarderet med Brødkugler af Lille-Gerster.

-Du ser s'gu ud som en Palmesøndags-Konfirmand, sagde Lange, der mødte
Gerster ved Volden.

-Saa? sagde Gerster og svippede ham med sin Stok mellem de stærkt
hjulede Ben.

-Det manglede sgu blot, du skulde faa røde Kinder, sagde Lange. Dem
fik Lille-Gerster dog ikke.

       *       *       *       *       *

Det var en Formiddag hen paa Vinteren. Frøknerne i Forretningen
støvede af i Mangel af andet at tage Vare. Der vilde ikke komme rigtig
Vind i Sejlene iaar, skønt det var midt i Sæsonen.

-Billighed vil de ha' ... Billighed raaber de paa ... Forretning er
der nok af, sagde Adolf, der havde en vidunderlig Evne til at fylde
det hele Lokale med Støj, naar der var blot saa meget som to enlige
Kunder i Butiken:

-Men bare billigt, billigt, billigt, sagde han og søgte hidsigt paa
Pulten.

-Der lagde De Pennen, sagde Frøken Hansen, Højrehaanden i
Forretningen, en sagtegaaende, slank og køn Dame, der gerne dvælede et
Minut ved Pulten, naar hun afleverede Kontrolmærkerne. Adolf var saa
distræt, at han aldrig fandt det ene for det andet.

Gamle Fru Adolf var bange, Konstantin »havde taget sig for meget paa«:
Paa ham hviler det, sagde hun, stakkels Dreng.

-Hvad mener _du_, Adolf? spurgte hun Manden.

-Ja, ja, min Pige, man maa lade dem skalte, sagde gamle Adolf. Han
blev mest inde i sit Rum hos Kineseren og talte Mærker. Og naar
Konstantin ikke var der--for han holdt jo ikke af, at man blandede sig
i hans Ting--listede han Journalen ind i sit Hul og gik den igennem:
_den_ stemte. Og de andre Bøger førte jo nu allesammen Spenner.

-Ja, ja--sagde gamle Fru Adolf. Der er kun saa mange Slags Mennesker,
Adolf ... Gamle Fru Adolf gav ingen nærmere Oplysninger om, hvad hun
mente, og de drak Kaffen i Tavshed. De drak nu tidt Eftermiddagskaffen
alene; Konstantin spiste ude i »Victoria« for Nemheds Skyld.

Fru Adolf gik sjældent op i Butiken mere undtagen om Aftenen eller
straks om Formiddagen, naar hun vidste, Konstantin var ude paa
Teatret.

Hun sad paa en Stol ved Disken hos Frøken Hansen--de to var blevet
gode Venner--og sagde med sin Lille-Pige-Stemme: Jeg synes ikke, her
er saa godt »besøgt« mere, sagde hun og saa' ængsteligt op paa hende.

-Naar Sæsonen først kommer rigtig i Flor, sagde Frøken Hansen.

-Ja--naar den bare kommer i Flor, sagde den gamle Frue, og der blev
Tavshed, til hun gik.

Lidt efter kom Berg for at spørge efter Adolf. Han var allerede gaaet
ud paa Victoria, sagde Frøken Hansen; straks imorges gik han.

Hun gik med Herluf op i Kontoret--Dørene blev altid trukket til i den
sidste Tid ude paa »Victoria« og i Forretningen--: Han er der ikke,
sagde hun om gamle Adolf, da Berg saa' hen mod Tapetdøren.

-Hr. Spenner fik saa Bøgerne ud igaar, sagde hun.

-Hm, ja, naar _det_ hjalp, sagde Berg og kradsede paa Klatpapiret med
en tør Pen. Konsortiet adresserede i Krogene rigeligt smaa tvivlrige
Venligheder til hinanden--Adolf undtagen, som fo'r op mod hvert Ord,
man vovede mod »Kompagnonerne«.

-Og hvad nyt ellers? sagde Berg.

-Penge blev her hentet igen igaar, sagde Frøken Hansen.

-Hm--og vi havde selv en god Kasse, sagde Berg, der blev ved at kradse
med Pennen.

Der blev ringet paa Telefonen, om Berg var der. Han maatte komme
strax, blev der sagt. Theodor Franz var paa »Victoria«.

-Naa, sagde Berg, frisk Mod. Det var, som om de alle var blevet
ligesom tungere i Benene, naar de skulde rejse sig.

-Farvel, Frøken, sagde han.

-Farvel, Frøkenen fulgte ham til Dørs. Man vekslede med Frøken
Hansen--og i det hele i Victoria-Kredsen--ejendommelige
forstaaelsesfulde Haandtryk i den sidste Tid.

Berg hørte Hr. Theodor Franz's Røst helt ud paa Trappen, og da han
aabnede Døren, saa' han Impressarioen, der under afgørende
Forhandlinger fik nogle pludselige og højst besynderlige
Ghetto-bevægelser, der lod Hatten ryge bagaf og lod Næsen blive
betænkelig som til Opbrud:

-Mine Herrer, sagde han med genvunden Værdighed, en Patti synger ikke
paa Kredit.

Hr. Theodor Franz knappede sin Pels: Ja, mine Herrer, sagde han
krænket: Koncertsalenes Patti....

»Koncerttribunernes Patti« var en halt »belgisk Nattergal«, Hr.
Theodor Franz vilde føre til Skandinavien. Men Hr. Franz vilde have
Garantier: det var hans Princip, at Honoraret forlods deponeredes i
Banken.

Og Adolf mente, at han kunde dele Risikoen....

Hr. Theodor Franz havde knappet sin Pels og givet Opbruds-Signal til
sin Ledsager, en langhalset Pianist af et særdeles »polsk« Ydre, som
Berg først nu blev vaer i en Krog.

Berg spurgte beroligende om Tidspunkt og Repertoire, da Martens rev
Døren op og sagde helt forpustet af Alteration: At »Hein« ventede
dernede. Og Adolf og Berg sagde paa én Gang:

-Hvad?--Hvor? og var ude, før man fik set sig om, mens Adolf hastig
havde raabt noget til Spenner, der blev ene med Hr. Theodor Franz og
Pianisten.

Impressarioen saa´sig indigneret om: Ja--saa gaar vi vel, sagde han
med Værdighed.

Hr. Spenner forklarede ham, at en nødvendig Samtale--at en meget
afgørende Samtale havde bortkaldt de Herrer, og Hr. Theodor Franz
rejste dog sikkert ikke idag....

-Iaften, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der i de sidste to tre
Minuter lidt efter lidt blev mer og mer aandeligt borte, som en
Skildpadde, der trækker sig i Skal.

Han gik med Pianisten.

Udenfor Facaden blev han staaende foran de store Plakattavler, hvor
der var mange brogede Underlags-Rester af Programmer--Hr. Theodor
Franz var ikke ulig en Hund, der orienterer sig angaaende et
Plankeværk, mens han betragtede disse mange Rester af kønne
Plakater--:

-Min bedste, sagde Impressarioen og vendte sig til sin langhalsede
Pylades: Her gives for mange »populære Koncerter«, sagde han og vendte
sig.

Portier'en havde vist Konferensraaden ind i Konversationssalen, hvor
han havde glemt ham for et saare muntert Selskab--med Brodersen og
Blom i Spidsen--der havde spist en god Frokost, og som nu her vilde
spise godt til Middag.

Konferensraaden var kommen saa halvt om halvt for Prioriteten, den
anden Prioritet i »Victoria« og alt dets Iventarium. Hein undte gerne
Konsortiet Hjælpen: det var og blev dog noget som en Benjamin blandt
Centralbankens Foretagender, Victoriaetablissementet. Men paa den
anden Side tøvede han dog og kunde ikke beslutte sig: Foreløbig vilde
han nu lade Filialdirektørerne fra Provinserne, som kom sammen til
Halvaarsmøde her i næste Uge, spise til Middag herude.

Saa kunde man altid sé, hvordan det videre vilde udvikle sig.

Han gik frem og tilbage, til han standsede ved Glasdøren og saa' over
Gangen ind gennem Restaurationssalene. De var tomme endnu, og de
opdækkede Borde ventede pretentiøse og stive med de vifteformede
Servietter i Glassene og de pletterede Opsatser fyldte med Tøjroser.
De to fede Kellnere stod ved Midtdøren, ørkesløse og ubevægelige, hver
paa sin Side, som et Par moderniserede Satyrer, med Benene over Kors i
deres Brunelsstøvler. Portièren over Døren hang allerede slatten i
Folderne, og Guldet i Brokaden var blevet mat af Røgen af
Allemands-Tobak. Martssolen var slem: allevegne saa' man var der slidt
paa Møbler og Inventar et Par Kanter hist og her og et Par Kanter her.

Konferensraaden maatte undre sig--saa hurtigt det gik. Men Publikum
sled.

Der blev kun spist ved et enkelt Bord, bag en Halvvæg. Nu stak der et
Ansigt frem bag Skillerummet: Det var Martens. Han spiste ene, tagende
godt til sig--Kellneren bragte Vin og lukkede Fade.

Konferensraaden maatte finde det underholdende, for han blev ved at
staa ved Glasdøren og se ind, hvor »Bygmesteren« sad og gjorde sig
til gode alene midt i sin tomme Sal. Først en Hilsen af Brodersen
udenfor vækkede ham, og han begyndte at maale Gulvet igen.

Herinde havde alting holdt sig bedre; kun paa Sofaerne og Lænestolene
saa' man forvitrede Pletter paa Betrækket dér, hvor Folk havde siddet.
Konferensraaden var saa interesseret, at han begyndte at føle rundt
paa det Brokadestof. Det var en Imitation med Guldtraade, som
flossede. Men i Portièrerne havde Stoffet holdt sig--de var foret med
dobbelt Shirting, for Foldernes Skyld.

Konferensraaden blev ved at gaa op og ned, fra Døren til Spejlet, til
han gik et pludseligt Slag over mod Krogen til venstre: et Par Borde
var stillet ovenpaa hinanden og glemt. De fire sorte Ibentræsben stak
op i Vejret. Men under de sorte, guldforsirede Bordben var Pladens
opadvendte Bagside graahvid--det upolerede Fyr.

Konferensraaden blev staaende, perplex, foran de to Borde med de
opadvendte lakerte Ben: Alle Bordene var saadan. Konferensraaden gik
fra det ene til det andet og løftede de kønne--shirtingforede--Bordtæpper
og slog paa de smukke sorte Plader med Knoen, heftigt og heftigere:

-Dette var _for_ usolidt gjort.

Pludselig havde Martens set ham gennem Glasdørene og var løbet op i
Kontoret. Da Berg og Adolf kom ned, sad Konferensraaden paa den runde
Midtsofa, med Hat og Stok ved Siden af sig: de følte strax, der var
noget ramt i Luften.

-Det gjorde intet, at han havde ventet, aldeles intet, sagde
Konferensraaden.

-Han var blot kommet for at tale om en lille Middag--for de
Bank-Delegerede--man agtede at spise herude....

Martens kom ind, forvirret og lidt blussende; men der vilde ingen ret
Samtale komme i Gang, mens Konferensraaden blev ved kun at tale om
Middagen: I al Tarvelighed--i al Tarvelighed, sagde han, Tiderne er
saavidt ikke til andet, og Adolf var lidt for urolig-underdanig.

Indtil Konferentsraaden rejste sig--han havde nu anslaaet en helt
spøgende Tone og talte om Martens's Frokost--:

-Jeg saa' til, sagde han og lo. Og helt i forbigaaende, mens han kom
hen foran de to glemte Borde, sagde han i en leende Tone, idet han
berørte Fyrrepladen med Knappen af sin Stok:

-De _der_, bedste Bygmester, er forhaabenlig ikke mellem de
»Ibentræsborde«, der repræsenterer 43 Kroner pr. Styk paa vor
Inventarieliste....

De tre havde alle i samme Nu, endnu før han talte, set den ulykkelige
Bagside--Adolf kunde have knust samtlige de forbandede Ben; Martens
talte først, forvirret som en Dreng, der er grebet i at snyde i
Lektien:

-Jo--jo, sagde han ... De er betalt med 43, sagde han.

-Ja, Leverandører benytter sig af Omstændighederne, sagde
Konferensraaden. Og idet han gav sig til at halvlé igen, sagde han:
Det er kun et Gode, at saadanne Folk har godt af at vente en Tid paa
deres Penge....

Konferensraaden traadte gennem Glasdøren ud paa Gangen. Inde bag de
modsatte Spejlruder saa' de Restavrationssalen: der var blevet fuldt
ved Bordene; Fade, Glas og Kølere blinkede allevegne--og Solen stod
ikke paa mere. De graa Stuk-Søjler løftede sig stilfuldt og fornemt,
bærende Loftets pompøse Ornamentur.

Og med et virkeligt Smil--i en Følelse af Beroligelse--sagde
Konferensraaden:

-Dog et smukt Billede.

Han blev staaende lidt, og i den samme Følelse, paa samme Tid af
Beroligelse og Samhørighed, vekslede de alle Haandtryk her foran Salen
og skiltes.

Om Aftenen sad Adolf og Spenner hver paa sin Side af Pulten, efter at
Dagskassen var gjort op.

-Men noget _maa_ der gøres, sagde Adolf Men hvad? ... Satan, han
holder Øje med hele Driften ... Ja, naar vi kunde spille et Par
Maaneder med fuldt Hus, saa fik vi vel Prioriteten....

-Vi maa ... lade, som vi havde fuldt, sagde Spenner.

-Ja, sagde Adolf utaalmodigt, Fribilletter feder s'gu ikke
Fattiglisten.

-Nej, sagde Spenner: ikke--saa længe vi _stempler_ dem.

Adolf saa' op: Det vilde komme ud, Spenner, sagde han hurtigt.

Spenner svarede ikke, og Adolf saa' igen ned i Hovedbogen: han stirrede,
uden at tænke paa det, paa Spenners mange Navne-Efterskrivninger paa
Klatpapiret.

... Et Par Dage efter lod Adolf Billetkasserer Jespersen kalde op paa
Kontoret.

Han sad genért og kradsede med Pennen paa sit Klatpapir, mens han
talte med Kassereren. Det var ikke nødvendigt, sagde han, at stemple
alle Fribilletterne--foreløbig.

-Vi maa s'gu ha'e »ægte« Hus, Jespersen, sluttede Adolf og lo.

Berg mødte Billetkassereren i Døren: Hvad gaar her for sig? sagde han.

-Vi har haft en hemmelig Konference, vi to, spøgte Adolf. Farvel,
Jespersen.

Berg var gaaet hen til Pulten:

-Saa, sagde han; han havde sét ned paa Adolfs Klatpapir: Nu maler han
saagu ogsaa Autografer.

Hele Klatpapiret var kradset fuldt med gamle Adolfs sære sitrende
Navnetræk....

Fra den Dag blev det store Gros af Fribilletter ikke længer stemplet
med det lejdegivende »Fri«. Victoriateatret betalte i Stilhed
Fattigskat af sine Fribilletter.




II

Familien Gravesen skulde have Bal. Der var Oprør i Familien.

Hr. Gravesen var blevet overrumplet efter Studenterforeningsballet,
hvor han havde holdt fem og trediveaarigt Jubilæum som Vicedigter, og
ved Souperen var blevet baaret i Guldstol Salen rundt, mens Damerne
applauderede og viftede. Efter Bordet havde han danset Tyrolervals med
Fru Gravesen, der saa' ud som en tyndslidt Degnekone ved en landlig
Barsel.

-Tak, sagde Frøken Frederikke Gravesen--der var tre Frøkener Gravesen
tilstede; i blaa Atlaskesliv og hvide Tarlatansnederdele--: nu blir
det mig dog for hedt med de gamle. Frøken Frederikke trak sin
teologiske Student ud paa Trappen til Afkøling....

Da Familien kom hjem, vilde Hr. Gravesen endnu have Toddy. De tre
hjemmeblevne Frøkener kom tilsyne i Natnet og Sengetæpper for at høre
Beretning og faa et Glas med. Hr. Gravesen var saa bevæget, at han
kaldte sin Kone for »Lise-Mo'r«, og Fru Gravesen havde Taarer i
Øjnene. Hun sad og saa' paa sine seks:

Ved saadanne højtidelige Lejligheder kælede Fru Gravesen jo dog for
det stille Haab, om »en brav Mand« ikke alligevel skulde finde et af
hendes Pigebørn.

»Pigebørnene« satte »den gamle« Studenterhuen paa, og Frøken Amalie
sad paa Skødet hos »Støderen«:

Det blev til »en lille Dans«, før Hr. Gravesen vidste af det.

De næste Dage skulde Indbydelserne bestemmes; hver af Frøknerne havde
_sin_ Liste i Notebøger og paa Nodehefter; op og ned ad Trappen gik
det, mens Dørene smækkede. Der var aldrig Fred ved Gelænderne.

-Gud, naar Amalie bare faar alle sine med, skingrede det fra anden
Sal.

-Hm, vi skal maaske ha' alle dine »Kirkesangere«, sekunderede Frøken
Frederikke.

-_Du_ maatte vist være glad til, Frederikke, haanede Frøken Amalie fra
Stuen.

Dørene smækkede. Fru Gravesen sad i Spisestuen i Stue-Etagen. Hun
vidste allerede hverken ud eller ind:

-Det værste bli'r Opvartningen, sagde hun.

-Theodora bli'r i Køkkenet, afgjorde Frederikke Spørgsmaalet om
Serveringen. Fru Canth kan vel nok laane os sin Stuepige--som hun
bli'r fodret med Billetter paa »Bladet« ... Og saa ta'er vi forresten
en Lejetjener, sluttede Frøken Frederikke.

-Ja, ja, sukkede Fru Gravesen. Hun tænkte kun paa »alle de fremmede
Øjne« paa sine Ting. Der bliver noget ruineret i et Hus i otte og tyve
Aar, og svært er det at faa fornyet: Ja, ja, sagde hun. Fru Canth véd
vel ogsaa, hvad det vil sige--og hvad der gaar i Løbet i Aarene ...

Hvad Theodora angik, indsaa' Fru Gravesen nok, at hun _var_ ikke
rigtig egnet til Festiviteter.

Familien Gravesen skiftede gennemsnitlig Pige fire Gange om Aaret. Men
det var og blev trods al Skiften den samme Race af smaa pandekrøllede
og uvaskede »Underjordiske«, som de stadig fik i Huset og hvortil
ogsaa Theodora hørte.

Theodora, der altid var i Slæber, glemte en Spildevandsspand paa hver
Trappe og havde altid ubeskrivelige Privatejendele til Tørring paa
Køkkentrappegelænderet i Gaarden, hvor hun holdt Stævnemøder med
vandkæmmede Kærester, der snedigt fralokkede hende hendes otte Kroners
Løn om Maaneden.

Theodora var den eneste i Huset, der var fuldstændig uberørt af
»Ballet«, og ubekymret sang videre i sin Kælder, saa hun undertiden
overdøvede alle Frøknerne.

Indbydelserne var sendt ud, og Frøken Frederikke skulde indrette
Værelserne.

-Dagligstuen bliver som den er, sagde hun, mens hun begyndte at
inspicere Huset. Dagligstuen var allerede et modent Værk af Frøknernes
Arrangementstalent: med Sofaen ud paa Gulvet foran en fantastisk
Dekoration af hjemmegjorte Makartbuketter og tre
Skillings-Kineserparasoller--omslynget af to kække Chenilletørklæder,
der en Sommersæson havde draperet Frøknerne, naar de gik til Bad.
Iøvrigt var der mange trebenede Smaaborde i Krogene med Genstande,
indleverede »Bladet« til Anmeldelse, som Hr. Gravesen havde for Skik
at »reservere sig« og samle. Paa Væggene strakte sig »Vifter« af
rammeløse Fotografier; og det Hele henlaa i en klædelig Dunkelhed, da
de to Lag Gardiner var trukket for, saa man knap kendte hinanden for
Mørke.

-Dagligstuen bli'r, som den er, sagde Frederikke ret fornøjet. Men
værre var det i Stueetagen, hvor der skulde danses: De grønne Gardiner
er umulige, naar Møblerne bliver flyttede ud sagde Frøkenen.

-Ja, sagde Fru Gravesen--de synede begge de grønne Gardiner, der havde
holdt ud fra hendes Bryllup--: de er jo slemme.

-_Umulige_, sagde Frøken Frederikke afgørende.

Der maatte købes Sækkelærred og broderes en Kant med Uldgarn, raadede
Vilhelmine,--det saa' udmærket ud til Gardiner. To Symaskiner klaprede
allerede i Huset med Balstadsen. Fru Gravesen gik uafladelig til og
fra Kontoret med Posen:

-Jeg spørger dig, sagde hun mat: tror du, det er for min Fornøjelse,
Gravesen? (man saa' det paa Fru Gravesen, at det vel strengt taget
ikke var »til hendes Fornøjelse«).

To Dage før Ballet begyndte Frederikke at omkalfatre hele Huset. Alle
Stuer--undtagen Balsalen--skulde indrettes i Dagligstuens Billede med
Møblementet ud over Gulvene. Det var ikke saa let, for de Gravesenske
Møbler trængte nok til lidt Støtte af Væggene, man turde heller
sjældent se dem fra alle Sider:

-Jeg tror ikke, her er et helt Stykke i Huset, sagde Frøken Frederikke
rasende; Bagfyldingen faldt af en Sofa, hun og Vilhelmine slæbte.

-Ja, ja--Børn, sagde Fru Gravesen tyssende, hun saa' hjælpeløs til.
Frederikke dækkede opfindsomt Smaaskaderne med smaa, let henkastede
Kretonnestumper--Rester, hun havde tilhandlet sig pundevis--og hun var
ret tilfreds med sit Arrangement. Gud du--hvad sér man ved Lys, sagde
hun til Vilhelmine, der assisterede.

-Kandelabrer laaner vi hos Fru Dunker, siden hun skal med for at
træffe sin Scheele, sagde Frøken Vilhelmine, som i det hele taget
laante rundt i Gaden, som om hele Kvarteret ikke havde større
Fornøjelse end at udlaane deres Indbo til Gravesens Bal. Om
Formiddagen paa selve Baldagen maatte Theodora hente Urtepotter hos
alle Naboer til en Blomsteropstilling paa Trappen:

-Bevar' os vel for Riskoste, sagde Frøken Amalie, der kom hjem fra
Sang ved en Begravelse.

-Saa--mener du? vrissede Vilhelmine.

-Gud fri os for Stank--det var Amalie, der var gaaet videre og havde
aabnet Døren til Balsalen, hvor Frøken Frederikke og Frøken Sofie
draperede de Sækkelærreds; selv Frøken Frederikke kunde ikke paastaa,
at de just duftede--: Naa--saa vi skal forgives, skingrede Frøken
Amalie og pustede.

Der blev et Spektakel, hvor Frederikke hylede af fuld Hals, og alle
seks kom til og skændtes. Man tog Parti for Frederikke:

-Hm, det var nemt nok for Amalie, sagde Frøken Ida....

-Amalie har ikke syet et Sting, hvinede Vilhelmine.

-Hun har ikke rørt en Finger....

-Jeg har bare betalt Kotillonen, sagde Amalie og svajede op ad
trappen. Amalie havde hos Adolf bestilt Kotillonsarrangementet: Til
_Redaktionssekretær_ Gravesen, ved »Bladet«, havde hun sagt.

-Børn dog, Børn, sagde Fru Gravesen beroligende op fra Køkkentrappen.
Hun havde Kogekone og gik og skammede sig nede i Køkkenet for hvert
nyt »Kar«, der manglede.

Striden hørte pludselig op, da det ringede. Det var Frøken Michelsen,
Damefrisørinde, der skulde tage Frøknerne i Arbejde og som blev
installeret i Kælderen i en Slags Strygestue, hvor alle Balkjolerne
laa udbredte paa Sengene. Det gik efter Alder og begyndte med Frøken
Ida, den yngste.

De færdige Frøkener gik hvileløse rundt i Huset i Frisérkaaber,
stivho'dede for ikke at skade Frisurerne.

-Den evige Ringning her er, sagde Frøken Amalie, som stadig flygtede
fra Gangen ind i Balsalen.

Det var et Bybud. Theodora havde hentet til Fru Gravesen, som ringede.

-Tak, sagde Fru Gravesen: Vil De gaa herind? hun aabnede Døren til
Værelset bag Balsalen og lukkede den efter dem igen.

-Det var, sagde hun--det var (og hun tog hastig et Etui op af
Kjolelommen), om De maaske vilde være saa god ... at bringe denne hen
--et Sted (hun aabnede Etuiet og viste en mat Guldbroche med en hvid
Perle) ... Men, sagde hun, et _sikkert_ Sted ...

-Strax, hviskede Bybudet forstaaelsesfuld: i Løbet af et lille
Kvarter, Frue.

-Hvormeget? sagde han og blinkede diskret, idet han stak Etuiet til
sig.

-Ja ... jeg véd ikke, sagde Fru Gravesen helt ulykkelig.

-Ta'r saa meget, vi kan faa.... Er besørget Frue, _er_ besørget,
opmuntrede Bybudet. Han havde saadan en egen Maade at gøre sig halvt
usynlig paa--henad Gangen; og Forstuedøren lukkede han sagte med et
nyt Nik.

Det var Fru Gravesens »Hædersgave«, Brochen med Perlen; hun havde
faaet den til Sølvbryllupet af Redaktionspersonalet Men det var det
eneste, hun kunde tænke sig at skaffe Penge paa:

Og der forslog jo ingenting til den Kogekone; det var, som
Tikrone-Sedlerne rentud kunde smelte i hendes Fingre. Ja, ja, det er
ingen Sag, naar man kan ta' til fremmedes Ting, tænkte Fru Gravesen.

-Nu kommer jeg, nu kommer jeg, raabte hun ind i Strygestuen, hvor
Døtrene allerede begyndte at klæde sig paa.

-Og der var ogsaa Lejetjeneren at betale endnu, og Drikkepenge til
Stuepige og Frisørinden ... Fru Gravesen regnede, mens hun gik.

-Hvad fik De? sagde hun til Bybudet, da han kom tilbage (hun var faret
sammen, hver Gang det ringede): Tre Tiere, hviskede han fortroligt med
Haanden op for Munden.

Fru Gravesen sukkede lettet, hun var i det mindste glad, at hun ikke
behøvede strax imorgen at gaa til Gravesen: Naar det blot er et
sikkert Sted, sagde hun igen og betalte Budet. Hun gik op og gemte
Laaneseddelen i sin hemmeligste Chiffonière-Skuffe under Gravesens
Breve fra Forlovelsestiden, som laa dèr i Bunker, omvundne med blaa
Baand.

Klokken halvsyv kom Hr. Gravesen hjem, han havde i tre Døgn holdt sig
udenfor Skudvidde og kun været hjemme om Nætterne.

-Maa jeg spørge, sagde han til Fru Gravesen, hvor der er et Sted, hvor
man kan tage en Kjole paa?

-Ovenpaa, Gravesen, sagde Fru Gravesen. Ovepaa betød et lidet Hul tæt
under Taget, hvor Theodora plejede at opbevare skident Vasketøj, men
hvor idag de ægteskabelige Senge var opstillet for Natten.

Hr. Gravesen brummede. _Der_, sagde han i en meget fornærmet Tone og
rakte barsk en Pakke til Fruen, idet han gik op ad Trappen. Det var
den humoristiske Vise til Bordet.

-Den gamle! raabte Frøken Ida, og to paaklædte Frøkener Gravesen, der
hørte Faderens Trin paa Trappen, retirerede hastigt tilbage til
Dagligstuen. De ønskede helst ikke, at Hr. Gravesen saa dem i den
megen ødsle Stads, for der var kommet et Par Gæster.

Hr. Gravesen kom atter ned i Kjole, da det ringede. Det var et Bud med
Vin: Ja, ja--det er rigtigt, raabte han fra Trappen: Ja, ja, ja ...
det er seks Flasker bedre Vin (Hr. Gravesen var saa nervøs som de
andre) ... Redaktøren sagde, han saa' herud en Timestid, sagde han.

-_Du_ skulde vel ha' din Broche paa, sagde han og mønstrede sin Kone.

-Gud, Gravesen, hvem véd, hvor den er gemt ned sagde Fruen, der
forskrækket løb ind til Døtrene og sagde:

-Redaktøren, Børn ... Redaktøren kommer herud. Fru Gravesen maatte
sætte sig ned, ved Tanken, inde i »Balsalen«.

-Naa--vrippede Frøken Amalie--gør han os den _Ære_? Det var svært! hun
drejede paa Hælen og forsøgte at fløjte.

Fru Gravesen var allerede paa Vejen til Kælderen igen for at sørge
for, at det _store_ Fad med Mayonaise blev sat til en Side.

De øvrige Familiemedlemmer blev ved at trippe rundt i de to Værelser
paa første Sal med forskellige mærkelige Underlivssymptomer, ikke
ulige Begyndelsen til Søsyge--til det ringede.

Gæsterne begyndte at arrivere, og man kom hverken frem eller tilbage i
den smalle Gang, hvor Herrerne skulde tage Tøjet af og spærrede for
Damerne, der hang fast med Kjolerne i Vilhelmines Blomsterarrangement,
naar de gik op ad Trappen. Inde i Stuerne var der en jævn
Højtidelighed til Klirren af Thekopper (Fru Canths Stuepige bød Sukker
og Fløde rundt saa stram, som om hvert Knips med Sukkertangen betød en
Krænkelse af hendes Værdighed) mens Frøkenerne Gravesen standsede al
Passage ved stadig alle seks at slaa ned om samme Indtrædende for at
overøse ham med en indholdsløs Henrykkelse--højlydt som Skader for at
hæve Stemningen.

Herrerne havde allerede maattet rømme Stuerne og rykke ud paa Gangen
for at give Plads for Damerne, der ikke vilde sætte sig før Dansen,
men stod op rundt om Møblerne, lidt generte af de moderne Silkekjoler,
der var syede hjemme med Dessiner erobrede i Butiks-Udstillingerne, og
som ubekvemt stramte og pinte baade hist og her som alt hjemmegjort.
Og der blev stadig ved at komme fler Gæster, mens Døtrene trak i Fru
Gravesen for at præsentere:

-Ja, her er saa snævert, sagde hun undskyldende, saa meget snævert.

Hun tænkte stadig paa Maden, regnende med Fadene, angst for at der
ikke skulde være nok, og to Gange kaldte hun Amalie ud paa Gangen:

-Men, hvor mange er der nu? sagde hun ængstelig. Er de ikke snart
kommen alle?

-Du véd jo, der kommer atten Par, Mo'er....

-Ja, ja--atten Par--og saa dem, din Fa'er har bedt, sagde Fru
Gravesen resigneret og nikkede halvforstyrret til Herrerne, som
garnerede Vilhelmines Blomsterpotter, mens hun gentog sit:

-Ja--her er saa snævert, mine Herrer, sagde hun.

-Hed bli'r den, tilstod en af Herrerne halvhøjt; Kavalererne, der mest
var yngre Fordansere fra Foreningen, pustede allerede i den stærke
Varme, der var gennemtrukket af en let Duft af Benzin fra de mange
Handsker.

Nede i Stueetagen gik Hr. Gravesen og drejede uroligt foran
Balsalsdøren ventende paa Pianisten.

       *       *       *       *       *

Da Herluf ringede paa Klokken henimod elleve, blev der lukket op af en
hed Danser. Nedenunder blev der polkeret i begge Stuer; det var
Amalie, der »snart havde faaet de Genstande ryddet til Side« i
Kabinettet, og de dansede i begge Rum, saa hele »Æsken« rystede. Alle
Kakkelovnene flyttede Fødderne helt op paa anden Sal, hvor Herrerne
drak Toddyer, opvartede af Theodora, som dog i sidste Øjeblik havde
maattet rykke ud af Kælderen til Undsætning, og som viste sig med
Barmen fuld af mystiske Kniplinger og krøllede Baandsløjfer, der
syntes at have oplevet adskillige bevægede Øjeblikke.

De Herrer politiserede.

Hr. Gravesen selv sagde kun en Gang imellem nogle fraværende Ord:
Ganske vist, ganske vist, og nikkede, mens han stadig lyttede efter
Dørklokken, om Redaktøren ikke kom. Men Kaptajn Petersen, der med
Kjolesnipperne over Armen varmede sin Bagdel foran Kakkelovnen (det
var en Yndlingsbeskæftigelse hos Kaptajnen og hensatte ham i den
Illusion, at han varmede sig ved en Vagtild) udviklede hidsigt, at det
var en Levebrødsinstitution--én eneste Levebrødsinstitution hele
Venstre....

Stæhr, der hidtil intet havde sagt, men ligget som en brudt Mand i sin
Lænestol, sagde nu:

-Og jeg skal sige Dem, Kaptajn--det er netop _det_, der mangler _os_
... Højre mangler Mænd, der lever af det.

-Hvad siger De, Mand? raabte Kaptajnen. Hvad siger De?

-Jeg siger, Højre mangler Mænd, der lever af det, sagde Stæhr.
Politiken er os en Biting: vi skulde ha' ti-tolv Stykker, der levede
af den....

Kaptajnen fo'r indigneret frem fra Kakkelovnen og lod Kjoleskøderne
falde tilbage paa deres Plads, mens Stæhr arrigt sagde:

-Ja--før er Partiet ikke lige. Han tav igen og lod Kaptajnen raabe.

Krans, der havde undersøgt Aftennumret, sagde: Ja--hvad er vi
Mennesker? De _har_ skaaret sig nogle nette Levebrød; og Gravesen
gentog sig: Ganske vist, mens han saa' paa sit Uhr under Bordkanten.

Der blev nogle Øjeblikke stille, og Kaptajnen, der fra Toddyglasset
vendte tilbage til Kakkelovnen, sagde:

-Nej--vor Svaghed er _den_, at vi stoler for meget paa vor retfærdige
Sag.

Berg havde kun kigget ind ad Døren til Herrerne og gik ned ad Trappen
igen, da han mødte Fru Gravesen, der smilte over hele Ansigtet, saa
inderlig lettet ved: at det nu »gik«:

-De vil nok sætte lidt Humør derinde, sagde hun fortroligt og pegede
paa Døren til Daglistuen; selv gik hun videre.

Berg gik ind og saa' seks-syv Medarbejder-Fruer, der sad i en noget
trykkende Luft, tavse og som levende Billeder paa Folks stille
Krænkelse, der har taget deres bedste Tøj frem for at sidde i Krogene.

Fru Kaptajn Petersen havde talt om Indtægter og om to Veninder, gifte
i Handelsstanden, som for anden Gang i fire Aar skiftede Møblement og
»tog nyt«--og hun sluttede med sin forbitrede Stemme:

-Ja--der er Folk, der tjener Penge. Og alle Damerne sad nu tavse, i
Lyset fra Lamperne, med det samme stramme og anstrengte Udtryk i
Ansigterne. Fru Petersen bar med Ostentation bestandig samme
ubeskrivelige skotske Silkekjole med sorte Kniplingsgarninger: Vi,
sagde hun med et Blik paa de andre, saa Berg undertiden tænkte, den
Kone river dem en Gang Silken fra Livet: Vi, som er faldne for
Aldersgrænsen, maa klæde os derefter, sagde Fru Petersen.

De andre var ungdommeligt paaklædte, halvt som Teaterdamer, i farvede
Silkekjoler, men syede af underlig tyndtraadede, strammede Stoffer,
der uvilkaarligt mindede om Linjebetalingen. Fru Arnesen fra
Landbrugstidende havde Ansigtet fuldt af blaa-hvidt Rispudder, der
lugtede som Kongerøgelse.

De havde alle tiet, og Fru Petersen gentog: Ja--de tjener deres Penge
let ... Men ingen véd vel endnu, hvordan det ender, sagde hun.

-Min Broder Etatsraaden, siger, _han_ skulde ikke sætte sine Penge i
Centralbanken.

Konversationen blussede lidt op, da de begyndte at tale om
Konferentsraad Hein: Han havde jo i Sommer paa Journalisternes Tur
bedt dem alle ind paa sit Landsted i Rungsted:

-Ja, sagde Fru Petersen stramt: vi var ikke med.

De andre talte om Landstedet, Haven og Pragten i Værelserne: der var
en Stue for hver Tidsalder ... Og Fru Petersen sagde:

-Ja, _han_ begyndte--i Nibe--bag en Disk.

Det var Fru Kaptajn Petersens Specialitet at vide, hvor hver réusseret
Mand havde begyndt.

Nu tav alle igen, da Herluf Berg kom ind og hilste og gav et Par
Kulissehistorier tilbedste for at opmuntre Selskabet. Nedenunder blev
der valset, saa Frøken Frederikkes Makartbuketter gyngede, og gennem
Dansetrinene og Musiken--Pianisten slog i Klaveret, saa det
hvæsede--hørte man den opfarende Herres Skratten:

-Damen--fem Damer, Damen--fem Damer.

Frøken Vilhelmine med fire Damer i Hælene kiggede ind ad Døren og fik
Fru Arnesen af Landbruget til »den femte Finger«:

-Fru Arnesen, Fru Arnesen, raabte hun, og hele Flokken fo'r afsted.

Det var Hr. Andersen, som førte op. Hr. Andersen var en lille
sortsmudset Herre, hvis Specialitet det var som opførende Kavalér
rundt paa Familieballerne at jage Livet af Folk til tvetydige
Melodier, indtil de faldt som matte Fluer langs Væggene.

Herluf blev ved at fortælle, mens Damerne lo.

-Ja, sagde Fru Petersen, da han havde rejst sig og var gaaet ind i den
anden Stue, de Mennesker lever lystigt....

Herluf fo'r sammen, da han hørte en Stemme bag sig, han troede ikke,
der var nogen i Kabinettet.

-Jo, det er mig, sagde Fru Duncker.

-Er De her? sagde Herluf forbavset.

-Ja, jeg kommer her i Huset, sagde hun, ved højtidelige Lejligheder.
Herluf satte sig, og hun sagde: Hvor det ogsaa er længe siden, vi har
set hinanden; og hun begyndte at tale og spørge og le ad en hel Del
Ting, hun slet ikke tænkte paa, med en stakaandet Stemme næsten som en
brystsyg, til hun tav med ét. De sad noget tavse ligeoverfor hinanden,
mens Herluf tænkte: Hvor hun dog har tabt sig. Det var, som om Øjnene
havde brændt sig dybere ind i Hulerne, og hendes Kinder var faldet
sammen, saa Kindbenene stod frem.

Pludselig sagde hun: Mon alle er kommet? og uden at vente paa noget
Svar tilføjede hun:

-De véd vel, at Scheele ikke kommer mere hos os?

Herluf vidste det. Hele Kredsen havde ikke talt om andet den ganske
Vinter end om Rivningerne hos Dunckers: saa kom Scheele der, og saa
kom han der ikke. Saadan er det, naar det bliver for hedt, lille
Herluf, tilføjede Fru Canth.

Berg nikkede kun, og Fru Duncker sagde sagte: Nej--vi har ikke set
hinanden i to Maaneder.

Berg svarede intet og de tav igen. Neden under hørte man Hr. Andersens
kommanderende Røst; han var naaet til sit store Numer, Kæde gennem
Huset, og man hørte allerede Parrene som et vildt galopperende
Dragonregiment trampe op ad Trapperne. Damerne hvinte, mens Hr.
Andersen fo'r forrest hen forbi Førstesalsdørene, videre, opad
Trappen, med den hele Række.

Toddyherrerne kom ud for at se til--Damerne gispede, og Herrerne
sled--Rækken fløj videre:

-Nej--ikke dér, skreg Frøken Frederikke; Andersen havde aabnet Døren
til det lille Rum med de ægteskabelige Senge, der blev belyst af en
enlig Løbelampe, som stod ved Siden af de seks Flasker bedre Vin,
hvilke Hr. Gravesen havde bragt i Sikkerhed herop.

Døren blev staaende aaben, mens de suste videre ned igen.

De kom just i Gangen paa første Sal, da det ringede. Hr. Gravesen, der
havde holdt sig i Stueetagen i det sidste Kvarter, lukkede op. Og da
»Redaktøren« kom ind med Redaktør Scheele fra »Dagen«, saa' han den
hele Kæde, Damer og Herrer, med strakte Arme, aandeløse, flyve nedad
Trappen; inde i Salen begyndte Valsen:

-Naa, sagde Redaktøren, det er det glade København.

Fru Duncker havde hørt Dørklokken, som med en utrolig Sans, selv
gennem Larmen:

-Der er de, sagde hun og rejste sig. Men hun satte sig igen, og de
hørte Stemmerne paa Trappen.

-Ja, sagde Herluf blot, han var lidt pint af denne Feber, som hun slet
ikke forsøgte at skjule.

-Ja, sagde han igen og rejste sig: det er Redaktørernes Stemmer.

Han var kommet frem midt i Stuen, da Scheele stod i Døren; og før han
naaede ud, hørte han Fru Duncker, der havde rejst sig, da hun saa'
Scheele, sige med en ubeskrivelig Stemme, ubeskrivelig ydmyg og mild,
saa Herluf vilde have givet meget til, han havde turdet vende sig og
se hendes Ansigt:

-Er De virkelig _der_, sagde hun. Det er længe siden.

Anden Dans var forbi, og der blev klappet tilbords. Man skulde spise
ved smaa Borde, som var stillet op i alle Stuer mellem de skraa
Møbler, lige for Dørene, saa ingen kunde komme ind eller frem, mens
alle raabte og lo: der var ingen Stole--og der var ingen Tallerkener.

Tre, fire Herrer tog en Stabel Tallerkener af Armen paa Lejetjeneren
og løb med Brød og Servietter og Gafler, de ranede allevegne, ud paa
Gangen for at slaa sig ned paa Trappen med deres Damer.

Og i et Nu var hele Gangen fuld af en leende Karavane, der brød op med
Glas og Tallerkener og Fade og slog sig ned paa Trappen, fra øverst
til nederst. Herrerne sprang, og Damerne fik Slæbene flænget, til man
kom til Ro.

-Brød, Brød her, raabte Andersen helt oppe, svingende med sin Serviet,
som paa en Restauration.

-Brød _her_, lød det nedefra. Og Fadene blev løftet frem over
Hovederne i oprakte Arme, mens de lo og klinkede og spiste med
Tallerkenerne i Skødet. Højst af alle kvidrede Frøknerne Gravesen,
ellevilde af Sukces'en og Dansen: Ida var saa kaad, at hun kildede
Andersen i Nakken med Spidsen af sin Sko:

-Andersen, Andersen, raabte hun (han sad paa Trinet under hende) Vin,
Vin....

Ragoutfadene blev plyndrede, som havde Herrerne aldrig set Mad.

-Pys, om de aad lidt mere, sagde Theodora, der bragte et nyt tømt Fad
ned i Køkkenet til Fru Gravesen. Fru Gravsen var helt forstyrret: hun
fyldte de sidste Snitter paa et Fad med fem Andegumpe.

-Men der _er_ ikke mer, sagde hun fortvivlet. Det var Amalie, der
raabte paa endnu mere Ragout i Køkkendøren.

-Hva'? ... Ikke mere? sagde hun og lod Øjnene rask gaa hen over de
rensede Fade:

-Saa maa vi synge Sangen, sagde hun resolut, og løb op for at finde
Sangbunken.

-Vin reddet, raabte Andersen, der havde beholdt de seks Flasker Vin
oppe ved Sengen i Kikkerten og paa en Rekognoscering endnu havde
fundet de to; Hr. Gravesen vilde først forsøge med fire flasker. Vin
reddet, raabte Andersen og arbejdede sig frem oppe fra, mens han holdt
to Flasker op over Frøken Idas Ansigt.

-Gud, sagde hun, Redaktør-Vinen. Gem den--gem den, sagde hun og skød
Skuldrene op. Den ene Flaske blev gemt ind til Væggen bag et
Kjoleslæb.

Mens Redaktørvinen blev trukket op, kastede Amalie fra Afsatsen Sangen
ud over Hovederne; og der blev et stort Hurlumhej, mens alle rejste
sig og greb efter de flagrende Blade og raabte:

-Melodien? Melodien?

-Vi kys-ses, blev der svaret: »Her kysses vi, som har Jour--her kysses
vi--og gør Kur«.

-Vi kysses, lød det Trappen op, vi kysses--her kysses vi....

Amalie løb gennem Balsalen, hvor »de Gamle« spiste, ind i den anden
Stue for at spille Melodien igennem paa Klaveret.

Scheele og Fru Dunker sad ved Væggen derinde--Fru Dunker sad lænet
frem mod hans Ansigt, med de foldede Hænder paa hans Knæ--og Scheele
rejste sig:

-Undskyld, sagde Froken Amalie med sit mest medvidende Smil og satte
sig til Klaveret. Ude paa Gangen nynnede de paa Prøve, mens hun
spillede.

»De Gamle« rejste sig fra Bordet og traadte hen til Døren, mens de
Unge sang. Paa Afsatsen stod Amalie og to anden Tenorer fra
Kirkekoret--langstrakte og tynde Gestalter med vel fremarbejdede
Adamsæbler--og dirigerede.

Opad hele Trappen, frem bag Gelænderet, saa' man Hoved ved Hoved,
Damernes brogede Liv og Herrernes hvide Bryst--ved Enden af Versene lo
de og applauderede.

Andersen svingede Glasset med den gode ranede Vin:

-Dacapo--dacapo, raabte han.

-Et ægte Stykke København, Frue, sagde Redaktøren, som stod forrest i
Døren, komplimenterende til Fru Gravesen.

Da Sangen var forbi, og der var raabt »leve« for Forfatteren og Hr.
Gravesen havde takket, gik »de Gamle« ind, og Kaptajn Petersen lukkede
Døren til Gangen:

-Han vilde, sagde han, gribe Lejligheden til at sige et Par Ord--et
Øjeblik ... med Udelukkelse af de glade Unge--et Par Ord, som han
_trængte_ til at faa sagt--Kaptajnen udtalte Ordet »trængte« saa
inderligt som havde det været selve »gamle Dannebrog«, og tav saa
lidt, før han gik videre og sagde:

-Det kunde ikke her være upassende at tømme et Glas ... at tømme et
Glas, med et Par alvorlig følte Ord--for den danske Presse.

-Jeg har endnu kun kort Tid, sagde Kaptajnen, arbejdet blandt Dem,
mine Herrer, men jeg regner det for en Ære, en gammel Soldat til
Ære--at tjene, mine Herrer, i Deres ... i dette Blænkerkorps for det
aandelige Arbejde i Fædrelandet.

-Ja--sagde han og hans Stemme blev endnu bredere under Fylden af hans
Overbevisning--Pressen har sandelig gjort _sit_ Arbejde i disse sidste
Aar. Den har været som en Herold--eller--nej, mine Damer og Herrer ...
De vil forstaa mit Billede--som en Tyrtæus har Pressen været for vort
Samfund--mens det gik fremad og fremad, mod nye Maal, ad nye
Baner--disse sidste Aar ... De har, mine Herrer, sat alle Deres bedste
Kræfter ind paa dette Førerskab mod et stort Maal. Og Deres Del i
Arbejdet, det Arbejde, der er fuldbragt og endnu fuldbringes i denne
By og i dette Land, er _saa_ stor, at--ja, man tør sige det--det hele
danske Folk bør vide Dem Taknemlighed for Deres Værk.

Selskabet sad tavst, med Ansigterne mod Taleren, der holdt inde et
Øjeblik (Krans, der var placeret lidt afsides, førte langsomt højre
Tommelfinger op til Næsebenet. som om han tog en lille Snus) før han
vedblev i en noget anden Tone:

-Der siges undertiden, sagde han, som et Bevis paa Hæderligheden hos
vor Presse, at den er ubestikkelig. Men det er en mager Ros,
denne--og--jeg kan sige det--den er _ufortjent_ ringe. Der er et andet
og større Bevis paa vor Presses moralske Modstandsevne, mine Damer og
Herrer, paa dens sædelige Lødighed: det er dens Holdning i
_Konkurrencens daglige Fægtning_--dér staar den sande, den svære Prøve
for en Presses Moral.

De Herrer raabte Bravo, og med stigende Røst sagde Kaptejnen:

-Og her har vor Presse, mine Venner, Samvittigheden ren. _Derfor_
fortjener den sin umistelige Del af Æren for Udviklingen i vort Land.

-Et Leve--ja, mine Damer og Herrer, et taknemmeligt Leve for vor
danske Presse.

Kaptajnen havde forladt sin Plads og aabnede Døren til Gangen. Vendt
ud mod Trappen, udbragte han--med et Par Ord--»Levet« endnu en Gang,
og alle rejste sig, raabte Hurra og viftede.

Fru Petersen, der sad til venstre for Redaktøren, var ved sin Mands
Tale blevet afbrudt i nogle Bemærkninger om Krigsbestyrelsen, men tog
nu Emnet op igen:

-Kære Frue, sagde Redaktøren, det vil være Kaptajnens største Lykke,
at han har forladt den aktive Tjeneste....

Fru Petersen saa' paa ham.

-Kaptajnen er en Mand med Begejstring, sagde han, og nu vil han
--Redaktøren bøjede Spidsen af sit brune Overskæg om sin Finger--nu
vil han have Tid til at gøre den gældende....

Han drak en Smule Vin og smilte--Hr. Gravesen holdt aldrig af dét Smil
og var ganske hed i Hovedet; han havde maattet skænke i i sin
Overordnedes Glas af den ringere Vin, som Redaktøren nu lige smagte
paa--:

-Han vil gøre Nytte, Frue, sagde Redaktøren, stor Nytte. Vær vis paa
det.

... Berg kørte hjem med Scheele. De første ti Minuters Tid talte de om
ligegyldige Ting, til Konversationen døde hen, og de sad tavse, hver i
sit Hjørne.

Saa sagde Scheele pludselig i en Tone, der skulde være satirisk:

-Hm--Tror De egenlig, at Kvinderne hertillands er saadan rigtig anlagt
paa at elske?

-Ja, sagde Berg og vendte Hovedet imod ham; han hørte igen Fru
Dunckers Stemme, da hun hilste paa Scheele, og følte den samme Lyst,
at han dog havde set hendes Ansigt: det tror jeg, sagde han.

Og lidt efter, idet han strakte sig i Sædet, tilføjede han--og i den
samme halv satiriske Tone som Scheele--:

-Jeg véd meget mindre, hvad jeg skal sige om Mændene, sagde han.

Scheele drejede hastigt Ansigtet og saa' frem mod ham i Mørket:

-Nej--saagu, sagde han saa, og de faldt atter hen i Tavshed, til
Drosken standsede ved »Axelhus«, hvor Scheele boede, og de stod ud.

... Frøknerne Gravesen var forsamlede i Køkkenet; de havde en
Ulvehunger: siddende op paa Køkkenbordene, gik de de tømte Ragoutfade
efter med Brødskorper--det Gravesenske Køkken var ganske udtømt.

Hr. Gravesen kom omsider ned i Køkkendøren med et Lys og spurgte: om
vi ikke endelig skulde se at komme i Seng: Ja, ja, Gravesen, sagde Fru
Gravesen, men Børnene var sultne.

-Det er vi vel _alle_, sagde Hr. Gravesen just ikke blidt og gik op ad
Trappen med Lyset Rundtom i alle Stuer stillede den søvndrukne
Theodora Senge op til Frøkenerne.

Fru Gravesen ventede længe nedenunder; hun haabede, Gravesen nu var
faldet i Søvn. Men han var vaagen og var _meget_ veltalende. Endelig
blev han lidt efter lidt stille, og Fru Gravesen troede allerede, han
var ved at sove ind, da han vendte sig om i Sengen endnu en Gang og
sagde: Du véd vel, at der er taget Forskud, saa du indretter dig
derefter....

Fru Gravesen, der saa' ud som en plukket Fugl, naar hun var i Nattøj,
havde ladet ham tale. Hun havde blot én Gang vendt Hovedet om fra
Spejlet, hvor hun flettede Haaret i to halvgraa Fletninger, tynde som
Musehaler:

-Ja, ja. Gravesen, sagde hun, Pigebørnene har jo dog haft en
Fornøjelse.

... Frøknerne Gravesen sov nedenunder rundtom paa Valpladsen. Theodora
havde set prøvende paa sit Sengeleje: der var sat skidne Tallerkener
til Side paa Dynerne i Skyndingen....

Hun foretrak at sove paa Køkkenstolen ved Siden af Komfuret.

       *       *       *       *       *

Livet i »Victoriaetablissementet« var længst døet ud, og alt var
slukket undtagen i Kontoret, hvor Adolf blev siddende, ørkesløs,
Kvarter efter Kvarter, bøjet over en Bog, uden at bekvemme sig til at
bryde op--med Spenner ligeoverfor sig ved Pulten: søvnig skrev
Bogholderen Regninger ud. Regning efter Regning.

Det var blevet Adolfs Vane at hænge her i Kontoret til ud paa Natten
kun med Selskab af den halvsovende Spenner, der tavs kradsede i sine
Bøger. Og naar det var blevet for koldt og snart hen paa Morgenen,
maatte Spenner følge ham hjem, gennem hele Byen, lige til hans Dør;
skønt al deres Samtale var et Par Tal, Spørgsmaal og Svar, Summen paa
en Veksel eller paa en Regning--mens de gik.

Adolf strøg Snese Vokssvovlstikker af, før han hjemme kom op ad
Trappen og ind i sin Stue ved Siden af Forældrenes Sovekammer. Fru
Adolf syntes, han gav sig derinde, og hun stod op af sin Seng. Men
hans Dør var drejet i Laas, og hun kunde ikke komme derind.

-Ja, sagde han om Morgenen. Man maa vel have Lov at være ene, naar man
sover.

Straks efter Morgentheen gik Konstantin, og de to gamle blev alene i
Stuerne, der var blevet saa underlig ubeboede og forladte at se
til--som var »Herskabet« forrejst, saa stille var der, mens de to
gamle sad modløse, hver i sin Krog.

-Aa ja, aa ja, sukkede gamle Adolf halvsagte mellemstunder.

-Gaar du i Forretningen, Adolf? sagde hun.

-Ja, min Pige, sagde han og gned sig over Panden ... Ja--min Pige,
strax. Og han blev siddende igen, med Hagen ned mod Brystet, og gentog
sit sukkende og tankeløse: Aa--ja, aa--ja--til han endelig kom op og
fik Tøjet paa.

-Ja--saa gik vi vel, min Pige, sagde han og kyssede hende.

Men det varede en rum Tid, før han naaede op i forretningen; og tit
kom han slet ikke længer end paa Vejen, fordi han faldt i Prat den
halve By paa Gaden og gik snakkesalig op og ned, _saa_ med _den_ og
_saa_ med _den_--timevis; det var gamle Anekdoter, han fortalte; fra
det ene kom han i det andet, uden Ende. Man talte om, han begyndte
vist at gaa lidt i Barndom, gamle Adolf.

Efter Middag gik gamle Fru Adolf op til Frøken Hansen. Der var ingen
Kunder i Butiken, og de tre Frøkener færdedes ørkesløse i det
udstafferede Rum. Fru Adolf gik op med Frøken Hansen, og de sad begge
to tavse i det mørke Kontor.

-Ja. Frøken, sagde den gamle, inde i sin evigt samme Tanke. I Teatret
er der fuldt.

-Ja, sagde Frøken Hansen.

De tav igen, fortsættende hver sine Betragtninger til Fru Adolf sagde
sagtere:

-Men--Frøken, sagde hun--hvor blev Pengene af?

Frøken Hansen fo'r sig med Haanden over Øjnene i Mørket: Aa--der skal
jo meget til, sagde hun beroligende.

-Ja--ja, der skal meget til, svarede den gamle. Og paa Konstantin
hviler det--paa ham hviler det.

-Ja, naar blot Kapitalen maa slaa til, sagde hun og rejste sig.

Hun gik hjemad, begyndende forfra paa den samme Tankegang. der endte
med samme Spørgsmaa--Dag og Nat. Om Formiddagen, naar hun vidste,
Konstantin ikke var der, gik hun ud paa Victoriaetablissementet under
Paaskud af at søge ham; og hun gik gennem Salene, op ad Trapperne og
langs ad Gangene, som maatte hun kunne finde i Murene selv de
hemmelige Porer, hvor Guldet rislede bort i dette Hus.

En Dag gik hun under et Paaskud ned i Køkkenet, og gennem et Par Døre
saa' hun Fru Martens, der sad i Konservesrummet, uden Overtøj, med
Ansigtet vendt ud mod det store Køkken. Det gav et Ryk i gamle Fru
Adolf; de lod, som de ikke saa' hinanden, og hilste ikke; men gamle
Fru Adolf forblev ganske ophidset hele Dagen, og da Konstantin kom
hjem, sagde hun:

-Jeg var ude paa Victoria idag ... Saamæn helt nede i Køkkenet ... for
at spørge Kokken om et Raa, sagde hun hastigt.

-Fru Martens saa'jeg derude ... Hun havde slaaet sig til Ro, tror jeg.

-Ja, sagde Konstantin utaalmodigt; det er ogsaa en Fruentimmer-Idé:
hun sidder bag Døren til Bagtrappen og inspicerer....

-Det er maaske meget fornuftigt af _hende_, sagde Fru Adolf og smilte.

Om Eftermiddagen fortalte hun Frøken Hansen om sit Besøg i Køkkenet:

-Fru Martens har nok taget Plads derude, sagde hun--som
Køkkentrappe-Inspicient.

-Hun tænker vel, Affaldet er ogsaa godt paa saadant et stort Sted ...
Der er jo mange Børn hos Martens, sluttede hun.

... Martens selv saa' man ikke meget til i Konsortiet: han kneb mest
ud af Kontoret ned i Konversationssalen, hvor han bredte de farvede
Planer til sit Sommerhotel ud paa Bordene, forklarende for hvem der
vilde høre det: byggende Broer over Strandvejen med Armene i Luften,
farveblændet foran den tænkte Spisesal i mavrisk Stil med blaat og
Guld.

Desuden havde han nok at gøre i sine Huse: Lejerne skreg paa
Reparationer og Reparationer--saa lang Ugen var, i ét Kor.

Om Søndag Eftermiddagen, naar han sad hjemme i Stuen med
Hædersgaverne, kunde han pludselig blive som rasende, slaa i Bordet og
bryde ud i lange, hidsige Forbandelser af Leverandørerne, af Spenner,
af Adolf--det hele Slæng; og han svor og bandte som i Svendedagene og
skældede dem baade for Tyve og Røvere.

Fru Martens gik stille rundt paa Løbetæpperne og vendte tilbage til
sit Børnekammer. I sin bestandige Angst, som skulde Taget styrte over
dem, rugede ogsaa hun kun over den samme Tanke: At man bestjal dem. Og
Tanken gled efterhaanden i hendes Hjerne bestandig sammen med hint ene
Billede fra Festaftenen: af det store Køkken og den fremmede Kok med
hans Hjælpere. Det blev en fiks Idé hos hende, at det var her, de blev
bestjaalet, af denne fede Kok, som smed det gode Kød ned at forkulle i
Asken.

Og ogsaa hun begyndte at færdes ude i Etablissementet, først under
Paaskud--eller paa Lur om Aftenen, naar hun kiggede ned fra Fortovet,
gennem Kælderristene, i det lyse Køkken, fra Vindu til Vindu--til hun
en Dag, da Fadebursjomfruen blev jaget væk for Tyveri, aabent tog
hendes Plads. Hun installerede sig i Forraadskamret bag et Glasøje i
Døren og holdt Øje med Køkkenet og Trappen.

Hun saa' hele Personalet og Hr. Desgrais selv, der skaltede dobbelt
højrøstet i sit Savoyard-Maal, saa det lød hen gennem hele Rummet: han
vragede hidsigt mellem de mægtige, røde Kødstykker og slog det ævrede
Smør op i Kasserollerne med de bare Hænder.

Det var efterhaanden Madam Martens, som om det store Komfur med de
hundrede Kar, hvori de rødho'dede Medhjælpere rørte, og som de
flyttede og vekslede; som om dette store, gloende Uhyre kun lod det
altsammen. Smørret, den dyre Vin, Champignoner, Oliven og
Trøfler--Kokken _gød_ de dyre Sager ud med sine travle Hænder, som
fo'r fra det ene i det andet, _saa_ var de i Melet, og _saa_ blev de
skyllet i Vandbækkenet--gaa op i en eneste Røg, en Damp, som stod om
Kokkene, mens alting snærrede sammen til elendige Smaaportioner,
Kellnerne bar bort paa Fade, store som Tallerkener.

... Madam Martens sad bag sit Glas, forarget og raadløs.

Personalet begyndte at knurre af Misfornøjelse; for _den_ blev jaget
bort og _den_ blev sagt op; de var grebne i Hustyverier: _den_ havde
fyldt en Lomme med skaaret Sukker, og _den_ havde slæbt skært Kød ud
af Huset i en Skindtaske, skjult under sine Skørter.

Oldfruen maatte gaa fra sin Plads, fordi hun havde syet sig to
Uldklokker af Flonel, indkøbt til Kaffeposer; Kellnerne maatte skifte,
fordi de stjal af Fadene paa Trappen foran Anretterværelset.

Men Hr. Desgrais selv blev, som en uundværlig Støtte for Huset, med
sine fem Procent af alle Indkøbene--valtende foran Madam Martens, der
blev bleg og hulkindet af Kælderluften i sit Kammer ved Trappen....

... Da Herluf Berg skiltes fra Scheele, gik han ned forbi
Victoria-Etablissementet og saa' Porten stod aaben. Han gik ind i
Gaarden; der var virkelig Lys i Kontoret endnu.

Da han aabnede Døren, fo'r Adolf forskrækket op fra Stolen--han var i
det hele saa nervøs, saa han skræmtes ved hver Lyd i denne Tid--:

-Naa--man kommer da ikke ind paa denne Tid, sagde han vredt, uden at
banke paa.

-Jo--Tyve og Røvere, sagde Berg og lo.

Hr. Spenner pakkede sine Sager sammen og sagde: Ja--saa ser jeg vel at
komme hjemad, og de to andre blev ene, siddende ligeoverfor hinanden
ved Pulten; Berg lod Benene dingle ned fra Kontorstolen:

-Naa--hvad sagde de saa om os derude? sagde Adolf.

-Lykønskede os til vort fulde Hus, svarede Berg.

-Hm, smilte Adolf og slog Slanger med Pennen hen over Klatpapiret.

De tav lidt. Der hørtes ikke en Lyd i hele det store Hus. Foran sig
saa' Berg Adolfs blege Ansigt over Pulten:

-Adolf? sagde han pludselig, og det var, som skød han en Sten fra sit
Bryst ved Spørgsmaalet, der havde pint ham i Stilhed saa længe:

-Hvor bliver vore Penge af? sagde han.

Adolf saa' op: Nogle gaar til Fattigskatten, sagde han.

-Fattigskatte?--hvad vil det sige?

-Har De virkelig _troet_ paa vort »fulde Hus«? sagde Adolf og slog en
ny Slange hen over Papiret.

-Hvad vil det sige? sagde Berg igen og lagde Hænderne frem over
Pulten: De mener vel ikke, vi har betalt Skat af usolgte Billetter?
sagde han heftigt.

-Jo, svarede Adolf blot.

De tav lidt: Og hvorfor? sagde saa Berg med en Stemme, der rystede
lidt.

-En Gang _maa_ vil vel ha' den anden Prioritet, sagde Adolf
utaalmodigt.

-Vi _maa_ gøre Penge, sagde han hidsigt og kastede Pennen.

-De kunde da gerne have sagt mig, at Sagen var saa alvorlig, sagde
Berg.

De tav lidt igen, mens Berg stadig saa' over paa Adolf, som blev ved
at holde Ansigtet ned over Pulten:

-Alvorlig?--alvorlig? sagde han. Men jeg kan ikke i al Evighed blive
ved at tage til, hvad Fa'er ejer ... Naa, sagde han i en anden Tone og
stod op: saa gaar det vel hjemad; det er vist paa Tiden.

De gik ned ad Trappen ved en Haandlygte, som Adolf slukkede igen og
stillede indenfor Døren i Stuen. Nede paa Gaden blev Adolf munter
paany, talte om Sommerfelttoget og om sin Idé at danne et
Koncertbureau:

-Skilt ud fra os, sagde han; som kunde tage alting med--uden at genere
_os_--Trawlfiskeri gennem Provinserne.

-Spenner var god til det, sagde han.

Berg svarede ikke. Da de havde gaaet noget--Berg fulgte Adolf uden at
tænke derover--sagde Adolf:

-Tingen er, Terrænet er _dog_ lille.

-Ja, sagde Berg.

Før de tænkte paa det, var de paa Kongens Nytorv, og Berg vilde
endelig hjem.

-Aa--nu kunde han ogsaa gaa det Stykke, sagde Adolf og tog hans Arm.

De kom forbi en Plakattavle og blev et Øjeblik staaende:

-Hm, sagde Berg og sukkede uden at vide det--her gik vi ogsaa den Gang
efter »Prinsessen af Bagdad«.

-Ja, sagde Adolf.

Da de kom ned til Adolfs Hus i Tordenskjoldsgade, standsede de paa det
modsatte Fortov: hele Huset var mørkt. Vinduerne sad saa besynderlig
dybt i Muren, syntes det, nu i Natten.

-Herluf, sagde Adolf pludselig; og midt paa Gaden, mens han saa op mod
Forældrenes Vinduer, slog han Armene knugende om Bergs Hals.

Berg blev ganske angst; og i samme Øjeblik, mens Adolfs Ansigt laa tæt
ind til hans, tænkte han: Hvor han ligner Gerster. Han havde ganske
det samme Udtryk som Gerster--i Øjnene.

-Hvad er der dog, Adolf? sagde han ængstelig.

-Aa, man er overanstrengt, sagde Adolf og løsnede Armene fra Bergs
Hals for at gaa over mod Gadedøren, hvor han begyndte at søge efter
Vokssvovlstikker i alle Lommer.

-Naa, sagde han. Godt er det, at den gamle har samlet en Formue ...
Der kommer vel bedre Tider igen....

De skiltes, og Berg gik endelig hjemad Han blev ved at sige til sig
selv: Ja, ja--ja, ja--den gamle har jo Formue--og fo'r sammen hvert
andet Minut ved Lyden af sine egne Skridt, saa urolig var han.

--Ud paa foraaret blev der dannet et Koncertbureau, som havde Spenner
til Chef og alle Nordens umuligste Provinsbyer til Slagmark. Alle
Aviser bragte daglig Depecher om udsolgt Hus og Begejstring. Navnlig i
Sverig var Concert-Bureau--og Spenner-Veksler hele Sommeren ikke
vanskelige at anbringe.




III

Havde De _anet_ det? sagde Hr. Mølbom--han var knap kommen indenfor
Døren i Canths Entré--: _Anede_ De det?

Han blev staaende foran Sundt med udstrakte Hænder:

-Det er jo, som Ven Bastrup vilde rende bort med Mo'er, sagde han.

Hr. Mølbom stod midt i Gangen med udbredte Arme; Tankeeksperimentet
slog ham som et Brædt gennem Hovedet.

Fru Mølbom tog sine Galosker af i Tavshed.

-Og ingen vidste det, sagde Hr. Mølbom og rystede paa Hovedet, som om
det var det forunderligste ved Sagen og Bortførelser vanligt
anonceredes paa Gadetavlerne. Jeg forstaar det ikke, sagde han.

-Der laa et Brev til Duncker, sagde Sundt, da han kom hjem, som sagde,
hun var rejst og ... forklarede ham.

Mølboms Ærme-Elastiker i Forvaring, foran Spejlet.

-Og _han?_ sagde Fru Mølbom. Det var hendes første Ord; hun havde kun
hilst Goddag med et majestætisk Nik.

-Scheele rejste nok allerede iforgaars, sagde Sundt. Selskabet havde
Tøjet af, og Bastrup lukkede Dagligstuedøren op for Fru Mølbom og de
andre.

Inde i Stuen var den øvrige Kreds allerede samlet, med Tilvækst af Fru
Legationsraadinde Sten. En Slags »Aflægger« af Kredsen, der var stødt
til den i Aften i Anledning af Begivenheden, og som fik Detailler af
Oberstinde Strøm, der sad i Hjørnesofaen med sine store stikkende
Glasøjne frittende paa hver, der kom.

-Børn--Børn, slog Fru Canth Allarm strax ved Døren: Børn--hvad siger
»Menigheden«?

Men den højlydte Stemning vilde ikke rigtig slaa an, og man blev ved
at hviske i Krogene, mens Mitte og Putte, der var blevet oppe, gik fra
Skød til Skød hos Damerne og blev kærtegnede.

-Putte--Putte, kaldte Fru Sten over Gulvet og tog Putte op, der blev
helt kælen af al den Ømhed og laa tæt ind til Legationsraadinden, som
klappede Barnets Haar, mens hun blev ved at tale med Fru Strøm om
Dunckers to stakkels Drenge:

-Ja, sagde hun og sukkede, de stakkels Smaa--de smaa Stakler.

De sagde alle en beklagende, distræt Sætning om Børnene Kredsen
rundt--undtagen Fru Mølbom, der udtrykte hele sin Indignation ved en
stram Taushed--til der blev en ny Pavse, og Fru Canth sagde
(Stemningen blev ved at være lidt tung):

-Agathe spiller vist et Stykke; og Agathe, der havde arbejdet stille
ved Siden af Fru Mølbom, rejste sig og gik hen til Klaveret, just som
Herluf kom.

Frøken Agathe, der var konfirmeret i Efteraaret og havde udviklet sig
til en unærmelig ung Dame af engelsk Tilsnit med yderlig rank Ryg og
opskudte Skuldre, satte sig med et velopdraget Ansigt til at spille en
lettere »Sonate«, mens alle sagde Goddag til Herluf: Hvad si'er
De?--hvad si'er De? sagde Hr. Mølbom ophidset og holdt ham fast i
Frakkekraven. Herluf kom til Sæde hos Fru Strøm, der altid modtog ham
med et ejendommeligt Nik som en Slags hemmelig »Medvider« og gjorde
Plads i Sofaen.

Rundtom i Stuen talte man to og to i Ly af Musiken, mens lille Hr.
Canth gik nervøs frem og tilbage, uden at høre og se, frem og tilbage,
og Frøken Agathe blev ved at afhaspe sin Sonate, der var énsformig som
et Sæt Fingerøvelser.

Ved Vinduet, halvt skjult bag Gardinerne, stod Fru Canth og Sundt.
Samtalen ude i Stuen blev højere og højere, kun Fru Mølbom sad
uforanderlig tavs under Lampen, flettende Fryndser, assisteret af
Bastrup.

-Tante Strøm, Tante Strøm, raabte Fru Canth fra Vinduet i en underlig
høj Tone, der lød, som den vilde slaa over, er det ikke ogsaa sandt,
at jeg faldt i Krampegraad, da jeg hørte det?

Fru Strøm vendte sig og bevidnede det.

-Ja, sagde Fru Canth, lille Edvard vilde ikke tro det; og hun vendte
sig igen til Vinduet.

-Jo--det var saamæn sandt, bevidnede Oberstinden, og hun begyndte at
fortælle meget levende, hvordan hun kom herhen imorges--hun havde jo
hørt det strax ... og Anna sad dèr ved Sybordet....

De to ved Vinduet var blevet ganske stille, stod kun tæt ved Siden af
hinanden, mens de ude i Stuen lo og talte højt:

-At De tog Dem det saa nær, sagde Sundt saa langsomt og sagte.

-Ja, sagde hun og vilde se op og kunde ikke--de Stakler, sagde hun.

-_Mon?_ hvidskede Sundt. Og forvirrede, i samme Nu begge overmandede
af den hemmelige Misundelse, der pinte dem, eller af Leden, der brød
frem i dem, eller af en pludselig Skam--ønskede de sig i samme Tanke
endelig ganske _nær_ hinanden eller endelig _løs_....

Mens Oberstinden blev ved med Krampegraaden, saa Sundt kunde have
kvalt den gamle Sladdertaske med sine Hænder:

-Anna, Anna,--blev hun ved--skriger jeg, men hun blir bare ved at
hulke og hulke, til vi maatte bade hende og lukke alting op paa
hende....

-Spil dog mér--spil dog mer, Agathe, raabte nu Fru Canth og traadte
frem paa Gulvet. Jeg maa se til Bordet, sagde hun og gik.

Agathe havde gjort sin Pligt og vendte tilbage til sin Plads.
Konversationen var nu blevet meget højrøstet, og hver berettede sine
Enkeltheder.

-Men hvordan tog Manden det? raabte Fru Sten fra sin Puf. Oberst--De
var der jo?

Oberstindcn tog Ordet fra Obersten: Duncker havde selv lukket op for
Obersten i Entréen og sagt, da de kom ind i Stuen: »at _dette_ var ham
kærere«....

-_Kærere_. Alle var forargede. Fru Sten maatte høre det endnu en Gang
af Obersten selv, ganske nøje--han maatte komme hen til hendes Puf.

-Men hvordan _saa' han ud?_ sagde hun. Obersten kunde ikke nærmere
tydeliggjøre, hvordan Hr. Duncker havde set ud: Saadan--som altid,
sagde han.

Man var paa Veje til at oprøres igen. Fru Sten skreg indigneret paa
sin Plads. Hr. Mølbom, der under større Sindsbevægelser var
uimodtagelig for fremmede Idéer, sagde kun igen til Herluf:

-Forstaar De det? forstaar De det? Fem Aar er han kommet i Huset--fem
Aar, tidlig og sildig ... Jeg forstaar det ikke, sagde han og gik til
den næste.

Lille Hr. Canth, der bestandig vandrede frem og tilbage, og som var
saa nervøs, at han havde Trækninger i Ansigtet og rystede paa
Hænderne, han strakte frem mod Berg, sagde hastigt og halvhvidskende:

-Jo--_de_ to forstaar man--ikke sandt? _dette_ forstaar man, sagde den
lille Mand og trykkede Bergs Haand, saa det næsten gjorde ondt i hans
fingre.

Fru Canth kom tilbage, meget optagen af Mitte og Putte, der havde bedt
om at maatte blive oppe til Bordet, hvis da »Fa'er« gav Lov, hvad
Lille Assessor saa vist aldrig havde tænkt paa at nægte; og lidt efter
blev der lukket op til Spisestuen, hvor Børnene fik Plads ved det
store Bord. Alle Damerne vilde skære for til dem, og Poderne talte
højrøstet med, mens alle lo ad hver af Puttes Bemærkninger.

Fru Sten havde blandet Salaten i den store Kumme og séende paa de
Canthske to, der spiste med Servietterne halvt op til Ørene, sagde hun
igen:

-Ja--de stakkels smaa hos Dunkers.

Alle talte om Børnene, og Stemningen var let sentimental, mens de to
Canther pludrede med, og man tog til sig af Retterne med god Appetit,
i Kredsen af de vante Ansigter.

-Men man sidder dog rart, sagde Mølbom og saa' sig rundt med løftet
Glas: Rigtig rart.

-Vidne, Sundt--Vidne, lange Arthur....

Det var, som Hr. Mølbom havde brudt Isen. Der lagde sig lidt efter
lidt en egen hjemlig fornøjet og hyggelig Stemning over Bordet, som
ved et Familiebord, hvor alle de nærmeste er kommet vel sammen.

Obersten talte om Tiderne, der maaske ikke var saa glimrende, som det
saa' ud til, og de andre hørte til. Ogsaa Hr. Mølbom førte Ordet; og
man rejste sig fra Bordet under en stille, tilfreds Munterhed, hvor
man trykkede hinanden i begge Hænder, med lange velménte »Velbekomme«
og saa gladmætte ud.

-Pyh--her er varmt, sagde Fru Canth, og slog Døren til det kønne
Sovekammer op; hun havde lukket den før Bordet, da hun badede sit
Ansigt med _Eau de Cologne_.

Man gik ind i Dagligstuen, og, mætte, siddende to og to rundt om i
Krogene, blev de Herrer og Damer filosofiske, lettende deres Hjærter
ved mere dybsindige Sentenser og dømmende »Begivenheden« objektivt,
under Udvikling af megen Levevisdom.

Der laa et eget Præg af Velvære over Stuen, hvor Herrerne og Damerne
passiarede rundt om, mens Agathe, den unge Pige, stille syede ved
Lampen; og Hr. Mølbom en Gang imellem maatte følge sit Hjertes Trang
og gaa over Gulvet for at »Mo'er«, der vendte Kinden til, med et
stramt Udtryk; Fru Mølbom saa' bestandig potenseret krænket ud, naar
hun fordøjede.

Lille Fru Canth, som selv havde brygget Toddyerne til Herrerne,
sad nu ligeoverfor Berg paa Chaiselongen, med Puderne efter
»Bagdad-Modellerne« i Ryggen. Samtalen imellem dem var gaaet istaa, og
hver sad i sine Tanker, mens Stemmerne lod halvhvidskende i Stuen:

-Nej--lille Herluf--sagde hun og satte pludselig Fødderne energisk i
Gulvet for at rejse sig: man kan jo more sig uden at »synde«, sagde
hun og gik fra ham.

Man brød op lidt tidligere end sædvanlig; Berg og Sundt fulgtes ad og
talte naturligvis igen om Dunckers:

-Det havde selvfølgelig været _meget_ »hedt« længe, sagde Sundt.

-Sandsynligt, sagde Berg.

-Og med _det_ kom saa naturlig alle Kvalerne ... Scenerne,
Fjortendags-Bruddene--sagde Sundt i en ejendommelig misfornøjet
Tone--hun havde stadig Samvittighedsnag, Skrupler--overfor Mand og
Børn--og ... den Historie, sluttede Sundt.

De gik lidt i Tavshed. Saa sagde Sundt, lige under en Lygte i en
langsom Tone:

-Nej--Gud ske Lov, Berg, man kan gaa i sin Grav som en hæderlig Mand
og vide, man er aldrig traadt nogens Ret for nær....

-Ja, ja, sagde han og gik videre: det er det bedste....

De gik lidt igen i Tavshed, før de skiltes ovre ved Jernbanen: Ser De,
sagde Sundt, som dog stadig ikke havde faaet talt rigtig ud: Man kan
jo ogsaa ... uden--ha'e det rart.

-I vort Klima, sagde Berg.

Sundt saa' paa ham og lo lidt usikkert, idet han gik.

... Familien Mølbom travede over Halmtorvet ned mod den gamle By. Fru
Mølbom var pludselig blevet veltalende; hendes Krænkelse gik ud over
Legationsraadinde Sten og en blottet Split paa hendes Ryg. Det var Fru
Mølboms Specialitet at maale hver Kvarttomme af kvindelig Nøgenhed hos
Næsten. Og hun vidste, sagde hun, i det hele taget ikke, hvordan det
kunde være, at »saadanne Personer« evigt sneg sig ind i deres
Kreds....

Bastrup vidste det heller ikke. De gik hjemad.

--Frøken Agathe Strøm sad op i sin Seng og aflagde Stuepigen

Beretning. Efter at Frøken Agathe var blevet voksen, var det blevet
Stuepigen, hun betroede sine fortroligere Iagttagelser. Nu fortalte
hun om Sundt og »Konen« bag Gardinerne.

-Hm--om de tror, man ikke har Øjne, sagde hun og fortalte videre, mens
de fniste sammen, hun og Pigen. Det blev ud paa Natten, før Frøken
Agathe sov i sin jomfruelige Seng med Omhænget med de lyserøde
Rosenknopper.

       *       *       *       *       *

-Naa--Hjertet op i Livet.

Adolf sagde i Centralbankens Port Farvel til Berg, der havde fulgt
ham--Alverden maatte »følge« Adolf nu, naar han blot skulde gaa ti
Skridt ned ad en Gade.

Berg holdt Tommelfingeren i Vejret for at ønske Lykke, og de sagde
endnu et Par Brandere, som de ligesom glemte at le ad, da Adolf brød
af med ét:

Naa--saa venter De i Forretningen, sagde han og løb op ad Trappen:
Konferensraad Hein havde ønsket en privat Samtale med Hr. Adolf.

Han kom forbi Glasdørene ind til den store Hal, hvor Expedienter og
Kunder bevægede sig lydløst ved Disken, mens Assistenterne arbejdede
Pult ved Pult, og han gik ind i en Slags Forhal, en høj flisebelagt og
kold Sal, hvor Bankpersonalet hængte sit Tøj, og som desuden agerede
Ventesal for dem, der privat skulde tale med Chefen.

Adolf gav sit Kort til et af Budene, som bragte det ind ad den store
Egetræsdør til Privatkontoret, der lukkede sig sagte paa blødt Filt,
og derpaa vendte tilbage til Budestuen, bag hvis Glasdør de lande
uniformerede Banktjenere, der drev langs Væggene med dinglende Ben,
debatterede deres med de »halve Øl« staaende under Bænken.

Adolf satte sig for at vente. Der var adskillige, som skulde ind før
ham, Haandværksmestre og Provinskøbmænd, der søgte Laan paa tvivlsomme
Sikkerheder, og som derfor maatte gaa lige til Chefen. De sad, den ene
uden at se den anden, med Hovedet i Hænderne, evig skiftende Stilling
som søvnløse, der kaster sig. Adolf blev mer og mer nervøs af at se
paa disse levende Avtomater, der rejste sig og gik op og ned og atter
satte sig; alle gik de rundt med samme Udtryk af Aandsfraværelse, som
om den ene smittede den anden. Og saa denne Dør, der gik op og i
hvert femte, tiende Minut, lydløst, paa sit Filt ... selv troede Adolf
stadig han passede paa _sit_ Ansigt, saa det forblev ligegyldigt og
roligt.

Han gav sig i Snak med en sværlemmet Provinsgrosserer, der halvsov i
en Krog, træt af det meget Løberi i »Byen«. Buddene talte saa højt
inde i deres Rum, saa man hørte Stemmerne ud i Stilheden: Nu var der
kun to før ham. Han blev ved at snakke uden selv at vide, hvad han
sagde: Bankembedsmændenes Overfrakker hang med deres fine Silkefoer
langs Knagerne, og Adolf begyndte paa én Gang at værdsætte dette kønne
Stof i Tankerne og tænkte:

Hvor mange af _dem_ har mon Underskud i Kasserne?

Nu kom hans Formand ud. Adolf aabnede Døren, og Konferentsraaden
hævede Ansigtet fra Papirerne og saa´ hen paa ham: Strax, sagde han og
gav sig til at arbejde igen, mens han lod Adolf staa midt paa Gulvet.

Adolf fik paa én Gang som hundrede Sanser og saa´ Værelset,
Vægkortene, det store Kronometer, Konferentsraadens Profil med det
samme Blik, mens han tænkte:

-Hm--hm--mér Venten, og han drejede sig mod et Vægkort med Ryggen mod
Konferentsraaden.

Konferentsraaden skrev en Tid, mens Adolf, der holdt Hænderne
nonchalent paa Ryggen, følte sin egen Puls til Lyden af det dikkende
Kronometer.

-Ja--saa er jeg til Deres Disposition, sagde Konferentsraaden og saa'
hastigt hen paa ham, før han atter dukkede sig over sine Papirer.

-Eller--jeg til Deres, Hr. Konferentsraad, sagde Adolf med et let Buk
og satte sig.

-Ja--det er ganske vist mig, sagde Konferentsraaden langsomt, der har
ønsket at tale med Dem. Vi maa--han søgte noget om Ordene--en Gang
tale ud med hinanden; han tav lidt.

-De spænder Deres Kredit meget stærkt, Hr. Adolf, sagde han saa og
saa' paa ham: Deres og Deres Fa'ers.

-Ja--sagde Adolf smilende, uden at tage Blikket bort (og tænkte:
»Hm--hvad jeg ventede«), det staar vel til at antage, at en
Forretningsmand som min Fa'er véd, hvad han gør.

Konferentsraaden legede med sin store Lineal og svarede ikke.

Og Adolf sagde i en Tone, der blev endnu en Kende brøsigere ved Synet
af denne Lineal, der gik irriterende frem og tilbage som en
Perpendikel: Det er vel kun naturligt, Hr. Konferensraad, naar en
Fader sætter sin Formue i sin Søns Forretning.

-Sin _Kredit_, rettede Konferentsraaden og legede igen lidt med
Linealen, før han lagde til:

-Ja, ja--Deres Fader er jo et godt Navn. Direktør Hein lagde et lille
Eftertryk paa det sidste Ord og saa' hen paa Adolf, der, som smittet
af Lineallegen, var begyndte at dreje sin høje Hat som en Mølle mellem
sine Ben. Konferentsraaden betragtede interesseret denne Mølle, før
han lagde Linealen ned og sagde:

-Jeg har imidlertid som _Ven_ villet gøre Dem, _Dem_ personlig, sagde
han og vendte Ansigtet helt bort mod Vinduet--der dog sikkert er bedst
inde i Forretningerne--i hele Forretnings_gangen_ (udtrykte han
præcisere sin Tanke og saa' ned paa Møllen, der blev ved at dreje)
opmærksom paa, at Bankdirektørerne er blevet enige om at vise megen
Forsigtighed overfor Deres Foretagender.

-Ja--jeg vil endogsaa sige Dem, sagde han bestemt, en ganske særlig
Forsigtighed, Hr. Adolf.

Adolf holdt Hatten mod sit Knæ: Ja, sagde han ironisk, men Ordene kom
lidt hastigt efter hinanden; Bankerne maa jo vide, hvad de gør.

-De _tror_ det, sagde Konferentsraaden skarpere. Der blev en lille
Pavse: Det er i Virkeligheden en _meget_ betydelig Vekselmasse, der er
i Omløb paa Deres og Deres Fa'ers Navn, sagde Hr. Hein roligere.

Adolf syntes, at Timetallene paa Kronometret gik rundt som et Hjul,
men han smilte og sagde:

-Ja, det vil jo altsammen være ændret, naar først Prioriteten er
ordnet, Hr. Konferentsraad.

Det syntes at more Konferentsraaden, for han begyndte at lé lystigt og
lo en rum Tid: Ja, sagde han--den Dag vil jeg gratulere Dem. _Os_
staar nu Victoria-Etablissementet i halvanden tinglæste Million.

-Vi _er_ tilfreds, sagde han. Konferentsraaden var vedblivende meget
munter, mens han rejste sig, og ogsaa Adolf stod op:

-Men Centralbanken har holdt os længe hen, Hr. Konferentsraad, sagde
han og tilføjede: Paa en Tid, hvor man kunde have sluttet andre
Engagementer.

Konferentsraaden havde vist slet ikke hørt det, for han vedblev kun at
smile en lille Stund og sagde saa, bestandig muntert og uden
tilsyneladende Sammenhæng med noget af det foregaaende:

-De er en forfængelig Mand, Hr. Adolf--en meget forfængelig Mand, det
har jeg altid sagt.

Han gik et Par Skridt frem fra Skrivebordet: Naa--sagde han--saa vil
De jo betragte denne Samtale ... der bli'r mellem os--som det, den
er--som: et Venskabsbevis ... Farvel, han bukkede kort.

-Farvel.

Der var ikke mer. Haanden gav Konferentsraaden ikke. Adolf naaede
Døren og fik den ogsaa lukket: rank gik han, som balancerede han paa
et Brædt. Han saa' alt, Buddene og Kunderne og Assistenterne og
Trappen, med en urimelig Tydelighed og vidste slet ikke, hvad han
saa'.

Han gik over Gaden, hvor Spenner ventede i Kaféens Vindu: Hvad? har du
nu Tandpine igen? raabte han (de var Dus nu) og greb ham i Armen.
Adolfs Ansigt var fortrukket og hvidt som Kalk, og der stod Kellnere
rundtomkring.

-Ja, sagde han blot og satte sig.

Der blev bragt Direktøren Kognak at holde ved Tænderne.

... Den provinsielle Grosserer maatte slaa Konferentsraaden
opmuntrende paa Skuldren, før han vendte sig fra Vinduet, hvor han
havde sét Adolf skraa over Pladsen som var han en Søvngænger, der
listede frem langs et Tag.--I Forretningen ventede Herluf.

Han havde først siddet oppe i Kontoret, hvor Papirerne flød støvede
paa Pultene, Adolf kom her jo næsten aldrig mer. Saa var han vandret
rundt nede i Lokalet: Butiken saa' ud som plyndret efter det sidste
Salg--et »Kronesalg«, Adolfs nyeste Idé, en Konkurrence med
Halvtreds-Øre-Boderne, hvor man strøg de allersidste Kroner ind for
Sæson-Resterne. Der hang kun rundt over Montrerne under Loftet nogle
medtagne udstoppede Duer, der fløj ligesom skræmte med deres udspændte
Vinger.

Berg drev rundt fra Væg til Væg og spøgte med Frøknerne og slog paa de
tomme Cartoner, der var stillet op paa Montrerne i Figurer. Han hørte
efter en Kunde og holdt det ikke mere ud i Butiken, saa de begge gik
op igen, i det forladte Kontor, Frøken Hansen og han; og de ventede,
staaende eller gaaende rundt:

-At det kan vare saa længe, sagde hun.

-Ja, sagde han. Og de tog atter Uhret frem--heroppe var Væg-uhret
gaaet istaa--: Halv fem, sagde Herluf.

-Og han gik Klokken tre?

-Ja, sagde han.

De gik atter ned, begge to--de maatte være sammen--og de talte, mens
de spejdede ud af Vinduerne, til de vendte tilbage igen til Kontoret:

-Maaske er han gaaet hjem, sagde Herluf og troede det ikke selv.

Telefonen ringede: Det var en Depeche fra »Spenner-Bureauets« Tourné,
der var ankommet til »Victoria«; Bernhard-Schmidt-Tournéen i Ribe:
Udsolgt Hus og utallige Fremkaldelser.

-Og en Kasse paa sytten Kroner, sagde Berg og lod utaalmodig
Høreapparatet falde haardt ned i sin Gaffel.

De sad atter tavse: Hvor han dog bliver af, sagde Frøken Hansen igen.

Hun begyndte tankeløs at gaa rundt og støve af paa Pulten og inde i
det lille Rum, hvor gamle Adolfs Kontrolmærker hang glemte og gulnede
paa deres Pinde.

Herluf fulgte hende derind, hun tog Pindene op: Ja, sagde hun, naar
den Gamle blot ikke faar dem at sé.

-Den Gamle--hvad? sagde Berg.

-Vekslerne, sagde hun, og hele hendes Ansigt blev hvidt: de to derude
skriver jo Navnet.

-Men--for Guds Skyld, sagde hun og holdt Haanden hastigt og angst op
for Munden. Herluf var blevet lige saa bleg som hun og greb hen mod
hende. Det varede lidt, for han spurgte--og der var slet ingen Lyd i
hans Stemme--:

-Hvorlænge har det været saadan?

-Længe, sagde hun.

De traadte ud af Rummet, og Frøken Hansen gik ned i Butiken. Lidt
efter rev Herluf Døren op dernedtil:

-Jeg gaar ham imøde, raabte han. Han kunde ikke blive, ikke længer
holde det ud; og han gik ud ad Bagdøren. Han saa' slet ikke den Dame,
han strejfede i Gangen.

-Vil De ikke se mig, Berg, sagde en Stemme. Det er vel ikke nødigt
--og han stod foran Asta Heltz tæt ved Døren--at vi undgaar hinanden,
sagde hun.

Han sagde intet og hilste knap: At vi dog aldrig sés. sagde hun med en
let Anstrængelse, og vilde holde ham et Øjeblik fast, trods hans
Forvirring, som hun troede skyldtes hende:

-Vi var jo dog altid gode Venner.

Berg bøjede kun stille Hovedet.

Saa sagde Asta, idet hun førte Armen frem, som vilde hun indramme hele
hans nye Existens her inde og derude paa »Victoria«, i en Tone, der
skulde spøge, men lod lidt brudt:

-Og _her_ har De altsaa _Troen?_ sagde hun.

Og misforstaaende ham paany (det var, som Sted og Jord skulde glide
bort under hans Fødder, og han blev saa bleg som et Lig) angst, for at
han skulde tage det som blot Skyggen af Bebrejdelse, sagde hun mildt
og bedrøvet:

-Aa--Berg--desværre--vi var vel Tvivlere begge.

Hun drejede Hovedet ud mod den ventende Vogn: Jeg skal ind at købe hos
Dem, sagde hun. Det er Fru Stern, der venter derude--den lille
Stakkel.

Berg blev som vækket ved det fremmede Navn og saa' ud: Ja--var det Fru
Stern--det lille syge, skræmte Ansigt. Han kunde slet ikke have kendt
hende igen, som hun saa' ud....

-De saa' hende vist en Aften hos os, sagde Asta--for et Par Aar siden
... Den Aften, sagde hun sagtere.

Asta Heltz var gaaet ind i Butiken efter at have rakt ham Haanden.
Herluf følte sig kun som bedøvet og saa ganske uskikket til at tænke,
mens han, idet han gik ned mod Østergade, vendte sig mekanisk Gang paa
Gang for at stirre forbavset tilbage paa lille Fru Sterns forandrede
Ansigt.

Paa Østergade kom Adolf imod ham. Arm i Arm med Blom, stortalende og
rødkindet: De maatte i »National« i Aften, sagde han, alle i
»National«, i Aften--der var Debut i Aften ... Adolf havde en høj,
støjende Stemme og store Bevægelser, mens han blev ved at snakke om
National, og om at _han_ inviterede Selskabet til »Victoria«....

-Men hvordan gik det? hvordan gik det? sagde Berg halvhøjt og tog ham
i Armen.

-Alt i Orden--naturligvis, sagde han brøsigt og begyndte igen at tale
om »National«: de maatte have Brodersen med...

De hørte en Stemme bag sig. Det var gamle Adolf, der snakkesalig havde
fulgt et Medlem af »Athenæum« op og ned ad Ruten, og som vrøvlede
Art--mens ogsaa Konstantin blev mere og mere højrøstet (mens han
idelig kneb Herluf i Armen) og Fader og Søn stod paa Fortovet
ligeoverfor hinanden og pratede med underlige Diskantstemmer, saa det
skar gennem Berg.

Endelig blev der en Pavse, og den gamle sagde med et hurtigt og sky
Blik hen paa Sønnen:

-Ja--du gaar vel ikke hjem til Middag--Konstantin?

-Nej--jeg maa være paa »Victoria« sagde Adolf.

-Ja--Farvel da, sagde den gamle, og lo paa sin umotiverede Maade.

-Jeg gaar med, Hr. Adolf, sagde Berg. Han følte en angstfuld
Medlidenhed med den gamle Mand, der blev ved at snakke uophørligt lige
til sin Gadedør hjemme.

Konstantin skiltes fra Blom oppe paa Købmagergades Hjørne. Da han løb
forbi Glasdøren til Forretningen, slog han stort ud med Armen ind til
Frøknerne. Frøken Hansen vaklede i Knæene, da hun saa' hans Ansigt, og
hun løb op ad Kontortrappen og slog Døren til.

-Hvordan er det? hvordan er det? sagde hun og kunde næppe tale.

Han stod kun lidt med fortrukket Ansigt, for han faldt ned over Pulten
som et livløst Noget og hulkede højt.

-For Guds Skyld, for Guds Skyld--der kan komme nogen, sagde hun i den
yderste Angest og tog ham om Skuldrene: Hvad er der skét--hvad er der
skét? sagde hun. Sig det--sig det....

Han løftede Ansigtet og saa' kun paa hende med Øjne, der var stive og
som forvaagede, idet han begyndte at hulke igen.

-Véd han det? sagde hun: véd han det? hendes Tænder klaprede i Munden,
og hendes Arme faldt slapt ned langs Siderne.

Han svarede ikke strax--hulkede kun. Men saa begyndte han at tale;
afbrudt af Stønnen, med ludende Hoved fortalte han alt, spækkende det
med Forbandelser, anklagende dem alle: Martens med sine kalkede Rønner
og Spenner, som han kaldte »en Forbryder« og Berg, den Stymper--dem
alle: _Ham--ham_ lod de bære det, raabte han fortvivlet, til han som
et Kadaver faldt ned over Pulten.

Frøken Hansen gik op og ned, talte ikke, tog hans Hænder og slap dem
raadløs igen.

-Om nogen kom--om nogen kom, blev hun ved at sige og vred Hænderne.

-Hr. Adolf--Hr. Adolf--hun havde bragt Vand og dyppede sine Fingre for
at væde hans Tindinger. Der kan komme nogen, der kan komme nogen,
sagde hun og vidste ikke selv, hvad hun talte.

Han løftede Hovedet og saa' forvildet paa hende. Sit Forhaar havde
hun halvt revet op, og hendes Kinder brændte i Angstfeber. Adolf greb
hendes Hænder og trykkede hendes Fingre, saa de smertede:

-Hr. Adolf, sagde hun og trak sig en Kende bort. Men de forblev dog
med Ansigterne tæt indmod hinanden, begge blege, aandeløse, pludselig
Blik i Blik--mens hun mumlede hans Navn endnu en Gang, lænet ind mod
hans Skulder.

Og i et fortvivlet, dyrisk, desperat Begær, greb han hende om
Haandledene og førte hende ind i den gamles Rum, hvis Dør han slog
til, saa den store Kinesers Hoved faldt forover, og Tungen af det røde
Træ raktes dinglende langt ud af Munden.

       *       *       *       *       *

Marie Pige havde allerede nogle Gange været ved Dørene for at se efter
Fru Mathilde, som hun sad der igen, timevis, sammenkrøben med Fødderne
op paa Sofaen under Tæppet, og hverken hørte eller saa', men bare
stirrede og stirrede frem for sig, som var der en Ulykke sket.

Marie Pige var igen ved Dørene, da det ringede. Det var Asta Heltz,
der var her med Vognen.

-Det er kun mig, sagde hun straks i den første Stue, lille Fru
Mathilde fo'r sammen: Saa kører vi, sagde Asta muntert.

-Ja--Vejret er vist smukt, sagde Mathilde og nikkede mat ud imod
hende.

-Hvad er der dog med dig, Mathilde? sagde Asta og tog hendes Hænder,
som var ganske kolde: hvad er der dog med dig? hun saa' bekymret ned i
Venindens Ansigt, hvor Øjnene, syntes hun, blev større og større hver
Dag, med saadant et ængstende skræmt Blik, næsten som hos et sygt
lille Barn.

-Hvad er der dog. Mathilde? sagde hun mildt.

-Ingenting--ingenting, sagde Fru Stern og slog med Hovedet.

-Vist saa, sagde Asta og tog hende næsten paa Skødet: noget er der,
noget maa der være, sagde hun og klappede hendes Haar. Hun talte til
hende som til et Barn og brugte de gamle Kælenavne fra den Gang i
Pensionen, naar Mathilde kom i Mørkningen (da faldt Hjemveen altid
strengest over de unge Pigebørn) og krøb saa tæt, tæt ind til Asta:
Mathildes Hjemve havde været som en hel stum Forstenelse, og saa
havde Asta altid været den, der maatte trøste og hjælpe.

-Det bli'r jo godt igen, det bli'r jo godt igen, sagde Asta nu som den
Gang: Lille Mus--lille Mus.

Mathilde næsten stønnede og rev sit Hoved bort: det gamle Kælenavn
pinte hende nu: Nej, nej, sagde hun heftigt.

-Mathilde dog--men Mathilde dog.

-Jeg tager Tøjet paa, sagde Mathilde hastigt og gik ud.

Asta blev siddende og ventede: hun vidste virkelig slet ingen Raad
mer. Hun havde forsøgt alt, hvad hun kunde tænke--lige fra den Dag,
Mathilde, der var i Visit hos dem, inde i hendes Stue med ét, midt som
de stod, havde kastet sig ind til hende og havde grædt og grædt, uden
at svare og uden at tale, blot grædt og grædt...

Ord havde hun ikke faaet ud af hende. Da Graaden var stilnet, sad
Mathilde kun tavs og forknyt paa Sofaen hos hende--længe.

-Jeg maa jo nok komme igen til dig, sagde hun saa, da hun gik, det
var, som Graaden vilde komme op igen.

Næste Dag havde Asta hentet hende med Vognen. Hun tænkte, det vilde
maaske opmuntre hende, nu Vejret var smukt, og Foraaret rigtig kom.
Men Mathilde sad mest som hjemme, stille forknyt i sit Hjørne, og
viste kun en egen ydmyg Taknemlighed, der næsten pinte Asta... .

... Mathilde kom tilbage med Tøjet paa, og de gik ned til Vognen. Hun
blev meget snaksom idag, mens de kørte--en hastig og broget
Snakkesalighed, der undertiden kom over hende, som vilde hun pludselig
plapre sig fra det, der pinte hende, snakke og snakke, mens hun stadig
sad med de samme stive og stirrende Øjne og talte, talte om løst og
fast:

-I Morgen rejser jeg, sagde hun pludselig.

-Rejser? sagde Asta.

-Men hvorhen?

-Over til Gaarden ... Stern har skrevet ... Det kom alt med den samme
ynksomme Hast, som legede hun »Hund og Hare« med sine egne Tanker ...
Han er der ... Og der er saa smukt nu ... nu det bli'r Foraar, har han
skrevet, sagde hun.

-Men hvorfor vil du rejse netop nu--nu, da du ikke er rask, sagde
Asta.

-For--jo, sagde Mathilde og nikkede. Hun tav, med de stirrende Øjne ud
i Luften, til de vendte hjem.

... Hun blev borte otte-ti Dage. Asta syntes, hendes Væsen var næsten
endnu mere ængstende og forskræmt, da hun kom tilbage.

Til Erhard havde hun kun skrevet to Gange, mens hun var borte: et Par
korte, stumpede Breve, der havde gjort ham ganske beklemt og
forvirret, saa han gik urolig rundt--tilsidst rent forpint--og ikke
vidste, hvad han skulde tænke: Hvad mon der var i Vejen?

For der maatte jo dog være noget i Vejen....

Mathildes mange Bud og Afbud i den allersidste Tid og hendes Flagren
og Støjen, naar hun endelig kom, havde han ikke regnet for noget
videre; han havde taget det for Luner eller »Følger af Foraaret«, som
gik over.

Men Brevene nu forstod han ikke. De var saa besynderlige, helt
anderledes end før: et Par regelrette Sætninger med en Haand saa
omhyggelig som Bogstaverne i en Skønskriftbog uden saa meget som et
eneste af deres »egne« Ord--kun de nøgne Par Sætninger.

Og Erhard blev kun endnu uroligere, da hun var vendt tilbage. Tiden,
naar hun kom, havde hun ikke skrevet. Men Lange havde tilfældigvis
været ombord paa det samme Malmøskib og fortalte det:

-Man maa lufte sine Nerver, sagde han. Man maa lufte dem ...
Skidt--skidt er det, sagde han og holdt sig paa Baghovedet....

-Var forresten Bekendte ombord: lille Fru Stern blandt andre--det er
osse en pillet Kylling, hun, sluttede Lange.

Erhard følte, han blev bleg og talte lidt for hastigt om andet. Da han
kom hjem, skrev han. Hun sendte to Gange Afbud, og én Gang ventede han
ved Volden forgæves. Hjem til hende vilde han ikke gaa; og der forløb
endnu et Par Dage, hvor han sagde, at »det jo i Grunden var ham saa
ret ligegyldigt.«

Saa skrev Mathilde, at de maatte mødes en Aften ude--i Grønningen,
naar det mørknede.

Erhard indtraf først og maatte vente længe. Tilsidst kom hun, og da
han kendte hendes Skikkelse, der kom hastigt imod ham i Mørket, blev
han forvirret, saa ingen af dem talte, mens de hurtigt ned mod Vandet.
Hun var foran--hun næsten løb--og Erhard blev endnu mere forvirret ved
Synet af hendes Skikkelse, der ligesom flygtede foran ham: Ja--noget
er der sket, sagde han. Og han overvejede paany, hvad det kunde være,
hvad hun vilde bebrejde ham, om hun havde erfaret en Utroskab--for han
havde haft »Luner« under deres Forhold--; og midt under sin
Sindsbevægelse følte han pludselig en uimodstaaelig Nysgerrighed:
hvad der vel nu vilde ske? noget nyt vilde der komme.

Mathilde vendte sig om, da han naaede Kastelsgraven. Hun blev meget
livlig, mens de gik hen langs Vandet, talte og lo (hun førte kun lidt
for ofte de urolige Hænder op og ned i Luften, saa de mange Armringe
raslede) og han talte med. Mens det for hvert Minut, de gik, var dem
begge, som gled de kun bort og bort fra hinanden, og de tilsidst
syntes, at alle de gamle egne Ord, som de dog blev ved at bruge med en
smertelig Vedholdenhed, som piskede de Avner i en Kværn--_altid_ havde
været ligesaa tomme og saa indholdsløse som nu.

Fornuft blev der ikke talt. Da de tredje Gang vendte om paa deres Vej,
var det ganske mørkt:

-Men det er paa Tiden, sagde Mathilde hastigt og drejede bort fra
Vandet.

-Naar mon vi ses, sagde Erhard med en underlig, dump, resigneret
Stemme.

-Ja--jeg véd ikke, sagde Mathilde med den samme Hast. Mo'r er evig
derhjemme--i den sidste Tid.

De skiltes med et af deres vante Haandslag, hvor de klaskede Hænderne
djærvt i hinanden, højt oppe fra Luften.

-Jø-s.

-Jø-s, sagde de begge.

Erhard stod i Skyggen, til Mathilde kom op i Sporvognen.

Hun naaede hjem, hvor Generalinden ventede. Hun sagde, hun havde været
hos Asta og faldt sammen som en Klud ved Bordet bag Lampen.
Generalinden blev siddende lidt med Hækletøjet og mønstrede Datteren,
der var bleg som et Lig. Saa rejste hun sig: hun maatte paany
konferere med Marie Pige.

Hendes Naade havde aldrig haft Hemmeligheder for Marie Pige, og i
denne Tid konfererede hun daglig med hende i hver en Krog: Hendes
Naade var jo--ogsaa efter Maries Oplysninger--længst overbevist om, at
der »ikke mere kunde være Tvivl«.

Marie fik Ordre til at afgive et sidste Skøn og bevægede sin lange
knoklede Person ind i Dagligstuen, hvor hun gik rundt og »satte Stole
tilrette«, mens hun undersøgte Fru Mathilde fra alle Sider med et Par
Øjne som en klog Kone, der er hentet til en syg Hoppe.

Generalinden kaldte til The inde fra Spisestuen, før Marie havde endt
sine Undersøgelser, og Mathilde saa' op og mødte Pigens hvasse Øjne
paa sig:

-Hvad vil du? sagde hun heftigt og fo'r op.

-Nej--nej--jeg skal ingen The have, sagde hun og næsten rev sig løs
fra Generalinden inde i Spisestuen for at løbe ind i Sovekamret, hvis
Dør hun slog til. Dér kunde hun da i det mindste være i Fred for deres
Hvisken og Synen--gemme sig og ligge i Mørket.

Generalinden var forarget. Dette gik for vidt. Hele hendes Uger gamle
forlegne Utaalmodighed overfor den blege, forpinte Datter slog ud i
Indignation: Man var dog vel Moder og Datter og kunde vise
Fortrolighed. Generalinden udøste sit Hjerte for Marie Pige, og de
holdt endeligt Raad, mens Naaden drak sin The, i Dagligstuen. En Gang
imellem blev Marie sendt ud for at »høre efter« og sneg sig paa
Hosesokker ned forbi Sovekammerdøren; naar Mathilde hørte Trinene,
gemte hun sig i Puderne og tvang sig til at holde inde med at græde.

Generalinden havde imidlertid fattet sin Beslutning: Der maatte en
Ende paa det. Og før hun gik hjem, kom hun ganske til Ro igen ved at
læse et Par Sider i »Thornam«.

Det Thornamske Sundhedsleksikon var som en Skat i Familien: Den giver
jeg dig med, min Pige, havde Generalinden sagt til Mathilde et Par
Dage før hendes Bryllup og havde lagt Thornam ned i Bogkassen ved
Siden af H.P. Holst's Digte og Mathildes øvrige literære
Konfirmationsgaver. »Thornam« var i den Familie som en Slags Indvielse
til Ægteskabet....

Da Generalinden arriverede næste Formiddag, lukkede Marie hende op i
Entréen og hvidskede. Alt var vel--Fru Mathilde var ved Friseringen.
Generalinden svarede med et Nik, som en Feltherre vilde hilse sin
Front før Slaget, og gik ind i Sovekamret.

Men da hun kom derind og saa' Datteren, der sad bleg, i den hvide
Frisérkaabe foran Spejlet og kun hilste med en stum, træt Bøjning af
sit Hoved, som En der overgiver sig tavst--blev Generalinden forlegen
igen, og hun begyndte at gaa frem og tilbage i Stuen, uden at vide,
hvordan hun skulde gribe Sagen an, helt forvirret og næsten at sidde
foran Spejlet ubevægelig og følelsesløs: hun havde grædt alle Tanker
ud inat.

Ingen af dem talte; og for hvert Sekund steg Ubehaget hos
Generalinden, der flyttede sig hid og did, til hun paany blev greben
af hele Forbitrelsen fra igaar, en Indignation overfor det
»overdrevne« i denne abnorme Smerte, hun ikke forstod, og sagde:

-Dette her kan jeg ikke længer forsvare, Mathilde, det--det er en ...
Urimelighed--der gik en ganske svag Skælven gennem Skikkelsen i
Frisérkaaben, og Generalinden var saa echaufferet, at man rént ud
kunde have sagt, hun »transpirérte«--

-Madam Jensen er her, brast det ud af »Naaden«.

Mathilde rørte sig ikke, skønt hun forstod, at det var Nettet, de nu
trak sammen om hende.

Generalinden følte sig uendelig lettet, da hun saa' Madam Jensen, der
havde biet i Spisesalen, komme frem i Døren.

Men ogsaa Madam Jensen standsede et Øjeblik forlegen foran den blege
unge Frue, der havde vendt Hovedet imod hende i næsten sanseløs Skræk
... Men saa gik hun med et mildt Udtryk i Ansigtet (Madam Jensen havde
praktiseret i tre og tyve Aar--»diskré« sagde hun og sammenfattede
hele sit Program i det ene Ord, som hun berøvede dets »t«; hun vidste,
hvad en »Første-Gang« var) et Par Skridt frem og hilste.

Generalinden rejste sig og kyssede sin Datter paa Panden ligesom til
en Velsignelse.

Hun og Marie Pige gik udenfor Sovekammerdøren i Spisestuen og ventede.
Der var kommen en egen sær Højtidelighed over dem, saa de var ikke
ulig et Par Præstinder, som i en Tempelforgaard biede paa
Aabenbaringen af de hellige Mysterier.

       *       *       *       *       *

Hun kom altsaa ikke--igen ikke.

Erhard havde allerede Frakken paa for at gaa og havde slukket Lampen,
saa kun Lysene for Spejlet brændte. Men han satte sig alligevel endnu
en Gang i den samme Stol, hvor han havde tilbragt hele den sidste
Time, og han begyndte forfra paa den ene og samme Tanke, som havde
fulgt ham uafladeligt lige fra den Aften, de var skiltes i Grønningen,
Mathilde og han:

-Om det var »det«--om det kunde være »det«?

Og han sammenholdt paany alle Omstændigheder ... hendes Luner ...
hendes Væsen ... det Hele fra den sidste Tid....

Han fo'r sammen, da det bankede paa Døren, og raabte saa »Kom
ind«--han troede, det var Værtens Pige. Men det bankede igen, forknyt,
saa det næsten var uhørligt, og han rejste sig for at lukke op.

Det var Mathilde, der stod lænet mod Dørkarmen.

Erhard kvalte et Udbrud, da han saa' hende, og hun gik ind forbi ham
med underlig sammensunkne Skuldre, som En, der er gaaet en saa lang
Vej. Han blev greben af en raadløs Medlidenhed og Smerte:--_det_ var
Mathilde; og han bøjede sig frem og tog hendes Hænder, der var kolde,
som havde alt Blod forladt dem--de besvarede ikke hans Tryk.

Fra det første Nu, han saa' hende ved Døren, havde han vidst: Ja, det
er som jeg tænkte. Og mens han endnu holdt hendes Hænder i sine, fo'r
et Sekund alle Tankerne fra de sidste Dage paany gennem hans Hoved--og
undertrykte selv hans Smerte--Ærgrelse, Forventning, Beregninger af
Faren og han sagde (og han fik endog Tid til at undre sig over, at han
ikke følte sig skinsyg paa Stern): Det var altsaa ogsaa derfor, hun
rejste.

De begyndte begge at tale, mens Mathilde tog Tøjet af og satte sig, og
Erhard sagde:

-Du er saa kold ... her er jo Portvin et Steds, og begyndte at gaa
frem og tilbage og tage Flaske, Glas og Bakke frem af et Skab, mens
han blev ved at tale med sig selv i rasende Hast:

-Men du elsker hende jo ... Hvorfor taler du saa ikke til hende,
klart, aabent, og tager Ansvaret paa dig som en Mand? Hvorfor tager du
hende ikke om Hovedet--kysser hende (hvorfor har du i det hele taget
ikke kysset hende?) og siger, siger, hvad det eneste fornuftige, det
eneste hæderlige var: Vi to, som _elsker hinanden_, maa jo vide, det
er _vort_ Barn--_jeg_ véd, jeg er dets _Fader_....

Men han gjorde ikke andet end noget kejtet at række hende Glasset med
Vin og sagde: Det vil varme dig: og forlegen begyndte han at rulle
hendes kolde Hænder mellem sine, mens han i en forloren Kæletone
sagde:

-De smaa kolde Hænder--de smaa kolde Hænder, og satte sig ved Siden af
hende for selv at drikke.

Han fyldte Glassene paany, mens de blev ved at tale med
aandsfraværende Øjne maalende hvert Minut, der forløb. Og bestandig
forlegen, blot for at der skulde »ské« noget, lod Erhard sig glide ned
fra Sædet paa Tæppet og klappede kærtegnende hendes Fødder--»de smaa
Kid«--der var kolde som et Ligs, ligesom hendes Hænder.

Og enten for at overdøve en ulidelig Smerte, der overvældede dem
begge, eller i en pludselig fortvivlet Lystighed var de med ét begyndt
at brydes og fo'r begge op og løb rundt i Stuen efter hinanden, hede,
léende og aandeløse ... Erhard havde hældt en Vandslat i det tomme
Glas, da han vendte sig og saa' paa Mathilde, der var blevet staaende
stirrende frem for sig, med fremrakte Hænder, midt i Stuen. De holdt
begge op at lé: Mathilde, vilde han sige men tav og blev kun staaende.

Hun stod som forstenet, stirrende rundt om sig i Stuen, der lignede
Valpladsen efter en »Tagfat«, som søgte hun, Hjælp eller Flugt--før
hun mekanisk lod Hænderne synke. Greben af en Elendighed, der
gennemskar hendes Forstenelse, hele hendes Barnehjernes Bedøvelse som
et pludseligt Lyn saa' hun i dette Kammer, hærget som af en
»Blindebuk«, foran Erhards Ansigt, hvor Latteren var stivnet som en
flov Grimasse, hele denne Kærlighedslegs Historie, der havde gjort
hende til Moder.

Og som om hendes Tanker, der syntes at have selv Dødsmomentets
sprængende Voldsomhed, havde meddelt sig til ham ved tusind elektriske
Traade paa en Gang, gennemløb han dem alle og forstod hende.

Og dog han rørte sig ikke, talte ikke og holdt hende ikke tilbage;
stod bare, som var han blevet lam med sit flove Ansigt, mens han saa'
hende tage Tøjet paa med sært stive Fingre--binde Hattebaandene om sit
Ansigt som af Voks--og gaa som en Søvngænger vilde gaa og lukke Døren
sagte til.

... Da hun var gaaet, vandrede han længe rundt i begge Stuer, flyttede
Møblerne paa Plads og stillede Glassene ind. Og med Overfrakken paa,
foran de snart nedbrændte Lys, han vilde slukke, sagde han:

-Hm--du er altsaa ikke en Gang istand til at føle Sorg.

Pustede Lysene ud og gik.

       *       *       *       *       *

Hos Godsejer Sterns blev der spist Frokost paa Terrassen foran den
store, gammelt hyggelige Have.

Generalinden havde overtaget hele Husstyrelsen i Sommer og kælede for
»sin Søn« og for Mathilde som en Rugehøne for et Par Kyllinger. _Han_
fik sine Livretter og _hun_ matte »skaanes«.

Hele Huset dæggede og pyllede om Fruen; de slæbte Hvilestole rundt,
naar hun vilde »gaa«; (eller rettere naar Hendes Naade vilde, at hun
skulde gaa, for Mathilde selv »vilde« jo ikke saa meget, lod mest
handle med sig--som de syntes, bleg og stille forknyt) og naar hun
havde lagt sig, sad Generalinden som en Cerberus foran Havestuedørene
og tyssede paa hver Gartnerkarl, der vilde liste sig forbi Bygningen.

Frokosten var endt, og Generalinden mente, at Mathilde skulde hvile
lidt nede under Blodbøgen nu, der var Skygge....

Stuepigen slæbte afsted med den store Hvilestol, og Mathilde selv kom
op fra sit Sæde: Støt dig paa mig, sagde Generalinden, og hun nikkede
endnu en Gang til Stern, mens hun gik med Mathilde ned ad Terrassen.

Stem blev siddende ved det dækkede Bord og røg en Cigar ud. Der var et
eget Velvære over ham i Sommer--det var vel Familielivet.

Han skød Cigarrøgen ud i langagtige Skyer, medens han saa' efter de
to, der gik ned over Plænen.

-Ja--en udmærket Moder, sagde han, og saa' beundrende efter
Generalindens ranke Ryg.

Nede under Blodbøgen var der svalt og rart. Generalinden læste højt i
en Roman af Dickens for sin blege Datter.

... Familien Gerster laa paa Landet ved Skodsborg. Det vil sige
Professoren og Professorinden, ti Erhard blev i Byen. Han gled helt
tilbage i den Blomske Kreds. Stemningen var iøvrigt lidt mat i
Kredsen, og Erhard sad mest kun bleg og sløv midt i Selskabet,
stirrende frem i Luften:

-Erhard, raabte Lange: Ser du Spøgelser?

-Ja, sagde Erhard tvært: Jer. Og han sad igen som før, mens Brodersen,
der ikke havde hørt andet end »Erhard« og »Spøgelser«, sagde den
kyniske Vittighed, hvoraf de alle lo:

-Ja-a, sagde han: Han er s'gu bange ... Det er derfor, han
aldrig--tør ligge alene i Mørke....

De lo længe, længe allesammen....

--Daarlig saa' Erhard ud hele Sommeren.




IV

Himlen var høj og sommerlys endnu, skønt det var helt ind i September,
og langs Søerne skinnede de gullige Blade mellem Løvet som om det var
sydlige Frugter i Solen.

Herluf var paa Vejen ud til Gerster efter Prøven, da han saa et Par
kendte Rygge foran sig og raabte dem an. Det var Lange med Arnoldsen.
Lange havde i den siste Tid slaaet sig paa Arnoldsen, der havde
forladt »Bladet« og levede af at give Timer i Skoler for om Aftenen at
undervise et Par Haandværkssvende i Arithmetik og Retskrivning.

Lange stak sin Arm ind under Arnoldsens, som slog han en haard Klo i
hans sarte Person, naar de mødtes. De talte om social Videnskab op og
ned ad Gaderne:

-Han ved s'gu en Del, sagde Lange til Herluf. Egenlig en ganske
fornuftig Fyr--han blinkede beskyttende--og, som sagt, han har lært en
Del. Moderne Videnskab, forklarede han med en egen Snøften paa Ordene.

-Ja sagde Herluf--.

-Og Sagen er, sagde Lange og spilede Fingrene ud: man maa s'gu _vide_
noget, du ... Hvad ved de andre? At knappe deres egne Bukser ved de,
sagde Lange. Men »Ideer«--Tak. Lange gjorde en Haandbevægelse, som
berøvede han »de andre« en hver Idé.

-Men Arnold har dog lært en del, sagde han igen. Og saa gir man ham
_Synspunkterne_--du--forstaar du--»det større« Syn paa Tingene.

-Man lærer virkelig en Del ... Jeg mærker s'gu, man lærer ikke saa
lidt: man faar dog Begrebet, forstaar du, sagde Lange.

-Men med Nerverne er det skidt, sluttede han misfornøjet. Det vokser
jo nok--og go'e Billeder har man nok af--s'gu brillante Billeder, du
... og man ved, hvordan Lyset skal falde ... men alligevel ... Man maa
s'gu først _lære_ noget, sagde Lange og holdt Berg i en Knap, mens han
nikkede energisk med Hovedet: Imponere dem paa det videnskabelige,
sluttede han sin Udvikling.

... Berg kom hen til de to Peripatetikere, der var stanset: Her gaar
vi to Invalider sagde Lange og holdt sig paa Hovedet (Arnoldsen var
iøvrigt ingenlunde Invalid, men følte sig tvertimod meget
friskere siden han var begyndt at forklare Pytagoras for sine
Haandværkssvende); skidt, gamle Ven, skidt med Nerverne, sagde Lange.

-Maa stadig være i den friske Luft, sagde han.

-Det er vel Efteraaret, sagde Herluf.

-Ja--ja, nikkede Lange bekymret. Naa--man gaar og sér Tingene og lærer
s'gu en Del, sagde han med et opmuntrende Nik hen til Arnoldsen, der
gik ved Siden af ham, stille og blegnæbet.

-Og hvordan gaar det med Deres Haandværkssvende, Arnoldsen? spurgte
Herluf.

-Godt, sagde Arnoldsen kort.

-Det er s'gu meget opofrende af ham, sagde Lange og nikkede ... Vi
tænker jo ogsaa over, du, at lave en hel Foredragsforening for de
Folk, vi, nogle Stykker, der dog véd noget ... Det gir et Menneske
Øvelse, du, man lærer at udtrykke sig, sagde Lange.

-Og »Vuerne« kommer s'gu bedst, naar man _taler_, sluttede han glad.

De skiftede Emne og talte om Teatret, mens de gik ned mod
Taarnbygningerne.

-Naa, sagde Lange og blinkede fornøjet (Lange var besjælet af en
voksende Munterhed overfor andres Smaa-Uheld): Paa Nordmændene gik I
nok i Vandet, i Gamle.

-Der var fuldt hver Aften, sagde Herluf.

-Ja, der var nok Folk, som lod sig drive derind mod gode Ord og
Fribillet, sagde Lange. De naaede Porten og sagde Farvel. Vi slaar et
Slag ned mod Østerbro, sagde Lange og lagde atter Armen energisk ind i
Arnoldsens.

-»Vel« du, nikkede han til Berg, der blev staaende lidt i Gersters
Port og saa efter de to Rygge. Lange havde saa mange store
Haandbevægelser, mens han gik og opløste den moderne Videnskab i
Synspunkter.

Oppe hos Gersters ringede han paa. Den unge Herre var ikke hjemme,
sagde Stuepigen. Men Fruen--.

-Ja--hvis Fruen var visibel, sagde Herluf, der ikke havde sét
Professerinden, siden hun var kommen ind fra Landet. Han gik ind at
vente i Gangen.

Pigen kom tilbage og lukkede Døren til Dagligstuen op: Hvis Hr.
Direktøren vilde vente et Øjeblik herinde, sagde hun, saa kom Fruen
strax.

Herluf gik ind i Dagligstuen, hvor de tomme Stole paa »Visitpladserne«
nu, da der ingen var, stod saa underlig ubehjælpsomt ligeoverfor
hinanden som et Par forlegne Folk, der præsenteres og ikke ved, hvad
de i al Verden skal begynde paa. Han ventede en god Stund, mens han
hørte Dørene støjende gaa inde i Spisestuen og undrede sig over, at
Professoren kunde være hjemme nu paa denne Tid.

Tilsidst kom Professorinden: Aa--man har endnu alle de landlige Vaner
og la'r sig overraske højt op paa Dagen, sagde hun og hilste.

Sandheden var, at Professorens allerede havde været inde fra Landet i
over fire Uger. Men Professorinden kom i den sidste Tid saa svært
videre end til »Skammekrogen«, hvor hun ogsaa efter Frokost naar
Erhard var gaaet, blev siddende med saa meget Arbejde. Linned og
Dækketøj, hun saa efter og sorterede og talte. Husjomfruen vidste slet
ikke, hvad der gik af Fruen, saa travlt hun nu havde for bare evig at
kunne sidde med noget mellem Hænderne.

Berg og Fruen satte sig, og Samtalen gik saa slideligt om Sommerophold
og de mange fremmede, der nu kom her Aar for Aar--mens Herluf
uvilkaarligt sad og saa' paa Professorindens travle Hæklenaal: han
havde aldrig for set Fru Gerster med noget Arbejde, naar der var
Besøg.

-Men vi tog lidt tidlig ind, sagde hun. Gerster havde hele Sommeren
lamenteret over den evige Jernbanekørsel....

-Og saa var Erhard jo ogsaa saa ganske alene herinde--lagde hun til.

Der blev en Pavse. Herluf havde i Tanker taget en Bog paa det lille
Marmorbord med Haandbiblioteket og læste nu paa Ryggen Titlen: Monrad,
Fra Bønnens Verden. Han vidste ikke selv, hvorfor han blev forlegen og
vilde skubbe Bogen tilbage ind under Hylden, da Professorinden saa' op
for at sige noget og blev ligesaa forlegen som han:

-Og Vejret blev ogsaa uheldigt, sagde hun lidt stødvis.

Hun begyndte at spørge om Berg--hvor han havde været og sagde saa
pludselig, næsten uden at vente paa hans Svar:

-Erhard har ikke haft rigtig godt af i Sommer.

-Nej--han sér lidt daarlig ud, sagde Herluf forvirret. De følte begge,
at Isen nu var brudt, og at der nu maatte tales videre om Erhard. Men
de ventede og--Herluf stadig med Øjnene i Gulvet.

-Og jeg er saa bange for hans Sundhed, sagde saa Professorinden, og
idet hun hastigt lagde Hækletøjet bort, tilføjede hun:

-Kunde De ikke--tale med ham?

-Jeg? sagde Herluf ... Ja--hvis det kan nytte.

-For det er kun en Vane hos Erhard, sagde hun og hendes Stemme blev
pludselig meget bevæget, det er slet ikke andet end en Vane ... at han
er saa lidet hjemme.

-Nej, sagde Herluf.

-Det er kun Selskabet--jeg mener, sagde hun, nogle af dem, der holder
ham fast i daarligt Kompagni....

-For selv er han--i Virkeligheden er han, sagde hun, og hendes Stemme
blev igen bevæget, saa hun næppe kunde tale, ikke andet end et
Barn,--kun et Barn, sagde hun og holdt Hæklenaalen mod sine Læber, der
sitrede rebelsk.

Berg mumlede noget som en Bekræftelse, og Professorinden sagde efter
en lille Stunds Forløb sagtere:

-Har han ogsaa talt til Dem om »sin Idé«--at han vil flytte
herhjemmefra.

-Ja--han har sagt noget om det, sagde Berg og saa' ned.

-Ja, der er saa mange Tvistepunkter mellem de gamle og de unge--i vor
Tid, sagde Professorinden og søgte at smile.

Til Tvistepunkter--Professorinden havde ganske Ret--var i Familien
Gerster snart alt blevet mellem Himmel og Jord. Det var som
Professoren og Erhard saa' sig hede paa hinanden, blot de kom i Stue
sammen; og de talte sig i Brand over Literatur og Politik--over en
Række Ligegyldigheder, der kun dækkede over alt det andet, hvorom de
ikke talte. Det var Dag ud og Dag ind kun en gold Strid, saasnart de
bare saas.

-Og Gerster er ogsaa lidt let irritabel, sagde Professorinden.

De tav igen, til Fruen atter sagde den samme Sætning:

-Og jeg er saa bange for hans Sundhed, sagde hun igen med samme
skælvende Stemme.

Herluf vilde sige noget og bryde den nye Tavshed, da de hørte
Professorens Skridt i Sideværelset, og Professorinden uvilkaarligt
rejste sig halvt:

-Der er Gerster--allerede, sagde hun.

-Herluf vilde gaa, men Professoren holdt paa ham, næsten overdreven
høflig, mens de igen begyndte at tale om Landophold og Sommer.

-Jeg har netop sagt Hr. Berg, at Jernbanen dog blev Gerster besværlig,
sagde Fruen.

-Ja--infam Kørsel, sagde Professoren pludselig i en ganske anden, høj
Tone og rejste sig. Han gik op og ned ad Gulvet et Par Gange:

-Har De maaske set vor Hr. Søn fornylig? spurgte han saa med ét.

-Ja, sagde Berg.

-Nu vil han jo flytte, sagde Professoren i samme hede Tone. Han kan
ikke mere bo herhjemme--her er blevet ham for snævert, sagde han og
slog med Armene ud i Stuen: Ikke Luft nok for et Par moderne Lunger.

Han blev ved at gaa op og ned paa Gulvet i samme Hjørne som en urolig
Hund i Lænke og talte med en hidsig, bevæget Stemme: Ikke nye Idéer
nok i Atmosfæren, sagde han.

-Ikke _Frihed_ nok, raabte han.

-Gerster, sagde Fruen.

-De véd maaske, om han allerede _har_ lejet Lejlighed, sagde
Professoren og vendte sig.

-Ikke det jeg ved, sagde Berg. Ogsaa han talte som Fruen med en
tøvende og usikker Stemme.

-Og vi er jo beredt til at gøre alt, hvad han vil, sagde Professoren
pludselig standsende, i en høj, skændende Tone--hvis han _bliver_ her,
føjede han til og vendte sig.

De tav alle tre, mens Professoren blev ved at gaa frem og tilbage i
for sig, bøjet frem mod den lille Boghylde.

-Men han kunde da i alt Fald, syntes jeg, spise herhjemme, sagde hun
sagte.

Herluf sad og krammede om Stolekanten: Der er jo intet skét endnu
--sagde han.

Professoren vilde tale igen, men gik pludselig, virrende med Hovedet,
bort over Gulvet. I Døren vendte han sig halvt og sagde barsk for at
skjule sin Bevægelse:

-Aa--Drengen er forrykt, raabte han og gik.

Professorinden blev siddende ved Boghylden. Taarerne var begyndt at
løbe hende ned ad Kinderne, og hun standsede dem ikke.

Hun græd stille, uden at tænke paa, at Berg var en fremmed, der saa
hendes Graad.

Og Berg vendte sig om mod Vinduet, raadløs og bevæget ved Synet af
denne »Dame«, der græd. Saadan sad de længe, mens der ikke blev
vekslet et Ord.

Professorinden var hørt op at græde, og da Berg vendte sig, rakte hun
ham Haanden til Farvel uden at rejse sig. Hendes Stemme slog over, og
hun kunde ikke tale.

Herluf bukkede kun tavs som hun.

Da han kom ud paa Gangen for at gaa, lukkede Professoren sin Dør op,
og talte nogle Øjeblikke med ham som sædvanlig, mens han aabnede
Entrédøren. Og da Berg allerede var kommen ud paa Trappen, sagde han
pludselig:

-Han kan jo faa det ganske som han vil--her hos os. Om De vil sige ham
det.

Professoren blev staaende lidt, efter at han havde lukket Døren for
Berg, og i en pludselig Forbitrelse drejede han Nøglen to Gange om
--bag disse moderne Forførere af hans Søn.

Professorinden havde rejst sig og var stille gaaet tilbage til sin
Krog i Spisestuen. Hun tænkte Dag og Nat kun det ene: Hvem det var,
der ødelagde hendes Søn. Hun gik om Dagene ind i hans Værelse og hun
søgte om et Billede, et Brev, et Tegn fra »hende«. Hun aabnede hans
Skrivebord med én af sine Nøgler og hun undersøgte hvert Papir og hver
skreven Linje--for at finde et Bud, for at vide, hvem hun var: Det var
bedre, hun vidste, hvem hun var.

Men hun fandt intet--for der var ingenting.

Den Allemandslykke, som Erhard nød, satte ikke slige sentimentale
Spor, som de, hun søgte. Og hun blev under sin resultatløse Forsken
næsten endnu mere urolig og forpint--Dag for Dag overfor denne sin
sløve og viljeløse Søn, som hun lidt efter lidt var kommen til at
omgaaes med en stille Nænsomhed, som var han en Rekonvalescent, der
trængte til Omhu og Pleje.

For Resten var han jo kun saa lidt hjemme hos hende--næsten kun ved
Spisetiderne, og ved Middagen havde de saa den evige Strid, som
Gerster ikke kunde lade fare.

Erhard havde stadig de to Stuer ved »Volden«. Dér var han mést.
»Benene vilde til Kroen«; og han var kun som en Slags stille Dranker,
der, naar det gaar hen mod Aften, af Vane, uden Begejstring og uden
nogen Støj berusede sig, ligegyldigt i hvad det var.

Herluf sad en Dag oppe hos ham ved »Volden« i Stuerne, hvor alt var
falmet og uhjemligt som i et Passant-Værelse i et Vestervoldhotel,
hvor hver Rejsende kun bliver én Nat. Efteraaret trak med sin
Fugtighed ind gennem baade Væg og Dør.

-Erhard, sagde Herluf, synes du egenlig her er rart?

-Næ-æ.

-Ja--jeg ikke heller.

-Og hvad saa? sagde Gerster.

-Saa skulde du dog hellere forandre det--og meget andet.

-Hvorfor? sagde Gerster blot.

De tav lidt.

-Paa Alfarvej vokser der idenmindste ikke Græs, sagde Erhard og blev
liggende længe med Øjnene op i Loftet.

De talte ikke mer.

Men et par Uger efter sagde Erhard Voldværelserne op.

       *       *       *       *       *

Herluf Berg saa' Leverandørernes Vogne og Kærrer udenfor
»Victoria-Porten« endnu, og han vendte hastigt tilbage om Hjørnet til
Jernbanegade for at vente lidt. Han undgik helst Leverandørernes
Morgenkoncert, naar Slagter og Vildthandler og Bager bragte deres
Varer til Køkkenet. De vilde ikke udlevere dem uden Betaling, og de
skreg paa Bagtrappen, med deres Kontrabøger i Hænderne, saa man hørte
dem op gennem hele Gaarden.

Idag var man særlig højrøstet. En høj og skrattende Kvindestemme
skældte og svor op, saa det lod helt ud i Porten. Det var en
Vadskerkone fra Roskilde, der skulde have Betaling for noget Dækketøj.
Slagteren og Vildthandlerens Bud, der havde afleveret deres Rationer
mod Drikkepenge, blev hængende paa Trappegelænderet og hørte til;
Bagerdrengen skreg i med og vilde ikke udlevere Brødet uden mod
Kontant.

Spenner var forvirret og løb op ad Trappen, mens Konen blev ved at
skænde: Her vil man nok snyde Fattigfolk for deres Penge, skreg hun op
efter ham.

Spenner rendte ind gennem Restaurantionssalene til Buffetjomfruen,
der lige var kommen. Han tog Byttepengene ud af Skuffen og ragede alle
Skillingerne sammen i sine Hænder og løb med dem.

Vadskerkonen blev stille, da han kom ud paa Trappen igen og bad hende
gaa med over i Kontoret, hvor han talte Pengene op paa Pulten.

Slagteren og Vildthandlerbuddet drev fløjtende afsted ud ad Porten,
men Bagerdrengen blev ved at skingre forbitret gennem Gaarden og peb i
Fingrene op efter Syerskerne paa Teatrets Skræddersal, der havde faaet
Vinduerne op ved Larmen og stak de fnisende Hoveder ud i Gaarden for
at høre til.

Hr. Desgrais ordnede Morgenens Bytte nede i det store Køkken,
skillende og vragende Kødstykker og Vildt. Det var lidt efter lidt
blevet Blandingsgods, der er af Leverandørerne anbragte i
»Victoria-Etablissementets« Køkken, og Hr. Degrais kasserede rigeligt,
undersøgende Høns og Stege med ubevægelig Ro som en Videnskabsmand i
sit Laboratorium.

Den store Kok var færdig med at sortere og saa' prøvende ud over det
samlede Indkøb, hvoraf han havde sine fem Procent.

Han vendte sig mod Bordet med »Konserverne«. Det var aargamle Daaser
med en Del Rust langs Sømmene. Hr. Degrais vejede dem i sine velnærede
Hænder ... Der kom en Kvindeperson forbi, mens han stod der. Det var
Fru Martens, der, hulkindet og bleg, gik gennem Køkkenet til sin Post.

Hr. Degrais bandte paa sin fransk, da hun gik ham forbi. Hilse gjorde
de ikke paa hinanden.

... Herluf havde tilbragt Tiden med at læse Koncertplakaterne ved
Hovedindgangen i Jernbanegade. Det var Plakaten til om Aftenen, Dyna
Beymers første Koncert. Det var den »belgiske Nattergal«, som Hr.
Theodor Franz dog havde besluttet sig til at føre til København--uden
Garanti: Nattergalen sang for den halve Kasse. Plakaterne var meget
sindrige, omkransede af Bladenes Udtalelser om Frøkenens
Privat-Soirée, hvor hun havde sunget for de musikalske Notabiliteter
og Pressen efter »en let Déjeuner«.

Da Herluf havde sét Vildhandlerbuddet drive af med den hidsige
Bagerdreng i Hælene, gik han tilbage forbi Restauranten og ind ad
Porten. Vadskerkonen kom just ud fra Spenners Kontor, hvor Adolf stak
Hovedet ud ad den modsatte Dør, da hun var gaaet.

-Naa--er De her begge? sagde Berg.

-Ja--men vi har travlt, sagde Adolf og gav blot flygtigt Haanden, før
han gik igen med Spenner, og de fik lukket Døren til den indre Stue
efter sig.

Herluf gik rolig ned til Prøven. Han var nu snart vant til Adolfs Hast
og hans og Spenners Raadslagninger i alle Kroge. Allevegne, hvor man
kom, kunde man træffe dem forhandlende for lukkede Døre.

Det var i det hele noget sært i den sidste Tid med Konsortiets
medlemmer--næsten som var det Vinden, der tog dem, saa de den ene Dag
var som hægtede sammen og ikke veg fra hinanden men blev i samme
Kontor egentlig ørkesløse tilhobe blot for at sidde her op ad
hinanden, mens den tunge Maskine stønnede op gennem Huset som et
sværtbelæsset sitrende Dyr.

Og paa andre Dage fløj Kompagnonerne forbi hinanden paa Gangene med et
hastigt Haandtryk og urolige Øjne for at komme bort igen; havende
travlt med, man vidste ikke hvad; eller lukkende sig inde til de evige
»Forhandlinger om Prioriteten«, som Adolf og Spenner drev overalt: i
Kontorerne, i de smaa Restaurationskabinetter, saagar i
Garderoberne--med Kommissionærer, Agenter og dunkle Projektmagere, der
dukkede op i Etablissementet paa Trapper og Gange og blev skjulte og
bespiste i alle Kroge otte Dage lang, til de gav Plads for andre.

-Ja, ja, vi har Forhandling, sagde Adolf og løb forbi Herluf ind i et
Kabinet til én af disse Herrer Forhandlere, hvoraf der ofte var to
eller tre paa samme Tid, gemte hver i sit Rum, for at den ene ikke
skulde sé den anden.

Det blev efterhaanden alle Slags Folk, med hvilke der forhandledes: en
forhenværende Godsejer, der søgte høje Renter for sine disponible
Penge, en velhavende Skuespiller, der tænkte at blive Direktør for en
billig Skilling; alle Arter af hemmelighedsfulde Mellemmænd, der sagde
sig at være Bud for store unavngivne Forretningsfolk eller for anonyme
Konsortier, hvis Existens var grundløst Projekt. Alle kom de otte Dage
og gik igen, Godsejeren nogle tusind Kroner fattigere, men de
allerfleste kun forgæves bespiste tidligt og sildigt, med Hr.
Desgrais' dyre Mad, som Kellnerne serverede for de Herrer med diskrete
Ansigter, som var det »en Herre med Dame,« de vartede op med de
franske Kyllinger.

Der faldt i den sidste Tid rigeligt af med hemmelige Drikkepenge, som
»Direktørerne« (Spenner lod sig nu ogsaa kalde Direktør, saa det rent
vrimlede med »Styrere«) stak til Opvarteren i al Stilhed i et Hjørne
eller ude paa Gangen: »den Herre vilde ikke ses--ikke af nogen«, blev
der sagt, og Opvarteren forstod.

Alle havde Hemmeligheder i Victoriaetablissementet med hinanden og for
hinanden lige ned til Kellnerne.

Nede i Køkkenet havde Hr. Desgrais saa travlt som i Restaurantens mest
glimrende Tid. For ogsaa naar de var alene, tog Direktørerne
overdaadig godt til sig og bestilte sig smaa separate Maaltider, som
de pludselig fandt paa at nyde i Kabinetterne, ene, med megen Slags
Vin til, saa de bagefter laa og snuede paa Sofaen hele Timer midt paa
Dagen og vaagnede utilpas og rødho'dede. Saa var de sært sky og lidt
forlegne for hinanden, naar de netop mødtes, idet de listede ud ad
Dørene.

Martens var sjældent at finde fem Minutter paa samme Sted.
Han drev mest ørkesløs omkring i Gaderne, der begrændsede
Victoriaetablissementets Firkant, som Ildspaasætteren om Tomten, hvor
det brænder.

... Første Akt af Prøven var forbi--det var Arrangementsprøve paa en
Operette, »Den lystige Krig«, som Herluf vilde se at faa op til
December for at slaa saa megen Mønt som muligt af den slemme døde
Tid--og Herluf vendte tilbage til Spenners Kontor, hvor Adolf tog sin
Overfrakke paa:

-Satan--til Svamplugt herinde, sagde han, da han kom ind.

-Ja--ubehagelig, sagde Spenner fra Pulten og begyndte geskæftig at
snakke løs om Svamp og Vejr og Prøve.

-Naa--saa gaar du? sagde han midt i det, vendt til Adolf, der gik hen
imod Døren.

-Ja, sagde Adolf blot.

-Hvorhen? spurgte Berg.

-Hjem, sagde han i Døren og gik.

Adolf gik ned af Trappen. Hans Tanker drog sløve alle de kendte Veje
for at søge »Udvej«. Men der var ingen mer. Ud til de alleryderste
Grænser--for tusinde Gang--af Venskab, Forretningsforbindelser og
Bekendtskab gik han for at søge Udvej til Penge. Men der var ingen
mer.

Spenner og han havde skændtes, med halvhøje forbitrede Stemmer, hvor
hver Sætning skar som en Kniv, mens de stod blege og pludselig
fjendtlige overfor hinanden.

-Det skal altsaa være forbi, sagde Spenner. For femhundrede halvtreds
Kroner forbi--og i Morgen har vi Leje af Theatergarderoberne.

-Tag _Du_ Pengene et Steds, sagde Adolf.

-Din Moder har Penge, sagde Spenner.

Adolf svarede ikke. Ikke en Gang for Spenner tilstod han, at _det_
længst var forbi, som havde heddet »Moders Penge«--stakkelt to, tre
tusind, som han havde ført i Munden ved Siden af »Faders Formue«, og
som gamle Fru Adolf længst havde bragt ham i »Bikubebogen« en Morgen
ved Theen, da gamle Adolf laa af Gigt og ikke var ved Bordet.

Angst og bange havde hun stukket Bogen til ham--Konstantin blev saa
let hidsig og holdt jo ikke af, at man blandede sig i hans Ting--:

-Jeg mente kun, Konstantin, sagde hun, at hvorfor skal de staa paa et
fremmed Sted, naar man selv--naar man selv har Forretning, sluttede
hun helt forvirret.

Og Adolf havde taget dem med en Floskel: »skønt det egentlig ikke
behøvedes«. Da han havde faaet Tøjet paa for at gaa, vendte han dog
pludselig om og gik ind og kyssede den »Gamle«.

Hun var saa glad: maaske det dog kunde lette lidt for
Konstantin--tænkte hun.

... Nej, Penge var der ikke mer ... Men hans Tanker søgte om Værdier,
Ting at gøre i Penge, noget, hvorpaa man kunde faa penge....

Sølvtøjet var der.

Han tænkte igen paa Sølvtøjet, som han havde sét en Morgen nu
fornylig, da Moderen og Pigen pudsede det i Spisestuen. han var gaaet
igennem Værelset og var standset for at sé paa det. Moderen snakkede
og pudsede, mens han stod og gjorde det i Penge i Tankerne, Stykke for
Stykke:

-Det var Penge--ikke saa faa Penge, tænkte han.

-Det var Fødselsdagsgaflerne, sagde gamle Fru Adolf og lagde den
sidste Prøvesølvsgaflerne, hen til de øvrige pudsede sytten.

Han gjorde Overslag med Skeer, Gafler og Bakker.

-Gaar du, Konstantin? sagde hun.

-Ja. Farvel, sagde han aandsfraværende. Han tænkte allerede paa,
hvordan man skulde kunne faa det ud af Skabene uden at det mærkedes,
og uden at det blev sét:

-Kommer du til Middag? spurgte hun.

Man maatte kunne pakke gamle Bøger ind i Lagenerne--og gamle Papirer,
saa det just blev de gamle Pakker at sé til.

-Nej, sagde han som før og gik.

Fra den Dag havde Adolf stadig haft Sølvskabet i Tanker--som en
»Udvej«: Hver Dag fordrede jo Udveje. Men han havde ikke haft Mod,
skønt han tidt havde været derhjemme om Formiddagen, naar Huset var
tomt og alle ude undtagen gamle Marie, som det var saa let at sende
bort: Gamle Fru Adolf var sjældent hjemme om Formiddagene nu.
Hun gik fra Dør til Dør hos Slægt og hos Bekendte og lovtalte
Konstantin--evindelig lovtelte Konstantin, pyntet i den fine Brokades
Kaabe, en Gave. som han havde sendt hjem en Dag, og som hun først
havde grædt de modige Taarer over: hun blev altid saa beklemt ved
Konstantins Presenter. Men siden gik hun omkring og gjorde Stads i
Kaaben og lod alle beundre den.

-Ja--Gud ske Lov, sagde hun og følte selv hen ad Ærmet: Konstantin kan
jo gøre det.

... Nej-nej--hidtil havde Adolf ikke haft Mod. Men idag maatte det
være. Der var ingen anden Udvej:

Idag maatte han tage og pantsætte Sølvtøjet.

Paa Kongens Nytorv tog han et Bybud, der skulde komme om tre Kvarter:
Døren stod aaben, sagde Adolf, saa han kunde gaa lige ind. Bybudet
skulde komme, og Adolf gik videre hjem.

Han lukkede Entrédøren saa underlig sagte op uden at gøre mindste Støj
med Nøglen i Laasen. I hele Huset var der stille, Dørene til Gangen
stod aabne. Han hængte sit Tøj op og gik gennem Stuerne med de store
gamle Møbler, som han kendte, fra Barn, hvert et Stykke. Solen faldt
ind over Moderens Strikkekurv paa Bordet.

Han gik ud i Køkkenet. Der var ingen og lige stille overalt. Han
aabnede Bagtrappedøren for at sé efter gamle Marie. Han hørte hendes
Stemme nede fra Køkkendøren i Stuen. Hun talte med Pigen dernede, paa
Vejen til Byen....

Han blev staaende lidt, med Døren paa Klem og lyttede. Marie talte om
ham, forbedrende én af Fruens lange og lovprisende Historier, som hun
bragte videre til alle Køkkendøre.

Adolf trak stille Døren til og gik tilbage. Han aabnede Døren ind til
Sovekamret--pludselig angst for, at Moderen dog kunde være derinde.
Men Forældrenes to halvsmalle Senge stod kun saa forladte ved Siden af
hinanden med de hvide Tæpper, mens Vækkeuhret dikkede.

Saa tog han sig sammen og begyndte at søge Bøger og Papir frem til
Pakkerne inde i sin Stue. Skabsnøglerne var i Nøglekurven, som han
maatte hente i Forældrenes Sovekammer med sit evigt dikkende Uhr.
Kurven stod bag Toilettespejlet: der havde den sin Plads, vidste han
fra lille ... Han saa' bort forbi Sengene, mens han tog den.

Skabsnøglerne fandt han ikke, prøvede baade fire og fem, før han fik
den rette, som han pludselig lod sidde i det aabne Skab greben af
Angst: han havde ikke rullet ned--om nogen saa herind.

Han rullede ned i Spisestuen og inde hos sig selv, og han fik
Sølvtøjspakkerne ud af Skabet ... en lille Pakke i lyserøde Papirer
faldt i Skyndingen ned fra hans Arme paa Gulvet. Han blev saa angst
ved Støjen, som maatte der komme nogen ved Larmen i det tomme Hus. Det
var hans Daabsbestik og hans lille Bæger, der var gledet ned paa
Gulvet....

Han lagde det alt paa Spisestuebordet, forpustet et Nu, som kunde han
ikke bære det.

Inde hos sig selv laasede han alle Døre, mens han løste alle Pakkerne
én for én og viklede dem ud af Lagenerne; hver enkelt efterlignede han
nøje i Façon, stoppende de hvide Stykker ud med Papir og bindende dem
sammen igen....

Han hviskede stadig med sig selv, mens han listede frem og tilbage i
de to halvmørke Stuer og lagde de nye Pakker ind, vogtende over, at de
laa just som før....

Bægeret og Bestikket havde han nær glemt paa sin Seng. Han stak det
ind til en Side i Skabet før han stillede Nøglekurven i en Krog af med
Forældrenes hvide Senge.

--Bybudet var gaaet med den tunge store Haandkuffert, da Marie Pige
tog i Spisestuedøren til Gangen. Den var i Laas endnu, han havde glemt
at dreje den om igen.

-Ja, sagde Adolf, der lukkede op, jeg gik her rundt--og--klædte mig
paa.

Marie Pige troede, den unge Herre var blevet rent forstyrret, som han
saa' ud, bleg og svedig i Ansigtet....

Adolf kom ud i Køkkenet til hende og snakkede op en hel Evighed med
hende, løst og fast, lystigt--før han gik.

Bybudet skulde træffe ham ovre i en Kafé.

       *       *       *       *       *

Da Herluf efter Prøven gik over i Victoria-Restauranten for at spise,
hørte han et højt Skænderi slaa op fra Kælderen. Inde ved Buffeten var
den forskrækkede Jomfru løbet fra sin Plads, og Kyperen fo'r raabende
ned ad Trappen:

-Det er Chefen--det er Chefen, raabte han og løb ned.

Man hørte Hr. Desgrais' Stemme, brølende som en uvan Tyr og pludselig
Madam Martens Røst, der blev ved at skrige det ene Ord:

-Tyv--Tyv.

Herluf løb ind i Buffetrummet og ned ad Trappen forbi Buffetjomfruen,
som stod rystende ved Gelænderet:

-Tyv, raabte Madam Martens igen.

-Hun har fundet det fordærvede Kød, sagde Jomfruen, hvis Tænder
klaprede i Munden.

Herluf gik ned. Midt i Køkkenet stod Hr. Desgrais--Kokkene var
sprunget til og holdt ham--foran Fru Martens, der havde slæbt Truget
med det fordærvede Kød ind i Køkkenet og væltet det ud paa Gulvet: hun
havde fundet Truget i en af Chefens Kroge, fuldt af hans »kasserede«
Kød, som han kastede derhen og lod halvraadne ubrugt:

-Tyv, Tyv, raabte hun igen. Hr. Desgrais rev sig løs, og de skreg
alle. Pigerne hvinede højt, mens han løb frem mod Madam Martens med
den løftede Storsløv. Men pludselig rallede han, gurglende som et
tykhalset Dyr og faldt over mod Væggen, som blev han kvalt af sit eget
Raseri....

Madam Martens blev ved at staa bleg og ubevægelig med sine knyttede
Hænder foran Kokken ... Ingen sandsede mer, alle løb kun hid og did.

Hr. Desgrais havde rejst sig igen og stødte Kokkene til Side, der
vilde hjælpe ham. Hele hans fede Ansigt var hvidt som Kalk, mens han
slyngede en eneste lang Forbandelse hen over Køkkenet og gik.

Herluf var gaaet ned; han vilde tale med Fru Martens. Men hun vendte
sig fra ham og gik uden et Ord.

Oppe fra lød Kellnernes Klokker, der kaldte paa bestilte Portioner.
Men nede var alt i Forvirring, Kasserollerne kogte over paa det store
Komfur og en tæt Os stod op fra de forladte Spid ... Ud over
Gulvfliserne laa Hr. Desgrais' kasserede og halvfordærvede Kød.

Kellnernes hidsige Klokker blev ved at lyde der oppe, mens Spenner
foer skrigende ned ad Trappen for at faa at vide, hvad her gik for
sig.

Trægt vendte Kokke og Piger tilbage til deres Arbejde, mens Madam
Martens gik op ad Bagtrappen--hjem.

Hun satte ikke mere sin Fod i Martens »Bygning«.

Da Spenner havde skaffet Ro i Køkkenet, og han og Herluf kom op i
Restaurationen, traf de Adolf:

-Det varede, sagde Spenner, da han saa' ham.

-Ellevehundrede, svarede Adolf blot.

-Brillant--brillant, sagde Spenner. Herluf var vant til deres
Frimurervæsen: de saa' aldrig hinanden uden strax at signalisere med
en Talstørrelse eller et Firma.

-Skal vi saa spise, raabte Adolf, der var febrilsk og med skinnende
Øjne som En, der har drukket, og slog i Bordet med sin Stok.

-Ja--hvis vi faar noget, sagde Berg.

Spenner og han vilde til at fortælle Optrinet i Køkkenet mellem Chefen
og Madam Martens. Men da de vilde begynde, kom de til at lé begge to,
rent ustyrligt, saa det klukkede i dem, og man forstod ikke andet end
Navnene, som de blev ved at sige, afbrudte af Latteren:

-Men hvad er det--hvad er det med Desgrais? sagde Adolf, der selv
begyndte at le ligesom de to andre, uden at vide hvoraf, med sin høje
generende Latter (alle lo de ligesom i Anfald, der pludselig holdt op,
som glemte de at lé med ét): hvad er det med Desgrais? raabte Adolf
igen.

-Kokken--Kokken, sagde Berg, der aldrig kom videre. Spenner bare lo;
det var ét Kor af deres larmende Latter, mens Adolf kaldte Kellneren
til for at faa Forklaringen....

Endelig havde han faaet Historien, men de blev endnu længe ved at lé,
mens de drak, som om de vilde skylle Latteren ned med Vin, indtil de
lidt efter lidt kom til Ro og sad forpustede af al den krampagtige
Lystighed.

-At Desgrais var gaaet--var bare godt. Man fik andre--billigere, ti
for én, sagde Adolf.

-Ti for én, bekræftede Spenner.

-Men, sagde Adolf, det er dog paa høje Tid, man sætter Martens ud.

-Ja, sagde Spenner, der er sket Ulykker nok.

At »sætte hinanden ud« var et Yndlingsthema blandt Direktørerne nu.
Hvor af dem byggede Luftkasteller og lagde Planer om at blive ene og
fri for den anden, »saa det endelige kunde gaa og man blev sin egen
Herre«. Adolf og Spenner vilde købe Martens ud samme Dag »den
Prioritet blev ordnet«, og Martens løb Gade op og Gade ned og
fortalte, at »han købte Historien kvit igen«, som han sagde--til hvem,
der vilde høre det.

De blev ved at spise og drikke. Herluf talte igen om Madam Martens, og
de lo paa ny, mens Adolf frittede Kellneren ud, som krammede
snakkesalig frem med sine Køkkenmemoirer for Direktørerne, der sad
omgivne af Vinkølere og Fade, de havde sat fra sig paa Stole, som af
en hel Vold.

Ved Desserten blev der banket paa Døren. Det var Billetkasserer
Jespersen, der vilde afgive Rapport om Salget: der var kun solgt
daarligt, rent daarligt til Koncerten.

Tohundrede og syv Kroner, raabte Adolf. Ved alle tre Salg? sagde han
med løftet Glas og efterlignede Hr. Theodor Franz' Stemme, der altid
lød som en halv Torden.

-Ja, sagde Hr. Jespersen, der bestandig betragtede det som en rent
personlig Skændsel, naar der var daarligt solgt ved »Hullet« og som
ikke forstod al den Lystighed hos Direktørerne, der blev ved at lé ad
hans to hundrede og syv:

-Ved alle tre Salg, tilstod han forknyt.

-Det er ikke til Laurbærkransene, raabte Spenner.

-Nej, sagde Hr. Jespersen, det er ikke til Udgifterne. Og da de andre
stadig lo, sagde han ligesom undskyldende i en bekymret Tone:

-Men der er ingen »Træk« mer, Hr. Direktør.

-N-ej, sagde Berg.

Adolf kom slet ikke ud af sin høje, kighostelignende Latter: Jespersen
maatte have et Glas, sagde han, Jespersen fortjente et Glas. Men Hr.
Jespersen vægrede sig, helt skræmt af denne lydelige Lystighed, han
ikke begreb--tilsidst fik han dog et Glas i Haanden:

-Paa en god Indgang da, sagde han og drak.

Selskabet lo igen, da det bankede paany. Det var Hr. Theodor Franz i
Rejsetøj; han kom lige fra Malmøbaaden (efter Præsentationen havde han
arbejdet i to Dage i Sydsverig), men han kendte Ulykken: Hr. Franz'
første Gang var bestandig til Kassen.

Han blev staaende indigneret foran det dækkede Bord og sagde til
Jespersen, der stod fuldstændig ulykkelig, med Glasset i Haanden:

-Jeg søgte Dem, min Herre, sagde han værdigt.

Berg, der blev ved at være meget munter, sagde: Ja--Hr. Jespersen var
her just for at spørge, hvordan der skulde forholdes med
Fribilletter....

-Ja--sagde Hr. Theodor Franz ophidset, for Bænkene skal vi vel ikke
synge.

-Ja, Jespersen, sagde Berg og blev pludselig mismodig ved at udtale
denne Sætning, han havde sagt saa tidt: Saa fylder De Huset.

-Vel, sagde Jespersen og gik til Døren. Men pludselig vendte Hr.
Theodor Franz sig om og udstrakte Haanden med en stor Bevægelse:

-Nej, sagde han, der sendes ingen ud.

-Ikke én sendes ud, sagde han: Vi ta'er Salen som den er, mine Herrer.
Publikum er træt af Humbug--her har været for mange udsolgte Huse:

Ingen af Direktørerne sagde noget. De sad paa én Gang sløve og
mismodige foran Impresarioen, som angik det hele dem slet ikke. Men
Hr. Franz blev ved at begejstres for sin egen Plan, ordnende alt,
gestikulerende heftigt i sin store Kavaj, der lignede en Sæk: med
Chefen for Klaken maatte han tale selv. Kunstnerinden turde ikke
»modtages«.

Hun skal erobre Publikum--Publikum skal dømme selv, sagde han. Klaken
tør først applaudere efter det tredje Numer.

Hr. Theodor Franz gik selv for at afbestille Buketter og
Lavrbærkranse; de passede ikke til det nye Arrangement. Jespersen og
Spenner fulgte efter.

Da Døren lukkede sig, lo Adolf og Berg igen højt og længe, til de
pludselig holdt op paa én Gang som paa Kommando, generede af deres
egen tomme Latter, der døde hen. De sad længe tavse, mens der blev
ganske mørkt i Stuen:

-Ja, Saa gaar vel ogsaa vi derover, sagde Adolf og rejste sig tungt
fra Sædet.

-Ja--det gør vi vel, sagde Berg.

Ovre i Foyeren var de to Herrer af »Buketten« allerede Kommen Og gik
forfrosne og urolige omkring, bandende det Hele, nervøse og irriterede
ved at skulle ud og spille løs for den tomme Sal. Selv Maskinfolkene
slæbte trægere og mismodigt paa Fødderne, mens de stillede
Lavrbærtræerne op i Hjørnerne paa Scenen, og ude i Salen et Par Sæder
blev slaaet ned med dumpe Smæk i det store Hus.

Et Par Skuespillere kiggede, frysende, ud gennem Hullerne:

-Nej--jeg gaar sgu hellere hjem, sagde den ene og vendte sig.

Der blev stor Støj ude i Kulissen. Det var Hr. Theodor Franz, der
smækkede Jerndøren op for Primadonnaen, som bruste ind i Foyeren fulgt
af de tre Direktører, der skulde underholde hende i Embeds Medfør, men
snart faldt slappe hen, én efter én, siddende ved Siden af hinanden
langs Væggen som Folk, der længst har opgivet Spillet. Sangerinden,
der var svær og kortbenet som en japansk Høne, begyndte at fæste
Diamantaigretter rundt i sit Titushoved, mens hun trippede uroligt
mellem de to Spejle:

-Er der saa faa! sagde hun ængstelig.

-Ikke et Menneske, erklærede Pianisten.

Hun begyndte at smøre sine nøgne Arme ind med Pudder ved Hjælp af et
Stykke Vat, endnu mere nervøs foran disse tre tavse Herrer, der sad
ubevægelige, ret op og ned, langs Væggen, som sov de med aabne Øjne:

-At der er saa faa, sagde hun igen, vendt mod Væggen.

-Der er ikke mange, sagde Herluf; og spurgte saa, om man var færdig,
og der kunde begyndes.

-Strax, strax, sagde Damen, der blev ved at hænge uægte Perlestads,
hun tog af en Safianspose, i tætte Rader om Halsen.

-Strax, sagde hun og sendte et Par forfjamskede Triller ud i Rummet
for at rense Halsen.

De to Herrer gik med for at begynde, og man hørte op fra Scenen
Sonaten for Piano og Violin, daddelløs og livlig som en lang
Vuggevise. De tre Direktører rejste sig, irriterede ved at sé paa
dette korte Fruentimmer, der trippede sansesløst rundt foran Spejlene,
og de vendte tilbage til Kontoret tavse, siddende hver i sin Krog uden
at tale med hinanden.

Hr. Jespersen kom ind med Kassen. Den var tohundrede tre og fyretyve
Kroner med Indgangen. Adolf talte dem træt og ligegyldig og vendte
tilbage til sin Plads. Og Hr. Jespersen, der stadig var saa underlig
uhyggelig tilmode i Aften og ikke forstod Direktørerne, sagde for dog
at sige noget, før han gik.

-Nej--hun har jo ikke trukket, sagde han.

-Godnat.

De tre foresatte nikkede kun. Ude paa Scenen havde Sangerinden begyndt
paa sin Arie og sendte nogle tynde og magtløse Triller ud i den hule
Sal. Da Arien var forbi, lød der nogle magre Haandtjat i Huset, og Hr.
Theodor Franz rev Kontordøren op:

-Publikum tøer op, raabte han. Publikum tøer op.

Men da ingen svarede, og han mærkede, at her ikke var synderlig Bund
for Begejstring, løb han igen og vendte tilbage til Foyeren for at
udskælde Nattergalen for lukket Dør.

Første Afdeling var forbi, og de drev alle rundt paa Scenen. De saa'
ud ad Hullerne. Kritikerne frøs gudhengivent paa Flankerne af de lange
Bænke, hvor de opslagne Sæder gloede dumt op mod rampen. Balkonen stod
ganske tom. Frisens dansende Engle saa' ud, som rakte de Næse ad det
tomme Parket.

Man var begyndt igen, og Direktoratet var vandret tilbage til Foyeren
... Nede paa Scenen gik man løs paa Aftenens afgørende Nummer, en Arie
med Piano og Violin, Programmets _pièce de résistance_. Klaken faldt
tjenstvillig ind efter den første Sats, men de faa Betalere blev
siddende uimodtagelige og sløve; et Par enkelte hyssede, saa Hr.
Theodor Franz løb fra Kulissen op i Foyeren, ude af sig selv, mens han
raabte:

-Hvad vil de Folk, sagde han. Vil De sige mig, hvad de vil--de Folk?

Han plantede sig foran Herluf, der intet svarede og kun rystede paa
Hovedet. Men Hr. Theodor Franz blev ved at rase--holdende inde mellem
Vredesudbrudene, lyttende, haabende endnu, at Stemningen kunde vende
sig: Hun har fyldt Trocadéros store Sal, sagde han, trippende paa
Benene. Mine Herrer, hun har fyldt Trocadéro.

Men Arien var forbi, og man hørte ikke andet end Klakens dumpe Næver i
Salen.

-Ind, ind, raabte Hr. Theodor Franz ned til Sangerinden, som havde
mistet al Besindelse og tumlede som et drejesygt Faar i Kulissen.

Og han vendte sig atter mod de tre Direktører, skændende endnu
voldsommere, saa Herluf lukkede Døren til, for at man ikke skulde høre
ham ned paa Scenen. Han talte højere og højere, udskældte Publikum,
Salen, Akustiken, Byen, blandende to, tre Sprog--ude af sig selv, mens
han løb op og ned.

Adolf vilde gaa, men paa Vejen hen mod Døren tabte han Taalmodigheden,
og han begyndte at raabe ligesom Hr. Franz, skældende Sangerinden ud,
kaldende hende et gammelt Cirkusdyr--en Dragon--en forældet Humbug er
hun, raabte han, hvis De vil vide det.

-Man maa vel ogsaa kende, hvad det var, man sendte til en By som
København, sluttede Adolf tilsidst.

-En By som København, skreg Hr. Theodor Franz i det yderste Raseri,
mine Herrer, en By som København ... Skal jeg sige Dem, hvad den
er--Deres By København? En tom Blære, min Herre--en tom Blære er den,
skal jeg sige Dem....

-Dumme Gaas, raabte han, pludseligt afbrydende, og fløj hen mod
Nattergalen, der frygtsomt aabnede Døren, som hun i samme Nu fik
slaaet i lige paa sin Næse.

Hr. Theodor Franz pustede, seende sig rundt efter en ny Genstand for
sit Raseri. Men han fandt ingen og gentog kun endnu en Gang sit
skingrende:

-En tom Blære, mine Herrer, idet han greb sin Hat og Stok.

-Adieu, sagde han, mens han svingede arrigt med sine Ben, som vilde
han ryste Stedets Støv af sine Saaler:

-Prosit--Deres København, sagde han og slog Jerndøren i, saa det
rungede.

Nede paa Scenen spillede Violinisten en fransk »Berceuse«.

Herluf Berg rejste sig: Jeg gaar ned paa »Bladet«, sagde han. Han
vilde forsøge at mildne Nederlaget, saa vidt det stod i hans Magt.
Helt ned i Gaarden hørte han Primadonnaens evneløse og forskrækkede
Kvidder. Da han kom gennem Porten, var han nær falden over en Karre,
hvorpaa der var opstablet en stor Trækuffert. Det var Hr. Desgrais',
der ikke vilde blive saa længe som Natten over i Etablissementet: og
da Herluf kom forbi Glasdøren til Hovedtrappen, saa' han Chefen, bred
og stormægtig, skride rejsefærdig ned ad Trinene til Forstuen.

Nede paa »Bladet« var der halv Belysning i alle Stuerne, hvor
Medarbejderne sad bøjede over Bordene. Herluf fik en hastig og
distræt Haand rakt frem til Tryk, og der blev skrevet videre.
Musikanmelderen gik ham forbi med et »God Aften«, for at lukke sig
inde og skrive sin Notits.

Redaktøren alene havde fuldt Lys i sit Kontor, hvor han sad ved sit
Bord ligeoverfor Kaptajn Petersen, der var i Kjole varm og ophidset
efter en første Debut som Foredragsholder. Han havde i Frederiksberg
Vaabenbrødreforening talt om Betydningen af at fejre de nationale
Mindedage som Fester.

-Der var Løftelse, sagde han med sin bevægede og brede Stemme, der var
virkelig Løftelse over Forsamlingen ... Og tusind Mennesker, omtrent
tusind Mennesker, anslog Formanden, sluttede Kaptajnen.

Redaktøren sad lidt, til han vendte sig om mod Herluf:

-Ja--_der_ ser De, Hr. Berg, sagde han, det er de billige Fornøjelser,
som Folk vil ha'e.

Det gav et Sæt i Kaptajnen, og han rejste sig. Undertiden forstod han
ikke ret Redaktørens Udtryksmaade. Han gik ind til Gravesen, der hørte
paa ham med nogle smaa Grynt uden at afbryde sit Arbejde: Hr. Gravesen
arbejdede tungt i sine Oversættelser det sidste Aar. Ballet havde
trukket saa meget efter sig af Invitationer og ny Omgang.

Fru Petersen kom tilsidst frem i Døren til Konversationsværelset for
at afbryde Kaptejnens noget overflødige Veltalenhed; hun var i den
skotske Galla, hun havde overværet Foredraget paa en Hædersplads ved
Siden af Tribunen.

-Petersen, kaldte hun. Kaptajnen brød op.

-Det var vel nyttigere, om du ogsaa tog til de andre Aviser, sagde Fru
Petersen.

-Naturlig--min Engel--naturlig, sagde Kaptajnen noget ør. Ægteparret
drog videre i Droske for at forkynde Kaptajnens patriotiske Sukcès i
de øvrige velsindede Redaktioner.

Berg brød med en rask Beslutning ind til Musikanmelderen, der i
Notitsen i høflige Ord talte om »en let Indisposition, der i øvrigt
næsten havde fortaget sig i Løbet af Aftenen.«

-Hun synger vel ikke oftere! sagde han, da han havde læst Notitsen
højt.

... Hr. Theodor Franz havde stoppet hele sin Kunstnerbuket i en
Droske, og de rullede hjemad. Impresario'ens første Ophidselse havde
sat sig, og hans Stemning var nærmest vemodig. Han lodsede
Nattergalen, der endnu ikke var kommen til rigtig Besindelse igen, men
bare krampagtig holdt om sin Safranspose med Stadsen, ud foran »Hotel
d'Angleterre« tilligemed de to Herrer. Han selv blev staaende nogle
Øjeblikke paa Fortoget og saa sorgmodig ud over det store Torv, der
laa mørkt og forladt i Oktoberaftenen:

-Skade--Skade sagde den store Impresario i en trist Tone: det var et
saa smukt »Terrain«.

Han bøjede om ad Hovedvagtsgade for at gaa til Telegrafstationen: han
meldte til Gøteborg et »velbesat Hus og fuldstændig kunstnerisk Sejr«.

... Adolf havde fundet Gerster ude i »Victoria« efter Koncerten, og
havde hægtet sig til ham, saa de havde spist til Aften sammen, skønt
de egenlig ikke kunde udstaa hinanden. Men det var dog Selskab og
bedre end at sidde ene--for begge Parter.

Nu gik de hjem over Kongens Nytorv. Erhard fulgte saa sløvt med lige
til Adolfs Dør, hvor de sagde Farvel, og Gerster gik tilbage hostende,
saa det lød hen gennem den hele Gade.

Det var Adolfs værste Øjeblik paa hele Døgnet, naar han skulde have
denne Gadedør op om Natten for at naa op ad Trappen og gaa ind gennem
Forældrenes stille, forladte Stuer. Al hans Angst brød frem paa én
Gang, al den Angst, der lod ham gaa som en fremmed gennem alle Dagens
Begivenheder--Ansten for Mørket, for Natten, og endnu mer for Dagen
imorgen end for Natten.

I Spisestuen gik Voxsvovlstiken ud, og det varede noget, før han havde
fundet Lys og tændt....

Han var allerede halv klædt af og sad paa sin Seng, da han atter
drejede Nøglen om paa sin Dør og listede sagte ind i Spisestuen igen.
Nøglekurven stod endnu i Vinduskarmen _der_, hvor han havde sat den.

Han blev staaende og lyttede noget, men alt forblev stille i Huset.

Saa tog han Skabsnøglen og sneg sig frem til Skabet, som han fik
lukket op. Pakkerne laa der ganske, som han havde lagt dem; han følte
et Par Gange hen derover med sine Hænder, før han lukkede igen....

Sagte trak han Sovekammerdøren til ... I Stagen brændte Lyset ned ved
Siden af den blundendes Seng.

Inde i Forældrenes Sovekammer vendte man sig i Sengene. Adolf
--hvorfor sover du ikke, hvidskede gamle Fru Adolf. Men gamle Adolf
svarede ikke og laa stille som en Mus. Og atter laa de to Gamle uden
at røre sig--søvnløse i det tavse Hus, hvor kun vandet rundt i Rørene
sagte sukkede.

       *       *       *       *       *

Det var en Eftermiddag først i December, da Herluf kom hjem og fandt
et Brev paa sit Bord. Udskriften _var_ Gersters Haand, skønt den var
saa flygtig og ulæselig, at han næppe kunde kende den, og Brevet selv
var skrevet ulæseligere endnu.

Der stod:

Kære H.

Du véd maaske slet ikke, at jeg er syg, eller at det nu er blevet
værre. I de sidste Dage taler de om at slæbe mig til Montreux eller
Mentona eller et andet Sted mod Syden. Og kunde du, vilde jeg jo gerne
sé dig forinden.

Din EG.

Herluf sad ganske lamslaaet med Brevet i Haanden: at Erhard var saa
syg, alvorlig syg--skulde mod syd, og han havde slet ikke vidst det
... Han syntes dog, han havde nyligt set ham og talt med ham paa Gaden
... Men det kunde ogsaa gerne være, det var en hel Maaned siden. Tiden
gik saadan nu, bare optagen af _det_ ene: at holde sig oppe, oven
Vande; af Krigen paa Kniven for at naa fra Dag til Dag til nu i
Terminen, hvor Spenner og Adolf sagde, de havde Hjælpen sikker, og der
skulde blive Ende, Slut paa alle Forlegenhederne en Gang--

Ja--det kunde godt være en Maaned siden, han havde talt med ham, og da
havde han sét elendig ud, elendig....

Herluf vilde strax gaa derud, og mens han gik et Par Huse ned ad
Frederiksborggade, blev han mer og mer urolig. Strax da Pigen lukkede
op i Entréen, var det som Sygelugts-Stemningen, hvor den lægger sig
som usynlige Filter om alting, slog imod ham, saa han uvilkaarlig
hviskede:

-Hvordan er det? sagde han.

-Ikke godt, sagde hun. Blodspytningen kom jo i Nat....

-Den unge Herre venter Dem, sagde hun og aabnede Spisestudøren. Men
han maa ikke tale længe.

Herluf gik gennem Spisestuen varsomt, som galdt det ikke at vække en
sovende.

-Er det dig, spurgte Erhards Stemme, da han kom paa Tærskelen.

-Ja, sagde Herluf

-Luk Døren og tænd saa Lampen, sagde Erhard: her er jo ganske mørkt.

-Ja, sagde Herluf, som rystede paa Hænderne af Bevægelse ved Lyden af
Erhards Stemme, der var saa mat, og dog var blevet saa underlig
melodisk, syntes han.

-Stil den bag Hovedgærdet.

-Ja, sagde Herluf og gjorde det, før han satte sig ved Sengen.

-Ja--her ligger _jeg_, du, sagde Erhard og lod de hvide Hænder falde
ned paa Dynen.

Herluf var blevet ganske forskrækket ved at sé hans Ansigt, der var
blevet saa magert, saa ganske lille og magert: Hvor er det muligt?
tænkte han. I saa kort Tid--saa kort Tid--og han er kun fem og tyve
Aar, knap fem og tyve Aar ... _Yngre end vi andre_, blev han ved at
tænke. Og forvirret sagde han fuldstændig dumt:

-Og du var dog nylig ude, sagde han. Han var endnu helt som bedøvet;
pludselig revet ud som han var blevet af denne Dagkamp paa Livet, hen
til en Kammerat, der imens havde lagt sig hen for at dø--

Erhard laa og saa paa ham med de syges store og vogtende Øjne:

-Ja det kom jo pludselig, sagde han. Det vil sige--nu det sidste kom
jo pludseligt.

De tav lidt. Herluf var stadig forvirret og vidste ikke, hvad han
skulde sige: Men naar det nu bliver taget i Tide, sagde han, og du
kommer til Syden....

Erhard rystede paa Hovedet og lukkede Øjnene, som vilde han ikke i
Herlufs Ansigt læse Bekræftelsen paa sin Opgivelse.

-Mo'r er allerede begyndt at gaa i Kirke, sagde han med lidt af et
Smil. Hvor saadan en Fruentimmerhjerne er underlig, du, sagde han og
holdt sig paa Hovedet. Os opdrager de til at blive ganske ligegyldige,
og saa naar vi--naar vi skal til at sige Adieu, bliver de troende.

-Men--Erhard--fordi man bliver syg--

-Ja--ja, sagde han træt, lad nu det være godt ... Han laa og stirrede
frem mod Væggen: Er der ogsaa saa stort tabt? sagde han. Hvad var man
vel blevet til, du? Skrive som de bedste i dette Land eller snakke som
de øvrige--ved du, det var knap Umagen værd.

Han tav. Herluf saa' kun op paa den stille Plet af Lampen.

-Herluf, sagde Erhard saa igen sagtere--men jeg er--jeg er Fa'r, du,
sagde han.

Det gav et formeligt Sæt i Herluf, og han kom til at le sagte, mod sin
Vilje: han saa' paa det lille pillede Drengeansigt paa Puden:

-Fa'r? sagde han.

Erhard gjorde en lille Bevægelse i Sengen, som følte han en Smerte et
Steds, og lagde Hovedet dybere ned i Skyggen; Ja, sagde han.

-Husker du en Aften, jeg kom op til dig--eller en Nat--og du kastede
Nøglerne ned paa Gaden fra dit Vindue ... og jeg kom op--fra
_hende_....

-Det varede over et Aar--halvandet Aar, sagde han og udtalte halvandet
uendelig dvælende-blødt ... Du vidste det vel forresten? sagde han og
saa op....

Herluf nikkede lidt ubestemt uden at se paa ham.

-Jeg var meget--meget (og han tøvede paany foran dette Ord »elske«,
som han, der nu skulde dø paa Grund af sin Mangel paa Respekt for
Kjærlighedens Gjerninger, havde haft saa besynderlig en Sky for at
udtale hele sit Liv) forelsket en Tid, sagde han saa ... Indtil _det_
kom ... og hun brød....

-Brød, gentog han; og i en anden Tone, et Forsøg paa Ironi, der ikke
lykkedes, sagde han:

-Hun vilde ikke godkende mig som Fa'r.

Der var stille i Stuen; man hørte kun Erhards hastige, syge Aande.
Herluf havde dækket Øjnene med sin Haand. Det var ham i disse
Øjeblikke, der samlede de tusinde Erindringer, som sad han ved
Dødslejet af deres hele Ungdom--deres afmægtige, resultatløse
Ungdom....

-Nej, sagde Erhard, vi voxer ikke ud til at blive Fædre, du.

De tav længe, hver fortabt i sine Tanker, til Erhard begyndte at
spørge om Kammeraterne, om Lange og Arnoldsen--Især om Arnoldsen, hvad
de tog sig til, og hvad de vilde.

Herluf fortalte, og Erhard hørte til, liggende stille paa Puden og
séende paa ham med et Par vagtsomme Øjne:

-Ja, sagde han kun et Par Gange: naar det blot blir til noget--naar
det blot blir til noget.

De tav igen, og Herluf rejste sig: Du maa ikke tale mér nu, sagde han;
Erhard holdt ham ikke tilbage.

-Saa sér jeg dig maaske ikke mer, sagde han og saa ham ind i hans
Ansigt--før jeg rejser.

-Farvel--du, hviskede Herluf.

-Farvel--og hils de andre, sagde Erhard ganske sagte.

-Ja--naturligvis--jeg skriver, sagde Herluf.

-Ja--Tak.

De saa ikke mer paa hinanden, og Herluf gik.

Ude i Spisestuen ventede Pigen, og han spurgte om Fruen: hun var i
Dagligstuen. Herluf saa' hende kun dunkelt, da han kom derind. Der var
Skærm over Lampen, som stod i et andet Hjørne. Men hendes Stemme var
meget kold og formel, som var han en ganske fremmed.

-Ja--de rejste til Montreux, saa snart som muligt ... men Rejsen var
jo besværlig.

-Den værste Rejsetid, sagde Herluf.

Samtalen slæbte sig hen, og han fik sig ikke rejst, for de hørte
Skridt i den næste Stue, og Professoren stod i Døren i Galla--fra
Onsdagstaflet kom han:

-Er du dér? sagde han.

-Ja, sagde Fruen....

I samme Øjeblik saa' Professoren Herluf og stansede et Nu, før han gik
et Par Skridt frem og sagde lige foran Berg, med en Stemme, der
dirrede, saa den blev ganske hæs:

-Har De dog ikke i Sinde at lade ham dø i Fred?

Herluf vilde svare, men Professoren blev kun staaende tavs og séende
paa ham tre Skridt fra Døren; og Herluf gik hen over Gulvet, uden at
sige noget, uden en Lyd--ud ad Døren, med Professoren i Hælene, tavs,
lige til Gangdøren, som blev aabnet og atter lukket. Berg blev
staaende paa Trappen.

-Vist ud, sagde han lakonisk og saa' uvilkaarligt op og ned ad den
kønne imiterede Egetræsdør med »Gerster-Professor« paa Pladen--før han
gik ned ad Trappen.

Professoren gik ind igen, bleg og dirrende:

-Gerster, sagde Fruen blot.

-Nu tør man vel rense sit Hus, sagde han med sin høje Stemme. Ellers
er det dig maaske ikke nok, at vi har udleveret dem vor Søn?

-Ja--udleveret, raabte han, _udleveret_ ... Vi har slæbt dem
herind--vi har taalt dem ved vort Bord--disse Folk--disse gudløse
Folk, sagde han og knyttede Hænderne.

Og hele hans Raseri, opsamlet i Aar, hele hans Fortvivlelse gød sig ud
i en Strøm af hæse Ord, Skældsnavne, hans Dagblads banale
Beskyldninger, Ukvemsord, Forbandelser af »disse Apostle«:

-Forbrydere, raabte han, Forbrydere ... Falsknere af
Moralen--Falsknere af Moralen, gentog han, bidende sig fast i hvert
Skældsord, der kom ham paa Tungen overfor disse Mennesker--hvis Bøger
vi læser, hvis Aviser vi faar ind ad vore Døre hvis Liv vi lever ...
Liv vi lever, gentog han: _Deres_ var denne By--de havde bygget den
... disse Mennesker, disse »Frihedens« Folk, bygget den med deres frie
Kærlighed. bygget den med deres frie Tanke--med deres »Abetro«.

-Hvor har de gjort af Gud, raabte han pludselig, hvor har de gjort af
Gud? raabte han, som først havde fundet Navnet Gud igen i dette sidste
Halvaars Kampe med Erhard.

Og han talte atter om Byen, skændende den, forbandende den, givende
den Navn af baade Sodoma og Babel--Tyven af hans Søn:

-Til hvad har de gjort den? raabte han. Hvad har de gjort den til?
--en Gøglerby--et _Paradis for Gøglere_....

Stemmen forsagede ham og han næsten rallede, han kunde ikke tale mer.
Baandet om hans Hals var sprunget op, og Kommandørkorset laa midt paa
Tæppet.

Fru Gerster svarede ikke, da han tav. Hun sad kun længe, som bedøvet,
og saa' paa den Mand, hun havde skabt. Tomme for Tomme, og givet al
sin Stilling i den By, han skændede.

Hun havde ingen Tanker. Hun sad kun forbavset, forvirret, længe; til
hun rejste sig tungt og gik tilbage til Spisestuen til sin Krog, hvor
hun satte sig som lammet, bestandig uden Tanker og--begyndte at bede.

       *       *       *       *       *

Herluf drev om i Gaderne længe, et Par Timer, saa da han kom til
»Victoria-Etablissementet«, var Forestillingen forbi. Men Kelneren i
Restauranten sagde, at Hr. Adolf ventede Hr. Berg i »National«.

-Og Hr. Spenner? sagde Berg halvt tankeløst.

-Ja--Hr. Spenner har jo ikke været her idag, sagde Kelneren.

Spenner var stadig sygemeldt i den sidste Tid og blev dagvis borte
fra »Victoria«.

Da Herluf kom over Gaden, saa' han Adolf gaa op og ned udenfor
Indgangen, frem og tilbage paa Fortovet, uden Hat:

-Men, Adolf, sagde han.

-Jeg frisker mig lidt, sagde Adolf febrilsk og blev ved at gaa. Jeg
kommer strax.

-Men--uden Hat, sagde Berg.

-Den er derinde, sagde Adolf blot i samme Tone. Jeg kommer strax.

Berg gik ind ganske urolig ved Adolfs underlig forstyrrede Ansigt.
Oppe i Logen sad Blom og Brodersen med en Hvid-Vins-Flaske i Køler.
Lidt efter kom ogsaa Adolf tilbage, men Stemningen var trykket. Først
talte man om Gerster og saa om blonde Krause: »han havde maattet
kvittere«, som Brodersen sagde. »Hollandsk Soldat, Gamle« ... Herluf
talte kun lidt, og Adolf stirrede blot ud i Rummet, farende pludselig
med Haanden til Hovedet hvert Øjeblik--som jog han en usynlig Flue
bort.

Brodersen sad med begge Armene paa Bordet: Ja, sagde han med sin fede
Stemme: nogen maa jo være Bukkene, der sendes ud i Ørkenen. Adolf
vendte sig og lo længe, overstadig ad Brodersens bibelske Vittighed:

-Ja, Skaal for Bukkene, sagde han og stødte sit Glas mod de andres,
mens han blev ved at lé. Saa rejste han sig og gik et Par Gange rundt
i Salen og kom tilbage og satte sig igen og rev sig saa løs.

-Jeg vil tale med dig, sagde han til Herluf, som blev forundret over
dette »Du«. De gik hen til Døren og stod lidt, før Adolf sagde helt
aandsfraværende:

-Ja--naar kan vi sés imorgen?

-Imorgen tidlig, sagde Berg forbavset. Til Generalprøven.

-Ja--ja--imorgen tidlig....

-Og naar er det? spurgte han i den samme sært opfarende Tone.

-Klokken ti, sagde Berg.

-Adieu, sagde Adolf og vendte sig. Men han kom strax tilbage Igen og
tog hans Haand paany, klemmende den i sin:

-Saa imorgen, sagde han og gik.

Herluf vilde raabe efter ham, men Døren slog allerede i, og Adolf var
ude ... Berg vilde blot hente sit Tøj i Logen, han vilde hjem.

Brodersen og Blom sad alene tilbage. De var matte i Humøret i Aften.

-Du, sagde Blom og saa ud over Gulvet, stuvende fuldt af det léende,
»brunhatte'de« Ung-København, vi kunde s'gu gerne trække os tilbage
nu--der _er_ Efterfølgere....

-Ja, sagde Brodersen, der er »opdraget« et net lille Kuld--et nydeligt
Kuld ... Man har jo lært dem, hvordan et Slips skal bindes, sagde han
tilfreds.

-Ja, vel, sagde Blom, men hvad saa--Gamle?

-Man bli'r Ægtemænd, sagde Brodersen og snøftede, og vendende tilbage
til sine Citaters bestandige Kilde, sagde han:

-Og opfylder Budene, du, og gør sig Jorden underdanig....

... Herluf kom ud paa Gaden. Fra Tunnelen, fra Cirkusbygningen, fra
National lød »Fahrbacherne«s Støj, Violiner, Trommer og Triangel i én
Tummel, som for at holde Gæsterne sammen til et allersidste Glas....

Og midt i den glade og hidsige Larm, laa Victoriateatrets korte Façade
tavs og mørk lig et underligt Gravmæle.




V

Den rigtige Vinter vilde dog ikke komme. Det var den samme evige
Taage, der svøbte alting i sit Graat--ogsaa idag.

Herluf var gaaet meget tidligt hjemmefra; han var urolig over Adolfs
sære Væsen igaar og vilde tale med ham før Generalprøven. Men i
Direktionskontoret traf han ingen, hverken Adolf eller Spenner, og han
gik nedenunder for at søge _der_; Koristerne begyndte allerede at
springe paa Trappen til Generalprøven.

Døren til Spenners Kontor stod aaben paa vid Gab, men inde var der
ingen. Med sine nøgne Pulte og Lugten af Svamp saa' Kontoret ud, som
var det længst forladt og stod til Leje; Batterier af tømte Flasker
fyldte allevegne. Herluf fo'r sammen, da han kom ind i den næste Stue
og saa' en fremmed Mand, der hilste:

-Ja--Døren stod aaben, sagde han undskyldende. Det var Bankbudet.

-Ja, sagde Herluf. Hr. Adolf er her ikke.

Bankbudet gik, og Herluf vendte tilbage til Direktionskontoret. Den
stramme Lugt af Svampen slog i det fugtige Vejr op fra Kældrene og
mærkedes gennem hele Huset. Ovenpaa begyndte Koristerne allerede at
støje i Garderoben, og ude paa Scenen repeterede Barytonisten til
Klaver midt mellem Maskinfolkene, der i Halvmørket rumsterede med
deres Sætstykker.

Og Adolf kom endnu ikke.

Herluf telefonerede til Forretningen og fik intet Svar. De to gamle
Magistratsbetjente kom paa deres vante Morgenrunde for at kontrollere
Billetterne til Fattigskatten. De maatte tænde et Gasblus for at sé i
Tusmørket og de begyndte séndrægtigt paa Optællingen, mens Herluf gik
urolig op og ned og ventede.

Det bankede igen. Det var Frøken Hansen, der kom bleg og forpustet:
De? sagde Herluf, mens Vejret næsten gik fra ham: Hvor er Adolf?

-Har han ikke været her? sagde hun.

Herluf rystede paa Hovedet og de stod et Øjeblik bestyrtede, uden at
tale: Har Bankbudet været her, sagde hun saa, hviskende af Hensyn til
de to Gamle, der stadig talte deres Billetter under Gasblusset.

-Ja.

-Ogsaa hos os.

De gik ind i det andet Værelse, og Frøken Hansen greb Herluf
krampagtigt om Haandleddet: Hvor er han? sagde hun. Jeg er saa angst.

-Maaske hjemme, sagde Herluf og troede det ikke selv.

Frøken Hansen hørte det ikke, hun stirrede ud i Luften: Han har jo
altid talt om idag, sagde hun ... jo længe talte om idag.

-Ja, sagde Herluf

Han kom til at tænke paa, at de forfaldne Vekselsummer stod noterede
paa Spenners Almanak, og de gik begge ned for at søge den. Paa Væggen
hang den ikke mere, men Pulten var ulaaset, og omsider fandt de
Almanaken mellem kasseret Klatpapir og gamle Pennekasser. Der stod
ingen Tal opført ved Dagen, kun tre Kors, ved Siden af Datum: den
ottende December.

-Og hvor er _han_, sagde Frøken Hansen.

-Spenner?

-Ja.

-De siger han er syg, sagde Herluf.

De stod lidt, bestandig bestyrtede. Jeg vil gaa hjem, sagde Frøken
Hansen og lukkede Pulten.

-Til de Gamle?

-Ja.

De gik begge ud paa Gangen, hvor Koristerne hang støjende over
Gelænderne i deres brogede Uniformer:

-Ja, sagde Herluf, her er jo Generalprøve.

Oppe fra Damegarderoben hørte man Regissørens Klokke, og Koristinderne
rutschede leende ned ad Trapperne med de vatterede Pagebén.

-De kommer jo igen, sagde Herluf.

-Ja.

De skiltes, og Herluf vendte tilbage til Direktionsværelset, hvor de
Gamle var ved at pakke sammen under Lampen.

-Naa, sagde den ene og nikkede. Det har været lidt smaat i den sidste
Tid, Hr. Direktør ... Men nu blir det vel bedre--skønt det er
Julemaaneden nu.

-Ja, sagde Herluf, det er det ... Farvel.

De to Gamle kom afsted, just som Regissøren meldte, at alt var i
Orden. Tæppet kunde gaa.

-Vel--saa begynd, sagde Herluf og blev i Kontoret. Ouverturen begyndte
og lød dæmpet op bag Tæppet, mens Solisterne løb febrilsk til og fra
deres Garderober.

Men Herluf blev; han kunde ikke gaa ned i Salen, han vilde ikke kunne
udholde det. Han vandrede kun op og ned, ventende paa Adolf,
forestillende sig alle Ulykker, overbevist om, at det var forbi, at
alt var ude, det var slut og at nu Huset vilde styrte om dem.

Og hvor var de henne? Hvor var de? Hvor var Spenner? Var de da alle
løbet af Landet? Spenner, der var ansat, der var Embedsmand, der havde
til Pligt at være her? Hvor var Spenner?

Hele Herlufs Angst samlede sig, mens han ventede, i et pludseligt
meningsløst Raseri mod dette ene Menneske, Spenner, med det øde
Kontor, aabent for alle Vinde, den nøgne, ulaasede Pult--hele denne
Forladthed, der forraadte dem, der kompromitterede dem--selv om de
ogsaa reddede sig.

For de _maatte_ redde sig....

Han satte sig ved sit Bord og havde ikke hørt, det bankede--da der
stod en fremmed Mand indenfor Døren og hilste.

-Hvad vil De, sagde han og fo'r op.

Den fremmede svarede ikke strax: Jeg er fra Politiet, sagde han saa
blot høflig og dæmpet.

-Hvad er der skét? sagde Herluf kun. Han troede, hans Hjerte var holdt
op at slaa. Den fremmede svarede ikke, gik blot over Gulvet og aabnede
den modsatte Dør for Hr. Rowan, Chefen, der kom ind; Herluf kendte
ham:

-Kun ingen Støj, sagde han og rakte Haanden tyssende ud mod Herluf:

-Hr. Spenners Kontor er jo nedenunder?

-Ja, sagde Herluf.

-Og her?

-Er mit, sagde Herluf.

Hr. Rowan konfererede med Betjenten--de talte begge dæmpet, som Læger
i en Sygestue: Og det var godt, om De gik ned til Prøven, sagde Hr.
Rowan.

-Ja. Herluf vendte sig. Han saa' hverken Gulv eller Væg. Ude paa
Gangen sank han sammen et Øjeblik ved Gelænderet. Ogsaa foran
Spenners Dør stod der en fremmed Mand, som maalte ham.

Herluf gik ned. Han vist baade svarede og spurgte i Kulissen, før ham
kom ned i Salen, hvor der var mørkt. Menneskene paa Scenen saa' han
som Skyggerne af en Laterna magica, og han sad rank, vogtende
paa sig selv som en drukken. Det var Scenen med Løgene, de
spillede--Hollænderen, der græd for sine Løg, sine firehundrede Løg.

Et Par Skuespillere slog sig ned paa Bænken lige bag ham og
profeterede, for at gøre sig behagelige, en stor Sukces:

-Ja, sagde den ene højt, den redder os Terminen.--Vi gaar ind i det
nye Aar, bekræftede den anden, mens Hollænderen blev ved at jamre.

Men pludselig fo'r Direktøren op og standsede Orkestret, raabende til
et par Korister, der hviskede i Baggrunden--hidsig, i Angst for, at de
vidste det, at det var _det_, de hviskede; skældende dem ud over al
Maade, mens Synderne stod forfjamskede med skrævende Bén....

Og med ét løb han, som vilde han forhale det et Øjeblik, opholde det
blot et Minut, op paa Scenen, omordnede Grupperingen, eksperimenterede
med Kormassen, gav nye Ideer; opfindsom midt i sin Angst, omkalfatrede
han alt, blot for at opholde det uundgaaelige et Minut.

Under Finalen gik han.

Udenfor sin Dør mødte han Frøken Hansen, bleg og forstyrret. Han var
der ikke, sagde hun. Jeg blev opholdt.

Han aabnede Døren uden at tale, og hun vilde spørge--da hun holdt inde
ved Synet af den fremmede, der bestandig gik op og ned, stum, uden at
hilse, som en fjendtlig Vagtpost: Hvem er det? hvidskede hun
stakaandet.

Og pludselig gættede hun, lænende sig et Øjeblik mod Væggen, før hun
gik frem over Gulvet mod Bordet. Og som forstenede sad de begge tavse
og ventende, hver paa sin Side af Skrivebordet foran den tavse
fremmede. Udenfor var Akten forbi, og de herte Koristerne, der
støjende løb til deres Garderober opad Trappen. De skælvede, naar de
hørte Skuespillernes Stemmer tæt ved Døren.

Frøken Hansen saa' hele Tiden de to Gamle, som de havde siddet
Sørgmodige og forknytte ved Thebordet, da hun kom: Ja, sagde den gamle
Frue, vi sidder ene, Konstantin bliver paa Victoria nu; og hun havde
sét paa hende med sine smaa ængstelige frittende Øjne, mens Frøken
Hansen havde fundet et Paaskud for sit Komme og hastigt vilde gaa
igen. Men den gamle Hr. Adolf vilde slaa Følge med hende, og det
varede en halv Evighed, før de kom afsted, mens den gamle Frue blev
ved at spørge med sin angstfyldte Stemme.

-Hils, hils ham, havde hun raabt tilsidst, da de gik, ud over
Gelænderet.

Og saa havde Frøken Hansen maattet gaa, Gade op og Gade ned, med den
gamle Herre, der ikke vilde slippe hende, men snakkede og angstfulde
ganske som den gamle Frues.

-Ja ja, ja ja--hils derude, hils derude, havde han endelig sagt og var
bleven staaende og havde sét efter hende lige til hun var bøjet om
Hjørnet....

... De sad stadig ubevægelige paa samme Plads. Herluf lyttede efter
Skuespillernes Fodtrin paa Trapperne, raadvild og skamfuld, som fornam
han allerede deres Klager og Forbandelser nu, mens han ventede.

Men Regissørens Klokke gik som sædvanlig og de hørte Forspillet og
Koret af Fyrstinde Artemisias Hofdamer:

En Kop endnu, om jeg maa be'. En Kop endnu! Nej vil man sé--hun
drikker tre--Tre Kopper Thé.

Der blev banket let paa den modsatte Dør, og Betjenten gik ud.

-Hvor er han? sagde Frøken Hansen, strækkende sig hastigt frem over
Bordet, hviskende, som hun ikke turde tale.

-Jeg véd det ikke, sagde Herluf i samme Tone og de tav igen.

-Dette Hus, dette Hus, sagde Frøken Hansen pludselig og løftede de
knyttede Hænder.

Den fremmede vendte tilbage og de da atter tavse, mens de hørte
Fyrstinde Artemisias skrattende gamle Stemme og Hofdamerne, der
svarede hende med Omkvædet:

 Ja--saa skal det vise sig, at det er en lystig Krig, saa lysrig, saa
lystig, saa lystig en Krig.

Ogsaa Betjenten havde sat sig. Han rokkede lidt efter lidt med
Hovedet, med, et ret muntert Ansigt, i Takt til Musiken, da Døren gik
op, og de alle stod op. Det var Chefen. Han lukkede Døren efter sig og
sagde efter et lille Øjebliks Stilhed med sin ejendommelige, varsomme
Stemme:

-Ja, det er jo i alt Fald en Fallit.

Herluf bøjede Hovedet, han kunde ikke svare. Frøken Hansen lagde
Panden ned mod Bordet og græd stille.

Ude sang de endnu--Kærlighedsduetten:

Kun _det_ Kys ægte blir, som Elskov Elskov gir, hvor Læbe bringer Læbe
Bud om Flammer, tændt af Elskovs Gud--som Elskov Elskov gir.

Pludselig hørte de ilfærdige Skridt frem og tilbage paa Gange og
Trapper, og mange Stemmer, der hviskede. Musiken holdt op, og Folk løb
forvirret frem over Scenen. Herluf havde allerede vendt sig mod Døren,
der aabnede sig foran en Flok af forskrækkede Ansigter:

-Menneske dog, raabte Ørnulf, hvad gaar her for sig? Hvad er her sket?

Ingen svarede, og han saa' fra den ene til den anden: Er det en
Fallit? sagde han saa med halv Stemme.

-Ja, sagde Herluf sagte.

Døren lukkede sig igen. Forvirrede løb alle Skuespillerne ned paa
Scenen, samlende sig i smaa maalløse Flokke, staaende raadløse, i
deres Operettepynt, midt mellem Sætstykkerne, forstenede som
Brandlidte om en Tomt, Korister. Maskinfolk og Musikere. Og man hørte
ikke andet end den høje Jamren fra en gammel Komiker, der uafladelig
gik op og ned og slog begge de løftede Hænder ned mod sin Isse:

-Nej, Herre Jesus, forbarme sig--nej, Herre Jesus forbarme sig.

Lidt efter lidt kom de behjertede Herrer til sig selv, og én af dem
sprang op paa et Sætstykke og raabte: Skuespilpersonalet til Foyeren.

De svarede alle: Ja--Skuespilpersonalet til Foyeren; og de strømmede
ind i Samlingsstuen, hvor Dagslyset faldt ind gennem Skodderne. Knap
var Dørene lukkede, før de alle begyndte at tale i Munden paa
hinanden, hidsige eller klagende, lignende en Flok Markedsgøglere, i
deres Stads, med de aftagne Parykker i Hænderne, latterlige som en
Skare Klowner, mens de alle skreg med de kalkede Ansigter, der stive
af Sminken, fortrak sig til Grimasser, naar de talte.

Og pludselig blev der atter mere stille, mens hver enkelt blev
staaende aandsfraværende, stirrende frem for sig; med ét fortabt i et
langt ængsteligt Regnestykke som et Svælg uden Bund af Forpligtelser,
Bekymringer og Angst--til han igen begyndte at skrige op, médløst,
endnu højere, søgende om Hjælp, foreslaaende Udveje:

-Nu før Jul, nu før Jul, sagde de alle.

De samlede sig alle om denne ene Sætning, der ligesom skærpede deres
Fortvivlelse; og de valgte en Deputation til at gaa til Herluf: man
maatte i alt Fald have Oplysninger, man maatte have Erklæringer.

Deputationen var valgt og gik op over Scenen, hvor Koristerne
raadslog, ophidsede og talende i Munden paa hinanden ligesom
Skuespillerne, mens Maskinfolkene stod stille i Kulisserne, tavse og
tungsindige, vante til Striker og »Spadseren«. Orkestermedlemmerne var
vendt tilbage til Orkestret, hvor de sad hvidskende mellem Pultene: Ét
var dog godt, at Balsæsonen begyndte saa kort efter Jul.

Deputationen kom ind i Kontoret. Ørnulf var Ordfører for Kammeraterne.

-Ja, sagde Herluf, jeg skal komme.

Han ventede et Øjeblik, før han gik ud og ned over Scenen, hvor
Arbejderne sørgmodigt tog Hatte og Huer af i Kulisserne. Koristerne
fulgte bagefter ham hen imod Foyer-Døren i en stor Flok. Der blev
ganske stille, da han kom ind. Men da Herluf saa' alle disse sminkede
Ansigter--skræmte og ventende--her i Dagslyset, blev han paany greben
af Forvirring, saa man knap hørte Ordene, han sagde:

-Ja--jeg kan kun sige Dem ... han holdt inde og begyndte igen med sin
skælvende og næsten uhørlige Stemme: Ulykken, som har ramt os--os alle
og dette Hus ... Ved de sidste to Ord slog hans Stemme over, og han
brast i Graad, vinkende med Haanden, at han kunde ikke tale, idet han
gik.

Et Øjeblik forblev der tyst, mens alle stod grebne af den samme
Bevægelse, bestormede alle af de samme Erindringer: Huset--dette Hus
... Stille veg Koristerne til Side og gjorde Plads for Herluf, der gik
ned over Scenen, de unge Piger begyndte at snøfte og græde.

Herluf gik ind i Kontoret og satte sig. Han hulkede med Hovedet ned
mod sit Bord. Saa løftede han Ansigtet og vendte sig mod Betjenten:

-Vil De sige dem, at vi kører til Centralbanken, sagde han. Om de vil
vælge et Par til at følge med.

Han blev atter rolig, og han overvejede alle Enkeltheder. Det var den
eneste Udvej: Personalet maatte have Gager--nu før Jul maatte de i
hvert Fald have Gager. Og Centralbanken vilde selv ikke kunne opgive
Teatret, kunde ikke lade Krach'et strække sig til Driften uden selv at
lide Tab.

Han begyndte at gøre Overslag i Hovedet om de aftenlige Udgifter og om
mulige Besparelser. Tøjet havde han allerede paa, da Hr. Stæhr
arriverede. Han var meget échaufferet, med alle Lommer fulde af
strittende Papirer; han vilde have Oplysninger, mens han vedblev at
snakke, søgende Bekræftelse paa en Mængde Enkeltheder, Herluf slet
ikke kendte:

-Man siger, den falske Vekselmasse vil naa op til
halvfemsindstyvetusind--at det har kunnet gaa saa længe, mærkværdigt
... Hr. Stæhr satte sig, med aaben Overfrakke, spørgende ud om Adolfs
Forsvinden og Spenners Forspring: Fire Dage mener man, har ham
Forspring, sagde han. Fire Dage ... Ja--han var vel egenlig Sjælen,
Sjælen i det hele ... Nu dukker der jo ogsaa Ting op om hans
Fortid....

Hr. Stæhr blev ved.

Herluf sagde blot: Ja--kære Stæhr--jeg véd ingenting ... Vi tager til
Centralbanken. Og han gik for at hente de to andre, mens Hr. Stæhr gik
ned paa den forladte Scene--undersøgende alt, hastigt inspireret af
dette Billede af Flugt og Ødelæggelse, som den dybe, tavse Sal syntes
at stirre paa som et mørkt gennemborende Øje....

De to Skuespillere steg ind i Drosken tilligemed Berg. De blev,
aandsfraværende ud af Vinduerne:

-Ja, ja--hvad mon han egenlig vil sige? sagde den ene, den første
Elsker.

Og Ørnulf svarede:

-Ja--man maa forstaa at tage ham.

Herluf sagde ikke et Ord, før de naaede Banken og stod ud. De maatte
vente en Tid, mens Skuespillerne blev mer og mer nervøse, rettede paa
sig og fo'r med Hænderne gennem de svedige Tupeer.

-Min Ven, sagde Ørnulf, Sagen er Kammeraternes; og de ventede igen,
febrilske, ligesom før, indtil de endelig kom ind.

Konferentsraaden gik frem og tilbage paa Gulvet: Jeg havde næsten
ventet Dem, mine Herrer, sagde han og bød dem tage Plads. Der var en
hastig Bestemthed over ham, medens han spurgte, hvad de da egenlig
havde tænkt dem; hvorledes de da mente, Banken kunde stille sig
overfor dem--som var hans Sætninger endnu kortere og klarere end
vanligt.

Men de to Skuespillere havde slet intet tænkt, og de begyndte kun at
fortabe sig i lange Deklamationer om »det hele Personales fortvivlede
Stilling« og »Kammeraterne, der vilde staa Last og Brast«.
Konferentsraaden sad bøjet over sit Bord, mens Ørnulf blev ved at
tale, gestikulerende heftigt med begge Armene, og den første Elsker,
der havde mistet Vejret og var faldet fra, ledsagede hans Veltalenhed
med vekslende Stillinger ligesom et Akkompagnement.

Herluf talte ikke. Det var som de andre Omgivelser, maaske just dette
Værelse først havde vakt og æggede hele Følelsen af hans Smerte.

-Ja, sagde Ørnulf, Kammeraterne vil holde sammen.

-Vi vil staa sammen, sluttede han, og finde os i _Hans_ Vilje. Ørnulf
havde løftet Øjnene op mod Loftet og rav; og Konferentsraaden lod
Skuespillerens Ord dø hen i en ganske lille næsten umærkelig Pavse,
før han sagde, med Ansigtet med mod sine Papirer:

-Ja--jeg kan jo meget godt forstaa og ... dele disse mere almindelige
og humane Synspunkter. Men, sagde han, Banken maa dog regne med visse
Tal ... Og Konferentsraaden spurgte om Gagebudgettet og om
Kontrakternes mulige Gyldighed.

Men Ørnulf forlod hurtig Tallene og blev atter religiøs og talte om
Forsynet og den menneskelige Følelse, rørt og med taarefyldte Øjne
over sin egen Veltalenhed, mens den første Elsker som henreven
stirrede ham ind i Ansigtet. Konferentsraaden havde drejet sin Stol,
saa han vendte Ansigtet helt om mod dem, og han sad, med Hænderne
støttede mod sine Kræ og saa', ufravendt, lige paa de to Komedianter.
Elskeren, der begyndte at føle sig usikker under Konferentsraadens
Blik og som svedte som Helten i et fædrelandshistorisk Skuespil, vilde
endelig standse sin Kollega og sagde:

-Kammeraterne mente saa, man kunde garantere dem Gagen.

Ørnulf holdt inde som med et Ryk og tog sig til Hovedet: Ja--sagde han
i en anden Tone--Betingelsen maa være de garanterede Gager.

Der blev igen en Pavse, før Konferentsraaden atter vendte sig mod
Skrivebordet og sagde: Ja--Bankraadet træder just nu sammen--og hvad
der kan ske, vil naturligvis afhænge af de Herrers Beslutninger ...
Jeg tror dog at turde sige, at der vil være en overvejende
Sandsynlighed for, at man beslutter sig til foreløbig at overtage
Driften ... under en passende Ledelse....

Herluf bøjede sig lidt frem bag det store Skrivebord, hvor han sad, og
han sagde med lidt Møje (det var overhovedet de første Ord, han
fremførte):

-Ja--_jeg_ er naturligvis traadt bort fra al Ledelse. Stemmen lød knap
frem gennem Rummet, og der var et Øjeblik stille i Stuen, som ventede
Konferentsraaden, en af Skuespillerne skulde tale; med de tav begge,
og med en lidt anden Stemme--enten utaalmodig eller maaske
bevæget--sagde Konferentsraaden: Ja--det er maaske under disse
Omstændigheder bedst, at Ledelsen vælges (Konferentsraaden tøvede et
bitte Øjeblik foran Ordet) udaf Kammeraternes Midte....

Han tav, og idet han rejste sig, sagde han: Vi vil jo ikke foretage
literære Experimenter, mine Herrer.

-Nej--Hr. Konferentsraad, plumpede det samstemmende ud af den første
Elsker:

-Kun hytte Skindet. Og begge Skuespillerne lo, lettede og glade,
indtil ogsaa Konferentsraaden faldt ind med sin ejendommelige halve
Latter, mens han bestandig saa' paa de to Kunstnere. Herluf stod bleg
ved Siden af Bordet.

-Saa vil De faa Besked om en Timestid, sagde Konferentsraaden
afsluttende. Og Ørnulf, der atter blev meget bevæget og holdt
Konferentsraadens fremrakte Haand længe i sin, sagde:

-Ja--saa ske--saa ske, hvad der maa.

De to Skuespillere gik hen mod Døren og Konferentsraaden sagde til
Herluf: Naar saa' De Adolf sidst?

-Iaftes.

-Ja--han skal jo først være flygtet imorges, sagde Konferentsraaden.
Han stod et Øjeblik foran Berg, som han endnu vilde sige et Par Ord,
men han fandt ingen og sagde kun et hastigt og meningsløst:

-Ja--lev vel, og vendte sig.

-Adieu, sagde Herluf.

Ude paa Trappen komplimenterede den første Elsker sin Kollega.

-Ja--det gik jo, sagde Ørnulf.

-Brillant, sagde Elskeren.

-Jeg talte for Kammeraterne, Ørnulf rørt og bredt, og han maatte
standse for at række sin Ven begge Hænderne, midt paa Trappen.

Konferentsraaden tøvede nogle Øjeblikke, før han aabnede Døren til den
store Hal for at gaa til Bankraadssalen. Det var allerede sent, og
Hallen var mørk, saa Kunder og Expedienter gled frem og tilbage som
listende Skygger, og Assistenterne sad bøjede over de store Pulte, der
rejste sig som sære Skafotter.

-Om vi fik Lys herinde, sagde Konferentsraaden højt fra Vindeltrappens
Trin. Og han blev staaende, mens der blev tændt fra Pult til Pult: det
saa' saa mærkeligt ud, som om Mørket kun flygtede som store hastige
Flagermus op under Hvælvingerne og gemte sig.

Konferentsraaden gik op.

I Bankraadssalen var der tændt, og de Herrer var allerede kommen. De
var arriverede ligefra Børsen, irriterede og ubehagelige til Mode ved
Rygterne og Forespørgslerne, utilpas ved det fugtige Vejr, der kaldte
alle deres smaa Svagheder frem: Excellencen, der allerede var i Kjole
for at køre til Middag, kunde ved dette Vejr slet ikke høre.

Konferentsraaden hilste, og de Herrer tog Plads uden Ord, siddende om
Bordet som en højtidelig Jury, mens Konferensraaden tog Ordet og
sagde--halvt frem mod Excellencen, der begyndte at manøvrere med et
meget omfangsrigt Hørerør--at han havde anset det for sin Pligt strax
at sammenkalde de Herrer ... navnlig, sagde han, for at berolige
Bankraadet.

De Herrer blev ved at sidde uimodtagelige og tavse, og
Konferentsraaden sagde: Thi der var i Virkeligheden ingen Grund, for
Banken ikke nogen Grund til at ængstes over denne indtrufne Kalamitet.

-Saasnart man, sagde han, undersøger de nøgne Tal.

Han aabnede sin Mappe og begyndte at klarlægge Situationen og at give
alle Oplysninger, mens han talte i den forretningsmæssige og rent
refererende Tone, som han altid anvendte i Omtalen af mindre
frugtbringende Transaktioner, og hvori han rangerede Tabstallene ind
som givne Regnskabsposter, summerende og adderende de uskyldige Tal i
lange Kolonner, der langsomt beroligede Nerverne.

Han opgjorde Summerne, idet han til en Begyndelse dvælede ved enkelte
Tusinder, der »maaske for Øjeblikket kunde vise sig mere tvivlsomme«:
han afvejede Taxationsværdierne, ansættende lavt: Lad os sætte lavt,
mine Herrer, blev han ved at sige: vi sætter lavt--af Hensyn til
Tiderne; og han afrundede Summerne »med alle de upaaagtede Værdier«,
som han kaldte dem: Inventar, Garderobe, Dekorationer....

Han specificerede, bladende i sine Papirer, mens han klatrede fra
tusind til tusind. Excellencens Hørerør gik op og ned som i
samstemmende Nik.

-Overfor disse Værdier, mine Herrer, sagde Konferensraaden, staar da
for Banken de halvanden tinglæste Million.

Han lukkede Mappen og saa' for første Gang op. De Herrer var længst
beroligede og akklamerede Oplysningerne, gørende smaa private
Bemærkninger fra Stol til Stol. Og som noget ganske selvfølgeligt
tilføjede Konferentsraaden en Bemærkning om den foreløbige Overtagelse
af Driften: man var med Skuespillerne saa godt som enig og vilde af
deres Midte lade vælge en kunstnerisk Ledelse.

De Herrer skød allerede Stolene tilbage for at bryde op, tilfredse og
højrøstede: For Hr. Henrik Hansen var der ikke megen Tid: han boede
endnu paa Strandvejen--flyttede først ind til Jul ... Dumheder,
Dumheder, sagde Generalkonsul Brodersen ... Ja--Damerne, sagde Hr.
Henrik Hansen og trak paa Skuldrene; det er Damerne....

Men Konferentsraaden holdt de Herrer tilbage: Hva', raabte
Excellencen, hva' sier han? er der mere? han var højst misfornøjet.

-Ja, Excellence, raabte Konferensraaden: der var en Meddelelse endnu.

De Herrer satte sig, ret surmulende, og kun Konferentsraaden blev
staaende foran sin Stol, støttet til Bordet:

-Det er foreløbig kun, sagde han, en kort Meddelelse, jeg kan gøre de
Herrer. Alle nærmere Oplysninger vil jeg--som De vil kunne
forstaa--naturligvis først senere se mig i Stand til at yde
Bankraadet. Staden København--sagde han, og det var, som han
uvilkaarligt hævede Røsten--ser sig, for at fyldestgøre en saa hastig
Udviklings mangfoldige, naturlige Krav, foranlediget til at optage et
nyt Millionlaan.

-Københavns Kommune beærer os, mine Herrer, beærer Centralbanken, med
Emissionen af dette Papir.

Konferentsraaden tav, og der var et lille Øjeblik stille i Bankraadets
Sal.

... De Herrer var gaaet, og Konferentsraaden vendte gennem den lyse
Hal tilbage til sit Kontor:

Dagen var hans.

Han skrev kun endnu det korte Brev til »Victoriateatrets samlede
Persionale« og sendte det bort med et Bud.

Han havde allerede Overfrakken paa og havde slukket Lampen, men han
blev i Tanker staaende bag Skrivebordet. Lyset fra Fortovslygterne
faldt ind paa Væggen henover Nordevropas store Kort. Han stirrede
længe paa Kortet, paa Danmark: det var som blev i det flakkende Lys
dets Konturer urolige og vidskedes ud. Længe stod Konferentsraad Hein
foran det store Kort eftertænksom, med et Udtryk næsten af Smerte.

       *       *       *       *        *

-Ja--sig saa De det, sagde Herluf. »Deputationen« var staaet af ved
Hovedportalen og gik ned gennem Logegangen. De to andre gik videre, og
han aabnede en af Dørene til Logerne. Der var mørkt i det store Hus,
mørkt oppe og nede, og Herluf syntes, det var, som dulmede det at
sidde her.

Han sad der længe, til han vækkedes af nogle høje, jublende Hurraraab.
Det var Skuespillerne, der havde faaet Konferentsraadens Brev og som
lod Elskeren og Ørnulf leve højt.

Saa hørte han dem bryde op, og Støjen døde hen. Der var blevet tyst.

Med Hovedet hvilende mod Logekanten stirrede han ned paa Scenen, hvor
Sætstyks-Bjergene laa væltede rundt omkring. Det var, som hver enkelt
lille Stump og Stykke interesserede ham og som vilde han for bestandig
indprænte sig dets Billede.

Et Par Maskinister gik nu over Scenen og saa blev der helt slukket.

Herluf Berg var næppe kommen hjem, for det ringede igen. Det var en
civil Betjent, der skulde hente ham til Raadhuset.

De gik over mod Boulevarden og op gennem Nørregade uden at veksle et
Ord. Da de naaede Raadhuset, gik de over Gaarden og ned gennem
Kælderen.

-Hm, sagde Herluf i en besynderlig Trang til at forstille sig, og
spøge: De holder underjordiske Gange her.

-Ja, sagde Betjenten kort, og de gik videre gennem Gangen, hvor deres
Fodtrin lod stærkt mod Fliserne frem langs de hvidtede Vægge. Ad en
lille Trappe kom de op foran Chefens Dør.

Stuen var meget stor, og kun Skrivebordet, hvor Chefen sad, laa i Lys
af et Par Lamper. Hr. Rowan løftede Hovedet op fra sine Akter og
hilste, med sit anstrengte eller bedrøvede Blik frem mod Herluf.

-Jeg har maattet ulejlige Dem endnu iaften, sagde han med sin mærkelig
dæmpede Stemme, som talte han bestandig i et Sygeværelse. Vi maatte
strax--endnu i Dag føre den anholdte sammen med Dem og Hr. Martens.

Berg blev nu først Martens vaer, henne ved Døren, i Mørket. Bygmestren
sad trykket ind mod Karmen, helt ude paa Kanten af en Stol og førte
uafladelig Hænderne frem og tilbage, den ene over den anden--med en
egen ængstelig Underdanighed over sig, som var han en Haandværkssvend,
der ventede paa Raadhuset for at faa skrevet i Vandrebogen.

-Ja, sagde Hr. Rowan, vil De saa føre ham herop. Betjenten gik frem
over det maattebelagte Gulv, og de ventede alle tre tavse, til Døren
blev lukket op igen. Berg saa' ikke op, men det var som følte han
dette Billede af Adolf, der stod ved Siden af Betjenten; han var saa
ganske »Fangen« med bøjet Nakke og holdt de ustadige Øjne (røde i det
hvide, som var alle Aarerne sprungne) stivt ned mod Gulvet--som var
han allerede, syntes Berg, skilt fra dem ved baade Slaa og Mure,
saadan som han der stod.

Hr. Rowan spurgte, og de svarede efter Tur. Det begyndte med Martens.
Det gjaldt om at fastslaa Udviklingen for at komme til Klarhed om
Grænsen og Omfanget af Falsknerierne. Man maatte kende Midlerne,
Kapitalen, med hvilken der fra Begyndelsen var arbejdet.

Men Martens vidste intet og blev kun ved at nævne det ene Navn:
Spenner og Spenner i den underligt klynkende Tone som en Almuesmand,
der for Herskabet skal rede for sig. Men Hr. Rowan blev ved at afhøre
ham, formende sine Spørgsmaal skarpere, ligesom med et Skær af
Utaalmodighed overfor denne uafladelige Klynken, der gemte sig bag en
anden.

-Men hvad _mener_ De, De havde, sagde han tilsidst. Hvormed begyndte
de at bygge »Victoria-Etablissementet?«

Martens saa' pludselig op: Med et Par Hundredetusind, sagde han med ét
i en høj, skinger Tone, der skar hen gennem Stuen: Et Par
Hundredetusind rammede de vel En ned i Grunden med deres Pæle.

Og for første Gang reven ud af sin forknytte og stumpe Ængstelighed
ved Tanken om disse Hundredetusinder, man havde begravet for ham midt
i Stadsgravens Mudder, man havde pumpet ham bort som den smeltende
Sné--greben af en pludselig Forbitrelse, Arbejderens gamle Raseri i
ham mod Herrerne, der havde misbrugt og forurettet ham, fortalte han
hele dette skønne Hus Historie.

Han havde sét alt, med Smaakaarsmandens mistroiske Øjne:
Leverandørernes Bedragerier og Haandværksmestrenes Svindel; og som en
uvorn Dreng, der pludselig ødelægger det egne Legetøj og sønderslider
Stykke for Stykke, fortalte han om Murværket, hvor der var iblandet
Stén fra nedbrudte Rønner; Bjælkerne, som havde udtjent i gamle
Bindingsværkshuse; om Vandet, der var som en Sø, hvori de rejste
Grunden for at opnaa det første Laan; Svampen, som aad sig ind i alle
Mure og slog ud paa hver en Væg; Jernkorsene, hvormed man havde
afstivet Kælderhvælvingerne, der revnede--trævlende det op, hele sit
Værk, hvor man bedrog og blev bedraget, blev han ved at fortælle:
Om Imitationens Stads, der solgtes og modtoges for ægte;
Haandværksmestrene, der satte deres Navne paa Veksler, forledte af
Spenner; Leverandørerne, betalte paa Sigt, der afrundede deres
opskruede Regninger; Kokkene, som lod Kødet fordærve for at rane
Indkøbs-Procenterne; om Fribilletterne, af hvilke man betalte Skat; om
Nordmændene med deres fyrretyve udsolgte Hus, der maatte drage hjem
for Skillingerne fra pantsatte Kufferter--alt fortalte han, staaende
op og talende forbitret og højt, mens han fægtede med de knyttede
Hænder, som rettede han bestandige voldsomme Slag mod usynlige
Ansigter.

Hr. Rowan havde ladet ham tale og kun uafbrudt sét paa ham med sine
forskende Øjne. Adolf stod bestandig kun som med bagbundne Hænder,
ubevægelig.

Men hvordan kunde De blive i det Foretagende, sagde Hr. Rowan, naar
De vidste alt det?

Martens havde sat sig:

-Hm, sagde han mumlende: man véd det jo nok ... men man er vel
i'et....

-Og, sagde han pludselig i en anden Tone og slog ud med Haanden
ligesom før: _De_ (han saa' frem paa Berg og Adolf og talte atter
gennemtrængende, som raabte han til en stor Forsamling)_ De spillede
jo Velhaverne_.

Martens tav, og der var stille lidt igen, til Hr. Rowan atter vendte
sig til Adolf, der svarede med den samme slukte Stemme. Forhøret over
ham var kort. Han havde jo tilstaaet alt.

Berg hørte ubevægelig til, med Hovedet ned mod sit Bryst. Han følte
kun en sløv og blytung Træthed, mens de nævnede endnu en Gang alle
disse Tal og Summer, al den stjaalne og falske Mønt, der havde været
deres hele Driftskapital.

-Saa var der altsaa egenlig, sagde Hr. Rowan, slet ingen nævneværdig
Kapital at begynde med:

-Kun Deres Faders gode Navn, sluttede han.

Han rettede endnu et Par Spørgsmaal til Berg om Driften, og Forhøret
var forbi.

Adolf havde allerede med Betjenten vendt sig for at gaa, da han
begreb, at han og Berg skulde ikke mere sés: han vendte sig hastigt et
Nu og strakte som bedende Haanden halvvejs frem; hvert Træk i hans
Ansigt sitrede. Og før Betjenten kunde hindre det eller Hr. Rowan
tale, greb Herluf Adolfs Haand--saalænge han levede, vilde Berg mindes
denne Haand, saa stiv og kold som en Døendes--og lagde et Øjeblik sit
Hoved ind mod hans Skulder:

-Aa, Adolf, sagde han sagte, mens Taarerne pludselig sprang frem af
hans Øjne, de »Papirer« har vi jo alle været med at skrive paa.

Adolf var ude, Døren lukket. Og Berg og Martens ventede begge paa, at
Hr. Rowan skulde rejse sig: Ja, mine Herrer, sagde han og stod op: saa
er det altsaa forbi.

Og idet han rakte Haanden frem mod Bergs højre, som han beholdt et
Øjeblik i sin, sagde han:

-De har ikke ret kendt Grunden, hvor De byggede, Hr. Berg.

-Farvel.

Herluf og Martens gik samme Vej, som Berg var kommen. Martens fulgte
bagefter, talende uafbrudt med sig selv i en mumlende og utydelig
Tone.

Oppe paa Torvet gik Herluf hjemad, trykket tæt ind mod Husene.
Pludselig fo'r han sammen og blev et Øjeblik staaende: Det var et
Ansigt--Fru Martens', der dukkede frem fra Skyggen i en Port, bleg,
med et ubeskriveligt Udtryk af Had i de opspilede Øjne.

       *       *       *       *       *

Da Berg den næste Formiddag ringede paa hos gamle Adolfs, lukkede den
gamle Pige op. Inde i Dagligstuen sad seks, syv Damer tavse, med
Hænderne i Skødet, i en Kreds ude paa Gulvet, som sad de paa Vagt om
et usynligt Lig.

Der var saa mørkt, at man knap kendte Ansigterne. Det var lutter
Paarørende og saa Frøken Hansen, der sad ved Siden af Fru Adolf og
hele Tiden klappede hendes Hænder.

Ingen af dem talte til Berg, de nikkede kun og blev siddende tavse i
deres Kreds.

Gamle Hr. Adolf kom ind fra Spisestuen og gik med rokkende Hoved om
paa Gulvet: Naa, Mo'er, naa, Mo'er, sagde han og klappede sin Kone paa
Haaret og gik rundt igen.

Fru Adolf sad kun med rystende Hoved og gentog hvert femte Minut den
samme, stadig den samme Sætning:

-At han sidder dér og fryser, sagde hun med en underlig snøvlende
Stemme. At han sidder dér og fryser.

Pludselig saa' hun hen paa Berg og Spurgte--som hun havde spurgt
enhver--: Tror De, jeg maa sende Klæder der op, sagde hun.

-Aa, ja, sagde Berg.

-Tror De? gentog hun.

-Naa, Mo'r--naa, Mo'r, hørte man gamle Adolf igen.

Pludselig kastede Frøken Hansen sig ned paa Gulvet og hulkede højt med
Ansigtet ned i den gamle Frues Skød.

Berg kunde ikke holde det ud derinde, og han gik ind i den anden Stue.
Gamle Adolf fulgte efter ham og lukkede sagte Døren. Ogsaa herinde
blev han ved at trippe rundt, hvileløs, frem og tilbage, til han
tilsidst kom hen og lagde begge Hænder paa Bergs Skuldre og saa' ham
ind i Ansigtet med sine smaa, fortvivlede Øjne.

Og, idet han bevægede Læberne til en Klage, der ikke fik Lyd, lagde
han med Et sit Hoved ind mod Bergs Bryst og ind til den unge,
halvfremmede Man græd den gamle hjælpeløst over sit plyndrede Hus,
over sit agtede Navn og over sin Søn.

-Hr. Adolf--Hr. Adolf, stammede Berg kun og vidste ikke et Ord til
Trøst.

Den Gamle var gaaet og havde aabnet Dagligstuedøren igen. Derinde var
der atter saa tyst som før. Berg vendte sig og gik: her var der ingen
Hjælp at yde og intet Raad at give.

Han lukkede Døren til Gangen, og næppe havde Damerne i Dagligstuen
hørt Lyden af Døren, som blev lukket, før der brød ud en Strøm af
Bebrejdelser og Forbandelser mod »dem, der havde forledt ham«.

Da Berg hørte Stemmerne ud i Gangen, forstod han strax. Og langt borte
i Gaden syntes han endnu, det var, som disse Forbandelser naaede ham
og traf ham som Lyn.

Han vilde ikke gaa hjem. Han vilde blive i frisk Luft. Han gik ud ad
Bredgade til Grønningen. Men Taagen hængte tungt i de bladløse Træer.

Han bøjede ind paa Langelinje; han trængte til at se Vandet, det vide
frie Vand. Men Sundet laa dorsk og graat--dødt under Taagens Masse.
Ude paa Reden stak et Par Skibe som Skeletter Masterne og ovre fra
Værfterne lod Klangen af Hamrene mod de høje Skibsskrog som Lyden af
besynderlig dumpe og brustne Klokker.

Berg sad der længe, stirrende frem mod Taagen og det døde Sund.

Da han kom hjem, laa der et Brev paa hans Bord. Efter at han havde
læst Udskriften, gled Konvoluten ud af hans Haand; Herluf huskede
pludselig hin Aften, da han her paa samme Sted havde fundet Brevet med
Svalen. Det havde været Astas sidste Brev.

Og med ét, mens han tænkte paa alt dette, var det som om han pludselig
følte al den gamle Længsel efter Asta, som alt samlede sig i én
længselsfuld Tanke om hende--lykkelig som de første kærlighedssikre
Dage.

Til han paa én Gang sagde, han eller »Hr. Sokrates« med denne
besynderlige muntre Betoning:

-Naa--saa dét skulde du nu være fejg nok til.

-Det skulde du vel nu til at forsøge at bilde dig ind. Det vilde jo
ogsaa være saa rart, sagde »Stemmen«--rigtig saa nemt.

-Nej, nej, sagde Herluf og rejste sig energisk: nej, nej, alt
andet--kun ikke det.

Han gik op og ned i Stuen før han igen satte sig med et Suk og læste
Brevet: Asta var stadig ovre hos Sterns i Blekingen for at pleje
Mathilde og være hende til Selskab.

-Den Lille er død, skrev hun. Maaske var det godt. Foreløbig bliver
jeg her hos Mathilde, den lille Stakkel: her, kære Ven, gælder det af
et sygt Barn at faa gjort et helt og rigtigt Menneske. Men der er
noget, som stadig optager og foruroliger Mathilde: hun har hørt at
Deres Ven, Erhard Gerster, skulde være meget syg og lidende i Begreb
med at rejse til Mentona eller ialfald et steds i Syden. Vil De ikke,
hvis De véd noget og har paalidelige Efterretninger, skrive mig det
til for at berolige den stakkels Mathilde.

De vilde bevise en Tjeneste ogsaa mod

Deres hengivne Asta Heltz

Det bankede, mens Herluf endnu sad med Brevet i sin Haand. Det var
Værtinden, som sagde, at der ventede en Herre derude, som gerne vilde
tale med Hr. Berg.

Det var Edvard Sundt.

-_Dem_, sagde Berg.

-Ja, sagde Sundt. Jeg tænkte, De havde vel idag ikke noget videre at
forsømme ved en lille Passiar.

-Aa, nej--det ikke, sagde Berg trist.

De kom til Sæde, og efterat de havde talt lidt om Begivenheden, søgte
Sundt at slaa ind paa mere ligegyldige Ting, mens hans Stemme stadig
blev ved at have den samme milde, ligesom hjælpsomme Klang, som Berg
havde fornummet straks ved de første Ord, da han kom ind.--

Samtalen vilde dog ikke komme rigtig i Trit, og Sundt gik om og saa'
paa Nips og Billeder. Foran Billedet af Herlufs Fader, der hang over
Skrivebordet, blev han staaende lidt:

-Ja, sagde han, han faldt derovre.

Han blev ved at se paa Billedet og satte sig ved Skrivebordet: Nej,
_det_ glemmer vel ikke nogen af os, der var med, sagde han.

Og maaske for at adsprede Herlufs Tanker (muligt, at han ogsaa selv
just var sært modtagelig for alle de Erindringer) begyndte han at
fortælle--først søgende om Ordene og med lange Pavser mellem hvert
Minde, siden alt hastigere--om »den Tid derovre«.

Han fortalte om Flugten fra Dannevirke langs Frostnattens spejlblanke
Landeveje, hvor Mandskabet krøb, krøb paa alle fire--Mand mellem Fæ,
sagde han.

-Har De sét, naar en Flue er falden i et slebet Glas med Mælk, og saa
har naaet Kanten? Hvordan den kæmper og kravler og kæmper op ad den
glatte Side og bliver ved og ved.... Jeg kan aldrig se saadan en
Skabning--saa dumt det er--uden et Sekund, et Nu i det mindste at
tænke paa den Nat--»Marchen« fra Dannevirke....

-Og det blev ikke bedre, da vi kom derhen, sagde han og saa' op paa
Portrætet.

Han talte om Livet ved Dybbøl. Det var jo kun den langsomme
»Skiveskydning« om Liv og Lemmer, sagde han. Han fortalte om
Skanserne, hvor de rodede og levede, skidne som Dyr og saa
lystige--hver Gang, Loddet igen var slaaet dem forbi, og de havde et
Døgn, hele fire og tyve Timer, hvor de vidste, _de_ skulde ikke »rykke
ud«....

Herluf sad og stirrede paa Faderens Portræt og hørte næsten kun halvt.
Det var, som om alle Erindringer fra hans første Hjem vaagnede paa én
Gang, og han saa' Gaarden og Haven og sin Moders Ansigt og sin Fader
den Nat, de sejlede bort paa det store Skib op om Sønderborg.

Sundt blev ved at fortælle; i en underlig dæmpet halvhøjtidelig Tone
talte han, næsten som den, hvori overtroiske Folk fortæller
Spøgelsehistorier--greben af Erindring efter Erindring.

Han havde haft en Ven, der maatte rykke ud.

-Bentsen hed han--lige kommen som Sekondlieutenant fra Skolen.... Han
var nitten Aar og skulle »rykke ud«....

-Han kom ind til mig, da han havde faaet det at vide, ligbleg,
forstyrret, rystende som det Dyr; Jeg kan ikke dø, raabte han, jeg er
kun nitten Aar ... nitten Aar. jeg kan ikke dø, raabte han.

-Og han kastede sig ned paa den opblødte Jord og rev i Snavset med
sine fortvivlede Fingre, mens han hulkede og græd og bad ... og atter
rejste sig op og laa paa sine Knæ og skreg:

-Lille Gud--nej--lille Gud; som et Barn raabte han: Du lille Gud....

-Og der var ikke noget at sige eller at trøste, sagde Sundt: han
skulle jo rykke ud.

-Men det var vel nok det elendigste Syn i mit Liv, sagde han, at se
ham ligge dèr uden Sanser, paa Jorden, som en Orm og raabe paa sine
nitten Aar og paa den »lille Gud«....

-En Time efter drog han afsted ... Jeg saa' ham i Spidsen for sine
Folk ... Han raabte et Hurra og svingede sin Sabel over Hovedet....
Derudefra kom ingen igen....

Sundt tav.

-Ja, sagde han saa lidt efter og saa' atter op paa Billedet over
Skrivebordet: _De_ faldt.

-Men--véd De hvad, sagde han og rejste sig, jeg tror egenlig, at alle
vi, som var med den Gang, vi mistede alle et eller andet usynligt Bén
eller en Arm (Sundt smilte selv ved Tanken om dette mærkelige usynlige
tredje Bén eller Arm) og hemmeligt gaar vi vanføre omkring og har
aldrig forvundet Blodtabet....

-Jeg tror, at vi aldrig rigtig har kunnet forvinde det, sagde han i
Tanker. Og derfor er vi blevet saadan Mænd som vi er.

Han tav lidt igen, og Herluf tænkte pludselig paa lille Fru Canth og
den Aften, da Fru Duncker var rejst med Scheele.

-Og har De, sagde Sundt og saa' hen paa Berg, aldrig tænkt paa, at
hele denne Menage, denne Virksomhed--og Sundt pegede ud mod Byen--den
ligner kun en Saarfeber, De....

-Det er ikke andet end Saarfeberen fra Dybbøl, sagde Sundt og vendte
sig mod Vinduet.

-Det er et lysteligt Billede af _Dem_, sagde Herluf efter en Pavse. Og
hvordan skal det saa staa til med os, der er kommet efter?

-Ja, sagde Sundt og vendte sig atter for at sé paa ham. Hvordan?

-I skulde lære den vanskelige Kunst at være smaa, sagde han; og meget
alvorligt, mens han betragtede Skovriderens Portræt tilføjede han
sagtere: Og i Stilhed ære dem, der døde for vor sidste Vildfarelse.

Der var stille i Stuen en Tid, til Sundt i en anden Tone sagde:

-Og hvad vil nu De, Berg?

-Hm--vel skrive videre, sagde Berg. Han stod lidt:

-For det er kun Bøgerne, der slutter, sagde han træt: Livet
fortsættes.

-Ja, sagde Sundt og slog den flade Haand ned mod Bordet.

Han vilde gaa nu.

-Tak, fordi De kom, sagde Berg, og De var saa--elskværdig.

-Naa--hvad Elskværdigheden anbelanger, sagde Sundt: Farvel nu--og
frisk Mod. De var kommet helt ned paa Trappeafsatsen, før de skiltes:

-Idag har man talt sig lidt ud med hinanden, sagde Sundt. Farvel.

-Farvel, sagde Berg.

Han blev staaende paa Afsatsen, efter at Sundt var gaaet, og uden at
tænke over det, saa' han ud af Gangvinduet, der vendte til Gaarden.

Der kom en sortsmudsket Lirekassemand ind ad Porten med en Kone i et
stort, luvslidt, graat Sjal. De fik Lirekassen stillet op, og Konen
tog to smaa, rød-bukseklædte Aber frem af Sjalet og satte dem op paa
Lirekassen.

Manden spillede, og Berg saa' paa de to Aber, der begyndte at skære
Grimasser og danse. Pludselig hørte han Melodien. Det var »Kyssenes
Sang«. Og ud af syv, otte Køkkenvinduer i den store Gaard trallede
musikalske Piger i mange Tonarter Visen:

Her kysses vi, og gør Kur--her kysses vi.

Herluf stod længe og saa' paa disse to Aber, der dansede paa
Lirekasselaaget, mens Pigerne sang.

Han vendte sig, da han blev tiltalt af en Stemme paa Trappen. Det var
en Kommissionær, der var »saa glad ved at træffe Hr. Direktøren
hjemme«. Han tog en fidtet Regning frem af en Brevtaske og
præsenterede den.

Det var en »Nota« fra en Sommerrestauration.

Berg havde ikke en Skilling: Ja--De maa komme igen, sagde han og gik
utaalmodig op ad Trappen.

Men Kommissionæren fulgte efter og brugte Mund, saa det kunde høres
over hele Trappegangen:

-Nette Herrer, fine Herrer--spise og drikke, det er de med til ... men
Betalingen kan man hente hos Fogeden....

Berg fik lukket Døren. Men udenfor paa Trappen blev Kommissionæren ved
at raabe....

Herluf gik ind. I Stuen begyndte det at blive mørkt. Træt satte han
sig ved sit Skrivebord; rundt om sad den stumme himmelske Forsamling
paa Etagerer og Bordkanter.

       *       *       *       *       *

Fru Heltz og Etatsraadinde Knudsen holdt hinanden ved Selskab og havde
udøst Hjerterne for hinanden: de forstod ikke rigtig deres egne Børn.

Fru Heltz følte sig saa tit lidt ene. Asta var jo helt borte, ovre i
Blekingen, og Julie »havde næsten nok med at danse«, som
Konferentsraadinden sagde.

-Naar hun bare havde lidt af de Tanker, den anden har for mange, sagde
hun.

-Ja, ja, nikkede Fru Knudsen.

-Men man forstaar dem ikke rigtig, sagde Konferentsraadinden ind mod
Øret af Veninden; forstaar dem ikke--hverken den ene eller den anden.

-Næ, næ, rystede Etatsraadinden.

-Man ser bare, du, at _noget_ er der i Vejen, sagde
Konferentsraadinden. Og Skylden er vel vor, Anna, sagde hun: vi har
vel ikke forstaaet at passe rigtig paa dem.

-Konferentsraadinden havde Taarer i sine store gode Øjne; hun tænkte
paa Asta, som var hendes kæreste og nu »sad derovre og passede
Syge«....

De to gamle Veninder sad længe tavse og triste ved Siden af hinanden.

Saa hørte de Teatervognene paa Gaden og tog et Par Tørklæder om, for
at staa lidt i det aabne Vindu.

Vognene rullede rask forbi, og Sværmen begyndte at vælde frem oppe
over Torvet. Det var det »hele København«, der havde villet vise
»det«, som Bladene skrev, »uden Skyld saa haardt ramte Personale« sin
Deltagelse og havde overværet »Victoriateatrets« Førsteforestilling.

Konferentsraadinden og Fru Knudsen hørte dem snakke og tralle, mens de
strømmede ned gennem Nygade langs Fortovene. Det blev ét muntert,
syngende Myldr under deres Vinduer. Række nynnede efter Række i alle
Tonarter den samme Vise, mens Ansigterne straalte og lo i Lygteskæret:

 Ja--saa skal det vise sig, At det er en lystig Krig. Saa lystig, saa
lystig, Saa lystig en Krig.

Droskerne blev ved at rulle frem midt ad Gaden i en hel Række. Der kom
en lejet Karet fra den modsatte Side, og det gav en pludselig
Standsning, saa Kuskene bandede.

Det var Kaptajn Petersen fra »Bladet«, hvis Hoved stak frem af
Karetdøren. Han gestikulerede med to hvidtbehandskede Hænder til
Kusken. Kaptajnen var i Galla: han kom fra en Forening, hvor han havde
holdt patriotisk og populært Foredrag om: »Vore tusindaarige
slesvigske Valpladsen«.

Endelig kom Vogntoget i Gang igen, og Kaptajnen tog Hovedet til sig.

Paa Fortovene drog Strømmen stadig forbi og trallede:

Ja--kun dét Kys ægte blir, som Elskov Elskov gir, hvor Læbe bringer
Læbe Bud om Flammer, tændt af Elskovs Gud--som Elskov Elskov gir.

De to gamle Damer stod i Vinduet. De saa' ret mismodigt ned paa
Sværmen.

-Ja, sagde Konferentsraadinden ind i Fru Knudsens Øre: Hvor Livet er
underligt, du....

-Ja, nikkede den døve med sit mærkelige, bestandig uforstaaende
Udtryk: Underligt.

De to Damer gik tilbage og lukkede Vinduet.

... Sværmen dernede var borte. Den skyllede ned gennem Østergade ud
paa Kongens Nytorv og skiltes.

Og lidt efter lidt blev der stille i alle Gader og i alle Gyder.

Kun en enkelt Fodgænger gled forbi »Hesten«, hvor Banditerne blundede
paa Bænkene. De vaagnede og stirrede ud paa Fodgængeren gennem Mørket.

Saa faldt de hen igen.

--Men Decembernatten tætnede kun Taagen, der laa over Staden
København.





End of the Project Gutenberg EBook of Stuk, by Herman Bang

*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 12698 ***